Page 1

157,5mm

der er berørt af krigen i Afghanistan: Den unge soldat, der ikke kan leve et almindeligt liv, fordi fortiden plager ham. Familien, som har mistet deres ene søn i krigen, og nu sender den anden af sted. Den kvindelige soldat, som har fundet kærligheden i hæren, men er invalideret af posttraumatisk stress, og feltpræsten, der ved, hvad det vil sige at lyse velsignelsen over soldaterne, inden de går 234mm

i kamp. De udsendtes historier giver et aktuelt billede af, hvad det vil sige for et menneske at være i krig i dag. Der fortælles åbent og modigt om op- og nedture og om, hvor store konsekvenser det kan få, når man vælger et liv som udsendt. Kæmp for alt hvad du har kært er et usentimentalt og livsbekræftende indblik i en ellers lukket verden.

BUBBER (f. 1964) er en af Danmarks mest populære tv-værter.

157,5mm

MAT-KACHERET+UV

KÆMP FOR ALT HVAD DU HAR KÆRT BUBBER

I Kæmp for alt hvad du har kært går Bubber tæt på danske familier,

28mm

Han har lavet utallige tv-programmer, siden han brød igennem hos de små med Bubbers Badekar i 1990. Senest det journalistiske Danmark ifølge Bubber og de populære Bubber og BS-programmer.

9 788771 082357

KÆMP FOR ALT HVAD DU HAR KÆRT BUBBER


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 3

BUBBER KÆMP FOR ALT HVAD DU HAR KÆRT I samarbejde med Dorte Kvist

People’sPress


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 6

FORORD

N

år jeg står ved køledisken og vælger en bøf til grillen, sørger jeg altid for at sende en varm tanke til både koen og slagteren. For jeg vil meget nødigt undvære min bøf, og samtidig er jeg så lykkelig for, at jeg ikke skal være den, der dræber og parterer koen. Jeg vil gerne have en verden, hvor vi lever i fred og fordragelighed, og nogle gange kræver det kamp. Havde USA ikke været med til at skabe fred i Europa under 2. Verdenskrig, havde vi måske talt tysk i dag, og det er jeg ovenud lykkelig for, at vi ikke gør. Så jeg er glad for, at nogen gør det beskidte arbejde, samtidig med, at jeg meget nødig vil være en af dem. Det skisma, den dobbeltmoral, har jeg det svært med, det indrømmer jeg. En dag kom den første soldat hjem i en kiste fra Afghanistan, og hele nationen sørgede over det. Så kom den næste kiste hjem, så den tredje og fjerde, og pludselig var det nærmest blevet hverdag, og jeg tænke, om danskerne var begyndt at acceptere det. Det har jeg haft det svært med. Jeg trak frinummer til session, og jeg har kun opfattet militæret gennem kammerater, der var værnepligtige og måske fik stort kørekort derinde. Måske fik de endda kørekort til lastbil med anhænger, wouw. Men jeg har ikke kendt professionelle soldater. Ikke før jeg mødte B. S. Christiansen, som lærte mig lidt om at tænke militært. Jeg har selvfølgelig ikke prøvet militærlivet rigtigt, men jeg har været på Ranger School i USA og fløjet F-16, og jeg blev i hvert fald klar over, at jeg gerne vil være fri for at skulle tænke sådan, som det kræves. Når der er én, der råber: “Liiiiige ud”, har jeg lyst til at sige, at der altså er en vej ned til højre, som vi kunne prøve at tage

6

FORORD


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 7

i stedet for. Snakke lidt om det. Man får en ordre, man parerer og holder sin kæft, det er selvfølgelig hele ideen. Men det er ikke for mig. Jeg kan ikke slås eller tænke strategisk i forhold til, hvor fjenden er. Men jeg kan kæmpe for det, jeg har kært, og så må jeg jo kæmpe på min måde og gøre det, jeg kan – og det er at spørge. Jeg kan ikke lade være med at bekymre mig, fordi jeg synes, krigen i Afghanistan forekommer fjern og barbarisk, men det her er ikke en bog for eller imod krigen. Jeg var bare interesseret i at finde ud af, hvem der tager af sted, og hvilke skader de kommer hjem med. Hvorfor ville de ud? Hvordan var udsendelsen? Og hvordan kom de hjem? Hvis vi sender unge mennesker ud i kamp, skal vi også tage ordentligt imod dem, når de kommer hjem. Men jeg er bange for, at vi har været for hurtige til at sende soldater af sted og nu har svært ved at indrømme det. Jeg kunne ønske, at vi, før vi sender flere ud, kan finde ud af, om vi har råd til at modtage og hjælpe dem, der kommer hjem skadede på krop og sjæl. For det hører med til at føre krig. Jeg er taknemmelig over for de interviewede i denne bog, som har lukket mig ind i deres verden. De har har udstillet deres hudløshed med stort mod, og de har alle hjulpet mig med at blive lidt klogere. Endnu en gang har de bidraget og stillet op for alle andre end dem selv. God læselyst!

Bubber


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 8


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 9

TILBAGE TIL EN FUSER

INTERVIEW MED I Hanne Søgaard og Kurt Nørregaard Nielsen / Magnus Søgaard


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 10


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 11

J

eg er en almindelig dansker, og jeg holder mig almindeligt orienteret. Man kan mene, at jeg skal holde min mund om krigen i Afghanistan og tale om noget, jeg har mere forstand på, og måske burde jeg også det. Men der sidder 179 folketingsmedlemmer på Christiansborg, som jeg lytter til, og som endnu ikke har givet en ordentlig forklaring på, hvorfor vi er i krig. Jeg skal møde en familie, hvis barn er blevet revet fra dem på grund af krigen, og som nu sender det næste barn, tvillingebroderen, af sted til den samme krig. Min første tanke, da jeg hørte om dem, var: Har de forstået, hvad det handler om? Men de har selvfølgelig forstået det bedre end de fleste, de har erfaret det på den hårde måde. Og alligevel går de tilbage til en fuser. Det er det, jeg ikke begriber. Om jeg nogensinde kommer til det, ved jeg ikke. Det er ædelt at gå ud i en mose med kviksand for at redde et andet menneske. Men at blive ved med at gå ud i den mose ... Behøver den næste mand virkelig at gå derud? Så vil jeg da hellere have, at man lagde nogle flydebroer ud og fik mændene reddet. Og jeg kan ikke forstå, at alle ikke ser sådan på det. Jeg er et sted mellem Slagelse og Næstved – så langt så godt. Jeg er ude på landet, hvor der er langt fra nabo til nabo, og de dybe, vandfyldte huller i grusvejen får mig til at tvivle på, om jeg er på rette vej. Lidt længere fremme ligger der dog et gult, kalket hus, og da jeg kommer nærmere ad det, der viser sig at være bagvejen, ser jeg en mand i haven. Han står med en hånd over øjnene for at skærme mod solen og ligner én, der spejder efter gæster. Jeg er kommet til det rigtige sted. Her bor Hanne Søgaard og Kurt

BUBBER

11


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 12

Nørregaard Nielsen – forældreparret, som har mistet deres søn Andreas i Afghanistan og som nu sender hans tvillingebror Magnus af sted med hold 11. Jeg vil gerne prøve at forstå, hvorfor Magnus Søgaard, som var udstationeret første gang i 2008 med hold 5, tager af sted for anden gang til trods for, at hans bror Andreas døde i den samme krig. Og jeg vil gerne forstå hans forældre, som bakker ham op i det. Jeg kan ikke lade være med at håbe, at de i sidste øjeblik alligevel vil prøve at tale ham fra det – og få held med det. Det ville jeg gøre, hvis det var min søn, der ville af sted. Jeg er godt klar over, at man ikke skal tage drømmene fra sine børn, og at man skal støtte dem i næsten alt, hvad de gør. Men kan man ikke prøve at give dem andre drømme, at give dem inspiration til noget andet end krig?


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 13

Lynet slår ikke ned to gange samme sted

A

ndreas Søgaard Brohus var overkonstabel og havde været i Irak i 2006. Tre år senere var han med hold 7 i Afgha-

nistan – som én af en flok garderhusarer ved Antvorskov Kaserne i Slagelse. Den 17. juni 2009 blev han og to af hans kammerater dræbt af en vejsidebombe på Highway 1, mens de kørte i en kolonne med fire køretøjer på vej fra Pricelejren til Barakzai. De skulle afløse deres kollegaer, og turen blev betragtet som forholdsvis ufarlig. Men som spejder, og en god en af slagsen, sad Andreas i den forreste vogn, da den eksploderede i en støvsky. To sorte labradorhunde kommer stormende. Kærlige og næsten velopdragne nok til ikke at springe op. Indenfor i køkkenet står Hanne sammen med Magnus, hans kone Karen og deres halvandet år gamle søn Malte. Rummet er lavtloftet, lunt og hyggeligt, og over et veldækket kaffebord hænger hjemmelavede “Støt vore soldater”-mærker i gul filt ned fra en flettet krans. Hanne fortæller, at fotografierne på opslagstavlen er alt, hvad familien nåede at redde efter en brand i 1994. Lynet slog ned i stråtaget, og alt indbo forsvandt i flammerne, mens familien så magtesløs til. Hanne og Kurt overvejede kun ganske kort at genopbygge huset med tag af strå, før tanken blev verfet til side igen. Den risiko syntes de ikke, der var grund til at løbe igen. Den konsekvens forstår jeg fuldstændigt.

BUBBER

13


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 14

Men hvordan hænger det sammen med, at de nu igen tør løbe en lignende kæmperisiko ved at sende deres anden søn afsted til krigen i Afghanistan? Har de ikke lært af det tragiske dødsfald, deres familie allerede har været udsat for?

Da I skulle bygge jeres hus op igen, valgte I tegltag i stedet for stråtag, fordi I havde set, hvad stråtaget kunne føre til. Hvorfor viderefører I ikke den tankegang nu i forhold til at sende Magnus til Afghanistan? Som menneske og som familiefar spørger jeg: “Hvordan kan I gøre det?” Hanne: Det kan vi kun, fordi det ville være egoistisk af os at bede ham om at blive hjemme. Hvis Magnus har en idé om, at han skal gøre Andreas’ mission færdig, og hvis han håber, at han kan finde en indre ro ved det, så ville vi øve vold på ham ved at forhindre ham i det. Og vi ville skulle døje med dårlig samvittighed over det resten af livet. Magnus er voksen. Vi hverken kan, skal eller vil leve hans liv, og vi har i øvrigt aldrig diskuteret hans beslutning med ham. Men vi ved da godt, at det bliver et halvt år i helvede, når han er taget af sted. Det bliver ikke let. Man holder vel aldrig op med at være mor, hvad enten man er det til en tøsedreng, en evighedsstudent eller en soldat? Hanne: Aldrig, men jeg skal ikke leve mine børns liv. De skal leve deres eget liv og få deres egne erfaringer, og jeg skal være der til at støtte dem. Min mor vil helst have, at vi mange gange dagligt siger til Magnus, at han ikke skal tage af sted, men jeg beder hende tie stille med det. Magnus ved da godt, at vi ville ønske, at han ikke tog af sted.

14

TILBAGE TIL EN FUSER


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 15

Der er ikke noget, der er usagt imellem os, men når han vælger at gøre det, så er vi der for ham. Kurt: Hvis vi sagde, at vi syntes, han skulle lade være med at tage af sted, ville han have følelsen af, at han trodsede os ved at gøre det. Det ville give ham dårlig samvittighed, og det skal han ikke gå og slæbe rundt på også. Men nu skal I hele den urolige tid igennem igen, hvor I venter på telefonsamtaler og bekymrer jer. Det må være ufatteligt hårdt. Hanne: Det er hårdt. Men indtil videre, mens Magnus er hjemme, skal vi bare nyde livet og være sammen så meget som muligt. Og så kan det da godt være, at jeg senere, når Magnus er væk, graver mig ned med telefonen og bare venter på, at den skal ringe ... Magnus er spejder i forsvaret, som Andreas også var det. I en sektion på 16 mand skal han observere, hvor fjenden befinder sig i det afghanske landskab. Lige nu står han og ryger ved et åbent vindue med udsigt ud over de danske marker. “Jeg skal nok ringe hjem” – beroliger han sin mor.

BUBBER

15


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 16

To brødre, et kompagni

Andreas og Magnus blev født i 1982, og Hanne og Kurt boede med dem i en toværelses lejlighed på 5. sal på Østerbro i København i deres første år. Men Hanne ville gerne tilbage til sin hjemegn, hvor børnene kunne få luft og landliv, og da drengene var tre år, flyttede de til fuglebjerg. Sidenhen blev drengenes lillesøster Stine født. De to brødre hang sammen som rigtigt gode kammerater og havde stor glæde af at være sammen med hinanden. Der synes at være en sund magtbalance mellem dem. De var gode til at lukke andre drenge ind i deres verden, og i det sociale liv var de fra starten udadvendte og vellidte. Hanne har i alle årene arbejdet som lærer og er nu børnehaveklasseleder, og Kurt er ansat som materielforvalter ved Holbæk kaserne. Kurt voksede op som nyboderdreng som søn af en officer i søværnet, og på væggen i stuen hænger et fotografi af hans bedstefar, som han så ud, da han gjorde tjeneste ved Jydske Dragonregiment i Holstebro. Det samme regiment, som både Magnus og Andreas valgte at komme til, da de fik muligheden i starten af deres uddannelse. Men det var ikke farens militære ambitioner, der styrede deres valg. Kurts ambitioner og håb for drengene har altid været simpelt; så længe de begge fandt deres rette hylde, ville alt være ok. Men han har alligevel altid ønsket, at de fik sig en god håndværkeruddannelse. Og Magnus startede da også som tømrerlærling efter 10. klasse.

16

TILBAGE TIL EN FUSER


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 17

Andreas derimod prøvede lidt af hvert, før han fandt militæret. Først gik han på HTX, derefter startede han på datamekanikeruddannelsen. Så skulle han i en overgang være butiksassistent, så pædagogmedhjælper. Han har tilmed været på Teknisk skole, men der var ikke rigtigt noget af det, der passede ham. Så da han pludselig en dag kom hjem og sagde, at han ville være officer i handelsflåden, syntes Hanne og Kurt begge, at det var en glimrende idé. Og Andreas nød også det første halve år på søfartsskolen i Svendborg, men da han for første gang skulle på langfart med en coaster, til Tunesien, gav han forældrene besked om, at han ville afmønstre, så snart skibet lagde til i Danmark. “Nej, det gør du ikke” – lød det uden tøven fra Hanne i telefonen.

Hanne: Han havde jo hoppet rundt fra det ene til det andet, så vi syntes virkelig, han skulle give det her en chance og tage den tur med. Han skulle ikke bare give op med det samme. Hvis det så viste sig ikke at være noget for ham, kunne han jo stoppe derefter. Så vi tog til Randers, hvor de lå til kaj, og fortalte ham, hvordan vi havde det. Andreas tog turen til Tunesien med, men afmønstrede, da han kom til Danmark en måneds tid senere. Og det bebrejdede vi ham aldrig. Derefter boede Andreas på kollegium i Næstved og forsøgte sig som elev på Handelsskolen. Men Andreas og bøger var aldrig den bedste kombination.

Hanne: Sådan er det for begge drenge, de skal arbejde med deres hænder. Andreas boede sammen med sin kæreste på et lille hummer og

BUBBER

17


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 18

skulle forestille at læse. Men han holdt hurtigt op med at komme til timerne. På samme tid var Magnus i gang med at aftjene sin værnepligt. Han var kommet hjem på juleferie fra Jydske Dragon Regiment og sad i køkkenet sammen med fire soldaterkammerater og fortalte om natøvelser, om at svømme over en sø i fjorten graders frost med fuld oppakning, om byture og om sammenhold. Andreas, der havde trukket frinummer til sessionen, sad og lyttede, mens hans ører blev større og større. Næste dag ringede han til forsvaret og meldte sig som værnepligtig.

Talte han med nogen om det inden? Hanne: Nej. Ikke med nogen af os. Men jeg tænkte, at hvis det var det, der skulle til, for at han kunne finde sin rette hylde, så var det fint. Det er klart. Man vil jo altid støtte, når ens børn har fundet noget, de virkelig gerne vil. Det er jo en skøn fornemmelse. Og I tænkte vel ikke krig? Hanne: Ikke i starten. Andreas tog først hærens basisuddannelse på fire måneder. Derefter tog han en HRU, hærens reaktionsstyrkeuddannelse, med henblik på udsendelse, så allerede dér vidste vi godt, at det betød, at han skulle til Irak. Men vi tænkte ikke ulykke og død. Vi var bare glade for, at han ikke skulle til Afghanistan. Kurt: Andreas blev målrettet på en måde, som han ikke havde været det før, og der kom meget mere ro over ham. Det var det, han ville.

18

TILBAGE TIL EN FUSER


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 19

Han var meget vellidt i systemet og fik utroligt fine soldaterpapirer. Hanne: Dengang som nu blev vi nødt til at tænke på det som et arbejde. Og der er jo også risici forbundet med andre former for arbejde. Hvad med den stakkels tømrerlærling, der faldt ned igennem et hus for nylig? Eller hvad med skyderierne på Nørrebro? Dér kunne Andreas også være kommet forbi. Og når nu han åndede og levede for det soldaterliv ... Han blev ikke bare soldat tilfingerspidserne, men var det dybt i sin sjæl. I 2006 tog Andreas af sted til Irak. Hanne og Kurt var med i Kastrup lufthavn klokken fire om natten. Der var ikke noget aflukke, hvor soldaterne kunne være i fred med deres pårørende, så alt foregik i den store afgangshal, og forældrene oplevede det som en rodet affære. Soldaterne blev pludselig kaldt til mandtal, afskeden blev abrupt, og selvom Hanne og Kurt ikke var nervøse på Andreas’ vegne, var det en trykkende fornemmelse at se ham forsvinde for det næste halve år. På hjemturen, hvor nattemørket langsomt blev fortrængt af det sjællandske morgenlys, blev der ikke sagt så meget. Men det blev hverdag igen, og Hanne og Kurt fik en glad og engageret søn i røret, når Andreas ringede hjem. Magnus havde taget tømrerfaget op igen efter endt værnepligt, og nu var det hans tur til at sidde med store ører, da Andreas efter et halvt års udsendelse kom hjem og fortalte soldaterhistorier.

Magnus: Jeg havde ikke tænkt over, at det var en mulighed for mig at blive udsendt, men jeg var ved at være træt af at være tømrer, og jeg blev for alvor interesseret, da jeg jeg hørte Andreas´ historier fra Irak.

BUBBER

19


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 20

Det var noget helt andet end det, jeg kendte fra min rekruttid i Holstebro. Det hele lød virkeligt spændende, og jeg bestemte mig for at forhøre mig lidt om mulighederne for at komme af sted. Da jeg ringede til forsvaret, var det egentlig bare for at få nogle oplysninger, men de spurgte med det samme, hvornår jeg kunne starte. Jeg arbejdede jo hos min tømrermester, så det vidste jeg ikke lige, men jeg fik talt med ham, og en måned senere stod jeg på Slagelse Kaserne. Magnus kom i samme kompagni som Andreas, og ingen kunne se forskel på de to tvillinger.

Magnus: Da jeg startede og stod der i civil, kiggede de alle sammen underligt på mig. “Hvorfor er du i civil? Vi skal i militærtøj i dag”, var der én, der sagde. De første fjorten dage var de værste. Hvis Andreas kom fem minutter senere på arbejde end jeg, fik jeg en masse at vide om ham. Folk kom til mig og sagde, at det havde været “superfedt i weekenden”, og så fik jeg nogle gode røverhistorier, som ikke havde noget med mig at gøre. Men sådan har det altid været. Under øvelser blev det sådan, at “ham med antennen er Andreas, og ham uden er Magnus”. Min bror, jeg og en tredje mand var på hold sammen, og det var selvfølgelig noget nyt for os at skulle arbejde sammen, men vi gjorde det godt. Vi tænkte jo ens, så det var nemt for os at finde ud af, at hvis han gjorde sådan, skulle jeg gøre sådan. Andreas var gevær 1’er, minisergent i gruppen, og jeg blev dysseskytte. Det er et helvede. Jeg har prøvet at skyde med sådan en dyssekanon. Jeg kom for tæt på og troede, der var gået ild i mine bukser. Alt hår var

20

TILBAGE TIL EN FUSER


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 21

brændt væk på låret. Det er sindssygt. Det var under en optagelse, og vi havde vores kamera på, og bare den kraftige lyd fra dyssekanonen gjorde, at båndet koblede ud. Den er så aggressiv. Magnus: Ja, jeg har også prøvet det med benet, det tror jeg, alle prøver. Man skal lige vænne sig til den. Nu er det nogle år siden, jeg sidst har skudt med den, så nu kunne jeg godt tænke mig at komme til det igen. Jeg savner den faktisk engang imellem. Den er lavet til at få ram på folk, der dukker sig eller smider sig ned i en voldgrav, når man skyder. Man har udviklet et våben, hvor kuglen farer lige frem for så at søge i en ret vinkel ned mod jorden. Hvis der er en voldgrav 600 meter længere fremme, indstiller man den til at dykke dér. Det er da ulækkert. Magnus: Det er effektivt.

BUBBER

21


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 22

Den vildeste actionferie

Magnus og Andreas skulle have været i Afghanistan sammen, men nogle måneder før udsendelsen meldte Andreas fra. Han skulle have tiden i Irak på lidt længere afstand. Magnus tog som planlagt af sted med hold 5 i februar 2008.

Hanne: Det var ikke, fordi vi kunne mærke noget særligt på Andreas, da han kom hjem fra Irak. Han var godt nok utroligt rastløs i starten, men han var ikke aggressiv, og han havde heller ikke søvnproblemer. Han kunne komme ud i køkkenet og åbne køleskabet og skabe bare for at kigge, og pludselig var han ude ad døren for at køre en tur – og så tilbage” igen. “Har du ikke en god film?” – og så ud ad døren igen. Men det gik over efter en lille måned. Og så længe, jeg vidste, at han sov godt om natten, betragtede jeg det ikke som problematisk. Vi vidste godt, at han ville tage af sted igen, men også, at han havde brug for en fortjent pause. Kurt: Han skulle af sted i februar 2009 med en sektion på seksten mand, som han godt kunne lide. Jeg tror ikke, han tænkte så meget på, at han skulle i krig. Selvfølgelig vidste vi, at det ikke var ufarligt, men Andreas syntes, det var spændende, at han skulle til at udføre det, han havde lært, i praksis. Det glædede han sig til – at være spejder, spion. Det kunne han lide. Han skulle have kontakt til lokalbefolkningen i områder, hvor de ikke havde fået hjælp længe, og finde ud af, hvordan han bedst kunne hjælpe dem.

22

TILBAGE TIL EN FUSER


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 23

Men tror du, at Andreas virkelig gerne ville af sted, da han endelig kom det? Var han 100 pct. klar? Magnus: Ja, og han var glad for sin sektion, ligesom jeg er for min. Han skulle bare have meldt fra lidt før i første omgang. Hanne: Ja, for kammeraternes skyld. De hænger jo sammen som ærtehalm, de drenge. Tror I, at nogen soldater kan føle sig pressede til at tage af sted? Magnus: Det tror jeg. Nogle i delingen har da også tøvet lidt med, om de skulle af sted eller ej, og ingen bebrejder dem noget, hvis de ikke vil. Men vi vil gerne have det at vide i god tid, så vi kan nå at få en ny mand ind. Der er ikke noget værre end at stå der to måneder inden udsending og få at vide, at der er én, som ikke vil med alligevel. For så får vi ikke en ny mand, før vi står dernede, og det er altså meget rart lige at se hinanden an, før man går i krig sammen. Hos os er der én, der ikke har været udsendt før, men når vi skal af sted, har vi gået sammen i et par år og kender hinanden rigtigt godt. Andreas blev altså på kasernen i Slagelse, da Magnus tog til Helmand som panserværnsinfanterist udstyret med en masse ting fra Andreas’ tid i Irak. Bælter, tasker og andet grej. På samme måde som Andreas senere fik en del med fra Magnus, da han drog ud med hold 7. Når Magnus ringede hjem og talte med sin bror, handlede samtalerne meget om opgaver og udrustning. “Vi snakkede meget militærsnak”, som Magnus siger.

BUBBER

23


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 24

Udrustningen skulle forsvaret vel sørge for? Magnus: Det er ikke altid det bedste grej, man bliver udstyret med i forsvaret, så meget af det, vi har, er selvindkøbt. Veste, støvler, hjelme, sigte til vores geværer ... alt muligt. Måske vil man have vesten i grønne camouflagefarver i stedet for i sandfarvede, og så kender man en, der har købt en vest på et smart engelsk eller amerikansk site på nettet, og så overvejer man, om man skal købe én selv. Jeg kender nogen, der har købt fire-fem forskellige veste, og de ved faktisk ikke altid, hvilken de lige skal bruge. Gå aldrig ned på udstyret? Magnus: Nej, det er vigtigt. Alle køber selv, og der er mange, der bruger rigtigt, rigtigt mange penge på det. Blev din udsendelse så, som du havde håbet? Magnus: Den var superfed. I starten var vi helt obs på alt, hvad vi så. Bare der stod en mand med et tørklæde, troede vi, at han var talebaner ... nå, han var bare bonde, fandt vi så ud af. Vi troede, der blev skudt på lejren, når vi hørte det mindste, men vi vænnede os til det. Vores gennemsnitsalder var rimeligt høj – 26 år. Jeg er 28 og har selvfølgelig mere erfaring end ham på 20, der ikke har prøvet så meget. De helt unge kan nemt blive sure og aggressive i modvind, og de skyder måske hurtigere på en mistænkt, end jeg gør, fordi jeg har roen til lige at se tiden an. Der skal meget til at stresse mig, og sådan var det også for Andreas. Både herhjemme og i Afghanistan. Indenfor forsvaret lærer vi at bevare roen i pressede situationer. Vi boede fem mand på ti kvadratmeter i et gammelt fladt com-

24

TILBAGE TIL EN FUSER


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 25

pound i ørkenen, ligesom afghanerne selv bor. Der var ingen komfort, men én var murer, jeg er tømrer, en anden var pladesmed og en tredje var elektriker, så vi kunne lave meget selv. Det var koldt i starten, så vi lavede en brændeovn af en tom olietønde, som vi skar huller i, og vi lavede lem og askeskuffe og fandt metalplader, vi kunne rulle sammen til en skorsten. Køkkenet måtte vi selv bygge af, hvad vi kunne finde. Mad og et gasblus fik vi dog. Hanne: Jeg blev bedt om at finde ud af, hvordan man laver en jordovn, og så sende oplysningerne til dig. Magnus: Ja, og så lavede vi en ovn. Den virkede fint. Vores latrin var også bare sådan et hul med teltflag over, som blæste væk, når vinden var kraftig. Så vi fandt noget træ og nogle stålplader og bankede et primitivt toilet op midt i ørkenen. Bad tog vi under sådan en plasticpose, hvor man kunne åbne for vandet. Jeg troede, der var sørget for en lejr, man kunne bo i. Magnus: Ikke i starten. Men forhåbentlig skal jeg bo i Camp Price eller Bastian næste gang, hvor der er bad og toilet. Det får man ikke at vide, før man står der. Men vi fik en masse ting sendt hjemmefra af vores familier, især mad. I starten spiste vi de amerikanske feltrationer, som er super gode. Men i et par måneder fik vi de engelske, og dem var der stort set ikke nogen af os, der spiste. Folk tabte sig helt vildt. Der kom ellers veterinærer, som tjekkede hygiejnen og forholdene i øvrigt, og de fik engelske feltrationer ligesom os andre. Men de spiste jo heller ikke af dem. Så alle fik mad hjemmefra.

BUBBER

25


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 26

Men bortset fra den dårlige mad, så må I jo være kommet ud for oplevelser, som du med kærlige og beskyttende forældre ikke havde forestillet dig, at du skulle kunne komme ud for? Magnus: Ja. Vi var tre delinger, som en dag var ude at undersøge nogle huler og grotter, da vi så, at kvinder og børn pludselig begyndte at forlade området. Det er altid et tegn på fare. Og ganske rigtigt hørte vi derefter et kæmpebrag og fik hurtigt at vide, at der var sårede. En var såret let, en anden havde mistet et ben og var skadet på arm og hoved. Vi skulle sikre en helikopterlandingsplads, så de sårede kunne blive hentet, og jeg blev kaldt over som sygehjælper. Det viste sig, at én fra vores hold var død. Jeg kendte ham ikke så godt, men vi havde da talt sammen nogle gange, og det var mig, der skulle dække ham til. Han lå og var hel, og lige i situationen tænkte jeg nok ikke så meget over det. Jeg skulle bare parere ordre. Men det var selvfølgelig ikke særligt rart, og da jeg kom tilbage til gruppen, sagde de andre, at jeg så helt forkert ud. Jeg kom ind i gruppen igen og fik min sikringsretning, men jeg havde slet ikke lyst til at være der. Og så begyndte tankerne at flyve igennem hovedet på mig. Om det nu også var det rigtige valg at blive soldat. Ingen har jo lyst til at være der, når sådan noget sker. Da vi var tilbage i lejren, var der debriefing, hvor vi talte om, hvordan vi havde det. Jeg deltog i det, og det var fint, og jeg kom forholdsvis hurtigt ovenpå igen. Jeg lukkede mig nok lidt inde i min egen verden for en tid, men egentlig rettede vi, der ikke kendte ham så godt, hurtigt vores opmærksomhed mod næste patrulje og næste opgave. Men måske var det den episode, der gjorde det klart for mig, at det var alvor. Kunne du så godt lukke det ude igen?

26

TILBAGE TIL EN FUSER


Bubber bog 15,5x23:Layout 1

11/10/11

15:06

Side 27

Magnus: Jeg talte meget med mine kammerater. Vi snakkede sammen, når vi for eksempel sad sammen på en vagt. Samtidig med, at I skulle holde øje med det hele og eventuelt åbne ild mod taleban? Magnus: Ja, men det kan man godt overskue. Bliver man ekstra sur på fjenden, når sådan noget sker? Magnus: Ja, det gør man. Og man trænger til at komme ud med det. Det kunne vi ikke, så vi blev nok lidt indebrændte. Det ville have hjulpet, hvis vi skulle have været i kamp frem for at holde vagt, som vi skulle. Tænk, at der kommer arbejdsmiljøforskere på arbejdspladserne, som siger, at man skal have hæve/sænke-borde og sikkerhedssko, og rygerne skal uden for døren. Mens du på din arbejdsplads skal dække din døde kammerat til og arbejde videre. Kan du tåle det? Magnus: Ja, jeg føler mig mentalt forberedt som soldat. Jeg taler meget med mine venner, og der er psykologer og og en feltpræst, som man altid kan komme til at tale med. Jeg er forberedt på, at jeg sikkert igen vil komme i situationer, hvor jeg vil føle det ubehageligt. Hanne: Jeg tror, du tager derned med en anden indstilling, end da du tog derned første gang. Dengang var det vist mere røvere og soldater.

BUBBER

27

Bubber – Kæmp for hvad du har kært af Dorte Kvist og Bubber  

I Kæmp for alt hvad du har kært går Bubber tæt på danske familier, der er berørt af krigen i Afghanistan: Den unge soldat, der ikke kan leve...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you