Page 1


Suzanne CollinS

OPRØR På dansk ved Camilla Schierbeck

Gyldendal


Oprør er oversat fra engelsk efter ‘Mockingjay’ af Camilla Schierbeck Tekst copyright: © Suzanne Collins 2010 Published by arrangement with Scholastic Press, an imprint of Scholastic Inc. Dansk udgave: copyright © Gyldendal 2011 Omslagsfoto: NordicPhotos / POLFOTO Omslagsillustration: Johan Nilsson / Kombinera Omslagstilrettelægning: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med AGaramond hos Viborg Maskinsætteri og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck 1. udgave, 6. oplag Printed in Germany 2012 ISBN: 978-87-02-07458-1 www.gyldendal.dk

®

MIX Papir fra ansvarlige kilder

www.fsc.org

FSC® C083411

Bogen er trykt på FSC®-mærket papir. Flere oplysninger på www.FSC.dk


Del 1 • Asken •


1 Jeg stirrer på mine sko og ser asken lægge sig som et fint lag på det slidte læder. Her stod sengen, som jeg delte med min søster, Prim. Derovre var køkkenbordet. Murbrokkerne fra den sammenfaldne skorsten er det eneste, der er at orientere sig ud fra. Resten af huset er et hav af grå aske. Der er næsten ikke noget tilbage af Distrikt 12. For en måned siden udslettede Capitols brandbomber de stakkels minearbejderes huse i Fugen, butikkerne i byen, ja selv Retsbygningen. Det eneste område, der gik fri af bombardementet, var Vinderbyen. Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Måske så de, der er tvunget til at tage herud fra Capitol, har et nogenlunde sikkert sted at opholde sig. En udsendt reporter. En komite, der skal besigtige kulminerne. En deling Fredsvogtere på udkig efter flygtninge, der forsøger at vende tilbage. Men der er ingen, der kommer tilbage, lige med undtagelse af mig. Og det er kun for et kort besøg. Myndighederne i Distrikt 13 var ikke meget for at lade mig komme tilbage. De betragtede det som en dyr og meningsløs tur. Lige nu svæver der mindst tolv usynlige aerofartøjer oppe over mig af hensyn til min sikkerhed, og så er der ikke engang værdifulde oplysninger at indbe7


rette fra turen. Men jeg var nødt til at se det. Faktisk var jeg så opsat på det, at jeg stillede det som en betingelse, hvis jeg skulle samarbejde med dem. Til sidst måtte Plutarch Heavensbee, Overspilmesteren som havde organiseret oprørerne fra Capitol, overgive sig. „Så lad hende tage af sted. Hellere spilde en dag på det end endnu en måned. Måske vil en lille tur til 12 faktisk overbevise hende om, at vi er på samme side.“ På samme side. En smerte jager i min venstre tinding, og jeg presser min hånd mod den. Lige dér, hvor Johanna Mason slog mig med metaltrådstromlen. Minderne vælter rundt i mit hoved, og jeg forsøger at finde ud af, hvad der er sandt, og hvad der er falsk. Hvad er det, der er årsagen til, at jeg nu står i ruinerne af min by? Det er svært, for eftervirkningerne af den hjernerystelse, jeg fik fra slaget, har ikke helt lagt sig, og mine tanker har stadig en tendens til at rode sammen. Og medicinen, der skal dulme smerten og min sindsstemning, har det med at få mig til at se syner. Tror jeg. Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at det var en hallucination, da gulvet på hospitalet en aften pludselig forvandlede sig til et tæppe af slanger, der lå og vred sig. Jeg benytter mig af en teknik, som en af lægerne har lært mig. Jeg begynder med de helt enkle ting, som jeg ved er sande, og arbejder mig langsomt hen imod de mere komplicerede ting. Remsen begynder at køre i mit hoved … Mit navn er Kattua Everdeen. Jeg er sytten år. Jeg bor i Distrikt 12. Jeg var med i Dødsspillet. Jeg flygtede. Capitol hader mig. Peeta er deres fange. Man formoder, at han er død. Han er nok død. Det er nok bedst, hvis han er død … 8


„Kattua. Skal jeg komme ned?“ Gales stemme når mit øre via den øresnegl, som oprørerne insisterede på, at jeg skulle have på mig. Min bedste ven sidder oppe i aerofartøjet og holder skarpt øje med mig, klar til at komme løbende hvis noget skulle gå galt. Det går op for mig, at jeg sidder foroverbøjet med ansigtet gemt i mine hænder. Jeg må ligne en, der er på kanten af et nervøst sammenbrud. Det går ikke. Især ikke, fordi de omsider er ved at trappe ned på medicinen. Jeg retter mig op og vifter afvisende til ham. „Nej. Jeg er okay.“ Og for at understrege dette begynder jeg at bevæge mig væk fra mit gamle hus og ind mod byen. Gale bad om at blive sat af i 12 sammen med mig, men han insisterede ikke, da jeg afslog hans selskab. Han ved godt, at jeg ikke ønsker at have nogen hos mig i dag. Ikke engang ham. Nogle ture må man gå alene. Sommeren har været brændende varm og tør. Der har ikke været nogen regn til at slå askebunkerne fra angrebet ned. Asken hvirvler op i takt med, at jeg bevæger mig hen over den. Der har ingen vind været til at sprede den. Jeg holder øjnene rettet mod det, som jeg husker som vejen, for da vi landede på Engen, og jeg trådte ud af aerofartøjet, så jeg mig ikke ordentlig for og ramte derfor en sten. Som ikke var en sten, men et kranium. Det trillede omkring, så ansigtet lå opad, og jeg stod længe og kiggede på tænderne og tænkte på, hvem de tilhørte, og at mine sikkert ville se ligesådan ud, hvis det var mig, der havde ligget der. Af gammel vane holder jeg mig til vejen, men det er ikke noget godt valg, for den er fuld af resterne fra dem, der prøvede at flygte. Nogle er brændt helt op. Mens an9


dre, der har undgået de værste flammer, sikkert er blevet kvalt af røgen og nu ligger i forskellige stadier af forrådnelse, dækket af fluer og som føde for ådselæderne. Jeg slog jer ihjel, tænker jeg, da jeg går forbi en bunke lig. Og dig. Og dig. For det gjorde jeg. Det var min pil, der blev skudt mod det svage punkt i kraftfeltet, der omgav arenaen, og som var årsag til dette helvede af en hævnaktion. Som slyngede landet Panem ud i kaos. Jeg genkalder mig de ord, som præsident Snow udtalte samme morgen, jeg skulle påbegynde Vinderturen: ‘Kattua Everdeen, pigen med ild i. Du har antændt en gnist, og hvis den ikke holdes nede, kan den blive begyndelsen på et inferno, der i sidste ende kan tilintetgøre Panem.’ Og han havde ikke overdrevet eller været ude på at skræmme mig. Det var, måske, et oprigtigt forsøg på at få min hjælp. Men jeg havde allerede sat noget i gang, jeg ikke var i stand til at styre. Det brænder. Det brænder stadig, tænker jeg sløvt. Det vælter stadig ud med store sorte røgskyer fra ilden i kulminerne. Men der er ingen tilbage til at bekymre sig om det. Over halvfems procent af distriktets indbyggere er døde. De resterende otte hundrede mennesker, eller deromkring, er flygtninge i Distrikt 13 – hvilket, efter min mening, er det samme som at være hjemløs resten af sit liv. Jeg ved, at jeg ikke bør tænke sådan, at jeg bør være taknemmelig for den måde, de har budt os velkommen på. Syge, sårede, sultende og tomhændede. Men jeg har stadig svært ved at se igennem det faktum, at Distrikt 13 var skyld i 12’s udslettelse. Ikke fordi det fritager mig for 10


skylden – den er der rigeligt af, skyld. Men uden dem ville jeg ikke have været del af et større komplot mod Capitol, eller have haft de nødvendige midler til at gennemføre det. Indbyggerne i Distrikt 12 havde ingen organiseret modstandsbevægelse. Ingen indflydelse på det her. De var bare så uheldige at have mig. Nogle af de overlevende mener, at det er heldigt, at vi endelig er sluppet af med Distrikt 12. At vi omsider er flygtet fra den evige sult og undertrykkelse, de livsfarlige miner og piskene fra vores sidste Overfredsdommer, Romulus Thread. Og det, at vi har et nyt hjem, bliver betragtet som et mirakel, især fordi vi for ikke så længe siden ikke havde den fjerneste ide om, at Distrikt 13 stadig eksisterede. Det er udelukkende Gales fortjeneste, at de overlevende nåede at flygte, selvom han overhovedet ikke vil acceptere det. Lige så snart Jubilæumsspillet var overstået – lige så snart jeg var blevet hentet ud af arenaen – var elektriciteten i Distrikt 12 blevet lukket ned, fjernsynet var gået i sort, og Fugen blev så stille, at folk kunne høre hinandens hjerter banke. Der var ingen, der protesterede eller fejrede det, der var sket i arenaen. Og alligevel blev himlen i løbet af et kvarter dækket af aerofartøjer, og bomberne regnede ned over dem. Det var Gale, der kom i tanke om Engen, et af de få steder, der ikke var bebygget med gamle træhuse dækket af et tyndt lag letantændeligt kulstøv. Han fik så mange som muligt ud på Engen, inklusive min mor og Prim. Han fik folk til at vælte nettet – som nu bare var et harmløst hegn uden elektricitet – og ledte dem ind i skoven. Han førte dem til det eneste sted, han lige kunne komme 11


i tanke om: søen, som min far havde vist mig som barn. Og herfra betragtede folk de fjerne flammer, der åd sig ind på alt det, de havde haft. Da dagen gryede, var bombemaskinerne væk, ildebrandene var ved at dø ud, og de sidste flygtninge var nået frem til lejren. Min mor og Prim havde fået en interimistisk klinik på benene og forsøgte at behandle folk med det, de kunne finde i skoven. Gale havde to buer og pile, en jagtkniv, et fiskenet og over otte hundrede skrækslagne mennesker, der skulle have mad. Med hjælp fra dem, der var sluppet helskindet fra bombardementet, klarede de sig i tre dage. Og så var det, at aerofartøjerne pludselig dukkede op og evakuerede dem til Distrikt 13, hvor der var rigeligt med rene hvide boenheder, tøj og tre måltider om dagen. Boenhederne lå desværre under jorden, tøjet var ens, og maden smagte stort set ikke af noget, men det var småting for flygtningene fra 12. De var i sikkerhed. Der var nogle, der tog sig af dem. De var i live og blev budt ivrigt velkommen. Denne entusiasme blev fortolket som venlighed. Men en mand ved navn Dalton, en flygtning fra Distrikt 10, som klarede turen til 13 til fods for nogle år siden, afslørede den egentlige grund til venligheden. „Distrikt 13 har brug for jer. Mig. De har brug for os alle. For et stykke tid siden var der en slags koppe-epidemi, der kostede mange livet og gjorde en del ufrugtbare. Nyt avlsmateriale. Det er, hvad vi er for dem.“ Tilbage i 10 havde han arbejdet på en af kvægfarmene, hvor han sikrede den genetiske mangfoldighed i flokken ved at indoperere kalvefostre, der havde været frosset ned i årevis. Han har sikkert ret med hensyn til 13, for det virker ikke, som 12


om der er særlig mange børn. Og hvad så? Vi er ikke lukket inde i små bure, vi bliver oplært i forskellige arbejdsfunktioner, børnene går i skole. De, der er over fjorten, har mulighed for at melde sig ind i militæret og bliver respektfuldt tiltalt som ‘soldat’. Hver eneste flygtning er automatisk blevet tildelt borgerskab af myndighederne i Distrikt 13. Og alligevel hader jeg dem. Men jeg hader næsten alle nu. Allermest mig selv. Jorden under mine fødder bliver hård, og gennem et tæppe af aske kan jeg mærke brostenene fra torvet. Torvet er omkranset af lave ruiner, som engang var butikker. Retsbygningen er nu ikke andet end en sortsveden bunke murbrokker. Jeg går hen til det sted, hvor jeg mener, at bageriet, som Peetas familie ejede, engang var. Der er ikke andet tilbage end den smeltede ovn. Peetas forældre og hans to ældre brødre nåede aldrig frem til 13. Det var kun en lille håndfuld af de mere ‘velhavende’ fra Distrikt 12, der undslap flammerne. Peeta ville alligevel ikke have noget eller nogen at vende hjem til. Bortset fra mig ... Jeg går baglæns væk fra bageriet og støder ind i noget, mister balancen og sætter mig på noget metal, der er varmet op af solen. Jeg undrer mig over, hvad det kan være, og kommer så i tanke om Threads seneste ombygning af torvet. Gabestokke, pæle til afstraffelse, og så det her, resterne af galgerne. Ikke godt. Det er rigtig skidt. Det sætter en bølge af billeder i gang, der piner og plager mig, både når jeg er vågen, og når jeg sover. Af Peeta der bliver tortureret – druknet, brændt, pisket, får strøm igennem sig, bliver lemlæstet, tævet – fordi Capitol forsøger at tvinge oplysninger ud af ham om et oprør, som 13


han ikke har kendskab til. Jeg kniber øjnene i og forsøger at nå ham hundredvis af kilometer væk, for at sende mine tanker til ham, for at lade ham vide, at han ikke er alene. Men det er han. Og jeg kan ikke hjælpe ham. Jeg løber. Væk fra torvet og hen til det eneste sted, som ilden ikke har hærget. Jeg passerer ruinen af borgmesterens hus, hvor min ven Madge boede. Intet nyt om hende eller hendes familie. Blev de evakueret til Capitol på grund af hendes fars position, eller blev de overladt til flammerne? Asken hvirvler op omkring mig, og jeg trækker trøjen op for munden. Det er ikke tanken om, hvad det er, jeg får i munden, men hvem, som er ved at kvæle mig. Græsset er brændt af, og asken ligger også her overalt, men de tolv huse i Vinderbyen står ellers uden en skramme. Jeg kaster mig ind i huset, jeg boede i, smækker døren efter mig og læner mig op ad den. Det ser ikke ud til, at her har været nogen. Rent. Uhyggeligt stille. Hvorfor kom jeg tilbage til 12? Hvordan kan dette besøg bringe mig nærmere et svar på det spørgsmål, jeg ikke kan løbe fra? „Hvad skal jeg gøre?“ hvisker jeg til væggene. For jeg ved det virkelig ikke. Folk bliver ved med at tale til mig, tale, tale, tale. Plutarch Heavensbee. Hans beregnende assistent, Fulvia Cardew. En masse forskellige distriktsledere. Militære overhoveder. Men ikke Alma Coin, præsidenten i 13, der bare ser til. Hun er omkring de halvtreds og har gråt, glat hår ned til skuldrene. Jeg er fascineret af hendes hår, der virker så uniformt, uden fejl, krøl eller slidte spidser. Hendes øjne er grå, men ikke ligesom folkenes i Fugen. 14


Hendes er meget blege, som om al farven er blevet suget ud af dem. Ligesom farven på tøsne, man helst så smelte hurtigst muligt. De vil alle gerne have, at jeg påtager mig den rolle, som de har skræddersyet til mig. Symbolet på revolutionen. Sladredroslen. Det er ikke nok, det jeg har gjort tidligere, at trodse Capitol i Dødsspillet og dermed startet en løbeild. Jeg er nødt til at blive oprørets frontfigur, ansigtet, stemmen, legemliggørelsen af oprøret. Den person, som distrikterne – hvoraf de fleste nu ligger i åben krig med Capitol – kan regne med vil rydde vejen til sejr. Jeg skal ikke klare det alene. De har et helt hold af folk, der skal gøre mig præsentabel, klæde mig på, skrive mine taler, styre min fremtoning – hvilket lyder uhyggeligt bekendt – og det eneste, jeg skal gøre, er at spille rollen. Nogle gange lytter jeg til dem, og andre gange sidder jeg bare og betragter Coins perfekte hår og spekulerer over, om det mon er en paryk. Til sidst forlader jeg rummet, fordi jeg får hovedpine, eller fordi det er spisetid, eller fordi jeg er meget tæt på at skrige, hvis jeg ikke kommer op over jorden. Jeg gør mig ikke den ulejlighed at sige noget. Jeg rejser mig bare og går. I går eftermiddag, da døren lukkede bag mig, hørte jeg Coin sige: „Jeg sagde jo, at vi skulle have reddet drengen først.“ Hun mente Peeta. Hvilket jeg giver hende fuldstændig ret i. Han ville have været et førsteklasses talerør. Og hvem fiskede de ud af arenaen i stedet for? Mig, der ikke vil samarbejde. Så er der Beetee, en gammel opfinder fra 3, som jeg sjældent ser, fordi han blev hevet ind til våbenudvikling, i samme øjeblik han var i stand 15


til at sidde oprejst. De kørte ham bogstavelig talt ud fra hospitalet i hans hospitalsseng og ind på et tophemmeligt område, og nu dukker han kun op til måltiderne en gang imellem. Han er meget klog og meget samarbejdsvillig, men ikke lige den oplagte frontfigur. Og så er der Finnick Odair, sexsymbolet fra fiskedistriktet, der holdt Peeta i live i arenaen, da jeg ikke kunne. De arbejder også på at gøre Finnick til en oprørsleder, men det kræver, at han er vågen mere end fem minutter ad gangen. Selv når han er vågen, er man nødt til at sige tingene til ham tre gange for at nå igennem til ham. Lægerne siger, at det er en bivirkning fra det elektriske chok, han fik i arenaen, men jeg ved, at det er mere kompliceret end som så. Jeg ved, at Finnick ikke kan fokusere på noget i 13, fordi han så desperat forsøger at finde ud af, hvad der sker med Annie i Capitol, den sindssyge pige fra hans distrikt, som er det eneste menneske på jorden, han elsker. Selvom jeg har mine forbehold, var jeg nødt til at tilgive Finnick for hans medvirken i den sammensværgelse, der fik mig hertil. Han har i det mindste en ide om, hvad jeg gennemgår. Og det kræver alt for meget energi at være vred på en, der græder så meget. Jeg lister mig gennem den nederste etage for ikke at tiltrække opmærksomhed. Jeg tager nogle minder med mig: et foto af mine forældre på deres bryllupsdag, et blåt hårbånd til Prim, familiens bog over medicinske og spiselige planter. Bogen falder på gulvet og åbner på et opslag med gule blomster, og jeg lukker den hurtigt igen, for det er Peeta, der har malet dem. Hvad skal jeg gøre? 16


Kan det overhovedet betale sig at gøre noget? Min mor, min søster og Gales familie er i sikkerhed. Og hvad angår resten af folkene i 12, så er de enten uigenkaldeligt døde eller beskyttet i 13. Så er der oprørerne i distrikterne. Jeg hader selvfølgelig Capitol, men jeg har ikke tillid til, at jeg, som Sladredroslen, vil være til nogen hjælp for dem, der forsøger at bekæmpe Capitol. Hvordan kan jeg hjælpe distrikterne, når alle mine handlinger medfører smerte og tab af menneskeliv? Den gamle mand i Distrikt 11, der blev skudt for at fløjte. Straffen i 12, efter at jeg blandede mig i piskningen af Gale. Min stylist, Cinna, der blev slæbt blodig og bevidstløs ud af indledningsrummet før Spillets begyndelse. Plutarchs kilder mener, at han døde under forhøret. Dygtige, fantastiske Cinna er død takket være mig. Jeg skubber tanken fra mig, fordi den er så uudholdelig, at den truer med at vælte mit i forvejen skrøbelige fundament. Hvad skal jeg gøre? Hvis jeg bliver Sladredroslen ... kan jeg så gøre noget godt for at opveje alle ødelæggelserne? Og hvem kan besvare det spørgsmål for mig? I hvert fald ikke indbyggerne i 13. Nu, da min familie og Gale er i sikkerhed, kunne jeg så let som ingenting stikke af. Hvis ikke det var for én uafklaret ting. Peeta. Hvis jeg med sikkerhed vidste, at han var død, ville jeg bare forsvinde ind i skoven og aldrig se mig tilbage. Men indtil da sidder jeg fast. Jeg drejer om på hælen ved lyden af en hvæsen. I døråbningen ud til køkkenet står verdens grimmeste kat og skyder ryg med ørerne lagt tilbage. „Smørblomst,“ siger jeg. Tusindvis af folk er døde, men den har overlevet og ser oven i købet velnæret ud. Af hvad? Den kan komme 17


ind og ud af huset gennem et vindue i køkkenet, som altid stod åbent. Den må have spist markmus. Jeg nægter at tænke på alternativet. Jeg sætter mig på hug og rækker en hånd frem. „Kom her, mis.“ Som om! Den er vred over at være blevet efterladt. Desuden tilbyder jeg ikke mad, og det har kun været min evne til altid at finde rester til den, der har gjort vores forhold tåleligt. Der var engang, hvor vi plejede at mødes i det gamle hus, fordi ingen af os brød os om det nye, hvor det faktisk virkede, som om vi var en smule knyttet til hinanden. Det er tydeligvis ovre nu. Den blinker med sine ubehagelige gule øjne. „Vil du hjem til Prim?“ spørger jeg. Hendes navn fanger kattens opmærksomhed. Ud over dens eget navn, er det det eneste ord, der har nogen betydning for den. Den mjaver rustent og nærmer sig. Jeg samler den op, stryger den over pelsen og går hen til skabet og finder min gamle jagttaske frem, som jeg propper den ned i. Det er den eneste måde, jeg kan få den transporteret op i aerofartøjet på, og Smørblomst betyder alverden for min søster. Hendes ged, Lady, der faktisk havde en vis værdi, har desværre ikke vist sig. Gale fortæller mig i øresneglen, at det er på tide at vende om. Men jagttasken har fået mig til at tænke på endnu en ting, som jeg vil have med. Jeg hænger tasken over en stol og løber op ad trappen til mit værelse. Inde i skabet hænger min fars jagtfrakke. Før Jubilæumsspillet hentede jeg den hertil fra det gamle hus, fordi jeg mente, at den ville yde en form for tryghed for min mor og søster, når jeg døde. Gud ske tak og lov for det, ellers var den blevet til aske. 18


Det bløde læder føles betryggende, og et kort øjeblik bliver jeg rolig ved tanken om alle de timer, jeg har haft den omkring mig. Og så begynder mine håndflader af uvisse årsager at blive svedige. En mærkelig følelse fylder mig. Jeg vender mig lynhurtigt omkring, men rummet er tomt. Pænt. Alt står på sin plads. Det var ingen lyd, der alarmerede mig. Men hvad så? Jeg rynker næsen. Det er lugten. Klæbende og kunstig. En hvid plet lyser op blandt en buket tørre blomster i en vase på mit sengebord. Jeg nærmer mig forsigtigt. Og der, omkranset af sine døde artsfæller, står en frisk, hvid rose. Perfekt. Helt ned til den mindste torn og de silkebløde kronblade. Og jeg ved med det samme, hvem der har sendt mig den. Præsident Snow. Lugten er ved at kvæle mig, og jeg vælter ud af værelset. Hvor længe har den stået der? En dag? En time? Oprørerne foretog et sikkerhedstjek af Vinderbyen, før jeg fik adgang til den. De så efter bomber, aflytningsudstyr og andet usædvanligt. Men måske virkede rosen ikke bemærkelsesværdig på dem. Kun på mig. Nedenunder flår jeg tasken til mig og slæber den efter mig, indtil jeg kommer i tanke om, at den har en passager. På plænen gør jeg ivrigt tegn til aerofartøjet, mens Smørblomst vælter rundt i tasken. Jeg skubber til den med albuen, men det gør den kun endnu mere arrig. Et aerofartøj dukker op, og en stige bliver hejst ned. Jeg træder op, og strømmen sørger for at holde mig fast, indtil vi er om bord. Gale hjælper mig af stigen. „Er du okay?“ 19


„Ja ja,“ siger jeg og tørrer sveden af min pande med ærmet. Han gav mig en rose! Jeg har lyst til at skrige, men jeg er ret sikker på, at det ikke er den slags oplysninger, jeg skal dele med nogen, mens Plutarch er i nærheden. Først og fremmest fordi det vil få mig til at fremstå som skør. Som om det er noget, jeg har forestillet mig, hvilket også er en mulighed, eller som om jeg overreagerer. Begge dele ville betyde en tur tilbage til det medicinerede drømmeland, som jeg prøver at slippe ud af. Der er ingen, der vil forstå meningen – at det ikke bare er en blomst, og ikke bare en af præsident Snows blomster, men at det er et løfte om hævn – for det var kun mig, der sad i det lille kontor med ham, da han truede mig før Vinderturen. Den kridhvide rose på mit sengebord er en personlig hilsen til mig. Den betyder, at vi ikke er færdige endnu. Den hvisker. Jeg finder dig. Jeg er i nærheden af dig. Hvem ved, måske sidder jeg lige nu og kigger på dig.


2 Er der Capitol-aerofartøjer på vej for at skyde os ned? Mens vi flyver hen over Distrikt 12, kigger jeg uroligt efter tegn på angreb, men vi har ingen efter os. Jeg slapper dog først af, da jeg overhører Plutarch og piloten bekræfte, at luftrummet er frit. Gale nikker hen mod de jamrende lyde fra min jagttaske. „Nu ved jeg, hvorfor du var nødt til at tage tilbage.“ „Jeg var i hvert fald nødt til at tjekke.“ Jeg sætter tasken på en stol, og det ubehagelige bæst begynder at knurre truende. „Årh, ti stille,“ siger jeg til tasken, da jeg synker ned på puden ved vinduet over for den. Gale sætter sig ved siden af mig. „Det var altså slemt dernede?“ „Det kunne ikke have været værre,“ svarer jeg. Jeg kigger ham i øjnene og ser min egen sorg afspejlet i dem. Vores hænder finder hinanden og holder fast i den del af 12, det ikke er lykkedes Snow at ødelægge. Vi sidder tavse på resten af turen til 13, som kun tager omkring tre kvarter. En tur, der tager en uge til fods. Bonnie og Twill, flygtningene fra Distrikt 8, som jeg mødte i skoven sidste vinter, var altså ikke så langt fra deres mål alligevel. Men de nåede åbenbart aldrig frem. Da jeg forhørte mig om 21


dem i 13, var der ingen der kendte til dem. De døde sikkert i skoven. Oppe fra luften ser 13 omtrent lige så oplivende ud som 12. Ruinerne ligger ikke og ulmer, som Capitol viser det på fjernsynet, men der er så godt som livløst på jorden. I de femoghalvfjerds år, der er gået siden De Mørke Dage, da 13 blev udslettet i krigen mellem Capitol og distrikterne, er næsten alle nye bygninger blevet opført under jorden. Der var i forvejen et enormt undergrundsanlæg, som blev udbygget gennem århundreder til enten at fungere som et skjult tilflugtssted for regeringsledere i krigstid, eller som et sidste opholdssted for menneskeheden, hvis det skulle komme dertil, at det ikke var muligt at opholde sig på jorden. Det allervigtigste for folkene i 13 var det faktum, at stedet var centrum for Capitols udvikling af atomvåben. Under De Mørke Dage lykkedes det oprørerne at tilkæmpe sig kontrollen fra regeringstropperne og omprogrammere atomvåbnene, så deres mål var Capitol. Så slog de en handel af: de ville ‘lege døde’, hvis regeringen til gengæld ville lade dem være i fred. Capitol havde yderligere et arsenal af atomvåben ude vestpå, men et angreb på 13 ville ikke blive uden alvorlige konsekvenser. De var tvunget til at acceptere 13’s betingelser. Capitol tilintetgjorde de synlige rester af distriktet, og afskar al tilgang udefra. Måske troede Capitols ledere, at befolkningen i 13 ville dø af sig selv, når de ikke fik nogen hjælp. Og det var de også lige ved et par gange. Men det lykkedes dem at klare sig igennem ved en streng fordeling af ressourcerne imellem sig, hård disciplin og et konstant opmærksomt øje rettet mod Capitol, hvis de skulle finde på at angribe igen. 22


Nu bor indbyggerne næsten udelukkende under jorden. Man må godt gå udenfor og bevæge sig og få lidt sol, men kun på bestemte tidspunkter i ens skema. Og det er et skema, der ikke er til at overse. Hver morgen skal man stikke sin højre arm ind i et hul i væggen. Så tatoveres dagens skema på den bløde side af ens underarm i en sygelig lilla farve. 7:00 – Morgenmad. 7:30 – Køkkentjans. 8:30 – Uddannelsescenter, rum 17. Og så videre. Blækket er uafvaskeligt indtil 22:00 – Bad. Så ophører den vandskyende effekt, og hele skemaet kan vaskes af. Og når lyset bliver slukket kl. 22:30 betyder det, at alle de, der ikke er på vagt, skal gå i seng. Til at begynde med var jeg så syg på hospitalet, at jeg ikke behøvede tatoveringen. Men da jeg først var flyttet ind i boenhed 307 med min mor og søster, blev det forventet, at jeg deltog i programmet. Med undtagelse af måltiderne er jeg ret ligeglad med det, der står på min arm. Jeg går bare tilbage til vores boenhed, eller vandrer rundt i 13, eller tager mig en lur et sted, hvor jeg ikke kan ses. En glemt udluftningskanal. Bag vandrørene i vaskeriet. Der er et oplagt skab til det i Uddannelsescentret, for der er ingen, der nogensinde gør brug af skolematerialerne. De går så meget op i genbrug her, at affald næsten bliver betragtet som en forbrydelse. Heldigvis har indbyggerne i 12 aldrig smidt særlig meget ud. Men Fulvia Cardew krøllede engang et stykke papir sammen, hvor der kun var skrevet et par ord på, og det blik, hun modtog for den lille forseelse, kunne lige så godt have været rettet mod en mistænkt morder. Hun blev tomatrød i hovedet, hvilket kun fik de indopererede sølvblomster i hendes buttede kinder til at stå endnu klarere frem. 23


Et tydeligt billede på frås. En af mine få nydelser i 13 er at betragte den håndfuld pylrede ‘oprørere’ fra Capitol, der under store anstrengelser forsøger at indordne sig. Jeg ved ikke, hvor længe endnu jeg kan slippe af sted med at ignorere mine værters skemalagte aktiviteter. Lige nu lader de mig være i fred, fordi jeg er blevet klassificeret som mentalt desorienteret – det står der på mit plasticarmbånd fra hospitalet – og alle er nødt til at tolerere min tågesnak. Men det kan ikke vare evigt. Heller ikke deres tålmodighed, når det drejer sig om Sladredroslen. Fra landingspladsen går Gale og jeg ned ad en lang række trapper til boenhed 307. Der er en elevator, men den minder mig for meget om den, der kørte mig op i arenaen. Jeg har svært ved at skulle opholde mig så meget under jorden. Men efter min surrealistiske oplevelse med rosen er jeg for første gang lettet over at skulle væk fra overfladen. Jeg tøver foran dør 307, klar over de spørgsmål min familie vil stille mig. „Hvad skal jeg sige til dem om 12?“ spørger jeg Gale. „Jeg tvivler på, at de vil have detaljer. De så det brænde. De er sandsynligvis mere bekymrede for, om du kan klare det.“ Gale lægger en hånd på min kind. „Ligesom jeg er.“ Jeg presser mit ansigt mod hans hånd et øjeblik. „Jeg skal nok klare mig.“ Så tager jeg en dyb indånding og åbner døren. Min mor og min søster er hjemme til deres 18:00 – Eftertænksomhed, en halv times afslapning inden middagen. De ser bekymret til, mens de forsøger at aflæse min følelsesmæssige tilstand. Før nogen kan nå at spørge om noget, tømmer jeg min taske, og det bliver til 18:00 – Katten 24


tilbedes. Prim sidder på gulvet og græder og vugger den rædselsfulde Smørblomst, der kun afbryder sit spinderi for at hvæse ad mig en gang imellem. Den sender mig et yderst selvtilfreds blik, da hun binder det blå hårbånd omkring dens hals. Min mor knuger bryllupsfotoet ind til sig og sætter det så, sammen med vores plantebog, på den af myndighederne tildelte kommode. Jeg hænger min fars frakke på ryggen af en stol. Og et øjeblik ligner stedet faktisk et hjem. Så var turen til 12 altså ikke helt spild af tid. Vi går ned mod spisesalen til vores 18:30 – Aftensmad, da Gales kommunikator bipper. Den ligner et ur i overstørrelse, men den modtager beskeder. Det er et særligt privilegium at få tildelt en kommunikator, og den bliver kun udleveret til dem, der har gjort sig fortjent til den, hvilket Gale gjorde, da han reddede indbyggerne i 12. „De vil gerne se os to i Kommandoen,“ siger han. Jeg går et lille stykke bag ved Gale og prøver at tage mig sammen, før jeg skal kastes ud i endnu en endeløs Sladredrossel-diskussion. Jeg bliver stående i døråbningen til Kommandoen, som er et højteknologisk møde-/ krigsrådsrum med talende computervægge, elektroniske kort, der viser troppernes positioner i de forskellige distrikter, og et enormt stort firkantet bord med et kontrolpanel, som jeg ikke må røre ved. Men ingen lægger mærke til mig, for de er alle sammen samlet i den anden ende af rummet foran et fjernsyn, der hele tiden viser udsendelser fra Capitol. Jeg står og overvejer at forsvinde lige så stille, da Plutarch, der med sin store skikkelse har skærmet for hele fjernsynet, opdager mig og ivrigt vinker mig hen til sig. Jeg går modvilligt hen imod dem og 25


tænker, at det umuligt kan være særlig spændende for mig. Det er altid det samme. Krigsbilleder. Propaganda. Genudsendelsen af bombardementet af 12. Advarsler fra præsident Snow. Så det er næsten underholdende at se Cæsar Flickerman, den evige vært på Dødsspillet, og hans malede ansigt og skinnende jakkesæt, der er ved at gøre sig klar til et interview. Indtil kameraerne zoomer ud, og jeg kan se, at hans gæst er Peeta. Der kommer en lyd over mine læber. En blanding af et gisp og et støn, som når man har været under vandet så længe, at lungerne skriger efter luft. Jeg skubber folk til side, indtil jeg står lige foran ham, med min hånd på skærmen. Jeg afsøger hans øjne efter tegn på smerte, et glimt af rædselsvækkende tortur. Der er ikke noget. Peeta ser sund og næsten velnæret ud. Hans hud har en perfekt glans, som om han har fået en kropspeeling. Han er fattet og alvorlig. Jeg kan ikke forene dette billede med den gennemtævede, blødende dreng, der hjemsøger mine mareridt. Cæsar sætter sig til rette i stolen over for Peeta og kigger længe på ham. „Så ... Peeta ... velkommen tilbage.“ Peeta sender ham et lille smil: „Og du troede, at du havde haft dit sidste interview med mig, Cæsar.“ „Ja, det må jeg indrømme,“ siger Cæsar. „Aftenen før Jubilæumsspillet ... ja, hvem ville have troet, at vi skulle se dig igen?“ „Det var heller ikke med i mine planer,“ siger Peeta og rynker panden. Cæsar læner sig en lille smule frem i stolen. „Jeg tror, at vi alle er klar over, hvad din plan var. At ofre dig selv i arenaen, så Kattua Everdeen og dit barn ville overleve.“ 26


„Præcis. Kort og godt.“ Peeta lader sine fingre følge mønstret på den polstrede stols armlæn. „Men der var nogle, der havde andre planer.“ Ja, der var nogle, der havde andre planer, tænker jeg. Har Peeta fundet ud af, at oprørerne brugte os som brikker i deres spil? At min redning var planlagt fra starten? Og sidst, men ikke mindst, at vores mentor, Haymitch Abernathy, forrådte os for en sag, han lod, som om han var ligeglad med? I stilheden, der følger, bemærker jeg de linjer, der er dukket op mellem Peetas øjenbryn. Han har gættet det, eller også har de fortalt ham det. Men Capitol har ikke dræbt ham, eller straffet ham. Og lige nu overgår det mit vildeste håb. Jeg suger hans helhed til mig, hans sunde krop og tanker. Det løber igennem mig, som den morfling de har givet mig på hospitalet, og dulmer de sidste mange ugers smerte. „Kan du ikke fortælle os lidt om den sidste nat i arenaen?“ foreslår Cæsar. „Og hjælpe os med at få opklaret et par ting?“ Peeta nikker, men giver sig god tid, før han taler. „Den sidste nat ... hvis jeg skal fortælle dig om den sidste nat ... allerførst er du nødt til at forestille dig, hvordan det føltes at være i arenaen. Det var ligesom at være et insekt fanget under et kæmpeglas med varm, fugtig luft. Og overalt omkring dig er der jungle ... grøn og levende og tikkende. Det kæmpestore ur, der langsomt lader din tid løbe ud. Med hver time følger en ny rædsel. Forestil dig, at de sidste to dage har kostet seksten mennesker livet, hvoraf nogle af dem forsvarede dig. Og med den fart vil endnu otte være døde den følgende morgen. 27


Undtagen en. Vinderen. Og din plan er, at det ikke skal være dig.“ Min krop begynder at svede ved mindet. Mine hænder glider ned over skærmen og hænger slapt ned langs min krop. Peeta behøver ikke en pensel for at male billeder af Spillet. Han klarer det lige så godt med ord. „Når du først er i arenaen, bliver resten af verden uvedkommende,“ fortsætter han. „Alle de mennesker og ting, du elskede og holdt af, holder op med at eksistere. Den lyserøde himmel, uhyrerne i junglen og de andre sonere, der bare vil se dit blod flyde, bliver den eneste virkelighed, der nogensinde har betydet noget. Og selvom du får det dårligt ved tanken, bliver du nødt til at slå ihjel, for i arenaen har du kun ét ønske. Og prisen er høj.“ „Prisen er dit liv,“ siger Cæsar. „Nej nej. Prisen er meget højere end dit liv. At slå uskyldige mennesker ihjel?“ siger Peeta. „Det tømmer dig for alt.“ „Tømmer dig for alt,“ gentager Cæsar stille. Rummet fyldes med tavshed, og jeg kan mærke, at den spreder sig ud over hele Panem. En hel nation, der læner sig frem mod skærmen. For der er ingen, der nogensinde før har fortalt, hvordan det er i arenaen. Peeta fortsætter. „Så du klamrer dig til dit ønske. Og den sidste nat, ja, der var mit ønske at redde Kattua. Men selvom jeg ikke vidste noget om oprørerne, føltes det ikke rigtigt. Det hele blev for kompliceret. Jeg fortrød pludselig, at jeg ikke var stukket af med hende tidligere på dagen, som hun havde foreslået. Men på det tidspunkt var der ingen vej tilbage.“ 28


„Du var alt for optaget af Beetees planer om at sætte strøm til søen,“ sagde Cæsar. „Jeg havde alt for travlt med at lege allieret med de andre. Jeg skulle aldrig have ladet dem skille os ad!“ udbryder Peeta. „Det var der, jeg mistede hende.“ „Da du blev stående ved lyntræet, og hun og Johanna Mason tog tromlen med kobbertråden ned til vandet,“ forklarer Cæsar. „Jeg ville ikke!“ Peeta får røde kinder af ophidselse. „Men jeg kunne ikke diskutere det med Beetee uden at afsløre, at vi ville bryde alliancen. Da kobbertråden blev skåret over, gik alt amok. Jeg kan kun huske bidder af det her og der. Jeg prøvede at finde hende. Jeg så Brutus dræbe Chaff. Jeg dræbte selv Brutus. Jeg ved, at hun råbte på mig. Så ramte lynet træet, og kraftfeltet omkring arenaen ... eksploderede.“ „Det var Kattua, der gjorde det, Peeta,“ siger Cæsar. „Du har selv set gengivelsen.“ „Hun vidste ikke, hvad hun gjorde. Der var ingen af os, der kunne udføre Beetees plan. Man kan se, at hun forsøger at finde ud af, hvad hun skal gøre med kobbertråden,“ giver Peeta igen. „Okay. Det ser bare mistænkeligt ud,“ siger Cæsar. „Som om hun var en aktiv del af oprørernes plan hele tiden.“ Peeta har rejst sig op, læner sig ind mod Cæsar og placerer sine hænder på hans stols armlæn. „Nå, så det mener du? Og var det så også en del af planen at lade Johanna slå hende næsten ihjel? At lade det elektriske chok lamme hende? At udløse bomben?“ Han råber nu. „Hun vidste ikke noget, Cæsar! Ingen af 29


os vidste noget, ud over at vi forsøgte at holde hinanden i live!“ Cæsar lægger sine hænder på Peetas brystkasse, både for at beskytte sig selv og for at berolige ham. „Okay, Peeta, jeg tror på dig.“ „Okay.“ Peeta trækker sig væk fra Cæsar, slipper armlænene og lader hænderne kører gennem sit hår, så han dermed roder op i de ellers meget omhyggeligt satte lyse lokker. Han sætter sig forvirret tilbage i sin stol. Cæsar sidder et øjeblik og betragter Peeta. „Hvad med jeres mentor, Haymitch Abernathy?“ Peetas udtryk bliver hårdt. „Jeg ved ikke, hvad Haymitch vidste.“ „Kunne han have været med i konspirationen?“ „Det sagde han aldrig noget om,“ siger Peeta. Cæsar giver ikke op så let. „Hvad siger dit hjerte dig?“ „At jeg ikke skulle have stolet på ham,“ siger Peeta. „Det er alt.“ Jeg har ikke set Haymitch, siden jeg overfaldt ham på aerofartøjet og gav ham nogle dybe rifter i ansigtet med mine negle. Jeg ved, at han har haft det svært her. Distrikt 13 forbyder enhver form for produktion eller indtagelse af alkohol, og selv hospitalsspritten på sygehuset bliver opbevaret under lås og slå. Nu bliver Haymitch omsider tvunget til at lægge sprutten på hylden, og uden hemmelige lagre af hjemmebryg til at dulme abstinenserne. Han bliver holdt isoleret, indtil han er helt tørlagt, da han ikke er i stand til at begå sig offentligt. Det må være ulideligt for ham, men al min sympati for Haymitch forsvandt, i samme øjeblik det gik op for mig, at han var gået bag vores ryg. Jeg håber, 30


at han ser Capitols udsendelse nu, så han også ved, at Peeta har afskrevet ham. Cæsar klapper Peeta på skulderen. „Vi kan godt holde inde nu, hvis du synes.“ „Var der mere, der skulle diskuteres?“ siger Peeta tørt. „Jeg ville have spurgt, hvad du mener om krigen, men hvis du er for oprørt ...“ begynder Cæsar. „Jeg er bestemt ikke for oprørt til at besvare det spørgsmål.“ Peeta tager en dyb indånding og kigger lige ind i kameraet. „Jeg håber, at alle der ser det her lige nu – hvad enten man er på Capitols side eller oprørernes side – vil stoppe op et øjeblik og tænke over, hvad denne krig kan betyde. For menneskeheden. Vi udslettede næsten hinanden i den sidste krig. Og nu er vi endnu færre. Forholdene er skrøbelige. Er det virkelig det, vi vil? Slå os selv helt og aldeles ihjel? Fordi – hvad? Så en eller anden anstændig art kan arve de rygende rester på jorden?“ „Jeg tror ikke ... Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår ...“ siger Cæsar. „Vi kan ikke blive ved med at bekæmpe hinanden, Cæsar,“ forklarer Peeta. „Til sidst er vi ikke nok mennesker til at fortsætte. Hvis ingen nedlægger sine våben – meget snart – vil det hele være slut om et øjeblik.“ „Så ... du opfordrer til våbenhvile?“ spørger Cæsar. „Ja. Jeg opfordrer til våbenhvile,“ siger Peeta træt. „Skal vi ikke bare bede vagterne om at føre mig tilbage til mit rum, så jeg kan bygge hundred korthuse mere?“ Cæsar vender sig mod kameraet. „Ja, og med det afslutter vi hermed udsendelsen og vender tilbage til vores sædvanlige planlagte programmer.“ 31


Der er musik til sidst, og så dukker en kvinde op og læser højt fra en liste med mangelvarer i Capitol – frisk frugt, soldrevne batterier, sæbe. Jeg tildeler hende usædvanlig stor opmærksomhed, for jeg ved, at alle afventer min reaktion på interviewet. Og jeg kan på ingen måde fordøje alle informationerne så hurtigt – glæden over at se Peeta i live og uskadt, hans forsvar af min uskyld i oprøret, og hans ubestridelige samarbejde med Capitol, nu da han har opfordret til våbenhvile. Han fik det til at lyde, som om han fordømte begge parter i krigen. Men da der i øjeblikket kun er få sejre til oprørerne, ville en våbenhvile kun betyde, at vi ville vende tilbage til vores tidligere liv. Eller værre. Bag mig kan jeg høre beskyldningerne mod Peeta vokse i styrke. Ordene forræder, løgner og fjende flyver gennem rummet. Og da jeg hverken kan istemme mig oprørernes udbrud eller modsige dem, beslutter jeg mig for at gå min vej. Da jeg når hen til døren, hæver Coins stemme sig over de andre. „Du har ikke fået tilladelse til at gå, soldat Everdeen.“ En af Coins mænd lægger en hånd på min arm. Det er bestemt ikke nogen aggressiv bevægelse, men efter arenaen reagerer jeg defensivt på al fremmed nærkontakt. Jeg flår min arm til mig og løber ned ad gangen. Bag mig kan jeg høre tumult, men jeg stopper ikke op. Jeg danner mig et lynhurtigt overblik over mine små mærkelige gemmesteder og ender i skabet med undervisningsmaterialer ved siden af nogle æsker med kridt. „Du lever,“ hvisker jeg og presser mine håndflader mod mine kinder og kan mærke, at jeg smiler så bredt, at det må ligne en grimasse. Peeta er i live. Og en forræder. 32


Men lige nu er jeg ligeglad med, hvad han siger, og hvem han siger det for. Han er i stand til at tale! Efter et stykke tid går døren op, og der kommer en ind. Gale sætter sig ved siden af mig, og hans næse bløder. „Hvad er der sket?“ spørger jeg. „Jeg stod i vejen for Boggs,“ svarer han og trækker på skuldrene. Jeg bruger mit ærme til at tørre hans næse. „Pas på!“ Jeg prøver at gøre det lidt blidere. Jeg dupper i stedet for at tørre. „Hvem er det?“ „Nåh, du ved, Coins højrehånd. Ham der forsøgte at stoppe dig.“ Han skubber min hånd væk. „Holdt op med det der! Du får mig til at bløde ihjel.“ Drypperiet er blevet til en lind strøm. Jeg opgiver mit første-hjælps-forsøg. „Sloges du med Boggs?“ „Nej, jeg blokerede bare hans vej, da han ville løbe efter dig. Og så ramte hans albue min næse,“ siger Gale. „Du bliver sikkert straffet,“ siger jeg. „Det er jeg allerede blevet.“ Han holder sin arm op. Jeg stirrer uforstående på den. „Coin tog min kommunikator.“ Jeg bider mig i læben og prøver at være alvorlig. Men det virker så latterligt. „Det beklager jeg, soldat Gale Hawthorne.“ „Det skal du ikke, soldat Kattua Everdeen.“ Han smiler. „Jeg lignede en idiot med den.“ Vi griner begge to. „Jeg tror, at det var lidt af en degradering.“ Det er en af de få gode ting ved 13. At få Gale tilbage. Nu, da presset fra Capitols arrangerede ægteskab mellem Peeta og mig ikke længere er der, er det lykkedes os at 33


bevare vores venskab. Han presser ikke på – ved at prøve at kysse mig eller tale om kærlighed. Enten er det, fordi jeg har været for syg, eller også vil han lade mig få lidt luft, eller også ved han, at det simpelthen er for ondt, så længe Peeta er i hænderne på Capitol. Lige meget hvad, så har jeg en at dele mine hemmeligheder med igen. „Hvem er de mennesker egentlig?“ siger jeg. „De er os. Hvis vi havde haft atomvåben i stedet for kul,“ svarer han. „Tror du, at 12 ville have svigtet de andre oprørere i De Mørke Dage?“ siger jeg. „Måske. Hvis valget stod mellem at svigte dem, at overgive sig, eller at starte en atomkrig,“ siger Gale. „Det er faktisk utroligt, at de overhovedet har overlevet.“ Måske er det, fordi jeg stadig har aske fra mit eget distrikt på mine sko, at jeg for første gang tænker på 13 med anerkendelse. Fordi de har overlevet imod alle odds. De første år må have været frygtelige, mast sammen i rummene under jorden, efter at deres by var bombet sønder og sammen. De var ikke mange tilbage, og der var ingen hjælp at hente hos andre. I løbet af de sidste femoghalvfjerds år er de blevet selvforsynende, har fået en hær ud af deres indbyggere og opbygget et nyt samfund uden hjælp udefra. Og de ville have været endnu flere, hvis ikke den koppe-epidemi havde fået indbyggertallet til at rasle ned og gjort dem desperate efter nye gener og avlsmateriale. Det kan godt være, at de er militaristiske, disciplinerede og ingen humoristisk sans har. Men de er her. Og de er klar til at styrte Capitol. „Men det tog dem rimelig lang tid at dukke op,“ siger jeg. 34


„Det var ikke nemt. De skulle først have etableret en oprørsbase i Capitol og organiseret undergrundsbevægelser ude i distrikterne,“ siger han. „Og så havde de brug for en til at sætte det hele i gang. De havde brug for dig.“ „De havde også brug for Peeta, men det har de åbenbart glemt alt om,“ siger jeg. Gale ser dystert frem for sig. „Peeta har måske ødelagt en hel del her til aften. Mange af oprørerne vil selvfølgelig overhøre det, han sagde. Men der er distrikter, hvor oprøret er mere skrøbeligt. Våbenhvilen er tydeligvis Snows ide. Men det lyder så oplagt, når det er Peeta, der siger det.“ Jeg er bange for svaret, men jeg spørger alligevel: „Hvorfor tror du, at han sagde det?“ „Han er måske blevet tortureret. Eller overtalt. Jeg tror, at han lavede en aftale med dem for at beskytte dig. Han skulle opfordre til våbenhvile, hvis Snow så lod ham fortælle, at du var en forvirret, gravid pige, der ikke anede, hvad der foregik, da du blev taget til fange af oprørerne. Og på den måde vil der stadig være håb for dig, hvis distrikterne taber denne her krig. Hvis du spiller med.“ Jeg må have kigget uforstående på ham, for da han taler igen, gør han det meget langsomt: „Kattua ... han forsøger stadig at holde dig i live.“ At holde mig i live? Og så går det op for mig. Spillet kører stadig. Vi er ude af arenaen, men da hverken Peeta eller jeg blev dræbt, står hans ønske om at holde mig i live stadig ved magt. Han vil gerne have, at jeg holder lav profil, er i sikkerhed og bag låste døre, mens krigen 35


udspiller sig. Så vil ingen af parterne have grund til at slå mig ihjel. Og Peeta? Hvis oprørerne vinder, vil det få katastrofale følger for ham. Hvis Capitol vinder – ja, hvem ved? Måske får vi begge to lov til at leve – hvis jeg spiller med – så vi kan se Spillet fortsætte ... Mit hoved bliver fyldt med billeder: spyddet der gennemborer Rudes krop i arenaen, Gale der hænger bevidstløs fra pælen, mens han bliver pisket, ligene blandt ruinerne af mit hjem. Og for hvad? For hvad? Jeg ligefrem koger indvendig, da flere minder dukker op. Mit første glimt af et oprør i Distrikt 8. Sonerne, hånd i hånd, aftenen før Jubilæumsspillet. Og det at min handling ikke var tilfældig, da jeg skød pilen gennem kraftfeltet i arenaen, men at jeg helt bevidst håbede, at den ville bore sig ind i min fjendes hjerte. Jeg rejser mig hurtigt op og får væltet en kasse med hundrede blyanter på gulvet. „Hvad er der?“ spørger Gale. „Det må ikke komme til våbenhvile.“ Jeg læner mig forover og stopper de grå blystykker ned i æsken. „Vi kan ikke vende tilbage.“ „Nej, det ved jeg.“ Gale tager en håndfuld blyanter op fra gulvet og banker dem let mod gulvet, så blyanterne står lige. „Lige meget hvad årsagen var til, at Peeta sagde, som han gjorde, så tager han fejl.“ De dumme blyanter vil ikke ned i kassen, og jeg kommer i ren frustration til at knække flere af dem. „Det ved jeg. Giv mig dem der. Du knækker dem bare.“ Han tager æsken ud af hånden på mig og fylder den med hurtige, præcise bevægelser. 36


„Han ved ikke, hvad de har gjort ved 12. Hvis han kunne se, hvad der lå på jorden ...“ begynder jeg. „Kattua, jeg er enig med dig. Hvis jeg kunne trykke på en knap og udslette alt liv i Capitol, ville jeg gøre det. Uden at tøve.“ Han får den sidste blyant i æsken og lukker den til. „Spørgsmålet er, hvad du vil gøre?“ Det viser sig, at det spørgsmål, der har naget mig, kun har et eneste rigtigt svar. Men der måtte et af Peetas trick til for at få mig til at indse det. Hvad skal jeg gøre? Jeg tager en dyb indånding. Mine arme løfter sig en smule – som om de genkalder sig følelsen af de sorthvide vinger, som Cinna gav mig på – og falder så langsomt ned langs siden. „Jeg vil være Sladredroslen.“


3 Smørblomsts øjne reflekterer det svage sikkerhedslys over døren, mens den ligger i armene på Prim, tilbage på posten som Prims beskytter mod natten. Hun ligger tæt op ad min mor. De ligger og sover på fuldstændig samme måde som den morgen, hvor der blev trukket sonere, og jeg endte i det første Spil. Jeg har min egen seng, fordi jeg skal restitueres, og fordi ingen af dem kan sove ved siden af mig, når jeg har mareridt og kaster mig rundt i sengen. Efter at have vendt og drejet mig i flere timer accepterer jeg endelig, at jeg ikke får meget søvn den nat. Og med Smørblomsts opmærksomme blik klistret til mig lister jeg på tåspidser hen over de kolde fliser til kommoden. Midterskuffen indeholder det tøj, jeg har fået tildelt af regeringen. Alle går i de samme grå bukser og trøjer, med trøjen stoppet ned i bukserne. Under tøjet opbevarer jeg nogle af de ting, jeg havde på mig, da de fik mig ud af arenaen. Min Sladredrossel-nål. Peetas halskæde med medaljonen, hvori der er et billede af min mor, min søster og Gale. En lille sølvfaldskærm med tappen, som gjorde os i stand til at udvinde vand fra træerne i arenaen, og perlen som Peeta gav mig, få timer før jeg ødelagde kraftfeltet. Distrikt 13 konfiskerede min brandsårssalve, 38


så hospitalet kunne få gavn af den, og min bue og mine pile, fordi det kun er vagterne, der har tilladelse til at bære våben. De er låst inde på våbendepotet. Jeg lader hånden glide ned i sølvfaldskærmen, indtil mine fingre lukker sig om perlen. Jeg sætter mig tilbage på sengen med benene over kors og lader den glatte smukke perle glide hen over mine læber, frem og tilbage. Det virker så beroligende. Et køligt kys fra giveren selv. „Kattua?“ Prim hvisker. Hun er vågen og stirrer over mod mig i mørket. „Hvad er der?“ „Ikke noget. En dum drøm. Læg dig bare til at sove igen.“ Det kommer helt automatisk. Det at lukke Prim og min mor ude for at beskytte dem. Prim lister lige så forsigtig ud af sengen for ikke at vække min mor, tager Smørblomst i favnen og sætter sig ved siden af mig. Hun rører hånden, der knuger om perlen. „Du er kold.“ Hun tager et ekstra tæppe fra fodenden af sengen og lægger det over os alle tre, så jeg kan nyde godt af hendes varme og Smørblomsts lune pels. „Du kan godt fortælle mig det. Jeg er god til at holde på hemmeligheder. Også over for mor.“ Så er hun altså væk. Den lille pige med skjorten, der stak ud bag på ryggen, så den lignede en anderumpe, hende der skulle have hjælp med at nå tallerkenerne, og hende der tiggede om at få lov til at se de fine kager i bagerens vindue. Tid og tragedie har tvunget hende til at blive alt for hurtigt voksen og udvikle sig til en ung kvinde, der syr blodige sår sammen, og som ved, at der er visse ting, der skal holdes fra vores mor. „I morgen har jeg tænkt mig at fortælle dem, at jeg godt vil være Sladredroslen,“ fortæller jeg hende. 39


„Fordi du gerne vil, eller fordi du føler dig tvunget til det?“ spørger hun. Jeg griner lidt. „Begge dele, tror jeg. Nej, jeg vil gerne. Jeg er nødt til det, hvis det kan hjælpe oprørerne med at besejre Snow.“ Jeg klemmer endnu hårdere om perlen i min knyttede hånd. „Det er bare ... Peeta. Jeg er bange for, at hvis vi vinder, så vil oprørerne henrette ham som forræder.“ Prim tænker lidt over det. „Kattua, jeg tror ikke, at du er klar over, hvor meget du betyder for oprøret. Og betydningsfulde folk får normalt deres vilje. Hvis du gerne vil beskytte Peeta mod oprørerne, så kan du også det.“ Ja, det er jeg vel. Betydningsfuld. De gjorde i hvert fald deres yderste for at redde mig. De fulgte mig til 12. „Mener du ... at jeg kan kræve, at de giver Peeta immunitet? Og at de vil være nødt til at gå med til det?“ „Jeg tror, at du kan kræve næsten hvad som helst, og at de vil være nødt til at give efter for dine krav.“ Prim rynker panden. „Problemet er bare, om du så kan stole på dem?“ Jeg tænker på alle de løgne, Haymitch stak Peeta og mig, for at få os til at gøre som han ville have det. Hvad skulle forhindre oprørerne i at løbe fra en aftale? Et mundtligt løfte bag lukkede døre, ja, selv et underskrevet dokument kunne let blive glemt eller forlagt efter krigen. Og dets eksistens kunne hurtigt blive benægtet. Vidner i Kommandoen kan ikke bruges til noget. Det vil sikkert være dem, der underskriver Peetas dødsdom. Jeg har brug for en større gruppe vidner. Jeg har brug for alle, jeg kan få fat i. „Det er nødt til at foregå offentligt,“ siger jeg. Smør40


blomst vifter med halen, og jeg tager det som et tegn på, at den er enig med mig. „Jeg vil få Coin til at sige det foran alle indbyggerne i 13.“ Prim smiler. „Åh ja, det er godt. Det er ingen garanti, men det vil gøre det sværere for dem at løbe fra deres løfte.“ Jeg mærker lettelsen over at have fundet en løsning. „Jeg burde vække dig lidt oftere, lille and.“ „Gid du ville,“ siger Prim. Hun giver mig et kys. „Prøv nu at få lidt søvn, okay?“ Og det gør jeg. Om morgenen kan jeg se, at 7:00 – Morgenmad bliver efterfulgt af 7:30 – Kommandoen, hvilket passer mig fint, da jeg lige så godt kan få sat gang i tingene. I spisesalen vifter jeg mit skema, som også indeholder en slags id-nummer, foran en aflæser. Da jeg skubber bakken hen langs metalhylden foran maden, forventer jeg den sædvanlige morgenmad, der består af en skål varm grød, en kop mælk og en lille smule frugt eller grønsager. Men i dag er det majroemos. Det kommer alt sammen fra 13’s undergrundsanlæg. Jeg sætter mig ved bordet, der er tildelt Everdeen og Hawthorne og nogle andre flygtninge, og skovler maden indenbords. Jeg ville ønske, at man kunne få mere, men det får man aldrig her. De har gjort en videnskab ud af måltidet. Man går fra bordet med præcis det antal kalorier, man har brug for indtil næste måltid, hverken mere eller mindre. Portionens størrelse er afvejet efter alder, højde, kropstype, helbred og det fysiske arbejde, der nu er lagt ind i ens skema. Folkene fra 12 får i forvejen lidt større portioner end de oprindelige beboere i 13 for at give os lidt mere sul på kroppen. Måske fordi underernærede soldater hurtigere bliver trætte. 41


Og det virker åbenbart. I løbet af en måned er vi begyndt at se sundere ud, især børnene. Gale sætter sin bakke ved siden af min, og jeg prøver at lade være med at sende hans majroer lange blikke, for jeg vil virkelig gerne have mere, og han er i forvejen alt for hurtig til at dele sin mad med mig. Men selvom jeg i stedet begynder at folde min serviet omhyggeligt, bliver der alligevel lagt en klat majroemos i min skål. „Du er nødt til at holde op med det der,“ siger jeg. Men da jeg allerede sidder og skovler mosen i mig, er det ikke særligt overbevisende. „Det er sikkert ulovligt eller sådan noget.“ De har meget strenge regler omkring mad. Hvis man for eksempel ikke spiser op og i stedet gerne vil gemme maden til senere, må man ikke tage det med ud af spisesalen. Før i tiden var der åbenbart tilfælde af madhamstring. Men for mennesker som Gale og mig, der har været ansvarlige for vores familiers madforsyninger i årevis, er det svært at acceptere, at vi ikke kan hjælpe dem. Vi ved, hvad det vil sige at være sultne, men vi er ikke vant til at få at vide, hvad vi skal gøre med det, vi har. På nogle områder er Distrikt 13 mere kontrollerende end Capitol. „Hvad kan de gøre? De har allerede taget min kommunikator,“ siger Gale. Mens jeg sidder og skraber min skål for de sidste rester, får jeg en ide. „Hey, måske skulle jeg gøre det til en betingelse for, at jeg skal være Sladredroslen.“ „At jeg kan give dig resterne af min majroemos?“ „Nej, at vi kan jage.“ Så har jeg hans opmærksomhed. „Vi skulle selvfølgelig give det alt sammen til køkkenet. Men stadigvæk, vi kunne ...“ Jeg behøver ikke at afslutte 42


sætningen, for han ved udmærket godt, hvad jeg mener. Vi kunne være oven over jorden. Ude i skoven. Vi kunne være os selv igen. „Gør det,“ siger han. „Det er nu, du skal gøre det. Du kunne kræve månen, og de skulle nok finde på en måde at give den til dig på.“ Han ved ikke, at jeg allerede kræver månen ved at bede dem om at skåne Peetas liv. Før jeg når at beslutte mig for, om jeg skal sige det til ham eller ej, ringer den klokke, der afslutter vores spisepause. Tanken om at skulle stå ansigt til ansigt med Coin alene gør mig nervøs. „Hvad står der i dit skema?“ Gale kigger på sin arm. „Atomvåbnets historie. Hvor dit fravær i øvrigt er blevet bemærket.“ „Jeg skal op til Kommandoen. Kommer du ikke med?“ spørger jeg. „Okay. Men de smider mig nok ud, efter det der skete i går.“ Da vi går op for at aflevere vores bakker, siger han: „Du må nok også hellere sætte Smørblomst på din liste over betingelser. Jeg tror ikke, at konceptet med nyttesløse kæledyr er velanset her.“ „Nå, de skal nu nok finde noget at sætte den til. De kan tatovere det på dens trædepude hver morgen,“ siger jeg. Men jeg husker på Gales råd for Prims skyld. Da vi når frem til Kommandoen, er Coin, Plutarch og alle deres folk allerede samlet. Da de får øje på Gale, er der et par stykker af dem, der hæver øjenbrynene, men der er ingen, der smider ham ud. Alle de ting, jeg skal huske, vælter rundt i hovedet på mig, så jeg beder med det samme om et stykke papir og en blyant. Min umiddelbare interesse i det, der skal til at ske, overrasker dem 43


– det er også første gang, jeg har vist dem interesse, siden de bragte mig hertil. Der bliver udvekslet adskillige blikke. De havde sikkert planlagt et helt specielt foredrag for mig. Men i stedet kommer Coin personligt hen med papir og blyant til mig, og alle venter i tavshed, mens jeg sidder ved bordet og skriver min liste. Smørblomst. Jagt. Peetas immunitet. Bekendtgjort offentligt. Det er det. Sikkert min eneste mulighed for at forhandle. Tænk dig om. Hvad vil du ellers have? Han står tæt ved min skulder. Gale, tilføjer jeg på listen. Jeg tror ikke, at jeg kan klare det her uden ham. Jeg kan mærke hovedpinen komme snigende, og mine tanker begynder at slå knuder. Jeg lukker øjnene og gentager stille for mig selv. Jeg hedder Kattua Everdeen. Jeg er sytten år gammel. Mit hjem er Distrikt 12. Jeg var med i Dødsspillet. Jeg flygtede. Capitol hader mig. Peeta blev taget til fange. Han er i live. Han er en forræder, men han er i live. Jeg er nødt til at holde ham i live ... Listen. Den er for lille. Jeg må prøve at tænke i større baner, ud over vores nuværende situation, hvor jeg er vigtig for formålet, og frem i tiden, hvor jeg måske ingen værdi har. Bør jeg ikke bede om mere? For min familie? For resterne af mit folk? Asken fra de døde kribler hen over min hud. Jeg genkalder mig den hæslige fornemmelse, da jeg stødte foden ind i kraniet. Lugten af blod og roser river mig i næsen. Blyanten bevæger sig automatisk hen over papiret. Jeg åbner øjnene og ser de usikre bogstaver. JEG DRÆBER SNOW. Hvis han bliver fanget, vil jeg have fornøjelsen. Plutarch hoster forsigtigt. „Er du ved at være færdig?“ 44


Jeg kigger op og ser, at der er gået næsten tyve minutter. Finnick er ikke den eneste, der har svært ved at fokusere. „Ja,“ siger jeg. Min stemme er hæs, så jeg rømmer mig. „Ja. Jeg vil gerne være jeres Sladredrossel.“ Jeg venter, indtil de har fået udtrykt deres lettelse, lykønskninger og klappet hinanden på ryggen. Coin fortrækker som sædvanlig ikke en mine. Han betragter mig i stedet, tydeligt uimponeret. „Men på visse betingelser.“ Jeg glatter listen og begynder. „Min familie får lov til at beholde katten.“ Denne lille betingelse sætter straks en diskussion i gang. Oprørerne fra Capitol betragter det – selvfølgelig – som en ligegyldig ting, og vil hellere end gerne lade mig beholde kæledyret. Mens de andre fra 13 højlydt giver udtryk for, hvor meget besvær det vil medføre. Til sidst bliver det besluttet, at vi skal flytte op til den øverste etage, der er i besiddelse af noget så ekstravagant som et tyve centimeter højt vindue over jorden. Smørblomst kan så gå ind og ud, som det passer den. Den må finde sin egen mad. Hvis den ikke er tilbage inden udgangsforbuddet, må den blive ude. Hvis den udgør en risiko for sikkerheden, bliver den skudt øjeblikkeligt. Det lyder okay. Og ikke så meget anderledes, end det den har været vant til, da den blev efterladt. Bortset fra det med at blive skudt. Hvis den bliver for tynd, kan jeg altid give den lidt rester, forudsat at min næste betingelse bliver godkendt. „Jeg vil jage. Med Gale. I skoven,“ siger jeg. Der er tavshed. „Vi går ikke så langt. Vi bruger vores egne buer. Køkkenet kan få kødet,“ tilføjer Gale. 45


Jeg skynder mig at sige noget, før de siger nej. „Det er bare ... jeg har svært ved at få vejret, når jeg er lukket inde hernede, som en ... Jeg ville få det bedre, hurtigere, hvis ... jeg måtte jage.“ Plutarch begynder at forklare ulemperne ved det – farerne, den ekstra sikkerhed, risikoen for at blive skadet – men Coin afbryder ham. „Nej. Lad dem bare. Giv dem to timer om dagen, fratrukket deres træningstid. Inden for en radius af en halv kilometer. Med kommunikationsudstyr og sporingsbånd om anklerne. Hvad ellers?“ Jeg kigger ned over listen. „Gale. Jeg er nødt til at have ham med for at kunne gennemføre det her.“ „Have ham med hvordan? Også uden kamera på? Ved din side hele tiden? Skal han præsenteres som din nye kæreste?“ spørger Coin. Hensigten med hendes ord er ikke ondskabsfuld, tværtimod fremlægger hun dem meget kontant. Men jeg måber chokeret. „Hvad?“ „Jeg synes, at vi skal fastholde det hidtidige forhold indtil videre. Hvis Peeta pludselig bliver vraget, risikerer vi, at publikums sympati for hende vender,“ siger Plutarch. „Især fordi de tror, at hun venter hans barn.“ „Enig. Så når kameraet er på, skal Gale ganske enkelt fremstå som en anden oprører. Er det i orden?“ siger Coin. Jeg stirrer bare på hende. Hun gentager det utålmodigt. „Med Gale. Er det nok?“ „Vi kan altid gøre ham til din fætter,“ siger Fulvia. „Vi er ikke i familie med hinanden,“ siger Gale og jeg i kor. „Nej, men det er nok bedst, at vi giver det indtryk 46


foran kameraet,“ siger Plutarch. „Privat kan du gøre med ham, hvad du vil. Hvad ellers?“ Jeg er rystet over den drejning, vores samtale har taget. At de straks antager, at jeg sådan uden videre kunne vrage Peeta, at jeg er forelsket i Gale, og at det alt sammen har været et spil for galleriet. Jeg kan mærke mine kinder brænde. Bare tanken om at jeg skulle være optaget af, hvem der nu skal præsenteres som min nye kæreste, er virkelig ydmygende, omstændighederne taget i betragtning. Og jeg lader vreden styre mig lige hen til mit største krav. „Når krigen er overstået, og hvis vi vinder, så skal Peeta benådes.“ Der bliver dødstille. Gale stivner ved min side. Jeg skulle måske have indviet ham i mine betingelser, men jeg var usikker på hans reaktion. Især når det drejer sig om Peeta. „Han skal ikke straffes på nogen måde,“ fortsætter jeg. Og en ny tanke slår ned i mig. „Og det samme gør sig gældende for de andre sonere, der blev taget til fange, Johanna og Enobaria.“ Jeg er egentlig ligeglad med, hvad der sker med den ondskabsfulde soner fra Distrikt 2. Faktisk kan jeg ikke lide hende, men det virker forkert at udelade hende. „Nej,“ siger Coin ligeud. „Jo,“ råber jeg tilbage. „Det er ikke deres skyld, at I efterlod dem i arenaen. Og hvem ved, hvad Capitol gør ved dem?“ „De kommer for en domstol, ligesom alle andre krigsforbrydere, og får tildelt den straf, som retten nu finder passende,“ siger hun. „De skal benådes!“ Jeg rejser mig fra stolen og hæver 47


stemmen til fuld styrke. „Du skal personligt garantere dette foran alle indbyggerne i Distrikt 13, og tilflytterne fra 12. Snart. I dag. Og det skal stadfæstes i al fremtid. Du og din regering skal holdes ansvarlige for deres sikkerhed, eller også finder du dig en anden Sladredrossel!“ Mine ord bliver hængende i luften længe. „Der har vi hende!“ kan jeg høre Fulvia hviske til Plutarch. „Lige der. I uniform, skudsalver i baggrunden og antydningen af røg.“ „Ja, det er præcis det, vi vil have,“ siger Plutarch henført. Jeg har lyst til nidstirre dem, men jeg ved, at jeg netop nu skal fastholde Coins opmærksomhed. Jeg kan se, at hun opvejer omkostningerne ved mit ultimatum mod min potentielle værdi. „Hvad siger De, Præsident?“ spørger Plutarch. „Omstændighederne taget i betragtning, kunne De godt udsende en officiel benådning. Drengen ... er ikke engang myndig.“ „Fint,“ siger Coin endelig. „Men så har du også bare at præstere.“ „Jeg præsterer, lige så snart du har offentliggjort det,“ siger jeg. „Indkald til en national sikkerhedssamling i løbet af Eftertænksomhed i dag,“ beordrer hun. „Så vil jeg offentliggøre det. Er der andet på din liste, Kattua?“ Papiret er krøllet sammen til en lille kugle i min hånd. Jeg glatter papiret ud på bordet og læser de usikre bogstaver. „Kun en ting. Jeg dræber Snow.“ Det er første gang nogensinde, at jeg ser antydningen 48


af et smil på præsidentens læber. „Når tiden er inde, slår vi to plat eller krone om det.“ Måske har hun ret. Jeg er langtfra den eneste, der ønsker at gøre krav på Snows liv. Og jeg er sikker på, at hun i hvert fald også vil få det gjort. „Okay.“ Coin har skævet til sit armbåndsur. Hun har også et skema, der skal passes. „Så overlader jeg hende i dine hænder, Plutarch.“ Hun går ud af rummet efterfulgt af sit hold, så det kun er Plutarch, Fulvia, Gale og mig, der er tilbage. „Fornemt. Fornemt.“ Plutarch synker ned i stolen, sætter albuerne på bordet og gnubber sig i øjnene. „Ved I, hvad jeg savner? Mere end noget andet? Kaffe. Det ville da ikke være så dårligt at skylle havresuppen og majroerne ned med, hva’?“ „Vi var ikke klar over, at systemet ville være så usmidigt her,“ forklarer Fulvia os, mens hun masserer Plutarchs skuldre. „Ikke så højt oppe i hierarkiet.“ „Eller hvis der i det mindste havde været lidt alternative muligheder,“ siger Plutarch. „Jeg mener, selv 12 havde et sortbørsmarked, ikke?“ „Jo, Hoben,“ siger Gale. „Det var der, vi handlede.“ „Der kan I bare se! Og man skal da lede længe efter to, der er så moralske, som I er! Næsten umulige at bestikke.“ Plutarch sukker. „Ja ja, krige varer jo ikke evigt. Nå, men det er godt at have jer med på holdet.“ Han rækker en hånd ud til siden, hvor Fulvia allerede står klar med en stor skitsebog indbundet i sort læder. „Du har en overordnet ide om, hvad det er, vi ønsker af dig, Kattua. Jeg er klar over dine blandede følelser ved at deltage. Jeg håber, at det her vil hjælpe.“ 49


Plutarch skubber skitsebogen over til mig. Jeg betragter den et øjeblik mistænksomt. Men nysgerrigheden tager over. Jeg åbner den og kigger på et billede af mig selv, hvor jeg står i en sort uniform og ser rank og stærk ud. Der er kun en person, der kan have designet tøjet, der ved første øjekast ser ekstremt nyttebestemt ud, og ved nærmere eftersyn viser sig at være et kunststykke. Hjelmens krumning, brystpladens kurver, de let puffede ærmer, der kun lige antyder de hvide folder under armene. I hans hænder er jeg endnu en gang en sladredrossel. „Cinna,“ hvisker jeg. „Ja. Jeg lovede ham, at jeg ikke ville vise dig denne bog, før du selv havde taget beslutningen om at blive Sladredroslen. Og tro mig, jeg har været fristet mange gange,“ siger Plutarch. „Kom nu. Kig i den.“ Jeg vender siderne langsomt og får indblik i alle uniformens detaljer. De omhyggeligt designede lag af kropsplader, de skjulte våben i støvlerne og bæltet, den ekstra forstærkning i brystpladen foran mit hjerte. På den sidste side, under en skitse af min Sladredrossel-nål, har Cinna skrevet: Jeg satser stadig på dig. „Hvornår har han ...“ Min stemme knækker over. „Lad os nu se. Efter offentliggørelsen af Jubilæumsspillet. Måske et par uger før selve Spillet? Vi har mere end bare skitser. Vi har din uniform. Åh ja, og Beetee har udarbejdet noget helt specielt til dig, der ligger og venter nede i våbendepotet. Jeg siger ikke mere,“ siger Plutarch. „Du bliver den bedst klædte oprører i historien,“ siger Gale med et smil. Pludselig går det op for mig, at han, ligesom Cinna, har ventet på, at jeg skulle tage denne beslutning. 50


„Planen er at sabotere Capitols sendetid,“ siger Plutarch. „At lave en række propaspots – som er en forkortelse for ‘propaganda spots’ – med dig og udsende dem til hele befolkningen i Panem.“ „Hvordan? Capitol har suveræn kontrol over sendefladen,“ siger Gale. „Men vi har Beetee. For cirka ti år siden udviklede han mere eller mindre hele det undergrundsnetværk, der transmitterer alle programmerne. Han mener, at det er muligt. Vi skal selvfølgelig først have noget at sende. Så, Kattua, studiet venter spændt på dig.“ Plutarch vender sig om mod sin assistent. „Fulvia?“ „Plutarch og jeg har talt om, hvordan i alverden vi skal gribe det her an. Og vi tror, at det måske er bedst at opbygge dig, vores oprørsleder, udefra og ... ind. Vi skal altså finde frem til det suverænt mest opsigtsvækkende Sladredrossel-look, og så sammensætte din personlighed, så den gør sig fortjent til udseendet!“ siger hun friskt. „I har allerede uniformen,“ siger Gale. „Ja, men er hun arret og blodig? Har hun en indre glød af oprør i sig? Hvor rå kan vi gøre hende uden at forarge folk? Hun skal under alle omstændigheder være noget. Jeg mener, det her ...“ Fulvia kommer meget tæt på mig og holder sine hænder op foran mig som en ramme, „... duer ikke.“ Jeg trækker hurtigt hovedet til mig, men hun har allerede travlt med at samle sine ting sammen. „Og med det i tankerne, har vi endnu en lille overraskelse til dig. Kom, kom.“ Fulvia vinker os til sig, og Gale og jeg følger efter hende og Plutarch ud i hallen. 51


„Så velmenende, og alligevel så fornærmende,“ hvisker Gale til mig. „Velkommen til Capitol,“ giver jeg igen. Men Fulvias ord betyder intet. Jeg holder skitsebogen tæt ind til kroppen og lader håbet blomstre. Det må være den rigtige beslutning. Hvis Cinna bakkede op omkring den. Vi går ind i en elevator, og Plutarch tjekker sine notater. „Lad os nu se. Det er boenhed tre-ni-nul-otte.“ Han trykker på en knap med tallet 39 på, men der sker ikke noget. „Du skal nok sætte nøglen i,“ siger Fulvia. Plutarch trækker en nøgle frem, der hænger i en kæde under trøjen, og sætter den ind i et hul, jeg ikke har bemærket før. Dørene lukker i. „Så, nu kører den.“ Elevatoren kører ti, tyve, ja over tredive etager ned, hvilket er meget dybere, end jeg havde troet, at Distrikt 13 var. Dørene åbner sig ud til en bred hvid gang med røde døre, som ser næsten dekorative ud sammenlignet med de grå på de øverste etager. Hver dør er markeret tydeligt med et nummer. 3901, 3902, 3903 ... Da vi træder ud i gangen, kigger jeg mig tilbage og ser elevatoren lukke, efterfulgt af et metalgitter, der glider hen foran. Da jeg vender mig om, er en vagt ved at træde ud ad en af dørene for enden af gangen. En dør lukker stille i efter ham, og han kommer os i møde. Plutarch begynder at gå hen imod ham og løfter hånden til hilsen, og resten af os følger efter ham. Der er noget, der ikke føles rigtigt hernede. Og det er ikke kun på grund af den dobbeltsikrede elevator eller klaustrofobien over at være så langt nede under jorden, eller lugten af 52


sprit. Jeg skæver over til Gale og kan se, at han også kan mærke det. „Godmorgen, vi leder efter ...“ begynder Plutarch. „I er på den forkerte etage,“ afbryder vagten. „Virkelig?“ Plutarch kigger ned i sine notater igen. „Jeg har skrevet tre-ni-nul-otte her. Måske kunne du bare ringe op til ...“ „Jeg er bange for, at I bliver nødt til at forlade denne etage nu. Adgangstilladelser kan indhentes på hovedkontoret,“ siger vagten. Den er lige foran os. Boenhed 3908. Kun et par skridt væk. Døren – eller faktisk alle dørene – virker ufuldstændig. Der er ingen håndtag. Det må være skydedøre, ligesom den dør vagten trådte ud af. „Og hvor er det?“ spørger Fulvia. „Hovedkontoret finder I på niveau syv,“ siger vagten og rækker armene ud til siden for at genne os hen mod elevatoren igen. Vi hører en lyd inde bag døren til 3908. Kun et lille klynk. Noget i stil med den lyd en hund ville komme med for at undgå at blive slået, men lyden her er alt for menneskelig og lyder bekendt. Mit blik møder Gales et kort øjeblik, men det er tilstrækkelig længe til, at to mennesker som os når at udtænke en plan. Jeg lader Cinnas skitsebog falde ned foran vagtens fødder med et ordentligt smæld. Øjeblikket efter at han læner sig frem for at samle den op, gør Gale det samme, så de ‘tilfældigvis’ støder hovederne sammen. „Åh, det må du undskylde,“ siger han og ler, mens han griber fat i vagtens arm, som om han prøver at finde støtte, og samtidig får vendt ham lidt væk fra mig. 53


Det er min chance. Jeg lister bag om vagten og übner døren ind til 3908 og ser dem. Mit forberedelseshold.

Oproer af Suzanne Collins