Issuu on Google+

3

Jakob mathiassen

Beton Historier fra skurvognen

Med fotos af Torben Eskerod

Informations Forlag


5

Indhold

Gud har muligvis skabt himlen og jorden – men alt derimellem er gjort af os! . ........................................... 7 Fyringer i luften .............................................................................. 9 Hvor kommer vi fra? . .................................................................. 18 Beton brænder af .......................................................................... 20 Firmaerne – De 4 Store . .............................................................. 31 Vredens dråber ............................................................................. 35 Politik ............................................................................................. 40 Sammenbrud . ............................................................................... 44 Pendlerhierarkiet . ........................................................................ 56 Stikker ............................................................................................ 58 Historien del 1 .............................................................................. 64 Byggepladsens konger . ................................................................ 68 Historien del 2 ............................................................................... 74 Drømmen ...................................................................................... 77 Uddannelsen ................................................................................. 84 Nye kollegaer med fremmede navne ......................................... 87 Østeuropæerne ............................................................................. 98 På universitetet ........................................................................... 101 Sikkerhed del 1 ........................................................................... 109 Jordrotterne ................................................................................. 112


6

Beton – Historier fra skurvognen

Sikkerhed del 2 ........................................................................... Flugten ......................................................................................... Fagforeningen del 1 . .................................................................. Der er koldt på toppen . ............................................................. Fagforeningen del 2 . .................................................................. Gammel og grå ........................................................................... Afslutning . ..................................................................................

121 126 143 146 159 163 175


44

Beton – Historier fra skurvognen

Sammenbrud

Solen er ved at står op over Amager Fælled, fuglene har allerede sunget i et par timer, men nu giver de den virkelig gas. Himlen bliver helt klar og lyseblå, skyerne bliver sat i brand, og så lige med ét kommer solen op over horisonten, stor, rund og i et intenst orange lys, der brænder sig ind på nethinden, hvis man kigger direkte ind i det. Kranerne fra byggepladserne på den anden side af fælleden står i sort kontrast imod himlen og den opgående sol. Det bliver ikke bedre. De to 16’er jern i mine hænder hænger slapt ned. Jeg er stoppet op for at nyde udsigten og livet et kort øjeblik. Jeg er ved at ar­ mere et betonelementdæk i 5. sals højde, så jeg har en god udsigt. “Hey Jakob, ved du, hvor tegningerne er henne?” Det er en af mine kollegaer, en Bosnier ved navn Alex, der henvender sig til mig. Hans gamle rynkede hvidhårede ansigt ser spørgende på mig, men jeg gider ikke tale arbejde, ikke lige nu. “Hey Alex, prøv at se den udsigt. Er det ikke utroligt, så smuk verden kan være?” Alex kigger overrasket på mig. “Men Jakob, du er jo romantiker! Jaaaakob, Jaaaakob! Man kan ikke være i jord og beton og være romantiker!”


sammenbrud

45

“Tjaa ... Eller også skal man være romantiker for at kunne holde ud at være her?” Vi griner lidt sammen, imens vi kigger på et af livets gratis og helt igennem tilgængelige luksuskunstværker, før jeg viser ham, hvor jeg lagde tegningerne i går ved fyraften. Armering af betondæk i 5. sals højde er en af de bedre tjanser i branchen, hvis du spørger mig. Jeg og mine kollegaer går og nyder denne dag, en af de første forårsdage i året, i fulde drag, alt imens vi trækker jernet frem og i henhold til tegningerne lægger det ned i sprækker og huller mellem de store betonelementer. Det er en af de dage, hvor man næsten ikke gider gå til pause; vi er ikke udmattede og sultne, når klokken nærmer sig pausetid. Skuret virker underligt lille og indelukket i forhold til den enorme åbne himmel, så vi er flere af de unge, der bliver oppe på dækket til den første pause. Vi sidder sammen på hver vores palle med jern og kigger ud over det solbeskinnede København på toppen af det, vi har skabt igennem en hård og, indtil for få uger siden, tilsyneladende uendelig vinter. I dag er vinteren så slut. Det er forår, og det føles, som om sommeren er lige rundt om hjørnet. “Hey Jakob? Skal du med ind og drikke øl inde på Drop Inn i dag?” spørger Ole. Vi er to københavnere i sjakket, mig og Ole. Det gode ved at være københavner er, at man kan blive i byen efter fyraften og på den måde lære hinanden at kende uden for arbejdet. De andre skal sidde i firmabilerne 10 minutter efter fyraften, for at de kan komme ud på motorvejen før kontorfolket. Deres samvær foregår derfor i firmabilen, stuvet godt sammen og med hver sin dåsebajer i hånden. Jeg har prøvet det den anden vej, på vej ud om morgenen og ind om eftermiddagen, det er o.k. hyggeligt, men jeg må sige, at jeg foretrækker at sidde på Drop Inn eller på et andet værtshus. “Ja, lad os det, Fede og Jerry kommer nok også derind, når vejret er så godt.”


46

Beton – Historier fra skurvognen

“Nu er du sikker på, at konen ikke lige pludselig nedlægger veto?” driller Ole. “Konen” er min kæreste Maria, og hun er tidligere kommet i vejen for en del ellers velplanlagt druk. Det har ofte været lidt pinligt, og på udtrykket i de andres ansigter kan jeg se, at det åbenbart har været ret morsomt at se mig stå med kæresten i den anden ende af røret og træde mig selv over tæerne, mens jeg fik læst og påskrevet om, at jeg absolut ikke skulle på druk, men derimod hjem lige efter arbejde for at tage med til onkel dit eller dats fødselsdag. Nå, men det bedste forsvar er nu engang et angreb: “Hvad med dit eget fruentimmer? Du har da også måttet dukke nakken nogle gange, er du sikker på, du ikke bliver kaldt hjem?” “Jeg bor ikke hos hende mere.” “Hvad? Hvornår er det sket?” “I weekenden ...” “Det har du da ikke fortalt!?” “Der er måske heller ikke så meget at fortælle ...” Tavshed. Jeg sidder og er lidt ærgerlig over, at jeg har nævnt hans kæreste. De andre sidder og kigger ud over København igen. Der er ingen af os, der rigtigt ved, hvad vi skal sige, eller om vi overhovedet skal sige noget. Dem fra provinsen holder som regel mund i sådanne tilfælde af tvivl, mens jeg som københavner er mere tilbøjelig til at indlede lange tirader, når jeg kommer i tvivl om, hvorvidt jeg har noget fornuftigt at sige. Læg et røgslør ud, synes at være ideen. Men i dette tilfælde nøjes jeg med at kigge ned på mine slidte arbejdssko. Ole sidder også bare og kigger ud over byen, som om han leder efter et eller andet, sin kæreste måske. Jeg prøver at finde på noget at sige, da Alex stikker hovedet op fra en af trappeskakterne. Pausen er forbi, og de andre er på vej op på dækket. Vi


sammenbrud

47

skal i gang igen. Jeg når ikke at finde på noget at sige til Ole, før arbejdsdagen er forbi. Efter arbejde tager vi til Drop Inn. Drop Inn ligger lige under Jord- og Betonarbejdernes Fagforening, og der er en lille, men vel­kommen rabat for medlemmer, så det er naturligt nok et sted, man kan finde betonarbejdere på druk. Til tider sætter de an­satte i fagforeningen sig også derned. De sidder aldrig sammen med os, men vi hilser da på hinanden. Os omkring betonarbejder-bordet skiftes til at give omgange til hinanden, så den hurtigste drikker trækker altså hele feltet med sig. Ole er helt klart den hurtigste i aften. Allerede efter de første indledende øvelser står det klart: Ole, og dermed også mig, er på vej på syredruk. Ølflaskerne bliver tømt med en rasende fart, som gjaldt det selve livet, og jeg får fornemmelsen af at flyde med en farlig strøm, der hastigt fører mig med sig ud til havs. Til at begynde med er vi en hel lille gruppe af betonarbejdere, der drikker sammen: Fede, Jerry, Ole, jeg selv og et par stykker til fra Jerrys sjak, som jeg ikke kender. Men efter at solen er gået ned bag hustagene, begynder folk at sive, det er jo hverdag i morgen, og da de sidste rester af solens varme har forladt granitstenene i belægningen og murstenene i murværket, er det kun Ole, Jerry og mig, der er tilbage. Ole er klar til at trække indenfor og gå i gang med fadbamserne, men jeg er ikke sikker på, at jeg kan følge med; jeg kan mærke alkoholen bruse igennem kroppen og hovedet, jeg er ved at miste grebet, og jeg ved af bitter erfaring, at hvis jeg ikke stopper nu, så bliver jeg ved, til jeg simpelthen ikke kan mere. Inde i mit hoved ringer alarmklokkerne. Det er sidste udkald. “Nå, men Ole, måske vi skal stop’ nu, vi skal jo arbejde i morgen ik’?” “Arrgh, f ’ fanden Jakob! Kooom nu mand, er du ved at blive gammel??”


48

Beton – Historier fra skurvognen

“Tjaa, det er vi begge to jo ik’? Skal vi ikke gemme den her tur til fredag mand?” “Fuck! Nej mand, det er nuuu!” Jeg kan høre på hans stemme, at han også er godt vissen, og se i hans øjne, at han vil gå hele vejen i aften. “Du skal ik’ drikke på et knust hjerte, det går galt mand ...” Vi har ikke berørt emnet før, men alkoholen har fjernet min berøringsangst. “Knuust? Jeg er sgu da ligeglad med den so!” “Nå ... Jeg troede bare at ... Øøhm ...” Jeg troede, at han elskede hende, men det kan jeg jo ikke side og sige lige her og nu. Heldigvis afbryder Ole mig, så jeg ikke behøver at udtænke, hvad det var, jeg troede. “Hun vil have en eller anden rig’and, der kan betale for alle hendes dyre lort og købe hende et fedt hus i Hvido’r mand! Hun er en fucking luder, mand!” “Men, er hun da rig eller hvad?” “Nej mand, hun er en fucking 100-kroner-i-timen-kassedame. Fuck hende Jakob, fuck hende! Kom nu, vi skal på druuk!” Jeg følger med. Der er ingen tvivl om, at Ole og jeg nu officielt er på druk. Jerry er også rykket med indenfor; han er fra Irland og er tilsyneladende altid tørstig. Rygterne siger, at han var med i det sjak, der håndgravede udluftningsgangene på Storebæltstunnelen. Det kan vist gøre hvem som helst kronisk tørstig. Inde i baren lægger Jerry ud med en stribe shots, og efter dem er der ikke flere fartbump på denne rute, det er bare speederen i bund og hovedet under armen. Musikken spiller, stemmerne er højlydte og glade, trunterne er modtagelige for smiger, og øllet skyller ned i mit svælg, køligt og berusende. Jeg kan mærke, at jeg falder og falder, indtil jeg pludseligt bliver grebet af en telefon, der ringer. Det er min, jeg tager den. “Hallo?”


sammenbrud

49

“Hej Jakob. Det er mig. Hvor er du?” Det er Maria, og jeg kan høre på hendes stemme, at hun nok ikke er tilfreds med det ærlige svar ... “Øhhh ... Jeg er jo ud’ og drik’ en øl ...” “Klokken er ni?! Du havde ikke sagt noget om, at du ville blive ude hele natten?” Vi er flyttet sammen for et par måneder siden, og hun har ageret husmor lige siden. “Nåeh ... Er den så mange? Jam’ Ole er gået fra kær’sten, ik’ og ville gerne tale ud om det ...” Når sandheden ikke virker, så må man jo prøve med løgnen. Ole og jeg har overhovedet ikke talt om det brud ud over den ene gang. “Nå ... men jeg forventer alligevel at du lige gi’r et kald, hvis du ikke kommer hjem til middag!” “Ja ja ... Ti’en løb bare ik’ ...” “Nå, men kommer du hjem nu eller hvad?” Jeg er godt nok rimeligt beruset, men ikke så fuld, at jeg ikke kan høre på tonefaldet, at der kun er ét rigtigt svar på det spørgsmål. Faktisk vil jeg også gerne hjem. Marias vrede stemme har mindet mig om arbejdet i morgen, og selvom jeg aldrig ville indrømme det over for hende, så er jeg faktisk glad for, at hun ringer og griber mig. “Ja, ja .. o.k. så tager j’ af sted nu ik’? ...” “Godt. Så ses vi. Hej skat ...” “Hej smuk’.” Mens jeg har talt med Maria, har jeg rejst mig fra bordet og er gået udenfor for at undgå at skulle råbe og for at undgå, at de andre skulle høre mig være under tøflen. Jeg ved, at Ole og Jerry ikke vil stoppe med at drikke. Jeg ved, at de vil forsøge at overtale mig til at blive. Og jeg ved, at jeg er nem at lokke. Så jeg bruger et gammelt og for mit vedkommende alt for brugt kneb: Jeg lister ganske stille af sted, uden at melde min afsked. Det er


50

Beton – Historier fra skurvognen

kujonagtigt, jeg ved det, men jeg er parat til at tage den titel på mig i den her sammenhæng. Efter at have modtaget det obligatoriske møgfald omkring min meldepligt og min tilstand, lægger vi os til at sove. Jeg ligger i mørket med armen om Marias runde varme krop og spekulerer på alt det med Ole. Ole er ung struktørsvend og har oven i købet fået medalje til svendeprøven. Han ligner også en reklame for struktøruddannelsen; robust og germansk af udseende. Faktisk burde han nok slet ikke arbejde i betonbranchen; han er på en eller anden måde for perfekt. Det var underligt at se ham så langt ude, det ligner ham ikke rigtigt. Nu, hvor jeg ligger og tænker over det, slår det mig, at jeg faktisk ikke ved ret meget om, hvem Ole er. Jeg har arbejdet sammen med ham rimeligt længe efterhånden, måske et par år, men jeg kender ham egentligt ikke. Han er en af de kollegaer, som jeg kun kender som betonarbejder og som bargæst. Jeg har aldrig mødt Oles kæreste, og jeg har aldrig mødt nogen af hans venner, hvilket er lidt mærkeligt, når vi nu begge er fra København ... Måske har han ikke nogen venner ...? Jeg ved det ikke. Tankerne flyder ud, og jeg falder i en dyb søvn, fyldt med mareridt. Da jeg vågner næste morgen kl. 5, har alkoholen lige præcis forladt bygningen, og der er kun tømmermændene tilbage. De slår til gengæld deres tilstedeværelse fast med klaphammer på indersiden af skallen og truer med at udtørre hver en celle i min krop. Men jeg er i live og har syv solide timers søvn i kroppen; jeg skal nok klare mig igennem dagen. Ole er ikke mødt i skuret, da jeg ankommer; han plejer at komme før mig, men jeg regner sådan set heller ikke med at se ham i dag. Efter sådan en tur kan man pludselig få lyst til at melde sig syg, måske i et par dage. Til min store overraskelse ankommer Ole alligevel få minutter efter. Han er stadig fuld, hans øjne er røde, hans hud er nærmest gullig, og hans stemme er hæs. Han er så langt fra færdig med drukturen, det er tydeligt for hele sjakket.


sammenbrud

51

“For helved’, Jakob ... Hvor ble’ du a’ man’ ...?” “Jeg kunne bare ikke mere, sorry. Har du drukket hele natten?” “Ja vi slutted’ på Louises ...” De andre i skuret kigger på Ole med et blik, som om de husker, dengang de selv var så langt ude, men de siger ikke noget; det er alligevel mere end 15 år siden, for de fleste af dem. Sjakbajsen sidder i et andet skur, og de andre er sgu gode nok, så hvis Ole bare lige bliver siddende herinde, indtil vi er gået ud, og så tager hjem og ringer sig syg, så skal det hele nok gå. Det bliver tid, de andre rejser sig og går ud til deres skabe og henter hjelm, lægtehammer og bindetang, før de tager fat på dagens slid. Ole skal også til at rejse sig, men jeg stopper ham. “Ole, bliv nu her, du skal sgu da ikke ud i den tilstand!” “Fuck det ...! Fuuck det, man’ ...!” Det er ikke rigtigt klart, hvad der skal fuckes, men han sætter sig da ned. “Ole, du bør melde dig syg, ring til Flemming og meld dig syg!” Flemming er vores formand. Han er en vindtør satan, men hvis man lader ham i fred, lader han også dig i fred, så det er vel egentligt godt nok. Ole sidder lidt og kigger frem for sig uden tilsyneladende at være sig sine omgivelser rigtigt bevidst. Som kiggede han ud af et, for mig usynligt vindue, til en bedre verden. “Ole, for helvede ... Kom nu ind i kampen, mand! Nu hjælper jeg dig med at komme ubemærket ud af pladsen, og så ringer du og melder dig syg, ikke?” Ole ser lidt på mig. Så begynder han at tage sin mobil op af lommen, han fumler lidt med den, gør sig skeløjet, mens han ser på den, og så ringer han op til en eller anden. “Hallo, ja, hallo ...? Ja ja, det er Ole, jeg melder mig syg i dag,


52

Beton – Historier fra skurvognen

ik’?... Jeg er fuld, og jeg vil skide på, om du fyrer mig på stedet, jeg arbejder ik’ i dag, er du med!?!” For helvede! Det var ikke lige dét, jeg havde tænkt mig, han skulle sige til Flemming. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre! Skal jeg rive telefonen ud af hånden på ham, eller skal jeg forsøge at blande mig i samtalen? Jeg gør ingen af delene, men sidder bare og ser på Ole, fuldstændig lammet. Ole fortsætter: “Ja, jeg er kold ... Ja o.k., så si’r vi da det ... Ja fint! Helt fint!” Jeg kan se i hans ansigtsudtryk, at de ikke er blevet enige om, at han er sygemeldt. Ole lægger på og falder helt sammen. Han ser ikke på mig, han ser bare igen ud af sit vindue. Jeg sidder helt stille og kigger på ham. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg ringe op til Flemming og tale Oles sag, eller skal jeg prøve at hanke op i Ole og få ham ind i en taxi? Før jeg finder på noget, tager Ole igen sin telefon op, han ser igen skeløjet på den, og så ringer han igen til nogen, måske formanden, tænker jeg. “Ole, sig undskyld til ham for helvede, det går sgu nok, du var bare for kategorisk, se det fra hans side ...” Jeg bliver afbrudt. “Hallo ... Ja det er mig, jeg vil bare sige, at du al’rig ser mig igen ... Jeg er lig’glad! Du kan bræn’ det, hvis du vil! Bare sæt ild til hele fucking lortet!! ... fuck dig, jeg kommer aldrig hjem igen ... Ja, det er dit hjem? Ja, det er det, det har ikke en skid med mig at gøre ... Fuck dig, din so!” Han tager mobilen væk fra øret og kigger igen skeløjet på den, hun må have lagt på. Så falder han sammen igen, men pludselig retter han sig, knytter næven og hamrer den ned i bordet et par gange, før han igen falder sammen. Jeg sidder helt og aldeles lammet. Jeg har jeg lige set et menneske destruere sit liv for øjnene af mig, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, eller om jeg overhovedet kan gøre noget. Efter flere helt tavse minutter lykkes det endelig min hjerne at bearbejde informationerne og få lagt en plan. Jeg må hente hjælp til det


sammenbrud

53

her. Jeg kan ikke magte en plakatfuld Ole alene, det er sikkert. Jeg rejser mig fra stolen og siger: “Ole, jeg går ud og henter Per, så får vi bakset dig hjem.” Jeg kan godt selv høre, at det lød helt galt. “Øhh ... Eller et eller andet sted, hvor du kan sove den ud, og så må vi se på det her i morgen, når du er ædru ...” Ole kigger ikke på mig; jeg er ikke engang sikker på, at han overhovedet kan høre mig, han sidder bare der helt sammensunket, og der, hvor han før havde øjne, er der kun to kulsorte huller, uden tegn på liv. Jeg skynder mig ud af skuret efter forstærkninger. Per er en ældre, rimeligt fornuftig fyr, der kender Ole lidt bedre end mig; de var i sjak sammen, da Ole var lærling. Han kan måske finde på noget eller tale Ole til fornuft. Det eneste problem er, at jeg ikke ved præcis, hvor Per går henne. Han laver finish på trapperne, men hvilken trappe? Der er flere opgange i byggeriet. Jeg stormer op og ned af trapperne for at finde ham. Endelig finder jeg ham helt oppe i toppen i den sidste opgang. Da vi kommer ind i skuret, er Ole væk. I stedet er der en masse firkantede huller i bordet, dér, hvor Ole sad, da jeg forlod ham. Han må have hamret sin lægtehammer ned i bordet flere gange i træk. Det er Per, der reagerer først og går ud af skuret for at kigge efter ham. Jeg står alene tilbage, helt lammet og betragter hullerne i bordet. Det er som at se lige ind i hovedet på Ole. De mange små firkantede huller, der kaotisk er strøet ud over bordet, er lige så destruktive, som de er formålsløse. Jeg har dårlig samvittighed, jeg har rigtigt dårlig samvittighed. Jeg skulle have gjort noget noget før. Jeg skulle have talt mere med ham om det, tvunget ham hjem fra den druktur, taget telefonen fra ham, ikke have ladet ham sidde alene tilbage i skuret. Jeg kigger på de små firkantede huller, og jeg får lyst til at kaste op, jeg må ud, ud af det her skur. Uden for skuret står Per. Han har prøvet at ringe til Ole,


54

Beton – Historier fra skurvognen

men kan ikke få fat i ham. Vi giver os til at lede efter ham, men han er tilsyneladende ikke længere på pladsen, og efter nogen tids søgen er der ikke andet at gøre end at gå i gang med arbejdet. Solen skinner fra en lige så skyfri himmel som i går, men varmen er ikke længere dejlig. Den føles omklamrende og uudholdelig, og det klare forårslys, jeg beundrede i går, er i dag en nådesløs projektør, der afslører alt snavset og forfaldet. De halvt opløste stykker krydsfiner, der ligger i vandpytterne; de gennemblødte totter af rockwool, der ligger spredt ud overalt på pladsen; de slidte rørstøtter, der er blevet smidt hulter til bulter i et hjørne; spanden med rusten bindetråd, der har stået hele vinteren, uden at nogen har gidet tømme den. Rodet, forfaldet, ligegyldigheden ... Det hele minder mig om udtrykket i Oles øjne, da jeg efterlod ham i skuret, og han sad helt opgivende tilbage og i stedet for øjne kun havde to sorte huller; lige så tomme og indholdsløse som hullerne i bordet. Sådan har jeg det hele dagen, lige indtil jeg kommer hjem og begraver mit ansigt i Marias skød. “Vi skal altid være sammen, ikke?” “Jo, Jakob, vi skal altid være sammen ...”


Beton af Jakob Mathiassen