Page 1


Burgøjser © Ida Davidsen og Julie Schlüter Valentin Denne udgave: © Ida Davidsen, Julie Schlüter Valentin og People’sPress, København 2013 Omslag og sats: Klahr | Grafisk Design Bagsidefoto: © Anne-Li Engström ISBN: 978-87-7137-419-3 1. udgave, 1. oplag Printed in EU 2013 Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk


Ida davidsen

Burgøjser I samarbejde med Julie Schlüter Valentin

PEOPLES’PRESS


Til min familie


Indhold Prolog................................................................................................... 9 1 · Vinmand & Frue............................................................................ 13 Bistro á la française.............................................................................. 20 En forfinet håndmad........................................................................... 24 Torden i syd........................................................................................ 27 2 · Krigsbarnet................................................................................... 33 Modstand............................................................................................ 35 Katastrofer i børnehøjde...................................................................... 39 3 · Lang som en smørrebrødsseddel................................................ 45 Dæk Dirch!......................................................................................... 46 Kære rom............................................................................................ 49 Sommerliv på skinner.......................................................................... 52 Højt belagt ballerina............................................................................ 55 4 · Burgøjsertøsen.............................................................................. 61 Æg til hr. Møller................................................................................. 63 I medgang og modgang....................................................................... 69 Kvinde kend din knytnæve.................................................................. 72 Rockefellers kusine.............................................................................. 77 Bagermester Davidsen......................................................................... 80 Varme hænder og varme ører............................................................... 85 Døgndrift............................................................................................ 86 Fuldbefaren Davidsen.......................................................................... 90

5


5 · NINE-O-FOUR-O SUNSET BOULEVARD........................................ 105 Emigranten....................................................................................... 110 The American way............................................................................ 116 Vikingerne kommer.......................................................................... 121 Tally me banana................................................................................ 124 Smukke mænd og gæve kvinder......................................................... 129 Pige, træd varsomt............................................................................. 135 Den ene tjeneste er den anden værd.................................................. 138 Død og levebrød................................................................................ 142 6 · Ud med det gamle....................................................................... 147 En jomfru rydder op......................................................................... 153 Uimodståeligt tilbud......................................................................... 155 7 · Verden tur-retur.......................................................................... 161 Smørrebrødsmanualen....................................................................... 162 Dyrlæge i gele.................................................................................... 165 Man må sno sig................................................................................. 168 Den omvendte verden....................................................................... 170 Kebab til danskerne........................................................................... 174 Væltede forventninger....................................................................... 176 I familiens favn.................................................................................. 178 8 · Badeklub og høj søgang............................................................. 181 Prokuristen........................................................................................ 186 Sæsonarbejde..................................................................................... 190 9 · En frigjort kvinde........................................................................ 209 Fortællingen om en klan.................................................................... 212 10 · Besidderen................................................................................ 221 Femte generation............................................................................... 223 Lige lovlig Siesbye............................................................................. 227 Frisindede forældre............................................................................ 232 11 · Generationsskifte...................................................................... 237 Ro, renlighed, regelmæssighed........................................................... 239 Nat og dag ....................................................................................... 241 Familien flytter med.......................................................................... 246

6


12 · I kærlig krans............................................................................ 249 Perlen på Ibiza................................................................................... 252 Børnefødselsdag på Kakadu Bar........................................................ 257 13 · Sorte tider................................................................................. 261 Højt belagt........................................................................................ 265 14 · Davidsen PR.............................................................................. 279 Hønsesalat og husmødre................................................................... 280 Kostbar reklame................................................................................ 282 Den livsfarlige kuglepen.................................................................... 285 Sundhed før fornøjelse...................................................................... 287 Knivkasteren..................................................................................... 289 I do my best!..................................................................................... 292 Showtime.......................................................................................... 296 15 · Kolbøtte..................................................................................... 301 Kært barn, mange navne................................................................... 304 Bitter pille......................................................................................... 308 16 · Livskvaliteten på prøve............................................................ 311 Smertegrænsen.................................................................................. 315 Bud fra reservedelslageret................................................................... 318 17 · Ambassadøren.......................................................................... 325 Bløde brødre..................................................................................... 327 Ridder Ida......................................................................................... 331 18 · Sidste omgang.......................................................................... 335 Jeg går nu.......................................................................................... 338 19 · Guruen....................................................................................... 349 Femte kaperfører............................................................................... 352


Prolog Jeg har fået svært ved at sove. Omkring klokken to vågner jeg i den dobbeltseng, som Adam og jeg købte i forbindelse med vores bryllup. Følelsen af de bløde bomuldslagner under mig og gåsedunsdynen omkring mig er velkendt og tryg, og alligevel når jeg kun at være ved bevidsthed et splitsekund, før hjertet synker i livet, og jeg kommer i tanke om, at intet er, som det var engang. Adam er død. Det er ikke engang noget nyt. Han har været død i næsten to år, og det har både min fornuft og mit hjerte accepteret. Men min krop er stædig. Den vil ikke vænne sig til, at den har fået en meter mere at gøre godt med i dobbeltsengen. Den kan ikke finde hvile på så meget plads, og hunden fylder jo ingenting. Så er det, at jeg vågner to-tre timer efter, at jeg er gået i seng. Sådan var det ikke i gamle dage. Jeg besvimede, det sekund mit hoved ramte puden om aftenen, og jeg sov som en sten, lige til vækkeuret ringede halv seks. Man bliver godt mør, når man er på benene seksten timer om dagen. Nu er jeg vågen næsten hver eneste nat, og det er næsten blevet et helt ritual. Bag de lukkede øjenlåg registrerer jeg, at jeg er ved bevidsthed, og konstaterer, at Adam ikke er ved siden af mig. Jeg overgiver mig til det uigenkaldelige faktum, mens jeg sætter mig tilbage i sengen. I mørket famler jeg efter fjernbetjeningen på natbordet og tænder for fjernsynet, så jeg kan se nyheder med lyden helt sagte. Jeg forsøger at holde kroppen sløv, men hofterne værker, og 9


tankerne vil sjældent give mig lov. Minder og planer og dagsrester myldrer omkring mig i soveværelset. Så taler jeg lidt med Adam. Der skal jo opsummeres. Jeg indvier ham i alt, hvad der sker i det liv, som vi sammen har skabt og levet, og hvor jeg nu er tilbage, mens han sidder oppe på sin sky. Han skal høre om børnene og børnebørnene og svigerbørnene. Hvis der er sket noget spændende i restauranten, har jeg altid lyst til at fortælle ham om det. Jeg ved udmærket godt, at han ikke kan svare mig, men jeg spørger ham alligevel til råds om alt, hvad jeg er i tvivl om, nøjagtig som jeg altid har gjort. Hvis jeg mangler inspiration til et nyt stykke smørrebrød. Adam var fænomenalt dygtig til sammensætninger. Hvis jeg har overvejelser om mit helbred. Adam var utrolig til at mærke efter, hvad der foregik i hans krop. Hvis der er svære tider i familien. Adam passede på os alle sammen og fandt altid en løsning. Det er mærkeligt, hvordan man kan føle sig så tæt forbundet med et menneske, som ikke er her mere. Sådan er det vel, når man har været ægtefæller og arbejdsfæller så længe, som Adam og jeg var. Vi levede og arbejdede side om side i næsten halvtreds år, nøjagtig som mine egne forældre gjorde det før os. Vi kendte endda hinanden som børn, og jeg kan næsten ikke huske en tilværelse, hvor Adam ikke var til stede et eller andet sted i kulissen. Om morgenen er der heldigvis ikke tid til at tænke. Der er meget, jeg skal nå, inden jeg kan tage af sted til endnu en arbejdsdag på restauranten. Jeg kører på ’skildpadden’, min lille, trehjulede scooter, som har reddet mit liv, efter at jeg ikke længere kan spadsere så langt. Alle hilser, og nogle klapper mig venligt på skulderen, når jeg kører forbi, eller hvis vi holder for rødt. „Godmorgen Ida,“ lyder det muntert. Jeg glæder mig over hverdagen. Der er meget, jeg gerne vil nå, men det tager sin søde tid efterhånden. Der er hele tiden flere helbredsudfordringer, som man må tage sig af, og hukommelsen er heller ikke så stærk, som den har været. I hvert fald ikke korttidshukommelsen. 10


Alt det og alle de, som har været med til at forme mig, står til gengæld knivskarpt og er lige til at hente ned fra hylden. Det glæder jeg mig meget over, selvom det koster nogle tårer. Jeg har alle dage været rørstrømsk, og det bliver kun værre, jo ældre jeg bliver. Mine forældre havde det på samme måde. De kunne ikke sige skål uden at bryde sammen i krampegråd. Udfordringerne ved at blive gammel er mange, men til gengæld er der også en meget stor lykke, som jeg minder mig selv om, hver gang jeg bliver lidt sur: Der er så meget at se tilbage på.


1

Vinmand & Frue

Historien om familien Davidsens rolle i restaurationsbranchen begynder i et højloftet køkken i en stor villa på Frederiksberg. Her regerede husets spinkle frue, min oldemor Petrea, og hun var efter sigende et jern ved kasserollerne. Hendes talenter blev til gavn for hendes ægtemand, min oldefar Oskar Davidsen, da han i 1888 fik traktørbevilling og åbnede en kombineret vinhandel og vinstue på hjørnet af Rahbeks Allé og Vesterbrogade. Industrialiseringen buldrede, og Frederiksberg var endnu pur­ ungt som bykvarter med boligområder, handel og produktion. De fine villakvarterer mellem Gammel Kongevej og H.C. Ørstedsvej var lige anlagt og forbeholdt de øverste samfundslag. Ansatte på Frederiksberg Slot drev i anden generation de små traktørsteder på Pile Allé, hvor der blev serveret kaffe- og tevand og en enkelt flaske bayersk øl „til almuens glæde“, som det hed. Gadebilledet var præget af hatteklædte borgere og legende børn, og af brostensbelagte gader med cykler og hestetrukne sporvogne, som på det tidspunkt ikke var et kommunalt anliggende, men en privat drevet forretning. Der var ikke noget, der hed offentlig velfærd, men det var forandringens tid, og der var plads til mennesker med gode ideer. Sådan et menneske var oldefar Oskar. Forretningen blev hurtigt en stor succes blandt det bedre borger­ skab. Vinhandleren var feinschmecker og havde specialiseret sig i vine fra Bordeaux. Kunderne tilbragte hele og halve eftermiddage ved trædisken i vinhandlen med at smage vine og lytte til min olde13


fars fortællinger. Man havde ikke så travlt. Oldefar Oskar stortrivedes og kunne underholde i timevis om vinhøst og franske vinbønder og om jordbundsforholdenes betydning for den enkelte flaskes kvalitet. Kunderne kom hurtigt til at efterlyse lidt at spise. De pæne herrer manglede substans i maverne, som kunne sørge for, at de ikke slingrede alt for meget fra vinhandlen, men som samtidig ikke overdøvede vinene. Her kom oldemor Petrea på banen. Hun blev sat til at bruge sine køkkentalenter på at finde på småretter, som ville kunne gøre sig til vinsmagning. Det skulle være noget elegant og ikke mindst let at håndtere. Petrea tog udfordringen til sig. Hun stod i sit køkken på Frederiksberg og stegte og kogte og brasede, mens hendes fire børn hang hende i skørterne. Hun vidste nøjagtig, hvad hun ville servere, og havde fundet inspiration i Københavns nyeste kulinariske trend, smørrebrødet. Få år forinden havde restauratørparret Wilhelm og Louise Nimb vist, at de forstod at følge med tiden. I deres Tivolirestaurant, Divan 2, havde de indført en egentlig menu baseret på brød med eksklusivt kødpålæg. Det var en nyskabende delikatesse, og Petrea havde regnet ud, at hun blot behøvede at trække lidt fra smørrebrødets anseelige højde og drøjde for at have den lille, gedigne snitte, som hendes mand efterlyste. Hver eneste morgen tog hun sin pæne hat på og knappede frakken, inden hun pakkede cykelkurven med hjemmelavede lækkerier. Hun cyklede fra villaen til vinstuen, hvor hun i køkkenet sirligt arrangerede en lille hønsesalat, et sprødt stykke and, en paté eller bare en god pølse på små stykker rugbrød. Petreas kreationer blev en bragende succes, og kunderne stod på nakken af hinanden for at få lov til at smage. Det var ikke egentligt smørrebrød, som vi kender det i dag, men mere en slags avancerede kanapeer eller snitter. Hvad man end foretrækker at kalde det, var Petreas hapsere det tidligste smørrebrød i slægten Davidsen. Da min oldefar åbnede sin vinhandel, var den yderste del af Frederiksberg domineret af Ladegårdsåen, som bugtede sig i et bredt løb 14


hele vejen fra Bispeengbuen og ud i Peblingesøen. Åen findes den dag i dag, men den er for længst blevet rørlagt og kan ikke længere ses. Ladegårdsåen inddelte området i to parallelle gader, på Frederiksbergsiden hed det Ladegårdsvej og på Nørrebrosiden Ågade. Små broer over Ladegårdsåen forbandt de to bydele. I den nordligste ende af åen fandtes et frodigt, grønt område, hvor byens borgere både kunne fiske og bade helt indtil 1962. Åens sydligste ende nærmest søerne blev dog rørlagt lige omkring århundredeskiftet, og Åboulevarden fandt sin vej ind på bykortet. Oskar var som altid fremsynet og havde bemærket, at den nye indgangsvej fra Frederiksberg til indre by var et område tæt befærdet af veluddannede herrer med penge på lommen. Området omkring Rahbeks Allé og Pile Allé var af gode grunde domineret af øl, og Oskar Davidsen besluttede, at Åboulevarden derfor var et bedre sted at have en vinforretning. Muligvis har det spillet med i overvejelserne, at en af hans ansatte vinkypere kort forinden var blevet skudt på den mest brutale vis under et røveri i vinhandlen til hele Frederiksbergs forfærdelse, men det ved man ikke med sikkerhed. Sikkert er det dog, at Oskar efter godt tyve år på Rahbeks Allé flyttede hele forretningen og vinlagret og spiritusproduktionen til Åboulevarden 56, lige på hjørnet af Griffenfeldsgade. Min oldefar havde gjort det godt, og familien var forholdsvis velhavende, da Petrea og Oskars ældste søn, Vagn Aage, gik ind i forretningen sammen med sin far. Vagn Aage var et følsomt menneske, og skæbnen var hård ved ham, selvom hans liv til at begynde med var idyllisk. Han giftede sig med sin store kærlighed, Ida, som jeg er opkaldt efter. De to var vildt forelskede. Parret flyttede ind i en dejlig villa på den nye, pariserinspirerede Åboulevard lige ved siden af vinhandlen. Oskar Davidsens forretning gik fantastisk, borgerskabets vintørst var nærmest uslukkelig. I 1913 blev min far, Per, født, og arvefølgen var sikret. Livet tegnede lyst. Men så blev det mørkt, og Vagn Aages lykke varede alt for kort. Den Spanske Syge raserede kort efter Første Verdenskrig, og den 15


kostede verden over halvtreds millioner mennesker livet. Heraf fjorten tusinde danskere. Min farmor var en af dem. Min far var kun seks år gammel, da hans mor døde under Den Spanske Syge i 1920, mens hun ventede barn nummer to. Vagn Aage elskede sin hustru fuldstændig vanvittigt, og han kunne ikke bære tabet. Livet mistede fuldstændig sin betydning uden Ida. Han kunne ikke udholde at blive boende i villaen, hvor de sammen havde lagt planer for fremtiden. Da gamle Oskar Davidsen døde i 1920, og Vagn Aage skulle overtage forretningen, tog han en beslutning. Han lavede villaen om til restaurant og flyttede selv til Frederiksberg med min far. Lige siden Petreas delikate kreationer havde der været stigende efterspørgsel på smørrebrød i vinhandlen. Det gav god mening at udvide forretningen, så vinen ikke længere stod alene, og min fars barndomshjem ved siden af vinhandlen egnede sig perfekt til formålet. Det var en pragtfuld, gammel villa med kæmpe, højloftede rum. Der var næsten fire meter til loftet og den mest vidunderlige stuk, man kan tænke sig. Restauranten var en god og kærlig ægtefælles forsøg på at give sine sorgfulde tanker noget andet at tage sig til end at mindes sin afdøde hustru. I begyndelsen klarede Vagn Aage det faktisk godt. Restauranten var åben nat og dag, så min farfar havde travlt. Han fulgte den voksende trend og lavede en egentlig smørrebrødsmenu, som tog udgangspunkt i oldemor Petreas kreationer. Både vinhandlen og restauranten blev en succes, og Vagn Aage havde gode hjælpere omkring sig. En af dem var en ung tjener med stor passion for smørrebrød. Han arbejdede sig hurtigt op og blev min farfars højre hånd i de svære år. Han kom af samme grund til at spille en enorm rolle i familien Davidsen gennem flere genera­ tioner. Jeg vender tilbage til ham. Min farfar kunne have fået et helt nyt liv sammen med min far, men han gik mere og mere i hundene, og til sidst bukkede han under af savn. Mindre end ni år efter min farmors død havde han drukket sig ihjel af sorg. Han døde i 1927, da min far var bare tretten år gammel. 16


Per var nu meget alene i verden. Det eneste minde, han havde om sine forældre, var vinhandlen og restauranten i barndomshjemmet, men begge dele var han endnu alt for ung til at overtage. Min fars øvrige familie var bekymrede over, hvad der skulle blive af Per, hvis familiegesjæften løb ud i sandet, og de valgte derfor at lave vinhandlen om til et aktieselskab. De udnævnte en direktør, som skulle være min fars kompagnon, når han engang var klar til at træde ind i firmaet. Valget faldt på den 32-årige, smørrebrødsglade tjener, Axel Svensson, som havde været en uvurderlig støtte for Vagn Aage, og som kendte både vinhandlen og restauranten fra inderst til yderst. Axel fik del i aktierne, og for egen regning overtog han driften af restauranten. Han valgte at bevare navnet Oskar Davidsen. Min far dinglede lidt rundt og havde svært ved at finde fodfæste i livet, indtil hans faster Aase Lenau endte med at tage over i en slags moderrolle og sørgede for, at han blev sendt på kostskole. Først boede han som ung dreng på Bogø Kostskole, og når min far indimellem var hjemme i København, boede han hos sin faster. Han var meget glad for at være i den familie, for faster Aase havde selv to sønner, og de blev som små søskende for min far. Siden blev han sendt til England, hvor han tog, hvad der svarede til realeksamen. Det hjalp ham ganske gevaldigt. Min far elskede den kostskole og trivedes overraskende godt med kæft, trit og retning. Da han var færdig med skolen, blev den unge Per Davidsen sendt til Bordeaux, hvor han skulle lære alt, hvad der var værd at vide om vinproduktion. Det var jo praktisk, at han vidste, hvad han talte om, når han engang skulle lede vinhandlen. Han endte med at blive boende i Frankrig i fem år, og han blev en virkelig dygtig vinmand. Årene i Frankrig vækkede et drive i min far, og han kunne pludselig se en mening med det hele. Per havde noget at arbejde for, og han tog tilbage til Danmark for at dele sin store vinpassion med kunderne i vinhandlen. Han flyttede hjem i starten af 1930’erne, hvor verdensøkonomien var helt i knæ. I Danmark var landmændene og arbejderne på barrikaderne. Arbejdsløsheden var på mere end 17


tredive procent, og statsminister Staunings private bolig i Kanslergade lagde navn til det politiske forlig, som endte med at dæmpe gemytterne på både venstre- og højrefløjen. Per Davidsen opdagede dog ikke så meget af verdens økonomiske misere på det tidspunkt i sit liv. Han var ikke meget mere end en stor dreng. Faktisk så stor at han blev garder, og det var muligvis med bjørneskindshuen på, at der en dag skete noget helt uventet i hans liv: Han rendte ind i den mest lidenskabelige, unge kvinde, han nogensinde havde set for sine øjne. Min fars skæbne var beseglet. Min mor var født Hedevig Borchorst, og hun var uddannet svømme-, gymnastik- og danselærerinde. Det var en samlet titel i gamle dage. Hun var yndig og havde en fantastisk skikkelse, da hun var ung. Hendes numse var så skøn, at byens unge mænd næsten græd ved synet af hende. Af samme årsag gik hun kun under navnet Numme. Det hed hun hele livet. Dengang var diminutivformer meget populære. Der var ingen, som hed deres eget navn. Min far, som havde været så alene, fandt ind i en stor familie, for min mor var ud af en søskendeflok på syv børn. Min mormor og morfar, Maria og Axel Borchorst, boede i en enorm villa i Hellerup. De var begge to meget religiøse, og min morfar troede vist, at det var Helligånden, der havde været på spil, alle syv gange min mormor blev gravid. Måske var det hendes fornavn, der skabte den illusion. Numme var den tredjeældste, og som ganske ung blev hun sendt på klosterskole i Frankrig. Det var der flere årsager til. Min morfar var ekstremt frankofil, og han rejste rundt i Frankrig halvdelen af året, ikke mindst fordi hans søstre var blevet gift med franskmænd. Hans datter skulle derfor naturligvis også kunne begå sig på fransk. Et ophold på en klosterskole kunne desuden gavne den til tider alt for voldsomme pige, mente min mormor. Hedevig trængte gevaldigt til at opholde sig blandt fromme nonner. Min mor havde fem brødre, så det var måske ikke så mærkværdigt, at der var krudt i hende. 18


Jeg ved ikke, hvad der præcis skete i Frankrig, men fromt var det ikke. I løbet af sit ophold på klosterskolen rendte Numme ind i et fransk fodboldhold, og hun endte med at drøne rundt i hele Frankrig sammen med dem. Hun var nærmest en slags maskot for dem. Det lærte hun meget fransk af. Hun blev også meget livserfaren og delte gerne ud af sin viden. Mange år senere forklarede hun mig, at skulle jeg nogensinde komme i uheldige omstændigheder, var der intet som fem dråber terpentin blandet op i noget suppe. Så ville det sige svup, og så kunne man være sikker på, at der ikke kom noget ud af det. Hun syntes faktisk, jeg var lidt sippet, da jeg helt chokeret udbrød, „Nej mor, hvordan turde du dog?“ Det kunne hun slet ikke forstå. Det var da så praktisk. Min morfar ejede et grusfirma, som gik strygende, og familien klarede sig godt. En periode var hans gode hjerte dog lige ved at koste ham gesjæften, for han nænnede ikke at kradse pengene ind fra sine kunder, når de ikke betalte. Det var jo ikke af ond vilje, forklarede han. Folk var bare fattige. Så måtte hans sønner træde i karakter. Under Anden Verdenskrig sagde det samme gode hjerte stop, og min morfar døde, kun niogfyrre år gammel. Han blev simpelthen så stresset over, at alle hans drenge deltog i modstandsarbejdet. Der var våben alle vegne i kælderen under mine bedsteforældres hus, hvor modstandsgruppen havde et depot. Til sidst fik morfar et hjerteslag. Min mormor gik fuldstændig i koma, og hun blev endnu mere religiøs som enke. Hun samlede ind til kirken som en besat. Helleruplund Kirke på Bernstorffsvej var formentlig aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for mormor Maria. Vi andre havde også en ufrivillig finger med i spillet. Mormor udstyrede uden at kny sine voksne børn og børnebørnene med udhulede mursten, som var lavet om til sparebøsser, når der skulle kradses penge ind i Herrens navn. Så måtte vi ud og stemme dørklokker. „Hedevig, du tager Nørrebro. Det vil du være god til. Du er så hård i filten,“ skræppede mormor til min mor. 19


Mormor gav simpelthen alt, hvad hun ejede, til kirken. Eller det forsøgte hun i hvert fald, indtil min onkel Jørgen, som var advokat, fik sat en stopper for hendes gavmildhed. Hun skulle jo også have noget at leve af. Jeg har nogle gange tænkt, om hun mon også havde lidt hyggelig fiddelidik med præsterne, for man kunne aldrig nogen­sinde komme forbi villaen i Hellerup, uden at der sad en gejstlig person og hyggede sig i sofaen. Præcis hvor den ensomme Per løb ind i den voldsomme Numme, ved jeg faktisk ikke, men jeg ved, at mine forældre mødtes og forelskede sig stormende. De ville giftes lige med det samme, og det var nær ved, at det krævede kongebrev, for min mor var meget ung. De blev gift i 1935 og flyttede med det samme ind i en stor herskabs­ lejlighed på Julius Thomsens Gade 7, meget tæt på vinhandlen. De arbejdede efter eget udsagn hårdt for sagen, men det var alligevel svært for dem at få børn. Først et par år senere meldte jeg min ankomst. Det var den 7. december 1937, og min mor var kun enogtyve år, da jeg blev født på en privat fødeklinik i en kæmpe villa ved søerne. Numme lå og hyggede sig et par uger, mens hun kom sig oven på den hårde medfart. Det var helt efter bogen dengang. Man måtte overhovedet ikke røre sig i mindst ti dage, og min mor blev opvartet fra morgen til aften, både af min far og af min mormor og morfar og moster og af de utallige sygeplejersker. Der var et konstant rend på den stue. Alle nærmest sloges om at få lov til at tage sig af babyen, så min mor kunne komme til kræfter igen. Dengang blev det betragtet som et vigtigt hverv at være der for en nybagt mor.

Bistro á la française Axel Svensson, som var blevet indsat som kompagnon og direktør i familieforetagendet, mens min far endnu var dreng, var en foretag­ som og hjertelig mand, som havde klaret driften af forretningen helt fabelagtigt. Da min far i 1934 endelig var klar til at trække i arbejdstøjet, var Axel Svensson ovenud lykkelig. 20


For mig var han altid bare onkel Axel. Dengang kaldte børn deres forældres venner og alle andre rare voksne, som ikke var deres forældre eller bedsteforældre, for onkel eller tante. Sådan var det. Jeg havde i min barndom et hav af onkler og tanter, men de allernærmeste var onkel Axel og hans kone, tante Kis, som blev min gudmor. De havde ikke selv nogen børn, og de behandlede mig som deres egen. Min far og onkel Axel havde et forrygende partnerskab, og de supplerede hinanden på fantastisk vis. De var begge to driftige herrer, men hver på deres måde. De var ivrige efter at udvikle forretningen, og de gav plads til hinandens gode ideer. Onkel Axel var fuldstændig fyr og flamme, da min far fandt på at lave restauranten om til en egentlig vinrestaurant efter fransk forbillede. Det var der ikke nogen andre, som kunne prale af, så min far fik frie hænder til at kaste sig ud i projektet. Årene i Bordeaux fornægtede sig ikke, og Per havde en klar vision om, hvordan det hele skulle se ud i vinrestauranten. På væggene over de høje paneler i stueetagen blev der opsat druetapeter. I det ene rum blev der lavet et meget smukt vindue af blyindfattede ruder, som tilsammen udgjorde et kort over Frankrigs største vindistrikter. Indretningen var enkel med hvidskurede træborde og tilhørende stole. Mod væggene stod træbænke med lædersæder, der var hamret på med messingknapper. Det var en ægte fransk bistro, før nogen overhovedet vidste, hvad den slags var. Arbejdsfordelingen lå klar. Min far stod for alt, hvad der vedrørte indkøb til vinhandlen og til restaurantkøkkenet. Han begyndte også at lægge en plan for, hvordan foretagendet Oskar Davidsen skulle promoveres. Han var en rigtig salgsmand, og han havde et gudsbenådet talent for at skabe omtale. Onkel Axel klarede kontoret og havde fingrene i gryderne. Han lavede naturligvis ikke maden selv, men han ville meget gerne have indflydelse på, hvad restauranten skulle servere. Onkel Axel elskede at spise, og han havde et virkelig alsidigt kendskab til mad. Han 21


havde trods alt drevet både vinhandlen og restauranten i syv år uden min fars hjælp, så han vidste, hvad gæsterne efterspurgte. Der var intet, Axel Svensson elskede at spise så meget som smørrebrød. Som ganske ung tjenerelev havde han været rundt på forskellige danske smørrebrødsetablissementer, og her havde han udviklet et mindre afhængighedsforhold til højtbelagte stykker rugbrød og surbrød. Han havde allerede udviklet flere forskellige stykker smørrebrød à la Petrea i de år, han var alene om ansvaret for forretningen, og han mente, at kunderne var blevet mere og mere forlibte i smørrebrødstraditionen. Det var en stor ambition hos onkel Axel, at min far og han skulle gøre restaurant Oskar Davidsen til den bedste smørrebrødsrestaurant i København. De skulle servere stykker af den ypperste kvalitet fra en smørrebrødsseddel, der efterlod alle andre smørrebrødssedler med røde ører. Der fandtes dengang ikke så mange steder, som serverede smørrebrød, og min far syntes, at det var en fremragende ide. Hans eneste indvending var, at ikke alt smørrebrød egner sig godt til vin, men det var der jo råd for. Per tog fat i bryggerierne og spritfabrikkerne, og pludselig havde vinrestauranten også øl og snaps på menuen. Det ændrede totalt det koncept, der var min fars udgangspunkt for vinrestauranten, men sådan var deres samarbejde. Per Davidsen og Axel Svensson var alle årene fleksible over for hinanden. Det vil ikke være helt uretfærdigt at påstå, at onkel Axel er årsagen til, at jeg sidder, hvor jeg gør i dag. Han udviklede nemlig det koncept, som restauranten siden skulle blive så kendt for: En betragtelig smørrebrødsseddel og et meget personligt udvalg. Godt nok var det farfar Vagn Aage, som fik trykt den første smørrebrødsseddel, men den forandrede sig aldrig i de år, hvor han var ansvarlig for restauranten. Axel Svensson derimod forstod, hvor vigtigt det er hele tiden at udvikle smørrebrødsmenuen. Han komponerede nye stykker, hver gang han fik en god ide, eller når han pludselig smagte noget helt uimodståeligt. Smørrebrødskøkkenet var et ungt køkken, man havde ikke den store tradition for sam22


mensætning, og man havde slet ikke udviklet den mere forfinede fornemmelse for, hvordan forskellige indtryk af sødt og salt og surt og fedt let kan komplementere hinanden, sådan som det eksisterer i køkkenerne i dag. De fleste stykker bestod af brød med én slags pålæg. Mange af de stykker, vi i dag opfatter som smørrebrødsklassikere, fandtes slet ikke dengang. Man havde et udvalg af kødpålæg og et udvalg af fiskepålæg, og man havde noget tilbehør. Så gjaldt det ellers om at hitte på. Onkel Axel fandt derfor på at gøre menuen mere personlig for gæsterne. Det var meget forskelligt, hvad folk kunne lide, så de skulle også have mulighed for selv at komponere deres smørrebrød, hvis de havde særlige ønsker. I særdeleshed hvis de var stamgæster. Det var dyrlægen Sigurd Keilgaard, som kom på restauranten i slutningen af 1930’erne. En stor del af hans arbejde bestod i at tilse De Kongelige Stalde på Christiansborg, men han havde også en fast tjans på restauranten, hvor han sørgede for, at hestene foran smørrebrødsvognen havde det godt. Dyrlægen var træt efter en lang dag, og han havde brug for noget tungt, inden han skulle hjem og se dyner hos fru Ellen på Niels Ebbesensvej. Han var glad for leverpostej, og han bad hver eneste aften kort efter klokken 22 om det samme: Et stykke rugbrød med smør og herpå leverpostej. Oven på leverpostejen skulle der stryges et tyndt lag krydderfedt, og til sidst skulle der lægges papirs tynde skiver saltkød og kraftig sky henover. Det stykke smørrebrød spiste han så ofte og med så åbenlyst velbehag, at nogle af de andre stamgæster i restauranten efterhånden begyndte at savle, lige så snart Keilgaard trådte ind i restauranten. Det var helt uhørt, at man spiste kød på kød. Stykket var så outreret og så indbydende, at andre fik lyst til at prøve hans natmad. Onkel Axel blev vildt begejstret og satte fluks dette helt nye stykke smørre­ brød på menuen. Det kom selvfølgelig til at hedde Dyrlægens Natmad. The rest is history. I dag findes der næppe en smørrebrødsrestaurant med respekt for 23


sig selv, som ikke har Keilgaards natmad på menuen. Hos os laver vi den med fedt på postejen og det hele, fuldstændig efter dyrlægens anvisninger, men jeg fandt selv senere på at tilføje lidt rødløg på toppen. Det løfter stykket lidt og afrunder smagsindtrykkene på en skøn facon – men det er meget muligt, at Keilgaard vender sig i sin grav. Der findes også en morgenmadsversion, og den fik dyrlægen, når han indimellem stod i restauranten som en af de allerførste tidligt om formiddagen. Så vidste alle, at han havde været i gang med en hestefødsel eller noget andet krævende hele natten, og han trængte til et ekstra skud salt inden hjemturen. Saltkødet blev på de morgener skiftet ud med spegepølse. Dyrlægens Morgenmad er ikke lige så kendt i hele landet som natmaden, men blandt gæster på Store Kongensgade er det stadig en meget populær spise.

En forfinet håndmad Det var onkel Axels mission, at smørrebrødet på Oskar Davidsen skulle være mere overskueligt, end man oplevede det mange andre steder. Måske var det, fordi køkkenerne dengang ikke var så stærke til at finde på kombinationer, og måske var det i et misforstået forsøg på at gøre smørrebrødet mere eksklusivt end en håndmad. Man så i hvert fald ofte, at der var kastet alle mulige mærkelige smagsindtryk sammen på de ti gange ti centimeter. Det gør man desværre stadig. Og det er sjældent med et godt resultat. „Der er sgu da ingen, som har lyst til at sidde med tallerkenen og gætte sig frem til, hvad det mon er, jomfruen har fundet på at blande sammen,“ sagde onkel Axel altid. Den holdning lever vi efter den dag i dag hos Davidsen. Smørrebrødet skal være så enkelt som muligt. Der må gerne være forskel­ lige smagsindtryk, som giver kontrast til hinanden, men der må ikke være noget fyld på stykket, som ikke giver mening. Det er netop ideen med smørrebrød, at man altid skal kunne se, hvad man spiser, og man skal tydeligt kunne smage hver eneste lille ting, der er på brødet. Smørrebrød må gerne kombinere forskellige 24


typer kød og fisk, og det kan være pragtfuldt med eksklusiv garni­ ture. Man skal bare huske, at smørrebrød altid vil være, hvad det var, da det blev opfundet i slutningen af 1800-tallet: En forfinet udgave af håndmadden. I det helt gamle bondesamfund i 1600-tallet var madmor nødt til at pakke lidt brød og fedt i et stykke stof til de familiemedlemmer, som skulle langt ud på marken, og som derfor ikke kunne få del i den varme middagsgrød. Det var smørrebrødets spædeste start. Håndmadden, som vi kender den hjemme fra køkkenbordet, blev først et fænomen med industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet. Folk begyndte at arbejde længere væk, og frokost­pausen blev kortere, så det var slut med at komme hjem til varm mad midt på dagen. Farmand skulle have en klemme med på fabrikken eller værkstedet, og den skulle være nem at spise. Håndmadden blev også husmoderens ansigt udadtil, så det blev populært at vise, at man havde råd eller var en dygtig håndværker. Det var dog langtfra alle arbejdere, som havde råd til kødpålæg på rugbrødet hver dag, så ofte var det bare en klemme med fedt og lidt sukker. Hånd­madden blev pakket ind i avispapir, indtil et kløgtigt hoved fandt på at opfinde en madkasse. De finere samfundslag tog også håndmadden til sig, men i den mere højtbelagte og festlige version, som fik navnet smørrebrød. Der var altid kød på brødet for at signalere, at man havde råd til noget mere eksklusivt. Det var den finesse, min oldemor Petrea havde fanget. Leverpostej var for eksempel dengang en luksus, som opstod i slutningen af forrige århundredeskifte, fordi Danmark eksporterede enorme mængder bacon til England. Pludselig bugnede slagterierne med indvolde og overskydende kød, som skulle bruges til et eller andet. Man lærte slagterforretningerne og de mere velstillede husmødre at lave varme postejer af lever og fedtrester, og svineslag blev foldet sammen og presset til en krydret kold steg, kaldet rullepølse, som praktisk kunne skæres i skiver. Borgerskabet kunne heller ikke dengang gå stille med deres over25


legenhed og ville gerne adskille sig fra pøblen. Smørrebrødet blev derfor med fuldt overlæg gjort større og mere uhåndterligt, så det måtte indtages med kniv og gaffel. Smørrebrød var altså populært – men var absolut ikke Danmarks nationalret, som det er i dag – dengang onkel Axel og min far valgte at gøre det til en stor historie på Åboulevarden 56. De højt belagte stykker blev ikke desto mindre husets mest efterspurgte vare med det samme. Smørrebrødssedlen voksede og voksede, og på få år havde den rundet 170 stykker smørrebrød og 140 centimeter i længden. Det var på det tidspunkt, at udtrykket „længere end Davidsens smørrebrødsseddel“ begyndte at blive en fast vending i det danske sprog. Der var indrettet en gigantisk smørrebrødsstue på første sal i villa­en. I det aflange lokale stod små tyve smørrebrødsjomfruer og jomfruelever i fuld vigør omkring et langt, hvidskuret træbord. Hver eneste aften skulle eleverne på skift slutte dagen af med at skure langbordet. Det var et helvedes mas, men det var en fast del af elevarbejdet. Jeg ved det, for jeg kom selv til at prøve det. Hele vejen langs midten af bordet stod et hav af skåle med tilbehør til smørrebrødet. Kapers, løg, tomater, pickles, radiser, sky, purløg og så videre. For enden sad en elev ved et separat bord og skrabede tatar. Dengang var tatarskraberske en hel stilling i sig selv, for tatar var noget af det mest eftertragtede på hele menuen. I det ene hjørne af lokalet sad rejepillerskerne. De var også energiske kvinder, som havde travlt fra morgen til aften. Folk spiste rejer som intet andet. Det var ikke usædvanligt, at vi i sæsonen fik halvtreds kilo fjordrejer ind om morgenen, og når dagen var omme, var fjordrejerne solgt. Gæsterne kunne lide at spise, og de havde tid til det hele. Folk kunne sagtens tilbringe en halv dag med at spise smørrebrød. Det var der ingen, der tog sig af. Først skulle de læse smørrebrødssedlen og udfylde den. Det tog lidt tid i sig selv. Der blev krydset af, hvad de ønskede at spise – et stykke med rejer, et stykke med tatar og et 26


stykke med gammel ost. På det og det brød. Så kom sedlen i køkkenet, og nu begyndte ventetiden for alvor. Det tog lang tid at lave smørrebrød dengang. Tataren blev håndskrabet, når bestillingen lå klar. Rejerne blev pillet. Kødet blev skåret. Æggene kogt. Alting var fuldstændig frisk. Til gengæld kunne det godt tage en times tid at få sin mad. Det ventede folk da gladeligt på. De var jo kommet for at hygge sig og slappe af. De havde ikke travlt. Efter maden kunne man få sprøde eskimopandekager med is og Oskar Davidsens berømte solbærrom, og derefter kaffe og cognac og likører. Det hørte sig til, og det ville gæsterne have. Hver gang. Uanset hvad tid på dagen de kom. Det var festligt at servere for den slags gæster. Som restauratør kan man indimellem godt savne, at gæsterne overgav sig lidt mere til måltidet. Danskernes smørrebrødsvaner har ændret sig meget med tiden. Smørrebrødet har udviklet sig til at være det måltid, som mange forretningsmænd kan lide. Sandsynligvis fordi det er robust mad, som kan serveres hurtigt. I Store Kongensgade har vi lavet den regel, at gæsten, om nødvendigt, skal kunne være ude af døren på en halv time. Mange af vores gæster kommer i deres frokostpause og skal måske tilbage til Landsretten rundt om hjørnet eller videre til møde. Så er det vores opgave at sørge for, at de ikke kommer for sent.

Torden i syd Min mor var stoppet som svømme-, danse- og gymnastisklærerinde, da hun fik mig. Det gjorde de pæne fruer dengang, men som hendes forældre havde bemærket, var der krudt i Numme. Mine første leveår var en svær tid for hende. Hun kunne ikke få dagen til at gå med teselskaber og akvarelmaling. Sådan noget gad hun simpelthen ikke. Jeg var lillebitte og blev passet af en barnepige, som også klarede alt det praktiske i huset. Min mor kom derfor sådan til at kede sig. Hun foreslog min far, at hun kunne komme ind i forretningen. 27


Ikke bare på sidelinjen som Pers kønne kone, men i en selvstændig stilling. Min far var et meget moderne menneske, og han var helt med på ideen, for min mor var et jern og i det hele taget utrolig charmerende og underholdende. Det ville være en gave for restauranten at få hende om bord. Men onkel Axel sagde nej. Han ville ikke have kvinder i direk­ tionen. Tante Kis var heller ikke velkommen. Sådan var det bare. Det var tiden ikke moden til endnu. Men det blev den. Det irriterede min mor vanvittigt, at hun var tvunget til at gå rundt derhjemme. Hun var givetvis også rasende på min far over, at han ikke kunne finde ud af at sætte sin vilje igennem over for onkel Axel. Så hun fandt på andre måder at fordrive tiden. Hun spænede frem og tilbage mellem alle sine veninder og hev dem med ud til vilde aftener i byen. Det var forstadsfruer på vulkaner, og det gik huhej og vilde dyr derudad, når de elegante unge kvinder skulle muntres op, mens mændene arbejdede. Når København blev for kedeligt, rejste de til Paris og festede videre der. Min mor var ikke meget hjemme, da jeg var helt lille. Min barne­ pige og min gravhund var altid omkring mig. Jeg troede fuldt og fast på, at de begge var sat i verden til at tage sig af mig døgnet rundt. Det var en anden tid dengang, og forældre skulle det, de nu engang skulle. Det undrede børn sig ikke over. Når Numme endelig var hjemme, var hun altid overstrømmende lykkelig for at se mig, og der var en skøn stemning i hendes nærhed. Så gik det løs igen, og min mor forsvandt, lige så hurtigt hun var kommet. For nogle var der tilsyneladende ingen ende på morskaberne i slutningen af 1930’erne. Min far havde det også dejligt. Han havde rygende travlt i forretningen, selvom der var torden i syd, og mange begyndte at frygte for Europas fremtid. Arbejdet åd døgnet op, men min far og onkel Axel var bare lykkelige for, at deres forretning klarede skærene i en svær tid. På restaurant Oskar Davidsen var det svært at mærke, at verden var af lave. Vinrankerne på tapeterne og den dæmpede belysning 28


indhyllede gæsterne i ro og overskud. Flittig udskænkning af høf­lige tjenere og god mad gjorde også sit til, at det fra første dag væltede ind med gæster. Der var et leben uden sidestykke i den restaurant. Alt, hvad der kunne krybe og gå af kunstnere og intellektuelle, kom hos Oskar Davidsen. Poul Henningsen, John Price, Liva Weel og Storm P var blot få af de mange madglade gæster i de år. Det gav min far et godt netværk, som han elskede at pleje. Et af de første, nye bekendtskaber, min far gjorde sig i restauranten, var en ung pianist, som kun var et par år ældre end Per selv. Han var en mørkhåret spilopmager ved navn Børge Rosenbaum. Et ægte vidunderbarn, som var blevet optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, da han kun var ni år gammel. Børge optrådte med en blanding af koncert og show, han var et gudsbenådet talent og lige præcis den type menneske, som min far elskede. Bindegal og med et hjerte af guld. Børge og hans kone Elsie var som så mange unge kunstnere ikke ved muffen, så min far gjorde dem til pensionsgæster i huset. Det var meget almindeligt dengang, at en restauratør havde særligt udvalgte, som altid kunne komme forbi og få et måltid mad, hvis det kneb med pengene. Det tilbud var Børge så taknemmelig over, og i midten af 1930’erne benyttede han sig flittigt af det. Siden fik han mere at bestille og spillede i hele Norden. Under et koncertophold i Sverige i 1940 hørte Børge, at Danmark var blevet besat af nazisterne, og da han var jøde, vendte han ikke hjem igen, men rejste direkte videre med sin kone til Amerika. Her skiftede han navn til Victor Borge, og han blev en af datidens største komiske og musiske talenter. Han flyttede aldrig tilbage til Danmark, men Børge glemte aldrig sit venskab med min far. Det mærkede jeg selv, da jeg mange år senere flyttede til Amerika. Det vender vi tilbage til. Den truende risiko for en verdenskrig lå som en sitren i den luft, vi indåndede, og mine forældre har siden forklaret mig, at folk reagerede ved at få det meste ud af tilværelsen. Det kunne mærkes på deres trang til at holde store selskaber hele tiden. Store familier, firma29


er og vennekredse valfartede til selskabslokalerne over vinhandlen i deres fine, lange kjoler og pæne habitter for at hylde tilværelsen, mens de endnu kunne genkende den. Min far og onkel Axel måtte med glæde erkende, at der efterhånden var flere bookinger, end de kunne sætte lokaler til, så de udvidede forretningen igen og lejede en treetagers ejendom på Griffenfeldsgade, klos op ad vinhandlen, hvor de indrettede nogle elegante selskabslokaler i de nederste etager. Huset gik i folkemunde under navnet Det Gule Palæ. Det var et kendt hus blandt byens unge mænd dengang. Ikke så meget på grund af selskabslokalerne, men fordi min far installerede de unge, ugifte smørrebrødsjomfruer og smørrebrødselever i husets øvre etager. Per Davidsen sagde altid, at hver må bidrage med det, han eller hun kan, for at det hele kan glide. Det var kun en fordel for restauranten, at de ansatte havde det godt. Det havde de hos min far. Der blev i den grad passet på eleverne. De havde hver deres voksen­jomfru, som havde ansvaret for deres oplæring, og de blev eminent dygtige. Min far blev ofte kontaktet af andre restaurationer, når de manglede en flittig og dygtig jomfru. Det var lidt af en blåstempling, hvis man var udlært fra Oskar Davidsen. Han var godt klar over, at livet ikke altid var så nemt for de piger, som stod i lære som smørrebrødsjomfru. Han vidste også godt, at der var andet i livet end smørrebrød, og at konsekvenserne af livsglæde havde det med at blive besværlige. Min far sørgede for, at det hele blev lidt nemmere. Byens ungkarle stod i kø foran Det Gule Palæ for at besøge eleverne fra Oscar Davidsen, og pigerne var glade for opmærksom­ heden – og privatlivet. De kom fra små kår, hvor de var heldige, hvis de kun delte værelse med deres søskende. Farmand var arbejder eller landmand, så det var småt med pengene, og eleverne gav som regel det meste af deres lillebitte lærlingeløn til familien derhjemme. Derfor var det en gudsbenådet løsning for en ung pige, at hun kunne bo kvit og frit lige ved siden af sin arbejdsplads. 30


I Det Gule Palæ gik det vildt for sig, når pigerne lukkede mandfolkene ind. Der var et evigt rend af charlataner og spædbørn i det hus. Pigerne fødte ude i klædeskabene eller „fik syet en kjole“, som det hed, når de fik en abort. De fik også hjælp til at komme af med børnene bagefter. Det tudede man ikke så meget over dengang, det var bare vilkårene. Så stod de tilbage på arbejde en uge efter, at de havde født. Det var bare på med vanten og videre. Krigen kom, netop som det gik allerbedst i restauranten, og livet forandrede sig markant. Både for mine forældre og deres omgangskreds. Børge Rosenbaum var langtfra den eneste livlige personlighed, min far kom til at undvære mange år fremover. Han måtte i en lang periode vinke ufrivilligt farvel til en stor del af såvel nye som gamle bekendtskaber, da Danmark blev besat af tyskerne den 9. april 1940.


Burgøjser - Ida Davidsen  

Bogen fortæller historien om en ildsjæl med en positiv og humoristisk indgang til tilværelsen. Om en purung kvinde med et usædvanligt drive,...

Advertisement