Issuu on Google+

AMERICA ETHAN CANIN


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 2 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 021D86B8 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 3 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 075B9D17 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

ETHAN CANIN

AMERIKA AMERIKA


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 4 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 20040BF7 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

Amerika Amerika Ethan Canin © Verve Books A/S 2008 »Muse´e des Beaux Arts« af W.H. Auden er gengivet efter aftale med Curtis Brown Ltd. Oversætter: Michael Alring Forsidebillede: Getty Images, Crowther & Carter Omslagslayout: Bramsen og Nørgaard Layout og sats: BookPartnerMedia Tryk: Narayana Press ISBN 978-87-92359-04-9 Published by agreement with Licht & Burr Literary Agency, Denmark Originaltitel: America America © Ethan Canin First published by Random House

Udgivet med støtte fra Statens Litteraturråd, oversætterpuljen

em

1562

Svan

æ

r ke

t tryksag

54

Denne bog er trykt og indbundet i 100% genbrugspapir


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 5 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 03F81BC2 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

Til Misha, Ayla, Amiela og Barbara


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 6 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 021D86B8 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 7 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 034D8C85 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

ET


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 8 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 01066935 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 9 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 2C7E30F7 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

ET

I 2006 Uanset hvor lang tid, der er gået, siden det skete, uanset hvor lang tid, der er gået, siden det var en nyhed, så er man skæbnebestemt til altid at være på vagt, når man har været indblandet i sådan noget som det her. På en eller anden måde altid være på udkig efter det, hver eneste dag af ens liv. Efter notitsen bagest i avisen. Efter den fremmede ved selskabet eller det uventede brev i postkassen. Efter den talende tavshed i den anden ende af telefonlinien. For den frygtelige tilbagevenden af noget, som efter al sandsynlighed aldrig vil vende tilbage. Faktisk ville jeg ikke have troet, at det skulle blive mig, der bragte det tilbage nu, efter al den tid. At det skulle blive mig, der endelig forsøgte at forklare det. I det mindste det, jeg kender til det, selv om det kun er en del af det. Jeg kan kun gætte på de andre dele. Men nu har jeg gættet på dem halvdelen af mit liv, og jeg tror, jeg har fået det til at give mening. Oprigtigt talt ved jeg ikke, hvad der vil komme ud af det her – hvem der vil finde det, jeg skriver, smerteligt, og hvem der på en vis måde vil finde trøst i det. Det er ikke bare det, at senator Henry Bonwiller er død. Hans død var naturligvis en trist nyhed heroppe, men den var ikke den eneste grund til, at jeg har sat mig for at fortælle det her. Den anden del er mine børn. Det er noget, jeg er sikker på. Vi har tre døtre, og den ene er lidt ældre, end jeg var, da disse begivenheder fandt sted, og jeg må tilstå, at jeg finder en vis lettelse i, at noget tilsvarende ikke har 9


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 10 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 3611AA82 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

AMERIKA AMERIKA

kastet en skygge over deres tilværelse, men jeg ved også, at man aldrig kan lade være med at være bekymret for, at noget vil gøre det. For hvis ens børn ikke får en til at se anderledes på tingene – efter først at have bragt dem til verden og senere set dem begive sig ud i den – så må Gud se i nåde til en. Der var endnu flere mennesker til senator Bonwillers begravelse, end jeg havde regnet med. Der var nok seks hundrede til mindehøjtideligheden om formiddagen – flere hvis man medregner den menneskemængde, der stod i skyggen af ahorntræerne foran St. Annes og viftede sig selv med deres aviser. Til begravelsen om eftermiddagen på St. Gabriels Kirkegård, der ikke ligger så langt derfra, og hvor der ikke var meget køligere end i byen, var der offentlig adgang, og der var der mindst tusinde mennesker. St. Gabriels ligger i Islington, og selv om der ikke er begravet andre berømte mænd der, så blev senator Bonwiller født i Islington, og der boede han, indtil hans ambitioner førte ham videre. Jeg går ud fra, at han havde ønsket, at hans sidste hvile skulle være der. Det er også der, hans forældre og brødre er begravet. Hans kone er begravet femten hundrede kilometer derfra, i Savannah i Georgia, ved siden af sine egne forældre, og det blev der utvivlsomt snakket en del om. Henry Bonwiller var mildest talt et sammensat menneske. Jeg kendte ham til en vis grad. Ikke godt nok til at vide, hvad han ville have syntes om begravelsesarrangementet, men rigeligt godt til at vide, at tilstrømningen ville have glædet ham. Det var en lørdag i slutningen af september. En hedebølge havde taget livet af græsplænerne i hele staten, og lugten af rådnende æbler kom bølgende fra engen. Ceremonien ved graven var netop afsluttet, og vi stod stadig sammenstimlet i skyggen af de store burreege, hvis tykke stammer står jævnt fordelt på kirkegården, som om de havde aftalt det med hinanden. Der 10


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 11 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 386716B7 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

ET

syntes også at have været aftalt andre ting. The New York Times havde en overskrift på øverste halvdel af forsiden og en trespaltet nekrolog inde i avisen, men der var kun et enkelt afsnit om Anodyne Energy og ikke meget mere om Silverton Orchards. Boston Globe havde en leder med overskriften »Nationen sørger,« og den konkluderede, at »dette er afslutningen på en mere medmenneskelig æra.« Men den gjorde heller ikke meget ud af de to historier. Jeg dækkede den ikke for The Speaker-Sentinel, for jeg havde mine egne grunde til at deltage i begravelsen, men jeg hjalp en af vores unge medarbejdere, som gjorde, en sommervolontør, som på sin egen ironiske måde havde undladt at klæde sig på til lejligheden, og som sikkert ikke havde nogen anelse om, hvem halvdelen af de tilstedeværende personligheder var. Senator Bonwiller var niogfirs, da han døde, og han havde ikke været i rampelyset i næsten femten år, men blandt deltagerne i begravelsen var mere end et dusin senatorer, to højesteretsdommere, guvernørerne fra New York og Connecticut og så mange advokater, dommere og medlemmer af statens lovgivende forsamling, at man kunne have fyldt amtsfængslet. Jeg så også, hvad der lignede en hel brigade af pensionerede medlemmer af statspolitiet klædt i deres gamle paradeuniformer. Men så mange af dem støttede sig til stokke eller sad i kørestole, at man skulle tro, at Henry Bonwiller havde været en lillebysadvokat med speciale i erstatningssager efter fald, ikke en mand der, hvis det ikke havde været for visse af skæbnens luner, kunne være blevet De Forenede Staters præsident. Volontøren fra The Speaker-Sentinel hed Trieste Millbury. Trieste og jeg havde haft nogle bataljer, siden hun begyndte på avisen, og sandt at sige ønskede jeg den eftermiddag, at jeg arbejdede for et større foretagende – måske et hvor udgiveren 11


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 12 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 3468B5D0 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

AMERIKA AMERIKA

ikke kom ud for at være til begravelse sammen med volontøren. Men sådan er The Speaker-Sentinel: Vi vil helst lade vores egne folk skrive historierne, selv om nyhedstjenesterne har bundet os på hænder og fødder. Vi er det sidste af de lokale dagblade, der ikke er blevet overtaget af McClatchy eller Gannett eller Murdoch, og selv om vi for nylig holdt op med at udkomme om søndagen, udgiver vi stadig en virkelig god morgenavis de andre seks dage om ugen, en avis, som vi selv skriver, hvilket vi har gjort i hundredeogti år. Det er jeg stolt af. Men jeg har på fornemmelsen, at det også er ved at være slut med det. Sådan er det bare heroppe i Carrol County. Nu er det ti år siden, at der stod Delaney & Sønner på isenkramforretningen og Brødrene Cleary på bagerforretningen, og femten siden Starbucks i Carrol Center overtalte efterkommerne af de hollandske bønder til at tale italiensk ved disken. Det var senator Bonwiller, der lokkede IBM herop, og da først IBM var kommet, gik der ikke lang tid, før DuPont og Trane og så Siemens fulgte efter. Og det var begyndelsen på den udvikling, der har ført til, at vi har Crate & Barrel og Lowe’s, og til foråret åbner en Ikea i det, der førhen var et afsides område. Der er masser af mennesker, der er Henry Bonwiller taknemlige for det. Og masser, der ikke er. Jeg tror, at Trieste Millburys forældre er blandt de sidstnævnte. Hun bor hos dem i det tidligere landbrugsområde femten kilometer nord for os, i en beboelsesvogn i udkanten af en mose, der blev genskabt i 1980’erne, da loven om beskyttelse af vådområder var blevet vedtaget – også senator Bonwillers værk. Den del af amtet er ikke lige så langt fremme som nogle af områderne mod syd, hvor der nu rundt omkring er stutterier og lystgårde og gamle huse, der er malet i den historisk korrekte røde farve. Alligevel er der ikke mange andre 12


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 13 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 3A17224E /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

ET

beboelsesvogne som den, Millbury-familien bor i. De har alle sammen en uddannelse – Triestes far var engang ingeniør hos DuPont – men jeg mener, at Trieste er den eneste, der tager på arbejde om morgenen. Hendes opgave ved begravelsen var at hjælpe vores journalist. Journalisten skulle skrive historien, men Trieste skulle skrive sidevinklen. Vælg et emne, sagde jeg til hende, da jordfæstelsen var forbi, hvad du har lyst til, og hvis det er godt, bringer jeg det i mandagsavisen. »Og jeg får mit navn på, ikke, sir?« sagde hun. »Jeg spørger bare.« »Hvis det er godt,« sagde jeg, »ja, så gør du.« Temperaturen må have været over femogtredive grader, og vi var på vej til forfriskningerne. Min kone og min far havde også overværet ceremonien, men de var gået i forvejen til portbygningen for at undslippe heden. En tjener var ved at åbne flaskerne med kildevand til os, og Trieste tog en til os hver. »Hvis det, jeg skriver, ikke er godt, sir,« sagde hun, da hun rakte mig den ene, »så vil jeg ikke have mit navn på.« »Det er rimeligt nok.« Hun smilede. »Jeg ved, at nogle af de mænd er berømte,« fortsatte hun. »Men jeg ved ikke, hvem de er.« »Hvordan kan du så vide, at de er berømte?« »Ved at se på dem. De er større end almindelige dødelige.« Jeg drak lidt vand. »Indflydelsesrige mennesker er ligesom alle andre,« sagde jeg. »De tager bukserne på et ben ad gangen.« Hun smilede igen. Det var en vane og en nyttig egenskab for en journalist. »Er det noget, Deres far plejer at sige, sir? Jeg synes, jeg så ham her, er det ikke rigtigt?« »Det er det faktisk.« 13


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 14 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 33284A3C /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

AMERIKA AMERIKA

»Det siger min far også.« Hun drak en slurk vand. »Men min mor er ikke enig. Hun mener, at magtfulde mænd er nødt til at tage dem på hurtigere.« »Trieste,« sagde jeg. »Senator Bonwiller spillede en vigtig rolle i mit liv. Jeg vil gerne være lidt alene her.« »Det forstår jeg, sir. Kan De se nogen, som jeg især bør genkende?« »Hvad med guvernøren?« svarede jeg og pegede. »Han er en god begyndelse. Og der er en hel flok kongresmedlemmer. Men du bliver nødt til at snuse lidt rundt selv, Trieste. Find en, du kan spørge. Det er sådan, journalister gør. Det er mere pålideligt, end hvor store folk ser ud.« »Jeg er med. Vandet er dejligt og koldt, er det ikke, sir? Det kvikker en op.« Hun så på mig. »Men jeg bør lade Dem være alene nu, bør jeg ikke?« »Tak, Trieste. Det ville være rart. Og for resten,« sagde jeg, »se dig omkring. Alle andre har en spadseredragt eller mørk kjole på. Det er en senators begravelse.« »Det ved jeg,« sagde hun og begyndte at gå hen mod menneskemængden. »Men sådan som jeg er, kan De i hvert fald få øje på mig.« Igennem hele livet havde Henry Bonwiller skaffet sig magtfulde venner og magtfulde fjender, og da jeg selv sluttede mig til forsamlingen, så jeg, at det var, hvad den bestod af: En ligelig blanding af begge, som ikke så meget var forenet af deres hengivenhed eller had som af de minder, de delte, om hvordan landet var på senatorens tid, og den indlysende kendsgerning, at de alle havde lagt den største del af livet bag sig. Jeg har allerede nævnt stokkene og kørestolene. Da jeg var ung, hørte jeg engang senator Bonwiller sige, at han holdt mest af 14


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 15 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 316A8E9C /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

ET

sine fjender, for han behøvede aldrig tvivle på deres oprigtighed, men da jeg gik gennem menneskemængden, ville jeg gerne have kunnet fortælle ham, at det i den sidste ende måske også havde været en fejlvurdering. De mænd og kvinder, som havde bekæmpet ham – de, der havde forsøgt at vælte ham med deres ledere og deres breve og deres sladder – de var her, sammen med dem, der havde sendt ham en julegave hvert år og en check, hver gang han skulle føre valgkampagne, og de så alle sammen ud til at være lige påvirket af hans bortgang. På en eller anden måde fornemmede jeg, at de havde tilgivet ham. Og at de alle sammen havde tilgivet sig selv – nu da støvet havde lagt sig. Men da jeg gik imellem deltagerne i begravelsen, kunne jeg også se, at Trieste, som ikke en gang havde tilbragt så lang tid på Jorden som min yngste datter, havde haft ret: De mænd, jeg genkendte, de, der stadig var med, hvor det foregår, var præcis, som hun havde sagt, større end almindelige mennesker. Senatorerne og guvernørerne, selv medlemmerne af delstatens lovgivende forsamling. Der var noget, der stadig skinnede i dem. Et eller andet lys, de udstrålede, der gjorde dem større end alle andre. Dirk Bonwiller, senatorens søn, var på vej gennem menneskemængden. Han havde holdt mindetalen om formiddagen, og det havde kun taget mig et øjeblik at forstå, at han i en nær fremtid selv ville stille op til et valg. Som taler var han lige så dygtig som sin far – de samme kunstpauser, de samme poetiske gentagelser, den samme måde at dæmpe stemmen på – men jeg må sige, at selv om genstanden for hans mindetale var det største liberale medlem af det amerikanske senat siden Sam Rayburn, en mand, der havde kæmpet for alle de sager, som de fattige, arbejderne og fagforeningerne nogensinde er gået ind 15


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 16 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 3AD15C01 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

AMERIKA AMERIKA

for – så må jeg sige, at man let kunne have glemt, at han også var talerens fader. Der var politiske tilkendegivelser i Dirk Bonwillers mindetale – en tre-fire stykker. Sådan er den familie. Dirk Bonwiller er en flot mand, på samme måde som hans far var, en statuarisk krop og et stort, meget udtryksfuldt ansigt, der ser ud, som om det allerede er tændt til tv. Selv nu, efter prædikenen og bønnen og den symbolske spadefuld jord i graven, var det enestående ansigt allerede på arbejde, mens det bevægede sig mellem de mørke hatte. Jeg plejede at kunne få øje på Henry Bonwiller på samme måde, når hans funklende ansigt bevægede sig gennem en flok mennesker og skilte sig så klart ud som en biskops mitra. Jeg er selv høj, og da senatorens søn kom i nærheden af mig, banede jeg mig vej hen til ham og sagde: »Det var en fin tale i formiddags, mr. Bonwiller. Deres far ville have syntes om den.« Jeg rakte min h��nd hen over et par hoveder. »Corey Sifter – jeg er meget ked af det, der er sket.« »Ja, det ved jeg, det ved jeg. The Speaker-Sentinel er en god avis. En af de sidste.« »Deres folk har forberedt Dem godt.« »Overhovedet ikke. Jeg kender Deres arbejde. Vi har altid sat pris på Deres støtte.« Han trak ned i brillerne, så han kunne se på mig hen over glassene. »Jeg håber, at vi fortsat kan regne med den.« Så skyndte han sig videre. Ikke ligefrem begravelsessnak, er jeg nødt til at sige – men glat nok. De sidste tre perioder har det været en republikaner, der har haft vores plads i Repræsentanternes Hus, da den vestlige del af staten er blevet mere konservativ, men alligevel må Dirk Bonwiller have i hvert fald en fifty-fifty chance for at blive valgt. Og hvem ved, hvad han vil gøre efter det? Han leder The 16


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 17 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 31C678F4 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

ET

Farmland Preservation Alliance i Albany, er medlem af bestyrelsen for The Bronx Redevelopment Commission og holdt en af hovedtalerne ved AFL-CIO’s kongres sidste år i Rochester; han har et hus heroppe og et i Brooklyn, og han holder sine ferier ved Lake Ontario, i nærheden af Sackets Harbor: Det er ikke svært at se, at han vil tiltale alle sider i statens Demokratiske Parti, når hans tid kommer. Bag kirkegården er der et naturreservat, som er en del af det område, der blev genskabt som vådområde ved en lov, som Henry Bonwiller var med til at gennemføre, efter at biologerne havde forstået, hvad de hollandske pionerer havde gjort ved at dræne området, og nu gik jeg i retning af det. Jeg er ikke en enspændernatur – en enspænder ville ikke kunne klare sig i mit job i bare en måned – men min kone var kommet i sin egen bil, og min far ville blive mere end lykkelig for at køre hjem med hende. De havde ikke kendt senatoren, som jeg havde. Da jeg nåede til reservatet, så jeg, at der nu var et pænt antal fugle, og jorden så ud, som om den aldrig havde været andet end det, den igen var blevet: En mose med dunhammere og piletræer og sumpede lommer med åkander og hibiscus. Som senatorens tvivlere siger, så har det taget os tre hundrede år at nå tilbage til udgangspunktet. En trane svævede lavt hen over kratbevoksningen. Der er en kort skråning fra den højtliggende kirkegård ned til reservatet, og da jeg vendte mig, kunne jeg lige se det øverste af busserne, der svingede ud på hovedvejen. I den hulning, hvor jeg stod, kunne jeg høre en enlig oksefrø, men jeg kunne ikke få øje på den nogen steder i mørket mellem de svajende planter, der blev sat i bevægelse af dyrelivet i vandet. Mosen er omgivet af gangbrædder, groft tilhuggede cedertræsplanker, der ligger få centimeter over vandet: Jeg gik hen ad dem. Nu og da så jeg en malle dykke ned 17


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 18 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 33D76AD3 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

AMERIKA AMERIKA

i dybet. Fire hundrede meter bag mig var mange af deltagerne i begravelsen der stadig, men jeg kunne ikke se dem fra den sænkning, hvor jeg gik. Jeg gik hen over den centrale del af mosen, der var skjult af dunhammere, der nåede op i skulderhøjde, og videre op på den højderyg, som løber langs åen. Da jeg var kommet op, hvilede jeg mig på en bænk under en gigantisk burreeg, hvis stamme var tykkere, end jeg er høj, og hvis rødder er skelettet i den lange kam, hvorfra der er udsigt til halvdelen af Carrol County. Man er ikke forberedt på den måde, hvorpå børn også ændrer ens fortid. Det er sagen. Alle ved, at de ændrer ens fremtid, men at se dem i deres uskyld – i deres kravlegårde og så på deres cykler og så i deres biler, i deres fodboldkampe og så til deres translokationer og snart nok deres bryllupper – at hjælpe dem gennem alt det er at erkende, at alt, hvad man nogensinde har gjort, enhver handling, man nogensinde har haft del i, også har en anden betydning, og at den både er større og frygteligere end den, man kendte. Ikke kun den betydning, den havde for en selv, men også den, som den havde for en andens barn. Det var det, der var i mine tanker, mere end noget andet. Denne uundgåelige sandhed. At alle ens gerninger – de hæderværdige og de hykleriske og de beregnende og de ødelæggende – alle ens gerninger fører et dobbeltliv. Jeg kunne kun undres over overbærenheden hos mine egne forældre og andre, der har del i denne historie. Der er tyve minutters kørsel til Lake Erie herfra og ikke meget længere til Lake Ontario, og når man er udendørs, er man bevidst om himlens maritime klarhed og fornemmelsen i luften: En antydning af havlugt i vinden selv om der er over seks hundrede kilometer til Atlanterhavet. Det havde taget mig godt et kvarter at bestige højderyggen. Mod øst kunne jeg se, 18


JOBNAME: 2. KORREKTUR PAGE: 19 SESS: 14 OUTPUT: Fri Oct 17 10:42:38 2008 SUM: 311104C3 /first/Verve_Books/odt/269_AmerikaAmerika_148x230/Leveret

ET

at der kun var få biler tilbage på parkeringspladsen. Foran mig, i retning mod Masaguint, hvor Trieste Millbury og hendes forældre bor, var et lag stratusskyer ved at dannes. Disse skyer har altid fået daghimlen til at virke endnu mere storslået for mig, når de som på dette tidspunkt er belyst nedefra og ligner sølvblanke streger på en fodboldbane, men endnu ikke dominerer himlen som cumulusskyerne, der er mere typiske her om efteråret, og som hæver sig som bjerge med dundrende storme. Jeg så mig hele vejen omkring. I løbet af et par timer ville himlen over Masaguint være et mørkt hul i horisonten, der ellers var oplyst hele vejen fra Islington til Steppan, nu det var ved at blive aften. Jeg går ud fra, at det er endnu en ting, historien her handler om: At det er umuligt at vende tilbage. Jeg rejste mig fra bænken. Nu lå Masaguint bag mig, kirkegården foran. Jeg går ud fra, at entreprenørerne snart nok kommer til den sidste del af det. Den del, hvor Trieste bor, og hvor gletscherne har aflejret klippestykker på størrelse med biler, men nu om dage forhindrer det ikke nogen i at bygge. De vil utvivlsomt kalde udstykningen Granithaven eller noget i den retning og anbringe de store begravede sten som søjler ved tilkørselsvejene eller rejse dem og udhugge husnumre i dem. Nogle mener, at der vil gå mindst ti år, før det sker, men jeg tror, det bliver før. Da jeg var gået hen over de sidste gangbrædder og kom tilbage til kirkegården, var den forladt. Et par af bedemandens medarbejdere i slidte habitter var ved at stable stole, og længere væk kom en traktor, der havde været skjult bag bakken: Graverne. Det var sidste gang, jeg så senator Henry Bonwiller. Jordbunken lå mellem os. Traktoren satte farten ned, og en mand hoppede ned fra skovlen, og så begyndte traktorføreren at skubbe jorden hen mod graven. Jeg gik hen under et af 19


ANDRE BØGER FRA VERVE

"I8EJB< <I@E;I@E><I

<EBM@E;<JB8DG

,?@I@E98;@ & (; K8 > < I 8 = E F9 < C J = I < ; J G I @ J

Shirin Ebadi: Iranske erindringer – en kvindes kamp Vejl. 279,-

Benazir Bhutto: Forsoning – islam, demokrati og vesten Vejl. 299,-

-)+)-)342!4)

."(5 D8I@<CFL@J<KFBJM@>

Marie Louise Toksvig: Magt

Miki Mistrati: Solo Vejl. 249,-

Vejl. 249,-

OM FORLAGET Verve-bøger er aldrig ligegyldige. De er skrevet med hjerteblod af forfattere, som mener noget. De er båret af lidenskab, kampgejst og passion og de handler om emner, der berører os alle – historier om mennesker på tværs af politik, religion og nationalitet. Man kan meget vel være uenig med forfatterne, men man kan aldrig være ligeglad. Verves design udnytter nye muligheder i at benytte bæredygtige materialer, som skaber en æstetik og kvalitet af den enkelte bog, der kan matche de ord, tanker og følelser, der står på siderne. Det er bøger, du også kan nyde før og efter, du har læst dem.

AnnonceTilAmerika.indd 1

14-10-2008 11:58:37


Amerika Amerika af Ethan Canin