Page 1


MADS NØRSKOV RASMUSSEN

mono ROMAN


mono Copyright © Mads Nørskov Rasmussen og Forlaget Ries, Charlottenlund  isbn ---- Omslagslayout: forfatteren og Harvey Macaulay/Imperiet Sats og tilrettelægning: Erik Crillesen Bogen er sat med Sabon og trykt hos Narayana Press . udgave, . oplag Printed in Denmark  Kopiering fra denne bog må kun finde sted efter reglerne i lov om ophavsret af . juni  med senere ændringer

RI ES Kirkevej  ·  Charlottenlund · Danmark www.riesforlag.dk


nimm dir was du wilst so lange du noch kannst verschwende deine Jugend verschwende deine Jugend 


side a


Sixteen

Selv når han lå helt stille og pressede sit øre ned mod gulvtæppet, kunne han ingenting høre. Ingen skridt. Ingen suk. Ingen host. Ingen hark. Ingenting. Men de var der stadig. Begge to. De sad dernede og slubrede i deres Merrild, mens mørket langsomt faldt på. I hver deres stuehjørne. I hver deres forskruede verden. Han kunne mærke dem. Kunne mærke, hvordan stilheden fulgte dem rundt i huset. Hvordan tavsheden åd sig ind på dem, mens de prøvede at få hold på tankerne. Mens de forsøgte ikke at lade sig påvirke. Mens de rørte rundt i kaffen. Rørte og rørte. Det var latterligt. Helt til grin. Hvor mange andre sekstenårige fik stuearrest? Hvor mange andre burede deres børn inde på den måde? Hvor mange andre beordrede ligefrem deres søn til at angre? De var gamle, det var derfor. Meget ældre end andres forældre. Ældre end Metusalem. Det var sådan, han først havde lagt mærke til det. At han som tiårig brugte vendinger som ældre end Metusalem og ord som ulødig og uvorn. Udtryk som ingen andre i klassen kendte. Oldnordiske forældre med oldnordiske principper. Det var til at brække sig over. Hans far var værst. Uden tvivl. Her i huset bliver fjernsynet ikke tændt før klokken syv. Hvor læn


ge havde det ikke været hans tåbelige mantra? Nu blev det efterhånden kun sagt, når der var gæster. Som om folk ikke var totalt ligeglade med, hvornår deres fjernsyn blev tændt. Han troede selv, at han var alle tiders. Guds gave til folket. En af de få udvalgte. Gamle nar. Han fattede ikke engang, hvor dum han selv var. Han fattede ikke noget som helst. Farmand. Den titel havde overlevet sig selv. Far og mor var tomme etiketter. Dårlige efterligninger. De var Troels og Rebekka, ikke Trier og Brüel, gud forbarme dem, men Isaksen. Hr. og fru Isaksen. Det var, hvad de var. Ikke andet. De havde været gift i et halvt århundrede. Næsten. Sen til vrede og rig på troskab, stod der skrevet under bryllupsbilledet, hvad det så end betød. Begge lignede noget, der var løgn. Hun havde langt hår dengang. Og et par gigantiske briller siddende helt ude på næsetippen. Han havde fuldskæg. Nu barberede han sig hver morgen i badet og efterlod små ækle skægstubbe i sæbeskålen. Det havde ikke altid været sådan. De havde ikke altid skændtes sådan. Engang havde alt været fryd og gammen. Engang kunne de slet ikke få nok af hinanden. Far og mor og lille Jakob. Lille søde Jakob. Lille smukke, velopdragne Jakob. Det var kommet snigende. Langsomt var de gledet fra hinanden. De var blevet gamle og grå og trætte og triste. Troels og Rebekka. Hr. og fru Isaksen. Og nu det her. Så gik de helt grassat. Over hvad? Hvad var det lige, der berettigede dem til at gå sådan amok. Det kunne de ikke engang selv give en ordentlig forklaring på. I


stedet kastede de om sig med tomme ord og pis og lort. Det var til at blive sindssyg af. Lille Jakob, hvad vi dog ikke ville give for at være en flue på væggen inde i dit hoved. Hvad skulle det betyde? Hvorfor helvede sagde de sådan noget? Det var det samme hver eneste gang. De samme fraser. De samme bekymrede ansigtsudtryk. De samme intetsigende prædikener. Jakob havde brudt en klar aftale. Han havde misbrugt deres tillid. Og så havde han handlet i ond tro. Og det var det værste. Ligesom det heller ikke var godt at have ladet det gå ud over én, der var mindre end én selv. Eller have drillet én med en naturgiven skavank, man af gode grunde ikke selv kunne gøre for, at man havde. Lille Jakob. Lille slemme, uartige Jakob. Han havde tænkt på at stikke af. Bare pakke en taske og forsvinde. Til USA måske. Over alle bjerge. The land of freedom and dreams. Det kunne han selvfølgelig ikke bare gøre. Han ville nok heller ikke bryde sig om at flyve. Tænk at hænge deroppe og vide, at nu styrter vi ned. Nu dør vi. Klamt. Man kunne selvfølgelig sejle, så kunne man strande ude på en øde ø ligesom Robinson Crusoe. Det var alligevel bedre. Han kunne da sådan set også godt tænke sig at være en flue på væggen inde i deres hoveder. Så kunne han kravle rundt på indersiden af deres kranier og hviske løgne ind i øregangene på dem. Se verden igennem deres øjne, indtil han til sidst tørrede ind som en af de fluer, der hver sommer landede i vindueskarmen med benene opad og blev sprøde som chips. Så lå de der, indtil hans mor smed dem i skraldespanden. 


Der blev tændt lys nede i stuen. Nu kunne de åbenbart ikke trække den længere. Fedthase. Udenfor var gadelamperne tændt for længst. Der blev mumlet et eller andet. Mumle mumle mumle. Kong Isaksen havde rejst sig fra sin blomstrede tronstol. Man kunne høre det på skridtene. Mærke det i gulvet. Det rungede i hele værelset. Børneværelset. Lille søde Jakobs børneværelse, der så ud, som det altid havde set ud. Hans trygge base, hvor han kunne være sig selv. Det lignede et pulterkammer. Et museum for pyntegenstande og aflagt legetøj. Der var så mange ting, som bare stod der. Porcelænsvaser. Krystalglas. Modelskibe. Brætspil. Tøjdyr. Afdanket ragelse. Du kommer jo aldrig selv med nogen forslag, og et eller andet skal der da næsten være. Det var måske rigtigt nok. På væggene hang der to plakater. Et billede af en fisk. ‘En flodlampret’, stod der nedenunder. ‘Flodlampretten har en rund sugemund med raspetænder, hvormed den bider sig fast i og udsuger fisk.’ Og en grøn Lamborghini. Han anede ikke, hvor de stammede fra, eller hvornår de var blevet sat op. De var der bare, ligesom alt det andet. For hans skyld kunne hele lortet ryge på lossepladsen. Han var ikke engang sikker på, at han ville kunne genkende tingene, hvis de blev lagt i en bunke med alt muligt andet skrammel. Men han kunne selvfølgelig bare selv komme med forslag. Hans mor var god nok. For det meste. Hun havde kort, gråt hår og sagde aldrig så meget. Hun strikkede. Når hun var vred eller ked af det, så strikkede hun. Jakob havde al


drig set hende gladere end dengang, hans far af sig selv havde købt en strikkemaskine til hende. Hun var gået helt amok. Havde kastet sig i armene på ham og ladet sig svinge rundt i stuen. Kunne slet ikke holde op med at smile igen. Helt frem til tredje klasse havde Jakob gået i strikkede bukser. Det var så kikset. Så forfærdelig kikset. Nu brugte hun næsten aldrig maskinen mere. Den larmede også ad helvede til. Det var komplet umuligt at høre fjernsynet, når den kørte. Også selvom man skruede helt op. Men når hun strikkede på den, var det jo lige så meget for hans skyld, skulle han huske på. Han nød jo også godt af den. Ja, da. Fedt nok. Hun havde en lys og lidt skrøbelig stemme og sagde altid skjønt i stedet for skønt og kjønt i stedet for kønt. Hun udtalte også altid Peder med blødt d. Det skal du da ikke være så ked af, Peder er da sådan et kjønt navn, havde hun engang sagt til en klassekammerat, da han havde forsvaret sin ret til at hedde Peter. Okay, det var selvfølgelig ikke det hele, der bare skulle på lossepladsen. Han ville jo nok også kunne genkende nogle ting fra værelset. Stakkene med tegneserier for eksempel. Dem kendte han ned til mindste detalje. Der var ikke en historie, han ikke allerede havde læst over hundrede gange. Anders Anderne var i overtal, men egentlig læste han det meste. Vakse Viggo, Steen og Stoffer, Basserne, Lucky Luke, Asterix, Splint og Co., Supermand, Garfield. Også dem, han egentlig syntes var røvsyge. Fæhunden. Benny Bomstærk. Det hele røg ned. De købte aldrig nye tegneserier. Det kunne ikke betale 


sig. I stedet kørte hans far og ham ud til et antikvariat, hvor Niels Erik, en skaldet mand med busket overskæg, hver gang sagde, at kaffen var lige på trapperne, mens han grinede uden at tage piben ud af munden. Niels Erik sad også i menighedsrådet, så de blev der altid i et par timer. Det var nu okay. Så var der masser af tid til at udvælge crème de la crème. At smuglæse og kategorisere. Trække fra og lægge til. Bestemme og ombestemme sig helt ud i det absurde. Han fik normalt en halvtredser at købe for, hvilket var fint nok. Anders Andere kostede kun to kroner stykket. De større albums var lidt dyrere, men ikke meget. Det var sygelig billigt. I kiosker og supermarkeder tog de over ti gange så meget for blade, der ikke var et hak bedre end de brugte. Det var åbenbart fuldstændig gået Niels Eriks fede næse forbi. Det var ret sindssygt. Jakob fik oven i købet ekstra nedslag i prisen, hvis han lovede at passe geschæften, mens de to sad inde i baglokalet og pulsede om kap. Det var let nok. Der kom aldrig nogen. Og når der endelig gjorde, sjoskede Niels Erik alligevel altid ud for at se, hvem det var. Med Jakobs far lige i hælene. Skyldbetynget over ikke at have holdt øje med tiden. Han nåede gerne at spørge mindst en seks-syv gange, om Jakob efterhånden var ved at være køreklar, inden han selv fik nosset sig sammen til at give Niels Erik hånden og sige farvel og på gensyn. Og de var næsten altid lige ved at glemme at forny lottokuponen, hvilket Niels Erik af en eller anden årsag syntes var fantastisk morsomt. Jakob havde faktisk selv et usædvanligt tegnetalent, som han endelig skulle blive ved med at dyrke, havde hans klas


selærer engang sagt. Bare ikke i hendes dansktimer. Bibelen. Som han havde fået i dåbsgave af sine forældre, ville han nok også kunne genkende. Ikke fordi han nogensinde selv havde læst i den, bortset fra første side hvor der stod: Til Jakob, vores kære søn Du gør jubelen stærk, du gør glæden stor Du bringer smilet frem hos din far og mor Må livets byrder føles som leg Når vi bærer dem alle sammen med dig. Det var vist hans far, der havde skrevet det. Det måtte det næsten være. Den var læderindbundet. ‘Bibelen’ stod skrevet med guld, ligesom kanten på de tynde sarte sider var af guld. Den havde sikkert kostet en formue. Har du slet ikke noget du brænder for?, havde hans mor spurgt ham. Tegneserier kunne han måske have svaret. Han kunne godt tænke sig at gå til tegneserie. Så kunne man sidde en hel flok og læse Lucky Luke og Vakse Viggo, mens læreren gik rundt og holdt øje. Og lektien var, at man skulle læse halvtreds nye albums til hver gang. Det ville være okay. Næh. Han havde vel ikke noget han brændte for. Han havde søgt en stilling. Som legeven i en skolefritidsordning. Det var til grin. ‘Regnbuen takker mange gange for Deres ansøgning, men må desværre meddele, at jobbet er blevet besat til anden side.’ Selv tak. Tanken om skrigende unger gav ham spasmer og myrekryb. 


Det var hans mor, der havde fundet opslaget. Og skrevet ansøgningen mere eller mindre. Du kommer jo aldrig selv med nogen forslag, og et eller andet skal du da næsten lave, havde hun sagt sekstentusind gange. ‘Er du til bål, slåskampe, skattejagter, hockey, fodbold med mere, så er du måske lige den, Regnbuens  børn står og mangler.’ Jakob takker mange gange for interessen, men må desværre meddele, at han hverken bryder sig om fodbold eller friluftsliv. De gjorde sig altid så mange bekymringer. Og ja ja, det var jo fordi, de ville ham det så godt så godt, det var han efterhånden klar over. Måske var der også grund til bekymring. Det var der vel. Men hvad med om nogen bekymrede sig om dem i stedet for. Spurgte dem, om de overhovedet kunne forklare, hvorfor de hver eneste dag ventede til klokken syv med at tænde for fjernsynet? Eller hvorfor deres søn for alt i verden ikke måtte optage cd’er over, der var lånt på biblioteket, når ingen nogensinde ville opdage det? Eller hvorfor de ikke bare en gang imellem lavede pizza eller lasagne til aftensmad? De kunne få tid hos en psykolog. Det kunne der sikkert komme en masse spændende ud af. Hans far ville uden tvivl blive kørt på den lukkede lige med det samme. Med fuld udrykning. Og lægerne ville kigge på hinanden og tænke, hvad kunne der dog ikke være sket? Og hans mor. Det vidste han egentlig ikke. De havde kæmpe respekt for løgnen, havde hans far sagt igen og igen. En løgn er en løgn, og ingen løgn kommer af sandheden. Meget fint. Tomme ord. Det var deres værn mod alting. Enden på alle samtaler. 


Han lagde sig om på ryggen og stirrede op i loftet. Havde ligget for længe på den samme side. På det hårde gulv. Det summede i hele kroppen. Han kunne mærke, hvordan blodet strømmede ud i fingrene. Satte sig op. Gulvtæppet havde lavet mærker i huden. Lange tynde riller. Langsomt lod han hånden glide hen over den riflede kind. Det føltes mærkeligt. Som var den ene side af ansigtet livløs. Som var han halvt død. Længe sad han og mærkede, hvordan tæppets aftryk blev mere og mere utydeligt. Hvordan kinden lidt efter lidt blev sig selv igen. Så rejste han sig og gik over til skrivebordet. Det gamle, lortebrune skrivebord, der lignede et levn fra det syttende århundrede. Satte sig ned og lod hænderne hvile på bordkanten. Papiret lå der stadig. Selvfølgelig gjorde det det. Lå og ventede på ham. Det var absurd. Hvad var der galt med dem? Hvorfor kunne de ikke bare være som alle mulige andre forældre? Hvorfor? Det kunne for helvede ikke være så svært. Han trak skrivebordsskuffen ud og fandt en kuglepen. ‘Troels Isaksen’ stod der skrevet med hvide blokbogstaver i den bæfarvede plastik. Han tog en blyant i stedet for. De gav sig ikke. De gav sig aldrig. Om lidt ville man kunne høre dem ude på trappen. De ville komme op for at kigge til ham. Spørge om han ikke havde noget, han gerne ville vise dem. Om han ikke snart var færdig med alle sine julelege. De ville se fortvivlet på ham. Se det blanke papir. Ryste på hovedet og lukke døren efter sig igen. Han ville ikke kunne gøre noget. Der var intet at gøre. Intet. 


Han tog fat om blyanten. Lille Jakob. Lille artige Jakob. Lænede sig frem og skrev: Kære far og mor Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig blev så vred. Det var, som om en djævel kom op i mig. Som om jeg ikke længere var herre over min egen krop. Det slog klik for mig. Det ved jeg godt. Mere end nogensinde før. Jeg forstår godt, hvis I føler jer såret. I vil mig kun det bedste og gør jer mange bekymringer. Jeg er klar over, at en undskyldning ikke bare kan slå en streg over det, jeg har gjort, men håber alligevel, at jeg, når tiden er moden til det, kan få tilgivelse for min hovedløse opførsel. Jakob



Mono af mads Noerskov Rasmussen  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you