Page 1

90mm

Chokolade „Skildringen af især Viannes chokoladefremstilling er så sansemættet og detaljeret, at ethvert normalt menneske nærmest bliver beruset af den.“ Jyllands-Posten

Dobbeltspil „En særdeles raffineret og underholdende psykologisk thriller.“ Kristeligt Dagblad

161mm

28mm

161mm

90mm

„Der var engang en enke med tre sønner, og deres navne var Sort, Brun og Blå. Sort var den ældste, tungsindig og aggressiv. Brun var det mellemste barn, frygtsom og sløv. Men Blå var sin mors yndling. Og han var morder.“

B.B. er en toogfyrreårig hospitalsportør, der stadig bor hjemme hos sin mor i en landsby i Yorkshire. Hans sociale liv udspiller sig online på et website ved navn badguysrock. Her stalker han Albertine, med hvem han deler en problematisk fortid, og spinder dystre mordfantasier – især om sin mor. Efterhånden som det forpinte forhold til moren oprulles i det virtuelle univers, afdækkes også B.Bs blodfejde med de to brødre, den bevægende fortælling om et blindt vidunderbarn og den giftige sandhed, der lurer i hjertet af den dysfunktionelle familie.

Sov, mit barn „Man bliver besnæret af Harris’ elegante veje ind i de opiumshallucinerede tåger og hendes fremmaninger af genfærd, hendes naturlige greb om gysergenren og de flertydige tolkninger af den mandlige hovedpersons forkrøblede kønsopfattelse. Absolut en læsværdig roman.“

Joanne Harris (født 1964) er halvt fransk og halvt engelsk. Hun slog internationalt igennem med bestselleren Chokolade, som blev filmatiseret af Lasse Hallström med Juliette Binoche og Johnny Depp i hovedrollerne. Siden Chokolade har hun skrevet en række romaner, en novellesamling og en kogebog. Hendes seneste roman på dansk er Sov, mit barn (2008).

Information

R o m a n S a m l e r e n

SAMLEREN


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 1 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

blueeyedboy


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 2 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

Af samme forfatter Chokolade, 1999 Brombærvin, 2000 Appelsinens fem kvarte, 2002 Strandtyven, 2003 Hellige tåber, 2004 De røde sko, 2005 Dobbeltspil, 2007 Chokoladeheksen, 2008 Sov, mit barn, 2008


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

JOANNE HARRIS

blueeyedboy roman

Oversat af Hanne Bubandt

Samleren


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 4 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

blueeyedboy er oversat fra engelsk af Hanne Bubandt efter blueeyedboy Copyright © Frogspawn Limited 2010 Denne udgave: © Samleren / rosinante&co, København 1. udgave, 1. oplag, 2011 Cover photography © Jeff Cottenden Dansk tilrettelæggelse: Harvey Macaulay, Imperiet Sat med Utopia hos BookPartnerMedia og trykt hos Specialtrykkeriet, Viborg ISBN 978-87-638-1532-1 Printed in Denmark 2011 Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citaterne s. 312 og 313 fra Sun Tzu: Krigskunsten er i Erik Kruse Sørensens oversættelse. Citaterne s. 335 og 374 fra Omar Khagyam: Ruba´iga´t er i Thøger Larsens gendigtning.

Samleren er et forlag i rosinante&co Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 5 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

Til Kevin, som også har blå øjne


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 6 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

Tak Nogle bøger er lette at skrive. Andre er noget sværere. Og nogle bøger er ligesom Rubiks terning, hvor der tilsyneladende ikke er nogen løsning. Denne Rubikterning ville aldrig være blevet løst uden hjælp fra min redaktør, Marianne Velmans, og min agent, Peter Robinson, som opmuntrede mig til at holde ud. Også tak til min sekretær, Anne Riley, til publicist Louise Page-Lund, til mr. Fry for lånet af Patch, til tekstredaktør Lucy Pinney, til Claire Ward og Jeff Cottenden for omslaget, til Francesca Liversidge, Manpreet Grewal, Sam Copeland, Kate Tolley, Jane Villiers, Michael Carlisle, Mark Richards, Voltaire, Jennifer og Penny Luithlen. Også tak til de ubesungne helte: korrekturlæserne, salgsmedarbejderne, repræsentanterne og boghandlerne, der så ofte bliver glemt, når der skal uddeles laurbærkranse. En særlig tak til mine venner i ‘fic and fandom’, især til: gl-12, ashlibrooke, spicedogs, mr_henry_gale, marzella, jade_melody, henry_holland, divka, benobsessed. Og naturligvis til manden i lejlighed nr. 7, hvis stemme jeg har haft i hovedet helt fra begyndelsen.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 7 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

and what i want to know is how do you like your blueeyed boy Mister Death e e cummings: »Buffalo Bill«


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 8 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 9 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

første del

blå Der var engang en enke med tre sønner, og deres navne var Sort, Brun og Blå. Sort var den ældste, tungsindig og aggressiv. Brun var det mellemste barn, frygtsom og sløv. Men Blå var sin mors yndling. Og han var morder.


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 10 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 11 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

1 Du læser blueeyedboys webdagbog på: badguysrock@webjournal.com Postet: 02:56 mandag 28. januar Status: åben Stemning: nostalgisk Lytter til: Captain Beefheart: ‘Ice Cream For Crow’

Mordets farve er blå, tænker han. Isblå, røgblå, frostblå, post mortem, ligposeblå. Det er også på så mange måder hans farve, den løber gennem hans kredsløb som en elektrisk ladning med skrigende blå blink: mord. Blå er farven på alting. Han ser den, fornemmer den overalt, fra det blå på hans computerskærm til de blå blodårer på hendes håndryg, der nu er fremstående og forvredne som spor efter sandorm på stranden i Blackpool – der hvor de plejede at tage hen, alle fire, hvert år på hans fødselsdag, og han plejede at få en is og soppe i vandet og finde de små hurtigt pilende krabber frem under dyngerne af tang og lade dem dumpe ned i sin spand, hvor de døde i heden fra den bagende fødselsdagssol. I dag er han kun fire år, og der er en særlig uskyld i den måde, hvorpå han udfører disse små og skyldfri mord. Der er ingen ondskab i handlingen, blot en stærk nysgerrighed over for det kravlende væsen, som prøver at undslippe, mens det kredser rundt og rundt i bunden af den blå plasticspand; og så, flere timer senere, opgiver det kampen, strækker kløerne ud og vender den blege mave opad i forgæves underkastelse, på det tidspunkt har han for længst mistet interessen og er i færd med at spise kaffeis (et sofistikeret valg for så lille en dreng, men vanilje har aldrig været hans foretrukne smag), så da han opdager det sidst på dagen, da det er tid til at tømme spanden og tage hjem, bliver han svagt over11


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 12 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

blueeyedboy rasket over at finde dyret dødt og spekulerer oprigtigt på, hvordan sådan noget dog kan have været i live. Hans mor finder ham i sandet, hvor han sidder med store øjne og stikker til den døde tingest med en finger. Hendes største bekymring er ikke, at hendes søn er morder, men derimod at han er letpåvirkelig, og at mange ting gør ham oprevet på en måde, hun ikke forstår. »Lad være med at lege med det,« siger hun til ham. »Det er væmmeligt. Kom væk derfra.« »Hvorfor?« siger han. Godt spørgsmål. Dyrene i spanden har stået uforstyrret hele dagen. Han tænker over det. »De er døde,« konkluderer han. »Jeg samlede dem alle sammen, og nu er de døde.« Hans mor tager ham op i armene. Det her er præcis, hvad hun gruer for. Eller et andet udbrud: tårer måske; noget der vil få de andre mødre til at se nedladende på hende og smile hånligt. Hun trøster ham. »Det er ikke din skyld. Det var bare et uheld. Ikke din skyld.« Et uheld, tænker han for sig selv. Han ved allerede, at det er løgn. Det var ikke noget uheld, det var hans skyld, og det, at hans mor benægter det, forvirrer ham mere end hendes skingre stemme og den febrilske måde, hun tager ham i armene på, så han får sololie på sin T-shirt. Han trækker sig væk – han hader snask – og hun stirrer bekymret på ham og spekulerer på, om han vil give sig til at græde. Han tænker på, om han måske skulle. Måske forventer hun det af ham. Men han kan fornemme, hvor nervøs hun er, hvor meget hun prøver at beskytte ham mod smerte. Og duften af mors trængsler minder om kokosnødlugten i hendes sololie blandet med smagen af tropiske frugter, og pludselig slår det ham – Døde! Døde! – og han begynder virkelig at græde. Og så sparker hun sandet hen over resterne af hans fangst – en snegl, en reje, en babyfladfisk trukket på land, hvor den ligger og gisper med sin lille mund trukket ned i en tragisk halvmåne – mens hun smiler og synger: Så! Borte har taget det! – prøver at gøre det til en leg, mens hun holder ham tæt ind til sig, så ingen mulig plet af skyld skal formørke blikket hos hendes blåøjede dreng. 12


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 13 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

blå Han er så følsom, tænker hun. Så overraskende fantasifuld. Hans brødre tilhører en anden race med deres sår på knæene og deres uredte hår og deres slåskampe i sengene. Hans brødre har ikke brug for hendes beskyttelse. De har hinanden. De har deres venner. De kan godt lide vaniljeis, og når de leger cowboy (med to fingre som revolver), har de altid den hvide hat på og lader det gå ud over de onde. Men han har altid været anderledes. Nysgerrig. Følsom. Du tænker for meget, siger hun nogle gange til ham, med et udtryk som hos en kvinde, der er alt for forelsket til at indrømme nogen virkelig fejl hos genstanden for sin hengivenhed. Han kan allerede se, hvordan hun tilbeder ham, ønsker at beskytte ham mod alting, mod enhver skygge, der måtte gå hen over den blå himmel i hans liv, mod enhver tænkelig skade, selv dem han påfører sig selv. For en moders kærlighed er ukritisk, uselvisk og selvopofrende; en moders kærlighed kan tilgive alt: hysteriske anfald, tårer, ligegyldighed, utaknemmelighed eller grusomhed. En moders kærlighed er et sort hul, der opsluger enhver kritik, udsletter enhver skyld, undskylder gudsbespottelse, tyveri og løgne, forvandler selv den skændigste handling til noget, der ikke er hans skyld – Så! Borte har taget det! Selv mord. Kommentar: Captainbunnykiller: LOL, mand. You rock! ClairDeLune: Dette her er fantastisk, blueeyedboy. Jeg synes, du skal skrive mere detaljeret om dit forhold til din mor, og hvordan det har påvirket dig. Jeg tror ikke, at der er nogen, der er født ond. Vi træffer blot dårlige valg, det er det hele. Jeg ser frem til at læse næste kapitel. JennyTricks: (post slettet) JennyTricks: (post slettet) JennyTricks: (post slettet) blueeyedboy: Jamen tak ...


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 14 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

2 Du læser blueeyedboys webdagbog. Postet: 17:39 mandag 28. januar Status: begrænset adgang Stemning: dydig Lytter til: Dire Straits: ‘Brothers In Arms’

Min bror havde været død mindre end et minut, da nyheden nåede min dagbog. Det er nogenlunde så lang tid, det tager: seks eller syv sekunder til at filme scenen med en mobiltelefon; femogfyrre til at uploade optagelsen til YouTube; ti til at Twitte til alle sine venner – 13:06 OMG! Lige set forfærdelig bilulykke – og derefter karavanen af beskeder til min webdagbog; sms’erne, e-mailene, alle åh-Gud-udbruddene. Nå, I kan godt droppe kondolencebeskederne. Nigel og jeg hadede hinanden fra den dag, vi blev født, han og jeg, og intet af det, han nogensinde har gjort – herunder at opgive ånden – har fået mine følelser til at ændre sig. Men han var trods alt min bror. Man må indrømme mig en vis finfølelse. Og Mor må have været oprevet, naturligvis, selv om han ikke var hendes yndling. Engang mor til tre, i dag er der kun ét af hendes børn tilbage. Undertegnede, blueeyedboy, nu så næsten alene i verden. Politiet tog sig god tid, som sædvanlig. Fyrre minutter, dør-til-dør. Mor var nedenunder og ved at lave frokost: lammekoteletter og mos, med tærte til dessert. I flere måneder havde jeg næsten ikke spist; nu var jeg pludselig glubende sulten. Måske skal der en brors død til for virkelig at give mig appetit. Fra mit værelse fulgte jeg sceneriet: politibilen, dørklokken, stemmerne, skriget. Lyden af noget i nichen i hallen – telefonbordet, gætter jeg på – der bankede mod væggen, da hun faldt sammen mellem to be14


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 15 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

blå tjente og greb i luften med udstrakte hænder, og så lugten af brændt fedt, formodentlig koteletterne, som hun havde ladet stå under grillen, da hun gik ud for at lukke op – Det var mit stikord. På tide at logge af. På tide at tage skraldet. Jeg spekulerede på, om jeg kunne slippe af sted med at lade den ene øredims til min iPod blive siddende i. Mor var så vant til at se mig med dem, at hun måske ikke engang ville have lagt mærke til det; med de to betjente var det selvfølgelig noget andet, og det sidste, jeg ønskede på sådan et tidspunkt, var, at nogen skulle synes, jeg var ufølsom – »Åh, B.B., der er sket det mest forfærdelige – « Min mor er lidt af en drama queen. Med forvrænget ansigt, vidtåbne øjne og munden endnu mere vidtåben lignede hun et medusahoved. Hun holdt armene ud mod mig som for at trække mig ned, med fingrene som kløer mod min ryg vrælede hun ind i mit højre øre – forsvarsløst nu uden min iPod – og udgød blå mascaratårer ned over flippen på min skjorte. »Mor, lad nu være.« Jeg hader snask. Den kvindelige betjent (sådan en er der altid) overtog jobbet med at trøste hende. Hendes makker, en ældre mand, så på mig med træt tålmodighed og sagde: »Mr. Winter, der er sket en ulykke.« »Nigel?« sagde jeg. »Desværre.« Jeg talte sekunderne i hovedet, mens jeg mentalt spillede Mark Knopflers guitar-intro til ‘Brothers In Arms’. Jeg vidste, jeg blev nøje iagttaget; jeg kunne ikke tillade mig at gøre noget forkert. Men musik gør tingene lettere, reducerer upassende følelsesmæssige reaktioner og gør det muligt for mig at fungere, om ikke fuldkommen normalt, så i det mindste som andre forventer af mig. »Jeg vidste det på en eller anden måde,« sagde jeg til sidst. »Jeg havde den underligste fornemmelse.« Han nikkede, som om han vidste, hvad jeg mente. Mor fortsatte med at hyle og jamre. Du overdriver, Mor, tænkte jeg; det var ikke, fordi de havde været særlig tæt forbundne. Nigel var en tikkende bombe; det måtte jo ske før eller siden. Og bilulykker er så almindelige nu om dage, 15


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 16 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

blueeyedboy så tragisk uundgåelige. Et isglat stykke, en befærdet vej; næsten den perfekte forbrydelse, kunne man sige, næsten hævet over enhver mistanke. Jeg spekulerede på, om jeg burde græde, men bestemte mig for at holde mig til det enkle. Så jeg satte mig ned – lidt usikkert – og lagde hovedet i hænderne. Det gjorde ondt. Jeg har altid haft det med at få hovedpine, især på stressede tidspunkter. Lad, som om det bare er fiktion, blueeyedboy. En optegnelse i din dagbog. Endnu en gang søgte jeg trøst i min imaginære playliste, hvor trommerne lige havde sat ind, et tikkende kontrapunkt til et guitar-riff, der lyder næsten dovent ubesværet. Det er selvfølgelig ikke ubesværet. Det er noget så præcist aldrig. Men Knopfler har mærkeligt lange, spatelformede fingre. Født til det instrument, kunne man næsten sige, forudbestemt fra fødslen til det gribebræt, de strenge. Hvis han var blevet født med andre hænder, ville han så nogensinde have taget fat i en guitar? Eller ville han have prøvet alligevel, vel vidende, at han altid ville være andenrangs? »Var min søn alene i bilen?« »Undskyld, frue?« sagde betjenten. »Var der ikke – en pige – med ham?« sagde Mor med den særlige foragt, hun altid brugte ved enhver omtale af Nigels pige. Betjenten rystede på hovedet. »Nej, frue.« Mor borede fingrene ned i min arm. »Han plejede aldrig at være uforsigtig,« sagde hun. »Min søn var en glimrende bilist.« Nå, det viser bare, hvor lidt hun ved. Nigel udviste samme mådehold og finfølelse i sin kørsel, som han gjorde i sine forhold til andre mennesker. Jeg burde vide det, jeg har stadig mærker. Men nu hvor han er død, er han et dydsmønster. Det virker ikke særlig retfærdigt, gør det, efter alt hvad jeg har gjort for hende? »Jeg laver dig en kop te, Mor.« Hvad som helst for at slippe ud herfra. Jeg styrede hen mod køkkenet, bare for at opdage, at betjenten spærrede vejen. »Jeg er bange for, at De må tage med os på stationen, sir.« Min mund var pludselig meget tør. »Stationen?« sagde jeg. »En formalitet, sir.« Et øjeblik så jeg mig selv blive arresteret, på vej ud af huset iført 16


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 17 SESS: 46 OUTPUT: Wed Apr 13 14:57:55 2011 /first/Rosinante/odt2/1368_Blue_eyed_boy_155x230/Materie

blå håndjern. Mor grædende, naboerne i chok, jeg selv i orange kedeldragt (det er altså ikke min farve), låst inde i et rum uden vinduer. I fiktionen ville jeg prøve at stikke af, slå betjenten ned, stjæle hans bil og være over grænsen, før politiet kunne udsende mit signalement. I det virkelige liv – »Hvad slags formalitet?« »Vi har brug for, at De identificerer liget, sir.« »Nåh. Det.« »Det gør mig ondt, sir.« Mor fik mig til at gøre det, naturligvis. Ventede udenfor, mens jeg satte navn på det, der var tilbage af Nigel. Jeg prøvede at gøre det til fiktion, at se det hele som en filmoptagelse; men jeg besvimede alligevel. De kørte mig hjem i en ambulance. Men det var det værd. At han var død; at være fri for den skiderik for altid – Alt det her er fiktion, forstår I nok. Jeg har aldrig myrdet nogen. Jeg ved godt, man siger, at man skal skrive om det, man kender til, som om man nogensinde kunne skrive om det, man kender til, som om det at kende til er det væsentlige, når det mest væsentlige er begær. Men at ønske, at min bror er død, er ikke det samme som at begå en forbrydelse. Det er ikke min skyld, hvis universet følger min webdagbog. Og således går livet videre – for de fleste af os – nogenlunde som det altid har gjort, og blueeyedboy sover de retfærdiges søvn – om ikke helt de uskyldiges.

Blue eyed boy af Joanne Harris  

r om an sa m l e re n blueeyedboy Chokolade,1999 Brombærvin,2000 Appelsinensfemkvarte,2002 Strandtyven,2003 Helligetåber,2004 Derødesko,2005...