Issuu on Google+

JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 8 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Forsats


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 1 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Bravo Kun de dumme og de uskyldige har ikke noget alibi


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Giorgio Faletti

Bravo Oversat fra italiensk af Lorens Juul Madsen

People’sPress


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Bravo Oversat fra italiensk af Lorens Juul Madsen efter: Appunti di un venditore di donne Copyright © Giorgio Faletti 2010 Copyright denne udgave © People’sPress 2011 Omslag: Imperiet Sats og tilrettelægning: BookPartnerMedia Bogen er sat med: Utopia Tryk: CPI – Classen & Bosse, Leck ISBN: 978-87-7108-250-0 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2011

I denne bog optræder der større og mindre beløb i den tidligere italienske møntfod lire. I 1978 svarede en million lire til godt 6.500 danske kroner. – oversætteren

Dette projekt er finansieret med støtte fra Europa-Kommissionen. Denne publikation forpligter kun forfatteren, og Kommissionen kan ikke drages til ansvar for brug af oplysningerne heri.

Kopiering af denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress c Ørstedhus c Vester Farimagsgade 41 c DK-1606 København V www.artpeople.dk


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Til Marcella og Corrado som altid har vĂŚret der


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Okay, s책 spiser vi det. Adam og Eva


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Prolog

Mit navn er Bravo, og jeg har ikke nogen pik. Sådan kunne jeg vælge at præsentere mig selv. Det betyder ikke noget, om man går rundt med et øgenavn i stedet for et rigtigt navn. Vi er dem, vi er, helt uafhængig af de formalia, der, ligesom serpentiner efter en nytårsfest, hænger efter os. Om jeg siger det ene eller det andet navn, når jeg giver nogen hånden, ændrer ikke det mindste ved mit liv. Det bliver hverken til mere eller mindre. Hverken mere op eller ned ad bakke, hverken til roligt vand eller stormfuldt hav, hvor jeg må kæmpe for livet. Fraværet af et navn giver mig bare et belejligt skyggested at gemme mig på, et glimt af et ansigt, antydningen af en skikkelse, fravær og anonymitet på samme tid. Den anatomiske omstændighed, jeg nævnte, er der mere grund til at opholde sig lidt ved. Det var ikke sådan, jeg så ud ved fødslen. Da jeg i sin tid gled ud af den dertil indrettede sprække, var der ingen indlysende mangler, som fik lægen til at tabe underkæben eller min mor til at sende mig et undrende blik, mens hun blev gennemrystet af fødslens sidste, afgørende ve. Der blev ikke taget særlige hensyn til mig som barn, fordi jeg var født med et usædvanligt handikap, som med årene skulle give anledning til barske kommentarer. Og jeg har heller ikke i puberteten skullet forklare mig med bøjet hoved og øjne, der forsøgte at fange alle detaljer ved skosnuderne. Da jeg første gang mødte verden, var alt i den skønneste 9


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

orden. Ja nærmest lidt for ordentligt vil jeg sige i lyset af det, der senere skete. Og til et vist punkt var denne ordentlighed kilde til ikke så få bekymringer for en række eventyrlystne og ubetænksomme damer og piger, som netop ønskede ordnede forhold. Men det var deres eget problem, har jeg altid ment. Indtil én af pigerne fik et problem, som gik hen og blev mit. Omstændighederne og årsagerne til, at det gik, som det gik, bliver næppe noget, fremtidens historikere kommer til at beskæftige sig med. Det skyldtes simpelthen, at jeg lagde mærke til den forkerte person på det forkerte tidspunkt. En ren tilståelsessag, selv om det nok ikke ændrer noget. Jeg vælger selv at gå til bekendelse og giver ikke nogen anden skylden. Alle menneskers liv følger en bestemt bane, og sådan er det. Sommetider hverken kan eller vil man opføre sig anderledes, end man gør. I mit tilfælde har det i hvert fald været svært at sige. Og nu ville ethvert forsøg på at bortforklare tingene bare være endnu en nål, der stikkes ind i en voodoodukke med mine ansigtstræk. En af de nætter, hvor klokken falder i slag, besluttede nogen med et skarpslebent barberblad og en betydelig portion vrede og sadisme at hensætte mig i min nuværende tilstand. Han efterlod mig liggende på gulvet med en blodplamage, der bredte sig ud over bukselinningen og med en stemme, der faldt til en hvisken, efterhånden som det åbne sår steg til et skrig. Jeg blev smidt ud af teatret, tvunget væk fra scenen og ned på tilskuerrækkerne. Og alligevel var det smertefulde snit for ingenting at regne i sammenligning med publikums applaus. Indtil da havde jeg brugt ordet kærlighed af ren opportunisme og dyrket sex for fornøjelsens skyld. Nu befandt jeg mig i en situation, hvor jeg ikke længere behøvede afgive løfter om kærlighed, fordi jeg ikke længere var i stand til at inkassere kærlighedens kontante pant, nemlig sex.

10


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Mænd sagde mig ikke noget, og jeg havde ikke længere noget at tilbyde kvinder. Til min overraskelse sænkede der sig en stor ro over mig. Ikke mere op ad bakke og ned ad bakke, kun lige ud ad landevejen. Ikke mere stilhed og storm, kun roligt vejr af den slags, der hverken spiler sejlene ud eller sønderriver dem. Jeg behøvede ikke mere at løbe, nu kunne jeg se mig om og finde ud af, hvordan verden virkelig hang sammen. Kærlighed og sex. Løgne og illusioner. Folk fik lidt af det ene og lidt af det andet. Så gav de sig til at lede efter den næste mellemstation, forsøgte efter bedste beskub at sætte kurs mod den næste adresse. Snuse og mase sig frem. Blinde, døve og stumme, kun hjulpet af føle- og lugtesansen, instinkternes yderste bastion. Da jeg fik synet, hørelsen og talens brug tilbage, gav jeg mig til at tænke og forstod tingenes rette sammenhæng. Derefter accepterede jeg tingenes tilstand. Og så skred jeg til handling. Siden da er der blevet udgydt en del blod, en vare, som er i lav kurs overalt i verden. Nogle mennesker er blevet dræbt, og de stod muligvis i endnu lavere kurs. Nogle af de ansvarlige er blevet draget til ansvar, mens andre er gået fri. Og som alt andet, der har en dødelig udgang, er også dette en spæd begyndelse på noget nyt. Det hele begyndte, da jeg forstod, at visse kvinder var villige til at sælge deres krop for penge og visse mænd villige til at betale, hvad det kostede. Man skal være i besiddelse af en hel del begær, afsky og kynisme for at gøre sig til mellemmand i den slags handler. Jeg havde det, der skulle til.


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

APRIL 1978


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

KAPITEL 1

Da Daytona og jeg kommer ud på gaden, er det daggry. Vi standser op på fortovet med nogle få skridts afstand mellem os og indsnuser den kølige morgenluft, der føles frisk selv her midt i en storby. Milano har temmelig dårlig ånde, hvilket nok også gælder os selv under de nuværende omstændigheder. Det eneste, der ikke stinker her, er illusionen om det modsatte, og den slags er som bekendt med til at holde os i live. Daytona slår ud med armene, strækker sig og gaber. Det forekommer mig, at der lyder en knirken fra hans ryg, men måske er det bare noget, jeg bilder mig ind. Hans ansigt er mærket af, at han har spillet poker og sniffet coke hele natten. Han har fået, så hatten passer. Det kan ses på de ufrivillige muskelsammentrækninger i kæberne. Hans hentehår, der er redt op over den skaldede isse fra begge sider, halvt tryllekunst og halvt monkeyshine, sidder ikke helt, som det skal og hænger ned over tindingen som en ulden baskerhue. Huden er grå, og han har sorte rande under øjnene. Det lille overskæg får ham til at ligne en person fra en tegnefilm, en af de neurotiske og ondskabsfulde typer, som ender med at være ufrivilligt komiske. Han hæver armen og trækker skjorteærmet, som er nusset efter en lang, søvnløs nat, til side. »For satan, den er næsten seks.« Daytona får det til at lyde, som om det var et problem. Som om det var en undtagelse fra reglen, at han stadig huserer på 15


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

denne tid af døgnet. Som om han skulle stå til regnskab for nogen bortset fra sig selv og sommetider politiet. Han lader armen falde, og uret forsvinder. Det ur er årsagen til hans øgenavn. I årevis har han gået med et guldur af mærket Rolex Daytona, model Paul Newman. Når han altså har det på. Takket være uret kan man straks se, om det kører for ham, eller om han er i krise. Man skal bare kaste et blik på hans venstre håndled. Hvis han ikke har uret på, befinder det sig hos pantelåneren. Og hvis Daytona har pantsat det, kan man være helt sikker på, at han gør, hvad han kan for at få det tilbage. Uden smålig skelen til metoderne. Men lige nu er uret der altså, og han har lige lagt nattens udskejelser og et spil poker med et heldigt udfald bag sig. Efter lukketid blev vi hængende i Ascot Clubs sidelokale, det, der ligger ved siden af baren. Han, Sergio Fanti, Godie, Matteo Sana alias Santantonio og jeg. Indehaveren, Bonverde, gik hjem med sin kone lige efter den sidste gæst og overlod det til manageren, Giuliano, at lukke og slukke. Uden at spekulere over, hvad der ville ske, når han havde forladt scenen. Vi blev hængende i emmen af promiskuøs menneskemængde, i den fugtigvarme, lidt høagtige lugt af et væg-til-væg-tæppe, som ikke har set dagens lys i årevis. Så kom spillekortene og smøgerne på bordet sammen med metervis af kokain. Timerne, smøgerne og kortene forsvandt, og da kokainen var en saga blot, sad Daytona tilbage som nattens indiskutable hovedperson. Hans scoop var fire ens niere, der slog ned som et lyn og fejede en født full house og en flush af bordet. Dermed kunne han stryge hovedparten af aftenens gevinst. Man skulle tro, Daytona havde læst mine tanker, for pludselig vender han sig om mod mig.

16


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

»Jeg skal love for, at der var jackpot i aften. Det faldt på et tørt sted.« Jeg prøver forgæves at undertrykke et smil. Jeg vender mig om og ser på den endnu tøvende morgentrafik. En håndfuld biler triller sløvt op ad via Monte Rosa. Som iagttager af spillet havde jeg fået indtryk af, at Daytona hjalp lykkens gudinde lidt på vej med et par fiksfakserier, der ikke var helt efter bogen. Sådan så det i hvert fald ud fra sidelinjen. Men det rager ikke mig. Jeg spiller ikke, og derfor hverken taber eller vinder jeg. Jeg er og bliver en tilskuer, der ser til og passer sig selv. Det startede som en leveregel og er med tiden blevet en behagelig vane. Det er vejen til et bedre liv, og i visse miljøer simpelthen vejen til overlevelse. Jeg vender mig om mod ham. »Ja, mon ikke. Hvor meget vandt du?« Daytona sender mig et undersøgende blik for at finde ud af, om der er ironi at spore i mit blik. Det er der åbenbart ikke, eller også vælger han at ignorere det. Han stikker hånden i lommen og lader den blive der, som om han kunne tælle pengene alene ved at mærke på dem. Jeg kan næsten se for mig, hvordan hans behårede pølsefingre fumler med de lettjente penge. »Cirka 1,8 million lire«. »Lidt af et scoop.« »Den lå lige til højrebenet.« Han gnider sig tilfreds i hænderne, og det slår mig, at nogle mennesker har meget svært ved at lære af deres fejl. Ligesom jeg selv endnu en gang prøver at undertrykke et smil. Engang, hvor Daytona var oppe mod nogle spillere, som ikke var på højde med ham, gentog han den sætning så mange gange, at han til sidst fik øretæver af en mand, der var både større og sværere bevæbnet end ham. Han kunne selvfølgelig hverken gøre fra eller til. I lang tid gik han rundt med et blåt øje, 17


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

som fik ham til at ligne en velnæret og melankolsk dalmatiner. De andre dukker op bag os. De kommer op ad trappen under et lysskilt, der om aftenen opfordrer de forbipasserende til at lægge vejen forbi Ascot Club, kabaretens indiskutable højborg i Milano. Murene langs de slidte trappetrin er tapetseret med plakater for berømtheder, der indledte deres karrierer mellem disse vægge og under disse lamper. Hver dag bliver der stillet et lysskilt op på gaden ved siden af indgangen med navnene på de nye, kunstnere, der forsøger sig. Det er folk med en tvivlsom fortid, en glorværdig fremtid og en håbefuld samtid. Deres tilstedeværelse her er en bekræftelse af det gamle mundheld om, at de eneste, der er på færde i Milano om natten, er politibetjente, kunstnere, forbrydere og ludere. Udfordringen har altid været at se forskel på dem. Den sidste, der kommer ud på gaden, er Giuliano. Han bliver forsinket lidt, fordi han skal lukke skodderne, som definitivt forsegler Ascot Club og beskytter stedet mod det indtrængende dagslys. De slutter sig til os. Godie går hen til Daytona og presser sin pegefinger og langemand mod hans strube som en saks. »Klip! Af med knoppen, dumme svin.« Godies måde at tale og gebærde sig på er et helt etnografisk studie i sig selv. Han er i grunden typisk for stedet, tidspunktet og de mennesker, der omgiver ham. En kreds af personer, som taler et umiskendeligt, måske endda originalt sprog. Princippet er, at man bytter om på stavelserne, så køter bliver til terkø, poker bliver til kerpo og skejser til serskej. Og Diego, som han egentlig hedder, bliver til Godie. 18


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Pærelet og egentlig lidt åndssvagt. Men enhver smykker sig med de fjer, han måtte ønske. Daytona trækker hånden til sig. »Svineheld. I spiller jo ad helvede til. Især dig.« Godie giver ham et skub. »Fis af med dig. De eneste, der tæller i Vegas, er Steve McQueen og undertegnede.« Det er den sædvanlige, temmelig trivielle humor. Sommetider er den inspireret af de artister, der optræder hver aften i Ascot, andre gange forholder det sig omvendt. Giuliano støder endelig til os. Han har heller ikke spillet i nat. Bare deltaget i festlighederne. Han har sikkert fået lidt skejser for at lade os bruge lokalet. Men det rager mig heller ikke. »Nå, hvad skal der ske?« Sergio Fanti, en middelhøj, tynd og skaldet mand, ser på sit ur. Vi ved alle sammen, hvad han vil sige. »Jeg kan lige nå hjem og tage et brusebad, inden jeg skal på kontoret.« Sergio er den eneste, der har et rigtigt arbejde. Han er inden for modebranchen, hvilket tydeligt kan ses på det krøllede, men elegante jakkesæt. Ingen forstår rigtig, hvordan han kan få sit vilde natteliv til at hænge sammen med en karriere i erhvervslivet, men det kan han. Det eneste bevis på hans natteliv er de bh-agtige rande under øjnene, som er hans varemærke. Matteo Sana gaber. Så stryger han sig over sit uplejede skæg, der efterhånden er lige så gråsprængt som håret. »Jeg skal ud til Gattullo og drikke en cappuccino.« Igen former Godie fingrene til en saks, som han presser mod hans strube. »Klip! Jeg øger indsatsen. Cappuccino og croissant.« Giuliano ser på mig og Daytona. 19


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 20 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

»Skal I med?« Daytona laver stop-tegn. »Pas.« Jeg ryster på hovedet. »Ditto. Jeg går til køjs.« Vi ser de fire mænd forsvinde hen imod Sergios BMW 528. Han har alligevel ladet sig overtale. Godie er oppe og køre og snakker i et væk, som han plejer, når han har fået noget til næsen. De sætter sig ind, og de smækkende døre overdøver motoren, der starter og udsender en blålig udstødningsrøg. Bilen forlader parkeringspladsen og sætter kurs mod piazza Buonarrotti og Gattullos konditori ude ved Porta Lodovica. Jeg ser for mig, hvordan de stenede mænd indfinder sig i konditoriet, som i mellemtiden vil være fuldt af kunder, der bestiller cappuccinoer og croissanter. Selv om det måske ikke var planen, bestiller de tre whisky og en Campari, hvilket får en halv snes hoveder til at dreje. Bagefter går de hjem, og inden de lægger sig, tager de en rohypnol for at få ro på kroppen og det heftige pulsslag, som sikkert skyldes, at kokainen er blandet op med amfetamin. Natten er omme. Daytona og jeg er alene igen på fortovet. »Ved du, hvad der skulle til for at afslutte en heldig aften?« »Nej.« I virkeligheden kender jeg svaret. Jeg kender det udmærket. Men jeg vil høre det fra hans egen mund. Daytona ser på mig med sit tosidede hentehår og julelys i øjnene, i det omfang det giver mening at tale om julelys i øjnene efter en søvnløs nat. Så nikker han over mod noget på den anden side af gaden. »En tur til drømmeland med hende silden derovre.« Denne gang behøver jeg ikke skjule mit smil. Over for Ascot Club ligger der en kontorejendom, som til20


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 21 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

hører firmaet Costa Britain. Huset er fire etager højt og fylder det meste af karreen fra hjørnet af via Tempesta forbi os og videre ned til piazzale Lotto. Stål, glas og beton. Der brænder altid lys over de forladte skriveborde, så ingen glemmer, at i denne by tænker man altid på arbejde, også når man har fri. Der er lige kommet nogle rengøringskoner ud af døren. De har tømt papirkurve, støvsuget, gjort toiletter rene. Nattens tvangsarbejdere, som har knoklet lige til nu for at gøre alt klar til dagens lønslaver. Et par af dem er forsvundet med det samme med kurs mod en seng eller et måltid mad. Resten står stadig og snakker, og måske synes de ligesom vi, at luften er værd at indånde så tidligt om morgenen. En af dem står lidt på afstand af de andre og har tændt sig en cigaret. Hun er høj og tynd, og det uformelige tøj formår ikke at skjule en vis ynde. Hendes hår er langt og rødbrunt, og ansigtet er blegt med et særligt lys. Og resigneret. »Hende der?« »Ja. Dejligt stykke kørvel.« Jeg ser på Daytona, som allerede har en film kørende på nethinden. Og det er bestemt ikke en af den slags, der bliver vist i biografen på corso Vittorio. »Hvor meget vil du give for hende?« »Min højre arm, hvis hun kunne overtales.« Et par rigtig pæne sko koster 100.000 lire i disse tider. Og priserne stiger og stiger. »Hun siger ikke nej til 200.000.« Daytona spærrer øjnene op. Ikke, at han tvivler på, at jeg har ret. Men 200 kilo er også en slags penge. »Kors i hytten, det er jo både højre og venstre arm.« »150 til hende og 50 til mig.« »Du er et røvhul.« 21


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 22 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Jeg sender ham et blik, jeg også ville give en snusket emigrant med papkuffert. »Klokken er seks om morgenen, du er alene, du ligner noget, der er løgn, og hun er en flot pige.« Daytona er ubeslutsom. Måske kan han ikke blive klog på, om det er min spøg. Så giver jeg ham nådesstødet. »Du har lige vundet 1,8 million, så der er stadig 1,6 tilbage.« »Ok. Lad mig se, hvad du dur til.« Nu er det hans tur til at se på. Jeg går over gaden og nærmer mig pigen, som står og ryger med tasken over skulderen og sender mig et vurderende blik. Hun ser godt ud på nærmere hold. Ja, hun er ligefrem smuk. Hun har nøddebrune, melankolske øjne, som fortæller om forstadsbeton og uindfriede ønsker. Jeg smiler til hende. »Hej. Har du ild?« Hun åbner tasken, roder i den og rækker mig en plastiklighter. Hun kan ikke have arbejdet her længe. Hænderne er endnu ikke ødelagt af rengøringsmidler og hårdt arbejde, ude og hjemme. Hun har tydeligvis forstået, at det med at bede om ild kun var et påskud. Og nok heller ikke et specielt originalt påskud, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg fisker en Marlboro op af pakken og tænder. Så nikker jeg gennem røgen mod bygningen bag hende. »Arbejder du her?« Hun gør en umærkelig bevægelse med hovedet. »Rengøringskone. Hvis du kalder det et arbejde, så er svaret ja.« »Hvad hedder du?« »Carla.« »Ok, Carla. Må jeg stille dig et personligt spørgsmål?«

22


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 23 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Hun følger reglen om, at den der tier, samtykker. Hun er nysgerrig. Hun har med andre ord også omløb i hovedet. »Hvor meget tjener du?« Hun ser undersøgende på mig og er åbenbart spændt på, hvor jeg vil hen. Der er ingen frygt at spore i øjnene, og det kan jeg godt lide. »180.000.« »Vil du tjene 150.000 på et par timer?« Hun forstår budskabet med det samme. Jeg forventer en lussing, men den udebliver, en ikke uvæsentlig detalje. Måske er det ikke første gang, hun modtager sådan et tilbud. Måske er der lavvande i kassen lige nu. Eller måske har hun bare i et pludseligt glimt set en vej ud af forstæderne, af dybfrostvarer og billigt stangtøj. Mulighederne er mange, og jeg er sådan set ligeglad. Nu skal vi bare have én ting på plads, og hun stiller selv spørgsmålet. »Med hvem?« Jeg nikker mod et punkt bag mig. Hun får øje på Daytona på den anden side af gaden. Så sender hun mig et lidt skuffet blik. Hun bøjer hovedet og ser ned i asfalten, inden hun svarer. »Han er ikke ligefrem nogen Robert Redford.« Jeg sætter en uskyldig mine op, som man gør, når man står over for en selvfølgelighed. »Hvis han var det, ville jeg jo ikke henvende mig til dig.« Hun ser på de andre, som tilsyneladende står og venter få meter derfra. Siden vores samtale begyndte, har de holdt øje med os og gjort deres små iagttagelser. Små latterudbrud og stjålne blikke. Jeg udelukker ikke, at nogle af blikkene er misundelige. Carla ser på mig igen, og denne gang er der et udfordrende blik i de nøddebrune øjne.

23


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 24 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Hun taler dæmpet, som om ordene var undsluppet hende, og fremsætter et alternativ. »Med dig gjorde jeg det gratis ...« Jeg ryster umærkeligt på hovedet og afviser kategorisk tanken. »Jeg er helt ude af billedet.« Hun stiller et opklarende spørgsmål. »Er det mig, du ikke kan lide, eller er du slet ikke til kvinder?« »Hverken det ene eller det andet. Lad os bare sige, at jeg ikke er andet end en mellemmand lige nu.« Carla er tavs. Jeg kan se, at hun afvejer fordele og ulemper. Jeg tror såmænd ikke, det er et moralsk spørgsmål, kun et spørgsmål om, hvad der kan betale sig. Måske er hun ud af en af de familier, hvor faderen ejer alt, hvad der befinder sig mellem hjemmets fire vægge, inklusive pigebørnene. Det drejer sig udelukkende om at prissætte noget, som hun under normale omstændigheder er tvunget til at gøre gratis. Eller også er det alt sammen noget, jeg bilder mig ind, og sandheden vil så være en helt anden. Ingen kan for alvor vide, hvad der foregår i hovedet på folk. Carla indvilliger med et nik. »Sig til ham, at jeg venter ud for Alemagna-baren i via Monte Bianco. Et par minutter, så er jeg klar.« Jeg peger på Daytonas orange Porsche. En gammel øse med en aura af falmet prestige. Prestigen er blevet i hænderne på den første ejer, som utvivlsomt kører den nyeste model i dag. Men for folk som Daytona og de mennesker, han omgås, er bilen under alle omstændigheder et visitkort. »Det er den bil.« »Fint.« Mens vi står og taler, forsvinder Carlas kolleger. Hun er synligt lettet over det. Lige nu bliver hun ikke aftvunget forklaringer. 24


JOBNAME: 3. KORREKTUR PAGE: 25 SESS: 10 OUTPUT: Mon Aug 29 16:20:19 2011 /first/Peoples_Press/ODT2/1521_Bravo_155x230_Utopia/Materie

Og jeg er sikker på, at hun har en klar til næste dag. Der er ikke noget som penge og skyldfølelse, der fremmer evnen til at lyve. »Lad mig give dig et råd.« »Sørg for, at han giver en kop kaffe, og sæt dig ikke ind i bilen, før pengene ligger i din taske.« Hun ser på mig med et mærkeligt, uudgrundeligt smil. »Er det sådan, man gør?« »Ja.« Jeg vender mig om for at gå og får øje på Daytona, der står og venter på det modsatte fortov. Så krydser jeg gaden og slutter mig til ham. Han har fulgt det hele med øjnene uden rigtig at forstå, hvad der foregik – ligesom Carlas kolleger i øvrigt. Da jeg når hen til ham, smider jeg cigaretskoddet og puster den sidste røg ud i Milanos dyne af smog. »Hvad så?« »Vent på hende ud for Alemagna. Hun kommer derhen.« »Hvor meget?« »150 som aftalt.« »Hold da kæft.« Måske tror Daytona ikke sine egne ører og vil give udtryk for sin forbløffelse, eller også håbede han på et nedslag. Selv om han for længe siden er holdt op med at tro, at damerne skulle se noget i ham. »Og 50 til mig.« Jeg rækker hånden frem mod ham med håndfladen opad. Han forstår, stikker hånden i lommen og rækker mig en pengeseddel, der er krøllet som alle lettjente penge. Denne gang er fortjenesten bare min. Uden snyd. Det er et ældgammelt spil, og jeg kender reglerne. Det gør Daytona også, han nægter bare at følge dem. Han er godt tilfreds med at spille gennem en stedfortræder. Og som så mange andre er han villig til at betale for det. 25


Bravo af Giorgio Faletti