Page 1


abemanden

Abemanden_5korr_2105A 1

23/05/2004, 18:07:20


2

Abemanden_5korr_2105A 2

23/05/2004, 18:07:21


3

Abemanden_5korr_2105A 3

23/05/2004, 18:07:29


Af samme forfattere:

Ingen kender DAGEN, 2003

Abemanden_5korr_2105A 4

23/05/2004, 18:07:34


MADS BRÜGGER OG NIKOLAJ THOMASSEN

abemanden Mordet på rockeren Karate Claus

People’sPress

Abemanden_5korr_2105A 5

23/05/2004, 18:07:34


Abemanden © Mads Brügger, Nikolaj Thomassen og People’sPress, København 2004 Omslag, sats og tilrettelægning: A/P/O/G/S Bogen er sat med Haarlemmer Papir: Eurobulk 115 gr. og Nopaset 240 gr. Produktion: Nørhaven Book ISBN 87-91293-29-4 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2004 Alle billeder i bogen er privatbilleder og bragt med ejernes tilladelse. Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. People’sPress Ørstedhus Vester Farimagsgade 41 DK-1606 København V www.artpeople.dk Forfatterbooking: www.artpeople.dk

Abemanden_5korr_2105A 6

23/05/2004, 18:07:35


Indhold

9 FORORD

KAPITEL 1 11 Gensyn med vennerne

KAPITEL 2 14 De søgende

KAPITEL 3 20 En lille abekat

KAPITEL 4 26 Dragen fra Hedehusene

KAPITEL 5 31 Aben skal dø

KAPITEL 6 39 Hittegods

KAPITEL 7 44 Junior

KAPITEL 8 51 Seniorklubben brænder

KAPITEL 9 56 Hævnende hedninge

7

Abemanden_5korr_2105A 7

23/05/2004, 18:07:35


62 KAPITEL 10

Sorg klæder Brita 66 KAPITEL 11

Præsidentens mænd 73 KAPITEL 12

Heavy 79 KAPITEL 13

Solkongens musketer

KAPITEL 19 121 Karl Martin-situationen

KAPITEL 20 127 Bikuben

KAPITEL 21 142 Rød og Hvid

KAPITEL 22 148 Manden der faxede sin død

85 KAPITEL 14

KAPITEL 23

Poltergeist

152 Syv dage i marts

92 KAPITEL 15

KAPITEL 24

Den uforsonlige bandit 100 KAPITEL 16

Mariehønerne 107 KAPITEL 17

Bangladesseprinsesse 115 KAPITEL 18

159 Blodets bånd

KAPITEL 25 168 Trusler

KAPITEL 26 174 Hvidt læder

179 EFTERSKRIFT

XXXL 182 BANDIDOS, FAKTA OG TAL

185 BILAG

8

Abemanden_5korr_2105A 8

23/05/2004, 18:07:35


Forord Abemanden er en dokumentarisk beretning, som bygger på en omfattende journalistisk research. Historien er skrevet med de fortællemæssige virkemidler, der traditionelt bruges i noveller og romaner. Vi har interviewet over hundrede personer, samt gennemgået politiundersøgelser, videooptagelser, billeder, obduktionsrapporter og personlige breve og notater. Ud fra det samlede kildemateriale har vi rekonstrueret Karate Claus’ alias Claus Bork Hansens vej ind i rockerklubben Bandidos, som endte med at blive hans død. Vi vil gerne takke alle de personer, som har hjulpet os. Mange har trodset deres frygt for repressalier fra rockerne og stillet deres viden til rådighed. Hvor gerne vi end ville takke dem med navns nævnelse, er flere i sagens natur interesseret i at forblive anonyme. Ingen nævnt, ingen glemt.

Nikolaj Thomassen og Mads Brügger København, maj 2004.

9

Abemanden_5korr_2105A 9

23/05/2004, 18:07:35


10

Abemanden_5korr_2105A 10

23/05/2004, 18:07:36


KAPITEL 1

Gensyn med vennerne ”Harley parking only. All others will be crushed.” Skilt ved Niels ”Niller” Petter Danvolds hvilested på Assistens Kirkegård i København, april 2004.

Graven er kun fem en halv måned gammel, og jorden er ikke blevet stampet, så det er ingen sag at trænge igennem. Det er en kølig og vindstille nat på Nørrebro i oktober måned 2003. Temperaturen svinger mellem fem og seks grader, det regner, og det er tåget. Foran silhuetten af kirkegårdens neogotiske kapel står to mænd med spader i hænderne. Over dem hænger grenene fra en ti meter høj sølvgran. Under dem venter kisten med liget af Bandidosrockeren ”Niller”, alias Niels Petter Danvold, som døde af kræft i en alder af 34 år. Dér skal de ned. De skal mindst være to om at grave, for til trods for at der ikke er opsyn med kirkegården om natten, skal det gå hurtigt. Det hænder, at folk fra Ungdomshuset på Jagtvej kravler ind på Assistensen efter lukketid. Selvom de er nødt til at være diskrete, har de brug for lys, når de finder Nillers lig. De skal kunne se ham. Det er praktisk med pandelamper, så de kan arbejde samtidig. Kisten ligger en meter nede i jorden. Da de når frem, brækker de låget i stykker, så Nillers hoved blottes. Ligvoksdannelsen er i gang, hvilket vil sige, at liget er hvidt, fedtet og skinnende. Som et stykke blødt håndsæbe. Efter et halvt år i graven er forrådnelsen sat ind, og måske er der skimmelsvamp på kadaveret, men lugten er ikke overvældende, og den stank, der måtte være, fordamper hurtigt i den friske luft.

Claus’ Harley: en stivstellet Shovelhead 1200.

Loppetjans. Claus og aben Junior.

11

Abemanden_5korr_2105A 11

23/05/2004, 18:07:48


Fra liget fjerner de Nillers lædervest med rygmærket, som viser, at han var medlem af Bandidos. Bagefter smadrer de gravstenen. De efterlader to spader og et åndedrætsværn. Niller var populær, mens han levede. Han fik en begravelse, som sømmer sig for fuldgyldige medlemmer af Bandidos. Der kom folk fra afdelingerne i udlandet, og Nillers kiste blev fragtet gennem København i en hvid limousine fulgt af 130 motorcykler. Graven pyntede de med stakkevis af gule og røde blomster, Bandidos’ signalfarver. Den 2. oktober 2003, godt fem måneder efter Nillers død, erklæredes han i Bad Standing af Bandidos. Bad Standing er en dom, som normalt fældes over levende medlemmer, der er kommet på kant med klubben. Det betyder, at de skal aflevere deres rygmærke, og at de må leve resten af livet i frygt for, at deres gamle kammerater fra klubben vil hævne sig på dem. I Nillers tilfælde var det nødvendigt at hente hans rygmærke i graven. ”God forgives, Bandidos don’t,” som et af organisationens slogans lyder. Niller faldt i unåde, fordi Bandidos fandt ud af, at han havde hjulpet politiet med opklaringen af mordet på familiefaderen Michael Pichard, der blev dræbt under et bankrøveri i Ålsgaarde i juni 2002. Dem der skød ham, var de to Bandidos-rockere Robin Nielsen og Jacob ”Junior” Winefeld. Begge mænd blev idømt 16 års fængsel den 2. oktober 2003, samme dag som afdøde Niller kom i Bad Standing hos Bandidos. ”Han vil aldrig få fred i sin grav, den stikker,” sagde Robin Nielsen. I retten fremlagde anklageren en aflyttet samtale mellem Niller og Robin Nielsen, hvor Robin spøgte med, at han skulle have lavet en ny ta12

Abemanden_5korr_2105A 12

23/05/2004, 18:07:54


tovering med forkortelsen ”CDG” efter drabet i Ålsgaarde. CDG står for ”Coupe De Grace”, fransk for ”nådestød”, og tussen skrives i rødt med bloddråber, der løber ned ad bogstaverne. Politiet har en teori om, at denne tatovering betyder, at man har slået ihjel for klubben, ligesom hos konkurrenten Hells Angels, hvor alle der bærer mærket ”Filthy Few”, er blevet dømt for drab. Robin Nielsen havde i forvejen fået skrevet ”Coupe De Grace” på underarmen under et ophold i Frankrig i sommeren 2001. På det tidspunkt var han ikke blevet dømt for drab endnu. Da han kom hjem fra Frankrig, opfordrede andre medlemmer af klubben ham til at få tatoveringen malet over så hurtigt som muligt. Han fik dækket sætningen, men valgte senere at få lavet en ny tatovering på håndleddet, hvor der kun står ”CDG”. Informationerne fra Niller gav politiet anledning til at sigte Jacob ”Junior” Winefeld og Robin Nielsen for medvirken til mordet på Claus Bork Hansen, alias ”Karate Claus”. Han var tidligere medlem af Bandidos og blev skudt ned på åben gade i Vanløse den 21. marts 2001. Ud af Nillers 11 telefonsamtaler med politiet handlede de to af dem om Claus Bork Hansen, der var en ven af Niller. Statsadvokat Erik Merlung sagde til medierne, at Niller blev stikker for pengenes skyld. Dusøren for at fælde morderne fra Ålsgaarde var 100.000 kroner, og Niller nåede mindst at få udbetalt 10.000 kroner. På den anden side var han uhelbredelig syg af cancer i underlivet, så han havde ikke rigtig noget at bruge dusøren til. Måske var det kun for pengenes skyld han gjorde det, men i rockermiljøet taler man om, at Niller valgte at gå til politiet på grund af drabet på Claus Bork Hansen, som han ikke kunne affinde sig med. Det er Claus Bork Hansens liv og død, denne fortælling handler om.

13

Abemanden_5korr_2105A 13

23/05/2004, 18:07:55


KAPITEL 2

De søgende ”Familie betyder, at ingen bliver efterladt.” Fra Disney-filmen ”Lilo and Stich”.

”Tak for et alt for kort, men fedt venskab.” Da Claus blev bisat den 7. april 2001, var der ingen buketter med Bandidos’ signalfarver, rød og gul.

Claus vidste, at han skulle dø først. Derfor lovede han Brita, at han ville kontakte hende fra den anden side. Nu er der snart gået et år, og Brita har stadig ikke hørt fra sin søn, rockeren Claus Bork Hansen. Hun er nødt til at få vished for, at Claus lever videre et sted i dødsriget, hvor de engang kan mødes. Ellers har 59-årige Brita ikke noget at leve for, bortset fra Claus’ to minksorte katte, Slyngel og Lille Mis, som bor hos hende. Men hun har haft en drøm om Claus, som holder håbet oppe. En enkelt nat efter mordet kom han til hende, mens hun sov. Drømmen var farveløs, og foran hende stod Claus i bar overkrop. Det eneste han gjorde, var at smile. Hendes førstefødte søn, den stærkeste, ham, der var mest som hende. Brita kyssede ham på kinden, og så forsvandt han. I baggrunden var der tomt. Den drøm er det eneste, hun har set til Claus, siden han blev myrdet. Derfor har hun besluttet sig for at søge hjælp hos en clairvoyant kvinde på Lolland. Claus Bork Hansen var en frafalden og fredløs rocker, da han døde. Han havde brudt med Bandidos efter en lynkarriere, hvor han trådte til som livvagt for klubbens præsident Jim Tinndahn, den øverste chef for Bandidos i Europa. Det var Jim selv, som bad Claus om at beskytte 14

Abemanden_5korr_2105A 14

23/05/2004, 18:07:55


15

Abemanden_5korr_2105A 15

23/05/2004, 18:07:59


ham under rockerkrigen fra 1995 til 1997. Claus blev officer i Bandidos National Chapter Europe og besøgte klubber i Frankrig, Norge og Australien sammen med Jim. De to mænd var bedste venner. Da Claus’ makak-abe fik en unge, forærede han den til Jim. Som en slags familie. Men Claus fik nok af livet i Bandidos. Han ville ud. Til venner og bekendte beklagede han sig over, hvor dyrt det var at være med i Bandidos. Et andet problem var Tinndahns militante måde at styre klubben på. Claus hånede Bandidos og trængte langsomt sig selv op i et hjørne. Til sidst fik Bandidos nok, og de så kun en udvej. De måtte slå Claus ihjel. Men ingen turde gå i nærkamp med Claus på grund af hans styrke. Derfor var de nødt til at skyde ham. Claus mødte sine bødler en vinteraften i Vanløse. Sammen med sin kæreste var han på vej hjem. Han havde netop parkeret bilen, da de første projektiler ramte ham. Hans store krop faldt forover og rullede rundt. Claus kunne se deres øjne. Gennem udskæringerne i deres hætter så de ned på ham. Himlen var sort og stjerneløs. Og så skød de igen. Kuglerne gik igennem hans lever og lunger. Haglene satte sig fast i hans muskler. Det var onsdag d. 21. marts 2001, kl. 20.45. Efter mordet havde Brita to gange forsøgt at få kontakt med Claus med hjælp fra to synske kvinder. Men det var mislykkedes begge gange. Mest fordi Brita var for stædig til at give slip på sig selv. Desuden vidste de clairvoyante for meget om Claus fra skriverier i pressen til, at Brita kunne stole på, hvad de sagde. Det var noget andet med Judy fra Lolland. Hun kontaktede selv Brita, fordi hun havde mødt Claus’ genfærd. Han lå henslængt i en lædersofa i Judys dagligstue og smilede til hende. ”Hvad vil du mig?” spurgte Judy ham. Han blev ved med at smile til hende.

16

Abemanden_5korr_2105A 16

23/05/2004, 18:08:01


”Vil du have, at jeg skal hjælpe Brita?” forsøgte Judy sig. Hun opfattede det vedvarende smil som et ja og ringede til Brita. Brita sidder nu oppe på førstesalen hos Judy. Der er skrå vægge, udsigt til havet, og fra de fritlagte loftsbjælker hænger potteplanter i messingskåle. Udenfor er der højtryk og efterår. Året er 2002. Som altid har Brita gjort noget ud af sig selv. Hvidt, krøllet hår, der sidder, som det skal. Hun har et sort silkebånd om halsen. Judy kører en mere tilbagelænet stil med jeans og gummisko. Brita fortæller om sin drøm med Claus. Om hans smil og det totale fravær af ting omkring ham. Judy svarer, at den tomme baggrund er et bevis på, at det var mere end en drøm. De to kvinder forbereder en såkaldt regression, hvor Judy skal føre Brita ind i den verden, hvor hendes søn opholder sig. Brita lægger sig på sofaen og lukker øjnene, mens meditativ, kinesisk musik flyder ud i rummet. Judy begynder at læse højt fra en bog. ”Du har fået lyst til at tage på tur i Trylleskoven, du har pakket en kurv med den mad, du bedst kan lide, og du har også en flaske vin med,” siger hun til Brita. ”Vi beder din skytsengel om at komme til stede,” siger Judy. ”Sker der noget,” spørger hun ”Nej,” svarer Brita. ”Du fortsætter ind i lyset. Du står med begge ben i lyset. Vi beder nu Claus om at komme til stede,” fortsætter Judy. ”Der sker ikke noget,” siger Brita med grødet stemme. ”Du fortsætter ind i det hvide lys,” siger Judy. ”Det er blevet blåt,” svarer Brita. ”Du fortsætter ind i det blå lys … fortæl mig, hvad der sker,” beder Judy. ”Det er bare sådan noget flimmer,” svarer Brita.

17

Abemanden_5korr_2105A 17

23/05/2004, 18:08:01


18

Abemanden_5korr_2105A 18

23/05/2004, 18:08:02


”Kan du ikke lukke døren? Jeg koncentrerer mig meget om udenomslyde,” siger Brita så. ”Jeg prøver nu at hjælpe lidt,” siger Judy. ”Hvis du kigger skråt ud til venstre, der er Claus. ” ”Jeg kan ikke se ham,” lyder svaret fra Brita. ”Gå ud af det hvide lys, hen til tunnelen ved siden af,” foreslår Judy. ”Jeg er låst fast,” siger Brita. Musikken generer hende. De to kvinder giver op efter en times seance. Judy mener, at Brita nok ikke er parat til at gennemgå en regression endnu. Men der var noget til sidst: Brita så et blåt lys. Ikke som når man kigger op i en lampe og får en efterbrænder på hornhinden, når man lukker øjnene. Der var et ganske særligt lyseblåt lys. Brita rejser sig fra sofaen og strækker sig. ”Skal vi ikke få tændt os en smøg?” spørger hun.

Tre generationer spiller ud. Claus, Brita og mormor.

De afslutter dagen i køkkenet, hvor Judy lægger tarotkort. Brita stiller spørgsmål, og kortene svarer. ”Har jeg gjort det rigtige med Claus’ ting,” spørger hun og tænker på sit hjem, hvor hun stadig opbevarer hans møbler, fotografier og tøj – næsten som et museum. Brita har gjort det rigtige, svarer kortene. På vej hjem i den sølvgrå Citroën tænker Brita på det blå lys. Var det min søn, spørger Brita sig selv, mens hun stirrer ind i motorvejens grumsede forsvindingspunkt. Hvis det var, er dét lyset, hun lever for.

19

Abemanden_5korr_2105A 19

23/05/2004, 18:08:06


KAPITEL 3

En lille abekat ”Der bliver hele tiden fokuseret på den nuværende situation og de voksne rockere. Jeg forstår slet ikke, at man ikke spørger sig selv: Hvordan undgår vi, at unge mennesker søger ind i disse miljøer? Hvad er det, der gør, at nogle mennesker vokser op og bliver til rockere? Hvilke miljøer kommer disse unge fra?” Folkeskolelærer Birgit N., Vordingborg, i læserbrev i Politiken, 23. juni 2002.

Han var en naiv gud på 13 år. Og det kørte for ham. De to små stokke med en kæde imellem hvirvlede rundt om Claus. Hver gang den ene hånd sendte slagvåbnet rundt om kroppen, greb den anden hånd det sikkert og lod det vandre videre. Hastigheden var utrolig. En enkelt fejl kunne koste ham et tivoli af smerte. Han stod i sit kælderværelse i Fløng, mellem håndvægtene og sandsækken i loftet. Bruce Lee fulgte stoisk med i showet fra plakaten på væggen. På gulvet sad kammeraterne fra skolen, tryllebundet af det kunstværk, som udspillede sig foran dem. Men Claus’ budskab var først og fremmest rettet mod Bruce Lee. Han skulle forstå det: ”Jeg er lige så god som dig.” I højere tempo svang Claus nunchakuen over skulderen, rundt om livet, bag om ryggen, mens han imiterede idolets karakteristiske, lyse abelyde: ”Huuuaaaaiiiii… huuuuuu”. Som et menneske, der eksploderede kontrolleret. Det var mødet med Bruce Lee, der gav Claus Bork Hansens liv retning. Da han som 12-årig så karatefilmene ”Enter the Dragon” 20

Abemanden_5korr_2105A 20

23/05/2004, 18:08:09


og ”Fist of Fury”, fik han sit første og eneste forbillede. Mens andre drenge legede Kung Fu for sjov, var det noget, Claus levede. Målet var at blive lige så god som Bruce Lee. Et ubrydeligt panser af muskler og teknik. Den asiatiske legende gav ham en fornemmelse for kampen mellem det gode og det onde. Claus fik det indtryk, at vold var et legitimt redskab til at løse konflikter. Han adopterede en asketisk livsførelse og besluttede sig for aldrig at ryge og drikke alkohol. Og så indledte han en indædt træning. Når Claus ikke var i klubben Kyokushinkai Karate i Roskilde, løb han rundt i bare tæer på asfalten for at hærde fødderne til spark. Ude i haven øvede han sig i at bryde gennem stenblokke med knytnæverne og hugge flaskehalse over med håndkantslag. Og træningen virkede. Forstærket af voksealderens naturlige hormonkur øgede Claus sin styrke. Han blev stærk ”som et ondt år”, som en ven fra vejen sagde. På Fløng Skole, hvor Claus gik i 7. klasse, blev han kendt som ”Karate Claus”, et navn, der fulgte ham resten af livet. Han tog armbøjninger på knoerne ude i skolegården og opbyggede et image som klassens beskytter. Flere lærere på skolen bemærkede, hvordan han holdt hånden over de svage elever. Claus begyndte at gå i sorte maosko og løse bukser, og om eftermiddagen tog han ind til Studio 1 og 2 på Vesterbrogade i København. Biografen viste film med Bruce Lee i den ene sal og porno i den anden. Mens omgivelserne var forbløffede over Claus’ fanatiske træning, kom det ikke som en overraskelse for hans mor Brita. Hun kendte hans egenrådighed alt for godt og mødte den første gang, da Claus var fem år gammel. Dengang boede de på Messinavej på Amager. Brita var oppe i lejligheden, mens Claus og hans tvillingebror legede i klatrestativet nede i gården. ”To små abekatte”, som de sagde på hospitalet, da hun fødte dem. Pludselig tog Claus sin bror Henrik i hånden. ”Kom, nu går vi ind til mormor og morfar,” hviskede han til Henrik. Og så gik 21

Abemanden_5korr_2105A 21

23/05/2004, 18:08:09


Gennembrud. En ung Claus trÌner i haven i Fløng.

22

Abemanden_5korr_2105A 22

23/05/2004, 18:08:10


23

Abemanden_5korr_2105A 23

23/05/2004, 18:08:16


de deres vej, uden at Brita opdagede det. Hen ad Amagerbrogade, over Langebro, hvorfra de to små drenge kunne se København. De havde gået over tre kilometer og forude ventede Rådhuspladsen. Tilbage på Messinavej troede Brita, at hendes sønner var nede i gården, men da hun ikke kunne finde dem, blev hun nervøs og ringede til sin mor og far i Nansensgade. Her var Claus og Henrik netop trådt ind ad døren. Brita havde egentlig aldrig regnet med at blive alenemor. Som ung satsede hun på det sikre og kom i lære som sekretær hos Codan, men der var også bud efter hende i det mere fashionable København. Hun var smuk, høj og velformet. Og det tiltrak opmærksomhed. Hun poserede som mannequin i bladet ”Byens Aften”, og den engelske stjernefotograf David Hamilton ville have hende med til USA. Men så mødte Brita den spanske Francisco og blev gravid. Hun var tyve år gammel, og nytårsaftensdag 1963 fødte hun tvillinger på Sct. Josef Stiftelsen i København. Claus kom først, Henrik fulgte efter. Brita var stolt af, at hun ikke skreg under fødslen, for smerte var ikke noget, hun ville dele med andre. Efter fødslen boede Brita hos sine forældre i Nansensgade, hvor de to spædbørn sov i en skuffe i chatollet. Det katolske bryllup med Francisco blev hurtigt aflyst, og bakket op af sine forældre smed Brita sin spanske trolovede på porten. Dråben var, da han kom for at besøge sine sønner, snotforkølet, og stod og oversmaskede dem. Sådan gør man bare ikke med spædbørn, mente Brita. Francisco forlod Danmark for altid, og Claus og Henrik så aldrig deres far igen. Nu var det Brita, tvillingerne og bedsteforældrene. De boede sammen i tre år på Nansensgade, og selv da Brita købte lejligheden på Messinavej, fortsatte hendes forældre med at tage meget aktiv del i tvillingernes opdragelse. Efterhånden betragtede Brita mere sine søn24

Abemanden_5korr_2105A 24

23/05/2004, 18:08:19


ner som en slags brødre. Hun havde svært ved at sætte sig igennem over dem, og der var tvivl om, hvem der bestemte. I 1972 flyttede Brita og tvillingerne videre til Fløng, en forstad til Hedehusene midt mellem Roskilde og Taastrup. Hvis man kan tale om det mørke Sjælland, fandtes det derude, men da motorvejen fra København blev åbnet, kom udvandrerne og lyset fra storbyen buldrende ind. Funktionærer fra København blandede sig med arbejdere fra grusgravene, Dansk Spændbeton og Rockwool. En ny tid begyndte, og livet tegnede godt. Sammen med sin kæreste fra Codan købte Brita et rødt murstenshus, som lå klods op ad motorvejen. 120 kvadratmeter med røgfarvet glas i vinduerne. Der var altid mange blomster i haven om sommeren, og der var plantager langs med motorvejen, hvor Claus og Henrik kunne bygge huler. Men forholdet til kæresten fra Codan gik i stykker. Han ville ikke tage ansvar for børnene, og krævede, at hun skulle dyrke gruppesex. ”Ikke tale om,” sagde Brita. Hun blev enlig mor igen. Claus og Henrik fik at vide, at de skulle blive nede i kælderen med deres venner, når Brita havde gæster. Claus talte sjældent om hende. Når de andre drenge spurgte, hvad hun lavede, løj han og sagde, at hun var stewardesse. En dag bankede Claus på døren hos genboerne og spurgte, om de var glade for at bo der. De folk på vejen, som snakkede med Claus, opfattede ham som et barn, der savnede at tale med voksne.

25

Abemanden_5korr_2105A 25

23/05/2004, 18:08:20


KAPITEL 4

Dragen fra Hedehusene ”Moderen lukkede stilehæftet, og gik sin vej/Tilfreds og meget stolt så hun aldrig/I de blå øjne under den fregnede pande/Skrækken og hadet i hendes barns sjæl.” Fra digtet ”Syv år gamle poeter” af Arthur Rimbaud.

I april måned 1978 passerede et propelfly hen over Fløng Skole. I flyet sad fotograf Nils Rosengaard, Claus’ formningslærer. Han var blevet sendt op for at dokumentere, hvordan Fløng havde ændret form fra en stjerneformet landsby til en komplet soveby med parcelhuskvarterer og grå tentakler fra København i form af Holbæk-motorvejen. Fra luften var det klart, at Fløng var blevet så stor en affære, at området næsten var smeltet sammen med Hedehusene. De mest dominerende bygninger i landskabet var kommuneskolens røde længer. Hernede var Claus Bork Hansen begyndt i ottende klasse, 14 år gammel. Frisuren var kasserolleformet, og håret var brunt. Han klarede sig nogenlunde fagligt. I dansk ville han helst skrive stile om skovsøer og solnedgange. Venner var der mange af. Claus kunne man stole på, og pigerne syntes, han var spændende. Og så var han god til karate. Claus var den frygtløse dreng, som kunne tæve alle. Men han levede et hemmeligt liv ved siden af kammeraterne. Ingen i klassen kunne sætte en finger på det præcist, men det virkede, som om Karate Claus havde forbindelser til folk i Hedehusenes underverden. Claus havde altid penge, og han var god til at skaffe ting og sager. En 26

Abemanden_5korr_2105A 26

23/05/2004, 18:08:20


knallert for eksempel. I avisen læste han om Bullshit, rockerbanden fra Amager, og fortalte begejstret vennerne om læderjakkerne. Kulturen fascinerede ham. Der var mange problemer med Claus’ tvillingebror Henrik. Lige fra drengene var små, var det tydeligt, hvem der var den stærkeste. Henrik var den svageste, og de to drenge var hinandens modpoler. Claus var kernesund og massiv og kom selv hen og gav kram. Han viste kærlighed, mens Henrik udviklede sig til en spinkel, indelukket dreng, som led af mareridt om natten og var plaget af angst om dagen. Da de begyndte i 1. klasse, anbefalede lærerne, at de blev skilt ad. Henrik ville altid være sammen med Claus og så op til ham, men Claus ville ikke lege med ham. De var for tveæggede. Som 14-årig var Henrik nervøs og hidsig og på kant med alle. Han var begyndt at gå med kniv og havde allerede været involveret i tyverier af biler og motorcykler. De to brødre var så forskellige af væsen, at de andre elever i klassen havde svært ved at fatte, at de var tvillinger. Claus og Henrik kom ofte i slåskamp, og en dag endte det med, at Henrik smadrede en flaske i hovedet på Claus og løb sin vej. Claus blev stående med en flænge i panden. Når tvillingerne kom hjem fra skole, blev de modtaget af bedsteforældrene. De passede drengene til hverdag, mens Brita var på arbejde hos Codan i København. Morfaderen var en sej gammel gut med en fortid som klejnsmed på B&W. Han var marxist og forhenværende bokser. Han gjorde meget ud af at forklare Henrik og Claus om det vigtige i altid at tage de svages parti. Det var noget, Claus lyttede til. Men de to gamle mennesker kunne ikke styre drengene i længden, og de to brødre fik lov til at rende rundt for sig selv på gaderne. Brita var altid på arbejde og kunne ikke følge med i, hvad der skete ude i 27

Abemanden_5korr_2105A 27

23/05/2004, 18:08:21


huset i Fløng. Hun skimmede kun overfladen. Da tvillingerne var 14 år gamle, besluttede Brita sig for at flytte til en lejlighed i Ishøj. Oliekrisen kunne mærkes, og hun havde ikke råd til at bo i huset i Fløng længere. Men Claus og Henrik nægtede at flytte med. De ville blive hos deres venner i Fløng og Hedehusene. Der var tale om total, ubøjelig stædighed. Tvisten endte med, at Brita ringede til kommunen og fik arrangeret, at Claus og Henrik kunne få plads på en ungdomspension i Rødovre. Hendes strategi var, at drengene nok blev trætte af livet på egen hånd og selv kom til Ishøj efter et par uger.

Gadeliv. Claus med gedebukkestyr foran sin tvillingebror Henrik.

Hverken Claus eller Henrik flyttede ind på ungdomspensionen. De hentede deres tøj og lommepenge i Rødovre, men ellers blev de væk. I stedet startede de en tilværelse som kriminelle i Hedehusene, dengang Danmarks mest kriminelle by. De syede ulvehaler på deres cowboyjakker og gik virkelig til sagen sammen en gruppe ældre drenge fra ”2640”, en bande opkaldt efter Hedehusenes postnummer. Når banden var mest aktiv, stjal de en bil eller en motorcykel om dagen. De to drenge brød også ind i kiosker og rapsede pølser og chokoladefrøer. Når de skulle sove, trængte de ind i skoler og daginstitutioner. Claus lærte, hvordan man åbner en dør eller et vindue med en kniv. Tvillingerne var ikke de eneste børn, der havde det svært i Hedehusene. Mange af de nye tilflyttere fra Vesterbro og Nørrebro i København havde købt store huse og var nødt til at arbejde ti timer om dagen for at få økonomien til at hænge sammen. Af frygt for at deres børn splittede huset ad, når de var alene om eftermiddagen, hængte forældrene madpakker ud til dem i cykelskuret eller på hoveddøren til det aflåste hus. Så kunne de klare sig, til forældrene kom hjem om aftenen. I Hedehusene talte man om de nye ”madpakkebørn”.

28

Abemanden_5korr_2105A 28

23/05/2004, 18:08:21


29

Abemanden_5korr_2105A 29

23/05/2004, 18:08:26


Claus og Henrik pjækkede fra undervisningen på Fløng Skole, og Claus’ sidste time var, da han stak en præst én på skrinet under forberedelsen af byens konfirmander. ”Nu gider jeg sgu ikke mere pis med jer,” sagde han til klassen og smækkede døren efter sig. Næste gang eleverne og lærerne på Fløng Skole så Claus og Henrik, kørte de rundt nede i skolegården på en stjålet motorcykel og delte flødekarameller ud til børnene. Til sidst blev Henrik træt af livet på gaden og søgte tilbage til Brita i Ishøj. Men Claus blev i Hedehusene. Intet kunne tvinge ham væk. Han var med til at lave jordhookere i parken, og når han blev sulten, spiste han cowboytoast fra Palle Madsens kiosk i fodboldklubben. Om natten sov han hos venner, og hvis der ikke var plads, gik han ned i parken med en sovepose. Han var en lille trodsig drage, som manglede en familie.

30

Abemanden_5korr_2105A 30

23/05/2004, 18:08:28

Abemanden af Mads Brugger  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you