Page 1


SKAGEN, SENSOMMER 1825

Marie Strandingsprotokol: År 1825 Den 8. Oktober opskyllet af Havet 1 kvinde. Identificeret som Anna Haahr, Hustru til Fisker Søren Haahr. Død for egen Hånd. Jordet i den for sådanne Døde, ved indrettede Begravelsessted. Strandfoged Knud Pedersen. De siger, hun gik i stranden. Det er sådan, de taler om hende og spærrer øjnene op for at gøre plads til galskaben. De siger, det er djævelens værk. Lærer Spliid og de gamle koner siger, at djævelen kan tage form og skikkelse, som han vil, men at hans sande udseende er halvt menneske og halvt ged. I skolen, når lærer Spliid læser op af bibelen, stikker han en finger i vejret og bevæger den, som slår han til nogen, vi ikke kan se. Når han er færdig, folder han hænderne og lægger dem omhyggeligt på sin runde mave. Jeg kender intet til djævelen, men lytter til deres historier og forsøger at finde billeder bag mine lukkede øjne. Om han skulle vise sig for mig, ville jeg ikke vide, om jeg skulle løbe eller skrige. Måske vil jeg gøre begge dele eller bare falde om i sandet med munden åben uden et eneste kvæk. De siger, at byfogedens sorte abekat er blevet ristet af djævelens flammer og derfor har fået sin svedne hud. Hvis det er sandt, har han ikke været i nærheden af hende den dag på stranden. Hendes hud var hvid, og blodet derunder blåt, som havet kun er om sommeren. Måske stod han i klitterne og stirrede på hende, og hun valgte havet i stedet for hans flammer. Måske er det, hvad de mener, når de siger, det er djævelens værk. 7


Min far taler sjældent. Er han ikke på stranden, sidder han ved ildstedet og varmer sine hænder. Jeg ved, han stirrer på mig, når jeg vender ryggen til. Den slags kan jeg mærke. En tid lader jeg ham sidde og sender ham så tilbage til stuen. Køkkenet er ikke et sted at opholde sig, medmindre, man gør nytte, sagde hun ofte. Han gør, som jeg siger. Forsvinder ind i stuen, trækker stolen over til bilæggeren og dypper på ny sine hænder i varmen. Indimellem spytter han på ovnen. Perlerne danser hvæsende over det gloende jern, og han ved, jeg hører det i køkkenet. Søfugle i store flokke samler sig over kysten inden storm. Som nervøse skyer trækker de ind fra havet og bliver hængende i luften ventende på det, som de ved vil komme. Fuglenes klagende skrig får fiskerne til at søge mod kysten og trække deres både længere op på stranden end normalt. På land sætter de sig i klitterne og tænder deres piber, mens øjnene skuer mod havet. De taler om strandinger, den sidste og de kommende – om medtagne sømænd, der på alverdens sprog råber efter hjælp, og om dem, der ender på stranden som våde lig. Storm splitter dagene fra hinanden. Havet sorterer, hvad det ikke længere vil gemme på, og kaster det ubrugelige op i brændingen. Her bliver det splintret eller fundet af os. En bjælke til ildstedet, et bræt til huset, et reb til garnet eller, hvis heldet er med os, en tønde med saltet kød. Kvinderne trasker gennem sandet med tørklædet bundet stramt omkring hagen, mens børnene springer ivrigt af sted og udstøder jubelskrig ved synet af noget i vandkanten. Stranden i storm er fogedens område, men også vores, selvom ingen taler om det. Jeg afleverede fårene til hyrden, som jeg plejer. Han er tosset og derfor aldrig blevet fisker. De siger, det er farens skyld. At han slog ham for ofte, og hovedet ikke holdt til de mange tæsk. Hans far døde ved en stranding for et år siden, men det var for sent for hyrdens hoved. Noget var allerede gået sønder derinde, og han begyndte at opføre sig sært. Ingen ønsker hans selskab i længere tid, kun dyrene ser ud til at affinde sig med ham. “Du husker vel at fortælle strandfogeden om, hvad du finder på stranden,” råbte han efter mig som så mange gange før. “Dine får fortæller om alle de fine ting, du finder.” Jeg hørte hans sindssyge latter springe ud af munden en tid, indtil vinden rev den bort. 8


Hvor fyret strækker sig mod himlen, plejer vi at dreje mod nord og krydse marsken, til vi når klitterne på Nordstranden. Det er her, de fleste skibe strander, og hvor chancen er størst for at finde noget brugbart i brændingen. Når en stærk vestenvind trækker ind fra det vældige hav, findes der altid noget i vandkanten. Hvis en stranding er sket, flyder det med gode sager. Fra klitten har man udsyn over hav og strand. Her blev jeg stående og kradsede i sårene på mine ben. Solen hang dovent i horisonten, som manglede den kræfter til at fortsætte sin vandring. På havet kæmpede skibe mod rester af vinden. Gennemblødte sømænd sled derude i tove og sejl. Tiltog vinden igen, ville nogle ende på stranden, og havet ville knuse deres skib. Nogle fiskere ville måske forsøge at redde dem, og om heldet var med dem, ville det lykkes, ellers ville de drukne. Jeg er ikke et barn længere, ingen stryger mig over håret som før. Jeg burde ikke have faret af sted med hjertet i halsen og øjnene plantet på bylten i brændingen. Om jeg havde passeret en større bjælke, som vi kunne have brugt til huset, havde jeg ikke bemærket den. Jeg opførte mig tåbeligt. Det var ikke første gang, jeg havde set en druknet. Jeg vidste, jeg burde trække liget på land og give det en pude af tang for at forhindre den døde i at gå igen. Hun lå med ansigtet gemt i vandet og håret spredt ud i en frygtelig uorden. Armene lå strakt over hovedet, som forsøgte hun at løfte ansigtet frit af vandet. Jeg vendte hende, samlede håret i en hale, mens hun stirrede på noget i himlen. Hendes fineste kjole lå foldet på stranden, og hun selv var nøgen med hud som hvidt porcelæn. Jeg satte mig, hvor havet slikker stranden glat, placerede hendes hoved i mit skød og gav mig til at flette håret. Som vådt reb var det tungt og dødt i mine hænder. Igen og igen måtte jeg starte forfra, fletningen blev ikke så stram, som jeg vidste, hun ønskede det. Jeg kunne høre hende spørge, om det ikke kunne blive strammere. Nogen trak mig væk, inden jeg blev færdig. Stemmer sagde: Anna ... gået i stranden ... tøjet ... Dødemandsbjerget ... De trak hende over stranden og videre op i klitterne. Min far var der også, men sagde ikke noget. Håret hang som filtret garn over ansigtet, da de trak hende væk. Jeg vidste, hun ikke ville bryde sig om det. Nogen trykkede hendes kjole i min favn og puffede mig i ryggen. Gå hjem! 9


sagde de, og jeg gjorde som sagt. Kjolen duftede af hende, og det var, som om vi fulgtes hjem som så mange gange før. Jeg forestiller mig stadig, hvordan de fortsætter med at slæbe hende op i klitterne. En fisker i hver arm med ryggen til porcelænskroppen, der trækker spor i sandet. Hendes hoved er faldet bagover, og munden står vidtåben ligesom øjnene, der stirrer i retningen, hvor fiskerne slæber hende. Vi undgår Dødemandsbjerget. Ingen vil risikere, at en død sømand rækker ud efter en med sin krogede finger. Fiskerne graver, hvor de gravede sidst, og når til resterne af de mange lig. Her kaster de hende i hullet i favnen på de døde og dækker hende med sand. Hun forligede sig aldrig med sandet; hvor hun kom fra, findes der ikke sand.


FRA CHARLESTON T IL S K AG E N 1 8 1 7

Jan “Nu er han vel ikke syg og dør for mig, inden vi når frem?” Master Henry tvang en klukkende latter frem: “De er en direkte mand,” sagde han og førte igen glasset til munden. “Men jeg bebrejder Dem det ikke, det er påkrævet i vores tid.” Han gjorde en pause og rejste sig op. “Hvad angår Jan, har De ingen grund til bekymring. Han er ikke den yngste, men sund og rask og arbejder på lige fod med de andre, desuden ...” fortsatte Master Henry og førte en hånd over skægget. “Desuden?” gentog gæsten. “Jan synes at vise mere kløgt end de andre.” Denne gang var det manden i uniform, der begyndte at le, men ikke forsigtigt som Master Henry. I stedet eksploderede han i et kraftigt brøl og klappede sig hårdt på siden af låret. “Den kløgt, han end måtte besidde, betaler jeg ikke en eneste cent ekstra for, den må De for min skyld gerne beholde.” Master Henry forsøgte at smile, mens manden i uniform fortsatte med at brøle som et stort dyr. Han gik ned fra verandaen og stoppede. “Er det sandt, boy, kan du arbejde uden at blive træt?” Den megen latter måtte have anstrengt ham, for jeg kunne høre, han trak vejret med besvær. Master Henry blev stående på verandaen og lod to fingre glide langs overskægget i en gentagende bevægelse. Jeg slog blikket ned, stirrede på mandens blanke støvler og nikkede det bedste, jeg havde lært. “Om du er så kløgtig, kan du vel også tale?” “Ja, sir.” 11


Der blev stille. Et sted kunne man høre økser, der huggede imod træ. Engang havde jeg set Master Henry lægge nakken tilbage og, som om han talte til nogen i himlen, sige, at det var lyden af penge. I mine ører lød det, som om træerne ømmede sig, og at den dumpe lyd fortsatte gennem rødderne dybt ind i jorden. På samme måde som når tænderne gjorde ondt. Atter eksploderede manden i et brøl og klappede mig så hårdt på ryggen, at jeg nær havde tabt luften af både forskrækkelse og selve klappet. “Ja, ja, men vi får jo også rigeligt med tid til passiar.” Denne gang blev han hurtig tavs og bad mig om at tage skjorten af. Med alvorlig mine gav han sig til at studere min overkrop. Fik mig til at åbne munden og stirrede i mine øjne, som om han ledte efter noget. “Har du ondt nogle steder?” “Nej,” svarede jeg. “Og hvad med kulde? Fryser du, når det er koldt?” “Nej,” svarede jeg. “Og børn, har du avlet mange børn?” “Fire,” svarede jeg og strakte armen samt fire fingre frem. Manden i uniform trådte et par skridt tilbage, og selvom verandaen skyggede for solen, betragtede han mig med sammenknebne øjne. Han blev stående længe, og jeg tænkte, at han alligevel havde fundet en fejl. Pludselig vendte han sig og gik atter op ad trappen. “Hvad var det, De sagde, han kostede?” Jeg blev stående og kikkede på de fire fingre, som jeg strakte så godt, jeg kunne. Egentlig havde det været syv, men to var døde af feber, og en tredje forsvandt uden at blive fundet, men det var sikkert kun de levende, manden i uniform ville høre tale om, og om den sidste var levende eller død, var der ingen, der kunne svare på. Jeg overhørte deres samtale. Master Henry mumlede noget, jeg ikke kunne forstå, og manden i uniform slog atter sin brølende latter op. “Det må være Deres spøg!” råbte han højt. Sådan fortsatte de en tid. Master Henry, der talte sagte, og manden, der eksploderede i latter, til de endelig gav hinanden hånden og begyndte at tale om priserne på ris.

12


Jeg fulgte skyggerne, der kravlede over jorden, og lagde øre til lydene fra skoven. Rismarkerne spredte sig med rasende fart. Vi huggede træerne ned, gravede grøfter og kanaler for siden at fylde det hele med vand, hvori risen kunne vokse. Mændene gjorde skovene til marker, og kvinderne plantede risen. Sådan havde det været, så længe jeg kunne huske, siden jeg kom hertil for længe siden, og Master Henry endnu var et barn præcis som jeg selv. De to mænd fortsatte med at tale. Jeg bildte mig ind at kunne skelne mellem lydene fra skoven, at jeg kunne høre mine sønner lægge kraft bag deres økser. Vi brugte megen tid med øksen i hånden, så måske kunne jeg virkelig skelne huggene fra de andres. Skyggerne havde spredt sig over det meste af gårdspladsen, da Master Henry og manden i uniform endelig rejste sig op. Jeg havde ondt i benene, men var blevet stående på samme plet. Med mellemrum havde jeg skiftet vægten fra side til side, men ellers ikke rørt på mig. De to mænd gav hinanden hånden, og Master Henry ønskede manden en god rejse. Da de atter fik øje på mig for enden af trappen, stoppede manden i uniform op, og et øjeblik tænkte jeg, at han måske havde fortrudt sit køb. “Bør han ikke få mulighed for at sige farvel til kone og børn?” Master Henry gav sig til at smile bredt og lagde en hånd på mandens skulder. Man kunne se, han tog sig god tid. “Min kære ven, de er sømand, kaptajn, naturligvis, men slaver er De ikke vant til at omgås.” Der blev stille, og Master Henry tog sin hånd fra mandens skulder. “Slaver knytter ikke bånd på samme måde som vi andre, det er noget, De bør huske. Så snart Jan er om bord på Deres skib, har han som et hvert andet dyr glemt sin fortid og er kun ivrig for at opdage, hvad der ligger forude. Det er nu engang hans natur.” Master Henry smilte igen og kikkede intenst på mandens ansigt. “Om De vil holde slaver og undgå problemer, bør De aldrig behandle dem som mennesker, en sådan fejl vil koste Dem dyrt. Jeg vil næsten sige, om De holder af Deres slaver, bør de ikke behandle dem som mennesker, da det blot forvirrer dem. Pisken og en herre, der befaler dem, er, hvad de virkelig ønsker, alt andet gør dem utrygge og angste.” Manden i uniform, som altså var kaptajn, lyttede til Master Henry uden at røre på sig. Han blev stående og så ud til at tænke over, hvad 13


Master Henry netop havde fortalt. “Jeg takker for Deres råd, og De har ret, jeg er ikke vant til at omgås slaver. Sømænd er trods alt mennesker, selvom deres opførsel til tider kan bringe en i tvivl.” De vekslede en sidste kort latter og skiltes så på trappen af verandaen. Master Henry løftede hånden som hilsen og forsvandt ind i huset. “Du kan kalde mig kaptajn som alle andre, Master bliver jeg alligevel aldrig.” Kaptajnen viste mig over til vognen, han var kommet i. Jeg blev placeret ved siden af kusken og kørte så af sted fra Master Henrys hus. Så længe det gik, forsøgte jeg at lytte efter økserne i skoven, men des længere vi kørte, jo mere tvivlede jeg på, at det virkelig var mine sønner, jeg kunne høre. Hvad jeg til gengæld var overbevist om, var, at det ikke var lyden af penge, jeg kunne høre. Solen var så godt som borte, da vi ankom til Charleston. Jeg havde siddet i mine egne tanker og derfor ikke bemærket den lange tur. Marker med ris og bomuld var blevet afløst af lange gader, hvor husene stod skulder mod skulder og skinnede om kap i stærke farver. Luften var sød og tung, men blev siden fyldt af salte vinde fra havet. Vi fortsatte gennem byen videre ned til havnen, hvor kusken stoppede foran et tremastet skib. Jeg havde ikke været i nærheden af havet for ikke at tale om skibe siden min barndom, siden jeg sammen med mine brødre og min far blevet tvunget ind på et skib ved Afrikas kyst. Man havde ført os under dæk, hvor vi ikke kunne gå, men var nødt til at kravle, da højden ikke var meget mere end en arms længde. Her havde vi siddet mellem hinandens ben uden mulighed for at ligge ned. Når vejret var dertil, blev vi ført op på dækket for at spise og danse. De tvang os til at springe op og ned, selvom fodlænken gnavede i kødet. De, som holdt inde med at springe på grund af smerten fra lænken, fik pisk med et flosset stykke reb. Vi kunne vælge, om smerten skulle komme fra benet eller lægges på ryggen. Stanken under dæk af død og afføring blev med mellemrum forsøgt fjernet ved at skylle med varm eddike. Begge mine brødre døde på skibet. Mens vi var på dækket, blev de hentet af skibets mandskab og straks smidt i havet. Min far og jeg så til, mens vi hoppede op og ned. Jeg var lettet, lettet over at slippe for de svulmende lig ved min side. 14


Kaptajnen var hurtigt af vognen. Han blev stående et øjeblik og betragtede skibet, hvor mænd sprang frem og tilbage, og store sække med ris og bomuld blev fragtet ned under dækket. En yngre mand, også i uniform, slog en arm i vejret, da han så kaptajnen, og fortsatte så med at råbe til mændene på skibet. “Kom her, Jan,” råbte kaptajnen uden at se på mig. Jeg vidste, jeg var nødt til at kravle ned fra vognen og stille mig bag kaptajnen. “Jan!” Denne gang stirrede han på mig. Jeg begyndte at svede og gnide mine ben. De ville ikke lystre, som de skulle. En slaves ben skulle lystre, hele kroppen skulle lystre. I en hurtig bevægelse flåede han mig i kraven, så jeg faldt næsegrus til jorden. “Rejs dig!” råbte han. Den angst, der havde lammet mine ben, var nu jaget bort af en ny, og jeg kunne rejse mig, som han befalede. “Nu hører du godt efter!” Han var så tæt på, at jeg kunne lugte hans skarpe ånde. “De næste mange uger kommer vi til at tilbringe på dette skib, du bliver ikke lagt i lænker, men kommer til at arbejde på lige fod med de andre. Det her er ikke et slaveskib, men kommer du på gale idéer, har jeg intet imod at svinge pisken over din ryg. Forstår du, hvad jeg siger?” Kaptajnen havde stadig fat i min krave og trukket mig så tæt ind til sig, at jeg kunne mærke metalknapperne i hans uniform mod min hud. “Ja, sir!” fik jeg sagt et par gange og nikkede, så han ikke skulle komme i tvivl. Han slap mig og kvitterede med to klap over nakken, nøjagtig som jeg havde set Master Henry gøre med sine hunde. Jeg tænkte, det var venlig ment. Havet gjorde mig syg. Hvor jeg end vendte mig, stank der af fisk og råddenskab. Ingen mættende dufte af jord eller træ, blot hav, der flød rundt i min mave og ikke kunne holde noget på plads. Jeg forsøgte at synke mit bræk for ikke at gøre hurtige bevægelser mod rælingen, som nogen kunne opfatte forkert. Pisken på dækket var ikke gjort af læder, men det flossede reb, der blev mættet af havvand, kunne nemt rive huden af ryggen. 15


Jeg sov under dækket sammen med mandskabet, men en køje fik jeg ikke. Det generede mig ikke. Jeg ville helst ligge langs skibets væg med næsen mod træet, der duftede stærkt af tjære. Den skarpe duft fjernede stanken af fisk og gav mig fred til at sove, indtil en pludselig vind slog mod skibet og trillede mig ud på gulvet. Behandlingen kunne jeg ikke klage over. Kaptajnen forærede mig nye klæder, da han ikke ville se mig i mine gamle pjalter om bord på sit skib. Han kaldte det en matrosdragt, og den bestod af en skjorte og et par bukser, som var ganske nye og aldrig båret af nogen. Også mandskabet var venligt mod mig. Efter nogen tid, da min sygdom var ovre, begyndte de at spørge til min herkomst og bød mig af tønden, hvis indhold var rom. Drikken, der brændte hele vejen gennem halsen og videre ned i maven, gjorde det nemmere at finde ord til deres mange spørgsmål. En dag, hvor jeg havde fået rigeligt af tønden, tog jeg mod til mig og stillede mine egne. Jeg fik at vide, at vi skulle til Göteborg. En by i et land, de kaldte Sverige. De fortalte mig, at der på visse tider af året faldt hvid is ned fra himlen; sne kaldte de det, og at luften var så kold, at vandet frøs til is. Der var visse ting, jeg helst ville glemme, dertil var rommen også en hjælpsom ven. De første par slurke gjorde kroppen let som bomuld, og blev jeg ved med at svælge den søde drik, ville der til sidst ikke være et eneste gram tilbage af mig før næste dag, hvor alt var faldet tungt på plads og dunkede af smerte. Sammen med resten af mandskabet skurede og skrubbede jeg skibet dag efter dag, indtil jeg blev kaldt ind til kaptajnen og fik at vide, at jeg fra nu af skulle være hans personlige tjener. “Vi skal se at få skik på dig, inden vi ankommer,” forklarede han, uden jeg forstod, hvad han mente. Min pligt var nu at servere for kaptajnen og styrmanden, der også var hans søn, hjælpe kaptajnen, når han skulle i bad, og bringe, hvad han ellers forlangte. Det var ikke svært, og reglerne for serveringen var hurtig lært: servere fra venstre, samme side gaflen skulle ligge, sørge for, at glasset aldrig stod tomt, og vigtigst af alt: aldrig spilde. Mens de spiste, stod jeg i et hjørne ved døren og holdt øje med, at intet manglede. Det var under disse middage, som oftest foregik i tavshed, at jeg lærte den lille familie at kende. Hvad der ikke blev sagt med ord, blev tydeligt vist på måden, de spiste. Jeg forstod, at hvide 16


mennesker talte meget uden ord, og at de så ud til at forstå hinanden, som havde de haft en længere passiar. Til eksempel kunne sønnen sidde og skubbe rundt med maden uden at føre noget til munden. Når det skete, ville kaptajnen efter nogen tid lægge sit bestik og gribe fat om stilken på pokalen, men ikke føre den op til munden. “Du lader til at have noget i tankerne,” ville kaptajnen sige og så føre glasset til munden. Andre gange var det kaptajnens tur til at skubbe rundt med maden eller slå en hånd for tallerkenen, når jeg forsøgte at servere – første gang havde jeg nær hældt al maden ud over hånden på ham. Sønnen ville til gengæld synke maden uden at tygge mere end højst nødvendigt og hurtigt bede sig undskyldt, da han havde andre ting at tage sig til. Jeg vidste, det var en vigtig lektie, og forsøgte at fange hver en lille detalje uden at synes interesseret i andet end tomme glas og manglende kødstykker. Mandskabet sagde, at sønnen havde en kæreste i den by, som var vort mål. At han ville gøre hende til sin hustru, men at kaptajnen ikke syntes om idéen. På sidste tur havde sønnen lært pigen at kende og havde gemt sig hos hende, så kaptajnen var nødt til at sende mandskabet ud for at hente ham med magt. På turen tilbage var sønnen blevet låst inde i sin kahyt og først sluppet fri, da skibet atter var på åben sø. Mændene bød mig rigeligt af rommen og spurgte, om kaptajnen og sønnen ikke talte om pigen, og i så fald hvad snakken gik om. Jeg forsøgte at holde dem hen, prøvede med det tavse sprog som kaptajnen og hans søn, mest for, at de ikke skulle holde inde med at byde mig af tønden. Men til sidst måtte jeg indrømme, at der ikke blev talt meget under middagen, og nogen pige i et fremmed land var aldrig blevet nævnt. Naturligvis havde jeg bemærket en vis forandring, da vi atter så land, og at det ikke blot var kulden, som tiltog, kunne jeg nemt forstå på det sprog, jeg nu følte mig ganske sikker i. Noget ventede dem begge, og ingen var sikker på, hvordan udfaldet ville blive. Men det blev virkelig koldt. På dækket bed vinden fra sig og satte tænder i kødet. Mændene lo ad mig og sagde, om jeg frøs nu, skulle jeg bare vente, til vi passerede Skagen. Der gik dage, hvor solen ikke viste sig, og hvor rommen var det eneste at varme sig på. Jeg længtes tilbage til Charleston. Rommen var en hjælp, men den var begrænset og for mig kun tilgængelig, når resten af mandskabet gav mig lov. Jeg begyndte at digte historier, for at mændene skulle fylde på mig. Det var ikke 17


svært. Alt, hvad jeg skulle gøre, var at fylde detaljer på deres spørgsmål. Nogle kunne spørge, om kaptajnen havde sagt, hvor længe vi skulle ligge i Göteborg, og jeg kunne så svare, at jeg ikke var sikker, men mente at have hørt, at det nok ville blive lige så længe som sidst. Et sådant svar ville få dem til at spørge mere, og jeg kunne fortsætte, så længe det var muligt, eller den daglige ration af rom slap op. Jeg havde ikke forestillet mig andet, end at mit liv skulle fortsætte på denne måde, og var jeg tålmodig, ville vi sikkert en dag komme tilbage til Charleston. Det var den slags tanker, jeg gjorde mig, når jeg ikke digtede historier eller serverede for kaptajnen og hans søn. Vi rundede Skagen en dag i april 1818. Kaptajnen kaldte mig ind, så snart det blev ham klart, at vi havde passeret pynten. Han sad ved sit bord og skrev, dukkede nakken over papiret og løftede den atter for at betragte, hvad han havde ridset ned på papiret. Sådan fortsatte han længe. “Det er så her, din rejse ender, Jan.” Han sagde det så naturligt, som om vi allerede havde ført en længere samtale. “Jeg forærer dig til en mand, som jeg skylder en hel del, og hvis du tjener ham lige så vel, som du har gjort mig på denne tur, ved jeg, at jeg har betalt en stor del af min gæld tilbage.” Jeg begyndte at tænke på kulden og på is, der kom ned fra himlen, mens jeg så, hvordan han foldede brevet. “Du skal vide, Jan, at jeg har funderet over, om jeg skulle beholde dig her på skibet, men om man ikke vil blive ensom, må man tænke på andre end sig selv, desuden ... bryder jeg mig ikke om tanken at have slaver, en tjener, ja, men som jeg sagde til dig ved vort første møde, en Master bliver jeg aldrig.” Han havde rejst sig og stod over for mig med sin ene hånd på min skulder og den anden hånd om brevet. Skibet knirkede, som det havde gjort under hele turen, og hvorfor jeg lagde mærke til det nu, aner jeg ikke. “Det her brev skal du vise til de første, du møder. Ikke alle derinde taler vort sprog, men dem med en smule dannelse gør, og din nye herre kan sagtens gøre sig forståelig.” Han trykkede brevet mod mit bryst, og der gik lidt, før jeg forstod, at jeg skulle tage det. Derefter førte han mig ud på dækket, hvor jeg nu så, at vi lå for anker et stykke fra kysten. En 18


jolle med to mand om bord lå i vandet og slog med mellemrum mod skibets side. “Jeg har skrevet til din nye herre, at om det har hans interesse, kan jeg bringe din kone og måske nogle af dine børn til næste år, når vi passerer Skagen. Lev vel, Jan!” Hver gang jeg vendte mig om for at se mod skibet, kunne jeg se kaptajnen og hans søn. Jeg tænkte, om sønnen ville få sin pige, og om de sammen ville vende tilbage til Charleston. Så snart vi ramte kysten, bad mændene mig om at stige ud og vade det sidste stykke. De lo ad den grimasse, jeg skar, da jeg følte vandets temperatur. “Nu får du rig mulighed for at se det hele blive til is.” Det var alt, hvad de sagde, før de skubbede sig fri af kysten for at vende tilbage til skibet. På land blev jeg stående og gloede efter jollen. Jeg håbede, de ville vende om og fortælle, at det hele blot var en spøg, man havde spillet mig. Så vidt jeg kunne se, bestod Skagen ikke af andet end sand og vand og nogle stive græsstrå, der skælvede i vinden. Lyset var skarpt, så jeg måtte knibe øjnene sammen. Solen var brudt gennem skyerne, men den havde ingen varme med sig, bare lys. På havet lå foruden kaptajnens skib to joller med hvide sejl. Det så ud, som om de huggede sig gennem havet og nærmede sig, hvor jeg stod, men på grund af lyset kunne jeg ikke holde blikket. Et stykke inde i landet forbi et par sandbunker med græs lå, hvad sømændene kaldte et fyr, om ikke andet lignede det, hvad de havde udpeget som et fyr. Det var skinnende hvidt og havde et par bygninger omkring sig. Man havde fortalt mig, at fyret var det skarpe lys, der kunne ses om natten, så skibene kunne holde sig fri af kysten. Samtidig havde de fortalt om steder, hvor falske fyr var med til at lokke skibe på grund for siden at blive plyndret af befolkningen på land. Havet ville knuse skibet, og de lokale ville siden knuse sømændenes hoveder, om nogle skulle nå i land. Skagen og de falske fyr var noget, sømændene ofte talte om. Mine øjne blev bedre til at bevæge sig rundt i lyset, og jeg vendte mig atter mod havet. Der var nu ingen tvivl om, at de to joller nærmede sig og snart ville nå mig. Jeg kørte tommelfingeren over brevet og løftede det op foran mine øjne for at sikre mig, at det virkelig var brevet, som kaptajnen havde skrevet. Naturligvis var det hæderlige folk, der kom for at modtage mig, og ikke de røvere, som sømændene havde fortalt om. 19


Det var jo søfolk, så hvorfor skulle de behandle mig skidt? Jeg vidste, de ville modtage mig vel, og med brevet fra kaptajnen kunne de kun hilse mig velkommen. Det første fartøj stødte på grund cirka samme sted som skibets jolle, og et mandfolk med kraftigt skæg sprang i vandet, som jeg selv havde gjort, men uden at fortrække en mine. Han vadede gennem brændingen, og jeg løftede straks brevet ud fra kroppen, så det første, han skulle få øje på, var papiret med kaptajnens besked. Hvad han så først, ved jeg ikke, men hans øjne blev tydelige, og midt i skægget voksede munden til et sort hul, hvor enkelte rådne tænder stak ud. Jeg tænkte, han ikke havde set brevet, og forsøgte at række det længere ud fra kroppen, mens jeg tog et skridt mod manden. Om jeg nåede at sætte min løftede fod tilbage i sandet, husker jeg ikke, men sømanden, der indtil videre blot havde stået og stirret på mig, vendte sig pludselig om og sprang tilbage til jollen gennem vandet, som om selveste djævelen var efter ham. “Brevet!” råbte jeg. “Jeg har en besked fra kaptajnen.” I håb om, at sømanden endelig skulle få øje på brevet, rakte jeg det over hovedet og viftede dermed. Jeg kunne høre ham råbe noget, sikkert til den anden båd, der nu lå ved siden af den første. Jeg forsøgte at råbe og vifte med brevet igen, men alt, hvad der skete, var, at begge joller skød fra kysten og sejlede i samme retning, som de netop var kommet fra. Jeg bemærkede ham ikke, før jeg hørte ham råbe på et sprog, jeg ikke forstod. “Brevet!” svarede jeg, så tydeligt jeg kunne. “Jeg har en besked fra kaptajnen,” sagde jeg og holdt brevet i udstrakt arm, mens jeg med den anden pegede mod kaptajnens skib, der nu lå som en prik i horisonten. Han kom nærmere, men holdt sine øjne på mit ansigt. De var grønne som havet bag os, og ansigtet åbent uden skæg. Han tog brevet forsigtigt uden at slippe mig af syne og gav sig til at læse. “Nå, sådan,” sagde han på et kunstigt engelsk og stirrede atter på mig.

Doedemandsbjerget af Henrik Ventzel  

Marie Strandingsprotokol: År 1825 Den 8. Oktober opskyllet af Havet 1 kvinde. Identificeret som Anna Haahr, Hustru til Fisker Søren Haahr. D...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you