Page 1


ERIK KULAVIG

Den russiske revolution 1917

ET FOLKS TRAGISKE KAMP FOR FRIHED

Gyldendal

33835_den_russiske_revolution.indd 3

23-08-2010 14:16:37


INDHOLD

INDHOLD

Forord

7

Prolog

8

Indledning

13

I. Forhistorien Tsar og folk 24 Det europæiske århundrede 27 Samfundet 30 Industrialiseringens gennembrud 37 Samfundet handler 41 Den Blodige Søndag og den første Duma 47 Politiske partier 57 Dumamonarkiet 63 Den skæbnesvangre krig 70 Begyndelsen til enden 78 Revolutionens kulisse 82

II. Februar Begyndelsen 86 Den politiske udvikling 90 Det nye magtsystem 95 Vurderinger 101 Lenin vender hjem 105 Krisen spidser til 111 Den første sovjetkongres og uroen i gaderne 119 Juliopstanden 124 »Masserne« 137 Forvirringens tid 158

5


6

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7

III. Oktober Ouverturen 164 Kornilov-affæren 171 To konferencer 176 Lenin kalder til kamp 179 Revolutionens militære spydspids 181 Stormen 186 I bydumaen og på sovjetkongressen 193

IV. Bolsjevikkernes land Dagen derpå 202 Kampen om magten 206 Revolutionens sværd og skjold 215 Den grundlovgivende forsamling 219 Bolsjevikkerne sætter dagsordenen 226 Borgerkrigen 230 Modstanden på landet 243 Modstanden i byen 250 Tragedien i Izjevsk 257 Den røde terror 266 De sidste kræfter 282

Afslutning Epilog

292

297

Revolutionens tidslinje Bibliografi Noter

301

304

307

Register

33835_den_russiske_revolution.indd 6

312

23-08-2010 14:16:37


8

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7 –

PROLOG

»En hest kom galopperende omkring et hjørne med blodet sprøjtende ud af halsen. I baggrunden lød der maskingeværsalver, og snart kom en bil med hvinende dæk rundt om det samme hjørne. På skærmene lå soldater med rifler med dragne bajonetter. En bonde rejste sig op fra sin plads blandt træstammer på en flodpram, der i det samme kom forbi på en af Petrograds mange kanaler. Gad vide, hvad han tænkte om sådan et optrin.«1 Den 17. maj 1896 kunne man i Moskva hele natten se folk bevæge sig mod Khodynka, der var en stor åben plads i Moskvas nordvestlige ende. Her havde man i anledning af tsarens kroning opført en række udskænkningssteder og bekendtgjort, at der den følgende dag ville være gratis øl og pølser. Den 18. maj om formiddagen havde der forsamlet sig omkring en halv million mennesker, og forventningerne var store. Med ét opstod der et rygte om, at der ikke var nok til alle, og det satte menneskemængden i bevægelse i et omfang, der gjorde, at de omkring 2.000 politifolk intet kunne stille op. Der opstod panik, og omkring 1.500 blev trampet ihjel, og mindst lige så mange blev såret. Det var et forfærdeligt skue, der åbenbarede sig, da pladsen var blevet tømt for mennesker. Overalt lå der lemlæstede lig af mænd, kvinder og børn. Nikolaj 2. og hans unge, tyskfødte hustru, Alexandra Federovna, besøgte senere på dagen de sårede på det nærliggende hospital, men om aftenen gik de til bal på den franske ambassade. Det var ikke nogen tilfældighed, at kroningen fandt sted i det middelalderlige Kreml i landets »anden hovedstad« Moskva og ikke i Skt. Petersborg. Som sin far, Alexander 3., orienterede den unge tsar sig snarere mod det gamle, ortodokse og autokratiske Moskva end mod den moderne hovedstad. Alexandra, der var hentet i Tyskland, men som havde tilbragt lang tid ved dronning Victorias engelske hof, blev om muligt endnu mere fremmedgjort af al denne middelalderlige pomp og pragt og religiøse mystik. Det varede dog ikke længe, før hun havde tilegnet sig den ortodokse tro og de omgangsformer og sædvaner, der

33835_den_russiske_revolution.indd 8

23-08-2010 14:16:37


P R O LO G

9

var almindelige ved det russiske hof, i et omfang, så nogen mente, at hun var blevet mere russisk end tsaren selv. Rusland var i disse år midt i en rivende økonomisk udvikling og modernisering, og på den baggrund kom kroningen med dens vægtning af selvherskerdømmet til at fremstå i et næsten provokerende skær. Folket var i tusindvis strømmet til begivenheden og havde traditionen tro kastet sig på jorden for herskeren. Med begivenheden på Khodynka begyndte der ikke desto mindre at lyde kritiske bemærkninger i folkemassen. Var det mon et dårligt varsel? 20 år senere den 16. december 1916 sad den unge adelsmand Feliks Jusupov i kælderen til sit palæ på gaden Mojka nr. 94 i centrum af Skt. Petersborg og drak vin sammen med en høj og mager mand med langt hår og skæg, der var klædt i sorte gevandter og med et kors i en kraftig kæde om halsen. Især lagde man mærke til hans øjne, der var store og blikket gennemtrængende og hypnotisk. Hans navn var Rasputin. Han havde indyndet sig hos tsarinaen og var på den måde efter manges opfattelse ved at overtage magten i landet. Vladimir Puriskevitj, der var et fremtrædende medlem af Dumaen, havde for eksempel på et møde den 19. november 1916 fra parlamentets talerstol bemærket: »Tsarens ministre er blevet marionetter, hvis snore er i hænderne på Rasputin og Alexandra Federovna – Ruslands onde ånd og tsarinaen, der er forblevet tysker på den russiske trone og en fremmed for landet og dets folk.« Det var grunden til, at nogle yngre medlemmer af den russiske højadel havde besluttet at gøre det af med ham, og det skulle ske på denne aften. Rasputins glas, som Jusupov flittigt fyldte med den mest udsøgte vin, var på forhånd blevet smurt ind i cyanid, men selv om bare en enkelt slurk under normale omstændigheder var nok til at dræbe et menneske, lod Rasputin til at være upåvirket selv efter mange glas. Jusupov blev mere og mere desperat, og da Rasputin på et tidspunkt så ham dybt i øjnene og sagde: »Lige meget hvad du gør, kan du ikke ramme mig!«, forlod han kælderen et øjeblik under påskud af, at han skulle tale med sin kone. I virkeligheden rådførte han sig med sine kammerater, der hele tiden havde holdt til i stuen ovenover. Efter aftale med dem vendte Jusupov tilbage til kælderen og skød Rasputin på klos hold lige gennem hjertet. Han regnede med, at skuddet havde været dræbende og forlod derfor lokalet for at meddele resultatet til de andre. Da han vendte tilbage til kælderen for at skaffe liget af vejen, lagde han mærke til, at Rasputin bevægede sine fingre, men da Jusupov bukkede sig ned for at

33835_den_russiske_revolution.indd 9

23-08-2010 14:16:37


10

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7

tage hans puls, fandt han, at der ingen var, men at hans legeme stadig var varmt. Pludselig sprang Rasputin op og greb Jusupov om halsen. Det lykkedes Jusupov at komme fri, og Rasputin løb op ad trappen og ud ad palæets hoveddør. Vennerne, der havde anet uråd, var fulgt efter og skød efter Rasputin og ramte ham i ryggen. Herefter bandt de ligets hænder og fødder, rullede det ind i et tæppe og kastede det i floden fra broen til Petrovskij Øen. Liget blev fundet fire dage senere, og tsarinaen sørgede for, at det blev begravet på tsarens residens i byen Tsarskoe Selo, der lå i nærheden af Skt. Petersborg. Efter Februarrevolutionen fire måneder senere blev det gravet op og brændt på et bål i nærheden. Til de tilstedeværendes store rædsel skulle Rasputin have sat sig op i flammerne. Tsaren og især tsarinaen var rasende over det, de forstod som en gemen ugerning, og som havde berøvet dem en ven og beskytter og den mand, som i hvert fald tsarinaen var overbevist om kunne helbrede tronfølgeren Aleksej, der led af en alvorlig blødersygdom. De sammensvorne var imidlertid for betydningsfulde til, at de kunne henrettes. I stedet blev de sendt til udlandet eller i eksil på deres godser langt borte fra hovedstaden. Rasputin blev lige som tragedien på Khodynka set som et dårligt varsel. Ruslands fundament, tsarens trone, vaklede, og det var ensbetydende med terror, undergang og død. Tsarens traditionelle støtter, hær, kirke og adel, var ikke længere stabile, og den folkelige tro på tsarens renhed og retfærdighed var på retur. De adelsfolk, der skaffede Rasputin af vejen, troede, at de dermed ville fjerne ondskaben fra Rusland og på den måde redde tsaren. Pressen var efter mordet fyldt med lovord om deres gerning, men da uroen i samfundet fortsatte, måtte de erkende, at det hele ikke var så enkelt. De indså, at vejen var blevet beredt for Rasputin, fordi den gamle orden allerede før hans opdukken i Skt. Petersborg var i opløsning. De erkendte efterfølgende, at det selv med de mest noble hensigter ikke var muligt at ændre historiens gang. Der var også mere direkte tegn på, at noget skæbnesvangert var i vente i Rusland. En af tsarens ministre, Peter Durnovo, der var lige frygtet og hadet af liberale og socialister for sin konservatisme og hårdhed, afleverede i februar 1914, da krigen stod for døren, et memorandum til tsaren. Det indeholdt en skarp analyse af den internationale situation og sluttede med en indtrængende advarsel til tsaren om ikke at træde ind i krigen. Skulle det alligevel ske, ville udsigterne for Rusland være særdeles dystre, forudså han. Skulle russerne vinde krigen, ville regimet

33835_den_russiske_revolution.indd 10

23-08-2010 14:16:38


P R O LO G

11

med en tilpas hård politik nok kunne overvinde de bonde- og arbejderuroligheder, der måtte følge, men den sociale revolution, som ville følge et nederlag i Tyskland, ville meget let kunne rive Rusland med. Skulle Rusland tabe krigen, og det forudså han som mest sandsynligt, tegnede der sig følgende dystre billede: »Problemerne vil starte med, at regeringen vil få hele skylden for alle ulykkerne. I Dumaen vil der blive startet en bitter kampagne mod regeringen, og den vil blive fulgt af revolutionær agitation ud over landet med socialistiske slogans, der vil være i stand til at ophidse masserne, begyndende med delingen af jorden og sluttende med en deling af alle værdier og ejendom. Den besejrede hær, der vil have tabt sine bedste mænd, og som vil være grebet af bøndernes primitive begær efter jord, vil være for demoraliseret til at tjene som forsvarsværk for lov og orden. Dumaen og de intellektuelle oppositionspartier, der mangler enhver autoritet i folkets øjne, vil være magtesløse med hensyn til at dæmme op for det folkelige tidevand, som de selv har forårsaget, og Rusland vil blive kastet ud i et håbløst anarki, hvis resultat ikke kan forudses.«2 Durnovo havde naturligvis ret i, at ingen kan se ind i fremtiden, men selv kom han uhyggelig tæt på.

33835_den_russiske_revolution.indd 11

23-08-2010 14:16:38


INDLEDNING

13

INDLEDNING

Den russiske revolution var i virkeligheden mange revolutioner i en. I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet frem til Den Første Verdenskrig var Rusland midt i Den Industrielle Revolution. Den kom sent i forhold til de andre europæiske lande, men slog til gengæld igennem med stor kraft. I 1905-6 kulminerede flere års uro og utilfredshed i landområderne, på fabrikkerne, i mellemlagene og hos det beskedne russiske borgerskab. Den umiddelbare anledning var Den Blodige Søndag, hvor tsarens soldater åbnede ild mod fredelige demonstranter. Dette blev efterfulgt af omfattende social uro i form af bondeopstande, strejker og demonstrationer. Hårdt presset af sin begavede førsteminister måtte tsaren til slut give sig og efterkomme nogle af befolkningens krav. Det skete i form af det såkaldte Oktobermanifest. Der var i realiteten tale om en forfatning, der brød med tsarens selvherskerdømme, selv om han stadig havde et meget stort ord at skulle have sagt i de vigtigste af statens sager. På trods af kritik fra såvel højre som venstre for ikke at være gået tilstrækkelig langt, var der tilstrækkelig med opbakning til tsaren til, at magten var sikret i nogle år, før det gik løs i 1917, først med Februarrevolutionen og siden med Oktoberrevolutionen. Februarrevolutionen var efter manges opfattelse en fuldendelse af den borgerlige revolution, der var blevet påbegyndt i 1905, mens Oktoberrevolutionen var en blanding af et bolsjevistisk statskup og et vidnesbyrd om, at Rusland endnu ikke var modent til demokrati. Som om det ikke kunne være nok, var der også tale om revolutioner i revolutionerne. Bønderne, arbejderne, borgerskabet, intelligentsiaen havde hver deres dagsorden og deres håb til fremtiden og dermed også deres revolutioner. Denne bog handler om de mindre vinde i form af sociale protester og oprør i russisk historie, men især om 1917, hvor de alle mødtes i februar og igen i oktober og dannede den »perfekte storm«. I forskningen er der tre grundopfattelser eller skoler, hvad angår

33835_den_russiske_revolution.indd 13

23-08-2010 14:16:38


14

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7

fortolkningen af den russiske revolution. Den første er den liberale fortolkning, der også betegnes den traditionalistiske: Oktoberrevolutionen var intet andet end en parentes, en ulykkelig begivenhed, der skubbede Rusland bort fra den vej mod demokrati og velfærd, som landet var slået ind på. Der var tale om et statskup udført af en lille flok kynikere, som ikke havde nogen reel støtte i landet. Endelig hedder det, at der var en direkte forbindelse mellem Lenins og Stalins regimer.1 Den version er ganske populær i Rusland i dag. Nogle mener, at det først og fremmest skyldes, at den fritager samfundet for meddelagtighed. Det er der noget om, men man kunne også mene, at den reducerer samfundet til en umælende masse, og det er det vel heller ikke let at leve med. Den anden er sovjettypefortolkningen, der sagde, at Oktoberrevolutionen var en forudsigelig hændelse, der blev sat i gang af masserne, der beslutsomt tilsluttede sig bolsjevikkerne. En særlig variant af sidstnævnte, der også er materialistisk, men betydelig mere intelligent, er den såkaldt revisionistiske fortolkning. Her lægges vægten på studiet af samfundets sociale kræfter, og man mener i den forbindelse, at den sociale revolution i Rusland ville være kommet, også selv om Lenin og bolsjevikkerne ikke havde været til stede. Begrundelsen lyder, at revolutionen allerede var i gang, da bolsjevikkerne overtog ledelsen af den.2 Den sidste grundopfattelse kan kaldes den pragmatiske. Den er hverken liberalistisk eller marxistisk, men søger at fastholde såvel de politiske og ideologiske dimensioner som den socialhistoriske, fordi alle er væsentlige for forståelsen af, hvad der foregik. Lenin, Trotskij og den marxistiske ideologi spillede en meget vigtig rolle, men de kommanderede ikke blot rundt med masserne – arbejderne, bønderne og soldaterne. Disse havde deres egne bekymringer, bevidsthed og håb, som de handlede ud fra, og som de sovjetiske ledere, alt efter hvor stærkt statsapparatet var blevet, måtte tage højde for. Det er sidstnævnte perspektiv, der er anlagt i denne bog. De bolsjevistiske ledere var besjælet af den marxistiske ideologi i sin særlige russiske aftapning, og de var fast besluttet på med alle midler at gennemføre den. De udnyttede krigen og den omfattende sociale uro til at gribe magten, men da det snart gik op for befolkningen, at der på trods af løfterne ikke blev tale om fred, brød og arbejde, men om borgerkrig, sult og tvangsarbejde, rejste den sig mod de nye magthavere, der måtte gribe til vold og undertrykkelse for at beholde magten og opretholde kursen. Hermed var der i realiteten en borgerkrig i gang. Mellem 1918 og 1921 var der først og fremmest tale om en kamp mellem staten og bønder og arbejdere, der ikke ville

33835_den_russiske_revolution.indd 14

23-08-2010 14:16:38


INDLEDNING

15

underkaste sig det nye regime, men der var også tale om en kamp om selve statsmagten. Efter den tid var der kun tale om den første form. Denne mere eller mindre åbne form for borgerkrig sluttede først, da de sovjetiske ledere måtte erkende, at den socialistiske drøm havde været en utopi. De sovjetiske bureaukrater bestemte i mange år, hvilke kilder de turde overlade til historikerne, og hvilke sidstnævnte ikke havde godt af at komme i nærheden af. De forsøgte med andre ord at fastholde den sovjetiske myte om revolutionen, og det var så meget desto mere vigtigt, som den såvel udadtil som indadtil tjente som selve regimets ideologiske grundpille. Den skulle senere blive udskiftet med myten om Sejren i Den store Fædrelandskrig, men det er en anden historie.3 Det betød, at tsarens regime kom i et meget sortere lys, end rimeligt var, at de liberales rolle såvel i 1905 som i 1917 blev underspillet, samt ikke mindst at den meget brede modstand mod bolsjevikkernes regime fra dag et aldrig blev berørt. Efter at hemmelighedskræmmeriet hørte op i 1991, er der så mange nye kilder, at en enkelt mand ikke kan overkomme at læse dem i et helt arbejdsliv. Der er dog stadig problemer med adgang til kilder, der beskriver helt centrale beslutningsprocesser. Denne bog bygger først og fremmest på andre historikeres anstrengelser, men også på erindringer af folk, der deltog i begivenhederne, eller som blot var tilskuere. Russere som udlændinge. Jeg står i stor gæld til Lev Trotskijs monumentale værk Den russiske Revolution fra 1926. På trods af sit klare politiske sigte er den i mange henseender noget af det bedste, der findes. Endelig er bogen, især i de samfundshistoriske afsnit, baseret på en række kildesamlinger. Det er svært at være upartisk, fordi man uvægerligt ser 1917 i det lys, eller rettere det mørke, som ikke blot Stalinismen kastede over landet, men også Den Røde Terror og Den Russiske Borgerkrig 1917-1921, der var forfærdelig, voldsom og blodig, og som kostede millioner af mennesker livet. Der blev begået ufattelige grusomheder på begge sider, men hvor de hvides som regel var knyttet til kamphandlinger og derfor begribelige, var de rødes en mere eller mindre systematisk udryddelse af hele klasser og sociale lag. Det er også svært, fordi revolutionen berører så fundamentale spørgsmål som: Er det rigtigt bare at smadre institutioner, der er blevet til over århundreder, for at skabe nye? Er det rigtigt at ofre andres liv for fremtidige generationer? Og kan man skabe det perfekte menneske? Revolutionen var, som den amerikanske historiker, Richard Pipes, har formuleret det, ikke, som marxisterne og den russiske filosof Nikolaj

33835_den_russiske_revolution.indd 15

23-08-2010 14:16:38


16

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7

Berdjaev ville det, uundgåelig som istiden, men resultatet af vilje og handling, og derfor kan og må den også vurderes moralsk. En diskussion af den handler ikke kun om fortiden, men også om fremtiden. 4 Bogen er opdelt i fire hovedafsnit. Det første indeholder nogle lange udflugter tilbage i russisk historie i et forsøg på at forklare, hvorfor Rusland måtte få en social og ikke blot en politisk revolution. Fokus ligger dog på tiden 1880-1914, fordi Rusland i denne periode nok gennemgik en industriel og økonomisk revolution, men hvor det politiske system i hvert fald indtil 1905 forblev autokratisk. Det var i høj grad spændingerne mellem de to udviklingsforløb, der udløste først Februarrevolutionen og siden Oktoberrevolutionen. Afsnittet afsluttes med historien om krigen og dens betydning for udviklingen. Afsnit to handler om Februarrevolutionen, der af nogle historikere betegnes som den rigtige revolution, fordi den kom nedefra og ikke – hvis man fastholder dette perspektiv – ligesom Oktoberrevolutionen var et elitært kup. Andre har dog slået til lyd for, at heller ikke Februarrevolutionen i virkeligheden var andet end et kup udført af generaler i ledtog med borgerskabet, som frygtede, at tsarens regime ville føre til tyskernes sejr.5 Afsnittet fortæller også om, hvordan Den Provisoriske Regering, der overtog ledelsen af landet efter tsarens abdikation, gjorde et behjertet forsøg på midt i en dyb økonomisk og social krise og ikke mindst midt i en krig på liv og død at etablere det, som Lenin meget rigtigt kaldte verdens frieste stat. Endelig fortæller det om den moderate og liberale politiks magtesløshed og den politiske polarisering, der første gang kulminerede i den såkaldte julikrise 1917, hvor pres fra soldater og arbejdere var meget tæt på at tvinge regeringen fra magten og overgive den til sovjetten, og anden gang i august, hvor den russiske general Kornilov – vistnok – forsøgte at gennemføre et militært kup. I tredje afsnit fortælles om bolsjevikkernes overtagelse af magten og om de første skridt i retning af at etablere et system, som verden endnu ikke havde set, og som ikke var andet og mere end en intellektuel konstruktion. Afsnit fire handler om den såkaldte krigskommunisme, om kampen mellem bolsjevikmagten på den ene side og bønder, arbejdere og borgere på den anden, om Den Røde Terror og om våbenhvilen, der blev indført med Den Nye Økonomiske Politik i 1921. I virkeligheden var der ikke tale om de rødes sejr, men om bøndernes sejr. De fik omsider det, de havde kæmpet for i århundrede: jord og ret til at sælge deres produktion på markedet. De, der siger, at borgerkrigen først startede i sommeren 1918, siger implicit, at sovjetmagten havde en fredelig start, at der var tale om frem-

33835_den_russiske_revolution.indd 16

23-08-2010 14:16:38


INDLEDNING

17

med invasion, og forklarer bolsjevikkernes radikalisering med kampen mod den. I virkeligheden havde den ulmet siden februar 1917, men brød først for alvor ud med bolsjevikkernes magtovertagelse i hovedstaden i oktober 1917. Den kom til at koste omkring syv millioner mennesker livet og satte sig så dybe spor i bevidstheden hos de implicerede, at den på afgørende vis kom til at sætte rammerne for og bestemme indholdet af Sovjetunionens videre historie.

33835_den_russiske_revolution.indd 17

23-08-2010 14:16:38


INDLEDNING

23

I. Forhistorien

33835_den_russiske_revolution.indd 23

23-08-2010 14:16:42


24

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7 – F O R H I S TO R I E N

TSAR OG FOLK

»Ruslands tsar regerer, selv om han er kristen, et dovent folk.« Sådan skrev en vesterlænding om Peter den Store (1672-1725), og selv om man skal være varsom med at tage sådanne beretninger for pålydende, kan der meget vel have været noget om det med dovenskaben. Peter var ellers en foregangsmand, der ihærdigt arbejdede på at indføre de vestlige erfaringer med industriel produktion, stats- og krigskunst og måske navnlig effektivitet i Rusland. Roden til problemerne skal findes i den kendsgerning, at Rusland i forhold til sin udstrækning og navnlig i forhold til sine lange grænser var et relativt fattigt land, og at staten derfor for at kunne forsvare sig var mere eller mindre tvunget til at iværksætte en grov udbytning af befolkningen i form af skatter og i form af tvangsudskrivning til arbejde og til militærtjeneste. Det ville folk flest ikke umiddelbart finde sig i og gjorde derfor modstand. Det fremtvang statsmagtens anvendelse af vold, undertrykkelse og kontrol. Det var ikke nogen tilfældighed, at det var den middelalderlige Moskvastat, der blev kernen i det russiske rige, efter at den århundreder lange mongolske besættelse af landet hørte op i løbet af 1500-tallet. Moskvas fyrster havde nemlig taget ved lære af mongolerne og indrettet deres stat med en stærk mand i spidsen og et strengt hierarkisk system, der sikrede eliten skat, forsvarsværker og soldater og dermed magt og sikkerhed. Dette system, hvor bonden, embedsmanden og soldaten arbejdede af frygt for pisken eller anden form for straf, har vi også kendt i Danmark, men her blev det i tidens løb afløst af mere moderne former, hvor tilskyndelsen til arbejde og mobilisering af ressourcer foregik ad frivillighedens vej med, hvad dermed fulgte af moderne institutioner som marked, penge, tillid og demokrati. Når Rusland selv under den ihærdige Peter ikke lod sig rive ud af den førmoderne tilstand, skyldtes det, at Peter i virkeligheden kun var interesseret i de tekniske sider af Oprørere henrettes af tsarens soldater. Letland 1905.

33835_den_russiske_revolution.indd 24

23-08-2010 14:16:42


TSAR OG FOLK

25

Vestens succes og ikke i det øvrige. Han havde succes på krigsfronten, men det lykkedes ham ikke at skabe den effektivitet og det overskud, der skulle til for at bringe Rusland ud af sit strukturelle fængsel. Systemet havde yderligere den bagside, at stat og samfund befandt sig i en borgerkrigsagtig tilstand. Utallige bondeoprør hjemsøgte Rusland i århundreder helt op til og med revolutionen i 1917 – hvilket i sig selv blev en alvorlig barriere for Ruslands modernisering. Det er i det kompleks, man skal søge forklaringerne på Ruslands historiske særkende: langsom udvikling, økonomisk tilbageståenhed, primitiv social organisation og lav kulturel udvikling. Den russisk-ortodokse kirke udviklede aldrig nogen avanceret teologi eller selvstændighed i forhold til statsmagten – var snarere dens instrument – og derfor bidrog den ikke som den katolske og protestantiske kirke i Europa til udviklingen af det civile samfund og demokrati. Det russiske selvherskerdømme eller autokrati var på et afgørende punkt meget anderledes end sine vestlige sidestykker. Begge steder havde kongen, kejseren eller tsaren meget stor magt, men i Rusland havde han også ejendomsret til jord og til gods og til tjenesteydelser fra adelen. Dette system kaldes patrimonialt.1 Tsaren styrede landet som bonden sin familie med hård hånd, tugt og disciplin, ellers – mente han og størstedelen af eliten – ville intet blive udrettet. Embedsmanden mente, at hvis magten slækkede tøjlerne, ville bonden stoppe betalingerne, modsætte sig rekrutteringen til hæren og gå i gang med at tilegne sig godsernes jorder. Selv konservative godsejere blev dog med tiden klar over, at roen ikke i længden kunne opretholdes med magt, men det problem var man villig til at overlade til efterkommerne.

Jord og frihed Den russiske historie var også grobund for bondens måde at forstå sig selv og verden på og dermed for dannelsen af en bestemt bondementalitet. Hvordan den kom til at se ud, afhang ikke blot af, hvad der faktisk skete, men især af den måde, historien er blevet overleveret på. Om bønderne fortælles, at de siden tidernes morgen har stræbt efter zemlja i volja (jord og frihed). Denne stræben har bønder i andre kulturer vel også haft, men i Rusland fik den en særlig kraft, måske fordi det varede så længe, før den blev realiseret. Det hedder videre, at bonden traditionelt ikke higede efter at få sin egen jord, men at den skulle tilhøre dem, der dyrkede den, i fællesskab. Der skulle være arbejde og jord til

33835_den_russiske_revolution.indd 25

23-08-2010 14:16:42


26

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7 – F O R H I S TO R I E N

alle, selv til godsejeren, hvis han ellers ville arbejde og dele med de andre. I de gamle fortællinger optræder ofte et mytisk land, hvor alle ikke blot har jord, men hvor der også er lighed, fred og harmoni. Dertil en særlig form for åndelighed. Et af disse utopiske lande hed Belovode. Det fortælles, at en russisk bonde engang i slutningen af 1800-tallet skulle have bedt forfatteren Maksim Gorkij vise ham på et kort, hvor Belovode lå. Det viser måske noget om drømmens styrke. I begrebet volja lå først og fremmest frihed for hoveriarbejde, for skatteopkrævere og for militærtjeneste. Den russiske bonde er mange steder kendt for at være uhyre tålmodig og underdanig – andre mener, at de først og fremmest var snedige – men hvad der end var tilfældet, rummer historien mange eksempler på voldsomme bondeoprør, hvor de to krav blev ført frem med bål og med brand. Med til bøndernes verdensbillede hørte myten om den gode konge eller den gode tsar. Det var herremanden, ridefogeden, skatteopkræverne og embedsmændene, der plagede bønderne og bedrog tsaren. Fik han først ordentlig besked, ville han komme sine børn i møde. Bøndernes navn for tsaren var tsar-batjusjka eller lillefar tsar. Meget af alt dette forsvandt måske i løbet af 1800-tallet, men drømmen om jord og frihed blev bevaret og var katalysator for en mægtig social kraft, der kulminerede i 1904-1905 og igen i 1917.2

33835_den_russiske_revolution.indd 26

23-08-2010 14:16:42


D E T E U R O PÆ I S K E Å R H U N D R E D E

27

DET EUROPÆISKE ÅRHUNDREDE

1800-tallet er blevet kaldt det europæiske århundrede i russisk historie med den begrundelse, at Rusland på en række afgørende områder blev moderniseret og rykkede i retning af den europæiske hovedstrøm. Tsaren sad stadig enevældigt på sin trone, men bønderne blev frigjort, der blev indført lokalt selvstyre, og staten var sågar begyndt at lempe på censuren. Industrialiseringsfremstødet i århundredets sidste tredjedel kunne have bidraget til at fremme denne politiske udvikling, men i stedet foregik det under en nærmest modsat politisk bevægelse. Der blev med andre ord tale om en forceret modernisering i samfundets økonomiske og sociale basis, mens tsaren på det politiske plan forsøgte at rulle tiden tilbage til før reformerne, eller måske endnu tidligere. Det skete under indtryk af et stadigt mere oprørsk samfund, der gav let spil til de kræfter, der mente, at enhver form for politisk reform blot var begyndelsen på en rutsjetur ned i anarkiet.

Oprør og reaktion I december 1825 troppede nogle hundrede officerer og soldater, der havde været med tsar Alexander 1. i Europa, efter at den russiske hær havde jaget Napoleons armé ud af Rusland, op på pladsen foran Vinterpaladset i Skt. Petersborg og krævede en grundlov. Officererne havde i Europa oplevet en anden verden, som de havde fundet bedre end deres egen, men deres politiske program var særdeles rodet, og oprørets organisation amatøragtig, og det betød, at de hurtigt blev overmandet af loyale tropper og fængslet. Selve det forhold, at en gruppe mennesker, der overvejende kom fra den russiske elite, havde sat sig op mod tsaren, var imidlertid i sig selv historisk betydningsfuldt. Den ellers så fast sammentømrede elites enhed var brudt og selvherskerdømmet blevet udfordret indefra. Disse træk forstærkedes op igennem århundredet og kulminerede i begyndelsen af det følgende. Officerernes utilfredshed var oven i købet paradoksal, eftersom

33835_den_russiske_revolution.indd 27

23-08-2010 14:16:42


28

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7 – F O R H I S TO R I E N

Alexander 1. ikke alene var en succesrig tsar og en vigtig spiller i europæisk politik, men også relativt reformvenlig. Det samme eftermæle fik hans efterfølger, Nikolaj 1., der kom til efter Alexanders død samme år, som opstanden fandt sted, ikke. Han stod fadder til den russiske politistat med den berygtede Tredje Sektion, der kunne sende folk til Sibirien alene på mistanken om statsfjendtlig virksomhed, med brevcensur, specialtilladelse til læsning af f.eks. Darwin og med hemmelige agenter og meddelere. Mange hundrede måtte vandre i fængsel og i eksil, og begge steder blev på sin vis en skole for had til systemet og revolution. Kort før sin død i midten af 1800-tallet måtte Nikolaj 1. opleve Ruslands forsmædelige nederlag til England og Frankrig i Krimkrigen. Det hovedindtryk, som historikerne og andre har efterladt af Nikolaj 1.s regeringstid, kan kort sammenfattes til: reaktion, stilstand, mørke, vold og råddenskab. Der er næppe tvivl om, at det var en barsk tid at leve i, men det hører med til historien, at moderniseringen af statsmagten faktisk blev fortsat, herunder udviklingen hen mod en retsstat, og at der på allerhøjeste plan seriøst blev diskuteret planer for bondens frigørelse.

De store reformer Nederlaget i Krim-krigen blev af indflydelsesrige dele af den russiske elite med rette opfattet som et sikkert vidnesbyrd om, at Rusland siden Alexander 1. var sakket bag ud i udviklingen i forhold til de øvrige europæiske magter, og at det derfor var nødvendigt at indføre reformer. Det blev tsar Alexander 2., der kom til at stå i spidsen for disse. Der var tale om betydelige reformer, der for alvor satte gang i moderniseringen af Rusland. Den måske betydeligste del af reformkomplekset bestod i frigivelsen af de russiske bønder, der ikke bare udgjorde langt størstedelen af befolkningen, men som også for størstedelens vedkommende levede en fattig og undertrykt tilværelse. Man havde i årtier talt om nødvendigheden af at tage dette skridt, og argumenterne havde været både moralske og økonomiske. Ingen af de foregående tsarer havde imidlertid vovet at tage skridtet, måske fordi man var bevidst om, at hele samfundets konstruktion hvilede på det eksisterende system, og at den ville styrte sammen, hvis man fjernede denne vigtige del af fundamentet. Det var måske en politisk overvejelse, der til sidst fik Alexander 1. til at skrive under på loven. En minister skulle ligeud have sagt til ham, at hvis ikke han ovenfra ville give bønderne friheden, ville

33835_den_russiske_revolution.indd 28

23-08-2010 14:16:43


D E T E U R O PÆ I S K E Å R H U N D R E D E

29

de tage den nedefra, og det ville få langt mere ødelæggende konsekvenser. Loven skabte naturligvis ikke med ét en fri bondeklasse. Bønderne, eller rettere landsbyerne, fik overdraget den jord, som bønderne hidtil havde dyrket, mod at godsejerne fik udbetalt en kompensation. Den betalte staten i første omgang, men bønderne skulle betale den tilbage i løbet af de følgende 50 år, og landsbyernes indbyggere blev gjort kollektivt ansvarlige for afviklingen af gælden. Denne ordning bandt altså fortsat bønderne til landsbyerne, og dermed sikrede man sig, at der fortsat ville være arbejdskraft til at dyrke godsernes jorder, og mod, at byernes proletariat ville vokse alt for hurtigt og udvikle sig til en revolutionær bevægelse. Efterhånden som de økonomiske kræfter i løbet af århundredet blev sluppet fri, og markedet kom til at virke, fandt man dog efterhånden veje til at bryde disse begrænsninger. Det var dog ikke før efter 1905-revolutionen, at regeringen tog initiativ til at skabe en egentlig bondeklasse af selvejerbønder, men den historie vender vi tilbage til. En anden del af reformpakken bestod i indførelsen af de såkaldte zemstva, en form for selvstyreråd, som kan sammenlignes med vores sogneråd, byråd og amtsråd. Medlemmerne blev valgt, og de fik rådighed over eget budget og egne midler. Disse råd er med god grund blevet kaldt det russiske demokratis skole. Den gamle elite, adelen, var rigt repræsenteret, men de fik snart følgeskab af læger, skolelærere, landbrugskonsulenter og andet godtfolk, der blev katalysatorer for moderniseringen af Rusland. Disse råd spillede også en vigtig rolle for udviklingen af en politisk offentlighed, og mange af de første politikere efter tsarens afgang havde en fortid i dette miljø. Mindre iøjnefaldende dele af reformpakken, men ikke desto mindre vigtige, var retsreformerne, love om næringsfrihed og reformer på uddannelsesområdet. De sidstnævnte gav flere adgang til universiteterne og de andre højere læreanstalter – fortrinsvis selvfølgelig adelige og unge fra de andre privilegerede lag, men flere kom efterhånden til. Man skulle på den baggrund tro, at i det mindste bønder og studenter var tsaren taknemmelige, men tværtimod øgedes modstanden mod tsarismen, og det hele kulminerede på paradoksal vis med terrormordet på »befriertsaren«, som Alexander 2. med rette blev kaldt, i 1881. De konservative, der kom til magten under den følgende tsar, Alexander 3., mente, at mordet på tsaren skyldtes for megen frihed og slaphed, og de stod derfor for genindførelsen af de politistatsmetoder, som man havde kendt under Nikolaj 1. De havde sikkert ret i deres diagnose, men midlerne til bekæmpelsen skulle vise sig at virke mod hensigten.

33835_den_russiske_revolution.indd 29

23-08-2010 14:16:43


30

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7 – F O R H I S TO R I E N

SAMFUNDET

Den radikale intelligentsia De revolutionære lod sig ikke kyse, men forhærdedes og radikaliseredes i den voldsspiral, som det hele med tiden udviklede sig til. Det var ikke studenterne eller intelligentsiaen alene, der lavede revolution, de blev båret frem af sociale kræfter i form af folkelig utilfredshed. De gav imidlertid disse kræfter mæle og organiserede dem. Undertiden konstruerede de dem ligefrem for at fremme deres egen sag. Intelligentsiaen var i 1800-tallet en dråbe i det store russiske folkehav, men den tiltrak sig allerede dengang af gode grunde stor opmærksomhed. Måske under påvirkning af den russisk-ortodokse tradition, som mange ikke ville vide af, men som alligevel havde formet deres mentalitet, var de kendetegnet ved at være meget upraktiske og spekulative. Der var således en tendens til at ophøje europæiske ideer til »absolutte sandheder«. Sådan gik det for eksempel Hegel i 1840, Darwin i 1860 og Marx i 1890’erne. Ensidigheden, renheden og alvoren var måske det, der gav grobund for den store russiske litteratur, men den var til gengæld ofte didaktisk, moraliserende, dogmatisk og intolerant. Mange var besjælet af ønsket om at »betale gælden« tilbage til masserne, hvilket vil sige til bønderne. Der var tale om en kamp for det abstrakte folk og ikke for den konkrete bonde, som man sjældent kendte. Der var tale om store ideer på lang afstand fra den konkrete hverdag. Hvis folket ikke ville gå samme vej, måtte det, til sit eget bedste, tvinges. Adgangsbilletten til intelligentsiaens gode selskab var ikke nødvendigvis en højere uddannelse. Utilfredshed med og helst aktiv modstand mod tsaren og alt hans væsen var tilstrækkeligt. Intelligentsiaens modstand mod regimet tog fart med de såkaldte narodniki, der i 1874 begyndte deres »vandring ud i folket« med det formål at bevidstgøre bonden om sit eget værd og dermed bane vejen for en revolution. Deres ideologi var en form for »bondesocialisme«, der i vir-

33835_den_russiske_revolution.indd 30

23-08-2010 14:16:43


SAMFUNDET

31

keligheden markerede en modstand mod byen og industrialiseringen, men som ikke desto mindre skulle komme til at spille en vigtig rolle i tsarismens fald og senere sågar i bolsjevikkernes revolution. Der var hovedsagelig tale om unge mennesker fra byen og fra de privilegerede klasser, der i forvejen havde problemer med at kommunikere med bønderne. Bedre blev det ikke, da de begyndte at prædike socialisme, og bønderne jog dem bort eller angav dem til det hemmelige politi, der på forhånd havde et godt øje til dem. I frustration over denne behandling var der mange af dem, der vendte sig mod terrorismen eller det, som efter den franske revolution er blevet kaldt den jakobinske tradition. De kunne finde et ståsted i terrororganisationen Zemlja i volja (Jord og frihed). Petr Tkatjev, der var en af frontfigurerne, var stærkt kritisk over for folkeoplysernes ide om en gradvis forandring af systemet gennem bevidstgørelse af bondemasserne og mente, at den revolutionære avantgarde skulle slå til med det samme, før kapitalismen havde fået skabt et statsbærende lag. Det, han sigtede til, var, at den russiske kapitalisme endnu kun var svagt udviklet, og at borgerskabet og middelklassens magt derfor var begrænset. Kunne man styrte tsaren, var vejen derfor mere eller mindre beredt for socialismen. Tkatjevs skrifter var en betydelig inspiration for Lenin, der imidlertid også hentede ammunition hos Sergej Netjaev, der var en af de mest sagnomspundne og berygtede terrorrister fra 1800-tallet. Han skrev i 1869 Den revolutionæres katekismus, hvori det hed, at alt var tilladt for at nå målet, og at medlemmerne af en revolutionær organisation betingelsesløst skulle underkaste sig lederen og adlyde hans ordrer. Netjaev skulle egenhændigt have henrettet et medlem af sin egen celle for at statuere et eksempel for de andre. Han, der er blevet kaldt en bolsjevik før bolsjevismen, blev arresteret af tsarens politi i 1872 og anbragt i Peter-Poul Fæstningens fængsel, hvor han døde nogle år senere. En bølge af terrormord på embedsmænd og politifolk var sat i gang og skulle rulle de følgende årtier. To af de mere spektakulære var mordene på Skt. Petersborgs guvernør i 1878 og på tsar Alexander 2. i 1881. Det første blev udført af den kvindelige aktivist, Vera Zasulitj, der efterfølgende klarede frisag ved en retssag, der i høj grad blev udnyttet af de radikale kræfter som en talerstol mod tsarens brutalitet. Ugerningen mod guvernøren blev begrundet med, at han havde ladet en student, der havde nægtet at tage hatten af for ham, piske. Tsaren omkom, efter at en terrorrist havde rullet en bombe ind under hans karet, da den kørte

33835_den_russiske_revolution.indd 31

23-08-2010 14:16:43


32

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7 – F O R H I S TO R I E N

på en gade nær Vinterpaladset. På stedet er der senere blevet opført en ortodoks kirke i den karakteristiske østerlandske stil. Terrorismen kostede små 20.000 mennesker livet og medførte en betydelig forråelse af bevægelsen. Dele af bevægelsen lod sig inspirere af Das Kapital, der udkom på russisk i 1872 og fik en overraskende stor udbredelse. Nationalisterne og populisterne så den som en advarsel om kapitalismens rædsler, som Rusland måtte gøre alt for at styre uden om. Andre lod sig rive med af værkets skær af videnskabelighed og tilsyneladende totale forklaring på verdens og historiens udvikling. Atter andre var begejstrede for, hvad de så som et endeligt opgør med tanken om den russiske vej som en særlig udviklingsvej. Marx forsikrede jo, at alle stater på et eller andet tidspunkt ville blive industrialiserede og kapitalistiske, og således ville Rusland også blive europæisk. Det russiske socialdemokrati (Ruslands socialdemokratiske arbejderparti) blev stiftet i 1898, men kunne på grund af tsarens forbud mod politisk aktivitet ikke træde frem og repræsentere sine tilhængeres synspunkter i en offentlig debat. I modsætning til den tyske kejser, der tillod de tyske socialdemokrater at deltage i den politiske proces fra 1890 og på den måde indoptog dem i det politiske system, valgte den russiske tsar altså konfrontationen.

Bønderne De unge mennesker, der i 1870’erne drog ud i landsbyerne for at oplyse bønderne, havde i reglen et stærkt idealiseret billede af livet i landsbyerne, hvor mere end 80 procent af befolkningen levede. De anså bønderne for at være ærlige, gudfrygtige, afholdende, arbejdsomme og først og fremmest naturlige. De blev dog hurtigt klar over, at billedet var langt mere sammensat. Da forfatteren Maksim Gorkij sammen med en kammerat ville åbne en kooperativ butik i en landsby i nærheden af Kazan, reagerede bønderne med at smadre den og jage dem ud af byen. Det var blot en af de skuffelser, der senere skulle få forfatteren til at betegne det russiske bondeliv som vildt og barbarisk. Livet i de russiske landsbyer er af andre blevet beskrevet som beskidt, brutalt og kort, og det var sikkert en meget mere præcis beskrivelse end den, vi får fra romantikerne. Bønderne levede tæt i små bondehuse, der lå umiddelbart i forbindelse med staldene. De var ens klædt, og der var i det hele taget ikke megen plads til individualitet. Væsentlige spørgsmål som inddrivelsen af skatter og fordeling af jorden blev afgjort på

33835_den_russiske_revolution.indd 32

23-08-2010 14:16:43


SAMFUNDET

33

møder i landsbyen, hvor alle kunne deltage, men hvor kun familiernes overhoveder havde stemmeret. I princippet blev afgørelsen først truffet, når man var nået til fuld enighed, men det er nok tvivlsomt, hvor ofte det blev realiseret. Kendetegnende var det i hvert fald, at møderne var meget lange, og at bølgerne undertiden gik endog meget højt. Den sociale kontrol i landsbyerne var særdeles kontant. Hestetyveri blev anset for en grov forbrydelse, der blev afstraffet med prygl til døden. Det skulle heller ikke have været ualmindeligt, at utro kvinder blev afklædt og bundet til bukken på mandens vogn og derefter trukket gennem landsbyen. Ordsproget »Jo flere tæsk til den gamle, jo bedre suppe« siger formodentlig mere om kønsrollemønstret end mange ord, men tæsk både til konen, børnene, karlene og landsbyen mænd imellem hørte til dagens orden. Nogle er af den opfattelse, at de russiske bønder var så primitive og tilbagestående, at smarte politikere kunne få dem med på hvad som helst for gyldne løfter eller vodka. Det bestrides med rette af andre, der hævder, at der faktisk fandt en udvikling sted i den russiske landsby i 1800-tallet. Et af de bedste mål herfor er måske, at omkring halvdelen af bondebefolkningen kunne læse og skrive, da Den Første Verdenskrig ramte Rusland i 1914. Der var også tale om særlige leveregler og principper, som var blevet grundlagt gennem århundreder, og som bønderne ikke var til sinds at opgive. De lejrede sig om de to begreber jord og frihed. Bønderne mente, at de, der dyrkede jorden, havde retten til den og til dens udbytte, og at ingen – hverken godsejeren, staten eller senere den kommunistiske kommissær – skulle blande sig i det forhold. Med til dette hørte også den sædvaneret, der havde givet bønderne ret til at fiske i åerne, jage i skoven og høste hø på engene. Denne sædvaneret sagde i øvrigt også, at det var en mindre brøde at stjæle fra en rig end fra en fattig, og at det var så godt som acceptabelt at snyde godsejeren og staten, hvis man kunne slippe af sted med det. En russisk intellektuel skrev om bonden: »Den befriede russiske nation vil ikke danne et parlament, men løbe hen på værtshuset for at drikke, smadre glassene og hænge adelen.«3 Denne karakteristik, der stak dybt i tsarens embedsmænd og senere i bolsjevikkerne, blev brugt som undskyldning for at tøjle de russiske bønder og holde dem hen i uvidenhed, men dels var karakteristikken for ensidig, dels fandt de sig ikke i det i længden.

33835_den_russiske_revolution.indd 33

23-08-2010 14:16:43


34

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7 – F O R H I S TO R I E N

Arbejderne Der var hyppigt såkaldte vilde strejker blandt arbejderne i byerne og i minerne. De forklares ofte med de utålelige arbejds- og leveforhold, som den russiske kapitalisme tilbød arbejderne, der stort set var uden beskyttelse i form af fagforeninger eller forsikringer. Arbejdsdagen var typisk på 12-16 timer i døgnet seks dage om ugen, og ansættelsesforholdene var usikre, lønnen lav og formændene brutale. Arbejderne boede på sovesale eller på de værksteder, hvor de var ansat. Havde de familier, var det ikke ualmindeligt, at de boede sammen med andre familier i et kælderrum eller i et værelse. Familiens eget hjørne var skærmet af med et lagen eller brædder. Denne forklaring kan ikke afvises, men billedet var efter alt at dømme mere kompliceret. For det første var arbejdet og tilværelsen i byerne, selv om de var ringe, så dog trods alt bedre end landsbyernes lerklinede hytter, hårde slid, kedsomhed og patriarkernes tyranni. Det ved vi fra bønderkarle, der brugte deres første løn til at købe skjorte, slips, jakke og hat og promenere det på Nevskij – Skt. Petersborgs mondæne hovedstrøg – om søndagen. Da følte de sig som borgere. Nogle søgte også aftenskoler, teatre eller læste bøger. Der var ikke mange arbejdere, der i begyndelsen af århundredet var interesseret i politik. Deres foretrukne lekture var Tolstoj og Gorkij, og de fleste gik i kirke om søndagen. Forklaringen på strejkerne var snarere skuffede forventninger end fattigdom. Nogle mener, at bondearbejdernes adfærd i mangt og meget var bestemt af landsbyen. Bondekommunens fællesskab og afstandtagen til ridefogeder og herremand overførte de til fabrikkerne, hvor der spontant opstod arbejderkomiteer og sovjetter. I sovjetisk historieskrivning har man underspillet arbejdernes tilknytning til bondekulturen og i stedet fremhævet de flergenerationsarbejdere, der også fandtes, og som ideologien dikterede, skulle have stået i spidsen for revolutionerne. Det er meget omstridt i litteraturen. En kendsgerning er det imidlertid, at arbejderuroligheder først for alvor slog igennem omkring 1905, men at de så til gengæld var meget omfattende og voldsomme. Før den tid havde de været relativt få og var blevet holdt i skak af tsarens politi. I år 1900 var der omkring 20 millioner arbejdere i landet, men de var koncentreret om enkelte storbyer med flest i Skt. Petersborg og Moskva. Mange af dem var førstegenerationsarbejdere, men der var også allerede en hel del med flere generationers erfaring, herunder faglærte arbejdere, der havde udviklet en faglig stolthed og en standsbevidsthed. De fleste af dem kunne læse, og der var en arbejderkultur under

33835_den_russiske_revolution.indd 34

23-08-2010 14:16:43


SAMFUNDET

35

opbygning, som vi kender den fra vores egen historie, med foreningsliv og kooperative foretagender. Der var imidlertid ingen fagforeninger og politiske partier, som man lovligt kunne organisere sig i. Formelt havde arbejderne således ingen rettigheder og ingen muligheder for at forhandle med arbejdsgiverne, så når det kom til sammenstød, fik de ofte en voldsom karakter. Det kan sammenlignes med en trykkoger uden sikkerhedsventiler.

Middelklassen og borgerskabet Middelklassen eller det tredje element, der talte lærere, læger, arkitekter, embedsmænd, handelsfolk og andre med en lang eller mellemlang uddannelse, udgjorde sammen med det relativt beskedne borgerskab omkring 15 procent af befolkningen. Det var herfra, der rekrutteredes til forskellige former for foreninger og selskaber, der viste frem mod dannelsen af et civilt samfund. Der var for eksempel »Det frie Økonomiske Selskab«, »Det Tekniske Selskab« og »Det Geografiske Selskab«. Det var typisk faglige betegnelser, men man har givet diskuteret andre spørgsmål, herunder politiske. Et ganske særligt socialt lag i byerne udgjordes af studenterne, hvis antal voksede fra omkring 5.000 i midten af århundredet til omkring 20.000 ved slutningen. Det særlige ved Rusland var, at der aldrig udvikledes en egentlig borgerlig kultur og mentalitet. Dels var borgerskabet beskedent, og dels blev intelligentsiaen, der skulle have produceret kulturen og ideologien, aldrig for alvor integreret i dette sociale lag, men lagde snarere afstand til det, fordi de fandt det reaktionært, snæversynet og pengegrisk.

Samfundets top I samfundets top sad tsaren med højadelen og hoffet lige under sig. Næsten to tredjedele af landets højeste poster var besat af adelsfolk, der havde rod i den såkaldte tjenesteadel, og som derfor kun i ringe grad udgjorde en selvstændig magt i forhold til tsaren. Det rigide rangsystem, der var blevet indført af Peter den Store, blev først afskaffet i begyndelsen af 1900-tallet. Eliten i statens administration stammede fra forholdsvis få familier fra det øverste aristokrati i Skt. Petersborg. De var ikke blot i slægt med hinanden, men havde også frekventeret de samme skoler og akademier i Rusland og i udlandet. Størstedelen af de adelige levede imidlertid under relativt beskedne vilkår, mange var stærkt forgældede, ja nogle var sågar svære at skelne

33835_den_russiske_revolution.indd 35

23-08-2010 14:16:43


36

D E N R U S S I S K E R E VO L U T I O N 1 9 1 7 – F O R H I S TO R I E N

fra de bønder, de levede iblandt. Livegenskabets ophævelse og pengeøkonomiens indtog havde bragt mange godsejere i knibe, men det var langtfra alle. De mest fremsynede begyndte at omlægge deres brug og rationalisere dem og at kæmpe for egne lokale interesser. Flere kom på den måde i opposition til regeringen gennem selvstyrerådene, hvor det skete, at de gik sammen med bønderne. Fyrst Lvov (1861-1925), der blev leder af Den Provisoriske Regering i februar 1917, var en af disse progressive godsejere, der blev leder af selvstyrerådet i Tula syd for Moskva. Han var en driftig landmand og dertil liberal monarkist og dedikeret tilhænger af bondesagen. Folk af hans slags følte en slags skyld over for og gæld til de udbyttede bønder. Under hans ledelse blev lokalrådet i Tula et mønsterråd, der stod for bygningen af skole, bibliotek, hospital og veje, skaffede dyrlæger og landbrugskonsulenter til egnen, som formidlede investeringer i handel og industri, og som endelig stod for en aktiv integration af bønderne i det lokale samfund. Det hører dog med til historien, at de lokale råd ikke havde mange penge at arbejde med – omkring 15 procent af statsbudgettet – og at det naturligvis lagde en dæmper på aktiviteterne. Dertil kom, at bønderne ikke havde stemmeret, hvilket naturligvis var en hindring for deres integration. Endelig blev de aktivt modarbejdet af de sidste to tsarer, der så dem og deres aktiviteter – især de professionelle: dyrlægerne, agronomerne, skolelærerne og andre, der bragte liberale ideer med sig – som undergravende for den oprindelige harmoni i landsbyerne. I 1890’erne blev rettighederne beskåret, og magten gik tilbage til guvernørerne.

33835_den_russiske_revolution.indd 36

23-08-2010 14:16:43

Den russiske revolution 1917 af Erik Kulavig  

1917 ERIK KULAVIG Gyldendal ET FOLKS TRAGISKE KAMP FOR FRIHED Indledning 13 Forord 7 Prolog 8 I. Forhistorien II. Februar INDHOLD 5 Revoluti...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you