Issuu on Google+

CMYK + MATTE KACHE

100 mm

137 mm

215 mm

Christian Tornbakke er et pseudonym.

Det godes pris

er en psykologisk, politisk og moralsk spændingsroman, der rejser spørgsmålet om, hvor langt man kan gå i det godes tjeneste.

Christian Tornbakke Det godes pris

D

en fallerede tv-journalist Jon Bremer bliver ringet op af statsminister Ellen Wilson Koch. De er gamle gymnasiekammerater og -kærester, men har ikke været i kontakt i årevis. Statsministeren har desperat brug for hans hjælp og ved ikke, hvem hun ellers skal spørge. Nogen er kommet i besiddelse af pikante – meget pikante – fotos af hende og truer med at offentliggøre dem. Det viser sig, at sagen har vidtrækkende politiske perspektiver og i sidste ende handler om det kommende danske EU-formandskab. Der er tale om pression i et storpolitisk spil, og de magtfulde modstandere skyr ingen midler.

24 mm

137 mm

Det godes pris

100 mm

Roman

Christian Tornbakke

Statsministeren så på mig. »Jeg har brug for din hjælp«, sagde hun dæmpet. Det var de samme grønne øjne som dengang for længe siden, da ingen uden for Øregaard Gymnasium vidste, hvem Ellen Wilson Koch var. Den samme kraft, der brænder gennem tv-skærmen, når hun er på, men også den samme kølighed. Man kan ikke lade være med at gætte på, hvem hun egentlig er. Som om hun er et mysterium. Jeg havde aldrig forestillet mig, at hun kunne få brug for min hjælp. Det var ikke faldet mig ind dengang og slet ikke nu. Uddrag af romanen

Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk

Lindhardt og Ringhof


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

Christian Tornbakke

Det godes pris Roman

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

1

S

tatsministeren så på mig. »Jeg har brug for din hjælp,« sagde hun dæmpet. Det var de samme grønne øjne som dengang for længe siden, da ingen uden for Øregaard Gymnasium vidste, hvem Ellen Wilson Koch var. Den samme kraft, der brænder gennem tv-skærmen, når hun er på, men også den samme kølighed. Man kan ikke lade være med at gætte på, hvem hun egentlig er. Som om hun er et mysterium. Jeg havde aldrig forestillet mig, at hun kunne få brug for min hjælp. Det var ikke faldet mig ind dengang og slet ikke nu. »Hvordan?« svarede jeg efter en pause. Der var ikke andet at svare. Enhver, der har set ind i Ellens øjne, ved, hvad jeg taler om. Det er sådan, hun er kommet frem. Det er sådan, hun altid er kommet frem. Men hvordan skulle jeg kunne hjælpe hende? Jeg forstod godt, at det ikke var et problem, hun turde overlade til PET eller sin spindoktor, men hvorfor lige mig? Vi havde stort set ikke haft noget med hinanden at gøre siden translokationen for over femogtyve år siden. Jeg 5


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

var ikke engang med på lastbilen. Jeg havde ikke lyst til at sidde og hænge med hovedet mellem bajere og bøgegrene. Ellen var den første kvinde, der fik mig til at gå op i limningen, og jeg lovede mig selv, at hun også skulle blive den sidste. Det er det eneste, jeg har overholdt af alt det, jeg gennem tiden har lovet mig selv. Året efter tog hun til New York for at begynde på Columbia, mindre kunne selvfølgelig ikke gøre det, og jeg så hende ikke siden. Hun ville nok aldrig have ringet til mig, hvis vi ikke var rendt ind i hinanden sidst på sommeren. Til et bryllup, for at det ikke skal være løgn. En fælles ven fra gymnasiet skulle langt om længe giftes. Jeg må hellere lade være med at nævne hans navn. Han er noget af et big shot inden for erhvervslivet, men foretrækker at leve helt diskret med sine milliarder. Vi ses en gang hvert andet år. Vi spiller pool og drikker whisky i kælderen under hans Strandvejsvilla, mens vi lader, som om der ikke er en afgrund mellem os. Det lykkes faktisk meget godt. Med en smule takt når man langt hos de rige. De bliver helt menneskelige, hvis man lader som ingenting. De er nær ved at få tårer i øjnene af taknemmelighed. Brylluppet foregik på et fynsk gods. Der manglede ikke noget, om det så var en statsminister med kobberrødt hår og legs to heaven i den stramme spadseredragt. Jeg indrømmer, at det stak i mig, da hun steg ud af ministerbilen. Samtidig undrede jeg mig over, at det sted stadig fandtes, hvor synet af hende kunne stikke. Jeg havde set hende i fjernsynet hver eneste aften gennem de sidste fire år, men den gode gamle virkelighed er stadig potent. 6


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

Man kan for eksempel ikke slukke for den, bare for at nævne noget. Vi havde kun udvekslet kindkys og nogle overfladiske bemærkninger, mens der blev drukket Dom Perignon i slotsparken. Derfor var jeg ærlig talt ret overrasket, da hun ringede en onsdag aften i oktober. Jeg glemte helt at spørge, hvor hun havde mit nummer fra. »Jeg er i byen,« sagde hun. »Kan vi ses?« »Har du ikke travlt med at føre valgkamp?« »Jeg vil gerne se dig,« gentog hun på den bydende måde, jeg kun kendte alt for godt. »Hvornår?« »Nu,« sagde hun. »Hvis du kan.« Vi vidste begge to, at de´n tilføjelse var rent pro forma. Jeg vidste også godt, at hun var i Odense. Samme aften havde hun talt ved et vælgermøde i Koncerthuset, og dagen efter skulle hun møde de ansatte på Odense Marcipan. En sosser ville ikke kunne få et mere lydhørt publikum, men når Ellen skulle møde sine kernevælgere, var hun hver gang til eksamen. Hun var aldrig sluppet helt af med sit image som Hellerupsild på shopping i arbejderklassen. Kampagnebussen med hendes smilende kontrafej og det store røde A holdt parkeret over for Grand Hotel. Det var længe siden, jeg sidst havde betrådt vestibulen med marmorgulv og mørkt udskåret træværk. Det var lidt specielt at gå hen til receptionisten og sige, at jeg havde en aftale med statsministeren. En korthåret ung mand med ledning i øret tog imod mit kørekort og vendte ryggen til, mens jeg blev clearet. Lidt efter blev jeg af en an7


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

den PET-mand gelejdet ind gennem døren til en suite på første sal. Ellen sad i en sofa omgivet af rådgivere i skjorteærmer. Hun vinkede adspredt og vendte sig mod dem igen. Som om det var mig, der trængte mig på, og ikke hende, der havde bedt mig komme. Hendes taleskriver så kort op på mig, men jeg kunne ikke vurdere, om han genkendte mig. Vi havde haft kontakt med hinanden af og til, mens han endnu kun var en gemen bladsnedker og jeg stadig var på TV2. Det lå nogle år tilbage, og jeg burde være glemt. Druknet i det skummende flow af ansigter, der skiftes til at fortælle seerne, hvad der sker. Jeg havde mine grunde til at foretrække glemslen, især i selskab med en kollega. Jeg satte mig i et hjørne og betragtede Ellen. Hun fikserede den ene og den anden med sit klare blik, mens hun lyttede til, hvad de bød ind med. Hvis det nogen sinde havde været et handicap i politik at være kvinde, så var det omvendt nu. Ellen var den eneste indehaver af en livmoder i lokalet, men rundkredsen af tyndhårede småbørnsfædre lignede en flok disciple, der sad på en eller anden ashram og hang ved deres gurus læber. Hun havde ikke engang gjort noget ud af sig selv, og hun sagde næsten ingenting. Til gengæld lyttede hun på en måde, så man ikke var i tvivl om, hvem der bestemte. Hun havde et forvasket joggingsæt på og håret samlet i en tilfældig hestehale. Selvfølgelig havde der også været tid til lige at snuppe ti kilometer på løbebåndet. De mørke skjolder af sved i den grå jersey understregede 8


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

bare kvindeligheden som uforfalsket naturkraft. En svedig mand ville jo have været småklam at se på, men okay, jeg er og bliver alt andet end afbalanceret i spørgsmål vedrørende landets nuværende regeringschef. Hendes ene håndled glimtede, når hun løftede armen. En schweizisk tidsmaskine i hvidguld og platin sad og blinkede over hendes venstre hånd som et signal om uopnåelig rigdom. Hvad lavede den kvinde på formandsposten i Socialdemokratiet? Det var der blevet spurgt om, lige siden hun blev kørt i stilling som sit partis mest oplagte kandidat til hjørnekontoret i Prins Jørgens Gaard. Jeg burde være den første til at spørge, og jeg overvejede spørgsmålet igen, mens hun sad og holdt kaffemik med svedskjolder og en million på armen. En termokande gik på omgang, og der blev gravet dybt i de store skåle med smarties og vingummier på sofabordet. Folk skulle bare vide. Men hvordan var Ellen blevet sosser? Hun, der en søndag morgen i vores urtid havde ligget oven på mig i sine forældres seng, mens de var i Saint Tropez, og belært mig om, hvad enhver pige bør vide. Hvis man er til roser, skal man finde sig en gartner, forklarede hun, og hvis man vil være rig, skal man gifte sig med én, der arbejder med penge. ‘Vil være’ var nu ret hypotetisk. Hun var vokset op med egen tennisbane og badebro lige ud i Øresund. Hun kendte ikke andet. Hvad Charles Wilson egentlig arbejdede med, stod hen i det uvisse, men han var i dén grad noget med penge. Man så ham kun sjældent, på vej ind til Dronningens nytårskur og den slags komsammener, hvor 9


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

der ellers ville blive for tomt ved hans kones side. Han udtalte sig aldrig og holdt sig i baggrunden, måske for ikke at kompromittere den lyserøde statsminister. Det var heller ikke så svært at være usynlig. Han boede i London og kom kun til København hver anden weekend, men under valgkampen var billedet af rækkehuset i Mayfair igen og igen dukket op på forsiderne i tabloidpressen. En fiffig rådgiver for et af oppositionspartierne havde forsøgt at blæse en historie op om, at Charles Wilson unddrog sig sin skattepligt i Danmark. Efter et par ugers medielarm havde Ellen resolut og fuldkommen uopfordret givet Ekstra Bladet aktindsigt i familiens private papirer. Sådan blev luften lukket ud af dén ballon, og statsministerens dramatiske åbenhed udløste en flodbølge af sympati. Selvfølgelig havde der ikke været noget at komme efter, men Ellen greb lejligheden og gav et stort privat interview til DR1, komplet med ungdomsbilleder og optagelser, hvor hun og Charles flettede fingre i haven. Hun havde mødt ham i New York, og det var dér, hendes sociale indignation var blevet vakt. Mens hun læste på Columbia, arbejdede hun som frivillig med hjemløse i Queens. Mødet med samfundets bundfald havde fået hendes øjne op for, hvor godt et land hun selv kom fra, og hvad for et parti der havde æren for det. Ellen og Charles boede i Genève i nogle år, mens børnene var små. Hun gjorde karriere i Røde Kors, han tjente penge. Aldrig så snart var hun hjemme i Danmark igen, før hun meldte sig ind i Socialdemokratiet. På hele 10


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

sin tur op gennem partiets rækker måtte hun i tide og utide gentage, hvad der med årene var blevet hendes mantra: Hvorfor skulle en pige fra overklassen have skældud, fordi hun vendte ryggen til sin baggrund og solidariserede sig med dem, der ikke var lige så privilegerede? Det lå i luften, at hun ifølge hende selv tværtimod fortjente ros for sit klasseforræderi. Mere end én gang var hun blevet konfronteret med, at hun jo netop ikke havde vendt ryggen til sin baggrund, eftersom hun boede i en stor villa og sendte sine børn på privatskole. Men Ellen var ikke sådan at bide skeer med. I hendes øjne var det en historisk triumf for arbejderbevægelsen, at så mange lønmodtagere i dag var blevet husejere, og hvad privatskolen angik, så var hun rigtig glad for at få dét spørgsmål. Det skulle nemlig ikke være nogen hemmelighed, at den danske folkeskole efter hendes mening havde spillet fallit. Kommuneskolerne var meget langt fra at gøre vores børn konkurrencedygtige i den nye globaliserede virkelighed, og hvis hun kunne samle flertal for det efter valget, ville en gennemgribende skolereform blive prioriteret højt. For hvor stod det egentlig skrevet, at en skole med vægt på bongotrommer og selvrealisering skulle være mere socialdemokratisk end faglighed og meritering? Sådan havde Ellen altid formået at gribe alle pile i luften og sende dem retur. Al kritik blev mødt med en overbærende latter og et kridhvidt, snorlige smil, der kunne få enhver skoletandlæge til at svømme hen. »Okay, drenge, vi ses i morgen tidlig!«

11


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

Hun rejste sig som den første og kom hen mod mig. Der var et anstrøg af drilleri i hendes berømte tandsmil. Hun tog mig under armen og vendte sig mod de andre. »I skal lige hilse på Jon keBremer,« sagde hun. »Vi var gymnasiekammerater.« Hendes rådgivere gav hånd og præsenterede sig én for én med påtaget venlighed. Taleskriveren smilede indforstået. »Hej, Jon,« sagde han. »Kender I hinanden?« spurgte Ellen. Jeg trak på skuldrene. »Vi gik på Journalisthøjskolen sammen,« sagde han og vinkede, allerede på vej ud med de andre. Det passede strengt taget ikke. Han var begyndt samme år, som jeg blev færdig. På det tidspunkt var jeg i praktik, men jeg var taknemmelig for, at han fik parkeret vores bekendtskab sådan. Ellen anede tilsyneladende intet om, hvordan jeg var kommet fra prime time til navneredaktionen på Fyens Stiftstidende. Hun anede formentlig ikke engang, at jeg nu arbejdede på den lokale sprøjte. Hvor skulle hun vide det fra? Eller rettere, hvorfor? Hun havde ligesom andet at gå op i. Da taleskriveren vinkede endnu en gang hen over skulderen, faldt det mig ind, hvad han måtte tænke. Hvad fanden lavede Jon Bremer i statsministerens hotelsuite klokken kvart i elleve om aftenen? Ellen opførte sig, som om det var den naturligste sag i verden. Det var endnu et bevis på hendes sociale geni. Hendes blændende smil var en udfordring til bare at komme an. Hun lyste med det ind i de mest beklum12


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

rede kroge af folks beskidte fantasi. De kunne ikke gøre andet end at række hænderne i vejret, misse med øjnene og lunte af med uforrettet sag. Hvad troede de selv, at Jon Bremer lavede i hendes suite? Og hvad kom det dem ved? Hendes smil kunne i momenter gøre hende frygtindgydende som et rovdyr. Det var kombinationen af klasse, sex og penge, der fik folk til at pakke deres ildelugtende sydfrugter sammen, men selv ordet ‘klasse’ er for vagt, for fersk. Man ville sige ‘race’, hvis man turde. Smilet blegnede, da den sidste havde lukket døren efter sig. Hun så pludselig bleg og træt ud. »Tak, fordi du kom,« sagde hun og gik hen til sofaen igen. Hun gjorde en vag håndbevægelse i retning af lænestolene og bordet med kopper og termokander. Jeg satte mig over for hende. »Jeg er ked af, at jeg ikke kan byde på andet end kaffe. Nu skal jeg finde en ren kop.« Hun havde allerede rejst sig, skudt op som en fjeder med en energi, der modsagde hendes udmattede ansigtsudtryk. »Det er lige meget, jeg har fået kaffe nok i dag.« Hun dumpede ned i sofaen igen. »Hvordan har du det?« Hun smilede igen, mere usikkert nu. Jeg trak på skuldrene. »Jeg har det. Og du?«

13


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

Hun bøjede sig frem og støttede albuerne på knæene. Hendes grønne øjne hvilede på mig et øjeblik, før hun talte. »Jon, jeg har et problem. Og du er den eneste, jeg kan tale med.« »Du er ellers omgivet af rådgivere,« sagde jeg og prøvede at lyde let. »Det er ikke sådan et problem. Eller jo. Men en del af problemet er, at mine rådgivere slet, slet ikke skal have noget at vide om det.« »Hvad med din mand?« »Det gælder også ham.« Vi så lidt på hinanden. Hun var den samme og så alligevel ikke. Selvfølgelig ikke. Hun havde fået små rynker omkring øjnene og næsen, og der var kommet en lille sprødhed frem i stemmen, så man hele tiden ventede, at hun ville rømme sig. Hun var ikke halvtreds endnu, men hun var heller ikke ung mere. Fødslerne havde selvfølgelig gjort deres. Hendes datter gik i gymnasiet. Hendes søn var stadig en dreng med for store bukser og et skateboard under armen. Jeg kendte dem fra bladene. Jeg havde ikke kunnet lade være med at kigge en gang imellem. Nu, hvor jeg sad over for hende, var der også noget andet end alderen mellem os. Hendes og min egen. Trætheden omkring hendes øjne virkede ikke normal. Var det simpelthen magten, der havde tæret på hende? Var hun en junkie, der kørte fra by til by i en stor bus og rakte ud efter det, der var i færd med at æde hende op? »Fortæl,« sagde jeg. 14


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 15 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

»I går var vi i Aarhus ...« »Smilets by.« Hun så udtryksløst på mig, som om jeg havde sagt noget på kinesisk. »Da vist ikke for dig, Jon.« Jeg blev varm i kinderne. Vi havde fælles minder fra Aarhus. »Det er altså længe siden,« sagde jeg. »Ja, mon ikke ... Jeg skulle blandt andet tale til de studerende på universitetet,« fortsatte hun. »Bagefter, på vej ud igen, var der den sædvanlige vrimmel af folk, der ville hilse. En ung pige maste sig frem gennem mængden og kom hen til mig. Hun smilede og rakte mig en seddel. Hun havde enormt meget læbestift på. Det er det eneste, jeg kan huske. Jeg kunne ikke gøre andet end at tage imod den, mens jeg blev puffet videre hen mod udgangen. Da jeg vendte mig om, var hun væk. Jeg læste den i bilen ... Jeg kan mærke, at det bliver svært, det her.« Hun så på mig. Jeg prøvede at smile. I nogle lange sekunder sad hun bare og betragtede mig. »Du er min ven, ikke?« »Vi har ikke set hinanden længe,« svarede jeg. »Det kan jeg ikke bruge til noget.« »Jeg vil gerne være din ven, Ellen.« »Jeg har brug for din hjælp.« »Hvordan?« Hun rejste sig og gik ind i det tilstødende soveværelse. Jeg ved ikke, hvor længe jeg sad og gloede ud ad vinduet på museets illuminerede facade. Måske fortrød hun, at hun 15


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 16 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

havde ringet til mig. Endelig kom hun tilbage og rakte mig et aflangt stykke papir, foldet sammen på midten. Den korte tekst var printet ud fra en computer. Skriften var den sædvanlige, Times New Roman: When you are alone and nobody watches, visit www ... Internetadressen var trykt med blåt. Om et øjeblik vil man forstå, hvorfor jeg ikke gengiver den her. »Jeg forstår ikke,« sagde jeg. »Det er jo bare en webadresse.« »Nej, det er ikke bare en webadresse. Jeg ved ikke, hvad der er værst. At fortælle om den eller give dig lov til at se den.« »Hvis jeg skal kunne hjælpe dig, bliver jeg nok nødt til ...« »Min Mac står henne på bordet.« Hun rejste sig og gik ind i soveværelset igen. Der var halvmørkt derinde. Da jeg skævede derind, stod hun ved vinduet og så ned på gaden, hvor kampagnebussen holdt. Jeg satte mig ved skrivebordet og indtastede webadressen. Skærmen blev sort. På den sorte bund, over en grå pil, stod med hvid skrift: Hello, Ellen. You are the first and so far the only visitor to this website. Would you like it to stay that way? You will soon know how. Jeg trykkede på pilen. De falmede farver tydede på, at der var tale om gamle papirbilleder, som man havde scannet og lagt ind. Lidt uskarpe billeder taget med blitz, men genkendelige nok. Der var meget sort læder og gummi. Der var masker, halsbånd, piske og rigtig meget hud. Der var også rige16


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 17 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

ligt med kæder, og hvad der ellers hører til den genre. Billederne var ikke fri for at virke lidt komiske med deres teatralske liderlighed. Det handlede om dominans og underkastelse. Hvad skal jeg sige? Der blev ikke overladt noget til fantasien, men som porno betragtet ville det have virket ret amatøragtigt alt sammen, hvis det ikke havde været for den unge kvinde, der optrådte i den ene ydmygende stilling efter den anden. Man var ikke i tvivl, det var hende. Hendes røde hår og grønne øjne. Det var Ellen, som jeg havde kendt hende, uden alderens begyndende ridser, og så alligevel ikke. Jeg havde aldrig set hende sådan, med opspærrede øjne, hvad enten frygten var virkelig, eller hun bare lod som om. Bagbundet, snøret ind og hængt op. Jeg havde ikke anet, at den slags fandtes på hendes repertoire. Gennem årene var jeg med mellemrum vågnet op midt om natten, fordi jeg havde drømt om hende. Jeg var i mellemtiden blevet gift og skilt igen. Alligevel virkede billederne ikke, som jeg ville have forventet. Der var noget stakkels ved dem. Noget sølle, der blandede sig med lysten til at trække på smilebåndet. Men der var også noget andet. Hvis jeg havde kunnet træde gennem skærmen og skræve hen over tid og sted, hvis jeg havde kunnet befri hende for reb og kæder og lægge et tæppe omkring hendes skuldre, ville der midt i al min omsorg, langt inde et sted, have gnavet en anden følelse end medfølelsen. En følelse af, at jeg var gået glip af noget. Det var ikke, fordi jeg havde gået og drømt om at svinebinde hende og hænge hende op i en krog under loftet, sådan som Batman gjorde på de tåbelige billeder. Det 17


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 18 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

var heller ikke hans medfødte udstyr, der påvirkede mig, selv om det var ganske imponerende. Det var noget andet end mænds dagdrømme om tvang, der spøgte. Noget i hendes ansigt. Noget i hendes blik, der fortalte mig, at hun ikke spillede komedie. At hun var mere tændt på de billeder, mere til stede. Længere ude over en hemmelig kant, end jeg selv havde været i stand til at drive hende. Hun sad på sengen. Dagens aviser lå spredt ud på sengetæppet sammen med et par internationale nyhedsmagasiner. Et enkelt dameblad havde sneget sig ind mellem de seriøse tryksager. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Der lå også en diger rapport om grøn vækst fra EU-Kommissionen. Fra soveværelset kunne man se museet og teatret ud til gaden, der fortsatte langs slotsparken mod banegården. Lyskurvene nede i krydset skiftede fra rødt og gult til grønt, men der var ingen trafik. Jeg lagde forsigtigt en hånd på hendes ene skulder. »Det er noget af et album,« sagde jeg. »Dumme svin.« »Hvem?« Hun klappede på sengetæppet. Som om jeg var en lille hund. Jeg satte mig ved siden af hende. Hun så over på søjlerne foran museet. »Greg, hed han. Greg Farrell. Jeg havde fuldkommen glemt ham. Jeg havde glemt de billeder.« »Hvor stammer de fra?« »New York. Han boede i East Village. Han havde en café på St. Marks Place. Jeg havde mødt ham til en fest 18


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 19 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

hos en studiekammerat. Det var før Charles. Måske et halvt år før.« »Hvorfor gør han det? Hvor meget vil han have? Er han i landet?« Jeg tænkte på den unge pige, der havde rakt Ellen sedlen. Ellen så på mig. »Han er død.« »Nu er jeg rundforvirret.« »Det første, jeg gjorde, var selvfølgelig at google ham. Han døde for elleve år siden. Sikkert af en overdosis. Vi var skæve konstant.« »Du overrasker mig. En pæn pige som dig.« »Det var en vild tid, Jon. Men jeg sniffede kun.« »Du lyder næsten som Bill Clinton.« »Det var noget andet med Clinton. Manden har formentlig løjet om sex, fra han var tretten.« »Men hvis Greg Farrell er død, så vil det sige, at ...« »Korrekt, Sherlock Holmes. Vi er på herrens mark. Jeg er.« »Jeg har jo sagt, at jeg gerne vil hjælpe dig.« Hun så på mig og tog min hånd. Så ud ad vinduet igen. Vi sad som to børn, der ventede på at blive hentet og kørt et sted hen. Men selv dengang var vi ikke børn, ikke mere. »Det er ret eksklusivt,« sagde jeg. »En hjemmeside kun for én person.« »Så længe det varer.« »Hvad havde I egentlig gang i, du og ham Greg?« »Aner det ikke. Man gør jo nogle ting, når man er ung. Jeg kunne heller ikke vide ...« 19


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 20 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

»At du skulle blive statsminister? Du vidste vel, at billederne blev taget.« »Han tog dem med selvudløser. Det var en leg, for helvede.« »Du siger det selv. Det var en leg. I var unge ... Hvorfor være så bange? Vi er i Danmark, Ellen, ikke i USA. Tror du ikke, de fleste er ret ligeglade, når det kommer til stykket. Nogle vil ligefrem synes, at du var frisk.« »Nu stopper du, Jon.« »Du kan også bare sige, at billederne er et falsum.« »Det er de jo ikke.« »Men så bliver det påstand mod påstand.« »Det er godt nok det dårligste råd, jeg har fået i lang tid.« »Det, jeg mener, er, at du står dig bedst ved at være kold. Det er jo bare nogle billeder. Når balladen har lagt sig, bliver det business as usual.« »Hør her, Jon. Jeg er et forbillede for en generation af unge kvinder. Jeg viser dem, hvor langt de kan nå. De skal ikke se mig i håndjern og kæder.« »Jeg troede faktisk, det var på mode for tiden. Hvad er det lige nu for en bog, I alle sammen læser? Desuden ... Hvis jeg kender dansk presse ret, vil de færreste overhovedet have lyst til at trykke de billeder.« »Det behøver de heller ikke. Enhver kan bare klikke sig ind på dem. Men jeg er ikke engang færdig med at fortælle ... Jon, det er alvor, det her. Det er pisse spooky.« Hun fjernede en hårlok fra panden og samlede hænderne i skødet. Jeg strøg hendes ryg. Hun lod mig gøre det. 20


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 21 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

»Fortæl.« »Jeg blev ringet op i morges. På mobilen. Jeg aner ikke, hvor de har mit nummer fra.« »De?« »Denne gang var det en mand. Han talte flydende engelsk. Britisk engelsk. Oxbridge, du ved. Han spurgte meget høfligt, om jeg havde haft lejlighed til at gå på nettet. Han sagde, at han gerne ville møde mig i aften, eller rettere, i nat. Alene. Klokken ét.« »Hvor?« »På en rasteplads ved motorvejen lige før Middelfart. I vestgående retning. Der vil holde en rød Peugeot. Jeg skal sætte mig ind på forsædet.« »Shit ...« »Jeg spurgte, om han troede, at en statsminister bare kunne køre alene ud og holde møde på en rasteplads midt om natten.« »Hvad svarede han?« »Ikke noget. Han lagde på.« Jeg så på mit ur. »Det er om mindre end en time.« »Tager du med?« »Har du tænkt dig at ... Sagde han ikke, at du skulle komme alene?« »Har du en bil?« »Det kan man godt kalde den, jo.« »Hvis jeg kører, kan du gemme dig på bagsædet. Måske finder du ud af noget, mens jeg taler med ham.« »Du har set for mange film, Ellen.« »Har du et bedre forslag?« 21


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 22 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

»Ikke på stående fod. Men først må vi se, hvordan vi får dig ud herfra. Står der en vagt i korridoren?« »Så vidt jeg ved, holder de til nede i vestibulen.« »Okay, vent her.« Jeg rejste mig fra sengen. »Jeg finder en flugtvej og henter min bil. Jeg kommer tilbage så hurtigt, jeg kan.« Hun så op på mig. »Tak,« sagde hun. »Det manglede bare.« »Du må hellere få mit nummer. Så du kan ringe, når der er fri bane.« Lidt efter var jeg på vej ned ad en bagtrappe. Ordet ‘flugtvej’ summede stadig i mit hoved. Jeg kom ned i kælderen og passerede nogle rum med linned. Der var ikke et øje. For enden af kældergangen førte en trappe op til en dør, sikkert ud til gården. Ved foden af trappen stod en sækkevogn med brochurer i bundter, noget med H.C. Andersen, bådfarten og Zoo. Jeg brugte et bundt som dørstopper. Gården var oplyst af en projektør, jeg fulgte husmuren. Heldigvis stod gitterlågen åben. Jeg var på vej ud, da jeg kom i tanke om, at jeg hellere måtte forlade hotellet samme vej, som jeg var kommet. Så PET ikke skulle tro, at jeg ligefrem overnattede hos statsministeren. Jeg følte mig allerede ansvarlig for hendes rygte. Ellen burde selv have tænkt på det. Hun, der tilsyneladende aldrig mistede overblikket. Jeg følte mig som en idiot, mens jeg løb hen ad Slotsgade i retning af Kongensgade. Min bil holdt på parke22


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 23 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

ringspladsen bag Brandts Klædefabrik. Hvis det ikke havde regnet om morgenen, ville jeg aldrig have taget bilen. Det var måneder siden, den sidst var blevet støvsuget, og bagsædet flød med fiskestænger, net og grej. Det er ikke, fordi det på nogen måde interesserer mig at pilke torsk, og Tobias er heller ikke den fødte lystfisker, men jeg er hans far. Det er også mest for at have noget sammen, når vi endelig ses. Han smiler overbærende, når jeg finder flod og kroge frem søndag morgen, men jeg tænker altid på, hvad en gammel ven i Jerusalem plejer at sige. Min ven siger, at det gælder om at overholde sine ritualer. Hvis man gentager dem tilstrækkelig mange gange, bliver det virkeligt, det, man gerne vil have dem til at betyde. Samhørighed, fortrolighed. Jeg ved ikke, om han har ret, men jeg har altid blink og line klar derhjemme, når Tobias en fredag aften ankommer med toget fra København. Det føltes uvirkeligt, da jeg lidt efter sad bag rattet på vej tilbage til Grand Hotel. Det var som at begynde på en anden tidsregning. Ikke engang viserne på Ellens platinur ville kunne skræve over fornemmelsen af før og efter. Jeg kunne ikke vide, hvad jeg var i færd med at rode mig ud i, men jeg kunne mærke, at jeg var på vej ned ad en glat og dum vej. Den kunne umuligt føre til noget, jeg ikke ville komme til at fortryde. Det eneste, der ville have været værre end at blive indblandet i Ellens afpresningshistorie, var tanken om, at hun skulle køre alene. Komme alene ud på den rasteplads før Lillebælt. Jeg vidste ikke selv, hvorfor jeg plud23


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 24 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

selig var så ridderlig, eller gjorde jeg? Man glemmer ikke en gammel flamme, især ikke hvis man har brændt sig på den. Selv om aftenen mildest talt var ved at tage en uventet drejning, havde jeg ikke den store lyst til at kigge for dybt i mig selv. Jeg følte mig ikke specielt ridderlig. Man bagbinder dem og hænger dem op i en krog, eller man breder sin kappe ud for deres fødder. Det er i begge tilfælde bare en måde at komme tættere på. Helt tæt.


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 9 OUTPUT: Mon Jul 1 08:46:01 2013 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Dansk_Skonlitteratur/ODT2/155806_Det_godes_pris_133x210/Materie

Det godes pris Š Christian Tornbakke og Lindhardt og Ringhof Forlag 2013 Omslag: Alette Bertelsen Bogen er sat med Palatino hos Rosendahls – BookPartnerMedia Trykt hos ScandBook AB ISBN 978-87-11-37072-8 1. udgave, 1. oplag 2013 Printed in Sweden 2013

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont


CMYK + MATTE KACHE

100 mm

137 mm

215 mm

Christian Tornbakke er et pseudonym.

Det godes pris

er en psykologisk, politisk og moralsk spændingsroman, der rejser spørgsmålet om, hvor langt man kan gå i det godes tjeneste.

Christian Tornbakke Det godes pris

D

en fallerede tv-journalist Jon Bremer bliver ringet op af statsminister Ellen Wilson Koch. De er gamle gymnasiekammerater og -kærester, men har ikke været i kontakt i årevis. Statsministeren har desperat brug for hans hjælp og ved ikke, hvem hun ellers skal spørge. Nogen er kommet i besiddelse af pikante – meget pikante – fotos af hende og truer med at offentliggøre dem. Det viser sig, at sagen har vidtrækkende politiske perspektiver og i sidste ende handler om det kommende danske EU-formandskab. Der er tale om pression i et storpolitisk spil, og de magtfulde modstandere skyr ingen midler.

24 mm

137 mm

Det godes pris

100 mm

Roman

Christian Tornbakke

Statsministeren så på mig. »Jeg har brug for din hjælp«, sagde hun dæmpet. Det var de samme grønne øjne som dengang for længe siden, da ingen uden for Øregaard Gymnasium vidste, hvem Ellen Wilson Koch var. Den samme kraft, der brænder gennem tv-skærmen, når hun er på, men også den samme kølighed. Man kan ikke lade være med at gætte på, hvem hun egentlig er. Som om hun er et mysterium. Jeg havde aldrig forestillet mig, at hun kunne få brug for min hjælp. Det var ikke faldet mig ind dengang og slet ikke nu. Uddrag af romanen

Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk

Lindhardt og Ringhof


Det godes pris af christian tornbakke