Page 1


Af Herman Melville er tidligere udkommet på dansk: Typee – En Skizze af Livet paa Sydhavsøerne, 1852 oversat efter Typee: A Peep at Polynesian Life (1846) Mardi og en rejse dertil, 2007 oversat af Flemming Chr. Nielsen efter Mardi: and A Voyage Thither (1849) Redburn – hans første rejse, 2009 oversat af Flemming Chr. Nielsen efter Redburn: His First Voyage (1849) Moby Dick, 1942 oversat (og forkortet) af Peter Freuchen efter Moby-Dick; or, The Whale (1851) Moby Dick, 1947 (Politikens Stjerne-Hæfte 42) redigeret af Ole Storm efter Peter Freuchens oversættelse Moby-Dick eller Hvalen, 1955 oversat af Mogens Boisen Moby Dick eller Hvalen, 2011 oversat af Flemming Chr. Nielsen Pierre eller Flertydighederne, 2003 oversat af Flemming Chr. Nielsen efter Pierre; or, The Ambiguities (1852) Kopisten Bartleby, 1954 (i Jens Kruuse og Ole Storm (red.): Halvtreds mesterfortællinger) oversat af Niels Haislund efter Bartleby, the Scrivener; A Story of Wall-Street (1853) Skriveren Bartleby, en historie om Wall Street, 1962 oversat af Anders Saustrup Skriveren Bartleby, 2000 oversat af Henrik G. Poulsen Encantadas, de fortryllede øer, 1964 oversat af Lis Thorbjørnsen efter The Encantadas; or, Enchanted Isles (1854) Manden med lynaflederen, 1956 (i Mogens Knudsen og Orla Lundbo (red.): Humor fra Amerika) oversat af Bjørn Poulsen efter The Lightning-Rod Man (1854) Israel Potter, 2006 oversat af Flemming Chr. Nielsen efter Israel Potter: His Fifty Years of Exile (1855) Benito Cereno, 1956 (Skibet og døden, 1978) oversat af Helga Vang Lauridsen efter Benito Cereno (1855) Bondefangeren, 2004 oversat at Flemming Chr. Nielsen efter The Confidence-Man: His Masquerade (1857) Billy Budd – fortopsgast, 1952 oversat af Ole Storm efter Billy Budd; Foretopman (posthumt, 1924)


Herman Melville

Billy Budd

og Veranda-fortĂŚllinger

oversat af Flemming Chr. Nielsen

Forlaget Bindslev


Billy Budd og Veranda-fortællinger er oversat fra amerikansk efter Billy Budd; Sailor (An Inside Narrative) The Piazza Tales © 2012 Forlaget Bindslev Omslag: Jakob Hjort / www.jakobhjort.dk Efter John Thomas Serres’ maleri Shipping in a Calm Offshore by Moonlight Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Bogen er sat med Garamond og trykt hos Scandinavian Books Printed in Denmark 2012 ISBN 978-87-91299-55-1 Udgivet med oversættelsesstøtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg Forlaget Bindslev Forlagsgruppen Bindslev www.forlagetbindslev.dk


Indhold

Sandhedens flossede kanter

7

Af Flemming Chr. Nielsen

Veranda-fortællinger

17

Verandaen 19 Bartleby 34 Benito Cereno 74 Manden med lynaflederen 160 Encantadas eller De forheksede Øer 168 1. En skitse af øerne 168 2. Skildpaddens to sider 174 3. Redondo-klippen 178 4. En udsigt som fra Pisgas tinde 183 5. Fregatten og luftspejlingen 190 6. Øen Barrington og kaperne 192 7. Charles’ Ø og Hundekongen 195 8. Øen Norfolk og cholo-enken 200 9. Hood’s Ø og eremitten Oberlus 214 10. Bortrømte, udstødte, eneboere, gravsten etc. 224 Klokketårnet 228

Billy Budd – sømand

245

Noter

327


Sandhedens flossede kanter Af Flemming Chr. Nielsen

I Melvilles Veranda-fortællinger indgår den lille spændingsroman Benito Cereno om forholdene på et slaveskib. Tilsyneladende en mari­tim idyl, så hvorfor gør de utaknemmelige slaver oprør? Er deres herre ikke den ædelmodige Don Alexandro Aranda? Og lader han ikke sine slaver gå frit omkring på skibets dæk i stedet for at stuve dem ned i lasten? Kaptajn Cerenos sorte tjener er den til dø­den trofaste Babo. Negresserne (et smukkere ord end negerinderne!) kan ligge og amme deres børn i en skyggefuld krog. Og de sorte, der elsker klare farver, er jo fra naturens hånd udstyret med et særligt ta­lent for at opvarte de hvide, eller som det udtrykkes af roma­nens godhjer­tede hædersmand: ”Negeren er som regel den fødte kammertje­ner og frisør; han tiltales i samme grad af kam og børste som af kastagnet­ter, og han svinger dem tilsynela­dende med næ­sten samme fornøjelse. Ved negerens arbejde er der også en sær­lig finfø­lelse, en forunder­lig, stilfærdig og svæ­vende livlighed, ynde­fuld og særdeles indtagende at se på og i endnu højere grad at være genstand for. Og frem for alt er han udru­stet med et godt hu­mør … Han har en frejdighed og harmoni i sit blik og sine bevægel­ser, som om Gud havde stemt hele negeren i en behagelig toneart” (fortælleren kunne givetvis have ført en udbytterig samtale med den Knut Hamsun, der i Det mo­derne Amerikas Aandsliv fra 1889 skrev om sorte opvartere og barberer). Men skjult bag den ironiske idyl ligger naturligvis den kendsgerning, at slaverne på skibet er en vare, og den kristne og civilise­ rede verden sørger omhyggeligt for, at varerne får frisk luft og vand, så de kan indbringe en anstændig profit. Derfor ikke et ord om, at når negresserne frit går rundt på skibet, har sømændene også det frynsegode, at de nemmere kan misbruge dem. 7


Nej, idyl­lens skyg­ger røbes kun i afsides bisætnin­ger: ”De voksne negresser bifaldt deres herre Don Alexandros død,” og ”den 18-årige neger José dol­kede sin herre.” Selv under den afslut­tende kamp går den humane ordre ud på ikke at dræbe eller lemlæ­ste negrene (varerne). Idyllen som moralsk kategori i den sejrende vestlige civilisation smadres langsomt, men ubønhørligt. I lange stræk føres også den moderne læser bag lyset, for hvorfor tager ”de primitive” ikke imod den udstrakte hånd, der gør dem til en sund vare i det internatio­ nale samfund? Hvorfor opfører de sig som terrorister? Først da vi til sidst præsenteres for historien set med ”den trofaste” og stumme Babos øjne, aner vi, at Melvilles slaveskib er univer­selt og evigt. Selv efter sin henrettelse har frihedskæmperen(!) Babo udsigt til kir­ ken og kloste­ret som symboler på den vestlige humanisme. Benito Cereno handler derfor også om vores krige og om vores erobrin­ger. Dati­dens fromme kolonialisme er en variant af vor tids ”befrielse” og globale demokrati. Og Benito Cereno er tilmed base­ret på en auten­tisk begivenhed og er i lange stræk en ordret gengi­velse af offici­elle dokumenter, endda i en grad så redaktøren af det tids­ skrift, hvori historien første gang blev offentliggjort, beklagede sig over Melvilles litterære dovenskab. Dokumentarisme i roman­form var no­get nyt og uhørt, der forstyrrede læseren og hin­drede ham i at slappe af og lade sig underholde af fiktion i stedet for at blive præsente­ret for kendsgerningers gru. Efter otte romaner udkom Veranda-fortællinger i 1855 som Herman Melvilles første og eneste novellesamling. De fleste af histori­erne havde været trykt i litterære magasiner, men nu blev de omarbejdet og revideret og bogen pænt og høfligt modtaget. Anmel­derne brugte klicheer som ”livlige, kække, fantasifulde, friske og velskrevne,” men ingen fæstnede sig ved opgøret med den sej­rende amerikanske kultur. Encanta­das eller De forheksede Øer var for eksempel fyldt med skrøner og myter fra Galápagos-øerne, men er først og fremmest en dramatisk og post-apokalyptisk vision af en verden dømt til undergang. Desuden Manden med lynaflede­ren om dem, der driver en blom­strende handel med menne­skers frygt 8


(dengang for lynnedslag; i dag for terror), og Bartleby om den anonyme funktionær, der akut nægter at fun­gere og arbejde. Bartleby er et menneske uden bin­din­ger, og arbejdet er hans eneste kon­takt med livet og den udveksling af tjenesteydelser, der holder produktionens sterile hjul i gang, men pludselig begynder Bartleby at nære af­sky for den ameri­kan­ske middel­klas­ses Gud: Begrebet Arbejde (og mil­liar­dærforfatte­ren Stephen King har skarp­sindigt påpe­get, at hvis Bartleby havde været hundrede sider længere, ville den og ikke Mark Twains Huckleberry Finn fra 1884 være blevet den første moderne, ame­rikan­ske ro­man). Sidst i samlingen den sælsomme Klokketårnet, som Karen Blixen ville have elsket, om hun havde kendt den. Og som ouverture Verandaen, et tusmørkevarsel om de efterfølgende gåder, for ”om natten, når gardinet trækkes for, kom­mer sandheden ind sammen med mørket.” Veranda-fortællinger er både metafysik og guf, filosofi og røverhistorier, kulturkritik og underholdning med ironi og idyl så gen­ nemtræn­gende, at de rækker deres fangarme og blændværk helt ud i bogens titel. Melvilles karriere som forfatter var kun ni år før Veranda-fortællinger startet så forrygende. I 1846 udkom både i England og USA hans første roman Typee: En Skizze af Livet paa Sydhavsøerne (på dansk allerede i 1852). Fortællin­gen om sømanden Tommo, der i sit romantiske fangenskab hos kanniba­ler var nær ved at blive ædt, blev selvfølgelig en medie­begiven­hed, og den endnu ukendte Walt Whitman kaldte den ”en sæl­som, yndefuld bog, som man drøm­mende sid­der og læser en som­merdag.” I foråret 1847 fulgte med samme succes fortsættelsen Omoo: A Narrative of Adventures in the South Seas, men den 28-årige forhen­ væ­rende dæksdreng på Atlanten og hvalfanger i Stillehavet havde ingen ambitioner om at skrive flere rejsebøger om eroti­ske oplevel­ ser hos ”de vilde.” Han ville hellere give sig af med metafysiske spekulationer, for Stillehavet havde væ­ret hans Yale og hans Har­vard. Han kendte Dante, Cer­vantes og Rabe­lais, Det gamle Testamente og Homer, men havde aldrig læst en linie af Shake­speare: alle 9


tilgængelige udgaver var med en skrift så lille, at den svagtseende sømand ikke kunne tyde den! Ikke før han var gået i land, lyk­kedes det ham at skaffe sig en læselig Shakespeare-udgave. Resultatet af Melvilles første for­søg på at skrive andet end eksotiske rejsebøger blev romanen Mardi og en rejse dertil, som i for­året 1849 udkom i England og USA. Desori­enterede anmeldere, der havde ventet et kildrende gen­syn med kanni­baler og sydhavspi­ger, mente, at romanen om en solbeskinnet rejse til et oceanisk fantasirige var ”tåget,” og læserne flyg­tede væk fra bogen som fra et tov­værk af filoso­fis­ ke referen­cer, litterære associationer og skarp­sindig religi­onskri­tik. Det va­rede syv år, før oplaget på 3.000 ek­sem­pla­rer var udsolgt, og Mel­ville kom i gæld til sine forlæggere. De tryg­lede ham om at skrive un­der­holdning og spæn­ dingsro­ma­ner og holde sig langt væk fra meta­fy­sik og sær­linge-stil. Oven på fiaskoen med Mardi gjorde han med Redburn et vellykket forsøg på ikke at støde an mod markedskrav. Anmelderne kaldte Redburn for ”dejlig, henrivende, humoristisk, varm og ukunstlet,” og ingen opdagede, at der var noget uran­sageligt ved både romanhelten og den tvetydige Harry Bolton, for det tilslørede og forbudte var flettet ind i hav-romantik og gotiske gys. Og man kunne more sig over en sø­mand med en kone på hver side af Atlanten og græde af medliden­hed med de fem hund­rede emigranter, der på vej til Amerika ud­sæt­tes for alskens lidelser. Og når forfatteren ikke kan tøjle sin lidenskab og despe­ration på Redburns vegne, la­der han sin ironi og sar­kasme skylle ned over siderne, og læserne bærer over med særhederne uden at op­dage, hvad der – også – fin­des i dette legehus for hajer: en nød og elendighed udtrykt med samme afmagt og vrede som i Marx’ og Engels’ Kommunistiske Mani­fest, der var udkommet i 1848. Men Melville er ingen marxist og rejsende i klassekamp, for han befinder sig skidt i politiske spæn­de­trøjer. Selv koketterede han med, at Redburn var en ”tobakroman.” Den skulle skaffe ham penge til tobak og whisky, for økono­misk så det i 1850 skidt ud for Melville. Allerede i ja­nuar året efter Redburn udkom romanen WhiteJacket – altså in­klusive Mardi tre romaner på min­dre end et år. 10


Lige som Redburn var White-Jacket en selvbiografisk tobakhistorie, for White-Jackets oplevelser på den totalitære ”ver­dens-fre­gat” Never­sink(!) er bygget over Melvilles fjorten måneder på fregatten United Sta­tes, hvor han var påmønstret som jung­mand på vej hjem til Amerika fra sin ungdom som hvalfanger. Totalitarisme og terror udøves på grundlag af ”tilfæl­dige love,” og demokrati be­står af dekre­ter. Skibet er en totalitær stat, hvor civi­liseret kannibalisme skjules under nationale sikker­hedshen­syn. Redburn og White-Jacket, der blev skrevet på tilsammen fire måneder, skaffede Melville så rimelige indtægter, at han suppleret med et lån fra sin svigerfar fik råd til at købe gården Arrowhead uden for Pitts­ field, Massachusetts og dér agere landmand, mens de lokale rystede på hovedet over ”knægten, der har købt Doc Brewsters gamle gård.” På Arrowhead fik den svagt­se­ende sømand ro og fred til at fær­dig­ gøre Moby Dick, der udkom i efter­året 1851 som hans sjette ro­man på fem år, og ingen af dem var kortromaner, men nu var det, som om katastroferne havde stået på lur og pludselig marcherede frem. Melville kunne ikke indfri sine lån, og han skyldte flere og flere penge til sine forlæggere, der havde satset på en ny leverance af to­bak- og knaldroma­ner, men modtog Moby Dick eller Hvalen. Den engelske udgave kom en måned før den amerikanske, og forlægge­ren havde ikke kun æn­dret titlen til Hvalen eller Moby Dick og fjernet et kapitel samt et par hundrede blasfemiske sætninger, men værst af alt: også den nu berømte epilog om Ismaels redning fra Pe­quods forlis var skå­ret væk. Forfatteren havde blottet sig for latterliggørelse, fordi han havde skrevet en ”umulig” histo­rie, hvis fortæller ”druk­ner sam­men med resten af besætningen.” Den skandale nåede de amerikanske aviser, inden Moby Dick udkom i New York, og da komikken også var fattelig for læsende anal­fa­beter, genop­trykte boulevardpressen de mest hoverende en­ gelske anmeldelser og lukkede øjnene for, at masser af engelske kriti­ kere roste Mel­ vil­ les ”prosadigt” og skrev, at ”ingen bog er mere ærefuld for amerikansk litteratur,” men den omtale så Melville ikke, for de avi­ser kryd­sede aldrig Atlanten. 11


Endnu før Moby Dick udkom, var Melville gået i gang med sin næste roman Pierre eller Flertydighederne. Og med den vendte han ryg­gen til havet og til ludere og havnekajer i Liverpool for at skildre en ung amerikansk ari­sto­krat. Men Pierre ødelagde sin forfatters omdømme, for den var et af­sindigt tre­kantsdrama om incest og andre afvigende seksu­elle roller, og lige som Mardi og Redburn an­fæg­tede den samfun­dets kristne værdier. Efter Pierre gav Melville sig til at skrive noveller til de litte­ rære magasiner, og de betalte gode hono­rarer, for deres oplag var stort. Desu­den en magasin-føljeton i ni afsnit, der i 1855 udkom i bog­form som Israel Potter. Med den roman var Melville igen tvun­get til at balancere mellem læsernes og forlagets krav om regulær spænding og sit eget behov for at skrive andet end underhold­ning, og på forhånd afgav han det højtidelige løfte til sin forlægger, at ”der ikke er noget i historien, som kan chokere de forfinede. Den indehol­der kun få refleksi­oner og intet, der er tyngende.” Og forlæggeren kunne ånde lettet op. Israel Potter ‘handler’ om den patrioti­ske amerika­ner Israel Potter, der efter at have deltaget i slaget ved Bunker Hill hvirvles ind i Uaf­hængig­ hedskri­gens kaos. Han tilbringer derefter et halvt år­hundrede som flygtning i Lon­don, og da han omsi­der kan vende hjem til USA, erfarer han, at som ano­nym krigs­helt med en historie, der afviger fra den officielle, forstyrrer han den idealisti­ske myte om USA som frihedens og de græn­seløse mu­ligheders land. Året efter Is­rael Potter udkom så Veranda-fortællinger og i 1857 Melvilles tiende og sidste prosaværk Bondefangeren. Efter så mange litterære omvæltninger og spekula­tioner, metafysik, drama­tik og latterlig­gø­relse må man formode, han efterhånden er blevet en gammel mand (også fordi fuld­skæg og den tids daguerreotypier fik folk til at se ud som ol­dinge!), men da Bon­defange­ren udkom­ mer, er han endnu ikke fyldt 38. I ro­ma­nen om en amerikansk bondefanger er alt igen flertydigt og for­vir­rende, for er der én eller mange bondefangere? Er Gud én af de forklædninger, Satan påtager sig? Og hvor­dan aflæser man en ka­rak­ter i ”de gøglebilleder, der farer hen over en bog­side, som var de skygger over en mur?” 12


Af solide kendsgerninger om Melvilles senere år er der ikke ret mange. Da Bondefangeren udkom, var den psy­kisk søn­derrevne og falle­rede mand på en syv måneder lang rejse til Europa, Egypten og Palæstina. I 1863 fik han solgt sin gård uden for Pitts­field, Mas­ sa­ chusetts, og familien flyt­ tede ind i et hus på 104 East Twenty-sixth Street i New York. En arv lettede på den ræd­somme økonomi, og i 1866 fik han en stilling som toldinspektør. Året efter be­gik hans æld­ste søn Mal­colm selvmord. I 1886 døde hans næstældste søn som vaga­bond i Sacra­mento, Cali­fornien. Hans kone Lizzie var flere gange tæt på at rejse hjem til sine velhavende slægtninge i Bo­ston, men midt i alle om­skiftelser vedbli­ver Her­ man Mel­ville at være så uhåndgribelig som en skyg­ge, der farer hen over en mur. Forfat­ter­kol­leger om­gik­kes han ikke, men han skrev en række digt­samlinger. Battle-Pieces and Aspects of the War ud­kom i 1866. Ti år ef­ter ful­gte Clarel: A Poem and Pilgri­mage in the Holy Land, der omfatter 18.000 li­nier. I 1888 John Marr and Other Sailors og ende­lig Timo­leon i 1891 – de to sidste blev ud­sendt som privattryk i oplag på 25 (sic!) eksem­plarer. Melville havde trukket sig tilbage og skrev for sig selv og for 24 andre. I foråret 1886 fik han besøg af den danske maler Peter Toft. Både forfat­teren og maleren havde i deres ungdom været hvalfan­ gere, men Toft ville ikke snakke om hvalfangst. Han ville høre om Melvilles romaner. – Du ved mere om dem, end jeg gør. Jeg har glemt dem, sagde Melville. Peter Toft vurderede, at Melville måtte have en ringe mening om sine bøger, og han opfattede forfatteren som ”abnormal.” De to forhen­væ­rende hvalfan­gere mødtes ikke si­den, men i Melvilles korrespondance optræder Toft en enkelt gang som postbud. Da han havde opgivet hvalfangsten, blev han guldgra­ver og illu­strator i Californien, men bortset fra nogle tegninger og akvareller i mu­ seet på Koldinghus er han i dag lige så glemt som den ar­tikel om Melville, han den 17. marts 1900 skrev i New York Times. Mens Toft gravede efter guld i Californien, blev Melville berømt som sømanden, der havde boet blandt kanniba­ler. Si­den 13


kendt som forfatteren til Mardi (”den sindssyge Robinson Crusoe”) og Moby Dick (”Dommens Dag vil holde ham ansvarlig”) og derefter be­ryg­tet som manden, der skrev ro­manen Pierre. Da han døde den 28. september 1891, kunne ingen aviser huske ham. I New York Times’ nekrolog kaldte de ham Henry Mel­ ville. Men i hundredåret for Melvilles fødsel i 1819 skiftede den litterære vindretning. Han blev genopdaget og genudgivet, nytol­ ket og læst. Siden er der udkommet kom­mentarbind og masser af digre biografier, romaner er filmatiseret (Moby Dick så mange gange, at den sam­lede filmografi omfatter 34 titler), Bondefangeren har inspi­reret George Roch­berg til en opera. I dag er Melvilles position som kanon i amerikansk litte­ratur grund­fæstet, og den primære årsag til Mel­ville-re­næssan­cen var, at der i hans gemmer lå det ro­man-manu­skript, han havde arbejdet på i de sid­ste fem år af sit liv. I de år havde han re­videret, forkortet, udvi­det, omskrevet, men al­drig afslut­tet Billy Budd; Sailor (An In­side Narra­tive). Den udkom første gang i 1924 under tit­len Billy Budd; Foretopman og siden i forskel­lige ind­byrdes afvigende ver­sioner. De forskellige udgaver skyldes blandt andet, at enkefru Melville havde føjet til og rettet og slettet i manuskriptet (omtrent som hvis en enkefru Shakespeare havde fortsat sin mands værk), men i 1962 udkom omsider den oprindelige og rekonstruerede Mel­villetekst, hvorpå denne oversættelse er baseret. Som alle ”ægte” Melville-romaner er Billy Budd dybt flertydig. Som i Benito Cereno og de øvrige noveller i Veranda-fortællin­ger er fortællerstemmen også her upålidelig, næsten i en grad, der nærmer sig upålideligheden i Moby Dick. Tilsyneladende forglemmel­ ser, mangler og faktuelle fejl er hos Melville igen et symptom på, at en fortæller aldrig kan se og referere den fulde sand­hed om en bogsi­des gøglebille­der eller om de virkeligheder, der findes uden for en bog, for de er stadig ikke andet end ”skygger over en mur.” Men skygger og gøglebilleder får unægtelig psykologisk dybde, for sjældent er vist på en bogside i så få sætninger malet 14


et så præcist, dæmo­nisk og uheldsvangert portræt som banjermester John Claggarts. Men omvendt er det uvist, om Mel­ville i Billy Budd er en ny-konserva­tiv forsvarer for den gamle verdensorden fra tiden før revolutionerne, eller om romanen tværtimod demonstre­rer hans anti-milita­risme og pessimistiske syn på demokratiets og menneskerettighedernes fremtid? Er kaptajn Vere faktisk Billy Budds hemme­lige far, og ofrer han som Abraham sin søn Isak? Hvad er det for en løgnagtig og magthaver-tilpasset avis-artikel, der side om side med en sentimen­tal og primitiv skillingsvise afslutter romanen? Bag alle fortolkninger er det fascinerende hos Melville, at Billy Budd i dag også kan læses som en diagnose af totalitaris­mens an­ sigt. På krigsskibet Bellipotent, hvortil Billy Budd er tvangsudskre­ vet, kan hen­visningen til ”nationale sikkerhedsinteres­ser” forsvare enhver krænkelse af menneskerettighederne. I politisk øjemed kan sproget perverteres. Det samme kan juraen og retfærdighe­den. Alt kan vrides og vendes. (Bellipotent betyder i øvrigt Krigsmægtig, og i tidligere udgaver af Billy Budd hed skibet Indomitable – Ubetvin­gelig). Billy Budd udkom 24 år før George Orwells 1984, men de to romaner kan minde om hinanden, og den ny-sproglige avisartikel i Billy Budd er et tidligt udkast til Orwells moderne version af Times. Forskellen er især, at i Billy Budd ser magthaverne ud, som om de endnu tror på deres egne idealer. De følger gamle moralske vejvisere, og de har ikke som Wellingborough Red­burn i romanen Red­burn erkendt, at fortidens vejvisere er dømt til at ende som nutidens papiraffald. Derfor rummer kaptajn Vere tilsyneladende og trods den uretfærdige dødsdom, han udsteder, stadig konturerne af et ideal. Men selv konturer er flertydige – eller som der står i et af de sidste kapitler: ”Den kompromisløse gengivelse af sandheden vil altid have sine flossede kan­ter.” Hos Melville er alle sandheder flossede.


Bartleby

Efterhånden er jeg en ældre mand. Mit erhverv har i de sidste tredive år bragt mig i nær kontakt med mennesker, der kan fore­ komme ganske særegne og interessante, og hvorom der mig bekendt hidtil intet er skrevet – jeg tænker på ko­pisterne eller skriver­ne. Både fag­ligt og privat har jeg kendt særdeles mange af dem, og jeg kunne berette adskillige historier, der vil­le fremkalde et smil hos de godhjer­tede og få mere følsomme naturer til at fælde en tåre. Men jeg afstår fra at biografere alle andre skrivere og vil i stedet hol­de mig til en kort omtale af Bartleby, som var den mest sælsomme skriver, jeg har mødt eller hørt om. For andre kopisters vedkom­mende kunne jeg skrive om hele deres liv, men hvad angår Bartleby lader det sig ikke gøre. Der findes næppe mate­riale til en omfat­tende og fyldestgørende biografi om denne mand. Det er et ubodeligt tab for litteraturen. Bartleby hørte til de eksi­stenser, om hvem man ikke ved andet, end hvad der stammer fra personen selv, og det er i hans tilfælde yderst be­grænset. Hvad mine egne forun­drede øjne så af Bartleby er alt, hvad jeg kender til ham – bortset fra et uvist forlydende, som vil blive omtalt i det føl­gende. Inden jeg omtaler skriveren, som jeg første gang mødte ham, bør jeg gøre et par bemærkninger om mig selv, mine ansatte, min forret­ning, mit kontor og de ydre omstændigheder, da en sådan beskrivelse er nødvendig for den rette forståelse af den person, som her skal præsenteres. Imprimis: siden min ungdom har jeg næret den dybe overbevisning, at den mageligste livsmåde er den bedste. Skønt jeg hører til en profession, der i almindelighed opfattes som virkelysten og energisk i en grad, der af og til kan nær­me sig det storm­fulde, har jeg aldrig ladet noget af den slags 34


forstyrre min sindsro. Jeg hører til de lidet ærgerrige advokater, som al­drig henven­der sig til en jury eller på nogen måde påkalder sig offentligt bifald, men som i sval stilfærdighed og i en hyggelig krog hyg­ger sig med velhaveres obligationer, pantebreve og skøder. De, der kender mig, opfatter mig som yderst betryggende. Afdøde John Ja­cob Astor, der ellers ikke hengav sig til poetisk lidenskab, tøvede ikke med at omtale mit primære fortrin som forsigtighed og det næste som sans for systematik. Jeg siger det ikke af forfængelighed, men noterer blot den kendsgerning, at afdøde John Jacob Astor ikke lod mig ubeskæftiget i mit erhverv, og jeg indrømmer gerne, at jeg sætter pris på at gentage hans navn, for det har i sig en afrun­det og kugleformet lyd, der klinger som barrer af guld. Og frejdigt føjer jeg til, at jeg ikke var upåvirket af afdøde John Jacob Astors gode me­ning om mig.12 Nogen tid før denne lille historie tager sin begyndelse, var mine forretninger blevet kraftigt udvidet. Det gode gamle embede som præsident for den kanslerret, der nu er nedlagt i staten New York, var blevet mig tildelt. Det var ikke et specielt vanskeligt embede, men det gav behagelige indtægter. Jeg mister sjældent besindelsen, og endnu sjældnere giver jeg efter for en risikabel harme over uret og ugerninger, men her må det alligevel være mig tilladt at give udtryk for, at jeg opfatter den ny forfatnings pludselige og dra­mati­ske afskaffelse af kanslerretten som – en overilet handling;13 så vist som jeg havde regnet med en livsvarig indkomst, men kun fik den i nogle få år. Men jeg nævner det blot en passant. For at komme til mit kontor skulle man op ad trappen i Wall Street nr. –. I den ene ende vendte kontoret ud mod den hvide mur i en stor lysskakt, der gik fra øverst til nederst i bygningen. I mangel af det, landskabsmalerne kalder ”liv,” kunne udsigten godt opfattes som temmelig fad, men om så var, bød udsig­ten fra den anden ende af mit kontor i hvert fald på noget af en kontrast. I den retning var der gennem mine vinduer uhindret ud­sigt til en høj mur, der var sortnet af ælde og evig skygge, og der var ikke brug for nogen kikkert, hvis murens hemmelige skønhed skulle 35


bringes for dagen, da den til glæde for alle nærsynede iagttagere befandt sig mindre end ti fod fra mine ruder. På grund af de høje omliggende bygninger og da mit kontor lå på anden sal, kunne mellemrummet mellem denne mur og min egen minde om en stor og firkantet ci­sterne. I tiden lige før Bartlebys ankomst havde jeg to kopister ansat foruden en lovende knægt som kontorbud. For det første Kalkun, så Krabbeklo og endelig Ingefærkage. Det kan lyde som navne, man ikke uden videre finder i vejviseren. Og sandt nok var det øgenav­ne, mine tre kontorfolk gensidigt havde givet hinanden, og som skulle udtrykke deres respektive karakteregenskaber. Kalkun var en lille fedladen englænder på omtrent min egen alder, hvilket vil sige nær de tres. Om morgenen havde hans ansigt en sund rødmos­set kulør, men efter klokken tolv middag – hans spisetid – blussede det som en kamin ved juletid, og det blev ved med at blus­se – dog grad­vist aftagende – indtil klokken var omkring seks, hvorefter jeg ikke så mere til ansigtets ejermand, men det nåede altså sin kulmi­nation sammen med solen og så ud til at gå ned med den og næste dag stå op, kulminere og synke med samme regelmæssig­hed og us­væk­kede glans. Jeg er i mit liv stødt på mange særegne sammentræf, og iblandt dem udmærker sig den kendsger­ning, at net­op i det kritiske øjeblik, hvor Kalkuns rødt lysende ansigt havde sin fyldigste stråleglans, indledtes også den daglige perio­de, hvorun­der hans arbejdsevne blev alvorligt forstyrret. Ikke sådan, at han var lad eller uvillig; langt fra. Problemet var hans alt for store virke­lyst. Han antog en sælsom, opflammet, altereret, forfløjen dumdristighed. Han var uforsigtig, når han dyppede pen­nen i blækhuset. Alle sine blækklat­ter på mine dokumenter slog han efter klokken tolv middag. Fak­tisk var han ikke kun dumdristig og sørgeligt tilbø­jelig til om eftermiddagen at slå blækklatter, men visse dage blev han endda tem­melig støjende, og da flammede hans ansigt yderlige­re, som om der var dynget cannelkul på antracit. Han fremkaldte en utålelig ra­balder med sin stol og væltede sin sand­bøsse; når han udbedre­de sine penne, fik han dem ødelagt med sin utålmodighed, og i pludse­lig ophidselse 36


smed han dem på gulvet; han rejste sig, lænede sig ind over bordet og kastede på højst uværdig facon rundt med sine papirer, hvilket var et yderst beklageligt syn i for­bindelse med en ældre mand som ham. Men da han på mange måder var særdeles værdifuld og altid før klokken tolv middag den mest effekti­ve og stabile person, som tænkes kunne, og fik en masse arbejde fra hånden, ja, så var jeg villig til at se bort fra hans ejendommelig­heder og det, selv om jeg af og til bebrejdede ham dem. Jeg gjorde det meget venligt, for skønt han om for­middagen var det høfligste, det mest indsmigrende og ærbødige menneske, kunne han om eftermiddagen, og når han blev irriteret, optræde noget rapkæftet – ja, rent ud uforskammet. Da jeg satte pris på hans arbejde om formiddagen og ikke ville undvære det og samtidig følte mig utilpas ved hans ophidsede adfærd efter klokken tolv – og var en fredsommelig mand, der med mine formanin­ger ikke ville give anledning til upas­sende reaktioner – besluttede jeg en lørdag middag (han var altid værst om lørdagen) ganske elskværdigt at antyde den mulig­ hed, at da han nu var oppe i årene, ville det måske være en god idé at arbejde mindre; kort sagt behøvede han ikke komme på konto­ret efter klokken tolv, men han kunne efter middagsmaden gå hjem og hvile ud indtil tetid. Men nej; han insisterede på sine forplig­telser om eftermid­dagen. Hans ansigt blev uudholdeligt hed at se på, og mens han i den anden ende af lo­kalet svang en lang line­al, påpegede han, at hvis hans arbejde om formiddagen var nyttigt, hvor uundværligt var det så ikke om ef­termiddagen? ”I al ærbødighed, sir, så opfatter jeg mig selv om Deres højre hånd,” sagde Kalkun ved den lejlighed. ”Om morgenen opstiller og deployerer jeg kun mine kolonner, men om eftermiddagen sætter jeg mig i spidsen for dem og hugger tappert ind på fjenden; såle­des” – og han slog voldsomt ud med linealen. ”Men blækklatterne, Kalkun,” lod jeg ham forstå. ”Sandt nok, sir, men i al ærbødighed, se disse hår! Jeg bliver gammel. Grå hår bør ikke bebrejdes en blækklat eller to på en varm efter­middag, sir. Selv om en høj alder skulle klatte papiret, er den ærefuld. I al ærbødighed, sir, vi bliver begge gamle.” 37


Denne henvisning til min samfølelse var det svært at modstå. I hvert fald indså jeg, at han ikke ville gå, så jeg besluttede at lade ham blive, men dog sørge for, at han om eftermiddagen havde med mindre vigtige papirer at gøre. Krabbeklo, den anden i min tjeneste, lignede med sine bakkenbarter og hele sit gustne udseende en ung pirat på omkring de femog­tyve. Jeg opfattede ham altid som et offer for to onde magter – ærgerrighed og fordøjelsesbesvær. Ærgerrigheden gav sig ud­tryk i en vis irritation over de rene kopist-pligter og en uberettiget tilranen sig de rent professionelle anliggender som at udfærdige juridi­ske dokumenter. Fordøjelsesbesværet viste sig i en lejlighedsvis stærk pirrelighed og fjoget grinende vrippenhed, der fik ham til højlydt at skære tænder over de fejl, han begik, mens han kopierede, i helt unødvendige forbandelser, der blev fremhvæset midt i kam­pens hede, og ikke mindst i hans bestandige utilfredshed med højden af den pult, hvorved han stod og arbejdede. Skønt Krabbe­klo var me­get opfindsomt anlagt, kunne han aldrig få pulten til at passe. Han lagde småspåner, diverse klodser og papstykker under den og gik til sidst så vidt som at forsøge sig med en finindstilling i form af sammenfoldet klatpapir. Men intet påhit slog til. Hvis han for at gøre det mere bekvemt for sin ryg fik klappen til at danne en spids vinkel mod sin hage og skrev som en mand, der har et stejlt neder­landsk tag som pult, så hævdede han, at det stoppede blodcirkulationen i hans arme. Hvis han sænkede pulten ned til sin bukselin­ning og bøjede sig ind over den, mens han skrev, var resultatet en smertelig ømhed i hans ryg. Sandheden var kort sagt, at Krabbe­klo ikke anede, hvad han ville. Eller hvis han ville noget, var det helt og aldeles at blive fri for en skriverpult. Hans sygelige ærgerrig­hed gav sig også udtryk i den stolthed, hvormed han tog mod besøg af særdeles tvetydige og lu­vslidte personager, som han om­talte som sine klienter. Faktisk var han ikke kun af og til noget af en lokalpolitiker, men lejlighedsvis havde han også småerhverv i byretten og var ikke ukendt i Gravkamrene.14 Jeg har dog god grund til at tro, at en bestemt per­son, som besøg­te ham på mit kontor, og som han 38


med hovne miner kaldte sin klient, kun var én, der rykkede ham for penge, og at det påståede skøde ikke var andet end en regning. Men med alle sine ufuldkommenheder og den ærgrelse, han forvoldte mig, var Krabbeklo i lighed med sin kol­lega Kalkun me­get nyttig for mig; han skrev hurtigt og nydeligt, og når han ville, kunne han være ganske høflig. Desuden var han al­tid velklædt og kastede såle­des anseelse over mit kontor. Modsat havde jeg stort besvær med at undgå, at Kalkun blev mig en skænd­sel. Hans tøj kunne virke fedtet og udsende en lugt af pensionat. Om sommeren hang hans bukser og posede. Hans frakker var horrib­le; hans hat var ikke til at tænke på at røre ved. Men skønt hatten var mig ligegyldig, da hans høflighed og ærbødighed som underord­net englæn­der altid fik ham til at tage den af, så snart han trådte ind, var det en anden sag med hans frakke. Jeg drøftede hans frak­ke med ham, men uden resul­tat. Jeg tror, sandheden var, at med så beskeden en indtægt havde han ikke råd til både at frembære et strå­lende ansigt og en lige så strålende frakke. Som Krabbeklo engang bemærkede, brugte Kalkun de fleste af sine penge til rødt blæk. En vinterdag forærede jeg ham en yderst agtværdig frakke, jeg selv havde gået i – en grå og vatteret frakke, behageligt varm og knap­pet fra knæ til hals. Jeg troede, Kalkun ville sætte pris på gaven og indstille eftermiddagenes larm og ballade. Men nej; jeg formoder virkelig, at tan­ken om at knappe sig til i en så dunet og ulden frakke havde en skadelig virkning på ham – på samme vis som for me­gen havre er skidt for heste. Nøjagtigt som en impulsiv og genstridig hest siges at kunne mærke sin havre, kunne Kalkun mærke sin frakke. Den gjorde ham uforskam­met. Han var en mand, som tog skade af velstand. Selv om jeg havde min helt private opfattelse af Kalkuns tilbøjelighed til at forkæle sig selv, var jeg dog overbevist om, at hvad Krabbe­klo end kunne have af fejl i andre henseender, var han i det mindste en ædruelig ung mand. Men faktisk så det ud til, at natu­ren selv havde været hans vin-grossist og fra fødslen givet ham et så pirreligt brændevins-gemyt, at al senere drikkeri var unødven­digt. Når jeg tænker på, hvordan Krabbeklo midt i 39


kontorets stilhed utålmodigt kunne finde på at rejse sig fra sin plads, bøje sig ind over sit bord, brede armene vidt ud, gribe hele pulten og flytte den og skubbe den hen over gulvet med en ubarmhjertigt skurrende be­væ­gelse, som om bordet var noget bedærvet og forkvaklet, der kun var opsat på at komme ham på tværs og pine og plage ham, ja, så bliver det mig indlysende, at en grog var noget helt overflødigt for Krabbeklo. Det var et held for mig, at på grund af dens specielle årsag – fordøjelsesbesvær – var Krabbeklos irritabilitet og den deraf føl­gende ophidselse især tydelig om formiddagen, mens han om eftermiddagen var forholdsvis spagfærdig. Og da Kalkuns paroksysmer først indledtes ved tolvtiden, optrådte de tos særheder aldrig samtidig. Deres anfald afløste hinanden som vagtposter. Når Krabbeklo var på vagt, havde Kalkun fri og vice versa. Under de givne omstændigheder var det et ganske udmærket arrangement. Ingefærkage, som var den tredje i min tjeneste, var en tolvårs knægt. Hans far var vognkusk og indtil sin død opsat på at se sin søn på et podie frem for en vogn. For en dollar om ugen sendte han ham altså hen på mit kontor som jurastuderende, bydreng og ren­gøringshjælp. Han havde sin egen lille pult, men brugte den ikke meget. I skuffen befandt sig en imponerende opstilling af diverse nødde­skaller. For det kvikke unge hoved var hele den ædle juridiske videnskab faktisk indeholdt i en nøddeskal. En af Ingefærkages vigtigste opgaver var at fungere som kage- og æbleleverandør for Kalkun og Krabbeklo, og i den henseende var han såre beredvillig. Da det er en knastør beskæftigelse at kopiere juridiske dokumenter, var mine to skrivere ofte nødsaget til at læske deres munde med Spitzenberg-æbler, som kunne købes i de talrige boder ved toldkontoret og posthuset. Jævnligt sendte de også Ingefærkage ud efter den specielle lille, flade, runde og meget krydrede kage, de havde opkaldt ham efter. På kolde morgener og med et kedsommeligt ar­bejde kunne Kalkun pludre snesevis af disse kager i sig, som var de vafler – de koster en penny for seks-otte stykker – og hans pens kradsen blandede sig da med de sprøde kagers knasen i hans mund. Midt i Kalkuns hidsige 40


eftermiddags-bommerter og forfjamske­de hastværk skete der engang det, at han fugtede en ingefærkage mellem læberne og satte den på et pantebrev som segl. Jeg var på nip­pet til at fyre ham, men han formildede mig med et orientalsk buk og følgende ord – ”I al ærbødighed, sir, var det storsindet af mig for egen regning at forsyne Dem med kontorartikler.” Mit oprindelige erhverv som udfærdiger af skøder, overdragelsesdokumenter og fortroligheder af alle slags blev væsentligt udvi­ det, da jeg nu overtog embedet som præsident for kanslerretten. Der var stort behov for skrivere. Jeg måtte ikke kun skynde på de kon­tori­ster, jeg allerede havde, men fik brug for yderligere hjælp. Som svar på mit avertissement stod der en morgen en stilfærdig ung mand i min kontordør, som var åben, da det var om somme­ren. Jeg kan stadig se ham for mig – blegt nydelig, bedrøveligt agtværdig, uhelbredeligt ensom! Det var Bartleby. Efter et par ord om hans kvalifikationer ansatte jeg ham og glædede mig over, at jeg nu blandt mine kopister havde en så ualmin­de­lig roligt udseende person, som sikkert ville have en gunstig virkning på Kalkuns forfløjne og Krabbeklos hidsige temperament. Jeg burde allerede havde nævnt, at en foldedør i matteret glas delte mine lokaler i to afsnit, hvoraf det ene var optaget af mine skri­vere og det andet af mig selv. Afhængigt af mit befindende lod jeg døren stå åben eller lukket. Jeg tildelte Bartleby en krog på min side af foldedøren, så jeg nemt kunne tilkalde denne stilfærdige mand, hvis en eller anden ubetydelighed skulle klares. Jeg an­bragte hans pult tæt op ad et lille sidevindue, hvorfra der engang havde været udsigt til skidne baggårde og mursten, men hvor der nu på grund af senere byggeri slet ikke var nogen udsigt, men vinduet gav dog en smule lys. Mindre end tre fod fra ruden stod der en mur, og fra et sted højt oppe mellem to bygninger faldt lyset ned som fra en lillebitte åbning i en kuppel. For yderligere at indrette ste­det anskaffede jeg en høj, grøn foldeskærm, så Bartleby ikke kunne se mig, men høre mig. På sin vis blev privatliv og samvær så­ledes forenet. 41


I starten forrettede Bartleby en overordentlig masse skrivearbejde. Som om han i lang tid havde hungret efter noget at kopiere, prop­pede han sig nu med mine dokumenter. Han stoppede ikke op for at fordøje. Dag og nat fortsatte han og kopierede i sollys og skum­ring. Jeg ville have været henrykt, hvis han havde virket glad for sin flid. Men tavs, bleg og mekanisk blev han ved med at skri­ve. Det er selvfølgelig en nødvendig del af en skrivers arbejde ord for ord at undersøge kopiens nøjagtighed. Når der er to-tre skri­ vere ansat på et kontor, bistår de hinanden med kontrollen. Den ene læser op fra kopien. Den anden sidder med originalen. Det er kedsomme­ligt, trættende og letargisk, og jeg kan sagtens forestille mig, hvor fuldkommen uudholdeligt det må være for et sangvinsk gemyt. For eksempel kan jeg ikke tro, at den ildfulde digter Byron glad og gerne havde sat sig sammen med Bartleby for at kontrolle­ re et juridisk dokument på fem hundrede sider med lille og tæt håndskrift. I travle perioder havde jeg nu og da for vane selv at assistere, hvis der var tale om et kortfattet dokument, og jeg tilkaldte i så fald Kal­kun eller Krabbeklo. At Bartleby var så bekvemt anbragt bag skærmen havde også det formål, at jeg kunne benytte mig af ham ved den slags lejligheder. Jeg tror, han havde været hos mig i tre dage, og endnu havde det ikke været nødvendigt at kontrollere hans egne kopier, men da jeg snarest skulle have afsluttet en mindre sag, kaldte jeg uden videre på Bartleby. Midt i travlheden og da jeg gik ud fra, at han omgående ville komme, sad jeg med hovedet bøjet over originalen og højre hånd med kopien rakt utålmodigt ud til siden, så Bartle­by straks ved sin ankomst kunne gribe den og ufortøvet gå i gang. Netop i den stilling sad jeg, da jeg bad ham indfinde sig og i hast gav udtryk for, hvad jeg ønskede af ham – nemlig at han sam­men med mig skulle kontrollere et lille dokument. Man kan forestille sig min overraskelse, ja min bestyrtelse, da Bartleby med sær­de­les blid og fast stemme og uden at forlade sit aflukke svarede, ”Jeg vil helst ikke.” 42


I fuldkommen tavshed sad jeg og prøvede at få samling på mine lammede sanser. Umiddelbart forekom det mig, at mine ører måtte have bedraget mig, eller at Bartleby fuldstændig havde misforstået meningen. Så tydeligt som muligt gentog jeg min anmod­ning, og lige så tydeligt kom det tidligere svar, ”Jeg vil helst ikke.” ”Vil helst ikke,” svarede jeg som et ekko. I stor ophidselse rejste jeg mig og spankulerede tværs igennem lokalet. ”Hvad mener De? Er De blevet vanvittig? De skal hjælpe med at konferere – værsgo’,” og jeg stak papiret hen til ham. ”Jeg vil helst ikke,” sagde han. Ufravendt så jeg på ham. Hans ansigt var fattet; hans grå øjne afdæmpet rolige. Ikke det fjerneste spor af sindsbevægelse røbede sig. Hvis han havde udvist den mindste smule uro, vrede, utålmodighed eller uforskammethed, hvis der med an­dre ord havde væ­ret no­get ganske ordinært menneskeligt ved ham, ville jeg uden tøven have smidt ham ud. Men som det nu var, kunne jeg lige så godt have kastet min gipsbuste af Cicero på porten. En stund stod jeg og stirrede på ham, mens han blev ved med at skrive, og så sat­ te jeg mig igen ved mit bord. Dette er noget såre sælsomt, tænkte jeg. Hvordan gjorde jeg bedst i at forholde mig? Men jeg hav­de travlt. Jeg besluttede indtil videre at glemme sagen. Fra det andet lokale tilkaldte jeg Krabbeklo, og kontrollen var hurtigt kla­ret. Et par dage senere var Bartleby færdig med fire store dokumenter, der udgjorde lige så mange kopier af en uges vidneudsagn frem­lagt for mig i kanslerretten. Det var nødvendigt at konferere dem. Det var vigtige dokumenter, og stor akkuratesse var påkrævet. Jeg ville derfor overrække de fire kopier til mine fire kon­ torister og selv læse op af originalen. Da Kalkun, Krabbeklo og Ingefærkage var hidkaldt og havde sat sig på række med hver sin kopi i hånden, til­kaldte jeg Bartleby, så han kunne slutte sig til denne interessan­te gruppe. ”Skynd Dem, Bartleby! jeg sidder og venter.” Jeg hørte en langsommelig skraben af hans stoleben hen over det bare gulv, og inden længe dukkede han op uden for sit enebo. 43

Profile for bog.nu

Billy Budd af Herman Melville  

To af Herman Melvilles udødelige klassikere er indeholdt i denne samling af noveller og korte romaner.

Billy Budd af Herman Melville  

To af Herman Melvilles udødelige klassikere er indeholdt i denne samling af noveller og korte romaner.

Profile for bognu
Advertisement