Issuu on Google+

Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 1


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 2

Af Rushy Rashid: Et løft af sløret, 2000


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 3

Rushy Rashid og Jens Harder Højbjerg

BAG SLØRET

People’sPress


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 4

Bag sløret © Rushy Rashid, Jens Harder Højbjerg og People’sPress, København 2003 Forsidefoto: Isak Hoffmeyer Omslagsdesign: Harvey Macaulay/Imperiet Tilrettelægning og sats: John Ovesen/Baghus Bogen er sat med Minion Produktion: Scandbook AB, Falun ISBN 87-91518-18-0 2. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2004

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress . Ørstedhus . Vester Farimagsgade 41 . DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 5

At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, naar han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, maa jeg forstaae mere end han – men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaaer. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min MereForstaaen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gjøre min Mere-Forstaaen gjældende, saa er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, saa jeg i Grunden istedetfor at gavne ham egentligen vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse; Hjælperen maa først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstaae, at det at hjælpe er ikke det at herske, men det at tjene, at det at hjælpe ikke er at være den Herske-sygeste men den Taalmodigste, at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have Uret, og i ikke at forstaae hvad den Anden forstaaer. Søren Kierkegaard: En ligefrem meddelelse (1859)


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 6

Tak Der er mange, vi skylder en stor tak i forbindelsen med udgivelsen af denne bog. Vores familie for ikke at have nedlagt veto mod vores projekt, selv om de mere eller mindre frivilligt er blevet inddraget i bogen som hovedpersoner. Og for at have støttet, beskyttet og vejledt os – i skrivefasen og generelt. Hvis ikke I i forvejen ved, hvor meget I betyder for os, så læs bogen! Så sparer vi på de store ord her. Vores venner, som vi fra første stund har trukket store veksler på. I kender hver især den afgørende rolle, I i visse situationer har spillet for os. Nogle af jer optræder i bogen, andre gør ikke, men fælles for jer er, at vi ikke kan undvære en eneste af jer. Vi undskylder meget, at vi har været “asociale” i det seneste halve år, mens skriveriet har stået på. Vi glæder os til snart at se jer alle sammen igen. Vores søn, Adam, for at have undværet sin sommerferie uden at kny. Vores og Adams bedste “Tata”, Sonja, som har dulmet vores dårlige samvittighed ved trofast og kærligt at passe Adam de mange gange, vi har haft brug for det. Vores respektive arbejdsplader, IKEA/Danmark og Københavns Kommunes Sundhedsforvaltning, hvor vores chefer (og borgmester) og kolleger med deres interesse, velvilje og fleksibilitet har givet os mulighed for at bruge mere tid på bogen, end vi retteligen havde krav på. Vores forlag, People’sPress, for at kontakte os med henblik på at udgive denne bog. Og vores redaktør, Karsten Nielsen, for undervejs i skriveprocessen med sine gode råd, sin smittende begejstring og positive tilbagemeldinger at have tilskyndet os til at klø på – og for hans nænsomme redigering. Tak! Rushy og Jens


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 7

Indhold

Forord – og epilog 9 J ENS – Prolog 13 1. J ENS – Det umulige møde 16 2. RUSHY – Og så med en dansker 34 3. J ENS – En kold pakistaner 53 4. RUSHY – På forbudte veje 66 5. J ENS – Fast arbejde og fastere forhold 99 6. RUSHY – Roden rykkes op 112 7. J ENS – Det store spring 141 8. J ENS – Tanker på tærskelen 169 9. RUSHY – Et dansk bryllup 181 10. J ENS – Med blandede følelser 192 11. RUSHY – Allah u Akbar 203 12. J ENS – Gud er stor! 213 13. RUSHY – Kampen om familien 218 14. J ENS – Bums eller millionær 235 15. J ENS – Sløret revet væk 266 16. RUSHY – Damen havde noget på hjerte 272


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 8

17. J ENS – De hellige køer ... og bøger 274 18. RUSHY – De hellige bøger ... og køer 292 19. J ENS – Adam og Mimi ankommer 295 20. RUSHY – Fordomsfrie øjne fra Langtbortistan 307 21. J ENS – Hård hud eller forhud? Indgreb eller overgreb? 326 22. RUSHY – Modstand fra uventet kant 342 23. J ENS – Hvad bliver det næste? 346 24. RUSHY – Verden styrter sammen 354


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 9

Forord – og epilog

V

i er begge blevet overraskede over, hvor lidt vi kendte til hinandens kulturer, da vi mødte hinanden. Men på det tidspunkt troede vi, at vi vidste en hel del ... ligesom vi har fundet ud af, at mange danskere og indvandrere bedømmer, dømmer og fordømmer hinanden ud fra tro og ikke konkret og personlig viden. Måske den allerstørste hindring, når det gælder udformningen af en holdbar politik, der skal forsøge at løse de problemer, der vitterligt er med visse indvandrergruppers deltagelse i det danske samfund. I Bag sløret fortæller vi vores version af vores liv. Men hvorfor skrive en bog, der i detaljer redegør for helt personlige forhold og tanker? Hvorfor beskrive den kærlighed, de overvejelser, konflikter, problemer, kompromiser og sejre, som danner grundlaget for det liv, det er lykkedes for os at skabe med hinanden og med vores familier – og derved risikere at forrykke den hårfine balance, som vores tilværelse byggede – og bygger – på? Det spørgsmål stillede vores familie og venner os – og det gjorde vi også selv – da vi for knapt et år siden udgav førsteudgaven af Bag sløret. Men selv om vi til det sidste rystede på hånden, besluttede vi os for at udgive bogen. Det gjorde vi i håbet om at kunne udbrede vores erfaringer, som vi selv har indhøstet ved eksemplets magt. Illustrere, at når først forskellighederne er blotlagt, træder lighederne tydeligst frem. Integration, tilpasning og evnen til social sameksistens handler om meget

FORORD

9


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 10

mere end oprindelig herkomst. Nøglen ligger i den enkelte families kultur og traditioner – i den enkelte persons baggrund og støbning. Og det gælder for både gammeldanskere og nydanskere. Før Bag sløret udkom i november 2003, havde Rushys ældste lillebror, Farooq, på egne og Rashid-familiens vegne læst det rå manuskript igennem. Og Jens’ forældre og bror havde tilsvarende haft lejlighed til at kommentere på bogen. Langt størstedelen af bogen var uden indvendinger blevet accepteret. Dog havde vores beskrivelse af enkelte – højspændte og følsomme – emner afstedkommet en del diskussion. Jens’ journalistuddannede bror, Per, lagde ikke skjul på, at han dybest set helst var fri for at bogen skulle udgives, men indgik alligevel i en konkret dialog om indholdet. Og som han formulerede det på det tidspunkt, så respekterede han, at vi fortalte, hvordan vi havde opfattet en given situation – uagtet at han selv følte, at hans rolle og argumenter havde en anden karakter. Dog forholdt han sig retten til at give sit besyv i debatten, hvilket vi naturligvis accepterede og endog billigede. Ordet var frit. Alligevel var det en for os uventet offentlig kritik, som udgivelsen af Bag sløret og den efterfølgende lancering i medierne afstedkom fra Jens’ bror. I et voldsomt indlæg i Politiken nedgjorde han os, bogen og vores motiver til at skrive den. Om bogen mente han, at den gav et fejlagtigt og romantiseret billede af vores kulturmøde som et eksempel på en vellykket integration. Både i bogen (der indholdsmæssigt slutter præcis tre år før disse linier skrives) og i de interviews, der umiddelbart fulgte efter udgivelsen, fremhævede Jens flere gange betydningen af den enorme forskel på det familiære sikkerhedsnet, der var spændt ud under os. At Rushy fra første færd risikerede at miste hele familien, hvis hun indlod sig med en hvid dansker. I modsætning til Jens, der var sikker i sin overbevisning om, at han til hver en tid ville opnå forståelse og tilgivelse fra sin nærmeste families side ... også selv om han skulle dumme sig, opføre sig grimt, uanstændigt eller det, der var værre. At det gav ham et altafgørende psykologisk rygstød at vide, at hans familie uanset hvad, altid ville bakke ham op over for omverdenen.

10

B AG

SLØRET


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 11

Jens blev altså korrekset i sin fejlagtige antagelse. Det er et sørgeligt faktum, som ingen begræder mere end vi. Det er så til gengæld også det eneste punkt, hvor vi vil medgive, at vi åbenlyst har taget fejl og romantiseret i bogen. Men det vidste vi ikke, da vi skrev den! Vi har taget debatten i vores familier både internt og altså nu også i det offentlige rum. Og den er ikke slut endnu ... nogen af stederne. Det er os magtpåliggende igen at understrege, at dette er vores personlige beretning. Vi har bestræbt os på at fortælle sandheden om vores møde og fælles liv. Men ikke hele sandheden, for nogle få vigtige episoder og hændelser er udeladt. Vi beder om forståelse for, at noget kan være så personligt, at det – selv om vi i bogen tilsidesætter vores blufærdighed og lukker op til vores privatsfære – hører til de oplevelser, man i et ægteskab og en i familie har krav på at kunne holde for sig selv. Men om Gud vil – Insha Allah – vil vi fortælle resten af historien til vores børn. Denne bog tilegnes vores fødte og ufødte børn. Til H.C., Adam og Mimi. 12. september 2004 Rushy Rashid og Jens Harder Højbjerg


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 12


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 13

J ENS

Prolog

O

g så sad hun bare dér. Alt var overladt til fantasien. De store brune øjne, det knaldsorte hår og de fyldige rødmalede læber antydede naturligvis en hel del – ligesom hendes fremmede efternavn “Rashid” gav en fuldgod forklaring på hendes mørke lød, men bortset fra det vidste jeg ingenting om hende. Hun sad lige over for Mogens Glistrup. Smuk og velformuleret og lejlighedsvis med et overbærende smil, som ikke var af den hånende og nedgørende slags, men som vidnede om et mentalt overskud i forhold til den mand, der lod byger af absurde og krænkende påstande hagle ned over hende. “Nå – de bruger hende igen!” Min kæreste sad i sofaen lige ved siden af mig. Som journalist havde hun været en af de allerførste, der i sin tid havde interviewet Rushy Rashid til en landsdækkende avis. Og derfor vidste hun, at tilrettelæggerne af tv-programmet “Tre til tiden” på TV3 tidligere på Danmarks Radio havde brugt Rushy Rashid i en udsendelse om problemerne med integration af især andengenerationsindvandrere i Danmark. I første omgang opfattede jeg hendes ord lidt som en hån mod den unge pakistanske kvinde i studiet og var på nippet til at forsvare Rushy Rashid – for jeg kendte hende ikke. Men ordene var blot en kollegial vurdering af værtens og redaktørens åbenbare mangel på fantasi. Selv sad jeg med den følelse, som jeg ofte tidligere havde haft, når

J E N S – P R O LO G

13


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 14

jeg så eller mødte en spændende og tiltrækkende kvinde. Draget mod det uudforskede og med den umiddelbare lyst til at smide alt og kaste mig ud i eventyret. Tankerne flirtede allerede med, hvordan hun ville reagere, hvis jeg uden videre anledning rakte en stor buket roser frem mod hende? Hvordan ville det være at have den unge pakistanske kvinde med det formfuldendte danske sprog under armen på vej til en lækker restaurant – hvordan mon hun kyssede? Som dansk mand – næsten 34 år gammel her i februar 1997 – havde jeg prøvet lidt af hvert med hensyn til det modsatte køn. Et fast parforhold allerede som 22-årig med en dejlig pige, der med sine erfaringer og klare forestillinger om, hvad det ville sige at leve og bo i et fast forhold, fik mig til at søge over i en tilværelse som ungkarl igen. Og som sådan havde jeg levet siden 1990. Med en del kærester, hvoraf få var for alvor og flere for sjov. Med ganske få undtagelser havde jeg fra begyndelsen af disse forhold vidst, at det kun ville være et spørgsmål om tid (og spænding), før græsset på den anden side igen ville syne mere grønt og frodigt end nogensinde. Og nu sad jeg så her. I et parforhold, som på alle måder virkede ideelt. Med en meget begavet, smuk og enestående kvinde. Utraditionel og uberegnelig – i ordets positive forstand. Ud af en veluddannet, kunstnerisk og formuende familie kunne hun hengive sig til “La Traviata” for blot en time senere at være ferm til at drikke bajere og ture den på skumle værtshuse. Og med en smøg i mundvigen kunne hun tale med havnearbejdere og sportsjournalister på en ligefrem og ligeværdig facon. Da jeg havde mødt hende, havde hun været svaret på mine fantasier om min livsledsagerske. Og nu var vi så endt i et veltilrettelagt parforhold, der næsten kun kunne munde ud i et ægteskab, børn og sommerhus. Vores forhold var ikke uden gnister – heller ikke af de opslidende og energikrævende. Men jeg var efterhånden nået til den erkendelse, at jeg måtte tøjle mine urealistiske forventninger til det perfekte match og acceptere, at hvis jeg fandt en kvinde, som mere end 90 procent indfriede mine forhåbninger, så kunne jeg ikke med rimelighed ønske mig mere. Mange gange havde jeg brugt en bestemt metafor for at forklare mig selv, min bror og mine venner om min manglende lyst og vilje

14

B AG

SLØRET


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 15

til at tage det sidste skridt ud i det store forpligtende ægteskab: At det var som at stå på kanten af en dyb kløft og spejde længselsfuldt over på den anden side – og skue frygtsomt ned i dybet. Sådan havde jeg som altoverskyggende hovedregel nærmet mig seriøse forhold. Forsigtigt og med et vagtsomt øje for afgrundens ulykker. Skrækslagen for at opleve normernes omklamring og forpligtelsens klaustrofobi. Velvidende at det reelt krævede et hovedkulds og målbevidst tilløb at forcere afgrunden og komme over “på den anden side” – dér hvor de stærke følelser af at høre sammen – i medgang og modgang – herskede, og hvor det ikke var en option at skride, når det blev for broget. Dér, hvor der ud af et langt forhold ville kunne vokse endnu stærkere følelser frem end den forelskelse, som for tid og evighed kan rasere selv et fornuftigt menneskes sjæl. Jeg drømte om at få modet til at smide forsigtigheden væk og tage det lange, tempofyldte tilløb mod afgrunden. Jeg drømte om selv at mærke suset, når jeg kraftfuldt svævede over dybet og landede i grønsværen derovre. Som jeg sad dér i sofaen, havde jeg en dybtliggende tvivl, om jeg ville finde viljen og evnen til at tage det spring i mit nuværende forhold – og om jeg nogensinde ville turde gøre det. Lidet kunne jeg på det tidspunkt ane, at den kvinde, der halvandet år senere fik mig til at kaste mig ud i det helt store, uoverskuelige og uforudsigelige projekt, bare sad dér ... inde i fjernsynet.


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 16

1 J ENS

Det umulige møde

J

eg var igen vaskeægte ungkarl. For ganske nylig havde jeg fejret min 30-års fødselsdag ... fem år forsinket! Alle mine venner og min nærmeste familie havde fyldt min store lejlighed i hjertet af Aalborg. 50 skønne mennesker havde vist mig, at jeg ikke burde have noget at klage over – så rig på venner og med et nært forhold til min bror og mine forældre. Og jeg klagede heller ikke, men følte mig lykkelig. Så lykkelig jeg nu engang kunne være uden at have fundet ���hende”. For skulle jeg være ærlig over for mig selv, så manglede der noget, for at den glade dag ville have været fuldendt. Nu var det blevet maj 1998, og jeg kunne se frem til en længere tilværelse som husvild i København. For selv om jeg levede som freelance-journalist i det nordjyske, var jeg blevet hentet til hovedstaden som redaktionschef og vært på den hidtil største sportssatsning på TV3 – dækningen af fodbold-VM. På mange måder glædede jeg mig til opgaven og livet i København. Jeg havde lært nogle af de helt centrale personer på TV3Sporten at kende et lille halvt år tidligere, da jeg som freelancer var blevet hyret som vært for stationens dækning af håndbold-VM for kvinder. Dette VM var TV3’s debut udi at dække en stor slutrunde – og vi var som trup alt for få og alt for urutinerede til at løfte opgaven. Men det vidste vi bare ikke, så vi knoklede næsten i døgndrift, spiste sammen og drak os fulde på de helt rigtige tidspunkter. Og vi lykkedes med opgaven – seertallene og den kommercielle indtjening oversteg de vildeste forventninger. Chefen Jørgen Madsen og producer Johnny Sørensen var nogle helt igennem fantastiske mennesker

16

B AG

SLØRET


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 17

– både at arbejde sammen med og tale med om alt muligt andet ved siden af. Det var den oplevelse – og den tætte samhørighed, vi også fik på baggrund af de tragiske drab på to danske tilskuere, der fandt sted blot få meter fra vores studie i hallen i Berlin – der fik mig til at se frem til et par hektiske måneder i deres selskab på Indiakaj i København. Men jeg måtte erkende, at det igen var hensynet til arbejdet, der havde overtaget og dermed endnu en gang suspenderede muligheden for et rigtigt liv. For et sådant måtte nødvendigvis udgå fra min bopæl i Aalborg – med mine forældre og min bror inden for cykelafstand. I mange år havde jeg boet i København og arbejdet på Danmarks Radio og havde ikke skænket de omkostninger, der er forbundet med at bo langt fra sin nære familie, mange tanker. Arbejdet og vennerne, det gav, betød så rigeligt – og familien var der jo altid. Så da jeg i slutningen af 1995 var skredet fra DR og havde smækket døren efter mig, havde det ligget lige for at prøve lykken med at vende tilbage til Aalborg. Og sådan var det blevet i foråret 1996 – oven i købet med løfte om på TV2/Nord at lave al anden form for journalistik end sport. Tilmed havde jeg fået muligheden for at arbejde sammen med min bror, der var journalist samme sted. Men siden havde først en vedholdende kæreste lokket mig til at bo i hendes lejlighed på Østerbro (jeg havde dårligt nok nået at indrette min nye lejlighed i Aalborg) – og nu var det så TV3, der hev i mig, hvilket jeg dybest set var noget frustreret over. Ikke fordi jeg havde fundet lykken i Aalborg. Dels havde jeg aldrig nået at give det en ordentlig chance – dels havde jeg nydt det frie liv som eneboer ... og særling. Løbeture kl. 22 om aftenen, hvis det passede mig. Fodbold i min gamle klub med mange af de gamle kammerater – noget, jeg havde savnet som en sindssyg i mange år. Byture med min bror og senere – da han var blevet gift – cykeludflugter til hans nye hjem 30 kilometer borte. Og med hensyn til kvinder er Aalborg ikke for ingenting berømmet for sit natteliv i Jomfru Ane Gade. Jeg boede fem minutters slendren fra “Gaden” og brugte den en gang imellem som en “put and take”-fiskedam. Hvis humøret var

JENS – DET

UMULIGE MØDE

17


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 18

til det, så lige ned at kigge. Var der ikke udsigt til det helt store, så gik jeg bare hjem igen. Men hvis der var bid, så havde jeg efterhånden opnået erfaring og selvsikkerhed nok til som regel at få makrellen landet på behørig vis. Et sjovt og uforpligtende liv – men hvad hjalp det, når jeg håbede på bare at kunne forestille mig en nogenlunde forudsigelig tilværelse det samme sted og med den samme kvinde. Så de kommende måneder på TV3 ville nok blive udfordrende og vanvittige, men de ville samtidig udskyde mine muligheder for at slå rødder i Aalborg. Det blev en fuldstændig fantastisk tid. En lille måneds forberedelse, hvor alt skulle bygges op, og folk skulle ansættes og læres op. Og TV3’s reklameblok-planlæggere i London skulle bringes til at forstå, at en VM-kamp ikke begyndte før det fastsatte tidspunkt, selv om det ud fra de tidlige planer så ud, som om de håbede på det. Og så en måned, hvor det hele bragede løs. Som redaktionschef med ansvar for konceptet, tilrettelægger af alle udsendelser, opliner af de fleste gæster, redaktør for de udsendte medarbejdere og vært på halvdelen af programmerne havde jeg nok at se til. Det var på TV3, jeg mødte Rushy. Jeg havde godt læst om hende i “Journalisten”, da hun var blevet ansat på TV3-nyhederne, men uden at hæfte mig særligt ved det. Næsten alle på sportsredaktionen var som jeg freelancere hyret til lejligheden. Derfor hverken kendte eller minglede vi med den faste stab, der hver dag producerede “Dagens Nyheder på TV3”. Men vi gik op og ned ad hinanden og var nødt til at trække på de samme tekniske faciliteter. En dag tidligt i forløbet var det ret vigtigt, at vi fik checket nogle indkøbte indslag, der lå på beta-bånd (et videoformat, der som hovedregel blev brugt til at optage professionelt fjernsyn på i 1998), men Sportens kontor, der havde til huse i en spartansk indrettet skurvogn på parkeringspladsen, havde ikke en sådan båndmaskine. Vi havde frygtelig travlt med en masse praktiske forberedelser, så det

18

B AG

SLØRET


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 19

passede mig meget dårligt, at jeg selv skulle bruge tid på at se bånd igennem. Men der var ikke andre til at gøre det, så de større linier måtte vente med at blive tegnet. Derfor måtte jeg på ekspedition i selve hovedbygningen – og op i Nyhedernes redaktionslokaler. Jeg spurgte rundt i lokalet, om der var en betamaskine, som jeg måtte låne. “Vi har den dér,” var der én, der var så venlig at sige og pege. Og dér sad hun. Med øjnene tæt på en monitor og fingeren på play-knappen.“Jeg bruger den,” sagde hun og udstrålede, at hun ikke havde til sinds at undersøge, om mit formål måske var vigtigere end hendes – en øvelse, alle tv-folk ellers er tvunget til at mestre, når det brænder på, og teknikken strammer. En af de andre kunne godt se, at jeg tilsyneladende havde et akut behov, og spurgte hende, hvad det var, hun lavede. “Jeg overspiller nogle af mine indslag til VHS,” svarede hun og tydeliggjorde dermed, at de fleste andre formål end hendes objektivt set ville have højere prioritet. Men det anfægtede hende ikke. “Men du må gerne låne den, når jeg er færdig,” svarede hun med et smil, som fik min irritation dæmpet betragteligt. Jeg fandt en ubenyttet maskine et helt andet og afsides sted i det store hus og vendte ikke tilbage – i hvert fald ikke med det formål. På TV3 var det ingen hemmelighed, at netop Rushy skulle afprøves som nyhedsvært i løbet af sommeren. Så der var et vist fokus på hende – også fra min side. Hele TV3-stationen på Indiakaj var i undtagelsestilstand. Aldrig tidligere havde det lille kontrolrum skullet kunne kommunikere med kommentatorer, reportere og sendevogne i udlandet – og så på én og samme tid. Et helt nyt studie blev bygget op fra grunden ude i baghaven med tilsvarende behov for kommunikation mellem kontrolrum, vært og studiepersonel. Alle redigeringsrum blev befolket med freelance-teknikere og unge håbefulde mennesker, der enten skulle klippe indslag eller notere højdepunkter fra de enkelte kampe. Samtidig med at Sporten næsten ryddede bulen, skulle Dagens Nyheder stadigvæk i luften. Af praktiske og tekniske grunde var det meningen, at Nyhedernes vært skulle have en position i vores friluftsstudie – og det gav mit arbejde en ekstra dimension. For så ville

JENS – DET

UMULIGE MØDE

19


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 20

jeg komme til at stå tæt på hende den særlige og lidt mystiske Rushy. Ikke for noget, men hun var “et studie værd”. Det var i den ramme, jeg så Rushy. Kun et hej på trappen eller et hastigt blik i kantinen, mens vi fra sportsredaktionen huggede maden i os. “Hende kunne jeg godt tænke mig at kysse igen,” udbrød jeg engang, da hun havde passeret os på trappen, og vi var nået ud i det fri på parkeringspladsen. Heldigvis røg Jørgen lige i fælden. “Har du kysset Rushy?” spurgte han lige efter bogen, så jeg til Johnnys store fryd kunne fyre anden halvdel af: “Nej, men jeg har godt kunnet tænke mig det en gang før.” Men jeg kunne ikke skjule over for mine to venner, Jørgen og Johnny, at jeg fandt hende mere interessant end gennemsnittet. Og med mine røde kinder som vidner måtte jeg flere gange høre Jørgen på den mest barnlige, højrøstede frikvartersagtige facon udbryde: “Hej, Rushy – vi skal ud at spise på Olsen i aften. Vil du ikke med ... Jens kommer også.” Skuffelsen over, at det i sidste øjeblik blev besluttet, at Nyhederne alligevel skulle produceres fra det sædvanlige nyhedsstudie, druknede i den sidste lange spurt med at blive klar til første live-udsendelse. Så temmelig tæt på og alligevel på uopnåelig afstand debuterede Rushy som vært. Jeg mærkede lidt af suset, da hendes ansigt tonede frem som den første indvandrer-nyhedsvært på landsdækkende dansk tv. For sammen med en lille gruppe af sportsfolk kom jeg til at party-crashe hendes familie og venner, der sad bænket i det store mødelokale i kælderen og iagttog hendes præstation. Vi brugte som regel lokalet til et slug-maden redaktionsmøde mellem eftermiddagens og aftenens program. Men nu var lokalet altså optaget – og vi måtte pænt finde et andet sted eller høfligt forholde os i ro. Hendes debut gik over al forventning, og alle var lettede og glade – også vi daglejere på Sporten, selv om vi ret beset ingen aktier havde i hverken Nyhederne eller Rushy Rashid. Men stemningen og stoltheden smittede. Og så nåede jeg lige at hilse på hendes venner Din og Sabira og hendes lillebror Imran. Pudsigt nok fortalte han mig, at vi havde mødtes en gang tidligere – ved OL-finalestævnet i taekwondo i

20

B AG

SLØRET


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 21

Barcelona i 1992. Og nu viste det sig, at den person, jeg ved den lejlighed havde interviewet, var hans storebror Amir. Mens VM-bolden rullede i Frankrig, havde vi en vanvittig travl periode på redaktionen. Kun arbejde og overlevelse. Jeg havde mødt en pige i Aalborg, inden jeg drog af sted, men kun en enkelt gang i løbet af turneringsmåneden talte jeg i telefon med hende – og det var en ganske kort samtale, hvor jeg samtidig skrev på en “running order” – en rækkefølge for aftenens program. Så selv hvis jeg havde følt større lyst til at sludre ømt med hende, så havde jeg ikke haft tid. En tilfældig arbejdsdag så omtrent sådan ud: Klokken 7.30 om morgenen blev jeg som regel vækket af reporter Ole Selchau, der i telefonen – høflig og ualmindelig velopdragen som han var – spurgte, om han vækkede mig! Men vi fik altid aftalt, hvad han og de andre ville kaste sig over i Frankrig og kunne levere senere på dagen. Derefter måske snurre en lille time mere og ellers op og drikke en kop morgenkaffe med min elskelige mormor, som jeg boede hos på Amager. Redaktionsmøde sidst på formiddagen og så arbejde uafbrudt – og jeg mener uafbrudt og under stærkt tidspres, for aldrig tidligere har jeg talt i mobiltelefon, mens jeg forrettede min nødtørft, men telefonen ringede konstant – frem til det sidste program havde været i luften kl. 24. Fælles evaluering og en øl – og ofte et par stykker ekstra med chefen, for der var meget at snakke om ... og grine ad. Hjemme på Amager mellem kl. 1.30 og 2.30 – og så tid til ritualet: En pose popcorn, halvanden liter danskvand og den nytrykte Berlinger til en i alt urimelig pris af godt 50 kroner i 7-Eleven-biksen på hjørnet lige neden for min mormors lejlighed. Mens jeg sad på det, der havde været min morfars plads for enden af spisebordet, og tyggede popcornene og avisen igennem, faldt jeg til ro – og ca. kl. 3.00 slæbte jeg mig ind på mit værelse ... og bekymrede mig ikke om at stille vækkeuret, for om alt for få timer ville Ole igen spørge, om han vækkede mig!

JENS – DET

UMULIGE MØDE

21


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 22

Egentlig havde vi nok at se til på sportsredaktionen, men derfor behøver man jo ikke at forsage fester og socialt samvær. Så selv om vi ret beset ikke havde tid, havde de fleste medlemmer af den hårdt oppumpede sportsredaktion sagt ja tak til at dukke op til TV3’s store firmafest i medborgerhuset på Christianshavn. Man skulle (helst) være klædt ud som cowboy eller cowgirl, men vi havde heldigvis den undskyldning, at der var udsendelse frem til meget sent på aftenen, så vi derfor hverken kunne nå at deltage i den fælles spisning … eller klæde om til lookalike western party-dress. Det var en fest, som jeg så frem til. Ikke for at møde og involvere mig i en masse nye kolleger i TV3-systemet, for det følte jeg ikke det store behov for, i og med at min faste gang på stationen ville slutte brat, når VM var forbi. Men festen ville være en kærkommen anledning til at få en sludder med Rushy. Alle andre steder ville det vække opmærksomhed, hvis jeg sad alene med hende og snakkede. Nu var chancen der. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg vidste, at Rushy ikke blev hængende længe til festerne. Det har sikkert været Johnny, der fortalte mig det, for han var den eneste i min fortrolige omgangskreds, der kendte til Rushys fortid og væsen. Men den aften havde jeg travlt, så da vores sene udsendelse sluttede ved midnat, skyndte jeg mig at få overstået efterkritikken – og så hastede vi til Christianshavn. For sent! Jeg tror, klokken var kvart i ét, og hun var ikke at se nogen steder. En af hendes veninder fra Nyhederne stod i baren. Jeg spurgte hende sådan lidt cool og indirekte: “Hvor mange er I her? Nogen jeg kender?” … og så videre. Hun fortalte, at Rushy var gået for ti minutter siden. Og hun lod mig samtidig vide, at Rushy faktisk havde trukket den for at møde mig, men ikke havde kunnet vente længere med at tage hjem. Det sidste var jeg ret uforstående over for. Hvis det rent faktisk forholdt sig sådan, at hun gerne ville møde mig, hvorfor blev hun så ikke bare? Hun var 30 år, journalist og vært og selvstændig. Hvad kunne være så vigtigt, at hun partout skulle hjem til sin far og mor? Jeg fattede det simpelthen ikke. Det var i øvrigt en kedelig fest, så vi gik hurtigt videre. Og aftenen

22

B AG

SLØRET


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 23

var ikke helt spildt, for på et af byens diskoteker kom jeg igen i snak med veninden fra Nyhederne, Pernille. Og da afslørede jeg – sådan i al fortrolighed, naturligvis – at jeg virkelig havde glædet mig til at møde Rushy til festen, for selv om jeg ikke kendte hende, så virkede hun meget sød og spændende. Da jeg ud på natten drog hjem til mit værelse hos min mormor, vidste jeg, at Rushy naturligvis ville få et fyldigt referat af vores “fortrolige” snak. Sporten havde møvet sig ind på Nyhedernes territorium på TV3 – på flere planer. I den måned var vi de vigtigste, og derfor var de blevet forvist fra deres normale kontorer, som vi så havde til rådighed. Men med så mange folk på så lidt plads kunne det ikke undgås, at de sparsomme faciliteter blev delt på tværs af programmerne. Således også den dag, da Rushy skulle have efterkritik. Hun havde været vært i en lille uges tid, da én af de andre værter og redaktionssekretærer bevæbnet med en stak udsendelseskopier under armen trængte ind i det kontorlandskab, hvor jeg sad alene og skrev de såkaldte rækkefølger til dagens tre live-udsendelser. Det var på et tidspunkt af dagen, hvor der endnu ikke var mødt så mange sportsfolk, så der var plads – og der var en gennemsynsmaskine, der ikke blev brugt. Selv om jeg egentlig sad i deres kontor, var det ret beset mig, der havde mest krav på ��� og behov for – at arbejde i lokalet. Men problemet blev løst ved, at jeg blev spurgt, om de måtte bruge båndmaskinen til efterkritik – og jeg svarede, at det måtte de gerne, bare jeg måtte arbejde videre – og sådan blev det. Rushy var fulgt efter ind i lokalet – og mærkeligt nok kunne jeg straks mærke hendes modvilje over for seancen, der skulle finde sted. Og det undrede mig, for efterkritik og en kyndig kollegas vurdering og vejledning har alle dage været et af det bedste journalistiske og værtsmæssige arbejdsredskaber. Hurtigt forstod jeg, hvorfor Rushy virkede kontrær. Af deres indledende samtale kunne jeg forstå, at efterkritikken nærmest havde været en ordre fra Bettina, som den anden vært og redaktionssekretær hed.

JENS – DET

UMULIGE MØDE

23


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 24

Mens jeg sad og skrev og gjorde mig umage for ikke at virke indfanget af deres snak blot to meter borte, lyttede jeg til kritikken af Rushys præstation i hendes første udsendelser ... og græmmede mig. Det er med journalistisk efterkritik som med al anden kritik, at der skal være en vis balance i tingene – ellers går det galt. Det vidste jeg så godt som nogen efter på det tidspunkt selv at have fået og givet kritik i 10 år som journalist. Man bliver nødt til at fremhæve det positive for at få en platform for det negative. Man er nødt til at tage konkret udgangspunkt i, hvor den pågældende befinder sig erfaringsmæssigt, og hvilke forudsætninger vedkommende har haft for at udføre en opgave. Og så videre – helt banalt. Men det her var ren og skær nedbrydning af Rushy. Hun fik ganske enkelt en sønderlemmende kritik af samtlige de elementer, en vært skal betjene sig af. Øjenkontakt, stemmeføring, tempo, betoning og kropssprog. Det var modbydeligt at overvære. Dels fordi jeg følte min blufærdighed krænket ved som fremmedelement at være indskrevet som tilskuer på første række til en journalistisk proces, som i sit væsen er meget intim og privat. Dels fordi jeg på de fleste punkter var uenig i kritikken og dens styrke. Jeg kendte hende ikke specielt, denne Bettina. Personlig syntes jeg, hun som nyhedsvært hverken lokkede seere til eller direkte skræmte dem væk. Lidt ligegyldig uden den personlige udstråling – x-faktoren – der får de gode værter til at “baldre ruden”, som man siger. Jeg kendte et par stykker, der havde gået på hold med hende på Journalisthøjskolen, og de havde ikke været begejstrede for hendes facon med at hævde sig selv – gerne på andres bekostning. Og derfor havde de konsekvent kaldt hende “Fuck-up-olos” som en mindre flatterende omskrivning af hendes græske efternavn. Det, som for alvor fik mig til at intensivere min skjulte aflytning af Rushys revselse, var, at hun blev rådgivet til at give sine betoninger noget mere svaj. Bettina gav nogle eksempler på, hvordan hun mente, det skulle gøres. Og det skurrede i mine ører, for det var præcis det modsatte af, hvad jeg selv sagde til de unge og uerfarne tvjournalister, jeg som praktikantvejleder og redaktør havde haft i hænderne. Et eksempel: Ved en stor konference i TYSKland blev det i dag

24

B AG

SLØRET


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 25

beSLUTTET, at de vestlige regeringer i FREMtiden vil øge deres ULANDS-bistand med 5 promille om året. Denne form for “da-da-DUM”-betoninger havde jeg selv som praktikant lært at undgå på et kursus i Danmarks Radio. Dengang forstod jeg ikke kursusledernes modvilje mod vores unge, tempofyldte og energiske oplæsning, men de modne kræfter – Jens Christian Schmidt og Georg Metz, som lærerne hed – fastholdt, at de mekaniske og næsten rytmiske betoninger ikke bundede i indholdet, men tværtimod var med til at fjerne fokus fra tekstens budskab. Og vi blev tvunget til at studere teksten for at diskutere, hvorfor det netop skulle være TYSKLAND, BESLUTTET, FREMTIDEN og ULANDSBISTAND, der skulle fremhæves. Siden har jeg altid lyttet til Radioavisen med stor fornøjelse, for de professionelle oplæsere taler kun med få og beherskede betoninger, der diskret understreger vigtige nøgleord og ikke andet! Og jeg har nydt visheden om, at jeg er blevet klogere af andres erfaring – trods min umiddelbare irritation over at blive rettet. Og nu blev Rushy redet på min kæphest – den forkerte vej. Det var næsten ubærligt. Men samtidig gav det mig en oplagt chance for at komme i snak med hende. Der var efterhånden gået en måneds tid, hvor det stort set kun var blevet til venlige hilsener – og forlegenhed, når Madsen igen-igen brølede op om, at jeg også skulle med ud at spise, når han – uden held – inviterede Rushy med. For at blive i det gamle mønster fra 8. klasse i folkeskolen så skrev jeg et lille brev til Rushy. Flere gange i løbet af skriveriet (som hele tiden blev afbrudt af noget så forstyrrende som telefoner, møder og gæster ... det, de kaldte for “arbejde”) måtte jeg lige checke stavemåden på hendes navn. Derfor valfartede jeg til trappeafsatsen på 1. sal, for dér – på opslagstavlen – hang stadigvæk hendes invitation til kollegerne i anledning af hendes 30-års fødselsdag midt i maj. Underskrevet R-u-s-h-y. Med næsten hørbar hjertebanken blev brevet lagt i hendes dueslag i stueetagen. Ved frokosten rendte jeg tilfældigt på hende ved buffeten – så tilfældigt det nu kan blive, når andenportionen var timet og tilrettelagt til hendes ankomst. Og jeg fik en bunke flashbacks fra de pur-

JENS – DET

UMULIGE MØDE

25


Bag sløret/Hardback/04

06/10/04

9:38

Side 26

unge dage, hvor følelserne for hinanden blev afstemt på en krøllet seddel ved simpel afkrydsning og man med bæven ventede på dommen. Men der var ingen reaktion på mit brev. Med en behændig manøvre fik jeg gutterne viftet af, da jeg på vej op på Sportens etage “havde glemt” noget i kantinen. Og således kom jeg til at stå ansigt til ansigt med hende på trappen. Jeg var nødt til at kende hendes reaktion – ellers kunne jeg ikke koncentrere mig resten af dagen. “Har du fået post i dag?” spurgte jeg og følte mig lige så snotdum som spørgsmålet. “Ja,” svarede hun på en måde, der klart signalerede, at hun ikke vidste, hvad jeg hentydede til. “Har du ikke fået et brev fra mig?” prøvede jeg igen mere direkte. “Næ – skulle jeg det?” replicerede hun kækt – men heldigvis nu med så tilpas megen imødekommenhed, at oddsene pludselig steg betydeligt. Hun havde ikke selv checket i løbet af dagen, “men det vil jeg gøre,” sagde hun, mens jeg som Jens, 15 år, hastigt tog to trin ad gangen op ad trappen. Hele den dag og den næste gik uden nogen form for tilbagemelding. Vi havde da hilst på hinanden, men hun havde ikke med så meget som et øjenbryn løftet sløret for, hvad hun mente om mit brev eller min interesse. Først da jeg på andendagen ved midnatstid skulle afsminkes efter udsendelsen, fik jeg en respons. På stolen med mit almindelige tøj lå der et brev. Det var en helt speciel oplevelse at åbne det brev. “Sminkedamen” hed Mette og var faktisk den kæreste, som jeg i sin tid havde boet sammen med, men som jeg ikke dengang kunne leve med i et fast og voksent forhold. Siden havde vi på mange måder haft en bror-søster-relation, hvor vi havde delt hinandens op- og nedture. Jeg havde fået hende med på VM-holdet – og nu skulle netop hun på nærmeste hold følge, hvordan jeg klarede mig i begyndelsen af det, der måske skulle blive mit sidste forhold. Både absurd og dansk!

26

B AG

SLØRET


Bag sloeret af Rushy Rashid