Page 1

1

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

1

15-12-2006, 08:16


2

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

2

15-12-2006, 08:16


Mari Jungstedt

Den du ikke ser Kriminalroman Oversat fra svensk af Ellen Boen

People’sPress

3

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

3

15-12-2006, 08:16


Den du ikke ser Oversat fra svensk af Ellen Boen efter: Den du inte ser Copyright © Mari Jungstedt 2003 Copyright © Dansk udgave People’sPress 2006 Published by agreement with Bonnier Group Agency, Sweden Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet Forsidefoto © Adrian Muttitt/Trevillion Images Sats og tilrettelægning: Pamperin · Grafisk Bogen er sat med Berling Roman Produktion: ISBN: 87-7055-084-0 ISBN-13: 978-87-7055-084-0 1. oplag, 1. udgave Printed in Germany 2007

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedshus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk

4

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

4

15-12-2006, 08:16


Til min mor Kerstin Jungstedt, som har lĂŚrt mig at se de lyse sider i mig selv og i tilvĂŚrelsen.

5

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

5

15-12-2006, 08:16


6

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

6

15-12-2006, 08:16


Mandag den 4. juni

7

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

7

15-12-2006, 08:16


8

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

8

15-12-2006, 08:16


Aftenen gik bedre end forventet. Hun havde selvfølgelig væ-

ret lidt spændt, fordi det var længe siden, hele flokken havde været sammen, men nu var hendes nervøsitet lettet. Efter en temmelig stærk velkomstdrink, hvidvin til forretten, adskillige glas rødvin til hovedretten og portvin til desserten var der en løftet stemning omkring bordet. Kristian fortalte endnu en vits om sin arbejdsgiver, og lattersalverne rungede mellem væggene i det gamle kalkstenshus. Uden for vinduerne lå de bølgende kornmarker og enge, hvor valmuerne først ville blomstre om nogle uger. Bag markerne glimtede havet i det sidste aftenlys. Helena og Per havde taget nogle dage fri for at tilbringe pinsen i sommerhuset på Gotland. De plejede at mødes med Helenas barndomsvenner en aften i løbet af weekenden. I år var anden pinsedag det eneste tidspunkt, der passede alle, og sådan blev det. Det var usædvanlig koldt for årstiden, omkring ti plusgrader. Der var en kraftig vind, og det susede og hylede i trækronerne. Helena lo højt ad Per, da han brød ud i Gute-sangen – en smædevise, hun selv havde lært ham om fyrene fra fastlandet, der rejste til Gotland i sommerferien for at jagte piger. Alle omkring bordet stemte i med omkvædet: Helenas bedste veninde Emma og dennes mand Olle, naboparret Eva og Rikard samt Beata med sin nye mand John, der kom fra USA og var ny i forsamlingen. Kristian var den eneste, der endnu var single. En flot fyr, men tilsyneladende evig ungkarl. Indtil nu havde han ikke engang boet sammen med nogen, skønt han var fyldt 35. Gennem årene havde Helena undret sig over, hvad det kunne skyldes. 9

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

9

15-12-2006, 08:16


Stearinlysene var tændt i deres støbejernsstager i vinduesnicherne, ilden knitrede i den åbne pejs. Hunden lå på et skindtæppe på stengulvet og slikkede sine poter, udstødte et dybt suk og rullede sig sammen i det varme skær fra pejsen og de levende lys. Helena gik ud i køkkenet for at trække endnu et par flasker vin op. Hun elskede det primitive hus, hvor hun havde tilbragt alle somre, siden hun var barn. Egentlig havde hun og Per brug for at være alene, få tid til at tale med hinanden og være sammen uden mobiltelefoner, computere eller vækkeure. Der var imidlertid ikke noget galt med en middag med de gamle venner, tænkte Helena, og det gik op for hende, hvor meget hun havde savnet dem. Hun blev revet ud af sine grublerier, ved at nogen førte en finger ned ad hendes rygrad. “Hvordan går det?” lød Kristians dæmpede og indsmigrende stemme bag hende. “Fint,” svarede hun og lo lidt forceret, da hun vendte sig om. “Hvordan har I det egentlig, du og Per?” Han kneb hende forsigtigt i næsen. “Gør han dig stadig lykkelig eller hvad?” “Ja da. Hvis man ikke kan få dig, må man jo lade sig nøje med det næstbedste,” sagde hun og gik foran ham ud af køkkenet. “Nu skal vi altså danse,” skrålede Beata, der så ud til at være i topform. Hun sprang op fra bordet og begyndte at rode rundt i cd’erne. En af de få nymodens ting i stuen var musikanlægget, og for Per havde det været en ufravigelig betingelse, hvis han skulle tilbringe mere end et døgn i huset. Lidt efter strømmede Håkan Hellström ud af højttalerne. Per fulgte Beatas eksempel og begyndte at svinge rundt sammen med hende. Resten kom også på benene og dansede, så gulvplankerne gyngede. 10

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

10

15-12-2006, 08:16


Bagefter kunne ingen forklare, hvornår det gik galt. Pludselig flåede Per Helena ud af Kristians arme, og de forsvandt ud på terrassen. Inde i huset fortsatte dansen. Kort efter blev havedøren slået op, og Helena kom styrtende ind med hænderne for ansigtet og forsvandt ud på toilettet. Hun blødte fra overlæben. Med ét slag blev den festligt opstemte atmosfære afløst af en forvirret og trykket stemning. John slukkede for musikken, og der blev stille i stuen. Kun hunden stod og bjæffede uden for toiletdøren og knurrede ad dem, der stod nærmest, indtil Helena lindede på døren og slap den ind. Kristian gik ud for at snakke med Per, og de andre fulgte efter. Slaget faldt så hurtigt, at han ikke nåede at reagere. Per ramte ham med en fuldtræffer lige over næsebenet. Rikard og John greb fat i ham, før han fik chancen for at fortsætte. De trak ham væk fra terrassen og ud på græsplænen, der var våd af aftendug. Vinden var løjet af, og de var indhyllet i en grå tågedis. Emma og Beata tog sig af Helena, mens Eva hjalp Kristian med at tørre blodet af og lægge noget is på for at mindske hævelsen. Olle ringede efter nogle taxaer. Festen var helt afgjort forbi.

11

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

11

15-12-2006, 08:16


12

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

12

15-12-2006, 08:16


Tirsdag den 5. juni

13

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

13

15-12-2006, 08:16


14

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

14

15-12-2006, 08:16


Da Helena slog øjnene op klokken halv syv dagen efter, hav-

de hun en voldsom hovedpine. Hun vågnede altid ekstra tidligt, når hun havde tømmermænd. Nu lå hun udstrakt på ryggen med armene ned langs siden – i en slags liggende giv agtstilling – som om hun i løbet af natten havde undgået at bevæge sig af frygt for at få kropskontakt med Per, der lå i sengen blot en decimeter fra hende. Hun så på ham. Han sov med rolige, dybe vejrtrækninger og var viklet helt ind i dynen. Kun det mørke, krøllede hår var synligt. Bortset fra Spencers svage snorken nede på gulvet var der stille i huset. Hunden havde endnu ikke mærket, at hun var vågnet. Helena følte sig stiv i kroppen og havde kvalme. Hun stirrede op på det hvide loft, og det varede nogle sekunder, før hun huskede, hvad der var sket den foregående aften. Nej, tænkte hun, nej, nej, nej. Ikke nu igen. Pers jalousi havde skabt problemer mange gange før, om end det havde bedret sig i løbet af det seneste år, det måtte hun medgive. Og så skete dét her. Det var som en veritabel maveplasker. Det sved i hende, da hun forstod omfanget af det, der var sket. Ikke kun mellem hende og Per, men også i forhold til vennerne. Og festen. Det var ellers begyndt så godt. Efter middagen havde de danset. Nå ja, Kristians hånd var måske nok gledet lige lovlig langt ned over hendes lænd, da deres kroppe blev trykket ind mod hinanden til en romantisk sang. Hun havde overvejet at flytte hans hånd, men var for fuld til rigtigt at tage sig af det. Uden varsel var hun blevet flået ud af sin dvaletilstand. Per havde grebet fat i hendes arm med et fast tag og brutalt trukket hende med ud på terrassen. Hun var blevet så paf, at 15

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

15

15-12-2006, 08:16


hun ikke nåede at protestere. Udenfor havde han overdænget hende med beskyldninger, og hun blev stiktosset. Råbte ad ham, spyttede og hvæsede. Han ruskede hende, hun slog efter ham, rev og bed. Det hele endte med, at han stak hende en syngende lussing, hvorefter hun stormede ind på toilettet. Chokeret var hun blevet stående foran spejlet, mens hun stirrede på sit ansigt, der var stivnet i en tavs grimasse. Hun holdt den ene hånd over den halvåbne mund, mens fingerspidserne sitrede mod overlæben, der var svulmet op. Han havde aldrig slået hende før. Hun havde hørt de andre snakke sammen uden for døren. Dæmpede, men samtidig ophidsede stemmer. Hun hørte, hvordan de beroligede Per, beroligede Kristian, ringede efter taxaer. Emma og Olle var de sidste, der gik. De kørte først, da Per var faldet i søvn, og Helena var faldet nogenlunde til ro. De havde trods alt sovet i samme seng. Nu lå han her ved siden af hende, og hun kunne ikke forstå, hvordan det kunne komme så vidt. Hun tænkte på, hvordan dagen ville forløbe. Hvordan skulle de få talt ud om det her? Jalousidrama, ja, et veritabelt slagsmål. De havde jo opført sig som nogle skide pattebørn, der ikke kunne tåle at drikke lidt vin og hygge sig med vennerne. Det var simpelthen for langt ude. Skammen lå som en tung sten i hendes mave. Hun steg forsigtigt ud af sengen, bange for, at Per skulle vågne. Listede ud på toilettet, tissede og studerede sit gustne ansigt i spejlet. Kiggede efter synlige beviser på volden aftenen før, men fandt ikke nogen. Hævelsen havde allerede lagt sig. Han havde måske alligevel ikke slået så hårdt, tænkte hun. Som om det skulle være en trøst. Hun gik ud i køkkenet og drak en halv dåse cola. Gik på toilettet igen og børstede tænder. Gulvet føltes køligt under hendes bare fødder, da hun gik rundt i huset. Spencer fulgte efter som en skygge. Hun tog tøj 16

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

16

15-12-2006, 08:16


på, og til hundens ustyrlige glæde gik hun ud i entreen og snørede sine løbesko. Morgenluften strømmede imod hende, kold og befriende, da hun åbnede døren.

17

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

17

15-12-2006, 08:16


Hun begav sig ned mod havet. Spencer luntede af sted ved

siden af med løftet hale, løb ud i græsset ved siden af grusvejen og strintede hist og her. Med jævne mellemrum vendte han sig om og kiggede op på hende. Den sorte retriever var en god vagthund og Helenas tro følgesvend. Hun trak luften dybt ned i lungerne, og morgenkulden fik øjnene til at løbe i vand. I samme øjeblik, som hun trådte ud over sandklitten og ned på stranden, blev hun indhyllet i en gråhvid tåge. Den lå omkring hende som et candyflosstæppe. Hunden forsvandt hurtigt i den fløjlsbløde stilhed. Der var ingen horisont at øjne. Den smule, hun kunne skimte af vandet, var stålgråt og næsten helt ubevægeligt. Der var påfaldende stille. Kun en enlig måge skreg langt ude over havet. Hun besluttede sig for at følge stranden hele vejen og tilbage igen, selvom sigtbarheden var dårlig. Hvis jeg bare følger vandkanten, skal det nok gå, tænkte hun. Hovedpinen begyndte at aftage, og hun forsøgte at få hold på sine tanker. Foråret havde været stresset og forvirret for både hende og Per, og de havde brug for at komme væk og få lidt tid sammen. Efter fiaskoen den foregående aften vidste hun hverken ud eller ind. På trods af alt troede hun, at det var Per, hun ville leve sammen med, og hun var sikker på, at han elskede hende. Hun fyldte 35 om en måned og vidste, at han ventede et svar. En beslutning. Han havde ønsket det i lang tid – at de skulle fastsætte en bryllupsdato, droppe p-pillerne og få et barn. I

18

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

18

15-12-2006, 08:16


den senere tid, når de havde elsket, havde han bagefter tit sagt, at han ville ønske, han havde gjort hende gravid. Hun havde følt sig ilde tilpas hver gang. Samtidig havde hun aldrig følt sig så tryg, så elsket. Måske kunne man ikke forvente mere, og måske var tiden inde til at tage en beslutning. Hun havde ikke tidligere haft det store held i kærlighed. Hun havde aldrig været virkelig forelsket og vidste ikke, om hun rent faktisk var det nu. Måske havde hun bare ikke den evne. Tankerne blev afbrudt af hunden, der pludselig gav hals. Det lød som en jagtbjæffen, og som om han havde fået færten af en af de vilde kaniner, det myldrede med på Gotland. “Spencer! Kom her!” kommanderede hun. Han kom lydigt luntende hen til hende med snuden mod jorden. Hun satte sig på hug og klappede ham. Hun prøvede at se ud over havet, men kunne knap skelne det gennem tågen. I klart vejr kunne man se de tydelige konturer af Stora og Lilla Karlsö herfra. Lige nu var det svært at forestille sig. Helena rystede af kulde. Det var ganske vist normalt med et køligt forår på Gotland, men at kulden holdt sig helt ind i juni, var usædvanligt. Den råkolde luft trængte gennem alle lagene af tøj. Det hjalp ikke, at hun både var iført T-shirt, fleecetrøje og sweater. Hun rejste sig og trak sweateren tættere om sig, vendte om og begyndte at gå tilbage samme vej, som hun var kommet. Jeg håber, Per er vågnet, så vi kan få talt ud, tænkte hun. Spadsereturen havde gjort hende godt, og hun havde en følelse af, at alting måske alligevel ikke var gået i stykker. Hun kunne ringe rundt til vennerne i dag, og snart ville det hele være glemt, og de kunne fortsætte som hidtil. Ikke desto mindre var hans jalousi blevet mindre, og det var faktisk hende, der var begyndt at kradse og slå. Da hun kom tilbage til deres ende af stranden, var tågen blevet endnu tættere. Hvidt, hvidt, hvidt, hvor end hun vendte sig. Det slog hende, at hun ikke havde set Spencer et godt 19

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

19

15-12-2006, 08:16


stykke tid. Det eneste, hun kunne se, var sine egne joggingskos dybe aftryk i sandet. Hun kaldte flere gange. Ventede. Han kom ikke. Mærkeligt. Hun gik et par skridt tilbage og anstrengte sig for at se gennem tågen. “Spencer! Kom så!” Ingen reaktion. Fordømte køter! Det her lignede ham ikke. Der var noget galt. Hun blev stående og lyttede. Det eneste, hun kunne høre, var bølgeskvulp. Det løb hende koldt ned ad ryggen. Pludselig blev stilheden brudt. En kortvarig bjæffen og så en piben, der døde hen. Det var Spencer. Hvad foregik der? Hun stod musestille og prøvede at undertrykke den panik, der voksede i hendes bryst. Tågen indhyllede hende, og det var som at befinde sig i et lydisoleret tomrum. Hun skreg ud i tågen: “Spencer, kom her!” Så fornemmede hun en bevægelse bag sig og blev klar over, at nogen befandt sig ganske tæt på hende. Hun vendte sig om. “Er der nogen?” hviskede hun.

20

bog1543-Den-du-ikke-ser.p65

20

15-12-2006, 08:16


Den du ikke ser af Mari Jungstedt  

1 2 Oversat fra svensk af Ellen Boen Kriminalroman People’sPress 3

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you