Issuu on Google+


1

Sytten år senere – Giv mig en dåse til! Vigo tog forsigtigt spraymalingen ud af sin sportstaske. – Det er den sidste. Skynd dig! Jeg dør af kulde! Sylvain gik rundt om den vestvendte fløj af Vignys Industries. En blanding af skadefryd og had kogte i hans krop. I denne mørke nattetime var tiden inde til at gøre regnskabet op. Hans følelsesløse finger pressede knappen ned. Og fornærmelserne flød ud af malerdåsen. Efter et par minutter kom Vigo hen til ham. – Hva’ så? Er du færdig? – Ja. De idioter slipper ikke for en ordentlig omgang rengøring. Tilsvinelser og fagforeningsparoler, sådan som du ville ha’ det. – Perfekt! Indenfor er det hele plastret til med alarmer, men for at ramme virksomhedens omdømme skal man kun over et lille hegn. – De skal komme til at betale! ”Vi sørger for at hjælpe Dem tilbage på arbejdsmarkedet”. Svin! Vi har været arbejdsløse i seks måneder. Vigo beundrede en sidste gang deres værk i skæret fra sin lommelygte. Et stålværks forretningslokaler overma13


let med tags, ligesom et busstoppested. Det ville være et hårdt slag for de gråsprængte herrer med deres velmanicurerede hænder og sekscifrede lønsedler. Han gispede da lyskeglen fejede hen over nødudgangen. – Boidin, du er en død mand! Sylvain! Hvorfor har du ikke også sat din underskrift? Du nævner chefen for itafdelingen. Alle vil mistænke os! – Slap af, vi bor halvfems kilometer fra Dunkerque! Med alle dem der er blevet fyret, vil de… – Slet det med det samme! – Du er virkelig paranoid! Jeg har ikke mere maling! – Flyt dig! Malingresterne dækkede akkurat de afslørende ord. – Så er det fikset, pustede Vigo. Var du for vred til at styre dig? – Jeg hader den fyr. Hvis jeg kunne få ham til at sluge sit slips, ville jeg ikke tøve. Jeg har fået nok af at gå til jobsamtaler. Hver gang er der tyve hajer der slås om ét job! Og der er altid noget som ikke passer! – Det skal nok blive bedre, men i mellemtiden må vi holde ud. Kom! Vi skrider! De klatrede over hegnet i et snuptag. Da de var inde i 306’eren, åbnede Vigo to øldåser. – Det er trist at det er kommet hertil, men lad os i det mindste skåle oven på vores lille sejr… Tavsheden fik dem til at fortabe sig i bitre minder. Afskediget af økonomiske årsager med et minimum af fratrædelsesordning. Julen ville blive kedelig i år. Med uægte smykker og discountcigarer. Ja, man måtte tage hvad man kunne få… Efter en dyb vejrtrækning sagde Vigo: 14


– Hvad siger du til en sidste tur i vindmølleparken, det vil klare hovedet og få os til at mindes bedre tider? – Jeg ved ikke rigtig… Jeg har aldrig brudt mig så meget om det… – Kom nu! Bare for at bekræfte at vi stadig lever, selv om vi har rundet de syvogtyve! Lad mig køre, jeg åbner ballet! Under nattens kuppel udfoldede Dunkerques industrizone sine lysende fangarme så langt øjet rakte. Langs de øde gader strakte raffinaderiernes skorstene deres sorte mundinger i decembermørket. – Det minder om Dødsstjernen i Star Wars, sagde Sylvain med ængstelse i stemmen, beton, stål og ikke en sjæl i miles omkreds. Og den konstante brummen. Selv efter så mange år er jeg hunderæd for det metalmonster. – Dunkerque i al sin pragt, kirkegård for fastspændte bolte og sammensvejsede plader. Vi er på vej… Køretøjet bevægede sig skråt over mod Air Liquidefabrikken før det kørte ind på en blind vej med grønne og gule vågelys som skinnede langs jorden. Vigo slukkede billygterne. De var omringet af kæmpemæssige vindmøller der hylede i blæsten… Her er vores affyringsrampe! Til helvede med fartbegrænsninger! Lad os glemme vores kedelige, forudbestemte liv! Jeg vil skide på denne verdens love og regler! Hvor hurtigt? Hvor hurtigt tror du vi kører ved den sidste lygte? – Jeg kan ikke li’ det! Tænd billygterne! – Alt lys er slukket, det virker bedst! Jeg vil vædde på at vi når op på hundredetres i timen. Fucking hundredetres kilometer i timen! Tror du dit hjerte kan klare det? Hold godt fast! 15


Motoren fik sine heste til at stejle. De to rækker vågelys blev hurtigt til streger som absorberedes af hastigheden. Det føltes som at flyve, et sus af adrenalin. Sammenstødet var ekstremt voldsomt…


De doedes kammer af franck thilliez