Issuu on Google+


Kap. 6 Det var aldrig nok. Aldrig godt nok. Fandens, fandens, fandens! Peter satte værktøjskassen fra sig. Dørkarmen hang i laser. Den var sikkert lige så oldgammel og forstokket som hele stedet her. Han hamrede sin knytnæve ind i den. Hvordan i alverden havde han fået involveret sig i et kloster af alle steder? Han, som aldrig havde følt, at der fandtes en Gud. Og hvis han gjorde, hvad var det så, den Gud ville have af ham? Det havde han aldrig helt forstået. Han gjorde sit bedste for at leve sit liv uden at belemre andre med det. Han forsøgte samtidig være en god ven for sine venner, en god kollega. Men det var, som om der var en indbygget modsætning i hans liv: Hver gang, han valgte sig selv, blev han tvunget ud i at sætte det hele på spil. Hver gang han forsøgte at blande sig udenom, ramte det ham i nakken som et hestespark. Han begyndte at brække den gamle dørkarm ned. Træet splintrede; spidse syle fløj i luften; gammel maling faldt af i flager. Det var to år siden, han var vendt tilbage til huset på klinten efter sit fængelsophold. Fire år i Horsens Statsfængsel havde modnet hans beslutning om at leve det stille liv, helt for sig selv sammen med hunden. Passe sig selv. Passe sit arbejde. Okay, han havde fjender. Og han var nødt til at tage sine forholdsregler over for dem. Han var nødt til at kunne forsvare sig, ellers var han en død mand. Men når det var sagt, involverede han sig ikke i noget, der lugtede af lovovertrædelser, fængsel, glidebane og forkerte beslutninger. Og her var han så. Indblandet i drab. Ikke skyldig i lovens forstand. Men – og det var ironien – skyldig i at have overholdt sine egne love. Nede ved voldgraven havde de spærret området af. Han havde lige fået et glimt af Kir, da hun blev briefet af sin chef, og havde fanget et smil og et nik. Hun plejede at gøre ham i godt humør med sit spøjse, spidse ansigt og de røde krøller, men selv hun kunne ikke løfte byrden af skyld. Inden dykkerne gik i aktion, havde politiet gennet folk væk. Også ham selv og Beatrice og søster Dolores. Nu var der gået en rum tid. Det var ikke officielt endnu, men rygtet havde allerede bredt sig, at de havde fundet søster Melissa på bunden af voldgraven. Da han sidst havde set hende, var hun i live. Han alene kunne have forhindret hendes død. Han havde inderst inde vidst, at hun var i fare. Han havde vidst det og havde vendt ryggen til. Og han kunne ikke engang hjælpe med en brugbar beskrivelse af den mand, hun havde mødtes med.

2


Felix havde sagt det så tydeligt engang: ’Du har en navnefælle i Biblen. Han fornægtede også en ven.’ Var det virkelig ham? Der fornægtede sine venner for at redde sig selv? Det var ikke det billede, han havde af sig selv. Men måske var det sandheden. Han hørte lyden af skridt og af kraftigt stof, der bevægede sig. Søster Beatrice kom ned ad gangen. Hun havde en rosenkrans i hænderne. Hendes ansigt, der før havde været så levende, var som forstenet. Peter. Arbejder du? Hun kom ind og satte sig på klaverbænken. Tungt, forekom det ham. Hun talte også uden melodi. Det skal jo gøres. Skal det? Ja, det skal det vel. Hun sad lidt og lod rosenkransen glide mellem fingrene. Han begyndte igen at brække dørkarm ned og hørte derfor knap nok, hvad hun sagde, men hørte det alligevel tydeligt. Jeg elskede hende. Han sænkede værktøjet og kiggede på hende. På alle måder elskede jeg hende. Jeg kan sige det til Gud. Men du er det eneste menneske, jeg kan sige det til. Hun så på ham med tårer stående i øjnene. Jeg elskede hende, og jeg forrådte hende. Og jeg kan ikke sige det, heller ikke til politiet. Jeg kan kun sige det til dig. Til trods for alvoren tog han den drillende stemme på. Og du synes ikke, jeg har nok at slås med? Jeg forrådte hende selv. Dit forræderi var ingenting i forhold til mit, sagde hun stædigt. Er det nu en konkurrence? Jeg elskede hende, hører du ikke efter? Hun betroede mig ting. Ting, jeg skulle have bragt videre. Nu er det for sent. Nu er hun død. Hun tørrede tårer væk. – Hvis du ved noget, må du sige det til politiet, sagde han. Hun så hovedrystende på ham. Det er ikke så enkelt. Der er vores love, og så er der samfundets. Det er ikke tit, de kolliderer, men sommetider sker det. Ved du, om nogen var ude efter hende? Ved du, hvorfor hun skulle dø? Selvfølgelig ved jeg ikke det. Ingen af delene. Ikke med sikkerhed.

3


Hun rejste sig og kom hen til ham. Hun lagde en hånd på hans arm. Vi er i samme båd, du og jeg. Gud tilgiver os, men kan vi tilgive os selv? Hun og hendes Gud, tænkte han og mærkede, hvordan han blev suget et sted hen, han ikke ønskede at være. - Du kendte hende godt, sagde han. - Måske bedst af alle. Der må være en forklaring på det, der er sket. Noget, der er gået forud … Hendes øjne spiledes op. Hendes hånd klemte hans arm. Hun var så bange, sagde hun. – Hun var så frygteligt, så forfærdeligt bange. Og det kan du ikke sige til andre end mig? Pyha, det blev værre og værre, det her. Han stod og ønskede sig hjem til hunden. Ting, der er sagt i fortrolighed bag disse mure, kan ikke pludselig siges til verden udenfor, da slet ikke til nogen myndighed, sagde hun. – Det er ligesom skriftemålet. Hun bad om min tavshed. Også selv om det værste skulle ske … Især, hvis det skulle ske, rettede hun. En stor del af ham ønskede ikke at høre det her. Men en anden del lokkede med noget meget fristende, hvis han involverede sig. Tilgivelse, renselse, syndsforladelse. Fred i sjælen, som det hed. Det var noget, han stod og manglede. Hun var altså bange for at blive slået ihjel? Ja, men jeg tror ikke, det var det, hun var mest bange for. Hun rodede i sin lomme og trak noget op. Flere rosenkranse? sagde han, da han så, hvad hun havde i hånden. – Kan du ikke redde min sjæl med den ene? Det her er en særlig rosenkrans. Melissa gav den til mig. Hun sagde, den var nøglen til det hele. Til hendes angst og den historie, der lå bag, og som hun aldrig fik fortalt i sin helhed. Jeg kan ikke give den til politiet, men jeg kan give den til dig. For anden gang i løbet af et døgn pressede hun en rosenkrans ind i hans hånd. Han så på den. Den var anderledes end den første. For enden af den hang et andet symbol end korset. Du kan finde ud af, hvad den betyder. Du lever i den rigtige verden. Du har adgang til oplysninger. Til internettet og til at tale med folk, sagde hun. – Men diskret, hører du. Før han kunne protestere, havde hun lukket øjnene og var begyndt at mumle en bøn. Hun slog korsets tegn for hans ansigt. Hjælp os, Peter. Hjælp dig selv.

4


Kap. 7 Frands nikkede kort til Kir, og de begyndte nedstigningen. Han med ligposen i hånden, hun med en hånd på snoren, der gik fra bøjen og ned til søster Melissa. De nåede hurtigt ned på bunden af den grumsede voldgrav, selv om de ikke var vant til hinandens arbejdsmetoder. Han foldede posen ud. Det var hendes opgave at bakse liget ind i den. Søster Melissa lå på maven med hovedet drejet i en sær vinkel. Et par dage længere, og hun ville selv stige op til overfladen ansporet af de gasser, døden fremkaldte i menneskekroppen. Men som det var, blev hun tynget ned af især den tunge dragt. Ingen vidste endnu med sikkerhed, om der var tale om drab. I teorien kunne Melissa selv have valgt at kaste sig i voldgraven for at dø. Men efter hvad Kir havde fornemmet, forventede Mark Bille noget andet, og der var jo også tungen, der stak ud af Melissas mund. Hun vidste, hvad det betød. Østjyllands Politi ville komme fra Århus med et hold og overtage efterforskningen. Grenå politi ville være henvist til en plads der, hvor Mark hadede at være: på et sidespor. Måske var det for sent for dem. Hun havde sendt ham mails fra Afrika, men hans svar var tørret ind. Og ja, han havde været syg og i en skrap behandling for sin kræftsygdom. Men måske var det ikke kun det. Hun havde hørt fra anden kant, at kræften var forsvundet efter behandlingen. Ikke engang det kunne han meddele hende. Det var ikke let at bakse med et lig, selv om det var vægtløst i vandet. Men efter adskillige manøvrer fik hun vendt søster Melissa om, så hun kunne få sine arme ind under hende. Hun mærkede straks, at halsen var leddeløs i vandet, og hovedet hang helt slapt. Frands rykkede i hendes arm. Han virkede utålmodig og gjorde hende nervøs. Hun fumlede med at få liget ind i posen, men nonnedragten flød til alle sider og gjorde opgaven næsten umulig. Til sidst måtte hun bruge mere vold, end hun ønskede, for at presse liget ind og få lukket lynlåsen. Hun ønskede Frands til Langtbortistan, da de signalerede til gummibåden på overfladen, fik bundet liner i posen og halet den op på siden af båden. Bagefter blev den tunge pose bugseret ind til bredden. Lidt af vandet blev forsigtigt lukket ud, og hele molevitten blev løftet op på en båre. Frands rakte armene i vejret som i triumf, og Kir hadede hans taktløshed. Godt arbejde, roste Mark Bille, da de var oppe. Nej. Ikke godt arbejde, snerrede hun. – Dårligt arbejde. Jeg håber ikke, jeg kom til at ødelægge spor. Jeg var nødt til at proppe hende ind med magt. Okay, sagde han bare. – Vi kigger på det.

5


Men hun var ikke i humør til bare at lade ham slippe nu. Retsmedicineren kigger på det, mener du. Anna Bagger kigger på det. Grenå Politi kommer vel ikke til at kigge på noget som helst i denne her sag. Han strøg sig om hagen. Vi får se. Hvad er der sket, Mark? Hvad mener du? Du ved udmærket godt, hvad jeg mener. Du undgår mig. Vi står da her. På arbejde, ja. Men ellers ikke. Der var fyret op under hende nu. Hun, der ellers kunne have svært ved at finde ord, fandt dem, når temperamentet kogte op. Frands havde gjort udslaget. Nu var han med ejermine ved at bære båren med liget op til Falckbilen sammen med en Falckmand. Høje og brede begge to. Hvorfor lignede de hinanden som actionkloner? Pis og papir. Hun blev fucket rundt med af dem alle sammen, følte hun. Hvad er der blevet af almindelig god opførsel? For eksempel at svare på mails? Mark åbnede og lukkede munden. Så hørte de lyden af dæk mod brosten. Mark vendte ansigtet væk. Ikke nu, Kir. Det må være Århus, der kommer. Hvis ikke nu, hvornår så? Han sagde neutralt: Når lejlighed byder sig. Fuck dig, Mark! Du er en kujon! Hun vendte sig om for at gå. Hun skyldte ikke nogen noget. Hvis Anna Bagger ville tale om fundet, stod Frands sikkert til rådighed. Alligevel sagde hun over skulderen: - I tilfælde af, at de ikke lader dig kigge med: Nogen har snøret noget meget stramt om hendes hals. Hovedet hang i en tynd tråd. Bare en oplysning. Hun kørte hjem og forbandede pludselig sit liv langt væk. Hun var 32 år og gik og sukkede efter en politimand, der ikke var interesseret. Ikke længere i hvert fald. Han havde været det, det var hun sikker på. Der var sket noget med ham. Hun anede ikke hvad, men hun var nødt til at lægge distance til ham, og måske var det også godt det samme. Det var, som om forelskelsen – eller den indbildte forelskelse – langsomt, men sikkert var ved at sive ud af hende og få hende til at se klart: Det skulle ikke være ham. Hun havde troet det, men hun havde taget fejl.

6


Hun kørte ind ad indkørslen til sit gamle sommerhus, der lå uden for Grenå. Hun havde købt det, da hun var færdig på uddannelsen i Kongsøre, og havde taget lån i banken. Det var billigt, og egentlig måtte hun ikke bo her helårs. Hun løftede hurtigt sit grej ud af sin gamle Toyota pickup og bar det ind i garagen, hvor hun afmonterede og tørrede det og hængte det op, hvor det hørte hjemme. Hun var gearnørd, det vedkendte hun sig. Alt havde sin plads og blev behandlet med respekt. Alt i garagen var rent og ryddeligt. Det var noget andet inde i huset, hvor rodet regerede. Da hun kom ind, gik hun i bad og vaskede den rådne lugt af brakvand af sig. Hun satte vand over til te, fiskede en bolle frem af de hjemmebagte fra dagen før – indimellem greb husmodertrangen hende, det måtte hun indrømme – og satte sig og ledte i sin pung efter et visitkort fra en gammel flamme, hun havde mødt igen for nylig. Hun skulle lige til at ringe og foreslå en date, da telefonen gav sig til at danse på bordet. Det er Kir. Kir Røjel? Det er mig. Per Jarmer, Retsmedicinsk Institut. Det var dig, der var inde med en knoglekasse tilbage i august? Det var mig, ja. Vi fandt den ved Kaløvig. I sejlrenden, på tyve meters dybde. Noget galt? Ikke andet end at du lige skal vide, hvor vi står. Jamen, det har I jo fortalt. At det var til undervisning og sådan. Jarmer rømmede sig. Han var den unge retsmediciner, hun havde overgivet kassen til på Allan Vraas og politiets vegne, da hun alligevel skulle til Århus. Det er selvfølgelig oplysninger, politiet har fået, sagde Jarmer. – Men jeg aftalte med dem, at jeg skulle kontakte dig. Det er kun fair. Hvad er fair? Der var noget i mandens stemme, hun ikke brød sig om. Han hostede let. En af mine kolleger kiggede nærmere på knoglerne i kassen, sagde han. – Vi var lidt pressede for tid, da de blev indleveret. Og på overfladen var de jo certificeret til skolebrug … Kir forstod ingenting. I virkede meget sikre. Per Jarmer fortsatte. Nu viser det sig, at det ikke er så enkelt endda. Vi er ved at

7


køre analyser, men det ser ud til, at den kasse ikke kun har indeholdt knogler til undervisningsbrug. Hvis du forstår ... Andre knogler altså? Fra hvem? Det ved vi ikke endnu. Men de er ikke nye. Prøverne siger omkring 60 år. 60 år gamle knogler?! Hvad interessant er der ved dem? Sagen er jo overdraget til politiet. Så gammel en sag. Selv hun vidste, hvad det betød. Der var kun én lovovertrædelse, der aldrig blev forældet. – Hvad fandt I? spurgte hun. Et brud på en torntap. Kunne det være en ulykke? Jarmer rømmede sig igen. Denne gang kraftigere. Næppe. Det tyder ikke på en naturlig død. Drab, altså? Det kunne se sådan ud. Kap. 8 Solen var ved at gå ned, da Peter endelig kørte hjem. Da han drejede fra i Gjerrild og styrede varevognen ned ad vejen ud til klinten, søgte hans blik ud over landskabet i det, han nogle gange kaldte sit selvvalgte asyl. Naturen her var barsk og blæsende og lukkede ikke hvem som helst ind. Han havde valgt Norddjurs netop af de årsager. Han var en nøjsom mand. Nogle ville kalde ham en slags eneboer. Han levede beskedent med sin hund. Han passede sit liv og sit arbejde. Han nød naturen, gik sine ture, fulgte dyrenes spor og gik med sin chef på jagt, selv om han ikke længere selv måtte bære våben. En sjælden gang kom en kvinde forbi. Felix havde gjort et særligt indtryk, men hun havde valgt et nyt liv uden ham, og han forstod det. Som hans liv var nu, med fjendskabet til rockerne, kunne han ikke byde nogen at være tæt på ham. Han nåede op på en top og så havet ligge derude. Vejen snoede sig som grusvej nu. Helt ud til den yderste kant, til huset på klinten, som han havde købt og selv sat i stand. Et gammelt fiskerhus; gulkalket med gråt træværk. Engang havde systemet været, at nøglen lå under den hvide sten, så venner og bekendte kunne komme og gå. Alt det var anderledes nu. Nu var der alarmsystemet og mistroen. Det var ikke noget, han elskede. Det var ren overlevelse. Han parkerede, åbnede døren til huset og lukkede hunden ud. Sammen gik de deres sædvanlige eftermiddagstur på klinten. Som

8


regel, hvis han arbejdede i Manfreds værksted, havde han den med på arbejde. Men han syntes ikke, klosterlivet var noget for hunden. Det var knap nok noget for ham selv. Her, Kaj! Han sendte en pind hvirvlende gennem luften og ned til foden af klinten. Hunden tumlede nedad. Han nød at se dens fint tunede krop bevæge sig. Han nød dens glæde og dens iver. Han nød dens opsathed på at gøre ham glad, da den med halen holdt højt vendte tilbage og lagde pinden for hans fod. Alt sammen var det med til at jage dagens begivenheder hen i et reservat af bevidstheden. Dygtig, roste han. – Dygtig hund. Først efter en time, vendte de tilbage til huset. Det var lige før tusmørke nu. Et par billygter nærmede sig ad grusvejen fra Gjerrild. Han genkendte Miriams lille pispotte af en bil. Der sad tre skikkelser i den, kunne han se. Han slog klokker og vibratorer fra. Han blev pludselig grebet af trangen til bare at forsvinde. Til at kaste sig ind i sin egen bil sammen med hunden og drøne ud i solnedgangen. Men inden han kunne nå noget i den retning, kørte Miriam med et selvsikkert sving ind foran hans hus, og hun og en anden kvinde og en ung mand steg ud. Synet af den anden kvinde sendte hans mellemgulv ud i en rutsjetur. Havde han mødt hende ved kirkegården ved midnat, ville han for alvor have troet, at My var vendt tilbage. Mys mor havde ikke Mys gang. Men hun havde hendes ansigt og hendes alfeskikkelse og det der udefinerlige, der stempler mennesker som familie. Da han kom nærmere, trådte familieskabet dog i baggrunden, og han så en tiltrækkende kvinde i Kylie Minogue-størrelse og uden Mys spørgende øjne. Ikke sexet på nogen påfaldende måde, men med en erotisk udstråling af den mere uskyldige slags. Hun gav ham venligt hånden. Han tog den, men mindede sig selv om, at han hadede dette menneske. Hun var et af hans livs spøgelser. Hvor tit havde han ikke forbandet både hende og sin egen mor langt væk. Hun skulle ikke have lov til bare at komme anstigende og tro, det hele var glemt og tilgivet. Det er så Peter, præsenterede Miriam. Til Peter sagde hun: – Vi kom lige forbi. Lige forbi. Fra Århus og ud på Djurslands fjerneste klint. Det lå et skarpt svar på hans tunge, men Mys mor smilede, og han genkendte den bevægelige mund og de små, fine tænder. Jeg har sådan glædet mig til at møde dig. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Han nikkede bare. Undskyld, sagde Mys mor, som om hun havde glemt noget

9


muntert. Sådan kunne hun manipulere. Good cop og bad cop i en og samme person, men han faldt ikke for det. Det var ikke klostret, jeg tænkte på. Det var Djursland. Jyllands næse, du ved. Og du mener, folk er anderledes her end i Århus eller Esbjerg? Åh ja. De søgte ly i porten og stod stadig med deres kaffekrus. - Oplys mig, sagde hun. – Hvad er det så for et sted, det her? Det er hillbillyland, sagde han, fordi han kendte sin barndomsegn. – Man hænger sammen som ærtehalm over for udefrakommende. Det kræver en insider at nå til bunds i en sag. Hun lo. En hæs, melodisk latter, som han huskede alt for godt. Du får det til at lyde som et pakistansk stammeområde. Han rystede regnvand ud af håret og gned jakkeærmet, så små floder dryppede ned på brostenene. På mig lyder det bare som almindeligt provinsliv, sagde han. Måske havde hun ret. Han kendte kun én provins, og det var den her. Men den kunne få ham til at savne de otte år i København, så han næsten kunne græde. Lad mig i det mindste følge efterforskningen, sagde han. – På sidelinjen, hvis du absolut vil. Hun betragtede ham med endnu et muntert smil, som hun forsøgte at skjule, da hun drak den sidste sjat kaffe. Okay. Hun sænkede kruset og knuste det, så plasticen splintredes. – Du kan hjælpe mig ved at tage til Århus og overvære obduktionen i morgen. Jeg får vist brug for alle mand her. Fint. Hun granskede hans ansigt som for at teste ham. Og så synes jeg, vi skal få Boutrups hus undersøgt nu i aften. Du siger, du kender de lokale. Hvis der er den mindste mulighed for, at han har haft pigen med hjemme, gælder det om at sikre spor. Hun ventede på reaktionen, men da den ikke kom, fortsatte hun: Hvis du vil være primus motor på den opgave, vil jeg være taknemmelig. Hun havde bestemt sig. Han kunne protestere, men vidste, at det ikke nyttede, så han endte med bare at nikke. Jeg skaffer selvfølgelig en kendelse, sagde hun og vendte ryggen til ham.

17


meget vigtigt. – Jeg hedder Bella. Det her er min søn, Christian. Henvendt til drengen, sagde hun. Sig pænt goddag til Peter. Hun tog drengen om skuldrene og skubbede ham tættere på. Han mumlede noget uhørligt og rakte Peter en slap hånd. Han var langhåret, med hår, der faldt ned og dækkede øjnene i en skrå vinkel. Han var smal som moren og som My, men oven i det kom alderens ukoordinerede bevægelser med alt for lange lemmer i forhold til kroppen. Hvor gammel er du, Christian? Moren havde han svært ved. Drengen kunne han klare. Han følte sig tydeligvis lige så malplaceret i selskabet som Peter selv. Fjorten. Så vil du sikkert hellere sidde hjemme og spille computer? Et lille smil rørte drengens ansigt. Det’ okay. Hans blik flakkede nervøst og landede på hunden. Han havde ikke klappet den eller nærmet sig den. Kaj er god nok. Det’ en schæfer, sagde drengen. Bella brød ind. Han blev bidt engang. Af en schæferhund. Men Christian, den her hund virker da rar. Peter tænkte, at det kunne hun sige nok så mange gange til en bange dreng. – Kan du ellers godt lide hunde? spurgte han Christian, der nikkede. Kaj her var Mys hund. Et glimt af interesse viste sig i drengens ansigt. Hun havde den med sig alle vegne. Hun elskede den hund. Da hun døde, tog jeg mig af den. Peter kaldte på hunden, og Kaj kom godmodigt luntende. De satte sig på hug sammen, han og drengen. Lad den bare snuse til dig. Vend siden til, sådan her. Christian gjorde, hvad der blev sagt. Rå angst kæmpede i hans blik. Kaj snusede, det bedste, den havde lært og prustede ind i hans hår. Christian fniste. Det kildrer. De sad sådan lidt. Christian lænede sit hoved ind til hunden, der muntert blev ved med at snuse og begyndte at pibe ivrigt. Nu kan du røre ved ham, sagde Peter. – Nu er I venner. Det må jeg nok sige, sagde Bella. – Nu skulle Magnus lige have været her. Din ældste? spurgte Miriam. – Han kunne da godt have

10


været i bilen også. Mys mor tøvede, inden hun sagde: Han var ikke hjemme. Der blev udvekslet endnu et par bemærkninger. Peter havde følt sig tilpas i drengens selskab. I morens følte han sig som offer for et komplot. Miriam havde ikke advaret ham. Det var typisk hende bare at troppe op og sætte ham i en dum situation. Som om der ikke var sket nok i dagens løb. Han kiggede på Bella, og hans modvilje voksede. Han tænkte på Mys stædige, men fortvivlede håb om, at hendes mor ville komme og hente hende fra børnehjemmet. ’En dag kommer hun. Vent og se.’ Hun kunne se så hemmelighedsfuld og vidende ud, så man næsten troede på det. ’Det hele er en fejl. En dag henter hun mig.’ Miriam brød ind i hans tanker. Nå, I to har jo nok at snakke om. Måske skulle Christian og jeg gå en tur med vovsen lidt. Hvad siger du, Kaj? Tur? Kaj så ud, som om den ikke troede sit eget held. To ture på en eftermiddag! Christian så ud som hunden, måske ved tanken om at slippe for turen til kirkegården. Det lyder da som en fin idé, ikke Christian, sagde Bella. – Det er godt med lidt frisk luft, og hvor er her flot! Det sidste sagde hun henvendt til Peter. Miriam greb ham i armen og trak ham til side. Husk nu: Alle fortjener en chance! hvislede hun ud mellem tænderne. – Hun er faktisk meget sød. Miriam og drengen og hunden forsvandt i tusmørket ned langs siden af klinten. Mys mor – i hans hoved var det hendes navn – stod og så efter dem. Da hun vendte sig om mod ham, var det, som om hendes personlighed i mellemtiden havde ændret sig, som en forvandlingskugle, der pludselig skifter fra grøn til blå. Du må hade mig. Han bed en bekræftelse i sig. Hun fortsatte. Jeg forstår dig godt. Du må tro, jeg er en ond person. Miriam siger, du altid passede på My. Hun siger, I var som bror og søster. Hun havde taget et valg i sit liv og overladt My til fremmede. Han selv havde også truffet forkerte valg, ikke mindst det sidste døgns tid. Men det var ikke det samme. Han kunne ikke have gjort sit valg om. Mys mor havde haft år til at ombestemme sig, men hun havde ikke gjort det. Jeg ved det. Du tænker, at jeg kunne have besøgt My på børnehjemmet. Jeg kunne have fortrudt og taget hende med hjem. Han gad ikke høre på hendes kvababbelser. Miriam sagde, du ville lægge noget på graven. Vi kan køre

11


ind til kirkegården, sagde han kort. Hun så efter de tre, der var nået ud på klinten. Jeg havde håbet at få Christian med. Men han virker ikke specielt interesseret. Det kunne Peter godt forstå. Måske skulle vi bare køre, sagde hun, stadig usikker. – Det er ikke langt, vel? – Vi er hurtigt tilbage. Kap. 9 Mark så til, da retsmediciner Sara Dreyer rettede sig op efter at have stået bøjet ind over liget af Melissa. Som altid blev det retslægelige ligsyn foretaget på findestedet. I dette tilfælde ved bredden af voldgraven ved Maria Hjerte Abbedi, hvor både ambulancefolk, efterforskere, dykkere og polititeknikere nu var på arbejde. I hånden havde Sara Dreyer et digitalt termometer. - Kropstemperaturen er 5 grader, sagde hun ind i en håndholdt båndoptager. Hun rettede opmærksomheden mod Mark og Anna Bagger, der var iført gummistøvler og regnjakke af den smarte slags. Hvornår forsvandt hun? Ved 17-tiden, sagde Mark. Sara Dreyer rystede tvivlende på hovedet. Så længe tror jeg ikke, hun har ligget i vandet. Så ville hendes vaskekonehud have været mere udtalt. Mark kendte godt begrebet. Når en krop havde ligget i vand, blev huden rynket og hvidlig især i håndfladerne og under fødderne. Hvor længe vil du tro? spurgte Anna. Sara Dreyer var ikke den, der smed om sig med gisninger. Jeg ved mere efter obduktionen. Anna Bagger trak regnjakkens ærme op og så på sit ur. - Det er næsten 24 timer siden, hun forsvandt. Siger du, at hun ikke har ligget i vandet i de 24 timer? Sara Dreyer rystede igen på hovedet. Det er jeg sikker på, hun ikke har. Hvor længe så? pressede Mark. Jeg tør ikke sige det med sikkerhed. Så med usikkerhed? sagde Anna Bagger. Dreyer så træt på dem. Det var det klassiske tovtrækkeri mellem politiets behov for hurtig information og lægens ønske om at kunne underbygge hver en oplysning videnskabeligt. Det var også en

12


konflikt mellem stærke viljer og insisterende blikke. Anna Bagger vandt. Retsmedicineren undertrykte et suk. Så vil jeg sige max tolv timer, sagde Dreyer og lukkede sin taske med et højlydt klik. Hvor fanden har hun så været i mellemtiden? spurgte Mark. Se det, sagde Dreyer venligt men bestemt, – er heldigvis jeres hovedpine. Men se så her. Hun bøjede sig igen ind over ligposen, der stadig var lynet helt ned. Det var ikke noget kønt syn. Pigens ansigt var opsvulmet, og tungen stak blå ud. Der var tydelige mærker på halsen som fra en slags halsbånd. Sara Dreyer tog Melissas venstre hånd og løftede hendes arm. I bevægelsen gled ærmet op og afslørede endnu en blodudtrædning, der sad om hendes håndled som et bredt armbånd. Det er det samme med den anden arm, sagde retsmedicineren og gentog forsigtigt processen med at vise dem mærket, denne gang på den højre arm. Hun har været bundet eller spændt fast, konstaterede Anna Bagger. Sara Dreyer lynede ligposen op, og Melissas ansigt forsvandt. Hun rettede sig op. Jeg obducerer hende på slaget otte i morgen, og så ved vi forhåbentlig snart noget mere. Efterforskerne fra Århus var myldret ind kort efter fundet af Melissa. De havde invaderet klostret som en hær af myrer, forekom det Mark. Selv nu, så sent, var de stadig ved at bombardere både nonner og ansatte og kursusgæster med byger af spørgsmål, og han var ikke fri for at føle sig sat ud af spillet. Området omkring gerningsstedet var blevet spærret af med rødhvid minestrimmel. Det var begyndt at småregne igen, hvad der gjorde teknikernes sporeftersøgning vanskelig. De gik rundt i deres hvide fiberdragter og gennemsøgte både urtehaven og bredden ved voldgraven, godt hjulpet af kraftige lamper fra Beredskabsstyrelsen i Herning, så der lå et spøgelsesagtigt skær over området. To hundeførere var også blevet tilkaldt. Hundene fulgte sporet i græsset, akkurat som Peter Boutrup før havde gjort det. Dygtigt, det måtte man lade ham, tænkte Mark. Boutrup var en mand, der kendte naturen ud og ind. Indtil videre lod det ikke til, at hunden fandt noget, han ikke havde fundet. De så på, da retsmedicineren pakkede sammen og fulgte efter ambulancen, der langsomt kørte af sted med Melissa.

13


Hvad tror du, Mark? Anna Baggers drengeklippede hår – en ny frisure, konstaterede han – fik hende til at se endnu mere effektiv og skarp ud. Lige nu så hun også koncentreret ud, som hendes blik fulgte retsmedicinerens røde bil. Men hun havde stadig den bløde mund, der kunne puste røg som en sømand og smile samtidig. Hvad har den pige været udsat for? De fleste fandt Anne Bagger kølig og professionel, og det var hun vel også. Men Mark kendte hende fra en anden side end den som drabsefterforsker. I kærlighedslivet kunne hun sætte ild til en isklump. Den del af deres bekendtskab var forbi, men hun var stadig – det måtte han indrømme – en af de mest sexede kvinder, han havde mødt. Hun rakte ham et krus kaffe uden at spørge. En finger fjernede med en delikat bevægelse en hårtot, der skyggede for hendes ene øje. Mark forsøgte at bedømme, hvad hun ønskede fra ham: Et ærligt bud? Eller var det bare en skinmanøvre for at pacificere ham til ikke at brokke sig, når efterforskningens tandhjul kørte uden om ham. Jeg tror, hun kendte gerningsmanden, sagde han. – I hvert fald nok til at ville følges med ham ned i haven, også selv om Boutrup fortalte, at fyren tog hende ved albuen ... Hvad der så er sket, kan vi kun gisne om. Er drabet sket her eller et andet sted? Sandsynligvis ikke her. Men vi er alligevel nødt til at lede efter spor. Både i voldgraven og i hele området. Tidsmæssigt kan hun have været bortført og dræbt og senere dumpet i voldgraven, ikke? Han nikkede. Vi taler om cirka tolv timer. Han ville tilføje, at det muligvis havde været tolv timer i helvede, men det var ikke nødvendigt. Han kunne se på Anna Bagger, at hun tænkte det samme. Så drejede hun pludselig samtalen 180 grader: Vi har kun Peter Boutrups ord for, at den mand var der. Korrekt. Kunne det tænkes, at der var en anden forklaring? Mark stirrede ned i kaffen. Alt kan tænkes. Han er svær at greje, sagde hun. Hun havde selv lige afhørt Boutrup og ladet ham gå. Det behøvede han ikke minde hende om. Du tænker på hans fortid, sagde Mark. Hun nikkede svagt.

14


Én gang drabsmand … Altid drabsmand? Er det ikke lige lovlig firkantet? Måske, sagde hun ud i luften. – Var der ikke også noget med et optrin her i sommer? Mark sukkede. Boutrup var ikke hans favoritperson, men en heksejagt ville bare afspore efterforskningen. Du ved godt, han har fjender. Vi gør ikke ligefrem noget for at hjælpe ham. Hun rynkede brynene. Det gør han jo så glimrende selv. Jeg hørte noget om et par menneskelige fakler og udbrændte motorcykler. Og skyderi? Manden må jo ikke eje et våben! Det var de andre, der skød, sagde Mark. Der var også alt det i vinter. Han blev frikendt efter nødværgeparagraffen, sagde Mark mere sammenbidt, end han ønskede det. Boutrup var med sine Maverick-metoder og sin fanatiske frihedstrang en kilde til irritation, men han var ikke en sadist, der myrdede unge piger. – Det var et setup, det ved du godt. Hun lagde hovedet på skrå. Du holder hånden over ham. Boutrup er okay. På sin egen måde. Hun rullede øjnene rundt i hovedet. Og sikken måde. Hold øje med ham. Han går ingen steder, sagde Mark. Han mente det. Peter Boutrup havde valgt sin klint og sit hus med omhu. Her havde han sit hjem, og det hjem var vigtigt for ham. Så meget fornemmede han om et menneske, der havde levet det meste af sit liv på institutioner. Hans mor var en kendt journalist inde i Århus, Dicte Svendsen. Det havde stået i pressen. Hun havde fået ham som teenager og havde troet, at han blev bortadopteret, men han havnede i stedet på et berygtet og brutalt børnehjem i Ry. Alt det måtte vel påvirke en mand. Du tror altså på ham? spurgte Anna Bagger. Mark tænkte en ekstra gang. Det hele kunne være skuespil fra Boutrups side: opfindelsen af manden, der fulgtes med Melissa; en falsk sporjagt og fundet af en sko, han allerede kendte til. I teorien kunne han have bortført pigen og have holdt hende i sit hus i tolv timer. I teorien. Men den teori passede ikke til den Peter Boutrup, han kendte. Så vidt som man kan tro på nogen, man ikke kender. Men det sker jo ikke noget ved at følge ham lidt. Det sidste sagde han mest for at tækkes hende, det indrømmede han

15


over for sig selv. Boutrup var anderledes, og ja, han havde siddet inde for manddrab, og vist skulle man holde øje med ham. Men han havde før vist sig at have både større mod og mere indsigt end den samlede kombination af østjyske efterforskere og Grenå Politi. Inklusive ham selv. Anna Bagger granskede ham og rakte samtidig en flad hånd ud i regnen. Hun råbte over til teknikerne. Få drengene fra Herning til at slå det telt op! Det her ser ikke godt ud! De begyndte at rokere rundt dernede, og et par stykker bevægede sig op til bilerne fra Beredskabsstyrelsen. Lidt efter blev teltet bakset ned, og i løbet af ingen tid var det sat op, mens lys blev rigget til under teltdugen. Det var ikke et øjeblik for tidligt. Anna Bagger nikkede til Mark. Skal vi? Det høvler jo ned nu. De slog følge hen over voldgravens bro og tværs over klostergårdens brosten, der var blanke og våde. Et sted vaklede hun, da hendes gummistøvle gled, og han rakte hurtigt ud efter hendes albue. Hun gjorde sig fri. Jeg kan godt selv. Hun rettede sig op. Det er godt at se dig tilbage, Mark. Hvordan har du det? Han havde frygtet spørgsmålet. Han fik det efterhånden flere gange om dagen. Det var altid venligt ment, men han havde ingen trang til at være ærlig, heller ikke over for hende. Fint. Det går, som det skal. Og det hele er væk? Gået i sig selv? Hun måtte have hørt det, ellers ville hun ikke have spurgt. I sig selv, ja. Kræften er væk, siger de. Hun betragtede ham fra siden med et skarpt blik. Og hvorfor er det så lige, du ikke er jublende glad? Hun kendte ham for godt. Han satte farten op. Hun fulgte hurtigt efter. Jeg er skam glad, bedyrede han. – Men det er jo ikke lårklaskende morsomt at finde en død ung pige i en voldgrav. Det fik samtalen tilbage på sporet. Du keder dig, konstaterede hun og ramte plet. – Og nu vil du gerne have noget action og vise, du er en fandens god efterforsker. Du får brug for hjælp, Anna. Det her sted er for viderekomne. Og du kender selvfølgelig klosterlivet ud og ind. Mon du også har erfaring med cølibat? Der var kommet spil i hendes mimik, og hendes øjne glimtede

16


De doede sjaeles nat af Elsebeth Egholm