Issuu on Google+


Brun mands byrde af Hassan Preisler

Lindhart og Ringhof


Brun mands byrde © Hassan Preisler og Lindhardt og Ringhof Forlag 2013 Forside: idé og foto: Per Morten Abrahamsen Omslagslayout: Imperiet / Harvey Macaulay Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote Grafik / Lars Ole Nielsen Forlagsredaktion: Sune de Souza Schmidt-Madsen Tak til Louise Ardenfelt Ravnild Trykt hos UAB Print it ISBN 978-87-11-38741-2 1.udgave, 1. oplag 2013 Printed in Lithuania 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont


Til Sonia


Saa Løft en hvid Mands Byrde Send ud den bedste Søn At tjene andre Racer For en Landflygtigs Løn; Hos raadvildt Folk og vilde At tage tunge Tørn — En tvær og kuet Stamme Halvt Djævle og halvt Børn. Rudyard Kipling „Hvid Mands Byrde” 


Når jeg rejser, klæder jeg mig i internationalt designer­out­ fit med stram silhuet. Jeg ville foretrække slasket jogging­ tøj, men jeg tør ikke, og når jeg går til konference, klæder jeg mig i krøllet, sort habitjakke og sorte sko, og jeg ville foretrække Mr. Jardex, men jeg tør ikke, og når jeg ­tager på Louisiana, klæder jeg mig i beige bukser og beige skjorte, og jeg ville foretrække kjortel og sandaler, men jeg tør ikke: og jeg er en kamæleon, og jeg kan være, hvem du vil have, jeg skal være, og hvis du vil have en partner, tag min hånd, og hvis du vil slå mig ned i vrede, står jeg her, og hvis du vil have en bokser, træder jeg ind i ringen for dig, og hvis du vil have en doktor, så undersøger jeg dig, og hvis du vil have en chauffør, stig ind, og hvis du vil køre mig en tur, ved du, at du kan; jeg er din mand, og jeg er så omstillingsvillig og forandringsparat, jeg er fleksibel som en balletdanser og modtagelig som en baby, og når jeg er i Beirut, sidder jeg med spredte ben, ikke krydsede, og når jeg er i New York, siger jeg „yeah“, ikke „yes“, og når jeg er i Sevilla, går jeg aldrig med shorts om søndagen, og når jeg er i Berlin, går jeg ikke med brune sko efter kl. 17, og i alle de landsbyer, jeg har besøgt, og i alle de storbyer, jeg har været i, har jeg set det samme og gjort det samme, og alle de gange, jeg er vendt hjem og har sat fødderne på dansk jord, har jeg bukket mig dybt og kysset 9


jorden under mine fødder og tabt min kalot og samlet den rød-hvide klaphat op og trukket den godt ned om ørerne, før jeg smiler til spejlruder uden toldere og kommer ud til flag, der flagrer, og min May kommer løbende i sort og smil, og vi kysser, og vi tager toget fra Kasterport til Østtrup, og fire mænd og fire damer i ternede skjorter og lyserød teint sidder om os, og de ser min klaphat, og de siger „sikken en smuk datter, du har“ og „du får travlt med jagtgeværet, når hun vokser op“, og jeg siger tak, og vi kører ind i en tunnel, og der bliver stille i vognen, og vi kører ud igen, og Sonia s­ iger „se, nu kom lyset”. Mit navn er Hassan Preisler. Jeg har optrådt i sammenhænge, hvor emner som ligebehandling, mangfoldighed, inklu­sion og integration er på bordet. Jeg er egentlig skue­ spiller, men jeg iklæder mig konferencejakken og de pæne sko, trimmer skægget og holder foredrag om min opvækst og viser små filmklip om andre farvede, der også synes, de er mindre værd, og jeg sidder i paneler med andre farvede, der, ligesom jeg gør det, får høje honorarer for at fortælle om, hvordan det føles at være farvet i en hvid verden. Vi sidder på rådhuse, i teatre, filmhuse, biografer, museer, biblioteker. Ethvert sted, man kan finde en sal, kan man holde en konference. Ligesom Blackwater har malket krigskasserne, har integrationsindustriens k­ rigere­ haft frit spil til at køre rundt i gaderne og skyde c­ ivilister i sagens tjeneste. Med front mod mig sidder politikere, chefer, producenter, direktører og konsulenter. De har 10


gråt hår og skaldede isser, deres skjorter er dyre og stive, og selvom de sidder ned, og jeg rejser mig op, er de stadig et hoved højere end mig, men de har tørre mundvige, og hænderne holder anspændt om de skrøbelige vandglas af plastik, når de fører dem op til munden, og glassene gen­fyldes af servilt smilende frivillige. De høje herrer er bange for undersøgelseskommissionen, der har indkaldt mig som vidne, og vi er i Nürnberg, Johannesburg og Den Haag, og vi rejser os, da det store integrationsmonstrum snor sig ind ad døren i sin lange, sorte kappe og sin hvide krave og paryk, og det ændrer navn for øjnene af os og bliver til inklusionsmonstrum med et smil, og jeg kaldes op til skranken, og jeg er ikke længere fremmedarbejder, jeg er gæstearbejder, og jeg er ikke længere indvandrer, jeg er nydansker, og jeg har ikke længere minoritetsbaggrund, jeg har interkulturel baggrund, og jeg er ikke første- eller anden- eller tredje- eller fjerde- eller femtegenerationsindvandrer, og jeg får lov til at give de høje herrer bind for øjnene og rulle tromlen og lade løbet klikke mod deres tindinger. „I må væbne jer med tålmodighed“ siger de, og „tænk på dengang, hvor vi satte en sort kvinde til at sige vejrudsigten“ siger ham med issen og brillerne og skægget, og han holder mig ind til sig, og jeg sidder fast i knuset og ved pludselig ikke, hvilket ben jeg skal stå på, for han lugter ligesom morfar Mogens, men han ligner foto­ grafiet fra historiebogen af officeren i rød uniform, der på pladsen i Delhi mejer min indiske forfader ned med en hånddrevet Gatling gun, mens min indiske forfader råber 11


„Viva la Revolución“ på urdu, fordi han vil være herre i eget hus, og vi trækker os fri af hinanden, og jeg aner ikke mine levende råd. Jeg møder min May nytårsaften til en fest på et reklame­ bureau, og hun er inviteret af tvillingerne Mads og Andreas, og jeg er inviteret af Aner Det Ikke, og jeg ankommer med kvinder i fugleformation, og det er mig, der bryder vinden, og jeg gør det i smoking, og jeg er højt på strå, for det er længe siden, jeg har lyttet til Hassan, og han har ellers noget at fortælle, for i Beirut tog Yalda sit gode flamenco-­ tøj og gik, og i Aarhus spillede han for tomme sale og to stjerner i Stiften, og nord for København faldt hans morfar Mogens om på lokummet med en knude i skallen, og de fyldte ham med kortison og pakkede ham ind i hvid skjorte og hvide bukser højt oppe med udsigt over ringvejen, og morfar Mogens mistede sin personlighed og pegede ud ad vinduet og sagde til mor ­„hobbitterne kører og kører“, og morfar Mogens tørrede langsomt ud i sengen, og øjnene sank dybere ind i hulen, og huden trak sig ned omkring kraniet, og morfar Mogens sluttede af med åben mund og et let „ah“, og vi bisatte ham fra Utzons kirke i Bagsværd, og præsten med det store skæg lod mig læse op fra talen, jeg skrev til morfar Mogens og hans billed­skønne Birthe, som han mødte, da mormor Else trak sig ind i sig selv, og jeg rejste mig og gik op ad kirkegulvet, og jeg foldede papiret ud, og jeg lænede mig op ad kisten for at få støtte til mine rystende ben. 12


Få år efter dør billedskønne Birthe på Fælledgården uden minder om andet end mænd, der var nærige, og mænd, der var gavmilde, og den mest nærige havde et navn, der lød sådan bam-bambam, og den gavmildes lød mere sådan bambum-bambum-bambum, og jeg når at ­besøge Birthe, og vi ser på billeder af morfar Mogens, og vi drikker te og spiser småkager, og hun siger „hvem er det nu, du er?“, og jeg siger „jeg er Hassan“ og tænker „her har jeg været før“, og jeg er tilbage hos mormor Else på Mølle­ gården, og mormor Else siger „hvem er det nu, du er?“, og jeg siger „jeg er Hassan“. Jeg orker ikke at besøge mormor Else, men jeg har trukket mig op ved hjælp af skyld, og jeg kører med S-tog til Lyngby og bybus ad vejen ned til søen, og jeg står af, og jeg slår paraplyen op, og jeg går ned langs en spejderhytte og en radiosender, og jeg når frem, og lugten af parfumefrit vaskepulver og smagsløst kartoffelpulver trækker mig ind gennem døren, der skyder til side med en tør lyd, og jeg går ned ad gange, og der er røde mursten over det hele og blomstret patchwork i trærammer og linoleumsglat gulv, og jeg nærmer mig kaffestuen og ser det på lang afstand, og jeg stopper op et sekund, for i dag er mormor Else på benene, og i dag holder mormor Else hof, og mormor Else farer til fjerne egne af verden og hiver de andre med, og hun lever livet, og hun maler stuen rød, og hun er Karen Blixen og Emma Goldman og Asta Nielsen, og jeg træder et skridt frem og ind i h ­ endes historie, og „der kommer min fætter Hassan“ siger hun, og „han er fra Indien. Maharaja“, og mormor Else er stolt 13


som en pave, og jeg sætter mig, og hun v­ elsigner mig med hånden på min pande, og hun sidder ved sit s­tore mahogni­skrivebord på godset på Strandvejen, og vi ser ud over Øresund, og vi drikker kakao af kander af sølv, og hoffet lytter betaget til mormor Elses historier fra Kenya og Indien og Peru, men verden skælver, og noget fortaber sig, og noget falder sammen, og mormor Else dykker ned i et andet lag og siger „da, da, da, da, da“, og jeg ser op, og skaren af tilhørere er klædt i tøj, der lugter parfumefrit, og de er bundet til kørestole og slidte stole af bøgetræ, og de mades med smagsløst kartoffelpulver af travle plejere, og saften er lunken, og teen er kold, og jeg triller mormor Else ned på stuen, og vi deler en mad med blåskimmel­ ost, og hun siger „Saga“, inden hun trækker vejret dybt og dykker ned til bunden, hvor jeg ikke kan se hende, og jeg hiver i rebet til dykkerklokken, og jeg kalder hende over radioen, men hun har slukket og svarer ikke, og jeg tager jakken på og slår paraplyen ud og tager bussen og toget, og der går ikke lang tid, inden mormor Else en nat dykker igen og tager masken af og smider flasken og slipper linen og ­sender et let „ah“ tilbage til sengen, hvor hun ligger, og mor og morfar Mogens vågner, og morfar Mogens aer hende over kinden, og mor folder hendes hænder på ­brystet, og jeg siger „farvel, mormor Else”. Min May tager et fast tag om mig på dansegulvet, og jeg vil ikke have, at hun skal slippe igen, og jeg spræller, og hun holder fast, og vi cykler af sted op ad Godthåbsvej, 14


og der er håb, for min May er fra barndommens gade, og hun har sort hår og brune øjne, og vi mødes om bordet i natten og drikker te, og jeg siger „ved du?“, og hun s­ iger „kender du?“, og vi svarer „ja!“, og hun låser sig inde bag et tykt lag kyskheds-bomuld og falder i søvn, og jeg s­ over ikke før sent, og næste morgen er hun væk, og s­ olen står ind ad vinduet, og jeg ser mig omkring, og der er slidte underbukser og brugte bh’er på gulvet, og der er k­ joler og bukser på stole og opslåede tørrestativer, og der er sko overalt og strømper, der ikke passer sammen, og i det gamle køkken er der fastgroede madrester på den tårnhøje opvask, og plastikskinken i køleskabet bukker opad i hjørnerne, og plastikosten er hård som sten, og en kvart pakke toastbrød er tør som sand, og dér står jeg med åben mund og polypper og økologi og højt fiberindhold og siger „hun er fantastisk“, og jeg henter computeren og flytter kuffert og tasker og kasser og bøger og mapper og møbler ind i lejligheden, men for hver kasse jeg tømmer, og for hver stol jeg stiller op, tager jeg ejerskab over boligen og min May, og for hver gang jeg åbner et brev stilet til min ny adresse, mærker jeg boligen og min May tage ejerskab over mig, og for hver gang ejerskabet æder sig ind på mig, bliver jeg mere skræmt, og for hver gang jeg bliver mere skræmt, råber jeg højere og vredere og smider en tallerken eller en kop i gulvet ude i det muntre køkken. Min May bager kager og kringler og medaljer, og jeg gør rent og rydder op, og hun smider ud, og jeg samler ind, og hun fyrer af, og jeg sparer op, og hun vil til par­ 15


middag, og jeg vil drikke med drengene, og hun vil giftes, og jeg vil have et barn, og vores forskelle bliver klare som ­krystal, og vores ligheder bliver matte som glasforpestet opvask, og vi fjerner os fra hinanden, og vi bliver skuffede, og vi bliver bitre, og vi gør os hårde, og vi bliver fjender, og vi tager handskerne af, og vi slår igennem, og det gør ondt ad helvedes til, og indimellem indgår vi skrøbelige fredsaftaler, som da svigerfar Mohamed falder om med prop i hjertet, eller da vi gifter os, eller da Sonia kommer til verden, og når freden er ovre, er krigen taget til, og jeg vil ikke tale, og min May er vred på mig, og jeg tænker, at tidligere var det sådan, at når en mand og en kvinde fandt sammen, så fik kvinden en hel masse flere mennesker at tale med, og manden fik en hel masse flere mennesker at fortælle dårlige vittigheder til, og jeg tænker, at der ikke er flere storfamilier i Danmark, ikke ud over indvandrerne og Mærsk, og jeg tænker, at fars familie var en storfamilie, og mors familie var en storfamilie, og at vores hjem er en frygtelig sårbar enhed. Jeg bor lang tid i Mellemøsten, før jeg opdager, at ­kvinder­ne er smukke, og nu kan jeg slet ikke se andet, og da jeg er yngre, beviser jeg min danskhed ved at elske kvinder med hvid hud og blondt hår og blå øjne, og jeg siger højt og tydeligt, at jeg foretrækker dem lyse, og Lotte er den første, vidunderlig blond og fjern i blikket, og jeg kysser hende under skolefestens kysselege, og de er smukke, de læber, midt i det lyse ansigt og omgivet af lyst pagehår, og da jeg 16


første gang får en kæreste, er det Christina, og Christina går til frisøren og farver sit korte hår i nye nuancer af lyst en gang om måneden, og der er Sofie og Signe og Dorthe og Ann og Ane og Trine og Lene og Julie og Maise, og de skinner og stråler med blondt og mellemblondt hår og grønne og blå og lysebrune øjne, og de har mælkehvid flødehud, og vi går tur hånd i hånd, og jeg beder dem tage hatten af og slå solbrillerne op, men undgå solen, og jeg siger til hele verden „jeg har hende, hun er min, og hun er hvid!“. Og så er der Eva! Og Eva er som sendt fra himlen, og Eva er 72 jomfruer og mælk og honning, og ren og uden omsvøb og fuld af tro, og vi supplerer hinanden til perfektion, og vi tager til Athen og sejler fra ø til ø, og vi tager til Bangkok og sejler fra ø til ø, og vi tager til Paris og ser Bjarne vinde, og vi overværer det nye år tage sin begyndelse på La Coupole og i Milano på Piazza Duomo og i København på Trianglen og Langebro, og vi går til parmiddag med Niels og Katrine og Camilla og Christian og Preben og Charlotte, og jeg har fået det, jeg ville have, og jeg er inde i varmen, jeg er på plads, og pengene passer, og Eva folder sig ud og breder vingerne og smider sig ud og flyver, og oppe mod den utroværdigt blå himmel sejler Eva og Sofie og Sine og Dorthe og Ann og Ane og Trine og Lene og Julie og Maise, men jeg basker med armene og hopper på stedet og gør mig umage, og jeg har ikke evnen, så de sejler ind på The Moose is Loose, og de tager Peter og Carsten og Jakob og Jan og Lars i hånden, og de lader ham kysse dem, og han tager dem på brysterne, og 17


de siger „vi elsker dig, Hassan, men du er så fjern, og du er så lukket, og du er så opfarende“, og de har ret. Til morgensamling sender smukke Tina fra 2.g et smil i min retning, og der er ikke én eneste anden Hassan på mit gymnasium, og der er ikke én eneste anden Hassan i hele verden, og jeg er fri, og jeg klæder mig kontroversielt for forstadssmagen, men helt i tråd med det indre København og går i cowboystøvler og hullede jeans og T-shirts og sweatre med mønstre og bomber-jakke, og jeg har hår ned til midt på ryggen, og jeg sveder meget de år, så jeg går med armene over kors for ikke at afsløre svedpletterne, og det forveksles med arrogance, og det passer mig fint, og dér sidder jeg så med benene oppe på bordet og en Camel i mundvigen, og jeg er den eneste, der ved, at jeg har lagt størst mulig afstand mellem den indre og den ydre Hassan, og jeg tænker „i aften vil jeg kysse Tina bag en busk og finde vej til hendes bryster under Robe di Kappa-blusen“, og i morgen vil jeg skride gennem kantinen, og alle vil tænke „Hassan!“. Og nu står jeg her på gulvet og svinger håret, og så ser jeg det: Jeg får øje på først én Hassan og så én til, og de har skabt plads omkring sig på dansegulvet et stykke fra os og er klædt i primærfarvede drummerboy-jakker, stramme bukser og lakstøvler, og de har pomade i det lange, sorte hår, og de har solbriller for øjnene, og de gør ting på gulvet, som ingen af os andre gør eller tør, og vores højre-venstre-højre-dans falder ­sammen i deres selskab, og jeg må gøre noget, så jeg peger 18


på Prince og Prince og slår en skraldlatter op, og stemningen letter, og vi genindtager vores space, og de to farveladefyre danser ud af vores synsfelt, og jeg er dagens helt, og kort efter står jeg og ser mig i spejlet ude ved toiletterne, og jeg tænker „du er cool“, og jeg fylder hænderne med vand, og jeg bukker mig forover og skyller mit ansigt, og jeg rejser mig, og så står han dér bag mig, Prince 1, og han ser mig ind i øjnene hen over min skulder, og jeg mærker hans hånd tage fat i min skulder, og han svinger mig rundt og griber mig om halsen, og han hvæser med ånde af sød sprut og bitter accent: „Din fucking forræder!“, og i det samme kommer Nikolas ind og træder til og får overtalt Prince 1 til at slippe mig, og vi tager en pause, Nikolas og jeg, og en Camel til at rette mig ud igen, inden vi træder udenfor, og dér ser vi sporene efter prinserne: Overalt ligger unge mænd med blødende næser og ømme kæber og løse tænder, og da prinserne danser ud ad hoveddøren, er vi en flok på halvtreds, der følger efter for at vise dem, men Prince 2 kaster en flaske Bols op højt i luften og ind i vores flok, og flasken rammer Røde i ­hovedet, og han går ud som et lys, og indenfor er Tina gået, og et par uger efter skifter hun gymnasium. Eva er ikke glad for, at jeg rejser til Mellemøsten, og hun og jeg har siddet og gennemgået, hvad hun skal gøre, hvis jeg bliver kidnappet, og vi er lige blonde i det her, ­selvom hun er ægte, og jeg er falsk, og jeg tager fra Østerbro til Beirut, og jeg ved, at jeg ikke vil vende tilbage til Eva. Jeg 19


ville så gerne være hvid sammen med Eva, men Evas søs­ ter kalder mig gurker, og Evas fætre er grænsebetjente i Korsør, og Evas mor har set Ikke uden min datter på VHS i huset i Ølstykke, og i årene, der følger, rejser jeg frem og tilbage mellem Beirut og madrassen på søster Rebeccas gulv, og på madrassen er jeg bitter og bedre­vidende og besværlig, og i Beirut er jeg den bedste søn og tjener andre racer og tager tunge tørn, og en aften går jeg fra beirut­bar til beirutbar med brevet fra ambassaden i lommen, og alle, jeg møder, hører, at „jeg er her på særligt legat“, og alle slår et imponeret klik med tungen. Og så står hun der, Yalda, med kulsorte øjne og kulsort hår, og håret krøller, og jeg krøller og bukker sammen på m ­ idten, og noget har slået mig hårdt i maven, og Yaldas hænder graver sig ind, og de åbner mig og frelser mig og beskytter mig, og de ved bedre og kender svaret og løser gåden, og vi krydser fra øst til vest og vest til øst i Beirut og verden, Yalda og jeg, og vi slår os ned i Sevilla og Madrid og Paris, og jeg er hendes muse, og hun er min klippe, og jeg er oprørte vande, og hun er den, der glemmer, og det er først, da hun ikke kan glemme mere, at hun slukker mobilen og køber en billet ud af Beirut for altid, og jeg kaster mig i stedet over Cynthia og Rania og Nathalie og Caroline og Ballantine’s med Rafik og rød Libanon med David og coke med Noel, og nætterne overtager dagene, og teaterdirektøren siger „det er ikke godt nok, det, du laver“, og teaterskolerektoren siger „det er ikke et akademisk niveau, det, du leverer“, og jeg siger op i vrede, og 20


jeg skriver indlæg i L’Orient-Le Jour og Daily Star, og jeg brænder broer og graver grøfter, og jeg kalder dem kujoner og fortidslevn, og de svarer igen, og de kalder mig arbejdsløs, og jeg siger „I skal se, jeg kan gøre det bedste“ og mobiliserer til borgerkrig, men krigen kommer mig i forkøbet, og Beirut vinder, for Beirut kan brænde præsi­ denter og ambassader og bydele, og jeg kan ikke andet end at spille komedie, og jeg ender alene i Beirut uden talenter, og jeg står og ser på bilvrag og ligdele og bydele, der mangler, og flagstangen, hvor Dannebrog hang og viftede, er bukket sammen og sodet til, og lugten er skarp af grillet kød, og hjertet sidder oppe i halsen, og bilbomberne får vinduerne til at skælve, og millioner marcherer for og imod, og jeg går med og er både for og imod, og tankbiler spreder hvidt pulver over murbrokkerne mod stanken, og kommissioner lægger røgslør ud, og jeg ligger fladt på ryggen på taget af en etværelses i centrum, og kirkeklokkerne og minareten kimer og kalder om kap, og jeg ser op på stjernerne, og de leder ikke en skid mod noget som helst, og jeg smider håndklædet i ringen og vinker farvel til Université Saint Joseph og Université Saint Esprit de Kaslik og Lebanese American University og American University of Beirut og Theatre Monnot og Beirut Theatre og David og Danny og Dany og Noel og Ernesto og Marwa og Lama og Cynthia og Beatrice og vender hjem uden tro på gud og demokrati og kærlighed, og „resten er stilhed”.

21


Jeg ser ud over Holmenkollen, og jeg husker skihoppere, der hoppede ufattelig langt og svævede helt ind i stuen i Bagsværd, og jeg forstod ikke, at de turde, og nu hvor jeg ser bakken, og den er urimelig høj og stejl, mærker jeg, at der kun er frygt, når jeg sidder her, intet andet, og jeg ser ned på min tallerken, og den er tom ligesom glasset, og over for mig sidder den øverste chef for det største teater i Sverige, og til højre for mig sidder vicekulturministeren i Norge, og rundt omkring mig er spillere i integrationsspillet i gang med deres kast og stød, og terningerne ruller, og kortene vendes, og jeg går i seng med pessimismen, og jeg vågner for sent næste morgen, og jeg har ondt i låget af vin og cigaretter, og jeg løber ned til morgenmaden, og jeg f­ylder mig med æg og pølser og bacon og lagefrugt med mysli og ­yoghurt, og jeg sluger to kopper kaffe, og da de andre rejser sig, følger jeg med dem ned i vores lille, lavloftede konferencelokale, og chefer og embedsmænd og politikere indtager gode positioner, og jeg sidder ved døren, og når nogen skal ind eller ud, rammer døren mig i nakken, og jeg dukker mig ned mod bordet og min kaffekop, hver gang jeg hører nogen på gangen, og jeg forsøger at gøre alt, hvad jeg kan for at bevare optimismen, men det er frygtelig svært. Jeg skal til begravelse i Kokkedal Kirke, og mor og søster Rebecca og jeg har gået den lange vej fra stationen til kirken, og biler og cykler stopper og spørger, om vi er faret vild, og om vi har brug for hjælp – også på engelsk – og vi siger „nej tak!“ og „no thanks!“, og da vi holder en pause, 22


kan jeg se, at vi er gamle, os tre: Mor har gråt hår og står og vipper fra side til side med stivhed i ryggen, og søster Rebecca er ikke søster Rebecca, men kvinde med barn og mand og grad fra universitetet og stilling som lektor og et alvorligt udtryk i masken, og vi går videre ad veje og ­stier over marker og enge, og solen skinner, og det er køligt. Mors veninde Anita er død af kræft, og jeg har taget dagen fri, og jeg siger „jeg skal være der for mor“, men jeg tænker, at jeg nok i virkeligheden er taget til Kokkedal, fordi tårer for Mads og Janne og Signe, der nu er i fyrrerne, ligesom søster Rebecca og jeg, og minder om barndomslege med børnene Mads og Janne og Signe i en familie så tryg, som kun familier i Kokkedal er det, og salmer og selvvalgte sange fra medbragte musikanlæg med lethed stikker en dag med teateradministration, og da vi går videre, tænker jeg pludselig, at det egentlig er underligt, at søster Rebeccas dreng er hvid som kridt, når nu min datter er sort som kul. Jeg samler en flok og grundlægger Bevægelsen Brun til samfundsforandring, lighed, frihed og broderskab, og vi er instruktører og skuespillere og journalister og sociologer og tv-værter og politikere, og vi er halve og hele, og vi er kede og vrede, og vi vil salve og hele. Men vi er anarkister og liberalister og konservative og nykristne og gammelateister, og vi stritter i alle retninger, og vi råber og skriger ad hinanden „din håbløse idealist“ og „din uambi­ tiøse pragmatiker“, og sagen drukner i ­diskussioner om 23


visioner og missioner, og vi udmatter hinanden med tale i tunger og følelser fra barndommen og vokse­værket, og tilliden svinder, og mistroen vokser, og det hele slutter med et brag af frivillighed for sagen Brun og sammenrend af stjerner med hjerte for velgørenhed og øje for opmærksomhed, og da revolutionen udebliver, og aftenen flader ud, og vi keder folk, til de går, samles vi om øl- og chips-donationer i læssevis og ved, at Bevægelsen Brun er frosset fast i tiden, og sagen er tabt, og jeg tænker „vi er selv ude om det“, men jeg løfter mit plastikkrus og siger „dette er begyndelsen på noget stort“ og „vi kommer til at forandre verden“, og vi smiler og skåler og lyver og skråler natten ind i os. Vi nærmer os Kokkedal Kirke, og mor sætter farten op, og søster Rebecca siger „det dér gør hun altid“, og hun stryger af sted med stiv ryg, der vipper fra side til side, og vi sætter tempoet ned, søster Rebecca og jeg, for vi sveder hurtigt, og vi nærmer os kirken og rækkerne af Hyundai’er i mørk metallic, og mænd og kvinder i Troelstrup nikker til hinanden og går med langsomme skridt gennem det knasende grus hen mod toppen af højen og den gamle hvide bygning af sten og glas med tårn og rødt tag, og mor er forsvundet ind gennem døren, og Hyundai-folket følger hende i halvt tempo, og søster Rebecca og jeg når frem, og nogen maser en salmebog i hånden på mig, og jeg vil ikke lave ballade, så jeg tager den, og vi sætter os under orglet, søster Rebecca og jeg, langt fra familien foran og mor, der v­ inker 24


os frem, og præsten begynder, og vi sætter og rejser os i høflighed som efter en dårlig teaterforestilling, og jeg ser på søster Rebecca og vender øjne ad det hele: salmen, prædikenen, skibet og jeg ved ikke hvad, og jeg vil ikke mere, jeg gider det ikke „hold nu op, det er bluff, han har jo ikke noget tøj på, der er ingen gud“, og jeg læner mig tilbage, og jeg lukker øjnene og trækker vejret dybt. Og så gør de det mod mig, de sataner: Bach! Og jeg tænker „det er tarveligt“, og jeg åbner øjnene, og lyset falder ind gennem de manipulerende smukke ruder i farver, der gør kirken urimelig effektiv, og jeg ser ud over grå pager og lyserøde isser, og jeg ser mors og hundrede andres hvide nakker blive belyst, og de er smukke, de nakker og pager og isser, og jeg hører til og falder ind, og vi holder sammen, og Mads og Janne og Signe, som jeg har kendt, siden jeg var Hassan Ahmad, sidder med blanke øjne og børn i alle aldre og mænd og koner fra Bruxelles og Washington, og de siger „Fader vor“, og Mads, som var en lang dreng, allerede dengang vi spillede skumfodbold med svedige sokker og ølkasser i træ som mål, rejser sig og tænder et anlæg med ledning hen til kirkevæggen, og ud af den lille maskine lyder „No Woman No Cry“, og digerne flyder over, og jeg græder, og da det er slut, er jeg hævet og rød og træt, og det siler ned, og en Huyndai-mand med isse og hans kone med page giver os et lift til stationen, og vi kører uden ord til København, og jeg står af på Nordhavn og svinger benet over stangen og kører cyklen til Østre Gasværk og markerer mig „inde“ på tavlen.

25


Vi bryder ud af Bevægelsen Brun og grundlægger teater­ kompagniet danskdansk, og vi vil lave kulturprodukter, der „vender op og ned på det hele“, og vi beder om millioner, og vi beder om teater, og vi beder om omtale og goodwill og støtte og kærlighed, og ingen nægter os det, og vi tænker „det var godt nok satans!“, og vi ser den ikke, frygten i deres øjne, når de tænker „dette kunne være fremtiden, jeg må hellere give dem noget“, og vi hører den ikke, rædslen i deres stemmer, når de hvisker „jeg vil ikke stemples som ham, der stod i vejen for udviklingen“, og ­pengene fosser ind, og dørene åbnes, og hænderne folder sig om vores, når vi bydes velkommen, og vi får kontor med Mayland på væggen og pink sofa og glasbord og fri kaffe fra cappuccinomaskinen, og vi bydes til premiere til højre og venstre, og vi føres frem til seminarer og konferencer, og vi fortæller vores succeshistorie, og de holder deres godbidder frem, og jeg griber dem, og jeg kan danse og synge og stå på bagben og logre, og jeg er gatekeeper og housenigger og onkel Tom og tante Jamima og lille sorte Sambo, og jeg siger „ja, massa“ og bukker og skraber og slikker og sutter og bender over, og de er så sprøde, de pinde­madder, og den er så liflig, den cava, og blød pop og jazz fra husbandet smyger sig ind og finder min modstand i hjernen og bedøver den med løfter om mere succes og flere ­penge og mere magt og flere venner og bedre anmeldelser og Reumert og Bodil og Robert og beundrende kolleger og kvinder, der dåner, og teaterdirektørstol og skræddersyet jakkesæt og håndsyede sko, og Sonia, der beundrer sin far, og mor, der 26


siger „hvor er du dygtig, søn“, og far, der nikker med anerkendelse og kærlighed, kærlighed, kærlighed, og jeg tænker med ét, at jeg er så forskellig fra far, som pæren kan f­alde fra stammen, og det er uheldigt, for far kan godt lide far, og jeg minder frygtelig meget om mor, og det er uheldigt, for mor bryder sig ikke om mor. Far og hans klippe­­fasthed og mor og hendes frem og tilbage. Jeg lever i spændet mellem to identiteter, eller måske snarere i spændet mellem forestillingen om to identiteter: den pakistanske og den danske. I den virkelige verden er jeg undfanget i Cambridge og født i Charlottenlund, som barn boede jeg i Bern og Berlin og Bagsværd, jeg lærte tysk, før jeg lærte dansk, jeg talte engelsk med min bedste ven, der hed Suman, som voksen har jeg levet i Beirut, New York og Madrid, og jeg kan klare mig på spansk og bande og dirigere en taxa på arabisk, men jeg kan ikke et ord urdu, og far voksede op som muslim, men er ateist, mor voksede op som protestant, men er buddhist, og jeg er døbt i Helligåndskirken, men jeg har for længst meldt mig ud af Folkekirken, og far lever sammen med sin Alice på Østerbro, og mor er halvdelen af året i en landsby i Sydfrankrig, og jeg er gift med min May, hendes far er fra Cairo, hendes mor er fra Tårbæk, vores datter hedder Sonia Aziza Preisler. Hun er smuk. Murree Hills er forpost til bjergkæden Himalaya, og mange pakistanere har aldrig set sne, og sne er der masser 27


af i Murree Hills, men ingen ved, hvad man skal gøre med den, så skilifter og skiløjper står og henfalder, og skiudlejningen er lukket. Jeg besøger byen med fætter Guddu, og han er et par år yngre end mig, og fætter Guddus stemme knækker over, og hans overskæg er jomfrueligt tyndt og let, og vi rejser med tog på første klasse fra Lahore til Islamabad og med minibus op ad smalle veje og har for lidt tøj på og må købe syntetisk pakistansk vintertøj, og fætter Guddu tager mig i hånden og kæler mig i håndfladen, og jeg gør et hop, for jeg har endnu ikke vænnet mig til, at det er standard for mænd at holde hånd, når man går tur, og vi er på vej op ad en skråning for at se, om der stadig skulle stå et lille stenhus der, hvor det stod for mange år siden, og hvor farmor Farkhanda fødte far en kold nat i helvede. Og da jeg har besøgt byen, hvor far blev født, vil jeg væk igen, og det kan kun gå for langsomt, for naturen er for overvældende her, hvor man ser ned i Kashmirdalen, og hvor intet slutter i horisonten, fordi den både har K2 og Mount Everest at vise frem, og hvor fætter Guddu kæler for min håndflade, og hvor jeg ligner lort i nylon, og jeg finder en mand med skæg og hue og sjal, han er den eneste, der vil køre i den tykke sne, og jeg køber plads på forsædet, og han skælder mig ud på urdu eller panjabi over noget, jeg ikke forstår, mens vi møver os ned ad bjergsiderne i timevis med livet i hans hænder, og manden ser på mig, som om han vurderer, hvilken sabel han skal bruge på min hals, og da vi endelig når frem til Islamabad, bryder jeg sammen i armene på Sulfikar og Pinky, der er rejst fra Lahore for at møde mig, 28


og de spørger, hvad der dog er sket, og de griber fat i chaufføren, og de vil banke ham, og jeg hulker „lad ham gå, lad ham gå”. Københavns Kommune bygger bro mellem „kultur­insti­tu­ tioner“ og unge fra „belastede boligområder“, og de unge møder op hos os til workshop med en workshopspecialist, vi har hentet i Portugal, og jeg er skræmt, for jeg har ikke noget at byde på, og jeg er mindre mand end drengene, der stammer fra Arabien og Tyrkiet og Pakistan, ja, jeg er mindre mand, end pigerne er, og jeg forsøger at gøre mig bredere og dybere, og det kommer til at se underligt ud, og det kommer til at lyde besynderligt, og vi står i rundkreds og leger dramalege og taler om kunst og demokrati, og jeg kan høre, at vi keder dem i sænk, og i pausen stiller jeg mig over til deres gruppe og ryger for at ryge med, men de behandler mig med distance, og en af drengene hedder Hassan som mig, og hans forældre er fra Lahore, og jeg siger „hvor sjovt, det er min far også“, og han siger „nå!“, og jeg siger „jeg elsker Pakistan“, og jeg kan ikke høre hans svar, men jeg tager et stort skridt ind i barndommens tegneserie i sort-hvid, og Hassan er med, og han er frihedskæmper i sin del af verden, og jeg er med, og jeg er politisk aktiv i min del af verden, og vi taler sammen, Hassan og jeg, og jeg vil give ham et knus, men han beder mig holde mig væk og spørger „hvad har du ofret for det, du tror på?“, og slaget rammer mig lige midt i fjæset, og smerten er hidsig og dyb, og chokket er stort, og jeg tager mig 29


til næsen, og siger „hvad fanden …?“, og Hassan afbryder mig og spørger igen, hvad jeg har ­ofret for det, jeg tror på, og jeg siger, at jeg er medlem af Unicef, Børnefonden, Amnesty International, og at jeg ikke er husejer, men lejer, og at jeg køber økologisk, og jeg forsøger igen og igen, indtil jeg giver op og svarer „jeg har ikke ofret noget som helst, ingen verdens ting“, og jeg ser ikke på Hassan, men jeg ved præcis, hvilke folder hans ansigt har lagt sig i, da han skodder sin cigaret og vender sig og går, og jeg vender tilbage til workshoppen, og vi leger „zib, zab, boing“ og sender en usynlig bold frem og tilbage og hen over midten på cirklen, og workshop­specialisten ved ikke, at „zib“ betyder pik på arabisk, og forstår ikke, at drengene og pigerne fniser, og jeg lader, som om jeg ikke forstår, at dramalege er af en anden verden, og som om jeg ikke ved, hvad „zib“ betyder på arabisk, og da klokken bliver fire, går alle hjem, og på cyklen på vejen hjem spiller jeg „Father and Son“ fra trådløs sender til trådløs modtager, og jeg tænker på plader, der bliver brændt på bålet, da Cat Stevens bliver til Yussuf Islam og smider en kjortel i farvet batik og trækker i en kjortel af hvid bomuld og ­lader håret klippe og lader skægget stå og går den lange vej fra Woodstock til Mekka. Jeg er født Hassan Ahmad. Det kan jeg se af de gulnede papirer, jeg har liggende i et plastikchartek i en stofklædt, blå brev­ordner inde i min del af Børge Mogensen-reolens underste del bag låger i Oregon Pine, ridset og slidt af en anden familie, der købte dem, da de blev lavet for HB, 30


fordi alle havde ret til designermøbler, og jeg åbner Børge Mogensen på vid gab, og jeg hiver ud og slår op i sorte mapper og tømmer blå brevordnere ud på plankegulvet, og gulnede dokumenter i plastikchartek ser op på mig, og de ældste siger „Ahmad“, og det nyeste siger „Preisler“, og der er mange inde imellem, som siger noget andet, men de fortæller mig alle, at jeg er halvt djævel og halvt barn. Lille Hassan med de skæve ben titter sjældent frem, og djævlen Hassan tordner mod fjender og venner, for han ser ikke forskellen, han sabler dem ned med sin krumsabel, og han er 100 års Hollywood-arabere på kamel og hesteryg, han er fundamentalist med mistro til hele verden, og han ­styrer fly ind i bygninger, og når han ser lille Hassan med de skæve ben, så taler han dundertale til ham. Og da min May endelig siger, at hun ikke kan mere, at hun er for ensom, at hun er for ulykkelig, at jeg er fjern og lukket og opfarende, at vi må dele det hele og give Sonia noget andet, står jeg der med djævlen i hånden og lille Hassan med de skæve ben, og de siger ikke noget, nogen af dem, og jeg putter Sonia, mens min May sover ude, og jeg sidder hos Sonia, til hun falder i søvn, og jeg er mast flad under dårlig samvittighed og skyld, og jeg holder hendes lille hånd i min, og jeg siger „jeg elsker dig, Sonia“, og hun siger „jeg elsker dig, far“, og jeg siger „min Sonia“, og hun siger „min far“, og hendes øjne glider stille i, og jeg smelter højlydt, og jeg hulker mig ud af hendes værelse til det fjerneste hjørne af hjemmet, og jeg aner ikke mine levende råd, og djævlen i mig siger „pas nu på, i himlens navn!“, og barnet i mig s­ iger „hold om mig, for satan!“. 31


Jeg flytter ind i Andreas’ lejlighed, der ligger lige om hjørnet, og jeg skal forbi den spanske ambassade og den britiske ambassade og de mange overvågningskameraer, der spejder efter Hassan’er med slette intentioner, og jeg skal forbi Sonias vuggestue med au pair-pige-skuret og pædagogerne i Munthe plus Simonsen-gevandter og gummistøvler fra Ilse Jacobsen, og så er jeg der: Andreas bor i en lejlighed, der minder om alle lejligheder i Beirut, med flækket vask og kar og haner uden blandingsbatteri og bulet belægning på køkkenbordet og køleskab i gangen og skarpt lys fra 60-wattpære i loftet, og her i lejligheden læser Andreas bøger og surfer på nettet og laver mad i vandbad og vaku­um, og jeg sover på en smal briks og står op, når Andreas serverer ristet rugbrød med blåskimmelost og kaffe med mælk, og vi taler om alt, men ikke om, at min May har sagt, at jeg må ud af hendes liv en tid, og mens jeg går i bad, går Andreas på arbejde, og da jeg kommer ud med håndklædet om livet, finder jeg en seddel på gulvet foran brevsprækken i gangen, og jeg samler den op og læser: „Kære nabo, som du sikkert ved, venter vi en lille pige, og vi har besluttet, at det skal være en hjemmefødsel, så vi håber, du vil bære over med det, hvis det skulle blive larmende. Vi håber selvfølgelig, det vil gå stærkt. Kh dine naboer“, og jeg tænker på Andreas’ papirtynde vægge, og jeg pakker min kuffert og lægger en note: „Kære Andreas. Tak for husly. God fødsel“.

­ 32

­


Brun mands byrde af hassan preisler