Issuu on Google+


Indhold Forord ved Morten Bruun Introduktion ved Graham Hunter 1 – Vejen til Wembley David Villa: El Guaje 2 – Messi: Vidunderbarnet Shaktar Donetsk-FC Barcelona 1-2 3 – Guardiola: Hjem fra eksil Athletic Bilbao-FC Barcelona 1-4 4 – Xavi: Styrmanden Dani Alves: Style, Inc. 5 – Cruyff: Geniet fra Amsterdam Real Madrid-FC Barcelona 2-6 6 – Guardiola: Perfekte Pep Sergio Busquets; En hård nyser 7 – Kejserne af Barça FC Barcelona-Real Madrid 2-0 8 – Puyol og Piqué: Barças umage par Victor Valdés: En rigtig mand 9 – La Masia: Talentfabrikken Pedro Rodríguez: The Comeback Kid 10 – Iniesta: Løsningernes mand Chelsea-FC Barcelona 1-1 11 – Real Madrid og FC Barcelona: De største rivaler Éric Abidal: En overlever 12 – Messi: Verdens bedste Epilog: Det lange farvel Appendiks A: Tidslinie Appendiks B: Referencer Appendiks C: Ordliste Appendiks D: Kriterier for valg af ny træner 

8 10 13 44 47 70 73 110 113 134 137 158 161 186 189 212 215 242 245 272 275 302 305 326 329 353 374 376 379 380


3 – Hjem fra eksil

»

Den der fantastiske gnist af inspiration og glæden over det helt særlige øjeblik – det er derfor, jeg er træner. Pep Guardiola

73


K

ontrakten på Pep Guardiolas forfremmelse til cheftræner for FC Barcelona blev underskrevet i maj 2008 – samme dag som hans tredje barn, Valentina, blev født. På det tidspunkt havde Guardiola allerede i et par måneder vidst, at han skulle afløse Frank Rijkaard. Men Pep var ikke en oplagt kandidat til jobbet. Langt fra. Præsident Joan Laporta havde bedt sine eksperter om at komme med ideer og inspiration til en ny træner. Laporta havde udnævnt vicepræsident Marc Ingla til at være ansvarlig for at komme med anbefalinger til trænerkandidater. Ingla nedsatte en ekspertgruppe, der skulle fremlægge potentielle emner for Barcelonas bestyrelse. Txiki Begiristain, der havde været fodbolddirektør siden 2003, viste sig at være en glimrende konsulent for Ingla – Begiristain var en velrenommeret fodboldkender med ekspertise i marketing og iværksætteri. Han spillede næsten 500 kampe for FC Barcelona under den glorværdige periode, hvor Johan Cruyff var træner, og Begiristain er en årvågen, moderne og kommunikativ fodboldhjerne. Allerede i oktober 2007 var det gået op for Begiristain, at det var en fejl at give Rijkaard en sæson mere efter hans Champions League-sejr i Paris. Begiristain var derfor begyndt at finde nye træneremner, lang tid før Laporta bad ham udarbejde en liste. Det er her, hårdt arbejde og flid giver resultat. Begiristain og den beundringsværdige Jose Ramon Alexanco, anføreren, der løftede Europa Cup-pokalen for Barcelona i 1992 og efterfølgende blev leder af fodboldskolen, havde gjort det til en vane at følge Barça B's kampe. Begge var dybt imponerede over det, de så. Selv om Barça B kun spillede i tredje division, sørgede holdets unge træner Pep Guardiola for, at alle modstanderhold blev videofilmet, så han kunne nærstudere dem sammen med sine 20 spillere inden en kamp. En af de personer, jeg har interviewet til denne bog, vil være anonym. Han siger, at 'Guardiola fra første dag arbejdede som om, han var træner for Champions League-vinderne og ikke et hold i tredje division. Han agerede som en erfaren træner, der stod over for at skulle møde Milan, Arsenal eller Bayern München – hver eneste weekend'. Begiristain og Alexanco opdagede, at Guardiola havde mange tricks i ærmet. Uanset om modstanderne spillede med lange bolde, spillede

74


med musklerne eller under kampen skiftede fra 3-5-2 til 4-3-3, så var Barça B altid forberedte og havde et taktisk modtræk. Guardiola viste, at han havde styr på taktiske analyser og coaching, og at han kunne overbevise sine spillere, så de tilpassede sig og bifaldt hans ideer. Hans tidligere kolleger fra Cruyffs 'Dream Team' var vildt imponerede. Marc Ingla fortæller: ”Umiddelbart efter jeg tiltrådte i oktober 2007, blev jeg klar over, at Txiki mente, at Rijkaards 'cyklus' i klubben var forbi. Uanset om holdet vandt noget eller ej i denne sæson – så skulle han væk fra klubben. Derfor havde vi brug for en klar udmelding om, hvilken slags træner vi skulle finde. Og vi havde brug for at kunne finde den rigtige afløser, uden at offentligheden vidste noget”. Begiristain og Alexanco mødtes i Lyon for at begynde planlægningen til det, der skulle blive den mest succesfulde periode i klubbens historie. Ingla fortæller: ”Jeg spurgte Txiki, hvem, han mente, der skulle erstatte Rijkaard. Han ville ikke sætte et navn på, men jeg pressede ham, og så sagde han, 'Jeg vil foreslå Pep Guardiola'. Set i bakspejlet er det imponerende, at han ikke insisterede på, at det skulle være Pep. Han var meget åben, men han havde en klar vision. Han mente, at en træner med Peps profil – hans uddannelse, erfaring, overbevisning, forståelse for klubbens værdier og træningsfilosofi – var klubbens fremtid. Txiki sagde: 'Jeg er vild med den måde, Barça B spiller på, hvordan holdet agerer, hvordan Pep kan skifte taktik undervejs i kampene, og den måde han træner dem på – det hele'. Det var et betydningsfuldt øjeblik”. Ingla besluttede, at de var nødt til også at se på andre træneremner for at sikre sig, at de ikke overså en mulig ideel kandidat. Men hvis Guardiola fortsatte med at imponere og, vigtigst af alt, følte sig klar til at tage udfordringen op, så skulle en anden træner være meget bedre end den 36-årige catalaner for at få stillingen. Ingla fortæller: ”De andre navne, vi havde i spil, var Laurent Blanc, Michael Laudrup, Arsène Wenger og Ernesto Valverde, og det var igen Txiki, der kom med dem. Vi begyndte processen med at sondere kandidaterne og vurdere dem, men så blev det jul, og arbejdet gik lidt i stå”. Fra 8. og til 16. spillerunde havde Barça præsteret en række utroligt

75


dårlige resultater. Rijkaards hold tabte til Villarreal og Getafe og spillede uafgjort med Espanyol og Valladolid. Næste kamp var en 'clásico' på Camp Nou mod Real Madrid, der havde Bernd Schuster som træner. Det var første gang, madrilenerne mødte op med en træner, som var 'socio' – officielt medlem af FC Barcelona. Det gav dog ingen fordel til Barça. Real Madrid dominerede mod et tyndbenet Barcelona-mandskab og vandt 1-0 på et smukt mål af Julio Baptista. Rijkaards hold var den aften, to dage før jul, følgende: Valdés, Puyol (Zambrotta 76), Milito, Márquez, Abidal, Touré, Xavi (Bojan 81), Deco (Giovani 57), Iniesta, Eto'o og Ronaldinho. De spillere blev med få ændringer kernen på det mandskab, der sæsonen efter med en ny træner ved roret vandt 'the treble'. Real Madrid tog hul på det nye år med syv points forspring ned til Barça, og det betød naturligvis uro internt i magtens korridorer under Camp Nou. ”Resultaterne var elendige, og Frank var handlingslammet. Vi begyndte at forberede os på et scenario, hvor Frank måske ikke skulle færdiggøre sæsonen. Der var flere, der mente, at vi i så fald skulle bede Johan Cruyff om at tage over. Jeg er en stor fan af Cruyff, men jeg mente, at det at sætte 'Gud' på bænken i en klub, der var i en så dårlig tilstand, det var ikke en god ide. Holdets problem var nemlig ikke kun træneren – det var også nogle af spillerne,” siger Ingla. Inden for fodbolden har man traditionelt den filosofi, at en trænerfyring kan være en slags nødvendig blodsudgydelse med nærmest rituel betydning. Men Ingla, den anden vicepræsident Ferran Soriano og Begiristain tænkte på en anden måde. Joan Laporta legede også med tanken om at sætte Cruyff ind som en slags konsulent. Måske med henblik på at han kunne overtage hele ansvaret ved sæsonens afslutning. Præsidenten blev også påvirket af, at man op gennem magtstrukturen var begyndt at tale om Guardiola som en kronprins. Laporta begyndte endda at tale om, at man kunne kaste Guardiola ind i løvens gab for at redde holdet, hvis Rijkaard blev fyret. Det var en idé, som gjorde Ingla, Soriano og Begiristain forfærdede. ”Jeg advarede alle om, at det her ikke kun handlede om en træner. Mit synspunkt er, at en træner kan ændre på mange ting, men spillerne

76


har en stor del af ansvaret for, hvilken slags fodbold man spiller, og hvilken kurs man vælger. Hvis vi havde sat en anden træner ind på det tidspunkt, om det så var Cruyff eller Guardiola, så ville det have været en fiasko. Når jeg ser tilbage, takker jeg Gud for, at vi ikke indsatte Cruyff, og at vi ikke kastede Guardiola ind i løvens gab”. ”Der var et tidspunkt i marts, hvor vi var på vej til at tabe mesterskabet, mens Champions League fortsat var en mulighed. Da ville flere i bestyrelsen af med Rijkaard øjeblikkeligt og erstatte ham med Pep. Du kan ikke forestille, hvor hård en kamp det var at forhindre, at det skete. Men det lykkedes, og jeg er sikker på, at jeg gjorde både klubben og Pep en stor tjeneste. Da han tog over, var det med muligheden for at viske tavlen ren – uden Ronaldinho og Deco”. Laporta spurgte Cruyff, om han eventuelt ville være cheftræner og mentor for Guardiola, som skulle være hans assistent. Men Cruyff svarede, at han aldrig nogensinde igen ville vende tilbage som fuldtidstræner, og han understregede, at han mente, Guardiola var klar til jobbet. I maj 2008 skrev Guardiola under, og aftalen blev offentliggjort en måned senere. Med den underskrift var der ved at blive skrevet historie i klubben, men mange, inklusive mig selv, mente på det tidspunkt, at Guardiola var alt for uerfaren til at være cheftræner for FC Barcelona. Ingen satte spørgsmålstegn ved, om Guardiola var visionær, eller om hans arbejde med Barça B var fornemt. Guardiola havde altid udvist lederskab, strategisk indsigt og en nådesløs vilje til at finde vejen til sejr. Men hvor var hans erfaring med mandskabsbehandling? Det er som regel den største udfordring, når en tidligere fodboldspiller bliver træner. Guardiola var kun 37 år gammel og havde spillet på hold med Xavi, Puyol, Piqué og Valdés enten på FC Barcelonas førstehold eller på det catalanske 'landshold'. Nu var han pludselig deres chef. Desuden var Barcelonas omklædningsrum splittet af misundelse og dovenskab på grund af spillere, som var superstjerner og multimillionærer, og hver især kørte deres eget løb. Hvordan kunne en så ung og uerfaren træner uden den store erfaring med mandskabsbehandling lede et hold med så krævende personligheder som Ronaldinho, Deco og Samuel Eto'o? Jeg var ikke den eneste,

77


der var skeptisk. Selv ikke de spanske medier gjorde noget særligt ud af at byde den nye træner velkommen. Godt nok var Spanien ved at vinde EM, men i El País var historien om Guardiolas tiltrædelse placeret helt inde på side 13 i sportssektionen. El Mundo Deportivo brugte et grafisk trick på deres forside. Ordene 'JA' og 'NEJ' var sat på hver side af et foto af Guardiola, så forsiden grafisk repræsenterede diskussionen i Catalonien om, hvorvidt Guardiola var det rigtige valg som træner. Under 'JA' stod der: 'Det er ja til at spille med tre angribere, beholde Rafa Márquez og ja til at skrive kontrakt med en ny centerforward'. Under 'NEJ' stod der: 'Nej til Ronaldinho, Eto'o og Deco, nej til en 100-dages periode, hvor han var fredet fra al kritik og nej til at tage et halvfærdigt træningsanlæg i brug'. La Vanguardia skrev med store bogstaver hen over forsiden: 'Jeg tror, jeg kan klare det'. Næppe et signal om, at den catalanske avis troede helhjertet på projektet. I det hele taget var der en blandet holdning hos medierne. En anerkendt catalansk journalist, der senere blev en succesfuld spilleragent, advarede: ”Uden erfaring at falde tilbage på, kan man frygte, at det her sted brænder Pep op inden udgangen af sæsonen”. Men præsident Joan Laporta havde heldigvis evnen til at tage en hurtig beslutning og holde fast i den, uanset de risici der måtte være. Inden Laporta overlod roret til Guardiola, sagde han: ”Pep har formået at finde den ideelle balance mellem moderne seriøs fodbold og den traditionelle stil, vi elsker i Barcelona – det offensive spil. Guardiolas æra begynder nu”. Ja, det skal jeg love for. Rent sportsligt var FC Barcelona blevet et slapt hold, træningen manglede intensitet, flere af spillerne manglede engagement og var ikke længere så sultne efter at vinde som i Rijkaards første år. Og man scorede simpelthen ikke mål nok. Kulturen omkring træningen skulle ændres markant, men det var ikke der, jeg personligt havde min største tvivl. Det store problem var centreret omkring de dominerende spillere, der styrede omklædningsrummet – Ronaldinho, Deco og Samuel Eto'o. Guardiola gjorde det klart for Barcelonas bestyrelse, at i stedet for at beskæftige sig med problemerne omkring Ronaldinho, mente han,

78


at tiden var inde til at trække en streg. Det var vigtigere at forbedre spillet på banen end at miste nogle millioner (brasilianeren var kåret som verdens bedste spiller i 2005 og havde en markedsværdi på 40 millioner euro – han skiftede til Milan for mindre end 15), og det var vigtigt at sende et klart signal til truppen. I juni 2008 havde Guardiola ingen problemer med at svare på spørgsmål om Ronaldinho, Deco og Eto'o. Det skete i en tone, der passede fint til hans bedemandsagtige sorte jakkesæt og slips: ”De tre spillere er slet ikke med i mine planer for fremtiden; vi arbejder videre herfra uden dem. Mit synspunkt er, at det handler om ydeevne og hvad, du som spiller kan tilføre mit hold. Og om jeg tror på det, beror på min indre fornemmelse. Hvis jeg for eksempel fik en garanti for, at Ronaldinho og Eto'o scorer 60 mål tilsammen, så ville jeg beholde dem – ingen tvivl om det. Men det er jeg ikke sikker på. Vi skal have 'genstartet' vores omklædningsrum. Jeg er jo ikke begyndt endnu, så jeg ved ikke, om det er fyldt med dårlige vaner, men vi lægger fortiden bag os”. ”Jeg kan garantere for, at jeg ikke vil tolerere en slap indsats i det projekt, der hedder at genopbygge dette hold. Mine spillere kommer selvfølgelig til at løbe og løbe, men mit primære mål er at kunne overbevise spillerne med mine ord. Jeg ønsker et engagement i min vision, jeg ønsker at inspirere dem til at tro på det, vi gør, og frem for alt ønsker jeg, at de dygtigste og mest talentfulde spillere erkender, at de individuelt betyder langt mindre end de værdier, der er holdets”. Ronaldinho (Milan), Deco (Chelsea), Edmilson (Villarreal), Gio dos Santos (Tottenham), Santiago Ezquerro (Osasuna), Marc Crosas (Celtic), Oleguer (Ajax) og Gianluca Zambrotta (Milan) blev alle solgt og Liliam Thuram pensioneret. På Guardiolas foranledning købte Laporta i stedet Dani Alves, Aleksandr Hleb, Henrique, Seydou Keita, Gerard Piqué og José Martín Cáceres. En af de nye ting, Guardiola indførte, var vægtkontrol. Tidligere havde man ikke bekymret sig så meget, hvis en spiller tog et par kilo på. Men det blev der nu slået hårdt ned på. Og ligesom Alex Ferguson er kendt for, så var Guardiola hver morgen den første, der mødte ind på træningsanlægget – som regel klokken

79


otte. Punktlighed blev håndhævet strengt – træneren så det som et tegn på, at man var godt forberedt. En spiller, der løb ind i problemer, var Hleb, der skrev kontrakt den sommer. Han burde ellers have vidst bedre, fordi han jo var skolet af Arséne Wenger. Guardiolas regler var enkle, men svære at forstå for Hleb. For det første skulle spillerne møde ind til tiden for at spise morgenmad sammen. Det var ikke alle, der var tvunget til at komme til morgenmaden, mens frokosten blev anset som en del af dagens træningsprogram, og den var derfor obligatorisk. Spillerne skulle indskrive sig på et bestemt tidspunkt, sædvanligvis en time før træningen begyndte. Hvis træningen begyndte klokken 11, blev det forventet, at de stod klar på træningsbanen klokken 11 i fuldt udstyr og var fysisk og mentalt klar til at give alt under træningen. Overholdt en spiller ikke det, fik han en bøde. Bøden for at møde for sent op var 500 euro for hver fem minutter over tiden – op til 6000 euro – og den, der kom for sent, måtte træne på egen hånd. Hvis spilleren stod på træningsbanen, men manglede at binde sit snørebånd, blev det takseret som at komme for sent, uanset om det kun tog 10 sekunder at binde dem. Og enhver, der kom for sent, blev mødt af ironisk bifald fra de øvrige spillere. Mandag til fredag forventede træneren, at spilleren var hjemme senest ved midnat, og de kunne forvente et opkald fra Guardiola eller en af hans assistenter. Hvis ingen svarede hjemme i huset, og der ikke var en plausibel forklaring, kostede det en firecifret bøde. Hvis en spiller ønskede at være med i en reklamefilm eller andet arbejde for deres sponsorer, skulle de spørge om lov. Og kun én mand kunne give tilladelse – Pep Guardiola. Klubben kontrollerede også brugen af mobiltelefoner og hovedtelefoner (det gør de fleste klubber), og spillerne fik besked om på skift at deltage ved pressekonferencer. Og det var nu obligatorisk at skrive autografer ved udekampene. Der blev også indført en form for belønning efter et system, som Guardiola havde udviklet som træner for Barça B. Hvis holdet vandt fire ligakamp i træk eller to Champions League-kampe i streg, betalte Guardiola en frokost eller en middag for hele holdet og staben. Hvorfor lod han ikke bødekassen betale for de middage? Sådan gør man

80


de fleste steder. En klub har et bødesystem pålagt af træneren, og når sæsonen er forbi, bruger man pengene på en stor fest eller en god middag. Men det, mente Guardiola, virkede modsat hensigten. Hvis din bøde i sidste ende går til en våd aften i byen, har man så fået en reel straf? Han besluttede derfor, at alle bøder efter hver sæson i stedet skulle gives til velgørende formål. Hleb, der konstant brokkede sig over, at Guardola ikke troede på ham som fodboldspiller, kom for sent rigtig mange gange. Ofte påstod han, at han havde været der til tiden, men havde glemt at indskrive sig. Han kom daskende ind på træningsbanen – uforberedt, måske ikke fysisk, men mentalt. Guardiola viste stor forståelse for Hleb. Han var en talentfuld, men meget umoden spiller; en hviderusser, der havde brug for hjælp med at tilpasse sig livet i Spanien. 'Gør noget for at lære spansk', sagde de til ham. 'Hvordan kan vi hjælpe dig med at lære spansk?' spurgte de, når der ikke var sket fremskridt. På banen forsøgte Hleb sig konstant med driblinger – som var hans varemærke – i stedet for at aflevere og bevæge sig i de løb, hans holdkammerater forventede. Han blev skældt ud, hjulpet og advaret – og mod slutningen af sæsonen blev han kasseret. Ingen forklaring. Ingen nåde. Men heller ikke et stort tab. Guardiola udviste samme hensynsløse metode over for Samuel Eto'o og Zlatan Ibrahimovic under de følgende sæsonafslutninger. Tilbage til Peps første vigtige sommer og forberedelserne til den nye sæson. Man havde valgt at forberede sig i St. Andrews på den skotske østkyst. Dels fordi faciliteterne og vejret passede fint til træningsplanlægningen, dels fordi den skotske regering gav et økonomisk tilskud, og dels fordi to af klubbens stærke mænd, Begiristain og Cruyff, begge er golffanatikere. Omkring fodboldbanen i Fife udspillede sig et af de vigtigste dramaer i Guardiolas tid som cheftræner i FC Barcelona. Der var OL i Beijing den sommer, og Argentina havde længe krævet, at Messi skulle flyve til Kina og deltage i OL-turneringen, der begyndte 8. august med en træningslejr inden. Under Rijkaard var Barça sluttet som nummer tre i La Primera kun tre point fra femtepladsen. Og FC Barcelona havde Champions

81


League-kvalifikationskampe i august mod Wisla Krakow. Præsident Laporta var så nervøs for de kampe og risikoen for, at Barça ikke ville gå videre, at han kastede sig ud i et slagsmål med den olympiske bevægelse, det argentinske fodboldforbund (AFA) og FIFA vedrørende Messis udtagelse til det argentinske OL-landshold. Han hævdede, at AFA ikke bare kunne udtage Messi, fordi OL ikke er en del af FIFA's officielle kalender. Præsidenten for FIFA havde den modsatte opfattelse og bakkede op om AFA's ret til at udtage Messi, og argentineren fløj til Kina. Men Laporta gik til den internationale sportsdomstol, CAS, der efterfølgende gav Barcelona ret. Det var game over for Messi, Argentina og OL. Eller sådan kunne det være gået. Dommen fra CAS kom den 6. august på 16-årsdagen for Spaniens sejr i OL-semifinalen i 1992, hvor en ung Pep Guardiola få dage senere styrede sit hold til sejr i finalen på Camp Nou i Barcelona. OL-guldmedaljen var en vigtig milepæl i hans karriere som spiller, og mens Barcelona gik og ventede på dommen fra CAS, kom de første indikationer på, at den nye træner havde en anderledes holdning til situationen end hans to chefer, præsident Laporta og direktøren for fodboldafdelingen, Begiristain. Begiristain sagde: ”Hvis CAS bakker os op, må Messi flyve hjem. Vi respekterer deres regler, og vi vil følge dem”. Men Guardiolas version var: ”Når vi får dommen, tager vi en beslutning. Men vi er nødt til at lytte til spilleren. Han er den vigtigste i alt det her”. Efter effektivt at have sparket Ronaldinho og Deco ud af døren uden at vente på, at klubben fik dem solgt, tog Guardiola nu sin anden store beslutning som ny cheftræner – denne gang i Skotland. Træningspassene i St. Andrews var tætte og krævende. Der var kun få sekunder mellem skiftene og ind imellem fastlagte korte drikkepauser. Alt blev videofilmet, så Guardiola, hans assistent Tito Vilanova og fitnesstræner Lorenzo Buenaventura løbende kunne gennemgå dem. Gerard Piqué: ”I begyndelsen stoppede han ofte træningen for at fortælle, hvad han ville have os til at gøre, men heldigvis tog vi os hurtigt sammen og fik hans ideer ført ud i praksis på banen”. Ret hurtigt efter holdet var kommet til Skotland, opdagede Guardiola, at der var noget, der plagede Messi. Guardiola tog en hurtig

82


samtale med ham og spurgte ligeud, hvad der var galt med ham. Messi er normalt ikke en, der går og surmuler, men hans i forvejen lidt indelukkede måde at være på, blev forstærket af, at han nærmest forventede, at klubben ville nægte ham at tage til OL og vinde en guldmedalje. Guardiola bad ham tage sig sammen, træne hårdt, rejse med Argentinas olympiske hold til Beijing og så afvente beslutningen lige som alle andre. Guardiola afslørede samtidig over for Messi, at han var en potentiel allieret. Guardiola fortalte, hvor vigtig OL i 1992 havde været for ham personligt og antydede, at hvis Messi gik til den på træningsbanen, så ville hans træner give ham fuld opbakning, hvis det kom dertil. Da dommen fra CAS blev offentliggjort den 6. august, sagde Guardiola til Laporta og Begiristain: ”I har udnævnt mig til cheftræner. Det er mig, der er chefen. Jeg ved, hvordan knægten føler i forhold til OL, og jeg har besluttet, at han bliver i Kina og misser CL-kvalen – sådan bliver det”. Hvordan gik det så? En utrolig talentfuld argentinsk trup, som havde Messi, Javier Mascherano, Sergio Agüero, Pablo Zabaleta, Ángel di María, Ezequiel Garay, Ezequiel Lavezzi, Fernando Gago og Ever Banega på holdet, vandt OL-guld med en finalesejr på 1-0 over Nigeria. Barça sendte Wisla Krakow ud af CL-kvalifikationen med sammenlagt 4-1, og Guardiola fik verdens bedste fodboldspillers dybe taknemmelighed. Hvor galt kunne det være gået? Guardiola kunne have fået uforsonlige fjender i Laporta og Begiristain, Messi kunne have brækket et ben i Beijing, og Kraków kunne have fået uafgjort på Camp Nou for derefter at vinde 1-0 i Polen (de vandt faktisk 1-0 hjemme). Katastrofe efter katastrofe, som kunne have afsluttet Guardiolas regeringstid, inden den næsten var begyndt. Guardiola tog en tredje stor beslutning i begyndelsen af sin ansættelse, da han annoncerede, at 'han ikke regnede med Eto'o i fremtiden'. Men Eto'o nægtede at give op. Ronaldinho, som han misundte, var væk, hans ven Thierry Henry var klubbens 'anden' angriber, og Eto'o bestemte sig for at arbejde endnu hårdere for at få sin nye træner til at skifte holdning. Eto'o besluttede sig derfor til at holde sin kæft, han trænede som en besat, scorede 11 mål i 11 kampe for klubben og landsholdet, ikke

83


mindst et vigtigt et af slagsen mod Kraków. Men samtidig var han den spiller, der arbejdede mest af alle i kampene. Den dag Guardiola blev præsenteret, tilføjede han med blid stemme: ”Hvis nogen af de tre [Ronaldinho, Deco og Eto'o] bliver i klubben den kommende sæson, vil jeg ikke være forudindtaget over for dem – jeg vil forsøge at presse dem til at genfinde deres tidligere niveau”. Kun afrikaneren tog udfordringen op. Længe før transfervinduet lukkede, satte Guardiola sig ned sammen med Eto'o og sagde: ”Jeg kan lide den måde, du arbejder hårdt på, og jeg sætter pris på dit presspil. Hvis du bliver ved med at træne og spille på den måde, så kan du blive. Men jeg har talt med anførerne [ud over anfører Carlos Puyol er der to viceanførere], og de siger, at de ikke vil acceptere mere negativ adfærd. Du får ingen advarsler. Ét fejltrin og så er du ude”. Eto'o accepterede betingelserne, og det virkede som om, det inspirerede ham. Han scorede 30 mål i ligaen, scorede i hver anden Champions League-kamp, heriblandt det første mål i finalen mod Manchester United. Men når den normalt meget tålmodige Guardiola siger, at ”ét fejltrin og så er du ude', så mener han det. Træningen op til sæsonstarten kørte på skinner. Og der var ingen tvivl om, hvem der bestemte. Xavi, der stødte til senere sammen med de øvrige landsholdspillere med en frisk EM-titel i bagagen, forklarede, hvilken forandring det var fra første sekund med den nye træner: ”Da jeg ankom til træning første gang under Pep, arbejdede alle røven ud af bukserne. De fysiske trænere, assistenterne og Pep var over os konstant for at presse os til at lave gentagelser og for at holde intensiteten. Puyi [Carlos Puyol], Andrés [Iniesta] og jeg kiggede på hinanden og tænkte: 'Wauw, hvad foregår der lige her. De er jo helt oppe at køre'. Men mere vigtigt sagde jeg til mig selv: 'Dette er et af de øjeblikke, hvor du skal beslutte, om du vil hoppe på toget eller lade det køre uden dig'”. Guardiolas første ligakamp, ude mod Numancia, var både opløftende og kaotisk. Holdet var: Valdes, Alves, Puyol, Márquez, Abidal, Xavi, Touré (Hleb 56), Iniesta (Keita 65), Messi, Eto'o og Henry (Bojan 61). Spillerne var sultne, kreative og så stærke ud, men også uorganiserede og naive. Det defensive kaos gav Mario muligheden for at score for hjemmeholdet, og uanset hvor mange chancer Barça producerede, så

84


manglede heldet og selvtilliden. (Barça havde 27 forsøg på mål, seks inden for målrammen og to på træværket). Barça blev ydmygende slået med 1-0 af de nye drenge i ligaen. ”Der findes regler for positionsspil. Vi kender dem alle sammen, og vi har anvendt dem hele sommeren og indtil i dag, så jeg er overrasket over, at vi spiller på denne måde. Vi skulle have vundet, men vi spillede dårligt. Det var vores egen skyld, men vi kan rette fejlene”, sagde Guardiola. Næste morgen strømmede det ind til medierne med e-mails fra frustrerede og vrede Barça-fans. En læserundersøgelse samme uge viste, at fansene ville have Messi ud at spille på højre fløj, Iniesta skulle konverteres til venstre wing, og uanset hvad han kostede, forlangte fansene, at Barcelona skulle skrive kontrakt med Andrey Arshavin – en af EM's stjerner den sommer. Guardiola ville have fejlene rettet, spillernes fridag blev aflyst, og der blev afholdt taktikmøde den følgende morgen. Desværre for ham var der landskamppause, og det betød, at de fleste af hans spillere ville være væk de kommende 10 dage. I mellemtiden skulle der spilles en catalansk pokalkamp. Guardiola mente, at hans trup var smal, og at banen, de skulle spille pokalkampen på, havde kunstgræs, som kunne koste skader. Så han undlod at udtage de tilbageblevne spillere i førsteholdstruppen (Alves, Eto'o og Sylvinho) til kampen i Copa Catalunya på Sant Andreu. I stedet spillede Barça med en blanding af B-spillere og ungdomsspillere og tabte 3-1. En lille gruppe fans, der var mødt frem til kampen, råbte og gestikulerede af både Laporta og Guardiola, fordi de mente, at spillet begyndte at ligne det slappe fodbold, der havde kostet Rijkaard jobbet. Da de to nederlag på udebane blev fulgt op af en uafgjort 1-1 hjemme på Camp Nou mod Racing Santander, lød der et hyl af forfærdelse over hele Catalonien – både fra fans og medier. Messi, der var vendt tilbage efter landskamp for Argentina, begyndte på bænken, men kom på banen med 19 minutter tilbage og bragte Barça på 1-0 på et straffespark. Foran kun 54.000 tilskuere – det vil sige med 40.000 tomme sæder – udlignede Racing tre minutter senere. Med kun et point ud af seks mulige var Barça på 15. pladsen i ligaen, og det fik alarmklokkerne til at ringe overalt – undtagen i

85


Casa Cruyff, hvor manden i huset lukkede ørerne for al støjen, men holdt øjnene åbne. ”Jeg ved ikke, hvilken kamp I har set, men jeg så en af Barças bedste kampe i år,” skrev han til sine læsere i El Periodico. ”Okay, vi har spillet to kampe, scoret ét mål på straffe og modstandernes eneste chancer har de omsat til mål. Men det er kun tal. Hvad angår fodboldintelligens var Barça klart det bedste hold i begge kampe. Fremragende positionsspil, bolden blev flyttet rundt med stor hastighed og præcision, og der var et godt pres på modstanderne. I kan drage jeres konklusioner, men for mig at se ser den kommende sæson meget – og jeg mener meget – lovende ud. Den følgende uge vandt Barça to gange – 3-1 hjemme over Sporting Lissabon i Champions League og 6-1 ude over Sporting Gijon i La Liga. Guardiolas spillere var blevet sluppet løs. Betis kom til Camp Nou, og bagud 2-0 kom de tilbage og udlignede, inden Eidur Gudjohnsen scorede det vindende mål, der blev sat ind efter stor beslutsomhed. Dermed viste Barça, at de nu var vanskelige at knockoute, og at holdet besad en ødelæggende kombination af jabs og hooks. Barça var nærmest ustoppelige. I det catalanske lokalopgør mod Espanyol var Barça bagud med 1-0, men vandt med 2-1 på et straffespark, som Messi satte ind i sidste minut. Nu var de kun én sejr fra, at Guardiola skulle punge ud med en middag. Men det var udekampen i Champions League mod Shaktar Donetsk, der mest afslørede nye dybder af determination og tro. Bagud med et enkelt mål indtil 87. minut tog Barça alligevel fra Ukraine med alle tre point. Den kamp blev en milepæl for Guardiolas hold. De næste kampe gav store sejre over Atletico Madrid og Athletic Bilbao og en samlet score på 10-0 i to kampe mod Basel og Almeria. Guardiolas hold var flyvende. Efter kampen mod Almeria, hvor Eto'o scorede tre mål på 23 minutter – det hurtigste hattrick i Barcelonas 109-årige historie – åbnede Guardiola pressemødet med: ”Nøglen til denne succes er, at vi har nogle fantastiske spillere. Ingen træner, mindst af alle mig, udvirker mirakler. Selv i opstarten til sæsonen havde jeg svært ved at tro på, hvor mange chancer vi producerede. Så kom de to svipsere i starten mod Numancia og Racing, som faktisk blev positive for os. I Numancia

86


havde vi samme antal målchancer, som vi havde i dag, men denne gang omsatte vi fem af dem til mål. Og så nyder jeg stemningen på holdet. Se, hvordan udskifterne på bænken fejrer vores mål, som om de selv havde scoret dem. Det er ikke noget, en træner kan beordre dem til at føle. Enten er spillerne fuldstændig dedikeret til hinanden, eller også er de ikke – det kan I se, at vores er”. Det var her, at Xavi, igen, understregede, at spillerne gerne så, at noget af rosen blev sendt retur til trænerteamet: ”Små detaljer betyder rigtig meget nu, og rent psykologisk tager vi nærmest en kandidatgrad med Pep. Alt bliver styret og er under kontrol, og alt er godt forberedt. Vi bruger meget tid på strategi, taktik og på, hvordan modstanderholdet vil spille os. Vi elsker det”. Men Piqué, der jo ikke mangler selvtillid, var den første spiller, der virkelig satte ord på, hvilken tiltro man havde til hinanden: ”Vi har et hold, der kan vinde både ligaen, pokalen og Champions League”. Med deres 11. sejr i træk i ligaen ude over Malaga gik Barcelona direkte ind på førstepladsen. Guardiolas assistent Tito Vilanova udtrykte det retrospektivt: ”Barça har haft to dårlige år, og selvom vi havde et fremragende forløb op til sæsonstarten, var de første resultater i ligaen rigtig dårlige. Camp Nou var halvtomt – folk blev væk fra vores kampe. Men lige så stille er det lykkedes os at lokke folk tilbage, nogle tusinde mere for hver uge. Nu har vi igen gjort vores fans stolte”. Fra den aften i ligaens niende runde til titlen var hjemme, afgav Barça aldrig pladsen som nummer et. Der var kommet ny træner, holdet svigtede i begyndelsen og hentede kun ét point ud af seks mulige – og det var 52 kampe siden, Barça sidst var blevet mestre. Men fra 2. november og sæsonen ud var de urørlige. Ikke dårligt. Det var samme aften, hvor faderen til Guardiolas målmandstræner, Juan Carlos Unzué, døde i en alder af 84 år. Begravelsen foregik om eftermiddagen den 4. november – dagen før Barça skulle møde FC Basel, og hvor en sejr ville sikre, at catalanerne ville gå videre fra gruppespillet. Pep Guardiola samlede sine spillere og sagde, at alle, også skadede spillere, burde møde op og deltage i begravelsen 500 km væk lidt uden for Pamplona. Det var den samme Guardiola, som er stærkt imod lange rejser før kampene for at undgå træthed; den samme Guardiola, som

87


går op i små detaljer i forberedelserne, som om det var atomfysik. Alle indvilgede, og de tog af sted til begravelsen dagen før CL-kampen. Det kan godt være, det ikke var en heltegerning, men det var imponerende og skabte en 'én for alle, alle for én'-ånd blandt spillerne og staben. Det blev en slags afgørende gennembrud i den sæson, hvor Guardiola satte sig igennem i Barça med sine ideer og normer, lynhurtigt tog ved lære og definerede sine krav til holdet, assistenterne, bestyrelsen, medierne og sine nærmeste. Barças spillere fortæller alle, hvordan Guardiola arbejder for, at de skal undgå perioder, hvor de keder sig, og at han engagerer sig i, at der er kvalitet i deres fritid. Som en slags betaling for kravet om hårdt arbejde og sejre indførte Guardiola en ny og kontroversiel politik. Når spillerne var i topform, fokuserede og orienterede ønskede Guardiola at holde dem langt væk fra spændinger og pres, så de ikke brugte unødvendig energi. Derfor gjorde han op med begrebet 'concentración' – den meget brugte idé om, at holdet, for at kunne koncentrere sig, skal fjernes fra deres hjem og installeres på hotel dagen før en hjemmekamp. Der er nogle få spillere, der gerne vil flytte på hotel dagen før, fordi alt bliver gjort for dig, og du er sammen med holdkammeraterne. Det er især de spillere, der har huset fuld af små børn eller har en kone eller kæreste, som ikke fuldt ud forstår kravene til en fodboldspiller på topniveau. Men for 90 procent af spillerne er 'concentración' et tilbagevendende irritationsmoment. Guardiola indførte også en lidt usædvanlig træningssession på selve kampdagen, som faktisk er en almindelig træning ’light’. Det er både en opvarmning og en chance for at perfektionere detaljer i sidste øjeblik før aftenens kamp og en mulighed for at spillerne mentalt fokuserer på kampen. Omkring middagstid bliver spillerne sendt hjem med besked om først at komme igen 90 minutter før kampstart. Hvis kampstarten er klokken 21 har spillerne mere end syv timer fri fra jobbet og kan tage en 'familiedag'. Spillerne er vilde med det. Så er der udekampene. Den normale praksis i Spanien er, at man flyver eller tager spillerbussen aftenen før kampen. Det betyder endnu en kedelig nat på endnu et kedeligt hotel. For Barças og Real Madrids

88


spillere skal man lægge disse udekampeture i ligaen oven i de mange rejser til kampe i Champions League, kampene i pokalturneringen og internationale rejser med landsholdet. Det var ikke noget for Guardiola. Han kunne huske sin egen kedsomhed og frustration over endeløse rejser med masser af spildtid i lufthavne og hotellernes restauranter. Derfor blev Barças nye politik at tage et tidligt fly om morgenen til udekampe, ankomme til hotellet, holde en siesta, spille (vinde!) og derefter tage af sted igen mod Barcelona, mindre end to timer efter kampen var fløjtet af. Holdet er ofte tilbage i lufthavnen El Prat i Barcelona mellem klokken to og fire om morgenen. Allerede klokken 11 mødes de til træning, men hvis man lægger det hele sammen, så er nettogevinsten for spillere og ansatte enorm. Over en hel sæson vil Messi, Xavi, Iniesta og de andre spare hundredvis af timer, som de tidligere ville have brugt fastlåst på et stadion, et hotel, foran en tv-skærm, siddende i en bus eller ventende i en lufthavn. Et hold som Barcelonas skal ikke kun være fysisk i topform, men også mentalt skarpe for at kunne gennemføre deres lynhurtige pasningsspil kamp efter kamp. Metoden til at holde fokus og det høje niveau har været en af de vigtige nyskabelser i Guardiolas epoke. Undgå kedsomhed, forhindre stilstand, holde spillerne friske og bruge både pisk og gulerod. Den uundgåelige konklusion må være, at Guardiolas time management har været intet mindre end genialt. I november og december fulgte en række kampe, som begejstrede og fascinerede enhver elsker af spansk fodbold. Jeg blev her vidne til noget af det mest brutale, flotte og fantastiske fodbold, jeg har set. Rækkefølgen af kampene var tilfældigt udvalgt af det spanske fodboldforbunds computer. Vi kalder den periode for miniliga – La Liguilla – fordi alle de vigtigste rivaler til den spanske titel mødes efter tur. Guardiolas hold stod over for Sevilla ude, Valencia hjemme, Real Madrid hjemme og Villareal ude. Real Madrid skulle møde Sevilla hjemme, Barcelona ude, Valencia hjemme og Villareal hjemme. (En serie, der kom til at koste Bernd Schuster jobbet som træner for Los Blancos). Sevilla, der sluttede som nummer tre, mødte Valencia, Barcelona, Real Madrid og Villarreal. Kan I se det for jer? Guardiolas hold vandt 3-0 på Nervión i Sevilla, sendte Valencia

89


hjem med 4-0 og besejrede Real Madrid og deres nye træner Juande Ramos med 2-0 i en af de mest hårdt spillede 'clásico' nogensinde. Derefter slog Barça Villareal på El Madrigal med 2-1. 22 dage, 12 point og en målscore på 11-1. Så kunne det vidst ikke siges tydeligere. Det var brillant, og det var nådesløst. På El Madrigal blev der uddelt røde kort til de to tidligere holdkammerater i Manchester United, Barças Piqué og Villareals Rossi. Hjemmeholdet førte, men Keita og Henry vendte kampen. Faktisk var Henry, der aldrig blev særligt populær på Camp Nou og nu var lidt af en fodnote, sensationelt god i La Liguilla. Ud over flere assists, heraf et da Messi scorede mod Real Madrid, sendte han bolden i nettet fire gange. ”Vi vidste, at Peps arbejdsetik ville ændre holdet, men det er sket meget hurtigere, end vi havde forestillet os,” sagde Barças fodbolddirektør Beiristain om de flotte resultater. Blandt andre vigtige begivenheder var, da Pep godkendte, at fodboldskolen La Masia blev flyttet med ud til Barças nye træningsanlæg, Ciudad Deportivo, der ligger midtvejs mellem Camp Nou og lufthavnen. Da jorden blev købt i 1989, havde daværende præsident Josep Lluís Núñez bedt teenageren Pep Guardiola om, sammen med Johan Cruyff, at foretage en indvielsesceremoni, hvor man satte et flag i jorden. Projektet havde været mange år undervejs på grund af ubeslutsomhed, konflikter og finansielle problemer. Overflytningen til det nye anlæg var helt færdig i midten af januar lige før mødet med Osasuna, der havde Real Madrid-legenden José Antonio Camacho som træner. Han gav denne karakteristik af Peps 'nye' hold: ”Barça er et hold bestående af stjerner, der arbejder lige så hårdt som jord- og betonarbejdere”. Midtvejs i sæsonen havde Guardiolas hold scoret præcis tre mål i snit pr. kamp, 51 scoringer i 17 kampe og førte ligaen med 11 point. Det var den bedste halvsæson i klubbens historie. Nu tog Guardiola endnu en stor beslutning, som var med til at definere holdets udvikling. Den 21. januar skulle Barça møde Espanyol på Montjuïc i kvartfinalen i Copa del Rey. Dagen før lokalopgøret var spillerne på træningsbanen, og Guardiola satte dem i gang med at lave strækøvelser. Det passede ikke Eto'o, hvis tanker var andre steder.

90


Han lavede ikke sine øvelser på den rigtige måde, og det fik angriberen at vide af Guardiola. Eto'o svarede, at han lavede dem på sin måde. Træneren bad ham gøre det, som han var blevet instrueret i. Eto'o argumenterede imod og blev sendt til omklædningsrummet. Næste aften var Eto'o sat af holdet. Barça, der havde scoret i deres seneste 28 kampe og havde vundet 13 kampe i træk, fik kun 0-0 mod Espanyol. Til spørgsmålene om, hvorfor Eto'o ikke havde været med, svarede Guardiola: ”Det har jeg ingen kommentarer til. Han er en eksemplarisk spiller. De her ting er nødt til at blive inde på træningsbanen”. Et par uger senere udtalte Eto'o til det franske Sportsweek: ”Jeg hader de spillere, der scorer og derefter kysser klubemblemet. Hvis de fik et multimillion-tilbud fra en anden klub dagen efter, ville de tage imod det. Jeg har besluttet mig for, om jeg vil blive eller ej den kommende sæson, men jeg kan ikke sige noget endnu. Jeg følte mig ikke særligt velkommen i Barça sidste sommer, fordi der var nogle mennesker, der ikke troede på mig, men det er glemt nu. Jeg har vist dem, hvad jeg står for”. Eto'o blev taget til nåde og scorede i Barças 4-1 sejr over Numancia, men da sæsonen sluttede, blev han smidt ud. Jeg har altid syntes, det var en forkert beslutning. Guardiola forklarede i sommeren 2009 hvorfor: ”Jeg forstår godt, at folk savner en forklaring, for Eto'o er en fantastisk fodboldspiller. I virkeligheden så handler det her ikke om noget, der har med fodbold at gøre. Det er et spørgsmål om 'fornemmelse'. Han har gjort det godt både på og uden for banen, så beslutningen er udelukkende min”. Eto'o røg ud, en retssag fulgte, og han blev delvist udvekslet med Zlatan Ibrahimovic. Det var en handel, som Barça hverken i fodboldmæssig eller økonomisk forstand kom vellykket ud af. Returkampen i kvartfinalen i pokalturneringen blev vundet med 3-2 over Espanyol – Bojan scorede to gange. Guardiola var i sin første pokalfinale som træner. Barça skulle op mod Athletic Bilbao på Mestalla i Valencia. I februar var der landskamppause, hvor Piqué og Busquet debuterede for Spanien. Inden for det næste halve år etablerede de sig begge i startopstillingen på landsholdet og vandt VM-trofæet. I mellemtiden

91


mistede Guardiolas hold en smule skarphed og producerede en stribe dårlige resultater. Barça spillede uafgjort hos Betis og tabte hjemme til Espanyol for første gang siden 1982. Og efter en vanvittig kamp i Madrid, som Atlético vandt med 4-3, kunne man let tro, at Guardiola var begyndt at vakle lidt. Lige efter kampen og midt i euforien på Calderón over hjemmeholdets sejr sagde han: ”Husk på, at når andre talte om, hvor fantastiske vi er, og at ligaen allerede var afgjort, så var det mig, der advarede og sagde, at der var mange forhindringer, vi skulle overvinde for at nå så langt. Da vi førte 2-0 i dag, havde vi to eller tre chancer for at lukke kampen, men vores positionsspil svigtede os, og vi forsvarede dårligt. Vi lavede fejl, men de kan rettes”. Endnu engang var det positionsspillet, der blev talt om, og endnu engang vidste Pep, hvad der skulle gøres. I de følgende 10 kampe vandt Barça otte og spillede to uafgjort, heriblandt de kampe der omfattede den modsatte Liguilla (Sevilla, Valencia, Real Madrid og Villarreal) og i særdeleshed den fantastiske 6-2 sejr på Bernabeu. Se engang Barças kalender i april og maj: 22. april: Barça mod Sevilla. 26. april: Valencia mod Barça. 28. april: Barça mod Chelsea, Champions League semifinale. 2. maj: Real Madrid mod Barça. 6. maj: Chelsea mod Barça, returkamp. 10. maj: Barça mod Villarreal. 13. maj: Barça mod Athletic Bilbao, Copa del Rey-finale. 16. maj: Barça definitivt mestre i La Liga. 27. maj: Manchester United mod Barça, Champions Leaguefinalen. Jeg behøver ikke at bygge en falsk spænding op. Barça vandt alle tre titler. Men forestil dig lige presset, den mængde energi det kræver mentalt og fysisk, de mange rejser, festlighederne efter ydmygelsen af Real Madrid på Bernabeu, 'knib mig lige i armen – skete det her'følelsen efter den vanvittige kamp mod Chelsea på Stamford Bridge, karantænerne og skaderne. Jeg kan ikke bevise, at der aldrig tidligere har været en så krævende

92


og imponerende måde at vinde tre titler i løbet af mindre end en måned på. Men her er min påstand. Hvad dette hold, som sæsonen før var slapt og uinspireret, opnåede med en nybegynder af en træner mod de fem største hold i Spanien, mod Athletic Bilbao, mod Chelsea og siden Manchester United, da de vandt 'the treble', er den mest imponerende måned, et fodboldhold nogensinde har præsteret. Når man gennemgår de kampe, kan man ikke undgå at sætte ekstra fokus på den måske mest kontroversielle kamp under Peps regeringstid; ja, måske i hele det moderne Barcelonas historie: Returkampen i semifinalen i Champions League mod Chelsea på Stamford Bridge. Når vi taler om den kamp, så lad os blot huske, hvor mentalt og fysisk drænende den var efter et comeback med kun 10 spillere på banen og de hårde anklager, der fulgte Barcelona tilbage til Spanien. Umiddelbart efter slaget i London spillede catalanerne uafgjort 3-3 mod Villareal, og Barça stod over for den første finale under Guardiola. Seksmåls-gyseren mod Manuel Pellegrinis hold betød, at Barça havde scoret flere mål i én sæson end noget andet spansk hold tidligere. Holdet havde flest sæsonsejre i klubbens historie og flest udesejre. Det var en ren optur. Men uafgjort 3-3 havde en pris. En sejr ville have givet mesterskabet til Barça, der var foran 3-2 indtil det 92. minut. Iniesta havde fået en skade i lårmusklen og var ude af pokalfinalen. Nu kæmpede han for at blive klar til Champions League-finalen. Eric Abidal, der fik rødt i kampen mod Chelsea, fik to spilledages karantæne og var ude af begge finaler. Barça vandt pokalfinalen med 4-1 over Athletic Bilbao. Lørdagen efter var 'the double' en kendsgerning, fordi Real Madrid tabte 3-2 ude til Villareal og sendte det spanske mesterskab til Catalonien. Indtil kort før tid stod der 2-2, men så scorede Capdevila for hjemmeholdet. Det gav mindelser for Pep, som i 1992 vandt sit første spanske mesterskab som spiller med Barcelona, fordi Real Madrid tabte med 3-2 på Tenerife. Guardiola holder sine spillere i stramme tøjler gennem hele sæsonen, men når han siger, 'ok, lad os skeje lidt ud', så mener han det. Kun lidt over en uge før sin første finale i Champions League lejede han en restaurant til holdet og staben og inviterede koner og kærester med. Der var en fin middag, men det var også en holdfest, så der var rigeligt med våde varer.

93


Næste dag havde jeg aftalt et interview om formiddagen med en af spillerne. Han sendte mig en sms 45 minutter før, vi skulle mødes (han er ellers ikke en af de spillere, man ville forvente det af): ”Vi er nødt til at udsætte vores interview et par timer. Jeg er lige kommet hjem”. Det er vigtigt for Guardiola, at spillerne får mulighed for at afreagere, når de har nået et stort mål. Især hvis de gør det sammen og kommer ud i den anden ende med stærkere bånd og en følelse af at være blevet belønnet af deres chef. Kun ni minutter inde i Champions League-finalen stod det klart, at den våde aften i byen kun havde været positiv. Barça-spillerne udviste substans, stil og stor dygtighed. Sir Alex Fergusons bemærkelsesværdige kommentar om, at Eto'os mål i det niende minut 'dræbte os' samt Messis hovedstød var en smuk sløjfe på den perfekte sæson. Selv uden Alves, Marquez, Puyol, og med Touré sat ned som midterforsvarer, 35-årige Sylvinho som venstre back og en småskadet Iniesta, der efterfølgende måtte holde fem måneders pause, spillede Barça alligevel United ud af banen. Før kampen gik i gang, havde Guardiola en stor overraskelse til sine spillere. Da de kom tilbage fra opvarmningen, så de en storskærm på den ene væg. Lyset blev slukket, og skærmen blev fyldt med billeder fra deres flotte sæson afbrudt af musik og actionscener med Russel Crowe fra filmen Gladiator. Hvordan Barça nedkæmpede Manchester United den aften, taler for sig selv. Jeg forsøger ikke at tale Guardiolas andet spanske mesterskab ned, men jeg mener, at de første 12 måneder af hans regeringstid siger alt om den mand, hans lederevner, visioner og beslutsomhed. Den 37-årige nybegynder overtog en utilfreds gruppe af superstjerneegoer og stortalenter og gjorde det rigtige fra begyndelsen. Han vandt deres tillid, krævede det ypperste hver eneste dag og inspirerede dem til at blive endnu bedre, end de selv troede, det var muligt. Det er en formidabel ledelsesmæssig bedrift. Det, at han har kunnet inspirere, opildne og styre disse mænd og samtidig håndtere det enorme pres, der ligger i at lede denne særlige klub, er simpelthen uden sidestykke. Senere på året brød Guardiola grædende sammen i Abu Dhabi efter sejren over Estudiantes, hvor Barça blev verdensmestre for klubhold.

94


På det tidspunkt havde holdet også vundet den spanske Super Cup og den europæiske Super Cup. Jo mere hans assistenter forsøgte at trøste ham, jo mere græd han. Det var et stærkt øjeblik – mesteren i diplomati, kontrol og forberedelser nedsmeltede foran tv-kameraerne. Hans assistenter var der efter tur, så kom Thierry Henry hen og lagde en arm om hans skuldre … så skete der noget, jeg ved ikke præcist hvad, men jeg har mine mistanker. Den eneste anden spiller, der kom hen og lagde armen om ham, var Zlatan Ibrahimovic. Svenskeren sagde et eller andet, måske var det en joke, men Guardiola rystede ham af og holdt stort set i samme sekund op med at græde og gav sine spiller et sigende blik. Hvad havde Zlatan sagt? Fik det en indflydelse på deres personlige forhold, som vi nu ved, var ved at nå et nulpunkt? Det spekulerer jeg stadig over. På grund af nogle sportslige nedture, skærmydsler uden for banen og fejlslagne kontrakter er der en del, der ser Guardiolas anden sæson som lidt skuffende. Det er ikke et synspunkt, jeg deler. Fire af Guardiolas første syv titler blev vundet i sæsonen 2009-2010, og hver af dem blev hentet hjem efter hård kamp. I den spanske Super Cup havde Sevilla vundet den første kamp hjemme, og der var brug for Messis magiske evner på Camp Nou, før den samlede 5-3 sejr var i hus. Den europæiske Super Cup blev en svedig og følelsesladet affære på en ujævn bane i Monte Carlo. Shaktar Donetsk spillede med musklerne, Messi var tæt på at få en skalde af Dario Srna, og det var Pedro som sikrede sejren i overtiden. Den tredje og vigtigste titel var VM for klubhold. Den titel havde Real Madrid vundet tre gange; Barça havde kikset i to forsøg, den ene gang var med Guardiola som spiller med 'Dream Team' i 1992. Den ville de bare vinde. Finalen i VM for klubhold blev en af de kampe, som Barça kunne og måske også skulle have tabt. Før kampen havde Guardiola forsøgt at tage noget af presset af spillerne: ”Den vigtigste dag i vores liv? Det håber jeg ikke. Vi har jo alle koner, børn og familie derhjemme. Men det er svært fra nu af, for vi kan ikke overgå det, vi allerede har opnået”. Til spillerne sagde han før kampen: ”Hvis I taber, vil I stadig være verdens bedste hold. Men hvis I vinder, bliver I legendariske”.

95


Barca af Graham Hunter