Page 1

ERNEST HEMINGWAY blev født i Chicago i 1899 som det næstældste af seks børn. I 1917 begyndte han på Kansas City Star som journalistelev. Det følgende år meldte han sig som frivillig ambulancechauffør ved den italienske front, hvor han blev alvorligt såret og dekoreret for sin tjeneste. Han vendte tilbage til USA i 1919 og giftede sig i 1921. I 1922 rapporterede han fra den græsk-tyrkiske krig, inden han trak sig ud af journalistik for at hellige sig skønlitteraturen. Han slog sig ned i Paris, hvor han snart begyndte at omgås andre udvandrere som Ezra Pound og Gertrude Stein. Han var lidenskabeligt optaget af tyrefægtning, storvildtjagt og dybhavsfiskeri. I 1954 modtog han Nobelprisen i litteratur efter udgivelsen af Den gamle mand og havet. Hemingway døde i 1961.

137mm

24mm

Der er ingen ende på Paris

blev udgivet posthumt i 1964 og er en af Hemingways mest elskede klassikere. Siden Hemingways personlige papirer blev tilgængelige for offentligheden i 1979, har litterater dog undersøgt og diskuteret de omfattende forandringer, bogens redaktører foretog inden udgivelsen. Her foreligger langt om længe den reviderede udgave, der tager højde for Hemingways oprindelige manuskript. Denne udgave, der også er nyoversat, indeholder endvidere forfatterens udkast til flere kapitler, som aldrig tidligere har været udgivet, samt skitser til forskellige indledninger og afslutninger. Der er ingen ende på Paris er et enestående portræt af det sprudlende Paris i årene efter første verdenskrig og den unge Hemingways løsslupne kreativitet og ukuelige entusiasme. Det er også historien om de lykkelige år med Hemingways første kone, Hadley, og deres venskab med kunstnere som F. Scott Fitzgerald, Ezra Pound og Gertrude Stein.

www.lindhardtogringhof.dk

Ernest Hemingway Der er ingen ende på Paris

215mm

90 mm

137mm

90 mm

rE nest

y a w g n i m He

r e r e D de n e n e g in s i r a P på DEN R EV I DER EDE UDG AV E nyoversat og med nyt materiale

L I N D H A R DT OG RINGHOF

Der er aldrig nogen ende på Paris, og mindet om hvert menneske der har boet i den, adskiller sig fra ethvert andet. Vi vendte altid tilbage til den, lige meget hvem vi var eller hvordan den havde forandret sig, eller hvor vanskeligt eller hvor nemt det var at komme dertil. Det var altid umagen værd, og vi fik noget tilbage for alt hvad vi havde med til den.

Ikke tidligere publiceret udkast til afslutning på bogen.


Ernest

y a w g n i m e H n e g n i r e Der s i r a P å p e end Den reviDereDe uDgave På Dansk veD Mich vraa

Forord af Patrick hemingway redigeret og med introduktion af seán hemingway efterskrift af Bjørn Bredal

L i n D h a r Dt o g r i n g h o F

Der er ingen ende på Paris.indd 3

22/04/13 16.12


1 En god café på Place Saint-Michel

Så var der det dårlige vejr. Det kom en dag når efteråret var forbi. Om aftenen måtte man lukke vinduerne for regnen, og den kolde blæst flåede løvet af træerne på Place Contrescarpe. Bladene lå gennemblødte i regnen, og vinden kastede regnen imod den store, grønne bus ved terminalen, og Café des Amateurs var fuld af mennesker, og vinduesruderne duggede til af varmen og røgen derinde. Det var en trist og dårligt drevet café hvor kvarterets drukkenbolte masede sig sammen, og jeg undgik den altid på grund af lugten af uvaskede kroppe og den sure lugt af drukkenskab. De mænd og kvinder der frekventerede Amateurs, var altid fulde eller var det så længe de havde råd til at være det; mest i vin som de købte en halv eller en hel liter ad gangen. Cafeen førte mange mærkelige aperitiffer, men det var de færreste af gæsterne der havde råd til dem, undtagen som fundament til deres vinbranderter. De kvindelige drukkenbolte blev kaldt poivrottes hvilket betød sprittere af hunkøn. Café des Amateurs tjente som slamkiste for Rue Mouffetard, den vidunderlige, smalle, travle markedsgade der mundede ud i Place Contrescarpe. De gamle beboelseshuses pedal­lokummer, et ved siden af trappen på hver etage, havde på hver side af åbningen en rillet, skoformet forhøjning for at en locataire ikke skulle glide, og førte ned til slamkister hvis indhold hver nat blev pumpet over i hestetrukne natvogne. 27

Der er ingen ende på Paris.indd 27

22/04/13 16.12


Om sommeren når alle vinduer stod åbne, kunne man høre pumperne, og stanken var overvældende.Vognene var malet brune og safrangule, og når de hestetrukne, cylindriske tanke på hjul kørte op ad den månebelyste Rue du Cardinal Lemoine, lignede de malerier af Braque. Men der var ingen der tømte Café des Amateurs, og de gulnede opslag der informerede om regler og straffe for offentlig beruselse, var lige så overskidte af fluer og uænsede, som stamkunderne var trofaste og ildelugtende. Al byens tristesse kom fra det ene øjeblik til det næste med vinterens første kolde regn, og når man gik gennem byen, kunne man ikke længere se det øverste af de høje, hvide huse, der var kun de våde og sorte gader og de lukkede døre til små butikker, urtesælgerne, papirhandlerne og aviskioskerne, jordemoderen – anden klasses – og det hotel hvor Verlaine var død, og hvor man havde et værelse på øverste etage hvor man arbejdede. Der var enten seks eller otte trappeløb op til den øverste etage, og det var meget koldt, og jeg vidste hvor meget jeg måtte betale for et bundt kvas, tre ståltrådsomviklede pakker med små stykker flækket fyrretræ, halvt så lange som blyanter, til at nære ilden fra kvaset og endelig et bundt korte brændeknuder af hårdt træ som jeg måtte købe for at fyre op og få varme i værelset. Så jeg gik over på den anden side af gaden for at se om der kom røg op af nogen af skorstenene, og hvordan den blæste. Der var ingen røg, og jeg tænkte at så var skorstenen kold og ville måske ikke trække, og at værelset måske ville blive fuldt af røg, og at brændet ville gå til spilde og pengene tabt, og jeg gik videre gennem regnen. Jeg gik ned forbi Lycée Henri Quatre og den ældgamle kirke StÉtienne-du-Mont og den forblæste Place du Panthéon og gik til højre for at komme væk fra vinden og kom endelig 28

Der er ingen ende på Paris.indd 28

22/04/13 16.12


ud på læsiden af Boulevard St-Michel og fortsatte ned ad den forbi Cluny og Boulevard St-Germain indtil jeg kom til en god café som jeg kendte på Place St-Michel. Det var en behagelig café, varm og ren og venlig, og jeg hængte min gamle regnfrakke på knagerækken for at den kunne tørre og lagde min slidte og ramponerede filthat på hylden over bænken og bestilte en café au lait. Tjeneren kom med den, og jeg tog en notesbog op af frakkelommen og en blyant og begyndte at skrive. Jeg skrev en historie der foregik oppe i Michigan, og fordi det var råkoldt og blæsende, var det også sådan et vejr i historien. Jeg havde allerede oplevet efterårets afslutning som dreng og i min ungdom og som ung voksen, og man kunne bedre skrive om hvordan der var det ene sted, når man selv befandt sig på et andet. Det hed at omplante sig selv, tænkte jeg, og det kunne være af lige så stor betydning for mennesker som for alle mulige andre ting der vokser. Men i historien var der nogle unge fyre der drak, og dette gjorde mig tørstig, og jeg bestilte en Saint James-rom. Den smagte vidunderligt på denne kolde dag, og jeg blev ved at skrive og følte mig godt tilpas og mærkede den gode Martinique-rom varme hele min krop og min sjæl med. En pige kom ind på cafeen og satte sig ved et bord ved vinduet. Hun var meget køn og havde et ansigt så friskt som en nyslået mønt hvis man ellers havde brugt at slå mønter i glat, regnfrisk hud, og hendes hår var så sort som en kragevinge og klippet skarpt i en diagonal linje ned over hendes kind. Jeg så på hende, og hun gjorde mig urolig og meget opstemt. Jeg ønskede at jeg kunne tage hende med i historien, eller tage hende med hvor som helst hen, men hun havde placeret sig så hun kunne se gaden og indgangen, og jeg vidste at hun ventede på nogen. Så jeg fortsatte med at skrive. Historien skrev sig selv, og jeg havde svært ved at følge 29

Der er ingen ende på Paris.indd 29

22/04/13 16.12


med. Jeg bestilte en Saint James mere, og pigen var der hver gang jeg så op, og hver gang jeg spidsede min blyant med en blyantspidser og lod spånernes spiraler drysse ned i den underkop som min drink stod på. Jeg har set dig, smukke pige, og nu tilhører du mig, hvem du så end venter på, og selv om jeg måske aldrig ser dig igen, tænkte jeg. Du tilhører mig, og hele Paris tilhører mig, og jeg tilhører denne notesbog og denne blyant. Så genoptog jeg skrivningen, og jeg trængte langt ind i historien og blev opslugt af den. Jeg skrev den nu, og den skrev ikke længere sig selv, og jeg så ikke op og vidste intet om hvad klokken var, og tænkte ikke på hvor jeg var, eller på at bestille mere Saint James. Uden at tænke over det var jeg blevet træt af Saint James-rom. Så var historien færdig, og jeg var meget træt. Jeg læste det sidste afsnit, og så løftede jeg blikket og kiggede efter pigen, og hun var væk. Jeg håber hun er gået med en god mand, tænkte jeg. Men jeg følte mig trist til mode. Jeg lukkede historien inde i notesbogen og stak den i inderlommen, og jeg bad tjeneren om et dusin portugaises og en halv karaffel af den tørre hvidvin som de havde her. Når jeg havde skrevet en historie, var jeg altid tom og både trist og glad, som om jeg havde elsket, og jeg var sikker på at dette var en rigtig god historie selv om jeg ikke ville vide helt hvor god den var, før jeg havde læst den igennem næste dag. Mens jeg spiste mine østers og mærkede deres stærke smag af hav og den let metalliske smag som hvidvinen skyllede væk, så kun havsmagen og den saftige fornemmelse var tilbage, og mens jeg drak deres kolde væske af hver skal og skyllede den ned med vinens friske smag, mistede jeg følelsen af tomhed og begyndte at blive lykkelig og at lægge planer. Nu hvor det dårlige vejr var kommet, burde vi for en tid 30

Der er ingen ende på Paris.indd 30

22/04/13 16.12


forlade Paris til fordel for et sted hvor regnen ville falde som sne mellem fyrretræerne og dække vejen og de høje bjerg­ sider, og i en højde over havet hvor vi kunne høre det knirke når vi gik hjem om aftenen. Neden for Les Avants lå der et gæstgiveri hvor det var vidunderligt at bo, og hvor vi ville være sammen og have vores bøger og om natten ligge sammen i den varme seng med åbne vinduer og klart lysende stjerner. Dér ville vi rejse hen. Jeg ville opsige værelset på det hotel hvor jeg skrev, og så var der kun huslejen i Rue du Cardinal Lemoine som nærmest var symbolsk. Jeg havde skrevet journalistik til Toronto og havde honorarer til gode. Den slags kunne jeg skrive hvor som helst og under alle forhold, og vi havde penge til rejsen. Måske kunne jeg, når jeg var væk fra Paris, skrive om Paris, ligesom jeg i Paris kunne skrive om Michigan. Jeg vidste ikke at det endnu var for tidligt til det, for jeg kendte ikke Paris godt nok. Men det var sådan det blev med tiden. Nu ville vi i hvert fald rejse hvis min kone havde lyst, og jeg spiste de sidste østers og drak vinen og betalte min regning på cafeen og gik ad den korteste rute, op ad Montagne Ste. Geneviève gennem regnen, som nu bare var lokalt vejrlig og ikke noget der ændrede på ens liv, tilbage til lejligheden oven for bakken. “Jeg synes det ville være vidunderligt, Tatie,” sagde min kone. Hun havde et smukt formet ansigt, og hendes øjne og hendes smil lyste altid op over vores beslutninger, som om de var de fineste gaver. “Hvornår skal vi rejse?” “Så snart du vil.” “Åh, jamen jeg vil med det samme.Vidste du ikke det?” “Måske er det fint og klart i vejret når vi kommer tilbage. Her kan være så dejligt når vejret er klart og koldt.” “Det er jeg sikker på det bliver,” sagde hun. “Og hvor var det godt at du fik den idé.”

Der er ingen ende på Paris.indd 31

22/04/13 16.12


Der er ingen ende p책 Paris.indd 32

22/04/13 16.12


2 Miss Stein giver lektioner

Da vi kom tilbage til Paris, var vejret klart og koldt og dejligt. Byen havde tilpasset sig vinteren; godt brænde og kul kunne købes lige på den anden side af gaden, og uden for mange af de gode cafeer var der bækkener så man kunne holde varmen på terrasserne. Vores egen lejlighed var varm og hyggelig.Vi lagde boulets – pressede, æggeformede briketter af kulstøv – på brændeilden, og vinterlyset faldt smukt på gaderne. Nu havde man vænnet sig til at se de nøgne træer mod himlen, og man gik på de nyspulede grusstier gennem Luxembourg-haven i den klare, skarpe vind. Træerne var smukke uden deres løv når man først havde forsonet sig med deres nøgenhed, og vinterens vinde blæste over dammenes vandspejl og gennem fontænernes vandkunst i det skarpe lys. Alle afstande var korte fordi vi havde været i bjergene. Nu hvor vi var kommet ned fra højderne, bemærkede jeg knap Paris’ bakker, undtagen når jeg glædede mig over dem, og turen til fods op til den øverste etage på det hotel hvor jeg arbejdede i et værelse med udsigt over alle hustage og skorstene i det højtliggende kvarter, var mig en fryd. Der var god træk i kaminen på værelset, og det var et varmt og behageligt sted at arbejde. Jeg købte mandarines og ristede kastanjer og tog dem med derop i papirpakker og skrællede og spiste de små appelsiner og kastede skrællerne i ilden og spyttede også kernerne derind mens jeg spiste frugterne og 33

Der er ingen ende på Paris.indd 33

22/04/13 16.12


de ristede kastanjer for at stille sulten. Jeg var altid sulten af at gå og af kulden og af arbejdet. Oppe i det værelse havde jeg en flaske kirsch som vi havde taget med hjem fra bjergene, og jeg tog en slurk kirsch når jeg nærmede mig slutningen af en historie, eller når arbejdsdagen var ved at være slut. Når jeg var færdig med at arbejde, stak jeg notesbogen eller det papir jeg skrev på, i en skuffe i bordet og puttede de mandarines der var tilbage, i lommen. Hvis jeg lod dem blive på værelset om natten, ødelagde kulden dem. Det var en vidunderlig følelse at gå ned ad de lange trappeløb og vide at jeg havde haft held med arbejdet. Jeg arbejdede altid indtil jeg havde fået noget færdigt, og jeg holdt altid inde mens jeg vidste hvad der nu skulle følge. På den måde kunne jeg være sikker på at jeg kunne komme videre næste dag. Men somme tider når jeg begyndte på en ny historie og ikke kunne få den rigtigt i gang, sad jeg foran ilden og pressede saften fra de små appelsiners skræl ind i det yderste af ilden og så de blå flammer sprutte ud af dem. Så rejste jeg mig og så ud over Paris’ hustage og tænkte: “Du skal ikke bekymre dig. Du har altid skrevet førhen, og du kan også skrive nu. Det eneste du skal gøre, er at skrive én sand sætning. Skriv den sandeste sætning du kender.” Så kunne jeg endelig skrive én sand sætning og så fortsætte derfra. Det var nemt for der var altid én sand sætning som man selv kendte, eller som man havde set eller hørt nogen sige. Hvis jeg begyndte at skrive indviklet, eller som én der vil vise eller præsentere et eller andet, opdagede jeg at jeg kunne skære al forsiring eller pynt væk og smide det ud og begynde med den første sande og enkle ytring jeg havde skrevet. Oppe i det værelse besluttede jeg at jeg ville skrive én historie om hver af de ting jeg kendte noget til. Dette prøvede jeg på i al den tid jeg skrev, og det var en god og streng disciplin. 34

Der er ingen ende på Paris.indd 34

22/04/13 16.12


Det var også i det værelse at jeg lærte ikke at tænke på noget jeg skrev om, fra det øjeblik hvor jeg holdt op med at skrive, og indtil jeg tog fat igen næste dag. På den måde ville min underbevidsthed arbejde med det, og samtidig ville jeg lytte til andre mennesker og lægge mærke til alt, håbede jeg; og lære noget, håbede jeg; og jeg læste for ikke at tænke på mit arbejde og gøre mig selv ude af stand til at gøre det. At gå ned ad trapperne efter at have udført et godt stykke arbejde – og det krævede både held og disciplin – var en vidunderlig følelse, og jeg var fri og kunne gå hvorhen i Paris jeg lystede. Hvis jeg om eftermiddagen gik ad forskellige gader ned til Jardin du Luxembourg, kunne jeg gå gennem parken og derefter ind på Musée du Luxembourg hvor de store malerier hang som nu næsten alle sammen er blevet flyttet til Louvre og Jeu de Paume. Jeg gik derhen næsten hver dag for at se malerier af Cézanne og Manet og Monet og de andre impressionister som jeg først havde set på Chicagos Arts Institute. Af Cézanne lærte jeg noget som gjorde at dette at skrive enkle, sande sætninger langtfra var nok til at opnå de dimensioner i historierne som jeg prøvede at lægge i dem. Jeg lærte rigtig meget af ham, men jeg var ikke velformuleret nok til at forklare det for nogen. Desuden var det en hemmelighed. Men hvis lyset var slukket i Luxembourg-museet gik jeg op gennem parken og ind i ejendommen i Rue de Fleurus 27 hvor Gertrude Stein boede i en atelierlejlighed. Min kone og jeg havde besøgt miss Stein, og hun og den veninde hun boede sammen med, havde været meget hjertelige og venlige, og vi havde været begejstrede for den store lejlighed med de fine malerier. Det var som et af de bedste rum på et af de fineste museer bortset fra at der var en stor kamin, og der var varmt og behageligt, og de serverede lækker mad og te og naturligt destillerede likører på violette 35

Der er ingen ende på Paris.indd 35

22/04/13 16.12


eller gule blommer eller vilde hindbær. Disse var duftende, farveløse spirituosa som blev skænket fra slebne glaskarafler i små glas, og hvad enten de var quetsche, mirabelle eller framboise, smagte de alle som de frugter de var lavet på, konverteret til en kontrolleret ild som varmede og løsnede tungen. Miss Stein var meget stor, men ikke høj, og solidt bygget som en bondekone. Hun havde smukke øjne og et stærkt tysk-jødisk ansigt der lige så godt kunne have været friulansk, og hun mindede mig netop om en norditaliensk bonde­kone, sådan som hun gik klædt og med sit livlige ansigt og det smukke, kraftige, viltre immigranthår som hun satte op på samme måde som hun sikkert havde båret det da hun gik på college. Hun talte hele tiden, og i begyndelsen var det om mennesker og steder. Hendes veninde havde en meget behagelig stemme og var lille og meget mørk og havde hår der var klippet som Jeanne d’Arcs på Boutet de Monvels illustrationer, og en meget kroget næse. Da vi mødte dem første gang, arbejdede hun på et broderi, og hun arbejdede på det og sørgede samtidig for mad og drikke og talte med min kone. Hun deltog i én samtale og lyttede til to og afbrød tit den som hun ellers ikke deltog i. Bagefter forklarede hun mig at hun altid talte med konerne. Konerne blev, følte min kone og jeg, kun tolereret. Men vi kunne godt lide miss Stein og hendes veninde, selv om veninden var lidt skræmmende, og malerierne og kagerne og deres eau-de-vie var virkelig vidunderlige. Det lod til at de også kunne lide os, og de behandlede os som om vi var dygtige, velopdragne og lovende børn, og jeg havde en følelse af at de tilgav os at vi var forelskede, og at vi var gift – det skulle tiden nok tage sig af – og da min kone inviterede dem hjem til te, sagde de ja. Da de kom til vores lejlighed, var det som om de syntes 36

Der er ingen ende på Paris.indd 36

22/04/13 16.12


endnu bedre om os; men måske skyldtes det at der var så lidt plads, og at vi derfor sad meget tættere sammen. Miss Stein sad på sengen helt nede ved gulvet, og bad om at se de historier jeg hav­de skrevet, og hun sagde at hun syntes godt om nogle af dem, undtagen én der havde titlen “Oppe i Michigan”. “Den er god,” sagde hun. “Det er der slet ingen tvivl om. Men den er inaccrochable. Det betyder at den er som et billede en maler har malet og som han ikke kan hænge op når han udstiller, og ingen vil købe det, for de kan heller ikke hænge det op.” “Men hvad hvis historien ikke er sjofel, men man blot forsøger at bruge de ord som folk faktisk bruger? Fordi de ord er de eneste der kan gøre historien virkelig, og fordi man er nødt til at bruge dem? Man kan ikke komme uden om at bruge dem.” “Men De forstår slet ikke pointen,” sagde hun. “Man må aldrig skrive noget der er inaccrochable. Det giver ingen mening. Det er forkert, og det er dumt.” “Jaså,” sagde jeg. Jeg var slet ikke enig med hende, men det var hendes synspunkt, og jeg gik ikke ind for at diskutere med nogen der var ældre end jeg. Jeg ville meget hellere høre dem tale, og mange af de ting som Gertrude sagde, var meget intel­ligente. Hun sagde at jeg før eller siden måtte opgive journalistikken, og jeg kunne ikke have været mere enig med hende. Hun selv ville gerne udgives i Atlantic Monthly, sagde hun til mig, og det skulle hun også nok blive. Hun fortalte mig at jeg ikke var en tilstrækkelig god skribent til at blive trykt hverken dér eller i The Saturday Evening Post, men at jeg måske ville blive en ny slags forfatter på min egen måde, men det første jeg måtte huske, var ikke at skrive historier der var inaccrochable. Jeg sagde hende ikke imod, og forsøgte heller 37

Der er ingen ende på Paris.indd 37

22/04/13 16.12


ikke igen at forklare hende hvad jeg prøvede at gøre med dialogen. Det var min egen sag, og det var langt mere inter­ essant at lytte. Den eftermiddag fortalte hun os også hvordan vi skulle købe malerier. “Man kan enten købe tøj, eller man kan købe malerier,” sagde hun. “Så enkelt er det. Ingen som ikke er meget rig, kan gøre begge dele. Man skal ikke bekymre sig om sit tøj eller den mindste smule om moden, og så skal man købe sit tøj efter hvor komfortabelt og holdbart det er, så vil man have både tøj og penge at købe kunst for.” “Men selv om jeg holdt helt op med at købe tøj,” sagde jeg,“så ville jeg alligevel ikke have penge til at købe de Picassoer som jeg gerne vil have.” “Nej, han er uden for Deres rækkevidde. De må købe de malere der er på Deres egen alder – folk der har aftjent deres værnepligt samtidig med Dem. De kender dem. De møder dem rundt omkring i kvarteret. Der er altid gode, nye, seriøse malere. Men det er ikke Dem der bruger penge på tøj. Det er altid konen. Det er kvindernes tøj der er dyrt.” Jeg kunne se at min kone forsøgte at lade være med at se på det underlige plebejerkluns som miss Stein havde på, og det lykkedes for hende. Da de tog afsked, var vi stadig populære, tænkte jeg, og de bad os om igen at aflægge besøg i Rue de Fleurus 27. Det var senere endnu at jeg blev indbudt til at komme til atelierlejligheden når som helst efter klokken sytten i vintermånederne. Jeg havde mødt miss Stein i Luxembourg-haven. Jeg kan ikke huske om hun gik tur med sin hund eller ej, og heller ikke om hun overhovedet havde en hund dengang. Jeg ved blot at jeg gik tur med mig selv, for vi havde ikke råd til en hund eller bare en kat dengang, og de eneste katte jeg kendte, var dem på cafeerne eller på de små restauranter 38

Der er ingen ende på Paris.indd 38

22/04/13 16.12


eller de store katte som jeg beundrede i conciergernes vinduer. Senere mødte jeg tit miss Stein med sin hund i Luxembourg-haven; men jeg tror nok at hun endnu ikke havde nogen hund dengang. Men jeg sagde ja til hendes indbydelse, hund eller ikke hund, og fik den vane at gå forbi atelieret, og hun serverede altid den naturlige eau-de-vie og insisterede på at fylde mit glas, og jeg så på malerierne, og vi snakkede. Malerierne var vidunderlige, og snakken var vældig god. Det var mest hende der talte, og hun fortalte mig om moderne malerier og om malere – mere om dem som mennesker end som malere – og hun talte om sit arbejde. Hun viste mig de tykke manuskripter som hun havde skrevet, og som hendes veninde hver dag arbejdede med at skrive rent på maskine. At skrive hver dag gjorde hende glad, men da jeg lærte hende bedre at kende, opdagede jeg at hvis hun skulle blive ved med at være glad, måtte denne daglige produktion, som varierede med hendes energi, men var ganske regelmæssig og derfor blev enorm af omfang, også udgives og opnå officiel anerkendelse. Dette var endnu ikke så tydeligt da jeg lige havde lært hende at kende, for hun havde udgivet tre historier som enhver kunne forstå. En af disse, “Melanctha”, var vældig god, og vellykkede eksempler på hendes eksperimenterende arbejde var blevet udgivet i bogform og var blevet godt modtaget af kritikere der havde mødt hende eller kendt hende. Hun havde en personlighed som gjorde at ingen som hun ønskede at få over på sin side, kunne modstå hende, og de kritikere der mødte hende og så hendes malerier, sagde god for ting som de ikke forstod, alene ud fra tillid til hendes talent og begejstring for hende som menneske. Hun havde også gjort mange effektive og værdifulde opdagelser med hensyn til rytme og gentagelser, og hun var god til at fortælle om dem. 39

Der er ingen ende på Paris.indd 39

22/04/13 16.12


Men for at hun kunne fortsætte med at skrive hver dag uden at ulejlige sig med det mere trivielle arbejde med at skrive om eller med at gøre sin tekster forståelige, og for at hun fortsat kunne finde sand skaberglæde i skrivningen, blev det efterhånden nødvendigt for hende at opnå udgivelse og officiel accept, især hvad angik den ufatteligt lange bog der bar titlen The Mak­ing of Americans. Denne bog begyndte strålende, fortsatte meget godt i lang tid med passager af stor intelligens og fortsatte derefter uendeligt i gentagelser som en mere samvittighedsfuld og mindre doven skribent ville have smidt i papirkurven. Jeg kom til at kende den indgående fordi jeg fik – eller tvang er måske et bedre ord – Ford Madox Ford til at offentliggøre den som føljeton i The Transatlantic Review, vel vidende at den ville overleve tidsskriftet. Jeg var kun alt for bekendt med tidsskriftets økonomi, og jeg var nødt til at læse al miss Steins korrektur for hende, fordi dette var et arbejde der ikke bragte hende nogen glæde. Denne kolde eftermiddag hvor jeg lige var gået forbi conciergens lille hus og over den kolde gård til varmen i atelieret, lå alt dette mange år ude i fremtiden; og i dag holdt miss Stein forelæsning om sex. På dette tidspunkt holdt vi rigtigt meget af hinanden, og jeg havde allerede for nogen tid siden erfaret at alt hvad jeg ikke forstod helt og fuldt, sikkert rummede et eller andet af værdi. Miss Stein syntes at jeg var hvad man sikkert i dag ville kalde snerpet med hensyn til sex, og jeg må indrømme at jeg havde visse fordomme over for homoseksualitet, fordi jeg kendte dens mere primitive aspekter. Jeg vidste at det var grunden til at man gik med kniv og var parat til at bruge den når man var i selskab med landstrygere dengang man var dreng, og ulve ikke var et slangudtryk for mænd som var besat af kvinder. Jeg kendte mange inaccro40

Der er ingen ende på Paris.indd 40

22/04/13 16.12


chable ord og vendinger fra tiden i Kansas City og sæder og skikke fra visse kvarterer i den by, fra Chicago og fra skibene på søen. Adspurgt af miss Stein prøvede jeg at fortælle hende at når man var en dreng og færdedes sammen med mænd, måtte man være parat til at dræbe en mand, vide hvordan det skulle gøres, og endvidere vide at man virkelig ville gøre det for ikke at blive udsat for overgreb. Det var en måde at sige det på som var accrochable. Hvis man vidste med sig selv at man ville kunne dræbe, så fornemmede andre mennesker det snart, og man fik lov at være i fred; men der var visse situa­ tioner som man ikke kunne tillade sig selv at blive tvunget eller narret ud i. Jeg kunne have formuleret det mere levende med en inaccrochable vending som ulve brugte på søens skibe: “Nogle vil ha’ skræv, jeg vil ha’ den i min røv.” Men jeg var altid omhyggelig med mit sprog når jeg var sammen med miss Stein, selv når sande vendinger måske bedre kunne have forklaret en fordom. “Ja, ja, Hemingway,” sagde hun. “Men De levede i et miljø af forbryderiske og perverse mænd.” Jeg ville ikke modsige hende, skønt jeg selv mente at jeg havde levet i verden sådan som den var, og der var alle slags mennesker i den, og jeg prøvede at forstå dem; men nogle af dem var det umuligt for mig at synes om, og nogle hadede jeg endnu. “Men hvad med den gamle mand med de smukke manerer og et berømt navn som kom til hospitalet i Italien og forærede mig en flaske Marsala eller Campari og opførte sig perfekt, og så kom der en dag hvor jeg måtte bede sygeplejersken om aldrig at lade den mand komme ind på min stue igen?” spurgte jeg. “Disse mennesker er syge og kan ikke gøre for det, og De burde føle medlidenhed med dem.” 41

Der er ingen ende på Paris.indd 41

22/04/13 16.12


“Burde jeg have ondt af ham her?” spurgte jeg. Jeg sagde også hans navn, men han nyder i den grad selv at udlevere det at jeg ikke føler noget behov for at gøre det for ham. “Nej. Han er et dårligt menneske. Han lokker andre i fordærv, og han er virkelig ondskabsfuld.” “Men han skulle være en god forfatter.” “Det er han ikke,” sagde hun. “Han er en showman, og han fordærver for fordærvets egen skyld, og han lokker også mennesker ud i andre laster. Narkotika, for eksempel.” “Og manden i Milano som det er meningen jeg skal have medlidenhed med, han prøvede ikke at fordærve mig?” “Hold nu op. Hvordan kunne han nære noget håb om at fordærve Dem? Skulle man kunne fordærve en ung mand der drikker alkohol, med en flaske Marsala? Nej, han var en stakkels gammel mand der ikke kunne gøre for hvad han gjorde. Han var syg, og han kunne ikke gøre for det, og De burde have ondt af ham.” “Det havde jeg også dengang,” sagde jeg. “Men jeg blev skuffet, for han havde så smukke manerer.” Jeg nippede til mit glas med eau-de-vie og følte medlidenhed med den gamle mand og så på Picassos nøgenstudie af pigen med blomsterkurven. Jeg havde ikke indledt denne samtale og syntes nu at den var blevet lidt farlig. Der var næsten aldrig nogen pauser i mine samtaler med miss Stein, men nu tav vi, og der var noget hun ville fortælle mig, og jeg fyldte mit glas. “De ved faktisk intet som helst om det her, Hemingway,” sag­de hun. “De har truffet kriminelle og syge mennesker og dårlige mennesker. Hovedsagen er at den akt som mandlige homoseksuelle forøver, er hæslig og modbydelig, og bagefter føler de lede ved sig selv. De drikker og tager stoffer for at

42

Der er ingen ende på Paris.indd 42

22/04/13 16.12


dulme denne lede, men de føler væmmelse ved akten, og de skifter altid partnere og kan aldrig blive rigtig lykkelige.” “Jaså.” “Med kvinder er det præcis omvendt. De foretager sig ikke noget der frastøder dem, og bagefter er de lykkelige, og de kan leve lykkeligt sammen.” “Jaså,” sagde jeg. “Men hvad så med hende, De ved?” “Hun er et dårligt menneske,” sagde miss Stein. “Hun er virkelig ondskabsfuld, så hun kan aldrig blive lykkelig undtagen sammen med nye mennesker. Hun fordærver mennesker.” “Jeg forstår.” “Er De sikker på De har forstået det?” Der var meget at forstå dengang, og jeg var glad da vi talte om noget andet. Parken var lukket så jeg måtte gå uden om den ned til Rue de Vaugirard og rundt om den nedre ende af parken. Det var trist når parken var lukket og lågerne låst, og jeg følte mig trist til mode når jeg var nødt til at gå rundt om den i stedet for igennem den, og jeg havde travlt med at komme hjem til Rue du Cardinal Lemoine. Dagen var begyndt så lyst. Jeg måtte arbejde hårdt næste dag. Arbejde kunne kurere næsten alt, troede jeg dengang, og jeg tror det stadig. Så alt hvad jeg trængte til at blive kureret for, sådan var jeg sikker på at miss Stein tænkte, var min ungdom og min kærlighed til min kone. Jeg var ikke spor trist til mode da jeg kom hjem til Rue du Cardinal Lemoine, og jeg indviede min hustru i den viden jeg netop havde erhvervet, og om aftenen var vi lykkelige med vores egen viden som vi allerede havde, og anden ny viden som vi havde erhvervet os under opholdet i bjergene.

Der er ingen ende på Paris.indd 43

22/04/13 16.12


Der er ingen ende p책 Paris.indd 44

22/04/13 16.12


Der er ingen ende på Paris – den reviderede udgave er oversat fra amerikansk efter “A Moveable Feast. The Restored Edition” Copyright © Hemingway Foreign Rights Trust Forord © Patrick Hemingway 2009 Introduktion © Seán Hemingway 2009 Dansk udgave © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Forsidefotos: Hemingway i Paris © Polfoto og Sylvia Beach foran sin boghandel © Getty Images Bogen er sat med Bembo hos LYMI dtp-service Trykt hos UAB PRINT-IT ISBN: 978-87-11-38670-5 1.udgave, 1.oplag 2013 Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Der er ingen ende på Paris.indd 4

22/04/13 16.12


ERNEST HEMINGWAY blev født i Chicago i 1899 som det næstældste af seks børn. I 1917 begyndte han på Kansas City Star som journalistelev. Det følgende år meldte han sig som frivillig ambulancechauffør ved den italienske front, hvor han blev alvorligt såret og dekoreret for sin tjeneste. Han vendte tilbage til USA i 1919 og giftede sig i 1921. I 1922 rapporterede han fra den græsk-tyrkiske krig, inden han trak sig ud af journalistik for at hellige sig skønlitteraturen. Han slog sig ned i Paris, hvor han snart begyndte at omgås andre udvandrere som Ezra Pound og Gertrude Stein. Han var lidenskabeligt optaget af tyrefægtning, storvildtjagt og dybhavsfiskeri. I 1954 modtog han Nobelprisen i litteratur efter udgivelsen af Den gamle mand og havet. Hemingway døde i 1961.

137mm

24mm

Der er ingen ende på Paris

blev udgivet posthumt i 1964 og er en af Hemingways mest elskede klassikere. Siden Hemingways personlige papirer blev tilgængelige for offentligheden i 1979, har litterater dog undersøgt og diskuteret de omfattende forandringer, bogens redaktører foretog inden udgivelsen. Her foreligger langt om længe den reviderede udgave, der tager højde for Hemingways oprindelige manuskript. Denne udgave, der også er nyoversat, indeholder endvidere forfatterens udkast til flere kapitler, som aldrig tidligere har været udgivet, samt skitser til forskellige indledninger og afslutninger. Der er ingen ende på Paris er et enestående portræt af det sprudlende Paris i årene efter første verdenskrig og den unge Hemingways løsslupne kreativitet og ukuelige entusiasme. Det er også historien om de lykkelige år med Hemingways første kone, Hadley, og deres venskab med kunstnere som F. Scott Fitzgerald, Ezra Pound og Gertrude Stein.

www.lindhardtogringhof.dk

Ernest Hemingway Der er ingen ende på Paris

215mm

90 mm

137mm

90 mm

rE nest

y a w g n i m He

r e r e D de n e n e g in s i r a P på DEN R EV I DER EDE UDG AV E nyoversat og med nyt materiale

L I N D H A R DT OG RINGHOF

Der er aldrig nogen ende på Paris, og mindet om hvert menneske der har boet i den, adskiller sig fra ethvert andet. Vi vendte altid tilbage til den, lige meget hvem vi var eller hvordan den havde forandret sig, eller hvor vanskeligt eller hvor nemt det var at komme dertil. Det var altid umagen værd, og vi fik noget tilbage for alt hvad vi havde med til den.

Ikke tidligere publiceret udkast til afslutning på bogen.

Der er ingen ende på paris af ernest hemingway  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you