Issuu on Google+


Vi lytter til det, vi danser til det, vi brækker os til det til fester. Elektronisk musik er endda blevet til en workshop til kulturdagene på Campus. Men hvem gemmer sig bag ved de computerproducerede toner, som vi alle kender så godt? Er det nørder, der ikke har andet at tage sig til end at sidde i et indelukket kælder lokale og trykke løs på tastaturet, eller er det i virkeligheden musikalske genier, der benytter sig af maskinens mange muligheder til at producere finurlig og dybdegående musik. Når man træder ind i lokale 10 på Bornholms Gymnasium tidlig torsdag morgen, mærker man straks den slående stilhed, der har lagt sig i rummet. Alle blikke er rettet mod computerskærmene, ingen kigger op, og der er ved første øjekast ingen smil at spore. Dog er der ingen tvivl om, at seriøsiteten er langt højere, end den normalt er i lokalet, når det er engelskopgaver der bliver ”hygget” med. Ingen prototyper Deltagerne af workshoppen er en god blanding af både piger og drenge. Der er dem, der sidder og gemmer sig i store hættetrøjer, med hørebøffer og kasket på, så er der dem med smarte frisurer og lækkert tøj, og så er der dem lige midt i mellem. Der er endda også en enkelt, der har opgivet kampen med det svære instrument, og lagt sig til at sove hen over bordet. En generel prototype af disse musikinteresserede er derfor svær at få øje på. Workshoplederen Anton Twile har brugt mange

timer af sit liv foran computeren, som er hans instrument, når han laver musik. Navnet på genren siger nærmest sig selv. Der indgår meget elektronisk udstyr. Ud over lidt keyboardlyde, foregår processen nærmest udelukkende på computeren, når Anton producerer musik. ”Det fede ved elektronisk musik er, at man kan gøre det hele selv. Man er ikke afhængig af en trommeslager, som man ville være i et 'rigtigt' band. Her er du selv hele bandet”, siger Anton. Umiddelbart lyder det lidt ensomt at være helt alene om det, men Anton slår fast, at selvom man bruger meget tid alene, bliver man ikke nødvendigvis en indelukket person af det. Han selv laver musik sammen med en ven, og bruger 2-3 timer på det om dagen. Nørd – men ikke fuldblods ”Ja. Jeg er nok en nørd, når det kommer til musik”, indrømmer Anton, der dog hurtigt fortsætter, ”Men jeg synes absolut ikke, at det er negativt at være nørd. Det handler jo bare om, at man har noget, som man går højt op i”. En af elever kommer hen og beder Anton om hjælp, men inden han går, gør han det dog klart, at han ikke er fuldblodsnørd. ”Ej, jeg er altså også sammen med mine venner, så jeg er ikke sådan en indelukket nørd, der bruger al min tid foran skærmen”, siger han. I lokale 10 er stemning efterhånden blevet mere munter. Enkelte smil er at finde på elevernes læber, og der sidder nu et par drenge, og rokker stolt i takt til musikken, de selv har lavet.


I billedkunstlokalet på Hintze mødes man af en stor smilende bamsefar. Bamsefaren er den berømte kunstner Sunny Asemota, der bl.a. har malet nogen af de bornholmske busser. Han byder os hjertelig indenfor for at se, hvad de har gang i. Sunny, der selv godt kan lide at lave forskellige former for kunst, har valgt, at eleverne skal lave kunst indenfor kulturdagenes hovedtema. ”Jeg har valgt, at i år skal eleverne lave kunst i bevægelse. Jeg synes, det hænger godt sammen temaet, der i år er balance”, siger han. Hyggelig og afslappet stemning Der er en hyggelig og afslappet stemning i selskab med Asemota. Folk fordyber sig i deres arbejde på en afslappet og behagelig måde. Slik og andet usundt er tilladt, og det har Mads Beyer Lind fra 1.t HTX benyttet sig af. Han har slået et smut forbi Knirkeline her til morges for at købe sig en dagmartærte han kan tygge sig igennem. Danmark ud af ståltråd Henne i hjørnet sidder en flok piger og knokler med noget ståltråd, der ærligt talt ikke ligner noget.

En af dem er Nanna Landin fra 2.z. Hun er her ikke af fri vilje, men er blevet tvunget af sine veninder. ”Vi er i gang med at lave Danmark ud af ståltråd, men det er fandme kedeligt. Jeg tror snart, vi smutter”. Men inden Nanna og de andre smutter, vil de lige lave Danmark ud af ståltråd færdigt, den er nemlig til Nannas gode veninde Dianas fætter. Nanna, der som sagt ikke er kommet frivilligt på den workshop, ser sig ikke som en fremtidig stor kunstner. ”Nej, jeg ser bestemt ikke en fremtid i dette, er slet ikke kreativ nok. Hvis jeg selv havde valgt, havde jeg nok taget Body Combat. Jeg ser mig selv som ret aktiv, også løber jeg tit”. Der bliver dog ikke kun lavet bevægelseskunst. Efter frokostpausen tog hr. Asemota en snak med de unge kunstnere om livet og døden. Hvilke farver og symbol forbinder de med livet og døden. Det blev dog ikke til den helt store debat, da man godt kunne mærke på de unge kunstnere, at det var sent eftermiddag. Glæder sig til at vise kunsten frem Til åbenthus arrangementet glæder de unge kunstner sig til at vise deres kunst frem. Heriblandt Andreas Ipsen fra 1.k. ”Jeg er bange for, jeg ikke for meget søvn i nat, for jeg glæder mig sindssygt meget! Synes det er fedt, at jeg kan få vist min kunst frem til folk, der er interesseret ligesom mig”. Det er ikke kun Andreas, der glæder sig til i morgen. Rundt omkring bliver der knoklet for at få deres bevægelseskunst klar til i morgen. Kunst kan være alt For Asemota kan kunst være alt, og det præger også hans tilgang til forventninger til eleverne. ”Det er svært for mig at have forventning til, hvad de laver. For mig kan selv de mindst basale ting være kunst. Men indtil videre er jeg rigtig godt tilfreds med, hvad de laver, og jeg kan jo se, de brænder for det”


Gøglermentalitet

Ny energi



Blâ særudgave!