Page 1


Det er helt forkert. Lyset, der glimter i svømmebassinets blå spejl, solhattene og de duggede ølflasker i deres hænder. Den summende lyd af insekter. Lugten af varm hud, der er glat af solcreme. Det hele. Det kunne faktisk ikke være mere upassende, når man tager i betragtning, hvad der var ved at ske. En af dem tænker, at der er et ord for det, for det ... sammenfald, men han kan ikke komme på det. De lytter bare alle seks og ryster på hovedet og gør deres bedste for ikke at lade kvinden se, hvor forlegne de føler sig – gudfader, det ville ret beset være frygteligt – men det gør kun situationen endnu værre. Nu er de bange for, at de bare virker endnu mere afslappede, endnu mere upåvirkede. Som om de er pisseligeglade med den savnede pige. Det får dem alle sammen til at føle sig endnu mere skyldige. Det er jo kun et spørgsmål om ‘kontekst’, eller hvad man nu kalder det, for hvad de foregående tretten dage angår, kunne billedet ikke have været mere perfekt. Var det ikke lige det, de havde betalt for, og var de ikke kommet dertil for at slappe af? Men det var, før de roterende lys på taget af bilerne kunne ses mellem palmetræerne. Før der var et rend af betjente og delstatspolitifolk med knitrende radiomodtagere. Hvortil kommer, at kvinden selv virker relativt afslappet omkring det hele. “Det er sindssygt,” siger hun og løfter hænderne ned en ‘bliv-baresiddende’-gestus, når en af dem prøver at rejse sig fra liggestolen. “Jeg føler mig så dum over at ulejlige så mange mennesker.” Hun træder et skridt tilbage og siger: “Nej, overhovedet ikke,” da en anden spørger, om der er noget, de kan gøre. “Det går alt sammen, helt ærligt ...” — 9 —


Da de senere sidder og hvisker sammen, siger en af mændene: “Hvorfor skulle vi føle os skyldige? Det var da ikke, fordi der manglede folk til at lede efter hende, og tilbød vi måske ikke at hjælpe hende?” Hans kone trækker på skuldrene. “Vi kan ikke gøre så meget ved, at solen skinner, kan vi?” Et par af de andre nikker. “Inkongruens,” siger en af dem. “Er det sådan, det hedder?” Så de spiser deres sidste middag sammen og prøver at nyde feriens sidste aften. De snakker om, at kvindens datter nok bare er gået i indkøbscentret, hvis hun ikke allerede er kommet tilbage, og de fortsætter i nogenlunde samme baner, selv om patruljevognene stadig er på stedet den følgende morgen. I det fyldte fly hjem til Gatwick prøver de forgæves at få sovet. De spiser klatøjede deres folieindpakkede måltider og ser film, og flere af dem begynder at pille i den hud, der allerede er begyndt at skalle på bryst og skuldre. De holder nogenlunde den muntre tone, men sidder alle og tænker på kvinden ved svømmebassinet og et smil, der falmede og døde hen. Som blev ved med at dø hen, og lidt hurtigere for hver gang det blev trukket på plads. De tænkte på hendes insisteren på, at alt ville ordne sig, at alt var i orden, og ordene, som blev udtalt med noget, der nærmede sig irritation, når hun anede et glimt af noget, hun tolkede som medfølelse. “Hun er blevet væk,” siger kvinden. “Ikke andet; bare blevet væk. Så I skal ikke engang tænke det.” Og hendes stemme bliver lidt højere og knækker over, og lige før hun skubber solbrillerne på plads, er der noget heftigt og stramt omkring hendes øjne. “Min datter er ikke død.”


FØRSTE DEL

ANGIE OG BARRY


Fra: Angela Finnegan angiebaz@demon.co.uk Dato: 16. maj 17:31:01 BST Til: Susan Dunning susan.dunning1@gmail.com Cc: Marina Green marinagreen1979@btinternet.com Emne: Middag!!! Hej, alle sammen! Kender I det, at man møder folk på en ferie og siger ting som ‘vi skal altså holde forbindelsen ved lige’? Jeg vil vædde på, at I nu fortryder, at vi udvekslede e-mailadresser. Ha-ha! Men helt seriøst, det var en fantastisk ferie, selv om den sluttede lidt mærkeligt, så jeg syntes, det ville være fint, hvis vi alle sammen kunne mødes. Så mig og Barry vil meget gerne invitere jer alle fire på middag lørdag den 4. juni. Jeg ved godt, at det er noget af en tur herned til den mørkeste afkrog i Crawley, men jeg laver en rigtig fæl bread-and-butterdessert, og jeg lover at sende en flok sherpaer af sted, hvis I farer vild!!! Snak med jeres mænd og giv mig besked ASAP, men jeg håber altså, at I kan komme alle sammen. Knus og kram, Angie J PS. Jeg har kigget i de lokale aviser på internettet, og der er stadig ingen spor efter den stakkels pige. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad hendes mor må gå igennem. Det er skrækkeligt, simpelthen skrækkeligt. PPS. Jeg kan ikke huske, om nogen af jer er vegetar?


ET

Angie gik langsomt hen ad gangen og puffede indkøbsvognen med de pibende hjul forbi det lyse kød og hen mod det røde; undervejs tog hun noget bacon, som de alligevel manglede, før hun vendte om og gik tilbage igen. Hun prøvede at beslutte sig til, om det skulle være kylling eller lam. Koteletter eller coq au vin. Egentlig havde hun tænkt sig at lave noget temamad. En ferieagtig menu for at minde dem om deres fjorten dage i solen, med piña colada for at sætte skub i tingene. Alt godt fra havet havde været et oplagt valg, måske en fiskesuppe, hvis hun kunne finde muslinger, og derefter en fisk af en slags til hovedret. Hun havde endda været på nettet og fundet en opskrift på Key Lime-pie. Barry havde sagt, at det var en dum idé, så hun havde opgivet tanken. Hun kiggede ned i indkøbsvognen og overvejede, om hun skulle købe noget is som supplement til de frosne pizzaer, hun havde købt til børnene. Det var hurtigt og nemt, og det ville være bedst at få overstået maden til dem, inden gæsterne kom. Hun vidste, at Laura og Luke ville være helt tilfredse med den ordning, de ville gerne holde sig ude af syne, så de slap for al den kedelige voksensnak. En enkelt aften foran computeren gjorde ingen skade, hvis ellers eventuelle lektier var blevet læst. Det var Barrys afdeling, alt det der. Hun tog en stor pakke med kyllingebryst. Hun bemærkede, at kødet var økologisk, fik øje på prisen og skyndte sig at lægge pakken tilbage. Men idéen var god nok. Lam var sådan set fint, men det kunne være lidt svært, for nogle ville gerne have det mere lyserødt end andre, og Barry havde altid været glad for hendes coq au vin. Hun rakte ud efter en billigere pakke ... — 15 —


“Jeg tænkte bare, at det ville være en god idé,” sagde hun. “Lidt anderledes.” “Jeg kan bare ikke se nogen grund til det.” “Der er ikke nogen særlig grund til det; det var bare for sjov, at jeg ville lave noget floridiansk.” “Noget hvad?” “Noget, der kommer fra Florida.” “Jeg ved godt, hvad ordet betyder,” sagde Barry med smalle øjne. Han masede den tomme øldåse sammen, som han stod med i hånden, åbnede låget på affaldsspanden henne i hjørnet og smed dåsen ned i den. “Jeg prøver bare at finde ud af, hvorfor fanden du siger det. Det lyder fisefornemt.” “Glem det.” “Det hele er fisefornemt, hvis du spørger mig.” Han smækkede låget på affaldsspanden i og gik hen til køleskabet. “Du får os bare til at virke åndssvage.” “Godt, så laver jeg bare kylling eller noget andet.” Angie rakte ud efter karkluden, der hang ned fra kanten af køkkenvasken. “Er det så okay?” Hun gnubbede på en plet på granitkøkkenbordet, mens hun betragtede sin mand, der stod og stirrede ind i køleskabet i næsten et halvt minut, hvorefter han lukkede døren uden at tage noget ud. Håret var blevet lidt tyndere bagi, tænkte hun, og den skjoldede fedtdelle over kraven forekom hende en anelse tykkere. Men det var selvfølgelig ikke meget bedre med hendes eget udseende. “Jamen okay så,” sagde hun for sig selv. “Ja, godt nok.” Han gik om bag hende, lagde sine hænder på hendes skuldre og kyssede hende i nakken. Hun fortsatte med at gnubbe på granitten, selv om pletten for længst var forsvundet. “Men for at være helt ærlig kan jeg ikke forstå, hvorfor vi gør det her,” sagde han. Han gik hen og trak en stol ud fra morgenmadsskranken. “Har vi ikke venner nok?” “Det er bare en sammenkomst; andet er det ikke. Som et PS til ferien.” — 16 —


“Hvorfor skulle vi det?” spurgte han. “Det hele endte jo ret så mærkeligt.” “Det var kun til sidst.” “Med pigen og alt det der.” “Lige præcis. Det er noget, vi er fælles om, ikke sandt?” “Så på grund af det skal vi igennem alt det her besvær?” “Du behøver ikke gøre noget.” “Du ved godt, hvad jeg mener.” “Du kom da godt ud af det med Ed og Dave, gjorde du ikke?” Han trak på skuldrene. “De var såmænd flinke nok.” “Og pigerne.” Barry rullede langsomt hovedet rundt. “Eds kone var fin nok, men hende der, du ved ... Marina ... gik mig på nerverne.” “Er det rigtigt?” “Hun er vel bare lidt selvglad.” Angie nikkede bare og lod ham blive i den vildfarelse, at han var udspekuleret. Hun vidste udmærket, at han kun lod, som om han ikke kunne lide Marina Green, for han var helt vild med hende. Han kunne ikke stå for store bryster og en vulgær hårfarve. Angie havde set ham glo på hende i al hemmelighed med øjne så store som tekopper bag sine kopi-Oakley-solbriller. Han lod, som om han sad og læste avisen, når hun steg op fra svømmebassinet i en bikini, som alle kunne se var for lille til hende. “Nå, men jeg synes, hun er sød,” sagde Angie. “Enhver sin smag.” “Jeg synes, de er søde alle sammen, og hvis du ellers anstrenger dig, skal vi nok få en dejlig aften.” Hun hørte høje stemmer inde fra dagligstuen; et skænderi om, hvilken tv-kanal de skulle se. Hun åbnede døren ude fra køkkenet og råbte til børnene, at de skulle holde op. Da hun vendte sig om igen, stod Barry og gned sig på den mave, der strammede mod en rødbrun poloskjorte. “Hvad med vores slankekur?” Hun overvejede, om han ikke med ret stor sikkerhed var mere — 17 —


bekymret over, at hun tog på, end at han selv gjorde det. Hun tænkte på de to dåseøl, han havde været igennem på den halve time, der var gået, siden han kom hjem, og på de tomme chipsposer, hun altid gravede ud af bilen. “Jeg kan servere frugt til dessert,” sagde hun. “Det er bare den ene aften.” “Det bliver jo til mere, gør det ikke?” Han stak en hånd ind under skjorten og kradsede sig. “Vi har inviteret dem hertil, og så inviterer begge par os hjem, eller hvad det nu bliver.” “Hvad er der galt med det?” “Som jeg sagde, har vi venner nok.” “Nævn et par stykker,” sagde Angie. “Undskyld, må jeg lige ...” Angie blinkede og undskyldte over for en mand, der prøvede at række ind over hende for at nå et eller andet. Hun puffede indkøbsvognen med det pibende hjul til side og spekulerede på, hvor længe hun havde stået der og stirret tomt på kødet som en anden galning. Hun kiggede ned på den pakke kyllingekød, som hun stadig havde i hånden. Det skinnende, lyserøde kød inde bag den stramme plastfolie. Hun smed kødet ned i indkøbsvognen og skyndte sig hen mod kassen, mens hun tænkte på det sidste måltid, de tre par havde spist sammen, den blodrøde solnedgang og alle politi­ bilerne ved feriehotellet. Det ville blive mærkeligt, tænkte hun, at se dem alle sammen igen, otte uger og en hel verden fra det sted, hvor de havde mødtes. En mindeværdig ferie trods alt. Finnegan Brdr. Det havde der stået på skiltene og på siden af varevognene og på det alt for dyre brevpapir, han slet ikke ville have haft. Brdr. Brødrene. To af slagsen ... Men det ville man aldrig gætte på, tænkte Barry. Ikke sådan som han blev talt til en gang imellem og affærdiget. Og kørt rundt i manegen med, som om han var en af de ansatte. — 18 —


Adrian var den yngste, hvilket gjorde det endnu sværere at holde ud. Tre år yngre, men mens Barry havde fået snavs på fingrene, var det Adrian, der dryssede rundt på college og lige akkurat fik skrabet sig en miserabel eksamen i business management sammen. Nu troede han vist, han var lord Alan Sugar eller noget i den stil, og at et ligegyldigt stykke papir gjorde hans bidrag til firmaet vigtigere end Barrys. Men det gjorde det fandengaleme ikke. Barry hamrede hånden mod rattet, drejede det til venstre og trådte på speederen for at få Audien forbi en eller anden snorksovende klaphat, der kørte tres i timen i overhalingsbanen. Tre kvarter hver vej, bare for at blive overfuset af en eller anden nar, der blev ved med at beklage sig over, at udnyttelsen af hans tagetage ‘ikke var udført på et tilfredsstillende niveau’. Et vindue kunne ikke lukkes ordentligt, en radiator lækkede, den slags pis. Tre kvarter hver vej en lørdag eftermiddag, mens hans bror sad derhjemme og så Sky Sports og legede med sine børn. Hans skideheldige dumme svin af en bror, som stadig fik sine møgunger at se. En lørdag, for pokker, efter at han havde slidt sin røv i laser hele ugen ... og for at det ikke skulle være løgn, havde kunden ikke været til at stille tilfreds. Han klynkede som en gammel kone, kaldte ham en klamphugger og endte med at sige, at han lige så godt bare kunne ringe til Adrian og få det ordnet. Typisk. “Jeg skulle have snakket med lirekassemanden selv fra begyndelsen, ikke med aben.” Det havde den frække møghund sagt. Det krævede en god portion selvkontrol fra Barrys side at holde den knytnæve tilbage, han var lige ved at smække ind i den lille lorts svedige, røde fjæs ... et job, som han afgjort ville have udført på et tilfredsstillende niveau. Barry vidste godt, at det var på tide at få en åbenhjertig snak med sin bror, på tide at få ryddet op. Han havde tit øvet sig på, — 19 —


hvad han ville sige, og listen over klagepunkter blev bare længere og længere. “Lørdag, Ade? Du tager som sædvanlig pis på mig ...” Han var ellers tilfreds nok med at komme ud af huset, mens Angie havde travlt med at gøre rent fra kælder til kvist, grave det fine porcelæn frem og gøre alt klar til middagen. Og han regnede med, at hun hellere end gerne så ham køre af sted, mens hun stillede lysestager an og vel endte med at pudse deres skide kat. “Så sig dog noget til ham.” Han kunne høre hende sige det. Havde hørt hende sige det alt for mange gange. “Du er nødt til at fortælle ham, at du ikke vil finde dig i det mere.” Det var nemt nok for hende at sige. Han fik det samme pis fra sin eks. “Tag kampen op. Det er dig, der er den ældste.” Vær en mand ... Han lænede sig ned over hornet, helt oppe i røven på en eller anden idiot, der nægtede at trække ind. Han så manden kigge i bakspejlet. Barry løftede armene og råbe: “Så kom dog væk!” “Barry står for firmaets praktiske side, og jeg er den sunde fornuft.” Den kunne Adrian godt lide at fyre af. Som regel med en hånd på Barrys skulder, mens Barry gjorde sit bedste for at smile ad bemærkningen. “Han har musklerne, og jeg har charmen ...” Det havde han jo, og det var problemet. Det havde det altid været. Din lillebror ... vikler alle om sin lillefinger ... kan sælge sand i Sahara ... alt sådan noget. Det var Adrian, der fandt kunderne og gav dem det helt rigtige tilbud. Som charmerede dem, når arbejdet altid varede længere og blev dyrere end beregnet. Det var ham, der sørgede for en konstant tilgang af nye kunder, og det var det, der betalte for Audien og børnepengene og ferien til skide Florida, og det var derfor, Angie skulle klappe i og lade være med at stikke til ham. Og det var derfor, at den forurettede tale ikke blev præsenteret for Adrian, i hvert fald ikke lige nu. — 20 —


Barry trykkede cigarettænderen i bund og rakte ud efter sine Benson & Hedges på passagersædet. Et suk udviklede sig til et bøvs, da han vippede låget på den guldfarvede pakke op. Det her tåbelige middagsselskab var det sidste, han havde brug for. Hvad var det, hun ville have lavet? Noget floridiansk? Vorherre til hest ... “Gør dig lidt umage,” havde hun sagt, mere end én gang, og “Opfør dig ordentligt!” Og han vidste sgu da godt, at det betød ‘lad nu være med at blive fuld og gøre mig flov’. Ærgerligt, for det eneste, han rent faktisk så frem til, var at få noget at drikke og liste et par skæve blikke ned i Marina Greens bluse. Og desuden skulle Angie nødig snakke, sådan som hun havde hældt i sig her på det sidste. Hun havde simpelthen pimpet vin og dyre cocktails næsten hver eneste aften på den ferie og havde snakket for højt og grinet af Eds dumme vittigheder, så det var ærlig talt lovlig meget af det gode, når hun sagde, at han skulle holde sig på måtten. Hun burde udvise noget mere respekt, tænkte Barry. Han tændte en cigaret og lukkede vinduet på klem for at lukke røgen ud. Hun var lige så slem som hans bror ... Ed ville garanteret fyre flere dumme vittigheder af, og Dave ville grine, og Susan ville himle med øjnene. De ville snakke om, hvor hurtigt solbrændtheden var falmet, og hvor høflige og venlige alle var i butikkerne derovre; slet ikke som de sure hoveder, man blev mødt af her. Ed ville dræve ‘Ha’ en god dag’ med sin røvelendige amerikanske accent. Og senere ville de garanteret snakke om hende den forsvundne pige. Hvilket Barry ikke var meget for.

— 21 —


TO

‘Sarasota har alle de vidunderlige strande, man kan ønske sig, og et overraskende væld af vilde dyr ... og udbuddet af museer, kunstudstillinger, koncerter og andre kunstneriske aktiviteter har medført, at området også er blevet kendt som Kulturkysten.’ Angela Finnegan lægger den gratis turistbrochure fra sig, som hun havde fået, da de hentede deres lejede bil. “Det lyder da godt, gør det ikke, skat? Det ville da være rart at se lidt dyreliv.” Manden bag hende grynter og hører ikke rigtig efter. Hun åbner den lille fotokopierede ‘brochure’, hun havde modtaget, da de tjekkede ind på hotellet, og fortsætter med at læse højt: “Siesta Key er en af flere sandøer, som adskiller Sarasota Bay fra Den Mexicanske Golf. Inde på midten ligger alle Siesta Villages barer, souvenirbutikker og restauranter omkring strandvejen, og med sin ideelle beliggenhed midt i dette pulserende liv tilbyder Pelican Palms Resort førsteklasses lejligheder for både feriegæster og vinterfastboende.” Hun lægger brochuren fra sig og lukker øjnene. “Nå, indtil videre er der ikke noget at klage over. Jeg synes, det er dejligt. Synes du ikke også det?” Faktisk er resort måske en smule overdrevet. Det er et kompleks bestående af femten lejligheder: et, to eller tre værelser, alle med egen indgang, privat gårdhave og grill; dertil kom en fælles swimmingpool og to spabade. Prisen på $615 for en uge for en lejlighed med plads til to i en stor dobbeltseng blev annonceret som god, især når man tog i betragtning, at hver lejlighed har et fuldt udstyret – omend lidt småt – køkken, og at stedet ligger ‘et stenkast fra mindst en halv snes fremragende spisesteder og fem minutters gang fra den prisvindende strand’. ‘Paradis på lavbudget’. Man kan selvfølgelig aldrig vide, hvor ægte de kommentarer er, man finder på de der websider, men — 22 —


sådan havde én tilfreds gæst på Pelican Palms beskrevet stedet. Her den anden feriemorgen lidt over klokken elleve – og allerede 28 grader og stigende – er det nogenlunde det, Angela Finnegan siger til sin mand. “Men vi kommer nok ikke til at være her så meget under alle omstændigheder, gør vi?” siger hun. “Sikkert ikke,” svarer han. “I hvert fald ikke inde i lejligheden. Jeg synes nu, det er ret godt til den pris.” Hun sidder med benene i bassinet, mens Barry er ved at lægge håndklæder ud over deres liggestole bag hende. Hans mave hænger ud over linningen på de mangefarvede Vilebrequin-shorts, og han er allerede forbrændt på skuldrene efter for meget sol den foregående dag. Ligesom sin mand er Angie seksogtredive år og andengenerationsirer fra London. I modsætning til ham holder hun maven skjult bag en gennemsigtig, blomstret sarong og en marineblå badedragt. “Hvilken faktor solcreme vil du have?” spørger Barry. En kvinde kommer hen og spørger med engelsk accent, om den tomme liggestol ved siden af Barry er ledig. Barry siger, at det tror han, og da Angie vender sig om, kigger kvinden hen på hende og siger: “Jeg tror, vi var med samme fly herover.” Da Angie sætter sig på kanten af sin liggestol, sætter kvinden sig på kanten af den ledige. “Hvor kommer I fra?” spørger Angie. “Vi er fra Forest Hill,” siger kvinden. “Sydlondon.” Hun nikker hen mod en mand, der vinker tilbage til hende fra et af boblebadene. Han er bleg og senet og har lyst hår, der virker fedtet, men måske bare er fugtigt, og et tyndt skæg. “Det er Dave, og jeg hedder Marina.” Hun smiler og viser en masse regelmæssige, firkantede tænder, og da Angie og Barry præsenterer sig, siger hun: “Hyggeligt at møde jer.” Marina Green er toogtredive. Hun er af blandet race, køn, med glat, sort hår, der er farvet rødt i spidserne, og selv om — 23 —


hendes krop ikke er perfekt, vil hun gerne fremvise de bedste dele af den i den hvide og gyldne bikini, hun købte hos Monsoon i lufthavnen. “Hvad med jer?” spørger Marina. “Undskyld?” siger Angie. “Hvor kommer I fra?” “Crawley,” siger Angie. “Cirka otte kilometer fra Gatwick.” “Det var praktisk,” siger Marina. Barry slår en latter op. “Jeg vidste, der var en grund til, at vi boede der.” “Det er ikke så dårligt,” siger Angie. “Skolerne er ret gode.” “Åh.” Marina kigger rundt. “Jeg har ikke set nogen børn.” Angie smiler og læner sig hen imod hende, hvorefter hun påtaget konspiratorisk sænker stemmen. “Vi lod dem blive hjemme. Vi ville gerne have lidt fred og ro.” Marina smiler også. “Det er faktisk en af grundene til, at vi valgte stedet her,” siger hun. “På deres hjemmeside stod der, at der normalt ikke løb en masse larmende unger rundt her.” “Det så vi også,” siger Angie. “Hvor mange børn har I?” “Tre tilsammen,” siger Angie. Hun kaster et hurtigt blik hen mod Barry. Han er ved at plaske solcreme på brystet og ser ikke ud til at følge samtalen. “Men det er kun mine to, der bor hos os.” Marina siger: “Okay,” og løfter ansigtet mod solen et kort øjeblik. “Jeg kan godt lide den der,” siger Angie. Hun peger på den lille diamant, som Marina har i næsen. “Åh tak,” siger Marina. “Gjorde det ondt?” “Det kan jeg ikke huske.” Marina anbringer en fingerspids på diamanten. “Jeg fik den, da jeg var teenager. Jeg prøvede vist bare at irritere min mor.” Hun får øje på en mand, der er på vej rundt om hjørnet af svømmebassinet med to øl i hånden — 24 —


og nikker til ham. “De er også briter,” siger hun. “Fra det nordlige London.” Manden sparker sandalerne af og sætter den ene flaske ved siden af en kvinde, der ligger på maven på liggestolen og tilsyneladende sover. “Er de det?” Da manden vender sig om, vinker Marina. Manden hæver ølflasken som hilsen, drikker af den og smutter så i sine sandaler igen. De kigger på ham, mens han går hen til dem. “Han hedder Ed,” siger Marina. “Og jeg tror, hun hedder Sue. De har allerede været her i en uge. Det kan man godt se, ikke sandt?” Udover at Ed Dunning er godt solbrændt, er han høj og muskuløs med tætte, sorte krøller på hovedet og brystet samt en mave, der – selv om den ikke helt er et vaskebræt – er omtrent så flad, som en toogfyrreårig med rimelighed kan ønske sig. Da han når hen til dem, smiler han og skubber sine solbriller op på toppen af hovedet, mens han siger: “Sikke en dejlig dag.” “Flere briter,” siger Marina. Ed ryster på hovedet. “Vi skulle være taget til Skegness,” siger han. “Man kan bare ikke slippe væk fra dem.” Så griner han af sin egen morsomhed, og Marina og Angie ler også. Marina præsenterer dem for hinanden, og Ed tager et skridt frem for at give Barry hånden og siger: “Davs, du.” De taler sammen i nogle få minutter om feriekomplekset og om Sarasota, og med bare en antydning af en Midlands–dialekt fortæller Ed, at det er tredje år i træk, at han og Sue er på ferie samme sted. Angie siger, at de virkelig må være glade for stedet, og han siger til hende, at der ikke er noget, der kommer på højde med det. Han siger, at han kender alle de steder, som hun og Barry bare må besøge, mens de er der, de bedste barer og restauranter, hvilke bådudflugter der er til at betale, og de hemmelige strande, som turisterne ikke kender noget til. Han anlægger sig en amerikansk accent og siger, at han får “tipsene fra de lokale”. — 25 —


“Jamen hvor er det så godt at spise middag?” spørger Angie. “Har I været på SKOB?” Angie ryster på hovedet. “Siesta Key Oyster Bar,” siger Ed. “Der skal I altså prøve at spise.” Han vender sig om og peger. “Den ligger bare et par minutters gang ud mod stranden. Fantastisk mad, fin stemning. Der er levende musik hver aften, og man kan sidde udenfor.” “Det lyder godt,” siger Angie. Hun vender sig om mod Barry. “Hvad synes du?” Pludselig lyder der råb fra den lave ende af poolen. En ung pige på tretten-fjorten år plasker rundt og råber til sin mor. Kvinden sidder ved et bord under en høj kokospalme og ryger en cigaret. Hun har affarvet hår og er klædt i et par denim­ shorts og en American Eagle T-shirt og ser ikke ud til at være gammel nok til at være mor til en teenager. Hun lægger en finger på læberne, men pigen råber bare højere og hviner af begejstring, mens hun klasker hånden ned på vandoverfladen. Pigen er kraftig og rundrygget, og når hun ikke råber, lukker og åbner hendes mund sig langsomt. Kvinden rejser sig fra sin stol og skodder sin cigaret. Hun får øje på de to mænd og de to kvinder, der sidder og kigger ovre fra den anden side af poolen, og slår opgivende ud med hænderne. Med munden former hun ordet ‘Beklager’ og går hen til vandet, mens hun siger: “Vær nu stille, skat ...” Ed vender sig om mod Angie og Marina. “Hør her, skal vi ikke spise sammen i aften?” spørger han. Angie vender sig instinktivt om mod Barry. Marina ser hen på Dave, der er på vej op af jacuzzien. “Jeg kender ham, der bestyrer stedet,” siger Ed. “Så jeg kan helt sikkert skaffe os et godt bord ude på balkonen. “Quesadillaer, krabbekødsfrikadeller, kander med iskold margarita ... hvad siger I til det?” “Skal du ikke spise sammen med din kone?” spørger Marina og kigger hen på kvinden, der nu sidder oprejst på sin drøm— 26 —


meseng og drikker af sin øl. Kvinden smiler og vinker. Hun er slank og har små bryster. Hun er iført en bredskygget solhat og sort badedragt. Ed skærer en grimasse. Han siger: “Hun gør, som hun får besked på” med en påtaget Cockney-accent og griner. Igen ler Marina og Angie sammen med ham, og Angie får en smule farve i kinderne. “Tænk nu over det, I to.” Han kigger fra Angie til Barry og tilbage igen og vender sig så om mod Marina. “Og du kan jo vende det med ...” “Dave,” siger Marina for at hjælpe ham. “Ja, find ud af, hvad han har lyst til,” siger Ed. “Det er jo ikke så vigtigt, men det kunne bare være sjovt.” Han vender sig om og krymper sig lidt ved lyden af endnu flere hyl fra den anden side af poolen, og de kigger alle sammen, mens kvinden vikler et håndklæde rundt om den unge piges skuldre og blidt genner hende ind i skyggen.

— 27 —

Blodets susen af mark billingham  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you