Issuu on Google+


Sara Gruen

Abehuset

Oversat af Stig W. Jørgensen


Abehuset af Sara Gruen Originaltitel: Ape House Copyright © 2010 by Sara Gruen. All rights reserved Published by arrangement with Sane Töregård Agency AB © Dansk udgave: Bazar Forlag Danmark, filial af Forlagshuset Bazar A/S Oversat fra engelsk af Stig W. Jørgensen Forlagsredaktion: Eva Birklund Omslagsdesign: Greg Mollica Omslagsillustration: Debra Lill Tilrettelæggelse af omslag: Nic Oxby Forfatterfoto: Terence W. Bailey Sats: Ole Arnt Thomsen Tryk og indbinding: TBB Slovakiet 1. udgave, 1. oplag 2011 ISBN 978-87-7116-012-3 Materialet i denne publikation er omfattet af lov om ophavsret. Uden særskilt aftale med Forlagshuset Bazar A/S, Norge er enhver eksemplarfremstilling og tilgængeliggørelse for almenheden kun tilladt i den udstrækning, der er lovhjemmel eller tilladelse gennem COPY-DAN, der er godkendt af kulturministeriet som den fællesorganisation, der forvalter ophavsret i Danmark. Udnyttelse i strid med lov eller aftale vil medføre erstatningsansvar eller beslaglæggelse og kan straffes med bøde eller fængsel.


Til menneskeaber overalt, men isĂŚr Panbanisha


Give orange give me eat orange me eat orange give me eat orange give me you. – Nim Chimpsky, 1970’erne

Gimme gimme more, gimme more, gimme gimme more. – Britney Spears, 2007


1

Flyet var endnu ikke lettet, men Osgood, fotografen, snorkede allerede blidt. Han sad på midtersædet klemt inde mellem John Thigpen og en kvinde med kaffebrune strømper og fornuftige sko. Han lænede sig kraftigt hen mod kvinden, der allerede havde gjort et stort nummer ud af at sænke armlænet og var ved at glide i et med væggen. Det var Osgood lykkeligt uvidende om. John så på ham med et stik af misundelse. Deres redaktør på The Philadelphia Inquirer var ikke meget for at punge ud for hotelovernatninger og havde insisteret på, at de gennemførte besøget på Abesproglaboratoriet på en enkelt dag. Så på trods af at have fejret nytår aftenen forinden havde John, Cat og Osgood alle sammen siddet i flyet til Kansas City kl. 6 samme morgen. John ville gerne have lukket øjnene bare nogle minutter, også selv om det kunne medføre ufrivillig nærkontakt med Osgood, men han var nødt til at arbejde videre med noterne, mens han havde detaljerne i frisk erindring. Der var ikke tilstrækkeligt med benplads til Johns knæ, så han vendte dem ud mod midtergangen. Cat sad omme bag ham, så han havde ikke mulighed for at lægge sædet tilbage. Han var udmærket klar over, hvilket humør hun var i. Hun havde en hel række for sig selv – et utroligt lykketræf – men hun havde bare

9


bedt stewardessen om en dobbelt gin og tonic. At få tre sæder for sig selv var åbenbart ikke nok til at opveje traumet over at have tilbragt dagen fordybet i sprogvidenskabelige artikler, når hun havde set frem til at møde seks menneskeaber. Selv om hun på forhånd havde forsøgt at skjule sine forkølelsessymptomer og bortforklare resterne som høfeber, havde Isabel Duncan, den forsker, der havde budt dem velkommen, omgående gennemskuet hende og forvist hende til Institut for Lingvistik. Cat havde skruet op for sin legendariske charme, som hun forbeholdt til de mest alvorlige omstændigheder, men den var prellet af på Isabel. Bonoboer og mennesker har 98,7 procent dna til fælles, havde hun sagt, hvilket betyder, at de er modtagelige over for de samme virus. Hun ville ikke udsætte dem for smittefare, især ikke eftersom en af dem var drægtig. Desuden havde instituttet spændende nyt at fortælle om abernes stemmebrug. Således kom en skuffet, syg og frustreret Cat til at tilbringe eftermiddagen i Blake Hall, hvor hun hørte om tungers dynamiske form og bevægelser, mens John og Osgood var henne at besøge aberne. Cat havde klaget sin nød i taxaen bagefter: ”I var jo alligevel inde bag glas, ikke?” Hun sad klemt inde mellem John og Osgood, der begge vendte ansigtet mod deres respektive vinduer i et forgæves forsøg på at undgå baciller. ”Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle kunne have smittet dem gennem glasset. Jeg ville have stillet mig bagerst i lokalet, hvis hun havde bedt mig om det. Jeg ville have taget gasmaske på, for fanden.” Hun tav for at tage næsespray i begge næsebor og gav så et mægtigt trut i et lommetørklæde. ”Har I nogen som helst anelse om, hvad jeg har måttet gennemgå i dag?” fortsatte hun. ”Man fatter ikke et ord af, hvad de mennesker siger. Jeg havde allerede problemer ved ’diskurs’. Så gik det videre over stok og sten med ’deklarativt illokutionært sigte’ mig her og ’deontisk modalitet’ mig der, bla bla bla.” Hun understregede de tre gange ”bla” med håndbevægelser og fægtede

10


med næsesprayen i den ene hånd og det sammenkrøllede lommetørklæde i den anden. ”Jeg var tæt på at få nok ved ’primitiv verbal relation’. Det lyder som sådan en rigtig grov, snakkesalig onkel, gør det ikke? Hvordan i alverden havde de forestillet sig, at jeg skulle flette det ind i en avisartikel?” John og Osgood vekslede et tavst, lettet blik, da de fik deres pladser på hjemturen. John var ikke klar over, hvordan Osgood havde oplevet dagens begivenheder – de havde ikke haft et øjeblik for sig selv – men for John var der sket noget skelsættende. Han havde ført en tovejssamtale med menneskeaber. Han havde talt til dem på engelsk, og de havde svaret på amerikansk tegnsprog, hvilket var så meget mere bemærkelsesværdigt, eftersom det betød, at de beherskede to sprog. En af aberne, Bonzi, beherskede faktisk tre: Hun kunne også kommunikere ved hjælp af en computer med en række særligt konstruerede skrifttegn. John havde heller ikke været klar over, hvor komplekst deres modersmål var – under besøget havde aberne tydeligt demonstreret deres evne til at gengive specifikke oplysninger, såsom hvilken smag yoghurten havde, og hvor skjulte genstande befandt sig, også selv om de ikke kunne se hinanden. Han havde set dem i øjnene og havde uden den mindste tvivl kunnet mærke, at det var bevidste intelligensvæsener, der så tilbage på ham. Det var fuldstændig anderledes end at se ind i et bur i zoologisk have, og det forandrede hans opfattelse af verden på en så grundlæggende måde, at han endnu ikke kunne sætte ord på det. Isabel Duncans godkendelse var kun det første skridt for at få lov til at komme ind i abernes beboelsesområde. Efter at Cat var blevet forvist til Blake Hall, blev Osgood og John ført ind på et administrationskontor, mens man rådførte sig med aberne. John havde i forvejen fået at vide, at bonoboerne havde det afgørende ord med hensyn til, hvem der blev lukket ind i deres hjem, og at de godt kunne være lidt lunefulde: Inden for de sidste to år havde

11


de kun ladet halvdelen af de besøgende komme ind. John havde på den baggrund gjort mest muligt for at påvirke udfaldet. Han havde orienteret sig om abernes smag på nettet og taget en rygsæk med til hver af dem fyldt med deres livretter og legetøj – hoppebolde, fleecetæpper, xylofoner, Mr. Potato Head-figurer, godbidder og alt mulig andet, som han troede, de ville have fornøjelse af. Han havde sendt Isabel Duncan en e-mail og bedt hende om at sige til aberne, at han havde overraskelser med til dem. På trods af dette forarbejde var sveden sprunget frem på Johns pande, da Isabel kom tilbage for at meddele, at aberne ikke alene havde givet Osgood og ham lov at komme ind, men insisterede på det. Hun førte dem ind på observationsområdet, der var adskilt fra aberne med en glasvæg. Hun tog rygsækkene, forsvandt ud på gangen og dukkede op igen på den anden side af glasset, hvor hun overrakte dem til aberne. John og Osgood stod og så på, mens aberne pakkede gaverne ud. John stod så tæt på glasvæggen, at han rørte den med panden og næsen. Han havde næsten glemt, at den var der, så han var ved at falde bagover, da pakken med M&M’s kom frem, og Bonzi sprang op for at kysse ham gennem glasset. Selv om John godt var klar over, at abernes smag varierede (han vidste for eksempel, at Mbongos livret var forårsløg, og at Sam elskede pærer), blev han overrasket over, hvor forskellige og individuelle og nærmest menneskelige de var: Bonzi, matriarken og den ubestridte leder, var rolig, fattet og eftertænksom, om end begejstret for M&M’s i foruroligende grad. Sam, den ældste han, var udadvendt og charmerende og fuldstændig sikker på sin egen tiltrækningskraft. Jelani, en ung han, skulle hele tiden vise sig; hans energi var ubegrænset, og han var især glad for at springe op ad væggen og slå en baglæns saltomortale. Makena, den drægtige, var Jelanis største beundrer, men var også ekstremt glad for Bonzi og tilbragte lang tid med at soignere hende. Hun sad

12


stille og roligt og pillede i Bonzis hår med det resultat, at hun var mere tyndhåret end de andre. Ungen, Lola, var utroligt kær og en værre gavtyv – John så hende flå tæppet væk under Sams hoved, mens han lå og hvilede sig, og så styrte hen i sikkerhed hos Bonzi, mens hun gjorde tegn for grim overraskelse! grim overraskelse! (Ifølge Isabel var det en alvorlig forseelse at pille ved en anden bonobos rede, men det blev overtrumfet af en anden regel: Bonobounger kunne ikke gøre noget galt i deres mødres øjne). Mbongo, den anden voksne han, var mindre end Sam og mere følsom af natur: Han nægtede at tale mere med John, efter at John uforvarende havde misforstået en leg, der hed Pas På Uhyret. Mbongo tog en gorillamaske på, hvilket var tegn til John om, at han skulle lade, som om han var skræmt, og lade Mbongo jage ham. Desværre var der ikke nogen, der havde fortalt John om det, og det var ikke engang gået op for ham, at Mbongo havde maske på, før aben gav op og tog den af igen, hvilket fik John til at slå en latter op. Det sårede Mbongo så meget, at han vendte John ryggen og derefter demonstrativt lod, som om han ikke var der. Isabel fik ham til sidst muntret op ved at lege legen rigtigt, men han nægtede fortsat at have noget med John at gøre under resten af besøget. John havde det, som om han havde slået et barn. ”Undskyld mig.” John kiggede op og så, at der stod en mand i midtergangen og ikke kunne komme forbi hans ben. John drejede sig i sædet og klemte benene over på Osgoods plads, hvilket fremkaldte et grynt. Da manden var gået forbi, stak John benene ud i midtergangen igen, og da han gjorde det, fik han øje på en kvinde tre rækker længere fremme, der sad med en bog, hvis velkendte omslag sendte et sus af adrenalin gennem ham. Det var hans kones debutroman, om end hun på det seneste havde forbudt ham at omtale den på den måde, eftersom noget snart tydede på, at debutromanen også kunne gå hen og blive hendes sidste. Dengang

13


Flodkrigen lige var udkommet, og John og Amanda stadig havde store forhåbninger, havde de fundet på udtrykket ”vildtobservationer” som betegnelse for at se en tilfældig person i færd med at læse bogen. Indtil dette øjeblik havde det været rent teoretisk. John ville ønske, at Amanda havde været der og set det. Hun havde desperat behov for at blive muntret op, og han havde været tæt på den konklusion, at der ikke var noget, han selv kunne gøre dér. John kiggede efter stewardessen. Hun stod henne i nichen, så han hev hurtigt mobiltelefonen frem, rejste sig lidt i sædet og snuppede et billede. Vognen med drikkevarer kom tilbage. Cat købte mere gin, John bad om kaffe, og Osgood fortsatte med sin underjordiske rumlen, mens hans menneskelige hovedpude skulede til ham. John tog sin bærbare frem og åbnede et nyt dokument: Bonoboerne, også kendt som dværgchimpanser, ligner chimpanser, men med en slankere kropsbygning, længere lemmer og fladere øjenbrynsbue. Sorte eller mørkegrå ansigter, lyserøde læber. Sort hår delt på midten. Udtryksfulde øjne og ansigter. Hyppige, skingre vokaliseringer. Matriarkalske, egalitære, fredelige. Særdeles kælne. Stærk bonding mellem hunnerne. Selv om John godt havde vidst noget om, hvor utilsløret bonoboernes adfærd var, var det alligevel først kommet bag på ham, hvor hyppig seksuel kontakt der var, især mellem hunnerne. En hurtig gnubben på kønsorganerne skete lige så skødesløst som et håndtryk. Nogle gange var det til at forudsige, for eksempel umiddelbart inden de delte mad imellem sig, men for det meste kunne John ikke se nogen systematik i det. John nippede til kaffen og tænkte sig om. Det, han først og fremmest havde brug for, var at få transskriberet interviewet

14


med Isabel, mens han stadig kunne huske de detaljer, man ikke kunne høre på optagelsen: hendes ansigtsudtryk og gestik og det – uventede og herlige – øjeblik, hvor hun var begyndt at bruge tegnsprog. Han satte høretelefonerne i diktafonen og gik i gang: ID: Så nu er det, vi skal snakke om mig? JT: Ja. ID: [nervøs latter] Okay. Kan vi ikke snakke om en anden i stedet for? JT: Nej. Desværre. ID: Det var det, jeg var bange for. JT: Hvordan kom du så ind i den her slags arbejde? ID: Jeg fulgte et kursus hos Richard Hughes – ham, der stiftede laboratoriet – og han fortalte lidt, om hvad han lavede. Jeg blev dybt fascineret. JT: Han er død for nylig, ikke? ID: Jo. [pause] Prostatakræft. JT: Det gør mig ondt at høre. ID: Tak. JT: Hvad var det så for et kursus? Lingvistik? Zoologi? ID: Psykologi. Adfærdspsykologi. JT: Er det det, du er uddannet i? ID: Kun min bachelorgrad. Jeg troede vist dengang, at det kunne hjælpe til at forstå min familie – vent, kan vi slette det? JT: Slette hvad? ID: Det med min familie. Kan du ikke pille det ud? JT: Jo da. Det kan jeg sagtens. ID: [lettet håndbevægelse] Pyha. Tak. Nå, men det korte af det lange var, at jeg var en førsteårsstuderende, der ikke anede, hvad hun ville, og så tog jeg et psykologikursus og hørte om abeprojektet og tog derhen, og efter at jeg havde mødt aberne, kunne jeg

15


ikke forestille mig at bruge mit liv på noget som helst andet. Jeg tror slet ikke, jeg kan sætte ord på det. Jeg tiggede og bad dr. Hughes om at få lov til at være med og gøre noget, hvad som helst. Jeg ville vaske gulv, rense toiletter, ordne vasketøjet, bare for at være i nærheden af dem. De var bare … [lang pause, fjernt blik] … Jeg ved ikke, om jeg kan forklare det. Det er bare … Jeg følte meget kraftigt, at det var her, jeg hørte til. JT: Så han gav dig lov. ID: Ikke helt. [latter] Han fortalte mig, at hvis jeg tog et introduktionskursus i lingvistik hen over sommeren, læste alt, hvad han havde skrevet, og kom tilbage og var flydende i tegnsprog, så ville han overveje det. JT: Gjorde du så det? ID: [virker overrasket] Ja da. Det gjorde jeg. Det var den hårdeste sommer i mit liv. Det er ligesom at sige til nogen, at de skal komme tilbage og tale flydende japansk om fire måneder. Amerikansk tegnsprog er ikke bare engelsk med tegn – det er et selvstændigt sprog med sin egen syntaks. Det er som regel tidemne-kommentar-orienteret, selv om der er variationsmuligheder ligesom på engelsk. Man kan for eksempel sige [giver sig til at bruge tegn] ”Dag-fortid mig spise kirsebær”, eller man kan sige ”Dag-fortid spise kirsebær mig”. Men det betyder ikke, at amerikansk tegnsprog ikke også gør brug af subjekt-verbum-objektordstillingen; man bruger bare ikke tilstandsverber. JT: Der tabte du mig. ID: [latter] Undskyld. JT: Så du kom tilbage, tog fuldstændig mælet fra ham og fik stillingen. ID: Jeg ved ikke, om jeg tog mælet fra ham … JT: Fortæl mig om aberne. ID: Noget bestemt? JT: At se dig sammen med dem i dag og så tale med dem selv

16


og så ligefrem komme til at fornærme en af dem – det har ligesom åbnet mine øjne på en ny måde. ID: Han kom sig over det. JT: Nej. Det gjorde han ikke. Men forstår du, hvor mærkeligt alt det må virke på et ganske almindeligt gennemsnitsmenneske? Forestillingen om, at man kan fornærme et dyr i en social sammenhæng og være nødt til at gøre det godt igen? Muligvis uden at det lykkes? At man kan føre en tovejssamtale med aber, på menneskesprog ligefrem, og at de gør det, bare fordi de har lyst? ID: Jeg tror, han har det, jeg tror, han har det! JT: Den var jeg vist selv ude om. ID: Undskyld. Men ja, det er hele idéen med vores arbejde. Aber lærer menneskesprog ved at blive udsat for det og ud fra en lyst til at kommunikere, fuldstændig ligesom menneskebørn, og aldersmæssigt foreligger muligheden i omtrent samme tidsrum. Men jeg vil gerne udvide feltet lidt fremover. JT: Hvordan det? ID: Bonoboer har deres eget sprog. Det så du i dag – Sam fortalte Bonzi, præcis hvor han havde gemt nøglen, selv om de befandt sig i hver deres lokale og ikke kunne se hinanden. Hun gik direkte hen til den og kiggede ikke nogen andre steder. Vi kommer nok aldrig til at bruge deres vokaliseringer til at kommunikere med dem, af samme grund som at de ikke kan bruge engelsk tale – vores struber er for forskellige. Man mener, at det er relateret til HAR1-gensekvensen, men jeg synes, det er på høje tid, at nogen faktisk forsøger at afkode den. JT: Sig noget om sex. ID: Hvad er der med det? JT: Det fylder bare så meget. Og de er så … virtuose. Det handler tydeligvis ikke bare om formering. ID: Fuldstændig rigtigt. Bonoboer er, så vidt vi ved – sammen

17


med delfiner og mennesker – de eneste dyr, der dyrker sex bare for fornøjelsens skyld. JT: Hvorfor gør de det? ID: Hvorfor gør du? JT: Øh … okay. Lad os gå videre. ID: Undskyld. Det er et meget rimeligt spørgsmål. Vi mener, at det er en mekanisme til at lette spændinger, løse konflikter og bekræfte venskaber, men det har også noget at gøre med størrelsen på hunnernes klitorisser, og at de er seksuelt modtagelige uden for brunst. Forskerne strides om, hvorvidt det er noget, der former eller blot afspejler bonoboernes kultur, men der er adskillige forbundne faktorer: Der er rigeligt med føde på deres naturlige levesteder, hvilket betyder, at hunnerne ikke konkurrerer om at skaffe føde til ungerne. De etablerer stærke venskaber og står sammen om at ’afrette’ aggressive hanner, så deres gener ikke bliver en del af puljen, og i modsætning til chimpanser slår bonobohanner aldrig unger ihjel. Måske er det, fordi hannerne aldrig aner, hvilke unger der er deres egne, eller måske er de hanner, der får lov at formere sig, ligeglade, og det er så et træk, der bliver videreført. Ellers måske er det, fordi hunnerne ville slå dem i stumper og stykker. Som sagt, det er omdiskuteret. JT: Tror du, at aberne ved, at de er aber, eller tror de, at de er mennesker? ID: De ved godt, at de er aber, men jeg tror ikke, at det betyder det, du tror. JT: Det må du forklare. ID: De ved godt, at de er bonoboer, og de ved, at vi er mennesker, men det indebærer ikke noget med herredømme eller overlegenhed eller noget som helst i den retning. Vi er alle sammen samarbejdspartnere. Én stor familie, faktisk.

18


John slukkede for diktafonen og slog den bærbare sammen. Han ville meget gerne have fulgt op på det med hendes familie, men eftersom hun havde trukket i land omgående, havde han ladet det ligge. Det var også interessant, at hun senere havde kaldt bonoboerne for familie. Måske ville han kunne lokke hende til at lukke lidt mere op i et opfølgende interview. Der havde helt klart udviklet sig en forståelse mellem dem – en forståelse, som han på et tidspunkt var bange for, var gået over i flirten, men for hver kilometer i flyveren fik han det bedre med det. Hun var uden tvivl tiltrækkende, atletisk bygget med smalle hofter og glat, lyst hår, der næsten nåede ned til livet, men hendes charme var ligefrem og ærlig: Hun havde ikke haft nogen form for makeup eller smykker på, og John tvivlede på, at hun selv var klar over, hvor tiltrækkende hun var. De havde bare været venskabelige, og måske ville hun i sidste ende betro ham sin rodede familiehistorie. Det var den slags detaljer, læserne elskede, om end det allerede så lovende ud med detaljerigdommen i artiklen. Hun var kommet med en anden interessant bemærkning, da hun tog gorillamasken på og demonstrerede Pas På Uhyret ordentligt. Da hun ’fangede’ Mbongo, rullede de rundt på gulvet og kildede hinanden og lo (hendes latter var lys og højtlydt, hans var en næsten uhørlig, hvæsende lyd, men hans ansigtsudtryk efterlod ingen tvivl om, at det var latter). John var chokeret over, hvor voldsomt det gik for sig, da han havde haft den opfattelse, at det var særdeles farligt at arbejde med menneskeaber. Selv om han havde læst, at bonoboer var anderledes, havde han ikke ventet at se hende i så kraftig fysisk kontakt med dem. Han havde formentlig ikke kunnet skjule sin overraskelse, for da hun var færdig, sagde hun: ”De er blevet mere menneskelige med årene, og jeg er blevet mere bonobo.” I det øjeblik følte han et glimt af forståelse, som om han havde fået lov at kigge hurtigt ind gennem sprækken.

19


Abehuset af Sara Gruen