Issuu on Google+


FORORD

Da Jyllands-Postens Forlag ringede til mig for et år siden for at høre, om jeg var interesseret i at skrive en bog om Sverige, troede jeg først, at det var en spøg. Sverige? Intet sted på kloden, inklusive Afghanistan, lå mig fjernere, og hvis jeg absolut skulle skrive en bog om et land, lød Bahamas eller Monaco mere tillokkende; noget med kolde sjusser, varme damer, intelligente delfiner og blåt vand. Men Sverige? Siden jeg engang i tidernes morgen tog på min første ferie med Interrail, er jeg altid draget sydpå, mod Grækenland, Portugal, Frankrig, Italien eller Spanien og sol. Sverige ligger jo som bekendt nord for Danmark, dvs. i den forkerte retning, og Danmark forekom – og forekommer – mig stadig at være så rigeligt præget af kulde, regn og socialdemokratisme. Så Sverige? Nej tak. Ingen regel uden udtagelse, siger man. Jeg satte mig ned og tænd­te for min IKEA-lampe, og pludselig slog det mig, at tilbuddet var for godt eller snarere tilpas ondt til, at jeg bare kunne lade det fare. Sverige i al sin glinsende selvgodhed: moralens vogter, internationalismens skytsengel, fremtidens budbringer og alt det der, og jeg glemte Bahamas. Måske var der god grund til at tage en tur over til naboen og se på sagerne og undersøge, hvorvidt de pæne svenskere i virkeligheden er så pæne, når man trykker dem på maven eller besøger deres ghettoer. Er Sverige stadig en nation, eller har landet snarere udviklet sig til et socialt eksperiment? Det var spørgsmålet. Jeg fandt en dynejakke frem, gik ud for at påmontere vinterdækkene, pakkede en taske og begyndte sågar at glæde mig til, hvad der ventede forude – og nordude. 7


En del af mig er faktisk mere svensk, end jeg normalt praler med. Mit efternavn er svensk, vistnok købt og betalt af min farfar, der blev træt af at hedde Jensen; mit fornavn er stavet, sådan som svenskerne har for vane, måske fordi mine forældre arbejdede periodisk i henholdsvis Boden, Sävsjö og Varberg og bevidst eller ubevidst tog noget af Sverige med tilbage, og den dag i dag bor jeg i et alt for dyrt hus tæt på den gamle Carlstad, som den svenske krigerkonge Karl X lod opføre i det nuværende Brønshøj under den knap to år lange belejring af København fra 1658 til 1660. Jeg havde flere köttbullar i mig, end jeg hidtil havde erkendt, og om ikke andet kunne jeg få et par billige gaver med hjem til familien. Samtidig var landet på den anden side af Øresund og Kattegat jo på mange danskeres læber. Ikke blot på grund af de evindelige fodboldkampe mod Zlatan & Co., men også fordi vi jævnligt geråder ud i politisk broderstrid. Striden kan synes triviel på overfladen og fremstilles ofte i karikatur, men rummer forskelle af principiel karakter. Desuden har den politik, svenskerne fører på forskellige områder, indflydelse på os, ligesom det omvendte er tilfældet. Det er ikke så sært, at vi følger udviklingen i hinandens politiske landskaber og stiller spørgsmål, al den stund Sveriges problemer risikerer at blive Danmarks en skønne dag, og i visse anliggender allerede er det. Sverige blev mit mentale habitat en tid, fra januar til december 2010, og jeg vil gerne takke alle de svenskere, der løbende har været behjælpelige med råd, ideer, baggrundsviden, presseakkreditering og anden praktisk hjælp eller har stillet op til interview med noget så sært som en dansker. Uden jeres beredvillighed, gæstfrihed og professionalisme var denne bog slet ikke blevet til noget. Sluttelig vil jeg takke min redaktør, Jonas Holm, for et skarpt blik og gode råd, min bedre halvdel, Didde Rishøj, og min ven Søren Dalsgaard for kritisk gennemlæsning af manus, Morgenavisen Jyllands-Posten for at give mig orlov i den afsluttende fase af bogens tilblivelse samt den faglitterære pulje under Statens Kunstråd for et rundhåndet legat til dækning af diverse rejseudgifter. København, januar 2011


INGENMANDSLAND

Det første, min søn fik blik for her i verden, var biler. Ikke legetøjsbiler, men rigtige biler. Som toårig kunne han skelne mellem følgende mærker: BMW, Alfa, Audi, Fiat, Citroën, Renault, Volvo og Saab. Ikke en dag gik, uden at vi talte om biler og afgjorde, hvilke der var seje, og hvilke der var det modsatte. Eller rettere: Han afgjorde sagen; jeg var ministersekretær. Ministeren mente som regel, lidt afhængigt af deres farve og fart, at BMW’er og Alfa’er var seje, mens de fleste Volvo’er blev afskrevet som “skrammelbil”, og kun meget sjældent fik en Saab ham til at strække hals. Så lad os begynde med biler. Svenske biler. Eller hvad der engang var svenske biler. For nu er de to hæderkronede bilfirmaer Volvo og Saab afhændet til udenlandske ejere, og salget af de to nationale kronjuveler, som alle svenskere og næsten alle danskere kender, ud­gør ikke blot et akut prestigetab. Salget af de to virksomheder repræsenterer noget større, fordi det, som vi skal se, flugter med ud­ viklingen i det svenske samfund i det hele taget. Historien om Sverige en tiendedel inde i det 21. århundrede hand­­ler om et land, der bag den pæne og afrettede facade – og den flotte økonomiske vækstrate siden 2006 – rummer voldsomme ekstremer. Det er også historien om kvaliteter, der går tabt under forandringens vinde. Sverige er på vej ud ad en tangent, hvor stadig færre mennesker har noget til fælles, hvor det politiske og kulturelle establishment synes at arbejde målrettet på at afskaffe Sverige, og hvor det lader til, at det altid er de radikale, og ikke de moderate, der har magten. 9


Sverige er ikke længere det Sverige, vi kender fra glansbilleder og postkort. Landet forandres med hastige skridt, skønt forandringen knap nok giver anledning til formidling, refleksion og debat i den sven­ske offentlighed, der af samme grund måske bedst kan sammenlignes med en kirke, en katolsk kirke, hvor syndere bekender de­­res synder og får tilgivelse, mens dem, der nægter, mødes med van­tro eller det, der er værre. Divergerende stemmer, erfaringer og forventninger dæmoniseres, ignoreres eller marginaliseres af en særlig svensk alliance mellem politikere, mainstreammedier og akademikere. Der er tale om en højt avanceret fornægtelses- eller udelukkelseskultur, hvormed den rigtige måde at tænke på konstant korrekser og afgrænser sig fra den forkerte måde at tænke på, således at den rigtige måde definerer, hvad der kan tales om – og på hvilken måde – som i en særlig svensk udlægning af Ludwig Wittgensteins 90 år gamle filosofiske udsagn om, at man må tie om det, hvorom man ikke kan tale. Frem for at holde hinanden i skak eller konkurrere om fortolkningen af virkeligheden, sådan som den giver sig til kende i al sin mangfoldighed, synes de tre magtinstanser – politikere, medier og akademikere – at arbejde sammen. Ikke koordineret; det er intet komplot eller nogen sammensværgelse, men i en usagt, fælles og overordnet forståelse af, hvad der overhovedet er politik og moral – og hvad der bare er polemik og pøbel. Som da ministre, meningsdannere og eksperter i skøn forening forsøgte at lægge låg på diskussionen om den 28-årige Taimour Abdulwahabs religiøst motiverede terrorangreb i Stockholm i december 2010 og bad befolkningen om ikke at drage forhastede konklusioner og i stedet tro det bedste om folk. Her havde en ung irakisk indvandrer fra en lille smålandsk flække, gift og far til tre, sprængt sig selv og sin bil i tusind stykker midt i hovedstadens juletravlhed. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade, ud over bombemanden selv, der døde på stedet efter at have sendt en klar besked til det svenske folk. Hans trusselsbrev var et testamente, som indeholdt disse glasklare ord: “I Guds, den barmhjertiges navn. Nu har den islamiske stat opfyldt, hvad de lovede jer. Vi findes nu her i Europa og i Sverige. Vi er virkelighed. Vi er intet påfund.” 10


Ingen forfatter eller spindoktor kunne have fundet på noget, der så kortfattet beskrev situationen mere rammende, og svenskerne måtte et eller andet sted være ham taknemmelige for på denne måde at have oplyst borgerne om det sidste nye skrig i Sverige. Landet rummer fjender, unge eller yngre vrede mænd – det svenske sikkerhedspoliti Säpo (svarende til PET i Danmark) sagde omkring 200 styk, men havde glemt at tælle benævnte iraker med – tilsyneladende integrerede, tilsyneladende fredelige, men fulde af had til det samfund, de har bosat sig i, og som for en stor dels vedkommende forsørger dem. Typisk vrede fædre omkring de tredive, bosat i en stor­by, hidtil ustraffede, og typisk med kontakter til hinanden og en håndfuld internationale terrornetværk, som Säpo havde identificeret i landet. Alligevel var statsminister Fredrik Reinfeldts første kommentar udglattende. “Bilbomben, manden, som døde med en sprængladning om livet, samt trusselsbrevet til Säpo og nyhedsbureauet TT behøver ikke hænge sammen”, forsikrede han og opfordrede sven­ skerne til at lade retsvæsenet arbejde og have “tålmodighed med demokratiet”, som han sagde. Et par dage efter blev bombemandens testamente oversat til politisk korrekt svensk af tre eksperter udvalgt af dagbladet Sydsvenskan. Entré Jan Hjärpe, islamforsker ved Lunds Universitet: “Jeg har lyttet til selvmordsbomberens lydfil og været inde på hans Facebookside. Det er tydeligt, at fyren havde et traume. Han ville begå selvmord. Og så begår han det, psykologer kalder udvidet selvmord.” Bombemanden var altså bare syg. Ro på. Entré Anne Sofie Roald, islamforsker ved Malmö Högskola. Hun rettede kikkerten mod Danmark og Lars Vilks: “Sverige har et mildere debatklima end både Norge og Danmark, hvor der er et vældigt anti-muslimsk udtryk i pressen og den politiske diskussion. Derfor er det mærkeligt, at det sker i Sverige. Men Vilks-affæren er nok en udløsende faktor. Han dukker op i pressen igen og igen”. Den skyldiges navn var altså Lars Vilks, ikke Taimour Abdulwahab. Og angrebet “burde” være sket i Danmark eller Norge. Entré Saeed Azam, imam i Malmø: “Muslimer i Sverige tænker 11


ikke som bombemanden (...) Intet i Koranen taler for at sprænge bom­ber. Vi forsøger at formindske racismen. Udåden sætter os tilbage i tiden.” For det første ville det måske hjælpe, hvis imamen satte sig ned og læste Koranen igen. For det andet kunne svenskerne næppe fæste lid til, at imamen vidste, hvad “muslimer i Sverige” tænker. Han generaliserede jo bare. For det tredje måtte det være en fortalelse, at irakerens udåd satte svenskerne tilbage i tiden. Irakerens udåd bragte dem snarere tilbage til virkeligheden, og erfaringerne fra det seneste årti taler for, at flere terrorhandlinger vil følge i Sverige, Danmark, Norge osv., eftersom de islamiske bødler er kommet for at blive – og formentlig har tænkt sig at blive ved. Nu er tillid og tålmodighed som bekendt godt, men mistillid og klar tale er bedre, når der er politikere, eksperter og islamister involveret. Vist er der undtagelser, men i Sverige er det generelt ikke de etablerede medier, der afslører politikerne eller eksperterne i at lyve eller feje problemer ind under gulvtæppet, ligesom det ikke er de etablerede akademikere, der revser medierne, eller de etablerede politikere, der kritiserer akademikerne. Der findes i det nye og moderne Sverige en udpræget grad af konsensus om, hvad der er rigtigt, og hvad der irrelevant eller ligefrem uanstændigt at tale eller skrive om. Svenske intellektuelle, journalister og politikere værner om det glansbillede, de fleste udefrakommende ser, når de betragter eller besøger Sverige. Glansbilledet af et homogent, åbent, fredeligt og mest af alt tolerant folkhem, hvis befolkning står sammen om at løse de problemer og udfordringer, landet møder på sin færd fremad. For fremad skal det gå. Jeg tror ikke, der findes noget folkefærd i hele Europa, hvor forestillingen om fremskridt og udvikling næres så ukritisk som i Sverige, der i denne henseende minder meget om Amerika, blot uden så meget at have det i. Globaliseringen og indvandringen presser Sverige, sådan som de to fænomener presser alle nationer, stater, befolkninger og individer, men svenskernes særlige problem er, at deres politiske, kulturelle og industrielle eliter altid – eller lige så længe de kan huske – har anset sig selv for at være hævet over folkedybet. Når man står deroppe, er der langt ned, og undervejs på min rejse i Sverige har jeg 12


mærket en sjælden højdeskræk i de bedre lag, en vis tøven. De står oppe på deres eksklusive afsats, deres podium, men pludselig er det som om ikke alle udstråler helt samme tøjrede elegance og moralske imperialisme. De kigger ned på os andre, betragter os oppefra. Det har de altid gjort. Det nye er, at de også er begyndt at kigge indad, som f.eks. bloggeren og lederskribenten ved Svenska Dagbladet Per Gudmundson, der har observeret, at der findes en “gigantisk underrapportering om militant islamisme i svenske medier.” Det er næppe tilfældigt, at en af Sveriges mest læste politiske blogs hedder Politiskt Inkorrekt, der med egne ord formidler de “nyheder, som gammelmedierne ikke vil have, du skal læse”. Svenskerne er så småt begyndt at analysere sig selv, visse steder endda at kritisere sig selv, sådan som nogle af dem gør i denne bog. Er svenskerne ved at vågne op – eller er det begyndelsen på enden? I det moderne Sverige, som de politiske, kulturelle og industrielle eliter opfatter som verdens bedste demokrati, er tiltroen til egen ufejlbarlighed en indgroet del af den dominerende politiske identitet. Se nu f.eks. et stilfærdigt gemyt som Per Olov Enquist, en skattet forfatter, modtager af Nordisk Råds Litteraturpris og erklæret socialdemokrat. Til det sidste holdt han med Mona Sahlin før riksdagsvalget i september 2010. Uanset hvad ville Sverige vinde, forsikrede han dagbladet Politiken en uge før det valg, som markerede en ny politisk dagsorden i Sverige med Moderaternas genvalg og Sverigedemokraternas indtog. Som den store svenske forfatter fastslog med remsens effekt: “Det svenske velfærdssystem har overlevet og overlever”. Uanset hvad. Sahlin overlevede ikke. Den svenske selvtillid har en del at gøre med landets prominente stormagtstid, selvom det sjældent fremhæves. Stormagtstiden var vitterlig storladen, men braste sammen på slagmarkerne langt nede i Europa og med tabet af de forhenværende provinser i de baltiske og tyske områder samt afståelsen af Finland og Norge. Pointen er, at selvtilliden overvintrede og overlevede. Fra krigerkongernes ramponerede enevælde og nederlag viste der sig at være overraskende kort til demokrati og selvhævdelse, og som en anden kendt svensk forfatter skal have sagt for nogle år tilbage, er Sverige et land, der er hoppet helt uproblematisk fra autokrati til demokrati. Så uproblema13


tisk, at den dominerende selvopfattelse hos toneangivende svenske myndigheder og medier er, at Sverige – sine skønhedsfejl til trods – er den bedste af alle verdener.

Spørgsmål til Sverige Kan jeg ikke bare lade være? Behøver vi endnu en broderstrid mellem Danmark og Sverige? Lettest ville det utvivlsomt være, hvis vi lod svenskerne sejle deres egen sø. Men Sverige dukker stadig oftere op i danske medier. F.eks. med historien om nok et voldeligt overfald på en rigsdagskandidat og et ødelagt vælgermøde for Sverigedemokraterna i Karlstad, hvor politiet oplyste, at det ikke kunne garantere for deltagernes sikkerhed. Forinden havde landets statsminister udtalt, at “dem, der lever af at opdyrke en vi-og-dem-modsætning og har en hadefuld måde at opfatte andre mennesker på, ikke skal blive overraskede, når sådan noget sker”. Kort sagt: De konkrete ofre er selv ude om det. Undskyld mig, men hvad foregår der egentlig i Sverige? Som det er blevet fremhævet igen og igen, går det forholdsvis godt med svensk økonomi. Skatterne falder, væksten stiger, bl.a. fordi stigningen i det offentlige forbrug kun har været det halve af den tilsvarende danske siden år 2000. De seneste år har hr. og fru Svensson fået lidt mere til sig selv, og det hjalp Fredrik Reinfeldt ved valget i september 2010. Det er sagt uden malice. I Sverige har man i modsætning til i Danmark haft en regering, der har turdet inddæmme den offentlige ekspansion, reformere arbejdsmarkedet og i nogen grad afvise dogmet om, at sociale ydelser skal gives for livstid. Svenskerne har, imod alle fordomme og forventninger, i en vis forstand taget afsked med den pacificerende socialstat, og de har, ved at sænke skatten på arbejde, gjort Danmark til ny verdensmester i skatter, moms og afgifter. Blot skal man medregne, at svensk økonomi med lavere lønninger og langt flere arbejdsløse, særligt blandt unge og indvandrere, kommer fra et andet niveau end Danmark og har mindst lige så meget brug for reform og vækst, som vi har. På den anden side, og det er naturligvis her, broderstriden kom14


mer ind i billedet, er Sverige på det nærmeste blevet en karikatur på et multikulturelt samfund med alle de sociale problemer, der følger. Det handler ikke kun om indvandrere, men i lige så høj grad om de etniske svenskeres egen selvopfattelse. Hvad tror de på? Hvilke værdier har de? Og hvad har de egentlig at tilbyde de mange og stadig flere indvandrere, når det kommer til stykket? Har de andet end strukturel velvilje, inflatorisk godhed, åbne grænser og ditto kasser? Kan de forholde sig til radikaliseringen af unge muslimske mænd i forstæderne eller samme gruppes overrepræsentation i kriminalitetsstatistikkerne? Hvad siger de til det forhold, at der rundt regnet påsættes en skolebrand om dagen i Sverige, fortrinsvis i indvandrertætte bebyggelser? Hvordan vil de håndtere det dramatiske problem, at op mod hver femte svensker er sygemeldt, eller at lægerne snart ikke længere tør være læger, men reduceres til de klagende patienters advokater imod staten? Opfatter etniske svenskere fortsat, som skribenten Lars Åberg har fremhævet i en kritisk kommentar i Dagens Nyheter, indvandrere som en art irriterende husdyr, som man nu på anden og tredje generation må give en skål mad om dagen, for at de ikke sviner eller ødelægger sofaen, i stedet for at opfatte dem som individuelle borgere på linje med alle andre, som må stå til ansvar for deres egne handlinger?

Biler Jeg havde nær glemt det. Min rejse skal begynde med biler, og de tørre kendsgerninger er, at Volvo er solgt til kinesiske Zhejiang Gee­ ly, og Saab til hollandske Spyker Cars – et mærke man nærmest skal være oliesheik for at kende. Salget sætter Sverige i en ny og ubehagelig situation, der ville have været fuldkommen utænkelig for en generation siden, hvor Volvo og Saab var nationalsymboler på linje med tre kronor i rigsvåbenet, köttbullar og ishockeylandsholdet. Nuvel, Volvo og Saab er stadig symboler. Men på noget helt andet end før. I dag er de symboler på det Sverige, der var engang, men som ikke er mere. Kineserne er kommet – og de tager kronjuvelerne med hjem. Da jeg besøgte Stockholm i påsken 2010, vajede det kinesiske flag i byen. Folkerepublikkens nr. 2 var på lynvisit for 15


at skrive under på overtagelsen af Volvo og fandt det naturligt at hilse på statsministeren i samme anledning. Hvilket understreger, at overtagelsen ikke kun handler om biler, men ligeledes om politik og national selvforståelse. For begge parter. Førend vi overdriver: Volvo – med hovedsæde i Gøteborg – var allerede amerikansk, da den kinesiske køber fra Zhejiang-provinsen i det centrale Kina ønskede strategisk fodfæste på det europæiske og globale marked. Ford Motor Company var tilsyneladende kun glad for at slippe af med den svenske besiddelse, der havde udviklet sig fra at være en god forretning til at være et dræn i sparegrisen på størrelse med det berømte vandfald ved Trollhättan. For kineserne derimod er Volvo en trædesten. Geely er et forholdsvis lille foretagende, men det vokser hurtigt og var sidste år det ellevtestørste bilfirma i Kina. Ifølge International Herald Tribune var opkøbet af Volvo endda en gammel drøm for grundlægger Li Shufu, der allerede for syv år siden i et interview i Hongkong løftede sløret for, at han gerne ville have fingre i et stærkt europæisk brand, men havde fundet ud af, at de fleste var under multinational kontrol. Ford havde for mange mærker under sig, mente Li, og et af dem var Volvo. Seks år senere var det hans. Men Li Shufu spillede ikke komedie. Samme dag, købskontrakten blev underskrevet, oplyste han den kinesiske avis Bejing Today om, at udgifterne til udvikling og forskning var alt for høje i Sverige. I forhold til BMW og Daimler sælger Volvo alt for få biler, konstaterede han. Hvis nogen havde troet, at Volvo kunne fortsætte som hidtil på kinesiske hænder, kunne de godt tro om igen.

Angelina Jolie i en Geely? Salget af Volvo ramte den nationale selvtillid som en mavepuster og markerede afslutningen på Volvo som selvstændigt svensk branddesign. Det samme kan siges om Saab. Tilfældet Saab er blot endnu mere dramatisk. Længe havde det trukket op til salg eller lukning af Saab. Hele december 2009 kunne svenskerne følge med i, hvordan Saab mere og mere lignede et selskab, ingen ville eller havde råd til at eje; ikke 16


den hidtidige ejer, General Motors, ikke engang den svenske stat, som med statsminister Reinfeldt i spidsen fralagde sig ansvaret, fordi selskabet var en notorisk underskudsforretning. Saab var som forvandlet. Den pæne dreng i klassen var gået hen og blevet ham, de andre ikke ville lege med. Alligevel havde jeg svært ved at tro mine egne øjne, da jeg læste nyhederne om salget af Volvo og Saab. Tænk på alle de amerikanske film, hvor hovedpersonen – vel at mærke the good guy – kører rundt med lækkert hår og smuk kone i en Saab eller en stationcar fra Volvo. Jeg har for længst opgivet at tælle. I Hollywood kører de progressive af en eller anden grund i Volvo. Men hvad så nu, hvor svenske biler i realiteten er kinesiske biler? Angelina Jolie i en Geely? Nul, putte. Sådan havde mange svenskere det tilsyneladende også. De var fuldkommen overraskede. Saab kunne ikke forsvinde. Saab var en naturlov. Men som allerede Karl Marx skrev om den dynamiske kapitalisme, så forsvinder alt solidt og bliver en skønne dag til tynd luft, når det er pengene, der regerer. Marx fik altså ret – også med hensyn til Volvo og Saab. Kapitalismen vinder altid til sidst. De onde ler, de gode græder snot.

Fra dårligt til værre Faktisk havde det set sort ud længe. I et helt årti faldt både salget og markedsandelen for de to svenske bilproducenter. I 2009 solgte Saab omkring 2.000 biler om måneden kloden over, ligesom lageret ikke ligefrem bugnede af biler. Ikke engang et ophørssalg kunne der blive tale om, for der var stort set ingen producerede biler at sælge, og pilen pegede på lukning og afskedigelse af over 3.000 medarbejdere i Trollhättan ved Gøteborg. I december fik Saab af General Motors så en frist på en måned til at finde en ny køber. 14. december 2009 købte kinesiske Beijing Automotive, altså en anden kinesisk virksomhed, teknik og udstyr for 1,4 mia. svenske kr. Dagen efter dukkede navnet Spyker Cars pludselig op i kulissen som en mulig køber og redning, men 18. december brød forhandlingerne sammen. GM gav Saab dødsstødet: Virksomheden skulle afvikles, færdigt arbejde. 17


Den 21. udtalte en talsmand fra Trollhättans kommunalråd til gratisavisen Metro, at sagen var tortur for lokalområdet, og da jeg samme dag købte julegaver i Malmø, begyndte flere ekspedienter uden anledning at tale om “Saab-affären”. Da jeg spurgte interesseret, var det som at få dem i terapi. De talte og talte. Sydsverige var i chok. En montør, Fredrik Almqvist, der havde arbejdet i Trollhättan i 14 år, fortalte, at han ikke havde sovet i to døgn efter dødsstødet fra GM. Det blev januar. Julen var overstået, Saab stod for at skulle dø, det var pissekoldt i Sverige – og alt håb syntes ude. Den 8. satte Saabs ledelse afviklingen i gang, og hvis en og anden havde skrevet musik til den stemning, der greb det sydlige Sverige på dette tidspunkt i verdenshistorien, ville den have været i mol.

Sagens alvor Den 17. januar 2010 deltog Saab-ejere verden over i en sørgedemonstration; “Save Saab” stod der på deres hjælpeløse bannere, og hjemmesider bugnede med fotos af trodsige Saab-ejere samlet i et sidste forsøg på at redde foretagendet gennem frivillig PR. Det lignede et gravtog, billeder fra en svunden tid – men så, som ud af det blå, skete underet: Den 23. januar var der pludselig forhandlinger igen mellem GM og Spyker Cars. Avisen Sydsvenskan forklarede den overraskende vending med, at en amerikansk rigmand skulle have købt aktier i Spyker Cars svarende til 5,5 mio. svenske kr., og – nok mere afgørende – at den svenske stat alligevel ville garantere det lån på 400 mio. euro, som Saab fik bevilget af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) i oktober 2009. På grund af Saabs dårlige økonomi havde EIB betinget sig, at den svenske stat skulle stille garanti for lånet. Ifølge nyhedsbureauet Bloomberg indvilgede Spyker Cars i at betale 74 mio. dollar kontant og efterfølgende 326 mio. dollar i aktier, som Spyker håbede at kunne få ind på fondsbørsen. Saab var formelt set reddet, og således blev det en lille eksklusiv fabrik i Holland med 135 medarbejdere, der tilbage i 1800-tallet producerede diligencer, men som i dag producerer under 100 sportsvogne om året, der holdt liv i Saab som varemærke og bevarede de svenske arbejdspladser. 18


Efterfølgende kom det frem i den svenske avis Dagens Industri, at den langmodige salgsproces hang sammen med, at Säpo stoppede salget af frygt for, at den russiske mafia var indblandet. Efterretningstjenesten frygtede helt konkret, at Vladimir Antonov, mis­tænkt for at have kontakt til organiseret kriminalitet i Rusland, var hovedaktionær i Spyker. Ifølge den svenske avis var rygterne om Antonov betændte og “langt over grænsen for, hvad der kunne accepteres”, hvad det så end skulle betyde. Til rygterne hørte, at Antonov-gruppen angiveligt fungerede som en hvidvaskningsmaskine for den russiske mafia. Spørgsmålet var og er så bare, om Saab i dag – reelt – er fri for mafiapenge. Nok kører Volvo og Saab videre, angiveligt uden russere og mafiapenge, men på hollandske og kinesiske hænder. Præcis hvor det ender, ved ingen. I april 2010 kom det frem, at en kinesisk bilproducent var interesseret i at købe andele af Saab Spyker Automobiles, der har hårdt brug for pengene og ser positivt på kinesernes interesse. Også Saab kan en skønne dag gå hen og blive kinesisk. Da jeg en aften sidder i tunnelbanen i Stockholm på vej til et sel­ skab, læner Nils Schwartz, garvet kulturskribent på Expressen, sig ind over mig og siger: “Salget af Saab er den største rystelse siden mordet på Olof Palme”. Fra en gammel, inkarneret Palme-støtte siger det alligevel noget om sagens alvor.

Sverige – nu med Sverigedemokraterna Jeg er taget til hovedstaden. Skyerne farer hen over himlen, og vejrliget kan ikke finde ud af, hvorvidt det er vinter eller forår. Mit blik fanger statuen af krigerkongen Karl XII på Kungsträdgården midt i øriget Stockholm. Den enevældige konge skuer ud over vandet og peger samme vej. Hvis han havde heddet John Wayne og været cowboy, var han draget mod vest, men nu hed han Karl og var svensk, hvorfor han drog mod øst. Det havde en naturlig forklaring. Skulle man ud i verden, skulle man mod øst via skærgården og ud i Østersøen. Her begyndte verden, og Karl var mindst lige så modig som John Wayne og befandt sig i hele sit voksne liv i krig. Karl var konge, suveræn konge af Guds nåde, før institutionen blev devalueret til forsidestof i sladderblade og modereportager. Karl var 15 19


år og overbevist om, hvad der var rigtigt og forkert, han var fuld af selvsikkerhed og selvdisciplin og konge af Sverige og den halve verden. Året var 1697, og det var mod øst, det foregik. Sverige var riget i midten. Rusland og de baltiske lande mod øst, Polen, Danmark og de tyske lande lå mod syd. Alt syntes dengang stort og muligt for Sverige, der havde frigjort sig fra Danmark og omkringliggende stater, skønt imperiet snart skulle smuldre på grund af geopolitisk og militær overanstrengelse. Det er den historiske og majestætiske nostalgi, der løber mig i blodet. Mit ærinde i byen er nu ellers meget nutidigt: svensk politik et halvt år før det skelsættende rigsdagsvalg i september 2010. På højre hånd ligger Riksdagen og ligner en præserveret flødeskumskage. Der skal jeg møde journalist ved Sveriges Radio Pontus Mattsson, som har udgivet en saglig og nøgtern bog om Sverigedemokraterna, Sveriges største indvandrerkritiske parti, der i meningsmålingerne stod til at komme over spærregrænsen og blive tungen på vægtskålen. Netop det skete – uden at noget parti efterfølgende ville samarbejde med dem. Det var dette parti, som i de svenske mainstreammedier – først og fremmest Aftonbladet – og af toneangivende politikere og kommentatorer gang på gang kaldtes “racistisk”, og hvis valg til Riks­ dagen optog hele den politiske diskussion i de tumultariske uger efter valget, da der blev talt om valgsvindel og 1.000 glemte stemmer i Halland, Bohuslän og Värmland. Det var også dette parti, som ifølge chefredaktøren for det liberale svenske tidsskrift Neo, Paulina Neuding, udfyldte et hul i debatten – til trods for partiets sortklædte fortid. Og som selv indvandrere og jøder var parate til at stemme på, fordi det efter deres opfattelse var det eneste parti, som tog spændingerne mellem forskellige mindretalsgrupper alvorligt. Endelig var det ligeledes dette parti, som den danske politiske iagttager Erik Meier Carlsen havde kaldt et Dansk Folkeparti i blågule farver. I forbindelse med udgivelsen af bogen Folkhemspo­ pulismen – berättelsen om Sverigedemokraternas väljare – skrevet sammen med analysechef i Svenskt Näringsliv Markus Uvell i 2010 – fremførte Meier Carlsen ligefrem det synspunkt, at Sverigedemokraterna ligesom Dansk Folkeparti i Danmark ville kunne føre til “en 20


succesfuld moderniserings- og konsolideringsproces i det tredje årtusinde”. Pontus Mattsson udtrykker sig mindre sangvinsk. Ikke kun i Sve­ rigedemokraterna in på bara skinnet, men også her med udsigt over byen gennem de store panoramavinduer i den moderne, funktioneltsterile Riksdag. Klædt i saglige cowboybukser og skjorte påpeger han ganske udramatisk, at opkomsten af Sverigedemokraterna kan medvirke til at gøre Sverige til et mere normalt europæisk land med et islam- og indvandrerkritisk parti repræsenteret i parlamentet ligesom i Danmark, Norge, Holland, Belgien, Frankrig, Schweiz, Italien osv. Det nytter i hvert fald ikke noget at rynke på næsen ad partiet og afvise at tage det alvorligt – slet ikke som journalist, mener Pontus Mattsson. “SD er et legitimt parti og har krav på samme dækning som alle andre partier i Sverige”, siger han og fortæller, at nogle af hans kolleger har været uforstående over for hans reportagebog. Jo mere man skriver om dem, jo mere hjælper man dem, ræsonnerer nogle journalister. Andre har kaldt SD for en smittevirkning fra “den danska sjukan” – den danske syge. Trods det holder Pontus Mattsson fast i sit journalistiske projekt. At afdække, hvad SD står for i dag. Sverigedemokraterna er et moderne, topstyret og effektivt parti, men sådan har det ikke altid været. Faktisk har partiet allerede 20 års historie bag sig, skønt partimedlemmerne i de første mange år snarere var venner end organiserede partimedlemmer, og det offentlige kendskab til Sverigedemokraterna, Bevara Sverige Svenskt (BSS) og andre grupperinger på den svenske højrefløj var begrænset til pletvis og negativ omtale af marcher, demonstrationer f.eks. ved Kungsträdgården i Stockholm og lejlighedsvise optøjer. “Der fandtes en em af nynazisme omkring partiet i begyndelsen af 1990’erne og skinheads, som skreg ’Sieg Heil!’ og ’Jødesvin!’ under deres demonstrationer og marcher, og mange svenskere opfattede partiet som nærmest nazistisk”, siger Pontus Mattsson.

Skånebanden Da Sverigedemokraterna stillede op til riksdagsvalget i 1988, fik de lige godt 1.000 stemmer, i 1991 knap 5.000 stemmer i hele landet 21


– og de var meget langt fra at være en politisk spiller med potent betydning. Dengang var partiets afdelinger i Stockholm og Dalarna toneangivende. Siden voksede afdelingen i Skåne, anført af den nuværende formand, Jimmie Åkesson, partisekretær Björn Söder, redaktør Richard Jomshof og pressechef Mattias Karlsson, som Pontus Mattsson tilsammen kalder “Skånegänget”, Skånebanden, fordi de mødte hinanden og læste ved Lunds Universitet. Nok ligger partiets hovedkvarter i Stockholm, men magtbasen er i Skåne og Blekinge. Jimmie Åkesson, født 1979, er trods sine kun 31 år en slags veteran i partiet, idet han meldte sig ind som 15-årig hjemme i den lille købstad Sölvesborg i Blekinge, hvor han stadig bor, i en periode sammen med Mattias Karlssons lillesøster, der var hans kæreste. I dag er han kæreste med Louise Erixon, der er ansat som partisekretær og datter af Margareta Sandstedt, nyvalgt riksdagsmedlem for partiet. To andre medlemmer af Skånebanden, Björn Söder og Mattias Karlsson, er ifølge Expressens oplysninger gift med partifunktionærer, hvilket har fået avisen til at portrættere Sverigedemokraterna som en indspist familiehistorie. Det er ifølge Pontus Mattsson netop Åkesson og “fire-banden”, der har haft held med at skabe det parti, vi i dag forstår som Sverigedemokraterna. Med til bandens succes har været en disciplinering af partiets budskaber, herunder udsmidning af medlemmer, der ikke forstod at rette ind efter den ny partilinje. Pontus Mattsson opgør antallet til ca. 30 stk. bare siden sidste valg i 2006, som har fået prædikatet “illoyal” hæftet på sig. Samtidig har banden formået at opnå kontrol over partiets opstillingslister, så den fik sine egne folk eller støtter valgt ind i kommunalrådene. I 1998 opnåede partiet otte mandater i fem kommuner, blot fire år senere var tallet steget til 50 mandater i 30 kommuner. Valget i 2010 markerede et nyt tigerspring, også for sikkerhedspolitiet Säpo, der har måttet hyre flere bodyguards til at varetage partitoppens personlige sikkerhed. Men det var valget i 2006, som for alvor gav de fire unge skåninger blod på tanden og forvandlede Sverigedemokraterna til et “rigtigt” politisk parti, fremhæver Mattsson. “Tidligere havde partiet først og fremmest været en subkultu22


rel interesseorganisation eller en modstandsbevægelse, sådan som de mest overbeviste tilhængere sagde. Førhen var det nok at have ret og vide sig sikker i sin sag mod indvandring og parallelsamfund. Dengang var det ikke så vigtigt også at få ret.” I 2006 fik partiet pludselig godt 160.000 stemmer svarende til 2,9 pct. af vælgerne – i Malmø 7,5 pct., i Landskrona hele 22 pct. – og i alt 286 mandater i 145 kommuner landet over. I Sverige er spærregrænsen 4 pct. – mod 2 pct. i Danmark – så partiet opnåede ikke valg til Riksdagen, men alligevel var de 2,9 pct. en kæmpe succes. Pludselig var de tidligere aktivister på højrefløjen nogle, som det politiske establishment var nødt til at tage alvorligt før eller siden. Fire år senere var partiet vokset til 5,7 pct. Samtidig fik partiet sin del af den partistøtte, der hvert år uddeles af den svenske stat i forhold til antal stemmer ved seneste valg. Fra 2006 til 2010 fik partiet samlet omkring 10 mio. svenske kroner om året i partistøtte. De kommende fire år vil partiet modtage endnu mere.

EU eller indvandring? Erik Meier Carlsen skønner i sin og Markus Uvells bog om Sverigedemokraternas vælgere, at den bedste forklaring på partiets succes skal findes i vælgernes fortsatte modstand mod EU og hele den overnationale lovgivning i Europa. Partiets succes skal altså kun sekundært findes i kritikken af islam, og når Sverigedemokraterna først slog igennem i 2006, skyldes det, at de svenske lovgivere og medier formåede at undertrykke og udsætte EU-debatten indtil euro-afstemningen i 2003, hvor et flertal af svenskerne stemte nej tak. Pontus Mattsson derimod hælder snarere til indvandringen som den drivende motor bag Sverigedemokraterna. “Det lyder måske mere akademisk, end det er”, tilføjer han og fortsætter: “Partiet har haft stor succes med at tale om indvandringen via konkrete problemer, f.eks. i forstæderne, på skolerne eller i forhold til kriminalitet og vold. Partiets appel er meget håndgribelig. Det italesætter fænomener, som mange svenskere, især i den mest udsatte del af befolkningen, oplever fra tid til anden i deres hverdag, og kobler siden disse problemer til indvandringen.” 23


Absolut Sverige