Issuu on Google+


4

BAROLO_195x260_OK.indd 4

07/08/12 10.03


Ba rolo V i n en e f r a A l ba

Sør en F r a n k

berlingske media forlag / People’sPress 5

BAROLO_195x260_OK.indd 5

07/08/12 10.03


7

BAROLO_195x260_OK.indd 7

06/08/12 18.16


9

BAROLO_195x260_OK.indd 9

06/08/12 18.16


Indhold 13

Forord

16

Indledning

22

Regionen

24

Historie

29

Negócianter og domainer

33

Modernister og nytraditionalister

40

Fødslen af enkeltmarks-baroloen

43

Den nye officielle kort

49

Arbejdet i marken

59

Vinifikationen

75

Druetyperne

85

Kunsten at nyde en god Barolo

93

Årgangene

105

– forfatterens bemærkninger – den store, men også svære vin – landet ved bjergets fod – kongernes vin og vinenes konge – fra købmandsvælde til bondemandsvin – våbenhvile indledt – cru eller ej?

– kampen om cruerne – godt begyndt

– med sænket hatteføring – til hverdag eller fest? – hvornår, hvordan og til hvad? – amerikansk eller europæisk?

Gastronomien – det hvide guld & co. 10

BAROLO_195x260_OK.indd 10

06/08/12 18.16


Kommuner, cruer og producenter 124

Barolo DOCG

130

La Morra

164

Barolo

186

Castiglione FaLletto

202

Monforte

228

Serralunga

254

Novello

258

Verduno

262

Grinzane, Diano, Roddi og Cherasco

264

Barbaresco DOCG

268

Barbaresco

290

Neive

302

Treiso – San Rocco d’Elvio

308

Roero

316

Dogliani

326

Producenter uden for zonen

340

Ordbog

342

Importørliste

344

REGISTER 11

BAROLO_195x260_OK.indd 11

06/08/12 18.16


12

BAROLO_195x260_OK.indd 12

06/08/12 18.16


Forord

Forfatterens bemærkninger

J

eg blev opmærksom på, at det var på tide at skrive en ny bog om barolo under et besøg i distriktet i slutningen af høsten 2010. Her besøgte jeg den relativt unge Monforteproducent, Ferdinando Principiano, som havde solgt sin rotofermentor og i stedet fodtrampede baroloen fra Boscareto uden at fjerne stilkene først og uden tilsætning af svovl overhovedet – som den vildeste natur-bourgogne. Helt nye toner i mine ører, ligesom et efterfølgende besøg hos Aldo Conterno, hvor sønnen Giacomo, som nu har taget over sammen med sine to brødre, konsekvent betegnede tiden i slutningen af 1990’erne – hvor jeg lavede researchen til min første bog om vinene fra Piemonte, der udkom i 2000 – som plastikårene: Baroloens boom-år, hvor alt og alle kom ud af hullerne og lavede barolo overalt i størst mulige mængder. For sit eget vedkommende forklarede Giacomo, hvordan familien havde skåret produktionen ned til en tredjedel, i forhold til da det gik vildest for sig, og i øvrigt forlænget macerationen (udblødningen af drueskallerne i vinen) fra modernistiske otte dage til – med hans egne ord – næsten talebanske syv uger. Her er sket noget, tænkte jeg ved mig selv: Traditionalisterne havde nu igen fået farve i kinderne efter heftig modvind i 90’erne, hvor selv Maria Teresa Mascarello fra Bartolo Mascarello havde svært ved at sælge sin vin, og end ikke Giacomo

Conterno var i stand til at opnå de tre glas i Gambero Rossos årlige vinguide, som en debuterende modernist som Gianfranco Alessandria fik allerede i sin første årgang. Et andet godt argument for at genoptage arbejdet med barolo var den nye lov om de geografiske tillægsbetegnelser – populært kaldet cruer – som netop trådte i kraft i disse dage i efteråret 2010. Det var meningen, at kortlægningen, som allerede var under forberedelse, da jeg skrev min første bog, skulle pointere områdets lighed med Bourgogne, hvor marknavnene – cruerne – også dyrkes i udstrakt grad på etiketten. Som man kan læse s. 43 forløb kortlægningsarbejdet absolut ikke uden sværdslag, men selv om resultatet, især for Barolos vedkommende, er blevet ujævnt og helt uden nogen form klassifikation, så er der ingen tvivl om, at det kommer til at få historisk betydning for distriktet. Og ikke mindst for forbrugeren, som om kort tid vil blive præsenteret for en ny virkelighed med nye navne på etiketten af ellers velkendte vine. Hvor min første bog om området handlede om vinene fra hele Piemonte, har jeg denne gang valgt at koncentrere mig om vinene fra området rundt om Alba: Barolo og Barbaresco samt de nærmeste naboer Dogliani og Roero. Selv om der bestemt findes drikbare barberaer i Asti-distriktet, og at det er interessant, at der dyrkes nebbiolo i Novara i det nordøstlige Piemonte, 13

BAROLO_195x260_OK.indd 13

06/08/12 18.16


er jeg kommet til den erkendelse, at det er barolo og barbaresco, som driver interessen – både for mig selv og for læseren. Der er langt mellem snapsene ude i resten af Piemonte, det kræver lang tids søgen at lokalisere noget, som er bare melleminteressant, og vine af barolos storhed finder man slet ikke. For mig – og forhåbentlig også for læseren i sidste ende – har det været givtigt at begrænse mig, for til gengæld at kunne bruge både tiden og pladsen på at komme mere i dybden med barolo og barberesco. Det har for eksempel givet mig mulighed for at besøge nogle af Barolos randområder som Novello og Verduno, hvor jeg har fundet nye yndlingsproducenter. Selv om området er begrænset, har jeg foretaget langt flere producentbesøg end forrige gang, tæt ved alle barolo- og barbaresco-producenter er genbesøgt, og lige så mange nye er blevet indlemmet i folden. Det har taget seks researchrejser à en uges varighed inden for et år. Et omfattende stykke arbejde, som har gjort, at jeg fundet det passende at lave en regulær nyskrivning af den gamle bog i stedet for bare at lave et par opdateringer på den gamle med lidt rettelak. Eftersom jeg selv hader, når nogen forsøger at sælge mig noget, som jeg allerede har i forvejen, med en overfladisk ansigtsløftning, har jeg bestræbt mig på at skrive en helt ny bog. Kapitlet om Barolos

historie er som det eneste genbrugt i stort set sin fulde form – det er begrænset, hvor meget den del af historien har ændret sig. Desuden kan det ske, at en sætning eller to går igen fra den gamle bog, især hvor det gælder geografiske forhold og cruer. Men ellers vil jeg tro, at der er mere end brug for en god lup for at få øje på genbrug. For at gøre bogen så effektiv som opslagsværk som muligt er enkelte oplysninger gentaget i bogen under for eksempel både cru og producent. Hvis nogen, mod min forventning, skulle vælge at sætte sig ned og læse bogen fra A til Z, må de så være beredt til at bære over med disse gentagelser. Producenter og årgange vurderes med stjerner på en skala fra en (★) til seks (★★★★★★). Der gives også halve stjerner (★).

14

BAROLO_195x260_OK.indd 14

06/08/12 18.16


15

BAROLO_195x260_OK.indd 15

06/08/12 18.17


Indledning

Den store, men også svære vin

N

år bilen nærmer sig Alba, og Langhe-bakkerne dukker op i landskaberne med deres borge på hver en bakketop, reagerer jeg som en pavlovsk hund: Et øjeblikkeligt velbefindende indfinder sig i kroppen, en blanding af ro over endelig at være nået frem til målet, det forjættede land, og en vis spændt opstemthed over de sanselige oplevelser, som er i vente: Store vine, uendelige mængder af nærende mad, storslåede udsigter og folk, der forstår at hygge sig mindst lige så godt som danskere. Her på disse skråninger finder man to gastronomiske specialiteter, som ikke har deres lige noget andet sted i verden: nebbiolo-druen og de hvide trøfler. Nebbioloen vil altid være synonym med den store barolo – og i mindre udstrakt grad barbaresco – ingen andre steder er den i stand til at skabe samme sublime udtryk. Det enestående ved nebbiolo her er, at den på den ene side besidder det, man normalt vil kalde med maskuline træk: En stor krop i form af relativt høj alkohol – loven fordrer minimum 13 %, men i realiteten er vi ofte oppe i 14,5 % eller mere – og masser af struktur i skikkelse af et af de højeste tanninniveauer (garvesyreniveauer), man finder i nogen vin. På den anden side det feminine: Der er træk i vinens aroma, der stort set altid indbefatter kirsebær og lakrids ofte svøbt i en fløjlsagtig robe, som får den til at ligne pi-

not noir i meget høj grad. Men hvor barolo måske sjældent er lige så uforbeholdent pleasende som den pinot-baserede bourgogne, så er den til gengæld mere kompleks: Få vine, om nogen, kan på samme måde holde én underholdt i timer, mens nye lag af aromaer dukker op i glasset: Florale noter af rose og viol, bærtoner gående fra lyse ribs og jordbær over kirsebær til blåbær og solbær hos de allermest hårdtpumpede modernister. Chokolade, blommer og tørret frugt – ofte sveske – er også på paletten. Og så kommer krydderierne, altid lakrids og noget tørt eksotisk træ, kamfer-, ceder- eller sandeltræ samt tobak. Og med tiden de balsamiske noter af tørrede funghi porcini, trøfler, soja og tjære. Tanninen er og bliver nebbioloens store kors, garvesyren som på én gang er med til at gøre det til en af klodens mest lagringsværdige og længelevende vine, samtidig med at den i bedste fald kræver en indlæringsperiode på flere år og i værste fald skræmmer i hobetal af forbrugere væk. Man skal nok være bare en lille smule masochist for fuldt at elske barolo. Modernistbølgen, som især rasede op gennem 1980’erne, 90’erne og starten af 00’erne, var således baroloens ungdomsoprør, det var drømmen om at gøre nebbiolo til en nem vin: Blød, letforståelig og umiddelbart drikkelig. Det var selvfølgelig naivt, for ligesom studentermarxisterne ikke fik gennemført revolutionen, og hippierne

16

BAROLO_195x260_OK.indd 16

06/08/12 18.17


17

BAROLO_195x260_OK.indd 17

06/08/12 18.17


G책rden Il Favot er hjemsted for Aldo Conterno

18

BAROLO_195x260_OK.indd 18

06/08/12 18.17


ikke skabt nirvana på jorden, kan man ikke gøre baroloen til det, den absolut ikke er. Men på samme måde som ungdomsoprøret var nødvendigt, fordi det førte en masse reformer af både samfundsliv og privatsfære med sig, var modernisternes oprør nødvendigt, fordi det fik de slumrende traditionalister vakt til live, fik dem til at gå fremstillingsmetoderne efter i sømmene og stramme op, hvor det var nødvendigt. I dag, hvor den klassiske barolo står stærkere end nogensinde, er det mit indtryk, at meget få af de helt unge i området ønsker at lave modernistisk barolo med nye barriques (små franske egefade) og ultrakorte vinifikationer. Men det afgørende er, at de er i stand til at være traditionalister på et helt anderledes oplyst grundlag end deres bedsteforældre. Nytraditionalisterne, som jeg kalder dem, er for eksempel i stand til at begrænse brugen af kemi i markerne og i kælderen, kontrollere høstudbyttet og vinifikationen og sørge for fornuftig vedligeholdelse og udskiftning af samlingen af store fade. Sideløbende med modernisternes oprør har Barolo-området fra starten af 1960’erne oplevet en gigantisk vækst. Hvor det normale dengang var, at bønderne kombinerede vin med frugtavl og dyrehold, er der i dag vin plantet på alle skråninger. Beplantningen er således tre- eller firedoblet siden tresserne, og produktionen af barolo er fulgt med. Ikke mindst de seneste

par årtier er det gået rigtig stærkt – siden jeg skrev min sidste bog, er produktionen fordoblet: Fra 1996 til 2011 er det årlige antal af flasker barolo steget fra 6,2 til 12,6 millioner. Umiddelbart har dette boom ikke haft nogen betydning i negativ retning på kvaliteten, fordi produktionsmetoderne samtidig er blevet forbedret så mange steder, men mon ikke vi er ved at nå en grænse for baroloens udbredelse? Maden i Langhe har ikke i samme grad været udsat for revolutioner som vinen. Bortset fra Piazza Duomo i Alba, hvor kokken Enrico Crippa tryller med molekylær modernisme, holder kogekunsten sig relativt tæt til de gastronomiske traditioner, som er udviklet i symbiose med vinen. Det er på alle planer et af de rigeste køkkener i Italien, bestemt ikke noget sted at henlægge en slankekur. Men restauranterne holder generelt et højt niveau – jeg plejer at sige, at man virkelig skal lede grundigt for at finde en dårlig restaurant her. På toppen af det fine udvalg af lokale gastronomiske specialiteter står den hvide trøffel – en vild underjordisk svamp, som det endnu ikke er lykkedes at dyrke. Med sin karakteristiske penetrerende aroma, der mest af alt minder om gas eller hvidløg, kroner den i sæsonen, der varer fra midt i oktober til jul, Langhe-besøget med den ultimative sanseoplevelse.

19

BAROLO_195x260_OK.indd 19

06/08/12 18.17


20

BAROLO_195x260_OK.indd 20

06/08/12 18.17


21

BAROLO_195x260_OK.indd 21

06/08/12 18.17


Regionen

Landet ved bjergets fod

P

å en klar dag kan man altid se de hvide snedækkede alper i baggrunden, næsten overalt hvor man befinder sig i Piemonte. Om vinteren, når solen står lavt, kastes et lyserødt skær over bjergene, så de nærmest ser ud, som var de lavet af candyfloss. For en dansker, der er vant til at gå rundt med en forestilling om, at verden ligger åben, fordi horisonten i vores flade land ikke er afgrænset, er det en sær oplevelse. Konstant bliver man mindet om, at man befinder sig på et stærkt afgrænset areal, ja nærmest et vakuum. Det er disse bjerge, som har lagt navn til regionen, landet ved bjergets fod – Piemonte – og det er disse bjerge, som på godt og ondt har udgjort regionens skæbne. Gennem historien har alperne, der også danner grænsen til Frankrig i vest, og Appenninerne, der afskærer regionen fra Genova og Middelhavskysten, holdt Piemonte i en tilstand af isolation. Isolationen har gjort piemonteserne til et relativt lukket og traditionsbundet folkefærd, nye tanker og idéer har generelt haft sværere ved at trænge igennem her end i for eksempel Toscana. Piemonteserne – ikke mindst dem i Langhe – er regionalister. Det kan have en lidt skræmmende klang her i det nordlige Italien, hvor bevægelser som Lega Nord står stærkt. Men det kan også have sine fordele, for hvor vinbranchen har været længe om at komme på international omdrejningshøjde, er det bestemt i dag en styrke, at man har bevaret sin egenart i stedet for at kaste de traditionelle, lokale druetyper over bord. Man kan

også argumentere for, at gastronomien har profiteret af denne isolation, for udtrykket står klart og regionalt uden forstyrrende nationale og internationale elementer. Selv om man måske umiddelbart forbinder Italien med det eksotiske syden, så ligger Piemonte faktisk på breddegrad med Bordeaux og har nogenlunde samme temperatur og nedbørsforhold om sommeren – om vinteren bliver her ganske koldt. I den sydlige del af regionen i Cuneo-provinsen omkring byen Alba, som har omkring 30.000 indbyggere, finder man Langhe-bakkerne, som er hjemsted for Italiens to største vine, barolo og barbaresco. Lige på den anden side af Tanaro-floden ligger Roero, som egentlig ikke hører til Langhe (selv om Langhe DOC på lettere forvirrende vis lapper over), men så afgjort er en del af vinzonen Alba og derfor også med i denne bog. I Roero er den førende røde drue nebbiolo nøjagtig som i Barolo og Barbaresco, men stilen fra de mere sandede jorde her er ganske anderledes let, lys og jordbærduftende. Danskerne har vist ikke rigtig taget denne vin til sig endnu, men førende barolo- og barbaresco-producenter har mange år brugt Roero som kilde til deres charmerende feminine nebbiolo d’Alba. Det er dog slet ikke til at komme udenom, at det er Barolo, som er lokomotivet. Det var her, det hele udsprang, og det er stadig her, at koncentrationen af store producenter og vine er størst. De bedste vine fra Barbaresco er en tand mere feminine, men når samme niveau, til gengæld er der langt færre af dem, og dele af distriktet er endnu ikke udforsket til bunds.

22

BAROLO_195x260_OK.indd 22

06/08/12 18.17


Umiddelbart syd for Barolo-distriktet på vej mod det, man kalder Alta Langa – det øvre Langhe, som generelt er højere og mere vildt – finder man Dogliani. Dogliani er distriktet, hvor dolcetto-druen spiller førsteviolin, og producenterne arbejder mere med at få en mere seriøs og lagringsegnet vin ud af denne drue, der normalt bruges til unge friske mundrensende vine, som den lokale befolkning lapper i sig til maden i det daglige. Måske vil den nyvundne DOCG-status, som betyder, at vinen nu bare kan kalde sig Dogliani og ikke behøver at nævne druen på etiketten, hjælpe producenterne til at hæve sig lidt over den hurtige konsumvin – det er i hvert fald meningen. Det er kendetegnende for vindistrikterne omkring Alba, at de er dominerede af små familieejede vingårde, hvor ejeren, direktøren og vinmageren er en og samme person, mens salgs- og PR-arbejdet muligvis er uddelegeret til datteren i huset, fordi hun er den eneste i familien, der taler engelsk. Det er domaineproducenter, som i stil med bønderne i Bourgogne elsker at dyrke forskellighederne mellem de forskellige vinmarker. Her drikker man terroir og hjerteblod frem for brands. Og på trods af den stjernestatus, som er blevet området til dels, er vinproducenterne stadig forbavsende let tilgængelige og åbne for at bruge tid på besøgende. Det er dog sjældent sådan, at vinproducenterne ligefrem har bygget smagerum langs landevejen som i Napa Valley, ofte smager man i dagligstuen eller på kontoret.

I dag er det så klart nebbiolo-druen, som dominer på de fine skråninger på Langhes rullende bakker. Men tidligere var der masser af de mest fantastiske ferskner, og der er stadig bunker af verdens bedste hasselnødder her i Nutellaens hjemstavn – faktisk er den momentvise hørm fra Ferrero-fabrikkerne noget af det eneste irriterende, jeg kan komme i tanke om ved Langhe. Jeg tror faktisk, at man ville kunne tabe et hvilket som helst frø i denne forjættede jord, og der ville komme en guddommelig afgrøde ud af det. Heldigvis har ikke alt for mange fået øjnene op for Langhes lyksaligheder endnu. Jo, der er kommet flere turister end før – man løber for eksempel ind i masser af danskere, ikke mindst i juli – hvilket ikke var tilfældet, da jeg researchede til min første bog for 10-11 år siden. Og jo, antallet af hoteller og agriturismoer er øget med et par markante åbninger af high end resorts inden for de sidste par år. Men man møder forsat relativt sjældent fyldte busser med tørstige turister, og kommer man uden for sommersæsonen, har man stort set landevejene og det kønne landskab for sig selv. Jeg ved godt, at myndighederne arbejder hårdt på at få mere turisme til området, fordi det bringer penge til byen og i høj grad også promoverer vinen. Og det er selvfølgelig også fint nok, at restauranterne får et kundegrundlag, som kan holde dem i live. Men lad os håbe, at det ikke går som i Toscana, hvor man er tæt på at blive tromlet ned af tyske turistbusser, og det er svært at finde en restaurant, som ikke er en turistfælde. 23

BAROLO_195x260_OK.indd 23

06/08/12 18.17


Historien

Kongernes vin og vinenes konge

V

indyrkning har fundet sted i Piemonte siden 4-500 år f.Kr., formentlig bragt til området af grækerne. Med romernes kolonisering af Piemonte i første halvdel af det andet århundrede f.Kr. opstod en mere organiseret vinproduktion. Romerne anlagde vinmarker på skråningerne, byggede underjordiske kældre til vinificering og begyndte at lagre og transportere vinen på fade af træ. Nebbiolo-druen, der jo senere skulle blive nærmest synonym med barolo-vinen, som vi kender den i dag, dukker op i dokumenterne fra 100-tallet e.Kr. Blandt andet hos den latinske forfatter Lucio Columella, der skriver om en type af blå druer fra kølige områder i Norditalien, som giver vin, der dufter af god tjære. Disse vine var højt værdsat og blev blandt andet eksporteret til Rom. Første gang navnet nebbiolo optrådte med sikkerhed, var dog i Rivoli i 1268. Efter romerrigets fald blev Piemonte kastet frem og tilbage mellem forskellige magter og hertugdømmer, araberne plyndrede og voldtog sig også igennem regionen, hvorfor der stadig findes arabiske elementer i piemontesisk dialekt – man forstår, at der blev bygget borge og tårne på toppen af bjerge og bakker. Fra omkring 1000-tallet blev Piemonte en del af hertugdømmet Savoyen, der viste sig at blive en dominerende faktor i regionen helt op til slutningen af 1800-tallet. I 1713 blev Vittorio Amedeo II udråbt som konge for kongeri-

get, der havde hovedstad i Torino og på det tidspunkt også omfattede Sardinien. I midten af 1700-tallet havde vindyrkningen omkring Alba efterhånden taget en form, som kunne minde om dagens situation. I 1758 offentliggjorde Alba således et dekret – en slags forløber for DOC – som forbød blanding af områdets vine med inferiøre druer uden for zonen og fastsatte en årlig officiel dato på høstens start. Allerede i 1730 var navnet Barolo for første gang dukket op i forbindelse med nebbiolo-vin – i korrespondancen mellem engelske og piemontesiske købmænd – men der var stadig tale om sød vin. Det var først omkring 1840, at barolo som den tørre vin, vi kender i dag, så dagens lys. Det var en franskmand, som stod for udviklingsarbejdet, nemlig ønologen Louis Oudart, som var blevet hidkaldt af Grev Camillo Cavour, der senere selv skulle blive Italiens første premierminister. Eksperimenterne fandt sted i markisen af Barolo, Giulia Fallettis kældre, og Marchesi di Barolo blev således den første til at aftappe barolo på flaske. Kong Carlo Alberto blev efter sigende så begejstret for den nye vin, at han straks bestilte 325 fade – ét til hver af årets dage (fraset fasten). Således opstod hurtigt baroloens legendariske tilnavn ”Kongernes vin og vinenes konge”. Medvirkende til at styrke barolos royale aura var også, at Vittorio Emanuele II’s søn med elskerinden Rosa Vercallana, Emanuele greve af Mirafiore,

24

BAROLO_195x260_OK.indd 24

06/08/12 18.17


I kælderen hos Giuseppe ”Beppe” Rinaldi

25

BAROLO_195x260_OK.indd 25

06/08/12 18.17


26

BAROLO_195x260_OK.indd 26

06/08/12 18.17


plantede vinmarker omkring jagtslottet Fontanafredda i Serralunga d’Alba, som den dag i dag er den største ejendom i Barolo-distriktet. Først i 1890 – 50 år senere end i Barolo – nåede udviklingen til Barbaresco, da det lykkedes Domizio Cavazza at gære nebbiolo-vinen herfra helt tør. Cavazza var i øvrigt leder af ønologstudiet eller vinskolen i Alba, der blev grundlagt i 1881 og har haft stor betydning siden. I 1894 startede Cavazza det første kooperativ i Barbaresco. Det var også i sidste halvdel af 1800-tallet, at de fleste store vermouth- og spumantefirmaer blev grundlagt omkring Alba og Asti. Virksomheder som Martini & Rossi, Cinzano, Gancia og Riccadonna dukkede op i kølvandet på den industrielle revolution, hvor Piemonte førte an i sin egenskab af at være regeringscentrum for den nye italienske republik, der blev samlet i 1861. Som så mange andre vinregioner i Europa blev Piemonte ramt af vinlusen phylloxera omkring overgangen til det 20. århundrede. Bagefter fulgte opbygningsarbejde og genplantning – barbera blev herefter den mest udbredte drue i Piemmonte, mens nebbiolo fik styrket sin position, hvad kvalitet angår – den gang var gattinara fra den nordøstlige del af regionen i øvrigt lige så eftertragtet som barolo. 20’rne var en periode præget af etableringen af flere af de store négocianthuse – Prunotto for eksempel. Samtidig oplevede landbruget, at en del af arbejdskraften lod sig lokke af den boomende industri i storbyerne Torino og Milano. I 1934 blev konsortiet (producentsammenslutningen) for Barolo og Barbaresco dannet – på dette tidspunkt var der efterhånden blevet etableret en handelsstruktur for Langhevinene organiseret omkring Alba. Men så kom Anden Verdenskrig og bombede vinbranchen tilbage til nul igen. Alle

handelssystemer brød sammen, og vinen blev nu igen kun fremstillet til umiddelbar lokal konsumption. Efter krigen var lagrene af barolo efter sigende så store, at de blev solgt for samme priser som barbera. Og det tog meget lang tid før handelsstrukturen og området i det hele taget kom på fode igen. Følgelig sluttede man sig endnu engang sammen i kooperativer, både Terre del Barolo og Produttori del Barbaresco blev dannet i 1958. Men kriseårene varede i adskillige årtier og skræmte ungdommen bort fra vinbruget, der ikke synes at kunne byde på en ordentlig fremtid – det blev således i slutningen af 60’erne nødvendigt at importere arbejdskraft fra det sydlige Italien. Og egentlig må man sige, at det er først er fra 80’erne og fremefter, at det for alvor er begyndt at gå godt for Barolo og omegn. Et sidste sørgeligt appendix til Piemontes vinhistorie blev skrevet i 1985, da nogle producenter i Narzole blandede deres barbera op med den dødsensfarlige methanol (træsprit). Skandalen havde katastrofale følger for det italienske vinsalg de følgende år. Men der er dem, som mener, at skandalen på sigt var gavnlig for kvaliteten, idet den tvang de italienske producenter over en bred kam til at højne kvaliteten for igen at vinde såvel inden- som udenlandske forbrugere og opkøberes tillid.

27

BAROLO_195x260_OK.indd 27

06/08/12 18.17


Glasballoner kaldet damigiane og traditionelle koniske egefade, tini

28

BAROLO_195x260_OK.indd 28

06/08/12 18.17


Négocianter og domainer fra købmandsvælde til bondemandsvin

I

ndtil for 30-40 år siden var de domaine-aftappede baroloer, som i dag præger markedet, et sjældent syn. Stort set al vin på flaske blev solgt gennem négocianterne (købmændene), som baserer deres aftapninger på indkøbte druer eller vin. Det var dels de store velkendte firmaer som Fontanafredda og Marchesi di Barolo, der stadig er markedsledende, men også – hvad man kan have en tendens til at glemme – folk som Conterno-brødrene (dengang arbejdede Aldo og Giovanni endnu sammen) Gaja og Ceretto lavede dengang deres vine på basis af opkøbte druer. Der var med andre ord et system, hvor négocianterne havde vinifikationsfaciliteterne, brandet og adgang til markederne, mens bønderne ikke var andet end underleverandører. Og i négocianternes storhedstid var det nemt at købe de druer, man havde brug for, så ingen af dem kunne drømme om at investere i egne marker. En væsentlig del af forklaringen på dette forhold er, at vinbrugene i Langhe generelt er meget små, gennemsnittet i Barolo – som vel og mærke er vokset en del de sidste 20 år – er på to hektar barolo per avler. Lægger man barbera og dolcetto til, bliver tallet lidt højere, omkring 3,5 hektar. Da der selvfølgelig også er nogle relativt store

jordbesiddere, siger det noget om, at der har været et hav af meget små jordholdere. Før i tiden var det også normalen, at man havde blandet landbrug på sin ejendom. Vinen blev suppleret med ferskener, hasselnødder, hvede og majs – mange var i vid udstrækning selvforsynende. Hvad angår vinen, solgte man typisk hovedparten af druerne til négocianterne, men mange vinificerede også lidt selv og solgte vinen på damigiana – glasballon. Selv en producent som Bartolo Mascarello, hvis farfar som en af de første små producenter rev sig fri af både négocianter og kooperativer i 1918, solgte hovedsageligt sin vin på damigiana indtil langt op i 60’erne. Aftagere af vin på damigiana var de lokale – private, der fik fyldt dunken med hverdagsvin op, så vel som restauranter, der købte ind i store mængder til husets vin. Man skal tænke på, at vinkonsumptionen per indbygger i Italien dengang var mere end dobbelt så stor som i dag, og vinen var altid husets – noget man drak, ikke noget man snakkede om eller studerede etiketter på. Vin var et generisk produkt, og kvalitet var ikke noget, man gik synderligt op i. Bønderne følte ikke, at négocianterne belønnede kvalitet, så det handlede bare om at producere så mange kilo druer som 29

BAROLO_195x260_OK.indd 29

06/08/12 18.17


muligt. I kælderen gik man heller ikke op i, om fadet var rent, og vinen oxideret, eftersom den blev solgt billigt og uden etiket. Man kan sige, at der var tale om en ond cirkel: Så længe kvaliteten af barolo generelt ikke var højere end som så, kunne vinen ikke vinde nye markeder, og dermed kunne man ikke få de fornødne priser for den. Og netop den manglende udsigt til at kunne afsætte vinen til en fornuftig pris har gennem tiden været afholdt mange vinbønder fra selv at begynde at vinificere og aftappe på flaske. Faktisk skulle der – som så ofte set før – en krise til at sætte gang i udviklingen. Under 1970’ernes lavkonjuktur reducerede négocianterne deres indkøb og pressede bønderne hårdt på prisen. Elio Altare fortæller, hvordan det var umuligt for ham at komme af med druerne i den ellers gode årgang 1975. Gang på gang tog han turen ind til Alba for at sælge druerne, mens négocianterne for at presse prisen blev ved med at nøle, indtil man nærmede sig tiden, hvor druerne ville rådne op. Herefter overtalte han sin far til at begynde at producere og sælge vinen selv. Det gik på det tidspunkt så dårligt i vinbruget, at ungdommen flygtede fra erhvervet ind til industrien og servicesektoren i byerne. I mange tilfælde var sønner og døtre simpelthen tvunget til at tage andet arbejde, indtil de kunne overtage vingården efter deres far, fordi

der var for lidt penge i vinen til at forsørge mere end én familie. Da Andrea Oberto således overtog tre hektar i La Morra fra sin far i 1978, var der ikke nok for ham til at leve af, så han måtte fortsætte med sit job som lastvognschauffør, mens han dyrkede vinmarkerne i weekenden, når han havde fri. Man kan sagtens forestille sig dilemmaet, når sønnerne har stået over for valget om at skulle sælge familieejendommen eller vende hjem til det, som blev opfattet som en taberbranche, for at levere druer på samlebånd til négocianterne eller kooperativernes store blandingskar. Mange valgte at sælge, mens andre vendte tilbage til fødegården for selv at begynde at vinificere druerne og sælge vinen på flaske. Det er absolut ikke nogen nem opgave at starte sådan en produktion op, for udover at rejse penge til at investere i vinifikationsudstyr skal man jo også have et marked. Op gennem 80’erne og 90’erne var der dog tilstrækkelig medvind for barolo og barbaresco til, at det kunne lade sige gøre for mange. Ikke bare har økonomien været mere gunstig, og markeder har åbnet sig ude i den store verden, forskellige medier – typisk vinguides – har gjort det muligt for nye producenter at få deres navn gjort kendt på få år, hvor det før kunne tage generationer. I nogle få tilfælde kan man endda sige, at markedet er kommet til vinbonden:

30

BAROLO_195x260_OK.indd 30

06/08/12 18.17


Den amerikanske agent Marc de Grazia gik således fra dør til dør sammen med Elio Altare og tilbød en pakke af rådgivningen til opstart af produktion og efterfølgende adgang til det amerikanske og andre internationale markeder. En hel stribe af små, modernistisk orienterede producenter, som for eksempel Luigi Pira, Alessandria, Revello og Veglio er kommet i gang på den baggrund. Når man ser, hvor mange af bønderne i Langhe som først er kommet i gang med at lave vin i den nuværende generation, står det klart, at området i realiteten er relativt ungt som kvalitetsvinsdistrikt. Og så er det måske også nemmere at forstå, hvorfor der de senere årtier har været så store omvæltninger i produktionsmetoderne og sammenstød mellem traditionen og fornyerne. Sideløbende med at de små vinbønder blev selvstændige, udviklede også négocianterne sig til at være domaineproducenter. Det handlede først og fremmest om at have kontrol over druematerialet for at sikre sig den højest mulige kvalitet. Måske forudså de også den fremtidige situation, hvor det år for år er blevet sværere at købe de allerbedste druer, fordi leverandørerne af dem er blevet selvstændige producenter. Gaja var den første, som på dogmeagtig vis erklærede, at han fremover udelukkende ville arbejde med druer fra egne marker allerede i 1961, da han var

færdig med sin uddannelse og begyndte at arbejde i familiefirmaet. Op igennem 60’erne og de følgende årtier fulgte så opkøbene, som er stoppet ved foreløbig 100 hektar i Langhe. Aldo Conterno brød med sin bror Giovanni og familefirmaet Giacomo Conterno i 1969 og sikrede sig gården Il Favot. Fem år senere købte Giovanni Conterno så hele Cascina Franciaejendommen i Serralunga på 16 hektar, som dengang var beplantet med hvede og andre afgrøder, for en slik – i dag hvor Monfortino herfra til omkring 2.500 kroner (sammen med Gajas enkeltmarksvine) er Langhes dyreste vin, må vi konkludere, at han gjorde en god forretning. Ceretto begyndte deres opkøb i 1970, mens Bruno Giacosa først kom i gang med sine investeringer i 1981, i dag råder han således over 21 hektar, hvorfra topprodukterne kommer, mens han stadig bruger indkøbte druer til husets standardaftapninger. Når man ser på udbuddet af marker og prisniveauet i dag, som gør det stort set umuligt at opbygge en ejendom af den kaliber, må man sige, at de, der nåede at købe i tide, foreløbig ser ud til at være de store vindere i spillet om baroloen.

31

BAROLO_195x260_OK.indd 31

06/08/12 18.17


Det gamle gĂŚringskar af eg, hvori Luigi Pira i 1981 begik selvmord 32

BAROLO_195x260_OK.indd 32

06/08/12 18.17


Modernister og nytraditionalister Våbenhvile indledt

F

or at forstå striden mellem modernisterne og traditionalisterne i Langhe, som er en af vinverdenens mest legendariske fejder, er det nødvendigt at forstå, at man har et ganske særligt forhold til traditionen i Langhe. Traditionen anses for at være en kvalitet i sig selv, nærmest en ideologi, hvor man ikke nødvendigvis stiller spørgsmålstegn ved det formålstjenestlige i forskellige konventioner, men følger dem, blot fordi det er traditionen. Regionalismen trives over hele Italien, men den synes særlig stærk her i Piemonte, som afskåret af bjergkæder på alle flanker, bortset fra øst, historisk set har været relativt isoleret. Sammenligner man på vinområdet med for eksempel Toscana, så gik det meget hurtigere og mere gnidningsløst at få indført den fornødne modernisering af vinproduktionen i denne centralitalienske region. Selv om der selvfølgelig stadig er mange traditionelle producenter i Montalcino, så har spørgsmålet, om hvorvidt man skulle bruge barriques eller ej aldrig, udviklet sig til at blive eksistentiel og i stand til at splitte familier for altid. En del af forklaringen herpå er, at Langhe med sine mange små familiebrug er en sand bondekultur, mens Toscana, som i mindre grad er kommet fri af feudalismen, er præget af

meget større ejendomme og mere kommerciel tankegang. Man skal prøve at forestille sig den tid og forfatning, vinbranchen var i, dengang de første modernister dukkede op. Et godt billede på tiden stammer fra Edward Steinbergs bog om Angelo Gaja, ”The Wines of San Lorenzo”, hvor Gaja tilbage i 1970’erne har besøg af Robert Mondavi fra Napa Valley. Efter de har kørt rundt i Langhe i nogen tid, spørger Mondavi, hvad det er for en underlig lyd, han bliver ved med at høre. Gaja svarer, at han lige har haft bilen på værksted, så den kan det ikke være, hvorefter spøgefuglen Mondavi forklarer, at lyden, han refererer til, er den voldsomme snorken, hele den slumrende vinregion frembringer. Mondavi hentyder for eksempel til de ellers så fint eksponerede skråninger i Langhe, som på det tidspunkt i lige så så høj grad er dækket af afgrøder som majs, hvede og ferskner som med vinstokke. Det, Mondavi ser, er en region, som ville kunne lave vine, der ville kunne konkurrere med de fineste i verden, hvis bare producenterne vågnede op og tog nogle mere tidssvarende teknikker i brug i marken så vel som i kælderen. Heldigvis ligner Langhe endnu ikke Napa Valley, som hvert år modtager flere 33

BAROLO_195x260_OK.indd 33

06/08/12 18.17


turister end selv Disneyland, skal vi skynde os at sige. Og fornuftigt afviste Gaja senere at indgå i joint venture med mastodonten Mondavi. ”Det ville være som en myg, der havde sex med en elefant,” som Gaja i dag udtrykker det. Men Mondavi havde absolut en pointe i, at Langhe var et slumrende vindistrikt med et kolossalt potentiale, det har tiden siden tydeligt vist. Og selve det forhold, at Gaja hang ud med Mondavi, var selvfølgelig også et bevis på, at den unge søn af Barbaresco havde indset det. Gaja var allerede i fuld gang med at orientere sig mod, hvad der foregik uden for højene i Langhe, og hjembragte især inspiration fra Bordeaux. Selv om det oftest er brugen af barriques, som nævnes, når talen falder på modernisterne, så har indførslen af grønthøstningen (nærmere beskrevet s. 50) helt sikkert medført mindst lige så mange familiefejder. Teknikken var en af de første, Gaja tog med sig hjem, og det vakte mildest talt furore, da bønderne i Barbaresco pludselige så gode sunde drueklaser ligge afklippet og rådne på jorden i markerne – de troede simpelthen, at unge Angelo var blevet sindssyg. Konsekvenserne var dog langt voldsommere, da den unge Elio Altare nogle år senere begyndte at grønthøste og blev grebet i det af sin far, der stadig var patriarken på vingården: Elio blev forvist fra familiedomænet og gjort arveløs og måtte senere, lire for lire, købe ejendommen tilbage af sin søster, da han vendte tilbage oven på faderen død. For en piemontesisk vinbonde af den generation, som havde oplevet ægte sult og fattigdom under krigen, var det at skære klaser af midt under vækstsæsonen lige så forrykt som at amputere sin egen arm. Hvor det i dag er stort set umuligt at finde en Langhe-producent, som slet ikke grønthøster – jeg kender i hvert fald ikke nogen – så deler brugen af de små franske

barriques stadig vandene (læs vinifikationen s. 59). Gaja begyndte at introducere dem i det små fra 1969, Beppe Colla fra Prunotto var også blandt de første til at gøre eksperimenter i den retning. Gaja og senere flere producenter efter ham fandt, at især det skud af ilt, de små porøse barriques tilfører vinen (modsat de store mættede gamle fade, hvor der ikke er megen iltudveksling), fikserer vinens frugt og farve og var et skridt i den rigtige retning mod en barolo eller barbaresco, som gav mere glæde. Modstanderne, traditionalisterne, fandt derimod, at de tydelige noter af blandt andet vanilje, kaffe og chokolade, som barriquesene fører med sig, ødelægger nebbioloens fine og komplekse duft og smag. Fra starten af 70’erne begyndte modernisterne at afkorte macerationen – udblødningen af drueskaller i mosten. Dengang var det kutymen at lade vinen ligge på skallerne i ugevis, efter at gæringen var stoppet for at udtrække, men Renato Ratti mente, at vinen på denne måde mistede sin frugt, absorberede for meget hård garvesyre og i sidste ende blev tør og trist. Ratti var således en af de første til at separere vinen fra skallerne, umiddelbart efter at den var færdiggæret, hvilket vil sige, at macerationen blev skåret ned fra cirka en måned til 10-15 dage. I 1980’erne og 1990’erne skar andenbølgemodernisterne anført af Elio Altare yderligere ned på macerationen. Man tog det radikale skridt at hælde vinen/mosten fra skallerne, mens den stadig gærede. I 1994 nåede Altare ned på bare 40 timers maceration – med andre ord en nærmest turboagtig vinifikation, som krævede høje temperaturer og en meget intens ekstraktion på rotofermentor for at nå at få trukket den fornødne smag og farve ud af skallerne. Resultatet var – og er – en meget mørk, frugtig og saftig vin med et element af frisk, endnu ikke færdiggæret most,

34

BAROLO_195x260_OK.indd 34

06/08/12 18.18


Giuseppe ”Beppe” Rinaldi trækker en fadprøve

BAROLO_195x260_OK.indd 35

35

06/08/12 18.18


Gamle cementtanke hos Bartolo Mascarello

36

BAROLO_195x260_OK.indd 36

06/08/12 18.18


relativt blød i tanninerne havde det ikke været for lagringen på de op til 100 procent nye barriques, som tilfører vinen ny tannin fra egetræet. En umiddelbart drikbar vin, for som Altare siger, så bliver en vin jo ikke nødvendigvis i sig selv bedre af først at kunne nydes om 20 år. Angelo Gaja var tidligt ude at vise vejen, men det var først, da Altare og de andre andenbølgemodernister kom på banen, at der for alvor kom bredde i det moderne oprør. Hvor Gaja, ifølge blandt andre Enrico Scavino, aldrig havde spillet med åbne kort, fungerede andenbølgemodernisterne i høj grad som et kollektiv. Man var en gruppe relativt unge og uerfarne producenter, som mødtes jævnligt og smagte blindt, dels hinandens vine, dels flasker fra alle mulige andre egne af kloden. Og man drog på studieture sammen til især Bourgogne, som er forbilledet for flere i gruppen, der ud over Altare oprindelig talte Domenico Clerico, Guido Fantino (Conterno-Fantino) Marco Parusso, Enrico Scavino, Luciano Sandrone, Giorgio Rivetti m.fl. Et andet emne, som var rigtig stort under modernismens storhedstid i 80’erne og 90’erne, men som nu er helt forsvundet, er de internationale (læs franske) druer. Angelo Gaja plantede i 1978 cabernet sauvignon i Barbaresco til vinen Darmargi, som udkom første gang i 82-årgangen. Til faderens store fortrydelse, idet han udbrød ”darmargi!” – hvilken skam. I 1985 kom Conterno-Fantinos Monprà, en blanding af nebbiolo og barbera tilsat 10 procent cabernet, som dannede skole blandt modernisterne. Eksempelvis indeholdt La Spinettas Pin i en periode 25 procent cabernet. Men hvad der var mere alvorligt var, at de moderne producenter af særligt dybtfarvet barolo eller barbaresco kom under mistanke for på ulovlig vis at tilsætte vinen cabernet, merlot eller de lokale druer som

barbera eller freisa, der har væsentligt mere farvepigment end den notorisk lyse nebbiolo. Før i tiden var der faktisk tradition for at justere baroloen med lidt barbera enten for farvens skyld, eller hvis vinen manglede syre, men siden DOC-reglernes indførsel i 1966 har det været forbudt. I Barolo- og Barbaresco-konsortiet blev der således i 90’erne ført en række ophedede debatter, hvorunder det blev foreslået at bløde op på regelsættet, så det tillod tilsætning af en mindre procentdel af andre druer end nebbiolo, ligesom man for eksempel har set det i Chianti, men i sidste ende blev forslaget stemt ned. Ifølge flere lokale producenter har Gaja ved flere lejligheder foreslået en sådan opblødning, men selv har han altid afvist påstandene. Fra og med 1996-årgangen trak han imidlertid sine enkeltmarksvine fra Barolo og Barbaresco ud af DOCG og har siden markedsført dem som Langhe Nebbiolo DOC (som tillader tilsætning af op til 15 procent andre druer) med et opgivet indhold af barbera på femotte procent. Hans officielle forklaring herpå var, og er, at enkeltmarksvinene tog for meget opmærksomhed fra husets almindelige blandede barbaresco. Gajas beslutning om at forlade appellationen vakte en del furore på det tidspunkt. Mario Cordero fra Vietti, som sad i konsortiets bestyrelse, sagde dengang ligeud i forbindelse med researchen til min første bog, at han mente, at Gaja havde skadet barolo og barbarescos navne med sin gerning. I dag 11 år senere er der imidlertid faldet ro omkring emnet. Ingen anklager længere hinanden for at tilsætte baroloen cabernet, ja faktisk er stort set hver en plante af den forkætrede franske variant blev trukket op eller ompodet. Selv Gaja, som godt nok stadig laver Darmagi, indrømmer, at det langtfra er sikkert, at han i dag på samme måde ville have konverteret en nebbiolomark til cabernet. 37

BAROLO_195x260_OK.indd 37

06/08/12 18.18


Så umiddelbart ligner det den endelige lukning af et kapitel i Langhes historie, hvor man i et par årtier tog et skridt for langt ud på den internationale bane i håbet om at tilfredsstille den globale efterspørgsel på dybtfarvede frugtdrevne in your face-vine.

Nytraditionalismen Jeg forlod Langhe i 2000 – efter researchen til min første bog – som landet af funklende nye barriques og pumpende rotofermentorer, og da jeg vendte tilbage 10 år senere, var scenen tæt på at være totalt ændret. Hvor det ifølge folk som Maria Teresa Mascarello var nærmest umuligt at sælge traditionel vin i 90’erne, ja selv Roberto (Giacomo) Conterno brokkede sig over modvind i de italienske vinguides dengang, så er folk i dag i højere grad på jagt efter traditionel barolo. Det er absolut ikke længere hipt at sige, at man bruger Beppe Caviola, som var Altarismens hovedønolog i 90’erne, som konsulent. De fleste nedtoner i dag hans betydning og siger, at de udelukkende bruger Caviolas laboratorium til at lave analyser af vinen, med mindre de helt har afviklet samarbejdet. Stort set over hele linjen er der skruet ned for brugen af barriques, mens macerationstiderne er blevet forlænget. Man skal nu til La Morra hos Elio Altare og hans nærmeste disciple for at finde kældre, hvor macerationen er kortere end selve den alkoholiske gæring. Nogle få af de gamle modernister er slået totalt om som for eksempel Ferdinando Principiano, der har solgt sine rotofermentorer, smidt den konsulterende ønolog og hans kemikersæt på porten og bruger nu kun barriquesene til at fodtrampe sin usvovlede topvin Boscareto. Andre er gået lidt mere gelinde til værks: Scavino for eksempel kører nu et år på barriques, hvoraf

bare 15 procent er nye, og derefter ét år på botti. Den gamle turbo-dreng Angelo (Albino) Rocca bruger nu kun 20 procent barriques, så vinen næsten ikke er til at kende. Fra 08-årgangen arbejder Roberto Voerzio også kun delvist med barriques. Og sådan kunne man blive ved. Samtidig er der på det nærmeste gået mode i lange macerationstider. Hos Aldo Conterno, hvor man i turbo-90’erne var nede i otte til 10 dage, macererer man nu i op til syv uger. Fenocchio eksperimenterer med lignende perioder – 80 dage er den foreløbige rekord. Voerzio forekommer for en gangs skyld helt moderat her med sine bare 25-30 dage, hvilket faktisk er tilbage til den klassiske vinifikation, fra før verden gik af lave. At modernisterne generelt har skruet ned for turboen, er dog ikke den del af udviklingen i løbet af de ti sidste år, som har begejstret mig mest, men derimod det faktum, at traditionalisterne er kommet ind i kampen, og at de fleste af dem i dag producerer nogle særdeles attraktive vine. Man skal faktisk i dag lede længe blandt de mindre selvstændige producenter for at finde eksempler på den tørre hårde og frugtfattige brunligt-orange barolo, som var så udbredt for 15-20 år siden. Lidt forenklet sagt har noget af den burgundiske finesse og umådeligt fine og rene frugt, man altid har fundet hos en oplyst traditionalist som Bruno Giacosa, spredt sig til en bredere gruppe af traditionelle producenter. Årtiers modernistisk overherredømme har ganske enkelt fået de gamle slumrende traditionalister til at vågne op. Eller i mange tilfælde er det nok nærmere traditionalisternes veluddannede børn, som er kommet hjem og er begyndt at arbejde på vingården og har strammet op på kvaliteten. Listen af traditionalister, som har fået mere frugt i deres vine, er lang: Brovia,

38

BAROLO_195x260_OK.indd 38

06/08/12 18.18


Giuseppe Rinaldi, Bartolo Mascarello, Scarzello, Guido Rosso, Schiavenza, Ettore Germano, Burlotto, Elvio Cogno, Paolo Conterno med flere. Når man spørger producenterne, hvad de har ændret, siden frugten er blevet så fin, svarer de fleste, at de gør, som de altid har gjort – det er jo selve traditionalismens grundfilosofi. Men jeg må indrømme, at jeg ikke tror dem. Jeg ser først og fremmest en tydelig tendens til mere opmærksomhed omkring fadene. Mange er gået over til lidt mindre botti på omkring 20 hektoliter, og hvor man før i tiden beholdt sine botti så længe, som man overhovedet kunne holde sammen på dem, er de fleste i dag gået over til at skifte fadene efter 20 år eller før. Og i den periode er de fleste flittige til med nogle års mellemrum at kravle ind i tønden og skrabe den indvendige belægning af, så vinen igen kan ånde igennem træet. Netop den beherskede iltning under fadlagringen er nødvendig for at sikre vinens frugt – og det giver jo også mening, at træets tilstand betyder en del, når vinen i de fleste traditionalisters tilfælde ligger tre år på fad. Til gengæld kan denne nye tendens til friskere botti godt smages på vinen, som i de fleste tilfælde har fået en snert af egetræ i duften. I tilfældet Aldo Conterno, som kun bruger sine botti i seks år og altså dermed altid kører med 15-20 procent nyt træ, er træsmagen ganske voldsom – for voldsom efter min smag. Selv hos næsten talebanske producenter som Bartolo Mascarello og Beppe Rinaldi smager jeg i dag en snert af vanilje – faktisk serverede jeg under arbejdet med denne bog en Barolo fra Rinaldi blindt for en anden producent, som gættede på, at den havde fået lidt barrique! For mit vedkommende må jeg sige, at når man kan få så fin og saftig frugt ind i vinene, som de nævnte traditionalister har nu, ser jeg ingen grund til at bruge barriques.

Der er dog utvivlsomt også andre årsager til traditionalisternes nyvunde kvalitet: Efter som alle i dag grønthøster i en vis udstrækning, går jeg ud fra, at disse producenter i højere grad end før i tiden er parat til at selektere i deres materiale, til at ofre druer, når det er nødvendigt for at få den rigtige kvalitet. Ligesom jeg heller ikke er tvivl om, at disse producenter i dag er bevidste om tanninernes modenhed, når de høster, og ikke bare om der er nok sukker i druerne. Jeg smager også en øget saftighed i mange af vinene, til tider grænsende til det let mostagtige, som tyder på en let øget aktivitet under macerationen – mere overpumpning eller pigeage simpelthen. Noget andet er, at den brune – eller orange – oxiderede barolo stort set er forsvundet fra scenen. Her indrømmer unge Federico Scarzello, som hader brun barolo, at noget af det første, han gjorde efter at have taget over efter sin far, var at begynde at kontrollere mængden af ilt under vinifikationen stramt. Når Scarzello laver overpumpninger, foregår det oftest i et lukket system. Man kan med andre ord sige, at modernister og traditionalister har nærmet sig hinanden en del siden dengang i 80’erne og 90’erne, hvor striden var så indædt, at Voerzio-brødrene byggede en mur gennem kælderen på den fælles familiegård, så de ikke behøvede at se på hinandens henholdsvis barriques og botti. Faktisk er det sådan, at det indimellem kan være svært i dag i blindsmagninger at stadfæste, om en vin tilhører den ene eller anden gruppe. Men selv om krigen synes at være afblæst, og man ikke længere hører om sammenstød som dem, der fandt sted i Altare og Voerzios ungdom, så finder jeg det stadig relevant for overblikkets skyld at skelne mellem disse to fundamentalt forskellige måder at lave vin på. 39

BAROLO_195x260_OK.indd 39

06/08/12 18.18


Barolo - Vinene fra Alba