Page 1

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

00

01

02

03

04

05

06

07

33

34

35

35

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

5

00 01

© Line Thit Klein

02 03

LÆS OGSÅ

04

EN HVID & BELLING - KRIMI

05 06

”Hævet over de fleste”

— Jyllands-Posten

07

Da den venstreorienterede arkitekt Peder Bardingfeldt findes myrdet i sit smukke hus i Nordsjælland, starter Drabsafdelingens Anita Hvid og Thor Belling efterforskningen sammen med den lokale landbetjent.

08 10 11 12

DEN SIDSTE DOMMER

ROSINANTE

ROSINANTE

13 14 15 16 17 18 19 20

Lars Kjædegaard (f. 1955) har et omfangsrigt forfatterskab bag sig med hele tyve romaner, heriblandt kriminalromaner og historiske romaner. I 2004 fik han Helsingør Kommunes Kulturpris og i 2007 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Romanen Montebello er pt. under udvikling som spillefilm. Med Smukke– Jan vendte Lars Kjædegaard tilbage til den klassiske kriminalroman. Den sidste dommer er andet selvstændige bind i serien om Hvid og Belling. Seriens tredje bind udkommer i maj 2012.

DEN SIDSTE DOMMER

DEN SIDSTE DOMMER er et mordmysterium, som med udgangspunkt i dagens Danmark afdækker, hvordan fortidens spøgelser stadig lever iblandt os.

09

Morderen kan være en tilfældig galning i det socialt skarpt opdelte sommerland – men det bliver hurtigt klart, at Peder Bardingfeldt er en mand med en fortid. Allerede i sine unge år mødte han modstand på grund af sine politiske synspunkter. Og hvorfor var han tilsyneladende fascineret af en uløst mordsag på en populær refrænsanger for mere end tredve år siden?

21

EN HVID & BELLING - KRIMI

22

omslag: eyelab.dk

00

23

Den sidsete dommer OMS 155x230.indd 1

torsdag 18/08/11 12:37 24

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51


Af samme forfatter

Sidste År – roman · 1981 Ringelheim – roman · 1994 Et Helvedes Hus – thriller · 1995 Hvor Hunden Ligger Begravet – spændingsroman · 1996 Et Slag På Tasken – roman · 1997 Herren Giver – spændingsroman · 1998 Som Man Råber – spændingsroman · 1999 Nekrolog – roman · 2001 Det Store Sus – thriller · 2002 Noget Fremmed – roman · 2004 Montebello – roman · 2005 Thelma – roman · 2006 Solsorten – roman · 2007 Illinois – roman · 2009 Smukke Jan – thriller · 2010 Som Grethe Lange: Hammermanden – kriminalroman · 2000 Tømreren fra Tikøb – kriminalroman · 2000 Det sorte hus – kriminalroman · 2002 De knuste spejle – kriminalroman · 2002

3. korrektur – side 2 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


Lars Kjædegaard

DEN SIDSTE D OMMER

Rosinante

3. korrektur – side 3 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


Den sidste dommer © Lars Kjædegaard og Rosinante /rosinante & co , København 2011 1. udgave, 1. oplag, 2011 Omslag: Eyelab Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-638-1854-4 Printed in Denmark 2011

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14 . juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante & co Købmagergade 62, 4 . | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk

3. korrektur – side 4 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


– Enten er det en bonderøv, eller også er det en snobberøv thor belling

5

3. korrektur – side 5 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


6

3. korrektur – side 6 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


1. Mobiltelefonen ringede klokken lidt over fire om morgenen, og Lone var lysvågen i løbet af få sekunder. Hun greb den lille Nokia og tændte den. – Dalede Vang Politi, sagde hun. Først hørte hun ingenting. Hun sagde, – Hallo? Nu hørte hun vinden, som fik lyden i den anden telefon til at blafre. Hun kunne høre, hvordan telefonen i den anden ende blev flyttet rundt med en skrumplende lyd. Hun så på sit vækkeur. De grønne digitaltal sagde 04:07. – Hallo? sagde hun igen. Nu kunne hun høre skridt. Hun havde en følelse af en person, som gik ude i natten. Hun kunne høre et åndedræt. Så kom stemmen. – Peder Bardingfeldt er lige død. Hun sagde, – Hvem taler jeg med? Men forbindelsen blev afbrudt. Lone kunne mærke sin halspulsåre dunke. Hun tjekkede telefonen. Intet nummer. Hun sad et øjeblik. Så rejste hun sig og gik ud i gangen. Hun fandt den røde lokaltelefonbog frem på hylden under bordet, hvor hendes forældres fastnettelefon engang havde stået. Hun slog op og fandt Bardingfeldts nummer. Foran nummeret stod Bardingfeldt, Peder, ark. MAA, Højagervej 29, Dalede Vang. Hun tastede nummeret ind på sin mobil og ventede. Telefonen ringede oppe i Højagerhus, knap to kilometer inde i landet. Hun lod den ringe længe, indtil forbindelsen blev afbrudt automatisk. 7

3. korrektur – side 7 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


Hun var stadig ør. Det skete ikke tit, at hun blev ringet op midt om natten. Oftest ringede folk på hovednummeret til vagthavende i Hillerød, som derefter ringede videre til hende, hvis det gjaldt en sag i hendes distrikt. Hun gik ud i køkkenet, tændte elkedlen, kom Nescafé og lidt sukker i et krus og gik ind for at klæde sig på. Hun snørede sine støvler, hældte kogende vand på kaffen, rørte rundt og tog sin tjenestepistol i køkkenskuffen. Hun spændte hylsteret fast i bæltet, hentede den sorte nylonjakke i gangen og tog den på. Hun pustede på kaffen og tog et varmt nip. Hun nippede et par gange, men følte sig for utålmodig til at vente længere. Hun hørte stemmen i sit indre. Peder Bardingfeldt er lige død. Hun kunne genkalde sig lyden af stemmen. Den havde været fordrejet. Tanken gav hende en kuldegysning. De seks rækkehuse på Nældevangen lå i mørke, da hun satte sig ind i den hvide patruljebil, startede og vendte. Hun kørte gennem Dalede Vang. Landsbyen var øde og ubevægelig som et sort-hvid foto. Der var atten lygtepæle langs Bygaden, og deres violette, støvede lys gjorde tomheden tydeligere. Det var så mørkt, som det blev om natten sidst i september. Intet rørte sig. Det var vindstille. Mens hun kørte, holdt hun øje med rabatten i lygternes stråler. Hun nåede ud til T-krydset og drejede til venstre ind i land ad Højagervej. Hun havde en let kvalme, som kom af den bratte opvågnen og anspændtheden ved at skulle ud til et hus, hvis beboer angiveligt lige var død. Stemmen, der havde sagt de fem ord om Peder Bardingfeldts nylige død, lød mest som en mands. Men hun kunne ikke være sikker. Turen varede ikke mere end syv-otte minutter. Alligevel nåede hun at overveje, om hun skulle have gjort det anderledes. Hun kunne have rekvireret assistance fra Hillerød. Men det var natten mellem fredag og lørdag. Det ville tage tid, hvis der overhovedet var disponible enheder. Og hvis opkaldet viste sig at være falsk alarm, ville hun blive til grin, når Bardingfeldt åbnede døren i slåbrok og så tre strømere. 8

3. korrektur – side 8 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


Hun havde set Bardingfeldt for et par dage siden. Arkitekten kom cyklende i modsat retning på sin gamle Raleigh nede i Bygaden uden for ‘Spar’. Hun kendte de fleste faste beboere af udseende. Alle kendte Bardingfeldt og vidste, hvad han var. En høj, smilende mand med tykt, gråt hår, en mand, der gik i kraftige, sandfarvede fløjlsbukser og sømandstrøje. Kraftige lædersko. En mand, der havde en blyant i lommen, måske en tommestok. En mand, der tegnede og cyklede rundt til lokale håndværkere. En mand, som satte drager op ude ved kysten. Lones far havde efterladt hende en bog om Poul Henningsen, en anden arkitekt, som også havde holdt af at sætte drager op. Den stod stadig i hendes reol. Poul Henningsen var en mand af samme type som Bardingfeldt. En praktisk teoretiker, en mand med ideer og et nysgerrigt talent, som på en eller anden måde satte ham i stand til at tale om selv ret indviklede ting med de fleste mennesker. Hendes far sagde, at Bardingfeldt var kulturradikal. Og han havde tilføjet, – Det er ikke moderne for tiden. Moderne eller ej – Peder Bardingfeldt var en kendt og respekteret skikkelse på egnen. Hun havde aldrig hørt nogen sige noget dårligt om ham. Hun havde heller aldrig hørt nogen sige noget nedsættende om Hilda Bardingfeldt, selv om parret var både rigere og klogere end så mange andre. Lone mente, at folk i Dalede var en lille smule stolte af Bardingfeldts. Peder Bardingfeldt er lige død. Hun svingede til højre op ad grusvejen. Hundrede meter oppe mellem træerne sagtnede hun farten og fandt indkørslen til Højagerhus. Hun kunne se lyset fra det store, trekantede gavlvindue på første sal. Hun kørte op ad indkørslen, parkerede foran udhænget ved hoveddøren og steg ud. Der var fuldstændig stille. Hun havde aldrig været helt oppe ved huset. Hun så, at indgangspartiet i det sorte hus var overdækket med et tag med græstørv på. Taget blev holdt oppe af rødmalede stammer, og ved siden af døren lyste en matteret, hvid kuppellampe. Hun kunne ikke se arkitektens gamle cremegule Rover, men den kunne være parkeret i en garage et sted bag huset. 9

3. korrektur – side 9 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


Hun ringede på og hørte en gammeldags klokke skingre et sted derinde. Det var en ensom lyd. Hun ventede. Hun havde en fornemmelse af, at alting nok var i orden. Lyset var tændt. Det var sent, men Bardingfeldt var kendt for at være en natteravn. Det passede til ham, at lyset var tændt. Hun ringede igen. Hun hørte ingenting derinde fra. Efter en tid tog hun i døren. Den var ikke låst. Hun lukkede den op og kiggede ind. Hun så en mørk entre, nærmest en hall, med et gulv af røde mursten. – Hallo? kaldte hun og ventede. Ikke en lyd. Hun trak vejret ind. Hun kunne se trappen i hallen og lyset oppe fra førstesalen. Hun lyttede efter lyden af en stemme eller stoleben, der skrabede mod gulvet deroppe. – Hallo? råbte hun igen. – Det er politiet. Men der var helt stille. Hun trådte hurtigt hen over gulvet og nåede trappen. Hun greb fat i det malede gelænder og kiggede op. – Hallo? råbte hun igen, mens hun tog nogle trin opad. – Peder? Er du deroppe? Det er Lone nede fra politistationen. Hallo? Men på det tidspunkt havde hun opgivet at få svar. Der var ingen. Hun gik helt op, mens tankerne løb hurtigt gennem hendes hjerne. Det bedste, hun kunne komme på, var, at telefonopkaldet var en spøg af en slags. En idiot, der er gået forbi og har set lyset, en eller anden nar, der ikke kan lide Bardingfeldt. En fulderik. Men stemmen lød ikke som en fulderik. Hun nåede op. Hun kunne se det store, hvide loft. Hun stod oven for trappen og så de høje reoler, der gik ned langs midten af det store loftsrum. Hun så de små spots, der var skruet ind i træloftet og kastede et gult skær ned mod reolerne. Hun vendte sig mod gavlvinduet og så ryggen af en høj, læderbetrukket kontorstol, der stod ved et langt skrivebord. Hun så benene under stolens sæde. Slippers på fødderne. Hun gik hurtigt rundt om bordet. 10

3. korrektur – side 10 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


Peder Bardingfeldt sad ved sit skrivebord. Han sad en lille smule sammensunket i den dyre stol. Han så på hende, men bevægede sig ikke. Hun sagde, – Peder? Hun fik øje på hullet i hans pande. Det sad yderst i venstre side. Der var næsten intet blod, kun en lille stribe under en lok af tykt, gråt hår. Lone sank. Peder Bardingfeldt så levende ud, men han var stendød. Et eller andet i hende tog over. Hun trådte helt hen til den døde og lagde forsigtigt to fingre på halsen. Huden var stadig varm. Hun kunne mærke lugten af den dødes aftershave. Det var en gammeldags lugt, som mindede hende om lugten hos frisør Iversen oppe i Helsinge, hvor hendes far somme tider havde taget hende med op i gamle dage, når han skulle ‘til barberen.’ En herrelugt. Der var ingen puls. Bardingfeldts læber var en lille smule adskilte, og det føltes overraskende voldsomt at være så tæt på en mund, som ikke længere trak vejret ind, men hvorfra man stadig kunne mærke en svag lugt af tobak, slimhinde og mad. Hun trådte tilbage til sin position foran skrivebordet. Bardingfeldts udtryk var neutralt, på kanten af et lille smil, og blikket i de døde, grå øjne generede hende. Her sidder jeg, Lone. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det? Hun tog sin mobil frem og trykkede nummeret.

11

3. korrektur – side 11 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


2. De to civile betjente bevægede sig langsomt frem gennem den mørke fabrikshal. De var stille, men gjorde tegn til hinanden. Den ene var en kvinde. Hele det forladte fabriksanlæg henlå i skumringsmørke. Der var blå skygger i hallen, og langt borte kunne man høre en rungende, dryppende lyd. Den mandlige betjent stod i åbningen til den næste hal og kiggede forsigtigt derind. Derpå gav han tegn til sin makker, og de gik videre. For enden af den næste hal kunne de se lyset. Det skinnede matgult ud gennem en lav døråbning i hallens modsatte ende. De så på hinanden og nikkede. De havde begge trukket deres pistoler og gik lydløst langs væggen mod lyset med begge hænder om pistolskæfterne og armene halvt løftet. Ved døråbningen ind til det oplyste rum standsede de op. De lyttede. De kunne ikke høre andet end det rungende dryp. Den mandlige betjent rykkede helt tæt på sin makker. – Han er ikke derinde, hviskede han i hendes øre. Hun rystede på hovedet og hviskede tilbage, – Men der er noget derinde. Han nikkede. Hun trak øjenbrynene op og gjorde et lille nik ind mod det oplyste lokale. Han nikkede, og de trådte ind. Lysets matgule skær kom fra en eller flere lamper, som befandt sig inde i en cirkel af kraftige stykker klar plastic, som hang ned fra loftet. Det indelukkede lys gjorde mørket udenfor endnu mere uhyggeligt. De to betjente tøvede igen og så på hinanden. Det rungende dryp var 12

3. korrektur – side 12 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


svagere nu. Den mandlige betjent nikkede, og de trak hver sit stykke plastic til side og trådte ind i cirklen. Fra loftet hang noget ned. Det lignede en stor vadsæk. En gråhvid, uformelig bylt for enden af et kraftigt reb. En ophængt mumielignende genstand. Bunden af bylten var mørk og glinsende, og på betongulvet lå en pøl af koaguleret, næsten sort blod. – Åh gud, mumlede den kvindelige betjent. Hendes mandlige kollega stak sin pistol i skulderhylstret og trak i stedet en kraftig kniv op af skeden, som var fastgjort til hans lår. Han trådte forsigtigt hen til den hængende bylt og skar varsomt en slids. Derpå trådte han hurtigt tilbage, og bøjede sig let forover som en løber, der prøver at genvinde pusten. Han så på sin kollega og gav et kort nik. – Én til? sagde hun. Han rettede sig op og nikkede igen. – På samme måde? – Ja. Hun har tydeligvis hængt der længe. Og det skulle undre mig meget, hvis hendes højre langefinger ikke er klippet af. Den kvindelige strømer havde allerede mobiltelefonen fremme. – Jeg indkalder Teknisk Afdeling, sagde hun. Han nikkede. Da hun havde foretaget opkaldet, trådte hun selv hen mod den hængende genstand. Hendes mine var tænksom. Hun sagde, – Han prøver at fortælle os et eller andet. Hendes kollega nikkede. – Fem langefingre. Han er godt nok en syg motherfucker. Hun sagde, – Men hvad? Hvad betyder de fingre? Thor Belling greb remoten, som lå ved siden af ham i sofaen, rettede den mod fladskærmen og trykkede. Skærmen blev sort. – Helt ærligt, sagde han aggressivt ud i den tomme stue. 13

3. korrektur – side 13 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


Han rejste sig med den sædvanlige følelse af at være blevet snydt. Det skete næsten hver gang. Man satte sig for at se en god krimi – det sagde de, de sagde ‘Og nu blænder vi op for stjernespækket krimiperle’ – men ofte var det pis og papir. Makabre, fortænkte intriger og sammenbidte pansere med tyggegummi og skulderhylster over den lyseblå skjorte. Han gik ud på altanen og røg en smøg. Det var fredag aften. Lys i de mørke huse under den dunkelblå sensommerhimmel over Østerbro. Af og til lød der råben nede på gaden. Hvis han havde været en rigtig seriestrømer, tænkte han, sad han nu på en bar og udvekslede grovkornede jokes med sine kolleger, mens de drak bajere og lavede ondskabsfulde parodier på chefen. Hvis han havde været en rigtig strømer, havde han tilhørt et hårdtarbejdende slæng af bramfri typer. Okay, der var tit en udbrændt, fraskilt dødbider imellem, men selv han endte efter bajerne i seng med den kvindelige vildkatstrømer, hende, der trodsede chefens ordrer og fangede seriemorderen, der i månedsvis havde forsøgt at fortælle dem et eller andet ved at indsende afk lippede langefingre og kryptiske meddelelser. Det var hende, der tog brillerne af den udbrændte kollega og gjorde ham til en af gutterne igen ved at tage sin lyseblå bh af og slå hestehalen ud. Og så var der virkeligheden. Han skoddede sin smøg i urtepotten og gik i seng, mens han spekulerede på, hvad Anita lavede. Måske sad hun og drak drinks på en hyggelig, brun bar, mens hun fortalte sine venner om sit spændende arbejde. Eller måske havde hun selv lige slukket for fjernsynet og var på vej i seng. Telefonen ringede lørdag morgen klokken lidt over seks, og Anita greb den, hvor den lå på den tomme side af hendes seng. – Hvid, sagde hun. – Brøssner, sagde hendes chef. – Godmorgen. – Godmorgen, sagde hun. – Er du og Thor klar? 14

3. korrektur – side 14 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


– Ja. Hvor skal vi hen? Richard Brøssner begyndte at tale. En halv time senere kørte de i morgengryet ud af byen mod nord. Thor kørte og holdt ind ved tanken på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade, hvor han købte to plastickrus kaffe til turen nordpå. Han kørte ad Lyngbyvej op mod Hillerødmotorvejen, mens Anita gengav Brøssners briefing. – Ofret er en mand på femogtres, fundet i sit hjem for ... Hun så på uret, – godt to timer siden af KA Lone Jensen, Dalede Vang Nærpoliti, som modtog en anonym opringning på sin mobil klokken 04.07 – en stemme sagde, at ofret ‘lige var død’, hvorefter hun kørte til adressen og fandt manden alene i huset, skudt én gang i panden. Ingen tegn på indtrængen, ingen tegn på slagsmål. Hun ringede derefter til vagthavende i Drabsafdelingen, som rekvirerede Teknisk Afdeling og læge, og ringede til Brøssner. Som ringede til mig. Og her er vi. – Okay, sagde Thor. – Har du Lone Jensens nummer? – Ja. – Ring til hende og sig, vi er på vej. Hvornår er vi der? Anita tjekkede bilens SatNav-skærm. – Om 52 minutter. Thor så fremad på den morgengrå motorvej. – Der er ingen trafik. Så det passer. Sig til Lone Jensen, at hun skal blive på stedet. At hun ikke skal lade andre end os og teknikerne komme ind. – Det ved hun godt. – Sig det alligevel. Anita foretog opkaldet, mens de kørte videre mod Hillerød og Helsinge i stilhed. Det havde været morgengråt i vejret, da de kørte, men nu rejste himlen sig lyseblå i nord ret forude. Det så ud til at blive en solrig efterårsdag. Da de havde passeret Helsinge og befandt sig i et område, som Thor forbandt med fashionabelt sommerland af den mere finkulturelle slags – med navne som Tibirke Bakker og Tisvilde – sagde han, – Er gerningsstedet et sommerhus? 15

3. korrektur – side 15 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


– Det tror jeg ikke. Men jeg er ikke sikker. – Jeg har aldrig været på arbejde her før, sagde han. – Det skulle være fint heroppe. – Fint? – Ja, du ved, sommerland. Han sagde det sidste ord med en overdrevet affekteret tone, så det lød som sarmerlarnd. Thor brugte somme tider en gebrækkelig overklassestemme – eller noget, han mente lød som overklasse – når han ønskede at parodiere folk, som var godt vant og tog sig selv højtideligt. Thors overklasseimitation var på en eller anden måde makaber og enerverende. Sidst han havde gjort det, havde han brugt ordet kornstner på en let snøvlende måde, som havde fået hende til at tænke på Dea Trier Mørch. Hun sagde, – Sig det bare. Så er det sagt. Jeg kan mærke, du har det lige på tungen. Thor så lige ud, mens han sagde, – Gamle penge, det højere borgerskabs diskrete badekåbecharme, et muntert, karsk sommerliv med rødvin, morgenbadning, cerutter, marihuana, børnene kommer op i weekenden og bor i arnekset, far skriver på en roman eller et filmmanuskript ude i sin egen lille knaldhytte, mens mor og de andre hattedamer cykler rundt på gamle cykler og køber dyrt, autentisk lort, som de lokale har brugt vinteren på at få til at se slidt ud. Skramlede møbler, en lille emaljeting, som er lidt sjov. – Mere, sagde Anita. – Hele fordomspaletten. Han tog en indånding, – Indkøb af fisk og økologiske grøntsager hos de lokale i Tebirkes Bakker, som simpelthen er så hyggelige og har begge ben plantet på jorden og lever sådan, som vi i virkeligheden alle sammen skulle leve, hvis ikke det var, fordi vi er mediefolk, forretningsfolk og kunstnere, som tjener kassen inde i København og dybest set mest tager herop, fordi vi har arvet hr. tobaksgrossererens stråtækte sted, som rummer så mange ømme minder for os. Eller fordi vi er opkomlinge, som gerne vil være sådan. Vi er ikke vulgære. Vi er ikke som i Hornbæk, hvor de river gamle kasser ned og bygger vandskurede 16

3. korrektur – side 16 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


sommerhuse til tolv millioner med sortglaserede tegl og en Porsche og en Range Rover i indkørslen. Her cykler vi til stranden. Her har vi klasse. Her er vi ordentlige. Her stemmer vi ikke på Dansk Folkeparti. Her taler vi ikke grimt om udlændinge, hvilket måske skyldes, at vores børn går på privatskoler og kun kender perkerne fra UNICEF-kort. Her er vi tolerante. Vi tror, at alle er som os. Vi er måske ikke direkte venstreorienterede, vi er måske radikale. Vi er landliggere med indelukkede socialistfantasier om nærvær og glad druk i haven. – Hvad med de lokale? sagde Anita. – De stemmer på Dansk Folkeparti. De ved, at tingene stort set kun fungerer i sæsonen, når de rige er her. De rige tror, at det altid er sådan. De lokale er bonderøve med lavt selvværd og en skjult foragt over for de forkælede snobberøve fra København. Når vinteren kommer, lukker hele butikken. Der er måske en sur kro et sted, hvor de lokale kan drikke deres snebajere og høre bluesrock med Niller og de andre tykmavede gutter i deres læderveste og tynde ben. Måske en bowlingbane med fattigfin steek bærnæes, måske er der linedance i Hallen. De indfødte bader ikke. Ikke her. Selv ikke om sommeren. De tager på solferie til Tyrkiet og Thailand og smører sig ind i olie og bliver blåviolette og får hudcancer. – Misantropen har talt, sagde hun. Men han blev ved. – Spørgsmålet er så, om vores offer er en snobberøv eller en bonderøv. Sæsonen er lige akkurat slut. Det kan gå begge veje. Måske er det en læderagtig solariemamma fra den lokale grill, som har fundet manden skudt af en, der hedder Ronnie eller Kevin, på grund af noget med pengene for en motor til en af de der monsterbiler med en kamphund på ladet og en plasticpose med piller i handskerummet. Hun sendte ham et sidelæns blik. – Eller også? – Eller også er det en snobberøv. – Men ham kan du ikke se? – Jo, men de er mere forskellige end bonderøve, ikke? I hvert fald på overfladen. 17

3. korrektur – side 17 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


– Du er bedre til bonderøve end snobberøve. Han så på hende. – Det er heldigt, ikke? – Hvorfor det? – Fordi, sagde han, – der er flest af bonderøvene. Det var en snobberøv, viste det sig. Og det viste sig allerede, da Anita dirigerede ham ind ad en grusbelagt vej, hvorfra en indkørsel gik op mellem den plantagelignende bevoksning, indtil de nåede et hus på en ensomt beliggende lynghøj med spredte graner. – Hold da kæft, sagde hun. – Det er sgu stort. Det var et stort, sort træhus i to etager, som tilsyneladende var bygget ud flere gange. Det havde små, hvide vinduer med mange sprosser. Der var tørv eller græs på det store tag. Trods det lidt tilfældige udseende var det et meget elegant hus. Det kunne selv han se. – Det er lidt af et sommerhus, sagde han. – Hvis det er et sommerhus. Hoveddøren stod åben, og da de nærmede sig det overdækkede indgangsparti, kom en kvinde i sort politiuniform ud. Hun stod mellem de udskårne søjler, der holdt det fremskudte tag over døren oppe. – Det var præcist, sagde hun og så på sit ur. Thor så på sit eget ur. Lidt over halv otte, lørdag morgen. De hilste på kvinden, som hed Lone Jensen, og som var den lokale betjent – den, Thor og Anita kaldte ‘sheriffen’. – Hvad er der sket? sagde Thor. Lone Jensen forklarede det samme, som Anita havde fortalt ham i bilen. Thor betragtede Lone Jensen. Hun virkede meget lille af en sherif at være. Hendes sorte bukser og nylonjakken posede lidt om hendes figur. Hun lignede en enlig mor, der af nød havde taget arbejde som sikkerhedsvagt. Hendes hår var brunt og klippet, så det flugtede med hendes kæbe. Hun talte til den del af Thors instinkt, som han identificerede som faderligt, selv om hun på ingen måde så ud til at have brug for hjælp. Han kunne ikke mærke på hende, om det her var hendes 18

3. korrektur – side 18 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


første drab. Det kunne han af og til mærke meget tydeligt på sådan en lokal sherif, specielt hvis vedkommende var ung eller ordenshåndhæver i et tyndt befolket område. – Så jeg stod op og kørte op og tjekkede. – Hvad fandt du? sagde han. Hun trak på skuldrene. – Døren var ikke låst. Ingen bil. Huset var tomt. Der var lys oppe ovenpå. Og ovenpå fandt jeg ham. Skudt. Han sidder deroppe i sin stol. Ét skud, forfra, i siden af panden. Han hed Peder. Peder Bardingfeldt. Thor nikkede. – Okay. Bardingfeldt – det er et usædvanligt navn. Kender du ham, Lone? Lone nikkede. – Ikke godt. Men alle herude ved, hvem Peder Bardingfeldt er. Var. – Og hvem var han? – Arkitekt. Femogtres år. Stor, flot mand. Velhavende, siger de. Men det kan man jo næsten se. De har vist også en lejlighed i København. – Så han er ikke lokal? – Nej, han er landligger. Det vil sige, han har boet her i mange år. Men han er københavner. – En fin mand? Hun smilede skævt. – Njarh, sådan lidt midt imellem. Okay, Bardingfeldts har sådan lidt overklasse over sig. Men Peder havde mange bekendte heroppe. Han blandede sig med folk, men han mængede sig ikke. – Javel. Hun så på ham. – Der er en forskel. – Enig. Så Peder Bardingfeldt var en fin arkitekt, som sagtens kunne sludre med håndværkere og fiskere og andre lokale, uden at de syntes, at han var en rig idiot? Lone nikkede. – Ja, det er rigtigt. – Hvad med konen? Er hun også den folkelige type? – Det ved jeg ikke rigtig. De siger, det var hendes familie, der havde 19

3. korrektur – side 19 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


penge. Jeg mener, de arvede huset. Men det er før min tid. Hun er nok mere sådan en naturfreak. Have. De har et stort drivhus omme bagved. Thor nikkede. – Tak. Lad os kigge på det. Lone Jensen gik først ind. Indenfor befandt de sig i en hall med træloft og murstensgulv. Der var tre blåmalede døre og en trappe i hallen. Den ene dør førte ud til et køkken, den modsatte var lukket. Den tredje dør stod åben, og gennem åbningen kunne Thor se ned ad en lang gang, hvis ene væg var af glas. Lone Jensen sagde, – Han sidder deroppe. Hun gav et nik mod trappen. Thor sagde, – Anita, vil du kigge rundt hernede? Så går jeg ovenpå. Anita nikkede, og Thor fulgte efter den pigede landbetjent op ad trappen. De kom op i et stort rum med kokostæppe på gulvet. Det store, hvide loft gik helt op i kippen. De gik i en bue uden om bordet, hen til det store, trekantede vindue. I stolen sad ofret, Peder Bardingfeldt. Han var et offer af den slags, som man ved første øjekast kunne tage for en levende person. Han sad tilbagelænet med armene ned langs siden. Hans øjne var åbne. De var blå. Han havde uredt, sandfarvet hår med stænk af gråt. Manden havde stadig en vis farve i ansigtet. Han var iført en blå sømandssweater og grå bukser. Han havde tøfler på fødderne. Thor betragtede ham. – Projektilet er ikke gået ud. Der er dårlig nok blod. – Nej, sagde den lokale sherif. – Det er nok en lille pistol. Jeg tænker, han er skudt nogenlunde herfra, hvor vi står. – Ja. Okay – så døren er ulåst, lampen brænder udenfor, der er lys heroppe, men ikke andre steder. Du ser ingen, du hører ikke noget, og du ser ingen tegn på, at noget er væltet eller rykket rundt. Hun nikkede. – Hvad gjorde du så? 20

3. korrektur – side 20 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk


– Rekvirerede assistance – både jer og Teknisk. – Og derefter? – Så gik jeg nedenunder og gik huset igennem. – Fandt du noget? – Der ligger en gul blok på bordet i køkkenet. Konen – Hilda – har skrevet en besked om, at hun er hos sønnen. Steen. Han bor inde i Nødebo. Thor sagde, – Kan du huske ordene? Lone trak på skuldrene. – Noget i stil med ‘er hos Steen og Nina. Bliver til i morgen’. Han nikkede. – Okay. Ved du, hvor sønnen bor? Hun nikkede. Thor sagde, – Lad os gå ned. Teknikerne må være her snart. Jeg vil gerne have, at du tænker grundigt efter, om du kender nogen her i nabolaget, som kan have skudt Bardingfeldt. Jeg sender Anita over til Nødebo for at underrette familien og afhøre dem. – Der er én, sagde Lone. Thor gav hende et kort smil. – Godt.

21

3. korrektur – side 21 den sidste dommer rosinante ordre 34063 – christensen grafisk

Den sidste dommer af Lars Kjaedegaard  

EN HVID & BELLING-KRIMI ”Hævet over de fleste” — Jyllands-Posten ROSINANTE Som Grethe Lange: Hammermanden – kriminalroman · 2000 Tømreren...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you