Page 1

Alle mødre ønsker det bedste for deres døtre – men hvordan gør man? Hvordan skaber man en glad og stærk pige, der strutter af selvværd og ikke ligger under for gruppepres og skæve idealer?

er retoriker og har i mere end 20 år skrevet om kvinder, mænd, børn og andre mennesker i hundredvis af klummer, blogs på Politiken og som brevkasseredaktør. Hun er mor til en søn på 19 og en datter på 8. ”Datterselskabet ” er hendes femte bog.

Uanset, om du har en fireårig pige i prinsessekjole, en 11-årig, der elsker at fyre den af som popstjerne hjemme i stuen eller en 15-årig, der fordeler sin tid ligeligt mellem spejlet og Facebook – så har du brug for at læse ”Datterselskabet”. Den giver dig et unikt indblik i din datters liv og klæder både dig og hende på til alle de udfordringer, der venter forude.

MARIANNE EILENBERGER

MARIANNE EILENBERGER

”Datterselskabet” hjælper dig med at blive klogere på din datter – og på din egen betydning som spejlbillede og støtte. Følg med, når Marianne Eilenberger undersøger, hvordan det står til med vores døtre – og hvad og hvor meget, der egentlig er at bekymre sig om. På sin opdagelsesrejse taler hun med en stribe førende eksperter om bl.a. mad, selvtillid, mor som rollemodel, fars særlige betydning, pinkificering, prinzezzebøger, perfektion, mobning, uddannelse, drenge, sex og meget mere.

DATTER SELSKABET

DATTERT E B A K S L SE

ISBN 978-87-12-46022-0

GADS FORLAG

GADS FORLAG

R E T T DA T E B A K SELS GIV DIN DATTER SELVTILLID OG STYRKE

MARIANNE EILENBERGER

»

Ideen til denne bog startede med en lille et minut lang video på YouTube. Amy hedder den og er en del af firmaet Doves selvværdskampagne “Campaign for Real Beauty”. Videoen viser verdens sødeste og kønneste teenagedreng, der kommer cyklende til sin kæreste, Amys, hus (naturligvis med cykelhjelm på – han er lige sådan en dreng, man gerne ville have, at ens femtenårige datter forelskede sig i). Og der står han så uden for lågen og kalder og kalder på Amy. Hun viser sig aldrig, vi ser hende aldrig, men vi ved, at hun kigger ud på ham fra et dunkelt rum gennem et vindue, der synes at have tremmer. Og mens den søde dreng venter og venter, står der på skærmen: “Amy kan nævne 12 ting, der er galt med hendes udseende. Han kan ikke nævne en eneste.” Jeg er ikke særlig sentimentalt anlagt, men den video får mig til at stortude, hver gang jeg ser den. For hvad er det, vi gør ved vores piger? Hvad er det, der får Amy, der utvivlsomt er lige så køn og sød som hendes kæreste, til at føle sig så grim eller forkert, at hun ikke kan se sin kæreste i øjnene?


Til Molly

Datterselskabet.indd 2

01/06/11 15.47


Marianne Eilenberger

Datterselskabet – giv din datter selvtillid og styrke

GADS FORLAG

Datterselskabet.indd 3

01/06/11 15.47


Datterselskabet – giv din datter selvtillid og styrke © 2011 Marianne Eilenberger og Gads Forlag Forlagsredaktion: Hanne Rask Projektledelse: Karen Ellehøj Omslag: Lene Nørgaard, Propel Forfatterfoto: Mew.dk Fotos i forsidecollage: Getty Images Sats: Lymi DTP-Service Tryk og indbinding: Narayana Press, Gylling ISBN: 978-87-12-46022-0 1. udgave, 1. oplag, 2011 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at citere med kildeangivelse i anmeldelser.

www.gad.dk

Datterselskabet.indd 4

01/06/11 15.47


INDHOLD 9 15 33

Forord

Mere pigefnis

Mød eksperterne

Kapitel 1

Stærk og glad

Selvværd, selvtillid og ros

Kapitel 2

Pinkificeringen af piger

Det lyserøde dilemma i opdragelsen

45

Mor og Mini-Me

55

Fars pige

Datterselskabet.indd 5

Kapitel 3

Mor som rollemodel

Kapitel 4

Fædre og døtre

01/06/11 15.47


67

Sød og social

91

Ser min røv stor ud i det her?

107

Kapitel 5

Piger i skolen

Kapitel 6

Hvordan har piger det med deres krop, og hvordan påvirker vi dem?

Kapitel 7

Dødbringende vingummi og detox

Hvordan giver vi vores døtre et fornuftigt forhold til mad?

123

Kapitel 8

Lyzerøde prinzezzer og klamme gamle mænd Medier for piger

137 149

Datterselskabet.indd 6

Kapitel 9

Bare maver og babybikinier

Bliver piger seksualiserede?

Kapitel 10

Hvad så lige med dig selv? Er teenagere værre, end vi selv var?

01/06/11 15.47


165 179

Kapitel 11

Slangen i paradiset

Piger og sex

Kapitel 12

Hvad nu, hvis?

Hvad bør vi bekymre os om?

194 Resurser 203 Noter

Datterselskabet.indd 7

01/06/11 15.47


Datterselskabet.indd 8

01/06/11 15.47


Kapitel 2

Pinkificeringen af piger Det lyserøde dilemma i opdragelsen

Vi havde købt sådan nogle små indkøbsposer, og så sagde en af de små piger, at nu skulle de ’ud og powershoppe’ – de bruger selvfølgelig de ord, de hører. Helle Edelmann, børnehaveleder

33

Datterselskabet.indd 33

01/06/11 15.47


For nogle år siden skulle jeg hente min datter fra en børnefødselsdag hos en lille pige, der fyldte fem. Min datter var ingen steder at se, så jeg gik rundt i lejligheden for at finde hende. Da jeg nåede fødselsdagsbarnets værelse, standsede jeg brat op på dørtærsklen. Alt, og jeg mener alt, i værelset var enten pink eller hvidt. Møblerne, væggene, hvert eneste stykke legetøj, knagerækken, billederne på væggene, tilfældige hårelastikker, der lå på et bord. Jeg stod og stirrede i adskillige minutter, og det lykkedes mig ikke at få øje på noget, der havde en anden farve. Der var heller ingen børn – måske fordi nogle af gæsterne havde tøj på, der ikke matchede rummet. Jeg var, og er stadig, dybt fascineret af det børneværelse. For hvordan i alverden er det lykkedes moren at gennemføre det? Tænk over det. Hvordan kan man undgå at købe noget, der ikke er hvidt eller lyserødt? Hvad siger man, når ens fireårige forelsker sig i en grøn bamse eller en blå spand? Ignorerer man det bare år efter år, hvis ens datter ønsker sig Lego eller Geomag i julegave? Ikke engang Sylvanians ville kunne godkendes. Hvis farmor forærer sit højtelskede barnebarn en rød hårdims, smider man den så ud og gør både farmor og barnet ked af det? Jeg ved ikke, om min datter er underlig, men hun kommer altid slæbende hjem med ting, hun har fundet her og der – plasticpropper, papæsker, nedfaldne grene, bobleplast, interessante sten (interessante for hende, for alle andre er det bare grus fra stien), brochurer, perler, der lå på jorden. Og intet af det må smides ud, for det skal nok en dag vise sig, at den halve korkprop og de to små stykker nylonsnor kan bruges til noget. Hvor gør man af den slags i et helt pink værelse? Beder man sin datter om at tømme lommerne i entreen, så indholdet kan blive farvesorteret, og smider herefter alle korkpropper og småsten ud? Hvor finder man overhovedet så mange ting i pink og hvidt? Jeg kan simpelthen ikke forestille mig, hvor meget tid og energi det børneværelse har krævet af moren. Men det, jeg finder mest gådefuldt, er hvorfor? Tog den lille pige sutten ud af munden, da hun var halvandet og sagde: “Hallååå, jeg har lissom ikke tænkt mig at blive i det her hjem RET

34

Datterselskabet.indd 34

01/06/11 15.47


længe, hvis jeg skal blive ved med at sidde mellem alle de her TOTALT nederen røde og gule og grønne og blå Lamaze-ting. Jeg vil have pink. Jeg vil have PIIIINK”? Næppe. Jeg tror, at hun – eller rettere hendes mor – er blevet offer for pinkificeringen af piger. Det er et ord, jeg frit har opfundet i forundring og lidt desperation over den utrolige lyserøde indoktrinering, vi udsætter vores døtre for i disse år. Det er, som om vi frygter, at hvis vi ikke hele tiden minder os selv og vores piger om, at de er … piger, og at piger er lyserøde og sugar and spice and everything nice, helt og aldeles anderledes end drenge, vil de begynde at gro skæg, inden de kommer i børnehaveklasse. Men er det nu ikke at hænge sig i bagateller? Pink er vel ikke en hverken værre eller bedre farve end for eksempel orange – og de små piger kan jo lide deres lyserøde Hello Kitty-T-shirt og deres Disney-prinsesserygsæk, så hvorfor ikke unde dem den glæde. Ligger det ikke bare til piger at kunne lide pink og hvad deraf følger? Muligvis. Jeg skal ikke sidde her og være sur og gammel og påpege, at pink er et ret nyt fænomen, og at min generation henslæbte vores barndom i halvfjerdserne i flaskegrønt, bredriflet fløjl og en enkelt, nedarvet lyseblå kjole til “fint”. Eller at min søn startede sit spæde liv ikke i kækt brun og kasketter, men i mintgrønne, lyslilla og lysegule sparkedragter. Og nej, det var ikke et feministisk statement – det var, hvad de dengang solgte i H&M til babydrenge. Farven styrer kønnet – og omvendt

Jeg husker temmelig tydeligt første gang, det gik op for mig, at det var blevet nye tider i barneværelset. Det var et år i december, og jeg var inde i en boghandel for at finde en julegave. Lige midt på hylden foran stod to lækre børnebøger – en lyserød eventyrbog til piger og en ditto blå til drenge. Hvis jeg ikke husker helt fejl, var den lyserøde udstyret med en prinsesse på forsiden, og den blå med en drage.

35

Datterselskabet.indd 35

01/06/11 15.47


Det var aldrig faldet mig ind før, at eventyr havde et køn – jeg mener, hvor der er drager, er der som regel også prinsesser, så hvor kommer kønnet ind i billedet? Og hvor hører de onde hekse, dronninger og stedmødre, som især Grimms eventyr er fulde af, til – i pigeeventyrene, fordi de er kvinder, eller i drengeeventyrene, fordi de er lede og uhyggelige? Jeg syntes, det var så bizart at opdele eventyr på den måde, at jeg fortalte det til alle, jeg kendte – og de kiggede vantro på mig. Det var uskyldige tider. Problemet er selvfølgelig ikke farven pink, selvom den kan være svær at kapere i større mængder. Problemet er, at indholdet følger farven. Man kan ikke proppe hvad som helst ind i en pink indpakning. Eller måske kan man – i USA kan man få pink håndvåben – men man gør det i hvert fald ikke. Et børneværelse fyldt med pink har faktisk et ret begrænset udvalg af legemuligheder.

Den lille pige, der har et sindssygt dyrt lyserødt værelse med alt Playmobil og små plasticdyr med accessories, er det et barn, der har det godt? Jeg er bekymret for, at alt det udstyr blokerer for noget andet - måske kreativiteten inden i hende selv. Ida Koch, psykolog

Becky Francis, der er professor of Education ved Roehampton University i England har lavet en undersøgelse af henholdsvis pige- og drengelegetøj, som blev omtalt i Webmagasinet Forum i 200910. Da hun jo er professor i uddannelse, så hun især på, om legetøjet udviklede færdigheder, børnene senere ville få brug for i skolen. Det gjorde pigelegetøjet ikke. Det havde ingen “særlige indlæringselementer eller udviklende egenskaber, der relaterer sig til de officielle skolelæreplaner.” Drengelegetøjet gav derimod masser af muligheder for at udvikle tekniske færdigheder og lære noget om konstruktion. Piger kunne rede sig med deres frisørsæt og klæde deres dukker af og på. I samme artikel fortælles om en norsk undersøgelse,

36

Datterselskabet.indd 36

01/06/11 15.47


hvor forskerne havde set på, hvad børnene legede med i børnehaven. Drengene legede med alt det legetøj, der var. Pigerne legede med meget lidt forskelligt og aldrig med Lego. Becky Francis påpeger også, at det er et nyt fænomen, at legetøjsbutikker er delt op i pige- og drengesektioner, der er helt adskilte. Og at Lego befinder sig i drengeafdelingen. Det sidste er måske ikke så mærkeligt, for i artiklen fortæller Legos kommunikationschef, Charlotte Simonsen, at Lego, da firmaet var i krise i starten af dette årtusinde, besluttede at satse på drengene. Et centralt punkt i pinkificeringen er forestillingen om, at piger er yndige. Hvilket er sandt – små piger er yndige, men det er små drenge jo også. Faktisk er små børn så yndige i sig selv, at det egentlig er spild af penge at købe tøj til dem – de ville se bedårende og appetitlige ud iført en gammel postsæk. Men små pigers naturlige yndighed er åbenbart ikke nok – indpakningen skal også være yndig. Når jeg ser ud over en flok børn af blandet køn, er drengene typisk iført mørke, praktiske farver, hvor skidt og slid ikke ses så tydeligt, mens piger svæver rundt i lyserødt, lyslilla og hvidt og håret sat med spænder og bånd og jeg skal give dig. En plet jord, jordbærmarmelade eller en vildfaren tusstreg, så ser de beskidte ud – plus at tylsskørter og nylonleggings ikke rigtigt opmuntrer til at klatre i træer eller smide sig rundt på en boldbane. Mens jeg sidder her og skriver, er det så koldt udenfor, at jeg har hue på for første gang siden min barndom, og når jeg følger min datter i skole, har jeg sne til midt på læggen. Alligevel ser jeg små piger på syv-otte år vandre rundt i nederdel, strømpebukser og flatterende huer, der ikke dækker ørerne. Nu siger jeg vandre, men faktisk hopper de af sted for at holde varmen. Ud over at man bliver træt og irritabel af at fryse, så er det nok et rimeligt gæt, at de piger ikke bevæger sig ud i skolegården og hopper i snedriver, hvis de på nogen måde kan undgå det. Men yndige er de, hvis man ser bort fra de klaprende knæ. Yndigheden er noget, mangeårig børnehaveleder Helle Edelmann kan genkende:

37

Datterselskabet.indd 37

01/06/11 15.47


“Når jeg ser på pigernes tøjstil, så er de mere pyntede, når de kommer i børnehave. Jeg synes, der har været en tiltagende trend med, at de små piger kommer i strutskørter og nylonstrømper og små diademer. Så har de så også gamacher og gummisko på, men der er flere, der har små kjoler og dingenoter og broderier, det er der bare. Jeg har ikke hørt, at forældrene bliver sure, hvis tøjet bliver snavset. Det står jo sort på hvidt i vores informationsmateriale, at børnene skal have passende tøj på. Jeg må indrømme, at jeg ikke synes, det er passende, at de har små strutskørter på, når de skal ud og kravle i træer. Og hvordan kan man sende sit barn i en skovbørnehave i små klipklapper – det er altså farligt. De kan heller ikke få strutskørterne ned i flyverdragten, når vi kommer til den tid. Men nå ja, så propper vi den bare ned, selvom det er lidt besværligt. Det er ikke noget problem, men man kan jo undre sig over alt det dyre tøj, der bliver glemt og bliver liggende i børnehaven. Har man så mange penge, at det ikke betyder noget? Jeg havde ikke råd til at sende min dreng af sted i Louis Vuitton, og det ville da også være fuldstændigt vanartet, når han skulle i børnehave og klippeklistre. Det er i hvert fald en meget stor forandring – at man kan give sine børn sådan noget dyrt tøj på, og så bare glemme det.” Det er ingen nyhed, at små piger kan være pyntesyge – før i tiden plejede de bare at leve det ud med klæd-ud-kassen, fuld af mors gamle kjoler. De fleste af os, tror jeg, har også haft meget spas med at give vores babyer fuldstændigt overpyntet eller vanvittigt upraktisk tøj på – løbesko i størrelse 15, hårbånd på det totalt skaldede tremåneders dåbsbarn og fake fur til nimånedersbabyen. Til min søns første jul, hvor han var ti måneder gammel, insisterede jeg på at iføre ham en butterfly, selvom jeg blev nødt til at løfte op i hans små, fede dobbelthager for at hans bedsteforældre overhovedet kunne se, den var der. Det lo vi meget af den jul. For alt det

38

Datterselskabet.indd 38

01/06/11 15.47


var for sjov. Pigerne havde det skønt ved klæd-ud-kassen, og babyerne var komplet ligeglade, så længe tøjet ikke forhindrede dem i at fægte med armene eller proppe deres tæer i munden. Jeg tror ikke, den slags sætter spor i deres små sind eller efterlader noget indtryk overhovedet. Men jeg synes, det er noget andet, når de bliver større. For hvis vi insisterer på at give dem fortryllende sko på, der er umulige at lege i, når de går i børnehave, eller laver slangekrøller på dem hver morgen, inden de skal i skole – hvis vi giver dem nederdel på i 12 graders frost og hiver dem med ud at “shoppe”, når de er otte – så sender vi dem altså nogle ret bastante budskaber, hvad enten vi vil det eller ej: Nemlig at de skal være yndige. Vi fortæller dem ganske vist også, at de skal være stærke og kloge og smiler (forhåbentlig), når de klatrer i træer. Vi bifalder det endda højlydt – og så reder vi deres hår og giver dem en ren T-shirt på, for det er lige så vigtigt at være yndig som at være stærk og klog og modig. Og vi fortæller dem også, at de ikke er yndige nok i sig selv. Rigtig yndighed kræver indsats og udstyr – og måske en vis indskrænkning af deres fysiske bevægelsesfrihed. En pige, som min datter kender, udtalte gravalvorligt, da hun gik i børnehaveklasse: “Jeg interesserer mig meget for mode.” Det lammede mig ærlig talt. Én ting er at være vild med alt, der har en påtrykt fe eller pailletter – men at interessere sig for mode sådan generelt? Når man er seks? Hvordan gør man det? Går man i H&M med sin mor for at se efterårskollektionen og de nye trends, i stedet for modvilligt at blive trukket med derhen, når man virkelig trænger til nye bukser? Lærer vi vores døtre, at rigtig girlpower er lig med pink powershopping?

Jeg falder selv i den grøft af og til. Sidste december sagde jeg begejstret til min datter: “Kom, vi skal lige ud og købe en fin julekjole til dig!” “Hvorfor?” spurgte hun, “jeg har jo allerede en.” Og hørte jeg efter? Nej. “Jamen, vil du ikke gerne have en ny kjole?” fremturede jeg entusiastisk (muligvis fordi jeg selv gerne ville have en, men ikke

39

Datterselskabet.indd 39

01/06/11 15.47


havde råd, og det føltes meget dydigere at købe en til mit barn i stedet). “Jo,” sagde hun tøvende – for når jeg var så insisterende, måtte jeg jo have ret. Hun måtte have lyst til en ny kjole, selvom hun ikke vidste det. Og da vi stod der klemt inde mellem to stativer i H&M og jeg trak den ene kjole efter den anden over hovedet på min svedende, småtrætte datter, skammede jeg mig. Hun havde faktisk en fin kjole allerede, som hun var meget glad for, og hun hader at købe tøj, og alligevel havde jeg fået givet hende det indtryk, at man skal have nyt tøj for at få lov til at pakke julegaver ud. Ingen yndighed – ingen Geomag. Her er det måske, at legetøjets kommercielle pinkificering og vores egen malplacerede forfængelighed indgår en ubevidst og uhellig alliance om at æde vores døtres barndom. For jeg tror ikke, at små piger ville powershoppe, interessere sig for mode eller gå op i, om deres tøj matcher, hvis ikke vi lærte dem det. Og at bekymre sig som femårig om, hvorvidt ens helt overflødige håndtaske er moderigtig, tager energi fra rigtig leg og udforskning og – havde jeg nær sagt – gør dem gamle før tiden. Jeg under mig over, hvor skizofrene vi – og her mener jeg vi mødre – er i vores forhold til kønsroller og ligestilling, når vi har døtre. På den ene side forlanger vi at blive kønskvoteret ind i bestyrelserne, vi danner foreninger og grupper, hvor kvinder skal styrke sig selv og hinanden til at komme frem i karrieren, og når kvindelige politikere kommer i pressens søgelys på grund af mulig dårlig embedsførelse, forsvarer vi dem altid med, at de bliver forfulgt, fordi de er kvinder, og fordi mænd/pressen/samfundet bare ikke kan forlige sig med magtfulde kvinder. Og på den anden side insisterer vi på at tage hele barselsorloven og pakker vores døtre ind i pink, giver dem slangekrøller i håret, spenderer hysteriske summer på deres tøj, lige fra de bliver født, og melder dem til ballet. Alt sammen noget, der ikke ligefrem signalerer, at de da selvfølgelig kan og skal blive bestyrelsesformænd, statsministre, direktør for Finanstilsynet eller overlæger i mave-tarmkirurgi.

40

Datterselskabet.indd 40

01/06/11 15.47


Hvorfor? Hvordan kan vi bruge så mange penge og så meget tid og energi på vores pigers pinkificering og samtidig gå ud fra, at de tyve år senere vil sprænge glasloftet i alle samfundets magtarenaer? Falder det os slet ikke ind, at vi sender vores døtre nogle fuldstændigt modstridende signaler, som det måske bliver temmelig svært for dem at forene? At det vil være vanskeligt for dem at transplantere hjerter eller bestige Mount Everest i 12 centimeters Louboutin-hæle? Giv hende mulighed for at vælge

Vi vil gerne have stærke, selvstændige piger fulde af selvtillid og gåpåmod. Men stærke døtre er ikke nødvendigvis yndige – i hvert fald ikke hele tiden. Hvis pigerne selv fik lov til at vælge, ville de måske være optaget af sportslige, intellektuelle eller kunstneriske sysler og ikke af, om deres MiniMo-vindjakke matchede deres vanter – måske ville de slet ikke kunne finde deres vanter, og de ville også være ligeglade. De vil måske rode i jord og kaste med snebolde i stedet for at plukke blomster og bygge snemænd. De vil fise rundt udenfor eller hoppe i sofaen og kravle på væggene og ikke gide sidde og lave scraps med os. Og ikke nok med det – måske ville de slet ikke ligne os. De ville måske vælge fritidsinteresser og venner og drømme og livsværdier, der var helt anderledes end vores – både de drømme og værdier, vi har for os selv og de drømme og håb, vi har for dem. Det kan være, de vil råbe ad os, diskutere med os (uden at ende med at give os ret), udtrykke deres vrede i stedet for at græde. Måske vil de løse deres konflikter selv i stedet for at søge hjælp hos os, så vi kan løse dem for dem og trøste dem bagefter. Alt det hører med til at være stærk og sikker på sig selv. Hvis vi vil have stærke døtre, bliver vi nødt til allerede, mens de er børn, at præsentere dem for mange måder, man kan være pige på. Hvordan kan de vide, om de helst vil gå til ballet eller motocross, hvis de kun bliver præsenteret for ballet? Hvornår skal de få tid til at klatre i træer, hvis de hele tiden skal med ud og shoppe? Og kan det undre os, at så mange piger ikke er glade

41

Datterselskabet.indd 41

01/06/11 15.47


for deres krop og udseende, hvis vi, lige fra de er helt små, pakker dem ind i ydre yndighed og dermed fortæller dem, hvor meget det ydre og vedligeholdelsen af det betyder? Gudskelov er det de færreste mødre, der indretter et børneværelse kun i pink og hvidt. Og ingen mister selvtilliden af at have en lyserød flæsekjole på. Omvendt er der formentlig heller ingen, der bliver topchef, fordi deres mor nægtede at købe en Hello Kitty-bikini til dem og føntørre deres hår, inden de skulle i børnehave. Men jeg synes, vi bør blive mere opmærksomme på de værdier, vi ordløst og sikkert uden at tænke over det videregiver til vores piger. Vi kan jo starte med at stille os selv det ubekvemme spørgsmål, at hvis vi SKULLE vælge (hvad vi heldigvis ikke skal), om vores datter skulle være yndig og sød og vild med os eller stærk og fuld af selvtillid og ret ligeglad med, hvordan hun så ud, og hvad vi mente om hendes valg i livet – hvad ville vi så vælge? Bagefter kan vi spørge os selv, om vi altid støtter hende helhjertet i hendes interesser, også når de indebærer snavs, rod og svineri. Om vi husker at præsentere hende for aktiviteter, der ikke er pigede. Opmuntrer hende til at tage en fysisk risiko og klatre lidt længere op i træet. Lærer hende at løse konflikter i stedet for at løse dem for hende. Om vi kan håndtere, at hun er uenig med os og måske ligefrem opmuntre hende til at sige sin mening, også når den ikke ligner vores. Giver vi hende lige så mange muligheder og lige så meget frihed til at udforske verden, som vi giver hendes bror? I artiklen om børns legetøjsvaner siger forsker Becky Francis: “Et andet element er, at børn i stigende grad – og specielt piger – bliver opmuntret til gennem marketing ikke at være børn overhovedet. Tidligere og tidligere bliver de opmuntret til, i stedet for at lege med legetøj, at blive livsstilsforbrugere og interessere sig for tøj eller være på nettet i forskellige chatrooms eller på Facebook. Særligt pigelegetøj som f.eks. Bratz-makeup og Bratz-accessories

42

Datterselskabet.indd 42

01/06/11 15.47


opmuntrer børn til at gå ind i en voksen livsstil, optage en eksotisk praksis, i stedet for faktisk at lege med legetøjet.” Det kan godt være, at Bratzdukker, i modsætning til kedelige, yndige, dydige Barbie, skal udstråle sej girlpower – men de er stadig yndige, bare i kortere nederdele. Ud over at tage tøj på, foretager de sig ikke så meget, og selv når de bliver præsenteret som sangstjerner eller modefotografer, er det stadig det ydre, der er vigtigt. For Bratzdukker kan jo faktisk ikke synge i virkeligheden (hvilket man nok bør være taknemmelig for). Det ironiske er måske, at mens vi bruger en masse tid, energi og penge på at gøre vores døtre pink og yndige, bliver pigerne selv faktisk mere og mere drengede – i hvert fald i Helle Edelmanns børnehave. “Det kan godt være, forældre sender signaler til deres døtre om, at de skal være yndige, men pigernes adfærd indikerer noget andet. For de er ikke yndige i deres adfærd, og der er måske en forskel – pigernes adfærd har udviklet sig til at være mere tough og rå, og de ting, de siger til hinanden … de kan såmænd også slå. Jeg synes ikke, at jeg før i tiden oplevede, at pigerne på den måde sprængte den barriere. For jeg synes, det er en barriere. Det kan godt være, de ser yndige ud, men de er også barske ved hinanden. Hvis man tager tøjet af, så synes jeg såmænd godt, pigerne kan sige fra – også fysisk og tage ting fra hinanden og sige grimme ting til hinanden”. Jeg ved ikke helt, om jeg skal grine eller græde over den udvikling. Men jeg har i hvert fald lovet mig selv, at jeg aldrig nogensinde igen vil presse min datter til at gå ud og shoppe fine nye kjoler efter skoletid. I stedet vil vi gå hjem, så hun kan lege med sit Geomag og klæde sig selv og sine tøjdyr ud i mine aflagte kjoler.

43

Datterselskabet.indd 43

01/06/11 15.47

Datterselskabet af Marianne Eilenberger  
Datterselskabet af Marianne Eilenberger  

MARIANNE EILENBERGER GIV DIN DATTER SELVTILLID OG STYRKE Til Molly Marianne Eilenberger GADS FORLAG – giv din datter selvtillid og styrke Ko...

Advertisement