Page 1

17 mm

Forsigtigt skubbede han kjolen længere ned. Den gled af sig selv, til den nåede hendes hofter, som bredte sig udad, og ballerne, der stod stærke og spændte. Herfra måtte han lempe den videre, til den igen af sig selv gled det sidste stykke ned om hendes ben og landede som en lyserød silkesø på gulvet. Jeg trak vejret tungt, aldrig havde jeg set så megen skønhed; og så stærk en skønhed. Hun stod rank og stolt mellem os. Jeg stod foran hende og så ned over hendes bryster og videre ned over maven med de svage skyggefelter om musklerne, fordybningen navlen lå i, den svage antydning af hofteben, de lange stærke lår, og det sorte krus af hår. Fra Karen Fastrups novelle Salma, jeg og Black Sugar King Cane

137 mm

Erotiske noveller af Karen Fastrup Morten Brask Lotte Garbers Henriette Rostrup Betty Frank Simonsen Torben Munksgaard Susanne Staun Kristiane Hauer Stephanie Gaarde Caruana Anne-Marie Vedsø Olesen Marianne Sophia Wise

360˚ Erotiske noveller

215 mm

137 mm

www.lindhardtogringhof.dk

360˚

Lindhardt og Ringhof


Erotiske noveller af Karen Fastrup Morten Brask Lotte Garbers Henriette Rostrup Betty Frank Simonsen Torben Munksgaard Susanne Staun Kristiane Hauer Stephanie Gaarde Caruana Anne-Marie Vedsø Olesen Marianne Sophia Wise

360Ëš

Lindhardt og Ringhof

Novellesamling.indd 3

10/06/13 15.43


stephanie gaarde caruana

Privat visning Der er noget, der er værre end at være talentløs. Det er at have et talent og ikke kunne udleve det. Eller at være re­ duceret til blot at kunne genkende og skulle videreformid­ le andres talenter. Det er det, jeg tænker, når jeg ser på de lærreder og mennesker, der er spændt ud foran mig i aften. Det er fredag. Og jeg burde tage videre fra det her galleri, for jeg er forsinket. Jeg er ligeglad. Der er folk at se på i disse enorme, oplyste rum. Og de må godt kigge på mig. Jeg stiller mig an, ikke for meget, men jeg drager blikke mod min unge krop, som jeg skødesløst stiller frem i po­ siturer, som om jeg ikke kunne være mere ligeglad med dens muskler, smidighed og tatoveringer. Jeg er form, der gemmer på indhold. Jeg ugler mit halvlange hår, smiler til ingen, strækker mig. Jeg er en rockstjerne i en Lolita-krop, hvis jeg selv skal sige det. Jeg er den, der slanger sig gen­ nem menneskemængden, finder dem, der er noget ved, og de bedste fester, når jeg da ikke holder dem selv. Aftenens første fernisering er ikke målet, men man skal jo begynde et sted. Der er masser af vin, DJ’en er god, og jeg har en trang til at være småfuld, måske lave skandale, snakke med nye mennesker, spille med tungen og trække tiden ud. Jeg skal være et andet sted, men det må vente. Det er ikke mig selv, jeg mente, i øvrigt. Jeg har masser af talent, og jeg ved det. Men det er ham derovre. Ham den lækre, der står og snakker ovre ved det neongrønne billede 26

Novellesamling.indd 26

10/06/13 15.43


og kører vin ind. Sådan lidt arkitektagtig, sirlig og sortklædt. Samlertype. Billedet gør ham ekstra tydelig, mens han læner sig ind til en pige, der ler alt for højt af, hvad han nu siger. Og selvfølgelig er han her. Han kommer kunstcrawlende gennem gallerierne, når ferniseringerne forvandler byen til hvide kvadratkilometre af kød og kunst. Jeg har set ham så mange fredag aftener. Han er legendarisk. En gud. Alle ken­ der ham. Og jeg har besluttet mig for at tage ham. I aften. Hvorfor? Han ser godt ud. Eller, nej, egentlig ikke, men jeg kan godt lide at se på ham. Han ligner en, der trænger til et knald. Er det ikke lige meget? Jeg har ventet på, at han ville dukke op, tænkt på, om det var her, jeg ville støde på ham, eller om det først var senere på aftenen, måske i et snusket baglokale på Vesterbro til noget afterparty. Jeg går over til hans lille flok, stiller mig til rådighed. I betragtning af, hvor privat jeg egentlig er, så er jeg faktisk pissegod til at gå til receptioner og den slags. Det er nemt. Man skal være ubestemmelig og tilgængelig. Og altid inte­ ressant, ny, aldrig desperat. Find en indgang til at gøre an­ dre spændende. Jeg kan se, hvor god han er til det spil. Jeg stiller mig tæt på, lytter. Han taler om det på væggene. Og så siger jeg: “Jeg ved ikke ... hvor er nødvendigheden? Det er jo enormt mainstream.” Jeg får afbrudt hans strøm af ord. Han lader sig ikke irri­ tere. Men han svarer heller ikke. Nyt forsøg. “Det er fucking set så mange gange før, ikke? Prøv lige at dyrke de hexagoner, som hun tvinger hen over taktiliteten. Geometrien er fortænkt, det abstrakte og det figurative prø­ ver at mødes, men kan ligesom ikke, vel?” “Undskyld, hej, men hvad vil du?” Hans stemme har sådan en varm, mørk tone. Den passer til ham. “Ikke noget. Det er da meget godt. Kan I lide det? Skål!” “Skål, du. Nej, jeg er ikke vild med det som sådan, men 27

Novellesamling.indd 27

10/06/13 15.43


jeg synes, du er lidt hård. Jeg synes faktisk, hun gør noget af det rigtige.” Det lille hof omkring ham holder kæft. Ser på mig. Men ikke med det blik, han sender mig. Jeg kender dem ikke. Jeg fokuserer kun på ham. Han kan lide opmærksomheden. Overvejer, om han skal pille mig ned eller samle mig op. Jeg overgiver mig, lægger hovedet på skrå. “Ja, det er netop det. Det er for rigtigt, ikke? Men jo, mas­ ser af talent, især hvis hun bliver ved. Det er klart. Vinen er skøn. Mere til jer?” Åh, nu fangede han det. Godt. “Nej, eller det ved jeg ikke, skal I? Jeg må snart videre, der er et par steder, jeg skal forbi.” Han tjekker mig ud. Jeg ved godt, at jeg ligner noget, der er løgn ved siden af ham. Min hættetrøje og bukser ser ud, som om jeg har sovet i dem, fordi det er det, jeg har. Plet­ tede, sorte støvler, filtret hår. Metal i ørene. Udtværet kohl. Jeg stikker hænderne i lommerne. Lader mundvigen krølle op og holder hans blik fast. Han har virkelig lysende blå øjne. Tætte, tætte øjenvipper. Han ser på mig som en, der er forvirret, men ikke uinteresseret. “Nåh, ok. Jeg skal egentlig også smutte. Skal I også hen til Peters ting?” Og jeg mener ikke resten af hans latterlige slæng, jeg me­ ner ham, og min tunge glider over mine læber, bare lidt, og han ser det. Det virker. “Ja, måske.” Jeg smiler, lister af. Han har ikke en chance. Der er tonsvis af mennesker det næste sted. Jeg kindkys­ ser lidt, er høflig og sjov, krammer kunstnere og roser deres ting, selvom jeg synes, det er noget bræk. Jeg stiller mig over ved væggen. Piller ved min mund, betragter installationer­ ne. Der er noget video ovre i hjørnet bag ved nogle malede jernrør. Mere vin. Der er ret varmt. 28

Novellesamling.indd 28

10/06/13 15.43


“Jeg ved ikke. Er det en havelåge, eller hvad prøver den skulptur egentlig at sige?” Han står bag ved mig. Rækker mig et nyt glas. Jeg tager imod med et stort smil. Jeg siger: “Ja, den skaber ikke ligefrem strukturer, der kan opfattes uden for konteksten. Men det er faktisk ret godt, der er vir­ kelig et godt greb om formen. Der er lidt koreansk dystopi over det.” “Men er det Nord- eller Syd, tror du?” Nåh, det er så sødt. Han har lavet en vits. Jeg griner, men ikke for højt, følger op, samtalen kører fint. Jeg tænker, at andre må kunne se, hvor fucking tændt jeg er, på ham og det her projekt. Det er mit eget benspænd, og indtil videre går det, som det skal. Han er kommet hen til mig, alene. Det betyder noget. Dialogen er en dans. Jeg lodder stemning, siger: “Mening er en konstruktion, der bliver trukket ud over drift.” Han svarer: “Drift er en konstruktion, der unddrager sig mening.” Jeg har mest lyst til bare at falde på knæ foran ham, midt i det her hav af folk, der mingler og drikker. En performance eller koncert for to med mund og pik. Min mund, hans pik. Og jeg kunne åbne hans skjorte, pakke ham ud, lade mine fingre løbe over hans brystkasse. Jeg er sikker på, at han er behåret. Hans mave er lidt rund. Jeg tror ikke, han træner. Måske yoga. På en måtte med bare fødder. Jeg prøver på ikke at se ham for mig med en pil af mørkt hår fra nav­ len, ned over mavens runding, hofteben, der kigger over en bukselinning, antydningen af hans stive pik bag løse bukser, der kan trækkes ned så let som ingenting. Hans pik, dovent vippende, tyk, varm. Hans brede hånd med hår henover knoerne, der nonchalant, nærmest ligegyldigt, tager om den. Vi bevæger os rundt, diskuterer. Folk kigger lidt. Mest på ham. Og så lidt på mig, fordi de ikke kan forstå, hvad han 29

Novellesamling.indd 29

10/06/13 15.43


laver med sådan en som mig. De ville glo meget mere, hvis de kendte mig. Hvis de vidste, hvad jeg har tænkt mig at gøre ved ham i aften. “Hvad hedder du egentlig? Jeg hedder ...“ Nej, du får ikke hans navn. Jeg lader, som om jeg ikke er klar over, at han blev færdig på Kunstakademiet ti år, før jeg selv kom ind. Vi har mange bekendte til fælles. Han ved ikke, hvem jeg er, selvom han siger, at han kan huske mig fra aftener som disse. Jeg siger mit fornavn, det må være nok. Han spørger: “Du er selv kunstner, ikke?” Han virker oprigtigt nysgerrig. Ikke som om han tænker på, om jeg vil lade hænder og fingre glide ned over hans muskler og hud, ned mod hans pik. Men det vil jeg. Sådan er jeg. “Mig? Nej, ikke rigtig. Jeg er mere musiker og idemen­ neske.” “Gudskelov. Jeg kan ikke fordrage kunstnere, ha, ha. De er så fandens følsomme. Og grådige.” Jeg tænker på hans lår nu. De ser stærke ud. Jeg ser på hans kraveben, der lige akkurat kan ses i skjortens åbning. Lægger mærke til huden på kæben, den måde, han bøjer nakken for at høre mine ord i al larmen. Jeg stikker den ene hånd dybere ned i lommen, piller ved noget indtørret lim på min tommeltot. Den anden hånd får travlt med at tømme glasset. “He, he. Hvordan det?” “Det er den der selvudlevering, mange bruger i deres kunst, ikke? Den der måde, de bruger andre fuldstændigt skånsels­ løst til at udtrykke sig. Det er skræmmende og ... vulgært.” Han spytter det. Jeg troede ikke, jeg tændte på paranoi­ kere, men det gør jeg åbenbart. Han er pissebange for at ende i et værk. Og samtidig er det nok præcis det, han har lyst til. Ingen ser på det, der hænger på væggene eller står rundt omkring os. 30

Novellesamling.indd 30

10/06/13 15.43


“Enig. Men altså ... den kunstneriske frihed kan jo ikke gradbøjes. I princippet. For så er vi tilbage i Det Tredje Rige eller McCarthy, eller bare den sidste regering.” “Jo, jo, misforstå mig ikke. Kender du hende, der kalder sig ISM?” Jeg lader mig ikke mærke med det, men det er lidt sjovt at høre ham sige netop det navn. “Hvad er der med ISM? Og er du sikker på, at det er en hende?” “Ja. Ingen har selvfølgelig set hende, det er jo bare et pseu­donym for at virke interessant, men jeg er næsten sikker på det. Hvor prætentiøst er det ikke? En hemmelig kunstner? Og så at skjule sig under det navn? Isme? Jeg tror faktisk, hun har malet mig. Det kan man sgu da ikke bare.” Han er næsten uklædeligt vred nu. Jeg er mindre tændt. Men ikke meget. Ikke nok til at bakke ud. “Hvorfor tror du det?” “Come on. Har du set de værker?” “Ja. Det er de der udspændte mænd, ikke? Kørt koncept­ agtigt op med noget andet, ikke?” “Jo. Lige netop. Frygtelige, frygtelige billeder.” “Og hvorfor skulle du være en af dem, tror du?” Han læner sig ind. Jeg kan dufte ham. Fucking dyrt og meget, meget lækkert. “Det er et af de værker, der blev udstillet sidste år. Jeg er næsten sikker på, at det skal forestille mig. Det er så svinsk, fuldstændigt uvederhæftigt. Jeg har aldrig haft noget med hende at gøre. Det er bare noget, hun gør. Bruger folk til at realisere sine ambitioner.” Han dufter kraftigt nu, varmen og vreden pumper ham op. Jeg kan se lidt fugt i kanten af hans tindinger. Jeg snuser ham ind. Jeg kæmper for ikke at sige, at jeg vil have ham nu, så jeg siger: “Fy for helvede. Og så godt maler ISM jo heller ikke. Det 31

Novellesamling.indd 31

10/06/13 15.43


er ret ordinært som kunstnerisk udtryk betragtet. Meget tænkt.” “Præcis. Men kender du hende? Det er vel din generation, ikke?” Han er irriterende nu. Og virker en lille smule midaldren­ de. Og jeg er begyndt at føle mig en lille smule på randen af tvivl, som om det her kan fejle. Men jeg er stadig liderlig efter ham. Og han tager mig om skulderen, kigger på mig med de der blå øjne og læner sig så langt ind, at jeg for­ nemmer hans sved. Nok til at jeg kun tænker på, hvordan hans hud smager på brystkassen. På at få min mund og min tunge omkring hans ene brystvorte, så jeg kan suge saltet af hans hud, få mine fingre ned i de der hår, som jeg tror, at han har. Ned til hans kød. Jeg sutter på min underlæbe for ikke at kysse ham. Bunder vinen. “Jeg har ikke været ærlig over for dig. Jeg kender godt ISM. Jeg kan godt fortælle dig nogle historier om de bille­ der, men det bliver ikke her. Der er for mange mennesker. Skal vi skride? Finde et roligere sted?” Selvfølgelig. * Vi går ind i en baggård ikke langt fra, hvor aftenen begynd­ te. Sådan en af den slags, man kan fare vild i. Men det gør vi ikke. Vi har været forbi et par steder på vejen. Stjålet en flaske. Jeg tilbyder ham at ryge med på min joint, og han tager den, selvom han er sådan et lille borgerdyr udenpå. Suger røgen dybt ned. Han lyser orange om munden i det blå mørke. Vi snakker om at stille sig til rådighed. For ople­ velser og for kunst. Jeg siger: “At give noget af sig selv som en ting, der kan mærkes af en anden, er en radikal og ekstrem oplevelse. Den største. Et møde mellem filosofi og seksualitet. Forstår du? Tingen og sanserne er en alliance, hvor abstraktion og begejstring 32

Novellesamling.indd 32

10/06/13 15.43


er uadskillelige, og alligevel umulige at sætte i forhold til hinanden. Ikke kun en bevidst konstruktion i driften, men en opløsning af det personlige, der skaber nye helheder. Du må smadre dig selv, hele verden, for at skabe, ikke?” Han prøver at forstå, hvad fanden jeg snakker om. Han begynder på en kæde af ord, der langsomt går i opløsning. “Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har det lidt mærkeligt med at snakke om de her ting med dig. Vi kender jo ikke hinan­ den for alvor.” Det siger han, mens han pisser op ad en skraldespand. Han står med hånden mod muren, benene spredt, og jeg skal virkelig anstrenge mig for ikke at røre ved mig selv, mens jeg ser på ham. Der er noget beskidt ved hele scenen og sensommernatten. “Nogle gange er det jo nemmere at snakke med folk, man ikke kender så godt.” “Fint. Jeg er ikke dum, og det er du heller ikke. Jeg har ikke behov for, at alle mulige hører om, hvad vi har snakket om i aften. Du er den første, jeg har fortalt om det med bil­ ledet. Det er voldsomt at være en andens motiv.” “Hvorfor skulle jeg også fortælle om det? Nå, vil du høre om den, der har malet dig?” Han pakker pikken væk, inden jeg kan nå at se den. “Ja! Hvor kender du ISM fra?” “Man hører jo ting i det her miljø. Alle sladrer. Og jeg har så hørt og set lidt. Der har været mange teorier, hvem der er bag ISM og alle de installationer, malerier og fotos med samme æstetik. Var det ikke din kollega, der troede, det var et kollektiv, da ISM slog igennem sidste år? Du kan hilse og sige, at ISM er kun én person, men et fucking monster. ISM går til sine egne ferniseringer inkognito og spiller smart. Sviner sine ting til i andres påhør, bare for at få andre til at tage stilling til værkerne. ISM er typen, der taler som en seriøs kunstner og samtidig har sæd på fingrene, i munden, sivende ned mellem benene. Ikke andet end en lille, gen­ 33

Novellesamling.indd 33

10/06/13 15.43


nemkneppet kunstnerluder. Med bunker af talent. Og folk betaler kassen for det konceptlort.” Han er målløs. Hans mund står åben, lige til at stikke en finger eller tunge i. Jeg suger det sidste ind og kaster jointen væk. “Virkelig?” “Ja. Kom med mig, så skal jeg vise dig noget. Jeg ved, hvor der står noget fra den kommende udstilling. Og hvordan vi kan komme derind. Jeg har lavet lidt for det galleri. Det er i den anden ende af den her baggård. Kom med. Du skal sgu ikke finde dig i at blive misbrugt på den måde. Det, jeg har hørt, er at denne gang bliver det en hyldest til Kate Bush.” “Ha! Hvor er det latterligt! Hvor er det helt utroligt plat og tøset. Jeg læste et sted, at ’Running Up That Hill’ er en af de mest misforståede tekster i popmusikkens historie.” Det er en fantastisk baggård, den løber med kælderskak­ te, syv baghuse og endnu flere portåbninger, men jeg finder det sted, vi har brug for. Leder efter nøglen til en frønnet dør, vi sniger os ind. Tysser pjattet og højt på hinanden i mørket. Jeg tænder en bordlampe i baglokalet. Reoler og støv og lærreder. Lampen lyser ikke meget, men nok til at de store malerier står frem. De står med bagsiden til os, og alligevel er det tydeligt, at det er dem, han har fablet om. Det er muskler og kød, spændt ud, uhæmmet, sexet. Smurt ud over kvadratmetre af lærred. Der er detaljer af skønhed, bidder af andre materialer klistret op for at skabe en an­ den stoflighed, mens kroppene er kradset op og manet frem nærmest feberagtigt. Som om de er blevet fanget i maling, lige inden de kom. Som om motivet selv var kommet ud over dem som en gigantisk, kalejdoskopisk, farveeksplode­ rende ejakulation. Nå, min nye ven er selvfølgelig ude af flippen, da han ser den udstrakte, draperede krop på knæ og den opspærrede mund foran ham. “For satan. For SATAN!” “Shhh ... Det der er jo ikke dig, i hvert fald.” 34

Novellesamling.indd 34

10/06/13 15.43


“Nej, det ligner mere dig, faktisk. Sådan en tynd, ung en. Radmager med ringe over det hele. Du er åbenbart den næ­ ste, der bliver udstillet?” “Fuck.“ Han står lidt, som om han ikke ved, hvad han skal sige. Han prøver at gøre sig selv mere ædru, begynder at vrøvle. Lukker lort ud om kunst og kunstneres selvbestaltede, kre­ ative sult, bare fordi han tror, det vil få mig til at få det bed­ re. Jeg virker lidt svimmel, men det er jeg faktisk også efter to flasker vin og en halv joint. Han holder mig oppe. Hans hænder er stærke. Jeg læner mig ind, indsnuser ham igen, mærker brystkasse, hals. Styrken i ham. “Det er ok. Jeg har ikke noget imod det, hvis det er mig. Der er nok lidt ekshibitionist i mig. Men det er alligevel sært at se på. Uventet.” Han slipper mig lidt, kigger bag det forreste billede og finder et andet lærred. Trækker det frem. Det ligner egentlig meget godt. “Se, det var den der, jeg mente.” Versionen af ham ligger dovent på en briks med den ene arm over hovedet og den anden mod skødet. Han ser næ­ sten ud til at sove, men det ene øje er et gennemborende, uhæmmet liderligt, lysende blåt blik. En virkelig obskøn og nydende satyr. Barberinis faun på Viagra og syre. Benene spredt, pikken er forvredet og enorm, nærmest vibrerende i synet på beskueren. Han er et sted mellem chokeret og tændt. “Ja. Det er stærkt. Jeg forstår godt, du blev rystet. Det er meget nøgent, som om… det ikke er din krop, men din sjæl deroppe.” “Tak, tror jeg. Sådan har jeg ikke tænkt på det. Det er nok derfor, jeg ikke bryder mig om det.” Han stiller billedet tilbage. Til det forreste, det der ligner mig. Han stirrer på det, fortabt i egne tanker, indtil han ry­ ster dem af sig. 35

Novellesamling.indd 35

10/06/13 15.43


“Jeg skulle egentlig være et sted nu, men jeg orker næ­ sten ikke at gå. Jeg kan ikke rigtig rumme flere indtryk her til aften.” “Samme her. Du …?” Det er så her, jeg sætter ind. Her, hvor jeg høster det, som jeg plantede i ham for længe siden. Jeg fortsætter; “Nu må du ikke misforstå mig. Men jeg tror faktisk, at ISM er en mand. Og når jeg så ser dig, ikke? Den måde, du er optaget af de billeder på, så tænker jeg, at det jo godt kunne være dig? Du har selv malet engang. Du var skide­ dygtig, jeg har set nogle af dine gamle ting. Du kunne have drevet det til noget, der var reelt talent, men du gik en an­ den vej, ind i formidling og blev stor dér. De værker kunne være en måde at genopfinde dig selv på.” “Hvad helvede er det, du siger? Tror du, jeg kunne finde på at lave den slags? Den slags svineri?” Jeg lyner hættetrøjen op. Min t-shirt er lidt laset, fugtig, og den klistrer til mig, så han kan se mine piercinger. Han tjekker mine arme ud, ser malerpletterne oven på tatove­ ringerne. Farve som en form oven på farve i min hud. Lyset fra bordlampen fanges i mine fingerringe, da min ene hånd glider ned og hen over mit skridt. Op over min brystkasse, min brystvorter stritter mod ham gennem stoffet. Jeg tager den af. Han æder det syn, som om han kunne kneppe mig, bare ved at se på mig. “Jeg siger bare, at det ikke gør noget. Du må godt male mig. Jeg har set, at du har tjekket mig ud fredag efter fredag. Du har lyst til noget andet, noget råt. Det er ok. Du pirrer mig. Du er interessant, det ville være en ære. Mal mig.” Han flytter ikke øjnene fra mine fingre, jeg åbner mit bælte langsomt. “Du tager fejl, jeg er ikke til mænd, og jeg har ikke lavet de billeder. Jeg er ikke ... en kunstnerluder, som du kaldte ...” Han er klar nu. Jeg lyver, sutter på min egen finger og ser på ham. 36

Novellesamling.indd 36

10/06/13 15.43


“Ok, så det er ikke dig. Det er jo også lige meget, hvem der har lavet det, når det virker så godt. Se os to deroppe. På vrangen. Jeg vil gerne mærke det. Kom nu ...” “Du gør mig en smule utilpas. Eller måske er det bille­ derne. Jeg ved ikke helt, om jeg skal kaste op eller spille pik til dem.” “Det er præcis sådan, jeg har det. Hvad ville du helst se på lige nu, de skide billeder eller mig, mens jeg rører mig selv? Jeg er fucking ved at dø her. Du har gloet på mig hele aftenen, og nu det her.” Han overvejer det, mens jeg lyner ned. Han smiler, øjne­ ne flytter sig ned. “Billederne. Men du må godt, hvis du vil. Jeg skal gå om lidt, jeg er inviteret til et særarrangement. Man regner med mig.” Han lader, som om han ikke er ved at sprænges i de buk­ ser. Jeg flytter lærrederne, så versionen af mig ser ud til ræk­ ke ud efter hans pik. “Ja, det sagde du. Prøv lige at se dér. Det er perverst. Hør ... det kunne være vores hævn, ikke? Jeg har sådan lyst til at få dig til at komme ud over bagsiden af det lærred. Så kunne din sperm sidde der, være sin egen proces bag motivet, syn­ ke ind i fibrene, sætte din duft og dit mærke bag. Det ville være så cool. Vend dig om. Se på det.” Og han gør det kraftedeme. Han lader mig åbne sine bukser. Åbne skjorten. Han har virkelig en blød hud, og han dufter fantastisk, og der er hår. Præcis som jeg havde fanta­ seret om. Vidunderlige, kraftige og meget glatte hår, og de glider ned i et nedklippet kruset flor, der indrammer roden af hans pik. Han er så hård, og han vil gerne have min hånd der. Ringene på mine fingre laver musik mod skaftet. Han føles varm og glat mod min hånd, der er ru af malerplet­ ter og metallisk, mens den bevæger sig om hans glinsende, dunkende kød. Pikken er smuk og tyk, læner mere til den ene side end på billedet, men det gør ingenting. Han si­ 37

Novellesamling.indd 37

10/06/13 15.43


ger ikke noget, men læner sig tilbage, hviler sig mod mig, mens jeg river ham af. Jeg rækker ned med den anden hånd, mærker tyngden i hans nosser. Han stønner. Med den der varme, dybe og lidt ru stemme. Der er en desperation over det, det går næsten for stærkt, jeg sænker farten, mens jeg taler til ham. “Det er lige meget, hvem der har malet det. Det er lige meget, for det tænder dig, at du har inspireret nogen, du er blevet en ting, kondenseret gennem en andens blik, du har lyst til at sprøjte ud over den her version af dig selv, bare komme ud over det. Det har ikke noget at gøre med, om det er mig eller dig på det billede, det er måden, det er lavet på. Skamløst og uhæmmet og liderligt. Det er sådan, du er indeni. Nogen har endelig set dig.” Han rækker bagud, kigger ikke på mig, men tager fat i mig, rører ved mig. Ikke klodset, men krævende. Som om han har gjort det før. “Gør det samme, jeg vil se din saft mod min saft. Mod det forbandede billede. Vi gør det kraftedeme ... klem til, ja, ja, ja, for HELvede, JA!” Han brøler og kommer fuldstændigt vanvittigt, ud over min hånd, helt over på billedet, hans krop ryster, og han gisper tungt, mens jeg gnider det sidste ud af ham. Der er lidt på betongulvet. Jeg ler, han ser forlegen ud, han slipper mig, som om han er nervøs for, at han skal gøre gengæld, jeg ryster på hovedet, det gør ikke noget, men han skal se på mig. Og jeg fjerner min hånd, slikker lidt af ham i mig, indsnuser duften af hans pik mod min håndflade og han kan se, at jeg er fucking vild med duften og smagen af ham. Så tager jeg fat om min egen pik, bruger hans sæd mod mig selv, jeg mærker mine ringe, mærker ruheden fra mine ma­ lerpletter, nyder, hvordan han bare ser og ser, virkelig æder synet af mit arbejde med mig selv, og det er det, der får mig til at sperme ud over billedet. Hans blå blik på min pik. “Det var ...” 38

Novellesamling.indd 38

10/06/13 15.43


Han får styr på sig selv, mens han taber ordene. Tager uni­formen på, ser næsten helt fornuftig ud nu. Han smiler. Jeg tørrer mig i min t-shirt, lyner hættetrøjen og siger: “Ja, det var.” Han flytter blikket over til lærredet. “Tror du, det vil kunne ses på forsiden?” “Aner det ikke. Er det ikke lige meget?” “De går jo for en 50-60.000, de der.” “Fuck det.” “Du? Jeg ville sætte pris på, at det her aldrig kommer vi­ dere.” Selvfølgelig lover jeg det. Det handler om at skabe tillid. Det er en af hovedreglerne for kunst. At man skal have tillid, især til sig selv, man skal turde den tillid, så man kan give alt i sig. Men det handler også om at være villig til at smadre alting, når det kræves. Det sidste siger jeg selvfølgelig ikke. “Jo. Hvem fanden skulle jeg også sige det til?” Han ser lidt lost ud. Måske er han ved at føle sig ædru nu. Fandens. Tiden er ved at løbe fra os. Jeg mangler lidt, før jeg kan slippe ham. “Og i lige måde. Jeg kan jo heller ikke vide, hvem du snak­ker med. Du kunne jo lige så godt fortælle historien om en hipstertype, der var helt syg for at gokke dig af i et baglokale. Kan vi lave en pagt? Smag på det mærke, vi har sat. Bare lidt. Jeg vil se dig dyppe fingeren i det. Sluge det.” Han gør det. Lidt uinteresseret sætter han en tommel i det hvide oven på farverne. Det lyser op. Han blander vores sperm sammen og sutter på sin finger. Som om det var in­ genting, som om det var smeltet is. Langsomt. Som om han kan lide det. Det er så fucking smukt. Jeg har det, som om jeg har set og skabt noget, der ændrer alt. “Godt nok? Jeg skal virkelig af sted nu.” “Ja. Det er ok. Tak. Jeg bliver lidt, rydder op efter os. Tager en øl, mens jeg alligevel er her. Jeg skal ud på Vesterbro bag­ efter. Måske en anden gang?” 39

Novellesamling.indd 39

10/06/13 15.43


Han nikker. Forsvinder ud i den nattemørke baggård. Jeg er afslappet og oppe at køre på samme tid. Nærmest svæ­ vende, selvom adrenalinet begynder at sive ud ad porerne på mig. Jeg hører ham vælte en cykel, bande over det. Der bliver stille. Jeg standser kameraet på reolen, åbner døren til assisten­ terne. Det vil nok tage ham omtrent syv minutter, før han er nået ud af baggården, rundt om karreen og er kommet hen til galleriet på ydersiden. Billederne bliver båret ud. Du bliver hængende. Spørgelysten. “Det lød, som om det var godt? Hvem endte du med?” Jeg giver dig kun det her. Det er mellem mig og ham. Uanset, hvor udstillet han vil føle sig. Ingen vil kunne gen­ kende ham. Men de vil se alt. Som jeg har set ham. Hans finger, hans læber. Ham, der sutter på det. Han kommer til at se det i ord, det er første gang, jeg har arbejdet i neon. “Make a deal with God. Get him to swallow.” Jeg synger det. Det lyser mod dem, der allerede er i gal­ leriet, jeg kan høre jubel, mens assistenterne hænger lærre­ derne op som performance. Jeg siger: “Ja, det blev fint. Begynd at lukke dem ind til særvisnin­ gen i det andet rum. Jeg går over i atelieret, klipper det sam­ men og laver et loop til projektoren, smider dig et link. Jeg skulle have kørt med visuals for længe siden. Det bliver det fedeste show. Jeg er helt ked af, jeg ikke kan være der. Er der for resten vin nok?”

Novellesamling.indd 40

10/06/13 15.43


360° Copyright © forfatterne og Lindhardt og Ringhof Forlag, 2013 Omslag: Nete Banke/Imperiet Bogen er sat med Palatino hos Lymi Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-38461-9 1. udgave, 1. oplag Trykt i Latvia, 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont.

Novellesamling.indd 2

10/06/13 15.43


17 mm

Forsigtigt skubbede han kjolen længere ned. Den gled af sig selv, til den nåede hendes hofter, som bredte sig udad, og ballerne, der stod stærke og spændte. Herfra måtte han lempe den videre, til den igen af sig selv gled det sidste stykke ned om hendes ben og landede som en lyserød silkesø på gulvet. Jeg trak vejret tungt, aldrig havde jeg set så megen skønhed; og så stærk en skønhed. Hun stod rank og stolt mellem os. Jeg stod foran hende og så ned over hendes bryster og videre ned over maven med de svage skyggefelter om musklerne, fordybningen navlen lå i, den svage antydning af hofteben, de lange stærke lår, og det sorte krus af hår. Fra Karen Fastrups novelle Salma, jeg og Black Sugar King Cane

137 mm

Erotiske noveller af Karen Fastrup Morten Brask Lotte Garbers Henriette Rostrup Betty Frank Simonsen Torben Munksgaard Susanne Staun Kristiane Hauer Stephanie Gaarde Caruana Anne-Marie Vedsø Olesen Marianne Sophia Wise

360˚ Erotiske noveller

215 mm

137 mm

www.lindhardtogringhof.dk

360˚

Lindhardt og Ringhof

360 grader af karen fastrup m fl  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you