Issuu on Google+

CAMILLA PLUM

Bogen bygger på stærkt bearbejdede og reviderede tekster fra Camilla Plums bog Grønt fra 2003. Gennemillustreret med fotografier af Anne-Li Engström.

CAMILLAS KØKKENHAVE

Man kan dyrke sine egne grøntsager af mange forskellige grunde: for at få noget at spise, fordi grøntsagerne smager uendeligt meget bedre, fordi man får hænderne op af lommen, måske kommer i ret god form, får frisk luft. Men den egentlige grund er en anden: Man gør det, fordi det er dejligt, smukt, velsmagende, godt for miljøet og for både tanker og muskler, og så er det altså ikke ligefrem raketvidenskab. I Camillas køkkenhave findes blå kartofler, stribede rødbeder og græskar så store som hoppeborge. Tomater i alle farver – også røde; ærter, som de skal være – søde og saftige; asparges, der smager, så man ikke tror, man nogensinde har smagt en asparges før. Bogen er til den garvede og til nybegynderen; vi tager hele turen og bliver oplyst, underholdt og får mundvand og virkelyst hele vejen igennem. Den handler om grøntsager og urter, deres kulturhistorie, dyrkning, sorter, økologi, fælder og glæder og lidt om, hvordan man spiser dem.

PEOPLE’SPRESS

p12-10596_Camilla_Omslag.indd 1

CAMILLA PLUM

CAMILLAS KØKKENHAVE FOTOGRAFIER AF ANNE-LI ENGSTRÖM

PEOPLE’SPRESS

07/03/12 08.56


Camilla Plum

Camillas køkkenhave Fotografier af Anne-Li Engström

People’sPress

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 3

06/03/12 08.05


p12-10596_Camilla_Indhold.indd 4

06/03/12 08.05


Skønheden og mangfoldigheden Ud ad landevejen, der skulle man gå. Men vi kørte nu, med hele menagen, ned til Holger. Holger har høns, og meningen var, at vores egen hønsegård skulle beriges med høns af en virkelig sær slags. Holger har høns i alle regnbuens farver, og disse høns kan mere end deres hønsevor, de kan lægge æg i forbløffende mange kulører. I bakkerne ligger de og strutter i alle nuancer fra elfenbenshvid til mahognibrun og fra de skæreste lyseblå over viridiangrøn til khaki. De blå kommer fra en sydamerikansk race, som desværre ikke lægger så mange æg, som man kunne ønske sig, hvorfor Holger har krydset ind på kryds og tværs med mere stabile æggere. Vi hjembragte fire stk. uden garanti for, hvilke nuancer de måtte yde. Det er ikke til at holde styr på med så mange høns. Allerede næste morgen lå der det nydeligste himmelblå æg fra én af hønerne. De tre andre høns har efter 14 dage lagt tilsammen tre æg, som er helt almindeligt brune, i alle størrelser fra a til å. Jeg har prøvet at sige til dem, at det bliver den sorte gryde, hvis de ikke speeder lidt op, men det klatter de på. Jeg ville klemme æggeballerne sammen, hvis jeg var dem. Ud over farven på skallen smager æggene helt normalt, måske lidt bedre. I England har nogen startet en forrygende æggeforretning med de blågrønne æg, og de siger, de smager bedre og har en mere cremet konsistens, og det skal nok passe. De minder mig om et eller andet, som jeg først ikke kunne komme i tanke om. Det kom jeg en aften, da jeg skulle finde en godnathistoriebog i reolen. “Da solen blev forkølet” af Arne Ungermann er en skøn historie om, hvor galt det kan gå, hvis tingene ikke har de farver, tingene skal have, hvilket efterhånden kun gælder for måner. Desværre var jeg blevet så inspireret, at jeg havde malet bogen over med oliekridt engang sidst i kultiden, men den kan da fås endnu. Ude i køkkenstykket ligger der to rækker kartofler, som også bliver blå, ikke bare lidt, men helt igennem mørk-mørk-lilla, også når kartoflerne er kogt. De smager ikke blåt, men ligger bare og ser dejlige ud på en rugbrødsmad med purløg. Nede hos grønthandleren kan man købe hvide auberginer, gule tomater og gule courgetter. De smager også næsten ligesom de andre, så det er ikke her, charmen ligger. Den ligger et andet sted og handler både om det umiddelbart fascinerende ved, at noget er anderledes, men også om en glæde, som bobler ved den rene, skære, naturlige mangfoldighed. Man kan, hvis man vil lede lidt, købe frø, som giver blå bønner, gul- og rødstribet salat, rødlilla, orange,

6

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 6

06/03/12 08.05


7

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 7

06/03/12 08.05


8

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 8

06/03/12 08.05


grønne, hvide og gule tomater med brune striber, hvide, pink, lilla og gule gulerødder, pink, hvide, sorte og gule rødbeder, gule, hvide, runde og furede agurker og majskolber med konfettifarvede frø. Jamen, er det da ikke mageløst, og der er vel og mærke ikke tale om, at skøre videnskabsmænd med briller som hinkestene, og som aldrig har været uden for en dør, har siddet og perverteret med deres aspargesblege pilfingre på tværs af alle naturlige, genetiske forhold. Det er simpelthen, hvad der med stor kærlighed og kendskab til naturens veje kan lade sig gøre over et par hundrede generationers høj kultur. Plantefolk arbejder hele deres liv med at skabe nye varianter, men i de sidste år er mange gået i gang med at bevare den umådelige mangfoldighed, der allerede findes af spiselige afgrøder.

Dyrk din kultur Det er i sidste øjeblik. Den variation, som man havde tidligere, bundede i, at man selv avlede frø, byttede sig frem, selekterede og hjemmekrydsede på livet løs. Det betød, at mange sorter var lokale og derfor egnede sig specielt til de forhold, der bød sig. Denne variation er nu afløst af ganske få sorter i supermarkedets stativ, som stort set alle havefolk dyrker. EU’s regler betyder, at det er hundedyrt at få frøsorter registreret. De store frøfirmaer forhandler det samme som i resten af verden, og ikke vores nordiske kultursorter, som der for kort tid siden var hundredvis af. Noget så enkelt som et gammeldags dansk køkkengræskar, som man kan lave syltede græskar med ingefær af, kan ikke fås længere. Det er et mas at finde asiefrø, og den skønne gamle hvidkålssort ’Københavns torve’ er ikke til at opdrive i Europa, kun i USA. De gamle sorter er fortrængt af F1-hybrider, som giver store, helt ens og flotte planter, som oftest er smagsløse, som er hundedyre, som er nogle skvatmåse, der ikke kan leve uden pesticider, og som man ikke engang selv kan tage frø af. Jeg har i årevis ledt i landets planteskoler efter hvide ribs og gule hindbær. Det er ikke kun for at være på tværs, men fordi gule hindbær har en så egen smag af både ferskner og hindbær, at de burde hedde peach melba-bær, og fordi de hvide ribs er sødere og mere aromatiske end de røde. Gastronomisk set er ensretningen meget trist. De sorter, som registreres, er ikke dem, som smager bedst, men dem, der yder mest eller er nemmest at plukke maskinelt, og det er sjældent, man får det hele på én gang. Vores egen kulturarv af grøntsager, som er udviklet for netop at kunne tåle og trives i vores klima, var for få årtier siden sprællevende, men er i dag stort set uddød og trænger voldsomt til en genoplivning. Vi har for længst fået øjnene op for, at genetisk variation er en god ting, regnskovens genetiske arv ligger os på sinde, hvad den da bestemt også bør gøre. Men der er altså også mere nærliggende muligheder for at bevare mangfoldigheden – lige ude i haven.

9

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 9

06/03/12 08.05


Vi siger mange ting hver eneste dag, der ikke kan stå for en banalitetstest. Selve testen er simpel: Man tager udsagnet, sætter en negation ind, og man kan straks se, om udsagnet er banalt. Hvis det bliver det rene vås, er udsagnet banalt, hvis det stadig er et gyldigt udsagn, om end med en anden mening, er det ikke banalt. Fx “solskin er så dejligt”, “børn er så søde”, “jeg elsker blomster”. Alle tre udsagn bliver det rene vås med et ikke og er derfor rimeligt banale. Det er det samme med begreberne mangfoldighed og skønhed. Det er indlysende for enhver, at biodiversitet og æstetik både er positive ting hver for sig og samtidig hører tæt sammen. Vi synes simpelthen alle sammen, at biodiversitet er pænt, og tilsvarende, at monokulturer er grimme. Det skaber heller ingen mening at mene, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre. Vi synes det med vores sanser – som er dem, der uden indblanding forvalter vores skønhedssans – og med vores hjerne, som vi trods alt har mere magt over. Politisk er det også pænt, og det er derfor, denne diskussion ikke er helt banal alligevel. For gu findes der da mennesker, der synes, at hvedemarker, så langt øjet rækker, er smukke, at snorlige juletræer plantet i rækker og fuldstændig kemisk renset for ukrudt nedenunder er pænt. Der er også mennesker, der synes, at der skal herske militærisk disciplin i køkkenhaven, at græsplæner absolut kun må bestå af græs, at tulipaner skal stå på række og geled. Det må handle om holdninger. Og især om hvad man er villig til at betale for dét, man synes er smukt. Flere og flere af os synes, at prisen for absolut orden er for høj. Vi synes det med vores hjerne, men vi synes det også med vores sanser. Helt uafhængige er de ikke af hinanden. Hvis vi ved, at æbler skal sprøjtes med midler, vi ikke har godt af at spise, mange, mange gange i vækstsæsonen for ikke at få skurv, bliver man gladere for æbler med skurv. Hvis vi ved, at grundvandet er i stor fare, bliver vi bedre i stand til at få øje på, at rosenrust, mindre perfekte blomster, mindre disciplin i rosenbedet har sin egen skønhed. Jeg vil ikke sige, at snegle og jord i salaten er optimalt, men når man ved, hvad der skal til for at undgå det, vil jeg da foretrække det alligevel. Det handler også om tid. Uanset hvor meget man elsker sin have, er der grænser for tiden, man kan bruge på den. Hvis man også skal nyde, have tid til at drikke kaffe under æbletræet og få plantet, sået, planlagt og lavet nye ting, kan man ikke også holde det hele skuffet og perfekt. Hvis jeg kunne ønske mig en totalt ukrudtsfri have, ville jeg så have den? Er det det værd at stile efter den totale renselse, eller skal det bare være sådan, at de planter, man gerne vil have skal gro, har tilstrækkeligt med plads – så må der godt være ukrudt også? I praksis er der ukrudt hos de fleste. Men der er mange, der bliver forarget over det hos andre. Folk, der besøger min have, bliver enten lettede over at se skvalderkålen blomstre i staudebedet, eller også synes de, det simpelthen er for galt at vise sådan noget sjusk frem, og kan ikke få øje på skønheden i de fine, hvide skærme i skyggebedet. De kan heller ikke glæde sig over det fuldstændigt overdådige blomstrende bed, hvor der her og der mellem pæoner og riddersporer dukker en overset blomsterstængel af skvalderkål frem.

10

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 10

06/03/12 08.05


11

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 11

06/03/12 08.06


12

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 12

06/03/12 08.06


13

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 13

06/03/12 08.06


14

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 14

06/03/12 08.06


Jeg tror, at perfektionstrangen hos rigtig mange mennesker skygger for evnen til at glæde sig over resultatet, og jeg har da også en snert af det selv. En af de største glæder i vores have er vores plæne. Den er stor, gammel og bulet, og der er nok kun ca. 50 procent græs i den. Den blomstrer i partier. Plænesæsonen starter med vintergækker og lidt senere den fine spinkle Krokus tommasinianus. Straks kommer der bellis overalt og så igen martsvioler, der prikker hele plænen med duftende dyblilla violer i marts og april. Så kommer der store tuer af Brunelle og Ajuga reptans, der står med bronzefarvede blade og klartblå små spir og stråler i maj. Der er søer af ærenpris, anemoner i driver under træerne og et kæmpestykke med hvidkløver midt i det hele. Det er smukt, men når de blomstrer, skal man passe på bierne, når man går med bare tæer. Under valnødden, langs buksbomhækkene og under blodbøgen er der mere mos end græs i tykke bløde tæpper. Det er så dejligt at ligge på, lade tæerne synke ned i og så strålende grønt langt det meste af tiden. Plænen bliver slået som alle andre plæner, og den virker som det grønne tæppe, den skal. Når haveejere kun vil have græs i plænerne, er der absolut ingen gyldig grund til det, udover at det er haveejerne, der bestemmer, og at de har besluttet sig til, at græsplæner kun skal bestå af græs. Når jeg fortæller om det, synes folk, at jeg er sindssyg. For at genoprette tilliden bliver jeg nødt til at indrømme, at mælkebøtterne, dem er jeg altså efter. Så breder der sig beroligede og sympatiserende smil. Mælkebøtter er ikke til at have, fordi de netop ikke har forstået, at sameksistens må være kodeordet, hvis ukrudt skal tolereres. De er nogle bøllefrø, der ikke tillader anden vækst. De lægger sig som fede gøgeunger fladt ned over jorden, breder sig, så alt andet går ud, og efterlader noget snask, når de er blomstret af. De er pragtfulde, bare ikke lige i plænen. I virkeligheden er vores plæne en variant af den blomstereng, som haveejere i tusindvis kæmper for at få i den ene ende af haven, samtidig med at man helt vanemæssigt sponser rundt med mosriver og plæneluftere i den anden. Synspunkter på plæner kan virkelig få mennesker op af stolene, hvad selv Søren Ryge har måttet sande, når han er gået i brechen for en mindre militant plæneanskuelse. Der er brudflader mellem havefolk af de to meget forskellige anskuelser, og selvfølgelig er der også overensstemmelser. For meget ukrudt, for dårligt passede planter, køkkenhaver, der ikke trives, er ikke under nogen omstændigheder smukt. Mangfoldigheden kan selvfølgelig være en dårlig undskyldning for ikke at gide luge, og den kan ikke bruges. Mangfoldighed er en blanding af styret uordentlighed, dybt planlagt uorden, og så evnen til at skelne mellem at lade leve og laissez faire, og det har intet med dovenskab at gøre. En have skal udstråle frodighed, overskud, kærlighed, og det gør upassede haver uden struktur ikke. Der må gerne være rod, men det skal være konstruktivt, og det er meget svært at forklare, hvad det går ud på.

15

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 15

06/03/12 08.06


16

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 16

06/03/12 08.06


17

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 17

06/03/12 08.06


En overdådig gammel rose, der er vokset, så man næsten ikke kan komme ind ad døren, kan være fantastisk, et kartoffelbed med visne høstede kartoffeltoppe og en greb er et dejligt syn. En have, hvor græsset under æbletræerne ikke er slået, fordi det netop er smukt med højt græs, er også fint. Men hvis nogen har slået en gang gennem det høje græs, ændrer det sig umærkeligt, men klart, til at være en fornøjelse. Og så er der det livsbekræftende rod. Stor velpassethed i hvert et hjørne huer hverken børn, pindsvin eller overvintrende insekter, tudser eller andre livsformer i det hele taget, bortset fra voksne. Der skal være rod, bunker, blade, mudderhuller, uigennemtrængeligt buskads. Steder, hvor børn og fugle kan være i fred. Steder, hvor alle de væsner, der hele sæsonen igennem gør os uvurderlige tjenester ved at æde andre væsner, kan bo. Hjørner, hvor forrådnelse og almindelig ælde og nedbrydning kan foregå, et sted, hvor man kan brænde kartoffeltoppe og kålstokke, kvas og pinde, selvom det flere steder er strengt forbudt. For mig handler det om umage. At nogen har gjort sig umage kan mærkes, også længe efter de er flyttet, døde, og alt er groet til. Et morbærtræ nogen har plantet, vel vidende at de aldrig selv kom til at se det stort. Liljer på en overgroet tomt, en enkelt overflod af en smuk gammel rose, der har overlevet 60’ernes ligusterfascisme fra havecentrene. Planter, der er efterkommere fra munke, der havde klosterhaver i middelalderen, rabarber som eneste overlevende signal fra en husmor, der havde urtehave, hvor der nu kun er stridt græs. Vi har oplevet mange venlige hilsener fra fortiden i vores store landbohave. En mere end velkommen pikstensbelægning, digitalis, akelejer, judaspenge, der skyder frem, når vi vender en tørv. En sommer-dorothealilje, der dukker op fra ingenting, en persillehyld, der sår sig fra et træ, der enten har stået her engang, eller langt herfra. Man roder i et staudebed, der er brændt totalt sammen, og finder guld i form af hostaer, dagliljer, brandliljer, pæoner, der ikke har blomstret i årtier, pinseliljer af den gamle duftende ’Pheasant’s Eye’, der er plantet i rækker for et århundrede siden. De stod så tæt, at de er blevet blinde af det, og nu er de spredt til blomstrende klynger i hele haven. Nogen har gjort sig umage, selvom det er længe siden.

18

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 18

06/03/12 08.06


19

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 19

06/03/12 08.06


20

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 20

06/03/12 08.06


Dyrk mangfoldigheden Tilbage til mangfoldigheden eller biodiversiteten, så er der mere i den end skønheden. Mange forskellige vækster er simpelthen naturens eget princip. Forskning, bl.a. af Bodil Søgård, viser, at selv markafgrøder gror bedre med en mindre mængde ukrudt omkring sig. Inde i haven behøver man ikke ukrudt for at skabe mangfoldighed, man kan bare tænke mangfoldigheden ind både i bede og i køkkenhaven. Man kan mene, det er vanvid, men der er grund til at tro, at mangfoldigheden er en god idé i sig selv. Økologi skal ikke kun handle om, hvad man ikke må, det handler også om, hvordan man laver stor mangfoldighed, sunde planter og dyr, og det gør man altså blandt andet ved at blande dem godt og grundigt. Planter har godt af hinanden, i naturen ser man sjældent kun én plante ad gangen, de gror i lag og blandet mellem hinanden, og de trives med det. Der er masser af teorier om naboplanter. Min er, at jo flere forskellige sammen, jo bedre for den enkelte. Det sparer mig for alle overvejelser om sædskifter og jordtræthed. Hvis en enkelt æblesort, eller en bestemt slags kål ikke vil trives, lader vi være med at dyrke den, og hvis man har mange slags kål og æbler, er ulykken ikke så stor. Kun hvis man har store marker eller plantager med den samme afgrøde, er mistrivsel en katastrofe. I køkkenhaven, som forsyner os selv med grøntsager, har vi samme princip. 200 forskellige afgrøder bliver det til på en sæson. De står i rækker, i bede på 5 x 5 meter, men der kan sagtens være forskellige planter inden for samme bed. Enkelte afgrøder som fx kartofler, artiskokker, asparges, hestebønner eller jordbær gror så specielt, at de må have deres eget bed. Resten gror netop i en skøn forvirring. Det er de færreste køkkenplanter, man spiser alvorligt mange af, så som regel er en række på 5 meter alt rigeligt. Hvis man skal have mere, skal det i hvert fald ikke være på én gang, og så sår man flere rødbeder, gulerødder eller dild i et andet bed, måske 14 dage senere, sammen med nogle andre grøntsager. Vi har rigtig mange bede, og de bliver sået til løbende fra påske til midt i august. På den måde får vi strakt sæsonen, alt hvad den kan trække, i stedet for at plante det hele til på én gang, som mange gør, og så er der salat, mens man er på ferie. Det er egentlig startet af nød, fordi jeg sjældent har tid til at så mere end et enkelt bed til ad gangen, og dét, der bliver sået, er dét, der absolut skal sås lige nu! Det giver begrænsede mængder af hver afgrøde, en række på 5 meter passer som regel med én frøpose, og først og fremmest bliver sagerne sået over tid, så der bliver sået salat én gang om ugen over flere måneder. Rødbeder og gulerødder findes i alle udviklingsstadier, og man kan nå at spise det meste af det, inden det bliver træet og løber i stok. Til sidst er der sået til, og så kan man begynde at så ind i rækker, der bliver tømt. Og til allersidst står jeg med en nævefuld frøposer, som simpelthen ikke kan være der i år. Jeg dyrker helt utroligt mange sommerblomster. Hver tredje række i hele haven er konsekvent blomster, flest enårige, der kan sås på stedet, som opiumsvalmuer, morgenfruer, Cosmos,

21

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 21

06/03/12 08.06


Zinnia, jomfru i det grønne, kornvalmuer, kornblomster og riddersporer. Men vi sår og prikler også de mindre robuste som appelsintagetes, sommerasters, reseda, levkøjer og latyrus. Princippet er så simpelt – planter kan godt lide at være flere sammen. De har ikke noget imod at stå tæt, bare der er mad og vand nok. Selve mangfoldigheden er simpelthen smuk i sig selv. Man kan sagtens gøre det mere udsøgt, i hvert fald på papiret. Jeg planlægger hvide bede, blå bede, bede med skærmblomster i alle faconer, bede i alle de farver, man kan få, sydamerikanske bede med majs, græskar og bønner, der snor sig mellem hinanden. Noget af det bliver, som jeg havde tænkt mig, andre gange vil det ikke spire, og der kommer tallerkensmækkere, der står og råber op midt i mine lilla harmonier. Ofte er det dét, man ikke har planlagt, der bliver ekstra smukt, som mine sorte opiumsvalmuer, der havde den godhed at blomstre ved siden af mine blåbælgede ærter med lilla ærteblomster. Man skal også passe på, at det faktisk er mangfoldigheden, man nyder, og ikke kontrollen. Pyntekøkkenhaver er blevet den store dille. Potageres som i franske slotshaver med grusgange, lave buksbomhække og espalierede frugttræer kan være uendeligt smukt, man kan bare ikke tillade sig at plukke hverken jordbærrene eller nogle af de velfriserede salathoveder, der står i skakternmønster i grønt og rødt. Jeg er bestemt ikke modstander af buksbomhække og lavendelrækker, endsige frugttræer i køkkenhaven, man skal bare gøre sig klart, om det er en køkkenhave eller en skueret, man er i gang med. Det handler selvfølgelig om biodiversitet, et fænomen det er nemt at forholde sig til, når der foregår forkastelige ting i fjerne regnskove. Det er nu lige så interessant, om vi her i Danmark har en mangfoldighed i det, vi dyrker, og i vores natur, som vi kan være bekendt. Men først og fremmest handler det for mig om, at mangfoldighed simpelthen er sjovt. Jeg ved ikke, om det er sjovt år ud og år ind at dyrke byg, hvede og raps på de samme marker, eller altid at spise de samme fire grøntsager. Jeg vil i hvert fald gerne have mere variation. Der er en højere fornuft i at stille spørgsmål ved ensformigheden end ved mangfoldigheden, at lade sin tvivl komme ud i lyset. I det hele taget er det godt med tvivl. Jo flere spørgsmål der bliver stillet, jo flere svar bliver der tvunget frem. Biodiversiteten går endnu et trin længere ned. Det er både dejligt at dyrke og spise gamle sorter af grøntsager og krydderurter, og vi bestiller ikke andet. Det har sin egen æstetik, som i allerhøjeste grad er kødelig, for mange af de sære sorter smager langt bedre end moderne sorter. Det er muntert at dyrke forfædrenes ærter og rødbeder, og det er kulturarv, så det klodser noget. En anden sag er så, at nogle af de sjældne grøntsager er mere kuriøse end egentlig velsmagende. Eller sagt på en anden måde, der er mange grøntsager, det er sjovt at spise en gang imellem, men basiskost bliver de ikke. Men også af hensyn til mangfoldigheden er der gudskelov forskel på smag og behag.

22

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 22

06/03/12 08.06


23

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 23

06/03/12 08.42


Skønheden består også i at få øje for et meget bredere udvalg af ting, man kan dyrke – fx spiselige blomster – og at få øje for, at andre dele af de kendte planter kan spises med fornøjelse, spinatstængler, fennikelrødder, persillerodstop for bare at nævne et par eksempler. Man kan more sig med at dyrke sorter, som har et meget specifikt formål. Der findes græskar med frø uden skal, hvor det er kernerne, man skal spise og ikke kødet. Der findes særlige courgetter, som laver større og flere blomster specielt til at spise, og hvor selve courgetten er underordnet. Der findes blå ærter med de mest henrivende latyrusagtige blomster, hvor det er ærteskud med blomster og tendriller, man spiser, og ikke bare ærterne. Det er en særlig æstetisk oplevelse at komme i forbund med forfædre og nulevende dyrkere, der har udviklet en hel kultur, som hviler på et fuldstændig andet grundlag end det, vi ellers har. Der findes og har været mennesker, der tilhører en kultur, hvor skønheden har sin egen værdi, også i køkkenhaven, og som finder, at selve mangfoldigheden er smuk i sig selv. Der er mennesker, som mener, at udbyttets størrelse er ligegyldigt, hvis ærterne smager bedre, er smukkere eller simpelthen sjovere. Det er godt at vide, at menneskeheden har fremelsket i tusindvis af salatsorter, hvor forskellen oftest er ren æstetik; hjortetungesalater, fregnede salater, røde salater med gule prikker, grønne salater med røde malingsagtige pletter handler ikke om nytte, men æstetik. En æstetik, som også smager godt, tvinger os til nye oplevelser og til at anerkende, hvor rige muligheder vi har, også uden at man behøver gensplejse og klone og spille hasard med skaberværket. Mangfoldigheden betyder utallige kombinationsmuligheder ude i haven og bestemt også ude i køkkenet. Det er mit legehjørne at beskæftige mig med den slags. Jeg lever af at formidle viden om haver og mad, og netop biodiversitet er et dilemma. Skal man som havemenneske og køkkennørd begrænse sig til det gængse, eller skal man anbefale noget nyt, noget udfordrende og noget, som man ikke lige kan få fat i? Jeg mener klart det sidste. 36 nye måder med kantlobelia og petunia er for folk, der ikke mener det alvorligt, ligger under for dovenskab eller simpelthen ikke synes, at den slags er vigtigt. Jeg vil tillade mig at anbefale krydderurter som calamintha, der kun kan fås i rigtige planteskoler eller hos specielle urteplanteskoler, eller appelsintagetes, som man kun kan dyrke selv fra frø. Det handler om at kolportere den særlige oplevelse og en spirende erkendelse, der skal gødes af, at det er værd at gøre sig umage og anstrenge sig, hvis man vil opleve det særlige, sublime, æstetikken og mangfoldigheden, både i haven og i køkkenet. Jeg synes, den slags er uhyggeligt vigtigt. Der er for lidt af det, og vi savner det. Æstetik i bredeste forstand er vigtigt, ikke fordi det kan stå alene, men fordi det giver mening, fordi det er det ydre signal om værdier, vi ikke kan leve uden. Når noget tiltaler os for sin skønhed, er det, fordi det giver billeder, vi har lyst til at se, fremkalder associationer, vi har lyst til at forbinde med os selv, er symboler, vi gerne ville have var repræsentative for vores eget liv.

24

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 24

06/03/12 08.06


Den sørgelige side af det er, når æstetikken ikke har noget at gøre med livet. Ridestøvler uden hest, gamle havemøbler, som købes dyrt og er slidt af andre, cowboybukser, der er købt afbleget, bliver aldrig til æstetik, kun symboler. Der er mere æstetik i det orange babybadekar, man rent faktisk har badet sine børn i, end i en færdigslidt zinkbalje, der aldrig er blevet vasket i. Og der bliver lukreret på den færdigkøbte æstetik. Ting, der skaber dyb mening for mennesker, der beskæftiger sig med dem, planter, stiklinger, kulegravning, kartoffelsorter og æbletræer bliver rask væk gjort til fænomener, man kan købe sig til, ikke kæmpe sig til. Vi mangler den ægte vare. Blå kartofler er ikke sjove, bare fordi de er sjove, de er sjove, fordi de er relativt nemme at dyrke, er tidlige og smager helt fantastisk godt. De er sjove, fordi deres blå blomster er så fine i buketter, fordi de senere hen er gode som bagekartofler, fordi de er blevet dyrket i mange hundrede år i Nordeuropa, fordi de er der, simpelthen. God fornøjelse. Camilla Plum

25

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 25

06/03/12 08.06


Køkkenhaven Jeg haster med at sige, at dette ikke er nogen a-å om havens mysterier. Det handler såmænd bare om nogle grundprincipper, ordforklaringer og supplerende tekster til de dyrkningsvejledninger, man kan finde under de enkelte grøntsager. Jeg vil også haste med at sige, at havebøger skal man have nogle stykker af. For nok handler det om en vis grad af videnskab, men alle har deres personlige erfaringer, der findes et mylder af måder at gøre alting på, og der er ingen endelige sandheder.

Økologi Hele denne bog handler om, hvordan man gør, hvis man vil dyrke – og spise – økologiske grøntsager. Der er ingen hokus pokus i det, det er egentlig ganske enkelt. Man skal holde sig selv, sin jord og sine planter sunde. Ikke reparere, medicinere og sprøjte, når det er gået galt. Man forebygger ved at give sin jord og sine planter så gode og naturlige forhold og så meget omsorg, som man overhovedet kan. Det samme gør man for sig selv, sin familie og sine venner. Det meste af det er simpel sund fornuft af den slags, vi alle har. At dyrke planter, at holde sin have, at passe på sig selv kan være en videnskab – eller også er det bare noget, man gør med et minimum af hjælp fra sine venner, bøger og fjernsyn. Hvis man ophøjer et køkkenstykke, sin madlavning eller sin sundhed til et videnskabeligt projekt, er man på afveje. Mad er ikke medicin, mad er mad, og hvis vi spiser godt, holder vi os raske. Havebrug er ikke at styrte rundt i hælene på ph-værdier, mineralbalancer, jordprøver og smælderlarver. Begge dele handler om liv, om glæde, om nydelse, og den er svær at fange, hvis det, man ser, er kosttabeller, rosenrust og bladlus i stedet for dejlig mad, roser, der blomstrer, og de mariehøns, der nok skal få gjort kål på bladlusene. Økologi handler ikke om alt det, man ikke må, det handler om, at verden er fuld af dejlighed, som man skal passe på ikke at ødelægge. Værre er det ikke.

Jord Når man dyrker have, er det egentlig ikke planterne, man skal bekymre sig mest om. Det er jorden, man skal ødsle sin kærlighed ud over, det er den, man dyrker, ikke kun grøntsager og blomster.

26

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 26

06/03/12 08.06


27

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 27

06/03/12 08.06


28

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 28

06/03/12 08.06


Jord er simpelthen grundlaget for livet på jorden. Et tyndt lag af livgivende muld, der gør plantevækst mulig og dermed skaber ilt og mad til alle verdens væsner. Jord består af organisk materiale – døde planter og dyr, en del uorganisk materiale som ler, mineraler, sten, sand og så en helt utrolig masse små væsner, svampe, bakterier og orme, der sørger for at nedbryde planter, æde hinanden og holde jorden luftig og god med deres færdsel. Jord dufter, fordi alle disse bestræbelser, processer, gæringer og mylder af krible-krable tilsammen skaber noget, vi godt kan lide, som allerlængst nede i vores bevidsthed er godt, som duften af livets mening. Jorden i efterårsskoven, forårets kolde våde jord, et svedigt spadestik, når man vender de første nye kartofler op i juni, og jorden en råkold januardag dufter vidt forskelligt, men stadig dejligt af jord. Hvis man er velsignet med ordentlig jord, skal man bare sørge for at holde den ved lige. Helt konkret skal man give den noget at leve af i form af alt det grønne, man kan skrabe sammen: græsafklip, blade, grønt husholdningsaffald, dødt ukrudt. Se under Kompost, hvordan man laver en kompostbunke. Her er det bare princippet, det gælder. Jo flere plantedele, man lægger ud over jorden, jo mere muld får man. Det handler ikke om gødning, det handler om, at alle mikroorganismerne skal have mad, som de så venligst laver om til muld. Mens de gør det, skaber de samtidig mulighed for, at næringsstofferne kommer i en form, planterne kan optage i sig. Det er ikke nok, at næringsstofferne er der, de skal også fortygges, så planterne kan tage dem til sig, og det sørger hele livet i jorden for, hvis vi bare sørger godt for dem. Man kan ikke give sin jord for meget mad, jo mere jo bedre; mikroorganismerne og dyrene skal nok følge med. Hvis ens jord er mindre end god – og det er den, når den enten er meget tung og leret, eller når den er alt for let og sandet – er det også plantedele, der skal til. I begge slags jord er der rigeligt af uorganisk materiale. I lerjorden mangler der bare organisk muld til at lette på leret, så der kommer liv og luft i det, og vandet kan løbe igennem jorden. Når det er sandjord, det handler om, mangler den organisk materiale til at holde på vand og næringsstoffer.

Jordforbedring Den organiske del af jorden bliver hele tiden nedbrudt, brugt og forsvinder igen, og derfor skal man blive ved med at øse planterester ud over den. Det hedder jordforbedring. En rigtig dårlig, men meget nem – og dyr – løsning er at bruge spagnum. Det kan købes overalt og består af planterester fra for længst forsvundne skove, der er konserveret i sure tørvemoser. Tørvemoser er sure, i modsætning til den meste jord, og surhed er, hvad surbundsplanter som rododendron, lyng og blåbær skal have for at trives. Spagnum forsvinder meget hurtigt igen, og vores sindssyge overforbrug af det er ved at lægge vores egne sidste moser og nu også tilsvarende moser i andre dele af verden øde. Det er simpelthen helt misforstået at bruge spagnum til jordforbedring, undtagen hvis man absolut vil have rododendron eller blåbær, når den jord, man har, ikke egner sig til det. I en

29

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 29

06/03/12 08.06


køkkenhave er det det glade vanvid at bruge spagnum – de fleste køkkenurter kan godt lide kalk og neutral jord, og spagnum er surt, og så ville det også koste en bondegård at jordforbedre udelukkende med spagnum. Jordforbedring kan gøres på mange andre og bedre måder. Jeg synes, den nemmeste og bedste er at dække sin jord om efteråret og løbende igennem hele sæsonen med alt, hvad man kan skrabe sammen af grønt affald, hvad enten det er formuldet i en kompostbunke eller ej. Andre folks blade, der ofte står i poser og venter på storskrald, er perfekt, og når de først er blevet våde, flyver de ingen steder. Kom grønt mellem rækkerne i køkkenhaven, på alle afhøstede bede, mellem krydderurterne og også gerne i staudebedet. Hvis man har en kompostbunke, lægger man det øverst. I løbet af vinteren forsvinder langt det meste, jorden under er løs og lækker, og tilbage ligger det mest ufordøjelige. Riv det sammen, og kom det på komposten. Hvis der ligger et tykt lag tilbage, der er helt råt og uformuldet, river man det sammen i marts, så solen kan komme til at varme jorden op. Hvor der ikke skal sås, fx mellem bærbuske eller stauder, kan man bare lade det ligge, hvis det er et tyndt lag – det forhindrer noget af ukrudtet i at spire frem.

Jorddække At dyrke med jorddække er en gammel traver i urøkologiske køkkenhavekredse, og når det ikke er mere udbredt, er det, fordi det er svært at skaffe jorddække nok, og fordi vi har fået dræbersnegle, der har det urimeligt godt nede i jorddækket. Men jeg gør det nu alligevel, på trods af at vi har masser af dræbersnegle. Fordelene er til at få øje på. En jord, der er dækket af planterester, tørrer ikke nær så hurtigt ud, og det er absolut aktuelt, når vand ikke bare er noget, man bruger løs af. Jorddækket hæmmer ukrudtsfrø i at spire og i at etablere sig i dækket, selvom der selvfølgelig alligevel skal luges. Jorddækket fjernes, når man sår, og når planterne har fået en identificerbar og levedygtig størrelse, mumses dækket ud mellem rækkerne igen. Fælden er, at planteresterne dels tilfører jorden både muld og kvælstof, dels kræver en hel del kvælstof ved nedbrydningen, afhængig af hvor meget træstof der er i dækket. I vores have, som blev etableret på bar mark, brugte vi et tykt jorddække til at forbedre jorden med det allerførste år. Halm er ikke det mest ideelle, men det jorddække, der er nemmest at få fat i. For at kompensere spredte vi dels indholdet af en ajletank af ubestemmelig alder, dels et tyndt lag hønsemøg, som lå i et 30 cm tykt og betonhårdt lag i et gammelt hønsehus. Det endte med at gå op, men man kan altså risikere, at planterne lider af underernæring, mens dæklaget nedbrydes. Det bedste dække er en blanding af hø, græsafklip, organisk husholdningsaffald, hækafklip, tørret ukrudt, blade og en mindre del halm. Hvor tykt det skal være afhænger af, hvad det består af, men 5-10 cm er fint. Vores startede nu med at være 50 cm.

30

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 30

06/03/12 08.06


31

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 31

06/03/12 08.06


32

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 32

06/03/12 08.06


Allerede efter den første vinter kunne vi se, at det klæge lerlag langsomt blev fyldt med federe og federe regnorme, og at der dannede sig et meget lækkert muldlag under den øverste halm. Takket være jorddækket gik allerede første års afgrøder forbløffende godt. Som meget probat middel til at etablere et muldlag i en ny køkkenhave må jorddækket siges at være en rigtig god løsning. Man skal bare holde sig for øje, at et enkelt år slet ikke er nok. For at skabe mere muld og holde den ved lige skal der tilføres store mængder grønt hvert år.

Gravning Gravning kan være nødvendigt for at løsne hård jord, men gravning er ikke kun en fordel. Om foråret får enhver rumsen med jorden den til at tørre ud. Hvis der skal graves, er det bedst om efteråret, og så skal man gøre det for at mulde kompost eller dyregødning ned i de øverste jordlag, ikke bare for at endevende jorden. Jorden er lagdelt på den fineste måde; livet ligger i lag dernede, og når man graver, ødelægger man det, som når man roder i en myretue. Derfor er det ikke godt at grave for meget. Men så skal det også siges, at det kan være meget nødvendigt at grave grundigt for at udrydde kvikgræs, skvalderkål eller tage pippet fra tidsler. I udpint jord, jord, der er smækfuld af vand, ny jord, der skal inddrages, eller bare jord, der er brændt sammen af for lidt organisk materiale, kan en meget grundig kulegravning også være god og nødvendig. I vores tunge lerjord er det nødvendigt at kulegrave hvert andet år. Vi spreder en tyk pels af komposteret dyregødning, kompost og blade på jorden i november – eller i det meget tidlige forår, når jorden kan bearbejdes, hvis vi ikke har nået det om efteråret – og vender det godt og grundigt rundt i mindst et spadestiks dybde. Det har den mest forbløffende virkning på frodigheden, som er helt fantastisk i den og den følgende sommer; så er det brugt op, og man skal til det igen. Man kan jo tage den ene halvdel det ene år, og den anden det næste år. Hvis man starter forfra med en græsplæne der skal blive til køkkenhave, skal man kulegrave en helt utrolig masse organisk materiale ned i den, hvis man vil have den i ordentlig kultur. Et lag på 20-25 cm, som vendes i jorden, er ikke spor for meget. Hvis det er stående vand, der er problemet, skal man bare være klar over, at man skal helt ned og hakke hul på det lag, der forhindrer vandet i at trænge ned – som regel et såkaldt traktoselag af hårdt sammenpresset ler, der er blevet mast af for tunge maskiner. Laget kan ligge lige neden under et spadestiks dybde, som regel 15-40 cm nede, og skal som regel hakkes op med en hakke. Fræsning En fræser er en slags foodprocessor til jord. Det er nemt, og man får ret hurtigt et bed, man kan så i, med tilsyneladende løs jord. Det er bare kun i overfladen. Jeg bruger den selv, og med en grundig fræsning kan man klare at få selv genstridig, benhård forårsjord løsnet til en

33

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 33

06/03/12 08.06


jordknoldstørrelse, der så kan kultiveres videre til et såbed. Men det er mere makeup, end det er kostændring, og kan ikke erstatte gravning. En jord, man stille og roligt har forbedret, kan blive så løs, at fræsning ikke er nødvendig. Et plantedække vinteren over sørger for, at den øverste jord bliver så lækker, at en tur med kultivator og rive kan klare arbejdet med at lave et såbed. Men hvis man ikke er nået dertil, er en fræser en god ting, om ikke andet så til at fjerne det ukrudt, der har groet sig fast i løbet af vinteren.

Hvornår er jorden parat ? I enhver havebog står der, at man skal så, når jorden er tjenlig eller parat. Og nu vil man så gerne vide, hvornår den er det. Ja, det er den, når den er god. Det er lige så svært at svare på, som hvor længe en kage skal bage i ovnen – det skal den, til den er færdig. Når jorden holder op med at være våd og klistret om foråret, når den smuldrer smukt, når man graver en spadefuld op, når den føles varm, når den dufter af forår og ikke mere af vinter, så er den parat til at så i. Men parathed til kartofler, løg og ærter er én ting, parathed til porrer og selleri, der kræver mere varme, er noget andet. Der er ikke andet at gøre end at gå i haven med nogen, der har erfaring, og tjene erfaringen selv. Hvis man får havekløe, når jorden stadig er for kold og klæg, hvis der samler sig vand i hullerne, hvis jorden ikke vil falde af spaden, ja, så skal man gå ind i varmen igen. Generelt kan det slet ikke svare sig at være for tidligt ude. En uges senere såning betyder kun ganske få dages senere modning. Risikoen, for at frøene ikke vil spire og bare rådner i for kold jord, at de går i stå, når de bliver plantet ud, eller går i stok, fordi det er for koldt, er alt for stor. Hvis man vil ud og rode, er det bedre at forberede jorden, mulde sin kompost ned, skaffe sig noget komøg, stikke komposten om og andre jordforbedrende og nyttige ting.

Så sår vi Såbed Efter man har gravet/fræset, glatter man jorden ud, først med en kultivator for at løsne endnu mere samt fjerne kviste og sten, og så med en rive for at lave et fint såbed. Jo finere ting, man skal lægge/så, jo finere og glattere bed skal man bruge. Til kartofler, jordskokker, løg og andre knolde skal det ikke være så fint, de skal nok få jordkontakt. Til frø er det vigtigt, at jorden er så pulveriseret som muligt, så de små frø har noget at gribe fat i og suge vand fra og ikke bare havner i en luftlomme.

34

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 34

06/03/12 08.06


35

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 35

06/03/12 08.06


36

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 36

06/03/12 08.06


Rækker Rækker skal være lige – helt lige, ellers bliver det et helvede at holde rent. Især når planterne er meget små, er det en enorm fordel at kunne gå meget tæt på med lugejernet uden at risikere at hakke halvdelen af rækken om, fordi den bugter sig. Lav et enkelt system med to pinde med en tyk murersnor imellem. Bank dem let ned i hver ende af rækken, og lav riller med hakkejernet eller riven langs med snoren. Flyt arrangementet og lav en ny rille, til bedet er brugt op. Når rillerne først er der og er snorlige, kan man lave dem fine, i den rigtige dybde, fjerne småsten og endelig vande dem meget våde i bunden, før man sår. Det giver frøene en god start i den fine, men udtørrede såjord. Kunsten består i kun at vande der, hvor man sår – hvis resten af jorden er tør, kan ukrudtsfrøene i jorden ikke spire, bortset fra dem man har fået med ned i rillen. Prøv at rive jorden hen over rillen, så hele bedet ser helt tørt ud, når du er færdig med det, så spirer det heller ikke i overfladen. Når man sår fx gulerødder, dild, havrerod, persille, fennikel og sommerblomster, kan rækkerne være svære at se i lang tid. Både fordi frøene kan være længe om at spire, og fordi kimbladene er sådan nogle små fimredimser, man ikke kan få øje på. Hvis man skal sørge for at holde bedet fri for ukrudtsspirer, mens afgrøderne gror til, må man kunne se rækkerne. Så en smule radisefrø eller salat, der gror meget hurtigt, oven i de andre frø; så kan man se rækken efter en uges tid. Man skal bare huske at fjerne radiserne og salaten, før de generer afgrøden. Rækkeafstand Rækkeafstand betyder, hvor langt der er mellem rækkerne. På den ene side er det en fordel, at der ikke er mere, end at de udvoksede planter dækker jorden. På den anden side må de ikke stå så tæt, at de ikke kan være der. Men rækkeafstand handler ikke mindst om, at man skal kunne komme til at holde rent for ukrudt, mens planterne gror til. En rivebredde er absolut minimum, og så lige 5-10 cm mere i hver side, så man også kan rive, når planterne fylder lidt mere. Med flerårige sager som jordbær og asparges er det en fordel med så meget rækkeafstand, at man kan fræse. Når man dyrker planter, der vokser langsomt, fx kål, kan man bruge pladsen mellem dem til noget, der vokser hurtigt, fx spinat, salat, radiser eller orientalske kåltyper. Det betyder noget, hvis man ikke har for meget plads i haven, til gengæld har man lidt sværere ved at holde bedet rent, fordi rækkeafstanden bliver ret lille. Man kan også plante salathoveder og andet, der vokser hurtigt ind i rækkerne imellem fx kål, der i begyndelsen ikke fylder noget, men skal ende med 50-75 cm imellem. Planteafstand/udtynding Planteafstand er det antal cm, der skal være mellem hver plante i en række. Det varierer enormt, efter hvilken grøntsag det handler om. Afstanden bestemmer også, hvor store planterne bliver.

37

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 37

06/03/12 08.06


Hvis man fx gerne vil have små gulerødder eller ved, at man spiser dem alle sammen, mens de er helt nye, kan der være 3-4 cm imellem hver plante. Hvis det er store vintergulerødder, man vil have, skal der være 6-8 cm imellem. Når man planter ud, dvs. sætter planter, der er købt eller forkultiveret inde, skal man holde sig til den anbefalede planteafstand. Hver plante skal kunne være der, have næring, lys og vand nok, og hvis de står for tæt, konkurrerer de for meget og bliver ikke så flotte, som de kan. I princippet skal udvoksede planter dække bedet helt. Hvad der kan være ret svært at forestille sig, når man står med en lille gnalling af fx en kålplante. Man kan benytte det store mellemrum, der er mellem de store planter, til at dyrke noget hurtigt i, indtil de store vokser sig til. Planteafstand er som regel vanskeligst med såede planter. Det er simpelthen svært at så rigtig tyndt, og der kommer karsetætte gulerødder op i stedet for en fin tynd række. Der er ikke andet at gøre end at tynde. Først med hakkejernet, så rækken bliver smal, og det gør man, så snart man kan se, den er gal. Det gøres bedst på tør jord. Når rækken begynder at vokse til, skal man ned på knæ og fjerne alle de overskydende planter. Det er en god idé at vande bedet først, så kommer de små planter lettere op med rod. Som regel kan man vente, til der er kommet minigrøntsager ud af det, før man for alvor tynder. De udtyndede planter, bittesmå gulerødder, rødbeder, fennikel, salat, spises som en særlig delikatesse. Vand igen og sørg for at lukke jorden til omkring de tilbageblevne planter, når lugningen er overstået. Det er godt at give dem en lille bræmme af jord langs rodhalsene, for selvom de ikke bliver tyndet selv, er det en hård tur for dem. Hvis man ikke får tyndet, er der en lang række planter, der tror, de skal dø, og derfor kæmper hårdt for livet. Det får dem til at gå i blomst, også selvom de er bittesmå. Specielt spinat, rucola og salat er meget følsomme, og man ender med en lang række blomster og ingen blade, som egentlig var det, man havde tænkt sig at spise.

Såning Så aldrig i blæsevejr, så kan man ikke styre, hvor frøene lander, og ikke i regnvejr, så klasker hele såbedet sammen. Store frø som ærte-, bønne- og tallerkensmækkerfrø har godt af at ligge i vand i ca. ti timer, inden man sår dem, for at blødgøre den hårde skal. Små frø kan være svære at så tyndt nok. Bland dem med fint sand, så er det nemmere. Vær opmærksom på, at rækken skal være lige tæt belagt med frø hele vejen. En sårille skal være lige dyb hele vejen, som regel kommer man til at lave den for lav i enderne og for dyb på midten. Og så har de fleste et urealistisk forhold til, hvor dybt tingene skal sås. 2 cm er mindre, end man tror; 1 cm betyder, at man bare drysser en smule jord over dem i en helt flad rille. Når frøene er sået, trækker man lidt jord over dem med riven og klapper den sammen med riven lodret. Langt det meste skal i princippet bare lige akkurat dækkes med jord, da mange frø skal have en smule lys for at spire – der er en mekanisme, der forhindrer dem i at spire, hvis de ligger

38

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 38

06/03/12 08.06


alt for langt nede i jorden. Så lav en rille, der ikke er dybere end max et fingerled, vand, drys frøene ned i den, og drys jord på, som ymerdrys på ymer, ikke mere! Det giver en forsænket rille, som er nem at få øje på, når der skal luges. Hvis man sår med lidt mindre jord over, end der normalt anbefales, skal man bare holde bedre øje med udtørring. Hvis det er tørt, skal man både vande i rillen, inden man sår, og igen, inden jorden er tørret helt ud. De fine små spirer har ikke meget rodnet og må slet ikke tørre ud. Det skal gøres med spreder eller helt blød stråle, ellers sejler de rundt i jorden, måske vælter de, og det kan de ikke tåle.

Såning i potter/forkultivering Nogle grøntsager og blomster skal have længere tid til at folde sig ud, end vores klima giver dem mulighed for. Det er typisk planter, der stammer fra troperne eller subtroperne, hvor vækstsæsonen er meget længere, fx græskar, agurker, tomater, bønner. Det kan også være planter fra middelhavsområdet, der på de kanter dyrkes som flerårige, men som hos os ikke kan holde til frostvejr og derfor bliver dyrket som enårige, fx artiskokker. Hvis de skal blive til noget, må de i gang, før vejret er til det udendørs. Også porrer og selleri og kål skal sås indendørs for at nå at vokse ordentligt til. Hvordan man gør med de enkelte planter er beskrevet under de pågældende grøntsager. Her handler det kun om princippet. Vær opmærksom på, at forskellige planter skal sås på forskellige tidspunkter. Frø bryder sig ikke om særlig meget næring, så man sår i ret næringsfattig jord. Såjord kan man enten købe eller blande selv. Havejord, der ikke er gødet, blandet med ca. en tredjedel sand, plejer at være godt. Man kommer jorden i almindelige små potter, potter beregnet til formålet, såbakker af hård plast, som kan bruges i årevis, potter lavet af kokosfibre eller bare hjemmelavede små potter af foldet avispapir. Man kan også fint så i brugte kødbakker, æggebakker, foamkasser, der har været koteletter i, eller konservesdåser. Bare der er dræn, dvs. at det vand, der ikke lige bliver suget op af jorden, når man vander, nemt kan løbe af. Hele herligheden fyldes op med jord, helt til kanten, hvorefter man presser det let sammen. Ikke mase, bare så frøene ikke havner i en luftlomme i jorden. Så finder man en vandtæt bakke, de kan stå i. Man kan stille dem direkte i bakken, men det bedste er først at lægge et stykke gammelt tæppe i. Man kan også købe løst filt specielt til formålet, der i al sin enkelhed er at sikre, at potterne hverken tørrer ud eller drukner. Potterne kan, når de vil, suge af det våde tæppe, som samtidig sikrer, at de ikke drukner, fordi det suger overflødigt vand. Man skal i princippet bare sørge for, at tæppet ikke tørrer ud. Nu er man klar til at så frøene i potterne. Lav en fordybning i den rigtige dybde med en pind, drys frøene i, og fyld hullerne op med jord. Drys et tyndt lag sand ud over potterne; det forhindrer alger og mug i at gro på overfladen. Vand så på tæppet, eller meget forsigtigt oven i potterne, så frøene ikke sejler rundt. De skal være gennemfugtige, men ikke våde.

39

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 39

06/03/12 08.06


Stil frøene et lunt sted, hvor der gerne må være mørkt, til de spirer. Særligt tomater og chili skal have specielle temperaturer for at spire, andre planter har det fint med at spire i stuetemperatur. Når der er kimblade at se, skal de have lys. Masser af lys og mindre varme. Fra nu af handler det om at give planterne det rigtige forhold mellem lys og varme. Hvis de får for lidt lys, bliver de nogle blege, anæmiske bengler, der strækker sig helt vildt for at komme til lyset. For meget lys kan de simpelthen ikke få. Hvis de samtidig får for meget varme, får man nogle helt groteske tynde aliens ud af det. Hvis de får for lidt varme, gror de for langsomt, eller slet ikke. Det ideelle sted at stille dem findes ikke i moderne normalboliger, medmindre man har en letopvarmet havestue, en kølig kælder eller bagtrappe med godt lys, eller måske et sydvendt værelse, der ikke bliver varmet op. En mulighed er at slukke for radiatoren under et vindue og stille dem der. Den sidste – og dyreste – mulighed er at varme sit drivhus op. Det kan være godt at give potterne en slags drivhus af plastic over for at holde på fugten. Prik huller i plasticen, så der er luftcirkulation. Hold øje, de må ikke koge, hvad de nemt kan komme til i en solstegt vindueskarm, og de skal luftes godt ud hver dag for ikke at mugne. Artiskokker, chili og selleri er det første, man skal så allerede i februar, hvis de skal blive rigtigt flotte. Næste hold er sommerblomster, latyrus og tomater, og de skal ikke sås før tidligst midt i marts. Hvis man synes, at ens indendørs gromuligheder er problematiske, dvs. for lidt lys og for meget varme, skal man vente til 1. april. Når dette hold planter er blevet lidt større, kan man godt overveje at flytte dem ud i drivhus eller mistbænk med varme på, så de bliver holdt på mindst 15 grader – også om natten. Hvis de bliver for kolde, kan man risikere, at tomatplanterne giver for få tomater, og chili må under ingen omstændigheder få det koldt om natten, de har bedst af at blive indendørs. Tredje hold forkultivering sker ikke før i april og handler om bønner, græskar, agurker, courgetter og kål. Her sår man i potter eller blokke, direkte i drivhus eller mistbænk. Kål kan godt tåle en frostnat, men resten skal holdes frostfrie – en lille varmeblæser på laveste indstilling er nok på det tidspunkt. Vi forkultiverer nu mange flere planter end disse; ellers kommer vi alt for sent i gang, fordi vores jord er kold og våd til ind i april. Og så får man også den rigtige planteafstand på sommerblomster, rødbeder, bladbeder, fennikel og salat med det samme. Det er en herlig måde at få kløet sin havekløe igen på, når det endnu er urimeligt koldt og vådt udenfor. Så kan man nusse rundt med frø og potter i det lune, tørre drivhus og vide, at ens planter allerede er i fuld gang. Det eneste problem med at forkultivere planter er at nå at potte dem om eller priklet til større levefod, lige så snart de har brug for pladsen. Hvis de står for længe i de samme små spirebakker eller potter, får de alle mulige nykker: tror de skal i blomst med det samme, får sygdomme og får svært ved at vokse, når man så endelig får pottet dem om. I praksis skal de prikles, over i en ny potte eller ud i jorden, når deres rødder når bunden af såbakken/potten.

40

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 40

06/03/12 08.06


41

p12-10596_Camilla_Indhold.indd 41

06/03/12 08.06


Camillas køkkenhave