Page 1


Babyalarm.indd 2

21/03/14 13.38


Vibeke Dorph

BABYALARM Psykologisk thriller

Babyalarm.indd 3

21/03/14 13.38


Babyalarm Copyright © 2014 Vibeke Dorph Copyright denne udgave © 2014 People’sPress, København Omslag: Rasmus Funder/ArtPeople Forsidefoto: © fotokon Forfatterfoto: © Lis Kasper Bang Sats og tilrettelægning: LYMI Bogen er sat med Palatino ISBN 978-87-7137- 850-4 1. udgave, 1. oplag Printed in EU 2014

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V Forfatterbooking: www.artpeople.dk

Babyalarm.indd 4

21/03/14 13.38


Lyngby vest, 1974

Babyalarm.indd 5

21/03/14 13.38


Babyalarm.indd 6

21/03/14 13.38


HUN KAN MÆRKE på moren, at manden er på vej. Først blev hun glad, fordi moren virkede gladere. Men moren er aldrig glad på samme måde som andre voksne. Munden smiler og griner, stemmen er høj og hektisk, men det grå i blikket flyder ud. Jo mere hendes mor griner og taler højt, jo mere bange bliver hun. Det er sådan en dag i dag. Hun sidder på sit værelse på sengen og rører ved nøgleringen af plastic under puden, som manden har givet hende, mens hun ser moren gå frem og tilbage ude i gangen. Moren ligner en lang udmagret fugl med den blomstrede morgenkåbe svævende efter sig. Håret er vasket og dækket af et håndklæde. Hun drikker af et glas med noget rødt i og spiller høj musik og skruer hele tiden op. På et tidspunkt hører hun overboen banke hårdt i gulvet. Moren hører det også, men i stedet for at skrue ned råber hun op mod loftet: – Forpulede tabere. Det er ved at blive mørkt udenfor, hun har ikke fået mad siden i morges, hun er sulten, men hun tør ikke rejse sig fra sengen. Hun siger heller ingenting, da moren kom-

7

Babyalarm.indd 7

21/03/14 13.38


mer ind på værelset. En skarp lugt af parfume følger med moren ind, den skærer i hendes næse og blander sig med den let rådne og kirsebæragtige lugt, der kommer ud af morens mund, da hun bøjer sig ned og ser på hende med øjnene, der er ét stort gråt: – Du ødelægger det ikke for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg gør ved dig, hvis du begynder at vræle, er du med? Hun nikker. Det er længe siden, hun er holdt op med det med at græde. Moren ramler sin fod ind mod skrivebordet, da hun rejser sig. Hun slår ud efter bordet. Så slukker hun lyset, smækker døren og låser. Hun kan høre, at han er kommet nu. Musikken er skruet ned og blander sig med morens stemme, der nu er blevet blød og varm: – I Tivoli med en lille veninde og hendes forældre, siger hun kælent. – Hold nu op, du vil jo godt. Moren griner. Mandens stemme er en dyb brummen, som hun ikke kan tyde. Hun har set ham og ved, at han ikke vil redde dem. Det er moren, han er her for, det er hende, han kommer efter, men ikke på den måde, som moren tror. Det har hun længe vidst, og det er hendes mor også ved at finde ud af. Snart hører hun dem inde ved siden af i soveværelset. Sengen, der giver sig, moren, der kælent kalder på ham. Hun lægger sig på sin seng og trækker puden over hovedet, kram­mer sin bamse og prøver at holde deres lyde væk. Så sker der det, der ikke må ske. Hun falder i søvn, men lydene fra soveværelset går med hende ind i drømmene. Mandens mørke stemme, morens skrig, og hun vågner for sent og ved, at hun selv skriger højt. Hun sætter sig op i sengen. Lytter. Pludselig er der helt stille i lejligheden. Så hører hun manden sige noget vredt. Han skælder ud. Morens stemme, der bedende følger ham ud i entreen. Hoveddøren, der smækker. Der er stille et øjeblik. Så morens nøgne fødder mod 8

Babyalarm.indd 8

21/03/14 13.38


gulvet, en skuffe, der rasler i køkkenet, og nu nøglen i låsen til hendes værelse. Moren står i døren. En lang, tynd og sort fugl. Moren er nøgen, det grå i hendes øjne lyser ned imod hende. Noget glinser som sølv i hendes hånd.

Babyalarm.indd 9

21/03/14 13.38


Babyalarm.indd 10

21/03/14 13.38


Nansensgade, 2010

Babyalarm.indd 11

21/03/14 13.38


Babyalarm.indd 12

21/03/14 13.38


TANKERNE. LARM. KATRINE kan høre skraldevognens skingre bip bip bip nede fra Nansensgade. Lyden af mørke mandestemmer, der råber op. Spande, der bliver trukket hen over asfalten, drønet, når skraldemændene tømmer indholdet ned i vognens enorme krop. Hun vender sig og ser på clockradioens display. 05.30. De røde tal flimrer i mørket. Hun kan høre naboen pusle rundt inde ved siden af. Hun kan mærke sit hjerte banke. Dunk. Dunk. Jævnt og rytmisk. Hvorfor bliver det ved? Hvad holder det i gang? Pludselig kan det stoppe. Hun skal slappe af, hun skal sove, hun har ingenting at bekymre sig om. Ingenting. Hun kører remsen gennem hovedet: Du har et godt job. Du har en god familie. Du skal ikke engang på arbejde i morgen. Du har fri. Der er ingenting, hun skal bare sove. Sammenbidte tænder, anspændt krop. Hendes ben ryster. Hun er lysvågen. Hun var dødtræt, men tvang sig selv til at vente med at gå i seng til klokken halv tolv. Men hvordan skal hun kunne sove, når hun lægger sig i sengen og ved, at det ikke vil ske? Jo, en time. Højst to. Så lysvågen igen. Det

13

Babyalarm.indd 13

21/03/14 13.38


er begyndt at køre i ring. De skal holde farens 70-års fødselsdag på søndag. Stor fest. Mange mennesker. Hun kan ikke gennemføre det, hvis hun ikke får sovet. Ild på dynen. Drømmer hun? Hun ser på tankerne, mens de går deres egne veje. Hvad vil de? Fjerde nat i træk. Hun er så udmattet. Et ødelæggende brag et sted. Et hus, der styrter. Brand. Hun har intet. Absolut intet at være bekymret over. Det accelererer hele tiden. Der skrues op. Hendes egen læge er på kursus. Den eneste anden læge, der har en tid i dag, ligger ved Sjælør station. Han har først en tid klokken 12. Så må de droppe caféen og mødes ved Illum i stedet for. Katrine ringer til moren for at rykke aftalen. Hun har lovet at hjælpe med at købe en gave. Det passer hende i virkeligheden fint, at de rykker det, siger moren og lyder mindre hektisk. Så kan hun nå forbi restauranten i Klampenborg på vej ind til byen og tjekke, at der er styr på de sidste ting før fødselsdagen. De bliver enige om at spise frokost ved Gammel Strand. Moren vil bestille bord. De har lovet, at det klarer op ud på formiddagen, siger hun. Måske kan de sidde ude. Katrine laver kaffe og tvinger sig selv til at spise en por­ tion mysli, mens hun står og ser ned på Nansens­gades regnvåde asfalt. Det er holdt op med at regne, da hun står af toget på Sjælør station. Lægen holder til i et gammelt villakvarter bag stationen. I en rød murermestervilla omgivet af grønne træer. Hans konsultation ligger øverst oppe. Røde og blå stedmoderblomster langs havegangen. Hun går op ad en smal trappe og må dukke sig, da hun skal fra venteværelset og ind i den lavloftede konsultation. Han er en ældre gråhåret fyr, og han er ved at åbne et lille vindue, da hun træder ind. Det åbner direkte ud i en grøn trækrone. Hun kan høre den sitrende lyd, da vindu14

Babyalarm.indd 14

21/03/14 13.38


et rammer grenene. Hun sætter sig. Lugten af regn og en skarp parfumeret og sød duft siver ind i rummet. Hun vender sig og ser ud mod træet. – Kan du dufte det? Han går hen og sætter sig bag skrivebordet og må bøje sig for den skrå væg for at komme ind at sidde. Tapetet bag ham er falmet og lyseblåt med gule blomster. – Det er en balsampoppel, fortsætter han. – Den er lige sprunget ud. Han ser på computerskærmen, slår på tastaturet og vender sig så. – Nå. Katrine. Hvad kan jeg så gøre for dig? – Jeg har brug for noget at sove på. Den lugt kan man godt ende med at få hovedpine af. – Min egen læge er på ferie, jeg kan ikke huske, hvad det er, hun plejer at give mig, men det kan du sikkert se. Hun nikker mod computeren. Lægen vender sig mod skærmen og scroller ned. – Sove­ medicin. Er det ikke lovlig voldsomt i din alder? mumler han. – Er du stresset? Har du for travlt på jobbet? Hun trækker på skuldrene. – Ikke mere end sædvanligt. – Du er ... 35. Han vender sig om mod hende. Griber ud efter en blå kuglepen på skrivebordet. Klikker med den. Hun hader den lyd. – Gift? Børn? Hun ryster på hovedet. – Nej. – Er det sådan noget, du ligger og spekulerer på om natten? – Hvad? – 35. Er det ikke der, hvor de fleste kvinder tænker på det med mand og børn? Han trækker på skuldrene. – Hvis de altså ikke allerede har fået dem, de skal have. Han er godt nok utrolig. Hvis det var en psykolog, hun 15

Babyalarm.indd 15

21/03/14 13.38


havde brug for, så havde hun sikkert ringet til sådan en. Hun ryster på hovedet. – Ikke mig. Hun tvinger sig selv til at smile til ham. Han giver ikke op. – Jeg ved jo ikke, hvordan din læge har det. Men jeg udskriver normalt ikke sovemedicin til yngre mennesker, uden at jeg ved, hvorfor de har brug for det. Han siger det roligt, mens han får et krøllet lommetørklæde frem fra bukselommen og tørrer sig om næsen. – Hør nu her ... Hun fortryder med det samme den skarpe tone. Hun skal ha’ de piller. Hun gennemfører ikke farens fødselsdag, hvis hun ikke får sovet. – Undskyld. Men jeg har talt med en psykolog, der er ikke noget galt med mig. Jeg sover bare lidt let. Lægen trækker på skuldrene. – Ja, jeg kan jo personligt være ligeglad, det var nu mest for din egen skyld. Så læner han sig frem i kontorstolen og begynder at skrive på sin computer. Hun beslutter sig for at gå gennem Vestre Kirkegaard op til Vesterbro. Der ligger et apotek, så vidt hun husker. Da hun træder ind gennem lågen fra Sjælør Boulevard, begynder det selvfølgelig at dryppe igen. Hun krammer jakken om sig. Typisk april. Det ene øjeblik er det nærmest højsommer, det næste øjeblik er det bare sindssygt koldt. Hun bøjer hovedet for regnen, og det letter lidt, da hun kommer helt ind på kirkegården og går ad en lille allé i læ af træerne. Her dufter af nygravet jord og rådne blade. Ved den muslimske afdeling holder en hvid taxa. Døren står åben. Lidt derfra går en lille, mørk mand og fjerner ukrudt fra en grav. Ellers er her mennesketomt. Vejen, hun går ad, ender ved en trappe. Hun aner ikke, hvor hun er, men for enden af trappen kan hun se en sti 16

Babyalarm.indd 16

21/03/14 13.38


dreje til højre og føre videre op mod Valby. Hun går ned ad trappen, følger stien. Hun skal finde på en gave til faren. Hun aner ikke, hvad hun skal give ham, men moren har jo lovet at hjælpe hende. Det er sidste udkald. Hun vil gerne give ham noget helt unikt og specielt, men hun aner ikke, hvad det skal være. Det er derfor, hun ikke har købt noget endnu. Så mærker hun blikket på kinden. Tæt på. Igen. Hun ser hurtigt op. Hvor kom det fra? Hun vender sig. Her er ingenting. Til venstre for hende buske og træer, til højre kun en nedlagt grav. Stenen er halvt væltet og næsten dækket af blade og kviste. Bogstaverne er slidt af. En fugl af porcelæn er faldet af stenen og ligger nu nede på jorden i det høje grønne græs. Fuglen. Nogen har sat den der engang. Udvalgt den. Elsket. Sat den på stenen. På graven. Hold nu op. Hun går alligevel hurtigere. Stien smaller ind. Langt fremme ved udgangen kan hun skimte en gul bus, der kører forbi. Hun begynder at småløbe. Blikket brænder på ryggen nu. Hun sætter farten op. Hun bliver så skrøbelig, når hun ikke sover. Som tyndt glas. Hvorfor løber hun? Det er for åndssvagt. Hun tvinger sig til at sætte farten ned. Nu kan hun høre bilerne gasse op ude ved lyskrydset på Vigerslev Allé. Hun stopper op. Løfter ansigtet og trækker vejret dybt ind. Bliver våd i ansigtet. Hold op, det skal blive en fest at få sovet. – Er der så styr på det hele? spørger Katrine og ser på sin mor, mens hun rækker menukortet tilbage til tjeneren. De har været i Illum og købe gave. Nu sidder de udenfor ved Thorvaldsens på Gammel Strand. Turistbådene er allerede begyndt at sejle nede på kanalen. Solen har besluttet sig for at skinne. Moren rykker sig lidt tilbage i stolen, da tjeneren hælder hvidvin op i hendes glas. – Hvis vejret bliver sådan her, skal det nok gå. De har lovet regn om eftermiddagen, men der sidder vi jo og spi17

Babyalarm.indd 17

21/03/14 13.38


ser indenfor. Du kommer op i morgen, ikke? Far vil så gerne have, at vi tager derop sammen søndag. Alle tre. – Det har vi jo aftalt. Og hvordan har han det. Glæder han sig? – Han kan jo godt lide at være i centrum, men lige nu sidder han nu mest derhjemme og er godt knotten over det portræt, avisen bragte af ham forleden. – Jeg så det godt. Det var da ellers flot. Et solskinsbarn. Det er jo sådan, han gerne vil se sig selv, er det ikke? Hun nåede kun lige at skimme et par linjer inde på forlaget. Hun rækker ud efter brødet og lukker jakken. Vinden er kold i ryggen. Moren trækker på skuldrene. Hun holder sig godt, selv om der er ved at komme grå stænk i det mørke hår. Øjnene er stadig knivskarpe og isblå. Holdningen rank. Den gode opdragelse fornægter sig ikke. – Det var en ung kvindelig journalist, der besøgte ham. Dem plejer han jo ellers godt at kunne lide. Og hun virkede da også betaget af huset og ja ... af ham. Moren smiler opgivende. – Men hun syntes vist ikke rigtig, at hun kunne komme i dybden med ham. Så tager hun glasset og drikker. – I dybden med ham. Helt ærligt, mor. Det er der jo ingen, der kan. Hvorfor skulle hun også det? Bare fordi man har haft succes, er man vel ikke tvunget til at vende vrangen ud på sig selv. Katrine skutter sig. Det er alligevel for koldt at sidde ude. Hun får fat i et af de tæpper, der hænger på stolen ved siden af hendes, og får det om bag ryggen. – Nå. Kommer Jon? – Nej. Det er jo fars fest. Og han synes ikke, at Jon lige passer ind dér. Det har han nok også ret i ... Moren løfter hånden og lader den lande til venstre for sin tallerken. Dér, hvor de cigaretter, hun holdt op med at ryge for mere end 15 år siden, plejede at ligge. – Han 18

Babyalarm.indd 18

21/03/14 13.38


har det også for dårligt. Jon, fortsætter moren og trækker hånden til sig igen. – For tyk. For zombieagtig? Nej. Han passer nok ikke ind i selskabet. – Hvor længe siden er det egentlig, du har set ham? skyder moren igen. – Jon? Til påske. Sidste år. Hos jer. Katrine retter sig op, da tjeneren kommer og stiller tallerknerne foran dem. – Det var ikke sidste år, det var forrige år, siger moren og smiler op til tjeneren. – Jeg tager ind og ser til ham næste tirsdag. Du kunne tage med. Hvornår har du sidst været hjemme hos ham? Har du overhovedet været der? – Tirsdag? Jeg skal jo på arbejde. – Du kan nok gå tidligt en dag, Katrine. Ellers kan du tage med en dag i en weekend, der har du da fri. Du kan ikke rigtig være det bekendt. – O.k. så, mumler Katrine og trækker tæppet om sig. Hun kan altid aflyse det. Moren løfter glasset og venter på hende. – Nå. Hvordan har du det? Ser du stadig ham ... Jens? – Nej. Jeg ser ikke Henrik mere. Katrine tager bestikket og trækker hurtigt på skulderen. – Det gik ikke. Hun skærer i laksens lyse kød. Han var ellers sød. Henrik. Grafiker. Delefar til en lille pige. Boede i et halvt hus i Kartoffelrækkerne. Kærlig og opmærksom. Lækker faktisk. Men det betød ingenting. Han kunne have holdt op med at ringe til hende. Fortalt, han for resten havde en kone et sted. Været biseksuel. Kommet anstigende i dametøj og sige, at han ønskede at leve som kvinde. Det ville af en eller anden grund ikke have rørt hende.

Babyalarm.indd 19

21/03/14 13.38


Babyalarm.indd 20

21/03/14 13.38


– KATRINE.

Der er nogen, der kalder et sted. Hun vender sig om mod stemmen. – Katrine. Hør på mig. Nogen tager hårdt fat i hendes skulder. Hvad er det, hun skal høre? Hvad er det, den vil sige? Stemmen. Så vågner hun. Først ved hun ikke, hvor hun er. En duft af græs og vand. Lange, lyse gardiner, der står og vugger i brisen. Hun er i sit barndomshjem. Så ser hun op. Det er hendes mor, der sidder på kanten af sengen. – Nå. Der er du. Du er svær at få liv i. Du var jo nærmest bevidstløs. Moren rejser sig og går over og slår gardinerne fra. Katrine sætter sig op i sengen og kigger ud. En citrongul sol danser i søens spejlblanke lyseblå nede for enden af haven. Dannebrog er hejst, står og slår i vinden. – Klokken er halv ti. Du har sovet i 11 timer. Moren vender sig fra vinduet og ser på hende. – Jeg har et godt sovehjerte, mumler Katrine og strækker sig. 21

Babyalarm.indd 21

21/03/14 13.38


– Ja. Det har du altid haft. Moren smider et håndklæde på sengen. – Se at komme i bad. Far vil gerne være der, før gæsterne kommer. Hun lader vandet fosse ned over ansigtet. Skruer op og mærker det prikke mod sin hud. Så vasker hun det lange lyse hår og gnider resten af sæbeskummet ind under armene, rundt om brysterne, ind mellem benene, ned langs lårene, ind mellem tæerne. Sætter sig på gulvets varme fliser og vender ansigtet op mod vandet igen. Rører ved sig selv. Kroppen vågner og slipper. Bliver varm. Bøjer hovedet og hviler det mod sine knæ. Vandet prikker mod hendes nakke. Søvnen sidder stadigvæk et sted i kroppen. Som en mild og behagelig døs. Hun er nulstillet. Hun er blevet sig selv igen. Hun tørrer sig hurtigt og stryger det lyse hår tilbage. Tager den gule kjole på. Den får hendes krop til at stråle i et gyldent skær. Det mørke og det lyse. Lyst hår, mørke øjne. Hun træder ned i et par slidte røde sneakers og går ud. Terrassedørene i stuen er skudt til side. Der dufter af kaffe ude fra køkkenet. Faren står i et jakkesæt ude på terrassen, mens han ryger en Camel, drikker kaffe og ser ned på sin sø. På spisebordet står hans tallerken, avisen ligger slået op. Moren vender sig, da Katrine kommer ud i køkkenet. – Vil du? Hun løfter op i det sorte hår. Katrine lyner den røde kjole op. – Smuk kjole. Er det en, du har fået syet? – I Hongkong. I vinters, siger moren og vender sig. – Du har da vel ikke tænkt dig at tage de der på? Hun nikker ned mod de røde gummisko og smiler. ­Moren er så smuk, når hun er glad. Hun er det for sjældent. – Nej. Jeg skal have sandaler på, det er jo forår. 22

Babyalarm.indd 22

21/03/14 13.38


Katrine hælder kaffe op. Griber en bolle. – Men de har lovet regn i eftermiddag. Katrine ignorerer bemærkningen og går ud i stuen. Løfter avisen og møder sin fars smilende ansigt. Et solskinsbarn runder de 70. Hun bider af bollen. Det er det berygtede portræt af hendes far. Hun ser på bylinen. Stine Nielsen. Hun har aldrig hørt om hende. Ung og ambitiøs sikkert, men vist ikke nogen særlig dygtig journalist: Han har det hele. John Liller Thorsen. Sådan tænker man, når man sidder på terrassen foran hans store, smukke villa i udkanten af Birkerød og skuer ud over søen, den parklignende have og manden, der på trods af de 70 år holder sig forbløffende godt. Den grå hårmanke. De mørke øjne. En sølvræv. Jeg forstår instinktivt, hvad det ord dækker over. Villaen har han naturligvis selv tegnet, og den vidner i sin enkle streg og stramme stil om den streg, der har været med til at tegne de sidste årtiers danske arkitektur. Venlig og beleven er han, og så kan han godt lide at tale om sig selv, sådan som de fleste store mænd kan det. Dog kun indtil en vis grænse, opdager jeg snart. For da jeg lidt senere spørger ham om, hvordan det var at trænge sig ind på en indspist, lukket kreds af kulturradikale arkitekter, når man selv var født og opvokset som søn af en stilladsarbejder i Herlev og ikke har tilbragt sin barndoms måltider i skæret fra en PH–lampe, bliver der for første, men bestemt ikke sidste gang lukket for det varme vand ... – Lad være med at læse det vås. Faren er kommet ind fra terrassen og står i døren. – Hjælp mig hellere lige her, siger han og blafrer med de løse ender på sit slips. Katrine smider avisen. – 70 år, og så har man stadigvæk ikke lært at binde sit eget slips. 23

Babyalarm.indd 23

21/03/14 13.38


Han dufter af aftershave. Old Spirit. Den samme, som han altid har brugt. Hun kan mærke fugten fra badet om hans hals. Moren kommer ud fra køkkenet. Hun har en buket røde roser pakket i cellofan i favnen og læser på et kort. – Henter du lige askebægerne, Katrine. De står på hylden ved vasken nede i gæstehuset. I bryggerset. Hun stiller blomsterne i en vase på bordet og retter på dem. – Askebægre, hvæser faren og retter på slipset. – Vi skal da vel ikke selv ha’ askebægre med. Det er jo fandme en af de dyreste restauranter i oplandet, Edith. Moren studerer blomsterne. – Ja. Jeg ved godt, det er gået din næse forbi, John. Men der er ingen, der ryger mere. Det er passé. De har kun tre askebægre på restauranten, og kender jeg dig og dine venner ret, så er det jo slet ikke nok. Hun flytter på vasen. – I må for øvrigt kun ryge ved bordene udenfor. Nå. Henter du lige de askebægre, Katrine? Vi har ikke så meget tid. Døren binder i det lille gæstehus. Kulde og en ram lugt af fugt slår Katrine i møde, da hun får den op. De bruger kun huset til opbevaring nu. Hun finder askebægrene på hylden. Hun fryser i den tynde gule kjole. Glasdøren til højre. Hun går aldrig derind. Jon. Alt står stadigvæk som dengang. Gennem glasset kan hun se den sorte sofa, som han havde fået hentet ovre fra barndomshjemmet i Silkeborg. Hun havde syntes, det var så fornemt med det sorte silkeagtige stof. Armlænet er nu blevet bleget næsten gråt af solen. Det lille bord. De store fugle i vindueskarmen, som han havde ladet udstoppe. Hun var bange for dem og deres gule runde øjne. Gulvtæppet, han havde arvet fra sin mor. Man måtte ikke gå på det med sko på. Ham i stolen. 24

Babyalarm.indd 24

21/03/14 13.38


Hun vender sig. Udenfor den grønne have, den blå sø, det lange, lave hvide arkitekttegnede hus og hendes far, der nu står på terrassen i sit fine jakkesæt og ryger en sidste smøg, før de skal af sted. Hun skal gå, alligevel åbner hun glasdøren. Klik. En usynlig port af spindelvæv brydes i hendes ansigt, da hun får døren op. Hun puster dem væk og børster dem af ansigtet og kjolen. En sødelig varm lugt. Af øl. Af brændevarme. Cigaretrøg. Te. Ham. Hvor mange år siden er det? 20. Her kan jo ikke lugte af ham mere. Det må være noget, hun bilder sig ind. Det stikker i maven. Dér sidder hun på sofaen. Dér sidder han i sin stol. Hans te på det lille bord. En duft af nelliker og kardemomme i vinterformiddagens sølvagtige lys. Lyden af sne, der drypper fra tagrenden udenfor. Træet, der giver sig i kakkelovnen. Bøgerne i stakke på reolen. Den grå plasticspand på gulvet, der lugter råddent af de skaller, Jon fanger nede i søen. Hendes far havde kun hovedrysten tilovers. – Man kan sgu da ikke spise skaller. Stolen med nakkelæn overfor. Dommerens stol. Kongestolen. Den havde han også fået hentet hjem fra Silkeborg. Han sidder aldrig i den selv. Han er bange for den. Det var før, det gik galt. Hver dag et eventyr. Hun løb hjem fra Birkerød Privatskole. Fra Simone, Vera, Louise og deres skingre pigelege. Han kunne forvandle ting. Det lyse hår, som hele tiden faldt ned i hans ansigt. De smukke grå øjne. Han lignede noget fra et eventyr. Han var et eventyr. Dengang. Nu kan hun høre moren kalde. Katrine ser op og går hen til døren. Fiskestængerne står stadigvæk i sivkurven i hjørnet. Hans gule vaders hænger i den lille gang ind til det lille værelse, hvor han sov. Når han sov. *

25

Babyalarm.indd 25

21/03/14 13.38


De får champagne på terrassen foran restauranten, mens de sidste gæster ankommer. Øresund ligger bagved og glinser lyseblåt i solen. Bådene er ude med sejlene hejst på den tidlige forårsdag. Katrine drikker af champagnen og ser på bilerne, der stadigvæk ankommer i en lind strøm. Genkender sin kusine, som står på parkeringspladsen og skutter sig i brisen i en pink kjole med en stor pakke i hånden. Kusinen siger noget til sin mand, mens hun venter på, at han får bilen låst. Man behøver ikke være tæt på for at kunne høre hendes snerren. – Er den stakkels mand ikke flygtet fra den hejre endnu? En hånd om hendes skulder. Katrine vender sig. Gunnar. – Åbenbart ikke, siger hun og lader sig kysse på kinden. – Smuk dag. Gunnar kigger mod vandet. Hans sorte pomadehår lyser blåt i solen. Moren påstår, at han farver det. De grå øjne vender sig og hviler på hende. – Du er yndig som altid. Det klæder dig at gå i kjole. Det skulle du gøre lidt oftere. Katrine har aldrig rigtig fundet ud af, om hun bryder sig om ham. Men han er farens kompagnon. Farens anden halvdel. Hun tømmer sit glas. – Du er ved at blive en gammel gris, Gunnar. Er du klar over det? Gunnar står og studerer hende lidt. Hun kan ikke finde ud af, om han er blevet fornærmet. Men så ler han pludselig så højt, at folk ved siden af dem vender sig og kigger. – En gammel gris. Ja. Noget skal der jo være ved at blive gammel, siger han.

26

Babyalarm.indd 26

21/03/14 13.38


– Flamboyant ... Gunnar holder en lille pause, da han har sagt ordet. Han står lidt og ser ud over gæsterne, så vender han igen blikket mod faren og fortsætter sin tale. – Flamboyant var det ord, en journalist brugte om dig i et af de portrætter, der har været en del af her op til din store dag. Jeg er jo ikke akademiker som dig, John. Så jeg måtte lige en tur i fremmedordbogen. Og jo. Det passer sgu meget godt. For du er en levemand, du fylder som en elefant, når du træder ind i et rum, men det har du sandelig også god grund til. For du er også en mand, der har kæmpet sig frem fra ingenting. Det er ikke noget, du er flov over, men det er heller ikke noget, du gider dvæle ved, sådan som en ung kvindelig journalist måtte sande, da hun for nylig besøgte dig hjemme i privaten. Folk griner lavmælt og sigende til hinanden, Gunnar smiler rundt og lapper det i sig. Så ser han igen alvorligt på faren. – Penge er ikke alt. Han vender sig om mod gæsterne. – Nej da. Penge er ikke alt. Ikke for dem, der har nok af dem, vel at mærke. Og til forskel fra de fleste af jer, kære gæster, så har John og jeg det til fælles, at vi voksede op et sted, hvor der bare aldrig var penge nok. Jeg skal ikke gå i patetiske detaljer, for det ved jeg, at John ikke vil bryde sig om. Men det, jeg vil fortælle med det her, er, at da John og jeg mødte hinanden hjemme bag blokkene i Herlev for nu godt 55 år siden, så fandt vi hurtigt ud af, at vi havde noget meget væsentligt til fælles: Vi ville væk. Vi ville tjene penge, vi ville ha’ et andet liv, og vi vidste, at vi ville komme til at knokle for det. Det har vi gjort. Nu ser Gunnar på faren igen. – Vi har knoklet som bæster for at nå dertil, hvor vi er i dag. Og nu siger jeg noget, som jeg aldrig har fået sagt, men som skal siges: Vi var aldrig kommet så langt, hvis det ikke var for dig, John. 27

Babyalarm.indd 27

21/03/14 13.38


Få mennesker har opnået så meget i deres levetid som du: Du er ikke bare en af landets største arkitekter. Du er også entreprenør, virksomhedsejer, forlægger og forfatter og medlem af så mange fonde og bestyrelser, at jeg ved, du ikke selv har overblik over det. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det altid har været dig, der har været den store, skabende ånd i vores parløb, mens jeg har været ham den lille dumme skid ... Nu griner folk. Katrine vender sig og ser over på sin far, mens Gunnars tale fortsætter. Han er klædeligt forlegen. Sidder og ser ned, mens han lytter. Smiler og ryster lidt genert på hovedet. Hun ved, at han nyder det, og hele tiden vender blikket tilbage til Gunnar. De har kendt hinanden næsten altid. Og de har set mere til hinanden igennem de sidste 50 år, end de har til deres koner. Nu har de solgt det hele. Nu skal livet leves, som hun kan høre Gunnar råbe højt, mens han griber ud efter sit glas for at skåle. Faren og moren. Hvordan skal det gå, når de bliver overladt til hinandens selskab? Nu skramler stolene. Alle rejser sig. De skåler for faren. De er færdige med den anden sang, da tjeneren kommer hen til bordet og læner sig ned over faren. Hvisker ham noget i øret og rækker ham et kort. Det er begyndt at dryppe let på de store vinduer ud mod vandet. Da Katrine vender sig igen, er farens stol tom. – Nå. Hvordan går det inde på det lille forlag? Gunnar folder hænderne foran sig og stikker sit hoved tæt på. Inden Katrine når at svare, fortsætter han. – Vi har betinget os over for de svenske købere, at de ikke kan skille sig af med dig. Ja. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det aldrig har været nogen guldgrube, siger han og drikker. – Hvad så med Belinda? – Belinda? 28

Babyalarm.indd 28

21/03/14 13.38


Gunnar læner sig tilbage, da tjeneren fylder mere vin i hans glas, næste gang er det hovedretten. – Nå, din lille skrappedulle veninde. Ja, det ved jeg sgu ikke. Han tager glasset og slår det hårdt mod Katrines. – Skål, smukke. Så begynder han at tale om båden, som han og faren har købt. Den ligger og venter på dem og sommeren i Rungsted Havn. – Gå ud og se, hvad der bliver af ham. Katrine ser op. Hendes mor står bag hende. Hun lugter af vin og Gajol. – Han har været væk så længe nu. Stemmen synger let, så nikker moren hen mod døren til køkkenet, hvor to tjenere står og tripper. – De er klar med hovedretten. Vi venter kun på ham. Katrine lægger servietten fra sig og rejser sig. Da hun går ned gennem restauranten, kan hun se, at samtalen er ved at gå i stå ved et par af bordene. Receptionen er tom. – Kan jeg hjælpe med noget? Katrine vender sig. Bag en skranke sidder en ung pige og smiler. Hun ruller væk fra sin computer på en kontorstol. – Jeg leder efter min far, siger Katrine og nikker ind mod restauranten. – Hr. Thorsen? Han gik ud den vej. Pigen peger mod glasdøren ud i regnen. Så rejser hun sig. – Vil du ikke låne en paraply? Det vælter jo ned nu. Larmen fra restauranten fortoner sig, da døren smækker bag hende. Vinden hiver fat i paraplyen. Ude på Øre­ sund piler bådene hurtigt ind mod havn. Herude er der mennesketomt. Hun kan ikke se ham nogen steder. – Far, råber hun ud i regnen. Da hun kommer rundt om restauranten, får hun øje på ham nede på parkeringspladsen. Slipset blæser i vinden. Det grå hår flyver omkring hovedet på ham. Han holder 29

Babyalarm.indd 29

21/03/14 13.38


om sig selv. Fryser. Det siler ned. Hvad laver han? Hvem er det, han taler med? Hun går frem og kan kun ane det øverste af ryggen af en regnfrakke. – Far, kalder hun igen, og denne gang løfter han ansigtet og får øje på hende. Han lader en hånd glide gennem det genstridige hår og siger noget hurtigt til den, han taler med, så løber han op mod hende, men bliver kaldt tilbage af regnfrakken. Katrine når kun lige at ane en silhuet, der aldrig bliver til et ansigt. Faren tager imod noget, så kommer han op. En pakke i hans hånd. Han griber hårdt fat i hendes arm og hiver hende med. – Hvem var det? – Ikke nogen, siger han hurtigt uden at se på hende. Da de kommer ind, lader han den uåbnede pakke glide ned i en skraldespand ved receptionen. Stryger det våde, hvide hår tilbage og står et øjeblik stille foran døren til restauranten med ryggen til hende, mens han får styr på sin vejrtrækning. Hans jakke er drivvåd. Så går han ind. Katrine afleverer paraplyen til pigen i receptionen. På vej ind i restauranten kan hun alligevel ikke dy sig. Hun vender sig og tager pakken op af papirkurven. Rosendahl står der på det lille guldfarvede plasticmærkat. Det blå silkebånd er blevet vådt. Hun flår det hvide papir op og åbner æsken. Det er et Stelton-askebæger. Tjenerne er i fuld gang med at servere hovedretten. Hun sætter sig på sin plads, faren har sat sig og griner af noget, Gunnar har fortalt. Han ser hurtigt hen på hende. Hun skal til at løfte askebægret og vise ham det. Så ser hun hans blik, hans latter når ikke øjnene. Smadret blåt glas. Hun putter askebægret ned i sin taske. *

30

Babyalarm.indd 30

21/03/14 13.38


Katrine skubber skydedøren ud til terrassen lidt op og tænder en af farens Camel. Det er holdt op med at regne. En duft af vådt græs vælter ind i stuen. – Jeg troede, du var holdt op. Moren lukker døren til deres soveafdeling i bag sig. Hun har sine røde stilletter i hånden og går hen til stuebordet og drikker af et halvfyldt vinglas. – Nogle gange er jeg. Sover far? – Vil du ha’? Uden at vente på svar fylder moren det andet glas, kommer over og rækker det til Katrine. – Smuk aften. Sikke en fest. Katrine tager imod glasset og læner sig op ad døren. Hun er øm i fødderne af at danse. – Hvem var det, far talte med udenfor? Moren ser på hende over glassets kant, mens hun drikker. Udtrykket i ansigtet er hovent. Hun har fået for meget at drikke. – En eller anden. Jeg ved det ikke. – Mand, kvinde? – Jeg så det ikke, mor, siger jeg. Det regnede. De stod på parkeringspladsen. – Det store fjols. Moren ser ned mod søens sorte vand. Hun har spildt lidt på kanten af kraven på den røde kjole. Lige nu er hun beruset. I morgen vil hun have styr på det hele igen. Silke­borg-generne, kalder faren det. Ikke til at knække. – Du og far. I er hinandens blinde punkt. Hun drikker af glasset igen. Ser på Katrine med lidt for berusede øjne. – Alle de flotte ord i dag, ikke? En livsglad levemand. Moren fnyser og kommer tættere på. – Man bliver kynisk, hvis man insisterer på, at solen konstant skal skinne på én. Man gør, Katrine! Nu står hun helt tæt på hende. En sødlig lugt af vin og 31

Babyalarm.indd 31

21/03/14 13.38


pastiller. – Jeg ved det godt. Du er fars pige. Hans prinsesse. Men du er ikke kun ham, vel? Det må du ikke tro. Du er også dannet af alt muligt andet, ikke? Dig selv. Mig. Jon ... – Jon, mor. Jon er jo syg. – Ja. Men det har han ikke altid været, vel? Han var også en ganske almindelig dreng engang. Lidt følsom. Lidt vild. Som dig selv, da du var lille. I havde så meget sammen, dengang han boede her. I gjorde så mange skøre ting. Han var også god for dig. Han elskede dig. Han spørger altid efter dig. – Og hvem ødelagde det? Katrine flytter morens hånd. Nede fra søen skratter blishønen op. Hun vil ikke ned i det her nu. Hun vil væk. Forsvinde i mørket. Sove. – Var det ikke jer, der sendte ham væk og fik ham gemt af vejen, måske? Hun skodder cigaretten og går ind og stiller det halvfyldte glas fra sig på stuebordet. Moren er gået efter hende ind. – Det var ikke mig ... når hun at sige, inden Katrine får fejet hende af. – Det har været en lang dag, mor. Vi skal ikke til det her nu, vel? Hun tager sin taske og går over gulvet. – Godnat, mor. Gå nu i seng. Du er også træt.

Babyalarm.indd 32

21/03/14 13.38

Babyalarm  

Katrine forelsker sig i den karismatiske og velhavende Thomas, der installerer hende i en herskabslejlighed på Frederiksberg. De venter dere...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you