Issuu on Google+

hitler mod stalin Kampen på Østfronten 1941–45

Niklas Zetterling


Indhold

Indledning 7 kapitel 1. Operation Barbarossa 13 De militære planer 17 ∙ Sovjetiske planer 21 ∙ Tysk opmarch­25 ∙ Det sovjetiske forsvar 29 ∙ Tyske forbundsfæller 31 ∙ Tidevandet stiger 35 kapitel 2. Krigen bryder ud 39 Minsk-Białystok 45 ∙ Jekabpils og Daugavpils 50 ∙ De indledende kampe i Ukraine 53 kapitel 3. Kampe langs Dnepr 59 Smolensk 64 ∙ Uman 67 ∙ Mod Leningrad 71 ∙ Finland går i krig 73 ∙ Afgørende beslutninger 76 ∙ Belejringen af Leningrad 79 ∙ Katastrofen ved Kiev 84 kapitel 4. Slaget om Moskva 89 Operation Tyfon 89 ∙ Panik 94 ∙ Krigsfanger 99 ∙ Svære beslutninger 103 ∙ Mod Moskvas udkanter 107 ∙ Modoffensiv 110 ∙ Industrier 116 ∙ Diktatorer og generaler 118 ∙ Generaloffensiv 120 ∙ Vinterkrig 125 kapitel 5. Sommeroffensiven 1942 131 Kharkov og Krim 138 ∙ Opbygning 143 ∙ Operation Blau 147 ∙ Rostov 153 ∙ “Ikke et skridt tilbage” 156 ∙ Angrebet ved Rzjev 158 ∙ Hjælp fra Vestmagterne 161 kapitel 6. Stalingrad og Kaukasus 164 Mod Grosnij 169 ∙ Byen ved Volga 173 ∙ Bykampe 175 ∙ Uranus og Mars 178 ∙ Fælden klapper 182 ∙ Nye kampe ved Rzjev 185 ∙ Wintergewitter og Lille Saturn 187 ∙ Nye angreb langs Don 190 ∙ Den 6. Armé sygner hen 192 ∙ Operation Ostrogozjsk-Rossosj 195 ∙ Sejren ved Stalingrad 196 ∙ Pendulet svinger 200 kapitel 7. Sommeroperationerne i 1943 205 Hitlers valgmuligheder 213 ∙ Stalins alternativ 216 ∙ Tyske forberedelser 220 ∙ Operation Zitadelle 222 ∙ Rumjantsev 5


hitler mod stalin og Kutusov 225 ∙ Mod Dnepr 228 ∙ Den første sovjetiske ­sommeroffensiv 232 ∙ Den Røde Hær krydser Dnepr 235 ∙ Kiev befries 239 kapitel 8. Den tredje vinter 243 Knibtangsmanøvren ved Korsun 246 ∙ Belejringen af Leningrad hæves 250 ∙ Forårsoperationer i Ukraine 255 ∙ Krigsudviklingen i foråret 1944 259 kapitel 9. Sovjetiske sommerplaner 263 Styrkeopbygning 266 ∙ Finlands skæbne i vægtskålen 270 ∙ Operation­Bagration 274 ∙ Lwów-Sandomierz 285 ∙ Konsekvenser af sommeroperationerne 289 ∙ Udviklingen på Balkan­  291 ∙ Det sidste efterår 294 kapitel 10. Sidste akt indledes 300 Wisła-Oder 301 ∙ Østersøkysten 307 ∙ Den sidste ­vinter går mod sin afslutning 310 ∙ Jaltakonferencen 312 ∙ De sidste kampe  315 ∙ Krigen afsluttes 320 Efterord 325 Noter 329 Kildefortegnelse 353 Register 357

6


Indledning

Da Hitler og Stalin lod deres respektive udenrigsministre underskri­ ve en ikke-angrebspagt den 23. august 1939, reagerede resten af ver­den med forbløffelse. Efter flere år med hadefuld propaganda mellem de to diktatorer, som desuden støttede hver sin side i Den Spanske Bor­ger­krig 1936-39, havde de besluttet at bilægge deres stridigheder og i stedet dele Østeuropa mellem sig. At landene mellem de to stor­magter skulle opdeles i en tysk og en sovjetisk interessesfære blev, som man kunne for­ vente, holdt hemmeligt, men snart skulle konkrete hand­linger på umis­ forståelig vis afsløre hensigterne. Den 1. september ind­ledte den tyske krigsmaskine sit overfald på Polen, og Anden Ver­denskrigs udbrud var en kendsgerning. Måske blev Stalin overrasket over, hvor hurtigt Hitler satte sine angrebsplaner i værk, for der skulle gå over to uger, før de sovjetiske styrker rykkede ind i Polen fra øst. Da Stalins styrker indledte deres angreb den 17. september, havde tysker­ne allerede beseglet Polens skæbne, og den følgende dag flygtede den polske regering til Rumænien. I slutningen af september enedes de to diktatorer om, hvordan Polen skulle opdeles, hvorefter de for alvor kunne indlede den brutale besæt­ telse, som Polen måtte gennemlide.1 Begivenhederne i september kan ses som en succes for Stalin. I kraft af besættelsen af Polens østlige del vandt han en flere hundrede kilome­ ter bred landbræmme, som kunne benyttes i forsvarsøjemed, men tillige som springbræt for et indfald mod vest, hvis han skulle ønske dette. Med den tyske hær orienteret imod vest og ikke-angrebspagten fra august in mente kunne Stalin fortsætte sine ekspansionsplaner. De bal­ti­ske stater var næste mål for den sovjetiske diktator. Estland, Letland og Litauen blev tvunget til at afstå baser til de sovjetiske væbnede styrker, hvilket i praksis undergravede deres uafhængighed. Derefter rettede Stalin sin opmærksomhed længere nordover, mod Finland, som blev afkrævet ter­ ritorium i de sydvestlige dele af landet. Den finske rege­ring vægrede sig imidlertid ved at acceptere de sovjetiske krav, hvor­efter det sovjetiske militær angreb den 30. november. 7


hitler mod stalin Med jævne mellemrum var Hitler fortaler for snarest muligt at gå til angreb mod Frankrig og Belgien, men de tyske generaler ønskede at slå koldt vand i blodet. Årsagen var, at et sådant angreb blev anset for ud­ sigtsløst under efterårets vejrbetingelser, hvor regn og mudder van­ske­ liggjorde indsættelse af fly og panserkøretøjer. Efter mange beordrede, men i sidste ende afblæste angreb faldt Hitler til føje og lod det tyske angreb mod Vestmagterne udskyde til foråret 1940. En årsag til Hitlers hastværk med at angribe i vest kan have været mistanken om, at Stalin ventede på gunstigt øjeblik til at falde ham i ryggen. I så fald må det sov­jetiske angreb mod Finland efterhånden have fyldt Føreren med for­ trøst­ning, for den talmæssigt overlegne Røde Hær led et forsmædeligt neder­lag mod den mangelfuldt udrustede finske forsvarsmagt. Hitler vægre­de sig for så vidt ved at støtte finnerne i deres kamp, fordi han valg­te at følge overenskomsten med Sovjetunionen fra august, men det er ikke svært at forestille sig, at han hemmeligt glædede sig, da meldin­ gerne om den sovjetiske militærmagts ineffektivitet nåede frem til ham. Efter godt tre måneders krig i den arktiske vinter kunne den sovjeti­ ske hær til sidst tvinge Finland til forhandlingsbordet, men udfaldet blev betydeligt mere beskedent, end hvad Stalin antagelig havde håbet på. Nok måtte finnerne afstå vigtige områder langs grænsen, men nationen overlevede. Det lille lands tapperhed over for en massiv overmagt havde imponeret omverdenen, samtidig med at den sovjetiske militærmagts utilstrækkeligheder blev meget tydeligt udstillet. Hitler var ikke sen til at indlemme det helt korrekte billede af en sovjetisk militær­magt med store brister i sine fordomme om slaviske folkeslag og den jødiske bol­ sjevisme, som han mente styrede Sovjetunionen. Under Den Finske Vinterkrig var fokus flyttet til det nordlige Europa. Den svenske jernmalm, som spillede en betydningsfuld rolle i den tyske krigsproduktion, bidrog stærkt til dette. Tyskerne var naturligt nok op­ satte på at sikre sig, at forsyninger af denne vigtige råvare også kunne nå frem til dem også fremover, mens de Allierede på deres side ville forhindre, at den svenske jernmalm kunne anvendes i den tyske industri. Af disse grunde kom Norge og frem for alt Narvik til at tiltrække sig stormagternes opmærksomhed. Om vinteren blev jernmalmen nemlig transporteret med skib fra de svenske felter ved Kiruna og Gällivare via Narviks isfrie havn til Tyskland. Winston Churchill, der på dette 8


indledning tidspunkt var marineminister, var ivrig fortaler for, at de Allierede skulle skride til handling i det nordlige Skandinavien. De mange diskussioner trak imidlertid ud, og først i april var de Allierede klar til at gribe ind. Den 8. april begyndte britiske krigsskibe at minere farvandet ud for Narvik for at blokere for malmfartøjer, som sejlede langs den norske kyst.2 Også de tyske beslutninger vedrørende Skandinavien var præget af ambivalens, men da Hitler først var fast besluttet på at forberede et an­ greb på Norge og Danmark blev ingen forberedelser gjort halvt. Ganske vist kom den tyske planlægning til at hvile på flere overoptimistiske antagelser, for det, som skulle gennemføres, var trods alt en invasion i fuld skala. Det, som først og fremmest begrænsede tyskernes indsats, var den fysiske mangel på fartøjer og flyvemaskiner til at transportere angrebsstyrkerne med. Man satsede på, at overraskelsesmomentet ville kompensere for det forhold, at antallet af soldater, som blev landsat i de første bølger, var lille. Da briterne satte gang i deres mineudlægninger, var de tyske søbårne angrebsstyrker allerede vel undervejs mod deres mål: Narvik, Trondheim, Bergen, Egersund, Arendal, Kristiansand og Oslo.3 Den norske modstand var hårdere, end tyskerne havde forventet, men de fik dog hurtigt overtaget og kunne erobre nøglepositioner i lan­ det. I sammenligning med den sovjetiske indsats mod Finland, forekom det tyske angreb mod Norge betydeligt mere kompetent udført, og i praksis havde tyskerne allerede inden for to uger sikret sig kontrollen over hovedparten af Norge, på trods af de britiske, franske og polske styrkers indsats. Begivenhederne i Norge tiltrak sig en stor del af verdens opmærk­ somhed i april måned, men i maj blev de overskygget af noget større. Det for længst planlagte tyske angreb i Vesteuropa blev indledt den 10. maj. Allerede den 13. maj blev felttogets skæbne i praksis afgjort, da tyskerne brød igennem den franske forsvarslinje langs floden Meuse og ufortøvet udnyttede fremgangen til at trænge længere frem i højt tempo. Efter en uge nåede de tyske panserdivisioner kysten ved Den Engelske Kanal og afskar dermed de Allierede styrker i Nordfrankrig og Belgien fra deres forsyningskæder. Dermed blev disse sat i en håbløs situation, som kulminerede i evakueringen fra strandene ved Dunkerque. I kraft af dette havde den tyske hær vendt en situation, som fra begyndelsen 9


hitler mod stalin ikke var til dens fordel. I alle væsentlige henseender havde de Allierede paritet eller overtag, hvad angår ressourcer, men fra og med nederlagene i Belgien og Nordfrankrig blev styrkeforholdet vendt til tysk fordel.4 Det, som udspillede sig i de tre sidste uger af maj 1940, var intet mindre end en sensation. Ud fra Første Verdenskrigs erfaringer forven­ tede stort set alle, at en krig mellem stormagter som Tyskland og De Vestallierede ville blive både langvarig og meget dyr. Dens indledende forløb mentes ikke at få nogen afgørende betydning, en tankegang, som også var fremtrædende blandt sovjetiske militæranalytikere i Mellem­ krigstiden.5 Det, som tyskerne præsterede i maj 1940, gik fuldkommen på tværs af sådanne opfattelser. På meget kort tid havde de tilføjet en stormagt et så markant nederlag på slagmarken, at landet ikke længere ville være i stand til at fortsætte krigen, hvilket fremgik med al øn­ skelig tydelighed, da den tyske hær i begyndelsen af juni angreb mod syd, ind mod det franske hjerteland. Inden for ti dage faldt Paris, skønt byen slet ikke var mål for de fremrykkende tyske styrker i første om­ gang. Den europæiske storkrig havde med et slag fået helt nye forudsætninger. Allerede i en tale i 1925 havde Stalin fremmanet et fremtidsscenarie, hvor Sovjetunionen i tilfælde af en storkrig indledningsvis skulle ind­ tage en forsigtig position, men senere blive den faktor, som gjorde ud­ slaget. I betragtning af den sovjetiske rustningsindustris begrænsninger var det en forståelig holdning. Landet var underforsynet med stort set alle de tunge våbensystemer, som ville blive nødvendige i en krig mod en stormagt. Disse mangler skulle imidlertid i nogen grad blive udbed­ ret gennem femårsplanerne, som i vid udstrækning var et omfattende rustningsprogram.6 Det værste scenarie, som de sovjetiske ledere arbejdede med i 1930erne, var det, hvor flere andre stormagter nåede frem til en indbyr­ des forståelse om at lægge deres eventuelle uoverensstemmelser til side for at gå sammen om et angreb mod Sovjetunionen. Et andet muligt hændelsesforløb var, at en ny verdenskrig brød ud – noget, som meget vel kunne medføre, at Sovjetunionen blev inddraget.7 Med aftalen med Tyskland fra august 1939 var truslen om et samlet angreb fra flere stormagter blevet afværget, i det mindste indtil videre. I kraft af at Tyskland havnede i krig med Frankrig og Storbritannien, var 10


indledning der skabt en meget gunstig situation for Sovjetunionen, i den forstand at tre af stormagterne nu måtte koncentrere sig om at bekæmpe hinanden, hvorved der åbnedes mulighed for, at Stalin selv kunne vælge at gå ind i krigen, når han fandt det passende. Desuden havde udviklingen i Øst­ asien været positiv set fra sovjetisk synsvinkel. De grænsekonflikter, som var foregået mellem Sovjetunionen og Japan, havde i sommeren 1939 udviklet sig til en regulær krig. Ved Khalkin-Gol havde general Sjukov besejret en betydelig japansk styrke, der havde sat sig i besiddelse af den østligste del af Mongoliet, som var en sovjetisk lydstat. I stedet blev det kejserlige ørige bundet op af krigen i Kina og ekspansionsplaner i Stille­ havet samt mod Indonesien. Frem til det tyske angreb mod vest i maj 1940 kunne Stalin således imødese fremtiden med fortrøstning. Det meste havde udviklet sig i en for ham fordelagtig retning. Den enlige bundskraber i karakterbogen var den mislykkede krig mod Finland, men den havde i det mindste den gunstige virkning, at adskillige mangler i de væbnede styrker blev opda­ get og dermed kunne udbedres. Den tyske sejr over Frankrig indebar, at den farligste af Sovjetunio­ nens mulige modstandere havde fået frie hænder til at agere. Den fort­ satte britiske modstand havde kun marginal betydning i det perspek­ tiv. Desuden var de tyske sejre blevet vundet på en måde, som indebar, at mange sovjetiske forestillinger om krigskunst måtte revideres. Ikke mindst gjaldt dette for panserstyrkernes organisation og betydning. Den Røde Hær havde tidligt etableret store panserstyrker, men efter erfarin­ gerne fra Den Spanske Borgerkrig var disse blevet opløst. De tyske sejre i 1940 viste, at dette var en fejltagelse, som snarest måtte korrigeres. Den Røde Hær led ikke af mangel på våben. Tværtimod havde den sovjetiske hær et arsenal af kampvogne og kampfly, som målt på antal langt oversteg andre landes. I den udstrækning at den sovjetiske hær led af mangler, lå disse helt andre steder. Ikke mindst var der brug for mere tid, men ingen i Sovjetunionen vidste, hvor meget tid, der ville være til rådighed. Et stort antal kampvogne var naturligvis en forudsætning for at kunne etablere mange store panserstyrker, men så­danne fungerer ikke godt, hvis de ikke er tilstrækkeligt veltrænede. Sidst, men ikke mindst, var officerernes kompetence betydningsfuld, men udrensningerne i 1930ernes anden halvdel havde ført til, at mange er­far­ne officerer var blevet erstattet med uprøvede kræfter. En velfunge­ren­de styrke kræver 11


hitler mod stalin ikke blot, at de forskellige beføjelser indehaves af kom­­petente individer. De skal også have trænet sammen, noget som var så meget desto mere betydningsfuldt i dette tilfælde, fordi disse panserstyrker skulle oprettes uden anvendelige forbilleder.

12


Ved daggry den 22. juni 1941 indledtes Nazitysklands angreb på Sovjet­ unionen. Hitler havde forberedt sig grundigt på dette felttog, og da det lykkedes at tage det sovjetiske forsvar på sengen, tydede alt på, at Hitlers målsætninger hurtigt ville blive indfriet. v

Det sovjetiske forsvar kollapsede imidlertid ikke som ventet. Hitler og hans stab havde groft undervurderet fjendens evne til at skaffe nyt mandskab og nye forsyninger. Trods enorme tab, formåede Den Røde Hær at holde stand og angribe de tyske divisioner. I starten af december måtte tyskerne erkende, at de ikke ville sejre i 1941. Dermed ophørte den tyske undervurdering af Sovjetunionen ikke. I sommeren 1942 indledte Hitler et nyt felttog, som han mente, ville afgøre krigen. Stalin mente dog noget andet. Vendepunktet ved Stalingrad 1942­43 blev efterfulgt af en indædt kamp, som førte Den Røde Hær vest over for til slut at indtage Berlin i april 1945. Den krig som Hitler og Stalins hære udkæmpede er den mest omfattende og bekostelige i historien. I Niklas Zetterlings bog skildres krigen på en over­ skuelig måde, som både giver indsigt i den enkelte soldats oplevelser såvel som i de overordnede sammenhænge, i rædslen i skyttegravene og i Hitler og Stalins strategiske overvejelse.


information HitlerModStalin_læseprøve