Page 1

Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 1


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 2

Af samme forfatter: Til verdens ende, roman 1994 Mørk, roman 1995 Flugtens tid, roman 1997 Hafnia Punk, roman 1998 Verdens 25 bedste fodboldspillere, essays 1999 Sommer, roman 1999 Det seje sjak, børnebog 2001 Det seje sjak sover i timen, børnebog 2003 Frederik Wenzels rejse, roman 2004


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 3

Benn Q. Holm

Album Roman

People’sPress


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 4

Album © Benn Q. Holm og People’sPress, København 2002 Omslag: Nego og Brando Sats og tilrettelægning: John Ovesen Bogen er sat med Minion Produktion: Scandbook AB, Falun ISBN 87-91518-76-8 3. udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2004

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København V www.artpeople.dk


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 5

Indhold

Prolog 9

Første del 1971-1979 19

Anden del 1980-1989 169

Tredje del 1990-1999 343

Epilog Ca. 2001-2002 537 Stamtavle 575


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 6


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 7

Prolog


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 8


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 9

Jon 1973

DE LØB OG legede nede ved søen. Solen fik vandet til at blinke. Han var indianer. De ville alle sammen være indianere. Så der var kun to cowboys. Tørk og Jais, to storsnudede Holte-unger der havde meldt sig frivilligt. De var syv mod to. Måske var det derfor legen kedede ham. De havde været her en uge snart. Skulle hjem på søndag. Sidste år havde været sjovere. Han kunne alle sangene udenad, og selvom de fik lov til at løbe rundt og det ikke var møder og arbejde det hele, glædede han sig til det var slut. Han kylede en pind ud i vandet. Den blev liggende som en død ål. På den anden side af søen lå der et stort hvidt hus med egen badebro. I går havde Mias far slæbt anlægget ned til søen og skruet højt op for musikken så ham direktøren derovre fik ødelagt sin sommeraften. Det var der kommet meget ballade ud af. Nogle af de voksne havde syntes at det var smadderskægt, andre at det var barnligt. Men så havde de haft det at diskutere, og jo mere de diskuterede, jo mere kunne de løbe rundt og lege uden at de voksne blandede sig og kom med forslag hele tiden. Pinden flød udad, over mod det store hvide hus. Han kunne hverken se eller høre nogen af de andre. Det gjorde ikke så meget. Man var hele tiden sammen med nogen her. På køkkenholdet, rengøringsholdet. Fodboldholdet. Han smilte og gik ad den bugtende sti langs søbredden. Om lidt måtte de ikke gå længere. Ham bondemanden som lejede ud til dem, ville nok have pengene, men han ville ikke se skyggen af dem og deres røde unger. Han trådte forsigtigt uden om en skovsnegl. Stien blev smallere, ophørte, han måtte værge for sig for ikke at få grene og blade i hovedet. Han hørte en mærkelig lyd. Ligesom én der klynkede. Eller to.

9


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 10

Han gik nærmere lyden. Nu kunne han se noget bevæge sig inde i alt det grønne, bag et træ. Det kastede sig rundt. Først blev han bange for at det var et dyr. En ræv der flåede et ådsel. Eller en ulv, måske. Men der var vist ikke ulve i Jylland. Han trak ned i en gren så han bedre kunne se. Så vendte han om og styrtede tilbage mod stien. Han nåede hen til piletræet der lå halvt ude i søen, og løb op ad skråningen mod lejren. Standsede for at få vejret. Et sted kunne han høre deres indianerhyl. Han stod bare, forvirret. Så var der noget der stak ham. En bi. Havde ikke set den. Han viftede den væk, tog sig til armen og fortsatte. Kunne høre én der spillede guitar. Han gik bare ind i lejren, følte sig utilpas. ”Hvad er der i vejen, Jon?” Han så op og opdagede sin far. ”Ikke noget ...” ”Der er snart samling. Har du set mor?” Han rystede på hovedet; det føltes underligt tungt og sammenklasket. Som en bold fyldt med øllebrød. Han kløede sig på armen. Kløede og kløede, så han rev sig helt til blods. ”Sig mig ...?” ”Søren!” var der én der kaldte. Hans far stirrede på ham, svarede ikke. ”Det var ikke med vilje, far.” ”Hvorfor bløder du? Er det nu Tørk og Jais igen ...” ”Jeg tror jeg blev stukket.” ”Da ikke af en bi, forhåbentlig.” Hans far så op og råbte til nogle af kvinderne. ”Skynd jer! Hvor er Margrethe?” De var topløse nogle af dem. Siw lagde guitaren væk, tog en Tshirt og kom hen. ”Hvad er der galt, Jon?” Hun strøg ham over håret. Han veg bort. ”Han er blevet stukket af en bi. Han er allergisk. Jeg må finde Margrethe, hun ved hvor hans medicin er.” Hans far fór væk. ”Tag det roligt, Jon,” sagde Siw. ”Jeg er læge. Lad mig se på dig.” Hun gik ned i hug og studerede den røde bule på hans arm.

10


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 11

”Kom. Det skal vaskes først, og jeg skal bruge en pincet. Vi skal have brodden ud.” Hun tog ham i hånden. Hun gik med ham i den ene hånd og T-shirten i den anden, daskende. Han kunne ikke undgå at se dem, de hoppede op og ned lige ud for hans næsetip, og hun gik hurtigt, trak ham med sig. Bare hun dog ville tage den på. Han lukkede øjnene. Han kunne høre lejrflaget smælde i vinden.


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 12

Martin 1984

HAN HAVDE IKKE set Bowie i over et år, og da de endelig mødtes igen, blev de uvenner. De havde været på Barbue til lukketid, og Bowie der stadig boede hos sin mor i Rødovre, ville overnatte på hans sofa. De købte nogle øl i en døgnkiosk på Nørrebrogade og væltede op ad trappen. Lejligheden var lille og rodet. Det var hans hule, men alligevel følte han nogle gange at det ikke var ham der boede der. Måske fordi de havde købt den til ham. Bortset fra de mange lp’er var der ikke rigtig noget der var hans. Det meste havde han fået eller arvet. Møblerne, sengetøjet, køkkenudstyret, fjernsynet. Han tog ud til dem hver anden uge med en stor pose vasketøj. Hans mor gemte altid en hundredkroneseddel i tøjet som hun pænt havde lagt sammen for ham mens han sad i stuen og blev krydsforhørt en sidste gang af sin far. Du ser så tynd og træt ud, får du ikke noget at spise derinde. Der er jo altid trykkeriet, sønnike. Nah, far, det ... Nå, men så få fingeren ud. Jeg studerer. Studerer!? Hvad, pornoblade? Et godstog rumlede over højbanen. Han satte en plade på. Bagefter kunne han ikke huske hvad de var kommet op at skændes om. De havde været fulde. Måske var det fordi Bowie fortsatte med at ævle om sin tur til Fjernøsten. Han havde ikke talt om andet hele aftenen. Chiang Mai, thaiwhisky og tyske bøsser. Blabla. Koralrev, palmestrande og canadiske bøsser.

12


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 13

Så var øllene sluppet op, og han havde fundet en bundskraber i køkkenet. Noget billigt gin. De drak det rent. Hvornår havde han sidst været ude at rejse? I London, for to-tre år siden, da han besøgte Gertrud. Og så den dag i Århus. Og nat. Men ellers. Næh. Var altid bare her. Med en sang i hovedet og op og ned ad gaderne. Kiggede på piger. Og damer. Men hvad det lige var, kunne han ikke huske. Måske blot det hele. Han var vågnet op ad formiddagen, og han anede ikke hvad det var for en dag. Håbede ikke det var lørdag, for så skulle han have været ude med posten for flere timer siden. Men det var det selvfølgelig ikke, det var endnu en af disse utallige hverdage som han havde en hel sæk af ude på bagtrappen, lige til at tage af. Han stod dér på stuegulvet og gloede på sofaen. Ingen Bowie. Var sikkert skredet for længst; arbejdede i en eller anden børnehave, sparede op til den næste tur ud. Så kom han i tanke om skænderiet. Men det var det eneste han kunne huske. At de havde skændtes. Ikke om hvad, eller hvorfor. Han gik hen til vinduet. En dame skråede over gaden. Den evigt belortede sidegade; en af labyrintens mange blindgyder. Hvor gammel var hun? Kunne ikke helt se. Fyrre-halvtreds, cirka. Ikke vildt lækker ligefrem, men ... Engang havde hun været det. Hun havde cyklet gennem byen med sin hvide sommerkjole presset sammen foran på sadlen så den ikke løftede sig op i vinden og gjorde hende uanstændig. Men hun havde sikkert været en rigtig slem pige. Hun var cyklet ud til Dyrehaven eller Bellevue, og en eller anden Karl Smart havde fået lov til at rage på hendes bryster inde i et krat. Og nu havde hun garanteret børnebørn og dårlige tænder. Tiden gik, og i hele København var der mindst tres tusinde piger alene på hans alder. Som skreg på kærlighed og hede favntag. Inden de blev gamle og fik dårlige tænder og rygerlunger. Nå ja, lidt tømmermandsliderlig, som sædvanlig. Burde læse. Men havde den melodi i hovedet. Ville ikke gå væk. Og Bowie? Op i røven. Det var besynderligt at han aldrig havde tænkt over det før, men han var jo en taber, Bowie. Og det var han også selv, lidt. Det gjorde

13


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 14

ham hunderæd. Men det trøstede ham også. For det var lige præcis den angst der i sidste ende ville gøre ham til noget stort. Ikke at det betød noget, i øvrigt. I virkeligheden ville han blot fortælle sin historie en skønne dag. Og folk ville lytte, det vidste han. Men foreløbig havde han ikke nogen. Han drak et stort glas vand og gik tilbage i seng.


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 15

Lars 1990

SPANDEN I DEN ene hånd og øllen i den anden. Gennem den lille entré. Svenskeren travede rundt på sit værelse og messede. Man kunne høre alt gennem de tynde vægge. Gamle bibeltosse. Lige så snart han fik råd, smed han ham ud. Kunne ikke engang komme på lokum når han skulle, og det skulle han hvert andet øjeblik fordi de piller havde ødelagt hans mave. Han havde taget dem mod ryggen, og nu havde de smadret hans mave. Han tog en slurk af den lunkne øl. Var stadig lidt halvskæv. Eller sådan trekvartskæv. Stuen. De forbandede vinduer. Der var kun to, men alligevel. Nå, det ville ikke tage så lang tid, og bagefter ville han gå ned og drikke en velfortjent fyraftensbajer. Katja var cyklet lige forbi ham. Hans egen lillesøster. Ingen kunne kende ham mere. Han var blevet usynlig. Men nu ville han fandme pudse de åndssvage vinduer, og så ville han i det mindste kunne se ud ad ruderne igen. Det var jo også en slags begyndelse. Der lå en masse ragelse i karmene. Han skubbede det på gulvet, orkede ikke også at rydde op. Én ting ad gangen. Det havde han altid sagt. Yes, én ting ad gangen. Først det ene ben og så det andet. På den måde fik man hurtigt en dag ud af det. Sov på sofaen. Svenskeren boede i hans soveværelse, så stuen var det eneste han havde. Han havde arvet sin mors højdeskræk. Tog en ny slurk af øllen. Kom så, Lars Rolsted, vis hvad du duer til. Behøver ikke kigge ned. Du ordner bare ruderne, og så er den sag ude af verden. Fuldstændig ude af verden, som Eeva. Ude. Men bare lige. En tår til. Yes. Nå, så var den allerede tom. Lærte aldrig at holde hus. Han svang sig op i karmen. Ups, var lige ved at glide. Så, rolig nu. Ikke kigge ned. Gaden dernede, fire etager stejlt under ham.

15


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 16

Skulle nok ikke have røget den sidste. Gjorde det bare endnu værre. I en pause fra trafiklarmen kunne han høre togene på Hovedbanen. Den sædvanlige skramlen, som om nogen stod og rumsterede med en enorm skuffe med køkkenbestik. Han gik lidt ned i knæ og tog ydersiden på det andet vindue. Godt med vand på. Hvis Thorleif stadig sad på trinet, behøvede han ikke at tage bad i morgen. Nå, det gik jo meget godt. Han kiggede ned mod Halmtorvet. Bilerne var små, og de kørte mistænkelig langsomt. Det suste for hans øren. Så hørte han en lyd bag sig. Fik et chok. Havde ikke hørt ham komme. ”Spring inta! Jesus elsker dig!” himlede svenskeren. Jamen, nåede han at tænke, jeg springer sgu ikke nogen vegne, jeg pudser vinduer. Men det var for sent. Han vidste det. Han kunne mærke det. Han havde allerede mistet grebet om midterfaget. Han faldt ud. Jeg falder!!! Han kunne høre nogen skrige, og han vidste ikke om det var ham selv eller svenskeren, eller hende Benidorm-tøsen da hun opdagede hvad han havde gjort, skriget hang deroppe et sted som en forpulet måge der kredsede rundt, og han fløj med ryggen nedad, jeg overlever aldrig, luften var så pissetynd, han bare faldt og faldt igennem den, faldt og faldt som ned i verdens ondeste mareridt, ’Eeva!’ brølede han, men det kom ikke ud, det blev ligesom presset tilbage i ham og ned i lungerne, han kunne se tagrenden deroppe, og himlen, den blå himmel.


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 17

Første del 1971-1979


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 18


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 19

1

1971

BILEN SKØD GENNEM det hvide landskab. De var i god tid, og vejene kunne være glatte. Alligevel kørte han til. Han stod altid tidligt op, men i morges var han vågnet før fanden fik sko på. Musse lå med ryggen til ham. Han kunne skimte hendes hår i mørket som en pjusket, honninggul paryk. Der kom ikke en lyd fra hende. Hun havde sådan en mystisk lydløs måde at sove på, som om hun var i dyb narkose. Han kløede sig i skridtet, det var tosset, men hver morgen skulle han lige mærke om den stadig var der. Det var den. Risikoen for at den var forsvundet i løbet af natten, var vel heller ikke overhængende. Det var bare en gammel vane. Så listede han nedenunder og hældte vand på kaffemaskinen. Drak et par kopper, røg en morgencigaret. Hvor meget han end havde lyst, kunne han ikke engang sparke nogle af ungerne ud af sengen, klokken var kun halv seks. I stedet var han kørt ud til kontoret, havde taget Olufsen-papirerne ud af pengeskabet og gransket dem. Der var snehvidt alle vegne. På markerne og bakkedragene, i træerne, på tagene af de spredte gårde og små landejendomme. Han kunne ikke fordrage sne. Mindede ham om barndom. Om det kolde køkkengulv, hans mors blege og tykke ben. Havregrød. De grå snedriver i gaderne, petroleumsdunkene han skulle slæbe op til fjerde sal. Hun havde dårlig ryg, problemer med galdeblæren, og rettede konstant på et eller andet. Sofapuderne, nipset i vindueskarmen, hornbrillerne, sit tøj, hans tøj. Hun var gammel, meget ældre end de andres mødre. Pakkede ham ind i uldundertøj og sweatre og kværkede ham nærmest når hun strammede det hjemmestrikkede halstørklæde til. Fulgte ham helt hen til skoleporten; stod dér og vinkede. Hvis det ikke var fordi hun var på arbejde, ville hun

19


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 20

også stå der når han fik fri. Det var lige før han havde elsket at gå i skole. ”Jeg har jo kun dig,” sagde hun altid. Nu var hun gudskelov død og borte. Næsten da. Dukkede op på gadehjørner, bag kontorskranker og kasseapparater, sad i billetlugerne bag glughuller og tog imod penge. Der var en million af hendes slags, midaldrende og forladte, kun holdt i live af hadet til ham, den svigefulde, og af kærligheden til afkommet. De havde hornbriller og så ud som om de misbilligede alt hvad der kunne krybe og gå. Brugte deres få penge hos damefrisøren, sparede den sorte persianerpels til de særlige lejligheder der alligevel aldrig kom. Og hvis de endelig kom, var det så som så med festivitassen. Et globryllup, en kollegas begravelse. Han trommede fingrene mod rattet. Når ungerne plagede om at komme på skiferie, fik de et kategorisk nej. Desuden var der jo Spanien. Ja, Spanien. Hun skulle ikke få lov til at ødelægge hans store dag. Spanien kunne hun trods alt ikke skygge for. Sol og strand, liv og glade dage. Sjusser i solnedgangen. Alting var hvidt, undtagen den blygrå himmel og vejen foran. Der var godt lunt i Chevroleten. Alligevel sad advokaten og klaprede tænder. Havde gjort det lige siden de var kørt fra byen. Det var til at blive sindssyg af at høre på. ”Det er et fandens spektakel med dig, Thomsen.” Han kastede et kort blik på den magre mand i passagersædet. Cottoncoaten var grundigt knappet, og han havde stadig sin sixpence på. Lignede en børnelokker eller en af de sølle typer der gik rundt og solgte opslagsværker ved dørene. ”Jeg fryser.” ”Har du ikke din lommelærke med?” ”Joeh, men ... tillader du?” ”Ja, hellere det end at høre på dine abstinenser.” ”Det er ikke abstinenser, Vilhelm. Jeg er bange for at det er influenza.” Han svarede ikke. Gad ikke. Drankere blev aldrig syge, det var underligt, de hostede og harkede sig bare gennem dagen og vejen. En umulius, ham Thomsen. På den anden side var der aldrig ballade med ham. Stillede ingen spørgsmål, gjorde som han blev bedt om. Advokaten fandt sin lommelærke og skruede låget af.

20


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 21

”Ahh!” ”Men lad nu være med at ånde ham Olufsen lige ind i fjæset, ikke. Jeg tror ikke at han er indremissionsk, men man ved sgu aldrig med de bonderøve.” ”Jeg har mine små pastiller her.” Thomsen raslede med en lille plasticæske. ”Går ingen steder uden dem.” ”Når jeg tænker på dig, Thomsen. Stort kontor inde i byen og de flotteste sekretærer.” Han rystede ærgerligt på hovedet. ”Og nu sidder du gudhjælpemig i et skide baglokale på Buddinge Hovedgade. Med dine pastiller.” ”Er der langt igen?” ”Ja, du bliver nødt til at holde dig.” ”Jeg skal ikke tisse, Vilhelm. Jeg vil blot lige hvile mig.” ”Så hvil i fred.” Gamle drukmås. De nærmede sig Helsinge; der var i virkeligheden ikke så langt igen. De ville snart være i Vejby. Han havde kørt hurtigt. Han elskede sin Chevrolet Camaro. Der var noget ved den bil som kunne gøre ham fuldstændig blød i knæene. Motoren, de dybe lædersæder, instrumentbrættet. Han rakte ud efter billighteren og tændte en cerut. Når han kom hjem i aften, skulle det fejres med manér. Hvis han kunne holde sig så længe. Musse løb jo ingen vegne. Kvinder var ligesom biler; der kom hele tiden nye modeller på markedet. Helsinges byskilt dukkede op. Om mindre end et kvarter ville han rulle ind på Olufsens gårdsplads. Thomsen snorkede allerede. Han trådte på speederen, kærtegnede rattet med sine kalveskindshandsker. Det skulle blive godt at få den handel i hus for selvom det var gode tider, var det ikke til at vide hvornår de skiftede. Det kunne ske fra den ene dag til den anden. Men foreløbig ville folk have sommerhusgrunde. Stod i kø efter dem. Og her i Nordsjælland var de dyrere end i Odsherred eller nede ved Karrebæksminde. Men det anede det fjols til Olufsen selvfølgelig ikke noget om. Han ville få jorden for en slik. Han trak ud og overhalede en lille Renault. ”Sikke en frygtelig fart du har på,” lød det fra Thomsen der var vågnet med et grynt. ”Den kan trække meget mere.” ”Men derfor synes jeg nu alligevel at du kører for hurtigt. Du kan påregne et faretillæg på næste faktura.”

21


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 22

”Du er ikke den eneste sagfører i byen.” ”For din slags er jeg.” Sjov, hvad? Ynkelige drukkenbolt. Han skoddede sin cerut i Camaroens overfyldte askebæger. Egentlig var det noget møg at ryge i bilen. Hvis han snart solgte den. For at få en nyere model. En ny model! Åh ja. Han trådte på speederen, og bilen jog frem, forbi de tilsneede marker og bondegårde, alt det fordømte hvide der lå som en dyne over landskabet, over hans barndom.


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 23

2

1971

”DET VAR DET.” Han stirrede efter den sorte amerikanerbil der som en anden bille krøb fra grussporet op på landevejen for derefter at sætte farten op og forsvinde. ”Ja.” Johanne skuttede sig i vinden. ”Det var det.” Han så på hende. Hun var blevet ti år ældre at se på siden han første gang, så nænsomt som muligt, havde mindet hende om at de ikke længere kunne udskyde beslutningen. De havde sådan set vidst det længe. Ja, han havde allerede fornemmet det når Søren kom hjem fra skole og hellere end at give en hånd med i marken sad dér med sit skolearbejde. Da han så ville i gymnasiet og siden på universitetet, var der ikke mere at tale om. De havde jo kun ham. Desuden var Sørens hænder ikke rigtigt skruet på; han kunne da tage fat, men ikke så længe ad gangen. ”Hvis bare,” sagde hun tit, og især i den senere tid, ”hvis bare.” Og så gik hun om i haven og plukkede blomster. Om han ville med? Nej, ikke på hverdage. Kun om søndagen. Sådan havde det altid været. Bilen var for længst væk. Vinden bed. ”Kom nu ind i varmen, Kristoffer.” De stampede sneen af fodtøjet, hængte deres overtøj i bryggerset og gik ind i køkkenet. Der lugtede stadig af Rolsteds små mærkelige cigarer i hele huset. ”Puh!” udbrød Johanne og lukkede døren til stuen. Hun tog prøvende i kaffekanden. ”Der er stadig kaffe på kanden.” Hun gik ind i stuen og kom tilbage med deres kopper. ”Bare en halv kop,” sagde han. De sad lidt i tavshed.

23


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 24

Johanne drak slubrende af sin kop, så satte hun den klirrende i underkoppen. ”Jeg henter min pibe.” Han gik ind i stuen til sin pibehylde. Entreprenørens og sagførerens kopper stod stadig på klinkebordet. Han lod en finger løbe over skænken. ”Tager det hele dagen at hente den pibe?” lød det ude fra køkkenet. Ja, gid. Han trak igen stolen ud, måtte så rejse sig fordi han havde glemt askebægeret. ”Du farer rundt som en sæk lopper.” Hun skubbede husholdningsæsken over til ham. Den var nær røget ud over bordkanten. Han fik ild i piben. Hun pillede ved sit hæklede sjal. ”Vi kunne tage til Mallorca,” sagde han, ”Marcussens var på Mallorca her i efteråret ... ” ”Ja, og kom hjem med tynd mave.” ”Det var kun Dagny. Peter sagde ...” ”Jeg skal ikke til noget Mallorca.” ”Nej nej, så. Jeg er nu heller ikke meget for at skulle op i sådan en flyvemaskine. Der er jo også disse busture, Johanne. Hvad med Gardasøen? Eller Harzen, det er også nærmere.” ”Du bliver ved.” ”Jamen, Johanne, vi har penge i banken. Det har vi aldrig haft før.” ”Gør det dig slet ikke ondt at din fædrene gård skal rives ned!” ”Jo.” ”Hvordan kan du så sidde dér og tale om at tage ud og rejse som om vi var grever og baroner. Din far ville vende sig i sin grav, Kristoffer Olufsen.” Hun rejste sig og hældte vand på kedlen. Tændte for gasblusset og fandt kaffedåsen frem. ”Ét er at sælge når Søren nu hverken kan eller vil. Men ligefrem rive det hele ned for at her kan være sommerhuse til disse københavnere.” Hun stod med ryggen til ham og målte kaffe op med små iltre ryk. Når han tænkte på at hun blot kom fra et lille brug nede ved Ørby. Man skulle tro at det var hendes fødegård. Men det var jo sådan hun var.

24


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 25

”Din egen fætter Hans i Alsønderup solgte også,” sagde han mildt. ”Hvis bare ...” Nu gik han snart en tur. ”Jeg skal kun have en halv kop,” sagde han. ”Det siger du altid, og så drikker du alligevel to kopper.” ”Vi skal vel også have aftensmad inden alt for længe.” ”Og så denne Rolsted. I sin rulamsfrakke. Jeg ved ikke hvad han lignede.” ”Sagføreren så nu lidt syg ud.” ”Sagde han havde influenza. Men det er jo også årstiden for det.” ”Ja.” Han lettede lidt på Amtsavisen der lå i vindueskarmen. ”Jeg har aldrig set et menneske rende så meget på toilettet som den sagfører.” Vandet kogte endelig. Hun hældte det på og gav sig til at rumstere ved komfuret mens hun ventede på at det første vand løb gennem tragten. Han var om muligt endnu mere ked af det end hun var. Men man kunne jo ikke gå og flæbe; det havde han kun gjort to gange i sit liv og måske ikke engang. Først Aage, så Katrine. Nej, han havde bare knoklet på. Men gården var nedslidt, og de havde aldrig haft dyr, kun markerne. Tiden var løbet fra dem, stille og roligt. Mens de andre i sognet omlagde og udvidede, havde de blot forsøgt at overleve. Alligevel havde det ikke været nyttesløst. De havde trods alt klaret sig med det yderste af neglene. Hvis hun ville lade være med at glemme hvor tæt de havde været på tvangsauktion i ’61 og igen i ’67, så ville hun nok være godt tilfreds med at de nu, når banken og maskinforhandleren havde fået deres, ville have lidt penge tilovers, selv når de havde overtaget det lille byhus inde i Vejby. Hun drak en halv kop og gik i gang med maden. Han tog avisen og kiggede lidt på overskrifterne. Hun skramlede så det halve kunne være nok. Han skulle ikke kunne sige om han frygtede fremtiden, for der var ting han glædede sig til: ikke at skulle op og ud i det kolde mørke, han kunne jo trods alt godt mærke sine enoghalvfjerds år, for ikke at tale om de pokkers knæ. Og de ville få en lille baghave derinde hvor han kunne dyrke lidt kartofler og gulerødder. Måske også tomater og jordbær hvis der var plads. Men det

25


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 26

var ikke stort, huset, og han havde skrevet til Søren for at høre om han var interesseret i at overtage nogle møbler, og da han endelig svarede – han havde altid hulens travlt derovre i Jylland – havde han skrevet at de ’nok ikke var Margrethes stil’. Men møblerne, ja, selv stuehuset her kunne han leve foruden, det var jorden han ville komme til at savne. Jorden. Han havde givet sit liv til denne jord. Det havde ofte været en kamp at få kornet i hus, og nogle gange havde han bandet den langt væk (hvad altid kostede ham dyrt, for så lagde han en ekstra mønt i kirkebøssen om søndagen), men at der nu kom en landinspektør og nogle bulldozere og fræsede hans marker op, det var en tanke som gjorde ondt langt ind i hjertet, så langt ind at han var bange for om det mon kunne finde ud igen. Én ting vidste han: Når de først var taget herfra, ville han aldrig komme igen. Aldrig i livet. Og det trøstede ham. For på den måde ville jorden forblive som han var født på den, og som han havde forladt den. Hel og i ét stykke. Han bankede piben ud. ”Jeg går en tur. Op til skellet.” Hun løftede et grydelåg og knipsede salt i det kogende vand. ”Tag godt med tøj på. Jeg vil ikke have at du kommer hjem med en forkølelse. De har lovet mere sne i aften.”


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 27

3

1971

KANTINEN LUKKEDE PÅ slaget halv to for servering. De sidste kom farende et minut i halv to, og når de havde købt Dagens Varme Ret (i dag hamburgerryg med kogte grønsager og kartofler) eller forsynet sig fra smørrebrødsmontren, kunne hun fjerne de plyndrede fade og de halvtomme aluminiumskar med sovs og varme grønsager. Man kunne blive menneskekender af at arbejde sådan et sted, tænkte hun tit. Af de godt to hundrede ansatte i det amerikanske olieselskabs danske hovedsæde kendte hun de fleste af udseende og en del ved navn og stilling. Især de mandlige medarbejdere havde ofte en lille frisk bemærkning klar. Hun var ikke så rap i replikken og kunne slet ikke hamle op med Vera og Bodil, men hun kunne smile det bedste hun havde lært, og hvad mænd angik, var tavshed som regel det bedste guld. Ellers troede de bare alt muligt. Vera sagde at hun spillede kostbar, men sandheden var at hun ikke anede hvad hun skulle sige, når de kom med halvfrække bemærkninger om dagens ret eller kommenterede hendes mørke øjne. Så dem slog hun blot ned. Hvilket selvfølgelig fik hende til at se endnu yndigere ud. Sagde Vera. Vera havde en finger og et blik med i alt, intet undgik hendes opmærksomhed. Og hendes snak var ikke altid uden små stikpiller. ”Søde Kirsten, du har da vist ikke fået dine otte timer i nat,” kunne hun finde på at sige, og så var det ud på toilettet og frem med det lille spejl og pudderdåsen. Direktionen spiste på sin egen etage, men ellers kom alle de ansatte her, fra pigerne i telefonomstillingen til kontorcheferne. Næsten alle spiste på et fast tidspunkt. Når kantinen åbnede klokken elleve, bestod rykindet hovedsagelig af kvindelige medarbejdere, måske, tænkte hun, fordi de havde været tidligere oppe end mændene og blev hurtigere sultne. Tidligt oppe for at smøre mad-

27


Bog Album/3.udgave

29/09/04

12:02

Side 28

pakker til børnene og få familien ud af dynerne. Som hende selv. Det sidste hold lige før halv to bestod ofte af de ledende medarbejdere, der havde siddet i møde, eller af den lille klike af tømmermandsplagede ungkarle der altid var i storslået humør; de spillede tennis eller badminton efter fyraften, virkede i det hele taget så ubekymrede, skønt man godt kunne se at de ikke var helt unge længere. Det var selvfølgelig fra dem hovedparten af de vovede bemærkninger kom. Så var der eleverne, knægte fra provinsen der stadig virkede lidt benovede over at arbejde for det multinationale olieselskab og som vist ikke kunne få nok af at udforske hovedstadens natteliv. Men de boede vel også på lejede værelser og så kun deres familier i weekenderne. Hvis de altså tog hjem og besøgte dem. Ud fra brudstykker af deres samtaler havde hun en mistanke om at det gjorde de ikke lige så flittigt som i begyndelsen. Enkelte af dem pralede med at de havde mødt lokale piger. Exalon, Jomfruburet, Nyhavns beverdinger var nogle af steder der blev nævnt når de hundesultne kontorelever stod og trippede i madkøen. Hun gad godt vide hvad det var for nogle piger. En af de jyske kontorelever, Svend-Ole, kom altid luntende og skulle have en ekstra portion af dagens ret som han straks skovlede i sig, og nu hvor hun havde arbejdet i Texaco i Borgergade i tre år, havde hun da også set hvordan nogle af de ansatte formelig tog på for øjnene af hende, men de sad jo også bag et skrivebord hele dagen, så det manglede bare. Hun kunne næsten regne ud hvordan denne unge hærdebrede jyde ville se ud om fem år: stærkt overvægtig og formentlig mindre usikker end nu hvor han befandt sig i bunden af systemet. Om fem år ville han sikkert være fuldmægtig, og hvis han ikke var blevet gift, endnu være et højrøstet medlem af den tømmermandsplagede ungkarleklike. Men han kunne også gå hen og blive sådan en vigtigper ligesom mange af mellemlederne. Af en eller anden grund var de de værste. Det var en borgerlig verden. Folk var pæne i tøjet. Man var Des, selvfølgelig. Hvid skjorte, slips og jakkesæt til mændene, sømmelige nederdele til kvinderne og for Guds skyld ikke bare ben om sommeren. Nogle af kontorcheferne lignede velkonsoliderede grosserere og talte også sådan. De havde Børsen eller Berlingske Tidende under armen og små regimentsnåle eller klubemblemer i jakkereversen. Hun vidste ikke hvorfor hun lagde mærke til sådan

28

Album af Benn Q Holm  

Til verdens ende,roman 1994 Mørk,roman 1995 Flugtens tid,roman 1997 Hafnia Punk,roman 1998 Verdens 25 bedste fodboldspillere,essays 1999 Som...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you