Issuu on Google+


Ole Clifford

Troldmanden fra Waterloo


Troldmanden fra Waterloo Copyright © 2009 Ole Clifford og Audioteket A/S Sats: Side-1, Odense Bogen er sat med Garamond Tryk: Bookwell, Finland Omslag: Thomas Szøke – Eyelab ApS Forfatterportræt: Foto: Anders Knudsen ISBN: 978-87-645-0334-0 1. udgave, 1. oplag

Mrs. Robinson – en del af Audioteket


Af samme forfatter: Romaner De elskende i Toscana Gensyn i Provence Miramares SjÌl Det 11. bud Sort natskygge Shahens elefant Fagbøger: Brainpower Nunc 1953 - 2003


Denne bog er tilegnet Gitte (S&W), som åbnede mine øjne, før jeg var klar til at se.


Det vigtige er ikke at holde op med at stille spørgsmål. Albert Einstein (1879-1955, Tyskfødt amerikansk fysiker)


1

Lægen havde taget alle forholdsregler for at gøre vandfødslen til en smuk oplevelse. Det store boblebad, som fødslen skulle foregå i, var blevet renset og desinficeret og genopfyldt og derefter opvarmet til kropstemperatur. Baderummet var pyntet med palmer, roser og levende lys og – for at være på den sikre side – havde han anrettet et bord med de nødvendige redskaber og medikamenter ved siden af badet. Han havde sørget for, at der blev sendt beroligende musik ud af højttalerne, der ellers bragede med de sidste hits og rockmusik, når boblebadet blev brugt til dets normale formål. Det var ikke enhver læge, som gjorde så meget ud af en fødsel, men det var heller ikke en hvilken som helst læge, der skulle være far til et ønskebarn født af en smuk og intelligent hustru, og som nøje havde planlagt undfangelsestidspunkt og fødselsdato ud fra den optimale astrologiske konstellation for barnet. Han – for de kendte naturligvis allerede kønnet – skulle ikke alene have en solid økonomisk opvækst, men også de bedste forudsætninger for et succesrigt liv. Lægen havde selv tilset sin hustru under graviditeten, der, bortset fra ubehag og kvalme i den tidlige fase, var forløbet som den skulle. Da veerne satte ind, og han havde sikret sig, at der var tale om reelle fødselsveer, blev der gjort klar i husets rekreative baderum. De havde besluttet, at der ikke skulle være andre til stede ved fødslen, og han gled nøgen ned i det kropslune vand sammen med sin kone. Selv om veerne kom og gik, havde den vordende mor fuld bevægelsesfrihed i vandet, og i timerne, der syntes at snegle sig af sted, sad han ofte bag hende med armene omkring hendes bryster. 9


Omsider var signalerne så tydelige, at fødselstidspunktet nærmede sig. Veerne kom hyppigere nu, og smerterne fortrængte alt andet. Han gjorde, hvad han kunne for at få hende til at presse det sidste ekstra stykke. Hun trak vejret hurtigt og dybt, holdt det og pressede så igen. Han opmuntrede hende til at presse hårdere, mens hun bandede og gispede. I det samme viste der sig et behåret hoved nede mellem benene. Han vendte sin opmærksomhed mod det og trak med forsigtige hænder, indtil han mærkede noget give efter, og barnet med ét var helt ude. Skrigene fra hans kone stoppede, hendes krop blev slap. Han tog barnet, der endnu var forbundet til moderen med navlestrengen og vendte det om. Synet stoppede hans åndedræt i nogle sekunder, så lagde han barnet tilbage i vandet og så op på sin kone. Hun lå helt stille nu. Selv om en del af det lange, kobberrøde hår var synligt over basinkanten, var hovedet gledet ned under vandet. Han fik hende hurtigt op igen og følte efter hendes puls, men der var ingen. Så gik han i gang med kunstigt åndedræt, først mund-tilmund, men da der intet skete, forsøgte han at trække hende op fra badet. Alt var vådt, og han gled flere gange og slog sig voldsomt, men mærkede ingen smerte. Omsider åbnede han for karrets bundprop. Mens karret langsomt tømtes, fortsatte han med mund-til-mundmetoden. Da vandet var løbet ud, skiftede han til hjertemassage og rytmiske stød mod brystkassen og blev ved i en halv times tid, indtil det sortnede for øjnene og der ikke var flere kræfter tilbage. Så så han på barnet, der lå i bunden af det tørlagte kar, rødhåret ligesom moderen. Det havde ikke noget ansigt, kun et åbent hul, der hvor næse og mund skulle have været. Det havde heller ingen øjne. Misfostret bevægede sig ikke. Han steg op fra badet og betragtede palmer, roser og de levende lys, inden han faldt om på flisegulvet og skreg af sine lungers fulde kraft.

10


2

Wien, Østrig Ladvognen havde en førerkabine med tre pladser bag førersædet og to ved siden af. Chaufføren meldte på mobilen, at de nærmede sig ankomststedet, trak ind til højre og parkerede på Simmeringer Hauptstraße, inden han slukkede lysene. Fem mænd steg ud, mens chaufføren aktiverede et blinkende gult advarselssignal og blev siddende. Klokken var fire om morgenen, det var endnu halvmørkt, men arbejdsholdet havde øvet sig adskillige gange og kunne omtrent klare deres opgaver i søvne, i hvert fald helt uden problemer i dunkel belysning. Én slog ladets bagsmæk ned, mens to andre klargjorde de to forstærkede metalskinner, der udgjorde rampen. En fjerde mand sad allerede i den smalle rendegravers førerhus og var i færd med at starte motoren, mens en femte satte afspærringer op omkring arbejdsstedet. For den endnu sparsomme morgentrafik var arbejdsholdet et helt normalt syn. De var iført gule sikkerhedsveste med reflekser og var overordentligt synlige i trafikken. Rendegraveren blev bugseret ned bag ladvognen og forsvandt et øjeblik efter ind gennem kirkegårdens forsyningsport. Nogle minutter senere ankom en kranvogn, der ikke var større, end den ubesværet kunne følge efter rendegraveren, og var fyldt med arbejdsredskaber. Holdet af anlægsgartnere, der fulgte efter i en minibus, blev sat af ved fortovet, småsnakkede og traskede i roligt tempo ind på Zentralfriedhof – Europas næststørste kirkegård. Arbejdsstyrken, som var på i alt 12 mand, samledes ved det aftalte sted og nikkede kort til hinanden, inden sjakbajsen repeterede 11


opgaven. Et par mand sørgede for, at fire kraftige halogenlamper fokuserede på graven, mens kranen gjorde klar til at løfte den fire tons tunge obeliskformede sten, der bar Beethovens navn, og som i midten var prydet med en guldlyre. Blomster og planter omkring gravstedet blev omhyggeligt fjernet og anbragt i kasser. Benzindrevne trykluftspumper blev startet. Der var allerede gjort klar til obeliskens midlertidige placering på kirkegårdsstien. Erfarne hænder skubbede den forsigtigt over på træskelettet, der var konstrueret til formålet. I mellemtiden var et andet hold gået i gang med at afmontere det lave støbejernsgitter, der var fastgjort til fire hjørnesten. De havde studeret nærbilleder af måden, gitrene var fastgjort på og arbejdede forsigtig med skærebrændere de steder, hvor de havde rustet sig fast. Mindre end ti minutter senere var der gjort klar til rendegraveren, der rutineret gravede en halv meter dyb fure på hver af gravens fire sider. Seks og seks stillede mændene sig på hver af gravens langsider. Hver mand førte et stålrør ned til et sted lige under soklens fundament. Der lød nogle hule drøn fra trykluftpumperne, der skød stålwirer under jorden og over på den modsatte side. Wirerne blev trukket helt ud, samlet i et særligt spænde og fastgjort til kranens løftemekanisme. Et øjeblik efter løftedes soklen langsomt i vejret. Beethovens grav lå åben. To mand trådte frem og lirkede ved kistens metalhængsler, der gik overraskende let op. En tredje mand trådte ned i graven, åbnede en taske, fandt rustfri kirurgiske stålredskaber og klare plasticbeholdere frem. Et øjeblik efter tog han prøver fra det opløste skelet og, hvad han gik ud fra, var brugbare vævsprøver. Da han havde sikret sig tilstrækkeligt med prøver, placerede han omhyggeligt de markerede beholdere i tasken, lukkede og låste den, trådte op fra graven og nikkede til sjakbajsen. Inden han begav sig mod kirkegårdens udgang, gav han en kort besked i mobiltelefonen. Nogle minutter senere var han tilbage i minibussen, han tog sikkerhedsskoene af, afførte sig arbejdsmandsuniformen, der havde dækket for business-habitten, den hvide skjorte og silkeslipset, som han havde på indenunder. De blankpolerede 12


sorte sko stod klar. Et øjeblik efter blev han hentet af en Mercedes personvogn og kørt direkte mod Wiens lufthavn. Arbejdsholdet, der nu kun bestod af elleve mand gik i gang med den omvendte procedure. Det eneste, der krævede særlig opmærksomhed, var svejsningen, de steder hvor støbejernsgitteret en halv time tidligere var blevet adskilt. Svejsepunkterne blev derefter indfarvet, så de ikke var synlige for det forbipasserende øje. Der gik mindre end 30 minutter, før alt igen var på plads. Klokken var lidt i seks, der var i alt gået 1 time og 47 minutter, Wiens morgentrafik var allerede godt i gang. En af arbejderne fra ladvognen fjernede vejarbejdsafmærkningerne, hoppede ind i bilen, inden chaufføren blinkede fra og gled ud i trafikken på Simmeringer Hauptstraße. Da de første turister indfandt sig på Zentralfriedhof ved nitiden for at se Beethovens og Schuberts grave, der var placeret ved siden af hinanden, var der intet usædvanligt at bemærke, udover at Beethovens grav var bedre vedligeholdt end Schuberts. De tog deres fotos, oversatte inskriptionerne på mindestenene, og fortsatte videre ud på kirkegårdens stisystem for at udforske andre af historiens kendte gravsteder.

13


3

Buck Frazier stod ved vinduet i hjørnekontoret på 68. etage på en af New Yorks bedste adresser og betragtede trafikken 300 meter under sig. Fifth Avenues fem vejbaner var tætpakket med legetøjsbiler, der satte i gang, kørte nogle hundrede meter og stoppede, og satte så i gang igen i én lang, uendelig strøm og demonstrerede at livet på Manhattan fortsatte uanset finanskriser, terrorhandlinger, skiftende præsidenter og krige. Beliggenheden på 57th Street, kun få blokke fra det nyligt renoverede Plaza Hotel og jetsettets superbutikker, Bergdorf Goodman, Van Cleffs & Arpel og Tiffanys, udgjorde et magtfuldt signal til aktionærer og forretningspartnere. For arbejdende bestyrelsesformand og Chief Executive Officer for medicinalgiganten, GlobalChem Inc., var signalværdien på Manhattan dog til at overskue. Finanskrisen havde på mindre end trekvart år barberet 50 procent af aktiekurserne, og selv om virksomheden var velkonsolideret, så bestod de fleste aktiver af mursten og hjernekraft. GlobalChem, med godt 45.000 medarbejdere på verdensplan, stod foran sit hidtil værste år. Nedskæringer og massefyringer var uundgåelige. Selv om den 63-årige Buck Frazier nærmede sig pensionsalderen, havde han ingen planer om at trække sig. Gennem årene havde han set aktie- og valutakurser stige og falde, og, afhængig af om man var investor eller spekulant, var der markant forskel i reaktionsmønstrene. Han var enig med finanseksperterne i, at et tilfældigt øjebliksbillede af et firmas aktiekurser langt fra reflekterede den sande indre værdi. Det var det lange seje træk, der sikrede den økonomiske stabilitet, 14


men midt i en af de værste finanskriser verden endnu havde set, var det omsonst at forsøge at forklare det til aktionærer eller pressen ved generalforsamlingen, der nærmede sig. Forskningsinvesteringerne var enorme og taltes ikke i millioner, men i milliarder, og udfordringen var, at der ofte gik syv, otte eller hele ti år, før et nyt lægemiddel kunne bringes på markedet og – vel at mærke – kun hvis verdens sundhedsmyndigheder, med det Washington-baserede Food & Drug Administration i spidsen, havde godkendt det. Ethvert tegn på uforudsete problemer eller forsinkelser sendte øjeblikkelige rystelser gennem Wall Street, og selv i en sund økonomi kunne aktierne falde 10, 20 eller 30 procent i løbet af få døgn. Det modsatte kunne også være tilfældet, især hvis der var forlydender om succesrige testresultater for et lovende produkt. Buck Frazier, eller Old Bulldozer, som han også kaldtes bag sin ryg, var ikke klar til at blive udnyttet af en flok opportunistiske børshajer eller russiske øjebliksspekulanter i en kamp om en reduceret version af GlobalChem, hvor alt, hvad der tangerede et aktiv, blev flået ud af sammenhæng og solgt, så resterne kunne overtages af en kapitalfond eller en kinesisk investeringsbank. Begrebet „alt afhang af ”, var et fortærsket udtryk, men efter 40 år i business var han omsider nået til et punkt, hvor det kunne bruges, for alt afhang faktisk af, hvordan omverdenen ville reagere på de nedjusterede tal og resultater, som han så sig tvunget til at rapportere ved årets generalforsamling. For en gangs skyld var gode råd virkelig dyre. Han havde haft den samme sekretær, Betty Wainright, lige siden han for 38 år siden grundlagde virksomheden sammen med en studiekammerat. Gennem årene havde hun, via aktieoptioner og bonusser, tjent så meget, at hun kunne have levet et komfortabelt liv i Sydflorida eller ved den Franske Riviera uden at sætte sine ben på kontoret igen, hvis hun altså havde foretrukket det. Hun havde ganske vist taget sig nogle længere ferier, men var hver gang vendt tilbage til direktionsgangen, hvor hun nu styrede Old Bulldozers kalender med militærpræcision og i øvrigt blev brugt som verbal sparringpartner, når han tumlede med et problem. Buck Frazier trykkede på den grønne knap på det gammeldags 15


samtaleanlæg, som han, trods protester fra alle i forkontoret, havde insisteret på at beholde, og snerrede: „Jeg har brug for at vende noget med dig. Kommer du ind?” Et øjeblik efter viste Betty Wainright sig i døråbningen, hun fortsatte henover det persiske tæppe uden at sige noget og satte sig så i gæstestolen. Den spinkle sekretær med det stramt opsatte kastanjefarvede hår, betragtede den firskårne, kompakte skikkelse bag skrivebordet, skeptisk afventende. Han nikkede mod stenogramblokken i hendes hånd og brummede: „Læg den til side, der skal ikke tages notater lige nu.” Så lænede han sig tilbage og lagde benene op på det lave sidebord. „Kan du huske, at vi for nogen tid siden modtog et tilbud om licensrettigheder til en stribe patenter, der havde med genetisk forskning at gøre? Hvad gjorde vi egentlig med dem?” „Tænker du på Geniom?” Han sendte hende et mørkt blik og rystede på hovedet. „Hvis jeg huskede navnet, havde jeg nok ikke behøvet at kalde dig ind, men fortæl mig om Geniom.” Han bemærkede smilet på hendes læber og tilføjede: „Hvad er det, du finder så fornøjeligt?” „Er det en ny stil, du har tillagt dig, eller er du blevet farveblind?” „Hvad taler du om?” „Et grønt slips til en lilla skjorte og mørkeblå habit.” Hun rystede på hovedet. „Plejede uniformen ikke at inkludere en mørk habit, hvid skjorte og et diskret slips?” Buck Frazier lo højt og afslørede flotte, hvide implantater. „Jeg er glad for, at du bemærker det, Betty. Det gælder om at sende nye signaler om vitalitet og handlekraft til omverdenen. Man er så ung, som man man tænker.” Han lænede sig tilbage. „Hvorfor? Er der noget galt?” „Hvis det var mig, der sendte dig af sted om morgenen, så gik den ikke. Jeg tvivler på, Noreen så dig, inden du gik.” „Du ved godt, at hun ikke står op klokken 5.00. Fortæl mig så om Geniom.” 16


„Fortæl mig først om den virkelige årsag til din maskeradepåklædning.” Han lagde ansigtet i alvorlige folder. „Vi befinder os i en krisetid og det rette personlige image er vigtigt, et spørgsmål om troværdighed … at signalere selvtillid og handlekraft. Hvis du endelig vil vide det, så konsulterede jeg i al hemmelighed en stylist i sidste uge, da jeg var i London, som sendte mig videre til en personal shopper, en englænder med fine referencer som har forstand på den slags. Det gælder om at skille sig ud fra mængden, ikke at ligne alle de andre direktørkloner på Manhattan.” Hun forsøgte at skjule et smil, men brød til sidst ud i et diskret grin. „Man må sige, det er lykkedes.” Han så bistert på hende. „Skal vi komme tilbage til sagen.” „Der er ikke så meget at sige. Du afviste i sin tid forslaget med en bemærkning om, at det ikke havde nogen fremtid for sig. Det handlede om etiske og moralske betænkeligheder.” Han nikkede et par gange. „Åh ja, nu kommer det tilbage.” Han så hen mod hjørnevinduet. Der gik længere tid end sædvanligt, når Old Bulldozer gjorde en af sine kunstpauser, inden han omsider spurgte: „Hvor er virksomheden bag tilbuddet placeret rent geografisk?” „Det var fremsendt via et advokatkontor her i New York. Der var ikke noget fortrolighedskrav, hvilket du undrede dig over.” „Men du sørgede vel for, at de accepterede en erklæring om, at vi selv kunne være i gang med udvikling af noget tilsvarende, så de ikke kunne komme tilbage og sagsøge os for plagiering, ikke sandt?” „Så vidt kom det aldrig, sagen blev lukket, efter du havde læst resuméet. Hvorfor er du så interesseret i den gamle sag nu?” „Hvor gammel er den da?” „Mindst otte-ni måneder, og du har kasseret masser af tilbud siden.” „Men det var før finanskrisen for alvor satte ind. Vi befinder os i en anden situation nu. Har du tjekket værdien af dine GlobalChemaktier for nylig?” Rynkerne i hendes pande blev meget synlige. „Jeg skulle selvfølgelig 17


have solgt, mens tid var og fulgt dit råd om at flytte sydpå. Du har måske fundet de vises sten eller en redningsplan?” „Måske.” Hun så bagud. „Døren er lukket. Hvorfor så gådefuld?” „Den årlige generalforsamling nærmer sig hastigt.” Hun nikkede. „Fortæl mig noget, jeg ikke ved. Det er den 22. i næste måned, de skriftlige indkaldelser er under forberedelse, og du skal snart se på tekster til årsrapporten.” Han rettede på slipset, satte sig op i stolen. „Tal ikke om det.” Så trak han vejret tungt. „Er der nyt fra forskningsdivisionen vedrørende cancerprojekterne her til morgen?” „De seneste rapporter viser, at det især er på PARP-fronten, der gøres fremskridt – du ved, det proteinpræparat, der reparerer genetiske defekter, som er årsag til cancer. Men ellers ligger der ikke noget og venter, som du ikke allerede har kendskab til, alt går planmæssigt. Godkendelserne ligger syv-otte år forude.” Han bed læberne sammen og rystede på hovedet. „Tak for belæringen. Det er fremragende, at vi omsider er ved at løse kræftens gåde … vi kan bare ikke bruge det til noget ved generalforsamlingen.” Han bøjede sig frem og dæmpede stemmen: „Mellem os, Betty, kan du huske, at vi har befundet os i en værre situation nogensinde?” „Den var slem i begyndelsen af 90’erne, men ikke tilnærmelsesvis så slem som nu. Du har måske nye tal?” Han nikkede. „Du får dem bagefter. Når jeg fremlægger regnskaberne, og vi samtidig ikke har et nyt vidunderprodukt klar, vil rutsjeturen fortsætte nedad … og det til trods for at firmaets reelle værdi langt overstiger de aktuelle aktiekurser … endda flere gange.” Han trak vejret tungt, inden han tilføjede: „Og så skal vi være glade for, at vi er i en branche, hvor der fortsat er behov for de produkter, vi fremstiller. Folk bliver stadig syge, må jeg med beklagelse erkende.” „Det er nok ikke din eneste bekymring.” „Hvad mener du?” „Rygterne svirrer … du kender korridorsladderen.” „Som du ved, når de sjældent frem til mig. Hvad er der nu gang i?” 18


„Rygtet siger, at næstformanden er ved at samle en række betydningsfulde aktionærer omkring sig, og hvis det lykkes at samle et flertal, kan det blive alvor med en opsplitning af selskaberne til højstbydende og dermed sikre midlertidige aktiestigninger. Du ved godt, at det investeringsselskab, han er formand for, allerede kører på pumperne, ikke?” Buck Frazier nikkede. „En fugl har sunget i mit øre, men jeg troede ikke, der var meget hold i det.” Han rystede på hovedet. „Frasalg, ha! Det er en primitiv overlevelsesmanøvre for børsspekulanter, men det tillader jeg ikke.” „Du kan blive nødt til det. Et simpelt flertal afgør det.” Denne gang var der ikke noget kunstigt over den pause, han holdt, mens han overvejede det, sekretæren netop havde bekræftet. Omsider svarede han: „Så meget desto større grund til at finde Geniom-sagen frem igen og se på den med friske øjne.” Der var vantro i det blik, hun sendte ham. „Så vidt jeg husker, plejer den slags kontraktforhandlinger at tage måneder. Du når det næppe inden generalforsamlingen. Hvad forestiller du dig, at du kan opnå?” „Blot sikre mig at tusinder af aktionærers og pensionskassers investeringer ikke spildes på en flok udbrydere … og så virksomhedens overlevelse, naturligvis.” „Hvis ikke det var fordi, jeg kender dig bedre, end du kender dig selv, Buck, ville jeg sige, du var tosset. Hvad har du oppe i ærmet?” „Hvis løfterne bag Geniom-kontrakten, som jeg husker dem nu, holder hvad de lover, så er det måske det friske pust, vi har brug for lige nu – og så en ny stil.” „Du vil altså ikke ud med sproget?” „Lad mig lige se kontraktforslaget først.” Hun rejste sig, så på bestyrelsesformanden og rystede på hovedet. „Hvis du tror, at en lilla skjorte signalerer den friske nye stil, er jeg bange for, du bliver slemt skuffet.” Han rettede ved det grønne slips. „Bare find papirerne.”

19


4

Buck Frazier betragtede forsiden af Genioms kontraktoplæg og smilede. Der var langt imellem banebrydende farmaceutiske landvindinger med indtægter i milliardklassen, men der var endnu længere mellem globale patenter, der ikke udsprang af flere års udviklingsarbejde og gigantiske investeringer. Selv om GlobalChem beskæftigede nogle af verdens fineste forskere, så var medicinudvikling som en roulette: Man vidste aldrig, hvordan verdens sundhedsmyndigheder ville modtage, endsige godkende, et nyt produkt, før investeringerne var foretaget, og det færdige lægemiddel havde været på en årelang tur gennem myndighedernes vridemaskine. Den slags usikkerhed krævede ikke kun et stærkt finansielt bagland, men også nerver af stål. Det sidste havde han stadig, det første havde finanskrisen sat en stopper for. Som han havde for vane, når en sag skulle sættes i perspektiv, gik han hen til vinduet og betragtede livet nede i gaderne, der, så langt øjet rakte, var fyldt med fodgængere som alle, på et eller andet tidspunkt, ville få behov for et eller flere af GlobalChems produkter. Nu hvor Kina var kommet ind i billedet med en middelklassebefolkning i vækst, havde begrebet uudtømmelige markedsmuligheder fået ny mening. Hvis Genioms tilbud og løfter holdt vand, så kunne kontraktforslaget være nøglen til uanede indtægter lige så længe han levede, ja i al evighed. Alligevel var det ordene i al evighed, der gjorde ham betænkelig. Det udbydende konsortiums kontraktadvokater havde skrevet det sort på hvidt. Han rystede på hovedet og vendte tilbage til skrivebordet, tog det indbundne kontrakttilbud med guldprint på forsiden og stirrede på det. Det, han stod med 20


i hånden, kunne udgøre forskellen på overlevelse eller undergang, men hvis noget lød for godt til at være sandt, så … Han så på kontraktomslaget. Det sædvanlige fortrolighedsstempel var erstattet af et holografisk ikon på størrelse med en touchpad på en laptop og vekslede mellem en stiliseret DNA-spiral og ordene privileged information – top secret. Under det metalagtige ikon, og usynligt for øjet, befandt sig en papirstynd microchip. Buck Frazier betragtede vekselvirkningen i den tredimensionale DNA-spiral. Papir var ikke længere bare papir, men nu også en sladderhank – elegant, opfindsomt og meget sikkert. Prisen på 38 millioner dollars som garantikapital, en slags udbetaling, var ikke skræmmende – selv ikke i en krisetid – og den årlige royalty på 7 procent af nettoomsætningen var, som det skulle være. Alt havde en pris og han, om nogen, kendte til værdien af ukrænkelige patenter. Det fine var, at det ikke kun drejede sig om medicinalprodukter, men også om fremstillingsprocesser. Patenternes fremtidige ejere kunne med et par simple pennestrøg komme til at dominere verdensmarkedet for genmodificeret medicin, men sandheden var, at hvis han spillede kortene rigtigt, ville dette punkt være uvæsentligt. Det drejede sig om langt mere end ejerskab til nogle patenter. Han gned sig på hagen og kneb øjnene sammen. Selv om forarbejdet altså var gjort af konsortiet bag tilbuddet, betød den usædvanlige redningsplan, som var ved at forme sig i hans hoved, at han ikke kunne rådføre sig med GlobalChems dygtige forskere, ej heller konsultere divisionsdirektører eller marketingfolk – for når de ikke kunne få tilfredsstillende forklaringer, ville der opstå rygter, som hurtigt ville sprede sig til bestyrelse og aktionærer. Overraskelseseffekten, hvis det altså lykkedes at realisere planen, ville være tabt … og dermed også virksomhedens fremtid. Det var et dristigt træk, og indsatsen ville blive høj. Nu, mere end nogensinde, gjaldt det om at holde kortene tæt til kroppen. Han bladrede et par sider frem. Det var ikke blot et spørgsmål om patenter, for markedet var garanteret, og det var det næste punkt, som havde gjort Old Bulldozer mistænkelig, for hvordan garantere et marked? Hvordan garantere flere markeder? Ja, hvordan i det hele 21


taget garantere flere markeder i flere lande for flere produkter langt ud i fremtiden? Her var noget, som han i sine mange år som øverste chef for en af verdens største medicinalvirksomheder, åbenbart ikke havde forstået. Men tilbuddet var klart, advokaterne havde været meget specifikke i deres formuleringer, og han læste igen: „Konsortiets interesse ligger alene i udvikling af patenter og forberedelse af markederne for produkter baseret på sådanne patenter. Fremtidige ejere garanteres en minimumsomsætning på …” og så videre. Taleksemplerne var svimlende og fordrede, at man havde kendskab til verdens forbrug af medicinalprodukter og markedsstørrelsen af allerede genmanipulerede afgrøder til medicinalbrug, for at kunne forholde sig til dem. Så på den baggrund forekom up-front-betalingen ret beskeden, og han formodede, at det blot dækkede de umiddelbare udviklingsomkostninger. Kontraktudbydernes rigtige indtægter ville løbende tilflyde dem via royalty-udbetalingerne og sikre trecifrede millionbeløb årligt … i al evighed. Han havde frabedt sig opkald resten af dagen, og var der noget, som Betty Wainright havde lært sig, så var det, at Bulldozerens ordrer var hellige. Hun havde forsvaret direktionskontoret med næb og kløer, mens han havde ligget syg i Japan af en fiskeforgiftning for nogle år siden, og et nyt lederhold var rykket ind og havde gjort klar til det store generationsskifte. Men han havde snydt døden, fyret halvdelen af funktionsdirektørerne, og var vendt tilbage til direktionskontoret og havde honoreret Bettys loyalitet med en klækkelig lønforhøjelse og flere aktieoptioner af en størrelsesorden, som hun dengang havde troet, hun aldrig ville få brug for. Hun kom og gik som hun ville, hvilket i det store hele svarede til Bulldozerens arbejdstider, mellem 55 og 60 timer ugentlig, nu hvor han var begyndt at trappe ned. Og selv om de var på fortrolig fod med hinanden, så var tonen i hovedreglen kontant og forretningsmæssig. Hun bankede på, ventede ikke på svar, men åbnede døren på klem. „Hvis der ikke er mere, så –” Han vinkede hende ind. „Vær sød og sæt dig … har du et minut eller to?” Hun skævede til armbåndsuret. „Så heller ikke længere.” 22


„Det varer kun et øjeblik.” Han lod tilbuddet glide hen over den blankpolerede bordplade og brummede: „Side 11, paragraf 22 stykke „b” – læs!” „Mener du, jeg skal læse højt?” Han nikkede. Hun læste: „Konsortiet garanterer markedsdominans så længe patentet løber, hvilket i praksis betyder i al evighed (henvisning til paragraf 32, stk „f ”) med mindre det angiveligt –” Old Bulldozer tordnede: „Stop, stop … stop Betty! Hvor mange kontrakter har vi to behandlet gennem tiden?” „Det præcise tal?” Han så iltert på hende. „Hvis du bliver ved med at stille spørgsmål, når det er mig, der spørger, skal vi måske bytte om på stolene?” „Jeg husker ikke det nøjagtige tal, men med mellem 100 og 150 kontrakter om året bliver det hurtigt til nogle tusinde. Vi har arbejdet sammen i snart fyrre år … så tre-fire tusinde eller deromkring.” „Netop, og hvad siger du så?” „Jeg forstår ikke, hvor vil du hen.” Han så op i loftet, inden en knytnæve landede på skrivebordet, så telefonen hoppede. „Der er tider, hvor jeg ikke forstår, hvordan jeg har kunnet holde dig ud.” Hun rystede smilende på hovedet. „Det må være signalværdien i din nye skjorte, der forvirrer mig. Har du noget imod at komme til sagen, så jeg i det mindste kan nå anden akt af operaen ovre i Lincoln Center!” Han så på uret. „Jeg var af den opfattelse, at første akt kom før anden. Klokken er kun halv otte.” „Overdrivelse fremmer forståelsen og jeg fik jo din opmærksomhed.” „Alfred kan køre dig derover i limousinen, trafikken er let nu. Lagde du mærke til ordene i al evighed?” „Ja, og så?” „Nu spørger du gudhjælpemig igen!” Han trak vejret tungt. „Never mind, så lad mig skære det ud i pap: Er der nogen af de tusinder af kontrakter, som du refererede til, der ikke er tidsbegrænsede?” 23


„Der er altid tidsbegrænsninger, alt er defineret, intet er tvetydigt.” „Så læs definitionerne i kontraktudkastet, du sidder med.” Hun fandt siden og studerede teksten. „Der står faktisk ad infinitum – i al evighed, men hvordan –”. Hun bed sig i læben. „Men hvordan kan de garantere voksende markedsindtægter i al evighed?” Han så triumferende på hende. „Så sivede den endelig ind, og fordi du er den, du er, vil jeg tillade spørgsmålet, for det er præcis hvad, jeg spørger mig selv om.” „Men der må stikke noget under.” „Du har måske lugtet lunten?” „Du får jo nervøse trækninger, når jeg spørger, ellers ville jeg have spurgt, hvordan man kan garantere et voksende marked? Hvordan i det hele taget forberede et marked til voksende indtægter, som de udtrykker det?” Han smilede bredt nu, stemmen lå atter i det hyggelige brummeleje: „Tak, det var, hvad jeg havde brug for lige nu. Du kan godt gå til koncert, vi fortsætter i morgen.” Hun rystede på hovedet og rakte ham udkastet. Buck fortsatte: „Hvis jeg siger til Alfred, at han skal holde sig klar nedenfor om et kvarter, så kan du sagtens nå at finde ud af, hvor Harry McFarlane befinder sig på denne årstid. Bed ham ringe mig op.” „Harry? Detektiven i San Francisco?” „Ja, hvem ellers?” Han tilføjede: „Det er nu ellers Marin County nord for Golden Gate … og det gør en stor forskel for dem, der bor derude.” „Ja, især når ens kæreste ejer en vingård. Det er ellers nogle år siden. Du har måske en ny opgave til ham? Nej, svar ikke.” Hun forsvandt ud af kontoret. Nogle minutter efter ringede telefonen på hans skrivebord, og omtrent samtidig stak Betty hovedet ind gennem døråbningen. „Så er jeg gået. Mor dig med Harry. Han er på vinrejse i Tyskland sammen med Emma Ratherford.” Buck løftede røret og rystede på hovedet. 24


Troldmanden fra Waterloo af Ole Clifford