Page 1


t-under-månen.indd 147

Af Erik Langes rejser

En ulv åd kongen og da den blev brændt gav den ham livet tilbage.

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 149

Som lovet sender Tutivillus Maardt dette brev til sin herre, den ædle og højbårne Falk Falksen Gøye til Skærsø og Starupgaard, og med brevet sender han sin mest dybfølte beklagelse. Det påligger mig at melde min nådige herre, at han ikke kommer til at få nogen fortjeneste for de investeringer, han hidtil har gjort i Erik Eriksen Lange til Engelsholms hermetiske operationer, og at han heller ikke bør regne med at få tilbagebetalt sine udlæg, der - hvis jeg tør tro på mine egne øjne og ører - må have udgjort en betragtelig formue. Jeg skal i det følgende forsøge at redegøre for, hvad alle disse penge er blevet brugt til og hvilke resultater Erik Lange er nået frem til i sit arbejde. Jeg vil forsøge at beskrive rejsens udgifter og resultaterne af Erik Langes pyrologiske arbejder, så nøjagtigt som jeg kan, uden plagsomme detaljer. Siden pengene nu endegyldigt er tabt, tænker jeg, at min herre i det mindste har krav på at få historien fortalt, selvom den nok ikke vil falde i hans smag. På herrens ordre sluttede jeg mig til Erik Langes rejseselskab ved dets ankomst til Tønder i januar for snart to år siden. Jeg overbragte skrivelsen, som herren så nådigt havde forsynet mig med, og jeg blev 149

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 150

vel modtaget. Vi rejste fra byen med det samme, så jeg end ikke nåede at sige farvel til mine børn og min søster. Uden for byen sled to svin og en hund i fællesskab med at vriste et lig ud af hullet under skafottet, for at kunne æde det på åben mark. Liget var af en barber, som havde heddet Trendse. Han havde gjort sin mor og stedsøster uret, og jeg havde selv set ham blive hængt få dage forinden, med stor fromhed og så ivrig efter at møde sin himmelske skaber, at ingen kan have været ganske uberørt. Erik Lange komplimenterede dyrene for deres evne til at arbejde sammen mod et fælles mål, men beklagede så, at kostelige remedier nu nok engang skulle forsvinde i deres vomme. Dette var første gang jeg mistænkte Erik Lange for at kende til sortekunst, for af hvilken grund skulle han ellers beklage, at en ham i øvrigt ukendt misdæders lig fortæredes, ikke engang af skader og alliker, men af nogenledes nyttige dyr? Jeg forsøgte at le, selvom jeg ikke egentlig syntes, at der var noget fornøjeligt ved hændelsen - især ikke da nævnte Trendse var død som en god kristen. Men Lange lod ikke til at have ment det som en spøg, og det øvrige selskab havde også taget hans bemærkning i fuld alvor. Jeg tænkte, at det måske var af netop denne årsag, at herren havde bedt mig rejse med Erik Lange, for at holde øje med, om han benyttede heksekunster eller på anden måde skulle vise sig at være ukristen. I 150

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 151

de første dage på vores rejse var jeg noget ængstelig. Det var før jeg havde set ham forsøge sig med virkelig trolddom. Da vi nåede Aventoft, hyrede Lange en dreng til at drage tilbage til Tønder, for at hilse min familie og meddele dem, at jeg nu ville være bortrejst i mindst et år. Drengens øjne lyste op, da Lange tog et pengeskind fra sit skrin og pålagde ham at bringe det til min søster. Så tog han også den yderste ring af venstre lillefinger og gav den til sendebudet som løn. Det var en ring med en grøn sten eller glasperle i. Erik Lange bad mig siden om at huske på den godhed, han herved viste mig, skønt jeg kun havde været i hans tjeneste i få timer. Jeg spurgte ham, hvordan han kunne mene sig sikker på, at pengene ville nå frem til min søster og mine børn. Han spurgte, hvilket tegn jeg var født i og hvilke tegn min søster og mine børn var født i. Jeg svarede ham, hvornår vi alle var født, og han søgte at berolige mig med, at min yngste datter var født i Leo og at det nu var en særdeles heldig tid for Leo, Merkur stod særligt gunstigt, så pengene ville nå frem. Altid på rejsen delte vi værelse, Erik Lange, hans tjener og jeg, som nu blev kaldt for laboratorieassistenten. Jomfruerne Blome deltes om et værelse for sig. En dreng, kaldet Puer Ruppert, som de selv havde haft med sig, sov almindeligvis foran deres dør med hundene og med en tromme, som han var glad 151

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 152

for. Sådan rejste vi mellem kroer og herberger i den første tid. Overalt købte Erik Lange store mængder vin til mig og til hele det øvrige selskab. Jeg skal straks indrømme, at jeg ikke har været vant til den drik før, men kom til at finde så stort behag ved den, at jeg skammeligt ofte var drukken fra tidligt på dagen. De mængder af vin, vi indtog over så mange måneder, tror jeg udgør den største enkeltudgift på vores rejser, og skulle jeg kun nævne én ting, som herrens penge er blevet brugt på, måtte jeg sige: vin. Erik Lange talte dog flere gange om, at vinen rummede egenskaber, der beredte sjælen på det alkymistiske arbejde - at det var en stor fordel, at sjælen var våd, når man arbejdede med flammer, og at de store mængder vin, han bød mig at drikke, derfor kun var en slags forberedelse af min sjæl til det kommende arbejde i laboratoriets hede og tørke. I Hamborg skulle vi mødes med en jøde, som Erik Lange købte en lille grønlig abekat af og også en lænke til dyret, der lignede, at den var af guld. ( Jomfruerne Blome holdt sig dog hjemme på værelset imens). Han købte også af jøden nogle særlige pergamentark. Senere lærte jeg, at aben var købt, for at han kunne bruge dens blod som blæk, eftersom visse besværlige transmutationsprocesser krævede en nedskrivning af latinske ord med abeblod.

152

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 153

Jeg håber, at herren vil bære over med, at jeg ikke forsøger at anslå, hvilken pris Erik Lange betalte i hver enkelt tilfælde. Alle pengene er væk, og jeg vil her blot, som lovet, forsøge at opremse, hvad de er blevet brugt på, skønt jeg ikke er i stand til at præsentere et egentligt regnskab. Allerede samme aften åbnede Erik Lange en åre på abens ene lår, mens min opgave var at holde fast på kræet. Han samlede lidt blod i en skål og lagde derpå en stram forbinding over såret. Han pålagde mig at holde øje med abekatten, som han sagde var en uvurderlig og uerstattelig kilde til kommende rigdom. Den var besværlig at rejse med, brydsom, arrig, altid skrigende. Jeg slap kun for at få dens kløer og tænder at mærke ved hele tiden at holde den beskæftiget med at spise. Da jeg ikke havde anden mad at fodre den med end den, jeg selv fik serveret, måtte jeg fra nu af sulte slemt og også blive endnu mere drukken, da vinen hældtes i en halvtom mave og derved kunne sprede sin varme alt for uhindret gennem min krop. I Hamborg mødte vi den ædle junker Parsberg, med hvem Erik Lange holdt gilde. Sent på aftenen spurgte Parsberg til nogle penge, som Lange skyldte både ham selv og flere blandt hans venner og slægtninge. Erik Lange bad junker Parsberg gemme den triste snak om gemene materialer til dagen efter, hvor de kunne mødes og i ædruelighed træffe en aftale om tilbagebetaling, der kunne være til behag for alle 153

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 154

parter, men nu, sagde han, skal vi drikke en skål for vort venskab og kun tale om sjælelige anliggender og de højere materier. Vi rejste flere timer førend mødet med Manderup Parsberg skulle have fundet sted. På vej ud af Hamborg hørte jeg også Erik Lange ytre mange skældsord om Manderup Parsberg; at han skulle have hugget næsen af den ædle Tyge Brahe og selv også altid ville stikke sin tryne i alting, hvorfor det havde været mere retfærdigt, ifølge Erik Lange, om duellens udfald havde været det modsatte. Mens han kom med mangfoldige kraftytringer, der næsten alle gav udtryk for dette ene ønske, forlod vi Hamborg. Nær Visselhøved havde vi vores første længere ophold. Vor værtsfamilie - en god kristen slægt, hvis navn herren må tilgive mig for ikke at nævne her - havde på forhånd skrevet til Lange, at de havde forberedt et laboratorium til ham og de havde givet udtryk for deres interesse i at følge hans arbejde med metallernes forvandling. Det var derfor en skuffelse, at laboratoriet var indrettet i et faldefærdigt lysthus langt fra godset og ikke rummede de mest basale redskaber. Lange sendte mig af sted for at hente gryder og skåle i køkkenet, og sin tjener sendte han til smeden i Visselhøved, for at købe materialer til omsmeltningen.

154

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 155

Disse materialer, hvad de end har kostet, blev aldrig taget i brug, da Erik Lange regnede det for umuligt at arbejde under de givne forhold. Ikke desto mindre skulle jeg opholde mig i laboratoriet hver dag, uden andet at tage mig til end at drikke vin og fyre godt op i ovnen, så familien kunne se røgen stige og Erik Lange kunne bilde dem ind, at der blev arbejdet på sagen. Et par gange dagligt kom han ud til mig, under påskud af at skulle inspicere. Vi sad på gulvet og drak. Om aftenen drak jeg med Lange og hans tjener i godsets vinterstue, når familien og frøknerne Blome var gået til deres kamre. På godset ejede de en gæk, den lille Nikolaj, som ikke var morsom for sit vid, men morsom fordi han var født uden arme eller ben og derfor måtte gå omkring ved hjælp af bagdelen alene. Han kunne både hoppe på bagen og vrikke sig fremefter, mens han lagde sin vægt på først den ene, så den anden balle. Han var fra London, og vi kunne ikke tale ret godt med ham, ejheller forstå den sang, han brød ud i, når han hoppede i ring på gulvet, men han morede os alligevel meget i de første nætter. Børnene på godset var glade for den lille Nikolaj, de hang altid om hans hals, og der skulle mange af de små til, for helt at bremse hans vraltende fremfærd så stor en styrke var der i Nikolajs bag, at han kunne gå på den, selv mens tre eller fire småbørn klamrede sig fast til ham og hang over hans skuldre. 155

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 156

En morgen lå en død ulv foran døren til vores laboratorium. Et magert kræ, på ryggen med åbent gab og tungen slapt ned langs halsen. Jeg sparkede kadaveret ned ad skrænten og tænkte ikke videre over det, men kom alligevel til at nævne det for Erik Lange ud på eftermiddagen, da han kom for at drikke med mig. Andet var der ikke sket hele dagen, og min drukkenskab havde gjort mig snakkesalig. Han forlangte, at jeg straks skulle slæbe ulven op igen og lade ham være alene med kadaveret indenfor. Det var en kamp at få den døde ulv op, da jeg var i vinens magt. På vej ned ad den stejle skrænt snublede jeg flere gange og rev min ankel til blods mod en skarp sten. Jeg sled med at komme op, men hele tiden gled ulven af mit greb og sank ned ad skrænten, så jeg stod tilbage med næverne fulde af dens frosne pels. Lange strøg sig i skægget, lænet mod laboratoriedøren, da jeg kom op. Han bad mig trække min blødende ankel gennem ulvens pels en enkelt gang, ville ikke svare på hvorfor og lod mig forstå, at han ikke fremover ville tolerere opsætsighed, men at jeg blot skulle følge hans ordre. Altså gned jeg mit sår gennem pelsen, så man tydeligt kunne se et strøg af mit blod hele vejen langs dyrets side. Jeg ventede udenfor i kulden, uden vin, og hørte Erik Lange snakke eller synge over det døde bæst. Efter nogle timer kom han ud igen, misfornøjet, og bad mig skaffe kadaveret af vejen. 156

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 157

Jeg var ikke i tvivl om, at Erik Lange havde forsøgt sig med trolddom og at det ikke var gået efter planen, med hvilket jeg mener, at der ikke havde været nogen virkning af hans besværgelser. Resten af dagen og aftenen var han i et ondt lune. Ud på natten traf Erik Lange den beslutning, at vi skulle se den lille Nikolaj ligge med en hore. Han sendte Puer Ruppert af sted med en lygte og med blodhunden, på trods af sin tjeners advarsler, som han kun blev galsindet af at høre på. Det var dog ikke en lang vej gennem mørket, som drengen blev ført ud på. Der boede en hore, der kaldtes Margen Mænge, i vagternes hytte. Det vidste vi, fordi en af vagterne hyppigt havde opfordret mandfolkene iblandt os til at drive utugt med hende og talt varmt om hendes talenter og udpenslet hendes legemes indretning for os, så vi allerede syntes at have et indgående kendskab til hende. Inden vi havde drukket bægeret ud, var drengen tilbage med besked fra Margen Mænge, at man ikke lod hende sætte fod nær godset, at hun vidste, hvor hun hørte hjemme, men kunne besøges i vagternes hus, hvis man ønskede hendes selskab. Svaret huede ikke Erik Lange, som sagde, at den lille Nikolaj ikke kunne forventes at gå på røven hele vejen til horehuset og derefter præstere som en mand, og han gav Puer Ruppert to gyldne ringe, en med en sten og en, der havde en bugtende slange indgraveret. Den ene af disse skulle drengen sige var Margen Mænges løn 157

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 158

for at komme til gården, den anden ville være løn for hendes selskab. Margen Mænge lagde sig til rette på gulvet med et par bøger som hovedstøtte og løftede sit skørt op, så den lille Nikolaj og vi andre fik udsyn til hendes nedre og kvindelige dele og den syrlige lugt fra dem i tilgift. Hun forekom rolig, sagde ikke et ord, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hende og lille Nikolaj måske før havde skullet ligge med hinanden på denne måde og så at sige begge kendte rutinen. Jeg snørede klappen op nederst på den lille Nikolajs dragt og hans lem sprang kampberedt ud, sammen med en slags fod eller halv fod, med tre lange tæer på, som sad fast på hans venstre balle, hvorved vi altså lærte, at han ikke kun gik på bagen men havde nogen yderligere støtte fra denne delvise fod. Han gik selv hen ad gulvet imod hende og vristede sig uden hjælp ind mellem hendes ben, eller i det mindste kun ved hjælp af nævnte halvfod. Optrinnet vakte stor lykke hos Erik Lange, og jeg kan ikke sige mig fri for selv at have moret mig, opløst som jeg var af vin og flere ugers kedsomhed. Der var en beundringsværdig muskelkraft i den lille mands bag og ryg, han kunne uden besvær og endda med voldsomhed beligge horen, så hun stønnede højlydt, mens han stod på bagen og sang sin hoppesang, måske af ophidselse eller måske fordi han mente, at denne sang ville more selskabet, hvilket den dog aldrig gjorde, da vi slet ikke kunne forstå den. 158

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 159

Midt i sit anfald af latter slap Erik Lange abekatten løs, om det var med vilje véd jeg ikke, den pilede hen mod synderne på gulvet, sprang op og greb fat i det ene æseløre på lille Nikolajs hue. Her hang den nu og skreg og dinglede mens han uanfægtet vedblev at rokke på stedet med sit lem opslugt af Margen Mænge. Jeg kan ikke bebredje husets herre, at det var med sværd i hånden han kom ind i vinterstuen, at han smed os fra gården, ud i den kolde nat, og end ikke lod os sove rusen ud først. Men det skal siges til Erik Langes forsvar, at han med det samme føjede den gode herre og ikke selv greb efter sværdet, skønt jeg opfordrede ham til det og ligefrem søgte at vække en blodtørst til live i ham ved at råbe højt og svinge en ildrager omkring mig. Mindet om min opførsel den aften styrker mig i mit forsæt om kun at drikke øl og aldrig mere vin eller brændevin. En god og ædel herre kunne have været dræbt ved den lejlighed - for jeg er ikke i tvivl om, at den stærke og sunde Erik Lange havde været sejrsherren, hvis det var blevet til en duel - og det havde alene været min skyld. Vi var nødt til at fortsætte vores rejse uden jomfruerne Blome, som sov på deres kammer, mens alt dette gik for sig. Og vi var endvidere kommet til at berøve jomfruerne deres dreng og deres hest og deres blodhund. Nu havde de kun skødehunden tilbage af rejseselskabet. 159

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 160

Bortset fra det hårde slag, det må have været mod Erik Langes ære, betød det også, at han ville miste den lovede betaling for at føre jomfruerne til deres svoger i Augsborg og dette var en stor ærgrelse for ham. Dog ønskede han ikke at sende et bud for at hente jomfruerne i Visselhøved, da han sagde, at han nu ikke længere følte sig værdig til at se de stakkels jomfruer i øjnene, og at vi kun måtte trøste os med, at jomfruerne var blevet efterladt i et kristent hus, hvor man ville se til deres tryghed og forplejning, uagtet at man havde grund til at foragte dem for det selskab, de var ankommet med. I det hele taget angrede han sit tåbelige påfund og svor, at han fremover ville lytte bedre til sin tjeners gode og kristelige råd. Vi gjorde intet længere ophold, før vi nærmede os Kassel. Fra en kro i byen Munkehof skrev Erik Lange til landgreven om vor ankomst og forklarede, at han var blandt Tyge Brahes nærmeste og kæreste venner, i det håb, at landgreven ville åbne sit hjem for os. Vi fik intet svar, hverken den følgende eller den næstfølgende dag, men dagen efter det kom et bud med et brev fra Manderup Parsberg, som netop opholdt sig hos landgreven i Kassel. Brevets nærmere ordlyd véd jeg intet om. Vi rejste videre og Erik Lange opgav sin plan, hvilket var en stor ærgrelse for ham, da han mente, at han i den lige så lærde som rige landgreve Wilhelm kunne have fundet en uvurderlig støtte til sit arbejde 160

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 161

med metallernes forvandling, som han nu ikke havde kunnet udøve i månedsvis. Lange var mistrøstig og skamfuld. Vi opholdt os nu mange dage i træk på hvert enkelt herberg, og lige så mange penge, som blev brugt på vin, blev nu brugt på horer, ofte flere horer på én gang. (Dette havde ikke været vanen, mens jomfruerne Blome endnu rejste med os, må jeg understrege). Ofte betalte Lange også for at både jeg og hans tjener skulle holdes med usømmeligt selskab om natten; det blev en vane for os alle, og ingen lod sig genere af de øvriges hor på værelset. Tværtimod endte det ofte i en slags indbyrdes dyster og væddekampe, anført af Erik Lange under højlydt hujen og hurraråb og mens Puer Ruppert slog på sin tromme, som han lykkeligvis havde fået med sig fra Visselhøved. En hore i Bamberg, der hed Katty og kaldtes Klemme-Katty, kunne holde sine fødder bag nakken i timevis, mens mandfolk væltede sig over hende på skift. Alene Katty må have tjent en formue på Erik Lange, som virkede besat af at undersøge, hvor længe hun var i stand til at holde fødderne bag nakken, hvor mange mænd hun kunne ligge med på en dag og især hvilken påvirkning af hendes temperament og humorale ligevægt det store sædindtag fra en sådan dag medførte. Ville tråde af sæden trænge ud i hendes tårer og den slags. Jeg må med skam og beklagelse melde, at det i høj grad er sådanne undersøgelser, som herrens penge er blevet brugt på, og at 161

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 162

selv disse undersøgelser blev foretaget under påvirkning af mange potter vin og kun førte til resultater, der er lige så upålidelige som de er ubrugelige, selvom jeg er sikker på, at Erik Lange under de rette omstændigheder ville have foretrukket at undersøge naturens mere ophøjede mysterier i et velindrettet laboratorium og med al den fromhed, der hører sig til ved en blotlæggelse af skaberværkets allerhelligste krinkelkroge. Jeg skriver dette både som Erik Langes tro ven - for efter denne rejse tør jeg kalde ham min ven, skønt han er af ædlere blod end jeg og måske også af en anden opfattelse - og som min herres lydige tjener. Jeg er sikker på, at Erik Lange ville være den første til at beklage oprigtigt, at store mængder af herrens penge er blevet brugt så skødesløst på synd og fornedrelse og fordærv, især hvis han vidste, at jeg var i herrens tjeneste og allerede havde afsløret det hele, eller i hvert fald det grundlæggende, for herren. I den tid, jeg efterfølgende har været sammen med Erik Lange, har han ikke haft mulighed for at arbejde med guldmageriet, og han har kun ved en enkelt lejlighed forsøgt sig med trolddom. Vi opholdt os hos en doktor Slækner i Ulm. Han havde været en klog jøde som ung, og skønt han nu var stærk i troen på vor frelser, havde han bevaret et stort kendskab til jødernes trolddom og skjulte viden, som han efter eget udsagn gerne delte med andre, men ikke selv fandt brugbar længere. Doktor Slækner fortalte os en aften, at der i Ulm også fandtes en bøddelfami162

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 163

lie, som fremstillede lys af de hængtes fedt og netop havde et mindre parti af sådanne lys til salg. Den, som tændte et af disse lys og holdt det i sin hånd, ville ikke være synlig for noget dødeligt menneske. Dette, sagde doktoren, var alment kendt, og derfor solgtes lysene kun til gode kristne og ærlige sjæle, der ønskede at udgrunde verdens mysterier. Han selv var den eneste, bøddelfamilien stolede på som garant for en køber. Jeg véd, at lysene kostede Erik Lange en formue, men jeg véd ikke, hvad han havde planlagt at bruge dem til, skønt jeg føler mig sikker på, at han ikke kan have haft nogen uhæderlig berigelse i tankerne. Jeg tror netop kun, at han ønskede at undersøge fænomenet, at komme til en forståelse af denne trolddoms inderste væsen. Da vi var kommet tilbage fra bødlernes værksted - eller butik, som det nærmest var, hvor alskens magisk kødkrams hang i kroge fra loftet - med seks små kostbare tællelys i en sæk, sagde doktor Slækner, at Lange burde afprøve et af lysene med det samme. Han skulle gå ind i Slækners hus alene med det tændte lys i hånden. Hvis tjenestepigen Margare­tha, som gik rundt derinde, hilste og nejede for ham, ville han vide, at han var blevet snydt, og vi kunne kræve pengene tilbage fra bøddelfamilien. Hvis hun ikke hilste og ikke syntes at kunne se ham, kunne han være forvisset om lysenes kraft. Erik Lange kom ud til os andre igen lige i tide inden lysestumpen 163

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 164

brændte ud mellem hans fingre og han erklærede sig fuldt overbevist om, at der var en trolddom i lysene og fuldt tilfreds med købet af dem. Vi rejste nogle dage efter. Da vi var nået et kort stykke ud ad byporten, kom tjenestepigen Margaretha fra Slækners hus rendende bag os sammen sammen to vægtere, nogle modbydelige grobrianer at se på. De råbte holdt og krævede, at vi betalte Margaretha for at have haft samkvem med Erik Lange og ydermere betalte dem selv en noget større sum for den ulejlighed, de havde haft med at inddrive Margare­ thas horeløn. Erik Lange trak ved den lejlighed de sidste to ringe af sine fingre; den ene af disse var en gylden signetring, som må have været overordentlig værdifuld. Just da slog klokkerne fra et nærliggende tårn i Ulm og Erik Lange slyngede de grummeste eder over hovedet på den helgen i hvis navn en sådan bimlen skulle lyde. Hans tjener fortalte mig, at det var klokkerne fra Sankt Jørgens kirke. Vi talte aldrig siden om hændelsen med lysene. I Augsborg så vi et knudret og forkullet træ, hvor doktor Faustus engang havde hidkaldt Djævelen. Da vi stod foran det, sagde Erik Lange, at han forbandede den troldkarl og alle de andre troldkarle ned i Helvede, og at sådanne syndere altid ville få deres bekomst, det vidste han nu. Da anede jeg et håb for vore sjæle, for jeg havde længe vidst, at jeg ikke selv kunne frelses fra mit syndige liv, førend Erik Lange frelstes eller før vore veje skiltes eller, i det mindste, 164

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 165

før vi var løbet endegyldigt tør for penge. Der var en afgrund i ham, som altid trak mig til sig. Vi så også her en slags umådeligt måleinstrument til at kigge på stjerner med, som Tyge Brahe havde bygget, dengang han var i byen. Om det var en kvadrant eller sekstant, var Lange ikke sikker på. Instrumentet stod i den gamle borgmesterhave, større end de fleste af havens vildtvoksende træer, men allerede frønnet og halvt ødelagt af vind og vejr, klistret over med spindelvæv og endda med en fuglerede øverst på den skrånende bue. Erik Lange klamrede sig til det store instrument. Længe stod han sådan, strøg sine næver over det og græd af længsel efter atter at se sin navnkundige ven i Danmark. Hvor er du, min Apollo, råbte han, du ædle genskaber af de glemte kunster. Hvorfor rejste jeg fra din side? Også Tyge Brahes søster Sofie råbte han højlydt og mange gange på, og han kaldte hende sin søde Urania. Det var senere den aften, at Erik Lange blev arresteret, og det skete efter et slagsmål med en beruset engelsk doktor med det latterlige navn Kællig, som vi havde mødt på en skænkestue ved universitetet. Denne englænder hævdede, at den lærde Tyge Brahe havde taget aldeles fejl, at der slet ikke havde været nogen ny stjerne på himmelen, og at en sådan antagelse var noget rent vås, men at en engel kaldet Madimi havde vist sig under månens sfære, som et sendebud fra Herren selv, bebudende at den sidste dag er nær. Lange trak blankt og svang sit tunge 165

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 166

sværd mod doktoren, uden dog at kunne beskadige andet end dele af dennes omfattende skæg og pibekrave. Doktor Kællig tog flugten, men senere på aftenen blev Erik Lange arresteret på samme skænkestue, og da han ikke havde penge til at betale en bøde til byen, beholdt de ham i fængslet. Erik Lange har ofte forvildet sig bort fra både dyd og sund fornuft, men i dette tilfælde synes jeg egentlig, at der var noget ædelt ved hans fremfærd. Her skiltes vore veje, og jeg har ikke drukket vin siden. Rejsen tilbage til Tønder har været lang og er mest foregået til fods. Undervejs arbejdede jeg i nogle måneder hos en sømmemager i Frankfurt, for at tjene penge til den videre rejse. Men kun få dage efter min afrejse herfra blev jeg frarøvet alt, hvad jeg havde optjent, af to gamle landevejsrøvere, der oven i købet skar godt det halve af mit venstre øre af mig, fordi jeg havde trukket min dolk, da jeg så dem vriste sig frem af skovbrynet. Jeg havde troet, at jeg sagtens kunne forsvare mig mod to udmagrede oldinge, og tænker nu, at jeg kun ikke evnede det, fordi mange måneders syndigt liv havde tæret på mig og drænet mine kræfter. Altså måtte jeg også senere tage mange forskellige slags ydmygende arbejde undervejs. Jeg er først hjemme i Tønder nu, ludfattig, hos min søster og mine børn, af hvilke de to mindste dog er døde i mellemtiden. Jeg véd, at herren allerede har betalt mig for mine tjenester, og jeg véd, at dette brev kommer med urimelig forsinkelse, men jeg vil alligevel bede herren om at betænke min arme fami166

21-02-2014 14


t-under-månen.indd 167

lie og se i nåde til mig, om ikke for min godhed, så for min ærlighed. Hvad tjeneren og Puer Ruppert angår, tror jeg, at de forblev i Augsborg for at hjælpe Erik Lange ud af hans fangenskab, men jeg véd det ikke med sikkerhed. Jeg forlod byen uden at tale med nogen af dem. Man kunne mene, at jeg svigtede Erik Lange, men det var aldrig min mening; jeg havde kun lovet, at jeg ville assistere ham i hans alkymistiske arbejde, og det forekom mig umuligt at tro på, at han nogensinde igen ville komme i nærheden af et laboratorium og de dyre materialer, som er nødvendige til dette arbejde. De hermetiske mysterier var lige så utilgængelige for ham nu, som vinen og horerne var for mig på min rejse hjem til Tønder.

21-02-2014 14

Alt under maanen af harald voetmann  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you