Issuu on Google+

Tom Rob Smith „Fremragende, rystende og blændende debutroman om forbrydelse og (mangel på) straf under Stalins terrorregime.“ – Bo Tao Michaëlis om Barn nr. 44 i Politiken

K R IMI | l i n d h a r d t o g r i n g h o f


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 1 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

DEN HEMMELIGE TALE


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 3 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

Tom Rob Smith

DEN HEMMELIGE TALE P책 dansk ved Poul Bratbjerg Hansen

LINDHARDT OG RINGHOF


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 4 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

Den hemmelige tale er oversat fra engelsk efter The Secret Speech Copyright © Tom Rob Smith, 2009 All rights reserved Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København, 2009 Omslag: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos Scandbook, 2009 ISBN 978-87-11-43672-1 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Til min søster og bror, Sarah og Michael.


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 5 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

SOVJETUNIONEN MOSKVA

Den 3. juni 1949 Under Den Store Fædrelandskrig havde han sprængt broen ved Kalach i luften for at forsvare Stalingrad, anbragt dynamit i fabrikker, så de blev forvandlet til murbrokker, og sat ild til raffinaderier, der ikke kunne forsvares, så søjler af brændende olie steg op i luften. Alt, hvad den invaderende Wehrmacht kunne tænkes at beslaglægge, havde han ødelagt uden den mindste tøven. Mens hans landsmænd græd, når deres hjembyer blev lagt i ruiner rundt om dem, havde han betragtet ødelæggelserne med en grum tilfredsstillelse. Fjenden ville komme til at erobre en ødemark, afbrændt jord og en røgfyldt himmel. Ofte improviserede han med de materialer, der nu var ved hånden: granater fra kampvogne, glasflasker, benzin, der blev taget fra forladte, væltede militærlastbiler. Han havde fået ry for at være en mand, som staten kunne stole på. Hans nerver slog aldrig klik, og han begik aldrig fejl, selv når han opererede under ekstreme forhold: iskolde vinternætter, i vand til livet i rivende flodstrømme eller under beskydning fra fjenden. For en mand med hans erfaring og temperament burde dagens opgave være ren rutine. Det var ikke noget, der hastede, og ingen kugler peb ham om ørerne. Alligevel rystede han på hænderne – de hænder, der var kendt for at være de roligste i branchen. Og sveddråber trillede ned i øjnene på ham, så han blev nødt til at tørre dem væk med en flig af skjorten. Han følte sig skidt tilpas. Han følte sig som en nybegynder 5


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 6 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

igen. Det var første gang, at den halvtredsårige krigshelt Jekabs Drozdov skulle sprænge en kirke i luften. Der var endnu en sprængladning, der skulle klargøres. Den befandt sig lige foran ham og var anbragt i sanctuariet, hvor alteret engang havde stået. Biskoppens tronstol, kirkestolene, ikonerne, mindetavlerne – det var alt sammen blevet fjernet. Selv bladguldet var blevet skrabet af væggene. Kirken var tom bortset fra den dynamit, der var gravet ned ved fundamentet og bundet fast til støttesøjlerne. Selvom kirken var plyndret og ribbet for alt, var det stadig et mægtigt og ærefrygtindgydende rum. Den midterste kuppel, der øverst var forsynet med store mosaikvinduer, var så høj og fyldt med så meget dagslys, at det virkede, som om den var en del af himlen. Med hovedet lagt tilbage og munden åben beundrede Jekabs kuppelens top, der befandt sig omkring halvtreds meter oven over ham. Stråler af sollys strømmede ind gennem de høje vinduer og oplyste freskoer, der snart ville blive sprængt i stumper og stykker, blive brudt ned til det, som de bestod af: tusindvis af små farveklatter. Ikke langt fra det sted, hvor han sad, bredte lyset sig hen over det glatte stengulv, som om det forsøgte at række ud efter ham – en fremstrakt gylden håndflade. Han mumlede: »Der findes ingen gud.« Han sagde det igen, nu med kraftigere stemme, så ordene rungede i kirkerummet. »Der findes ingen gud!« Det var en sommerdag, så selvfølgelig var der meget lys. Det var ikke et tegn på noget. Det var ikke noget guddommeligt. Lyset betød ingenting. Han tænkte for meget. Det var det, der var problemet. Han troede ikke engang på Gud. Han forsøgte at genkalde sig statens mange anti-religiøse sentenser. Religion tilhørte en tidsepoke, hvor enhver hyttede sine egne interesser. Og Gud hyttede alle og enhver. 6


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 7 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

Denne bygning var ikke hellig eller velsignet. Han burde ikke betragte den som andet end sten, glas og tømmer, som et rum, der var ét hundrede meter langt og tres meter bredt. Kirken producerede ikke noget, tjente ikke noget formål, der kunne måles og vejes, og den var således en arkaisk tingest, der var bygget af lutter arkaiske grunde af et samfund, der ikke længere eksisterede. Jekabs satte sig tilbage og førte en hånd hen over det kolde stengulv, der var slidt glat af de tusinder og atter tusinder kirkegængere, der havde deltaget i gudstjenester i flere hundrede år. Han følte sig overvældet af omfanget af det, som han skulle til at gøre. Hans strube begyndte at snøre sig sammen, som om han havde fået noget i den gale hals. Men følelsen fortog sig hurtigt. Han var træt og overanstrengt. Det var såmænd det hele. Når der var tale om et nedrivningsprojekt af denne størrelsesorden, fik han normalt hjælp af et arbejdshold, så de var flere om arbejdsbyrden. I dette tilfælde havde han dog besluttet, at hans folk skulle spille en underordnet rolle. Der var ingen grund til at dele ansvaret med andre, ingen grund til at inddrage kollegerne unødigt. Det var ikke dem alle, der var lige så klarttænkende, som han var. Det var ikke dem alle, der havde frigjort sig fra religiøst sværmeri. Han ville ikke arbejde sammen med mænd, der var i tvivl og havde modstridende følelser. I fem dage – fra tidlig morgen til solnedgang – havde han nu arbejdet med at klargøre alle ladningerne. Sprængstofferne var strategisk placeret for at sikre, at bygningen styrtede sammen på stedet, så kuplerne faldt pænt og ordentligt ned oven i hinanden. Sprængningsarbejde var på ingen måde noget kaotisk. Hans håndtering var præget af orden og præcision, og han var stolt af sin faglige kunnen. Denne bygning frembød en enestående udfordring. Det var ikke et moralsk spørgsmål, men en intellektuel prøve. Med et klokketårn og fem gyldne kupler, hvoraf den største blev båret oppe af firs meter høje søjler, ville dagens kontrollerede – vellykkede – sprængning være en passende afslutning på hans karriere. Efter denne opgave var han blevet stillet en tidlig pensionering i udsigt. Det havde endda været på 7


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 8 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

tale, at han skulle tildeles Lenin-ordenen – en betaling for et stykke arbejde, som ingen andre havde lyst til at udføre. Han rystede på hovedet. Han burde ikke være her. Han burde ikke gøre det her. Han skulle have ladet, som om han var syg. Han skulle have fået en anden til at klargøre den sidste ladning. Det her var ikke et job, der passede sig for en helt. Men de farer, der var forbundet med at skulke fra arbejdet, var meget større, meget mere reelle end en eller anden overtroisk forestilling om, at der måske hvilede en forbandelse over dette stykke arbejde. Han havde sin familie at tage vare på – en kone og en datter – og han elskede dem meget højt.

* Lazar stod blandt de mennesker, der havde samlet sig på pladsen ved Sancta Sophia-kirken, hvor de af sikkerhedsgrunde blev holdt tilbage af en afspærring ét hundrede meter væk. Hans alvorsfulde reservation stod i kontrast til den begejstring og snakkesalighed, der prægede dem, der stod omkring ham. Han nåede frem til, at de var den type forsamling, der ville have overværet en offentlig henrettelse – ikke af princip, men blot for synets skyld, bare for at have noget at lave. Der var en oprømt stemning. Snakken sydede af forventning. Børn sad og hoppede på skuldrene af deres fædre, fordi de utålmodigt ventede på, at der skulle ske noget. En kirke var ikke nok for dem. Kirken skulle brase sammen. Ellers var det ikke tilstrækkeligt underholdende. Helt henne ved afspærringen på et podium, der var specielt konstrueret for at komme højere op, var et filmhold i gang med at sætte stativer og kameraer op. De diskuterede, hvilke kameravinkler der var bedst egnede til at filme sprængningen. Især var de optaget af at sikre sig, at de fik alle fem kupler med, og de snakkede i fuld alvor om, hvorvidt kuplerne allerede ville blive smadret i luften, når de stødte sammen, eller først når de ramte jorden. Det ville afhænge af, ræsonnerede de, hvor dygtige de eksperter var, der placerede dynamitten inde i kirken. 8


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 9 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

Lazar spekulerede på, om der også var nogen i forsamlingen, der var bedrøvede. Han kiggede sig omkring for at se, om han kunne få øje på nogen ligesindede. Der var ægteparret, der stod et stykke væk. De var begge to tavse, og der var ikke antydning af farve i deres ansigter. Der var den ældre kvinde, der stod nede bagved med den ene hånd i lommen. Hun havde en genstand gemt i den – måske et krucifiks. Lazar havde lyst til at dele forsamlingen i to, at skille de sørgende fra dem, der bare var ude på at more sig. Han havde lyst til at stå ved siden af dem, der forstod, hvad der var ved at gå tabt: en tre hundrede år gammel kirke. Den var opkaldt efter Sancta Sophia-katedralen i Gorki og bygget med den som forbillede, og den havde overlevet borgerkrige og verdenskrige. De seneste bombeskader var en god grund til at istandsætte og bevare den – ikke til at ødelægge den. Lazar havde forarget læst den artikel i Pravda, hvori der blev talt om konstruktionsmæssig ustabilitet. Sådan en påstand var ikke andet end et påskud, et usandt fornuftsargument, en skefuld urigtig logik, der skulle gøre den forsmædelige handling mere spiselig. Staten havde givet ordre til, at kirken skulle ødelægges, og det, der var værre – meget værre – var, at ordren var blevet udstedt i fuld enighed med den ortodokse kirke. Begge parter, der tog del i denne forbrydelse, hævdede, at det var en pragmatisk, og ikke en ideologisk beslutning. De havde opregnet en række medvirkende faktorer. De skader, der var forårsaget af Luftwaffes bombeangreb. Det indvendige af kirken krævede en omfattende renovering, som der ikke var penge til. Og dertil kom, at grunden lige midt i byen skulle bruges til et vigtigt byggeprojekt. Alle dem, der havde magtfulde stillinger, var enige. Denne kirke, der ikke ligefrem var en af Moskvas fineste, skulle rives ned. Det var fejhed, der lå bag det skændige arrangement. De gejstlige autoriteter, der havde fået alle kirkemenigheder til at støtte Stalin under krigen, var nu et redskab for staten, et præsteskab underlagt Kreml. Den forhåndenværende nedrivning var en demonstration af denne undertvingelse. Den eneste grund til, at de ville sprænge kir9


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 10 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

ken i luften, var, at de ville vise deres underdanighed. Det var en selvlemlæstende handling, der skulle bekræfte, at religionen var harmløs, føjelig og tæmmet. Den behøvede ikke længere at blive forfulgt. Lazar forstod godt betydningen af denne offer-politik. Var det ikke bedre at miste én kirke end at miste dem alle? Som ung mand havde han været vidne til, at præsteseminarier blev lavet om til arbejderbarakker, og at kirker blev lavet om til anti-religiøse udstillingssteder. Ikoner var blevet brugt som brænde, og præster var blevet fængslet, tortureret og henrettet. Fortsat forfølgelse eller tankeløs underdanighed: Det var det, der havde været valget.

* Jekabs lyttede til lyden af den folkemængde, der havde samlet sig udenfor, det liv og røre, der udspillede sig, mens de ventede på, at forestillingen skulle begynde. Han var sent på den. Han burde have været færdig nu. Men i de sidste fem minutter havde han ikke bevæget sig, men siddet og stirret på den sidste sprængladning uden at foretage sig noget. Bag sig hørte han, at døren knirkede. Han kiggede sig over skulderen. Det var hans kollega og ven, der stod i døren. Han blev stående på dørtærsklen, som om han var bange for at gå ind. Han sagde med en kraftig stemme, der rungede: »Jekabs! Hvad er der galt?« Jekabs svarede: »Jeg er næsten færdig.« Hans ven tøvede, før han sagde med en mere dæmpet stemme: »I aften skal vi to have noget at drikke for at fejre din pensionering, ikke? I morgen tidlig vil du have læsterlige tømmermænd, men ved aftenstid vil du have det meget bedre.« Vennens forsøg på at trøste og berolige fik Jekabs til at smile. Skyldfølelsen ville ikke være værre end en omgang tømmermænd. Den ville gå over. »Giv mig fem minutter.« 10


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 11 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

Efter disse ord lod vennen ham være alene. I noget, der mindede om en parodi på en bøn, lå han på knæ med sveden haglende ned ad sig og svedglinsende fingre. Han tørrede ansigtet, men det hjalp ikke. Hans skjorte var gennemblødt og kunne ikke opsuge mere. Gør arbejdet færdigt! Så skulle han aldrig arbejde igen. I morgen ville han gå en tur langs floden med sin lille datter. I overmorgen ville han købe et eller andet til hende og se hende smile. Og om en uges tid ville han have glemt alt om denne kirke, om de fem gyldne kupler og om fornemmelsen af det kolde stengulv. Gør arbejdet færdigt! Han tog fat i tændsatsen og bøjede sig ned mod dynamitten.

* Til alle sider fra kirken fløj der stumper af mosaikglas. Alle vinduer blev knust samtidig, så luften blev fyldt med farvede fragmenter. Bagmuren forvandlede sig fra en fast masse til en hvirvlende støvsky. Forrevne klumper af sten røg i en bue op i luften og faldt så ned på jorden. De flænsede græsset op og blev liggende eller trillede hen mod folk. Afspærringen – et vakkelvornt metalstakit – ydede ingen beskyttelse og blev med en skingrende lyd skubbet til side. Rundt om Lazar faldt folk omkuld, da trykbølgen slog benene væk under dem. Børn på deres fædres skuldre holdt hænderne op for ansigtet, da glasskår og stenstumper kom susende gennem luften. Som om det var én samlet masse, én stor stime, trak mængden sig tilbage på én gang, mens de dukkede sig, krøb sammen og gemte sig bag ved hinanden af frygt for, at mere materiale ville komme flyvende. Ingen havde forventet, at der ville ske noget nu. Mange havde ikke engang kigget i den rigtige retning. Filmkameraerne var ikke stillet op endnu. Der var arbejdere inden for sprængningszonen, der var håbløst undervurderet, eller også havde man fejlbedømt eksplosionen. Lazar stod – med ringen for ørerne – og kiggede på støvskyerne, mens han ventede på, at de skulle lægge sig. Da luften blev mere klar, 11


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 12 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

kunne man se et hul i muren, der var dobbelt så højt som en mand og nogenlunde lige så bredt. Skaden fik det til at se ud, som om en kæmpe var et uheld var kommet til at stikke snuden på sin støvle ind gennem kirkens mur og så – undskyldende – havde trukket foden tilbage, så resten af bygningen blev skånet. Lazar kiggede op på de gyldne kupler. Alle omkring ham gjorde det samme. Et eneste spørgsmål optog alle. Ville tårnene brase sammen? Ud af øjenkrogen kunne Lazar se filmholdet, der havde travlt med at få kameraerne til at køre. De tørrede støvet af linserne og gav pokker i stativerne. De var desperate efter at få noget filmet. Hvis de gik glip af sammenstyrtningen – uanset hvad grunden var – ville de få ørerne i maskinen. På trods af faren var der ingen, der løb væk. Alle blev stående som naglet til stedet og spejdede efter den mindste bevægelse: en hældning, et ryk – en rystelse. Det virkede, som om selv de tilskadekomne var tavst forventningsfulde. De fem kupler brasede ikke sammen. De holdt sig på ophøjet afstand af det ubetydelige kaos, der udspillede sig i verden nedenfor. Mens kirken blev stående, var der mange i folkemængden, der havde pådraget sig sår og blødte – og som græd. Lige så sikkert som hvis himlen var blevet overskyet, kunne Lazar fornemme, at der var sket et skift i stemningen. Uvished og tvivl kom op til overfladen. Havde en magt, der ikke var af denne verden, grebet ind og sat en stopper for denne forbrydelse? Tilskuere begyndte at forlade stedet. Først nogle få, der langsomt luskede væk, så var der flere, der sluttede sig til dem, og snart var der mange, der hastede væk. Ingen havde lyst til at se mere. Lazar havde svært ved at undertrykke en lille latter. Forsamlingen var gået i opløsning, hvorimod kirken havde overlevet! Han vendte sig om i retning af det gifte par i håb om at opleve dette glædelige øjeblik sammen med dem. Den mand, der stod lige bag ved Lazar, var så tæt på, at de var lige ved at røre ved hinanden. Lazar havde ikke hørt, at han nærmede sig. Han smilede, men hans øjne var kolde. Han var ikke i uniform og viste ikke sit legitimationskort. Alligevel var der ingen tvivl om, at 12


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 13 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

han var fra statens sikkerhedstjeneste, at han var en civil politiofficer, en agent fra MGB. Det fremgik ikke af den måde, han optrådte på, men snarere af den måde, han ikke optrådte på. Omkring dem var der mange, der var kommet til skade. Men denne mand værdigede dem ikke et blik. Han var blevet plantet i mængden for at holde øje med, hvordan folk reagerede. Og Lazar havde begået en brøler. Han havde været ked af det, da han skulle være glad, og glad, da han skulle have været ked af det. Manden talte med et lille smil om munden. Hans udtryksløse øjne veg ikke fra Lazar. »Ja, en lille svipser, et uheld, men det er let at råde bod på. Du burde blive her. Måske sker det alligevel i dag. Altså sprængningen. Du har lyst til at blive, ikke? Du vil gerne se kirken synke i grus, ikke? Det bliver temmelig spektakulært.« »Ja.« Et forsigtigt svar og også sandheden. Han havde faktisk lyst til at blive, men nej, han ville ikke have, at kirken skulle ødelægges, og det ville han bestemt ikke sige. Manden fortsatte: »På dette sted skal der bygges en af de største indendørs svømmehaller i verden. Så vores børn kan være sunde og raske. Det er en god ting, at de er det. Hvad hedder du?« Det mest almindelige spørgsmål, men også det mest skræmmende. »Jeg hedder Lazar.« »Hvad er din profession?« Det gav sig ikke længere ud for at være en tilfældig, uforpligtende samtale. Nu var det en åbenlys afhøring. Underdanighed eller forfølgelse? Skulle han være pragmatisk eller principfast? Lazar var nødt til at vælge. Og han havde faktisk en valgmulighed i modsætning til mange af hans brødre, der med det samme var genkendelige. Han var ikke nødt til at indrømme, at han var præst. Vladimir Lvov, den tidligere leder af Den Hellige Synode, havde været af den opfattelse, at præster ikke behøvede at skille sig ud i kraft af deres påklædning. De 13


JOBNAME: 4. korrektur PAGE: 14 SESS: 33 OUTPUT: Tue Aug 11 14:25:17 2009 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/582_Den_hemmelige_tale_140x220_NY/Materie

måtte godt – smide præstekjolen, klippe deres hår og blive ligesom almindelige dødelige. Lazar var enig med ham. Med sit korte skæg og sin upåfaldende fremtoning kunne han lyve for denne agent. Han kunne fornægte sin profession, sit kald, og håbe på, at løgnen ville beskytte ham. Han kunne sige, at han arbejdede på en skofabrik, eller at han fremstillede borde – alt andet end sandheden. Agenten ventede.


Den hemmelige tale af Tom Rob Smith