Page 1


Paula Fox

Desperate personer Roman

OVERSAT AF MERETE RIES


Desperate personer er oversat fra amerikansk efter “Desperate Characters” Copyright © 1970 by Paula Fox Published by agreement with Licht & Burr Literary Agency, Denmark Dansk udgave: Copyright © Forlaget Ries, Charlottenlund 2007 ISBN 978-87-91318-17-7 Omslagslayout: Harvey Macaulay/Imperiet Tilrettelægning: Erik Crillesen Bogen er sat med Sabon og trykt hos Narayana Press 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2007 Udgives med oversættelsesstøtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

RIES Kirkevej 15 · 2920 Charlottenlund · Danmark www.riesforlag.dk


ET

Ægteparret Bentwood trak deres stole ud samtidig. Idet Otto satte sig, betragtede han den flettede brødkurv med skiver af fransk flute, en ildfast lergryde med sauteret kyllingelever, tomaterne, der var befriet for skind, skåret i skiver og lagt på et ovalt fad, som Sophie havde fundet i en antikvitetsbutik på Brooklyn Heights, og en grøn stentøjsskål med risotto milanese. Det stærke lys fra tiffanylampen faldt over opdækningen, dæmpet af den kulørte glasskærm. Ikke langt fra spisebordet lå et ellipseformet lysfelt hen over gulvet foran indgangen til køkkenet, genskinnet fra et neonrør over en køkkenvask af rustfrit stål. De gamle skydedøre, som engang havde adskilt de to værelser i stueetagen, var for længst fjernet, således at ægteparret Bentwood, hvis de vendte sig en anelse, var i stand til at se igennem hele deres stue, hvor en standerlampe med en halvkugleformet hvid skærm på dette tidspunkt altid var tændt, og de kunne, hvis de ønskede det, betragte de gamle gulvbrædder af cedertræ, en bogreol, som blandt andet rummede Goethes samlede værker og to hylder med fransk poesi, og et blankpoleret hjørne af en victoriansk sekretær.

5


Otto foldede med omhu en stor hørlærredsserviet ud. “Katten er her igen,” sagde Sophie. “Overrasker det dig?” spurgte Otto. “Hvad havde du regnet med?” Sophie så hen over Ottos skulder mod glasdøren, som førte ud til en lille afsats, der svævede som en kragerede over baghaven. Katten stod derude og gned sin pjuskede, udhungrede krop op ad dørkarmen, blidt, men vedholdende. Dens grå pels, grå som lav på en træstamme, var ganske svagt stribet. Dens hoved var enormt, som et græskar – pluskæbet, uformeligt og grotesk. “Lad være med at se på den,” sagde Otto. “Du skulle ikke have givet den mad.” “Nej, det skulle jeg vist ikke.” “Vi kommer til at ringe til Dyrenes Beskyttelse.” “Stakkels dyr.” “Den skal nok klare sig. De katte klarer sig altid.” “Måske overlever de i kraft af mennesker som mig.” “Leveren smager dejligt,” sagde han. “Jeg kan ikke se, at det gør nogen forskel, om de overlever eller ej.” Katten kastede sig mod døren. “Lad som ingenting,” sagde Otto. “Vil du måske have alle de vilde katte i Brooklyn siddende ude på terrassen og vente på at blive fodret? Forestil dig lige, hvordan haven kommer til at se ud! Forleden dag så jeg en af dem snuppe en fugl. Det er jo ikke kælne huskatte, vel? De er nogle værre labaner.”

6


“Har du lagt mærke til, hvor længe det er lyst nu!” “Dagene bliver længere. Jeg håber ikke, de begynder med deres forbandede bongotrommer igen derude. Måske bliver det regnvejr ligesom sidste forår.” “Vil du have kaffe?” “Te. Regnen holder dem inden døre.” “Regnen holder jo ikke med dig, Otto!” Han smilede. “Vel gør den så.” Hun smilede ikke til ham. Da hun gik ud i køkkenet, vendte Otto sig hurtigt om mod døren. I samme øjeblik hamrede katten hovedet imod ruden. “Grimme bæst!” mumlede Otto. Katten så på ham, og så gled dens blik igen væk. Huset føltes stærkt og solidt, fornemmelsen var som en hånd, der lagde sig fast mod hans lænd. På den anden side af haven og kattens ophidsede bevægelser kunne han se vinduerne på bagsiden af husene i slumkvarteret derovre. For nogle af vinduerne var der hæftet laset stof op, for andre gennemsigtig plasticfolie. Fra en af vindueskarmene hang et blåt tæppe og svajede. Der var en lang flænge i det, så han kunne se murens blegrøde, falmede sten igennem den. Tæppets trevlede kant nåede lige ned til dørkarmen over en dør, som gik op, netop som Otto var ved at vende sig om igen. En tyk, halvgammel kone iført badekåbe kantede sig ud i baggården og tømte en stor papirssæk ud over jorden. Hun stod lidt og stirrede ned på affaldet og tøflede så indenfor igen. Sophie kom ind igen med kopperne. “Jeg traf Bullin på gaden,” sagde Otto. “Han fortalte, at der var blevet solgt to huse til derovre.” Han be-

7


vægede hånden i retning af vinduerne bag haven. Ud ad øjenkrogen så han katten springe op, som om han havde kastet noget mad til den. “Hvad sker der med dem, der bor derovre, når husene bliver solgt? Hvor flytter de hen? Det tænker jeg altid på.” “Det ved jeg ikke. Der er for mange mennesker alle vegne.” “Hvem er det, der har købt husene?” “En modig foregangsmand fra Wall Street. Og den anden er vistnok en maler, som er blevet smidt ud af sit loftatelier på Lower Broadway.” “Det er ikke mod, der skal til. Det er penge.” “Risottoen smager pragtfuldt, Sophie.” “Se ham! Han har rullet sig sammen på den lille gesims. Tænk, at han kan være på så lidt plads.” “De er ligesom slanger.” “Otto, jeg giver ham bare lidt mælk. Jeg ved godt, at jeg ikke skulle være begyndt at fodre ham. Men nu er han jo kommet. Vi tager ud til Flynders til juni. Når vi kommer hjem igen, har han nok fundet nogle andre.” “Hvorfor bliver du dog ved? Det er jo kun for din egen skyld. Hør nu engang! Du er jo ligeglad, bare du selv er fri for at se katten sulte. Det pokkers kvindemenneske har lige smidt sin daglige spand skrald derovre. Hvorfor går katten ikke derover og finder noget at spise?” “Jeg er ligeglad, hvorfor jeg gør det,” sagde Sophie. “Sagen er jo, at jeg kan se, at den sulter.”

8


“Hvornår skal vi være hos Holsteins?” “Ved nitiden,” sagde hun på vej hen til døren med en underkop med mælk. Hun rakte op og stak nøglen i låsen, som sad i en tværbjælke over vinduespartiet. Hun låste op og drejede messinghåndtaget. Straks mjavede katten og gav sig til at labbe mælk i sig. Fra andre huse lød svag skramlen af tallerkener og gryder, mumlen fra fjernsyn og radioer – men de forskellige lyde smeltede sammen, så man ikke kunne skelne de enkelte. Kattens vældige hoved hang ind over den lille underkop i meissnerporcelæn. Sophie bøjede sig og lod hånden glide over dens ryg, som sitrede under hendes fingre. “Kom ind og luk døren,” lød det gnavent fra Otto. “Det trækker.” En hund hylede pludselig forpint, og lyden trængte igennem den almindelige aftensummen. “Herregud!” sagde Otto. “Hvad er det dog, de gør ved dyret!” “Katolikker tror ikke, dyr har nogen sjæl,” sagde Sophie. “De mennesker er ikke katolikker. Hvad snakker du om! De kommer alle sammen i pinsemissionens iglesia for enden af vejen.” Katten var gået i gang med at rense sine knurhår. Sophie kælede igen for den og lod fingrene glide ned langs dens ryg, til de nåede den skarpe, behårede vinkel, hvor halen stak i vejret. Katten skød krampagtigt ryg og

9


pressede sig op mod hendes hånd. Hun smilede ved tanken om, at katten måske aldrig før havde været udsat for en venlig berøring af et menneske, og hun smilede stadig, da katten rejste sig på bagbenene, og sågar, da den slog ud efter hende med udspilede kløer; smilede lige til det sekund, da den satte tænderne i håndryggen på hendes venstre hånd og lod sig hænge ned fra hendes kød, så hun næsten faldt forover, lamslået og skrækslagen og samtidig tilstrækkelig bevidst om Ottos tilstedeværelse til at kvæle det skrig, der voksede frem i struben på hende, idet hun rev hånden til sig, bort fra denne ring af pigtråd. Hun skubbede katten væk med den anden hånd, og mens sveden brød frem på hendes pande, og det gøs og strammede i hendes kød, sagde hun: “Nej, nej, lad være med det!” til den, som om den blot havde tigget om mad, og midt i sin skræk og forfærdelse var hun forbløffet over at høre, hvor rolig og fattet hun lød. Pludselig slap kløerne hende og røg bagud som for at slå til igen, men så snurrede katten rundt – nærmest i luften, sprang ned fra terrassen og forsvandt i den mørke have dernede. “Sophie? Hvad skete der?” “Ingenting,” sagde hun. “Jeg henter lige teen.” Hun skubbede døren i og gik hurtigt ud i køkkenet, mens hun sørgede for at vende ryggen til Otto. Hendes hjerte dunkede. Hun forsøgte at trække vejret dybt for at overdøve den højlydte dunken, og hun strejfedes af en undren over, at hun følte skam – som om hun var blevet overrasket i at gøre noget forkert.

10


Hun stod ved køkkenvasken og knyttede hænderne, mens hun sagde til sig selv, at det ikke var noget at tage sig af. En lang flænge ved roden af tommelfingeren blødte en anelse, men fra selve biddet strømmede blodet ud. Hun åbnede for vandet. Hendes hænder var helt farveløse; de små fregnelignende pletter, som var begyndt at dukke op i løbet af vinteren, var blege og livløse. Hun lænede sig frem mod køkkenvasken og tænkte, at hun måske ville besvime. Så vaskede hun hænderne i brun sæbe. Hun slikkede på huden og smagte sæbe og blod, derefter dækkede hun biddet med et stykke køkkenrulle. Da hun kom ind igen med teen, sad Otto og bladede i nogle dokumenter i blå mapper. Han kiggede op på hende, hun kiggede tilbage med påtaget ro og stillede hans te foran ham med højre hånd, mens hun holdt den anden ned langs siden og ude af syne. Alligevel så han lidt forundret ud, som om han havde hørt en lyd, han ikke helt kunne placere. Hun kom eventuelle spørgsmål i forkøbet ved at spørge, om han havde lyst til lidt frugt. Han svarede nej, og øjeblikket var ovre. “Du har ladet døren stå åben. Du er nødt til at låse den, Sophie, ellers springer den op.” Hun lukkede døren igen og låste med nøglen. Gennem ruden kunne hun se underkoppen. Der lå allerede sodflager i den. Hun var holdt op at ryge i efteråret, men det nyttede øjensynligt ikke meget. Jeg kan jo ikke låse døren op igen, sagde hun til sig selv.

11


“Nu er det gjort,” sagde Otto. Han sukkede. “Endelig er det gjort.” “Hvad er gjort?” “Er du døv, Sophie. Du hører aldrig mere, hvad jeg siger. Charlie er flyttet ud i dag, hen på sit nye kontor. Han fortalte mig først nu til morgen, at han omsider har fundet noget. Han sagde, at han ønskede et klart brud. “Hvis jeg får brug for nogle sagsakter, må jeg så sætte mig i forbindelse med dig?” Det var, hvad han sagde. Selv i sådan et enkelt spørgsmål ligger der en antydning af, at jeg sikkert ikke vil være til at have med at gøre.” Hun satte sig, mens hun holdt venstre hånd i skødet. “Du har aldrig fortalt mig noget videre om det,” sagde hun. “Der var ikke så meget at sige. I hele det forløbne år har vi ikke kunnet blive enige om noget som helst. Når jeg sagde, at det så ud til at blive regnvejr, så hev Charlie sig lidt i underlæben og sagde, at nej, det blev ikke regnvejr. Han havde læst vejrudsigten meget grundigt, og han mente, at vejret ville blive tørt og skyfrit. Jeg burde for længst have indset, at folk ikke forandrer sig. Jeg har virkelig prøvet at gøre ham tilpas.” “I har jo været sammen så længe. Hvorfor er det endt på den måde?” “Jeg synes ikke om de nye mennesker, han er begyndt at omgås, klienterne. Jeg er godt klar over, hvordan det altid har stået til på kontoret. Det har altid været mig, der har gjort det kedelige arbejde, mens Charlie har ta-

12


get sjove hatte på og duperet alle og enhver med sin charme. Hele det der show er altid gået ud på at demonstrere, at jura bare er én stor vittighed, og sådan kommer man ganske langt med mange mennesker.” “Det bliver nok svært at omgås med dem. Tror du ikke? Ruth og jeg har jo aldrig været nære venner, men vi har da klaret det. Hvordan bærer man sig ad med bare at holde op med at se folk? Hvad med båden?” “Man holder bare op, ganske enkelt. Det har været en rædsom vinter. Du kan ikke forestille dig de folk i venteværelset, en hel hær af tiggere. I dag sagde han, at nogle af hans klienter fandt vores kontor alt for overvældende, at de ville føle sig bedre tilpas på hans nye kontor. Så sagde han, at jeg ville visne og forsvinde, hvis jeg ikke – som han udtrykte det – begyndte at spille med på tidens melodi. Gudfader! Du skulle høre ham snakke, som om han var blevet helgenkåret! En af hans klienter beskyldte receptionsdamen for at være racist, fordi hun bad ham bruge askebægeret i stedet for at skodde cigaretten i gulvtæppet. Og i dag kom der så to tegneseriedetektivtyper og hjalp ham med at pakke hans forbandede papkasser. Nej, vi kommer ikke til at se dem, og han kan beholde båden. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om den. Den har faktisk været noget af en belastning.” Sophie gav sig lidt, da hun mærkede et pludseligt jag af smerte. Han så strengt på hende, og hun mærkede, at han troede, hun ikke brød sig om at høre det, han lige havde sagt. Hun ville sige det til ham nu, det måtte hun

13


hellere gøre. Den episode med katten var helt fjollet. Nu, en halv time senere, undrede hun sig over, at hun havde følt en sådan skræk – og skam. “Katten rev mig,” sagde hun. Han rejste sig straks og gik rundt om bordet og hen til hende. “Lad mig se.” Hun holdt hånden frem. Den gjorde ondt. Han rørte forsigtigt ved den, og hans ansigt udtrykte bekymring. Den tanke strejfede hende, at han var så omsorgsfuld, fordi katten have vist, at hans advarsel imod den var berettiget. “Har du vasket det? Har du smurt noget på?” “Ja, ja,” svarede hun utålmodigt, mens hun så, hvordan blodet sivede igennem papiret, og ved sig selv tænkte, at hvis det holdt op med at bløde, så ville det hele være overstået. “Det er synd for dig, skat. Men det var ikke nogen god idé at give den mad.” “Nej, det var det ikke.” “Gør det ondt?” “Ja, lidt. Som et insektstik.” “Hvil dig nu bare lidt. Læs avisen.” Han tog af bordet, satte servicet i opvaskemaskinen, skrabede resten af kyllingeleverne ned i en skål og satte gryden i blød. Alt imens han arbejdede, skottede han til Sophie, som sad ret op og ned med avisen i skødet. Han blev mærkelig berørt af, at hun var så usædvanlig stille. Det var, som om hun lyttede efter noget, ventede. Sophie sad i stuen og stirrede på forsiden af avisen.

14


Det var begyndt at dunke i hånden. Det var jo bare hånden, sagde hun til sig selv, men det var alligevel, som om resten af kroppen var med i det på en måde, hun ikke rigtig forstod. Det var, som om hun var livsfarligt såret. Otto kom ind i stuen. “Hvad tager du på?” spurgte han godmodigt. “Min Pucci-kjole,” sagde hun, “selv om jeg vist har lagt mig lidt for meget ud.” Hun rejste sig. “Otto, hvorfor bed den mig? Jeg kælede bare for den.” “Jeg synes, du sagde, den kun rev dig.” “Nå ja, hvad den nu gjorde … men hvorfor gik den sådan til angreb på mig?” De gik hen til trappen. Mahognigelænderet lyste i det bløde, smørgule skær fra den victorianske glaskuppel, der hang ned fra loftet. Hun og Otto havde arbejdet en hel uge for at fjerne den gamle, sorte maling fra gelænderet. Det var det første, de havde gjort sammen, efter at de havde købt huset. “Fordi den er et vilddyr,” sagde han. “Fordi mad var det eneste, den ville have af dig.” Han satte foden på nederste trappetrin og sagde som henvendt til sig selv: “Jeg er bedre tjent med at være alene.” “Du har jo altid haft dine egne klienter,” sagde hun irritabelt, imens hun knyttede og strakte den sårede hånd. “Jeg kan ikke se, hvorfor I ikke kan blive sammen.” “Hele det der melodrama … Jeg kan ikke holde det ud. Og han kunne ikke lade det ligge. Hvis jeg ikke var med ham, var jeg imod ham. Jeg vil ikke påstå, at der ikke var noget om det. Jeg vil ikke påstå, at verden er

15


retfærdig. Men jeg kender Charlie. Han udnytter de mennesker og deres sag. Han bryder sig ikke om at stå udenfor. Og jeg vil gerne stå udenfor. Nej … det var på tide, det fik en ende. Vi har brugt hinanden op. Sandheden er, at jeg ikke bryder mig om ham mere.” “Jeg gad vide, hvordan han har det?” “Som Paul Muni; ham, der forsvarer dem, ingen kan eller vil elske. Advokater har jo aldrig været sådan i virkeligheden. Kan du huske? Alle de der film fra trediverne? De unge læger og sagførere, som drog ud, hvor kragerne vender, for at hjælpe alle bondeknoldene?” “Paul Muni! Charlie har jo ret,” sagde hun. “Du lever i det forkerte århundrede.” “Det skal nok passe.” “Men Charlie er jo ikke noget dårligt menneske!” udbrød hun. “Det har jeg heller ikke sagt. Han er uansvarlig og forfængelig og hysterisk. Men det er jo ikke det, det drejer sig om.” “Uansvarlig! Hvad mener du med uansvarlig!” “Hold nu mund!” sagde Otto. Han lagde armene om hende. “Pas på!” sagde hun. “Du får blod på dig!”


Desperate personer af Paula Fox.ark  
Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you