Page 1


delirium LAUREN OLIVER P책 dansk ved Lene Ewald Hesel

Politikens Forlag

Delirium.indd 3

05/09/12 09.50


fire Djævelen sneg sig ind i Edens Have. Han havde amor deliria nervosa med i form af et frø. Det spirede og voksede og blev til et fantastisk æbletræ med æbler så røde som blod. F ra S kabelsesberetningen : V erden og universet , af S teven H orace , ph . d ., H arvard U niversity

D

a sygeplejersken lader mig komme ind i venteværelset, er Hana væk – forsvundet ned ad en af de antiseptisk hvide gange og fejet om bag en af de mange fuldstændig identiske døre – men 5-6 andre piger tripper uroligt rundt, mens de venter. En pige sidder bøjet ind over sit clipboard og skriver hektisk. Så streger hun svaret over og skriver videre. En anden pige spørger en sygeplejerske om forskellen på ‘kroniske tilstande’ og ‘aktuelle sygdomme’. Hun ser ud, som om hun er på nippet til at få et anfald af en eller anden slags – hendes stemme er skinger, og en af hendes blodårer banker faretruende i panden på hende – og jeg tænker på, om hun mon overvejer at skrive disponeret for overdreven angst på skemaet. Det er overhovedet ikke sjovt, men alligevel kan jeg næsten ikke lade være med at grine. Jeg sætter hånden for munden og grynter ned i håndfladen. Jeg har det med at fnise, når jeg bliver nervøs. Når vi havde prøver i skolen, fik jeg altid problemer, fordi jeg grinede. Gad vide, om jeg skulle have nævnt det. 23

Delirium.indd 23

05/09/12 09.50


En sygeplejerske tager mit clipboard og bladrer hurtigt siderne igennem for at se, om jeg har glemt eller udeladt at besvare nogle af spørgsmålene. “Lena Haloway?” siger hun med den lyse, afsnubbede stemme, som alle sygeplejersker åbenbart har, som om det er en del af deres uddannelse. “Mm-mm,” siger jeg og retter så hurtigt mig selv. Min tante har sagt, at evaluatorerne forventer en vis grad af formalitet. “Ja, det er mig.” Det er stadig underligt at høre mit rigtige navn, Haloway, og min mave knuger sig sammen. I de sidste 10 år har jeg været kendt under min tantes efternavn, Tiddle. Selvom det er et ret fjollet efternavn – Hana sagde engang, at det mindede hende om et pattebarnsord for ‘tis’ – giver det i det mindste ikke associationer til min far og mor. Familien Tiddle er en rigtig familie. Haloway’erne er kun et minde. Men i offentlige sammenhænge er jeg nødt til at bruge mit fødenavn. “Kom med mig.” Sygeplejersken vinker mig ned ad en af gangene, og jeg følger hendes hæles klik-klak mod linoleummet. Gangene er blændende lyse. Sommerfuglene i maven flakser op i hovedet på mig og gør mig svimmel, og jeg forsøger at berolige mig selv ved at tænke på havet udenfor, dets ujævne åndedrag, og mågerne, der kredser som små vindmøller på himlen. Nu er det snart overstået, siger jeg til mig selv. Nu er det snart overstået, og du kan tage hjem, og så behøver du aldrig mere tænke på din evaluering. Gangen ser ud til at fortsætte i det uendelige. Længere fremme går en dør op og i, og et øjeblik efter, da vi runder et hjørne, skynder en pige sig forbi os. Hun er rød i hovedet, og hun har tydeligvis grædt. Hun må være færdig med sin evaluering allerede. Jeg genkender hende vagt; hun var en af de piger, der stod forrest i køen udenfor. Jeg kan ikke lade være med at have medlidenhed med hende. Evalueringer varer typisk et sted mellem en halv og to timer, men 24

Delirium.indd 24

05/09/12 09.50


det er almindelig kendt, at jo længere evaluatorerne beholder én, desto bedre går det. Det er selvfølgelig ikke altid sådan. For to år siden svansede Marcy Davies ud af laboratoriet efter 45 minutter, og hun scorede et klingende 10-tal. Og sidste år slog Corey Winde rekorden for den længste evaluering – tre en halv time – og hun fik alligevel kun 3. Der er selvfølgelig et system bag evalueringerne, men der er nu også en vis grad af tilfældighed. Sommetider virker det, som om hele processen er beregnet på at være så skræmmende og forvirrende som muligt. Pludselig ser jeg mig selv løbe ned ad de sterile gange og sparke alle dørene ind. Jeg får straks dårlig samvittighed. Det er nok det værste tidspunkt at sætte spørgsmåltegn ved evalueringerne, og i mit stille sind forbander jeg Hana. Det er hendes skyld, fordi hun sagde det dér til mig udenfor. Man kan kun være rigtig lykkelig, hvis man indimellem er ulykkelig. Et begrænset valg. Vi kan kun vælge mellem dem, der allerede er blevet valgt for os. Jeg er glad for, at der er blevet valgt for os. Jeg er glad for, at jeg ikke selv skal vælge – og jeg er endnu gladere for, at nogen ikke skal vælge mig. Hana ville selvfølgelig ikke have noget imod, at tingene stadig var som i gamle dage. Hana med det funklende lyse hår og klare grå øjne og perfekte lige tænder og hendes latter, der får alle inden for tre kilometers afstand til at snurre rundt og le med. Selv klodsethed klæder Hana; det giver bare folk lyst til at hjælpe hende med at samle de bøger op, som hun har tabt. Når jeg falder over mine egne ben eller spilder kaffe ned ad mit tøj, ser folk den anden vej. Man kan næsten se dem tænke: Hvor utjekket kan man være? Og når jeg skal sige noget til fremmede, bliver min hjerne lige så grå og klam og tåget som gaderne, når det begynder at tø efter et voldsomt snevejr – i modsætning til Hana, der altid ved, hvad hun skal sige. Ingen fyr ved sine fulde fem ville nogensinde vælge mig, når der findes piger som Hana; det ville være ligesom at nøjes med en gam­mel hengemt småkage, når dét, man har lyst til, er en stor skål 25

Delirium.indd 25

05/09/12 09.50


is med flødeskum og kirsebær og chokoladekrymmel. Så jeg har ikke det mindste imod den nydeligt printede liste med ‘Godkendte matchkandidater’. Det betyder i det mindste, at jeg bliver matchet med en eller anden. Jeg er ligeglad med, at der ikke er nogen, der synes, at jeg er køn (selvom jeg da sommetider, bare et øjeblik, godt kunne ønske, at nogen ville synes det). Det ville være lige meget, om jeg så kun havde ét øje. “Hérind.” Langt om længe standser sygeplejersken ud for en dør, der ligner alle de andre til forveksling. “Du kan lægge tøj og personlige ejendele i forværelset. Tag venligst den kjole på, der er lagt frem; åbningen skal være i ryggen. Du er velkommen til at tage en tår vand og samle tankerne eller måske meditere lidt.” Jeg ser for mig hundredvis af piger, der sidder i lotusstilling med hænderne på knæene (husk: håndfladerne opad) og messer mmmmm, og jeg er nødt til at undertrykke en vild trang til at le højt. “Men husk, at jo længere tid du bruger på at forberede dig, desto kortere tid har evaluatorerne til at lære dig at kende.” Hun sender mig et stramt smil. Alt ved hende er stramt: hendes hud, hendes øjne, hendes kittel. Hun ser lige på mig, men jeg har på fornemmelsen, at hun ikke rigtig stiller skarpt på mig, at hun i tankerne allerede er klik-klakket tilbage til venteværelset for at følge en anden pige ned ad gangene, mens hun giver hende den samme smøre. Jeg føler mig meget alene, omgivet af disse tykke vægge, der dæmper alle lyde og på en unaturlig måde afskærer mig så fuldstændig fra solen og vinden og varmen. “Når du er klar, går du ind ad den blå dør. Evaluatorerne venter på dig inde i laboratoriet.” Da sygeplejersken er væk, går jeg ind i forværelset, som er lille og lige så lyst som gangen. Det ligner undersøgelsesrummet hos en almindelig læge. I det ene hjørne står et apparat og bipper med jævne mellemrum. Der er også et undersøgelsesleje, halvvejs dækket til med en lang strimmel tyndt papir, og en stærk lugt af desinfektions26

Delirium.indd 26

05/09/12 09.50


midler. Jeg tager tøjet af og gyser; airconditionen giver mig gåsehud over hele kroppen, og de små hår rejser sig på mine arme. Skønt. Nu tror evaluatorerne, at jeg er et behåret uhyre. Jeg folder tøjet sammen, også min bh, og lægger det i en pæn bun­ke. Så tager jeg kjolen på. Den er lavet af ultratynd plastic, og da jeg lukker den med en knude i livet, går det op for mig, at man kan se stort set alting – inklusive mine trusser – igennem den. Overstået. Nu er det snart overstået. Jeg tager en dyb indånding og går ind ad den blå dør. Inde i laboratoriet er der endnu lysere – blændende lyst, så evaluatorernes første indtryk af mig må være en person, der tager sig til hovedet og kniber øjnene sammen og vakler et skridt baglæns. Foran mig svæver fire skygger i en kano. Så vænner mine øjne sig til lyset, og det drømmeagtige syn går i opløsning og bliver til fire evaluatorer, der sidder ved et langt, lavt bord. Rummet er kæmpestort, og bortset fra mig, de fire evaluatorer og et operationsbord af stål, der er skubbet ind i et hjørne, er det fuldstændig tomt. Lyset fra to rækker neonrør brager ned over mig, og jeg lægger mærke til, at der er kolossalt højt til loftet: omkring 10 meter. Jeg har en vanvittig trang til at lægge armene over kors for ligesom at dække mig selv til. Jeg er knastør i munden, og min hjerne er lige så varm og hvid og skærende som neonlyset. Jeg kan overhovedet ikke huske, hvad jeg skal gøre, eller hvad jeg skal sige. Heldigvis tager en af evaluatorerne, en kvinde, ordet. “Har du dine papirer med?” Hendes stemme er venlig, men det formilder ikke den knytnæve, der er ved at knuse mine indvolde. Åh gud, farer det gennem hovedet på mig. Jeg skal tisse. Jeg skal tisse her og nu. Jeg forsøger at forestille mig, hvad Hana vil sige, når alt dette er overstået, og vi går ude i eftermiddagssolskinnet, og luften omkring os er tung af lugten af salt og solvarme fortove. “Gud, hvor var det spild af tid,” vil hun sige. “De sad bare dér og gloede, som fire frøer på en træstamme.” 27

Delirium.indd 27

05/09/12 09.50


“Øhm, ja.” Jeg træder et par skridt nærmere. Det føles, som om luften er blevet kompakt og yder modstand. Da jeg er knap en meter fra bordet, strækker jeg armen frem og giver evaluatorerne clipboardet. Der er tre mænd og en kvinde, men jeg kan ikke fokusere på deres træk ret længe. Jeg lader hurtigt blikket glide hen over dem og når at danne mig et indtryk af nogle næser, mørke øjne og lysrefleksen i et par briller, før jeg tøffer baglæns igen. Clipboardet med mine oplysninger går fra hånd til hånd ned gennem rækken af evaluatorer. Jeg presser armene ind til siden og prøver at se afslappet ud. Bag mig, hævet 5-6 meter over gulvet, er der en slags gangbro langs hele bagvæggen. Man kommer op på gangbroen via en lille rød dør oppe bag de trinvis stigende rækker af hvide stole, der tydeligvis er beregnet til studerende, læger, reservelæger og forskere. Lægerne udfører ikke bare indgrebet, de foretager også efterkontroller og behandler sikkert også andre sygdomstilfælde. Det slår mig, at det er hér, i dette lokale, de foretager indgrebet. Det må være dét, operationsbordet er til. Min mave knuger sig igen sammen. Selvom jeg tit har tænkt på, hvordan det bliver at være opereret, har jeg af en eller anden grund aldrig tænkt over selve operationen: det hårde metalbord, det skarpe lys, kanylerne, slangerne, smerten. “Lena Haloway?” “Ja, det er mig.” “Godt. Du kan jo begynde med at fortælle os lidt om dig selv.” Evaluatoren med brillerne slår ud med hænderne og læner sig forover med et smil. Hans store, firkantede og regelmæssige tænder minder mig om badeværelsesfliser. Lysreflekserne i hans briller gør, at jeg ikke kan se hans øjne; jeg ville ønske, han ville tage brillerne af. “Fortæl os, hvad du godt kan lide. Interesser, hobbyer, yndlingsfag.” Jeg kaster mig ud i den tale, jeg har forberedt, om at fotografere og løbe og hænge ud med vennerne, men jeg er ukoncentreret. 28

Delirium.indd 28

05/09/12 09.50


Foran mig begynder evaluatorerne at nikke, og små tilfredse smil opbløder hårdheden i deres ansigter, mens de tager notater, så jeg ved, at jeg klarer mig fint, men jeg kan ikke engang høre de ord, der kommer ud af min egen mund. Jeg kan ikke tænke på andet end operationsbordet og skæver hele tiden over på det ud af øjenkrogen; det glimter og skinner i lyset, ligesom et knivsblad. Og pludselig tænker jeg på min mor. Trods tre operationer blev min mor ikke kureret, og sygdommen slog kløerne i hende, den gnavede i hende indefra og gjorde hendes øjne hule og hendes kinder blege, den overtog herredømmet over hendes krop og ledte hende, centimeter for centimeter, hen til kanten af en klippetop og styrtede hende ud i den tynde, klare luft. Det er i hvert fald dét, jeg har fået fortalt. Jeg var 6 år. Jeg kan kun huske hendes varme hænder om mit ansigt og de sidste ord, hun hviskede til mig midt om natten: Jeg elsker dig. Husk det. Det kan de ikke tage fra os. Jeg lukker hurtigt øjnene, overvældet af tanken om min mor, der vrider sig på operationsbordet, mens forskere i kitler udtryksløst observerer og kradser notater ned på deres blokke. Tre gange blev hun spændt fast til operationsbordet, tre gange iagttog forskere hende og noterede, hvordan hun reagerede på de nåle og laserstråler, der gennembrød hendes hud. Normalt bliver patienterne bedøvet og kan ikke mærke noget som helst under indgrebet, men engang kom min tante til at røbe, at da min mor skulle opereres tredje gang, nægtede lægerne at bedøve hende, fordi de var bange for, at bedøvelsen ville gribe forstyrrende ind i hjernens reaktion på indgrebet. “Vil du have lidt vand?” Evaluator 1, kvinden, peger på en karaffel med vand og et glas, der er sat frem på bordet. Hun har bemærket min tøven, men det er okay. Jeg er færdig med den personlige del af talen, og sådan som evaluatorerne kigger på mig – tilfredse, næsten stolte, som om jeg er et lille barn, der har klaret at putte alle klodserne ned i de rigtige huller – kan jeg se, at jeg klarer mig fint. 29

Delirium.indd 29

05/09/12 09.50


Jeg skænker et glas vand op til mig selv og tager et par små slurke, taknemmelig for den lille pause. Jeg kan mærke sveden prikke i armhulerne og på issen og i nakken, og jeg beder til, at de ikke kan se det. Jeg prøver at fokusere på evaluatorerne, men dér er det igen, det forbandede operationsbord, det griner ad mig fra det alleryderste af mit synfelt. “Okay, Lena. Nu stiller vi dig nogle spørgsmål. Vi vil gerne have, at du svarer ærligt på dem. Husk, at vi prøver at lære dig at kende som person.” I modsætning til hvad? Spørgsmålet trænger sig på, før jeg kan nå at standse det. Som et dyr, måske? Jeg tager en dyb indånding og tvinger mig selv til at nikke og smile. “Okay.” “Kan du nævne nogle af dine yndlingsbøger?” “Krig, kærlighed og konflikter af Christopher Malley,” svarer jeg automatisk. “Grænser af Philippa Harolde.” Det nytter ikke at forsøge at fortrænge billederne: De svulmer op ligesom en syndflod. Ét ord bliver ved med at ætse sig vej, som om det brændemærker min hjerne: smerte. De ville have, at min mor skulle have en fjerde operation. De kom efter hende, den nat hun døde, de kom for at tvinge hende med til laboratorierne. Men i stedet vækkede hun mig med de ord – Jeg elsker dig. Husk det. Det kan de ikke tage fra os. – som luften bar med tilbage til mig, længe efter at hun var forsvundet; vinden gentog ordene i de tørre træer og i de visne blade, der hviskede og tiskede i det grå morgengry. I stedet flygtede hun ud i mørket, hun svingede sig op i luften. “Og Romeo og Julie af William Shakespeare.” Evaluatorerne nikker og tager flere notater. Romeo og Julie er førsteårspensum i faget Samfund & Sundhed. “Og hvorfor kan du godt lide den?” spørger Evaluator 3. Det er meningen, jeg skal svare: Den er uhyggelig. Det er en moraliserende historie, en historie til skræk og advarsel, en påmindelse 30

Delirium.indd 30

05/09/12 09.50


om de farer, der hærgede i den gamle verden før behandlingen. Men min hals er svulmet op, den er tyk og øm. Jeg kan ikke klemme ordene ud; de sidder fast, ligesom de burrer der hænger fast i vores tøj, når vi løber gennem højt græs. Og i det øjeblik er det, som om jeg kan høre havets dybe knurren, dets fjerne, insisterende mumlen, og jeg kan forestille mig, hvordan havet slår sammen om min mor, vand så tungt som sten. Og dét, der kommer ud af min mund, er: “Den er smuk.” Det giver et sæt i de fire hoveder, og de kigger alle sammen på mig på én gang, som om det er fire marionetdukkehoveder forbundet med én snor. “Smuk?” Evaluator 1 rynker på næsen. Der er en skærende skarp anspændthed i luften, og det går op for mig, at jeg har begået en stor, stor fejl. Evaluatoren med brillerne læner sig forover. “Det er et interessant ord at bruge om den bog. Yderst interessant.” Da han blotter tænderne denne gang, minder de mig om en hunds hvide hjørnetænder. “Finder du lidelse smuk? Nyder du lidelse?” “Nej. Nej, det er ikke dét ...” Jeg prøver at tænke klart, men mit hoved er fuldt af havets ordløse brølen. Den bliver højere og højere for hvert sekund. Og nu er det også, som om jeg kan høre skrigen – som om min mors skrig når ind til mig ude fra havet, her 10 år efter. “Jeg mener bare ... der er noget trist over den ...” Jeg kæmper og spræller, som om jeg er ved at drukne i larmen og lyset. Offer. Jeg vil sige noget om dét at ofre sig, men ordene vil ikke komme. “Lad os gå videre.” Evaluator 1, der lød så venlig, da hun tilbød mig vandet, gider ikke længere lade, som om hun er venlig. Nu er hun ren og skær forretning. “Fortæl os noget, der er mere ligetil – hvad er for eksempel din yndlingsfarve?” Min hjerne – den rationelle, skolede, logiske del af mig – skriger Blå! Sig blå! Men noget andet inde i mig, et minde, rider hen over bølgernes brusende brølen. “Grå,” ryger det ud af munden på mig. 31

Delirium.indd 31

05/09/12 09.50


“Grå?!” sprutter Evaluator 4. Mit hjerte styrter ned i maven på mig. Frit fald. Jeg kan nærmest se pointene rulle baglæns. Jeg er færdig. Larmen i mine ører – det lyder som en flok panikslagne køer – bliver højere og højere og gør det umuligt at tænke. “Nej, ikke grå. Lige før solen står op, er der et øjeblik, hvor hele himlen får en bleg nuance, som ikke har noget navn – ikke helt grå, men en slags grå, eller en slags hvid – og den har jeg altid godt kunnet lide, fordi den ligesom symboliserer det at vente på noget godt.” Men de er holdt op med at høre efter. De stirrer alle fire om bag mig, med hovederne på skrå og med et forvirret udtryk i ansigterne, som om de prøver at genkende nogle ord på et fremmed sprog. Larmen og lyset og lydene skyller ind over mig, og det går op for mig, at det ikke er noget, jeg har forestillet mig. Der er virkelig nogen, der skriger, og der er en rumlende, trommende, tordnende lyd, som om tusind fødder bevæger sig på én gang. Der er også en tredje lyd; en ordløs råben, der ikke lyder, som om den stammer fra et menneske. Alting virker usammenhængende, ligesom i drømme. Evaluator 1 rejser sig halvvejs op fra stolen. “Hvad i alverden ...” “Sæt dig, Helen,” siger Brille. “Nu skal jeg se, hvad der foregår.” Men i det samme bliver den blå dør smækket op med et brag, og en fossende masse af køer – levende, svedende, muhende køer – kommer tordnende ind i laboratoriet. Helt afgjort en flok panikslagne køer, tænker jeg, og et kort, uvirkeligt sekund føler jeg mig helt stolt over at have identificeret støjen korrekt. Så går det op for mig, at jeg er ved at blive angrebet af en flok meget tunge og meget bange dyr, og at jeg risikerer at blive trampet ihjel om to sekunder. Jeg kaster mig ind i hjørnet og klemmer mig ind bag operationsbordet, så jeg er beskyttet mod de voldsomme dyr. Jeg lister hovedet frem, så jeg kan holde øje med, hvad der sker. Evaluatorerne hopper 32

Delirium.indd 32

05/09/12 09.50


op på bordet, da de bliver omringet af en bred mur af brune og brogede komaver. Evaluator 1 skriger af sine lungers fulde kraft, og selvom Brille klamrer sig til hende, som om han er ved at drukne, og hun er en redningskrans, råber han til hende, at hun skal tage det roligt. Nogle af køerne har latterlige parykker på, og andre er halvvejs pakket ind i kjoler ligesom den, jeg har på. Først er jeg overbevist om, at jeg drømmer. Måske har hele dagen været en drøm, og nu vågner jeg snart og opdager, at jeg stadigvæk er derhjemme, i sengen, om morgenen på min evalueringsdag. Men så lægger jeg mærke til noget, der er skrevet hen over køernes flanker: behandling = døden. Ordene er skrevet med udtværet blæk, lige over det brændemærkede nummer, der angiver, at disse køer er på vej til slagteriet. En lille gysen danser op ad min rygrad, og det hele begynder at falde i hak. Med et par års mellemrum sniger nogle lovløse – de folk, der bor i Vildmarken, som er de uregulerede områder uden for grænsen – sig ind i Portland og laver en eller anden form for protest­ aktion. Et år kom de midt om natten og opsøgte læger og forskere og malede røde dødningehoveder på deres døre. Et andet år lykkedes det dem at bryde ind i den centrale politistation, der koordinerer alle patrulje- og vagtskifter i hele Portland, og flytte alle møblerne – samt kaffemaskinerne – op på taget af bygningen. Det var ret sjovt, og faktisk også ret imponerende; man skulle tro, at centralen var den sikreste bygning i hele Portland. Folk ude i Vildmarken betragter ikke kærlighed som en sygdom, og de tror ikke på behandlingen. De mener, det er en form for grusomhed. Det forklarer det malede slogan på køerne. Og nu forstår jeg det: Køerne er klædt ud som os, de mennesker, der skal evalueres. Som om vi er en flok kvæg. Køerne er ved at falde til ro. De angriber ikke nogen, men maser og møver sig bare frem og tilbage i laboratoriet. Evaluator 1 står sta­digvæk med et clipboard i hånden og forsøger at genne de køer 33

Delirium.indd 33

05/09/12 09.50


væk, der bumper bagenden ind imod bordet, eller som begynder at æde de papirer, der liggger på bordet. Da en ko i det samme rusker i et stykke papir og makulerer det mellem tænderne, går det op for mig, at det er evaluatorernes notater. Gudskelov. Måske æder køerne alle papirerne, så evaluatorerne glemmer, at jeg var ved at ødelægge alle chancer for en bare nogenlunde god score. Halvvejs skjult bag ope­rationsbordet – og beskyttet mod de klaprende klove – må jeg ind­rømme, at situationen er ret komisk. Da er det, jeg hører det. Hen over al den prusten og muhen og råben hører jeg en latter oven over mig – kortvarigt, dæmpet og musikalsk, som om nogen afprøver et par toner på et klaver. Gangbroen. Der står en ung fyr oppe på gangbroen og holder øje med ko-kaosset nedenunder. Og han ler. Lige så snart jeg kigger op på ham, låser hans blik sig fast på mit ansigt. Luften strømmer ud af mig, og et øjeblik fryser alt fast, som om jeg ser ham gennem linsen på mit kamera, zoomet helt ind, og i det korte tidsrum det tager at trykke på udløseren, står verden fuldstændig stille. Hans hår er gyldenbrunt, ligesom bladene om efteråret, og hans øjne har samme farve som rav. I det øjeblik jeg ser ham, ved jeg, at han er en af de ansvarlige bag dette. Jeg ved, at han bor i Vildmarken; jeg ved, at han er en lovløs. Frygten strammer grebet om min mave, og jeg åbner munden for at råbe et eller andet – jeg ved ikke helt hvad – men i det sekund ryster han ganske let på hovedet, og pludselig kan jeg ikke få en lyd frem. Og så gør han det absolut utænkelige. Han blinker til mig. Langt om længe går alarmen i gang. Den er så skinger, at jeg må holde mig for ørerne. Jeg kigger over på evaluatorerne for at se, om de har fået øje på ham, men de er stadig i gang med deres lille borddans, og da jeg kigger op mod gangbroen igen, er han væk.

Delirium.indd 34

05/09/12 09.50

Delirium af Lauren Oliver