Issuu on Google+


  3

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 3

21/08/12 11.22


Til Skylfrid Ingeborg Bertha Togia Andersen 1907 – 1985

7

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 7

21/08/12 11.22


8

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 8

21/08/12 11.22


Forfatterens forord

Jeg troede, jeg havde skrevet min sidste linje om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, da jeg i september 2010 udgav en bog om sagen. Jeg havde gravet i arkiverne i årevis, talt med gud og hvermand, der havde noget at fortælle om århundredets mordgåde, og opstillet min egen teori om dobbeltmorderen, der gik fri. Godt nok manglede jeg det fældende bevis, der kan lukke en sag én gang for alle, men nok var nok. Min private efterforskning havde også lært mig, at sagen om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej er dansk kriminalhistories bermudatrekant. Det er en sag, der drager magnetisk, men som også truer med at opsluge den, der ikke kan styre sin nysgerrighed. Kort efter udgivelsen gik det op for mig, at det ikke kun var op til mig at lade den gamle sag hvile. Ud af intet ankom med posten en brun kuvert, der var fundet bagest i en kommode, og hemmeligstemplet og endda fjernet materiale fra arkiverne kom i min besiddelse efter et dødsfald. En dagbog tilhørende en mand, der havde været placeret centralt i efterforskningen, fik jeg tilsendt, 9

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 9

21/08/12 11.22


da den blev fundet på et støvet loft. Vidner trådte frem og talte for første gang siden 1948 om deres oplevelser. De nye detaljer maste sig på, nat efter nat. Så kom søvnløsheden, og en dag henvendte jeg mig på Landsarkivet og bad arkivaren trille den store sag tilbage på mit lille kontor på arkivet. Her tog jeg fat på endnu en gennemgang af politiets endeløse stakke af blå rapporter, og derfra bevægede jeg mig videre til Rigsarkivet, hvor jeg fandt materiale, som ikke tidligere har været knyttet sammen med sagen. Det viste sig nemlig, at dobbeltmordet på det pæne ægtepar fra Peter Bangs Vej den 19. februar 1948 – mordet, som ingen mening gav – havde et motiv, som aldrig er blevet bragt for en dag. Men min efterforskningsrejse begynder et helt andet sted.

10

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 10

21/08/12 11.22


11

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 11

21/08/12 11.22


12

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 12

21/08/12 11.22


D el 1 M anden, der kun løj, når han talte

Onkel Eriks familie hørte vi aldrig noget om – det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Jeg aner ikke hvorfor. – G.T.

13

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 13

21/08/12 11.22


14

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 14

21/08/12 11.22


O uverturen i 1912

Sagen begyndte mystisk. Ude på Østerbro løb en kvinde gennem natten kun iført undertøj og frakke. Klokken 3.09 den 7. december 1912 trådte hun ind på Nordre Frihavnsgades Politistation. Hun angav sit navn, Marie Kock, og fortalte en dramatisk historie om, at hendes mand lå myrdet i parrets lejlighed i Holsteinsgade nummer 8. Den vagthavende betjent sendte straks tre betjente tilbage til lejligheden sammen med fru Kock. Her fandt de, som fru Kock havde beskrevet, blikkenslager Carl Kock liggende på gulvet i soveværelset i en blodpøl med smadret kranium og halsen skåret over. Betjentene alarmerede en læge, der ankom og hurtigt konstaterede, at døden for længst var indtrådt, hvorefter han udfærdigede en dødsattest. Mens Marie Kock betalte lægen med en femkroneseddel, hun havde fået en af betjentene til at hente i en lille blikdåse i soveværelset – hun turde ikke selv gå derind – snoede en droske sig gennem Østerbros mørke, mennesketomme gader. På bagsædet sad chefpolitiinspektør Henrik Madsen, souschef Jacobsen og 15

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 15

21/08/12 11.22


overbetjent Schou. Undervejs mod gerningsstedet talte de om, hvordan Holsteinsgade skulle spærres af, og om de afhøringer af gadens beboere, de straks måtte foretage. Chefpolitiinspektøren forventede, at hele kvarteret var i oprør efter det bestialske mord, men da drosken slog et sving, der hvor Slagelsegade bliver til Holsteinsgade, ventede en søvnig, kulsort gade uden lys i et eneste vindue. Mens cheferne foretog den indledende undersøgelse af gerningsstedet, fik en anden af opdagelsespolitiets medarbejdere, kriminalassistent Balle, til opgave at afhøre Marie Kock, der blev ført tilbage til stationen, nu fuldt påklædt og med en elegant opsat frisure. Kriminalassistent Balle undrede sig over fru Kock. Hun optrådte forbavsende roligt og behersket under forhøret, selv om hun et par timer forinden havde fundet sin mand i en blodpøl i parrets soveværelse. Marie Kock forklarede Balle, at hun var gået i seng ved 23-tiden. Hendes mand lå da allerede i sengen, det havde han gjort hele dagen, for han var syg og havde feber. Fru Kock fortalte videre, at hun ikke havde hørt gerningsmanden komme ind i værelset, men var vågnet ved, at hun mærkede en person lægge sig oven på hende. Hun fik i det mørke værelse presset noget over hovedet, hun mente var en dyne, men sikker var hun ikke. Hun var ved at blive kvalt, men det lykkedes hende at dreje hovedet så meget, at hun kunne tage hænderne op foran munden, så hun kunne trække vejret. Marie Kock berettede videre, at hun samtidig havde hørt en kamp på liv og død udspille sig ved siden af hende. Hun følte det, som om sengen var ved at brase sammen, så voldsomt gik det for sig. Efter et minuts tid hørte larmen pludseligt op, og stilheden tog over. Marie Kock kiggede ud under dynen, og i skæret fra natlampen så hun ryggen af en lille mand, der forsvandt ud af stuen. Kort efter hørte hun trin på trappen og sprang så op og iklædte sig undertøj og en frakke. På sin vej ud gennem spisestuen nåede 16

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 16

21/08/12 11.22


Kort tid efter at mordet på blikkenslager Carl Kock i Holsteinsgade var blevet anmeldt, fik Københavns Opdagelsespoliti gerningsstedet foreviget i en serie fotos, som blev brugt i efterforskningen og siden i retssagen. Billederne viste sig nyttige for bevisførelsen sammen med vidneudsagn og tekniske beviser, og i kølvandet på sagen begyndte dansk politi derfor mere 17 systematisk at tage gerningsstedsfotografier. Her ses den myrdede, som han blev fundet, med halsen skåret over og viklet ind i blodige lagener.

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 17

21/08/12 11.22


hun lige at se, at en pengekasse, der normalt havde sin plads i et aflåst skab, stod tom og brudt op midt på bordet. Marie Kock mente, at der nu måtte mangle 2.500 kroner i femhundredekronesedler – et betragteligt beløb i en tid, hvor en murersvend tjente 25 kroner om ugen. Kriminalassistent Balle undrede sig igen. Marie Kock fortalte videre, at hun hverken havde skreget eller forsøgt at tilkalde en læge. Hendes eneste tanke havde været at alarmere politiet så hurtigt som muligt. Hun anslog, at det ikke havde taget hende mere end et par minutter at løbe de få hundrede meter til stationen med den fart, hun havde haft på. De første undersøgelser i lejligheden viste, at drabet dels var be‑ gået med en tung genstand, formentlig den hammer, som lå uden skaft på gulvet, og dels med en kniv, som morderen efter slagene mod Carl Kocks hoved havde brugt til at skære hans hals over med. Ved en nærmere undersøgelse af hele lejligheden fandt politiet i komfurets askeskuffe en mystisk seddel med teksten: »Du skal igennem spisestuen.« Den seddel kendte stuepigen, der i mellemtiden var kaldt til gerningsstedet, ikke noget til. Endnu mere besynderligt var Carl Kocks vækkeur, der i de sekunder, han kæmpede for livet, var faldet fra natbordet og mod gulvet. På vej ned havde det sat sig i klemme mellem bordet og væggen. Det var gået i stå klokken 2.05. Det stemte dårligt overens med Marie Kocks første forklaring, som kun forekom betjentene endnu tyndere, da de opdagede, at der lå en fin, urørt og nystrøget lys dug på natbordet op mod fru Kocks side af sengen. En nærmere undersøgelse af hendes natkjole afslørede desuden blodstænk på forsiden af natkjolen, som hun ifølge sin egen forklaring havde på, mens manden fik en hammer i hovedet – og hun lå under en dyne. Der var alt for meget, der ikke hang sammen. 18

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 18

21/08/12 11.22


På vej mod stationen tog chefpolitiinspektør Madsen vækkeuret med i drosken, hvor rystelserne fra de hårde træhjul mod brostenene forplantede sig til urværket, som satte det i gang, mens han holdt det i hænderne. Nu vidste inspektøren, at det ikke var løbet ud, men stoppet præcis klokken 2.05, på mordtidspunktet, som altså ikke var få minutter før klokken 3.09, hvad fru Kock ellers havde forklaret. Fru Kock blev afhørt igen. I anden seance bevægede hun sig ud i så mange unøjagtigheder og selvmodsigelser, at politiet klokken 15 skred til anholdelse af Marie Kock – dog uden sigtelse – hvorefter sagen blev overgivet til politiassessor Riise. I flere timer frem fastholdt fru Kock substansen i sin anmeldelse, selv om spørgsmålene hobede sig op. Så omkring midnat tog Riise rigtigt fat og gik til den udmattede Marie Kock. »De tror vel ikke, at det er mig, der har begået mordet?« spurgte hun. »Nej, men jeg tror bestemt, at De ved, hvem der har gjort det,« svarede Riise. Det knækkede Marie Kock. Hun gik til bekendelse og forklarede nu, at hun havde en elsker ved siden af sin mand. Han hed Poul Hansen Vinding og ejede ejendommen i Holsteinsgade og havde, som forholdet havde udviklet sig, fået en magt over hende. Et par uger tidligere havde han foreslået, at de skulle dræbe hendes mand. Den idé var der ikke umiddelbart kommet noget ud af, men om aftenen den 6. december var Poul Hansen Vinding kommet til fru Kock for at sige, at i aften skulle det være. Han havde »koldt blod«. På sin elskers opfordring havde fru Kock afleveret nøglerne til lejligheden og slået alarmklokken på døren fra. Inden hun gik i seng, lagde hun den lille seddel med anvisningen, men fortrød og smed den i kakkelovnen, fordi hun mente, han vel selv kunne finde vejen til soveværelset. Hun gav derpå sin mand en dosis medicin, fandt hans revolver frem og lagde den klar til Poul Han19

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 19

21/08/12 11.22


20

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 20

21/08/12 11.22


Politiet på Nordre Frihavnsgade Politistation blev snart mere end mistænksomme over for den historie, Marie Kock var kommet frem med, da hun natten til den 7. december 1912 anmeldte mordet på sin mand. Ved nærmere undersøgelser af gerningsstedet fandt opdagerne i komfurets askeskuffe denne seddel med teksten: ”Du skal igjennem Spisestuen”. Stuepigen kendte ikke noget til den, og hårdt presset af politiassessor Riise indrømmede fru Kock efter et døgns tid, at den var hendes værk og et led i hendes medvirken til mord. Den 10. december havde fru Kock tilstået alt, og forbryderbilledet til venstre blev taget.

21

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 21

21/08/12 11.22


sen Vinding på spisebordet. Fru Kock lagde sig stille i sengen ved siden af sin mand og stirrede op i loftet, indtil hun hørte sin elsker komme ind i lejligheden. Da hun så ham som en silhuet i soveværelsesdøren, vinkede hun ham ind. Hun hørte, hvordan der opstod en kamp i mørket, sprang så ud af sengen og pressede sig forbi de kæmpende og fik sin natkjole stænket til med sin mands blod, idet han udbrød sine sidste ord: »Marie … Marie …« Så dejsede han om på gulvet. Marie satte sig i spisestuen, og kort efter kom Poul Hansen Vinding ud fra soveværelset. Hun tog pengekassen frem og gav ham de 2.500 kroner. Poul Hansen Vinding tog pengene, gik til køkkenet, hvor han vaskede sin hænder rene for blod, inden han forlod lejligheden gennem hoveddøren. Marie Kock forklarede assessor Riise, at hun gik med til at slå sin mand ihjel, fordi hun ikke så nogen anden mulighed for at slippe af med ham. Deres ægteskab fungerende ikke, afslørede hun over for Riise. Carl Kock var hende åndeligt overlegen, og denne egenskab anvendte han til at holde hende nede. De havde indledt separationsforhandlinger, men undervejs opdagede Carl Kock, at hans hustru så Poul Hansen Vinding, og så afbrød han processen for at straffe hende. Underligt nok, for blikkenslager Kock havde selv indledt en affære med en kun 18-årig pige, der tidligere havde tjent ægteparret. I smug mødtes han med pigen, og en dag truede han pigen med at begå selvmord med sin revolver, hvis hun ikke gik i seng med ham. Den alternative charmeoffensiv havde virket, og de mødtes efterfølgende på forskellige værelser i byen, hvor de udviklede et forhold, der stod på helt frem til den skæbnesvangre decembernat. Politiet efterlyste straks Poul Hansen Vinding i hele landet. Hans tegnede portræt prydede forsiderne på landets aviser, og hele Danmark fulgte med i jagten på morderen fra Holsteinsgade. Første spor efter Hansen Vinding fandt politiet på Amager. På 22

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 22

21/08/12 11.22


Kløvermarken lå en blodig bunke tøj: en jakke, en vest, en skjorte og en knækflip med initialet H. Der var ingen tvivl – det var Hansens. Tre dage senere fik politiet et tip fra en mand i Skælskør, der mente, at det måtte være Poul Hansen Vinding, som kort forinden havde lejet sig ind i et værelse i et hus på egnen. Politiet rykkede ud til den anmeldte adresse og traf der en mand, som de dog ikke genkendte fra den tegning, de havde klippet ud af dagens Politiken. Manden havde ikke det for Poul Hansen Vinding karakteristiske hageskæg. Men for en sikkerheds skyld beordrede de to betjente manden til at følge med og begyndte at traske tilbage mod stationen. Da tog pokker ved manden, som vristede sig løs og spænede ud over en mark i retning mod Skælskør Fjord. Betjentene var ikke i så god form, så manden, som de nu havde en stærk mistanke om måtte være den eftersøgte Hansen Vinding, nåede kysten lang tid før dem. Her stjal han en robåd – og derefter en sejlbåd, som han riggede til og satte kursen mod Storebælt. Næste morgen landede han kold og forkommen ved kysten i nærheden af Korsør. Han søgte ind i et hus, men folk på egnen genkendte ham som manden, hele Danmark ledte efter, og politiet rykkede atter ud og pågreb den eftersøgte. Denne gang passede politiet bedre på Poul Hansen Vinding, der efter en tur i retten i Korsør blev fragtet til Nytorvs Fængsel i København med en bil fra Falcks Redningskorps – politiet i Korsør havde ikke selv køretøjer til rådighed. Foran dommerne nægtede Hansen Vinding først enhver delagtighed i mordet på Carl Kock, men efter et par timer udbrød han: »I Guds navn, jeg er skyldig!« Motivet til mordet på Carl Kock svævede i retssalen. Poul Hansen Vinding nægtede, at det var for at få fat i de mange penge, og han ønskede heller ikke at gifte sig med Marie Kock. Ganske vist var han selv separeret, men han fortalte i retten, at han stadig 23

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 23

21/08/12 11.22


Poul Hansen Vinding, født 17. april 1876. Da politiet dagen efter mordet, søndag den 8. december, udsendte en efterlysning på den mordmistænkte, blev der i beskrivelsen lagt vægt på følgende karakteristika for hans ansigt: »mørkeblondt Overskæg, lidt mørkere Haar, skaldet Pande og Isse, mørke, noget rødrandede Øjne, stor Næse, noget fladtrykt paa Midten, Overlæben noget opadbøjet«. Efterlysningen var forsynet med et billede, men på det havde Hansen Vinding et hageskæg. Det var måske en årsag til, at han ikke umiddelbart kunne identificeres af det lokale politi, da han blev 24 pågrebet nær Skælskør. Hansen Vinding havde nemlig raget sit hageskæg af. Det viser politiets billede herover, taget den 15. december efter fængslingen.

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 24

21/08/12 11.22


holdt meget af sin hustru. Få timer inden mordet besøgte han hende, og som altid hyggede de sig, og inden han gik, bad de aftenbøn sammen. I fængslet brugte Poul Hansen Vinding tiden på at skrive en selvbiografisk roman, hvor baggrunden for mordet på Carl Kock havde en noget anden udlægning end den, politiets efterforskere var nået frem til. I romanen var det Marie Kock, der tog initiativet og konstant pressede på for at få »stakkels Jens«, som Hansen Vinding kaldte sig selv i romanen, til at udføre mordet. I romanen stod det beskrevet, hvordan »stakkels Jens« en aften først i december lod sig overtale. Han gik en lang tur, var inde på tre caféer og drikke sig mod til, men kunne ikke finde fred, fordi hans hoved var ved at sprænges. Klokken 23 gik han hjem til sit kammer, knælede ved sengegærdet og bad Gud om at forhindre ham i at begå ugerningen. Men efter en times tid fik Djævelen magten. »Stakkels Jens« gik til Kocks lejlighed som aftalt med Marie. Døren til køkkenet var åben. Her opholdt han sig en time, for han turde ikke gå ét skridt længere. Han så alle sine kære for sig, bad til Gud igen – og var flere gange ved at stikke af. Han så revolveren på bordet, som han skulle bruge, men nej, han turde ikke. Men da uret slog to, gik han på konens vink ind i soveværelset og begik mordet. Poul Hansen Vindings drama var gribende, men hans litterære præstation fik ingen indflydelse på vurderingen af skyldsspørgsmålet og udmålingen af straffen. Assessor Riise havde nemlig bygget sagen mod Poul Hansen Vinding grundigt op og behøvede slet ikke forlade sig på fru Kock og Hansen Vindings forklaringer. Riise havde sine tekniske beviser, og så havde han et hovedvidne, der kunne placere Hansen Vinding i Holsteinsgade på mordnatten. En ung mand på kun 18 år. Hans navn var Erik Hans Vilhelm Ramdahl.

25

Peer_Kaae_Dobb_2_Materie.indd 25

21/08/12 11.22


Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej - sagen genoptaget