Fagbladet Billedkunstneren #1 2026

BILLED KUNSTNEREN NR1

Kulturelt beredskab Fagblad for

Kunstnerdrevne udstillingssteder Kunstnerpar

Kunst, der skaber samhørighed og mod

I Billedkunstnernes Forbund indtager de kunstnerdrevne udstillingssteder en helt særlig plads. Derfor inviterede vi sidste forår alle danske kunstnerdrevne udstillingssteder til møde i Odense — midt i landet. BKF havde sat dem stævne med det ønske at afsøge mulighederne for og formen på et kommende netværk for de kunstnerdrevne steder. Fordi det er en helt særlig del af vores alles kunstfelt. Og fordi velfungerende kunstnerdrevne udstillingssteder er en forudsætning for et sundt kunstens økosystem.

Ofte ses de selvorganiserede og kunstnerdrevne initiativer som et alternativ eller i opposition til de etablerede institutionelle steder og rammer, men vi bør tænke det anderledes. Tænke og behandle dem som centrale initiativer for byerne og deres borgere, og for både det lokale og det danske kunstliv — levende steder, der involverer, engagerer og inviterer til deltagelse, og rækker endnu bredere ud end de etablerede kunstinstitutioner kan.

Deres betydning er både kunstfaglig, social og demokratisk. De insisterer på fællesskaber. På nærvær. På at kunst ikke kun er noget, man betragter på afstand, men noget man møder, deltager i, samtaler om. Mange kunstnerdrevne steder har en sjælden evne til at skabe relationer, som ikke forsvinder, når en udstilling pakkes ned. De arbejder tålmodigt og vedholdende — ikke kun for at præsentere værker, men for at skabe sammenhænge, hvor kunsten kan virke i hverdagen. Det kræver faglighed, omsorg og mod, og det kræver en stabil drift, som alt for mange i dag må klare med midlertidige midler og store personlige indsatser.

For det at sikre at flere får glæde af kunsten, kræver også ekstra arbejde, og vi må se vilkårene lige i øjnene. Op til ovennævnte netværksmøde havde BKF lavet en spørgeskemaundersøgelse blandt de kunstneriske udstillingssteder, som viste stor kunstnerisk energi og lokal forankring — men også strukturelle benspænd. Det økonomiske usikre fundament, som mange initiativer opererer med, kan nemlig risikere at fastholde stedernes ånd og aktiviteter i en tøvende, usikker tilstand. For at undgå det, skal driften sikres. De offentlige og private økonomiske bidrag er helt uundværlige, ligesom det er vigtigt, at vi hjælper med at dele viden, opbygge netværk, sikre bedre støtteordninger og skabe synlighed. Det gør vi i dette nummer af Billedkunstneren, hvor vi besøger fire kunstnerdrevne steder på Odense, Horbelev, Ringsted og Frederiksberg — alle drevet af mennesker der ønsker at forbinde sig til deres lokale kontekst og det kollektive kunstfelt.

AF Marie Thams, forperson, Billedkunstnernes Forbund (BKF)

I en tid med kriser og krig tæt på kan kunst og kultur spille en særlig rolle. Professor Kathrin Maurer fra SDU fortæller i dette nummer om det, hun kalder ’kulturelt beredskab’ – andre steder omtalt som ’oprustning’, ’modstandskraft’ eller ’opblomstring’. Hun mener ikke, at kunst kan fungere som én samlet terapi for hele samfundet, men at den kan skabe refleksionsrum, hvor vi lærer at rumme forskelligheder, mellemtoner og nuancer. Det kan hjælpe mennesker med at holde fast i livet, når livet er svært. Det tror jeg er rigtigt: I kunsten kan vi fostre og værne om menneskeligt værd, blødhed og samhørighed ved at skabe billeder af menneskelivet og indgange til at begribe verden — ikke som noget statisk, men som en aktiv handling, der kan forbinde os, også når afmagt melder sig, og verdensordenen er under pres.

Jeg håber, at dette kan minde os om, at vores felt står stærkt, fordi det er mangfoldigt, aktivt og båret af mennesker, der rækker ud mod både hinanden og verden. Og at kunsten, netop i svære tider, er et sted at mødes — og et sted at finde mod.

6

EN CYKLISK TILGANG TIL KUNSTNERLIVET

"Vi kommer aldrig ud i situationer, hvor vi skal diskutere, om det er den ene eller den andens praksis, der skal prioriteres," siger kunstnerparret Kirsten Astrup & Maria Bordorff. De peger samtidig på, at der er forskellige faser i livet, og at ingen kan eller bør forventes at kunne det hele på én gang.

16

KUNSTEN SOM LIVLINE

I en tid med kriser og krig tæt på kan kunst og kultur spille en vigtig rolle. For ved at skabe eller engagere sig i kunst og kultur kan fællesskaber spire frem, og det hjælper ofte folk til at holde fast i livet, erfarer Kathrin Maurer, professor på SDU.

FRA INTENTION TIL HVERDAGSLIV

I kommunale billedkunstråd taler vi ofte om kvalitet, fællesskab og dannelse. Men alt for ofte slipper vi blikket, når værket er afsløret, skriver billedkunstner og medlem af billedkunstrådet i Middelfart Kommune, Cecilia de Jong.

ALLE KAN BRUGE KUNST I DERES LIV

Ringsted Galleriet er alt andet end et andægtigt tyst museum. Det kunstnerdrevne udstillingssted byder skoleklasser indenfor i eget værksted og kombinerer inhouse-udstillinger med ud-af-huset-kunst på for eksempel sygehuset og hos en lokal autoforhandler.

PÅ FORSIDEN Fra Nina Saunders’ udstilling Harbinger of Hope Through History and Time, platform BUNKER, 2025. FOTO Ole Akhøj

Astrup & Bordorff: Filmstill fra Kunstmuseet — en filmkabaret, 2021. SMK

Yarema Malashchuk & Roman Khimei, 60th La Biennale di Venezia, Italy, 2024, "From Ukraine : Dare to Dream" © Valentyna Rostovikova PRYZM photography

KUNSTNERENS VÆRKSTED

Hvordan indretter man sig som kunstner? Og hvordan ser der ud der, hvor værkerne skabes?

Mit studio ligger tæt på München – en god halv time væk med toget, tæt på byen, men dog et sted hvor alt ofte sker og opleves i et andet tempo. Skov på tre sider, meget stilhed, et roligt holdepunkt. Studiet ligger direkte op ad vores hjem, og netop nærheden til familien gør det til et fleksibelt arbejdssted: Jeg kan begynde tidligt, fortsætte sent, være til stede indimellem – og så dykke tilbage i arbejdet.

Før var Berlin min radius: by, tempo, kredsløb. Der

arbejdede jeg i mange år i Olafur Eliassons studio. Den arbejdskultur – den åbne udveksling, prototypetænkningen, selvfølgeligheden i at bruge materialet som erkendelsesmedium – har præget mig. Jeg lærte, at et studio ikke så meget er et ’inspirationssted’ men nærmere et sted, hvor man skaber de rigtige betingelser: for koncentration, for forsøg og fejl – og for de samtaler der opstår mellem tingene selv og kunstneren (eller mig).

Mit nuværende atelier er opdelt i en kontordel og et

værksted. Gennem forbindelsen til huset forbliver det en del af hverdagen uden at gå op i den. Udvendigt har det en sort træfacade i Sugi Ban: forkullet træ, mørkt og roligt — som en integrering i skovlandskabet. Indvendigt er det det modsatte: store vinduesflader, lys og udsyn. Dette spil mellem inde og ude, mellem beskyttelse og åbenhed, følger mig også i arbejdet.

I mit studie opstår prototyper, modeller, idéer og materialetests. Et lille fotostudie til modeller hører med, fordi

THILO FRANK

dokumentation og ’læsning’ via billeder er en del af min praksis. 3D-printer, laserskærer samt maskiner til træ- og metalarbejde skaber materialeprøver, mock-ups og præcist producerede dele til modeller. En plotter udskriver plantegninger og snit: projekterne kræver varianter og iterationer – og skiftet mellem 1:1000 og 1:1. Igennem årene har mit fokus flyttet sig mod det offentlige rum: kunst i byggeri er blevet kernen i min praksis. For nylig gjaldt det for eksempel et projekt i Odense på

Lerchesgade – WoodHub , en bygning til Bygningsstyrelsen, tegnet af C.F. Møller Architects – et stort træbyggeri. I den forbindelse har jeg udviklet et stedsspecifikt værk – en proces, jeg oplever som særligt spændende. Jeg har i mange år samarbejdet tæt med Phillip C. Reiner, som er arkitekt og geometriforsker. Vores samarbejde er for mig en produktiv ping-pong: skitser sendes frem og tilbage, modeller, tegninger og spørgsmål åbner nye spor, indtil en løsning manifesterer sig. Samtidig er jeg

meget på farten og besøger virksomheder, der realiserer kunstnere og designeres idéer i deres store værksteder og produktionsfaciliteter. I studiet sammenligner jeg forskellige varianter, og opvejer de forskellige varianters muligheder til en beslutning træffes, når noget er bæredygtigt i skala og materiale. Mit studie ligger i forlængelse af vores hus, omkranset af skov og imellem de to floder Inn og Sailerbach; nogle gange tænker jeg, at jeg er landet her og hører hjemme.

Andre gange spørger jeg mig selv, om jeg vil søge tilbage mod byen, når børnene flytter hjemmefra. Berlin var længe det perfekte rundkørselskredsløb mellem liv og arbejde – men jeg engagerede mig overraskende lidt lokalt. I dag er det anderledes, og jeg er engageret i det lokalpolitiske miljø i min region. Jeg vil gerne være med til at præge, hvordan mine børns verden bliver formet. Måske er det netop den største forskel: Ikke kun at skabe kunst, men også at tage ansvar for stedet, hvor den bliver til.

En cyklisk tilgang til kunstnerlivet

”Vi kommer aldrig ud i situationer, hvor vi skal diskutere, om det er den ene eller den andens praksis, der skal prioriteres,” siger kunstnerparret Kirsten Astrup & Maria Bordorff. De peger samtidig på, at der er forskellige faser i livet, og at ingen kan eller bør forventes at kunne det hele på én gang.

Astrup & Bordorff: Filmstill fra Journey to Honeymoon, 2017.

AF

Helle

Fagralid

Kunstnerparret Kirsten Astrup (f. 1983) og Maria Bordorff (f. 1988) bor for tiden med deres tre børn på henholdsvis 6, 3 og 2 år i et hus i en skov på Stevns. I 2018 blev de officielt et makkerpar i form af kunstnerduoen Astrup & Bordorff, men privat har de dannet par siden 2014, hvor de tilfældigt mødte hinanden i toiletkøen på queer-klubben Block 66 i Kødbyen.

”Det var nok bare et spørgsmål om tid, før vi ville være stødt på hinanden i kunstmiljøet, for vi havde så meget til fælles,” fortæller Maria Bordorff.

Dengang læste hun moderne kultur på Københavns Universitet, skrev for forskellige kunstmedier og var en ”spirende, ung kurator”, som på det tidspunkt ikke havde forstillet sig, at hun også skulle være udøvende kunstner. Kirsten Astrup har ligeledes universitetsbaggrund, med studier i film- og medievidenskab og retorik. Derefter tog hun en bachelor på Kunstakademiet i Oslo og dimitterede med en master fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i København i 2017.

Hvordan fandt I ud af, at I også ville arbejde sammen?

MARIA BORDORFF (MB): ”Jamen, det skete bare, ikk´?”

KIRSTEN ASTRUP (KA): ”Jo, jeg arbejdede meget med film og performance på det tidspunkt og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt, hvis Maria ville skrive nogle af teksterne, og så eksploderede det bare og så har vi arbejdet sammen siden.”

MB: ”Det greb om sig; vi begyndte at tænke sammen. Det gav mening.”

Noget faldt på plads

KA: ”I 2018 blev jeg så inviteret til at have en soloudstilling på Museet for Samtidskunst i Roskilde, hvor vi arbejdede sammen omkring filmkabareten Urolige hjerte. Da vi var færdige med den udstilling, blev vi enige om, at vi hellere officielt måtte kalde os en duo.”

Hvordan var det for dig Maria, at du nu officielt var kunstner?

MB: ”Jeg har tidligere samarbejdet med kunstnere som kurator, men hvor rollerne er flydt sammen, fordi de kunstnerisk har inviteret mig ind i værkprocessen, og jeg har følt mig hjemme i det. Så det har jo ligget der, men først da jeg mødte Kirsten og vi begyndte at arbejde sammen, var der noget, der faldt på plads. Jeg havde så meget lyst til at gå den vej, at jeg overvejede, om jeg skulle søge ind på kunstakademiet, men der var Kirsten jo færdig, så vi kastede os bare ud i det.”

Har I en bestemt arbejdsfordeling i jeres praksis?

KA: ”Der er en fast arbejdsfordeling på den måde, at Maria skriver manuskript og sangtekster, mens jeg komponerer musik og klipper vores film. Derudover er det en stor suppedas, hvor vi gør resten sammen. Vi researcher, konceptudvikler og instruerer sammen. Generelt kan vi forskellige ting, som bare matcher godt i forhold til at få en god arbejdsproces.”

Astrup & Bordorff i Oscar Schlemmers Meisterhaus, 2019. Bauhaus Dessau Foundation. FOTO Thomas Meyer

Hvordan håndterer I kunstneriske konflikter?

KA: ”Det lyder måske lidt helligt, men vi har faktisk ingen konflikter.”

MB: ”Vi har kunstneriske kriser, men det er noget andet. Selvfølgelig er det svært, når vi kriser på samme tid. Det er bedre, når det er forskudt af hinanden, haha.”

KA: ”Jeg tror også, det handler om, at vi har så forskellige kompetencer, at vi er gode til at lytte til hinanden og respektere hinandens kunnen, og at vi kan se noget fra hver vores synsvinkel.”

Hvor henter I jeres inspiration fra?

MB: ”Mange steder. Når man er kunstner gennem længere tid, samler man jo på ideer. Vi er begge to meget åbne overfor, at alting hele tiden potentielt kan bruges i et værk. Det kan være noget helt banalt og hverdagsligt, et tv-program fra 1980’erne, en magtfuld person som udtaler sig problematisk i medierne, eller andre kunstnere. Det er altid flere forskellige inspirationer, som flyder sammen.”

KA: “Musik inspirerer os meget. Vi har en fælles playliste, som vi hver især føjer numre til for ligesom at invitere den anden ind i et stemningsunivers og begynde at fornemme et udtryk og en stil, som vi kan arbejde videre med.”

MB: “Og vores børn inspirerer os. For eksempel købte vi en pakke ler af genboen i sommer, og jeg tror faktisk, at det at sidde og forme pølser og klumper med dem førte til, at klumpen som fænomen nu har fået en meget central rolle i det nye filmværk til vores kommende soloudstilling på Bauhaus Museum i Dessau.”

Så I blander elementer fra jeres private liv ind i værkerne?

MB: ”Ja, det er lidt svært ikke at gøre, tror jeg, når liv og praksis flyder sådan sammen, som det gør for os.”

Bruger hverdagserfaringer

KA: “Til det nye filmværk har vi filmet en arkitekturmodel af det hus, som vi har boet i, når vi har været i Dessau. Det er en Bauhaus-professorbolig tegnet af Walter Gropius, hvor Oskar Schlemmer har boet med sin familie, mens han var ansat på Bauhaus-skolen. Når man opholder sig i huset, får man en følelse af at være udstillet, fordi bygningen er UNESCO-verdensarv og der er mange turister, der går og kigger ind ad vinduerne. For eksempel, når man kommer ud fra badeværelset, er der sådan nogle kæmpe vinduer, hvor folk kan kigge direkte ind. Den situation har vi taget med i en scene i filmen, hvor der er nogen, der er i bad og bliver betragtet udefra.”

Astrup & Bordorff, 2020 FOTO Natascha Thiara Rydvald

MB: “Og mens vi boede der, hængte vi eksempelvis vores vasketøj til tørre over gelænderet på altanen på den her ikoniske professorbolig. Det gav os ideen til også at hænge miniature-tøj på gelænderet i modellen og filme den scene. Så lige i dette tilfælde har vi indarbejdet nogle ret konkrete elementer fra vores hverdag og erfaringer som kvindelige kunstnere med børn.”

KA: ”Men generelt inddrager vi nok mere det private ved at invitere venner og kollegaer med i værkerne, hvor de ofte spiller karikaturer af sig selv, uden at det direkte handler om dem. På den måde bliver vores relationer også en slags materiale.”

Hvordan finder i balancen mellem privat- og arbejdsliv med tre mindre børn?

KA: ”Før vi fik børn arbejdede vi konstant. Vi så jo nærmest aldrig dem, vi elsker. Måske var

det derfor, vi trak dem med ind i værkerne, for så fik vi da set hinanden der, haha. Der skulle noget radikalt til for at ændre på den arbejdskultur, vi var havnet i, som unge kunstnere med den ene store museumsudstilling efter den anden. Paradoksalt nok føles det sundere nu, hvor vi har tre børn, fordi vi ikke længere hverken vil eller kan arbejde på den måde.”

MB: “Men det er klart, at vi heller ikke kan suse rundt til en masse biennaler i udlandet, så forsøget på at balancere kunstpraksis og livet med børn har jo også nogle konsekvenser. Der har vi så mærket efter i forhold til, hvad der føles mest meningsfuldt for os. Ikke at vi aldrig besøger biennaler mere altså. Kontrasterne bliver nok bare lidt større. Det svinger ligesom fra at ligge på alle fire og lede efter insekter med ungerne, til at vi roder rundt i arkiverne på en af verdens mest ikoniske kunstinstitutioner.”

Astrup & Bordorff: Filmstill fra Sommernatt ved stranden, 2019. Munchmuseet

Hjælp er uundværlig

Hvordan gør I rent praktisk, når I begge er i udlandet for at arbejde på en udstilling?

KA: ”I Dessau har vi selvfølgelig børnene med.”

MB: ”Første gang vi var der, havde vi ét barn og den næste gang to og så tre. Nu er de begyndt at spørge, hvor mange børn vi har, når vi skal derned, haha. Som institution er de jo nødt til at rumme det, fordi vi arbejder sammen, og vi vil ikke kunne komme derned begge to i en uge eller to uden børnene, når de er så små.”

KA: “Mine forældre har også hjulpet os rigtig meget. De bor desværre ikke i nærheden, så de kan ikke hjælpe os til hverdag, men de er en uundværlig hjælp, når vi er i udlandet eller i København for at filme. Ideen om det enlige kunstner-geni findes jo stadig i en eller anden grad, men virkeligheden er ofte, at der er andre mennesker i kulissen, som er med til at få det hele til at ske. At det ikke kan gøres uden dem.”

MB: ”Noget jeg også kommer til at tænke på er, at vores ældste barn er begyndt at vise interesse for vores praksis og fandt det vildt spændende at overvære filmoptagelserne i Dessau. Vi har det sådan, at hvis børnene har lyst, så må de gerne være med på en eller anden måde, når de er gamle nok til det.”

Har I nogle overvejelser i forhold til, om de skal være med foran eller bag kameraet?

KA: ”Vi ønsker ikke, at der skal figurere billeder af vores børns ansigter nogen steder, og der er også en masse etiske spørgsmål og overvejelser i forhold til samtykke og falsk bevidsthed. Men vi vil gerne inkludere dem i vores kunstneriske arbejde, fordi det betyder så meget for os.”

Hvordan håndterer I ellers jeres økonomi?

MB: ”Her i skoven er der ikke så meget at bruge penge på. Og vi tager for eksempel heller aldrig på ferie. I stedet har vi jo så børnene med, når vi rejser som en del af vores kunstneriske praksis, som i Dessau, og her til foråret, hvor vi

skal til Tromsø på researchtur i forbindelse med en ny soloudstilling.”

KA: ”Vi vægter fleksibiliteten og tiden sammen højest. Det har en pris. Der vil for de fleste altid være tilvalg og fravalg i det liv, man lever.”

Har I været nødt til at tage arbejde udenfor jeres kunstneriske praksis?

MB: ”Ja, vi har jo tre børn og er nødt til at have en vis form for stabilitet. Så vi underviser ved siden af i kunsthistorie og på kunstakademier og højskoler.”

KA: ”Vi er begge meget glade for at undervise og ser det også som en etableret del af vores praksis.”

Astrup & Bordorff, 2026. Bauhaus Dessau Foundation. FOTO Thomas Meyer / Ostkreuz

Økonomisk usikkerhed

Er det af økonomiske årsager, at det kun er den ene af jer, der er medlem af BKF?

MB: “Vi har prioriteret også at være medlem af Danske Sceneinstruktører, der er en reel fagforening. Vi laver jo også teater, ligesom instruktion er en vigtig del af vores praksis. Og Danske Sceneinstruktører hjælper os rigtig meget med kontraktarbejde og med at få alt med rettigheder og så videre på plads.”

KA: “Der er også musik og film, hvor vi også har brug for juridisk vejledning. Men vi har jo ikke råd til at være medlem af alle forbund. Det sagt, så har vi faktisk gennem flere år begge været medlemmer af BKF.”

Hvilke ulemper og fordele oplever I, at der er ved at være et kunstnerpar?

MB: ”En ulempe er den økonomiske usikkerhed. Det ville være da være rart, hvis en af os

var læge eller advokat, så man følte sig økonomisk sikker. Vi sidder lige fedt — eller lige skidt i det begge to. Der er ikke nogen af os, der henter den der kæmpe pengepose hjem hver måned.”

KA: ”Til gengæld er det en stor fordel for os, at vi kun har én fælles praksis, så der ikke er forhandlinger i forhold til at få tid til sit eget arbejde. Vi kommer aldrig ud i en situation, hvor vi skal diskutere, om det er den ene eller den andens praksis, der skal prioriteres. Det er en klar fordel.”

MB: ”En anden fordel er, at vi begge har kunnet finde ro i at være på barsel, fordi vi har vidst, at praksis ikke blev sat på hold imens. Den levede videre, fordi den anden gik i atelieret og svarede på mails.”

KA: ”I øvrigt, så er det for os lige så vigtigt at sidde til møde med et stort museum, som det er at sørge for børnenes ve og vel. Vi har et holistisk syn på det; det ene kan ikke eksistere uden det andet.”

Hvad drømmer I om?

KA: ”Mere stabil indtægt, ha.”

MB: ”Jeg drømmer også om, at vi kan blive ved med at have vores praksis samtidig med, at vi prioriterer vores børn og tiden med dem, vi elsker.”

Har I et godt råd til andre kunstnere?

MB: “Slut fred med at der er forskellige faser i livet. Man kan ikke det hele hele tiden. Og vi bør som felt heller ikke forvente det — hverken af os selv eller af hinanden. Jeg tænker både på os kunstnere og på kunstinstitutionerne.”

KA: “Vi tror på en mere cyklisk tilgang, hvor man, i stedet for at tænke alting lineært og progressivt, accepterer, at der er perioder i livet, hvor man af forskellige årsager vil være mindre synlig for omverdenen, ligesom der omvendt er perioder, hvor man er på hele tiden.”

Astrup & Bordorff under optagelserne til deres nye filmværk, 2026. Bauhaus Dessau Foundation. FOTO Thomas Meyer / Ostkreuz

KUNSTEN SOM LIVLINE

AF Laura Elisabeth Lind

I november sidste år sætter Kathrin

Maurer sig på toget mod Kyiv. Hun er inviteret til at holde et foredrag om dronekunst i Pinchuk Art Center i det krigsramte land.

“Da jeg ankom, var det første, jeg tænkte, ’hvor er krigen?’ For der var mange mennesker på caféerne, barerne var åbne og folk handlede. Først efter et stykke tid så jeg veteraner på krykker,

Yarema Malashchuk & Roman Khimei, Venedig Biennalen, 2024, “From Ukraine : Dare to Dream”. FOTO © Valentyna Rostovikova PRYZM

kvinder i overtal, militær i gaderne, hørte luftalarmer og en konstant summen fra de generatorer, der skaber elektricitet,“ siger Kathrin Maurer.

Hun tjekkede ind på hotellet. Efterhånden fik hun også et indblik i, at kulturen stadig lever. For mange er den ligefrem med til at holde sammen på en by og et liv i skyggen af den krig mod Rusland, der de sidste fire år har kostet tusindvis af mennesker livet.

I en tid med kriser og krig tæt på kan kunst og kultur spille en vigtig rolle. For ved at skabe eller engagere sig i kunst og kultur, kan fællesskaber spire frem, og det hjælper ofte folk til at holde fast i livet. Samtidig kan kunst få mellem-tonerne frem, når polariseringen rykker tæt på, erfarer Kathrin Maurer, professor på SDU og Fellow på Nordic Humanities Center.

“Folk fortalte mig, at der er et livligt kulturliv. Forestillingerne i operaen er udsolgte, koncertsale og museer fyldte, der er kunstworkshops for børn og mange kunstudstillinger og filmfestivaler. Det var jeg overrasket over. For i nyhedsmedierne ser man ofte et mørkt Kyiv, som har været udsat for bombardementer. Men der er også et sprudlende kulturliv,” siger hun og fortsætter:

“Det kan godt være, at krigen raser lige rundt om hjørnet, men i kunsten har vi stadig skønheden. Og det kan vi have brug for, for at holde fast i livet.”

Dronekunst kan give nye nuancer

Kathrin Maurer har været interesseret i kunst lige så længe, hun husker. Oprindeligt har hun læst litteratur på Columbia University i New York, hvor hun har sin ph.d. fra. Efterhånden begyndte hun at interessere sig for kunst og krigsteknologi, herunder krigsdroner, som hun senere har skrevet sin doktorafhandling om ved Syddansk Universitet (SDU) i Odense.

“Jeg har undersøgt droner som et æstetisk medium. Hvordan ser en militærdrone på en slagmark og på mennesker? Hvilket blik er der på soldaten, på dronepiloten — er det abstrakt eller empatisk? Jeg har for eksempel kigget på værker, som kunstnere har lavet om militærdroner. Det kan være film og fotografier om dronekrig eller teateropførelser af en dronepilot, der slår mennesker ihjel i Afghanistan. Men også på fotos fra rigtige droneoperationer fra militærarkiver.”

Hun peger på, at dronekunsten, som meget andet kunst, kan skabe et særligt rum, en slags reflektionsboble, hvor tankerne får lidt mere plads, og vi sanser og prøver at forstå, hvad vi ser.

Kathrin Maurer, professor på SDU og Fellow på Nordic Humanities Center er med i det nye forskningsprojekt I en splittet tid: Polariseringen i Danmark og Norden, hvor hun undersøger, om kunst kan lære os at føre en demokratisk dialog. FOTO Jonas Legarth

“Det er godt, at vi ikke altid danner hurtige meninger, som vi gør i nyhedsbilledet. Når vi skal forstå et andet menneske, skal det hele ikke være sort og hvidt. For det kan være med til at mindske den polarisering, der ofte opstår i forbindelse med de informationer om krig, vi får fra nyhedsmedierne.”

Kulturel oprustning i Norden?

Det vigtige rum, som kulturen kan give os i krisetider, er da også rykket tættere på her i Danmark. I sidste måned nedsatte kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) i hvert fald ’Rådet for Kulturel Modstandskraft’, der nu er sat i bero på grund af valget, men skulle afdække og skabe debat om, hvem vi er som folk, hvad der forener os og binder os sammen, og hvordan kunst og kultur kan bidrage til opbygning af kulturel modstandskraft i krisetider — tider, hvor Danmark står over for flere alvorlige og sikkerhedspolitiske udfordringer. Kort forinden kom DR med et nyt P1-tema ’Hva’ så Europa?’ der på tværs af flere programmer også skal undersøge kulturens rolle i en verden præget af forandringer — hvordan kultur, kunst, historie og oplysning kan fungere som et vigtigt kompas, når verdenshistorien ændrer sig, og vi har brug for at forstå os selv og hinanden. Med krig i Ukraine og Mellemøsten og USA’s trusler om at overtage Grønland, er verden da også i forandring, og ifølge Kathrin Maurer kan kunsten og kulturen netop her levere et vigtigt rum, hvor vi kan stoppe op og reflektere over livet, og hvem vi er.

“I avisen er der et mere generelt syn på verdenspolitikken. Men når man ser kunst om

Open Group. Repeat after Me. To-kanals videoinstallation, der viser ukrainske flygtninge, som efterligner lyde fra krigen (artilleri, AK 47, mortergranater, missiler) og inviterer publikum til at gentage dem. Installationen var en del af den polske pavillon i Giardini under Venedig Biennalen i 2024, kurateret af Marta Czyż.

krig og kriser, bliver oplevelserne meget individuelle og personlige. Det kan berøre os meget, og det kan vi have brug for i de her tider, hvor vi oplever kriser tættere på. Her kan kunst og kulturliv bringe os tættere sammen.”

Et styrket demokrati i en splittet tid

I februar er hun startet i et-årigt forskningsprojekt I en splittet tid: Polariseringen i Danmark og Norden i Nordic Humanities Center på Københavns Universitet og SDU. Her skal hun sammen med fem andre forskere undersøge, hvordan humanistisk forskning kan bidrage til at forstå og modvirke de dynamikker, som polariseringen skaber: fjendtlighed, konspirationsteorier, radikalisering og hadtale, som alt sammen er med til at skubbe til den gensidige tillid, vores samfund bygger på. Kathrin Maurer undersøger, hvordan kunst og æstetiske strategier kan åbne nye perspektiver, skabe rum for refleksion og fremme demokratisk dialog.

“I Danmark er der ikke en stor polarisering mellem for eksempel de politiske partier, men man kan se tendenser til en følelsesmæssig polarisering. Nogen har stærke meninger indenfor antiwoke-bevægelsen, veganere og indvandrere. Det undersøger vi.”

Hun dykker blandt andet ned i et projekt fra den grønlandsk fotograf Inuuteq Storch, der fotograferer sin barndom, hjembyen Sissimiut, dagligdagen, ungdommen og hvordan, han voksede op, og blandt andet har repræsenteret Danmark på Venedig Biennalen, udstillet i MoMA PS1 i New York og i øjeblikket udstiller i Hasselblad Foundation i Gøteborg.

“Det er meget aktuelt i forhold til debatten om USA, Grønland og Danmark. Hans fotos fortæller personlige historier fra Kalaallit Nunaat og udfolder fotografiets kulturelle, sociale og historiske potentiale. Selvom hans kunst er meget subtil, rejser hans værker spørgsmål om grønlandsk identitet, herunder relationen mellem Danmark og Grønland.”

På den måde kan kunst være med til at modvirke den hurtige meningsdannende informationskultur, vi tit ser i medierne.

“Kunst kan fremhæve mellemtonerne. Kunst kan være ambivalent. Det er en styrke. For det skaber et langsomt rum, hvor vi kan stoppe op, sanse og reflektere. Et rum, der står i kontrast til de mange minutter og timer, vi bruger på at scrolle ned over telefonen og blive bekræftet i de ofte meget unuancerede holdninger, som der er vores ekkokamre,” siger hun og tilføjer:

“I et demokrati er det vigtigt, at vi kan holde ud, at nogen tænker anderledes end os selv.”

Kunst er ikke en ambulance

Tilbage i Ukraine blev det tydeligt for Kathrin Maurer, hvor vigtig kulturlivet er, når krigen ånder en i nakken. Da hun havde holdt sit foredrag om dronekunst på Pinchuk Art Center, kom en kvinde på omkring 60 år, som flittigt tog noter på første række, hen til Kathrin Maurer og fortalte, at hendes søn var blevet dræbt i et russisk droneangreb.

“Det var et intenst øjeblik. Vi stod bare der og så tavst på hinanden. Jeg ledte efter ord. For hvad kunne jeg som akademiker fra Danmark sige til hende, efter hun havde fortalt mig det? Så blev stilheden brudt af, at hun fortsatte med at sige tak — tak fordi jeg var kommet til Kyiv. Det betød meget for hende. For kunsten var en livline for hende,” fortæller Kathrin Maurer og tilføjer:

“Der forstod jeg i den grad, hvorfor kulturlivet blomstrer så meget, som det gør, i et land med krig.”

Selvom Kathrin Maurer uden tvivl mener, at kunst kan spille en vigtig rolle i krisetider, så understreger hun, at hun har det svært ved udtrykket ’kulturel oprustning’.

“Kunst kan ikke være en ambulance, der redder os. Kunst er ikke en recept, man får fra lægen. Sådan har jeg aldrig set på kunst. Det hænger måske sammen med mine tyske rødder og den tid, Tyskland har været igennem. Jeg bryder mig ikke om det nationale narrativ, som i mine øjne kan ligge bag begrebet ‘kulturel oprustning’.”

For hende kan kunst ikke være begrænset til den opgave — den er meget mere end det. Kunsten er autonom. Det er dens kendetegn:

“Den kan være politisk, grim, ironisk, meningsløs og meningsskabende. Den kan være, hvad den vil. Det er svært at instrumentalisere kunst. For kunst skal ikke altid noget — den skal ikke altid reparere kriser,” siger hun:

“Jeg kan bedre lide et udtryk som ‘kulturelt beredskab,’ som mere lægger op til, at kunst og kultur giver plads til nuancerne og de vigtige fællesskaber. Kunst kan ikke være en samlet terapi til hele samfundet, men den kan skabe et refleksionsrum, hvor man kan lære at holde af forskelligheder, mellemtoner og nuancer — og for nogen kan den måske være en hjælp til at holde fast i livet.”

Uanset hvordan man beskriver kunstens rolle i et samfund, så er kunst vigtig for mange mennesker — for de bånd, der knyttes, og fællesskaber, der dannes, mener hun. Derfor håber hun også, at folk engagerer sig i kunst, og hun mener, der er brug for, at kunsten bliver bedre økonomisk støttet og integreret i skoler og på universiteter.

“Der er ingen tvivl om, at kunst kan hjælpe os til at få en kritisk dannelse — det er der brug for i en tid, hvor mange har en fornem-

Inuuteq Storch, Keepers of the Ocean, 2016-2022. Courtesy of the artist and Wilson Saplana Gallery

melse af, at verden er i opbrud. Ikke alle penge skal gå til militær oprustning.”

Plads til kunst ved fronten?

Før Kathrin Maurer tog til Kyiv, mødtes hun med den ukrainske kunstner Lesia Khomenko i New York, og tog udgangspunkt i hendes kunst i sit foredrag i Kyiv. Hun er flygtet fra Ukraine og maler ikke-ikoniske malerier af soldater, skyttegrave og dronekrig baseret på optagelser fra virkelige slag. Hendes store olieog akrylmalerier vises på Pinchuk Art Center, og hendes værk I’m a Bullet (2024) gør indtryk på Kathrin Maurer:

“Det viser perspektivet fra en kamikazedrone, lige før den rammer sit mål. Maleriet er abstrakt med hvide, ekspressive penselstrøg, men giver indtryk af en eksplosion. Hendes værker stiller spørgsmål ved, hvordan

fjernstyret teknologi dehumaniserer subjektet og rejser etiske spørgsmål om, hvordan vi som tilskuere ser krigen.”

I Kyiv mødte hun en anden kunstner Yarema Malashchuk, der er en del af en kunstnerduo og laver foto og videokunst om krig. Deres seneste værk Four Seasons (2025) er en split screen-film, der vises på flere skærme samtidig. Filmen viser en lille drone ramme et vindue i en stue og udsende en summende lyd.

“Den måde, dronen flyves på, kan måske minde om ukrainske unge, der øver sig i droneflyvning derhjemme for at forberede sig på mulig indkaldelse. Det sætter tankerne i gang. Både Yarema og Lesia arbejder med, hvordan vi forstår krigen ud af de krigsbilleder, vi ser — er vi for eksempel empatiske eller ser vi væk, fordi vi ikke kan være i det mere. Det interessante er, at det ikke er ikoniske billeder. Det gør,

Open Group. Repeat after Me. To-kanals videoinstallation.

Lesia Khomenko, Imaginary Distance, 2025. PinchukArtCentre.

FOTO Ela Bialkowska, OKNO Studio

at det umiddelbart er svært at forstå dem, for det tager tid at afkode dem. Det kan måske bringe følelserne frem og give os et kritisk blik på vores eget syn på krigen.”

Hun har med egne øjne set, hvordan krig kan snige sig helt ind under huden og skubbe kunsten væk, når den kommer for tæt på. I Kyiv mødtes hun nemlig også med en anden ukrainsk kunstner — fra kunstakademiet. Han har vundet priser for sin kunst og er også uddannet ingeniør. Normalt er den digitale kunst hans omdrejningspunkt. Men det er den ikke længere. Nu er han dronepilot og arbejder ved fronten, som han ufrivilligt er blevet sendt til.

“Først prøvede han at holde fast i sin kunstpassion ved at skabe en forbindelse mellem den kunstneriske verden og krigen. Men

han kan ikke lave kunst mere. For ved fronten er der ikke plads til kunst, håb og æstetik.”

Han gjorde stort indtryk på Kathrin Maurer — på en sørgelig måde. Og han var selv ked af at være endt som soldat i en sort verden, hvor kunsten er død.

“Nu tænker han kun på overlevelse, sin familie og sine kammerater — på hvordan han kan producere droner. Når krigen kommer så tæt på, er det kampen om overlevelse, der vinder over kunsten,” siger Kathrin Maurer og tilføjer:

“Men for alle, der har krigen mere på afstand, kan kunstens og kulturens rum måske forene os og få os til at standse op, reflektere og rumme de liv og historier, der fortjener at blive husket.”

FOTO

Ela Bialkowska, OKNO Studio

Lesia Khomenko, Imaginary Distance , 2025. PinchukArtCentre.

Fra intention til hverdagsliv: Om arbejdet i et Billedkunstråd

Cecilia de Jong

I kommunale billedkunstråd taler vi ofte om kvalitet, fællesskab og dannelse. Men alt for ofte slipper vi blikket, når værket er afsløret. Gode intentioner falder til jorden, hvis ikke de ledsages af stærke relationskompetencer og et gennemarbejdet før-under-efter. Det er i hverdagen — ikke ved ferniseringen — at kunsten skal virke, skriver billedkunstner og medlem af billedkunstrådet i Middelfart Kommune, Cecilia de Jong.

Der er noget særligt ved det øjeblik, hvor et nyt kunstværk afsløres. Der er tale, der er kaffe, der er stolthed. Og så er der det, der sker bagefter — eller alt for ofte ikke sker. Hverdagen, der sætter ind. Brugerne, der aldrig fik en fortælling med. Kunstneren, der er gået videre. Og rådet, der er i gang med næste projekt. Mit arbejde i Middelfart Billedkunstråd og som freelance kunstrådgiver, har givet mig et tæt indblik i den proces, der ligger bag anskaffelsen af kunst til det offentlige rum. Og det har givet mig en vedvarende bekymring: Vi er gode til intentioner. Er vi gode nok til det, der kommer efter?

Før: Hvad er egentlig vores *why*?

I 2024 arbejdede vi med en børnehaveudsmykning til Børnehuset Hyllehøj, skabt af billedkunstneren Jesper Aabille. Værket Prinsessen, Tudsen og Guldkuglen (2024), er ikke

tilfældigt valgt, hverken hvad angår motiv, materiale eller kunstner. Vi brugte tid på forhånd. Vi definerede børnehavens behov, vi talte med personalet, og vi formulerede en række værdier, som kunstneren skulle bære med sig ind i arbejdet: gode relationskompetencer, evnen til at kommunikere i børnehøjde og et blik for, at et værk på en legeplads skal kunne holde — ikke bare æstetisk, men også rent praktisk. Det er den slags overvejelser, vi sjældent taler højt om. Men de er afgørende. For hvem laver vi egentlig kunstværket for? Hvad er deres virkelighed? Og hvad er det konkret, vi forestiller os, at kunsten gør — i kroppen, i hverdagen, i fællesskabet?

Spørgsmålet om *why* er ikke et abstrakt spørgsmål om kunstens iboende værdi. Det er et spørgsmål om, hvem der skal leve med værket, og om vi har gjort os umage nok for at forstå dem, inden vi besluttede os. Intentionen er ikke nok i sig selv — den skal forankres i en virkelig kontekst, hvis den skal bære frugt.

Under: Medejerskab er ikke et tillæg — det er kernen

Ditte Lyngkærs udsmykning til Sct. Hans Skole i Odense, Med på vejen (2025), er et eksempel på, hvad der sker, når inddragelse tages alvorligt. Her var der workshops med skolebørn og der var et tæt og løbende samarbejde med rektor og undervisere — ikke som et nicheprojekt ved siden af, men som en integreret del af selve skabelsesprocessen.

Det kræver tid. Det kræver, at kunstnerens honorar rummer mulighed for den slags arbejde. Og det kræver, at vi som rådgivere og opdraggivere tør stille spørgsmålet: Er vi villige til at lave færre projekter for at gøre dem bedre?

Der er noget strukturelt på spil her. Vores processer er ofte presset på tid og økonomi. Fondene og kommunerne, finansierer i høj grad det færdige værk — men hvad med relationerne, der giver det mening? Hvad er et værk værd, hvis de mennesker, der dagligt

CECILIA DE JONG

Billedkunstner og medlem af billedkunstrådet

i Middelfart Kommune

passerer det, ikke ved hvem der lavede det, hvorfor det er der, eller hvad de må gøre ved det? Medejerskab er ikke et overfladisk buzzword. Det er det, der afgør, om kunst i det offentlige rum lykkes på den lange bane.

Og så er der kunstnerne. De dygtigste er ikke bare dem, der laver de flotteste ting — de er dem, der kan møde en institution, en gruppe børn, en pedel, en brugerbestyrelse, og skabe noget sammen med dem. Det er en kompetence, vi bør efterspørge eksplicit, og som vi bør give plads til at udfolde sig.

Efter: Det er her, mange projekter taber pusten

Det er måske det mest ærlige, jeg kan sige om denne del af min tekst: Jeg har ikke et godt case-eksempel. Fordi opfølgning er det, vi er dårligst til.

Vi afslører. Vi går hjem. Og så — hvad? Fungerer værket som vi forestillede os? Oplever borgerne det, vi håbede, de ville? Er der tilstrækkelig vedligeholdelse? Er der formidling? Er der nogen, der kan fortælle det nyankomne plejepersonale, den nye skolelærer, den nye beboer, hvad der hænger i gangen, og hvorfor det er der?

Disse spørgsmål burde være grundlæggende. Og alligevel er de sjældent en del af det projekt, vi planlægger, budgetterer og evaluerer.

Der er et uudnyttet potentiale i det, man med et lidt tørt ord kunne kalde kunstens ’efterliv’. Kan vi genaktivere et værk med jævne mellemrum — en samtale, en workshop, en ny tekst? Kan vi skabe bedre adgang til det, så det ikke bare eksisterer i baggrunden, men aktivt opleves? Kan vi som rådgivere og konsulenter insistere på, at formidling og opfølgning er en del af aftalen fra begyndelsen?

Det, vi ikke tør spørge om

Bag hele dette spørgsmål om før–under–efter gemmer sig et større og mere ubehageligt spørgsmål, som vi, der arbejder med kunst i

Ditte

kommunen, må stille hinanden: Antager vi, at kunst er godt, berigende, væsentligt — uden at turde undersøge, om det faktisk virker, som vi postulerer?

Jeg er ikke i tvivl om kunstens potentielle værdi, men jeg inviterer til at tage den alvorligt nok til, at vi undersøger den. Hvilke borgere har faktisk glæde af den kunst, vi placerer i det offentlige rum? Skaber den fællesskab eller forbigås den? Holder den over tid — materielt, symbolsk, relationelt? Og hvad er de konkrete forhindringer for, at kunsten kan udfolde sit potentiale?

Ovenstående tanker præsenterede jeg på Billedkunstnernes Forbunds kommunekonference i februar. Fra forsamlingen lød et stærkt ønske: Et netværk og et forum for kunstrådgivere, der kan erfaringsudveksle. Måske endda et fondsfinansieret projekt, der over tid undersøger kunstens integration i hverdagen — ikke som afsløringsprojekter, men som levende processer, vi følger og lærer af.

Det er et godt ønske. Og det begynder med en handling. Ikke en stor. Men en konkret. Hvad kan du gøre for, at kunsten får større relevans for dem, den er skabt til?

Teksten er skrevet af billedkunstner og kunstrådgiver Cecilia de Jong på baggrund af et oplæg holdt på konferencen Kunst i Kommunen arrangeret af Billedkunstnernes Forbund, februar 2026.

Kunstnerdrevne udstillingssteder

Kunstnerdrevne udstillingssteder udgør et levende og nødvendigt vækstlag i det danske kunstfelt. Her opstår der møder mellem ny kunst og nye publikummer, her eksperimenteres der med formater, og her finder mange kunstnere et frirum, hvor praksisser kan udvikle sig uden kommercielt eller institutionelt pres.

Udstillingsstederne er en forudsætning for et sundt kunstnerisk økosystem, men samtidig balancerer de mellem store ambitioner og små økonomier, mellem idealisme og praktiske benspænd.

I de følgende artikler har vi talt med fire vidt forskellige kunstnerdrevne udstillingssteder for at vise bredden i deres praksisser. Fælles for dem er en insisteren på at åbne kunsten op og finde nye måder at møde publikum på, samtidig med at de skaber sammenhængskraft i de byer og lokalsamfund, de har etableret sig i. Men også at de har brug for opmærksomhed, politisk forståelse og stærke netværk for at kunne trives.

Stine Deja, GRAVE MATTERS (Installation view). Ringsted Galleriet, 2025. FOTO Morten K. Jacobsen.

Alle kan bruge kunst i deres liv

Ringsted Galleriet er alt andet end et andægtigt tyst museum. Det kunstnerdrevne udstillingssted byder skoleklasser indenfor i eget værksted og kombinerer inhouse-udstillinger med ud-af-husetkunst på for eksempel sygehuset og hos en lokal autoforhandler. “Vi blander os i hverdagen,” lyder det.

Nede ad en grusvej i et villakvarter i en midtsjællandsk købstad ligger det kunstnerdrevne udstillingssted Ringsted Galleriet, som er et af landets ældste af sin slags. Historien strækker sig tilbage til 1982, da tre lokale kunstnere startede stedet på dets oprindelige adresse i byen.

I dag har udstillingsstedet mere plads i en anden bygning i Ringsted, der tidligere blandt andet har været trykkeri.

De nuværende faciliteter rummer 128 kvm til udstillinger og et formidlingscenter med undervisningslokaler og værksted for lokale skoler, som inviteres indenfor i kunstens verden til forløb, der kan strække sig over flere dage. Ringsted Galleriet lægger også lokaler til en billedkunstskole for voksne.

Med årene og nye ildsjæle er idéer opstået, og tiltag blevet udviklet. Som et særligt karaktertræk ved Ringsted Galleriet spiller ud-af-huset-aktiviteter, hvor kunsten møder mennesker, dér hvor de arbejder og færdes, nu også en central rolle. Det betyder, at Ringsted Galleriet også arrangerer og fremviser kunst uden for sin adresse, rundt i byen.

Byskolens 2. klasse besøger GRAVE MATTERS. FOTO Morten K. Jacobsen

AF J.

Mulbjerg

Én ting har dog aldrig ændret sig, og det er udstillingsstedets høje ambitionsniveau.

“Det har været sådan helt fra begyndelsen, at det skulle være et sted, hvor der blev vist kunst af høj kvalitet. Så barren er ligesom blevet sat højt fra starten af, og det viderefører vi,” siger billedkunstneren Heidi Hove, der sammen med kunstnerkollegaen Morten K. Jacobsen udgør Ringsted Galleriets daglige ledelsesteam.

Langtfra lukket land

Heidi Hove fortæller, at Ringsted Galleriets overordnede fokus er at vise samtidskunst af høj kvalitet af både nye talenter og etablerede kunstnere fra hele landet på udstillingsstedet, der trods ordet ’galleri’ i navnet ikke er et galleri forstået som en kommercielt drevet ’butik’ med prisskilte på værkerne. Ringsted Galleriet sælger intet. Hvis en gæst ytrer interesse for at købe noget, formidler Ringsted Galleriet kontakten direkte videre til kunstnerne.

Udenlandske kunstnere er ikke udelukket på stedet, og med over 40 år i bakspejlet er listen over udstillede kunstnere fra både indog udland lang og omfatter navne, der er kendt et godt stykke ud over kommunegrænsen — eksempelvis Olafur Eliasson, Arthur Köpcke, Ursula Reuter Christiansen, Vibeke Tandberg og Nina Beier. Med flere.

Udtrykket “samtidskunst af høj kvalitet” kan måske i nogles øren lyde elitært og som lukket land for andre end en begrænset kreds af professionelle kunstkendere og et særligt indviet publikum. Men lukket land passer langtfra på Ringsted Galleriet, hvor kvalitetsambitionerne går hånd i hånd med en — fornemmer man — lige så vigtig ambition om at nå ud til mange typer mennesker. Og som et særligt kendetegn ved Ringsted Galleriet: Også ud til folk i fysisk forstand.

“Vi blander os i hverdagen”

“Vi er nok det eneste sted på denne egn, der gør det, vi gør. Vi har også det her formidlingscenter — vi blander os også lidt mere i hverdagen. Det handler om, hvordan vi kan gøre samtidskunsten til en større del af vores hverdag. Også igennem vores initiativer med lokale skoleklasser, som i en tidlig alder lærer

noget om de emner, vores samtidskunstnere arbejder med i deres udstillinger. Det gør kunsten mere nærværende i forhold til børnenes og de unge menneskers hverdag, drømme og tanker,” fortæller Heidi Hove.

Undervisningsaktiviteterne hører både under Morten K. Jacobsen og Heidi Hoves ansvarsområder i ledelsesteamet. Derudover indgår Heidi Hove i et kulturprojekt, der hedder Kumult!. Ringsted og fire andre kommuner står bag projektet, som tilbyder børn og unge fra 0. til 9. klasse kulturforløb, hvor de møder kunsten i dens forskellige fremtrædelsesformer, herunder billedkunst for alle 2. klasser i kommunen. Takket være Kumult! får Heidi Hove en ekstra løn, når hun underviser i det regi.

Skaber overraskende møder Ringsted Galleriets mål med formidling og undervisning parallelt med udstilling af samtidskunst er at skabe overraskende møder med kunstnere og inspirere til nye samtaler — eksempelvis mellem børn og deres forældre — og vise, at vi alle sammen kan bruge kunst i vores liv — som kilde til refleksion og som indspark til at prøve at forstå verden og tilværelsen.

Fra duoudstillingen, Land.Brug.Land.Skab! med Camilla Nørgård og Jette Gejl, Ringsted Galleriet 2023. FOTO Morten K. Jacobsen

“Der skabes nogle forbindelser og broer mellem publikum og samtidskunsten — noget de kan tage med videre i livet. Og forhåbentlig går de hjem og fortæller om deres oplevelser til forældrene — og tager dem med til den børneudstilling, vi også laver, hvor de ser vores sted og de mange potentialer, samtidskunsten har. Vi håber, at det kan skabe nogle nye samtaler,” fortæller Heidi Hove, der sammen med ledelsesmakkeren Morten K. Jacobsen tager sig af et hav af forskelligartede opgaver — såvel ved computer med for eksempel fundraising, kuratering, planlægning og økonomi som i form af praktisk manuelt arbejde, for eksempel med opsætning af udstillinger.

I skøn forening

Ringsted Galleriet drives som en forening, der har en bestyrelse på fem personer inklusive Heidi Hove og Morten K. Jacobsen

og aflægger årsrapporter med regnskab. Udgifterne omfatter honorering af de kunstnere, som Heidi Hove og Morten K. Jacobsen inviterer til stedet, en ’beskeden’ aflønning af ledelsesteamet og driftsudgifter som for eksempel husleje, varme og rengøring, men også i et vist omfang renovering af bygningen.

Da Ringsted Galleriet ikke tager penge for undervisningsforløb eller nogen andre af sine tilbud og intet sælger, består indtægterne udelukkende af bevillinger fra private og offentlige fonde samt en politisk besluttet ’fast’ støtte til driften fra kommunen, som Ringsted Galleriet er meget taknemmelig for og betragter som en særlig begunstigelse, som mange andre kunstnerdrevne udstillingssteder næppe får fra det offentlige. Indimellem får Ringsted Galleriet også programstøtte fra kommunen, men den skal søges fra projekt til projekt.

Fra Henrik Plenge Jakobsens udstilling Satan Mirrors, Ringsted Svømmeland, 2021. En del af udstillingsprogrammet SAMMENSTØD 1. FOTO Morten K. Jacobsen

Alt er gratis …

Ringsted Galleriet brænder for at udbrede samtidskunst så bredt som muligt, uden at publikum og brugere af stedets tilbud skal aflevere penge til det kunstnerdrevne udstillingssted.

“Det er gratis. Fordi vi får fondsstøtte. Så vi tilbyder det gratis til alle skoler og institutioner i Ringsted. Og det samme med vores guidede ture, så det er jo også noget af det, der er vores profil: At samtidskunsten skal være for alle,” siger Heidi Hove.

Fondsstøtte gør også, at kunstnerdrevne, private steder som Ringsted Galleriet i modsætning til museer eller kommercielt baserede gallerier 100 procent frit kan arrangere udstillinger og aktiviteter uden at skulle bekymre sig om nedfældede mål eller krav til besøgstal eller indtægter. De kan tage store chancer, hvis de vil — de kan udstille kunst, de synes er af høj kvalitet, selvom der måske kun kommer fem personer for at se det.

… men folk skal betales

Ringsted Galleriet går meget op i at honorere sine udstillende kunstnere ordentligt. Honorarerne følger så vidt muligt Billedkunstnernes Forbunds takster:

“Alle kunstnere får et honorar. Og der forsøger vi at køre efter BKF’s anbefalede takster. Vi forsøger så vidt muligt i forhold til de indkomne midler både at give honorar for at udstille på Ringsted Galleriet og for at udstille ud-af-huset, så man faktisk får dobbelt honorar. Vi betaler også visningsvederlag. Når man har fået programstøtte til det udstillingsår, vi har, så er man også forpligtet til at give visningsvederlag. Og der er sådan flere småting,” siger Heidi Hove og fortæller, at Ringsted Galleriet i år også kan give vederlag for mødedeltagelse og artist talks.

“Kunstnerne bliver også spurgt, om de har lyst til at lave et lille forløb i vores formidlingscenter for børn og unge. Igennem Statens Kunstfond får vi støtte til børn og unges møde med samtidskunst,” siger Heidi Hove og konkluderer:

“Jeg tror, vi giver en god honorering til vores kunstnere. Og for at vi ikke selv skal gå kolde i det, er vi selvfølgelig også honorerede som arrangører, fordi der ligger så meget arbejde i det.”

Fonde gør det muligt

Heidi Hove fortæller, at Ringsted Galleriet i den seneste årrække, mens hun har været med, faktisk ikke har oplevet nogen problemer med at skaffe midler til honorering af kunstnerne eller stedets arrangører. Og nye tiltag og aktiviteter kan give nye muligheder for at søge og opnå støtte fra fonde.

Heidi Hove mener, at aktiviteterne ved siden af traditionelle kunstudstillinger er afgørende for, at Ringsted Galleriet kan honorere både kunstnerne og sine egne arrangører.

“En af grundene til, at det kan lade sig gøre, er vores ud-af-huset-samarbejder, som kan appellere til nogle fonde. Og så har det formidlingsarbejde, vi også gør, stor betydning. Og det kan vi jo dokumentere fra år til år — alle de børn og unge, der er indover. Og hvordan kunsten infiltrerer lokalsamfundet,” siger Heidi Hove.

Sender kunst på sygehus

“Helt tilfældigt startede vi under corona og lavede et program, der hed Sammenstød — vores første program ud-af-huset. I den periode dukkede kunsten op i den lokale svømmehal, i træerne nede i parken, i folks forhaver, nede på stationen — der var alle mulige samarbejder. Det var noget, der var i støbeskeen før corona, men det var jo egentlig meget heldigt,” siger Heidi Hove om timingen, fordi corona betød begrænsning af forsamlinger indendørs.

Ud over at ud-af-huset-aktiviteterne har vist sig at fungere godt i forhold til fondsansøgninger om støtte, blev de fra start af særdeles godt modtaget af lokalbefolkningen.

“Aktuelt skal vi nu udstille på sygehuset under programnavnet Symptom. Og de har en kommunikationsafdeling, som får det formidlet ud — og en stor medarbejderstand, som måske ikke lige ville komme til Ringsted Galleriet. Men så hører de om det og bliver nysgerrige og kommer ned og ser, hvad der også foregår dér,” siger Heidi Hove og fortæller, at idéen i dette tilfælde kom fra Ringsted Galleriet, men at sygehuset er engageret i samarbejdet og “higer efter kunst på de lange gange”.

“Og forrige år, hvor vi havde et samarbejde med en bilforhandler, var det faktisk bilforhandleren, der kontaktede os og spurgte, om vi var interesserede i at lave et samarbejde,” siger Heidi Hove og fortæller, at der blev vist kunst i bilforhandlerens showroom mellem

bilerne — med fondsstøtte bag.

I udstillingsprogrammet var der fire spor, som havde hver sin arbejdstitel — med den fællesnævner, at præfikset ’auto’ indgik i dem alle. Blandt andre deltog billedkunstneren Kaspar Bonnén i en duoudstilling med kunstneren Helene Nymann. Bonnén havde modelleret en ansigtsmaske af sin far, som han husker ham, der lå på gulvet sammen med forskellige gamle bilreservedele — under arbejdstitlen Autobiografi

Synlighed og samarbejder

“Det handler om at tænke i synlighed, om at få gjort kunsten mere synlig, lade den dukke op forskellige steder i lokalsamfundet og ramme en bred målgruppe — så mange som muligt. Og PR-mæssigt også bruge de sociale medier, hvilket vi har lagt en stor indsats i, så vi ikke kun rammer regionalt, men også nationalt, så folk fra hele landet bemærker os og det, vi laver,” siger Heidi Hove, der fortæller, at de også udsender nyhedsbreve og pressemeddelelser til den lokale avis — samt kommunikerer via udstillingsstedets egen hjemmeside.

Ringsted Galleriets profil er i høj grad præget af samarbejder, men hidtil kun i begrænset omfang med andre kunstnerdrevne udstillingssteder.

“Det har vi ikke gjort det så meget i. Men det kunne da være interessant. Vi er åbne for det. Vi har ligesom bare fokuseret på Ringsted og omegn,” siger Heidi Hove og tilføjer:

“Men jeg synes da også, at det er vigtigt, at vi sparrer med hinanden og har vidensdeling. Og jeg har også deltaget ved forskellige initiativer, der har været — og deltager lige nu i det her interview. Og også et, der var på Den Frie for nogle måneder siden. Og vi mødtes også — alle kunstnerdrevne udstillingssteder — i Odense sidste år, hvor BKF havde inviteret.”

En decideret festival med kunstnerdrevne udstillingssteder kunne også være en spændende mulighed, mener Heidi Hove, der dog udtrykker én bekymring: “At få tid til alle de her ting også.”

Tid og rum er svære størrelser

“En af de helt store udfordringer er tid, at have tid nok — sådan som jeg arbejder nu med tre kasketter på — som billedkunstner, kurator og underviser. Det er hårdt arbejde, synes jeg. Det handler om ens arbejdsforhold.

Man skal huske at passe på sig selv. Fritid og arbejde flyder totalt sammen. Og det gør det jo for mange kunstnere,” siger Heidi Hove.

For Ringsted Galleriet som kunstnerdrevet udstillingssted er der dog en anden altoverskyggende udfordring: Ringsted Galleriets noget miserable lokaler, som det eksempelvis ville være et kæmpe energispild at forsøge at varme op i den koldeste tid, hvorfor der er vinterlukket.

“Den allerstørste udfordring, vi har lige nu, er vores gamle bygninger. Det er lettere at få støtte til indhold end til rammerne. Vi står et sted nu, hvor vores hus er gammelt,” konstaterer Heidi Hove.

Hun kunne godt ønske sig, at der var flere muligheder for at få økonomisk støtte — offentlig eller privat — til kunstnerdrevne udstillingssteders fysiske rammer; til renovering af udslidte lokaler eller til de nødvendige indretningsmæssige greb, der skal til, for at etablere et udstillingssted for kunst på et sted, der hidtil har haft en helt anden funktion. Måske en slags udviklings- og renoveringspulje.

Heidi Hove nævner også, at Ringsted Galleriets nuværende geografiske placering ikke er ideel — tilbagetrukket nede ad en grusvej i et villakvarter. Derfor er en ny adresse med liv og forbipasserende, der ikke kan undgå at se stedet på deres vej, også en vigtig post på ønskesedlen.

“Kunne man tænke sig, at Ringsted Galleriet inden for et femårigt sigt kunne få en beliggenhed, der er mere synlig i Ringsted?” lyder det funderende fra hende.

En flytning kan blive to fluer med et smæk, hvis ikke alene den nye placering, men også selve bygningen er bedre end nu.

Selvom Ringsted Galleriet lejer de nuværende lokaler, og udlejeren derfor har vedligeholdelsesforpligtelser, opfylder det ikke alle ønsker til de fysiske rammer:

“Der er ting, vi selv ønsker ud over det. Vi har lige fået malet vores udstillingsgulv som et rigtigt industrigulv — med en maling med sand i, så det er sådan lidt råt. Men nu begynder der ude i den ene side at komme oliepletter, som trænger op nedefra i betongulvet i vores dyre, dyre maling. Mamma Mia! Der er altid et eller andet, ikke?,” lyder det fra Heidi Hove, der tilføjer:

“Det er bare et hus, der er levende — på mange måder!”

AF

Steen

Bruun Jensen

Flere hundrede mennesker trodsede sne og kulde en fredag i starten af februar for at deltage i genåbningen af det kunstnerdrevne udstillingssted M100 i Odense. Udstillingsstedet, der første gang åbnede i Søndergade i 2018, lukkede i sommeren 2024, men er nu tilbage i større, flottere — og dyrere — lokaler i Asylgade.

Billedkunstnerne Tine Oksbjerg og Mikkel Larris er stadig en del af bestyrelsen i den non-profit kunstnerstyrede forening bag udstillingsstedet, men har nu fået følgeskab af nye og yngre kræfter — Mai Northcote, Camilla

Gaugler, Indigo Richards og Augusta Wollfbrandt — som skal være med til at sikre, at stedet denne gang viser sig levedygtigt over en længere årrække.

Tine Oksbjerg er glad for den gode start, som den store deltagelse på genåbningsdagen gav M100:

”Det var en stor glæde at føle opbakningen, og den bekræftede, at vi har været savnet,” siger hun.

Da udstillingsstedet lukkede i Søndergade i 2024, vidste hun ikke, om det ville åbne igen, men der blev lejet et lager i håbet om, at der på et tidspunkt igen ville blive brug for alle tingene.

”Jeg tror, at vi først og fremmest havde brug for en pause, for vi manglede folk og var kørt lidt trætte i arbejdet og havde brug for at mærke efter og se, om vi kunne genfinde noget nerve og passion. Der var også behov for at gentænke, hvad vi ville med stedet, og hvordan vi kunne gøre os relevante — både for os selv og for folk i Odense,” siger Tine Oksbjerg.

Undervejs fik både hun og Mikkel Larris at vide, at de var savnede — særligt blandt de studerende fra Det Fynske Kunstakademi, som næsten var blevet en del af huset. De kom til ferniseringer, passede udstillinger og fik selv mulighed for at vise deres fjerdeårsudstillinger i M100.

Stor imødekommenhed

Men det får samtidig Tine Oksbjerg til at føle et stort ansvar:

”Det kan godt være en fordel at være et udstillingssted i provinsen. Når man vælger at starte noget her, sætter det hurtigere spor, fordi

M100 genåbner med nye ambitioner

Efter en pause og en flytning er det kunstnerdrevne udstillingssted

M100 tilbage i Odense med nye kræfter og større ambitioner.

Tine Oksbjerg taler ved genåbningen af M100 i februar. FOTO M100

udbuddet ikke er så stort som i København. Men når man lukker, mangler der pludselig en fysisk platform for samtidskunst i Odense — et sted, hvor man kan mødes. Det, at vi så tydeligt gør en forskel, er en stor fordel. Men omvendt betyder det også, at hvis vi lukker, så fjerner man en væsentlig del af kunstmiljøet i Odense,” siger hun.

Hun oplever, at Odense Kommune har fået øjnene op for, hvor vigtigt det er at styrke vækstlaget i kunstmiljøet for at fastholde kunstnere og kulturfolk i byen. Derfor møder de stor imødekommenhed i forbindelse med ansøgninger, og hun mener, at det er vigtigt for en by som Odense, at et sted som M100 findes.

”Jeg føler helt bestemt et ansvar for at bidrage til, at Odense er en god by at bo i — og her spiller M100 en rolle. Det er selvfølgelig et stort ansvar at lægge på et enkelt udstillingssted, men jeg tror faktisk, at det har betydning, at vi er her. For Mai og Augusta, der er med i vores bestyrelse og kommer direkte fra akademiet, er det vigtigt, at der er et sted, hvor de kan indgå i et professionelt netværk i hverdagen, hvis de skal vælge at bo i Odense. Ellers kan man let komme til at føle sig afsondret fra kunstlivet. Når M100 eksisterer som et aktivt sted med udstillinger, arrangementer og kunstnere, der kommer til byen, skaber det et fagligt miljø og et netværk, som man har brug for i det daglige. Derfor tror jeg, at det, at vi findes, har reel betydning for, at nogle vælger at blive i byen,” siger Tine Oksbjerg.

Odenses større kulturinstitutioner — Kunstmuseum Brandts og Museum Odense — har oplevet stor publikumsfremgang det forgangne år. Men det gør det ikke mindre vigtigt også at have mindre, eksperimenterende udstillingssteder med tæt kontakt til kunstnerne og den kunstneriske proces, mener Tine Oksbjerg. M100 skal ikke stå for ”poleret gallerikunst”:

”Vi er et kunstnerdrevet, nonprofit udstillingssted, og derfor har kunstnerne her mulighed for at prøve nye ting af og udvikle deres praksis uden at tænke på, om galleriet siger: ’Det dér sælger ikke’. Det er vigtigt for os at fastholde, at vi er et rum for eksperimenterende kunst, og vi vil gerne give lokalbefolkningen adgang til samtidskunst, så man ikke behøver tage til København for at se det. For mange unge er vi faktisk et af de første steder,

hvor de kan møde og tale med en kunstner. Men vi tager også et vist hensyn til, at der ikke er så mange udstillingssteder i Odense, og derfor prøver vi at vise et bredt udsnit af samtidskunst — mange materialer, teknikker og indgange,” siger hun.

Bedst mulige vilkår

Alle udstillende kunstnere i M100 er professionelle, og i programmet forsøger man at være så brede som muligt i forhold til alder, baggrunde og identiteter. Alle kunstnere honoreres efter Billedkunstnernes Forbunds aftaler med udstillingsstederne.

”Når det gælder økonomien, så arbejder vi meget professionelt med budgetter. Vi laver et samlet budget for, hvad det koster at gennemføre et helt års udstillingsprogram, og derefter søger vi fonde og ser, hvad vi får bevilget. Vi går først i gang med en udstillingsperiode, når budgettet er på plads, og vi ved, at vi kan honorere kunstnerne. Alle, der udfører arbejde hos M100, bliver honoreret økonomisk, så når vi selv kuraterer en udstilling, er der også et kurateringshonorar til den af os, der står for udstillingen, omend det ofte ender ganske beskedent, da den udgift kan justeres med færrest omkostninger for programmets gennemførsel og kunstnernes honorar. Men vores øvrige arbejde for M100 er filantropisk og ulønnet,” siger Tine Oksbjerg.

Atist talk med Nadia Gueddouh. FOTO M100

”Vi prioriterer altid, at kunstnerne og de øvrige medvirkende får det størst mulige honorar, vi kan skrabe sammen. Det er vigtigt for os at tilbyde kunstnerne gode vilkår, når de udstiller hos os. Vi dækker overnatning, materialer til opbygning, transport og lignende. De får også honorar for at deltage i artist talks, og hvis de afholder workshops, bliver de betalt for det.”

”Vi gør os umage for at være med til at forbedre kunstnernes vilkår, fordi vi selv er kunstnere og ved, hvor ofte man ellers bruger af sin privatøkonomi for at realisere sit arbejde. Det ser vi som en del af vores mission. Vi arbejder for, at det samlet bliver en indtægt og ikke en udgift for de kunstnere, der udstiller hos os.”

Åbningsudstillingen var den dansk-algeriske kunstner Nadia Gueddouhs Silence & Passion, som indgår i udstillingsprogrammet Patches & Mice . Programmet søger at skabe grobund for bedring og udvikling af fællesskaber lokalt og insisterer på kunstens samlende kraft — kunsten som et værktøj til at ændre fællesskabets betingelser og strukturer, som det hedder i beskrivelsen.

I 2026 afholder M100 seks udstillinger og fire events, der aktiverer lokalsamfundet i samarbejde med Ungdomshuset, Den Fynske Landsby, Kulturmaskinen og Fyens Fritidsskole. Programmet er generøst støttet af Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Øernes Kunstfond, Det Obelske Familiefond, Odense Kommune, Kulturpuljen og Dyrup.

Udvikling gennem samarbejde Samarbejdet mellem institutionerne giver ikke kun faglig mening, men skaber også synlighed:

”Vi bruger hinandens platforme og sender folk videre til hinandens aktiviteter. Det er faktisk nemmere at nå ud til kunstlivet i Danmark end til den almindelige borger i Odense. Lokalmedierne er svære at trænge igennem til, og det er lettere at skabe omtale af åbningen af en tøjbutik end åbningen af en udstilling. Det er lidt af et problem, for mange borgere følger netop lokalmedierne,” siger Tine Oksbjerg, der gerne indgår i endnu flere samarbejder — blandt andet med andre kunstnerdrevne udstillingssteder om fællesudstillinger, formidling og markedsføring.

”Samarbejde er rigtig godt. Udfordringen er, at det også kræver ressourcer. Det er

altid nemmest bare at passe sig selv, men det er gennem samarbejde, udviklingen kan ske — og den skal ske, hvis man skal eksistere på den lange bane,” siger hun.

”Når man har drevet et udstillingssted i en årrække, opbygger man en masse erfaring — både om hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre. Man står også hele tiden med spørgsmål, som man selv må finde svar på. Derfor ville mere samarbejde på tværs af kunstnerdrevne udstillingssteder være virkelig værdifuldt. Især for dem, der skal starte nye steder op. Hvis der fandtes en platform eller forening, kunne nye udstillingssteder få sparring og viden fra dem, der har været i gang længe. Så skulle man ikke opfinde den dybe tallerken igen og igen rundt omkring i landet. Det er næsten tåbeligt, at så meget viden bliver holdt for sig selv og ikke delt,” siger hun.

Flerårige aftaler

”Men for det meste er det vores fritid, vi bruger på at drive stederne. Der er en grænse for, hvor meget man kan nå. Helt lavpraktisk skal der afvikles udstillinger, og mens programmet kører, planlægger man allerede næste år og søger fonde. Det hele foregår parallelt, og det lægger et naturligt loft over, hvor meget ekstra man kan løfte.”

Hvis hun kunne ønske sig ét tiltag, der kunne gøre tilværelsen lettere for kunstnerdrevne udstillingssteder, skulle det være muligheden for flerårige driftsaftaler med kommuner og fonde, fordi det er vanskeligt at arbejde langsigtet med større udviklingsprojekter, visioner og strategier.

”I M100 har vi ambitioner om at udvikle stedet videre. I dag har vi udstillinger og workshops, men vi kunne godt tænke os at udvide og blive mere som et billedkunstcenter, hvor der også er undervisning og mulighed for større projekter. Det ville kræve en mere stabil økonomi og måske også give os mulighed for i højere grad at aflønne os selv for det arbejde, vi lægger i stedet,” siger hun.

På spørgsmålet om, hvorvidt M100 holder længere denne gang, svarer hun:

”Selvfølgelig er jeg fortrøstningsfuld, og vi håber alle sammen, at vi stadig eksisterer om fem år. Men den usikkerhed, der følger med den årlige finansiering, er en grundlæggende præmis, vi hele tiden arbejder under.”

På Falster er kunstscenen

AF J. Mulbjerg

Et af landets yngste kunstnerdrevne udstillingssteder finder man blandt marker på en stor, privat grund på Falster under navnet Ved skoven.

Bag Ved skoven står kunstneren Charlotte Thrane, der i sin egen praksis arbejder med det installatoriske og skulpturelle. Også i rollen som kurator på eget udstillingssted har hun som udgangspunkt valgt at fokusere på at vise skulpturelle værker af danske samtidskunstnere — vel at mærke under åben himmel som et særligt træk ved Ved skoven.

Det danske vejrlig og de landlige omgivelser taget i betragtning vil der således være dage, hvor gummistøvler ikke er et helt tosset valg af fodtøj for besøgende på udendørsudstillingsstedet, der inviterede ’indenfor’ første gang i 2024 med Sammenbrud, en udstilling bestående af værker delvist skabt til omgivelserne af otte kunstnere inklusive Charlotte Thrane selv. Ikke mindst det måske lidt foruroligende værk Alt kan ske af Kåre Frang — med en bil næsten helt dækket af vand i

A Kassen / Ved skoven, 2025. FOTO Art Matter

’Møde’ lader til at være et nøgleord for Charlotte Thranes kunstnerdrevne udendørs udstillingssted Ved skoven. For her møder kultur natur, hendes egne værker andre kunstneres.

Og hele molevitten, inklusive hende selv, møder et hav af mennesker — langvejsfra såvel som lokalt fra Falster.

Charlotte Thranes idylliske havedam med åkander — medførte en vis opmærksomhed fra omverdenens side, herunder TV 2 og Jyllands-Posten.

Et andet særligt træk ved stedet er, at Ved skoven også er Charlotte Thrane og hendes mands sommerhus. Det bidrager til at skabe en mere uformel ramme om de kunstneriske oplevelser på udstillingsstedet, som Charlotte Thranes mand efterhånden også spiller en mere aktiv rolle i.

“Det, som er lidt anderledes ved vores profil, er, at det jo er hjemme hos os. Så det vil sige, at når folk kommer på besøg, så besøger de samtidig os. Og min mand er også sådan blevet en del af det. Altså — helt naturligt jo — er det fuldstændigt umuligt for ham ikke at blive involveret i det projekt, fordi det er i hans sommerhus. Han er selv med til at få det hele til at ske, og uden ham ville det ikke kunne lade sig gøre,” siger Charlotte Thrane.

Behov for en hal

Da Charlotte Thrane og hendes mand købte ejendommen på landet, var idéen om at etablere et udstillingssted endnu ikke opstået. Charlotte Thrane havde bare brug for en hal.

Jóhan Martin Christiansen, I want the rain to wash my broken heart away, Ved skoven, 2024. FOTO Malle Madsen

“Min mand og jeg købte et hus på Falster for fem år siden, en fleksbolig, med det formål, at jeg på længere sigt skal bygge et atelier og arbejde dernedefra — blandt andet fordi jeg laver nogle store værker. Så i forhold til hele tiden at skulle booke mig ind i diverse store haller for at arbejde og lave store installationer, ville jeg gerne bygge mig en hal. Så vi købte et sted med en stor grund på 2,3 hektar. Ret hurtigt, den første sommer vi havde huset, begyndte jeg at arbejde på nogle værker udenfor og begyndte at bruge det udendørs miljø til at prøve ting af,” siger Charlotte Thrane og fortsætter:

“Jeg fandt ud af, at det var rigtigt spændende det der med, at jeg kunne lade noget stå og så ligesom se, hvordan det udviklede sig over tid, fordi det var mit eget sted.”

Ikke lang tid efter at Charlotte Thrane havde placeret nogle af sine egne skulpturer, tænkte hun, at det “virkelig kunne være spændende at se andres skulpturer sammen med det her, i dialog, og udforske, hvad der sker med deres skulpturer i et udendørs klima.”

“Så det, jeg besluttede mig for i 2024, som var det første år, var at vise dansk kunst, primært skulpturelle værker af samtidskunstnere. Det er ligesom udgangspunktet. Og så er det jo udendørs. Det er præmissen for det,” siger Charlotte Thrane.

“Vildeste networking-ting”

Charlotte Thrane har sin kunstneriske uddannelse fra Storbritannien, og af den grund har hun ikke haft samme kunstnernetværk herhjem-

me som danske kunstnere, der kender hinanden fra fælles uddannelsessteder i Danmark.

“Den historie har jeg ikke, men så oplever jeg det at kuratere andres værker som en måde at skabe en fælles historie med dem på,” siger hun.

Men Charlotte Thranes arbejde med Ved skoven bevirker også, at hun møder mange mennesker langt ud over de hjemlige kunstnerkredse. Selv siger hun, at det har været “den vildeste networking-ting”, hvilket har overrasket hende.

Blandt de besøgende er der folk, som kører langt for at besøge stedet, der kommer skoleklasser, og nysgerrige fra lokalsamfundet kigger forbi. Og en tur til udstillingsstedet kan nemt blive et kunstnermøde.

“Når folk kommer på besøg, så har jeg insisteret på at være til stede og ligesom kunne have tid til at have en god snak og nogle gange fortælle lidt om et eller andet eller drikke en kop kaffe. På den måde har det været en meget anderledes måde, især også for de lokale og for skoleklasser, at opleve kunsten, fordi det er sådan lidt mere uformelt. Det er ikke et udstillingssted som sådan, det er egentlig hjemme hos Charlotte og Jesper,” siger Charlotte Thrane og tilføjer, at stedets tiltrækningskraft på nogle besøgende måske mere skyldes, at stedet “er sådan lidt mærkeligt”, end at de har en voldsom kunstinteresse. Hvilket i øvrigt ikke lader til at genere hende på nogen måde.

For alle Ved skovens gæster gælder dog, at et besøg ikke blot er en kultur-, men også en naturoplevelse — med ordet natur i usynlige gåseøjne, da have og udstillingsareal trods alt ligger mellem dyrkede marker, som Charlotte Thrane påpeger.

Kommunal støtte guld værd

Mens Charlotte Thrane og hendes mand uden videre lægger deres private ejendom til som fysisk ramme for Ved skoven, er udstillingsstedet etableret og drevet som en almennyttig forening, der har bestyrelse, vedtægter, cvr-nummer og aflægger regnskaber.

Formålet er at holde projektet adskilt fra deres privatøkonomi og at kunne søge midler, især kommunalt.

Midler fra støtte er eneste indtægt for Ved skoven og dermed fuldstændigt afgørende for at kunne betale udgifterne forbundet med at stable udstillinger og projekter på benene.

Det gælder eksempelvis honorarer til kunstnerne og betaling for nødvendige serviceydelser forbundet med udstillingsstedets aktiviteter.

Hvad angår Guldborgsund Kommune, var Charlotte Thranes oplevelse fra første færd særdeles positiv:

“Lige fra starten oplevede jeg, at den kommunale kulturkonsulent var fantastisk. Hvis ikke hun havde været så fantastisk, entusiastisk og opbakkende lige fra det første minut, hun hørte om det her, så tror jeg, at det havde været svært, faktisk. For det gjorde, at jeg fik nogle penge rimeligt hurtigt. Og så kunne jeg arbejde videre med det. Det er meget små puljer og meget små beløb, men det gør jo hele forskellen,” siger Charlotte Thrane.

Op ad bakke — nogle steder

Charlotte Thrane får også økonomisk støtte til Ved skoven andre steder fra.

“Jeg har fået støtte fra Ny Carlsbergfondet fra det første år. Og nu er Statens Kunstfond kommet på banen efter tre år,” fortæller Charlotte Thrane, der det første år selv måtte arbejde helt gratis, men heldigvis fik alt muligt andet ud af det — blandt andet forbindelser og netværk.

Sidste år lykkedes det hende så at kunne få en lille løn selv, hvilket rent bæredygtighedsmæssigt, men også principielt er vigtigt for hende.

A Kassen / Ved skoven, 2025. FOTO Malle Madsen

Men hvad angår private fonde, oplever Charlotte Thrane, at der er et mismatch mellem hendes kunstnerdrevne udstillingssted og dets aktiviteter på den ene side og fondenes fundatser på den anden.

“Ikke mange private fonde vil røre ved det,” siger hun og fortsætter:

“Det virker som om, de private fonde er sat op, så de passer til den struktur, der findes på for eksempel museer eller i kunstinstitutioner, hvor der er et program, der er lagt langt ud i fremtiden, og en strategi. Jeg har flere gange skullet svare på, hvad min strategi er — jeg har været i kontakt med de her fonde og prøvet at sætte ord på det, som jeg nu kunne det. Men jeg har oplevet, at der er sådan et gab imellem deres fundatser og det, jeg søger penge til. Jeg har simpelthen ikke kunnet give dem de svar, de gerne ville have,” siger Charlotte Thrane.

Hun tilføjer, at det hele yderligere tilsyneladende kompliceres af, at Ved skoven er hjemme hos hende privat.

“Måske har der været en eller anden bekymring for, at jeg har blandet mine private interesser med min forenings interesser”, funderer hun.

Største udfordring

Det er ekstremt vigtigt for Charlotte Thrane at kunne betale alle, der yder et stykke

arbejde for Ved skoven, ordentligt, men på grund af de nuværende realiteter omkring de private fonde får kunstnerne for lidt, mener hun:

“Det, der er udfordringer med, er især at betale kunstnerne nogle ordentlige honorarer. Og det er pissesvært. Jeg har de første par år oplevet at måtte give fotografen og grafikeren mere i løn end kunstnerne, og det synes jeg simpelthen ikke kan være meningen. Mit største mål er helt klart at kunne give dem nogle ordentlige lønninger for det, de laver.”

Mens Charlotte Thrane endnu ikke har tilstrækkeligt store midler at gøre godt med til optimale kunstnerhonorarer, kan hun til gengæld tilbyde et rum med stor frihed til udfoldelse for den enkelte kunstner.

“Jeg inviterer kunstnerne ind i en kurateret sammenhæng, hvor der er en form for kuratorisk greb, et udgangspunkt. For eksempel var det ‘sammenbrud’ det første år.

Men ud over det er det deres beslutning, hvad de gør. For jeg kan ikke tilbyde dem særligt mange penge — og jeg er ikke et museum, så jeg har ikke sådan et apparat, der kører derudad — det er bare mig, og så hvad jeg lige har ressourcer til at hive ind af hjælp,” siger hun og tilføjer:

“Men jeg kan tilbyde et rum for at prøve noget af, som kunstnerne er interesserede i, og det er også derfor, at de typisk gerne vil være

Kåre Frang, Alt kan ske. Ved Skoven, 2024. FOTO Malle Madsen

med — også selvom det er nogle meget velrenommerede og etablerede kunstnere, jeg har arbejdet med. De gider godt at være med på grund af det, de får tilbage. Derfor er det dem, der har den ultimative beslutning i forhold til værkerne, og hvad der skal laves. Selvfølgelig kan jeg have nogle ønsker og en indgangsvinkel, men det er deres beslutning.”

Kunstnerdrevne steder på besøg

Charlotte Thrane nærer også nysgerrighed for andre kunstnerdrevne udstillingssteder og gør meget ud af at komme rundt og se sig om. Tilsvarende har mange kunstnere, der også driver udstillingssteder, besøgt Ved skoven, fortæller hun. En mere formel ramme eller organisering af kunstneriske udstillingssteder ser hun ikke et behov for.

“Udfordringen for os alle sammen er det med tid. Vi har ligesom nogle klatter af tid, vi lægger forskellige steder, og jeg kan ikke forestille mig noget, der skulle kræve, at jeg skulle bruge mere tid på det, for jeg bruger allerede max tid,” siger Charlotte Thrane, der mener at have “en god idé om, hvad der findes”, og selv tilbagevendende tager kontakt og bliver kontaktet af andre fra kunstnerdrevne udstillingssteder.

Hun glæder sig også over vidensdeling som for eksempel den, der for nylig skete ved et arrangement om kunstnerdrevne udstillingssteder på Den Frie, og at Billedkunstneren aktuelt med artikler i bladet også bidrager til vidensdeling.

Når det kommer til kunstens synlighed i samfundet og befolkningen, kunne Charlotte Thrane godt tænke sig, at de store, brede medier afsatte flere midler til at skrive mere om kunst og kultur — at der var flere anmeldelser, “for det får folk til at komme,” siger hun.

“Jeg oplevede, at vi fik en anmeldelse i Jyllands-Posten det første år, og det bragte et helt andet publikum med sig. Og så kom Bente Scavenius (kunsthistoriker, kunstkritiker og forfatter, red.) også på besøg — hun er jo fra det der tv-program — og så var det noget helt andet at få folk til at komme. Så var det hr. og fru Danmark, der havde hørt om det et eller andet sted og syntes, at det lød sjovt, og kom. Og det var jo fantastisk,” siger Charlotte Thrane, der mener, at eksponering i de etablerede medier kan være til stor gavn for de kunstnerdrevne udstillingssteders synlighed og tiltrækningskraft på potentielle besøgende.

“Den form for formidling, sådan lidt mere mainstream, er jo fantastisk, hvis man som kunstnerdrevet udstillingssted kan få den, fordi det tit bliver anset for at være netop sådan lidt underligt, det, der foregår på de udstillingssteder. Så hvis man kan komme i medierne også med det, man laver, som er nogle lidt underlige ting, og den her dialog, som jeg er interesseret i, kunne få lidt spalteplads i en avis, så vi ikke hele tiden skal høre om, hvad Trump nu har fundet på, men kan høre om noget andet, der foregår i verden — så ville det jo være fantastisk. Men det er jo igen et ressourcespørgsmål og et prioriteringsspørgsmål,” siger hun.

Som at sælge jord på Falster

Blandt Charlotte Thranes forskellige motivationer til — og mål med — at drive Ved skoven er også et ønske om at skabe forståelse af samtidskunstens vigtighed blandt skeptikere og knap så kunstinteresserede, for eksempel i lokalområdet på Falster:

“Det er også det med, at samtidskunsten er mega vigtig, og det er et forsøg på at introducere samtidskunsten til nogle folk i lokalområdet, der ikke har så meget med samtidskunsten at gøre og synes, at det er noget mærkeligt hokus pokus og Kejserens nye klæder. Et forsøg på at gøre samtidskunsten relevant i hverdagen,” siger Charlotte Thrane.

For eksempel med humor: Charlotte Thrane fortæller, at da kunstnergruppen A Kassen sidste år som et værk havde fået gravet en ret stor rende, en slags skyttegrav, på Ved skoven, solgte de som led i værket også jord derfra. Salget skete henholdsvis fra to vejboder og en butik, som de havde lejet i tre måneder på hovedgaden i Stubbekøbing, hvor man kunne købe jord i små poser.

Det var både et forsøg på at lave en slags ambassade for Ved skoven — og et forsøg på at række ud i lokalområdet og skabe nysgerrighed med et format, folk kunne genkende, men som gjorde noget markant anderledes end de andre butikker.

Måske et illustrativt eksempel på, hvordan et kunstnerdrevet udstillingssted som Ved skoven adskiller sig fra etablerede udstillingssteder som de store museer ved at afstanden fra fantasifuld, måske ligefrem vanvittig, idé til praktisk udførelse er så kort.

Hvad omsætningen blev på salget af jord fra Falster – på Falster – står hen i det uvisse.

A Kassen / Ved skoven, 2025. FOTO Robert Damisch

Christine Hvidt. As Roots Grow Back Into Us, platform BUNKER 2025. FOTO Ole Akhøj

Kunst under jorden

Fra gårdbunker til kunstplatform: Mellem det private og det offentlige rum skaber platform BUNKER rum for hybrid kunst, lokale fællesskaber og nye formater.

I gården til det etagebyggeri, som kunstner og kurator Rebekka Bohse Meyer bor i på Frederiksberg, ligger en bunker. En bunker, hun faktisk først blev opmærksom på som medlem af gårdlauget, men som hun straks så muligheder i som et kommende udstillingssted. Hun allierede sig med sin underbo Lise Seier Petersen, der er billedkunstner og keramiker, som var ligeså overbevist om bunkerens potentiale, og med støtte fra Statens Kunstfond og Frederiksbergfonden kunne bunkeren allerede året efter — i 2021 — slå dørene op til sin første udstilling under navnet platform BUNKER.

Åbningsudstillingen var med kvindelige kunstnere fra Rolfsvej 10 på Frederiksberg, hvor bunkeren også ligger, og undrer man sig over, at en enkelt opgang kan mønstre så mange kvindelige kunstnere, så skyldes det, at Rolfsvej 10 huser en stiftelse med ti legatboliger for ældre kvindelige kunstnere og musikere oprettet i 1948 af den tidligere formand for Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS), Elisabeth Neckelmann.

Det har også fra starten præget udstillingsprofilen for platform BUNKER, siger Rebekka Bohse Meyer:

”Vores kuratering tager udgangspunkt i KKS’ værdisæt om ligestilling, herunder aldersdiversitet og diversitet i discipliner. Samtidig er vi et anderledes udstillingssted, fordi vi ligger i en privat gård — et sted mellem det private og det offentlige. Det giver også et

særligt publikum, fordi vi hele tiden forholder os til de lokale beboere.”

Mellem black boxen og white cuben

”Vi blev selvfølgelig fascineret af arkitekturen, akustikken og den intime atmosfære, hvor man kunne invitere publikum ind. Vi kuraterer stedspecifikt — kunstnerne skal forholde sig til rummet. Det er både et benspænd og en tematik. Det er interessant at se, hvordan forskellige kunstnere arbejder med rummet ud fra deres greb og disciplin,” siger Rebekka Bohse Meyer, der har villet skabe et sted, der befinder sig mellem en black box og en white cube, og i dag samarbejder med den islandske kunstner og kurator Sól Ey om udstillingerne:

”Vores primære mål er at facilitere den slags kunst, som vi selv oplever mangler en platform i København — hybrid kunst, multimedia, lydkunst, det performative, multisensoriske og immersive formater. Det, der ligger mellem teater og billedkunst, som også er dér, vi selv kommer fra som kunstnere.”

”Samtidig er det både sjovt og inspirerende at kuratere og invitere andre kunstnere og se, hvordan forskellige praksisser griber projektet an og forholder sig til bunkeren og dens omgivelser. Det er også lærerigt at stå i en arrangerende og producerende proces — ikke kun den skabende. Og så handler det om at skabe et miljø, man kan være en del af, for livet som selvproducerende kunstner kan være ret ensomt,” siger hun.

Ikke overraskende er det også hos platform BUNKER økonomien, der er den største udfordring:

”Vi ville ønske, at vi kunne betale både kunstnerne og os selv bedre. Det er ofte svært at vide, hvor mange penge vi reelt har til en udstilling, før meget sent i processen. Det er meget svært at få penge til drift, og det betyder, at vi arbejder rigtig meget gratis, for vores egen løn ryger først, så det bliver til under én månedsløn for et helt års arbejde,” siger hun.

Forskel på vilkår

”Der er også en strukturel ulighed i forhold til, hvad forskellige kunstnere kan søge. Komponister og lydkunstnere kan for eksempel søge større honorarer gennem Koda, hvilket

Nina Saunders: Harbinger of Hope Through History and Time, platform BUNKER 2025. FOTO Ole Akhøj

Platform BUNKER set udefra. FOTO platform BUNKER

billedkunstnere ikke kan. Billedkunstnere kan søge til værkproduktion, men det er svært at få. Vi forsøger selv at udligne forskellene og skabe så fair en løn som muligt. Derudover har vi to former for samarbejder med kunstnere; vi har kommissionerede kunstnere, som vi betaler, og så har vi pop-up-udstillinger med kunstnere, der som udgangspunkt selv finansierer deres projekter — og som også er kortere. Det gør vi for at give flere mulighed for at bruge rummet, så længe det passer ind i vores kuratoriske linje.”

Hvis man spørger Rebekka Bohse Meyer, hvad der skal til for at etablere sig på den lidt længere bane, er svaret også flere ressourcer:

PLATFORM 5:55

VIDEOKUNST I HVERDAGSRUMMET

Udover platform BUNKER står Rebekka Bohse Meyer sammen med sin partner, videokunstner Magnus Pind bag Platform 5:55, der er en ny kunstplatform for video på Frederiksberg Centrets reklameskærme. Platformen er inspireret af konceptet Midnight Moments på Times Square i New York City, som viser international videokunst hver midnat i fem minutter på Times Squares’ billboards. Under Copenhagen Light Festival i februar viste den nigeriansk-amerikanske performancekunstner Ayodamola Okunseindes videoværket Aimoile - en fem minutter lang sci-fi-film der følger den fiktive neurohistoriker Dr. Zola Umoja, som rejser i tid for at undersøge de historiske omstændigheder omkring den transatlantiske slavehandel.

Der er endnu en udstilling på vej til efteråret med den britiske kunstnerduo Dunne & Raby, og kuratorerne ser videovisningerne som ”et koncept, der kan rejse” og indgå i hverdagsrummet mange andre steder:

”Det er den energi, projektet har. Det kan på sigt udvides til andre storcentre eller til større kulturelle begivenheder som Aarhus Festuge eller andre byrumsskærme,” siger Magnus Pind.

”Først og fremmest til at betale os selv og kunstnerne bedre for det arbejde, vi faktisk laver. Og så har vi brug for flere ansatte til at tage sig af administrationen, så vi kan slippe noget af det slidsomme arbejde, som ellers risikerer at slide platforme som vores ned. Jeg kunne godt drømme om, at nogen tog sig af drift og administration. Det fylder vanvittigt meget: vi gør alt fra at brygge kaffe, handle ind til ferniseringer i Føtex og gøre rent, til at lægge strategier, tale med kunstnere, søge fonde og skrive kontrakter mm. Det er et kæmpe arbejde at løfte. Vi har også brug for ressourcer til formidling og til at engagere lokalområdet mere. Formidling er ofte dér, hvor vi kunne gøre en langt større indsats, hvis vi havde tid og kræfter,” siger hun.

Nye formater

Ikke desto mindre er hun sikker på, at kunstnerdrevne udstillingssteder også har en rolle at spille i fremtiden:

” De udfordrer de traditionelle institutioner og har en risikovillighed og frihed til at gå andre veje end større institutioner, som også skal forholde sig til for eksempelbilletsalg. De udfylder huller i kunstscenen og repræsenterer reelle visioner fra kunstnerne bag — visioner, der afspejler den tid, vi lever i. Vi har brug for det nytænkende, der kan udfordre og bryde med det traditionelle og rumme andre formater og kunstnere.”

Derfor er hun heller ikke i tvivl om, at hun er beskæftiget med det samme også om fem år:

”Hver gang, når vi skal til at åbne en udstilling, fortryder jeg det lidt. Jeg tænker: ’Hvad har jeg dog rodet mig ud i?’. Men når ferniseringen så kommer, er det utrolig meningsfyldt. Det giver så meget. Jeg tror også, at det at arrangere og facilitere er en del af mig. I fremtiden ser jeg os skabe nye formater — hvilket også er det, jeg selv gør som kunstner. Den kuraterende praksis er vigtig for mig, fordi den gør det muligt både at facilitere noget for andre og selv være skabende. Og så vil vi gerne lave noget, der ikke er gjort før. Vi vil være et vigtigt udstillingssted i området, som samler folk — også børn — og inspirerer mennesker, der måske ellers ikke ville opsøge kunst. Vi vil meget gerne nå ud til et andet slags publikum,” siger Rebekka Bohse Meyer.

NYT MEDLEM

Peter Ringgaard

Billedkunstnernes Forbund får heldigvis hele tiden mange nye medlemmer. På denne plads præsenterer Billedkunstneren et af dem. Denne gang møder vi:

Fra udstillingen Without Boundary i Attasit Contemporary Art Gallery i Bangkok, Thailand, 2024

Peter Ringgaard

Hvor kommer du fra og hvor har du taget din uddannelse?

Jeg er født i Silkeborg. Jeg gik på Det Jyske Kunstakademi et halvt års tid og derefter Kunstakademiet i København. Jeg var tilknyttet akademiet ’tværfagligt’ omkring halvandet år, blev inviteret til at udstille på Charlottenborg og fik sølvmedalje.

Af en eller anden grund søgte jeg derefter ind på Filmskolens instruktørlinje — og af en eller anden grund blev jeg optaget. Jeg har siden arbejdet med film og tv back to back, lavet et hav af docs og et antal spillefilm, arbejdet med blandt andre Penelope Cruz, John Savage, Miquel Sandoval, Ridley Scott, Luc Besson og mange andre. Mest i udlandet, hvor jeg de senere år mest lavede wildlifeproduktioner for blandt andet Nat Geo, Discovery, Off the Fence, Blue Ant m.fl. — primært i Kina, Mellemøsten og Sydøstasien.

Hvad arbejder du med nu?

Da coronaen satte ind, blev alle projekter skrinlagt. Jeg var i gang med en tvserie om vikinger for blandt andet BBC, og pludselig var der … ingenting. Så begyndte jeg på min ’gamle’ metier, som jeg i parentes bemærket havde savnet hele mit arbejdsliv, og genoptog maleriet og skulpturen. Bragte vel arbejdsdisciplinen med fra filmarbejdet og har nu arbejdet uafbrudt i omkring seks år.

Efter fire års ’praktik’, hvor jeg nærmede mig det udtryk, der føltes naturligt for mig, begyndte jeg at udstille — hvilket jeg nu gør og har gjort i DK og i udlandet, i gallerier og på messer. Jeg er tilknyttet gode gallerier i Danmark, Paris og Bangkok og deler i dag mit arbejdsliv mellem København og Chiang Mai/ Thailand, hvor jeg laver mine træskulpturer i en træsort med lange fine årer, som ligger tæt på akacietræet.

Jeg er i øvrigt en ihærdig og kontinuerlig bruger af Instagram — @pringgaard — og har fået et stort antal af mine kontakter og salg herigennem. Ligesom det fungerer som et slags leksikon, hvor man kan følge med i, hvad der foregår i den globale kunstverden.

Hvordan vil du beskrive din praksis?

Jeg har svært ved at udtale mig om mit eget arbejde. Eller rettere… jeg er helst fri. Hvis jeg har brug for ord, kan jeg skrive en bog eller

lave en film — hvilket jeg altså har gjort. Mine værker har heller ingen titler.

Men alligevel … jeg arbejder vel ekspressivt figurativt, ofte med mennesket i centrum. Vil gerne have, at et billede eller en figur skjuler noget. En figur eller en idé, der gemmer sig, og som man eventuelt først finder ved nærmere eftersyn.

Jeg har altid en fast idé om, hvordan et billede skal se ud. Min IPhone og min computer er fyldt med tusinder af billeder: emner, jeg finder på min vej … en person, en blomst, farvede tæpper, gulve, træer — hvad som helst. Jeg bruger så brudstykker herfra. Forvansker dem, bruger andre farver. Fjerner eller lægger til.

Jeg maler først helt råt for at være sikker på at ramme den helt rigtige farve, hvilket ofte kræver mange forsøg, hvorefter jeg begynder på detaljerne. Ligesom filminstruktøren Godard (måske lidt krukket) proklamerede, at der kun findes én eneste vinkel, der er den rigtige, så gælder det også for maleriet: Der er kun én farve, der er den rigtige. Så gælder det bare om at finde den.

I det hele taget finder jeg filmarbejdet og maleriet nært beslægtet. Man skaber — vigtigt som at trække vejret, man udfører et stykke arbejde, og måske er man så heldig at lave et godt billede eller en god film. Den store forskel er økonomien og kollektivet. Film og tv kan være økonomisk vildt udfordrende: millioner skal skaffes, møder, afslag, forventninger, spændinger, stress, kollektive udfordringer er hverdag.

I dag derimod kan jeg stå op kl. 6, cykle en tur og besøge et tempel — som her i Chiang Mai, hvor jeg befinder mig lige nu — drikke en kop kaffe, og så står dagen åben og udfordrende, og jeg kan gå i gang med mine ting med det samme. Det er et meget stort privilegium.

Hvad angår mine skulpturer er sagen og indfaldsvinklen lidt anderledes. Det er et kompliceret, logistisk arbejde. Jeg arbejder med en lokal familie, som finder træet, der altid er nedfaldent eller alligevel af en eller anden grund skal fældes. Igen tager jeg oftest udgangspunkt i mennesket og giver de fleste nogle retro-farver i slutstadiet. Det er old school arbejde — og tidskrævende.

Hvorfor har du meldt dig ind i Billedkunstnernes Forbund?

Som forhenværende filmmenneske er jeg vant til at arbejde med og for fagforeninger. De fleste filmfolk er medlem af en eller flere fagforeninger. At blive medlem af Billedkunstnernes Forbund så relativt hurtigt er en naturlig fortsættelse heraf. Og jeg ser frem til samarbejdet.

BKF KURSER

FÅ EN MENTOR HOS BKF

Som medlem af BKF og som dimittend inden for de seneste ti år kan du få ét mentorforløb med en erfaren billedkunstner eller kunstprofessionel.

Du kan bruge det til at blive skarpere på kunstneriske problematikker og få feedback på dine værker, på at udvikle en karriereplan eller på at drøfte, hvordan du får et bedre arbejdsliv. Du bestemmer selv, hvad forløbet skal fokusere på.

Et mentorforløb består i udgangspunktet af tre møder — struktur og tidsramme aftales af mentor og af mentee individuelt. Der er afsat 1 — 2 timer pr. møde. I udgangspunktet skal menteen komme til mentoren medmindre andet aftales. Evt. transportudgifter dækkes af mentee og ikke af BKF.

Der er en egenbetaling som mentee på 520 kr., som du indbetaler på forhånd til BKF. Ved kunstgrupper er egenbetalingen samlet på 1000 kr. uanset om I er to eller flere i gruppen.

Bemærk desuden, at du kan kun få ét mentorforløb som dimittend, og at du ikke kan få et mentorforløb og komme til en ateliersamtale indenfor det samme år.

Find mentorer, ansøgningsskema og yderligere oplysninger på bkf.dk.

Installering af udstilling FANTOMRUM af Freya Sif Hestnes og Johanne Rude Lindegaard på Gammelgaard.

ATELIERSAMTALER

Få faglig kollegial sparring på dit kunstneriske projekt — løbende ansøgning.

I en ateliersamtale er det kunsten, udstillingen og værket, der er i centrum og oftest vil samtalen bruges i forbindelse med en kommende udstilling eller realisering af et andet kunstnerisk projekt. Du bestemmer selv hvor i processen, der ønskes sparring; det kan være til afprøvning af de første idéer, midt i processen eller i installations- og ophængningsfasen.

Forud for samtalen bedes du sende BKF en motivation for, hvorfor du gerne vil have samtalen og hvad du gerne vil tale om. Heri ansøger du også om, hvem du ønsker som samtalepartner.

En ateliersamtale er rammesat til samlet 2-3 timer. Dette indbefatter også forberedelsestid til din samtalepartner. I aftaler selv, hvordan I disponerer over timerne fordelt på 1-2 møder (fysisk og/eller online).

Bemærk venligst, at du maksimalt kan komme til én ateliersamtale årligt. Tilbuddet gælder ikke for studerende.

Aterliersamtalerne er et medlemstilbud og koster 300 kr. Bemærk, at du også skal afholde eventuelle transportudgifter til din samtalepartner.

Efter samtalen er du forpligtet til at skrive os en kort sammenfatning af hvad du fik ud af samtalen.

Tilmelding foretages via mail til stud@bkf.dk. Der kan ansøges løbende. Læs mere på bkf.dk.

Værsgo! Vi giver over

160 mio. kr.

tilbage i renter til MedlemsKunder i Lån & Spar

Lån & Spar er ejet af over 50 fagforeninger, som ønsker at give deres medlemmer særlige fordele. For eksempel får MedlemsKunder i Lån & Spar Danmarks højeste rente på deres lønkonto. Den høje rente betyder, at vi i år betaler over 160 mio. kr. tilbage til vores MedlemsKunder. Udnyt de fordele, der følger med dit medlemsskab af Billedkunstnernes Forbund – bliv MedlemsKunde i dag.

Ring 3378 2000 eller læs mere på lsb.dk/bankfordele

Runde fødselsdage

25

Studerende August Ferdinand Myrgård Backer 31/3

Studerende Fiona Alberte Olrik Nielsen 15/4

Studerende Emma Uldum 01/5

Studerende Hans Peder Damgaard Christensen 3/6

Studerende Vigga Jastrup Bondesen 12/6

30

Billedkunstner Ulla Marie Døssing Ottosen 08/3

Billedkunstner Ville Aleksi Laurinkoski 16/3

Billedkunstner Faun Vium 27/3

Billedkunstner Malte Frej Linnebjerg 27/3

Billedkunstner Anna Christine Brock 08/4

Studerende Synnøve Kruse Serup 06/5

Studerende Freja Ima Beck Lassen 11/5

Studerende Jonathan Nørgaard Dahl 11/5

Billedkunstner Viola Ellehammer Dasseville 13/5

Billedkunstner Therese Bülow Jørgensen 25/5

Studerende Sofie Keller 29/5

Billedkunstner Esther Gandrup Jørgensen 06/6

Studerende Nivikka Mathiesen Andersen 6/6

40

Billedkunstner Émile Bijan Sadria 10/03

Billedkunstner Oskar Koliander 12/03

Multimediekunstner Claus Haxholm 21/03

Billedkunstner Anna Taina-Nielsen 26/03

Billedkunstner Dagmar Kestner 12/04

Maler Mark Holm Møller 16/04

Billedkunstner Riko Rei Goldbech 20/04

Billedkunstner Nat Bloch Gregersen 22/04

Billedkunstner Ole Messel 24/04

Billedkunstner Claus Spangsberg Christiansen 03/05

Billedkunstner Pia Pedersen 03/05

Billedkunstner Ari Lin Sixten 02/06

Billedkunstner Benjamin A. Harder Harpsøe 17/06

50

Billedkunstner Christina Reenberg Jensen 05/03

Billedkunstner Rose Eken 19/03

Maler Frederik Lindskov 25/03

Billedkunstner Maria Wæhrens 28/03

Kunstner Signe Kejlbo 13/04

Billedkunstner Runa Maya Mørk Huber 18/04

Billedkunstner Louise Langgaard 02/05

Billedkunstner Luise Faurholt Nielsen 09/05

Billedkunstner Ingunn Fjola Ingporsdottir 10/05

Billedkunstner Javier Tapia 10/05

Video- og billedkunstner Morten Dysgaard 02/06

Billedkunstner Christian Bretton-Meyer 16/06

60

Billedkunstner Carsten Dahl 04/03

Billedkunstner Søren Martinsen 04/03

Billedkunstner Charlotte Bøgh 22/03

Billedhugger Marie Rømer Westh 14/04

Billedkunstner Peter Brandt 17/04

Grafiker/Installation Jannik Broz 23/04

70

Billedhugger Morten Stræde 19/04

Billedkunstner Maja Lisa Engelhardt 02/05

Billedkunstner & grafisk design Verner Brems 05/05

Grafiker Klavs Weiss 09/05

Billedkunstner Jørgen Dalgaard Nielsen 12/05

Billedkunstner Christian Skeel 08/06

Billedkunstner Lisbeth Hermansen 08/06

Tekstilkunstner Birgitte Fløe 16/06

75

Billedkunstner Kirsten Brøndum 21/03

Billedkunstner Lene Bennike 04/04

Billedkunstner Brit Zachariae 11/04

Keramiker og filminstruktør Katrine Nyholm 13/05

Billedkunstner og forfatter Anne Vilsbøll 18/05

Keramiker Asger Kristensen 23/05

Fotograf Birgitta Lothsson 05/06

Maler Poul Lee 06/06

80

Billedkunstner Lotte Frederiksen 05/03

Maler Felix Pedersen 10/03

Maler Jane Nielsen-Hansen 30/03

Billedkunstner Reiko Tange 01/04

Maler og grafiker Else Birk 09/04

Billedkunstner Ulla Bille 29/04

Grafiker Nanna Herstad 05/05

Billedkunstner Torben Thim 25/05

Grafiker/Maler Ole Gahms Henriksen 26/05

Billedkunstner Anne Brodersen 20/06

85

Maler Kirsten Ankjær Bækgaard 24/03

Maler/Tegner Bent Axel Olesen 04/05

Billedhugger Inge Heise 25/05

Maler Bente Christensen-Ernst 20/06

90

Billedhugger Lise Ring 22/04

DØDE

Billedkunstner Anne-Mette

Nyland, maj 2025

Billedhugger Gerda Thune

Andersen, januar 2026

Maler Jan Kiowsk, november 2025

Maler Jens Otte Hansen, juni 2025

Billedhugger Kaj Rugholm, januar 2026

Billedkunstner Marere Zacho, august 2026

Maler Svend Boe HaugaardNielsen, januar 2026

Maler Søren Birk, januar 2026

Billedkunstner og keramiker Tue Poulsen, januar 2026

NYE MEDLEMMER OG GENINDMELDELSER

Studerende Agathe Ostenfeld

Studerende Alma-Sofie Tronborg Jensen

Billedkunstner og filmskaber Andreas Aicka Thomsen

Studenter Anna Hanghøj Iversen

Billedkunstner Anna Boding Kildetoft

Billedkunstner og fotograf Anne Lass

Studerende Anne-Sofie Østergaard Petersen

Studerende Asger Nielsen

Studerende August Ferdinand Myrgård Backer

Billedkunstner Augusta Atla

Billedhugger og maler Bent Seslef

Billedkunstner Christian Vind

Billedkunstner David Noro

Billedkunstner Dyveke Elisa Bredsdorff

Studerende Elin Dagmar Exner Stubbe Teglbjærg

Billedkunstner Emil Keller Skousen

Studerende Emilia Storgaard

Billedkunstner Eske Rex

Billedkunstner Ester Fleckner

Studerende Fiona Alberte Olrik Nielsen

Studerende Flavian Mikidadi Doreille

Billedkunstner Ian Schjals

Billedkunstner Ina Rosing

Billedkunstner Jasper Rouwen

Billedkunstner Jesper Dalgaard

Billedkunstner Joël Bigaignon

Billedkunstner Kim Young Kilde

Kontakt BKFs sekretariat min. tre måneder inden din runde fødselsdag, hvis du ikke ønsker den offentliggjort her.

LEGATBOLIGER

/ RESIDENCIES:

LØBENDE ANSØGNING:

COGGIOLA, ITALIEN

Coggiola Art Residence (C.A.R) i Italien er åben for ophold fra april til november. Nu har professionelle kunstnere en unik mulighed for at være med til at forme et varmt og rummeligt arbejdsmiljø på det nystartede residency C.A.R. i Norditalien. C.A.R. modtager henvendelser fra enkeltpersoner og grupper af kunstnere fra alle nutidige kunstformer til et arbejdsophold, uanset om du søger et fællesskab og ønsker at udveksle med andre kunstnere, eller hvis du søger absolut ro til fordybelse. COGGIOLAART@gmail.com coggiolaart.com

FAST ANSØGNINGSDATO:

22. MARTS

RECIDENCY: OPEN CALL: SOUTHNORD 2026

We welcome you to apply to the Southnord Residency Programme, a unique opportunity for visual artists and curators of African decent situated in the Nordics to spend time with their practices, while immersed in a contemporary African art context. This programme aims to make space for artistic exchange between the Afro-Nordic diaspora and the Continent. Læs mere på BKF’s opslagstavle.

31. MARTS

KUNSTNERLEGAT TIL RESIDENCY HOS KLITGAARDEN REFUGIUM

Klitgaarden Refugium stiller hvert år en række kunstnerlegater til rådighed, der giver professionelle kunstnere mulighed for et to ugers arbejdsophold med ro, fordybelse og inspiration i unikke omgivelser. Legaterne dækker alle opholdsudgifter, og der er adgang til fælles faciliteter og mulighed for at arbejde i et af refugiets tre atelierer. Læs mere på BKF’s opslagstavle.

1. MAJ

RESIDENCY: MORE SOUND RESIDENCY HOS INTER ARTS CENTER

Inter Arts Center (IAC) and the Danish Composers’ Society offer a residency programme at IAC for Danish composers and sound based artists who work with experimental music and/or sound based art. This Swedish-Danish collaboration is aimed at practitioners focused on artistic or scientific development through sonic and musical experimentation and exploration. Læs mere på BKF’s opslagstavle.

OPEN CALLS FRA OPSLAGSTAVLEN:

1. APRIL

OPEN CALL: SKJERN LOWLINE — PERMANENT LYSKUNSTPROJEKT I SKJERN

Permanent lyskunst projekt i Skjern, Danmark 2026. Skjern ønsker et unikt lyskunstværk, der sammen med arkitekturen i det samlede projekt binder Skjerns to bydele sammen og forvandler området til et spændende og levende byrum at opholde sig i. Lyskunstværket skal forene det funktionelle med æstetikken og blive et levende kunstværk i hverdagens rum. Læs mere på BKF’s opslagstavle.

12. APRIL

OPEN CALL: KUNSTNERNES SOMMERUDSTILLING PÅ JANUS — MUSEUM FOR SAMTIDSKUNST

Kunstnernes Sommerudstilling er en censureret udstilling, der viser et kvalitativt udsnit af alle genrer inden for billedkunsten. Udstillingen har været afholdt i Tistrup siden 1973 og er blandt Danmarks ældste af sin slags. Fra 2026 er KS blevet til en triennale — den vender tilbage hvert tredje år. KS26 modtager alle kategorier af kunst til bedømmelse — inklusive performance og digitalt baserede kunstformer. Læs mere på BKF’s opslagstavle.

ANSØGNINGSFRISTER FOR STØTTE:

SVENSK-DANSKA KULTURFONDEN

Her kan du søge om projektbevillinger fra SvenskDansk Kulturfond, som støtter kultursamarbejdet mellem Sverige og Danmark. Støtte kan gives til undervisning og uddannelse. Den næste ansøgningsperiode er 2. februar til 7. april 2026. Se mere på https:// svenskdanskafonden.se/ansok/

STATENS VÆRKSTEDER FOR KUNST

Der er ansøgningsfrist fire gange om året: Start februar, maj, august og november.  Næste ansøgningsfrist: 4. maj 2026 kl. 24:00

STATENS KUNSTFOND KOMMENDE

FRISTER:

26. MARTS 2026

— Ophold på udenlandske residencies

— Børn og unges møde med billedkunst

— Kunstner- og kuratorophold på residencies i Nuuk, Seoul og New York

— Værkproduktion og udstillinger

— Kunstkritik, viden og debat

— Opstart af nye udstillingsplatforme

7. APRIL 2026

— Udgivelse af musik og realisering af lydkunst

Se mere på www.kunst.dk/ for-ansoegere/soeg-tilskud for nye puljer og mere info.

NORDISK KULTURFOND

Åben for ansøgning: 26. JANUAR — 22. MAJ: Opstart — Støtte til at give samarbejdsprojekter inden for kunst og kultur en god begyndelse.

Mere info på nordiskkulturfond. org eller tlf. 33 96 02 42.

NORDISK KULTURKONTAKT

Nordisk kulturkontakt støtter nordisk og baltisk samarbejde inden for kunst og kultur rejser residenser netværk mm.:

Mobilitetsstøtte

Ansøgningsfrist d. 31. MARTS

Volt

Ansøgningsfrist d. 8. APRIL

Nordisk 0-30

Ansøgningsfrist d. 16. APRIL

Kortvarigt netværkssupport

Ansøgningsfrist d. 4. september

Læs mere på www.nkk.org

BKF’S TILGÆNGELIGHEDSPULJE

Billedkunstnere med handicap har mulighed for at søge midler til assistenttimer i forbindelse med værkproduktion, ansøgninger, udstillingsforberedelser mv.

Det kan fx være:

○ En billedkunstner med fysisk funktionsnedsættelse, der søger til at kunne betale en assistents med-deltagelse på et residency eller researchrejse, for eksempel i form af tilskud til rejse og ophold.

○ En billedkunstner med psykisk funktionsnedsættelse, der i forbindelse med opførelsen af en performance søger midler til en assistent til at skabe tryghed, overblik og bistå med det praktiske.

○ En billedkunstner med kognitivt handicap, der søger et mindre beløb til at kunne betale en tekstfaglig for assistance i forbindelse med fondsansøgninger og anden tekstforfatning.

Beløbsstørrelse

Der kan ansøges om kr. 2.000 — 6.000 pr. projekt.

Ansøgning

På BKF’s hjemmeside under BKF’s Tilgængelighedspulje’ kan du udfylde et ansøgningsskema. Skemaet indeholder en kortfattet ansøgning på max 200 ord, der beskriver, hvad der søges støtte til samt kort, hvad dit handicap består af og, om det er en lægelig diagnose.

Ansøgningsfrist

4. gange årligt; 1.3 / 1.6/ 1.9 / 1.12

CREATIVE EUROPE

CREATIVE INNOVATION LAB

Årlig pulje, der støtter udvikling og/eller udbredelse af innovative værktøjer, modeller eller løsninger (særligt inden for det digitale) inden for såvel de audiovisuelle og øvrige kulturelle sektorer. Ansøgningsfrist d. 23. April.

CULTURE MOVES EUROPE

Culture Moves Europe er Creative Europes rejse- og udvekslingsindsats. Dette er den eneste pulje, der kan søges af enkeltpersoner. Puljen giver tilskud til faglige rejser til et andet europæisk land. Det er en forudsætning for at få støtte, at man har en samarbejdspartner i destinationslandet. Ansøgningsfrist 30. april 2026.

Læs mere på slks.dk/tilskud/creative-europe

ABONNER PÅ OPSLAGSTAVLEN

Opslagstavlen er en af de allermest besøgte sider på bkf.dk. Du kan tegne abonnement på siden og hver fredag få tilsendt en mail om de nyeste opslag inden for open calls, events, residencies, jobopslag, atelierpladser og meget mere. Du skriver dig op på →bkf.dk/ opslagstavlen.

BKF’S OPDATEREDE LISTE OVER FONDE- OG LEGATER

BKFs medlemmer kan gratis rekvirere forbundets liste over legater og fonde relevante for billedkunstnere samt billedkunststuderende ved at sende en mail til stud@bkf.dk. Fonden er blevet opdateret med information gældende for 2026.

HAR DU UDSTILLET I 2025? HUSK AT SØGE TILLÆGSVEDERLAG HOS VISDA SENEST 31. MARTS

I 2023 udformede BKF og Kunstnernes Fagforening i samarbejde med VISDA en ny ordning, hvor billedkunstnere modtager et ekstra vederlag for udstillingsaktiviteter i Danmark. Som billedkunstner ansøger du ved at indtaste data om de udstillinger, du har haft i Danmark i det forgangne år. Jo mere aktivitet, des større vederlag. Du kan ansøge om tillægsvederlaget frem til den 31. marts. Læs mere på VISDA.dk

PÅSKELUKKET I SEKRETARIATET

Kontoret i Vingårdstræde holder lukket i perioden 27. marts – 6. april begge dage inkl. Vi ønsker alle en dejlig påske!

INDBERETNING AF KONTINGENT TIL SKAT

Vær opmærksom på, at BKF har indberettet dine kontingentbetalinger for 2024 til SKAT – hvis du har givet os dit CPR-nr.

Har vi ikke fået dit CPR-nr., skal du selv huske at gøre det. For almindelige medlemmer var det årlige kontingent 2.480 kr. For studerende 200 kr.

BKF’S BESTYRELSE 2025

FORPERSON/BILLEDKUNSTNER Marie Thams

NÆSTFORPERSON/BILLEDKUNSTNER Søren Thilo Funder

BILLEDKUNSTNER Anette Højlund

BILLEDKUNSTNER Ditte Lyngkær Pedersen

BILLEDKUNSTNER Jóhan Martin Christiansen

BILLEDKUNSTNER Louis André Jørgensen

STUDERENDE Magnus Lind Nielsen

BILLEDKUNSTNER Mathilde Duus

BILLEDKUNSTNER Mette Kit Jensen

BKF’S REGIONER 2025 KONTAKTPERSONER

BORNHOLM/BILLEDKUNSTNER Anne Sofie Meldgaard

FYN/BILLEDKUNSTNER Lone Vivian Petersen

KØBENHAVN/BILLEDKUNSTNER Lise Seier Petersen

MIDTJYLLAND/BILLEDKUNSTNER Mette Skriver

MIDT- OG VESTSJÆLLLAND

NORDJYLLAND/ BILLEDKUNSTNER OG FOTOGRAF Rikke Ehlers Nilsson

NORDSJÆLLAND/BILLEDKUNSTNER Gert Brask

STORSTRØM/INSTALLATIONS- OG BILLEDKUNSTNER Parul Modha

SYDJYLLAND/MALER Nils Vollertsen

REDAKTØR

Steen Bruun Jensen sbj@bkf.dk

BKF’S REDAKTIONSUDVALG

Marie Thams

Mette Kit Jensen

Anette Højlund

Louis André Jørgensen

Ditte Lyngkær Pedersen

DEADLINE

Billedkunstneren nr. 2, 2026, 13. maj

ANNONCER

Billedkunstnernes Forbund

ABONNEMENT

400 kr. for 4 årlige udgivelser ISSN 1902-3618 ISSM elektronisk publikation TL901-7596

TRYK

BUCHS A/S

DESIGN OG LAYOUT

Mai Boline Bjerre og Laura Silke

UDGIVER

Billedkunstnernes Forbund (BKF) Vesterbrogade 40, 5. th. 1620 København V T 33 12 81 70 Åbent man-tors kl. 10-15

SEKRETARIATSLEDER

Klaus Pedersen

ORGANISATIONSSEKRETÆR

Annarosa Krøyer Holm

KOMMUNIKATIONSANSVARLIG

Steen Bruun Jensen

KUNSTFAGLIG PROJEKT- OG UDDANNELSESLEDER

Karen Mette Fog Pedersen

POLITISK KONSULENT, PROJEKTLEDER Yasmin Davali

STUDENTERMEDHJÆLPERE Amalie Fuglsig Kongsted, Clara Sidor, og Maria Bendixen

AFSENDER

Billedkunstnernes Forbund

Vingårdstræde 21, 1.th.

1070 København K

ID-NR. 46798