Issuu on Google+


Eilis Lacey, der sad ved vinduet i stuen ovenpå i huset på Friary Street, fik øje på sin søster som med raske skridt kom gående hjem fra arbejde. Hun så Rose gå over gaden fra solskin til skygge, med den nye skindhåndtaske hun havde købt på udsalg hos Clery’s i Dublin i hånden. Rose havde en flødefarvet cardigan over skuldrene. Hendes golfkøller stod i gangen. Om et par minutter ville nogen komme og hente hende, vidste Eilis, og hendes søster ville ikke vende hjem før sommeraftenen svandt og mørket faldt på. Eilis’ aftenkursus i bogføring var næsten slut nu. Hun havde en instruktionsbog om regnskabssystemer i skødet, og på bordet bag hende lå en hovedbog hvor hun, som sit hjemmearbejde, på debetsiden og kreditsiden havde indført de daglige transaktioner i en virksomhed hvis detaljer hun havde noteret ned på fagskolen ugen før. Så snart Eilis hørte hoveddøren gå op, gik hun nedenunder. Rose stod i gangen og holdt sit lommespejl op foran ansigtet. Hun studerede sig selv nøje mens hun kom læbestift og øjenmakeup på, så kastede hun et blik på hele sin fremtoning i det store spejl i gangen og rettede på håret. Eilis så tavs til mens søsteren fugtede læberne og dernæst endnu en gang studerede sig selv i lommespejlet før hun lagde det væk. Deres mor kom ud i gangen fra køkkenet. „Du ser yndig ud, Rose,“ sagde hun. „Du bliver golfklubbens skønhed.“ „Jeg er hundesulten,“ sagde Rose. „Men jeg har ikke tid til at spise.“ „Jeg laver noget aftensmad til dig senere,“ sagde moderen. „Eilis og jeg spiser vores nu.“ Rose stak hånden i håndtasken og tog sin pung frem. Hun 7

Tiderne_Brooklyn.indd 7

09/04/11 11.02


åbnede den og lagde en shilling på kommoden. „Hvis du skulle få lyst til at gå i biografen,“ sagde hun til Eilis. „Og hvad så med mig?“ spurgte hendes mor. „Hun kan fortælle dig historien når hun kommer hjem,“ svarede Rose. „Hvor venligt af dig at sige det!“ sagde moderen. De lo alle tre da de hørte en bil standse uden for døren og dytte. Rose tog sine golfkøller og var væk. Senere, mens moderen vaskede tallerkenerne og Eilis tørrede dem, bankede det på døren. Eilis lukkede op; det var en pige som hun kendte fra Kelly’s købmandsforretning ved siden af domkirken. „Jeg har en besked til dig fra miss Kelly,“ sagde pigen. „Hun vil gerne tale med dig.“ „Vil hun det?“ spurgte Eilis. „Sagde hun hvad det drejede sig om?“ „Nej. Kun at du skulle komme derhen i aften.“ „Men hvorfor vil hun gerne tale med mig?“ „Det ved jeg virkelig ikke, miss. Jeg spurgte hende ikke. Skal jeg gå tilbage og spørge hende?“ „Nej. Det er i orden. Men er du sikker på at beskeden er til mig?“ „Ja, det er jeg, miss. Hun beder dig om at komme hen til hende.“ Eftersom Eilis under alle omstændigheder havde besluttet at gå i biografen en anden aften, og da hun var træt af sin hovedbog, klædte hun om og tog en cardigan på og forlod huset. Hun gik hen ad Friary Street og Rafter Street ud på Market Square og dernæst op ad bakken til domkirken. Miss Kellys forretning var lukket, så Eilis bankede på sidedøren som førte op ovenpå hvor hun vidste at miss Kelly boede. Døren blev åbnet af den unge pige som var kommet med beskeden til hende, og hun bad hende vente i gangen. Eilis kunne høre stemmer og bevægelse på etagen ovenover, og så kom den unge pige ned og sagde at miss Kelly ville være der om et øjeblik. 8

Tiderne_Brooklyn.indd 8

09/04/11 11.02


Hun kendte miss Kelly af udseende, men hendes mor handlede ikke i hendes forretning fordi den var for dyr. Hun troede heller ikke at hendes mor brød sig om miss Kelly, selv om hun ikke kunne komme i tanke om nogen grund til dette. Man sagde at miss Kelly solgte den bedste skinke i byen og det bedste mejerismør og de friskeste af alle mulige ting, blandt andet fløde, men Eilis mente ikke at hun nogensinde havde været inde i forretningen, kun kastet et blik ind i den idet hun gik forbi og set miss Kelly ved disken. Miss Kelly kom langsomt ned ad trappen til gangen og tændte lyset. „Ja,“ sagde hun og gentog det som om det var en hilsen. Hun smilede ikke. Eilis skulle lige til at forklare at hun havde sendt bud efter hende og høfligt spørge om det var det rette tidspunkt at komme, men miss Kellys måde at måle hende på fra top til tå fik hende til at beslutte ikke at sige noget. Miss Kellys optræden fik Eilis til at spekulere på om hun var blevet fornærmet af nogen i byen og fejlagtigt havde troet at det var hende. „Nå, der er du,“ sagde miss Kelly. Eilis lagde mærke til nogle sorte paraplyer der lænede sig op ad stumtjeneren. „Jeg hører at du ikke har noget arbejde, men at du er god til at regne.“ „Er det sandt?“ „Åh ja, hele byen, alle der er noget, kommer her i forretningen, og jeg hører alt.“ Eilis spekulerede på om dette var en hentydning til at hendes egen mor konsekvent handlede i en anden købmandsforretning, men hun var ikke sikker. Miss Kellys tykke brilleglas gjorde det vanskeligt at læse udtrykket i hendes ansigt. „Og vi har styrtende travlt hver søndag her. Der er selvfølgelig ikke andre steder der er åbent. Og alle mulige folk kommer her, gode, onde og ligegyldige. Og som regel åbner jeg efter messen klokken syv, og fra messen klokken ni er slut og til et godt stykke efter messen klokken elleve er der ikke plads til at bevæge sig her i 9

Tiderne_Brooklyn.indd 9

09/04/11 11.02


forretningen. Jeg har Mary her til at hjælpe mig, men hun er ikke så hurtig, så jeg har været på udkig efter en der var kvik, en der kunne kende folk og give rigtigt tilbage. Men kun om søndagen, vel at mærke. Resten af ugen klarer vi os selv. Og du blev anbefalet. Jeg har forhørt mig om dig, og det bliver syv shilling og seks pence om ugen, det kunne måske hjælpe din mor en smule.“ Det forekom Eilis at miss Kelly talte som om hun beskrev en fornærmelse hun havde været udsat for, hun lukkede munden tæt mellem hver sætning. „Det er sådan set alt hvad jeg har at sige nu. Du kan begynde på søndag, men kom ind i morgen og lær priserne at kende, og så viser vi dig hvordan man bruger vægten og pålægsmaskinen. Du bliver nødt til at sætte håret op og få en god kittel hos Dan Bolger’s eller Burke O’Leary’s.“ Eilis gemte allerede denne samtale til moderen og Rose. Hun ville ønske hun kunne finde på noget fikst at sige til miss Kelly uden at være åbenlyst uhøflig. I stedet forblev hun tavs. „Nå?“ spurgte miss Kelly. Eilis var klar over at hun ikke kunne afslå tilbuddet. Det var bedre end ingenting, og i øjeblikket havde hun ingenting. „Ih, ja, miss Kelly, sagde hun. „Jeg kan begynde når De synes.“ „Og på søndag kan du gå til messen klokken syv. Det gør vi, og vi åbner når den er forbi.“ „Det er fint,“ sagde Eilis. „Så kom du herind i morgen. Og hvis jeg har travlt, sender jeg dig hjem, eller du kan fylde poser med sukker mens du venter, men hvis jeg ikke har travlt, sætter jeg dig ind i det alt sammen.“ „Mange tak, miss Kelly,“ sagde Eilis. „Din mor bliver glad for at du har noget. Og din søster,“ sagde miss Kelly. „Jeg hører at hun er dygtig til golf. Vær nu sød og gå hjem. Du kan lukke dig selv ud.“ Miss Kelly vendte sig om og begyndte langsomt at gå op ad trappen. Mens Eilis gik hjemad, vidste hun at hendes mor faktisk ville blive glad for at hun havde fundet en måde hun selv kunne tjene lidt penge på, men Rose ville synes at arbejdet bag disken i 10

Tiderne_Brooklyn.indd 10

09/04/11 11.02


en købmandsforretning ikke var godt nok til hende. Hun spekulerede på om Rose ville sige det lige ud til hende. På hjemvejen gjorde hun ophold hos sin bedste veninde, Nancy Byrne, og opdagede at deres veninde Annette O’Brien også var der. Eftersom familien Byrne kun havde ét værelse nedenunder, der fungerede som køkken, spisestue og dagligstue, og det var tydeligt at Nancy havde et eller andet at fortælle, en nyhed som Annette tilsyneladende allerede kendte noget til, brugte Nancy Eilis’ ankomst som en undskyldning for at gå en tur så de kunne tale fortroligt sammen. „Er der sket noget?“ spurgte Eilis da de først var kommet ud på gaden. „Sig ikke noget før vi er en kilometer væk fra det hus,“ sagde Nancy. „Mor ved at der er noget, men jeg fortæller hende det ikke.“ De gik ned ad Friary Hill og hen ad Mill Park Road til floden og dernæst hen ad promenaden mod Ringwood. „Hun kom i lag med George Sheridan,“ sagde Annette. „Hvornår?“ spurgte Eilis. „Til ballet på Athenaeum søndag aften,“ sagde Nancy. „Jeg troede ikke du ville derhen.“ „Det ville jeg heller ikke, og så gjorde jeg det.“ „Hun dansede med ham hele aftenen,“ sagde Annette. „Vel gjorde jeg ej, kun de sidste fire danse, og så fulgte han mig hjem. Men alle så det. Jeg er overrasket over at du ikke har hørt det.“ „Og skal du se ham igen?“ spurgte Eilis. „Det ved jeg ikke.“ Nancy sukkede. „Måske møder jeg ham bare på gaden. Han kørte forbi mig i går og dyttede. Hvis der havde været en anden dér, jeg mener en hvilken som helst anden af hans slags, ville han have danset med hende, men det var der ikke. Han var sammen med Jim Farrell, som bare stod og kiggede på os.“ „Hvis hans mor finder ud af det, så ved jeg ikke hvad hun siger,“ sagde Annette. „Hun er rædselsfuld. Jeg hader at gå ind i den 11

Tiderne_Brooklyn.indd 11

09/04/11 11.02


forretning når George ikke er der. Min mor sendte mig engang derhen for at købe to skiver bacon, og den gamle kælling sagde til mig at hun ikke solgte bacon to skiver ad gangen.“ Så fortalte Eilis dem at hun havde fået tilbudt et job som ekspedient hos miss Kelly hver søndag. „Jeg håber du fortalte hende hvad hun kunne gøre med det tilbud,“ sagde Nancy. „Jeg fortalte hende at jeg tog imod det. Det gør ingen skade. Det betyder at jeg måske kunne gå på Athenaeum sammen med dig for mine egne penge og forhindre at du bliver udnyttet.“ „Sådan var det ikke,“ sagde Nancy. „Han var sød.“ „Skal du møde ham igen?“ gentog Eilis. „Går du med mig søndag aften?“ spurgte Nancy Eilis. „Måske er han der ikke engang, men Annette kan ikke komme, og jeg får brug for støtte hvis han er der og ikke engang byder mig op eller slet ikke ser til min side.“ „Jeg er måske for træt af at arbejde for miss Kelly.“ „Men du kommer?“ „Jeg har ikke været der i umindelige tider,“ sagde Eilis. „Jeg hader alle de der bønderkarle, og fyrene fra byen er værre. Halvfulde og bare ude på at få én lokket ind i Tan Yard Lane.“ „Sådan er George ikke,“ sagde Nancy. „Han er for fin til at komme i nærheden af Tan Yard Lane,“ sagde Annette. „Måske kunne vi spørge ham om han ville overveje at sælge to baconskiver ad gangen i fremtiden,“ sagde Eilis. „Sig ikke noget til ham,“ sagde Nancy. „Skal du virkelig arbejde for miss Kelly? Der kan man da tale om baconskiver.“ De næste par dage gennemgik miss Kelly hver eneste vare i forretningen med Eilis. Da Eilis bad om et stykke papir så hun kunne skrive de forskellige temærker og de forskellige pakkestørrelser ned, sagde miss Kelly at det bare ville være spild af tid hvis hun skrev ting ned. Det bedste var i stedet at lære dem udenad. Cigaretter, smør, te, brød, mælk på flasker, pakker med kiks, kogt 12

Tiderne_Brooklyn.indd 12

09/04/11 11.02


skinke og sprængt oksekød var langt de mest solgte varer om søndagen, sagde hun, og efter dem fulgte dåser med sardiner og laks, dåser med mandariner og pærer og frugtsalat, glas med kylling og skinkepostej og sandwichpålæg og salatdressing. Hun viste Eilis en prøve på hver vare før hun fortalte hende prisen. Da hun mente at Eilis havde lært disse priser, fortsatte hun med andre varer såsom frisk fløde på karton, flasker med lemonade, tomater, salathoveder, frisk frugt og dessertis i blokke. „Undskyld mig, men der er altså folk der kommer herind om søndagen og spørger efter ting de kunne have købt i ugens løb. Hvad kan man gøre?“ Miss Kelly spidsede misbilligende munden mens hun remsede sæbe, shampoo, toiletpapir og tandpasta op og nævnte de forskellige priser. Nogle mennesker, tilføjede hun, købte også sukker om søndagen, eller salt og sågar peber, men ikke mange. Og der var endda dem der ville have lys sirup eller bagepulver eller mel, men de fleste af disse varer blev solgt om lørdagen. Der var altid børn som ville have chokoladestænger eller karameller eller poser med lemonadepulver eller vingummier, sagde miss Kelly, og mænd der ville have løse cigaretter og tændstikker, men dem tog Mary sig af da hun ikke var så god til store ordrer eller til at huske priser, og hun var ofte, fortsatte miss Kelly, mere i vejen end til hjælp når der var mange mennesker i forretningen. „Jeg kan ikke forhindre hende i at glo på folk uden grund. Selv nogle af de faste kunder.“ Eilis kunne se at forretningen havde et stort varesortiment med mange forskellige temærker, nogle af dem meget kostbare, og alle sammen til en højere pris end Hayes’ købmandsforretning på Friary Street eller L&N i Rafter Street eller Sheridan’s på Market Square. „Du bliver nødt til at lære hvordan man fylder sukker i poser eller pakker et brød ind,“ sagde miss Kelly. „Det er én af de ting Mary ikke er god til, Gud hjælpe hende.“ Efterhånden som de enkelte kunder kom ind i butikken de dage hvor Eilis blev oplært, lagde hun mærke til at miss Kelly havde en 13

Tiderne_Brooklyn.indd 13

09/04/11 11.02


forskellig tone. Sommetider sagde hun overhovedet ikke noget, men kneb bare munden sammen og stod bag disken i en stilling som antydede en dyb misbilligelse af kundens tilstedeværelse i hendes forretning og en utålmodighed efter at denne kunde gik. Til andre smilede hun tørt og studerede dem med dyster overbærenhed, og hun tog imod deres penge som om hun gjorde dem en umådelig tjeneste. Og så var der kunder som hun hilste varmt og med navn. Mange af disse havde konto hos hende, og der var derfor ingen penge der skiftede ejer, men beløbene blev noteret i en bog samtidig med forespørgsler til helbredet og kommentarer til vejret eller bemærkninger om skinkens kvalitet eller baconskiverne eller udvalget af brød der var udstillet, fra formbrød og farsbrød til rosinbrød. „Og jeg prøver at oplære denne unge dame,“ sagde hun til en kunde som hun tilsyneladende satte over alle de andre, en kvinde med nypermanentet hår som Eilis aldrig før havde set. „Jeg prøver at oplære hende, og jeg håber at hun har mere end god vilje, for Mary har masser af god vilje, men det er ved gud ingen nytte til, det er værre end ingenting. Jeg håber at hun er hurtig og kvik og pålidelig, men det er nærmest umuligt at opdrive nu til dags.“ Eilis så på Mary der stod beklemt ved kasseapparatet og omhyggeligt hørte efter. „Men Herren skaber os alle forskelligt,“ sagde miss Kelly. „Det har De så evig ret i, miss Kelly,“ sagde kvinden med det permanentede hår mens hun fyldte sit indkøbsnet med varer. „Og det nytter ikke noget at beklage sig, vel? Der er sørme også brug for folk til at feje gaderne, ikke?“ Om lørdagen købte Eilis en mørkegrøn kittel hos Dan Bolger’s for penge hun lånte af sin mor. Om aftenen bad hun moderen om vækkeuret. Hun skulle være oppe klokken seks om morgenen. Siden Jack, som var tættest på hende i alder, var fulgt efter sine to storebrødre til Birmingham, var Eilis flyttet ind i drengenes værelse, så Rose fik sit eget værelse som moderen omhyggeligt ordnede og gjorde rent hver morgen. Eftersom moderens pension 14

Tiderne_Brooklyn.indd 14

09/04/11 11.02


var lille, var de afhængige af Rose som arbejdede på kontoret hos Davis’s Mills. Hendes løn dækkede de fleste af deres behov. Alt ekstra kom sporadisk fra drengene i England. To gange om året tog Rose til Dublin på udsalg, og kom hver januar tilbage med en ny frakke og en ny dragt, og hver august med en ny kjole og nye cardigans og nederdele og bluser, som ofte var valgt fordi Rose ikke regnede med at de ville blive umoderne, og de blev derefter lagt til side til det følgende år. De fleste af Roses veninder var efterhånden gifte kvinder, ofte ældre kvinder hvis børn var vokset op, eller kvinder der var gift med mænd som arbejdede i banker, og som havde tid til at spille golf om aftenen om sommeren eller i blandede firemandspartier i weekenderne. Rose tog sig som trediveårig mere strålende ud for hvert år, tænkte Eilis, men selv om hun havde flere mandlige venner, så forblev hun single. Hun sagde ofte at hun havde et meget bedre liv end mange af hendes tidligere skolekammerater som man kunne se køre rundt med barnevogne. Eilis var stolt af sin søster, af hvor omhyggelig hun var med sit udseende og hvor omhyggelig hun var med hvem hun omgikkes i byen og i golfklubben. Hun vidste at Rose havde prøvet at finde arbejde til hende på et kontor, og Rose betalte for hendes bøger nu hvor hun studerede bogføring og elementær regnskabsførelse, men hun vidste også at der ikke, i hvert fald ikke lige nu, var arbejde til nogen i Enniscorthy, uanset hvilke kvalifikationer de havde. Eilis fortalte ikke Rose om jobtilbuddet fra miss Kelly. Til gengæld gemte hun på hver eneste detalje som hun lærte under sin oplæring, så hun kunne genfortælle dem til sin mor, der lo og fik hende til at fortælle dele af historien igen. „Hende miss Kelly er lige så slem som hendes mor,“ sagde moderen, „og jeg har hørt fra en der arbejdede der dengang at den kvinde var ondskaben selv. Og hun var bare tjenestepige hos Roche’s før hun blev gift. Og Kelly’s var dengang både pensionat og forretning, og hvis man arbejdede for hende, eller bare boede der eller handlede i forretningen, var hun ondskaben selv. Medmindre man selvfølgelig havde masser af penge eller var gejstlig.“ 15

Tiderne_Brooklyn.indd 15

09/04/11 11.02


„Jeg er der kun til noget andet dukker op,“ sagde Eilis. „Det sagde jeg også til Rose da jeg fortalte hende det,“ svarede hendes mor. „Og du skal ikke tage dig af hende hvis hun siger noget til dig.“ Rose kommenterede imidlertid aldrig at Eilis skulle begynde at arbejde hos miss Kelly. I stedet gav hun hende en lysegul cardigan som hun knap nok havde gået med selv, fordi hun mente at farven ikke passede hende og at den ville klæde Eilis bedre. Hun gav hende også noget læbestift. Hun var ude sent lørdag aften, så hun overværede ikke at Eilis gik tidligt i seng, selv om Nancy og Annette gik i biografen, så hun kunne være frisk til arbejdet hos miss Kelly på hendes første søndag. Eilis havde kun en enkelt gang, for mange år siden, været til messe klokken syv, og det var en julemorgen mens hendes far levede og drengene stadig boede hjemme. Hun kunne huske at hun og moderen havde listet sig ud af huset mens de andre sov, og havde lagt gaverne under træet i stuen ovenpå, og at de var kommet tilbage lige efter at drengene og Rose og faderen var vågnet og begyndt at åbne pakkerne. Hun kunne huske mørket, kulden og den smukke tomhed i byen. Nu, hvor hun forlod huset lige efter at klokken ringede tyve minutter i syv, med kitlen i en bærepose og håret sat op i en hestehale, gik hun gennem gaderne til domkirken og sørgede for at være i god tid. Hun kunne fra den julemorgen for mange år siden huske at pladserne midt i domkirken havde været næsten fyldt. Kvinder som havde en lang formiddag i køkkenet foran sig, ville gerne begynde tidligt. Men nu var der næsten ingen. Hun kiggede efter miss Kelly, men hun så hende ikke før nadveren, hvor det gik op for hende at hun havde siddet over for hende hele tiden. Hun så hende gå ned ad midtergangen med foldede hænder og blikket i gulvet, fulgt af Mary som havde en sort mantille på. De havde sikkert fastet begge to, tænkte hun, ligesom hun selv havde fastet, og hun spekulerede på hvornår de skulle have morgenmad. Da messen var forbi, besluttede hun at hun ikke ville vente på miss Kelly på kirkepladsen, men blev i stedet hængende ved 16

Tiderne_Brooklyn.indd 16

09/04/11 11.02


aviskiosken mens de pakkede avisbundter op, og stod så uden for forretningen og ventede på hende. Miss Kelly hverken hilste på hende eller smilede da hun kom, men gik bistert om til sidedøren og befalede Eilis og Mary at vente udenfor. Mens hun låste forretningens hoveddør op og begyndte at tænde lysene, gik Mary ind bag i butikken og begyndte at bære brød frem til disken. Eilis blev klar over at det var brød fra i går; der blev ikke leveret brød om søndagen. Hun stod og så til mens miss Kelly rullede en ny strimmel langt gult klistret papir ud der kunne tiltrække fluerne, og sagde til Mary at hun skulle stå op på disken, sætte den fast i loftet og tage den gamle, hvorpå der sad døde fluer overalt, ned. „Der er ingen der bryder sig om fluer,“ sagde miss Kelly. „Især ikke om søndagen.“ Inden længe kom to-tre mennesker ind i forretningen for at købe cigaretter. Selv om Eilis allerede havde taget sin kittel på, satte miss Kelly Mary til at tage sig af dem. Da de var gået, sagde miss Kelly til Mary at hun skulle gå ovenpå og lave en kande te, som hun dernæst afleverede i aviskiosken i bytte for hvad Eilis blev klar over var et gratis eksemplar af Sunday Press, som miss Kelly foldede sammen og lagde til side. Eilis lagde mærke til at hverken miss Kelly eller Mary fik noget at spise eller drikke. Miss Kelly viste hende ud i baglokalet. „Det brød der,“ sagde hun og pegede på bordet, „er det friskeste. Det kom i går aftes helt fra Stafford’s, men det er kun til særlige kunder. Så det brød må du under ingen omstændigheder røre. Det andet brød er godt nok til de fleste. Og vi har ingen tomater. De der ligger der, er ikke til nogen medmindre jeg giver præcise instrukser.“ Efter messen klokken ni kom de første. Folk der ville have cigaretter og slik, vidste tilsyneladende at de skulle henvende sig til Mary. Miss Kelly stod lidt i baggrunden, hendes opmærksomhed var delt mellem døren og Eilis. Hun kontrollerede hver eneste pris Eilis skrev ned, oplyste hende hurtigt om prisen hvis hun ikke kunne huske den, og skrev selv tallene ned og lagde dem sammen efter at Eilis havde gjort det, og lod hende ikke give kunden 17

Tiderne_Brooklyn.indd 17

09/04/11 11.02


byttepenge medmindre hun havde fået forevist den oprindelige betaling. Samtidig med at hun gjorde dette, hilste hun også på visse kunder ved navn og vinkede dem frem og forlangte at Eilis afbrød det hun var i gang med for at betjene dem. „Jo, mrs. Prendergast,“ sagde hun. „Min nye pige vil tage sig af Dem, og Mary vil bære alting ud til bilen for Dem.“ „Jeg skal lige gøre det her færdigt først,“ sagde Eilis, som kun manglede nogle få varer i at afslutte en anden kunde. „Åh, det kan Mary gøre,“ sagde miss Kelly. På dette tidspunkt stod folk i fem lag ved disken. „Det er min tur,“ råbte en mand da miss Kelly kom tilbage til disken med mere brød. „Hør her, vi har meget travlt og De bliver nødt til at vente på at det bliver Deres tur.“ „Men det var min tur,“ sagde manden, „og en dame dér blev betjent før mig.“ „Hvad er det De skal have?“ Manden havde en liste over købmandsvarer i hånden. „Eilis tager sig af Dem om et øjeblik,“ sagde miss Kelly, „men først efter mrs. Murphy her.“ „Jeg kom også før hende,“ insisterede manden. „Jeg er bange for at De tager fejl,“ sagde miss Kelly. „Eilis, skynd dig nu, manden her venter. Der er ikke nogen der har hele dagen, så han er den næste, efter mrs. Murphy. Hvad tog du for den te?“ Sådan fortsatte det til klokken var næsten et. Der var ingen pause og ingenting at spise eller drikke, og Eilis var hundesulten. Der var ingen der blev betjent efter tur. Miss Kelly oplyste nogle af sine kunder, herunder to som var veninder med Rose og som hilste på Eilis som en gammel bekendt, at hun havde dejlige friske tomater. Hun vejede dem selv og var tilsyneladende imponeret over at Eilis kendte disse kunder, samtidig med at hun med fast stemme fortalte andre at hun ikke havde nogen tomater den dag, overhovedet ingen. Til sine yndlingskunder kom hun åbenlyst, næsten stolt, med det friske brød. Eilis indså at problemet var at der ikke var andre forretninger i byen der var så velforsynede som 18

Tiderne_Brooklyn.indd 18

09/04/11 11.02


miss Kellys og som holdt åbent søndag formiddag, men hun fik også en fornemmelse af at folk kom her af gammel vane og at de ikke havde noget imod at vente, de nød trængslen og de mange mennesker. Selv om Eilis havde planlagt ikke at nævne sit nye job hos miss Kelly under middagen derhjemme den dag medmindre Rose først tog emnet op, så kunne hun ikke styre sig og begyndte at beskrive sin formiddag så snart de satte sig til bords. „Jeg har været inde i den forretning en enkelt gang,“ sagde Rose, „på vej hjem fra messe, og hun betjente Mary Delahunt før mig. Jeg vendte om og gik ud. Og der lugtede af et eller andet. Jeg kan ikke sige hvad det var. Hun har en lille slave, ikke? Hun hentede hende i et nonnekloster.“ „Hendes far var en vældig rar mand,“ sagde moderen, „men hun havde ikke en chance fordi hendes mor, som jeg fortalte dig, Eilis, var ondskaben selv. Jeg hørte at hun ikke engang ville lade en af tjenestepigerne gå til lægen da hun blev skoldet. Moderen lod Nelly arbejde der lige fra hun kunne gå. Hun har aldrig set dagslys, det er det som er galt med hende.“ „Nelly Kelly?“ spurgte Rose. „Hedder hun virkelig det?“ „I skolen kaldte de hende noget andet.“ „Hvad var det?“ „Alle kaldte hende Nælde Kelly. Nonnerne kunne ikke få os fra det. Jeg kan godt huske hende. Hun gik et par år under mig. Der var altid fem-seks piger fra Mercy Convent der fulgte efter hende og råbte ‘Nælde’. Det er ikke så sært at hun er skør.“ Der var stille et øjeblik mens Rose og Eilis tænkte over dette. „Man ved ikke om man skal le eller græde,“ sagde Rose. I løbet af måltidet fandt Eilis ud af at hun kunne imitere miss Kellys stemme og få søsteren og moderen til at le. Hun spekulerede på om hun var den eneste der kunne huske at Jack, den yngste af hendes brødre, engang imiterede søndagsprædikenen, sportskommentatorerne i radioen, lærerne i skolen og mange af byens personligheder, og de lo altid. Hun vidste ikke om de andre 19

Tiderne_Brooklyn.indd 19

09/04/11 11.02


to også var klar over at det var første gang de havde leet ved dette bord siden Jack fulgte efter de andre til Birmingham. Hun ville frygtelig gerne have sagt noget om ham, men hun vidste at det ville gøre hendes mor alt for ked af det. Selv når der kom et brev fra ham, blev det rakt videre i tavshed. Så hun fortsatte med at gøre grin med miss Kelly, og holdt først op da der kom nogen for at hente Rose og tage hende med til en omgang golf, mens hun overlod det til Eilis og moderen at rydde af bordet og vaske op. Om aftenen gik Eilis over til Nancy Byrne klokken ni, klar over at hun ikke havde gjort sig tilstrækkelig umage med sit udseende. Hun havde vasket hår og taget en sommerkjole på, men hun syntes at hun så sjusket ud og havde affundet sig med den tanke at hvis Nancy dansede mere end én dans med George Sheridan, ville hun gå alene hjem. Hun var glad for at Rose ikke havde set hende før hun gik, for hun ville have fået hende til at gøre noget mere ved håret og tage noget makeup på og i det hele taget prøve at se smartere ud. „Reglen er altså,“ sagde Nancy, „at vi ikke så meget som ser på George Sheridan, og han er måske sammen med en hel flok fra rugbyklubben, eller måske er han der overhovedet ikke. De tager ofte til Courtown søndag aften. Så vi sidder fordybet i samtale. Og jeg danser ikke med nogen andre, hvis han nu skulle komme og se mig. Så hvis nogen kommer over og beder os danse, så rejser vi os bare og går på dametoilettet.“ Det var tydeligt at Nancy med hjælp fra sin søster og sin mor, som hun begge til sidst havde fortalt nyheden om at hun havde danset med George Sheridan søndagen før, havde gjort sig megen umage. Hun havde fået håret sat dagen før. Hun havde en blå kjole på som Eilis kun havde set én gang tidligere, og nu lagde hun makeup foran spejlet i badeværelset mens hendes mor og søster gik ind og ud og kom med råd, kommentarer og beundring. De gik tavse fra Friary Street ind på Church Street og derefter over til Castle Street og ind på Athenaeum og op ad trappen til salen. Eilis var ikke overrasket over hvor nervøs Nancy var. Det 20

Tiderne_Brooklyn.indd 20

09/04/11 11.02


var et år siden hendes kæreste havde brændt hende alvorligt af ved en aften at vise sig sammen med en anden pige i netop denne sal og være sammen med denne anden pige hele aftenen, mens han knap nok bemærkede Nancy der sad og så til. Senere var han taget til England og kun kommet hjem ganske kort for at gifte sig med den pige han havde været sammen med den aften. Det var ikke bare det at George Sheridan var flot og havde bil, men han kørte en forretning der gik strålende på Market Square, en forretning han ville arve helt og holdent når moderen døde. For Nancy, som arbejdede bag disken i Buttle’s Barley-Fed Bacon, var det at komme sammen med George Sheridan en drøm hun ikke ønskede at vågne op fra, tænkte Eilis, mens hun og Nancy kastede et blik rundt i salen og lod som om de ikke var på udkig efter nogen bestemt. Der var nogle få par der dansede og et par mænd der stod i nærheden af døren. „De ser ud som om de er på kvægmarked,“ sagde Nancy. „Og jeg hader ved Gud den hårolie.“ „Hvis en af dem kommer herover, så rejser jeg mig øjeblikkelig,“ sagde Eilis, „og du fortæller dem bare at du er nødt til at følge mig på toilettet.“ „Vi skulle have tykke brilleglas og friluftsgebis og have ladet vores hår være godt fedtet,“ sagde Nancy. Efterhånden blev stedet fyldt, stadig uden tegn på George Sheridan. Og selv om mænd gik gennem salen for at bede kvinder om at danse, så var der ingen der nærmede sig hverken Nancy eller Eilis. „Vi bliver kendt som bænkevarmere,“ sagde Nancy. „Man kunne blive kaldt værre ting,“ sagde Eilis. „Ja, det kunne man. Man kunne blive kaldt Courtnacuddybussen,“ svarede Nancy. Selv da de begge var holdt op med at le og var vendt tilbage til at se sig omkring i salen, begyndte en af dem at fnise igen, og det fik også den anden til at begynde. „Vi må se skøre ud,“ sagde Eilis. 21

Tiderne_Brooklyn.indd 21

09/04/11 11.02


Brooklyn af Colm Toibin