Issuu on Google+

Roman

Lindhardt og Ringhof


Byen og øen.indd 12

04/08/11 16.53


INVITATIONEN

“Jeg har købt en ø.” Solen skinnede, og jeg havde tømmermænd. Det var en af de dage; jeg havde sovet længe, forsøgt at arbejde en smule, men jeg kunne slet ikke vågne. Desuden havde jeg ikke rigtig noget at lave for tiden. Jeg måtte ud og have noget frisk luft, strække benene. En klar, skyfri dag var det, men solen forsvandt allerede bag nogle gule boligblokke, og vinden føltes straks en anelse køligere. Folk hastede forbi, og her gik jeg, og det var som om jeg altid havde gået her. Ned ad Jernbane Allé. Og videre rundt. Brugtvognsforhandlere og ejendomsmæglerforretninger på forblæste hjørner. Stumme sideveje. Giv mig vinger. Og jeg ville alligevel ikke flyve væk. Jeg gik i ring, stationen og biografen dukkede atter op. Vanløse havde forandret sig, her var kommet metro, kulturhus og cafeer. Men den gamle bodega holdt stand, og den lignede i forbløffende grad sig selv i forhold til dengang jeg første gang havde stukket snuden derind som 16-17-årig, for en halv evighed siden. Jeg havde trods alt været væk fra bydelen, og på et tidspunkt var der vel gået ti år siden mit seneste besøg. Der var kommet nye møbler og larmende, blinkende spillemaskiner. De gamle stamgæster var døde, og de unge var blevet ældre, måske var det nogle helt andre mennesker, men de virkede under alle omstændigheder som en nagelfast del af inventaret. For nylig var det forsænkede loft blevet pillet ned, men lige meget hjalp det. 9

Byen og øen.indd 9

04/08/11 16.53


Det var og blev det samme gamle, triste lort. Jeg ved ikke hvorfor jeg pludselig var så optaget af den elendige beverding. Jeg kom der kun sjældent, og udelukkende fordi man stadig måtte ryge der. Så fandt jeg en stille krog og fik en øl eller to. Bladede i en formiddagsavis, drak ud, krydsede gaden, næsten allerede hjemme. Men ikke i dag. Den var blevet høj i går, og nu var jeg bare low. Op på sofaen, se en god film. Mens jeg ventede på min pizza, røg jeg en smøg udenfor. “Jeg har købt en ø.” Den var kommet i går, hans invitation, med vedhæftet billedfil. Et luftfoto. Den så imponerende ud, måtte jeg indrømme. En dråbeformet ø i strømmen. Tyrø ... Med egen landingsbane og det hele. Han havde klaret sig godt. Jeg kiggede over gaden på bodegaen. Vi gik i 2. g, min mor havde for en gangs skyld været ude. Så havde vi siddet deroppe, Anders, Fritjof og mig, sagde hunden, og hørt The Jam og Roxy Music og drukket et eller andet sprøjt. Så var vi gået ned på bodegaen og havde løjet os ældre. Eller hvordan det nu var. Bagefter var vi sikkert taget ind til byen. Ja, ja. Jeg trådte cigaretten ud, gik ind. Spiste foran fjernsynet. Så lidt af en TV-Avis, smed en Truffaut-film på. Manden der elskede kvinder. Rulleteksterne kørte over skærmen. Jeg havde glemt at ringe og sige godnat til Emma-Amalie. Det måtte blive i morgen. Jeg lukkede pizzabakken og bar den ud, skorperne raslede. Se en film mere? Min samling var efterhånden betragtelig, og den talte stort set alle genrer, undtagen selvfølgelig katastrofe- og actionfilm. Lidt efter sad jeg foran computeren og granskede luftfotoet. Selvfølgelig var det mærkeligt pludselig at høre fra ham; vi havde trods alt været bedste venner engang. Jeg vidste godt at han var tilbage i Danmark efter mere end femogtyve år i udlandet, medierne havde kortvarigt været optaget af det, men det var allerede et par år siden, og jeg havde næsten glemt alt om at han boede dernede. Glemt og glemt. Men han havde aldrig kontaktet mig, og det var umuligt at trænge igennem den mur af tavshed der omgav ham. Nu stirrede jeg på muren der lå som et gråblåt bælte af vand omkring hans ø. Ulvsund. Mailen var kommet i går. Jeg havde været på vej ud ad døren til min blinddate. En nitte. Det var nu ikke kun derfor jeg var faldet i. Det ske10

Byen og øen.indd 10

04/08/11 16.53


te, men ikke så tit som før i tiden. Faktisk foretrak jeg at sidde hjemme, arbejde, se nogle film. Lave nogle aftaler på nettet. Nogle gange var der kontant gevinst. Jeg var ikke ude efter noget fast. Computeren stod i mit gamle drengeværelse, nu Emma-Amalies når hun var her hver tredje weekend. Til hverdag var det mit kontor. Dvd’er og papirdynger sloges om pladsen med hendes dukker og legetøj, det meste var Isoldes aflagte, hendes halvstoresøster. Dengang Siggy var mindre, sov han også her, når han var hernede. Men han var jo stor nu, Siggy. Og Reykjavik hans base. Sådan så altså mit kontor ud, en gennemgangslejr for mig og mine tre børn, en tidens blandede landhandel, stuvet sammen på tolv kvadratmeter. Drengen, som havde sovet lige dér, boede her stadig, men nu sov han i sin mors gamle soveværelse. Jeg rykkede rundt i en æske. Hvor var trolden? Der var ingen trold. Bare et dyr, et evigt dyr, der rejste sig og stak sit hoved frem, udspyede sin hvidlige ild, trak sig tilbage. Jeg klikkede billedet væk, læste hans udførlige invitation. Alle transportudgifter ville blive refunderet. Det var tilrådeligt at medbringe fornuftigt fodtøj og en varm sweater, og badetøj, han havde sin egen svømmehal. Ikke noget så simpelt som en swimmingpool, men en svømmehal. På en ø. Vi ville ikke blive så mange. Molly. Og Camilla. Groes, den nar. Mænd og koner var velkomne, men ingen børn. Heller ingen kameraer, for den sags skyld. Han forventede vores diskretion. Den gamle klike, med andre ord. Bortset fra Fritjof. Frit, for helvede også. R.I.P. Jeg slukkede og gik ind i stuen. Stod lidt. Det slog mig at jeg havde under fire uger til at finde en ledsager, jeg nægtede at troppe op alene. Medmindre også Molly kom alene, men det tvivlede jeg på. På den anden side vidste man aldrig med hende. Og nu havde hun jo igen trukket sig tilbage. De gemte sig alle sammen, på øer, i afsides bondehuse, i udlandet. Selv Fritjof gemte sig, man havde aldrig fundet hans lig. Jeg drømte tit om ham. Og Molly. Men ikke så meget som før i tiden.

Byen og øen.indd 11

04/08/11 16.53


Byen og øen.indd 12

04/08/11 16.53


FØRSTE DEL

Byen og øen.indd 13

04/08/11 16.53


Byen og øen.indd 14

04/08/11 16.53


1

MIG OG BOBBY (MOLLY HOSTRUP)

Lige så længe jeg kunne huske havde Bobby talt om at vi skulle på ferie sammen, men det blev aldrig til andet end snakken. Som regel overholdt han ikke engang sine weekendaftaler, og gjorde han endelig, skulle vi altid mødes med hans venner. Ud at spille tennis, eller på galopbanen. Ikke noget med Tivoli eller Zoologisk Have. En gang imellem op i et sommerhus, hvor det altid endte med at vi overnattede. Så skulle vi måske lige på stranden og have noget frokost, og de voksne skulle lige have et slag kort, og så var den weekend gået, og han satte mig af foran gadedøren med en bemærkning om at det havde været dødhyggeligt, og at jeg skulle hilse min mor. ‘Kommer du ikke med op?’ spurgte jeg hver gang. ‘Vi ses, Molly.’ Og så drønede han af sted i sin Lancia. Til sidst holdt jeg op med at spørge. Og det var sikkert også deromkring at jeg bare begyndte at kalde ham Bobby, ligesom alle andre. Han havde vist ikke sat sine ben i vores lejlighed siden den dag han forlod os, og dengang var jeg kun to eller tre år. Han anede ikke hvordan mit værelse så ud; på de aftalte weekender ringede han i forvejen og sagde at han var på trapperne. Det kunne betyde alt mellem en halv time og en halv dag. Når han så endelig holdt dernede og dyttede, spænede jeg ned. Men andre gange ringede han slet ikke, og så blev min mor stiktosset, mere fordi hun havde en aftale om aftenen. Men det var mest da jeg var mindre, inden hun mødte Torben. Og med tiden lærte 15

Byen og øen.indd 15

04/08/11 16.53


jeg også ikke at spæne ned til ham. Engang råbte jeg ud ad vinduet at jeg lige tog et bad; det var flere timer siden han havde ringet og sagt at han var på trapperne. Og så gik jeg i bad. Karbad. Men Bobby var god nok, og det siger jeg ikke fordi han er min far, og alle siger at jeg ligner ham. For resten hedder han slet ikke Bobby, men Georg. Jeg tror at min mor er den eneste her i verden som ikke havde en svaghed for ham. Plus ham manden der tog hans nye Omega-ur fordi de havde et mellemværende. Men hvad skulle Bobby med et ur, han havde ikke et begreb skabt om tid. Min mormor sagde altid: Den mand kommer for sent til sin egen begravelse. Mormor afskyede ham virkelig. Men hun var også sådan en snusfornuftig gammel cerut. Og jeg ved godt at det lyder som om at han garanteret var en værre drukkenbolt og horebuk, men det var han slet ikke. Måske lidt spillegal. Når han spillede kort, glemte han alt omkring sig. Men vi havde det alligevel altid sjovt når vi var sammen. Der var ingen regler, ingen pligter. Kun fis og ballade. Det han gik mest op i, var sin sølvfarvede Lancia, en italiensk sportscoupé han havde købt for sin arv, og som altid gik i stykker. Ligesom mig var den efterhånden gået hen og blevet atten år. Jeg så ham ikke så tit mere. De halve timer og halve dage var blevet til halve år. Men så ringede han ud af det blå og spurgte om jeg ville med til Sydfrankrig. ‘Jeg har aftalt med Camilla at tage i sommerhuset.’ ‘Rivieraen,’ blev han ved. Drømmende. ‘Côte d’Azur ...’ Bobby var måske en verdensmand, men så vidt jeg vidste, kom han sjældent længere væk fra København end til Hornbæk Bodega. Han havde lige råd til benzinen derop og hjem igen; overnatningen var aldrig noget problem. Jeg tror ikke at han havde været ude af landet siden dengang en af hans venner inviterede ham med ud at sejle i Østersøen. Det havde gjort et uudsletteligt indtryk på ham, og han talte altid begejstret om denne her svenske ø, Gotland, så man skulle tro at det var selve Paradis. ‘Tænk over det. Jeg kører i morgen.’ ‘I morgen allerede! Forhåbentlig ikke i Lanciaen.’ Så skulle jeg i al fald ikke med, den havde det med at bryde sammen for et godt ord. ‘Nej, jeg har fået mig en hvid Jaguar.’ 16

Byen og øen.indd 16

04/08/11 16.53


‘Og hvor har du fået den fra?’ ‘Basse og hans madamme har et hus dernede. Jeg kører bilen ned for dem.’ ‘Og hvordan kommer du hjem?’ Han sukkede. ‘Ja eller nej?’ ‘Men det er tarveligt over for Camilla. Jeg ville gerne, Bobby. Men altså ... det forstår du godt, ikke?’ ‘Tænk over det.’ Han lagde på. Lidt efter ringede telefonen igen, det var Camilla. Hendes far havde det ikke godt, hun blev nødt til at aflyse. ‘Er det noget alvorligt?’ ‘Næh, bare det sædvanlige.’ ‘Øv, osse, Camilla. Hvor er det synd for dig.’ ‘Det går, jeg er vant til det.’ Hendes far havde dårlige nerver, og hendes mor var død for nogle år siden. Vi gik i 1. g sammen, men så skiftede jeg jo til Christianshavns. Vi var stadig de bedste venner i verden. Jeg drejede Bobbys nummer. Bagefter ringede jeg til min mor på reklamebureauet og sagde, at vi ikke tog med i sommerhuset alligevel. ‘Til Sydfrankrig,’ lo hun, lettere vantro. Eller var det skadefro? ‘Med Bobby!?’ ‘Ja!’ ‘God tur, siger jeg bare.’ ‘Er det alt hvad du har at sige?’ ‘Husk de tre p’er.’ ‘Det var for resten også det jeg ville spørge om. Kan jeg låne lidt? Til når jeg kommer hjem igen.’ Kort tavshed. Stemmer i baggrunden. ‘Vi kan tale om det i aften, Molly.’ ‘Jeg bliver lissom nødt til at vide det.’ ‘Jeg har et møde nu. Jaja, så!’ * Vi kørte fra København ved solopgang. Et violet lys famlede over de morgenskumle husfacader, og oppe på Skt. Jakobs Plads var Østerbros eneste solsort vågnet og kvidrede på livet løs. Jaguaren lugtede af læder 17

Byen og øen.indd 17

04/08/11 16.53


og cigaretrøg, og man sad som en drøm. Jeg havde aldrig set Bobby så tidligt oppe, det var nærmere det tidspunkt han plejede at gå i seng. Bilen sejlede gennem gaderne i ensom, hvid majestæt, og selvom vi lige skulle forbi Palægade, fordi han havde glemt sit pas, susede vi snart ned over Sjælland og de der to flade øer. Lolland og Falster. Bobby kiggede eftertænksomt ud ad vinduet på nogle pløjemarker og sagde: ‘Når jeg tænker på Gotland ...’ Vi kørte om bord på færgen, og Bobby slog det vinrøde lædersæde tilbage for at tage en lur. Biler tumlede ind på vogndækket, døre smækkede i ét væk. Jeg gik op for at få noget morgenmad i cafeteriaet, vekslede lidt penge. Stod på dækket og lod mig blæse igennem. Det var sådan det skulle være, livet. Et improviseret eventyr. Måger kredsede over færgen, det ene øjeblik daskede de ivrigt rundt med deres elegante vinger, det næste så det ud som om de var i frit fald, vinden tog i mit hår, rev i mit tøj. Jeg ville også svæve sådan, dykke og stige. Skide på det hele. Bobby sov da jeg kom ned, han kunne sove alle vegne. Jeg bankede hårdt på ruden for at give ham en ordentlig forskrækkelse, men han slog bare de blå øjne roligt op, som om han havde siddet og ventet på at jeg kom. Han var altid så rolig, alligevel var der også noget mekanisk over ham, jeg kunne ikke forklare det. Som en lys, glad menneskedukke. Bakkenbarterne var lidt mørkere end håret. Han så røvgodt ud. Vi kørte i land, og jeg åbnede den Toblerone jeg havde købt. Vejret var strålende, jeg smækkede fødderne op, og så faldt jeg hen. Vågnede ved at noget skrattede, afhuggede stemmer og musik der kom og gik, hvinen og susen og knasende støj. Bobby ledte efter et radioprogram. Op ad eftermiddagen holdt vi ind for at tanke og få noget mad, jeg skulle også tisse helt vildt. Folk gloede på Jaguaren. Bobby havde svedpletter under ærmerne i den nedknappede hvide skjorte. Han gik altid i gamle, hvide skjorter, enkeltradet blazer og jeans, mokkasiner eller sejlersko. Ingen strømper! Om vinteren det samme, blot med sin slidte kameluldsfrakke ud over, og et løst cashmerehalstørklæde. Og strømper. Det blonde hår var smålangt i nakken, vi var begge lyse, min mor Lisbeth var mere mørk i det. Nu gabte han kæberne af led og klappede sig på bukselommerne, sagde: ‘Hør, Molly, du har vel ikke nogle D-Mark?’ 18

Byen og øen.indd 18

04/08/11 16.53


Vi huggede en sandwich i os og noget kaffe, kørte. Bobby lagde sig straks i ydersporet på Autobahnen. Der var bjerge nu. Sløve karavaner af hvide campingvogne i indersporet, tyske slagere i radioen, jeg forestillede mig at jeg kørte tværs gennem USA, mod Stillehavet. Bobby sagde som sædvanlig ikke så meget, og jeg nægtede at spørge hvad han tænkte på. Jeg åbnede handskerummet, der lå nogle kassettebånd, ingen af dem i deres æsker. Barbra Streisand var gået i salat, så var der et med Shu-bi-dua, og Frank Sinatra, selvfølgelig. Ham hørte de altid, Bobby og hans venner. Han var ligesom deres kendingsmelodi, de lyste altid op når han kom på grammofonen, skulle have mere i glassene. Jeg var vokset op med Strangers In The Night og Come Fly With Me. En tom Läkerol-æske, nogle visitkort, en pakke Prince og en YSL-læbestift lå der også. Jeg opdagede en lille tyk kuvert og ville åbne den. ‘Hov, ikke så nysgerrig, unge dame.’ ‘Hvad er det?’ Jeg følte efter. Wauw! ‘Bare nogle papirer Basse skal bruge.’ Som om jeg var dum. Det var knitrende pengesedler, og der var mange af dem. ‘Hvem er det nu Basse er? Ham som har den der antikvitetsbutik ude på Frederiksberg?’ ‘Nej, det er jo Bøssen. Bøsse-Poul. Basse har Skandinavisk Kunsthandel i Bredgade, det ved du godt.’ ‘Jeg blander dem altid sammen, alle dine venner. Har heller ikke set dem længe. Hvad med ham den sjove med borsalinoen og de to pekingesere. Daisy og Daimi.’ ‘Ole Valentin ... han er flyttet til Costa del Sol. Fandt du noget musik?’ ‘Næh.’ Jeg snuppede en Prince og tændte den med bilens cigartænder. ‘Jeg vidste ikke at du røg, Molly.’ ‘En gang imellem.’ Jeg tog et par hvæs, rakte ham den. Det var ikke sådan at vi talte i munden på hinanden, selvom jeg ikke havde set ham siden engang i foråret, tilfældigt, inde i byen. Mig og Camilla var rendt ind i Anders og Espen, vi stod foran Uniquebutikken på Strøget, da han kom gående med en ung sag. Hun var klasser under ham. Sådan lidt dullet, garanteret tjener på Annabells el19

Byen og øen.indd 19

04/08/11 16.53


ler ansat i Magasins parfumeafdeling. Vi snakkede lidt, så gik de videre, Bobby og hans sminkedukke. Espen spurgte om vi ville med ned på Gråbrødre til Fritjof, og jeg sagde at vi måske kom senere. Anders stod som sædvanlig med næsen i sky. Det er egentlig underligt med os fire, vi var ligesom en kreds uden at være det. En halvkreds ... Espen bagte altid, og det var egentlig mærkeligt at vi aldrig havde været sammen, men han var vild med alle, også Camilla. Han stod der og kunne ikke finde ud af hvem af os han skulle bage på, selvom de jo gik i samme klasse, ham og Camilla, og Anders. Min gamle. Godt jeg kom væk. Jeg kunne bare ikke snuppe den snobbeskole. Flere og flere bjerge. Det var som om dagen begyndte at flimre væk, himlen rødmede, skyggerne blev længere og længere, og mørket var ved at falde på da vi krydsede grænsen ved Mulhouse, og Bobby glad udbrød: ‘C’est la vie. La vie en rose.’ ‘Har du været i Frankrig før?’ ‘Øh yes, my darling. Men det er mange år siden.’ Han gned sine trætte øjne. ‘Mon ikke snart vi skal finde et sted.’ ‘Skal du nu tisse igen?’ ‘Et hotel, mente jeg.’ ‘Det kan ikke betale sig at stoppe nu.’ ‘Du må være gal, Bobby! Der er dødlangt ned til kysten.’ ‘Det er ingenting. Ikke i den knaldperle her.’ Han kastede sig ud i en lang overhaling, vi passerede stimer af lastvognstog, tykke hjul tromlede rundt lige ud for min næsetip. ‘Vi stopper om lidt, får en kop kaffe og en bid brød.’ ‘Arbejder du for ham Basse?’ ‘Næh.’ Bobby trak endelig ind. ‘Jeg hjælper ham lidt. Formidler nogle kontakter og sådan.’ ‘Hvorfor kan jeg ikke huske ham?’ ‘Det kan du, når du ser ham. Skal vi ikke høre noget musik?’ Jeg satte Barbra Streisand på efter at have rettet båndsalaten ud. Først lød det som om hun var ved at blive kvalt i en banan, med skræl på, men så flød musikken endelig rent. Jeg skævede surt til ham, havde lige sat næsen op efter et hotel og et bad. Men sådan var det med ham. Altid flad. Min farfar havde ellers været ret velbeslået, det var noget 20

Byen og øen.indd 20

04/08/11 16.53


med nogle ejendomme og sådan noget, men det var lykkedes Bobby at formøble sin halvdel af arven; Erik, hans storebror, klarede sig strålende. Faktisk påstod min mor at onkel Erik havde snydt Bobby, det var igen noget med alle de ejendomme, jeg vidste det ikke, men Erik var i al fald en stor kanon nu. Og Bobby var ikke typen der bar nag. Da han mødte min mor, var han i shippingbranchen, men han duede ikke til at sidde stille på en kontorstol, han var heller aldrig kommet i gymnasiet. Han havde forsøgt sig som typehussælger og annonceagent og brændt sig på en sommerbar i Rågeleje. Lejligheden i Palægade bag Kongens Nytorv havde onkel Erik skaffet ham da han blev skilt fra min mor, vi blev i lejligheden på Østerbro, og selvom jeg ikke kom der så tit, kunne jeg godt se når der var røget et af farfars og farmors guldindrammede landskabsmalerier. Men som vi altid blev enige om, passede det heller ikke ind med alle de køer og bondegårde i hans røde, natklubdunkle stuer. Min mave knurrede, og jeg havde hovedpine. ‘Hvis du ikke holder ind næste sted, står jeg af og blaffer hjem.’ ‘Du kan under alle omstændigheder ikke stå af, før jeg standser. Måske skal vi fortsætte til den bitre ende. Hvis man kan kalde Cannes det.’ Jeg åbnede døren, kun lidt på klem, jeg havde ikke sikkerhedssele på, og vinden var lige ved at flå døren af, jeg fik med alle mine kræfter lukket den. Mit hjerte galoperede, og jeg var skræmt fra vid og sans. ‘Er du vanvittig, Molly!?’ råbte han, mere chokeret end vred. Jeg havde aldrig set ham vred. Højst lidt nedtrykt, når han havde tabt i kortspil. Allerede optaget af at få revanche. ‘Nej, jeg er skidesulten. Og træt.’ Kort efter rullede han op foran et motorvejscafeteria og parkerede Jaguaren, så han kunne holde øje med den fra vinduet. Jeg fik en bøfsandwich og en Fanta. Bobby drak en kop sort kaffe og røg tre Princecigaretter. Så kørte vi videre i mørket. Det var nat da vi nåede til landsbyen oppe bag Cannes. Jaguarens lys jog over huse og klipper, en stirrende kat sprang væk i sidste øjeblik. Han standsede et par gange for at spørge om vej, og i min halvsøvne gik det op for mig at hans engelske var vildt dårligt. Så rullede vi endelig over noget knasende grus og standsede med et ryk. En pilskaldet tyksak kom ud fra en moderne bungalow. Jeg stod ud, mere død end 21

Byen og øen.indd 21

04/08/11 16.53


levende og i hvert fald våd i røven. Den fede mand målte mig gennem nogle grå, spiritusvæskende sprækker. Jeg kunne ikke huske ham. ‘De bliver sgu da yngre og yngre, dine modeller, hva’ Bobby!’ lo han. ‘Knyt sylten, Basse. Det er min datter, Molly.’ Jeg vågnede op ad dagen i et lille gæsteværelse. Da jeg slog skodderne op, blev jeg ramt af de varme solstråler. Jeg kunne ikke se havet, kun nogle røde tegltage og en bordeaux bil der i det samme drejede ud på vejen og blev væk bag havemuren. Ingen i køkken-alrummet, ingen i stuen, hvor der hang en masse kunst. Afrikanske træfigurer og en Robert Jacobsen-lignende skrotstatue. Lyse sofaer omkring et lavt glasbord. Gennem panoramaruden så jeg Bobby der tog et hovedspring. Ham Basse sad under en parasol, han var totalt rødstegt i ansigtet og på overarmene, det så ud som om han havde en kridhvid T-shirt på, fedtdellerne hang i terrasser, og vommen var lige så stor som en oppustet badebold. Han lignede en Buddha fra Sydhavnen. ‘G’morgen, yndige,’ råbte Bobby. Basse vinkede bare kort med fingrene uden at løfte hånden. Der stod nogle hvide smedejernsstole med gule hynder. Jeg smed mig på en liggestol og smurte mig ind. Lukkede øjnene og lod mig bage. Noget skyggede for solen, jeg slog øjnene op, skærmede med hånden. ‘Skal du ikke dyppes?’ Basse havde en dyb, skurrende stemme, den gik lige gennem mig, jeg havde for længst besluttet mig for at jeg ikke kunne lide ham. Jeg satte mig halvt op. ‘Om lidt, jeg har lige spist. Hvor er Bobby?’ ‘Inde og klæde om. Vi kører ned til byen. Du forsyner dig selv.’ Han slog ud med armen, over mod et velforsynet rullebord med drikkevarer. ‘Jotak.’ Han gik, og lidt efter kunne jeg høre bilen glide tungt gennem gruset. Jeg hoppede i poolen og rygcrawlede lidt, lå så bare i vandet under den blå himmel, flød ud, det var skønt. Senere lavede jeg mig en omelet og bladede i et Elle. Så gik hoveddøren, og nogle høje hæle klikkede over stengulvet i entreen, kom ned ad trappen, huset lå på en skråning og var i flere plan. 22

Byen og øen.indd 22

04/08/11 16.53


‘Og hvem har vi så her?’ Kvinden var alt for solbrændt og havde en kikset lårkort kjole på, stort solbleget hår. ‘Molly.’ ‘Mol-ly!’ Hun klappede begejstret i hænderne og var allerede henne ved sofaen, trak mig op og holdt mig ud for sig, mens hun studerede mig. Og jeg hende. Hun var tæt på at være mager, havde rynker efter overdreven solbrug, godt sminket, mørke øjne og et lidt udflydende blik, midt i fyrrerne. Basse var mindst halvtreds. ‘Du er sørme blevet stor. Sidst jeg så dig, var du ti eller elleve. Køn har du altid været. Men nu er du jo en ung kvinde.’ Gud, hvor hun snakkede. ‘Du kan da godt huske mig, ikke.’ Jeg nikkede automatisk. ‘Bobby havde dig tit med i gamle dage. Da kunsthandlen lå i Skindergade ...’ Hun gik i stå. ‘Hvor er chimpanserne?’ ‘Bobby og Basse? De skulle noget nede i byen.’ ‘Ja, det kan jeg forestille mig. Har du spist? Jeg brygger lige noget salat sammen.’ ‘Jeg kan ikke huske hvad du hedder,’ indrømmede jeg. ‘Alle kalder mig Madammen. Det er Jytte.’ Hun slap endelig mine hænder. ‘Hvor gammel er du. Tyve?’ ‘Jeg er lige fyldt atten næsten.’ ‘Det’ løgn!’ Jytte var sød nok, selvom hun snakkede som et vandfald. Hun glemte alt om salaten. Vi smed os i liggestolene og lå og gassede os i solen, Jytte smed toppen, så det gjorde jeg også. Spiste frisk frugt og nødder, drak limonade. Men hun ville ikke i vandet, svømmede kun om morgenen. ‘Hop du i, jeg snupper et glas hvidvin, klokken er næsten tre.’ Jytte rejste sig, tog sin bikinitop på, stak en finger ind bagi, lige der hvor hendes bikini var krøbet op mellem ballerne. Hun havde de tyndeste stænger, brysterne var ligesom for store i forhold til resten af kroppen, hun stolprede hen til drinksvognen. Jeg sprang i. ‘Har Bobby nogen dame for tiden?’ spurgte hun da jeg kom op, dryppende. ‘Tror jeg ikke.’ ‘Sjovt med ham, det holder aldrig så længe. Og hvad med dig? Du har garanteret et helt vognlæs beundrere.’ Hun synede mig indgående. 23

Byen og øen.indd 23

04/08/11 16.53


‘Jeg kan altså ikke glemme at du er blevet sådan en steg, jeg bliver helt misundelig.’ Hendes vin sank hurtigt. ‘Basse og jeg har snart sølvbryllup.’ Hun tog min hånd. ‘Basse er ikke så slem, som han virker. Du skal ikke være bange for ham.’ ‘Det er jeg heller ikke.’ ‘Når man taler om solen ...’ sagde hun tørt. En bil knasede over gruset. To døre smækkede. Hun fik travlt med at tømme sit glas og skænke sig et nyt. Bobby var i sin fine blazer, den med de blanke knapper, kakibukser og sorte, nypudsede Dexter’s. Basse styrede direkte mod drinksvognen og så bistert ud over bugten. Han havde en hvid kortærmet skjorte på, beige bukser og lignede jeg ved ikke hvad. En slagtermester, måske, eller boksepromotor. Han førte sin whisky til munden. ‘Pas på, skat, at du ikke bliver rød,’ sagde Jytte til mig. ‘Jeg foretrækker dem medium,’ lo Basse. ‘Skal vi spise hjemme eller ude?’ ‘Hjemme,’ gabte Jytte. Bobby gloede underligt på mig. ‘Hvad?’ sagde jeg. ‘Det er ikke Bellevue, det her.’ Nåja. Jeg tog min top på. Jytte var gået i seng, og det virkede som om mændene havde noget vigtigt de skulle tale om. De sad der med deres kaffe og marc-brændevin og småtalte om den og den og hvad han lavede eller ikke lavede nu. Samtalen gik i stå, man kunne høre cikaderne synge, nu og da en bil ude på vejen. Basse skænkede sig en ny marc, rejste sig. Kiggede ud over bugten. Satte sig. ‘Åhja.’ Han aede sin mave, fik ligesom øje på mig. Det ene øjeblik gramsede han på mig med øjnene, det næste var jeg komplet usynlig. ‘Du har fået godt med sol, lille frøken Hostrup.’ ‘Uhm.’ ‘Det minder mig om, Bobby, har du nogensinde set en tatoveret neger?’ ‘Næh, hvorfor?’ ‘Bare en tanke.’ 24

Byen og øen.indd 24

04/08/11 16.53


‘Vedrørende Andorra ...’ ‘Eller en ædru grønlænder?’ klukkede Basse. ‘Jeg har engang set Ole Valentin ædru ...’ ‘Ja, under ølstrejken i ... hvornår var det ... i ‘74-75?’ ‘Jeg går i seng, tror jeg.’ Jeg tømte mit glas med rosévin, rejste mig. ‘Vi kan tage et spil backgammon, Molly.’ ‘Eller en ydmyg kunstner?’ blev Basse ved. ‘Jeg er træt. Al den sol.’ ‘Sov godt, frøken,’ kom det straks fra Basse. Og henvendt til Bobby: ‘Angående Wolthers ...’ Han tøvede da han så at jeg stadig stod der. Jeg kyssede Bobby på munden, gik ind i det svale hus, op til mit værelse. Et højt splash! vækkede mig. Jeg satte mig op i sengen. Var helt væk. Gennem skodderne kunne jeg se at det kun lige var ved at blive lyst. Gæstetoilettet lå ude på gangen, jeg satte mig og tissede, vinduet, der stod halvt på klem, sad så højt at jeg kun kunne se den blågrå morgenhimmel. Vandet i poolen frembragte nogle svage, skælvende lyde. Jeg stillede mig op på kanten af bidetet og tittede ud. Jytte svømmede i den lange swimmingpool med rolige brysttag. Hun var nøgen, ballerne en tand lysere end resten af den solbrændte krop. Solen var på vej op, og bugten strakte sig som et enormt gråt lagen. Hendes baller spændtes, slappedes, spændtes, og jeg kunne se den hvide bund gennem det turkisblå vand. Hun nåede til enden, det udslåede hår klæbede til hendes hoved og nakke, hun vendte sig kort, de store bryster var nu ret slappe, og så svømmede hun igen roligt og sådan irriterende langsomt tilbage, som om hun svømmede i søvne, eller ventede på nogen. Sløve brysttag, benenes langsomme saksen. Så vendte hun sig om på ryggen og holdt sig flydende med benene, det mindede om en fødende kvinde der bare kiggede tomt op i luften, helt alene. Jeg gik tilbage i seng. * Der var allerede gået en uge. Vi havde været nede i Cannes og spise frokost og shoppe, Jytte købte mig en rasende dyr bikini og en hvid tennisnederdel – naboen havde en bane vi kunne låne – og bagefter 25

Byen og øen.indd 25

04/08/11 16.53


sad vi på en fortovsbar på Croisetten (Jytte kaldte den for Croissanten) og drak campari, mens Bobby og Basse var ude og ordne noget. Men ellers var vi mest i huset, svømmede og solede os, spillede yatzy eller backgammon. Nogle gange svensk whist. Den nærliggende landsby var et hul. Der var ingenting! Et torv med høje platantræer hvor gamle mænd gik og spillede boule, nogle få butikker og en stor udendørscafé. Alligevel var jeg begyndt at gå derop hver dag for at komme lidt væk fra huset, jeg var ved at være træt af yatzy, backgammon og deres evindelige eftermiddagssjusser. Jeg sad på cafeen, da Bobby dukkede op i den lille bordeaux Renault 5 med franske nummerplader. Han lænede sig ind over passagersædet, rullede ruden ned, ‘dér er du.’ Han lå halvt inde over passagersædet, hvor der lå et opslået vejatlas. ‘Jeg skal lige fikse noget for Basse, er tilbage i aften, eller i morgen senest.’ ‘Fikse?’ ‘Ja, ordne noget. Det er business, Molly. Jeg er snart tilbage.’ ‘Jeg skal bare være i skole i næste uge.’ ‘Allerede? Nå, au revoir!’ Og væk var han. Det var varmt. Jeg vinkede til den unge mørklødede tjener, han var på min alder, måske lidt ældre, havde sort, glat hår og så lidt nordafrikansk ud. Bad om en lille øl mere, på mit bedste skolefransk. Han kom med en Kronenbourg og stak en ny bon ind under askebægeret, nikkede genert. Der var kun få gæster, han stillede sig hen og snakkede med en fyr der sad overskrævs på en motorcykel, de skævede konstant til mig. Motorcykelfyren havde mellemblond hår og boksertud. De var ikke rigtig noget for mig, nogen af dem. Jeg kedede mig lidt. Det ærgrede mig at jeg skulle være alene i huset med Basse og Jytte, hun var fed nok, med Basse var det noget andet. Han virkede som en rigtig luskepik, og jeg sørgede altid for at låse min dør om natten. Jeg gestikulerede til tjeneren, at jeg kom tilbage, og gik hen i tabac’en, ville skrive til Camilla og måske min mor, selvom jeg sikkert var kommet hjem inden de nåede frem. Jeg fik mine postkort og frimærker, skråede hen mod cafeen. Motorcykelfyren gloede på mig, jeg lod som om han var luft, så gassede han op og fløj over torvet. Tjeneren smilte undskyldende, tømte et askebæger der ikke engang var brugt, og forsvandt ind i barens musikbrummende dyb. 26

Byen og øen.indd 26

04/08/11 16.53


Byen og oeen af Benn Q Holm