De doede ulves sang af Per Lau Jensen

BINDSLEV

Af samme forfatter: N책r ulve jager (2009)

PER LAU JENSEN

PER LAU JENSEN BINDSLEV

BINDSLEV

De døde ulves sang af Per Lau Jensen Copyright Š 2012 Per Lau Jensen & Forlaget Bindslev All rights reserved including the rights of reproduction in whole or in part in any form.

Omslagsdesign: Jakob Hjort / www.jakobhjort.dk Sat med Minion Pro og trykt hos ScandinavianBook Printed in Denmark 2012 ISBN 978-87-91299-57-5 Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev ApS www.forlagetbindslev.dk

Forord

Alle geografiske steder i bogen eksisterer i virkeligheden. Alle personer − med undtagelse af de offentligt kendte − er opdigtede og eventuel lighed med levende personer er utilsigtet. Den fiktive handling er i en vis udstrækning bygget op omkring virkelige begivenheder, hvoraf ikke alle er offentligt kendte.

Tak til: Elin Jensen, Lis K. Jensen og Tonny Jensen, som hver på deres måde har en del af æren for, at denne roman blev skrevet.

En særlig tak til: Anne Nielsen, Marianne Nerving, Marianne Prip Olsen og Vibeke Bendix for et stort arbejde med gode rettelser og ideer.

Og endelig tak til alle, der har bidraget med oplysninger til min research, herunder en særlig tak til Søværnet. Desuden stor tak til Charlotte Dea Poulsen for svar på juridiske spørgsmål.

Første del Skandinaviens krimikonge

1

Februar 1978: Det var knasende frost. Sneen faldt i store dansende flokke ned igennem mørket, det var lige i skiftet fra nat til morgen.

Hvor der ikke var ryddet, lå sneen stadig dyb fra sidste uge. Og nu betød nattens snefald yderligere et jomfrueligt lag på flere centimeter overalt.

Strandvejen imellem Vedbæk og Skodsborg, nord for København, lå øde hen. Det var søndag morgen.

Peter David Quists cykel efterlod et dybt, stædigt spor i sneen på vej op ad bakken nede fra sundet. De to store avisposer hang over styret og slog jævnligt mod forgaflen. Hvor de ville have slidt lakken, var der omviklet sølvfarvet bomuldstape, såkaldt gaffatape.

Sekstenårige Peter passede godt på sin cykel.

Han kæmpede sig op over bakketoppen med jævnlige stop, for i næsten alle de store villaer skulle der afleveres en søndagsavis. Man holdt mest Berlingske Tidende her i kvarteret.

Der, hvor den kendte forfatter Jon A. Lund boede, i det høje, hvidpudsede hus med stejle tagflader, svalegang og sort bindingsværk helt oppe i gavltrekanten på anden sal, var det dog et eksemplar af Politiken, der skulle afleveres. Peter stillede sin cykel op ad muren ved siden af de åbne smedejernslåger. Da han tog en avis fra posen, kom et vindstød nede fra sundet tudende langs muren.

De døde ulves sang, tænkte Peter, for det havde hans far altid kaldt lyden af et vindstød, der runder et hushjørne. Det var et gammelt middelhavs-udtryk, han havde arvet fra Peters korsikanske farmor.

Telefonen ringede insisterende og skingert. Først var lyden bare en del af hans drøm. Anden gang bevægede han øjenlågene. Tredje 9

gang rakte han ud med en hurtig, alarmeret bevægelse, stadig knap vågen, som en mand, der instinktivt vidste, at en opringning i nattemørket kunne varsle død og ulykke.

Lampen på natbordet væltede og slog røret af den ene af de to telefoner, der stod ved siden af. Han ragede søvndrukkent rundt med hånden på bordpladen, fik fat i røret og satte det for øret. Rømmede sig: ”Hallo?”

Ingen reaktion. ”Hallo, det er Lund. Hvem er det?”

Ingen reaktion.

Idiot, tænkte han og smækkede røret på igen. Han vendte sig om på den anden side, smilede ved tanken om endnu nogle timers søvn.

Og så blev han pludselig vågen.

Han rejste lampen og tændte lyset. Begge telefonapparater var af den gængse tunge type med drejeskive på fronten, den ene var sort, den anden var rød. Den sorte var den almindelige KTAS-telefon med bylinjen, den røde var den interne hustelefon i den store strandvejsvilla. Han følte sig overbevist om, at det var den røde, der lige havde ringet.

Jon A. Lund lå længe og stirrede på det røde apparat. Hans kæreste, Lisbeth, var til pigeaften og skulle overnatte hos en af veninderne. Han var alene i villaen. Eller burde være.

Der var fem apparater tilsluttet hustelefonen. Udover det her i hans soveværelse på anden sal, var der et på første sal, to i stueetagen og et i kælderen.

Så ringede telefonen igen. Den røde.

Han greb røret uden tøven. ”Hvem er det. Hvad foregår der?”

Ingen reaktion. ”Hallo, hallo!”

Ingen reaktion.

Han knaldede røret på. Der var nogen i huset.

Jon svedte i håndfladerne. Han var intet skvat, men han var heller ingen helt.

10

Soveværelset havde altid været hans helle. Dér hvor han kunne undslippe krav og bekymringer. Det dulmende, bløde mørke udenfor natlampens koncentrerede skær havde altid været hans ven. Nu vendte det sig truende imod ham.

Telefonen ringede igen.

Han rakte tøvende ud efter den, tog røret til øret og sagde ingenting. Han ventede og ventede og lyttede til tavsheden.

Nu var rollerne byttet om, følte han et kort øjeblik. Nu var det den anden, der blev overrasket og måske irriteret over, at der intet blev sagt. Men det var et betydningsløst point at tage hjem, indså han. Den anden vidste stadig præcist, hvor i villaen Jon var, mens Jon ikke vidste hvilken af hustelefonerne, der blev ringet fra.

Og så satte uvisheden sig hårdt i maven. Hans puls steg. Åndedrættet blev kort og lå højt oppe. Pyjamasskjorten klæbede til hans ryg.

Han lagde telefonrøret ved siden af telefonen. Så kunne den i hvert fald ikke ringe mere.

Han trak gardinet fra og kikkede ud. Store, uregelmæssige snefnug væltede ned i baner, som vinden bestemte.

Han vidste godt, at der ingen mulighed var for at kravle ud ad vinduet og flygte fra huset den vej. Soveværelset var på anden sal, helt oppe i gavltrekanten, og der var langt ned. Der var ingen biler foran huset. Han så efter fodspor i sneen; men det var svært af se igennem snefaldet. Han syntes, at han kunne se forhjulet af en cykel ved den åbne låge, lænet op ad muren ude på fortovet.

For at komme væk skulle han ned i stueetagen og ud ad enten hoveddøren eller terrassedøren. Kælderdøren var også en mulighed; men den var endnu længere væk.

Så sukkede han lettet. Tag dig sammen. Han gik hen til den sorte telefon på natbordet for at ringe til politiet, det var jo det eneste rigtige at gøre. Telefonen var død.

2

Februar 2008: Telefonen ringede. Han vidste ikke, hvor mange gange den havde ringet; men han var klar over, at det ikke var første gang.

Han vendte sig med besvær, stak næsen uden for dynen. Det var lyst, kunne han se bag gardinet, det lignede gråvejr.

Telefonen ringede igen. Han stak hånden ud og greb røret. ”P.D. Quist,” snøvlede han.

Ingen reaktion. ”Hallo?”

Telefonen var helt død. Så ringede den igen, den anden, mobiltelefonen. ”P.D. Quist!” nu med mere vågen stemme.

Ingen reaktion; men én åndede i den anden ende. ”Hallo, vågn op!” ”Undskyld, det er Mogens. Jeg sad lige med noget på computeren. Jeg var ikke sikker på, at du var der … jeg mener, den ringede mange gange.” ”Jeg hader, når den, der ringer op, ikke har tid til at tale i telefon.” ”Jamen det har jeg. Var du langt væk?” ”Det kan man godt sige, jeg sov. Tak fordi du vækkede mig. Og så fik jeg taget den forkerte telefon. Fastnettelefonen er vist død.” ”Det tror jeg også. Jeg prøvede at ringe på den lige før, jeg fik bare nogle mærkelige lyde.” ”Der er nok blæst nogle ledninger ned igen.” ”Hvorfor sov du? Klokken er over ti.” ”Siden hvornår har forlaget sat mig på stempelur?” ”Du er da ikke på noget stempelur!”

I et anfald af selvmedlidenhed havde han aftenen før drukket 12

næsten en hel flaske Lagavulin single malt whisky og højlydt misundt visse kvindelige forfattere deres salgstal med schæferhunden som uinteresseret tilhører. I dag havde han hovedpine, og det virkede, som om der groede pels på hans tunge.

Men han svarede: ”Jeg var til fest i går.”

Mogens var hans forlægger. Han var direktør og indehaver af M. Lunds Forlag. Han var vant til Peter David Quists facon, heller ikke helt uvant med hans tømmermænd, og han var vant til at rykke ham. Det var derfor, han ringede. ”Peter, manuskriptet til din nye roman. Er det færdigt? Vi var enige om januar, nu er det februar.” ”Det er i posten.” ”Er det rigtigt? Det er altså på vej?” ”Det sagde jeg ikke noget om. På et eller andet tidspunkt er det i posten. Hvornår ved jeg ikke.” ”Peter for pokker, vi var enige om udgivelse her til foråret.” ”Det er jo ikke sikkert, vi får noget forår i år.” ”Altså, der er jo en vis planlægning forbundet med at køre et forlag. Og dine læsere …” ”Ja, ja. Jeg ved godt, at hele min familie og din nabo, der synes, at jeg skriver så charmerende; alle venter med længsel. Men noget folkekrav er der vel næppe tale om?” ”Peter, jeg tror, at Dagens død kan blive sommerens foretrukne læsning for en hulens masse ferierende danskere, specielt hvis det bliver regnvejr. Synopsen var fremragende.” ”Du er naiv, Mogens. Hvor mange eksemplarer har min seneste bog solgt indtil videre?” ”Jo men … ” ”Var det et par tusind eksemplarer? Jeg må have en stor familie.

Den tjente vel dårligt mit forskud hjem?” ”Njo …” ”Forklar mig lige igen, hvorfor hende Camilla Läckberg kan sælge to millioner eksemplarer, mens jeg sælger totusinde.” ”Hør nu her. De fleste læsere er kvinder. Du skriver om en noget 13

kulørt forfatter og indbildsk amatørdetektiv, der går vildt op i sin gamle Jaguar E-type og i at score damer. Camilla skriver om en kvindelig hovedperson med børn og fødselsdepressioner. Hvad tror du, kvinderne helst vil læse om?” ”Du får mig fandeme ikke til at skrive en roman med bleskift, delebørn og en kvindelig hovedperson, der går til fødselsforberedelse.” ”Det var da en udmærket idé.” ”Glem det!” ”Peter, det er måske forskellen på totusinde og to millioner!” ”Vorherrebevares!” ”Du kunne måske bare være lidt venligere i din beskrivelse af kvinder. De fleste af dine kvinder er tomhjernede bimboer, der ikke er til at stole på. Måske kunne du sælge flere bøger, hvis …” ”Se dig omkring Mogens! Der er sgu da ikke andet end tomhjernede og villige bimboer. Og så min ekskone der var absolut uvillig på alle områder.” ”Nå, hvad med min kone?” ”Hun er undtagelsen, der bekræfter reglen. Hun er skøn, jeg ville fri til hende, hvis hun ikke var gift med dig. Måske gør jeg det alligevel en dag.”

Mogens kendte Peter, når han var i dét humør. Han besluttede sig for at diskutere det manglende manuskript på et senere tidspunkt.

Peter David Quist var en af mange danske forfattere med rimeligt gode ideer til plot og handling, et ubestrideligt talent for det skrevne ord og i besiddelse af den arbejdsvilje, som det krævede at skrive en bog. Men som de fleste andre havde han endnu ikke haft heldet, kombinationen af den rette historie, intelligent markedsføring og mediernes bevågenhed. Så han solgte i små oplag af en størrelse, som ikke opfordrede ham til at regne sin timeløn ud.

Peter udkom ellers på et lille, eksklusivt forlag, M. Lunds Forlag i København, som havde et vist ry for at finde de rette talenter og derfor havde anmeldernes og boghandlernes opmærksomhed. Endnu havde det ikke været tilstrækkeligt.

14

Peter var i midten af fyrrerne. Han var høj, helt nøjagtigt 191 cm uden sko. Han lignede en, der var i god form. Det var han også for sin alder.

Han var tidligere officer og instruktør i Frømandskorpset og havde tillige været en periode hos PET, hvor han bl.a. havde været livvagt for Dronningen.

Han trak sig tilbage fra Søværnet i år 2000. Herefter flyttede han til Skåne og havde siden da levet af en lille opsparing og af at skrive hæderlige krimier og thrillers.

Peter var fraskilt og godt tilfreds med det. Han havde vel fået en noget skeptisk holdning til kvinder og samliv. Men selv om Peter godt kunne finde grunde til det modsatte i sin fortid, så elskede han kvinder. Han havde en stor svaghed for at være forelsket og for tanken, at det kunne vare ved.

Men efter to uger ville hun have ham til at barbere skægget af.

Efter tre uger købte hun uopfordret en rædselsfuld cardigan til ham.

Efter fire uger ville hun lave ham helt om. Sådan endte det alt for ofte, og han orkede det ikke.

Ulvetimen, i ordets oprindelige betydning, timen imellem nat og gry, det var der, hvor han var svag. Det var dér, hans dæmoner kom frem fra skyggen, og hans indre ulv hylede. Han vågnede ofte på det tidspunkt, så på den tomme side af dobbeltsengen, stillede spørgsmålstegn ved sit liv og havde ingen svar. Dér havde han brug for en kvinde, for bløde arme der holdt om ham, for et kys på panden, for at få at vide, at alt var okay.

Det var efter frokost. Peter havde hældt litervis af koldt vand på ansigtet, været i bad, fået mad og det gik meget bedre. Nu følte han sig næsten som et menneske på en mavesur dag.

Han tog telefonen og tastede. ”Mogens, jeg har tænkt på at skrive en bog om Jon A. Lund.”

Han kunne høre, hvordan hans forlægger nærmest hoppede i sin eksklusive læderstol med justerbar lændestøtte og højt ryglæn. ”Min bror?” ”Ja, jeg ved, at det er tæt på, men det er en forrygende spændende 15

historie om den kendte forfatter, Skandinaviens krimikonge, og et uopklaret mord.” ”Jamen …” ”Jeg vil skrive om hans liv og selvfølgelig også om hans tragiske død. Jeg vil prøve, om jeg kan finde detaljer frem, der ikke var oppe at vende dengang, både om hans liv og hans død.” ”Jamen, Peter. Du har jo ingen forudsætninger for at grave i den slags. Du er en strålende forfatter; men du er hverken efterforsker eller journalist.” ”Nej, det er muligt; men hvor svært kan det være?” ”Jeg tror, at det er meget svært. Journalister er igennem en ganske omfattende uddannelse, som du måske ved.” ”Ja, ja, for at de kan skrive artikler og nyheder, hvor halvdelen er misforstået og resten opdigtet. Jeg er ikke særligt imponeret.” ”Hvorfor vil du pludselig lege detektiv. Er du blevet lidt for betaget af hovedpersonen i dine egne bøger?” ”Overhovedet ikke. Jeg synes, det kunne være en spændende opgave. Bogen bør skrives, og det skal være nu, hvor de fleste af nøglepersonerne forhåbentlig stadig er i live.” ”Jeg bryder mig ikke så meget om … at der bliver rippet op i det.” ”Det forstår jeg godt, Mogens. Men din bror var en offentlig person, hans liv og død var ikke privat. Hvis jeg ikke skriver den historie, så er der en anden, der gør det. Du kan øve indflydelse på historien ved at give mig en hånd og ved efterfølgende at udgive bogen på dit forlag. Den vil sikkert også sælge godt.” ”Det vil den sikkert,” erkendte Mogens. ”Men jeg forstår stadig ikke, hvorfor du pludselig kommer på den idé?” ”Der var faktisk noget, jeg aldrig fortalte politiet dengang.” ”Du? Hvorfor skulle du fortælle politiet noget, du var da bare et barn dengang, hvilken forbindelse havde du til Jon?” ”Jeg leverede morgenaviser til ham.” ”Virkelig? Det anede jeg ikke, hvorfor har du aldrig fortalt det?” ”Det har der ikke været nogen grund til, og vi har da vist aldrig talt om Jon, vel?” ”Næh, det har du nok ret i.”

16

Nysgerrigheden havde rykket i Peter i 30 år, og de seneste år var den begyndt at blive til tvivl. Var Jon A. Lund virkelig så dumt et svin, som Peter antog ham for dengang, eller var sandheden anderledes? Peter følte et behov for at lære Lund at kende for at kunne slutte fred med sig selv, begrave sit had eller få det genbekræftet. ”Hvad er det, du ikke har fortalt politiet?” spurgte Mogens. ”Det holder jeg for mig selv foreløbig.” ”Kunne du ikke give mig et …” ”Jeg kender til et muligt motiv, og så vil jeg ikke sige mere nu.” ”Okay.”

Peter kunne godt mærke, at Mogens ikke var overbevist om, at den bog nødvendigvis skulle skrives. Mod at love at han ville få færdiggjort det aftalte manuskript hurtigst muligt, fik Peter dog det tip at kontakte Verner Bent Andersen − den kriminalassistent, der havde kørt sagen dengang og fulgt op på den nogle gange i årene efter. Mogens huskede ham som en yngre mand for tredive år siden, så han levede måske stadig.

3

Februar 2008: Politikommissær Børge Christiansen tog trappen i fire hurtige trin, hvilket var imponerende for en mand af hans størrelse. Årsagen var heller ikke god kondition, men ren irritation. Han skubbede de dobbelte glasdøre til afdelingen op. Han tog ikke armene op og hænderne frem foran sig for at bruge de to forkromede håndtag, som de fleste andre ville gøre. Han holdt hænderne ned foran sig og skubbede i taljehøjde, hvilket fik det til at se ud, som om han brugte maven. Faktisk grinede hans underordnede ofte af det. Der var dog ikke noget at grine af i dag.

De kendte ham, når han var i det humør. Som en koldfront fra nord blæste han igennem lokalet, åbnede døren til sit glasbur af et kontor og sendte tasken som en curlingsten hen ad vinylgulvet. Som sædvanlig lykkedes det ikke tasken at glide hen på plads imellem skrivebordet og arkivskabet. Tasken ramte et bordben, torpederede papirkurven og væltede. Han lærte det aldrig.

Han drejede omkring og satte kursen i retning af køkkenet og kaffemaskinen. Der var intet i kolben, og vægten på de tre termokander med kaffeløbere på siden var ikke betryggende. Han vendte tilbage til det åbne kontorlandskab og brølede: ”Hvem har taget det sidste kaffe uden at sætte nyt over?”

Alle så på hinanden. Børge Christiansen trak luft ind, og nærmeste betjent sprang op og gik i køkkenet.

Børge Christiansen havde et mord og en morder, men han havde ingen beviser. Det irriterede ham voldsomt. Men det var intet imod, hvor irriteret vicepolitikommissær Bitten Bahr Andersen var. Hun daskede uinviteret ind på politikommissærens kontor, slog sig ned i en stol, knaldede en rapport på bordet og udbrød: 18

”For helvede noget lort!”

Bitten var knap fyrre. Hun præsenterede sig altid som Bitten B. Andersen. Hendes mellemnavn gav for mange hævede øjenbryn, latteranfald eller dumme bemærkninger. Og det sidstnævnte var mandlige politifolk nærmest verdensmestre i. Bag hendes ryg kaldte alle hende for Bitten Bar eller frøken Bar. Børge Christiansen tog rapporten i hånden. Kun med to fingre som om han på den måde undgik at involvere sig. Kl. 23.10, indbrud og røveri hos familien Kaspersen, de to røvere kom ind ved at ringe på hoveddøren, hjemme var Bent Kaspersen, hustru Karina Bloch Kaspersen og datter Lisa Kaspersen, læste han. Så kikkede han over på Bitten. ”Hjemmerøveri,” forklarede hun. ”To mænd ringer på sent på aftenen hos familien Kaspersen. Den ene røver tæver løs på såvel konen som en voksen datter, der er på besøg den aften, og faderen griber en køkkenkniv og stikker røveren. Det bliver han ved med, til røveren falder om. Imens flygter den anden røver. Faderen, Bent Kaspersen, er en lille mand i tresserne, mens røveren er stor som et hus, selvfølgelig tør Kaspersen ikke tage nogen chancer. Nu skal han fængsles, fordi røveren er død, og han er gået langt ud over lovligt nødværge.” ”Det lyder da også voldsomt.” ”Voldsomt? Nu skal jeg sige dig noget, Børge: Hjemmerøvere skulle have skåret nosserne af og hænges op og forbløde. Sådan noget forbandet pak! Det burde være lovligt for enhver familie at forsvare sig med alle til rådighed stående midler, når forbrydere tiltvinger sig adgang til deres hjem. Hvad ville du selv gøre derhjemme?” ”Joh … jeg tror …” ”Du ville sgu gribe din tjenestepistol, og så ville du skyde sådan en skiderik fuld af huller. Og du ville ikke have den mindste dårlige samvittighed bagefter!”

Børge tænkte på sin hyggelige Østerbro-lejlighed, på sin kone og sine børnebørn, der ofte overnattede. Og han vidste, at Bitten nok havde ret. ”Nu skal jeg læse staklen hans rettigheder og bure ham inde. Det forlanger Nanna Narrøv.”

19

Vicepolitimester Nanna Hansen var jurist og politiadvokat, kørte alt hundrede procent efter bogen og var ganske blottet for humor og sociale færdigheder. ”Pressen og befolkningen slagter os,” forudså Bitten.

Telefonen ringede i Kokkedal. ”Hallo, det er hos Andersen.” Et øjeblik fortsatte han med at læse den artikel i Berlingske Tidende, som han havde været i gang med. ”Undskyld hvem. Peter David Quist, siger du? Jamen, er det ikke dig, der … du er forfatter, du var med til … mon ikke det var Elnas fødselsdag?” Verner Bent Andersen lagde avisen fra sig og koncentrerede sig om telefonen. ”Hvordan er det nu? Du er min svigersøns fætter, ikke?”

De talte om, hvordan det gik med datteren og svigersønnen, og Andersen spurgte pænt til Peter om helbred, arbejde og vejret i Skåne. Og så kom Peter frem med sit ærinde: ”Jeg har fået at vide, at du arbejdede med mordet på Jon A. Lund for tredive år siden. Kan du huske den sag?” ”Åh ja, mon ikke! Det meste af det, som jeg har arbejdet med i tiden hos kriminalpolitiet, er blevet opklaret. Så jeg må indrømme, at Jon A. Lund altid har været lidt af en sten i skoen. Sagen har i alle de år ligget i et skab inden for min rækkevidde. Jeg havde håbet … men nu er det for sent. Jeg er jo lige gået på pension. Det er faktisk rart. Bortset fra altså … de få sager man ikke fik opklaret.” ”Jeg laver research til en bog om Jon A. Lund. Den skal handle om såvel hans liv som hans død. Må jeg komme og tale med dig om det en dag?” ”Bestemt, du er velkommen. Hvornår?”

4

Marts 2008: Tidligt på morgenen satte Peter sig til computeren og åbnede manuskriptet til Dagens død. Han havde jo lovet Mogens … han gabte, drak kaffe og gik død. Så arbejdede han i stedet koncentreret hele formiddagen på research af Jon A. Lund. Ved frokosttid skubbede en fugtig snude ham på venstre albue.

Peter havde haft schæferhund næsten så længe, han kunne huske. Han havde vel været tolv, da han fik den første. Han selv ville aldrig give et barn på tolv ansvaret for en hund; men hans forældre havde set anderledes på det, eller også havde de slet ikke overvejet det. Heldigvis var det gået godt. Peter havde ansvarsfuldt sørget for hunden, der hed Jack. Alle hans schæferhunde havde heddet Jack, det var det nemmeste. Han var på den fjerde Jack. Jack den tredje havde desværre ikke levet så lang tid, han var blevet syg; men Jack den første og den anden var blevet gamle. Jack den fjerde var fire år nu. Han var den største af Jack’erne, femoghalvfjerds centimeter i stangmål. Han var også den frækkeste og mest energiske af dem alle.

Det var okay, Peter kunne godt lide at gå lange ture i skoven.

Peter og Jack den fjerde var blevet, som en mand og hans schæfer nemt bliver, hvis husholdningen ikke består af andre. De var blodsbrødre, de var sammensvorne. De havde en verden sammen, som ingen andre forstod, og ingen andre blev lukket ind i. Schæferen var hans betingelsesløse ven. Det løfte lå i hvert et blik, den sendte ham.

Peter og schæfer-Jack gik ud i skoven, ned mod vest til engen og ud hvor den gamle bro gik over åen. Peter greb hylsteret, han bar på ryggen, samlede den firedelte Sage fluestang, og mens Jack sad med sit schæferhoved skeptisk på skrå, kastede Peter fluen forsigtigt til den modsatte bred, ind under en busk, der hang ud over vandet.

21

Han vidste, at der stod en ørred dér.

Det var selvfølgelig alt for tidligt på året. Men det var en lun dag, og der havde ikke været meget vinter indtil videre. Det kunne jo være. Han havde valgt en stor streamer. Hvis fisken ikke var sulten, så kunne han måske provokere den. Han troede på planen, for det skal man.

En halv time efter opgav han. Fisken havde vundet også i dag.

Han skilte stangen ad og tog hylsteret på ryggen. Så fortsatte han og schæfer-Jack op ad bakken, forbi den faldefærdige lade, hvor der ikke var blevet kørt hø ind i halvtreds år.

Da de kom hjem, spiste de frokost, først Peter så Jack. Herefter arbejdede Peter igen med at finde personer, som havde kendt Jon A. Lund. Han brugte nettet og telefonen. Da eftermiddagen gik på hæld, forlod schæfer-Jack og Peter huset og gik ud i skovens skumring. De så fire vildsvin, som sky skyndte sig at fortrække. SchæferJack stillede sig op og gøede med rejste børster, bare lige for at understrege hvor farlig han var; men han skulle ikke nyde noget af at forfølge dem.

Dagen efter tog Peter til Danmark. Han tog Jack med, og så kørte han sydpå, halvanden time til Øresundsbroen. Han fiskede brobizz’en ud af handskerummet og holdt den op foran sig, da han kørte ind på betalingsanlægget. Møget faldt hele tiden ned, når han satte den op i forruden ved hjælp af den medfølgende sugekop. Han kørte nordpå ud af København og videre ad Helsingørmotorvejen. Ved Kokkedal kørte han fra og fandt bebyggelsen Blåbærhaven. Her boede pensioneret politiassistent Verner Bent Andersen To lange betonblokke, placeret forskudt for hinanden, bygget i starten af halvfjerdserne. De indeholdt et par hundrede ejerlejligheder. Planløsningen var typisk for den tid; men de var egentlig meget hyggelige og med en overdækket altan. Andersens lejlighed var på fire værelser, her boede han med sin Lydia, og det havde de gjort i mange år. Tagrender, der skulle renses og græs, der skulle slås, var ikke noget for dem. ”Røret var taget af telefonen i soveværelset,” Andersen bakkede 22

eftertænksomt på piben, mens Lydia skænkede kaffen. ”Det var jo lidt underligt.” ”Havde han forsøgt at ringe til nogen?” ”Nej, det var den interne hustelefon.” Andersen forklarede, hvordan der havde været både en almindelig udgående linje og en intern hustelefon med fem apparater. ”Det er en medvirkende årsag til, at jeg aldrig rigtigt har troet på en ukendt drabsmand eller på et indbrud, der gik galt. Jeg tror, at morderen har ringet til Lund på hustelefonen, og det må have været for at skræmme ham. Hvad ellers? Det tyder på, at det har været én i hans bekendtskabskreds.” ”Kan det ikke bare have været et tilfælde?” ”Jo,” indrømmede Andersen. ”Det kunne det godt. Lund opdagede måske, at der var nogen i villaen, han har forsøgt at ringe til politiet og har i panik grebet den forkerte telefon først. Alt kan desværre tænkes.” Andersen sukkede med tredive års opsparet frustration. ”Hvorfor ringede han ikke til politiet? Jeg mener, hvis han forsøgte …” ”Telefonledningen var skåret over.”

Nu kom citronmånen ind på et lille fad med bølget kant og sorte blomster. Fru Andersen anbragte sirligt kagetallerknerne og de små kagegafler. Hun skar et par stykker til dem. ”Hvis jeg ikke gør det, så tager I jo ikke noget. Jeg kender jer mænd,” sagde hun ud i rummet på bredt midtsjællandsk. Så gik hun ud i køkkenet, og Jack, der havde ligget ved siden af Peters stol, listede med.

Andersen lænede sig tilbage og strakte sig. Han var en spinkel og pensionisttynd mand. Skjortekravens størrelse vidnede om, at det ikke altid havde været sådan. Han havde dog stadig et kraftigt, mørkt hår, som han rev sig i, når han var frustreret. Og det var han nu. ”Vi kunne intet motiv finde overhovedet nogen steder. Og vi kunne stort set ikke udelukke nogen, fordi ingen i omgangskredsen havde et ordentligt alibi.” ”Hvem arvede efter ham?”

23