Page 1

Shakespeareforbandelsen

shakespeareforban_indh_repro.indd 1

30/09/10 11:42:36


Af samme forfatter: Shakespeares hemmelighed

shakespeareforban_indh_repro.indd 2

30/09/10 11:42:36


Jennifer Lee Carrell

Shakespeareforbandelsen P책 dansk ved Kirsten Vesterager

Forlaget Punktum

shakespeareforban_indh_repro.indd 3

30/09/10 11:42:36


Shakespeare-forbandelsen Copyright © 2010 by Jennifer Lee Carrell Copyright dansk udgave 2010 © Forlaget Punktum Originaltitel: Haunt Me Still Oversat af Kirsten Vesterager Omslag: Nic Oxby Illustration: Gene Mollica Sats: La Loba Design Bogen er sat med Minion og Trajan og trykt hos Norhaven A/S Udgivet efter aftale med Dutton, a member of Penguin Group (USA) Inc. Denne bog er fiktion, og bortset fra historiske fakta er enhver lighed med virkelige personer, levende eller døde, helt tilfældig. ISBN: 978-87-92621-20-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark, 2010 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Forlaget Punktum ApS Ny Østergade 10, 2. th 1101 København K www.forlagetpunktum.dk Citater fra Shakespeares skuespil er fundet i: William Shakespeare, Samlede Skuespil bd. 2, 5 og 7 (Købmanden i Venedig, Henrik den Fjerde, Femte og 8.), Edvard Lembckes oversættelse, bearbejdet af Anne Chaplin Hansen, Henning Krabbe og Erik H. Madsen. P. Haase & Søns Forlag, 1978 og 1984. William Shakespeare, Othello, oversat af Johannes Sløk, Berlingske Forlag, 1970.

Øvrige citater er oversat af Niels Brunse: William Shakespeare, En skærsommernatsdrøm, Forlaget Per Kofod, 1991. William Shakespeare, Hamlet, Romeo og Julie, Kong Lear, Gyldendal, 1997. William Shakespeare, Som man behager, Stor ståhej for ingenting, Helligtrekongersaften, Gyldendal, 1998. William Shakespeare, Macbeth, Richard III, Stormen, Gyldendal, 2000.

shakespeareforban_indh_repro.indd 4

30/09/10 11:42:36


Til Johnny

shakespeareforban_indh_repro.indd 5

30/09/10 11:42:36


Men jeg kan kalde ånder frem fra dybet. Det kan jeg også, det kan hvem som helst; men vil de komme, når du kalder på dem? – William Shakespeare

• Og hvis det ingen skader, gør hvad du lyster. – The Wiccan Rede (eller Heksekoncilet)

shakespeareforban_indh_repro.indd 7

30/09/10 11:42:36


P r olo g November 1606 Hampton Court Palace

• Drengen sad og halvsov på tronen næsten midt i riddersalen, hvor skæret fra faklerne kun lige strejfede ham. Han var svøbt i en blågrøn fløjlskappe med guldborter og havde en dronningekrone på hovedet. I morgen skulle kongen sidde her. Ikke bare en skuespiller, men den rigtige konge, Hans Majestæt Kong Jakob den 1. af England og 6. af Skotland. Men her i aften havde en af skuespillerne skullet illudere kongen og lægge øje til, hvad kongen på sin trone ville se fremmanet, når mr. Shakespeares nye skotske skuespil gik over scenen med bloddryppende hekseri og ritualer af unævnelig ondskab. Drengen skulle ikke være med i denne scene og havde meldt sig frivilligt. Men prøverne var uvist af hvilken grund blevet forsinket og måtte fortsætte til langt ud på den iskolde novemberaften, og til sidst var der næsten lige så koldt inde i den uopvarmede sal som udenfor i den rimfrostdækkede slotsgård. Den tunge kappe holdt ham dog varm, og som timerne slæbte sig af sted, fik han sværere og sværere ved at holde øjnene åbne. I ly af mørket, hvor lyset fra faklerne omkring scenen ikke nåede ud, stod en gråsprængt stridsmand i en slidt lædervams tæt på en gobelin og lænede sig mod væggen. Han var mager og noget udsultet at se til, og han stod vist også og blundede. Endelig kom der bevægelse på den svagt oplyste scene. Tre personer indhyllet i sort fra top til tå kom listende og slog kreds om den store gryde midt i salen, mens deres stemmer flød sammen i en messende sang, der lød som en mellemting mellem stønnen og hvæsen. ”Hvad er det, I gør?” kom det hæst fra stykkets konge, der i det samme nærmede sig med rædslen malet øjnene. 9

shakespeareforban_indh_repro.indd 9

30/09/10 11:42:36


Svaret skar sig som et hylende ekko gennem salen i form af den næsten menneskelige lyd af vinden, eller var det mon hvileløse døde, der forsøgte at slippe ind under tagskægget. En gerning uden navn. Snart efter kom en flok sælsomt smukke børn på rad og række glidende ind i lysets skær og videre forbi tronen. Det mindste barn, som gik bagerst, holdt et spejl i strakt arm. Drenge-dronningen på tronen rettede sig med ét op. Ovre ved væggen og næppe synlig i mørket glippede den gamle stridsmand med øjnene og åbnede dem. Et øjeblik senere lod drengen sig glide ned fra tronen og gik i et med mørket bagerst i salen. Manden fulgte ham som en forsinket skygge.

• Ud på de små timer blev Robert Cecil, jarlen af Salisbury, vækket af sin tjener. Bag ham i mørket svævede to andre ansigter i tællelysenes dobbelte glorie. Det ene tilhørte en mand, hvis hårpragt var ved at skifte fra sort til grå, det andet en mand, der netop nu nærmede sig sin fulde manddomskraft, men begge tilhørte den selvgode Howardslægt. Det var jarlen af Northampton og hans nevø, jarlen af Suffolk. Salisbury var straks lysvågen. Han vidste ikke, hvad der fik de to Howard’er til at se så selvtilfredse ud i denne tidlige morgenstund, men alt, hvad der foregik på slottet uden hans vidende, vakte hans bekymring. Når Howard’erne var indblandet, var der altid fare på færde. ”Det er drengen, herre,” sagde tjeneren og undertrykte en hosten. ”Drengen i skuespillertruppen,” tilføjede Suffolk. ”Han er forsvundet,” sagde Northampton med slet skjult tilfredshed. ”Og det er spejlet også.” Hvor den dreng end befinder sig, tænkte Salisbury og sukkede indvendigt, er de to Howard’er allerede orienteret. Højt sagde han: 10

shakespeareforban_indh_repro.indd 10

30/09/10 11:42:36


”Få vækket dr. Dee” og tvang sin værkende ryg op i siddende stilling. Han mærkede tydeligt Northamptons ufravendte stirren på sin puklede ryg. ”Og send bud efter den vagthavende kaptajn.” Til kaptajnen sagde han blot: ”Find ham.” En halv time senere humpede Salisbury med skrævende fødder ned til sideværelset ved riddersalen med de høje Howard’er i kølvandet, og for hvert skridt han tog, var han pinligt bevidst om deres stolte, ranke gangart. Han brød sig ikke om at have noget med de to at gøre, især ikke Northampton. Salisbury var i det store og hele pertentlig med sin person og sine klæder, lille og vanskabt som han var, men ikke kræsen i sin omgang med mennesker, hvis evner han bedømte med et koldt, ransagende blik og brugte efter forgodtbefindende. Men de to Howard’er gav ham kuldegysninger langt ind i sjælen, og han følte trang til uanset vejret at skynde sig ud i den nærmeste rosenhave og smyge deres udefinerbare dunst af sig. Men kongen havde ladet sig forblænde af Northampton, og det var derfor ikke til at komme uden om et vist samarbejde. Som nu denne frastødende sag med drengen. Når det handlede om kongerigets sikkerhed, følte Salisbury sig ikke hævet over at bruge andre som sit redskab, men han brød sig bestemt ikke om at bruge børn som lokkemad. Dr. Dee stod og ventede på dem, og hans mørke kappe og lange hvide skæg dirrede nærmest af indestængt harme. ”De sagde jo, at De beholdt dem her af hensyn til deres sikkerhed, både drengen og spejlet,” udbrød han vredt. Salisbury sukkede. Ikke af hensyn til deres sikkerhed, men for at kongen kunne føle sig tryg. Og kongeriget med. Hvorfor evnede en uden tvivl højt begavet mand som dr. Dee ikke at skelne mellem de to ting? Jarlen fæstede ingen særlig lid til magiske spejle og åndemaneri. Men for en sikkerheds skyld holdt han fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rørte sig blandt kongerigets troldmænd, og John Dee var toneangivende. Hans fremragende evner som matematiker og navigatør kunne ingen overgå, og han havde tjent jarlens far og den gamle dronning på udmærket vis med sin vi11

shakespeareforban_indh_repro.indd 11

30/09/10 11:42:36


den om kodeskrift. Hvis blot en brøkdel af Dees påstande om, at han kunne fremmane engle eller forvandle uædelt metal til guld, skulle vise sig at være sande, ville Salisbury gerne have hånd i hanke med den gamle mand. Så da Dee var kommet farende og havde plapret op om en vanvittig historie med både blod og ild, der var dukket op i en af hans krystalkugler, havde Salisbury lyttet med en alvor, som havde både rystet og glædet dr. Dee, og bagefter havde han afhørt drengen, der påstod, at spådommen kom fra ham. For som Salisbury i modsætning til dr. Dee allerede vidste, havde frafaldne katolikker rent faktisk planer om at sprænge Parlamentet i luften, og kongen ville ryge med. Til dr. Dees store fortrydelse havde Salisbury imidlertid beholdt drengen, der lod til at have forudsagt ikke kun Krudtsammensværgelsen, men også at en mystisk kvinde ville bruge en kniv. Og han havde også beholdt det spejl, som drengen skulle have set begivenhederne i. Det var nu et år siden. Krudtsammensværgelsen var blevet forpurret, hvad Salisbury hele tiden havde vidst, den ville blive. Komplottets bagmænd var blevet pågrebet og enten dræbt i fangenskab eller henrettet med lovmedholdelig grusomhed. Kun én var stadig på fri fod, nemlig ham, der havde sikret kongen tronen, og som Salisbury var overbevist om oprindelig havde stået bag sammensværgelsen, men som han aldrig havde kunnet sætte navn på. En af kongerigets store mænd, som havde haft til hensigt at gribe tømmerne og tage magten, mens alt var kaos. En, der med stor sandsynlighed hørte til dem, der dagligt krøb for den konge, han havde planlagt at myrde. Salisbury havde naturligvis antaget, at det måtte være en mand, men da drengen havde set en kvinde med rødt hår og mørke øjne og en kniv, hvorpå der var indgraveret nogle bogstaver, han ikke kunne læse, var han nu endt i en blindgyde. Hvis jarlen havde været overtroisk, ville han have sagt, at det måtte være afdøde dronning Elizabeth, drengen havde set. Men den fjende, han jagtede, var utvivlsomt stadig blandt de levende. Blodsbånd med den 12

shakespeareforban_indh_repro.indd 12

30/09/10 11:42:36


tidligere dronning kunne tænkes at spille en rolle, men de kunne kun være fjerne slægtninge. Kvinder fra Tudor- og Plantagenetslægterne, med deres afslørende rødgyldne farver, var der mange af ved hoffet. Blandt dem flere fra kongens vidtforgrenede Stewart-slægt. I disse kongelige familier havde den flammende hårfarve ofte følgeskab af en machiavellistisk hensynsløshed, som fik selv de farlige Howard’er til at ligne uskyldsrene killinger. Det var en af årsagerne til, at slægterne Plantagenet, Tudor og Stewart havde siddet på tronen i århundreder, tænkte Salisbury gnavent, mens Howard’erne havde mistet det ene hertugdømme, som det var blevet til i deres storhedstid – med mindre man medregner de to dronninger, som Henrik den 8. havde hugget kronerne af sammen med deres hoveder. Men kvinderne i Tudor- og Stewart-slægterne havde været af en mere respektindgydende støbning, først og fremmest dronning Elizabeth og hendes kusine, den nuværende konges mor, dronning Maria af Skotland. Så hvorfor egentlig ikke en kvinde? Eller en kvinde i ledtog med en endnu ukendt mand. Salisbury havde altså sat sig for at finde ud af, hvem ansigtet i spejlet tilhørte. Han havde ladet drengen forsøge sig i forskellige stillinger ved hoffet – men en ung mand fik sjældent mulighed for i smug at iagttage højbårne kvinder, og drengen var aldrig stødt på hende. Slutteligt var det endnu et af mr. Shakespeares skuespil, der gav jarlen ideen til at plante drengen i kongens skuespillertrup, King’s Men. Så havde han både den perfekte undskyldning for og den bedste position til at holde øje med, hvem i kongens nærmeste kreds der bejlede til magten. Til den ende havde han været nødt til at benytte sig af hofmarskalen, jarlen af Suffolk, der bestyrede slottet og havde ansvaret for alle arrangementer inden for dets mure. Men han var gået uden om Howard’erne, da han bestilte et skuespil, som handlede om, at nogen stræbte kongen efter livet. Det havde han selv påtaget sig. Det var naturligvis ikke kun drengen, der skulle holde øje med tilskuernes reaktioner. Men kun han kunne udpege det ansigt, han havde set i drømme. 13

shakespeareforban_indh_repro.indd 13

30/09/10 11:42:36


Og så var den unge tåbe forsvundet netop aftenen før, skuespillet skulle opføres. Hvis det ikke var for Howard’erne, ville han have regnet med, at den unge tølper var smuttet ned i køkkenet for at negle sig en lækkerbisken og havde lagt sig til at sove igen. I stedet var han nu henvist til at lægge et vagtsomt øre til soldaternes støvletramp, mens de finkæmmede slottet. En time senere kom kaptajnen farende og krævede hans opmærksomhed. ”Vi har fundet noget, herre” sagde han stakåndet. Men på spørgsmålet om, hvad det var, rystede han blot på hovedet. ”Sir, jeg tror hellere, De må komme med og se det.” Og så var han blevet slæbt gennem lange snørklede gange ind i slottets ældste bygninger. De standsede op ved et rum, som på hofmarskallatets liste ikke var reserveret til noget særligt formål, men døren var låst indefra. Og det var endnu mere underligt, at flere af kaptajnens mænd svor på, at de havde hørt et rædselsfuldt skrig fra et sted på denne gang – selvom alle de andre rum var åbne og tomme. De var alle voksne mænd, men Salisbury kunne mærke angsten sive ud med deres ånde. ”Slå døren ind,” sagde han blot og fornemmede Howard’ernes sammenbidte forventning. Der skulle økser til at klare opgaven. Hampton Court var bygget til at holde. Med et øresønderrivende drøn blev døren endelig kløvet ned midt igennem, og soldaterne gik til side, så jarlerne kunne gå ind. Selv fra dørtærsklen kunne man se, at rummet var tomt. Der var ikke halm på gulvet, ingen tæpper på væggene og ingen møbler, der fyldte op. Der havde for nylig været tændt op i kaminen, men ilden var gået ud igen. Man kunne svagt ane duften af den gryderet eller suppe, som havde stået og simret. Midt i tomheden var det eneste, der fangede øjet, en skikkelse, som lå udstrakt på stengulvet foran ildstedet. En tung påfugleblå kappe dækkede den. Dr. Dee sprang frem og fiskede en lille mørk skive op af fløjlens folder. Han holdt den mørke plade af slebet sten mellem to fingre og viste den frem: hans forsvundne spejl. Den gamle troldmand 14

shakespeareforban_indh_repro.indd 14

30/09/10 11:42:36


gned pladen med ærmet og stirrede dybt ind i den, mens Suffolk lænede sig frem og med upassende iver spurgte: ”Hvad ser De?” Dr. Dee kiggede op, og poserne under hans rindende øjne blev tydeligere, idet han rystede på hovedet. ”Der er trukket et mørkt slør hen over.” En skælven forplantede sig gennem hele hans krop. ”Hvad dette spejl end har været vidne til, er det ren ondskab.” En dreng er død, tænkte Salisbury. Det kræver ingen magi at slå det fast. Med en irriteret mine trak han kappen til side. Ved hans side stod Suffolk og Northampton unaturligt stille. Deres overraskelse var forbigående, og de fik så hurtigt lagt ansigtet i de rette folder, at de ville have narret næsten alle andre, men Salisbury kunne ofte fornemme, hvad en mand tænkte, før han selv var klar over, hvor hans tanker egentlig var på vej hen – og den evne var så udtalt, at der blev hvisket i krogene om, at det var Jarlen af Salisbury, og ikke dr. Dee, der kunne få sære ånder til at adlyde sin vilje. Under sit stivnede udtryk af væmmelse mærkede han nu en lumsk nysgerrighed vågne og brede sig gennem hver fiber i hans krop. Hvad de to Howard’er end havde forventet, var det ikke dette. Den døde for deres fødder var nøgen og bundet i en underlig stilling. Men det var ikke drengen.

15

shakespeareforban_indh_repro.indd 15

30/09/10 11:42:36


Kniv • Er det en dolk, jeg nu kan se foran mig, Med skæftet mod min hånd?

shakespeareforban_indh_repro.indd 17

30/09/10 11:42:37


1 Oktober 2006 Skotland

Det er verdens ældste fristelse . Ikke guld eller den magt, det kan købe, ikke kærlighed, ikke engang begærets dybe, hidsende flamme. Det første, vi tragtede efter, var viden. Og ikke bare en hvilken som helst viden, men forbudt, mere end dødbringende viden, så forførerisk og svigefuld som lygtemandes svage lys, der glimter som sælsom frugt mellem mørke grene. Det er i hvert fald den historie, der står i skabelsesberetningen. Ikke at jeg tror på alt, hvad der står i Bibelen. Men det er en god historie, og jeg elsker historier. Og desuden er det hævet over enhver tvivl, at uanset om viden er det første, der har fristet os, er den noget af det farligste. Fortryllende i ordets gamle, indholdsmættede betydning. Så meget kan jeg sværge på. Jeg har selv prøvet at blive draget af viden og være tættere på at blive lokket i afgrunden, end jeg bryder mig om at indrømme. I mit tilfælde var det en stemme, dæmpet og musikalsk, der i første omgang fængslede mig. Eller sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg kan stadig se for mig, hvordan hun gik over gulvet til det høje vindue, trak de lyseblå silkegardiner med broderede kinesiske drager fra og åbnede det sidehængte vindue ud mod den skotske nats kølighed. Den skarpe duft af fyrrenåle bredte sig i værelset og ruskede i silken, så det så ud, som om dragerne vred og snoede sig omkring hende. Lady Nairn var næsten 70 år, og rynkerne i hendes ansigt havde den porcelænsagtige krakelering, som ses hos ældre med meget lys hud. Hun stod badet i månelyset med hænderne dybt begravet i jakkelommerne og et florlet tørklæde om halsen. Hendes 18

shakespeareforban_indh_repro.indd 18

30/09/10 11:42:37


lysblonde hår med et gyldent strejf var samlet i en elegant fransk snoning, og det var, som om hun udsendte et lys dybt indefra. ”Den hører til Sidlaw-højdedraget,” sagde hun tænksomt, mens hun stirrede ud ad vinduet over mod bjergknolden, der tronede over landskabet. Knolden havde en underlig form, lå lidt forskudt i forhold til de andre bjergtoppe, og øverst var der en lille tårnagtig gevækst. ”Law kommer af det oldengelske hlaew, som betyder højdedrag, bjergknold eller høj, og betegnelsen dækker også naturlige hulrum som grotter og dysser. Og sid, af gælisk sidhe, altså elverfolket,” sagde hun uden at vende sig om. ”Elverne – det er en elverhøj.” Hun var høj, højere end jeg, og stadig statelig – ikke en, man forventede ville udbrede sig om elvere og feer. Hun trak let på skulderen som for at affeje mine tanker. ”Der er mennesker, som er forsvundet deroppe. Indhentet af elverne, når de red ud på jagt, og bragt med til fest i forheksede sale, hvor tiden ikke følger vores tempo, og den gyldne luft er tilsat latter og sang. De fleste vender aldrig tilbage. De, der gør, komme mærkede tilbage. Lidt småskøre, som man siger på disse kanter. Sådan er det i hvert fald beskrevet i de gamle sagn.” Hun kastede et hastigt blik rundt i stuen. ”Altså ikke de spindelvævsagtige blomsterbørn, victorianerne fremstillede dem som. Jeg taler om skotske elvere. De forveksles sommetider med de overnaturlige, eller heksene – altså ikke de gamle troldkællinger, som Shakespeare gør dem til. I Skotland er elverne intelligente og smukke og en smule sære. Farlige.” Det slog mig pludselig, at som hun stod der i sølvskæret fra månen, lignede hun selv en af dem. ”Vi har én regel her i huset. Gå ikke alene op på bjerget.”

• Jeg havde mødt hende for første gang tidligere samme aften. Det var naturligvis Athenaide, der havde arrangeret mødet, hvem ellers? 19

shakespeareforban_indh_repro.indd 19

30/09/10 11:42:37


Athenaide Dever Preston var en lille hvidhåret kvinde med en forvokset personlighed, der passede bedre til hendes kæmpestore ranch end til hendes diminutive fysik. Hendes ranch strakte sig over et stort landområde i det sydvestlige New Mexico. Der boede hun på et utroligt slot, en efterligning af Hamlets i Helsingør, der lå gemt væk inde i en spøgelsesby ved navn Shakespeare. Efter at hendes kusine, Rosalind Howard, som engang havde været min mentor på Harvard, var død, havde Athenaide konkluderet, at jeg havde brug for en familie, og at hun var den bedste kandidat til rollen. Samme morgen havde telefonens kimen revet mig ud af en dyb søvn i min lejlighed i London. ”Jeg har en veninde, der gerne vil møde dig,” sagde hun. ”Athenaide?” udbrød jeg hæst og satte mig op. Jeg kiggede på uret. ”Klokken er fem om morgenen.” ”Jeg mener ikke her og nu, mija. I aften. Til middag. Skal du noget?” Hele ugen havde jeg glædet mig til at mødes med Chopin ved klaveret, et glas fløjlsblød Cabernet og måske senere letfordøjeligt fjernsyn. Men jeg skyldte Athenaide langt mere, end jeg nogensinde kunne gengælde. ”Nej,” sagde jeg modstræbende. ”Ikke engang med fantastiske Benjamin Pearl?” Jeg måtte synke for at undertrykke et strejf af irritation. Ben Pearl og jeg var mødtes to år tidligere og havde sammen forsøgt at finde et af Shakespeares bortkomne skuespil, før en morder fandt det – en oplevelse, der lige så godt kunne have været som et lynnedslag, der smeltede os sammen. I begyndelsen havde vi mødtes, så snart der var den mindste lejlighed, berusede af en gnist, der sprudlede som champagne og fyrværkeri. I en uge eller ti dages tid ville vi så være lige så uadskillelige, som vi var umættelige. Men så stillede den enes eller den andens karriere krav, som trak os hver sin vej. Til sidst blev det for anstrengende. For et halvt år siden skiltes vores veje for bestandig, men Athenaide nægtede stædigt at acceptere det. ”Nå, men som en opvakt yngling engang sagde,” klukkede hun, 20

shakespeareforban_indh_repro.indd 20

30/09/10 11:42:37


”må sand kærlighed gå ad trange veje. Skriv dette ned: Boswell’s Court, lige ved Castle Hill.” Jeg nåede at få skrevet det halve af adressen ned, før jeg standsede op. Så vidt jeg vidste, var der ingen Castle Hill i London. ”Mener du Parliament Hill? Eller Tower Hill?” ”Nej, jeg mener Castle Hill, mija. Edinburgh.” ”Edinburgh?” Uden koffeinbeskyttelsen svigtede min stemme. ”Hvor langt er det fra London – vel en små 500 km?” sagde hun hånligt. ”Det er mindre end fra ranchen til Santa Fe. En lille udflugt, ikke ligefrem nogen rejse.” ”Men …” ”Så er du på Boswell’s Court klokken 20.30,” sagde hun bestemt. ”Der går et tog fra King’s Cross klokken 15.30. Der ligger en billet og venter på dig. Det skulle være fremme klokken 20.15. Så kan du lige nå det.” ”Athenaide …” ”God fornøjelse, Katharine. Lady Nairn er nok det mest fortryllende menneske, jeg kender. Du skal nok komme til at more dig.” Hendes klukkende latter i røret blev afbrudt, da hun lagde på. Jeg stirrede vantro på telefonen, og dens blå skærm gik i sort. Farvel Chopin og reality-tv. Jeg sank tilbage i sengen med en arrig hvæsen, der dog snart forvandledes til latter. Athenaide, hvis forældre havde tegnet kostumer til typer som Bette Davis og Grace Kelly, og som senere havde arbejdet sig en formue til, havde brugt sit liv på at bevæge sig rundt i de højere cirkler. Hvis denne kvinde befandt sig øverst i Athenaides klasse, var hun højt hævet over mig. Efter at have ligget et par minutter kom jeg ud af fjerene og dappede mod køkkenet og kaffen. Jeg var sprunget på Athenaides vogn – eller havde i hvert fald ikke haft held til at undgå turen. Så kunne jeg jo lige så godt nyde det. Selv uden fantastiske Benjamin Pearl.

• 21

shakespeareforban_indh_repro.indd 21

30/09/10 11:42:37


Da toget kørte ind på stationen i Edinburgh, var mørket for længst faldet på. Ovre på den anden side af Princes Streets brede boulevard stillede New Town sin pletfri, omend regnvåde, georgianske elegance til skue. På stationens anden side trængtes middelalderbyens huse indædt om pladsen på den stejle bakke op til slottet, der med sin gyldne, knejsende tyngde trodsigt udfordrede natten. Lidt senere var jeg i en taxa på vej op ad gaden, der snoede sig i kløften mellem to rækker høje, grå stenhuse, hvis mure forekom fedtede i den fugtige luft. Lige før bygningerne veg for den åbne plads foran slottet, standsede taxaen. ”Boswell’s Court,” sagde chaufføren og pegede mod en åben port. Skiltet over porten glimtede i regnen. Det var af den gammeldags slags, som man ser på gæstgiverier, to springende geder og et lystigt djælvehoved over navnet THE WITCHERY med forgyldte bogstaver. Under skiltet førte en lav buegang ind til en lille gård. Bagerst i gården lå et lille træhus, med en iøjnefaldende stor, sort indgangsdør. Lige inden for døren førte en bred trappe ned i en opulent efterligning af et palads fra senrenæssancen. Stumme hoffolk på hjortejagt befolkede gobelinerne, de tunge møbler bugnede af mørkt træskærerarbejde, og overalt flakkede stearinlys i jernlysestager, der var som taget ud af turistbrochurernes katedraler og fangekældre. Jeg fulgte værtinden ind gennem restauranten til et fjernt hjørne. Nok det mest fortryllende menneske, jeg kender, havde Athenaide sagt, men jeg blev narret af skyggernes spil og det flakkende lys og fik først øje på hende, da jeg var rigtig tæt på. Og så stod jeg ansigt til ansigt med en levende legende. ”L-Lady Nairn?” stammede jeg forvirret. ”De må være Kate Stanley,” sagde hun og rejste sig. Hun rakte hånden frem. ”Ja, jeg er Lady Nairn. Bedre kendt som Janet Douglas,” tilføjede hun med et afvæbnende smil. ”Engang for meget længe siden.” Janet Douglas havde engang ejet en skønhed, der ville kun22

shakespeareforban_indh_repro.indd 22

30/09/10 11:42:37


ne få selv den skønne Helene til at blive grøn af misundelse. I 1950’erne havde hun haft en kometagtig karriere som skuespiller, og hele verdens øjne hvilede på hende i rollen som Viola, den velformulerede heltinde i Helligtrekongersaften. Derefter havde hun været med i fem-seks film hurtigt efter hinanden, alle klassikere. Men det var på grund af rollen som Lady Macbeth, Shakespeares djævelske dronning, på teatrene i Londons West End, at hendes ansigtstræk brændte sig fast i en hel generations bevidsthed. Selvom rollen som Lady Macbeth var hendes største præstation, blev det samtidig hendes sidste. En ung skotsk adelsmand, som sad blandt publikum på premiereaftenen, var blevet forelsket i hende – hvilket i sig selv ikke var så usædvanligt. Hans store følelser blev kun interessante, fordi hun gengældte dem. En måned senere opgav hun uden varsel sin teater- og filmkarriere og giftede sig med ham. Siden da havde hendes forsvinden fra rampelyset, og at hun aldrig vendte tilbage, været omgærdet af mere mystik, end der er blevet nogen anden skuespiller siden Greta Garbo til del. Og her stod hun så og trykkede min hånd med en fornøjet mine. ”Jeg har længe glædet mig til dette øjeblik,” sagde hun med akkurat den stemme, jeg huskede fra film og interviews, lidt hæs af en kvindestemme at være, men med en honninggylden klangfarve. ”Jeg har set din opsætning af Cardenio. Og din Hamlet.” Det var de to skuespil, jeg havde instrueret på Londons Globe Theatre. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører. Skulle Janet Douglas have siddet blandt publikum i Globe, uden at nogen havde bemærket hende? I London, formiddagspressens sande hovedstad? Men det lod på den anden side heller ikke til, at der var nogen, som lagde mærke til hende her. Jeg kastede et blik rundt i restauranten. Ikke en eneste gæst eller tjener lod til at ænse hendes tilstedeværelse eller skæve over mod vores bord med stjålne sideblikke og hemmelighedsfuld hvisken. Og så opdagede jeg, at jeg havde taget fejl. Der var faktisk en mand, der stirrede ufravendt på os fra en bås i den anden side af lokalet. Jeg havde bemærket ham, da jeg kom ind. Hans højde og 23

shakespeareforban_indh_repro.indd 23

30/09/10 11:42:37


mørke hår fik mig et flygtigt øjeblik til at tro, at det var Ben. Jeg var standset op og havde kigget tilbage på ham, men hans ansigt var smalt, hans næse lang og overklasseagtig, og øjnene så farveløse, at de fik en til at tænke på sølv. Jeg kendte ham ikke. Nu sad han og stirrede over mod os med antydningen af et smil på læben, men der var ingen morskab at spore i hans blik – der var til gengæld noget utæmmet og sultent, som ikke havde noget med mad at gøre. Hvis Lady Nairn bemærkede det, røbede hun det ikke. ”Tak, fordi du rejste så langt for at føje en gammel kones luner.” Jeg smilede ved tanken om Athenaides syrlige bemærkning: En lille udflugt, ikke ligefrem nogen rejse. ”Jeg kunne godt tænke mig at præsentere dig for mit barnebarn. Lily MacPhee. Eller jeg burde nok snarere sige, at jeg gerne vil have, at hun møder dig.” Hun slog ud med hænderne i forstilt forfærdelse over sin fortalelse. ”15 og opfører sig som en på 25. Hun er til prøve i øjeblikket, men jeg har lovet at hente hende, når vi har spist … det sidste år har været svært for hende, ligesom for mig. Hendes mor – min datter Elizabeth – og hendes far blev dræbt ved en bilulykke for et halvt år siden.” Et stik af sorg fik min verden til at slå evner. Jeg lagde skeen fra mig, dybt rystet. ”Jeg mistede selv mine forældre i hendes alder,” sagde jeg forsigtigt. Hvad var der galt med mig? Den sorg var 15 år gammel, og alligevel var den skyllet ind over mig med en styrke, der mindede om første gang, den ramte mig. Lady Nairn nikkede. ”Athenaide har fortalt det. Det var en af grundene til, at jeg pressede på for at få dette møde i stand.” ”Og den anden?” Hun sukkede. ”Det har været et mørkt og trist år for familien Nairn. Velsagtens vores ’annus horribilis’, rent ud sagt forfærdeligt. Jeg mistede også min mand for nylig.” Først nu gik det op for mig, at hun bar sin sorte silkekjole, som var det en tung rustning. ”Det gør mig ondt,” sagde jeg. De berømte turkisfarvede øjne lyste op, men hun holdt mit blik fast. ”Det er ikke almindeligt kendt, men Angus – min mand 24

shakespeareforban_indh_repro.indd 24

30/09/10 11:42:37


– har hele sit liv samlet alskens skrammel og rekvisitter fra … ja, altså Det skotske Skuespil.” Det var Macbeth, hun mente. I teaterverdenen var det tabubelagt at nævne skuespillet ved navn. Det skotske Skuespil, Plaidskuespillet, ja, selv MacDaddy og MacBeast blev det omtalt som – men det overraskede mig alligevel, at den verdenskloge kvinde, som sad over for mig, 40 år efter at hun havde vendt teatret ryggen, stadig gav sig hen til gammel overtro. ”Han syntes, både den historiske konge og Shakespeares skuespil var enormt fascinerende,” fortsatte hun. ”Alt, hvad der havde det mindste med den historie at gøre. Mig indbefattet, er jeg bange for.” Hun slog blikket ned og sendte mig et afværgende smil. Da hun kiggede op igen, var hendes blik mørkt af bekymring. ”Jeg spekulerer sommetider på, om det i virkeligheden er mig, der hviler en forbandelse over.” Jeg svarede med en panderynken. På teatret opfattes de onde kræfter i Shakespeares tragedie og heksene i stykket som så stærke, at man ikke kan fastholde dem inden for scenens spinkle vægge og må affinde sig med, at deres kræfter smitter af på den virkelige verden. Det er en gammel tradition kun at citere fra skuespillet inde på teatrene, når man absolut ikke kan undgå det, altså ved prøver og opførelser. Selv skuespillets titel og hovedrolleindehavernes navne må ikke nævnes. Lady M. kaldes hun, mens hendes ægtemand omtales som den skotske konge. Eller de kaldes blot kongen og dronningen, som om ingen andre kongelige, fiktive eller virkelige, har nogen betydning. Der er sågar opstået indviklede ritualer til at modvirke de uheldssvangre konsekvenser af at overtræde forbuddet. Antropologisk set var emnet spændende. Rent praktisk var det latterligt eller ligefrem irriterende. ”Det nægter jeg at tro, må jeg nok indrømme.” ”Ja.” Hun sukkede. ”Det gør jeg for det meste også.” Hun nippede til vinen. ”Vi havde planlagt at udstille hans samling. Jeg kunne godt tænke mig at gå videre med projektet, som en slags mindeudstilling. Og jeg vil gerne bede om din hjælp.” 25

shakespeareforban_indh_repro.indd 25

30/09/10 11:42:37


Jeg roterede forlegent på stolen. ”Det lyder nærmere, som om det er en historiker, du har brug for. Eller en kurator. Måske en medarbejder fra British Museum.” Hun rystede på hovedet. ”Ikke en udstilling på den måde.” Hendes tonefald blev med ét poetisk. ”Hvor kedsommeligt at dvæle, at slippe sin stræben, at ruste i stedet for at slide glansen frem … jeg ønsker at få pudset Angus’ samling op, om man så må sige, ved at sætte en forestilling op. En opførelse af Macbeth. Og jeg vil gerne have dig til at instruere den. Jeg var lige ved at få vinen i den gale hals og skyndte mig at sætte glasset fra mig. ”Jeg har ikke fastsat nogen dato endnu,” sagde hun. ”Men der bliver kun tale om en engangsforestilling, og kun for særligt inviterede, på Hampton Court. Sybilla Fraser har sagt ja til at spille Lady M. Og Jason Pierce har indvilliget i at spille kongen.” Jeg kendte Sybilla af udseende, det gjorde alle. Den unge kvinde, der var på alles læber i Storbritanniens for tiden, var på vej mod stjernestatus – under oplæring til diva, som nogle kaldte det – med gyldenbrun hud og kaskader af mørkt gyldent hår, der brusede omkring hendes hoved i overdådige krøller. Og hendes øjne var ravfarvede og blikket så ophøjet og uudgrundeligt som en løvindes. Men Jason kendte jeg personligt. Han dyrkede sin fremtoning som australsk hjerteknuser på filmlærredet, men der var mere karakterskuespiller i ham, end han ville indrømme, og han følte stor trang til at bevise sit dramatiske talent på teatret i Shakespeare-roller. Jeg havde instrueret ham både som Hamlet og Cardenio, og i begge tilfælde havde jeg ofte opfattet ham snarere som gudernes straf end som en kollega. Jeg hævede et øjenbryn, og Lady Nairn sukkede. ”Ja, han er en uforbederlig skørtejæger …” ”Fantastisk,” indskød jeg. ”Men jeg har indtryk af, at det er hende, der allerede har fundet en ny. Med lidt held kan de kanalisere deres indbyrdes spændinger til ild og is mellem Macbeth og hans frue.” ”Og hvis vi er uheldige?” 26

shakespeareforban_indh_repro.indd 26

30/09/10 11:42:37


”Gratis fyrværkeri, gætter jeg på.” ”Godt, Jason og Sybilla …” ”Og mig,” sagde Lady Nairn. Den skulle jeg lige fordøje. ”Det bliver sidste gang,” fortsatte hun, ”jeg går på scenen. Selvfølgelig ikke som dronningen. I hvert fald ikke den skotske dronning. Noget over udløbsdatoen til den rolle.” Hun satte vinglasset fra sig med et lille klik. ”Jeg har tænkt mig at spille Hekate, heksenes dronning.” Så visne, så besynderligt klædt ud, havde Shakespeare skrevet om heksene, som om de ikke bor på denne klode og dog betræder den. ”Hekates rolle passer ikke til Dem,” sagde jeg pludselig. ”Det kunne man da vist kalde en tvivlsom kompliment,” sagde Lady Nairn med et smil. ”Athenaide har sagt, at De er det mest fortryllende menneske, hun kender.” ”Nå, så det har hun?” Hun hævede det ene øjenbryn. ”’Fortryllelse er det gamle skotske ord for magi. Frem for alt evnen til at væve et spind af illusioner. Det hele var indbildning, intet af det var sandt, som Sir Walter Scott udtrykte det.” Hele denne aften var begyndt at forekomme mig at være indbildning. Janet Douglas ville gå på scenen igen i Macbeth? Og hun ville have mig som instruktør? ”Hvorfor mig?” røg det ud af mig. ”De kunne jo vælge og vrage.” ”Og jeg vil have dig. Kender du måske andre instruktører, som er eksperter i Shakespeares okkulte side? Fandens også, tænkte jeg. Der har vi forklaringen. Det føltes, som om der var gået en menneskealder, siden jeg skrev min afhandling om dette emne, som jeg havde afgrænset til de koder og spor, der fra forskelligt hold mentes at være skjult i Skjaldens værker. De forskellige betydninger, man kunne vride ud af det lille ord ’okkult’, lod til at skulle forfølge mig, så længe jeg levede. ”Misforstå mig nu ikke, Lady Nairn, det er ikke min mening at skuffe Dem, men ’okkult’ betyder for mig …” 27

shakespeareforban_indh_repro.indd 27

30/09/10 11:42:37


Hun fejede mig af. ”Du mener den gamle betydning af ordet, altså skjult, tilsløret, hemmelig. Ikke magisk. Jo, det ved jeg godt. Jeg har hørt interviews med dig. Men det er ikke på grund af magien, jeg vil have dig.” Hun lænede sig frem. ”Jeg har nævnt, at min mand samlede på alt, hvad der havde blot den mindste forbindelse til Macbeth. Og godt en uge før, vi mistede ham, blev han anspændt og begejstret på en måde, som kun kunne betyde én ting. Han var på sporet af et fund.” Et sted inde i mig begyndte en lille spire til uro forsigtigt at stikke hovedet frem. ”Hvilken slags fund?” Hun lænede sig tilbage, mødte tavst mit blik. Så rejste hun sig fra stolen. Et øjeblik hvilede hendes hånd let på min skulder. ”Kom til Dunsinnan.” Navnet sagde mig ikke noget. ”Bedre kendt som Dunsinane. Ondskabens borg i Macbeth. Den må du da kunne huske,” sagde hun med et smil, som jeg ikke helt kunne tolke. ”Jeg bor der.” Hun vendte sig med ét og gik hen imod trappen. Viden, verdens ældste fristelse. Drevet af nysgerrighed rejste jeg mig og fulgte hende.

28

shakespeareforban_indh_repro.indd 28

30/09/10 11:42:37


2

Det regnede ikke længere , da vi kom ud, men luften var stadig fugtig, mættet af efterårets skarpe bregneduft, selv heroppe i byens gamle stenhjerte. Vi drejede til venstre og gik op ad bakken mod slottet. Lady Nairn havde inviteret alle de kommende rolleindehavere op til sit hus i weekenden, for at de kunne ’udforske stedets atmosfære’, som hun sagde, og det var meningen, at de om to dage skulle tilbage til Edinburgh og deltage i Samhain-lysfestivalen, som de gamle keltere fejrede, og som kristendommen også har taget til sig og forvandlet til Allehelgensaften. Samhain udtales noget i retning af ’sov-ejn’, og ordet betyder på skotsk gælisk ’sommerens slutning’, forklarede hun. Det var årets vendepunkt, hvor adskillelsen mellem de levende og de døde efter sigende svandt ind til et gennemsigtigt slør. I Edinburgh blev aftenen fejret med et vinterkarneval, et gadeoptog, hvor maskebærende aktører mimede en moderne udgave af det gamle hedenske sagn om Sommerkongen og Vinterkongen, der mødes til tvekamp. Hendes barnebarn, Lily, havde en mindre rolle. ”Som fakkelbærer,” sagde hun. ”Det svarede nogenlunde til Shakespeares lansebærer. Nødvendig, men næsten usynlig. Men på et tidspunkt vil hun nok gerne spille kajakken.” Det var i hvert fald, hvad jeg troede, at jeg hørte hende sige. Mit forvirrede ansigtsudtryk fik Lady Nairn til at le. ”Cailleach,” forklarede hun. ”Ikke ’kajak’. Det er også gælisk. Det lyder jo nærmest som en eskimoisk kano, men det betyder faktisk ’gammel kone’. Vinterens gamle kone, der tager magten, når sommeren går på hæld og dør.” Hun trak frakken tættere sammen om sig. ”Mør29

shakespeareforban_indh_repro.indd 29

30/09/10 11:42:37


kets og dødens dronning,” fortsatte hun med dæmpet stemme, ”men også fornyelsen. Den side af sagen glemmer de fleste. Men uden død er der intet liv, og uden al vinterens død, intet forår …” Vi gik lidt i tavshed til lyden af vores egne trin mod stenbroen. ”De gamle sagn personificerer denne gåde,” sagde hun. ”Og festen bringer sagnene til live. Cailleach vælger Vinterkongen til at kæmpe for sig og ægger ham til kamp mod den gamle konge, Sommerkongen. Og det hele er mimespil. Så arketypisk, at ord faktisk er overflødige.” Billedet af en grusom dronning, der opildner en kriger i sin bedste alder til at dræbe en gammel konge og tage hans plads, for igennem mit hoved. ”Men det er jo Macbeths historie,” sagde jeg langsomt. ”Det er sagnet bag den,” præciserede hun. ”Men Macbeth bygger jo på historien,” protesterede jeg. ”Skotlands historie.” Hun rynkede på næsen og sagde: ”Den forvanskede historie – noget fjernet, andet føjet til – så det passer til myterne. De lærde har glemt den side af sagen, hvis de nogensinde har kendt til den. Men en myte kan man ikke så let trænge op i en krog og tæmme, eller få til at ligne nydelige akademiske fakta.” I alle mine år i elfenbenstårnet, mens jeg arbejdede på at blive professor med speciale i Shakespeare blot for at forelske mig i scenens Shakespeare og flygte over i teatrets verden, havde jeg aldrig hørt om en teori, som den Lady Nairn ridsede op. Men den lød besnærende. Den passede til den nøgne sandhed. ”Tror du, Shakespeare vidste, hvordan det hang sammen?” spurgte jeg stille. Hun kiggede lige frem for sig, og et skælmsk smil krusede hendes læber. ”Jeg tror, han vidste meget mere, end vi tiltror ham.”

• Bygningerne gled i baggrunden, da vi bevægede os ud i esplanadens mørke tomrum. I den anden ende af pladsen tårnede slottet 30

shakespeareforban_indh_repro.indd 30

30/09/10 11:42:37


sig op mod nattehimlen. Midt på paradepladsen var en flok mennesker stimlet sammen, og der var en puffen og masen. Under et lydtag af spredt latter sås her og der det blafrende lys fra en fakkel, og et sted i midten af flokken hoppede en mand med hjortekostume rundt og virrede med hovedet, så geviret ragede op over mængden. Med mellemrum steg et kor af overnaturlige hyl og brøl i bølger af ensomhed mod månen. Menneskemængden var kommet i bevægelse, og et kort øjeblik så jeg den mørkhårede mand fra restauranten. Hans blik mødte mit, og så flyttede mængden sig igen, og han forsvandt. En pige skilte sig ud fra yderkredsen og kom i ungdommeligt kejtet løb over mod os. Lily MacPhees øjne sad ligesom bedstemorens langt fra hinanden over høje kindben, men hendes farver var nogle helt andre. Det ildrøde hår faldt i bløde lokker ned over hendes skuldre. Den mælkehvide hud var overstrøet med en sand vrimmel af fregner, og hendes øjenfarve var lys søgrøn. En lille smykkesten funklede i næsen. De prærafaelitiske malere havde gerne kastet sig ud i bitre dueller om retten til at male hende som Guinevere eller Damen i søen, tænkte jeg. ”De har sagt ja!” sagde hun med en piget glæde. ”Hun sagde ’måske’,” sagde hendes bedstemor. ”Mere eller mindre.”

• Dunsinnan Hill lå 80 kilometer herfra lige nord for floden Tay, fortalte Lady Nairn mig, mens vi kørte af sted. Der havde været en fæstning på bjerget siden jernalderen, men ifølge overleveringerne havde den historiske kong Macbeth genopbygget fæstningsværket. Han havde i en menneskealder regeret Skotland fra sin borg i højlandet, men i år 1054 var hans unge fætter Malcolm draget nordpå i spidsen for en hær af de forhadte sassenach’er – som kelterne kaldte angelsakserne fra det nordlige England – sammen 31

shakespeareforban_indh_repro.indd 31

30/09/10 11:42:37


med en pæn flok vikinger. Malcolms saksere var stormet op ad højdedraget og var ramlet sammen med Macbeths skotter i et bråvallaslag der varede fra solopgang til solnedgang, og hvor bjerget bagefter flød med mad til ådselæderne. Det blev ikke Macbeths endeligt – skønt han tabte både slaget og skansen i højlandet, slap han fra det med livet i behold og kunne gå i spidsen for sine mænd på tilbagetoget – men det var begyndelsen til enden. To år senere fik Malcolm indhentet ham, og denne gang førte han kniven præcist. Malcolm havde udstillet Macbeths afhuggede hoved på en pæl og erklæret sig som konge af Skotland. Macbeth havde været en god konge, berømt både for sin gavmildhed og sit mod – efter nogles vurdering var han den sidste ægte keltiske konge af Skotland, der havde regeret, som traditionen bød. Men sejrherrens mest langtidsholdbare krigsbytte er retten til at skrive historien, og Macbeths eftermæle blev hurtigt sværtet til. Men det var Shakespeare, der gjorde ham til eksponent for det onde. Det var en tragisk deroute, tænkte jeg, da Lady Nairn blev tavs, efter sin død at blive reduceret fra heltemodig konge til udskældt tyran. Shakespeares opdigtede Macbeth var i det mindste styrtet ned fra magtens tinder i levende live og af egen drift.

• ”Der ligger det,” sagde Lady Nairn kort efter. Hun pegede over mod en rund bjergknold, der lå lidt borte fra de andre toppe med et tårn på toppen. Vi havde forladt hovedvejen og susede sydpå ad en smal landevej mellem marker og levende hegn. Vejen førte direkte mod bjerget og drejede først til sidst rundt langs den vestlige skråning, forsvandt ind i en fyrreskov og forbi et stenbrud og fortsatte til venstre langs sydsiden af bjerget. Kort efter drejede vi af fra landevejen, væk fra bjergskråningen og op ad en grusbelagt indkørsel. Dunsinnan House lå på en højderyg med udsigt mod nord over vejen til bjerget, som det var opkaldt efter, og mod syd til det 32

shakespeareforban_indh_repro.indd 32

30/09/10 11:42:37


glitrende vand i Tays flodudløb. Ejendommens hjerte var stadig den gamle skotske borgs høje rektangulære mure, men igennem århundreder var flere nye længer kommet til, for ikke at tale om tårne og kupler, balkoner og karnapper, tilsyneladende planløst, så stedet virkede som en aldrende, excentrisk overklassefrue, der stolt ifører sig ungdommens balkjole, nu pyntet med tilfældigt tingeltangel og flitterstads samlet gennem et langt liv. Lady Nairn førte mig uden tøven fire etager op til mit hjørneværelse højt oppe. Værelsets vægge var dækket af blå silkemoiré. Tre høje vinduer på rad og række dækkede nordvæggen, og der var endnu mere blå silke i gardinerne med broderede kinesiske drager. ”Jeg tænkte, at du nok gerne ville have udsigt,” sagde hun og gik tværs over gulvet for at åbne det midterste vindue, så både lyden af fyrretræer og deres vindbårne duft fyldte værelset. I det fjerne anede man nærmest kun bjerget som et fravær af stjerner.

• Gå ikke alene op på bjerget. Sætningen hang i luften mellem os. ”Jeg fortalte dig, at jeg havde mistet min mand,” sagde hun. ”Jeg mente det mere bogstaveligt, end du måske var klar over.” Hun kiggede igen op mod bjerget ”Han forsvandt deroppe en aften for tre måneder siden. Vi gik naturligvis til politiet. De snusede lidt rundt, men fandt intet. Antydede indirekte, at han måske var stukket af med en elskerinde. Den type var han nu ikke. ”Auld Callie – en kvinde fra landsbyen, som han havde kendt fra barnsben – fandt ham ugen efter oppe på bjerget. Han sad på fæstningsvolden og dinglede med benene som et barn. Han rokkede frem og tilbage og blev ved med at mumle den samme sætning: ’Dunsinnan skal gå mod Birnam-skoven’.” ”Macbeths gåde,” sagde jeg stille. ”Nej,” sagde hun med en let hovedrysten. ”Heksenes gåde.” Hun kunne sin Shakespeare:

33

shakespeareforban_indh_repro.indd 33

30/09/10 11:42:37


for ingen besejrer Macbeth og hans held før Birnam-skoven mod Dunsinanes fjeld marcherer frem. I skuespillet formoder kong Macbeth, at gåden er en metafor for aldrig, for blot, da han senere står over for en skov i bevægelse, at erfare, at heksene mente det bogstaveligt. ”Jeg aner den ordkløveriske djævel, der lyver sandt,” mumlede jeg. Hun sendte mig et sørgmodigt smil. ”Jeg er ikke sikker på, at det gør det ud for dobbelttydighed, hvis der snarere end for mange svar slet intet klart svar kommer. Og Angus byttede rundt på leddene: Dunsinnan skal gå mod Birnam-skoven. Du ved, hans titel var Nairn af Dunsinnan, så jeg troede, at han talte om sig selv. Og man kan se skoven eller det, der er tilbage af den, fra bjergets top, så det forekom mig, at han sagde, at han selv skulle til Birnam. Jeg kørte derned med ham – han var kommet der, fra han var barn, men genkendte ikke stedet. Stod bare og vendte og drejede sig under den store eg og så desorienteret ud.” Hendes stemme lød nu en smule bitter. ”Han døde fjorten dage senere. For en måned siden nu. Det var faktisk en velsignelse. Han havde mistet forstanden, eller tæt på. Sansede kun lige, at der var noget galt med ham. Det gjorde ham helt fortvivlet til sidst.” Hendes stemme var begyndt at dirre, og hun holdt inde for at genvinde fatningen, vendte sig mod vinduet og tørrede sine fugtige kinder med bagsiden af hånden. ”Undskyld mig,” sagde hun, hankede op i sig selv og fortsatte så: ”Lægerne sagde, at han havde haft et slagtilfælde. De havde uden tvivl ret. Men det var ikke hele sandheden. Da de fandt ham, havde han været borte i en uge, men han var nybarberet, og hans tøj var hverken krøllet eller plettet.” Hun skød hagen frem og tilføjede: ”Som om han lige var gået hjemmefra.” Hun så på mig med et gennemborende blik. ”Kender du Aleister Crowleys definition på magi? Den lyder: ’Det er den videnskab og kunst, der får forandring til at ske ved viljens kraft.’” Jeg rynkede panden. Det var en berømt definition – og en de34

shakespeareforban_indh_repro.indd 34

30/09/10 11:42:37


finition, der også var berømt for at være meget rummelig. Ifølge den var næsten alting magi. Efter Crowleys mening var både kartoffeldyrkning og bankvæsen lige så meget magi som magiske ritualer og besværgelser. Hvor ville hun hen med det? Hun lænede sig frem. ”Der var nogen, som ønskede, at det skulle gå dårligt for Angus,” sagde hun med en stille inderlighed. ”Og vist desværre mest på grund af mig.” ”Fordi man ønsker noget, sker det ikke nødvendigvis.” ”Måske ikke.” Bag hende så jeg gennem vinduet noget – måske en væsel eller en lækat – komme svansende hen over et hjørne af plænen, stjålent som en skygge i mørke. Næsten samtidig fik mine bange anelser det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Hvad var det, hun antydede? At nogen med magiske kræfter havde myrdet Sir Angus? ”Lady Nairn, hvis De har mistanke om, at der stak noget under Sir Angus’ død, bør De gå til politiet.” ”Jeg tror, sagen må klares med andre midler.” Hun løftede hovedet. ”Hvor meget ved du egentlig om tilblivelsen af Macbeth? Ikke historien. Hvordan den blev skrevet.” Jeg så undrende på hende. ”Der er jo ikke meget at vide. Det er Shakespeares korteste tragedie. Udgivet posthumt i førstefolien.” ”Første samlede udgave af hans værker,” sagde hun og nikkede. ”Dateret 1623, syv år efter Shakespeares død. Men det siger noget om trykningen, ikke om tilblivelsen.” ”Vi ved intet om tilblivelsen af nogen af hans værker overhovedet.” ”Der var en tidligere version.” Hun sagde det trodsigt, kastede handsken til mig. ”Det er der mange forskere, der mener,” sagde jeg forsigtigt. Så meget var sandt, og det skyldtes mest heksene. Uhyggelige og skræmmende det ene øjeblik og lavkomiske det næste – for slet ikke at nævne Hekate, heksenes dronning, der forekommer at være taget ukritisk fra et senere skuespil af Thomas Middleton og på må og få smækket ind i Shakespeares skuespil, uden skelen til, at hendes skadefro kaglende ondskab ville passe bedre i en 35

shakespeareforban_indh_repro.indd 35

30/09/10 11:42:38


Disney-film. ”Men man har faktisk ikke rigtig nogen beviser for nogen af del…” Hun afbrød mig. ”Som barn mødte min mands bedstefar en gammel kone oppe på bjerget. Hun fortalte ham, at Shakespeare for længe siden var kommet hertil med en gruppe engelske skuespillere og havde mødt en sort fe – en heks – der boede i en kogende sø. Hun lærte ham at bruge sort magi; til gengæld stjal han hendes sjæl og skyndte sig at komme væk. ”Hun ledte højt og lavt, men han havde gemt den godt. Den var hverken i en sten eller et æg, en ring eller en krone, slet ingen af de steder, hvor man normalt gemmer sådan noget. Men hun fandt den til sidst skrevet ind i et skuespil, blandet op med selve det blæk, der var brugt til at skrive bogens sider med. Hun snuppede bogen, nedkaldte en forbandelse over hans ord, så de spredte ulykke og ikke glæde, og forsvandt tilbage til sin sø. Drengens bedstefar var nogen tid før forsvundet oppe på bjerget, og da den gamle kone fortalte ham sin historie og bad ham genfortælle den for hende, konkluderede han at hun måtte være den sorte fe i sin egen historie, og at bogen, hvis han kunne finde den, var hendes betaling for hans bedstefar … med tiden fik han – Angus’ bedstefar – den opfattelse, at hun havde talt om Macbeth.” Jeg stirrede på hende uden at sige noget. Hvordan kunne jeg sige dette på en pæn måde? ”Lady Nairn – med al respekt for Deres mands bedstefar må jeg betragte historien, hvor fantastisk den end er, som et barns halvt udviskede genfortælling, der er 100 år gammel. Den kan næppe gøre det ud for et bevis for, at der har eksisteret en tidligere version af skuespillet. ”Ikke alene. Men dette bilag bekræfter historien.” Hun gik hen til skrivebordet og åbnede en arkivmappe, hvorfra hun rakte mig et kopieret ark. ”Fra den gamle regnskabsbog på Dunsinnan House,” sagde hun. Den fungerede både som regnskab og dagbog.” Under en post dateret 1. november 1589 havde nogen skrevet: ”De engelske skuespillere taget af sted herfra.” Men ingen navne var nævnt. ”Læs næste sætning,” sagde Lady Nairn. 36

shakespeareforban_indh_repro.indd 36

30/09/10 11:42:38


Samme dag meldte Lady Arran et spejl og en bog stjålet og beskyldte skuespillerne for at have taget disse ting. De kom aldrig for dagen. Jeg løftede hastigt blikket. Jeg havde hørt om Lady Arran. Elizabeth Stewart, Lady Arran, var af sine samtidige blevet hånet som en grådig, gerrig og ambitiøs kvinde. En Lady Jezebel, der omgikkes hekse. En tid lang havde den unge kong Jakob været forblændet af hende og hendes mand. Der havde gået rygter om, at det var hendes skyld, at kongen ikke ville giftes. Andre rygter ville vide, at hun ville myrde ham, hvis lejlighed bød sig, at hun mere end alt andet tragtede efter at blive dronning. Nogle mente, at hun var den historiske skikkelse, der lå til grund for Lady Macbeths rolle. Lady Nairn smilede. ”Jeg tænkte nok, at du ville genkende navnet. Som du kan se, findes der faktisk beviser.” ”På hvad?” Jeg kunne dårligt beherske mig. ”At Lady Arran var her, ja. At Shakespeare var her, nej. Han fik kendskab til hende, det er så godt som sikkert – næsten 20 år senere. Men vi har ikke nogen viden om, hvorvidt han kendte hende personligt. Vi ved faktisk slet intet om, hvad han foretog sig i 1589, bortset fra at han levede. Det er midt i den periode, som bliver kaldt hans forsvundne år. Man har overhovedet ingen optegnelser om, hvor han befandt sig.” ”Med mindre han altså befandt sig her. Du kunne i det mindste komme mig så meget i møde at du indrømmer at det er tankevækkende” sagde hun bebrejdende. ”Det stemmer også nydeligt overens med myterne om min familie.” Hun kiggede ud i natten. ”Jeg nedstammer i direkte linje på mødrenes side fra Elizabeth Stewart. Fra Lady Macbeth.” Jeg må have stirret vantro på hende med åben mund, for hun sendte mig et skævt smil. ”Min mand syntes, at denne slægtsarv var ret tillokkende. Lily ved til gengæld intet om den, og det synes jeg heller ikke, hun skal. Det er ikke en oplysning, som nødvendigvis vil gavne en 15-årig pige.” 37

shakespeareforban_indh_repro.indd 37

30/09/10 11:42:38


”Har De slægtshistoriske optegnelser om hende?” spurgte jeg noget overvældet. ”Elizabeth Stewart omgikkes ikke hekse. Hun var heks. Ikke en djævledyrkende morlil, men en, der seriøst udforskede magiens verden. Hvis man skal tro min mor og bedstemor, skulle Skjalden have set hende udøve magi og senere have taget sine erindringer om den – ret præcist beskrevet – med i et af sine skuespil. Det var svært at få talt ham fra at lade det opføre, men det lykkedes. Og nogen sørgede for, at manuskriptet forsvandt.” Jeg slingrede hen til en stol, for det kørte helt rundt for mig. ”Du kan mene, hvad du vil om heksekunsten, Kate. Det er ikke magien, jeg prøver at få dig til at interessere dig for,” sagde hun tålmodigt. ”Det er manuskriptet.” Hun tog arkivmappen fra skrivebordet og rakte den frem mod mig. ”For tre dage siden fandt jeg dette stukket ind mellem nogle af Angus’ papirer.” Jeg åbnede mappen. Den indeholdt et postkort og et enkelt ark kraftigt elfenbensfarvet brevpapir. Postkortet forestillede en kopi af et af mine yndlingsmalerier i Storbritannien, John Singer Sargents portræt af Ellen Terry som Lady Macbeth. Terry var blandt de tre-fire bedste i rollen som Lady Macbeth. Den sidste før Janet Douglas. Det var lykkedes Sargent at få hendes kjole til at changere mellem blå og grøn. Med sine lange røde fletninger, et strejf af guld hen over det nederste af det blågrønne kjoleliv og nederdelen, der fremhævede hofternes kurver og blev strammere nedefter, havde jeg altid syntes, at hun snarere lignede en havfrue end en dronning. På brevpapiret bag ved postkortet var der skrevet i hånden med store buer og sving, der både vidnede om selvtillid og affekt, tilsat lidt barnlig stædighed. Jeg kastede et blik på underskriften. Nell stod der, og navnet havde en lang kometagtig hale. Det var Ellen Terrys kælenavn blandt familie og venner. Jeg kiggede op. ”Så vidt det har kunnet konstateres på en fax, er både underskrift og brev ægte,” sagde Lady Nairn. Hun vendte sig for at kigge ud ad vinduet. ”Læs det. Giv dig bare god tid.” 38

shakespeareforban_indh_repro.indd 38

30/09/10 11:42:38


Det var dateret 1911. ”Min kære Monsieur Superbe Homme,” begyndte det. Kæreste prægtige mandfolk. Kæreste Supermand. Min kære Monsieur Superbe Homme! Jeg sender dig hermed et besynderligt brev, som jeg for nylig har modtaget fra en medspiller i dette drama, hvis personlige historie er lige så tragisk som nogen teaterrolle, hun kunne tænkes at optræde i. Jeg er faktisk ikke sikker på, om hendes lange lidelseshistorie alligevel ikke har gjort hende utilregnelig. Som det fremgår, hævder det stakkels menneske både, at mr. Shakespeare først har udbredt en version af Macbeth, som adskiller sig betydeligt fra den version, der er givet videre til os, og at denne tidligere version er bevaret (!) – og at hun ved, hvor den befinder sig og passer på den. ”De tror da vel ik…” ”Jeg tror, at min mand var overbevist om at bedstefarens ’mystiske gamle kone’ og Ellens ’stakkels menneske’ er en og samme person.” Vi fastholdt hinandens blik uden at sige noget. ”Fortsæt,” sagde hun så. Jeg kiggede igen ned. Jeg ville umiddelbart have konkluderet, at hun er vanvittig, hvis det ikke havde været for vedlagte, som hun gav mig sammen med sin beretning, og som jeg nu sender videre til dig. Bogen i sig selv er såmænd rigeligt sær, men det er brevet i den, du vil finde mest underligt. Desværre er den eneste oplysning i brevet om indholdet i denne påståede tidligere version, at den hovedsagelig adskiller sig i fremstillingen af heksene, især Hekate, som siges ’både at være der og ikke være der’. Jeg kiggede op. ”Derfor Hekate?” ”Jeg er skuespiller,” sagde hun og trak let på skuldrene. ”Jeg lærer roller ved at spille dem. Læs resten.” Der var ikke så meget mere: 39

shakespeareforban_indh_repro.indd 39

30/09/10 11:42:38


En følelse af noget gådefuldt, som passer fint til Shakespeares udtryksmåde, vil jeg mene, men alligevel til at fortvivles over. Jeg kan hverken finde hoved eller hale i den. Nu håber jeg så, at du kan få øje på skoven gennem træerne. Nell Jeg tog brevet op, men der var intet andet i mappen. ”Det vedlagte?” ”Forsvundet.” Hun sukkede. ”Og man kan heller ikke se, hvor, hvornår eller hvordan han kom i besiddelse af brevet. Så jeg ved altså ikke, hvad Angus fandt.” Hun lagde hoved på siden. ”Men jeg ved, hvad han søgte efter.” Jeg sad lidt uden at kunne få et ord frem. Nogen – en virkelig kvinde, ikke en heks eller fe – havde været af den overbevisning, at der både havde eksisteret en tidligere version af Macbeth, og at den også var bevaret helt op til begyndelsen af det tyvende århundrede. Og selvom Ellen Terry havde været skeptisk, havde hun alligevel ikke uden videre kunnet afvise kvindens fortælling. Og dertil kom, at det var heksene – og deres magi – der efter sigende skulle adskille sig fra den kendte version: Altså netop de sider af det skuespil, vi kender i dag, som forskerne brød deres hoveder med. Der gik et gys af spænding, eller måske var det rædsel, gennem mig. Hvad hvis det var sandt? Manuskriptet til Cardenio, som jeg havde hjulpet med at finde, var blåstemplet som et bortkommet skuespil … men dette … der var jo tale om et af de store skuespil. En fantastisk detaljeret udforskning af ondskabens væsen næsten uden sidestykke i hele menneskehedens historie. Et skuespil, som de fleste mennesker kendte citater fra, selvom de aldrig havde set stykket – eller andre af Shakespeares skuespil for den sags skyld. Koble, koble, kval fordoble, blusse bål og kedel boble… Lady Nairn afbrød mine drømmerier. ”Hvor meget tror du, det ville være værd?” spurgte hun. Cardenio var blevet solgt på auktion for mange millioner. En bortkommen version af Macbeth ville højst sandsynligt være mere 40

shakespeareforban_indh_repro.indd 40

30/09/10 11:42:38


værd. En version af Macbeth, som satte Shakespeare i forbindelse med udøvelsen af magi, ville ikke kun vække opsigt på scenen … jeg rystede på hovedet og fugtede mine tørre læber med tungen. ”Jeg aner det ikke.” ”Det ville helt sikkert løbe op i en sum, som, i hvert fald i visse kredse, var høj nok til, at den var værd at skræmme livet af en gammel mand for.” Jeg så forbavset op. ”Tror du …?” ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Men jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, hvad der egentlig skete med min mand. Og hvis han faktisk fandt det, som Ellen Terry omtalte – så vil jeg have fingre i det.” Hun havde vist fået dronningenøkker. ”Jeg vil bede dig om at finde det. Og så skal du instruere det.” Hun rettede ryggen, stod rank som en dronning på vej til skafottet. ”Jeg elskede Angus, Kate. Jeg opgav min teaterkarriere for ham, alverdens smiger … og han var nok for mig. Han var det værd. Du af alle kan måske forstå, hvad det vil sige. Jeg beder dig ikke finde hans morder. Jeg beder dig finde manuskriptet. Vil du hjælpe mig?” Der var noget i den sære blanding af stolthed og skrøbelighed, der greb mig om hjertet. Og hvor foruroligende hendes mordanklage end kunne synes, forekom sandsynligheden for, at manuskriptet eksisterede, mig høj nok til, at den pirrede min nysgerrighed. ”Dunsinnan skal gå mod Birnam-skoven,” sagde jeg dæmpet. ”De tog ham med derhen?” Hun nikkede. ”Jeg anede ikke, at stedet fandtes i virkeligheden – i hvert fald ikke den dag i dag … mon ikke vi skal begynde der.” Hun drog et langt, dybt suk og bøjede lettet hovedet. ”Tak.” Så rettede hun sig op og rejste sig for at gå. ”Jeg kører dig dertil fra morgenstunden i morgen.” Ved døren vendte hun sig igen, og det var svært at vurdere, om det var tårer eller triumf, der fik hendes øjne til at skinne. ”Men lad være med at gå op på bjerget alene.”

• 41

shakespeareforban_indh_repro.indd 41

30/09/10 11:42:38


Jeg var stadig helt ør i hovedet, da jeg tog det sæt stribede silkenattøj på, som var lagt frem til mig, og kravlede i seng. På sengebordet lå en udgave af Macbeth. Jeg sad et øjeblik med armene omkring knæene. Det forekom mig allerede nu, at det havde været tåbeligt af mig at gå med til at hjælpe Lady Nairn. Hendes mordanklage var om noget en uhyggelig tilbagevenden til den form for overtro, der havde givet anledning til heksejagt. Selv de mere fornuftsprægede dele af hendes historie var tvivlsomme. Jeg kunne ikke tro andet, end at Terrys brev var et falsum. Ingen kunne hævde, at et sådant dokument var ægte på basis af en fax. Jeg tvivlede på, at anerkendte eksperter overhovedet ville være med til den slags. Hvordan var det nu, bedstefarens historie var? At en sort fe havde fortalt ham, at Shakespeare havde lært at udøve magi her af en heks, der boede i en kogende sø? Jeg vil bede dig om at finde det. Og så skal du instruere det. Nu da Lady Nairn ikke længere var her, virkede hendes krav kun en anelse mindre vanvittigt, end at den gamle fe skulle have færdedes på disse lokaliteter. En opgave stillet af en vred og sørgende gudinde: Jeg skulle finde det, som hendes mand havde fundet. Eller ikke havde fundet. Hun havde vist snarere givet mig til opgave at fange en død mands drøm. Og hun var ingen gudinde. Hun var Lady Macbeth på en mere grundlæggende måde, end nogen kunne forestille sig. Hvordan mon det var at have den fortid i blodet? Jeg sukkede og tog fat på skuespillet. Det varede en scene eller to, før adrenalinsuset var væk, og mit hoved tomt. Og en scene eller to senere sad jeg og nikkede. Før jeg nåede slutningen af første akt, var jeg faldet i søvn. Jeg var bevidst om, at jeg i drømme forsigtigt bevægede mig op ad en stejl skråning, som fladede ud til en græsmark. I det fjerne rejste sig en borg. Højt oppe på borgens brystværn stod en kvinde med rødt hår og stirrede ud i natten, upåvirket af de hånlige tilråb fra menneskemængden under hende, mens vinden ruskede i hendes kjole og fik det til at se ud, som om hun red 42

shakespeareforban_indh_repro.indd 42

30/09/10 11:42:38


stormen af i stævnen af et kæmpestort skib. Jeg kunne mærke, hvordan ondskaben slog ring om hende og lå så tykt i luften, at det var svært at trække vejret. Jeg vågnede i mørket, gispede efter luft, og et øjeblik anede jeg ikke, hvor jeg var. Så huskede jeg Lady Nairns stemme: Dunsinnan … Dunsinane, ondskabens borg i Macbeth. Jeg stod op og fyldte et glas med vand fra vandhanen i badeværelset. På vej tilbage til sengen gik jeg forbi toiletbordet og så spejlbilledet af de tre høje vinduer, hvor gardinet ikke var trukket for det midterste vindue, og man kunne se himlen. Jeg blev ståede et øjeblik og kiggede på spejlbilledet. Jeg kunne stadig se et svagt måneskær i vest, selvom månen var gået ned. Mens jeg kiggede på himlen, begyndte en gul stjerne at blinke. Jeg skyndte mig hen til vinduet. Ikke en stjerne. På den anden side af vejen, højt oppe, så jeg flammer, der fængede og brød ud i lys lue og voksede til, hvad der må have været et kæmpestort bål oppe på bjerget. Jeg stod helt betaget og stirrede på det, jeg ved ikke hvor længe. Rundt om det lysende punkt var natten mørk og stille. Så fik jeg et glimt af noget, der bevægede sig tættere på. Jeg spejdede ned i haven og så en skygge gå over græsset med lange skridt. En kvinde i en kort jakke og bukser, med et lyst tørklæde flagrende om halsen. Hendes hår var snoet og samlet i en nydelig knold og forekom derfor endnu mere lyst. Lady Nairn krydsede plænen og forsvandt i indkørslens skygge. Hvor mon hun skulle hen på denne tid af natten – alene? Omkring en halv time senere så jeg atter noget bevæge sig, men denne gang var det højt oppe og længere væk. Måske var det vinden og den fugtige skotske luft, der spillede mig et puds. Måske drømte jeg. Men jeg kunne have svoret på, at jeg så et utydeligt omrids af en, der dansede med udstrakte arme og tegnede en silhuet mod bålets flammer i den måneløse nat.

43

shakespeareforban_indh_repro.indd 43

30/09/10 11:42:38

Punktum Shakespeare-forbandelsen - læseprøve  

Shakespeare- forbandelsen Af samme forfatter: Shakespeares hemmelighed Jennifer Lee Carrell På dansk ved Kirsten Vesterager Forlaget Punktum...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you