Issuu on Google+

FORORD

M

arilyn Monroe.

N avnet alene fremkalder forskellige billeder hos forskellige personer. For nogle repræsenterer det den allerhøjeste standard for kvindelig sensualitet, skønhed, ynde og raffinement. For andre giver det associationer til usikkerhed, lidelse og tragedie. Men hvis man ønsker at forstå stjernens sammensatte og fascinerende livshistorie, er man nødt til at skubbe alle forudfattede meninger om hende til side – og det er bestemt ikke nemt, hendes ikonstatus taget i betragtning. Måske består det første skridt hen imod virkelig at forstå Marilyn i en erkendelse af, at alle de livagtige billeder, hendes navn fremmaner, er sande – de gode og de dårlige, de strålende og de tragiske. Hun var så sandelig en kvinde, som både nød sine mangehånde oplevelser og led under dem. Mange af dem er velkendte, men ikke så få – som man vil kunne læse på disse sider – har været private og er ikke kommet frem før nu. Hendes hengivne fans synes ikke desto mindre, at de altid har kendt hende. Nogle af hendes beundrere kan bringes til tårer ved tanken om bestemte uforglemmelige scener i hendes film. De tilhører en gruppe af tilhængere, som vil ofre næsten hvad som helst for at få deres idol tilbage i live – blot lykkelig og livsglad denne gang. For dem er hun en person, der skal tilbedes og stilles op på en piedestal – gerne i en positur, der passer til hendes næsten royale status i filmhistorien. Andre, mere forsigtige, betragter hende som en forkælet Hollywood-berømthed. De ser hendes livshistorie som en fortælling til skræk og advarsel om farerne ved overdreven stjernetilbedelse. For dem er hun et menneske, der fortjener lige så megen medlidenhed som beundring. Men igen: Selvom alle opfattelser af og spekulationer om hende har elementer af sandhed i sig, er der én gruppe, jeg gerne vil invitere læseren til at tilslutte sig under læsningen af denne biografi – den gruppe af personer, som simpelthen blot ønsker at kende sandheden.


At påstå, at der er blevet skrevet meget om Marilyn Monroe er en underdrivelse af dimensioner. Ikke desto mindre blev jeg under arbejdet med denne bog overrasket over, hvor rodede og modstridende de tidligere beretninger om hendes liv har været. Jeg fandt også ud af, at der var interessante grunde til, at mange af historierne om Marilyn har føltes, som om de holdt en vis afstand til hende, som om hendes tid her på jorden er blevet betragtet gennem et spredningsfilter. For det første er mange utrolige myter om hende blevet taget for pålydende. Det kan derfor være svært at skelne fakta fra fiktion – ikke mindst fordi en god portion af de fantasifulde historier stammer fra hende selv! Dertil kommer resterne af den gamle Hollywood PR-taktik. Nogle af dem, der personligt tog del i Marilyns liv var produkter af en tidsalder, der var helt forskellig fra vores. Der var dengang en vis berøringsforsigtighed, når det drejede sig om berømtheder, og der findes stadig en ærbødighed blandt de endnu levende medlemmer af denne gruppe – en respekt for den måde, filmstudierne ønskede, vi skulle betragte filmstjernerne på … på afstand. midlertid antydede Marilyns tilstedeværelse, både på lærredet og i andre sammenhænge, noget meget anderledes. Hun fremstod ofte åben og tilgængelig, som om man kunne få svar på alt det, man kunne ønske at vide om hende, hvis blot man stillede hende et spørgsmål. Det var dog en illusion. Marilyn Monroe havde et had-kærlighedsforhold til sandheden og undertiden også til virkeligheden. Det er ikke mærkeligt, at hun så desperat forsøgte at undvige sandheden. Den var ofte smertefuld, ubærlig, og, håbede hun, til at slippe væk fra. Hvorfor? Fordi Marilyn – selve billedet på glamour og selvtillid udadtil – var en kvinde, som var langt mere ulykkelig, end de fleste vidste af. Selvom hun forsøgte at skjule det for omverdenen med sin perfekte stilsans og vid, kendte de, der var tættest på hende, hendes mørkeste hemmelighed: Hun frygtede for sin forstand. Da både hendes mormor og mor var blevet indlagt på sindssygehospitaler, levede Marilyn med en konstant trussel om sindssyge hængende over sig.

Foto: Et af de meget sjældne familiebilleder fra september 1946. Ved bordet ses Marilyns halvsøster (Berniece Baker) og hendes datter, Mona Rea. I den blomstrede kjole, Grace Goddard, der var Marilyns elskede værge og hendes søster, Enid Knebelkamp, Marilyn og hendes ’tante’ Ana og Marilyns mor, Gladis Baker.


Den ofte hjerteskærende krig, hun udkæmpede med sin egen psyke, er aldrig før blevet undersøgt og lagt frem. Heldigvis for denne biografi blev mange af Marilyns samtidige overtalt til at træde frem og fortælle om episoderne i hendes hemmelige kamp. Disse personer, som jeg havde samtaler med, og hvoraf mange befinder sig i deres livs skumringstid, var afgørende for færdiggørelsen af denne bog. Jeg tror, at deres samarbejdsvilje til dels skyldtes deres erkendelse af, at visse detaljer i Marilyns livshistorie endnu ikke var blevet ydet retfærdighed, og at sandheden om hendes kampe ville dø med dem. Meget af det, man kan få ud af Marilyn Monroes livshistorie, er inspirerende. Hun var, når det kommer til stykket, en kvinde, som overvandt tilsyneladende umulige forhindringer, og hun blev ikke blot beundret og respekteret, men tillige, kan man hævde, den største filmstjerne verden har kendt. Mens en stor del af hendes liv blev viet til at opbygge og videreføre hendes karriere, var Marilyn i sit privatliv lidenskabelig i sin søgen efter en familie. Hun ledte efter den tilstand af varig stabilitet, som forestillingen om en familie lokker med. Desværre kunne virkeligheden sjældent leve op til denne forestilling. Uforknyt opretholdt hun et tæt forhold til sin mor, som hele tiden blev indlagt, og til en halvsøster, verden ikke kendte til. I denne bog kan man for første gang læse om disse forhold samt om talrige andre, der tidligere er blevet misforstået. Marilyn gjorde sig også store anstrengelser for at identificere og komme til at møde sin far. Hendes jagt efter ægte og meningsfulde bånd skulle fortsætte hele livet igennem. Måske drejer den sande historie om denne kvinde sig omkring noget, hun i sine bedste øjeblikke havde til overmål: Håb. Hun troede i hele sin tid på denne jord, at alt var muligt, og ofte beviste hun, at det er det. De, der finder det svært at læse om de vanskelige episoder i hendes liv, bør huske på, at Marilyn selv helt hen imod afslutningen havde øjeblikke, hvor hun mente, at den højeste lykke var lige inden for rækkevidde. Hvis der er én ting, der skiller hende ud fra de fleste mennesker, var det hendes evne til at opretholde en pågåenhed i nuet. Hun troede på, at hendes „nu“ var vigtigere end hendes fortid og fremtid. Men mens hun forsøgte at forblive i nuet, hjemsøgte hendes fortid hende desværre næsten lige så meget, som fremtiden skræmte hende. Marilyn Monroe var så meget mere end bare en berømt filmstjerne. Hun havde en sårbar og gavmild sjæl, og hun var en tapper kriger i den overvældende kamp mod sit eget sind. Med denne bog har udfordringen for mig været at forsøge at forklare hendes vanskelige livsrejse. Centralt i den historie opdagede jeg en meget anderledes Marilyn, en kvinde som var langt mere sammensat og alvorlig – og måske endda tragisk – end den Marilyn, jeg troede, jeg kendte.

PROLOG

S

temningen i den enorme arena er elektrisk, væggene vibrerer med bifald det ene øjeblik og latter det næste.

Men for enden af en af dens lange gange, bag en lukket dør, sidder en kvinde med sin helt egen oplevelse af det, der sker. Blot få minutter forinden var hun strøget fejende igennem en flok tilskuere og bagscene-teknikere med et selvsikkert smil og en glamourøs holdning. Men nu, mens hun venter på det glas at drikke, hun havde bedt om fra en assistent, virker det, som om hun ryster af ængstelse. „De gør grin med mig,“ siger hun til den unge mand, da han tilbyder hende et glas med New Yorkpostevand. „Hør.“ Men han kan ikke følge hende, for han er overrumplet over hvordan hendes øjne er låst ind på hans … hvordanhun taler til ham … og hvordan hun er … Marilyn Monroe. Selvom han trykkede USA’s præsident i hånden for mindre end en time siden, er det dette øjeblik, han altid vil mindes. Få øjeblikke tidligere havde kvinden været et følelsesmæssigt vrag, forvirret og på randen til panik, da hun stak hovedet ud fra omklædningsrummet for at bede ham om noget at drikke. Men nu forventer hun noget helt andet af ham. Perspektiv. Ro. Måske endda visdom. Da det imidlertid blev tydeligt for hende, at han næsten er lammet af hendes tilstedeværelse, lader hun sit bekymrede udtryk falde og smiler sigende. Han er jo blot endnu én, og hun ved det – endnu én blandt de millioner af mænd, som elsker hende. Én ting, han dog ikke ved, ville dog nok komme bag på ham: Hun elsker også ham. På dette tidspunkt, den 19. maj 1962, havde Marilyn Monroe indskrænket sin kreds af nære venner til nogle ganske få – eller måske havde omstændighederne omkring hendes liv gjort det for hende. Hen ad vejen havde der været mange, som havde forsøgt at tale hende igennem hendes anfald af nervøsitet eller paranoia; deres forsøg var dog næsten altid forgæves. Marilyn var overbevist om, at hun selv vidste bedre. Det var hjerteskærende; de, som var hende kærest, opgav ævred og overgav sig til hendes behov


for at have ret – selvom det, hun havde ret i, var, at hun havde det elendigt. Da der ikke var nogen tilbage, som kunne løfte hende ud af hendes mørkeste perioder, tilbragte hun det meste af tiden alene … med at tænke – og det var selvfølgelig lige præcis det, der holdt hende nede i desperationen. Det var derfor ofte i korte momenter som dette – et øjeblik i selskab med en fremmed, som var stum af betagelse over hendes tilstedeværelse – at hun blev mindet om, hvem hun var, og hvad der forventedes af hende. Hun skubber sig lidt væk fra væggen, som hun læner sig op ad, og nærmer sig den unge mand. Da hun står foran ham, bukker hun sig frem, holder hans ører mellem sine håndflader og kysser ham på issen. „Tak,“ siger hun med en blød stemme. „Nu er jeg nødt til at gøre mig klar.“ Da han glider ud af rummet, bemærker han, at hun går over til et stort spejl med et højlydt suk. Hun begynder at le, da han trækker i dørhåndtaget – og derpå, da døren lukker sig i: atter stilhed. Denne sære optræden efterlader ham med de samme tanker, som alle andre bag scenen har tænkt denne aften: Hvad foregår der her? Ikke bare i omklædningsrummet, men også inde i hendes smukke hoved. „Marilyn havde forberedt sig så meget til den optræden,“ forklarede hendes veninde Susan Strasberg, „alt for meget, hvis du spørger mig. Det var for vigtigt for hende. Det eneste, hun skulle, var at synge ‘Happy Birthday’. De fleste skuespillere kunne have gjort det med lukkede øjne.“ Marilyn var selvsagt ikke „de fleste skuespillere“. Hun var faktisk ikke engang de „fleste mennesker“. Hun var en kvinde, der udkæmpede et hårdt slag, som føres dagligt af mange mennesker: kampen mod sindssyge. Hendes humørsvingninger og uforudsigelige optræden blev i reglen af hendes publikum opfattet som mindre særheder, der blot udgjorde en ubetydelig del af, hvem Marilyn Monroe var som person. Og dog kan den vanskelige følelsesmæssige kamp, hun gennemlevede gennem en stor del af sit liv, og som blev ignoreret af stort set alle, have været det træk, som bidrog mest til at aftegne hendes person. Men på denne nat, hvorfor troede Marilyn, en verdensberømthed, at hun blev gjort til grin? Mens hun tidligere ofte fejlagtigt havde ment, at de værste ting blev troet og sagt om hende, havde hun faktisk ret denne aften. De gjorde grin med hende. Frem til dette tidspunkt i hendes livshistorie var der allerede blevet brugt et hav af tryksværte til at beskrive over for verden, hvem Marilyn Monroe egentlig var – det var der intet nyt i. Imidlertid var meget af denne tryksværte i de uger, der ledte frem til denne optræden i Madison Square Garden i New York, blevet brugt til at hævde, at hun, frem for alt, var uansvarlig. Hun var konstant kommet for sent eller havde været helt fraværende ved indspilningen af sin seneste film – en produktion, hvorfra hun til sidst blev fyret. Verden vidste det og var ligeglad. Hun var, når alt kom til alt, Marilyn Monroe. I offentlighedens kollektive bevidsthed havde hun lov til alt. De, der havde været hendes fans gennem det seneste årti, betragtede hendes øgede uforudsigelighed som et nødvendigt onde – blot en af de ting, der gjorde Marilyn til … Marilyn. Sandheden var imidlertid, at hendes stadig mere bekymrende adfærd var langt mere end bare stjernenykker, man kunne fortælle vittigheder om. Den var et tegn på, at der var noget helt forfærdeligt galt med hende. Denne aften var mange berømte kunstnere samlet for at fejre præsident John F. Kennedys fødselsdag. Frank Sinatra var tilstede, og det samme var Diahann Carroll, Jack Benny, Henry Fonda, Leontyne Price og mange andre berømtheder. Hver af dem gik på scenen for at optræde, Efter at de var blevet introduceret på værdig vis. Marilyn fik imidlertid en meget anderledes introduktion. „Hr. præsident, Marilyn Monroe,“ intonerede den fremtrædende britiske skuespiller Peter Lawford mange gange aftenen igennem. Imidlertid var „gag’en“ ved de mange introduktioner, at hver gang hendes ankomst blev annonceret, ville projektørlyset svinge ud til siden af scenen, og derpå – ingenting. Hun dukkede ikke op. Alle lo, selvfølgelig. Det var en ikke længere intern vittighed, at man ikke kunne stole på Marilyn Monroe. Morsomt? Ikke særligt, og især ikke hvis man tog sig tid til at undersøge, hvorfor hun var blevet så upålidelig. Hun havde selvfølgelig været med på vittigheden den aften, og havde endda virket smigret over, at hendes optræden ville blive annonceret for sjov gennem hele den fire timer lange forestilling. Som det så ofte havde været tilfældet for Marilyn, var hun klar over, at offentlighedens forventninger til hende kredsede om det, de troede, hun manglede, ikke om det hun havde. „Det var ikke talent, de fleste ænkte på, når man talte om Marilyn,“ sagde Dean Martin engang. „De så for sig dette væsen, som var blevet velsignet med en gudindes skønhed og en påfugls hjerne.“ Marilyn var imidlertid ikke nogen dum blondine. Hun var langt mere intelligent, end de fleste var klar over. Hun havde i årevis brugt sine intellektuelle evner til at skjule sine allermest personlige kampe. Denne aften skulle hele hendes viljestyrke sættes ind på at forvandle en almindelig dødelig til den gudinde, hele verden var kommet til at kende og elske. Da Marilyn endelig gik på scenen, brød hele salen ud i et tordnende bifald. Hun havde karisma, hun havde kontrol, og hun var – naturligvis – fantastisk smuk. Peter Lawford så, hvordan hun vrikkede sig hen imod ham – hun kunne kun tage bittesmå skridt på grund af den tynde kjoles stramme kant. Efter at haveleveret en sidste pointe til aftenens vittighed – „Hr. præsident, den forsinkede … Marilyn Monroe“ – rakte han ud mod stjernens velvoksne barm og tog hendes hermelinpels. Der stod hun nu. Hun virkede næsten nøgen, kun klædt i sin overjordiske skønhed, med pailetter og perler, der glimtede i det strålende lys.


Hun stod nu alene og ventede på stilhed fra publikum, før hun kunne begynde at synge. Det varede et stykke tid. Klapsalverne blev dog mindre højlydte, da en masse dæmpede gisp og bifaldsråb, især fra mændene i salen, begyndte at lyde. Der gik et halvt minut mellem det øjeblik, hvor hendes kjole blev afsløret, til hun kunne begynde at synge. I løbet af den tid skiftede publikums reaktion fra hujen og råb til hørlig mumlen og til sidst spredt latter. Hun holdt sine hænder over sine øjenbryn for at beskytte sine øjne mod projektørlyset; måske håbede hun på at kunne se æresgæsten tydeligere – en mand, som hun havde håbet, en dag ville blive mere end blot hendes øverstkommanderende. Derpå, efter et særlig højlydt grin fra en mand på en af de forreste rækker, sænkede Marilyn sine skuldre og sukkede hørligt. Til sidst besluttede hun sig for ikke at vente på, at der skulle blive stille og begyndte at synge, mens menneskemassen fortsatte med at reagere. „Happy birthday … to you,“ kurrede hun med en sexet hvisken og måske en lille smule falsk. „Happy birthday to you. Happy birthday … Mr. Pre-si-dent. Happy birthday to you.“ Salen fortsatte med at støje, mens hun gjorde sit bedste for at give publikum det, de ville have – en umiskendelig og helt speciel erindring om Marilyn Monroe. Efter at have sunget det første omkvæd, gjorde hun tegn til, at publikum skulle synge med – „Alle sammen! Happy birthday …“ Tilskuerne reagerede på hendes opfordring ved at begynde at synge, mens de forsøgte at følge hendes noget usikre armbevægelser. Efter at hun var færdig med at synge, dukkede en mand frem bagfra. Mens kameraerne skiftede til en fødselsdagskage, der blev kørt ind, blev hun eskorteret ned fra scenen og bort fra det øjeblik, hun havde ønsket at tage del i: Præsident John F. Kennedy, der gik op af trappen for at sige nogle få ord til tak. Marilyn havde simpelthen villet give ham et let kindkys og derpå forlade scenen. Men der var mange, der følte, at hun denne aften havde været alt for uforudsigelig, alt for usikker. „Jo, der var en del nervøsitet angående hendes


optræden,“ huskede Diahann Carroll. „Jeg kan ikke sige, at jeg ved hvorfor, eller noget om hvad der foregik. Men jeg kan huske en visgrad af … spænding. Nogle af folkene var ret så … nervøse.“ Da hun var kommet ned bag scenen kunne Marilyn høre præsidenten udtrykke sin taknemlighed over hendes optræden. „Jeg kan nu trække mig tilbage fra politik,“ sagde han „efter at have fået ‘Happy Birthday’ sunget for mig så sødt og dejligt.“ Nogle måneder forinden havde hun fortalt Kennedy, hvordan hendes eksmand, Joe Di- Maggio, ønskede, at hun skulle trække sig tilbage som skuespiller for at blive hans kone. Nu da hun hørte, hvad han sagde, så hun overrasket ud. Hun skulle senere spørge hans søster, Pat Kennedy Lawford, om han havde sagt det for hendes skyld. Det rimeligste svar på hendes spørgsmål var næsten helt sikkert nej. Men på dette tidspunkt havde Marilyns beholdning af fornuft været faldende i et stykke tid. Hun havde begyndt sit liv med klart definerede segmenter af klarhed og forvirring. Marilyn Monroe havde i årevis kunnet bruge sit håndværk til at fremstille en illusion. Ja, den stjerne, folk så hen imod slutningen af hendes liv, var i virkeligheden blot et trick – et dygtigt gennemført billede af en som havde været væk i årevis … hvis hun altså nogensinde virkelig eksisterede.


Marilyn