De doede ulves sang af Per Lau Jensen

”For helvede noget lort!”

Bitten var knap fyrre. Hun præsenterede sig altid som Bitten B. Andersen. Hendes mellemnavn gav for mange hævede øjenbryn, latteranfald eller dumme bemærkninger. Og det sidstnævnte var mandlige politifolk nærmest verdensmestre i. Bag hendes ryg kaldte alle hende for Bitten Bar eller frøken Bar. Børge Christiansen tog rapporten i hånden. Kun med to fingre som om han på den måde undgik at involvere sig. Kl. 23.10, indbrud og røveri hos familien Kaspersen, de to røvere kom ind ved at ringe på hoveddøren, hjemme var Bent Kaspersen, hustru Karina Bloch Kaspersen og datter Lisa Kaspersen, læste han. Så kikkede han over på Bitten. ”Hjemmerøveri,” forklarede hun. ”To mænd ringer på sent på aftenen hos familien Kaspersen. Den ene røver tæver løs på såvel konen som en voksen datter, der er på besøg den aften, og faderen griber en køkkenkniv og stikker røveren. Det bliver han ved med, til røveren falder om. Imens flygter den anden røver. Faderen, Bent Kaspersen, er en lille mand i tresserne, mens røveren er stor som et hus, selvfølgelig tør Kaspersen ikke tage nogen chancer. Nu skal han fængsles, fordi røveren er død, og han er gået langt ud over lovligt nødværge.” ”Det lyder da også voldsomt.” ”Voldsomt? Nu skal jeg sige dig noget, Børge: Hjemmerøvere skulle have skåret nosserne af og hænges op og forbløde. Sådan noget forbandet pak! Det burde være lovligt for enhver familie at forsvare sig med alle til rådighed stående midler, når forbrydere tiltvinger sig adgang til deres hjem. Hvad ville du selv gøre derhjemme?” ”Joh … jeg tror …” ”Du ville sgu gribe din tjenestepistol, og så ville du skyde sådan en skiderik fuld af huller. Og du ville ikke have den mindste dårlige samvittighed bagefter!”

Børge tænkte på sin hyggelige Østerbro-lejlighed, på sin kone og sine børnebørn, der ofte overnattede. Og han vidste, at Bitten nok havde ret. ”Nu skal jeg læse staklen hans rettigheder og bure ham inde. Det forlanger Nanna Narrøv.”

19