Page 1


Kirsten Nilsson

De gemte børn Beretninger fra anden verdenskrig

Gyldendal


Claus Lennart Arentoft

Op af hullet »Jeg har altid haft det, som om jeg er faldet ned gennem et hul fra en anden verden. Jeg ved ikke, hvor jeg kommer fra, eller hvad der er oven over hullet. Men det er som om, jeg ikke er en del af den verden, jeg går rundt i. Som om jeg er lidt uden for det hele og betragter det, der sker omkring mig. Som om en del af mig er iagttager«. Sådan beskriver Claus Lennart Arentoft den grundstemning, som har fulgt ham hele livet. Følelsen af at være ’fremmedartet’ og en smule isoleret. Da han er omkring 19 år gammel, sender en ungdomskæreste Claus på en rejse tilbage til, hvor han kommer fra med spørgsmålet: »Ved du, at du har en søster?«. En rejse, som fører ham hjem og op af hullet. Claus er født 10. februar 1942 på Rigshospitalet. Hans mor navngiver ham Lennart. Han er det, man kalder et svageligt barn, lille og ofte syg. Hans mor er en fattig jødisk cigarrullerske. Hun er vokset op under små kår i

Op af hullet

  29


Adelgadekvarteret i København som barn af østeuropæiske indvandrere. Sønnens far har hun mødt i Tivoli, og han er ude af billedet, inden Lennart bliver født.

Claus Arentoft finder først som voksen ud af, at han er jøde. Her er han som dreng på skovtur med sine adoptivforældre i 1940’erne. Claus sidder mellem sin far og mor. De øvrige er familie og venner.

Adelgadekvateret i København som barn af østeuropæiske indvandrere. Sønnens far har hun mødt i Tivoli, og han er ude af billedet, inden Lennart bliver født. Da den nazistiske jødeaktion når Danmark i efteråret 1943, er moren alene med sin halvandetårige søn og en to år ældre datter. Hun er desperat og tør ikke tage sønnen med det skrøbelige helbred med, så hun flygter

30 


til Sverige kun med datteren Kate. Sønnen bliver først gemt på hospitaler i København og kommer derefter på et børnehjem. Efter en kortere periode får et barnløst ægtepar ham i pleje. Men alt det er kun noget, Claus har fået fortalt, for han husker det ikke selv. Hans erindring begynder med livet hos »far« og »mor« i Købmagergade 32 i København. En af de første erindringer er, at hans seng skal rykkes. Claus og dem, han kender som sin far og mor, bor på femte sal helt oppe under loftet med skrå vægge. Han husker, at moren forklarer, at hun er bange for, at rikochetterende kugler kan ramme ham i barnesengen, hvis der opstår skyderi i gaden. Det er sket flere gange, når tyskernes danske hjælpepoliti, Hipokorpset, er ude. Måske husker Claus netop dette, fordi livet ellers er trygt i lejligheden hos forældrene. De kalder ham Claus Lennart, som de ofte forkorter til kælenavnet Lasse. Senere bliver hans kaldenavn dog bare Claus. Moren går hjemme, mens faren er fuldmægtig i et forsikringsselskab og kommer hjem hen under aften, når maden står på bordet. Pengene er små, men de mangler ikke noget. Forældrene passer kærligt på deres lille plejebarn, og Claus er meget knyttet til sin mor, som han nødigt vil være væk fra. Han er stadig et skrøbeligt barn, der ofte er syg. Han får bronkitis, allergisk astma og engelsk syge. Som syvårig er han så syg af lungebetændelse, at forældrene frygter at miste ham. Han husker, at hans mor sidder på sengekanten og græder. Måske derfor passer de ekstra godt på ham. Claus bliver i nogen grad barn i en voksenverden. Han er meget alene og har få legekammerater. Der er få lejligheder med beboelse på Købmagergade og derfor

Op af hullet

  31


også få børn. Han er et kvikt barn. Lidt isoleret, lidt sin egen, og han føler sig anderledes end de børn, han møder. Claus længes efter søskende, for har man sådan nogle, er der nogen, man er beslægtet med, og man har altid kammerater ved hånden. Som voksen har han overvejet, om forældrene mon løb en risiko ved at huse et jødisk barn. De har fortalt ham, at familien en dag under besættelsen går på gaden med den lille søn løbende foran sig. Drengen løber hen til en tysk soldat, som tager ham i hånden. Forældrene er skrækslagne, men tyskeren aner ikke uråd, han ser blot et forældrepar med en sød dreng, og intet sker. Claus og forældrene ser ikke meget forskellige ud, de er alle mørkhårede, og Claus kan sagtens gå for at være deres biologiske barn. Fordi der bor så få i Købmagergade, er der ingen naboer til at undre sig over, hvordan det ellers barnløse ægtepar pludselig får en lille dreng på knap to år. Der bor godt nok en mand i lejligheden nedenunder, men han er frihedskæmper og bliver taget af tyskerne. Han kommer til koncentrationslejren Neuengamme, og Claus ved, at forældrene umiddelbart inden når at skjule hans våben. Men det bliver aldrig senere drøftet, hvorvidt det er risikabelt at huse en jødisk dreng. Eller om forældrene, som i første omgang kun opnår en plejeaftale og ikke en fuld adoption, frygter at miste drengen igen, når krigen er slut. Da Claus er seks-syv år gammel, får han at vide, at han er adopteret. I dag husker han ikke anledningen, men der er blevet fortalt noget, som ikke rigtig hænger sammen. Det kvikke barn kan høre, at logikken halter,

32 


Billedet er taget i 1946 eller 1947, hvor Claus er fire eller fem år. På grund af rationering var godt børnetøj svært at købe i Danmark, så frakken er købt i smug på en tur til Sverige.

og hans mor må rykke ud med en forklaring. Hun forklarer, at han er adopteret, men hun siger ikke noget om omstændighederne for adoptionen eller om hans biologiske ophav. At være adopteret får ikke Claus’ verden til at falde sammen. På det tidspunkt har det ikke den store betydning for ham, og senere hen passer det egentlig godt med

Op af hullet

  33


hans følelse af at være fremmedartet og anderledes. Det eneste, han gerne vil vide, er, hvorfor forældrene lige valgte ham på børnehjemmet? Og moren forklarer, at han var den, som så sødest ud. Det er forklaring nok for drengen. For Claus åbner verden sig, da han begynder i skole. Han får nu lov at gå alene på gaderne, og han går på opdagelse i det indre København, hvor der er liv i baggårdene. Her bor de små håndværksmestre, og livet der er spændende, synes Claus. Han bliver gode venner med ostedamen i Gothersgade, hvor han kigger forbi for at se, om der falder en osteskorpe af, og han får lov at veje te i Perchs Thehus i Kronprinsensgade. Kontakten med voksne falder ham lettere end kontakten med de andre børn. I forhold til dem føler han sig anderledes. På vej til og fra skole følges han dog med skolekammeraten Daniel. Han er også anderledes. Daniel er nemlig jøde og går med kalot. Han har søskende, syv-otte stykker i alt og de fleste piger. Det er helt overvældende for enebarnet Claus. Han spørger faktisk sin mor, om han mon også er jødisk ligesom Daniel, for det er spændende og dragende, men får et undvigende svar om, at »det ved hun ikke noget om«. Men det har hun vidst. Claus ved i dag, at forældrene er i kontakt med hans biologiske mor, og at de sender billeder af sønnen. Han er registreret hos Mosaisk Troessamfund, og det er også først efter krigen, Claus bliver døbt. I dag gætter han på, at forældrene og myndighederne ikke har villet røre ved de formelle papirer af frygt for, at hans herkomst skulle blive opdaget, og den formelle adoption går derfor først i orden efter krigen.

34 


Men hvor Claus kommer fra, taler de dengang ikke mere om i familien. Der er godt nok damen uden for skolen. Det er efter krigen, da Claus lægger mærke til hende. Hun står der, når han går fra skole. Hun har mørk frakke og hat på. Hun siger ikke noget, men står bare og kigger. Han er ikke i tvivl om, at det er ham, hun kigger på, og det undrer ham, men han bliver ikke bange, selv om han ikke ved, hvem hun er, eller hvorfor hun står der. Han spekulerer ikke nærmere over damen i den mørke frakke. Ikke før mange år senere. Da Claus er 10 år gammel, flytter familien til et lille hus i Lillerød tæt ved skoven. Væk fra byen og ud i den friske luft. Der er godt at bo med mange legekammerater på vejen. Claus begynder i femte klasse på Allerød Skole som en lille, lidt gammelklog, spørgelysten »københavnerunge«. Skoletiden bliver et helvede. Tæv og mobning er hverdagen, og Claus må låse sig inde på toiletterne i frikvartererne. Lille af vækst kan han ikke klare kammeraterne fysisk, men intellektuelt kan han vinde over dem. Og ofte også over lærerne, som han er konstant i konflikt med. De bliver provokeret af den kvikke elev, som sætter spørgsmålstegn ved alt og ikke tager deres autoritet for givet. Det er ikke velkomment i 1950’ernes skole, hvor eleverne forventes at adlyde læreren. »Hvorfor kan du ikke bare være som andre?«, sukker hans far ofte efter de mange kontroverser. »Jeg kan jo ikke være anderledes. Jeg er jo den, jeg er«, tænker Claus, og følelsen af at være udenfor, isoleret og at høre til et andet sted næres.

Op af hullet

  35


Og Claus har faktisk ret. Han er 19 år og flyttet hjemmefra. Han bor hos en familie i et lille lejet værelse i Nansensgade i København. På væggen hænger et billede af husets datter. Hun er ikke klassisk smuk, men ser betagende ud, synes Claus. Jødiske træk, mørke, sjælfulde øjne og med en viljestærk hage. Hun er i kibbutz, og hendes far, som er skilt fra moren, er engelsk og jøde. »Hende vil jeg fandeme gerne møde«, tænker Claus, da han ser billedet. Og da datteren kommer hjem et års tid senere, bliver hun og Claus kærester. Med kun en jødisk far er hun i udkanten af jødedommen, og de to ’outsidere’ bliver forelskede. Det er den første kæreste, Claus’ forældre tager rigtig alvorligt, og især Claus’ mor kommer godt ud af det med kæresten. De taler meget sammen og bliver hurtigt fortrolige. Claus ved ikke, hvordan det sker, men under en af deres samtaler, fortæller moren, at Claus har en søster. Claus tænker, at moren må have vidst, at det ville komme ham for øre. I hvert fald bliver det kæresten, som stiller Claus det spørgsmål, der sætter rejsen i gang: »Ved du, at du har en søster?«. Claus overvejer ikke et øjeblik at lade det blive ved det. For han er ikke i tvivl om, hvordan han har det: »Tænk, at jeg har en søster et sted. Hende vil jeg gerne møde! Drømmen om at have søskende kan gå i opfyldelse«, tænker han. Denne tanke deler han dog ikke med sine forældre. Intuitivt ved han, at det vil være følsomt for dem, især for hans mor. Umiddelbart er det da heller ikke svært på egen hånd at få mere at vide. Claus finder hurtigt ud af, at han har ret til at få indsigt i egne forhold, og han ved, at han er

36 


født på Rigshospitalet. Det har han set på sin navneattest, så på et kontor i hospitalets røde bygninger får han en udskrift af protokollen: Drengebarn født 10. februar 1942 af en ugift kvinde. Det er helt utroligt at se det på tryk. Claus’ mors navn er udpræget jødisk, og der er ikke mange med det navn i telefonbogen. Han finder frem til en hattemager ved navn Harry, som bor i Sankt Peders Stræde. Det er en kølig dag, da han går ned ad gaden i det indre København, og han er mere end spændt. Hvordan vil han blive modtaget? Kender de til ham? Vil de overhovedet have noget med ham at gøre? Risikerer han at forårsage en katastrofe ved at dukke op? Hvad og hvem gemmer der sig på adressen? Han går ind i den mørke opgang og op ad den stejle trappe til første sal. Han både ringer og banker på, og efter lidt tid spørger en kvindestemme med østeuropæisk accent, hvad han vil. Han beder om at komme ind, for det er lidt svært at forklare ærindet gennem en lukket dør sådan stående på trappen, siger han. Men kvinden vil ikke lukke op, hvis ikke han vil sige, hvad han vil. »Jeg er født Lennart, 10. februar 1942«, siger han så. Herefter bliver der helt stille. Længe. Så længe, at Claus frygter, at kvinden på den anden side af døren har fået et hjerteslag. Men så pludselig kan han høre, at der bliver låst op. Der er flere låse, en slå bliver hevet fra, og pludselig står en lille, indtørret, meget jødisk udseende kvinde i døren. Hun falder ham om halsen med et »Kom ind, kom ind…«. Kvinden hedder Jenny og er Claus’ morfar Harrys anden hustru. Hun kender godt til Claus’ eksistens og ved, at han blev bortadopteret efter krigen. Hun har ønsket, men ikke turdet tro på, at han en dag vil opsøge dem.

Op af hullet

  37


Selv har hun under krigen været deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt med sine to børn og sin mand. Det viser sig, at Claus’ mor bor i Malmø, og at han har ikke bare en, men to søstre. Claus’ storesøster Kate bor ikke mange kilometer væk i Kartoffelrækkerne ved Søerne på Østerbro. Jenny vil ikke ringe direkte til Claus’ mor, men gå gennem hans søster, og derfor bliver der ringet til hende. Søsteren er glad, men også meget overvældet. Hun beder Claus komme forbi, gerne med det samme. Han skal bare tage en taxi, så vil hun betale. Det gør han kort tid efter. Søsteren kan huske sin lillebitte bror, Lennart, fra før flugten. Nu står der en voksen mand, som hedder Claus – det navn, hans adoptivforældre har givet ham. »Gud, hvor du ligner mor«, siger hun glad. Hun har altid håbet på at se ham igen, men har ikke regnet det for muligt. Og selv om Claus og Kate ikke er vokset op sammen, forstår de intuitivt hinanden. Mødet i huset i Kartoffelrækkerne bliver begyndelsen til et nært forhold, som varer til søsterens død mange år senere. Så nært et forhold, at Claus selv i dag fremhæver Kate som det menneske, han har talt mest åbent med. Senere møder Claus også sin mor – første gang hos søsteren. Moren er en statelig, mørk, ikke så høj dame, og Claus kan se sig selv i hende. Hun møder ham med en diskret tilbageholdenhed, men fortæller, hvordan hun måtte efterlade sin søn, fordi hun frygtede, at han ikke ville overleve flugten. At hun efter krigen kom hjem uden penge, ufaglært uden job, gravid med sit tredje barn. Og at hun har stået over for Øster Farimagsgade Skole og set sin

38 


Portræt af Claus som ung mand. Formentlig taget omkring 1962, da han er cirka 20 år.

lille søn. Hun ville bare gerne se, at han havde det godt. Selvom hun vidste, at hun havde givet afkald på ham, da hun måtte flygte og senere måtte lade ham bortadoptere. Claus har med det samme brug for at sige, at han er glad for at se hende, og at han gerne vil have kontakt, men at hun ikke må forvente, at han er på udkig efter en ny mor. Den plads er taget. Og det accepterer moren, som er meget berørt over endelig at se sin søn igen og glad for, at hun må følge hans liv. Hun glæder sig over

Op af hullet

  39


hans tætte kontakt med Kate og føler, at hun trods alt får lidt igen. At se ham af og til er bedre end at være henvist til at stå på den anden side af gaden. Claus ser sin biologiske mor mange gange efter da, og deres forhold bliver godt, men det bliver ikke nært – dertil er der gået for mange år. Hverken Claus’ mor eller søster er religiøse. Men mødet med dem fører til, at Claus får kontakt med mere af sin biologiske familie og dermed også med sin jødiske baggrund. Claus nærmer sig i disse år det jødiske studentermiljø, og også her møder han, hvad han betegner som et kulturelt slægtsskab. »I det jødiske miljø føler jeg på en måde, at jeg er kommet hjem. Det her har mere noget med mig at gøre, end hvad jeg ellers har oplevet. Jeg føler et slægtskab. Følelsen af at være faldet igennem et hul og ikke høre til svækkes«, forklarer han. Det sker, selv om Claus samtidig er uden for det jødiske miljø. Formelt set er han ikke medlem af Mosaisk Troessamfund. Han er ikke opvokset som jøde, han kender ikke til jødisk tradition og religion, og han er ikke troende. Men i det jødiske temperament og den jødiske litteratur finder han genkendelse. Claus begynder for alvor at læse jødiske forfattere og synes, at måden, de bruger ordspil på, dobbelttydigheden i sproget og ikke mindst deres humor, matcher hans egen. I dag spørger han sig selv, om kulturtræk kan nedarves. Om grunden til, at han helt fra barnsben og i sin skoletid forholdt sig spørgende, analyserende og kritisk til sin omverden, skyldes hans jødiske ophav. Den jødiske tro betoner fortolkningen og diskussionen. Foruden den jødiske bibel Toraen findes også de lærte skrifter Tal-

40 


mud, som indeholder rabbinernes diskussioner og analyser af, hvordan jødedommen skal praktiseres. Denne analytiske tilgang til verden genfinder Claus hos sig selv, og måske – siger han i dag – var han allerede, før han vidste, at han var jøde, præget af jødedommens tankemåde. Ellers kan Claus ikke forklare, hvorfor han i nogen grad føler sig hjemme i jødedommen. Måske er det, fordi jøderne i Danmark, selv om de er assimileret, også skiller sig ud – ligesom Claus har følt, at han har gjort gennem livet, forklarer han i dag. Eller måske er det bare ikke alt, som kan eller skal forklares. Claus’ møde med sin biologiske familie, ryster hans adoptivforældre. Han er i forvejen i gang med at løsrive sig og har derfor haft konflikter med forældrene. I dag ser han det som et almindeligt, måske lidt sent, ungdomsopgør, som alle unge skal igennem. Han er sprunget fra sin uddannelsesplads som farmaceut på et apotek, hvor han følte, hans arbejdskraft blev udnyttet. Han er flyttet til Fyn hos en kammerat på en stor gård, og i en tid med ungdomsoprør er opgøret med den autoritære far voldsomt. Faren synes, at Claus skal komme til fornuft og rette sig efter forældrenes anvisninger. Claus fortæller dem, at han har fået kontakt til sin biologiske søster. Selv ser han det som et udtryk for sin loyalitet og fortrolighed med forældrene, at han fortæller det. Det er en spændende og afgørende ting i hans liv, som de bør kende til, tænker han. Men forældrene bliver forskrækkede og ulykkelige. Kontakten til den biologiske familie og de jødiske rødder får dem til at frygte, at de helt er ved at miste ham. »Er det takken?« og »gøgeunge«, lyder nogle af faderens vrede og fortvivlede ud-

Op af hullet

  41


brud, som chokerer Claus. Det undrer ham, at moren ikke har forudset, at han på et tidspunkt ville udforske sin baggrund, når hun nu fortalte om hans søster til hans kæreste. Det er en fejl overhovedet at have fortiet det, tænker Claus. Måske nager det moren, at Claus har savnet søskende, mens hun vidste, at han havde dem. Men Claus og hans forældre kommer igennem konflikterne og finder hinanden igen. Forældrene møder oven i købet søsteren Kate og når et punkt, hvor de føler sympati for hende, og hvor de kan glæde sig over, at Claus har hende, når de en dag selv er borte. I dag er Claus Lennart Arentoft pensioneret og bor med sin kone på et husmandssted på Fyn. Han forstår stadig ikke til fulde, hvorfor hans forældre fortiede sandheden om hans jødiske baggrund og hans familieforhold. Han er ikke troende, men de jødiske rødder betyder stadig meget. Hvor det før har været en grundstemning hos Claus at være udenfor og føle sig fremmedartet, så kommer han ’hjem’, når han sidder til for eksempel musikalske arrangementer i synagogen. »Det giver mig en fornemmelse af at være sammen med familie eller venner«.

42 

De gemte boern af Kirsten Nilsson  

Kirsten Nilsson Beretninger fra anden verdenskrig Gyldendal Op af hullet Claus er født 10. februar 1942 på Rigshospitalet. Hans mor navngive...