Issuu on Google+

Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 1


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 2

Af samme forfatter: Ingen grund til overdramatisering, roman 1999 Kunsten at grĂŚde i kor, roman 2002 Frygtelig lykkelig, roman 2004 Med venlig deltagelse, roman 2006 Alting begynder i Gram, m. Henrik Ruben Genz, samtale og erindring 2008


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 3

ERLING JEPSEN

Biroller Roman

People’sPress


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 4

Biroller © Erling Jepsen 2009 © Denne udgave: People’sPress 2009 Omslag: Rasmus Funder Hundefoto: © Sarah Salmela Forfatterportræt: © Flemming Gernyx Bogen er sat med Palatino hos John Ovesen/Baghus og trykt hos Narayana Press ISBN 978-87-7055-723-8 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2009

Forfatteren takker Statens Kunstfond for støtte

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomsten mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige tilladelse er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget heraf er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 5

Prolog

HELENE RETTEDE LIDT på mascaraen og kiggede på klokken for gud ved hvilken gang. Om lidt ville der lyde skridt hen ad gangen, og så gik det løs igen. Rolig nu. Det var ikke scenen, hun skulle på, det var bare et interview. Men det var vigtigt, hvert af hendes ord blev vendt og drejet. Hvem var det, der skulle interviewe hende i dag? Hun kunne ikke huske det. Der havde været en del interviews, og der skulle nok komme flere. Hun måtte undgå at gentage sig selv, det trættede. Folk ville have noget nyt, noget de ikke vidste, de ville have. Og hun måtte heller ikke planlægge det alt for godt, så virkede det stift og forceret. Meget afhang af spørgsmålene. Hvis ikke de var interessante, så svarede hun bare på noget andet. Hendes svar var som regel meget bedre end spørgsmålene. Hun vendte sig mod sit spejlbillede igen, fjernede et hår i det ene øjenbryn. Lyset var ikke stærkt nok, og spejlet var for lille, hun måtte have et rigtigt sminkebord. Hvis hun bad om det, ville hun helt sikkert få et. Hun rejste sig og gik lidt op og ned ad gulvet. Lavede vejrtrækningsøvelser. Var hun klar? Hun var så klar, de kunne bare komme an. Hvis der var en fotograf, ville hun insistere på at sidde ned. Billedet skulle tages skråt oppefra. Hun havde taget den grønne kjole på, og denne gang var Vudskæringen foran. Efter hun var begyndt at tage på, havde hun fået større bryster. 5


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 6

Pludselig fik hun lyst til at ringe til nogen. Men når det kom til stykket, var der ingen, der kunne råde hende længere. Den eneste der for alvor kunne tage vare på ens talent, var én selv. Nu skete det, der lød skridt ude på gangen og de nærmede sig hendes dør. Hun klemte tommelfingerneglen mod det yderste af langfingeren. Smerten afledte opmærksomheden fra det, som nu skulle ske, og gjorde det lettere at slappe af i ansigtsmusklerne. Og i stemmen. Men skridtene gik forbi, det var alligevel ikke nu. Ærgerligt, men også en lettelse, for så kunne hun lige gennemgå det hele en sidste gang. Det var så vigtigt, hvad hun sagde. Og måske endnu vigtigere, hvad hun ikke sagde. Hun vidste godt, hvad de især ville spørge til. Noget skulle hun også nok fortælle, men ikke det hele, ikke sandheden. Den måtte komme senere, når tiden engang var moden. Det var heller ikke det, interviewet skulle handle om. Det skulle handle om Helenes arbejde, sådan havde hun forstået det. Og om hendes syn på kunsten og dens betydning i bredere forstand. Til sidst ville hun, hvis der var tid, fortælle lidt om sin personlige baggrund, om den vej hun havde tilbagelagt for at blive den, hun var i dag. Der var nok et og andet, som også andre kunne lære noget af. Sidste gang hun blev interviewet, var der noget, der gik galt. Hun havde ikke kunnet styre samtalen, de vendte hele tiden tilbage til det. Der var næsten ikke blevet tid til andet. Et par gange afbrød de hende oven i købet, fordi hun fortalte irrelevante ting. De sagde, hun bare skulle svare på deres spørgsmål. Men når hun nu havde så meget andet at fortælle? Nu lød der skridt på gangen igen, hun rettede på håret og på kjolen en sidste gang. Tog en dyb indånding. Men også denne gang gik skridtene forbi. Var det ikke nu? Havde de

6


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 7

ikke en aftale? Hun kunne selvfølgelig have taget fejl af tidspunktet. Helene lagde sig på briksen og kiggede op i loftet. Prøvede at falde lidt til ro. Før eller siden kom de jo, de havde bedt om endnu et interview. Det her var langtfra færdigt. Bare hun vidste, hvordan hun skulle få dem til at lytte til det, hun havde at fortælle, uden at afbryde. Det var slet ikke så let, det var ligefrem en kunst. Hvis de ville have lidt tålmodighed med hende, skulle de nok få det hele at vide.


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 8

KAPITEL 1

Hunden ud af skabet

DET MEST OPLAGTE sted at gemme hunden måtte være klædeskabet. Bare indtil Helene fandt en bedre løsning. Men det var ikke så let at få hunden til at gå derind. Og når den først var derinde, og hun lukkede skabslågen, peb den og bjæffede så hjerteskærende, at hun straks måtte lukke den ud igen. Nu havde hun prøvet fire gange, og det blev værre for hver gang. Hun satte sig med hunden i skødet, kløede den bag øret og talte beroligende til den. Det hjalp. Hun genvandt dens tillid, og den faldt langsomt til ro. Men kun indtil Helenes udlejer begyndte at spille høj musik inde ved siden af. Det var et eller andet popband, som hunden ikke brød sig om, i hvert fald gav den sig til at bjæffe højlydt. Hun måtte holde den om snuden. Det var svært, der måtte en pude til, før det hjalp. Men det var alligevel for sent, for nu lød der skridt hen mod Helenes værelse. Hun kylede hunden ind i skabet, dækkede den til med dyne og tæppe og lukkede lågen. Men man kunne stadig høre den derinde. Så åbnede hun igen og smed en overfrakke og et par bukser ned over den, pressede blidt. Endelig blev der stille. Elisabeth bankede kun på én gang, før hun åbnede døren. – Kan du ikke lige hjælpe mig med mine støvler ? spurgte hun og løftede et strakt ben. – Jeg har lige købt dem på udsalg, men jeg kan simpelthen ikke få dem af. 8


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 9

Helene tog fat og hev og sled i støvlerne, mens Elisabeth klamrede sig til dørkarmen og fortalte om en shoppingtur, der igen havde ruineret hende. Helene tænkte kun på hunden i klædeskabet og syntes, hun hørte den kradse mod lågen med sine små poter. Heldigvis havde Elisabeth for travlt med at snakke. Omsider fik de støvlerne af hende. Hun gned sine ømme fødder og takkede overdrevent. Men blev ellers stående og kiggede sig omkring i det sparsomt møblerede værelse. – Skal du ikke have noget på væggene? Helene forsikrede, at det skulle hun, hun havde en kasse med billeder og andre småting. Men det måtte blive senere, hun havde travlt med sit studium. Flytningen havde taget tid og kræfter, hun var kommet bagud med at læse. – Hvad er det i grunden, du læser? – Teatervidenskab. Elisabeth så ud, som om hun syntes, det lød temmelig mærkeligt. – Hvor vildt. Undskyld jeg spørger dumt, men hvad er det nu, man kan bruge det til? Det spørgsmål blev Helene altid stillet, og det irriterede hende af en eller anden grund. Hun blev træt og svag i stemmen, hver gang hun skulle svare på det, så hun måtte peppe sig selv op med en frisk forklaring. – Det ved jeg ikke endnu, jeg er kun på andet semester, og det får man først at vide på fjerde. Elisabeth fortrak ikke en mine. Helene kom i tvivl, om hun havde været lidt for kæk. – Jeg går mest til musicals, sagde Elisabeth. – Jeg har de fleste på cd, og du skal bare sige til, hvis jeg spiller for højt, jeg sætter altid noget musik på, når jeg kommer hjem fra arbejde. – Flyver du indenrigs? Det var kun et par uger siden Helene var flyttet ind, og 9


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 10

hun vidste ikke meget om sin udlejer, bortset fra at hun var stewardesse. Og eftersom det var en relativt ældre kvinde, måtte det næsten være på et indenrigsfly. For eksempel til Aalborg. – Nej, sagde hun, – for det meste flyver jeg USA. Elisabeth fortalte, at hun overnattede et par nætter “over there”, før hun fløj tilbage igen. Så Helene havde meget af tiden lejligheden for sig selv. – Hvor går du i byen henne, når du går ud med dine venner? Det var ikke så let for Helene at svare på. Hun havde ikke været i byen med nogen, siden dengang hun gik på et aftenkursus på Folkeuniversitetet. Og kun en enkelt aften på et sted der hed Drop-Inn. – Drop-Inn, sagde Elisabeth. – Det er da kun for halvgamle flippere, så har jeg et par andre steder, som er sjovere. Skal vi ikke gå i byen en aften, os to? Hvad? Så kan jeg vise dig byen. Helene kiggede på sin udlejer, som smilede stort; tænk at en stewardesse kunne have så mange rynker i ansigtet. Hun måtte mindst være 45 år. Men hun klædte sig ungt og havde afbleget hår med striber, det var sådan set modigt. Helene gentog, at hun havde lidt travlt med læsningen for øjeblikket, men senere ville hun gerne. Endelig gik Elisabeth. Nu var det med at handle hurtigt; Helene rev lågen til klædeskabet op, tog tøj og dyne ud, så den lille hundekurv kom til syne. Og der var den jo, nede på bunden i et hjørne, den bevægede sig ikke. Nu havde hun vel ikke kvalt den? Helene åbnede vinduet og holdt den ud i strakt arm, så den kunne få frisk luft. Den hang helt livløs, nu blev hun snart for alvor bekymret. Det hjalp ikke engang, at hun rystede den lidt. Hun vendte den om så hovedet hang nedad, og rystede videre, indtil den spjættede og bed hende i hånden. 10


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 11

Så fik hun den ind i en fart, og den kom langsomt til sig selv, dens brystkasse bevægede sig op og ned. Den gøede ligefrem, hvor dejligt, nå nej, det måtte den jo ikke. Hun viklede dynen rundt om den igen, så Elisabeth ikke hørte den. Men så kunne den jo ikke få luft. På en eller anden måde måtte hun lære den at være stille. Ellers ville Elisabeth opdage den. Helene pakkede den ud af dynen, for helvede da også, nu havde den også tisset i sengetøjet. Sådan et lille møgsvin! Hun satte halsbånd på den, de skulle ud og gå tur. Hunde skal selvfølgelig luftes indimellem. Når de får frisk luft og motion, bliver de nok også roligere. Hun måtte hellere tage en plasticpose med, hvis den skulle lave lort. Der var fri bane, da de gik gennem køkkenet og ud ad bagdøren. Måske var problemet ikke så stort, som Helene gjorde det til. Måske kunne Elisabeth godt lide hunde og ville gerne overtage den? På den anden side, så var hun jo så sjældent hjemme. Men så kendte hun måske nogen, som stod og manglede en hundehvalp? Allerede ude på trappen rystede hunden over hele det lille kadaver, og det blev ikke bedre, da de kom ned i gården. Helene satte den forsigtigt på asfalten og fastgjorde halsbåndet, mens hun talte beroligende til den. – Såså. Ikke bange, sagde hun. – Verden er ikke så farlig, som du tror, man skal bare have lidt tillid til den, så har den også tillid til dig. Og det hjalp; den var let at narre. Et par af børnene så dem og kom nærmere. Spurgte om de måtte klappe den. Selvfølgelig måtte de det, alt det de ville. Først var de forsigtige, så blev de mere modige og ville prøve at bære den. Hvor var den bare kær og så videre, Helene lod dem gøre med den, hvad de ville, håbede ikke den tissede på deres tøj. – Hvad hedder den? spurgte de. – Lille Bjørn, sagde hun, for det var det første, der faldt hende ind. 11


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 12

Børnene grinede; hvis der var noget, hunden ikke lignede, så var det en bjørn. – Den bliver større. Hun begyndte at gå med den. Den lille satan trak i snoren, bed i den, hoppede op ad hendes ben og snappede efter hendes arm. Hun skubbede den væk fra sig, men det gjorde det kun værre. Nu troede den, hun ville lege. Børnene fulgte efter og så, hvordan den snoede sig rundt mellem hendes ben og var ved at vælte hende omkuld. Flovt hun ikke havde mere styr på den. – Må jeg prøve, må jeg prøve? lød det fra børnene. Det måtte de hellere end gerne, hun gav snoren til den ivrigste. Men de andre ville også, så de måtte skiftes. De gik hen i parken, hvor Helene satte sig på en bænk, mens børnene gik frem og tilbage foran hende med hunden. De elskede hendes hund. Måske kunne hun få dem til at lufte den en gang imellem? Hvis hun var heldig, var der en, som havde lyst til at beholde den, og som fik lov af sine forældre. Hendes humør blev bedre. Sneen var begyndt at smelte, det tøede fra træerne. Solen skinnede i vanddråberne, før de slap grenene. Hun kiggede efter børnene, de var allerede langt væk med hunden. De kom nok tilbage før eller siden, det hastede ikke. Hun kunne jo bare sidde på bænken så længe. Det var en sjældent god dag, hun måtte hellere nyde den. Da Helene kom tilbage fra spadsereturen i parken, var der ikke længere fri bane. Elisabeth sad på sin sædvanlige plads i køkkenet og spiste fra en foliebakke. Helene skyndte sig hen mod værelset, holdt frakken tæt ind til sig. Men hun holdt den nok lidt for tæt, for Lille Bjørn gav lyd fra sig. – Hvad var det? spurgte Elisabeth. Der var ikke andet at gøre end at stoppe op og lade dyret komme frem. Den stak hovedet ud og gøede fornærmet. Var åbenbart træt af det med ikke at kunne få luft. 12


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 13

– Nå ja, for resten, se. Jeg har fået hund. Elisabeth glemte helt at tygge sin mad. Helene rakte Lille Bjørn frem mod hende, men Elisabeth vinkede den væk. Det sårede Helene, hun fik helt lyst til at beskytte hunden. – Det er min søsters. Jeg passer den lidt for hende. Bare så længe hun er syg. – Hvad fejler hun? Helene kom til at se ned på Elisabeths foliebakke. Der lå en stor, saftig bøf, og saften flød ud af den og samledes i en lille sø. – Hun kan ikke spise noget, hun får hele tiden kvalme. Så nu vil de undersøge hende. – Det gør mig ondt. – Også mig. Nå, men, velbekomme. – Men én ting er i hvert fald sikkert, Helene, vi kan ikke have hund her. – Det ved jeg godt. Jeg er også allerede ved at være godt træt af den. Helene gik tilbage til sit værelse, mærkede Elisabeths øjne i nakken. Det virkede heller ikke, som om Lille Bjørn kunne lide Elisabeth. Den gøede igen og faldt først til ro, da den kom ind på Helenes værelse. Her satte den sig straks i sin hundekurv inde i skabet og logrede med halen, for nu vankede der belønning. Helene klappede den. Dygtig hund, sagde hun med blød stemme og gav den en godbid. Man kunne faktisk lære en hund mange ting, hvis man var lidt tålmodig. Hvor svært kunne det være? Det skulle bare tage sig ud som en leg, og så skulle den have ros og godbidder, når den gjorde det rigtige. Den slikkede hendes hånd, stolede åbenbart på hende. Det lille fjols. I morgen ville hun gå en sidste tur med den. Bagefter ville hun så levere den tilbage til Michael, frisøren hun havde købt den af. Hvad skulle hun bruge som undskyldning? At hun havde allergi? Det var sådan set unødvendigt; hun ville bare kaste den i hove13


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 14

det på ham og gå igen. Det var en total misforståelse med den hund, det vidste han også godt. Men de havde snakket så godt sammen i frisørsalonen, og det var så dejligt, da han vaskede hendes hår. Hun var sikker på, at han med vilje lod fingrene stryge en gang for meget hen over hendes nakke. Da han fortalte om sin hund, der havde fået hvalpe, var hun kommet til at lyde lidt for interesseret. Så interesseret, at han tilbød hende at købe en, og selv om hun aldrig havde tænkt sig at få hund, lovede hun, at hun ville kigge forbi en dag. Hvilket hun også gjorde; ikke på grund af hundene, men på grund af ham. Det gik bare helt galt. Han var så sikker på sig selv, tog det for givet at de skulle i seng sammen, og så mistede hun lysten. Hendes tåbelige stolthed løb som sædvanlig af med hende, så i stedet for bare at gå igen lagde hun fem hundrede kroner på bordet og tog den første den bedste af hvalpene med under armen. Han skulle i hvert fald ikke tro, det var for hans skyld, hun var kommet. Det var, hvad hun fik ud af den date, nu havde hun en hund. Det var bare med at levere den tilbage, færdig. * Dagen efter var det lørdag, det var koldt, men lyset skinnede hvidt fra en skyfri himmel. Det skulle så være Helene og Lille Bjørns sidste gåtur. Et par af børnene fulgte efter dem og fik lov at holde snoren. Men så måtte Helene og Lille Bjørn videre, de skulle hen til Hovedbanegården og med S-tog ud til Østerbro. Børnene ville vide, hvad de skulle der, men Helene nænnede ikke fortælle dem det. Hun satsede på, Michael var hjemme. Lille Bjørn snappede igen ud efter hendes arme, men hun var allerede blevet bedre til at styre den. De nærmede sig banegården, og Helene fik lyst til at gå en omvej, så hun kom hen over Halmtorvet, forbi Husets Teater. Der var snart pre14


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 15

miere på en ny forestilling, så der var nok kommet en ny plakat. Måske også billeder af skuespillerne. Men det var, som om Lille Bjørn ikke ville derhen. Hun måtte trække hårdt i snoren, og den havde halen nede mellem benene. Helene havde ret, der var kommet en ny plakat. I forgrunden stod et ægtepar, og i baggrunden et nydeligt hus med have. Der var en hjort midt i haven, som kiggede ind ad stuevinduet. Det var et nyt dansk stykke, det hed En verden der segner. Og der var kun to skuespillere med. Helene kendte den ene, han var en ældre karakterskuespiller, som hendes mor altid sværmede for, når han var på tv. Hun havde også mødt ham i virkeligheden engang, men det var vist meget længe siden. Den anden var helt ny, en kvinde på Helenes alder. Sikkert lige uddannet fra teaterskolen. Der var ikke scenebilleder endnu, men en kort beskrivelse af stykket. Et trekantsdrama, så det ud til, men hvem i alverden var den tredje? Hjorten måske? Det virkede nu lidt søgt. Helene stod og læste, mens Lille Bjørn hev og sled i snoren. – Slap af, sagde hun. – Vi er nogle, der er interesseret i kultur. Hun kunne godt lide at tale til den. Der er mange, der går og taler til deres hund, så det kunne hun vel også. Men så opdagede hun, hvad der var grunden til hundens uro; der sad en mand på bænken midt på torvet, og foran ham lå en stor schæferhund. Lille Bjørn ville hen og hilse på den. Den var ikke bange af sig, Helene holdt godt fast i snoren. I det samme gik hoveddøren op. Helene så de to skuespillere fra plakaten komme ud. Hun trak i hundesnoren og begyndte at gå, men da hun var i sikker afstand, standsede hun op og kiggede. De var gået ud for at ryge. De gik lidt rundt foran teatret, snakkede og lo mellem hivene. Helene hæftede sig ved fortroligheden imellem dem, det var som om de var medlemmer af en klub for de særligt heldige, en klub, hun godt gad være medlem af. 15


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 16

De slukkede cigaretterne og skyndte sig tilbage. Der var femten-tyve meter hen til hoveddøren, og da en bildør smækkede længere nede ad gaden, kiggede de sig ængsteligt omkring, som om de frygtede at blive overfaldet hvert øjeblik. Det var også et mærkeligt sted at lægge et teater, det var omgivet af luddere og narkomaner. Politistationen lå godt nok lige overfor, men de havde altid persiennerne trukket ned. Og her på pladsen, i skjul bag en lastbil med grøntsager, stod Helene og faldt i staver. Pludselig rev Lille Bjørn sig løs og løb hen mod schæferen. Helene forsøgte at kalde den tilbage, uden held. Schæferen rejste sig stille og roligt, lagde ørerne tilbage. Lille Bjørn løb ind mellem benene på den, Helene kom hen og prøvede at fange den. Men det var ikke let. Manden forsikrede, at hans hund ikke gjorde noget, hun kunne bare tage det roligt, men Lille Bjørn var ikke vant til at løbe frit. Hun fik fat i dens ene pote, så løb den fra hende igen. Den løb hen over trappen til teatret, samtidig med at hoveddøren gik op. En mand med en lænestol kom ud, og Lille Bjørn løb ind. Den var løbet ind på teatret! Manden stillede lænestolen fra sig, holdt i døren og kiggede efter hunden. Så vendte han blikket mod Helene, der kom hen mod ham. Hun stod nu ansigt til ansigt med en tynd mand i 50’erne, hvidt hår, briller med skildpaddestel. Han var klædt i mørk jakke og sort rullekrave. Og hun vidste godt, hvem han var. Det var jo Morten Lillesø, teaterdirektøren. – Undskyld, sagde hun, – det er min. Må jeg have lov at gå ind? Direktøren åbnede døren helt for hende. Helene skyndte sig ind, ville finde hunden, inden den ødelagde noget. Hun nåede at se den løbe op ad en trappe. Hvor pinligt. Det var her, hun havde søgt arbejde, nu kom hun anstigende på den måde! Lille Bjørn løb hen ad en gang på 1. sal, gøede højt og løb

16


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 17

ind på et kontor. Den løb mellem benene på de ansatte, der lød et hvin derindefra, flere forsøgte at fange den. Så forsvandt den ned ad en anden trappe. Helene fulgte efter, vidste slet ikke, om hun måtte, men hunden skulle fanges. Det var trappen ned til skuespillergarderoben. Lille Bjørn sprang rundt mellem stoleben, væltede en stumtjener og blev næsten begravet i kostumer, så løb den ind ad endnu en dør. Helene havde på fornemmelsen, hvor den dør førte hen. Hun kiggede forsigtigt ind. Der var et stærkt lys, det var døren ind til det allerhelligste! Hvordan fik hun den tilbage uden selv at gå derind, der havde hun jo ikke noget at gøre? Så hørte hun en mand le fra salen. Hun vovede sig et par skridt ind på scenen. Der var ved at blive sat lys, et spot ramte scenegulvet; og der sad Lille Bjørn. Med tungen ud af halsen og halen logrende, midt i spotlyset. I salen, længst fremme, stod teaterdirektøren og kiggede på den. Oppe bagerst ved en pult skimtede hun to mænd. – Undskyld, undskyld, sagde hun og gik et skridt frem for at hente den. Men teaterdirektøren vinkede hende tilbage. – Gør det lige igen, sagde han til mændene ved lyspulten. De fik en lampe i loftet til at dreje, og spotlyset rykkede et par meter til den ene side. Nu sad Lille Bjørn i skyggen. Den blev urolig, kiggede sig fornærmet omkring og kom på benene. Så luntede den hen og satte sig i det stærke lys igen. Mændene lo og gentog det lille nummer, med samme resultat. Når de flyttede spotten, fulgte Lille Bjørn med, de kunne dirigere den rundt på scenen på den måde. Helene fik lov at gå frem og fik omsider fat i hundesnoren. Nu løb den ikke længere, men lod sig løfte op. Helene kravlede ned ad scenen, stod ansigt til ansigt med direktøren igen.

17


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 18

– Jeg håber ikke, den har ødelagt noget. Han så ikke vred ud. Heller ikke glad. Snarere tænksom. – Jeg hedder Helene, sagde Helene. – Vi har hilst på hinanden. Jeg ved ikke, om du kan huske mig? Han kiggede på hende, men der var ingen klokke, der ringede. Det her ville ikke blive let. Men nu var hun begyndt, nu måtte hun gennemføre det. – Jeg søgte ind på Statens Teaterskole sidste år. Du så mig til den tredje prøve. – Gjorde jeg det? – Ja. Du roste mig i hvert fald meget. Jeg hedder Helene Østergaard. Han granskede sin hukommelse, eller lod som om, det var svært at afgøre. – Jeg spillede uddrag af En gal mands dagbog. Det var mig, der var den gale. Hun lo lidt, det var for fanden en monolog, så hvad skulle hun ellers spille. Og så lo han også. – Ja ja, jeg kan godt huske dig, sagde han endelig. – Det var meget fint, det du lavede, Helene. – Jeg gav ham en skrøbelig poesi, men også en styrke, sagde du. – Ja ja, det var meget fint, det kan jeg godt huske. Hans blik hvilede på hunden. – Hvad laver du så nu? Var det nu, hun skulle sige, at hun havde sendt ham adskillige jobansøgninger? At hun oven i købet havde opsøgt ham på hans privatadresse engang og givet ham en i hånden, men det havde heller ikke fået ham til at svare? Nej, det var vist bedst at lade være. – Sådan lidt forskelligt, bare små roller. – Du kan jo gå op igen. – Det har jeg prøvet. Jeg egner mig ikke til det med prøver, går ligesom i baglås. Jeg fik for resten en rolle inde på 18


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 19

Anemoneteatret. Jeg sendte dig vist en invitation. Som påskehare. Nå, nu slap det alligevel ud, at hun havde skrevet til ham. Og det irriterede ham, kunne hun se. Hun måtte se at gøre det godt igen. – I laver så få produktioner efterhånden, jeg ved det. Jeres bevillinger er skåret ned, kulturministeren synes, der er for mange teatre i hovedstaden. – Sikke en sød hund, du har. Han bøjede sig frem mod den og skubbede brillerne op i panden. – Tak, sagde hun. – Du kan for resten også se mig i en reklamefilm på TV2 for øjeblikket. For hårde hvidevarer. Det er mig, der anbefaler en ny vaskemaskine, som samtidig er en tørretumbler. – Hvad er det for en race? – Dansk-svensk gårdhund. – Ligesom den i Matador? Helene nikkede, mens hun spurgte sig selv, hvor dum en teaterdirektør havde lov at være. Og hvorfor havde han ikke set hende i den reklamefilm? Hvis han havde, ville han kunne huske det. Til castingen havde hun egentlig bare skullet sige et par replikker, trykke på nogle knapper og tørre noget tøj. Men hun syntes ikke, manuskriptet var særlig godt, så hun gav sig til at improvisere. Til sidst forsøgte hun at kravle ind i tumbleren, men hun kunne selvfølgelig ikke være der, et ben blev ved at hænge ud. Bagefter var filmfolkene vrede, for det var ikke som aftalt, og hun gik slukøret hjem og tænkte, rollen nok gik til en af de uddannede skuespillere. Og så var det alligevel optagelsen med hende, de valgte, den havde alligevel noget. Men Morten havde kun øje for hunden og ville vide, hvor gammel den var, hvad køn den havde og så videre; man skulle tro, han ville købe den. Lille Bjørn slikkede hans hånd, 19


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 20

han lo ud ad næsen og blev ved med at sige, det var en “god hund”. Så vendte han sig og gik. Besøgstiden var forbi, det virkede nu lidt brat. Hun forlod teatret med Lille Bjørn i favnen. Udenfor satte hun den ned på fortovet, godt tilfreds med sig selv, for hun havde haft personlig kontakt til en teaterdirektør. Han huskede jo også, at hun var god i En gal mands dagbog. Han sagde det igen og lød oven i købet, som om han mente det, hvorfor skulle han ikke også det? “En skrøbelig poesi, men også en styrke”, han huskede det tydeligt. Hun blev helt varm i kinderne. Men noget konkret var der ikke kommet ud af samtalen, det ville da også næsten være for meget af det gode. Mens hun spadserede videre med Lille Bjørn, lød der skridt bag hende. Hun gik hurtigere til, tænkte, Lille Bjørn nok alligevel havde slået noget i stykker i garderoben. – Helene? Hun standsede op; det lød som direktørens stemme. – Hvis du har lyst, kan du kigge forbi en dag i næste uge. Det måtte hun lige have en gang til. Han gentog det, ville alligevel godt se hende. Hun kunne have omfavnet ham på stedet. – Der er noget, jeg vil snakke med dig om, ikke noget særligt, men alligevel ... Hvad med torsdag ved titiden, kan du det? – Torsdag? Ja, det tror jeg godt. Han vendte sig og gik tilbage, hun vinkede efter ham, kom vist til at virke for ivrig, og Lille Bjørn gøede forskrækket. Rolig nu. Han havde ikke lovet hende noget, tværtimod. Men når han bad om et møde, måtte der være en grund til det. Det var måske kun en lille ting. Men alt var bedre end ingenting. – Det var alligevel godt, vi gik den vej forbi, sagde hun til Lille Bjørn, mens hun trykkede deres hoveder tæt sam20


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 21

men. – Og du ville lige ind og hilse på direktøren, hvad, dit lille bæst? Nu skulle de jo så ud på Østerbro, ud til Michael. Men Lille Bjørn ville hjemad. Det var der ingen tvivl om. Og Helene fulgte med. Det hastede jo heller ikke så meget at levere hunden tilbage, det kunne godt vente til i morgen. * Så var det bare, hvordan hun skulle få dagene til at gå indtil torsdag. Der var fem dage til, så det var en næsten uudholdelig lang ventetid. Heldigvis havde hun stadig Lille Bjørn, for tiden gik hurtigere, når hun var sammen med den. Så var der andet at tænke på, end hvad teaterdirektøren ville hende. De tanker havde det med at køre i ring. Hun forsøgte at lære Lille Bjørn at holde sig, til den blev luftet. Og den blev luftet tit, det skulle små hunde. Når de så gik tur, skulle den lære at gå pænt og ikke bide i snoren. Det skete at de mødte en anden hund, det var både spændende og lidt farligt, som regel var det jo større hunde. I begyndelsen løftede Helene sin hund op i armene, så der ikke skete den noget. Men det brød Lille Bjørn sig ikke om, den ville hellere blive på jorden og selv finde ud af, hvor farligt det var. Og det var som regel ret fredeligt; det var bare sjovt at møde andre hunde. De var jo også i snor, og ejerne advarede, hvis der var en, som kunne finde på at bide. Der blev taget meget hensyn, det var næsten rørende. Og folk spurgte hende ud om Lille Bjørn, de syntes, den var så kær. Det var den jo sådan set også. Hun fik den i hvert fald ikke afleveret. Der var også meget andet at tænke på. Hendes liv kunne meget vel være kommet til en skillevej. Indimellem tillod hun sig bare at være glad, nu havde hun chancen for at lægge det gamle bag sig og begynde på noget nyt. Det skulle fej21


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 22

res, og selv om hun ikke havde mange penge, havde hun da råd til en kage. Hun havde set, der var en bager på Frederiksberg Allé, men der var også én på Gammel Kongevej. Hun købte lidt fra dem hver. Ville ikke spise endnu, der skulle først nydes og sammenlignes, når hun kom hjem. Tilbage på værelset satte hun sig til rette ved skrivebordet og pakkede brødet ud af de lækre bagerposer. Brødet var lige godt fra de to steder, og det var bedre end det, hun kendte fra Ølstykke. Lille Bjørn sad ved hendes fødder og så på med tungen ud af halsen og sultne øjne, men hun nænnede ikke at give den noget. I stedet lokkede hun den ind i skabet med et kødben fra dyrehandlen. Lågen fik lov at stå åben, men den blev pænt siddende derinde. Hun spiste videre og blandede det hele godt op med kakaomælk. Da hun var færdig og havde tømt papirposerne for krummer, tog hun trøjen af og satte håret op i en knude bagtil. Så gik hun på toilettet og åbnede for vandhanen. Et kvarter senere kom hun tilbage til værelset, lagde sig på madrassen og følte, alt var godt og trygt. Nu var det, som om hun svævede over byen, og hun landede ikke før et godt stykke hen over frokost. Om eftermiddagen, efter at have luftet hunden, læste hun ved skrivebordet lige til solen gik ned. Hun så himlen blive mørk, stjernerne blive synlige. Og hun følte sig heldig. Hun kunne se Karlsvognen og Nordstjernen, og når hun skelede til stjernekortet, som hun havde liggende i vindueskarmen, kunne hun også se Store Bjørn. Ifølge kortet skulle der oven i købet være en Lille Bjørn. Det anede hun ikke, og hun kunne da heller ikke få øje på den. Men hun havde opkaldt sin hund efter et stjernebillede uden at vide det. Det var da pudsigt. Det var lige før, hun havde ringet til sin søster bare for at fortælle det til nogen. Men i stedet valgte hun at nyde det i ensomhed, og derved blev det næsten større. Helt alene 22


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 23

var hun jo heller ikke, for Lille Bjørn lå i skabet og kiggede på hende. Det blev sent, der faldt en let regn mod skråvinduet, og hun tog bøgerne med i seng. Lille Bjørn ville gerne ligge ved siden af hende, men blev vist hen i kurven. Hun ��nskede ham godnat og læste sig i søvn. Efter at have sovet en time eller to vågnede hun igen. Hun lå og vendte og drejede sig på den hårde madras, fik mere og mere ondt i lemmerne. Nu havde hun snart boet her i tre uger, og sådan var det hver nat. Det bekymrede hende, for hun skulle være frisk og udhvilet til mødet med Morten. Til sidst stod hun op for at lede efter noget, der kunne gøre sengen blødere. Der var ikke noget på hendes eget værelse, men ude på gangen lå adskillige små persiske gulvtæpper. Hun kunne jo spørge Elisabeth, om hun måtte låne et af dem. Men det var midt om natten, så hun kunne ikke lide at banke på. For resten havde der været stille derinde hele aftenen, Elisabeth befandt sig nok i et fly på vej til USA. Og selvfølgelig måtte Helene låne et tæppe, herregud, det ville jo ikke tage skade. Hun udvalgte sig det mindste af dem og tog det med ind på sit værelse. Det målte cirka en gange en halv meter, men det var ret tykt. Når hun lagde det under madrassen, blev lejet blødere, nu kunne hun ligge både på siden og på maven. Allerede næste morgen ville hun lægge tæppet tilbage, og når hun næste gang så Elisabeth, ville hun spørge, om hun måtte låne det. Hun sov til langt op ad formiddagen. Et par gange mærkede hun Lille Bjørn slikke hende i ansigtet, men så vendte hun sig bare om og trak dynen op over hovedet. Pludselig satte hun sig op; hun hørte nogen spille musik inde ved siden af. Det var fra Madonnas nyeste, og det var ret højt. Døren ind til Elisabeths stue stod åbenbart åben, der lød skridt frem og tilbage ude på gangen. Så var hun alligevel hjemme? 23


Bog Jepsen Biroller:Layout 1

09/08/09

12:59

Side 24

Skridtene var raske, ikke noget med at stoppe op undervejs. Klokken var halv elleve, gad vide hvor længe hun havde været oppe og i gang? Forhåbentlig havde hun endnu ikke opdaget, der manglede et tæppe. Hun måtte godt gå ind til sig selv og lukke døren snart, så Helene kunne få det lagt tilbage. Men det trak ud i det uendelige. Det lød som om Elisabeth blev ude i køkkenet, sad vel og spiste morgenmad. Det var bedst, Helene gik ud og fortalte det, som det var. Det ville være for pinligt, hvis hun blev mistænkt for tyveri. Helene gik ud i køkkenet, skænkede sig et glas vand og vendte sig så mod Elisabeth, der sad ved køkkenbordet og læste i et modeblad. Der lå et stykke franskbrød foran hende med smør. Hun kiggede op. – Hvordan har du sovet? Hendes stemme var sød og indladende, som om de allerede var bedsteveninder. Det var de jo ikke, det irriterede Helene, nu vidste hun pludselig ikke, hvordan hun skulle få sagt det, hun skulle sige. – Jo, udmærket. Det er jo altid lidt svært et nyt sted … Elisabeth smilede og kiggede op på sin lejer med et blik, som om hun vidste det hele og nu ville give Helene mulighed for at gå til bekendelse. Men det gjorde bare, at Helene slet ikke turde sige noget. Hun skyndte sig tilbage mod sit værelse med sit glas vand, men hun hørte skridt bag sig, og da hun ville lukke døren, stod Elisabeth i døråbningen og spærrede. – Helene, sagde hun. – Der mangler et tæppe fra gangen. Har du lånt det? Der var noget ved den måde, hun stod og skrævede på, i gummisko og med Madonna i baggrunden, som gjorde at Helene ikke kunne tage situationen alvorligt. – Næ. – Jamen Helene, hvor er det så? Her har da ikke været andre. 24


Biroller af Erling Jepsen