Page 1

Vampyrakademiet Frygtens skole

1


2


Richelle Mead

Vampyrakademiet Frygtens skole

Borgen 3


Vampyrakademiet – Frygtens skole Oversat fra amerikansk af Poul Henrik Westh Originalens titel: Vampire Academy Copyright © 2007 by Richelle Mead Published by agreement with Sane Töregaard Agency Dansk udgave © Borgens Forlag A/S 2010 Omslagsfoto: © 2007 Fanelie Rosier/istock Omslagslayout: Lars Rosenquist Bech-Jessen Published by Borgens Forlag A/S, Mosedalsvej 15, DK-2500 Copenhagen Valby Trykt hos Litotryk, København ISBN 978-87-21-03580-8 1. udgave, 1. oplag 2010 www. borgen.dk

Oversætteren takker Caroline Amalie Westh og Sara Marie Westh for mange gode ideer

Til mine piger med bid i, Jackie og Caitlin

4


Et

J eg følte hendes frygt, før jeg hørte hendes skrig.

Hendes mareridt bølgede ind i mig og ruskede mig ud af min egen drøm, som havde noget at gøre med en strand og Orlando Bloom, der gned mig ind i sololie. Billeder – hendes, ikke mine – væltede gennem min underbevidsthed: ild og blod, lugten af røg, en bils forvredne metal. Billederne hvirvlede omkring mig, kvalte mig, indtil en eller anden bevidst del af min hjerne mindede mig om, at dette ikke var min drøm. Jeg vågnede med lokker af langt, mørkt hår klæbet til min pande. Lissa lå og kastede sig skrigende rundt i sin seng. Jeg for ud af min, og var ovre hos hende på et øjeblik. „Liss,“ sagde jeg og ruskede hende. „Liss, vågn op.“ Hendes skrig blev svagere og afløstes af en blød klynken. „Andre,“ stønnede hun. „Åh nej.“ Jeg hjalp hende op at sidde. „Liss, du er der ikke længere. Vågn op.“ Et par øjeblikke efter blinkede hendes øjne sig åbne, og i det svage lys kunne jeg se en blafren af bevidsthed langsomt få overtaget. Hendes hektiske åndedræt faldt til ro, og hun lænede sig ind imod mig og hvilede hovedet mod min skulder. Jeg lagde en arm om hende og aede hende over håret. „Det er i orden,“ sagde jeg blidt til hende. „Det hele er okay.“ „Jeg drømte den der drøm.“ „Jae. Det ved jeg.“ 5


Vi sad sådan i flere minutter uden at sige noget som helst. Da jeg kunne mærke, at hendes følelser faldt til ro, lænede jeg mig over til natbordet mellem vores senge og tændte lampen. Den lyste dæmpet, men ingen af os havde brug for særlig meget lys for at se. Tiltrukket af skæret sprang vores sambos kat Oscar op til det åbne vindue. Han holdt sig langt fra mig – dyr bryder sig ikke om dhampirer, hvad grunden så end kan være – men han sprang over på sengen og gned sit hoved mod Lissa, mens hans spandt stille. Dyr havde ikke noget imod Moroi, og de elskede alle sammen Lissa især. Hun smilede og kløede ham under hagen, og jeg kunne mærke, at hun faldt endnu mere til ro. „Hvornår var jeg sidst din Giver?“ spurgte jeg og granskede hendes ansigt. Hendes lyse hud var blegere end sædvanlig. Mørke rande hang under hendes øjne, og der var en aura af skrøbelighed over hende. Der havde været hektisk på skolen i løbet af ugen, og jeg kunne ikke huske, hvornår jeg sidst havde givet hende blod. „Det er lissom … mere end to dage siden, ikke? Tre? Hvorfor har du ikke sagt noget?“ Hun trak på skuldrene og ville ikke se mig i øjnene. „Du havde travlt. Jeg ville ikke …“ „Hul i det,“ sagde jeg og satte mig bedre til rette. Det var ikke så underligt, at hun lod til at være så svag. Oscar ville ikke have mig tættere på og sprang ned og vendte tilbage til vinduet, hvor han kunne kigge med på sikker afstand. „Kom nu. Lad os komme i gang.“ „Rose …“ „Kom nu. Du får det bedre.“ Jeg bøjede hovedet bagover, kastede håret tilbage og blottede min hals. Jeg så hende tøve, men synet af min hals og hvad den tilbød viste sig at være for overvældende. Et sultent udtryk gled hen over hendes ansigt, og hendes læber skiltes en anelse, så man kunne se hendes hugtænder, som hun normalt holdt skjult, når hun færdedes mellem menneskene. De hugtænder stod i en besynderlig 6


kontrast til resten af hendes træk. Med sit kønne ansigt og det lyse, blonde hår lignede hun mere en engel end en vampyr. Da hendes tænder nærmede sig min nøgne hud, mærkede jeg mit hjerte hamre i en blanding af frygt og forventning. Jeg afskyede altid følelsen af det sidste, men der var intet, jeg kunne gøre ved det, det var en svaghed, jeg ikke kunne ryste af mig. Hendes hugtænder bed i mig, hårdt, og jeg gispede ved det korte jag af smerte. Så blegnede det og blev erstattet af en vidunderlig, gylden glæde, som bredte sig gennem kroppen. Det var bedre, end nogen af de gange, jeg havde været fuld eller høj. Bedre end sex – eller det var i hvert fald, hvad jeg forestillede mig, eftersom jeg aldrig havde prøvet det. Det var et tæppe af ren, raffineret nydelse, der omsluttede mig og lovede, at alt ville blive godt i verden. Igen og igen skete det. Enzymerne i hendes spyt tændte en endorfin-rus, og jeg mistede fornemmelsen for verden, mistede fornemmelsen af, hvem jeg var. Og så var det desværre overstået. Det havde varet mindre end et minut. Hun trak sig tilbage og tørrede læberne med hånden, mens hun kiggede undersøgende på mig. „Er du okay?“ „Jeg … joe.“ Jeg lænede mig tilbage på sengen, svimmel efter blodtabet. „Jeg skal bare lige sove den af. Jeg har det fint.“ Hendes blege, jadegrønne øjne iagttog mig med bekymring. Hun rejste sig. „Jeg finder noget, du kan spise.“ Mine indvendinger fandt kun akavet vej frem til mine læber, og hun gik, inden jeg kunne nå at sige ret meget. Beruselsen efter hendes bid var blevet mindre, så snart hun havde brudt forbindelsen, men noget af den brusede stadig gennem mine årer, og jeg kunne mærke et fjollet smil spille om mine læber. Jeg vendte hovedet og kastede et blik på Oscar, som stadig sad i vinduet. „Du aner ikke, hvad du går glip af,“ fortalte jeg ham. Han havde rettet sin opmærksomhed mod noget udenfor. Han krummede sig sammen klar til spring og rejste sin kulsorte pels. Hans hale begyndte at sitre. 7


Mit smil blegnede, og jeg tvang mig til at sætte mig op. Verden snurrede rundt, og jeg ventede på, at den faldt til ro, før jeg forsøgte at rejse mig helt. Da det lykkedes, kom svimmelheden igen og nægtede at forsvinde denne gang. Alligevel havde jeg det godt nok til at vakle hen til vinduet og kigge ud sammen med Oscar. Han kastede et vagtsomt blik på mig, rykkede lidt væk og fortsatte så med at betragte det, der optog ham. En varm brise – varmere end sædvanligt for efterår i Portland – legede med mit hår, da jeg lænede mig ud. Gaden var mørk og relativt stille. Klokken var tre om morgenen, stort set det eneste tidspunkt, hvor der blev ro på kollegiets område, i hvert fald til en vis grad. Den bygning, hvor vi havde lejet et værelse de sidste otte måneder, lå i et beboelseskvarter med gamle, meget forskellige huse. Over for bygningen blinkede en gadelygte, på nippet til at brænde ud. Den kastede stadig lys nok til, at jeg kunne ane omridsene af biler og bygninger. I vores egen baggård kunne jeg se silhuetterne af træer og buske. Og en mand, der holdt øje med os. Jeg røg overrasket tilbage. En skikkelse stod ved siden af et træ i baggården, omkring ti meter væk, hvorfra han nemt kunne se ind gennem vinduet. Han var tæt nok på, til at jeg sikkert kunne have kastet et eller andet efter ham og ramt. Han var i hvert fald tæt nok på, til at han kunne have set, hvad Lissa og jeg lige havde gjort. Skyggerne skjulte ham så godt, at ikke engang jeg med mit særligt gode syn kunne skelne nogen af hans kendetegn, bortset fra hans højde. Han var høj. Rigtig høj. Han stod der kun et øjeblik, knap nok synlig, og trådte så væk og forsvandt ind i de skygger, som træet kastede i den fjerne ende af baggården. Jeg var temmelig sikker på, at jeg så en eller anden anden bevæge sig i nærheden og slutte sig til ham, før mørket opslugte dem begge. Hvem disse skikkelser end var, kunne Oscar ikke lide dem. Bortset fra mig, enedes han sædvanligvis med de fleste, og blev kun ophidset, når nogen udgjorde en umiddelbar fare. Manden udenfor havde ikke foretaget sig noget truende over for Oscar, men katten havde fornemmet 8


et eller andet – noget, der fik ham til at være på vagt. Noget, der mindede om det, han altid reagerede på hos mig. En iskold frygt strømmede igennem mig og udslettede næsten – men ikke helt – den dejlige lykkefølelse over Lissas bid. Jeg veg tilbage fra vinduet og flåede et par bukser på, som jeg fandt på gulvet, og var næsten ved at falde imens. Da jeg havde fået dem på, snuppede jeg min og Lissas frakke sammen med vores punge. Jeg stak fødderne i de første de bedste sko, jeg fandt, og var straks på vej ud ad døren. Jeg fandt hende nedenunder i det lille, trange køkken, hvor hun stod og rodede i køleskabet. Jeremy, en af vores kammerater i huset, sad ved bordet med hånden på panden, mens han stirrede bedrøvet på en matematikbog. Lissa så overrasket på mig. „Du skulle ikke være oppe.“ „Vi må af sted. Nu.“ Hendes øjne blev store, og så forstod hun et øjeblik efter. „Er du … virkelig? Er du sikker?“ Jeg nikkede. Jeg kunne ikke forklare, hvordan jeg kunne vide det. Det gjorde jeg bare. Jeremy kiggede nysgerrigt på os. „Hvad er der galt?“ Jeg fik en ide. „Liss, få fat på hans bilnøgler.“ Han så fra den ene til den anden. „Hvad skal I …“ Lissa gik uden at tøve hen til ham. Hendes frygt vældede ind i mig gennem vores bånd – vores spirituelle forbindelse, men der var også noget andet: hendes totale tiltro til, at jeg tog hånd om det hele, at der ikke skete os noget. Som altid håbede jeg, at jeg fortjente den slags tillid. Hun smilede bredt og så ham direkte i øjnene. Et øjeblik var Jeremy stadig forvirret og stirrede kun, men så så jeg betvingelsen gribe ham. Hans blik blev brustent, og han så forgabt på hende. „Vi skal låne din bil,“ sagde hun mildt. „Hvor er dine nøgler?“ Han smilede, og jeg skælvede. Jeg havde en stor modstandskraft over for betvingelse, men jeg kunne alligevel mærke virkningen, 9


selv om den var rettet mod en anden. Og så havde jeg gennem hele livet lært, at det var forkert at bruge det. Jeremy stak hånden i lommen og gav hende nøglerne, der hang i en lang, rød nøglekæde. „Tak,“ sagde Lissa. „Og hvor holder den?“ „Nede ad gaden,“ sagde han drømmende. „På hjørnet. Lige ved Brown.“ Fire gader herfra. „Tak,“ gentog hun og trak sig tilbage. „Så snart vi tager af sted, skal du begynde at læse lektier igen. Glem, at du overhovedet så noget til os her til aften.“ Han nikkede lydigt. Jeg fik det indtryk, at han ville være hoppet ud over en klippekant for hendes skyld, hvis hun havde bedt ham om det. Alle mennesker var modtagelige over for hendes betvingelse, men Jeremy lod til at være svagere end de fleste. Det var praktisk lige nu. „Kom så,“ sagde jeg til hende. „Vi må se at komme af sted.“ Vi gik udenfor og satte kursen mod det gadehjørne, han havde nævnt. Jeg var stadig omtåget efter biddet og blev ved med at snuble, fordi jeg var ude af stand til at bevæge mig så hurtigt, som jeg ville. Lissa måtte gribe fat i mig et par gange for at forhindre mig i at falde. Hele tiden stormede angsten ind i mig fra hendes sind. Jeg gjorde mit bedste for at ignorere det; jeg havde mine egne bekymringer at forholde mig til. „Rose … hvad skal vi gøre, hvis de får fat i os?“ hviskede hun. „Det gør de ikke,“ sagde jeg iltert. „Det får de ikke lov til.“ „Men hvis de har fundet os …“ „De har fundet os før. Dengang fangede de os ikke. Vi kører bare over til stationen og tager toget til L.A. Så taber de sporet.“ Jeg fik det til at lyde enkelt. Det gjorde jeg altid, også selv om der ikke var noget enkelt over at være på flugt fra dem, vi var vokset op sammen med. Vi havde gjort det i to år, gemt os, hvor vi kunne, og havde bare prøvet at komme igennem high school. Vi var lige begyndt på det sidste år, og vi havde følt os sikre ved at bo på skolens område. Vi var så tæt på friheden. 10


Hun sagde ikke mere, og jeg følte hendes tiltro til mig vælde op i mig endnu en gang. Sådan havde det altid været imellem os. Jeg var den, der tog initiativet, som helt sikkert fik ting til at ske – nogle gange dumdristigt. Hun var mere velovervejet, den som udtænkte tingene og undersøgte dem grundigt, før hun handlede. Begge måder havde deres berettigelse, men i dette øjeblik var der brug for dumdristighed. Vi havde ikke tid til at tøve. Lissa og jeg havde været bedste venner siden børnehaven, da vores forældre havde sat os sammen, for at vi kunne lære at skrive. Det var mere end grusomt at tvinge femårige til at stave til Vasilisa Dragomir og Rosemarie Hathaway, og vi … eller rettere jeg … havde reageret passende. Jeg havde kastet min bog efter læreren og kaldt hende en fascistisk kælling. Jeg vidste ikke, hvad ordene betød, men jeg vidste, hvordan jeg skulle ramme et mål i bevægelse. Lissa og jeg havde været uadskillelige lige siden. „Kan du høre det?“ spurgte hun pludselig. Det tog mig et par sekunder at opdage, hvad hendes skarpere sanser allerede havde fornemmet. Fodtrin, som bevægede sig hurtigt. Jeg skar ansigt. Vi skulle stadig to gader længere. „Vi bliver nødt til at løbe,“ sagde jeg og greb hendes arm. „Men du kan ikke …“ „Løb!“ Det krævede al min viljestyrke ikke at besvime på fortovet. Min krop ville ikke flytte sig efter blodtabet, og mens den stadig koncentrerede sig om virkningen af hendes spyt. Men jeg beordrede mine muskler at holde op med at beklage sig og klyngede mig til Lissa, mens vores fødder hamrede mod fliserne. Normalt kunne jeg løbe fra hende uden at anstrenge mig særlig meget … især eftersom hun var barfodet … men i aften var hun det eneste, der holdt mig oppe. Forfølgernes fodtrin lød højere og højere, tættere på. Sorte stjerner dansede for mine øjne. Foran os kunne jeg skimte Jeremys grønne Honda. Åh altså, hvis vi dog bare kunne nå den … 11


Tre meter fra bilen trådte en mand direkte ind foran os. Vi standsede med hvinende fodsåler, og jeg rev Lissa tilbage i armen. Det var ham, den mand, jeg havde set stå og betragte os fra den anden side af gaden. Han var ældre end os, måske midt i tyverne, og lige så høj, som jeg havde regnet med, lige omkring to meter. Og under andre omstændigheder … som f.eks. hvis han ikke lige forhindrede vores desperate flugt … ville jeg have syntes, at han var lækker. Skulderlangt, brunt hår samlet i en kort hestehale. Mørke, brune øjne. En lang, brun frakke … en støvfrakke, tror jeg man kalder det. Men nu var det irrelevant, at han var lækker. Han var kun en forhindring, der spærrede min og Lissas vej til bilen og vores frihed. Fodtrinene bag os blev langsommere, og jeg vidste, at vores forfølgere var nået frem. Ude til begge sider fornemmede jeg en bevægelse, flere folk, der nærmede sig. Du gode. De havde sendt næsten et dusin vogtere for at hente os. Jeg kunne ikke tro det. Ikke engang dronningen selv rejste med så mange. I panik og ikke helt med styr på mine højere åndsevner reagerede jeg instinktivt. Jeg trykkede mig ind til Lissa og holdt hende bag mig og borte fra manden, som lod til at være anføreren. „Lad hende være,“ knurrede jeg, men han strakte hænderne frem i, hvad der åbenbart skulle være en eller anden form for beroligende gestus, som om jeg havde hundegalskab, og han agtede at bedøve mig. „Jeg vil ikke …“ Han tog et skridt fremad. For nær. Jeg for på ham med et angrebsspring, som jeg ikke havde brugt i to år, ikke siden Lissa og jeg var løbet bort. Det var et tåbeligt træk, endnu en reaktion affødt af instinkt og frygt. Og det var håbløst. Han var en erfaren vogter, ikke en novice, der ikke var færdig med sin oplæring. Han var heller ikke svækket og på nippet til at besvime. Og mand, han var hurtig. Jeg havde glemt, hvor hurtige vogtere 12


kunne være, hvordan de kunne bevæge sig og hugge som kobraer. Han slog mig til siden, som man børster en flue væk, og hans hænder hamrede ind i mig og sendte mig baglæns. Jeg tror ikke, at han havde til hensigt at slå mig så hårdt … han ville sikkert bare holde mig væk … men min manglende koordination hæmmede min evne til at reagere. Ude af stand til at holde balancen begyndte jeg at falde og styrtede lige mod fortovet med hoften i en forvreden vinkel. Det ville komme til at gøre ondt. Rigtig ondt. Men det gjorde det ikke. Lige så hurtigt som han havde pareret mit angreb, rakte manden ud efter mig, så han fik fat i min arm og holdt mig på benene. Da jeg havde fundet balancen, bemærkede jeg, at han kiggede på mig … eller mere præcist på min hals. Jeg var stadig omtåget og opfattede det ikke lige med det samme. Men så førte jeg langsomt hånden op til siden af halsen og rørte forsigtigt ved det sår, som Lissa havde givet mig tidligere. Da jeg trak fingrene til mig, så jeg skinnende frisk, rødt blod på min hud. Jeg rystede forlegent håret, så det faldt ned omkring mit ansigt. Mit hår var tykt og langt og dækkede min hals fuldstændig. Jeg havde ladet det vokse af netop denne grund. Mandens mørke øjne hvilede lidt længere på det nu skjulte bid og mødte så mine. Jeg gengældte trodsigt hans blik og vred mig hurtigt ud af hans greb. Han slap mig, selv om jeg vidste, at han kunne have holdt mig fast hele natten, hvis han havde villet. Jeg undertrykte den kvalmende svimmelhed og bakkede hen mod Lissa, mens jeg rustede mig mod endnu et angreb. Pludselig fik hendes hånd fat i min. „Rose,“ sagde hun stille. „Lad være.“ Først havde hendes ord ingen virkning på mig, men beroligende tanker begyndte gradvis at overtage mit sind gennem vores mentale bånd. Det var ikke ligefrem betvingelse … det ville hun ikke bruge mod mig … med det virkede, ligesom den kendsgerning, at vi var håbløst underlegne og i undertal. Selv jeg vidste, at det ville være meningsløst at kæmpe. Anspændtheden sivede ud af min krop, og jeg sank opgivende sammen. 13


Da manden så, at jeg overgav mig, trådte han frem og rettede sin opmærksomhed mod Lissa. Hans ansigt var roligt. Han bukkede høfligt, og det lykkedes ham at gøre det graciøst, hvilket overraskede mig i betragtning af hans højde. „Jeg hedder Dimitri Belikov,“ sagde han. Jeg kunne høre en svag russisk accent. „Jeg er kommet for at føre jer tilbage til Sankt Vladimirs Akademi, prinsesse.“

14

Frygtens skole - Vampyrakademiet 1 - Kap 1  

Frygtens skole 1 2 Frygtens skole Richelle Mead BoRgen 3 oversætteren takker caroline amalie Westh og Sara Marie Westh for mange gode ideer...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you