14
INFORMATION TORSDAG 29. NOVEMBER 2012
DEBAT Kronik
Redaktør: Anders Høeg Lammers. I redaktionen: Simon Fancony og Mikkel Marienlund E-mail: debat@information.dk. Telefon: 33 69 60 00. Fax: 33 69 61 10
Kronik: 7.500 enheder inkl. mellemrum. E-mail: kronik@information.dk Læserbreve: 1.000 enheder inkl. mellemrum. E-mail: debat@information.dk
Tænk, hvis jeg opførte mig som en bank Bankerne tager sig fyrsteligt betalt for en risiko, de med største selvfølgelighed vælter over på kunderne og staten. Hvordan mon det ville gå, hvis vi andre begyndte at opføre os på samme vis?
Af Øyvind Bordal
K
upon: 3.766,15 kroner. Stiftelsesprovision: 3.000 kroner. Obligatorisk udleveringsgebyr: 200 kroner. Tinglysning: 12.900 kroner. Omprioriteringsgebyr: 4.575 kroner. Vi sad i et glasbur. Min bankrådgiver smilede, serverede kaffe og talte hurtigt. Alle disse ting med mærkelige navne skulle jeg betale. Vi skulle renovere vores hus, og lånet skulle omlægges. Vi var slet ikke begyndt at tale om rente endnu. Det kunne jeg ikke helt forstå. Dum som jeg var, havde jeg tænkt at renten var den margen af fortjeneste, som banken beregnede sig for sit arbejde. Jeg forsøgte at holde hovedet klart. Bankrådgiveren, en sympatisk og glad mand, talte videre og pegede på tal. Der var mange papirer på bordet, rigtig mange, og om lidt skulle jeg skrive under på dem alle. Det var som at blive viklet langsomt ind i et net. Et mørke var ved at sænke sig i mit hoved.
Et glimt af klarsyn Inden klappen gik endegyldigt ned, nåede jeg, i et glimt af klarsyn, at tænke: Jeg er i al beskedenhed også forretningsdrivende,
en meget lille en af slagsen, men alligevel – jeg sælger en tjeneste, eller måske snarere en vare. I mit tilfælde er det tekster. Nogen, et eller andet medie, publicerer disse tekster. De har en pris, medmindre jeg giver dem væk, hvad der sker en sjælden gang. Denne pris er baseret på, hvad markedet vil give, og hvad jeg i øvrigt er nødt til at forlange, hvis min lille virksomhed skal løbe rundt. Denne pris er ét tal, ét beløb. Selv et barn kan forstå det. Det koster så og så mange kroner. Og så er der ikke mere i det. Vil du købe lortet, eller vil du ikke?
Posteringer! Bankerne udbyder også en tjeneste, en vare – ligesom jeg selv gør. De sælger mig ganske enkelt et lån, som har en pris. Og i denne min krampagtige sidste vision der i glasburet, før jeg opgav alt og blindt signerede den ene traktatlignende dokumentmasse efter den anden, forestillede jeg mig en samtale med en redaktør, en type samtale jeg jævnligt har i mit arbejde. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ivrigt viste ham, at købet af denne artikel var omfattet af en lang række betingelser og en endnu længere række omkostninger, såkaldte posteringer, se eksempler øverst i artiklen her. Jeg ville fortælle ham, at han selvfølgelig måtte forstå, at jeg blev tvunget
Der er ingen risiko for bankfolkene. Kun for kunderne og i sidste instans for staten, som pænt og lydigt må rydde op og betale. Med vores skattepenge. Foto: Voisin/ Phanie
Jeg fik lyst til ❝ at rejse mig op og hælde kold kaffe ud over papirerne og brøle: ’Hvorfor er du ikke bare ærlig og fortæller mig, hvad din vare, som jeg jo sidder her for at købe, koster? Hvorfor dette skuespil? Hvorfor skal jeg forføres til at tro, at du gør mig en tjeneste – at jeg så at sige skal vise mig værdig til din tillid, at jeg skal være lykkelig for, at du nu udplyndrer mig’
til at sikre mig mod, at han ikke betalte, og at denne risiko også havde en pris – som jeg jo måtte lægge oveni. Jeg måtte også have pant i hans virksomhed, og der var en række juridiske omkostninger forbundet ved det – som han også kom til at betale. Videre blev jeg nødt til at hyre nogen til at kontrollere hans økonomiske validitet, checke hans virksomheds værdi. Det er jo heller ikke billigt, vel? Prisen for selve artiklen var derefter brudt op i nogle løbende omkostninger, som ville blive ved med at påløbe, og som jeg forbeholdt mig retten til at ændre efter forgodtbefindende – medmindre han betalte en merpris. Dertil kom en lang række store og små enkeltposteringer. Jeg var særlig glad for det ord, posteringer. Det fik det til at lyde som noget, der bare skulle flyttes lidt rundt på. En ren formalitet. Jeg ville medbringe tykke bunker med dokumenter, som han skulle signere – tekster, det ville tage hele dage at gennemlæse, og som han derfor med garanti ikke ville læse. For en sikkerheds skyld ville jeg sørge for, at de var formuleret sådan, at hvis han alligevel prøvede, ville han ikke fatte noget som helst.
Arbejdsløs på to minutter Jeg sad der i glasburet med mit papbæger med lunken kaffe og smilede lunt ved tanken om, hvor-
dan jeg ville blive kylet på hoved og røv ud af redaktionen, inden jeg havde nået halvvejs i den tirade, min bankrådgiver nu lirede af sig med sin smilende, lette selvfølgelighed. Redaktøren ville tro, at jeg var sindssyg. Jeg ville aldrig sælge en artikel igen. Jeg ville være færdig, arbejdsløs, på to minutter. Hvis jeg altså opførte mig som en bank.
Fordi den kan Langsomt hævede jeg blikket og vendte tilbage til virkeligheden i glasburet. Det gik op for mig, at jeg deltog i et skuespil, en tragedie i tre akter, hvor udfaldet var givet på forhånd – indskrevet i manuskriptet. Jeg sad der og blev ganske enkelt pumpet tør for penge, økonomisk røvrendt i et omfang så guderne må sig forbarme. Og årsagen var den simple, at banken var den store, og jeg den lille. Jeg havde ikke noget andet sted at gå hen. Vil du have et hus? Vil du renovere det? O.k., signér her. Og her. Og her. Hvorfor opfører banken sig sådan? Fordi den kan. Banken havde i forvejen, via kreditforeningen, pant i vores hus, med en passende margen for det tilfælde, at værdien skulle falde. Deres risiko var formentlig lig nul. Jeg fik lyst til at rejse mig op og hælde kold kaffe ud over papirerne og brøle: »Hvorfor er du ikke bare ærlig og fortæller mig, hvad din vare, som jeg jo sidder her for at købe, koster? Hvorfor
INFORMATION TORSDAG 29. NOVEMBER 2012
15
DEBAT Kommentar
Langt læserbrev: 2.200 enheder inkl. mellemrum. E-mail: debat@information.dk Kommentar: 4.300 enheder inkl. mellemrum. E-mail: debat@information.dk
Masho viser os bagsiden af international adoption Det internationale adoptionsmarked handler ikke om barmhjertighed. Det handler om udbud, efterspørgsel og manglende kontrol fra nationale myndigheder, både i afgiver- og modtagerland. Og det handler i høj grad om de beløb, som kan tjenes på et marked, hvor efterspørgslen efter børn er umættelig
Af Heidi Borg Jørgensen dette skuespil? Hvorfor skal jeg forføres til at tro, at du gør mig en tjeneste – at jeg så at sige skal vise mig værdig til din tillid, at jeg skal være lykkelig for, at du nu udplyndrer mig under dække af et stormvejr af kompleksitet og endda gør det med et bredere, mere svedigt smil end en arabisk souvenirsælger?«
I’m all yours Men jeg var gammel nok til at forstå, at min bankrådgiver ikke havde skabt det system, han repræsenterede. Han var bare en flink og ordentlig mand, som gjorde sit arbejde. Det var jo ikke hans skyld. Og i øvrigt var der ikke noget at gøre – jo, jeg kunne rejse mig og gå ind i en anden bank, længere nede ad gaden. Men de ville sige nøjagtig det samme dér. Så jeg signerede mekanisk det ene papir efter det andet. Sådan. I’m all yours. Jeg kom hjem fra banken med flere kilo papirer, som alle sammen beskrev hvordan jeg selv bar alle forpligtelser og skulle bære al risiko, og desuden hvordan jeg på talrige og fantasifulde måder skulle betale alle de udgifter, som banken mente at have i forbindelse med at sikre sig min fortsatte betaling for ... ja, you know. Kunderne og staten betaler Du kender sikkert følelsen. Resignation, kapitulation. Men det mest nagende, det, der bliver
hængende, er visheden om, at det ikke bare er dig og mig, der på den måde bliver finansielt voldtaget. Alle – selv staten – skælver, når bankerne peger på noget, de vil have. Hvis en lille lokalbank i en provinsby trues af konkurs, rydder det forsiderne i ugevis og fremstilles som en national katastrofe. Det koster milliarder – for os, selvfølgelig. Ikke for de ansvarlige i bankens ledelse. De vandrer smilende ud af døren med tasken fuld af bonusser og optioner, millionbeløb de har sikret sig, længe inden nogen af bankens kunder eller aktionærer fik en chance for at dække deres tab. Der er nemlig ingen risiko for bankfolkene. Kun for kunderne og i sidste instans for staten, som pænt og lydigt må rydde op. Og betale. Med vores skattepenge. Der er med andre ord tale om folk, der lever af at tage sig fyrsteligt betalt for en risiko, de med største selvfølgelighed vælter over på andre. Og ingen, ikke engang regeringsmagten, siger noget. For hvad skal de sige? Vi ved jo alle, hvem der er den stærkeste. Som Bob Dylan synger i »Sweetheart like you« fra 1983: »Steal a little and they throw you in jail. Steal a lot and they’ll make you king.« kronik@information.dk Øyvind Bordal er freelancejournalist og tekstforfatter
D
okumentaren Adoptionens Pris, som blev vist på TV 2 mandag aften, skildrer adoptionen af Masho og hendes yngre bror Roba fra Etiopien til Danmark. Børnene og begge familier følges sideløbende fra adoptionen, til Masho anbringes på døgninstitution i Danmark, efter at det har vist sig, at familien ikke magter den 4-årige pige. Mashos historie viser os vigtigheden af, at aktører, som har med international adoption at gøre – nationale myndigheder, adoptionsbureauer og adoptanter – tager deres respektive ansvar og pligter meget alvorligt. Hvad enten det drejer sig om postadoptionsservice, opgivelsesproces eller anbringelsesmuligheder, er vi nødt til at sætte højere standarder for os selv og hinanden. At Masho har svært ved at ’tilpasse sig’ er naturligt. International adoption er et traumatiserende indgreb i ethvert barns liv. Nogle børn ’klarer den’, andre gør ikke og skriver sig måske ind i den triste statistik af internationalt adopterede med langt højere tilfælde af psykiatriske diagnoser, behandlinger, selvmord og stof- og alkoholmisbrug.
Manglende rådgivning Der er brug for kvalificeret rådgivning og støtte til adoptivfamilier i Danmark. Adoptanter
skal kunne se ud over den umiddelbare drøm om en familie. For adoption slutter ikke, når barnet hjemtages. Det er nemlig først her, at effekten af adoption opleves. Børnene kan være traumatiserede og vil kræve flere følelsesmæssige ressourcer af adoptanterne. Det er naturligt, at et barn som har oplevet tab og svigt, har svært ved at indgå nære relationer. At døgninstitutionsanbringelse er det eneste alternativ for Masho, som netop skal lære at indgå nære relationer, er trist. Mangel på rådgivning og støtte er også aktuelt for de etiopiske forældre. I en af scenerne ser vi det etiopiske adoptionsbureau tale med Mashos forældre. Samtalen kan virke som et bevidst forsøg på at nedbryde deres forældreevne og tilliden til, at de kan varetage deres børns interesser. Forældrene skal overbevises om, at adoption er det bedste for deres børn. Ifølge dokumentaren bliver de etiopiske forældre lovet, at de kan se deres børn igen og få nyt fra dem. Denne opgave løftes ikke af DanAdopts samarbejdspartnere, hvilket bl.a. Amnesty har kritiseret. I Haagerkonventionen står endvidere, at den part, der giver tilsagn om opgivelse til adoption, skal være tilpas rådgivet og informeret om effekten af tilsagnet. Om dette praktiseres er tvivlsomt og betyder, at danske adoptionsbureauer som DanAdopt bør vælge deres samarbejdspartnere med større omhu. Men er et liv i relativ materiel velstand i Danmark ikke at foretrække for et liv i Etiopien under alle omstændigheder? Her gælder det, ifølge Haagerkonventionen, at international adoption først må finde sted, når mulighederne for nationale adoptioner og andre anbringelsesformer er undersøgt og udtømt. International adoption skal være last resort.
Hvad er bedst for Masho? I en sag som Mashos, ville det så ikke være i hendes interesse at opholde sig i sit eget land – enten på en institution eller hos sin familie? Hun giver selv udtryk for, at hun vil tilbage til det sted, hvor hun er født (Haagerkonventionen anfører også, at der under hensyntagen til barnets alder og modenhed skal tages hensyn til barnets ønsker og holdninger). Kan adoptionsbureauer og myndigheder ikke bare erkende deres svigt og f.eks. sende hende tilbage til sin
familie? En hjemsendelse burde jo være en ’mindre tilpasning’ for Masho, i sammenligning med den, vi allerede har forventet af hende. Eller kunne en sådan handling tænkes at skabe grundlag for, at adoptanter kan returnere ’defekte varer’, når de ikke lige lever op til de forventninger, man måtte have skabt? Når de f.eks. ikke lige kan rumme ens eget behov for nær fysisk kontakt eller ikke lige taler og spiser, som man forventede?
Handel med børn Det internationale adoptionsmarked handler ikke om barmhjertighed. Det handler om udbud, efterspørgsel og manglende kontrol fra nationale myndigheder, både i afgiver- og modtagerland. Og det handler i høj grad om de beløb, som kan tjenes på et marked, hvor efterspørgslen efter børn er umættelig. Det handler om fattigdom, sygdom, adgang til uddannelse og medicin og en grundlæggende global ulighed. Forældreevne måles i velstandens økonomiske termer og måske i mindre grad i evnen til at varetage et barns interesse. Her efterlades forældre i udviklingsstater som de store tabere i forhold til den velstand, danske adoptanter relativt kan præstere. Er man en dårligere forælder, blot fordi man er fattig? Var Mashos forældre i en relativ dårligere situation end andre forældre i lignende situationer i Etiopien? Ville vi selv acceptere at bortadoptere vores børn til Etiopien i det tilfælde, at vi – ligesom Mashos forældre – var fattige og HIV-smittede? Vi må vågne op af drømmen om adoption som et udelukkende velgørenhedsprojekt, der har til formål at redde fattige børn, hvis vi vil fastholde, at Danmark skal praktisere international adoption. På det internationale adoptionsmarked er der aktører, som har store interesser på spil, der ikke altid er kompatible med barnets interesser. Netop derfor er en skærpelse af kravene til aktørerne endnu vigtigere. En erkendelse af dette er nødvendig, før vi kan begynde at tage vores ansvar og pligter alvorligt og leve op til vores løfte om at beskytte børn i internationale adoptioner. debat@information.dk
Heidi Borg Jørgensen er selv internationalt adopteret og uddannet cand.scient.adm. med speciale i internationalt samarbejde