Issuu on Google+

KAMI GARCIA OG MARGARET STOHL

_Beautiful Creatures_laeseproeve_OMSLAG.indd 1

Glæd dig også til filmen

PREMIERE I STARTEN AF 2013

25/05/12 15


_Beautiful Creatures_laeseproeve_OMSLAG.indd 3

25/05/12 15


AF

K A M I G A RC I A O G M A RG A R E T S T O H L


UDDRAG AF:

Beautiful Creature, Bind 1 Oversat fra engelsk af Stig W. Jørgensen efter Beautiful Creatures Copyright 2009 Kami Garcia og Margaret Stohl og forlaget Carlsen. Gratisudgave – ej til videresalg.




12/9



Glasskår

I

ntet. En lang, drømmeløs søvn, den første jeg havde haft længe. Da jeg vågnede, var vinduet lukket. Intet mudder i min seng, ingen mystiske sange på min iPod. Jeg tjekkede to gange. Selv da jeg tog brusebad, lugtede det bare af sæbe. Jeg lagde mig i sengen igen, kiggede op på mit blå loft og tænkte på grønne øjne og sort hår. Gamle Ravenwoods niece. Lena Duchannes, det rimer på rain. Hvor langt ude kan en fyr lige være? Jeg stod og ventede ved kantstenen, da Link kom kørende i The Beater og holdt ind. Jeg steg ind, og mine gummisko sank ned i det våde tæppe i bunden af bilen, hvilket fik The Beater til at lugte endnu værre end normalt. Link rystede på hovedet. “Undskyld, mand. Jeg skal nok prøve at få det tørret efter skoletid,” sagde jeg. “Ja ja. Bare gør mig den tjeneste at hoppe af tossetoget, inden det bliver dig, alle snakker om, i stedet for Gamle Ravenwoods niece.” Et øjeblik overvejede jeg at holde det for mig selv, men jeg var nødt til at fortælle nogen det. “Jeg mødte hende.” “Hvem?” “Lena Duchannes.” Han så blank ud. 3


“Gamle Ravenwoods niece.” Da vi nåede frem til parkeringspladsen, havde jeg fortalt Link hele historien. Nå ja, måske ikke hele historien. Selv de bedste venner har grænser. Og jeg kan ikke påstå, at han troede på det alt sammen, men hvem ville også det? Jeg havde stadig selv svært ved at tro det. Men selv om han ikke var med på alle detaljerne, da vi gik hen for at slutte os til drengene, var han med på én ting. Damage control. “Der skete jo ikke rigtig noget, vel? Du kørte hende bare hjem.” “Skete ikke rigtig noget? Har du overhovedet hørt efter? Jeg har drømt om hende i en måned, og så viser hun sig at være –” Link afbrød mig. “Det var jo ikke, som om I var sammen eller noget. Du gik jo ikke ind i spøgelseshuset, vel? Og du så jo ikke, du ved ... ham?” Selv Link kunne ikke få sig til at sige hans navn. Én ting var at hænge ud med en smuk pige, uanset hvad der skete. Noget helt andet at hænge ud med Gamle Ravenwood. Jeg rystede på hovedet. “Nej, men –” “Ja ja, jeg ved det godt. Du fuckede op. Jeg siger bare, hold det for dig selv, ikke. Ingen skal have noget at vide, medmindre de er nødt til det. Du ved, som i ingen er nødt til det.” Jeg vidste, det ville blive svært. Jeg vidste ikke, at det ville blive umuligt. Da jeg skubbede døren op til engelsktimen, tænkte jeg stadig på det hele – på hende, på det “ikke noget”, der var sket. Lena Duchannes. Måske var det den måde, hun havde den mærkelige halskæde på med alt det tingeltangel, som om hver eneste 4


ting, hun rørte ved, betød eller kunne betyde noget for hende. Måske var det den måde, hun havde de udtrådte gummisko på, uanset om hun var i jeans eller kjole, som om hun var parat til at sætte i løb hvert øjeblik. Når jeg så på hende, var jeg længere væk fra Gatlin, end jeg nogen sinde havde været. Måske var det det. Jeg var vel standset op, fordi jeg havde hovedet fuld af tanker, og jeg mærkede nogen støde ind i mig. Denne gang var det bare ikke en damptromle, snarere en tsunami. Vi ramlede sammen, hårdt. I samme sekund vi rørte hinanden, kortsluttede loftslamperne over os, og en byge af gnister regnede ned over vores hoveder. Jeg dukkede mig. Hun gjorde ikke. “Prøver du på at slå mig ihjel for anden gang på to dage, Ethan?” Der blev bomstille i klasselokalet. “Hvad?” Jeg kunne knap nok få ordet frem. “Jeg sagde, prøver du på at slå mig ihjel igen?” “Jeg vidste ikke, du var der.” “Det sagde du også i går aftes.” I går aftes. De tre små ord, der for evigt kunne ændre ens liv på Jackson High. Selv om masser af loftslamperne stadig virkede, skulle man have troet, at der var rettet en projektør mod os, af hensyn til vores live-publikum. Jeg kunne mærke, at jeg blev rød i hovedet. “Undskyld. Jeg mener – hej,” mumlede jeg og lød som en idiot. Hun så ud, som om det morede hende, men gik videre. Hun smed sin skoletaske på det samme bord, hvor hun havde siddet hele ugen, lige foran Mrs. English – på hendes gode øje-side. Jeg havde lært lektien. Ingen skulle fortælle Lena Duchannes, hvor hun skulle sidde eller ikke skulle sidde. Det måtte man give hende, uanset hvad man mente om familien 5


Ravenwood. Jeg gled ned på pladsen ved siden af hende, lige midt i Ingenmandsland. Ligesom jeg havde gjort hele ugen. Bortset fra at hun talte til mig denne gang, og på en eller anden måde ændrede det alt. Ikke en ændring til det værre, bare virkelig skræmmende. Hun var ved at smile, men tog sig i det. Jeg prøvede at finde på noget interessant at sige, eller i det mindste noget, der ikke lød dumt. Men før jeg fandt på noget, havde Emily sat sig på den anden side af mig, flankeret af Eden Westerly og Charlotte Chase på hver side. Seks rækker tættere på end normalt. Ikke engang at sidde på gode øjesiden ville hjælpe mig i dag. Mrs. English kiggede mistænksomt op fra katederet. “Hej, Ethan.” Eden vendte sig mod mig igen og smilede, som om jeg var med på deres små lege. “Hvordan går det?” Jeg blev ikke overrasket over at se Eden følge trop efter Emily. Eden var bare endnu en af de kønne piger, der ikke var helt køn nok til at være Savannah. Eden hørte klart til i anden række, på cheerleaderholdet og i livet. Hun var hverken god til at stå nederst eller øverst i pyramiden; nogle gange fik hun ikke engang lov at være med. Eden gav imidlertid aldrig op, men prøvede hele tiden at tage springet. Hendes strategi var at være anderledes, måske bortset lige fra det med at være anderledes. Ingen var anderledes på Jackson. “Vi ville jo ikke have, at du skulle sidde her helt alene.” Charlotte fniste. Hvis Eden hørte til i anden række, hørte Charlotte til i tredje. Charlotte var noget, som ingen Jackson-cheerleader med respekt for sig selv nogen sinde måtte være: lidt buttet. Hun havde aldrig helt mistet hvalpefedtet, og selv om hun var på evighedskur, kunne hun 6


bare ikke smide de sidste fem kilo. Det var ikke hendes skyld, hun prøvede hele tiden. Levnede skorpen, når hun fik tærte. Spiste flere kartofler og mindre sovs. “Kan den bog overhovedet blive mere kedelig?” Emily kiggede ikke engang i min retning. Det her var territorialstridigheder. Det kunne godt være, at hun havde dumpet mig, men hun havde bestemt ikke lyst til at se Gamle Ravenwoods niece så meget som i nærheden af mig. “Som om jeg gider læse om en by fuld af mennesker, der er gakgak hele bundtet. Det har vi nok af her.” Abby Porter, der normalt sad på det gode øje-siden, satte sig ned ved siden af Lena og smilede svagt til hende. Lena smilede tilbage og så ud, som om hun ville sige noget venligt, da Emily sendte Abby et blik, der gjorde det klart, at Sydstaternes berømte gæstfrihed ikke gjaldt for Lena. At trodse Emily Asher var socialt selvmord. Abby trak sin elevrådsmappe frem, begravede næsen i den og ignorerede Lena. Instruks taget til efterretning. Emily vendte sig mod Lena og vurderede hende med et ekspertblik, der formåede at omfatte det hele oppe fra Lenas ikke-highlightede hår over hendes ikke-solbrændte ansigt ned til spidsen af hendes ikke-lakerede fingernegle. Eden og Charlotte drejede rundt i stolene for at vende sig mod Emily, som om Lena ikke eksisterede. Pigeudfrysning – i dag var det minus femten grader. Lena åbnede sin lasede spiralnotesbog og gav sig til at skrive. Emily tog sin telefon frem og gav sig til at sms’e. Jeg så i min notesbog igen og sneg min Silver Surfer-tegneserie ind mellem siderne, hvilket var meget sværere, når man sad på første række. “Okay, mine damer og herrer, det ser ikke ud til, at I er så heldige, at resten af lyset også går ud. Så jeg håber, 7


at alle fik læst i aftes.” Mrs. English gav sig til at skrible vildt på tavlen. “Lad os lige bruge lidt tid på at tale om sociale konflikter i et provinsbymiljø.” Nogen burde have givet mrs. English et praj. Halvvejs inde i timen var vi midt i mere end en social konflikt i et provinsbymiljø. Emily var ved at koordinere et angreb i fuld skala. “Hvem kan sige, hvorfor Atticus er villig til at forsvare Tom Robinson over for smålighed og racisme?” “Det tør jeg vædde på, Lena Ravenwood kan,” sagde Eden og smilede uskyldigt til mrs. English. Lena så ned i sine noter, men sagde ikke et ord. “Hold din kæft,” hviskede jeg lidt for højt. “Det ved du godt, at hun ikke hedder.” “Det kunne hun lige så godt. Hun bor hos ham særlingen,” sagde Charlotte. “Pas på, hvad du siger. Jeg hører, at de lissom er et par.” Emily fandt det tunge skyts frem. “Så er det nok.” Mrs. English vendte sit raske øje mod os, og alle holdt kæft. Lena flyttede på sig, så hendes stol skrabede højlydt mod gulvet. Jeg lænede mig frem og forsøgte at danne en mur mellem Lena og Emilys håndlangere, som om jeg fysisk kunne afværge deres bemærkninger. Det kan du ikke. Hvad? Jeg satte mig forskrækket op. Jeg så rundt, men der var ingen, der talte til mig, Ingen sagde noget overhovedet. Jeg kiggede på Lena. Hun sad stadig begravet i sin notesbog. Lige hvad der manglede. Det var ikke nok at drømme om virkelige piger og høre indbildte sange. Nu skulle jeg også høre stemmer. 8


Alt det her med Lena begyndte virkelig at gå mig på. Jeg følte mig vel skyldig på en måde. Emily og de andre ville ikke hade hende så meget, hvis det ikke var for mig. Jo, de ville. Der var den igen, en stemme så stille at jeg dårlig nok kunne høre den. Det var, som den kom fra mit baghoved. Eden, Charlotte og Emily blev ved med at fyre løs, og Lena ikke så meget som blinkede, som om hun bare kunne holde dem ude, så længe hun blev at skrive i notesbogen. “Harper Lee lader til at sige, at man ikke rigtig kan komme til at kende nogen, før man har været i deres sko. Hvad er jeres kommentarer til det? Er der nogen?” Harper Lee har tydeligvis aldrig været i Gatlin. Jeg kiggede rundt og undertrykte et grin. Emily så på mig, som om jeg var skør. Lena rakte hånden op. “Jeg tror, det betyder, at man er nødt til at give mennesker en chance. Før man automatisk giver sig til at hade dem. Tror du ikke også, Emily?” Hun kiggede på Emily og smilede. “Din lille freak,” hvæsede Emily lavmælt. Du skulle bare vide. Jeg så mere indgående på Lena. Hun havde droppet notesbogen og skrev nu på sin hånd med sort blæk. Jeg behøvede ikke kigge for at vide, hvad det var. Endnu et tal. 151. Jeg spekulerede på, hvad det betød, og hvorfor hun ikke kunne skrive det i notesbogen. Jeg begravede hovedet i Silver Surfer igen. “Lad os tale om Boo Radley. Hvorfor tror I, han lægger gaver til Finch-børnene?” “Han er ligesom Gamle Ravenwood. Han prøver sikkert at lokke børnene ind i sit hus, så han kan slå dem ihjel,” hviskede Emily, højt nok til at Lena kunne høre 9


det, men dæmpet nok til at mrs. English ikke kunne. “Så kan han smide ligene på vognen og slæbe dem ud et øde sted og begrave dem.” Hold kæft. Jeg hørte stemmen i mit hoved igen og noget andet. En knirkende lyd. Ganske svag. “Og så har han det der sindssyge navn ligesom Boo Radley. Hvad er det nu, det er?” “Det er rigtig, det er det der uhyggelige bibelnavn, ingen bruger mere.” Jeg stivnede. Jeg vidste, at de talte om Gamle Ravenwood, men de talte også om Lena. “Emily, hvorfor dropper du det ikke bare,” gav jeg igen. Hun kneb øjnene sammen. “Han er en freak. Det er de alle sammen, og alle ved det.” Jeg sagde hold kæft. Knirkelyden blev højere og begyndte at lyde mere som noget, der splintrede. Jeg så mig omkring. Hvad var det for en lyd? Hvad der var endnu mærkeligere, var, at det virkede, som om ingen andre kunne høre den – ligesom med stemmen. Lena stirrede lige frem, men hun havde bidt tænderne sammen, og hun var unaturligt fokuseret på et punkt forrest i lokalet, som om hun ikke kunne se noget andet end netop det sted. Det føltes, som om lokalet lukkede sig og blev mindre. Jeg hørte Lenas stol blive skubbet hen over gulvet igen. Hun rejste sig og gik hen mod bogreolen under vinduet i ydervæggen. Hun lod sikkert, som om hun skulle spidse sin blyant, så hun kunne undgå det uundgåelige, Jacksons dommer og jury. Blyantspidseren kværnede. 10


“Melchizedek, det er det, han hedder.” Hold op. Jeg kunne stadig høre blyantspidseren. “Min bedstemor siger, det er et ondt navn.” Hold op, hold op, hold op. “Passer også godt på ham.” SÅ ER DET NOK! Nu lød stemmen så højt, at jeg tog mig til ørerne. Blyantspidseren standsede. Glas kom flyvende og splintrede i luften, da vinduet uden varsel gik i tusind stykker – vinduet lige ved vores række i klasseværelset, lige ved siden af, hvor Lena stod og spidsede sin blyant. Lige ved siden af Charlotte, Eden, Emily og mig. De skreg og kastede sig ned fra stolene. Da var det, det gik op for mig, hvad den knirkende lyd havde været. Pres. Små revner i glasset, der bredte sig ud som fingre, indtil ruden kollapsede indad, som om den var blevet trukket i en snor. Der var kaos. Pigerne skreg. Alle i klassen væltede væk fra deres pladser. Selv jeg hoppede. “Lad være at gå i panik. Er alle okay?” sagde mrs. English og forsøgte at genvinde kontrollen. Jeg vendte mig mod blyantspidseren. Jeg ville være sikker på, at Lena var okay. Det var hun ikke. Hun stod ved den knuste rude, omgivet af glasskår og så panisk ud. Hendes ansigt var endnu mere blegt end sædvanlig, hendes øjne endnu større og grønnere. Ligesom aftenen før i regnen. Men de så anderledes ud. De så bange ud. Hun virkede ikke så modig længere. Hun rakte hænderne frem. Den ene havde fået et sår og blødte. Røde dråber splattede ud på linoleumsgulvet. Jeg ville ikke – 11


Havde hun smadret glasset? Eller var glasset splintret og havde skåret hende? “Lena –” Hun styrtede ud af lokalet, før jeg kunne nå at spørge hende, om hun var okay. “Så I det? Hun knuste ruden! Hun hamrede et eller anden ind i den, da hun gik derover!” “Hun slog lige gennem glasset. Jeg så det selv!” “Hvordan kan det så være, at hun ikke bløder vildt?” “Hvad er du nu, CSI? Hun forsøgte at dræbe os.” “Jeg ringer til min far lige nu. Hun er sindssyg, ligesom sin onkel!” De lød som en flok vrede baggårdskatte, der prøvede at overdøve hinanden. Mrs. English forsøgte at genoprette ro og orden, men det var at kræve det umulige. “Rolig alle sammen. Der er ingen grund til panik. Der sker ulykker en gang imellem. Det var sandsynligvis ikke noget, der ikke kan forklares med et gammelt vindue og blæsten.” Men ingen troede, det kunne forklares med et gammelt vindue og blæsten. Mere noget i retning af en gammel mands niece og et tordenvejr. Det grønøjede tordenvejr, der netop var kommet til byen. Orkanen Lena. En ting var sikkert. Vejret havde ændret sig. Gatlin havde aldrig oplevet sådan et uvejr før. Og hun vidste sikkert ikke engang, at det regnede.

12




12/9



Greenbrier

L

ad være. Jeg kunne høre hendes stemme i mit hoved. Det syntes jeg i det mindste, jeg kunne. Det er det ikke værd, Ethan. Jo, det var. Det var dér, jeg skubbede min stol tilbage og løb ned ad gangen efter hende. Jeg vidste, hvad jeg havde gjort. Jeg havde valgt side. Jeg havde en anden slags problemer nu, men jeg var ligeglad. Det var ikke bare Lena. Hun var ikke den første. Jeg havde set dem gøre det hele mit liv. De havde gjort det ved Allison Birch, da hendes eksem blev så slem, at ingen ville sidde i nærheden af hende i spisefrikvarteret, og stakkels Scooter Richman, fordi han var den værste basunist i Jackson Symphony Orchestras historie. Og selv om jeg aldrig selv havde taget en tusch og skrevet TABER på et skoleskab, havde jeg stået og set passivt til masser af gange. Under alle omstændigheder så havde det altid generet mig. Bare aldrig nok til at forlade lokalet. Men nogen måtte gøre noget. En hel skole kunne ikke bare kaste sig over et enkelt menneske på den måde. En hel by kunne ikke bare kaste sig over en enkelt familie. Bortset fra at det kunne de jo, for det havde de gjort i al evighed. Måske var det derfor, Macon Ravenwood ikke havde forladt sit hus, siden før jeg blev født. 13


Jeg vidste godt, hvad jeg foretog mig. Nej, du gør ej. Du tror, du gør, men det gør du ikke. Hun var der i mit hoved igen, som om hun altid havde været der. Jeg vidste godt, hvad jeg ville stå over for næste dag, men intet af det betød noget for mig. Det eneste, der betød noget, var at finde hende. Og hvis man havde spurgt mig, ville jeg ikke lige der kunne have sagt, om det var for hendes skyld eller for min egen. Uanset hvad havde jeg ikke noget valg. Jeg standsede forpustet op ved biologilokalet. Link kiggede én gang på mig, rystede på hovedet og kastede så sine nøgler hen til mig uden overhovedet at spørge. Jeg greb dem og løb videre. Jeg var temmelig sikker på, at jeg vidste, hvor jeg kunne finde hende. Hvis jeg havde ret, var hun taget derhen, hvor alle andre ville tage hen. Der hvor jeg selv ville være taget hen. Hun var taget hjem. Også selv om hjemmet var Ravenwood, og hun var taget hjem til Gatlins svar på Boo Radley. Ravenwood Manor tårnede sig op foran mig. Bygningen rejste sig på bakken som en udfordrende trussel. Jeg vil ikke sige, at jeg var bange, for det er ikke det rigtige ord for det. Jeg var bange, dengang politiet kom hjem til os, den nat min mor døde. Jeg var bange, dengang min far forsvandt ind på kontoret, og det gik op for mig, at han aldrig for alvor ville komme ud igen. Jeg var bange, dengang jeg var barn, og Amma blev meget hemmelighedsfuld, da jeg regnede ud, at de små dukker, hun lavede, ikke var legetøj. Jeg var ikke bange for Ravenwood, selv om der måtte vise sig at være lige så uhyggeligt, som der så ud. Det 14


uforklarlige var nærmest noget, man tog for givet i Sydstaterne. Hver by har et spøgelseshus, og hvis man spurgte folk, ville mindst en tredjedel sværge, at de havde set et genfærd eller to i løbet af deres liv. Desuden boede jeg sammen med Amma, hvis forestillinger blandt andet fik hende til at male vores skodder i en særlig blå farve for at holde onde ånder ude, og som lavede amuletter af poser med hestehår og jord. Så jeg var vant til det usædvanlige. Men Gamle Ravenwood, det var noget andet. Jeg gik hen til porten og lagde tøvende min hånd på støbejernet. Porten gik knirkende op. Det skete ikke noget. Ingen lyn, ingen ild, intet stormvejr. Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet, men hvis jeg havde lært noget om Lena nu, var det at forvente det uventede og at gå forsigtigt frem. Hvis nogen havde fortalt mig for en måned siden, at jeg en dag ville gå gennem den port, opad bakken og sætte foden noget sted på Ravenwoods grund, ville jeg have sagt, at de var vanvittige. I en by som Gatlin, hvor man kan forudse alt, havde jeg ikke forudset det her. Sidste gang var jeg kun nået til porten. Jo tættere jeg kom på, jo tydeligere blev det, hvor faldefærdigt det alt sammen var. Det store hus, Ravenwood Manor, lignede indbegrebet af en sydstatsplantage, sådan som folk oppe nordfra forventede dem, efter at have set film som Borte med blæsten i mange år. Ravenwood Manor var stadig imponerende, i det mindste af omfang. Huset var omgivet af viftepalmer og cypresser og ville have lignet sådan et sted, hvor folk sad på verandaen og drak mint julep og spillede kort dagen lang, hvis det ikke var ved at falde fra hinanden. Hvis det ikke havde været Ravenwood. 15


Byggestilen var Greek Revival, hvilket var usædvanligt for Gatlin. Vores by var fuld af plantageejendomme i den mere bombastiske stil, der blev brugt før Borgerkrigen, hvilket fik Ravenwood til at stikke endnu mere voldsomt ud. Store hvide doriske søjler, hvis maling skallede efter mange års forsømmelse, understøttede et tag, der hældede for kraftigt til den ene side, så man fik det indtryk, at huset stod foroverbøjet som en gammel, gigtplaget kvinde. Den overdækkede veranda var splintret og ved at falde væk fra huset og så ud, som om den kunne bryde sammen, hvis man vovede at sætte så meget som en fod på den. Ydermurene var så dækkede af efeu, at det nogle steder var umuligt at se ind ad vinduerne indenunder. Som om grunden havde opslugt selve huset og forsøgte at trække det tilbage ned i den jord, det var bygget på. Der var en overligger over døren, sådan som der er i nogle rigtig gamle huse. Jeg kunne se en slags udskæringer i overliggeren. Symboler. Det lignede cirkler og halvmåner, måske månefaser. Jeg tog et forsigtigt skridt op ad den knirkende trappe, så jeg kunne se nærmere på det. Jeg vidste noget om overliggere. Min mor havde haft forstand på Borgerkrigens historie, og hun havde udpeget dem for mig på vores utallige pilgrimstogter til alle historiske steder inden for en dags kørsel fra Gatlin. Hun havde sagt, at de var meget almindelige i gamle huse og slotte på steder som England og Skotland. Hvilket var de steder, hvor nogle af folkene på egnen kom fra, altså før de kom herfra. Jeg havde aldrig før set en med indskårne symboler, kun med ord. Det lignede mere hieroglyffer rundt om et enkelt ord på et sprog, jeg ikke genkendte. Det havde sikkert betydet noget for de generationer af Ravenwood16


familien, der havde boet her, før stedet var begyndt at falde fra hinanden. Jeg tog en dyb indånding og gik helt op ad verandatrappen, to trin ad gangen. Jeg regnede med, at jeg øgede chancerne for ikke at gå igennem trinene med halvtreds procent, hvis jeg kun trådte på halvdelen. Jeg tog i messingringen, der hang fra løvens gab og fungerede som dørhammer, og bankede på. Jeg bankede igen og igen. Hun var ikke hjemme. Jeg havde alligevel taget fejl. Men så hørte jeg den, den velkendte melodi. Sixteen Moons. Hun var her et sted. Jeg tog i dørhåndtaget af rustent jern. Det gav sig, og jeg hørte en rigel trække sig på den anden side af døren. Jeg forberedte mig på synet af Macon Ravenwood, som ingen havde set i byen, ikke i min levetid i hvert fald. Men døren gik ikke op. Jeg kiggede op på overliggeren, og noget sagde mig, at jeg skulle prøve. Jeg mener, hvad var det værste, der kunne ske – at døren ikke gik op? Instinktivt rakte jeg hånden op og rørte ved det midterste symbol lige over mit hoved. Halvmånen. Når jeg trykkede på den, kunne jeg mærke træet giver efter under min finger. Det var en eller anden form for udløsermekanisme. Døren gik op uden så meget som en lyd. Jeg trådte over tærsklen. Der var ingen vej tilbage nu. Der strømmede lys ind gennem ruderne, hvilket ikke burde kunne lade sig gøre i betragtning af, at vinduerne på ydersiden af huset var helt dækkede med slyngplanter og møg. Men indvendig var der lyst, klart og funklende nyt. Der var ingen antikke møbler eller oliemalerier af Gamle Ravenwoods forfædre, ingen arvestykker fra før Borgerkrigen. Stedet lignede mere en side fra et møbelkatalog. 17


Overpolstrede sofaer og stole og glasborde, stablet med coffee table books. Det var alt sammen så storbysmart og så nyt. Jeg forventede nærmest at se en fragtvogn stadig holde parkeret udenfor. “Lena?” Den runde trappe så ud, som om den hørte hjemme i en stor, åben lejlighed, og den lod til at sno sig videre opad, langt over afsatsen på næste etage. Jeg kunne ikke se toppen. “Mr. Ravenwood? ”Jeg kunne høre min egen stemme give genlyd under det høje loft. Der var ingen. I det mindste ikke nogen, der var interesseret i at tale med mig. Jeg hørte en lyd bag mig og sprang, så jeg næsten snublede over en eller anden form for ruskindsstol. Det var en kulsort hund eller måske en ulv. En eller anden form for skræmmende kæledyr, for den havde et tungt læderhalsbånd med en dinglende sølvmåne, der klirrede, når den bevægede sig. Den stirrede lige på mig, som om den var ved at planlægge sit næste træk. Der var noget underligt ved dens øjne. De var for runde, for menneskelige. Ulvehunden knurrede ad mig og blottede sine tænder. Dens knurren blev høj og skinger, mere som et skrig. Jeg gjorde, hvad enhver anden ville gøre. Jeg løb. Jeg væltede ned ad trappen, før mine øjne havde nået at tilpasse sig lyset. Jeg løb videre, ned ad grusstien, væk fra Ravenwood Manor, væk fra det skræmmende kæledyr og de mærkelige symboler og den uhyggelige dør, og tilbage til den virkelige eftermiddags trygge, dæmpede lys. Stien fortsatte og fortsatte, snoede sig gennem uplejede marker og lunde med vildtvoksende træer og masser af 18


tornebuske. Jeg var ligeglad med, hvor den førte hen, så længe det var væk. Jeg standsede op og bukkede mig ned med hænderne på knæene. Mit bryst var ved at sprænges, og mine ben var gummi. Da jeg kiggede op, så jeg en smuldrende stenmur foran mig. Jeg kunne knap nok skimte toppen af træerne over muren. Jeg mærkede en velkendt duft. Citrontræer. Hun var her. Jeg sagde, at du skulle lade være med at komme. Det ved jeg godt. Vi førte en samtale, og så alligevel ikke. Ligesom i klassen kunne jeg høre hende inde i hovedet, som om hun stod ved siden af mig og hviskede mig i øret. Jeg kunne mærke, at jeg bevægede mig hen mod hende. Der var en have omgivet af en mur, måske endda en hemmelig have, som noget fra en bog, min mor kunne have læst som barn i Savannah. Stedet måtte være rigtig gammelt. Stenmuren var meget slidt nogle steder og andre steder helt ødelagt. Da jeg skubbede mig gennem tæppet af slyngplanter, der skjulte den gamle buegang af råddent træ, kunne jeg kun lige akkurat høre lyden af nogen, der græd. Jeg kiggede ind mellem træerne og buskene, men jeg kunne stadig ikke se hende. “Lena?” Der var ingen, der svarede. Min stemme lød mærkelig, som om det ikke var min egen, der gav genlyd fra de stenmure, der omgav den lille lund. Jeg greb fat i den nærmeste busk og brækkede en kvist af. Rosmarin. Selvfølgelig. Og på træet over mit hoved sad den der: en sært perfekt, glat, gul citron. “Det er Ethan.” De dæmpede hulkelyde voksede, så jeg vidste, at jeg kom tættere på. 19


“Gå din vej, sagde jeg.” Hun lød, som om hun var forkølet. Hun havde sikkert grædt, lige siden hun forlod skolen. “Det ved jeg godt. Jeg hørte dig.” Det var sandt, og jeg kunne ikke forklare det. Jeg gik forsigtigt rundt om den vilde rosmarin, snublede gennem de overbegroede rødder. “Virkelig?” Hun lød interesseret, kortvarigt distraheret. “Ja.” Det var ligesom i drømmene. Jeg kunne høre hendes stemme, men nu var hun her og sad og græd i en afsides, tilgroet have i stedet for at falde gennem mine arme. Jeg trak et virvar af grene til side. Der sad hun, krøllet sammen i det høje græs og stirrede op på den blå himmel. Hun havde en arm slynget hen over hovedet, og en anden knugede græsset, som om hun troede, hun ville flyve væk, hvis hun gav slip. Hendes grå kjole lå udbredt omkring hende. Hendes ansigt var forgrædt. “Hvorfor gjorde du det så ikke?” “Hvad?” “Gik din vej?” “Jeg ville være sikker på, at du var okay.” Jeg satte mig ned ved siden af hende. Jorden var overraskende hård. Jeg førte min hånd ind under mig og opdagede, jeg sad på en glat stenflise, der bare var snavset og tilgroet. Idet jeg lænede mig tilbage, satte hun sig op. Jeg satte mig også op, og hun smed sig ned igen. Akavet. Sådan var det hele tiden, når jeg var sammen med hende. Nu lå vi så begge to ned og stirrede op på den blå himmel. Den var ved at blive grå, farven på Gatlins himmel i orkansæsonen. 20


“De hader mig alle sammen.” “Ikke alle sammen. Ikke mig. Ikke min bedste ven, Link.” Tavshed. “Du kender mig ikke engang. Bare vent og se. Du vil sikkert også komme til at hade mig.” “Jeg var tæt på at køre dig ned, husker du nok? Jeg er nødt til at være rar ved dig, så du ikke får mig arresteret.” Det var en lam vits. Men dér var det, måske det mindste smil jeg nogen sinde har set i mit liv. “Det står øverst på min liste. Jeg melder dig til ham den fede, der sidder ude foran supermarkedet hele dagen.” Hun kiggede igen op på himlen. Jeg betragtede hende. “Giv dem en chance. De er ikke kun ondskabsfulde. Eller, jeg mener, det er de selvfølgelig lige nu. Men de er bare misundelige. Det ved du godt, ikke?” “Ih jo, helt sikkert.” “Det er de.” Jeg så på hende gennem det høje græs. “Det er jeg også.” Hun rystede på hovedet. “Så er du åndssvag. Der er ikke noget at være misundelig over, medmindre du er rigtig glad for at spise frokost alene.” “Du har boet alle mulige steder.” Hun så uforstående ud. “Og? Du har sikkert gået på den samme skole og boet i det samme hus hele dit liv.” “Ja, det har jeg. Det er problemet.” “Tro mig, det er ikke noget problem. Jeg ved, hvad problemer er.” “Du har været alle mulige steder, set alt muligt. Jeg ville slå ihjel for at kunne det.” “Ja, helt for mig selv. Du har en bedste ven. Jeg har en hund.” 21


“Men du er ikke bange for nogen. Du opfører dig, som det passer dig, og siger, lige hvad der passer dig. Alle andre her er bange for at være sig selv.” Lena pillede ved den sorte lak på pegefingeren. “Nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne opføre mig som alle andre, men jeg kan ikke lave om på, hvem jeg er. Jeg har prøvet. Men jeg går aldrig i det rigtige tøj eller siger det rigtige, og der går altid noget galt. Jeg ville bare ønske, jeg kunne være mig selv og stadig havde venner, der lagde mærke til, om jeg var i skole eller ej.” “Tro mig, de lægger mærke til det. Det gjorde de i hvert fald i dag.” Hun lo næsten –næsten. “Jeg mener, på en god måde.” Jeg så væk. Jeg lægger mærke til det. Hvad? Om du er i skole eller ej. “Så er du åbenbart åndssvag.” Men da hun sagde de ord, lød det, som om hun smilede. Når jeg så på hende, var det, som om det ikke betød noget længere, om jeg havde nogen at spise frokost med eller ej. Jeg kunne ikke forklare det, men hun var – det her var – større end det. Jeg kunne ikke bare sidde stille og se dem kaste sig over hende. Ikke hende. “Det er altid sådan her.” Hun talte til den stadig mørkere, gråblå himmel. En sky drev hen over dem. “Skyet?” “I skolen. For mig.” Hun rakte hånden op og førte den rundt i luften. Det så ud, som om skyen hvirvlede i den retning, hendes hånd bevægede sig. Hun tørrede øjnene med ærmet. “Det er ikke, fordi det egentlig betyder noget for mig, om de kan lide mig. Jeg kan bare ikke lide, at de helt 22


automatisk hader mig.” Skyen var nu blevet ringformet. “De idioter? Om et par måneder vil Emily få en ny bil, og Savannah vil blive kåret til gallafestens dronning igen, og Eden vil få en ny hårfarve, og Charlotte vil få, hvad ved jeg, et barn eller en tatovering eller sådan noget, og det her vil være fuldstændig glemt.” Jeg løj, og hun vidste det. Lena viftede med hånden igen. Nu lignede skyen mere en lidt bulet cirkel, og så måske en måne. “Jeg ved godt, at de er idioter. Selvfølgelig er de idioter. Alt det affarvede hår og de dumme små matchende guldtasker.” “Præcis. De er dumme. Hvorfor tage sig af dem?” “Men jeg tager mig af dem. Jeg lader mig gå på af dem. Og derfor er jeg også dum. Det gør mig eksponentielt dummere end dum. Jeg er dum i dummeste potens.” Hun viftede med hånden. Månen blæste væk. “Det er det dummeste, jeg nogen sinde har hørt.” Jeg kiggede på hende ud af øjenkrogen. Hun prøvede på at lade være med at smile. Vi lå der begge to bare et øjeblik. “Ved du, hvad der er dumt? Jeg har bøger under sengen.” Jeg sagde det uden videre, som om det var noget, jeg sagde hele tiden. “Hvad?” “Romaner. Tolstoj. Salinger. Vonnegut. Og jeg læser dem. Du ved, bare fordi jeg har lyst.” Hun rullede om på siden og støttede hovedet på albuen. “Er det rigtig? Hvad siger dine basketballkammerater mon til det?” “Lad os bare sige, at jeg holder lav profil med det og koncentrerer mig om mine hopskud.” “Mm. Og i skolen koncentrerer du dig om dine tegneserier, har jeg bemærket.” Hun prøvede at lyde henka23


stet. “Silver Surfer. Jeg så dig læse i den. Lige før det alt sammen skete.” Lagde du mærke til det? Måske gjorde jeg. Jeg vidste ikke, om vi talte, eller om jeg bare var forestillede mig det hele, bortset fra at jeg ikke var helt så tosset – endnu. Hun skiftede emne, eller rettere, vendte tilbage til emnet. “Jeg læser også. Mest poesi.” Jeg kunne godt forestille mig hende ligge udstrakt på sin seng og læse et digt, men jeg havde problemer med at forestille mig sengen befinde sig i Ravenwood Manor. “Okay? Jeg har læst ham dér Bukowski.” Hvilket var sandt, hvis to digte talte. “Jeg har alle hans bøger.” Jeg vidste, at hun ikke havde lyst til at tale mere om det, der var sket, men jeg kunne ikke klare det længere. Jeg var nødt til at vide det. “Har du tænkt dig at fortælle mig det?” “Fortælle dig hvad?” “Hvad der skete henne i skolen?” Lang tavshed. Hun satte sig op og trak i græsset rundt om sig. Hun lagde sig om på maven og så mig i øjnene. Hun var kun få centimeter fra mit ansigt. Jeg lå som stivnet og prøvede at koncentrere mig om, hvad hun sagde. “Jeg ved det virkelig ikke. Sådan noget sker bare for mig nogle gange. Jeg kan ikke styre det.” “Ligesom drømmene.” Jeg holdt øje med hendes ansigt, på udkig efter blot et glimt af forståelse. “Ligesom drømmene.” Hun sagde det uden at tænke og krympede sig så og så på mig, overrumplet og ramt. Jeg havde haft ret hele tiden. 24


“Du kan huske drømmene.” Hun skjulte ansigtet i hænderne. Jeg satte mig op. “Jeg vidste, det var dig, og du vidste, det var mig. Du vidste hele tiden godt, hvad jeg talte om.” Jeg trak hendes hænder væk fra ansigtet, og en elektrisk strøm snurrede op gennem min arm. Du er pigen. “Hvorfor sagde du ikke noget i går aftes?” Jeg ville ikke have, du skulle vide det. Hun ville ikke se på mig. “Hvorfor?” Det lød højt, dér i den stille have. Og da hun så på mig, var hendes ansigt blegt, og hun så anderledes ud. Bange. Hendes øjne var som havet før en storm ved Carolinas kyst. “Jeg havde ikke forventet, at du ville være her, Ethan. Jeg troede, at det bare var drømme. Jeg vidste ikke, du var en virkelig person.” “Men da du så fandt ud af, at det var mig, hvorfor sagde du så ikke noget?” “Mit liv er kompliceret. Og jeg ville ikke have, at du – jeg vil ikke have, at nogen skal rodes ind i det.” Jeg havde ingen anelse om, hvad hun talte om. Jeg holdt hende stadig i hånden; det var jeg meget opmærksom på. Jeg kunne mærke den ru sten under os, og jeg greb efter kanten af den for at støtte mig. Men min hånd lukkede sig om noget lille og rundt, der sad fast på kanten af flisen. En bille, eller måske en lille sten. Den gik løs, så jeg holdt den i hånden. Så ramte chokket mig. Jeg mærkede Lena stramme grebet om min hånd. Hvad sker der, Ethan? Jeg ved det ikke. 25


Alt omkring mig forandrede sig, og det var, som om jeg var et helt andet sted. Jeg var i haven og alligevel ikke i haven. Og duften af citroner ændrede sig til lugten af røg – Det var midnat, men himlen stod i brand. Flammer rakte op mod himlen, skubbede tætte bølger af røg frem og opslugte alt på deres vej. Selv månen. Jorden var blevet til sump. Brændt askegrå jord, som var blevet gennemvædet af de regnskyl, der gik forud for branden. Hvis bare det havde regnet i dag. Genevieve var ved at blive kvalt i røgen. Den brændte så voldsomt i hendes hals, at det gjorde ondt at trække vejret. Mudder klæbede til det nederste af hendes skørter, så hun hele tiden var ved at snuble i de omfangsrige stoffolder, men hun tvang sig selv videre. Det var verdens undergang. Hendes verdens. Og hun kunne høre skrig, blandet med skud og flammernes vedvarende buldren. Hun kunne høre soldaterne råbe ordrer om at myrde. “Brænd husene ned. Oprørerne skal mærke, at de er blevet besejret. Brænd det hele!” Og nordstatssoldaterne havde sat de store plantagehovedbygninger i brand én efter én, brugt plantagernes egne lagner og gardiner, gennemvædede af petroleum. Genevieve så sine naboers, sine venners og slægtninges hjem blive underkastet flammerne ét efter ét. Og i de værste tilfælde måtte mange af disse venner og slægtninge også overgive sig til flammerne i de selvsamme hjem, hvor de var blevet født. Det var derfor, hun løb ind i røgen, mod ilden – 26


lige ind i uhyrets gab. Hun var nødt til at nå hen til Greenbrier før soldaterne. Og hun havde ikke megen tid. Soldaterne arbejdede sig metodisk ned langs Santeefloden og satte ild på husene ét efter ét. De havde allerede brændt Blackwell. Dove’s Crossing ville blive det næste, og så Greenbrier og Ravenwood. General Sherman og hans hær havde påbegyndt afbrændingerne, flere hundrede kilometer før de nåede Gatlin. De havde brændt Columbia ned til grunden og marcherede videre mod øst og brændte alt på deres vej. Da de nåede udkanten af Gatlin, vajede Konføderationens flag stadig, og det ansporede på ny nordstatssoldaterne. Det var lugten, der fortalte hende, at hun kom for sent. Citroner. Den skarpe lugt af citroner blandet med aske. De brændte citrontræerne af. Genevieves mor elskede citroner. Så dengang Genevieve var en lille pige, og hendes far havde besøgt en plantage i Georgia, havde han taget to citrontræer med hjem til moderen. Alle sagde, at de ikke kunne gro der, at de kolde vinternætter i South Carolina ville slå dem ihjel. Men Genevieves mor ville ikke lytte. Hun plantede træerne lige foran bomuldsmarkerne og passede dem selv. På de kolde vinternætter dækkede hun træerne med uldtæpper og dængede jord op langs stammerne for at holde fugten ude. Og træerne voksede. De voksede så godt, at Genevieves far i årenes løb købte yderligere otteogtyve træer til hende. Nogle af de andre damer i byen bad deres mænd om citrontræer, og et par af dem endda fik et træ eller to. Men ingen af dem kunne finde ud af at holde træerne i live. Træerne 27


ville tilsyneladende kun trives på Greenbrier, hvor hendes mor passede dem. Intet havde nogen sinde kunnet dræbe disse træer. Før i dag. “Hvad skete der lige her?” Jeg mærkede, at Lena trak sin hånd væk fra min, og jeg åbnede øjnene. Hun rystede. Jeg så ned og åbnede hånden for at kigge på den genstand, jeg uforvarende havde fået fat på under flisen. “Jeg tror, det havde noget med den her at gøre.” Min hånd havde knuget en hærget gammel kamé, sort og oval, med et kvindeansigt ætset i elfenben og perlemor. Den var sirligt udført med mange detaljer. På siden bemærkede jeg en lille bule. “Se. Jeg tror, det er en medaljon.” Jeg udløste fjederen, og forsiden af kaméen gik op og afslørede en lille inskription. “Der står bare GREENBRIER. Og en dato.” Hun satte sig op. “Hvad er Greenbrier?” “Det må være her. Det her er ikke Ravenwood. Det er Greenbrier. Den næste plantage.” “Og synet, brandene, så du det også?” Jeg nikkede. Det var næsten for forfærdeligt at tale om. “Det her må være Greenbrier, eller hvad der er tilbage af stedet.” “Lad mig se medaljonen.” Jeg rakte hende den forsigtigt. Den lignede noget, der havde overlevet lidt af hvert – måske endda branden fra synet. Hun drejede den rundt i hænderne. “11. FEBRUAR, 1865.” Hun tabte medaljonen og blev helt bleg. “Hvad er der galt?” Hun stirrede ned på den i græsset. “11. februar er min fødselsdag.” 28


“Det er så en tilfældighed. En tidlig fødselsdagsgave.” “Intet i mit liv er en tilfældighed.” Jeg tog medaljonen op og vendte den rundt. På bagsiden var der to sæt indgraverede initialer. “ECW & GKD. Medaljonen må have tilhørt en af dem.” Jeg tøvede. “Det er underligt. Mine initialer er ELW.” “Min fødselsdag, dine initialer. Synes du ikke, det er en lille smule sært?” Måske havde hun ret. Men alligevel – “Vi burde prøve igen, så vi kan finde ud af det.” Det var lidt ligesom et sår, man ikke kunne nære sig for at klø. “Jeg ved ikke rigtig. Det kunne være farligt. Det føltes jo, som om vi var der i virkeligheden. Mine øjne svider stadig efter røgen.” Hun havde ret. Vi havde ikke forladt haven, men det havde føltes, som om vi havde været lige midt i ildebrandene. Jeg kunne mærke røgen i lungerne, men det var lige meget. Jeg var nødt til at finde ud af det. Jeg holdt medaljonen og min hånd frem. “Kom nu, du tør vel mere end det?” Jeg udfordrede hende. Hun rullede med øjnene, men tog min hånd alligevel. Hendes fingre strøg mine, og jeg mærkede varmen fra hendes hånd brede sig i min. Elektrisk gåsehud. Jeg kan ikke beskrive det på nogen anden måde. Jeg lukkede øjnene og ventede – ingenting. Jeg åbnede øjnene igen. “Måske var det bare noget, vi forestillede os. Måske er den løbet tør for strøm.” Lena så endnu en gang på mig, som om jeg var Earl Petty i matematiktimen. “Måske kan man ikke give sådan én besked på, hvad den skal gøre, eller hvornår den skal gøre det.” Hun rejste sig og børstede sit tøj. “Jeg må videre.” Hun standsede og kiggede ned på mig. “Hm, du er ikke, som jeg havde forventet.” Hun vendte ryggen til 29


mig og begyndte at sno sig vej gennem citrontræerne til yderkanten af haven. “Vent!” kaldte jeg efter hende, men hun fortsatte bare. Jeg prøvede at indhente hende og snublede over rødderne. Da hun nåede det sidste citrontræ, standsede hun op. “Lad være.” “Lad være med hvad?” Hun ville ikke se på mig. “Bare lad mig være i fred, mens alting stadig er okay.” “Jeg forstår ikke, hvad du snakker om. Seriøst. Og jeg prøver faktisk her.” “Glem det.” “Du tror, du er den eneste i verden, der har problemer?” “Nej. Men – det er sådan lidt mit speciale.” Hun vendte sig for at gå. Jeg tøvede og lagde så hånden på hendes skulder. Den var varm efter solens sidste stråler. Jeg kunne mærke knoglen under hendes bluse, og i det øjeblik virkede hun som noget skrøbeligt, ligesom i drømmene. Hvilket var mærkeligt, for når hun stod over for mig, kunne jeg ikke tænke på andet, end hvor utrolig stærk hun virkede. Måske havde det noget med hendes øjne at gøre. Vi stod sådan et øjeblik, indtil hun til sidst gav efter og vendte sig mod mig. Jeg prøvede igen. “Hør nu. Der foregår noget her. Drømmene, sangen, lugten og nu medaljonen. Det er, som om det er meningen, at vi skal være venner.” “Lugten? Sagde du lige det?” Hun så forfærdet ud. “I samme sætning som venner?” “Teknisk set tror jeg, det var en anden sætning.” 30


Hun stirrede på min hånd, og jeg fjernede den fra hendes skulder. Men jeg kunne ikke bare droppe det. Jeg så hende lige ind i øjnene, kiggede rigtigt, måske for første gang. Det grønne dyb så ud, som om det fortsatte så langt, at jeg aldrig ville kunne nå til bunds, om jeg så blev ved hele livet. Jeg spekulerede på, hvad Amma ville få ud af det med sin teori om, at “øjnene er sjælens spejl”. Det er for sent, Lena. Du er allerede min ven. Det kan jeg ikke være. Vi er sammen om det her. Nej. Tro mig. Det er vi ikke. Hun løsrev sig fra mit blik og lænede hovedet tilbage mod citrontræet. Hun så ud til at have det forfærdeligt. “Jeg ved godt, du ikke er ligesom alle de andre. Men der er ting, du ikke vil kunne forstå om mig. Jeg ved ikke, hvorfor vi bliver knyttet sammen på den her måde. Jeg ved ikke, hvorfor vi har de samme drømme, mere end du gør.” “Men jeg vil gerne vide, hvad der foregår –” “Jeg bliver seksten om fem måneder.” Hun holdt hånden op, og der stod som sædvanlig et tal med blæk. 151. “Om hundrede og enoghalvtreds dage.” Hendes fødselsdag. De nye tal, hun hele tiden skrev på hånden. Hun talte ned til sin fødselsdag. “Du ved ikke, hvad det betyder, Ethan. Du ved ikke noget som helst. Jeg er her måske ikke engang bagefter.” “Du er her nu.” Hun så forbi mig, op mod Ravenwood. Da hun endelig sagde noget igen, så hun ikke på mig. “Du kan godt lide ham digteren, Bukowski?” “Ja,” svarede jeg forvirret. “Lad være med at prøve.” 31


“Jeg er ikke med.” “Det er det, der står på Bukowskis grav.” Hun forsvandt gennem stenmuren og var væk. Fem måneder. Jeg havde ingen anelse om, hvad hun talte om, men jeg genkendte mavefornemmelsen. Panik. Da jeg også var kommet gennem døren i muren, var hun forsvundet, som om hun aldrig havde været der, og havde kun efterladt den svage duft af citroner og rosmarin. Det mærkelige var, at jo mere hun flygtede, jo mere fast besluttet blev jeg på at følge efter hende. Lad være med at prøve. Jeg var temmelig sikker på, at der ville komme til at stå noget andet på min egen grav.

32


Beautiful Creatures af Kami Garcia